Likvideret på Alssund den 5. maj 1945

16 timer efter, at befrielsen var indtrådt, blev 11 marinesoldater skudt på torpedobåden M 612 i Møllebugten 2 kilometer nord for Sønderborg. Langs strandene til Alssund havde folk tændt bål i begejstring over befrielsen. Man hørte da godt nok geværskud og nogle ordentlige plask. Mandskabet havde begået mytteri om bord på torpedobåden, De ville ikke nok engang til Kurland for at hente tropper og flygtninge. De havde hørt, at freden var indtrådt. Men det gjaldt bare ikke dem. Flere retssager endte med, at officererne blev frikendt. En fisker bjergede syv af ligene. Hverken Sønderborg Kommune eller Det Tyske mindretal vil bidrage med en mindesten.

 

Der skete mange ting – efter 5 maj

Der skete mange ting og sager efter glædesrusen den 5. maj 1945. Vi har været inde på det i forskellige artikler. I to af episoderne var tyske marinesoldater indblandet.

I de danske hjem var der naturlig glæde, da glædesbudskabet ramte. Langs strandene var der også tændt bål, også ved Alssund.

 

Drama i Møllebugten

Den tyske minestryger M 612 lægger fra kaj i Sønderborg. Kursen er sat mod Møllebugten. Det er en strækning på cirka 2 kilometer. Her kastes der anker kl. ca. 23. Inde på land kan der ses, at projektørerne bliver tændt. Så høres der støvletrampen og affyring af maskinpistoler. Derefter høres der plask.

Ingen tager videre notits af det. Glædens aften skulle ikke ødelægges.

Ingen vidste, at 11 dræbte marinesoldater pakket ind i lærredssække med tunge jernblokke netop var smidt i vandet.

Efter halvanden time sejlede M 612 atter mod Sønderborg.

Den 1. juni fandt man et lig drivende rundt. Den pågældende var blevet skudt kunne der konstateres.

Hvad skete der egentlig den aften og den nat ude på Alssund?

 

En lang tur med flygtninge

På Hitlers officielle dødsdag den 30. april var skibet løbet ud fra Rostock med en masse flygtninge om bord. De fleste var familiemedlemmer. Derefter gik turen til Warnemünde. Her fik man forplejning om bord. Da man sejlede ud herfra, blev man beskudt inde fra stranden af en russisk tank.

Målet var Kiel. Der var mandskabet egentlig også tilhørende. Under sejladsen, der var fuld af farer blev der over skibets højtaleranlæg bekendtgjort, at Hitler var død. Samtidig blev der meddelt, at Storadmiral Dönitz var udnævnt som hans efterfølger. Mandskabet modtog budskabet, som om krigen var ved at være slut.

I Kiel ville man ikke have flere flygtninge. Turen gik nu mod Danmark. På turen blev båden angrebet, men det fik man dog afværget. I København ved Langelinie ville man læge til ved krydseren Prins Eugen og Nürnberg. Men man nåede ikke engang at lægge an, før ordren indløb, at man nu skulle gå mod Sønderborg.

 

Tilbage i Sønderborg

Man løb under broen i Sønderborg, som allerede var besat af modstandsbevægelsen. Mandskabet havde håbet at få flygtninge afhændet, men i Sønderborg ville man heller ikke tage flere flygtninge.

Fra tysk side herskede endnu krigstilstand, og man mobiliserede alle ledige både til at befri flygtninge fra Kurland. Den Røde Hær havde tænkt sig, at hævne sig mod den tyske befolkning, for alle de overgreb, de havde været udsat for.

Begge skibe i delingen sejlede til Aabenraa for at få brændstof, det vil sige kul.

 

En mærkelig uro spredte sig

Turen gik tilbage til Sønderborg, hvor en mærkelig uro spredte sig. Man talte om, at Stige ud eller at stikke af. Man havde ingen lyst til atter engang at sejle til Kurland for atter en gang at risikere liv og lemmer. Stemningen var sådan på begge skibe.

I løbet af natten var fem fra det ene skib forsvundet. De blev dog pågrebet af danske modstandskæmpere.

 

M 612 var klar

Den næste morgen, den 5. maj blev der gjort klar til atter at tage af sted. Men det ene skib kunne ikke sejle, fordi der stadig var flygtninge om bord. Men M 612 var klar. I mellem tiden var alle kamphandlinger indstillet i den nordlige del. Men for skibsbesætningerne bestod endnu ordren, at hente flygtninge i Kurland.

 

”Vi er nu Frikorps Dönitz”

Kaptajnløjtnant Reinhard Ostertag, den øverste chef var sikkert godt klar over, at man var på gyngende grund. For han udtalte til mandskabet:

• Vi kører bare videre. Vi er nu Frikorps Dönitz!

Han blev senere flotilleadmiral og kommandør på Marineskole Mürwik.

 

Mandskabet overtog magten

På M 612 var der forholdsvis unge officerer, og de var stadig opsat på at vise deres værd. Men skibet nåede ikke langt. Mandskabet foretog mytteri, og overtog herredømmet over skibet. De spærrede officererne inde i deres værelser og i messen. Foran dørene var der opstillet bemandede marinesoldater.

Det var maskingast Heinrich Glasmacher, der førte an. Han lagde planen for overraskelsesangrebet.

 

Noget var mistænkeligt

En hurtigbåd sejlede forbi, og kommandanten fra denne opfattede mistanke. Han havde sendt en melding til kommandanten, og denne forblev ubesvaret. Han gik på langs af M 612 og sendte en melding til lands.

I løbet af eftermiddagen kom der dog til en enighed mellem mytteristerne og kommandanten. Det så ud som om freden igen havde indfundet sig. Og kommandanten var Oberleutnant zur See, Dieter Kropp.

 

En hård dom

Om eftermiddagen ankom flere både og omringede M 612. En undersøgelseskommando kom om bord. Efter at kommandoen havde undersøgt sagens forløb blev de enige om dommen:

• 11 blev idømt dødsstraf
• 4 blev idømt fangelsstraf
• 5 blev frikendt

Mandskabet var fra 18 til 23 år.

Kommandoen gik fra borde, for at få fastslået deres dom ved en højere retsindstans. Ved 22 – tiden kom de tilbage til M 612, der lå for anker.

 

Dødsdommene blev effektueret

Ved 23 – tiden begyndte man at effektuere dødsdommene. Som det hørte sig til, befandt der sig en læge om bord. Han skulle konstatere, at døden var indtrådt hos de dømte.

For at hjælpe til med effektueringen var der medbragt en kommando fra land. Hele besætningen var tvunget til at overvære effektueringen af dødsdommene. Det skete på en meget bestialsk og umenneskelig måde.

Skibet kom ikke til Kurland

Skibet returnerede til Sønderborg, for efterfølgende, at sejle til Flensborg, hvor nogle fra mandskabet blev fængslet. Og det blev ingen tur til Kurland. Inden den korte tur til Flensborg, skiftede skibet kommandant.

Man kan så undre sig, at skibet fik lov til at sejle, både på den dramatiske tur og så denne korte tur til Flensborg.

 

Bisat på kirkegårde i Sønderborg

Den danske fisker, Henry West bjergede syv af ligene. De bjergede blev begravet på kirkegården i Sønderborg på den afdeling, der var forudset til Wehrmacht. To af de bjergede er bisat på Christianskirkens Kirkegård.

 

Mange spørgsmål

Man kan undre sig over den måde, alt dette foregik på. Var det egentlig et åbent mytteri? Var det et oprør mod et diktatorisk voldsregime?

Kamphandlinger var ikke tilladt efter kapitulationen. Hvorfor skete effektueringen som hurtig? Hvorfor fulgte man den åndsvage ordre med at skulle sejle til Kurland? Var det ukammeratligt ikke at hjælpe de kæmpende tropper i Kurland?

Det var lederen af mineskibene, Hugo Pahl, der bestemte at dommen skulle effektures med det samme.

Der er mange ubesvarede spørgsmål. Og i marinekredse i Tyskland taler man ikke gerne om episoden. Alt dette skete på dansk territorium 16 timer efter, at alle krigshandlinger skulle være stoppet.

 

Man vil ikke rejse en sten

I Sønderborg Kommune har man nægtet at rejse en sten til ære for de likviderede. Også Det Tyske Mindretal har flere gange nægtet at deltage i dette.

Barokt er det, at Die Volksmarine der DDR har brugt denne episode i deres propaganda. Nogle af deres skibe fik navn efter de likviderede.

 

Officererne klarede frisag

Retten i Lübeck har frikendt dem, der afgjorde, at de 11 skulle dømmes til døden. Den afgjorde, at det var tale om et åbent mytteri. Det var familiemedlemmer, der havde rejst sagen, ikke de tyske myndigheder.

Men retten afgjorde dog også, at familierne havde ret til krigsskadeerstatning.

En anden retssag blev afgjort i Hamborg. Det var eksekutions – officer, kaptajnløjtnant Merkel, der stod anklaget. Han talte om, at disciplinen skulle bibeholdes efter kapitulationen. Kaptajnløjtnanten blev frikendt.

I 1967udtalte en dommer, da kaptajn Hugo Pahl stod anklaget:

• Vi alle, fra øverst til nederst, officerer og mandskab var dengang enige om, at vi sammen med de vestlige allierede skulle kæmpe videre mod øst. Det var vores eneste chance mod kommunisterne, og det var også intentionerne hos Dönitz.

I 1969 forsøgte en slægtning til en af de likviderede at rejse en sag i Lüneburg. Dengang sagde dommeren:

• Udførelsen af dødsdommene er ikke en fejl.

 

Det var ikke den sidste dødsdom

Storadmiral Dönitz krævede iskoldt, at alt skulle sættes ind for at redde de tyske folkegrupper ved Østersøen. Derfor blev Operation Kurland aldrig aflyst. Dönitz understregede, at enhver stadig var bundet af sin soldatered, samt at der ville blive slået hårdt ned på ethvert forsøg på protest med allerstørste strenghed.

Måske tænkte storadmiralen på matrosopstanden i Kiel i 1918, da den tyske flådeledelse havde besluttet at alt skulle sættes ind i det sidste afgørende slag mod fjenden. Men matroserne opfattede dette som en sand selvmordsaktion og gjorde oprør.

Og denne aktion var ikke den sidste. Således afleverede modstandsbevægelsen i Svenborg fire deserterede marinesoldater til den tyske værnemagt. Men dette skal vi høre om i en anden artikel, som vi kalder: Deserteret i Svenborg – skudt i Gelting Bugt.

Til gengæld blev det for disse rejst en sten.

 

Kilde:

• Was geshah auf dem Minenschbot M 612?
• Ein Verbrechen, seine Geschichte (Die Rotteknechte)

 

Hvis du vil vide mere:

• dengang.dk indeholder 155 artikler om besættelsestiden