Lersøen – idyl og uro

Foredrag den 28. august 2021 – Lersøtien 127- HF af 4. maj er blevet 100 år. Derfor fortalte jeg, hvad der var sket herude inden der var kolonihaver. Her var latrindepot, og her var losseplads. Man finder stadig efterladenskaber fra dengang. Her var også latrindepot. Lugten har ikke været særlig god herude. Så det var måske naturligt at stationsforstanderen på Lersø latrindepot fik et nyt arbejde på Svanemøllestation. Du skal møde Valdemar Skrubskider og alle de andre. Konge og dronning var Ferdinand Eriksen og Karen Spidsmus. Nej herude drak de ikke Bajersk Øl. De fik noget helt andet at drikke.

 

Det startede med en naturlig sø

Oprindelig lå der her en naturlig sø. I 1750 gik den fra nutidens Lyngbyvej til den nordlige ende af Nørrebrogade. Søens naturlige dræn blev blokeret og erstattet af en kanal kendt som Lygte Å. Og det for at forbedre Københavns vandforsyning. Søen blev omdannet til et slags marskland i 1800 – tallet.

Ja nogle steder var det ligefrem blevet til mose.

 

Vandforsyning

Meget tidligt var man klar over, at der skulle gøres noget for at sikre vandforsyningen i København. Man siger, at det var Frederik den Anden, der startede med dette i 1570, da han etablerede Kongevejen. Men det er nok ikke helt rigtigt for Lygteåen er gravet ud længe før. Og Ladegårdsåen var ligeledes en kunstig å.

Ved hjælp af dæmninger blev Esrum Å dannet. Den var højt beliggende. Vandet blev herfra ledt gennem Lersøen og Lygteåen. Ved Bispeengen blev Lygteåen forenet med Grøndalsåen, der fik vand fra Damhussøen. Herfra løb vandet videre gennem Ladegårdsåen til Peblinge Søen.

Allerede dengang mente man, at øl var sundere end vand. Måske var det derfor man drak så meget dengang.

 

Man plantede pilebuske

Kurvefletter fra København brugte området til at høste tagrør og siv. Mod slutningen af århundredet begyndte man at bruge søen som losseplads.

Man havde faktisk plantet en lange række pilebuske i mosen.  Til brug til kurvemagerne.  Om foråret arbejdede koner og mænd fra kvarteret med at fjerne ukrudt mellem buskene. På et tidspunkt skar man grenene af og samlede i bundter.

Derefter gik turen til Lygteåen, hvor grenene kom gennem en opblødningsperiode. Til sidst kom afbarkningen, hvor også børnene kunne være med. Så var det næsten som kurvemagerne ville have det.

 

På jagt efter sangfugle

Jo her foregik også fangst af sangfugle, som så blev solgt til dyrehandlere inde i byen. Det var ganske vist forbudt at indfange sangfugle i Danmark men import var tilladt. Da fuglene nu ikke skulle vise pas gav det ingen problemer.

Men politiet viste nu udmærket, hvad der foregik. Når de greb nogen på fersk gerning, vankede der en stor bøde. Og dyreværnsforeninger havde

 

Tilgroet morads

Søen var groet til som et vildt morads, hvor de forliste skæbner fra storbyen kunne gemme sig. De var vel efterhånden et par hundrede stykker – disse Lersø-bøller.

Man kan sige, at for 200 år siden var her pragtfuld idyl. Omkring 1900 var det et berygtet sted. Og nu er det yderst tiltalende og grønt.

 

Baptister blev døbt

Stedet herude var så tilpas, at der i 1839 blev udset til skueplads til den første baptistdåb her til lands. Det kan man i dag læse på en mindesten.

Biskop Münster havde på det skarpeste advaret mod baptisternes ”slette eksempel”. Men nu var det lige så stille opstået en lokal ”dåbsmenighed”. Her blev 11 personer hemmeligt døbt i søens vand.

En ung mand havde set det og var gået til politiet. Gennem årene blev baptisternes leder fængslet fem gange.

 

Madrasser med udyr

Lersøen strakte sig omkring 1900 fra Frederikssundsvejen over Tagensvej og Lyngbyvej i længden. I bredden var det fra Bispebjerg Hospital til Haraldsgade.

Her var det plantet masser af pilebuske. Pilene blev skåret og en eller to gange om året blev de solgt til Blindeinstituttet og til kurvemagere. Dengang gik man meget op i kurvearbejde.

Og derude i pilene boede Lersøbøllerne. Pilebuskene var bøjet foroven, og der ovenpå havde man så lagt noget voksdugspapir, for at regnen ikke skulle slå igennem. Mellem Bispebjerg Hospital og Hareskovbanen lå der en stor losseplads. Og her kunne man så hente alskens ting til at indrette sig med. Her var masser af køkkenudstyr og madrasser.

Men disse madrasser var nu ikke altid lige gode, for mange indeholdt udyr, som bed Lersøbøllerne i ryggen.

Når de frøs kunne de altid tage en flaske brændevin – det varmede.

 

De blev skam vasket

Det var jo herude, at Ladegårdsåen jo løb gennem Lersøen. Og bøllerne herude blev jo også vasket en gang imellem. Samtidig vaskede de deres linnedstøj strømper m.m. De tog bad i Ladegårdsåen i fælles forening – både mænd og kvinder. Man kunne endda købe et stykke sæbe for fem øre.

Når de så havde vasket sig, tog de solbad. Tøjet blev bare hængt op i pilene til tørring. Når det så var tørt kunne de igen indtage pladsen i deres villaer i pilene. Jo det var skam hyggeligt herude. Ja særlig om sommeren.

 

Rotter i titusindvis

Men en gang imellem gik det ild i lossepladsen. Og så stank det på det Yderste Nørrebro. Så kan det også godt være, at der kom gang i rotterne. De spænede ind over Lersøen i titusindvis. De var ikke glade for ilden.

Men det fandt beboerne da også en fordel i. For senere kunne man modtage 10 øre for hver afleveret rottehale. Man kunne også møde op med resten af rotten på brandstationen, så blev halen bare klippet af ved aflevering.

Om vinteren var rotterne forsvundet. Det vil sige, at det var de nu ikke helt. De tog ophold hos vognmand Klenz. De tog ophold på hans høloft.

 

Københavns underverden fandt herud

Herude boede blandt andet Ferdinand Eriksen og hans kæreste Karen Spidsmus. Og det var hende, der var den førende. Da Ferdinand var væk, trak hun på Åboulevarden. Karen Spidsmus var for resten datter af Den Glade Sandmand, hvis det skulle interessere nogen.

Nu havde Karen Spidsmus fået sit øgenavn på grund af sit udseende – den spidse næse. Men hvis man drillede hende med dette, kunne man risikere at få en på skrinet.

Hun havde begået noget småkriminalitet. Men ikke ifølge hende selv. Hun mente, at politiet blandende sig i noget, som de ikke burde. Hun var flygtet fra tvangsarbejderanstalten Ladegården.

 

Man skulle ikke vove sig herud

En af grundene til at man også flygtede herud var, at Lygteåen dengang var grænsen for Københavns Politis myndighed. Men dette forhold ændrede sig. Men i 1901 blev Københavns Kommune større.

Man skulle ikke selv vove sig ud i dette område og slet ikke ind af stierne i sivene. For det første så farede man vild og for det andet blev man overfaldet.

Man gik altid ned på Fællesbageriet og tiggede brød. Måske gik turen også til bagermester Pitzner på hjørnet af Gormsgade. Her kunne man for to øre få rigtig dejlige flødekager. Det gjorde ikke noget, at de var 3 – 4 dage gamle.

 

Så var det kaffe med surbrød

Det meste af tiden var Lersøbøllerne til at have med at gøre. Men det hændte også, at Københavns Underverden søgte tilflugt herude, så måtte politiet i gang med hunde og foretage razzia. Og så kunne man som regel tage en 14 – 16 stykker med ned til stationen i Lyngbygade. Det var den gade, der senere kom til at hedde Hillerødgade.

Men nogle af de arresterede gik dog alligevel og godtede sig. Det var de faste beboere, som glædede sig til kaffe og surbrød.

 

Ufleksible betjente

Ude i Lersøen måtte der ikke tændes ild af hensyn til brandfaren. En dag havde bøllerne tændt deres spritapparat. Nu ville de have hestefrikadeller.

En patrulje var i området og kunne lugte, at der blev lavet mad. Ikke alle betjente dengang var lige som i dag fleksible. Da de kom til hulen sparkede en af betjentene til spritapparatet for at få det slukket. Det var betjent Ørsted. Han fulgtes med en, der hed Kjærumgaard.

Dette var optakten til et større slag, som blev kaldt Lersø – Slaget. Det endte med, at bøllerne røg på betjentene. Og Ørsted blev mishandlet, med det resultat, at han senere døde efter sin mishandling.

Og Kjærumgaard løb sin vej. Det gik op gennem Rådmandsgade Der skar han sig lidt i frakken, for at det skulle se ud som om, at bøllerne havde knive. Senere i retten forklarede bøllerne, at det var ham, de skulle have haft fat i.

Men han fik nu alligevel sin straf. Han blev øjeblikkelig afskediget efter retssagen, fordi han havde ladt en kollega i stikken.

 

En god historie i medierne

Episoden var godt stof i datidens medier. Således skrev Politiken den 1. november 1901:

• Banden havde siddet og drukket på en beværtning i Gormsgade. Her blev ”Spiritus” uvenner med en arbejdsmand, som han i den anledning slog en skalle. Derefter brød de ind hos en detailhandler i Dagmarsgade og stjal øl og cigaretter. Tyvekosterne nød de på en mark ved Ægirsgade. Og i denne gade forøvede de derpå indbrud hos en detailhandlerske og stjal forskellige varer.

 

• Hos detailhandler Andersen i Baldersgade stjal de endelig en kasse øl, og da det var besørget, gik de ad Lersøvejen, hvor de overfaldt nattevagten ved kloakanlægget. Så kom sammenstødet med betjentene, og deres tilståelser herom er så nogenlunde i overensstemmelse med betjentenes fremstilling.

 

 

• Efter overfaldet drog de bort fra byen og nåede tidlig om morgenen Søborghus Kro, hvor de brød ind og stjal mad og drikke, som de nød i haven. En tømmersvend som kom til og gjorde en bemærkning om deres forbryderiske forehavende, fik prygl og flygtede.

 

• De tog nu vejen til Dyrehaven, og den påfølgende aften brød de ind i beværtningen ”Bakkens Hvile” på Dyrehavebakken og stjal vin og cigarer, hvorefter de søgte natteleje på høloftet i et foderhus i nærheden af Ulvedalene. Nogle af dem boede her i flere dage, mens andre søgte andre steder hen for at stjæle til livets ophold, bl.a. forøvede de to indbrudstyverier i Taarbæk.

 

• Men da kulden og sulten efterhånden gjorde dem landopholdet for ubehageligt, drog de i spredte flokke ad Hovedstaden til. De første to blev anholdt på Øster Fælled, hvor de lå og nød spise – og drikkevarer, som de kort forinden havde stjålet fra detailhandlerske Scheuer i Kildevældsgade.

 

Stamværtshus i nærheden af Stefans Kirken

Her nede bag Stefans Kirken lå Brønshøjgade, som det hed dengang. Her lå et værtshus, der hed Lampekælderen. Den lå i en dyb kælder og her var et såkaldt snapseting. Se her kom Lersøbøllerne.

 

Stierne havde forskellige navne

Og herude, hvor det senere rangerterræn kom til at ligge lå i 1906 forskellige gange. De blev kaldt for Musens Gang, Harald Blåøjes Gang og for Peter Knæs Gang.

 

Hvad bestod et sæt af

Dengang drak de ikke moderne derude. Det, som de drak var et sæt, bestående en flaske brændevin og en skibsøl. De rundede så af med en skummet mælk – snaps og mælk var anset at drikke derude.

Bajersk øl var ikke noget for Lersø-bøller.

 

En betjent ved navn – Bølle Jørgensen

Det var også dengang, at der kom en meget upopulær politibetjent derud. De kaldte ham for Bølle Jørgensen. Han havde et langt skæg og var en stor knokkel. Han slæbte dem ikke med på stationen, men jog dem ind i en port, når de var ude på rov. Så fik de en regulær omgang øretæver – inde i porten.

 

De nye beboere

Nye beboere var kommet til derude, Musen og Karl Baj, Jo, så var det jo også Delle Frederik. Jo, Karl Baj var en pæn mand med et lille flot overskæg. Det var sat op til narrestreger, lige under næsen. Han brugte et opvarmet firetommer-søm til dette. Det blev så sat i skægget og rullet op. En gang imellem fik det også lidt fedt. Hans gode ven var Skæg Johannes.

Man sagde, at det gik disse to ret godt. Karl Baj blev storentreprenør, og Skæg Johannes fik en meget stor jernhandel.

 

Valdemar skrub-skider

Ja så var det Aage Svoger og Valdemar Skrub-skider. Og denne var fænomenal. Han kunne prutte – ligesom man hører fanemarchen inde på Amalienborg. Det ku’ han prutte med ræven. Vi skal lige have et vers fra en af de talrige viser, der eksisterer herude fra:

 

• Og Krykke Marie hun sad

Og slog en skid fra fad

Og dette var signalet til

Vi sku´ ha’ middagsmad

Og vi fik svineøren

Belagt med lange hår

Og suppen blev serveret i

Et pissepotteskår

 

Områdets børn kom meget derude. De kunne tjene en lille skilling ved at hente skråtobak til beboerne henne fra Skråfabrikken på Fasanvejen. Og så blev der ellers hentet brændevin til Lersø-bøllerne.

Pigerne bidrog også til samfundsøkonomien herude. De udøvede verdens ældste erhverv til gavn for fællesøkonomien. Det havde de ingen moralske skrupler over.

 

Kongen var Frederik Eriksen

Kongen var absolut Ferdinand Eriksen, der efter det store slag flygtede til Århus. Han blev efter et langt strafferegister eksporteret til USA. Men han kom dog hurtig tilbage som blind passager.

Han var dybt kriminel og for resten skolekammerat med anarkisten og rabarberdrengen Christian Christensen. Han var en stor kleppert, som man ikke rigtig turde komme i nærheden af.

Ferdinand Eriksen og Karen Spidsmus blev udødeliggjort i viser og i revyer. Det er nok det bedste eksempel på Danmarks Bonnie og Clyde. I deres flugt gjorde de i den grad grin med politiet.

En gang tog bøllerne ind på Tranevej for at befri deres kammerater.

 

Lersø – bøllerne var frie fugle

De havde alle øgenavne herude. Man kunne møde Spiritus, Musen, Gloøje, Charles 5 – øre, Skæve Martin, Osen, Knokkeldrengen, Kro – Anders, Lange Hermann, Delle – Frederik.

Så var det også Sorte Petra. Hun var nærmest at betragte som fælleseje.  Af andre piger var det også Anna 66, Guldåsen m.m. Også disse tjente penge på gaderne i København og bidrog på den måde til fællesskabet.

Lersø-bøllerne var frie fugle. De kunne ikke indordne sig efter samfundets normer.

 

De tømte lokumstønder

Når man senere skulle ind i Lersøen skulle man fra Frederikssundsvej. Så gik man ind ved Lygtekroen – ind til højre. Her var der en indgang, med bomme for. Om aftenen stod her blå gendarmer. Så kom man igennem en lang gennemkørsel. Er stykke nede til venstre lå forvalterboligen. Når man så gik længere ind, så kom man til Renovationsvæsenet. Det var dem, der tømte lokumstønderne.

 

Underlige Aftendufte

Der var store udgravninger fra det nedlagte Aldersro Teglværk. Disse udgravninger var hele kratere, hvor teglværket havde hentet ler op fra. Hver af dem var lige så store som Nørrebros Runddel og så dybe som et femtesals hus

. De lå ovre i nærheden af den senere Ørsteds Højskole i Haraldsgade. Når natrenovationsvognene kom hjem om morgenen med deres fulde laster, så hælde de det i nogen dybe kanaler som var gravet i forbindelse med de store kratere.

Stanken blev ved herude. Man sagde at en dansk sangskats store hits blev omdøbt til:

• Underlige Aftendufte

 

Eksplosionsfare

Det tykke bundfældede sig i kanalerne, mens det tynde løb ud i kraterne. Og det der så havde bundfældet sig oppe i kanalerne blev skåret ud i store blokke og sendt med jernbanen ud til landboerne som gødning.

Disse kanaler var overdækket med svære planker, for at regnen ikke skulle trænge ned i dem. Ja og så var det, at det særlig om sommeren kunne udvikles så meget gas, at det hele eksploderede.

 

Natrenovationen

Natrenovationen havde udviklet et specielt system, så det tykke blev skilt fra tynde. Kratersøen blev hældt på tønder og solgt til gartnere i Utterslev, Brønshøj og Vanløse. Det faste blev solgt i blokke for siden at blive sendt ud til bønder i hele landet. Kan I tænke jer, hvilket duft , det gav.

Det var ikke et særligt behageligt arbejde at skulle rydde op efter sådan en omgang. Ja, det var direkte sundhedsfarligt, at arbejde med natrenovationen dengang. Og det særlig om sommeren. Arbejderne fik da også alvorlige sygdomme – blodgang og tyfus.

I disse kratere eller kanaler havde vognmændene tidligere hentet ler.

Der lå også sådan en latrin sø eller opbevaring i nærheden af Nørrebros Runddel. Man sagde, at når politiet skulle patruljere her, så foregik det i løb. Man kunne simpelthen ikke holde stanken ud.

 

Lersø Latrinstation

Det såkaldte Lersø- depot blev i 1890 en rigtig station med sidespor til Nordbanen. Stanken blev ved. Mange af beboerne i nærheden var sikkert ikke tilfredse med en nye værdighed som latrinstation.

Jo her blev også ansat en stations – karl. Til stationen hørte en lille have på 365 kvadratalen. Det kunne man så have glæde af i fritiden. ”Gjødning” havde man jo nok af.

 

Han trængte til luftforandring

Hans begyndelsesløn var 900 kr. men han holdt kun i fore år. Hans efterfølger holdt i hele 9 år, men så blev han stationsmester på Svanemøllestation. Det lyder også bedre end stationsmester på Lersø Latrinstation. Det var måske også tiltrængt med luftforandring.

De vogne, som man opbevarede dette indhold i, var ikke altid lige tætte. Det betød at de efterlod en brun stribe. Og det havde kvarterets hunde så godt af. I de godt 15 år som Station Lersøen eksisterede, blev der afsendt 208.907 tons latrin.

Da man var blevet færdig på Kløvermarken på Amager til at modtage det duftende indhold blev Station Lersøen nedlagt. Tjenestestedet havde det fine navn Lersøhus ikke at forveksle med gården af samme navn.

 

Lersøen i Blæksprutten

På et tidspunkt kom Lersøen også i Blækspruten. Det var mens der på Nørrebro var en chokoladefabrik, der hed Cloetta i Hørsholmsgade. En tysker ville se Københavns lyksaligheder.

• Was ist denn das
• Chokoladewagen
• Ach so, von Cloetta?
• Nein von Closetta

 

Militærnægtere herude

Herude i den dejlige duft, skjulte alle militærnægtere sig også. Og alle eftersøgte socialister var også søgt herude. Der var mange gemmesteder. Det var ikke altid politiet fik den fangst, som de gerne ville have.

Men hvad skete der egentlig med Lersø – bøllerne?

Ja civilisationen rykkede nærmere og nærmere på. Fabrikkerne kom længere ud i mosen. Og Slangerup – banen var blevet anlagt. De skønne dage var efterhånden slut. Omkring 1908 – 10 var området friseret for bøllerne.

Nu var politiet også blevet mere snu. De havde anskaffet sig politihunde. Dem tog politiinspektør Mollerup med, når han skulle ud til bøllerne. Adskillige af dem havde fået bidesår.

 

På Nørre Fælled

De flyttede så ud på Nørre Fælled. Her tog de navneforandring til Fælledbisser. Det var ude hos dem, at den unge tegner Robert Storm Petersen ofte kom på besøg. Han brugte bisserne som modeller.

 

Rangerstationen

Slangerup – Banen blev indviet. Og den store den rangerstation blev anlagt i 1920. Først i 1924 blev den færdig. Hensigten med rangerstationen var at aflaste godsbanegården.

I Lersøen skulle rangeres godsvogne fra Nord – og Kystbanen, Roskildebanen, Frihavnen, Østerbro og Godsbanegården.

Næppe var rangerstationen fuldført og kommet i gang før den var blevet overflødig.

Trafikken svandt ind. Der var stærkt stigende konkurrence fra lastbilerne. Snart lukkedes Lersøen som rangerstation. Men sporene var der brug for til de mange tomme godsvogne.

Men Anden Verdenskrig bragte en opblomstring. Men den 27. februar 1967 blev rangerbanegården lukket.

 

Lossepladsen bestod

Store arealer stod tomme i mange år. Kun lossepladsen bestod Skraldet blev tildækket af jord af hensyn til forrådnelse og for at lette sager ikke skulle blæse væk. Men det var nu ikke så effektivt. Derfor lod kommunen et stort areal inddæmme.

I 1910 – 12 købte kommunen resten af arealet. Det var blandt andet for at sikre sig mod mindre heldig form for boligspekulation som man har set på Nørrebro.

Kongen over Lersø-bøllerne, Ferdinand Eriksen døde allerede i 1919. Karen Spidsmus oplevede at blive 80 år gammel. I de sidste år var hun dog blevet lidt apatisk og nærmest en original. Hun døde op Vesterbro.

 

De fortsatte i anden sammenhæng

Men egentlig fortsatte sammenholdet, som Lersø – bøllerne havde startet. Nogle af dem bosatte sig på Fælleden. Og blev kaldt Fælled- bisser. Og bisser er opkaldt efter kvæg. Bøller er opkaldt efter en plante.

Derude på Fælleden var det Maja Robinson, der var dronning. Man sagde om hende, at hun havde været en meget smuk kvinde som ung. Hun skulle have været gift med en australsk læge. Og hver måned skulle hun modtage penge fra hendes forhenværende mand. Så gjaldt de om at være førstebajs hos hende.

Hun bidrog til fællesøkonomien ved at løfte op i kjolen. Det kostede fem skilling og så blev karlene inde fra Nørrebro røde i hovedet.

Men også her på Fælleden kom civilisationen for tæt på. Og man måtte opgive denne tilværelse.

Men der er endnu en fortsættelse. Det er Prinserne, Klunserne og Kræmmerne. Men nu har vi ikke flere timer. Men især Klunserne og Kræmmerne kom også tæt på stedet her. Men den historie kan i få en anden gang. Her var masser af triste skæbner.

 

Kilde:

• dengang.dk – div. Artikler

 

Hvis du vil vide mere:

• dengang.dk indeholder 1.776 artikler

 

• Under Østerbro finder du 100 artikler

 

 

• Under Nørrebro finder du 304 artikler – herunder
• Derude på Lersøen
• Med tog over Lersøen
• Fra Søerne til Nordvest
• Lersø Bisser (overskriften er forkert, de hedder bøller)
• Lersø bøller og bisser – nok engang
• Fælledbisser og Prinser (NørLiv 16)
• Klunsere, kræmmere og sprittere i Nordvest
• Waldemar Skrubskider og de andre
• De skæve eksistenser på Nørrebro
• Frederik Eriksen, Karen Spidsmus og de andre
• Klunsere og kræmmere på Nørrebro
• Pinserne på Nørrebro