Publikum strømmede til, da der gik rygter om, hvad politiet søgte efter i Kastelsgraven. Et lig var parteret. Rester fandtes forskellige steder. Den myrdede var Henriette Dalby fra Bellmannsgade. Ret hurtig fandt man frem til den skyldige. Det var hendes mand. Men en god forsvarer fik overbevist nævningene, at mordet ikke var sket med forsæt. Og halvanden år efter løsladelsen lykkedes det igen, at overbevise nævningene, at den ny kvinde, som manden nu havde forsøgt at kvæle, ikke var sagesløs. Igen slap han med en mild dom

 

Bizart fund

Publikum strømmede til, da det rygtedes, at politiet var i gang med at lede efter mystiske ting i Kastelsgraven. Bag den svenske kirke, fandt man en pakke i et gråt tæppe. Den indeholdt en kvindes overkrop med arme og hoved. Man fandt desuden i pakken en blå overfrakke, der var bundet om hovedet med en snor, samt ved siden af pakken, en jernstang, to mursten, nogle høvlspåner og en stribet kittel.

Vi skal tilbage til 1931.

Det hele startede den 16. maj 1931. En medarbejder fra Belvedere – kloakken ved H.C. Ørstedsværket fandt et afskåret menneske ben.

 

Endnu et ben

Man satte en eftersøgning i gang og fandt næsten samme sted endnu et ben. Det uhyggelige fund blev sendt til Retsmedicinsk Institut. Her antog man at benene tilhørte en kvinde mellem 155 og 160 cm og være mindst 24 år gammel. Personen havde en påfaldende lille skonummer.

 

Omfattende undersøgelser

Man konstaterede endvidere, at benene var skilt fra kroppen, ved at bløddelene var skåret igennem og ben-bygningen derefter delvis gennem-savet og til sidst brækket over. Til huden klæbede nogle små stykker af en avis, enten Nationaltidende eller Dagens Nyheder. Instituttet mente, at benene havde ligget i vandet i nogle uger.

Der blev straks iværksat en omfattende undersøgelse i vandet omkring findestedet. At rømme hele kloakledningen ville blive for kostbar en historie, så man nøjedes med at undersøge den fra de steder, hvor den gennem nedgange var tilgængelig. Det bragte dog intet nyt for dagen.

 

Fru Dalby fra Bellmansgade

Pressen blev straks informeret i håb om, at man ved publikums hjælp kunne finde frem til mulige savnede personer. Dette bevirkede en strøm af henvendelser. På nær en af dem, man efterlyste, blev alle fundet.
Den savnede var Henriette Dalby fra Bellmansgade. Hun var eftersøgt fra politiets 4. afdeling. Det var fordi bohavet i hendes lejlighed den 17. december forrige år, var blevet sat ud af fogeden og deponeret hos Frelsens Hær. Man ville også tale med hende vedrørende en forsørgelsessag vedrørende hendes børn, der nu befandt sig under forsorg.

 

Bortgået

Hun var ifølge den mand, som hun boede sammen med, sømand Peter Hansen forsvundet i slutningen af november 1930. Efter hendes bortgang havde han en tid passet børnene alene. Men derefter var de overgivet til Værgerådet, da hun ikke var kommet tilbage.

Politiet fik også at vide, at den forsvundne havde haft påfaldende små  fødder, og havde lidt af tuberkulose.

 

Alt pegede på Fru Dalby

Man søgte ihærdigt efter resterne af den myrdedes krop, og de store bestræbelser førte til det bizarre fund i Kastelsgraven. Instituttet kunne konstatere, at man nu havde fundet kroppen, der hørte til benene. Det var da ikke muligt, at fastslå dødsårsagen, da der ikke på liget fandtes tegn eller mærker af nogen art.

Det fremgik som nævnt, at den døde kvinde led af tuberkulose. Desuden havde hun kunstig gane i overmunden. Man informerede igen pressen om fundet. Ligeledes forsøgte man at tage fingeraftryk, for at kunne fastslå, om den afdøde var Fru Dalby. En assistent fra Kommunens Depot mente, at kunne huske, at fru Dalby havde fået udleveret den blå frakke. En syerske bekræftede, at fru Dalby havde modtaget en blå frakke
fra Forsørgelsesvæsnet. Hun huskede også, at Fru Dalby havde haft protese i overmunden, og at hun havde været indlagt for tuberkulose såvel  på Øresundshospitalet som på Boserup Sanatorium.

En distriktsforstander kunne også huske, at afdøde havde fået udleveret en frakke magen til den fundne. Også kitlen mente en dame, at kunne genkende.

 

Fingeraftryk passede

Dertil kom en masse henvendelser fra folk i kvarteret, hvor hun havde boet. Man mente ikke, at hun der havde holdt så meget af hendes børn uden videre ville forlade dem. Naboerne tvivlede på sømandens
forklaring på hendes pludselige bortgang. Politiet sammenlignede de aftryk, de havde foretaget hos afdøde og sammenlignede dem med de aftryk, der var på de møbler, der var opbevaret hos Frelsens Hær.

 

Den mistænkte sad allerede inde

Det næste var så at finde gerningsmanden. Eftersøgningen skulle også gælde sømanden. han var nu ikke så svær, at finde. Han sad allerede i fængsel for bedrageri. Ved den første afhøring gik man forsigtig til værks. Man undlod at fortælle om liget. Politiet spurgte kun, om han kendte noget til Fru Dalbys forsvinden. Han afgav i alt tre forklaringer. Den første var meget lang og holdt i vage vendinger.

 

Tre forklaringer

Han fortalte om deres samliv og om, hvor glade de havde været for hinanden. Men det havde knebet med pengene. Han var arbejdsløs og måtte klare sig ved lidt handel og tiggeri. Hun syede. Lidt understøttelse havde hun også fået. De økonomiske vanskeligheder var gået hende på nerverne. Hun var ifølge sømanden ofte gået hjemmefra, men den bemærkning, at nu så han hende ikke mere.

Han havde sidst set hende med en sønderjyde. Til sidst havde sømanden opgivet hende og afleveret børnene til plejetilsynet. Da fogeden havde fjernet møblerne, var hun selv gået. Hun havde da lejet et værelse i Vognmagergade. Sidst han havde set hende, var på Kongens Nytorv i slutningen af januar måned 1931.

 

En række usandheder

Politiet borede i hans udsagn, og påviste en række usandheder. Lidt efter lidt gik de så over til den næste forklaring. Og det var, at han havde mødt hende i Dronningens Tværgade den 28. januar, og de havde været sammen, afbrudt af hendes bortgang et par gange. Natten mellem den 2. og 3. februar var de kommet op at skændes. I hidsighed havde han slået hende i brystet, og hun var faldet omkuld, blødende fra næse og mund. Da han med det tørklæde, hun bar om halsen, ville stoppe blødningen, havde han til sin rædsel opdaget, at hun allerede var død. Chokket havde fået ham til at flygte. Han var flakket om et døgn og havde på sin hvileløse tur planlagt, hvordan han ville blive nødt til at partere hende for at få hende af vejen.

 

Det kyniske foretagende

Næste aften var han gået i gang med sit kyniske forehavende, men havde dog ikke helt fået gennemført det. Benene havde han samme nat kastet i Sydhavnen. Næste nat havde han fortsat parteringen. I de følgende nætter havde han bragt forskellige legemsdele dels til Kastelsgraven, dels til havnen ved Islands Brygge.

Man fandt efter denne forklaring yderligere en pakke i Kastelsgraven.

 

Parteringen startede om aftenen

Den næste dag kom han så med sin tredje forklaring. Mordet var foregået den 24. november i Bellmansgade, men i øvrigt på samme måde, som han tidligere havde forklaret. Han havde anbragt liget under sofaen til næste dags aften. Da gik han så i gang parteringen, efter at have tilbragt dagen sammen med børnene i lejligheden.

 

Ikke dræbt med forsæt

Han bedyrede, at han ikke havde dræbt hende med forsæt. Han havde slet ikke haft noget alvorligt i sinde. Hans slag var faldet i hidsighed  uden tanke for de dødelige følger, som det fik.

En indhentet lægeerklæring fastslog, at han hverken var nervesyg, epileptiker, kronisk alkoholist, eller på anden måde degenereret. Retslægerådet erklærede blandt andet, at det var muligt, om end ikke sandsynligt, at afdøde var død af chok. Det var langt mere sandsynligt, at døden skyldtes et slag i ansigtet. Som følge deraf var der indtrådt besvimelse, eventuelt hjernerystelse og næseblødning. Man kunne heller
ikke se bort fra muligheden af kvælning med det håndklæde, Hansen havde lagt om halsen på hende.

 

Forsvaret overbeviste nævningene

Forsvaret satte kraftigt ind på spørgsmålet, om der forelå forsæt. Det lykkedes at overbevise nævningene om, at der ikke forelå forsæt til drab, ensidige til legemsbeskadigelse med døden til følge – kun uagtsomhed.
Dommen kom derfor kun til at lyde på 18 måneders forbedringsarbejde. Forsvareren, overretssagfører Sachs fik senere brug for sine overtalende evner til fordel for anklagede.

 

Forsøg på kvælning

Allerede halvanden år efter sin løsladelse blev Hansen igen sigtet for forsøg på manddrab. Han var på ny flyttet sammen med en kvinde. De var under en frokost kommet op at skændes, og i hidsighed havde han taget kvælertag. Forsøget var af særlig graverende karakter og forbundet med stor livsfare, da den overfaldende var hjertesvag.

Fængselslægen erklærede, at Hansen var af den type, der handlede, før han tænkte. Som sådan måtte han betragtes som farlig for samfundet, og burde indespærres.

 

Den overfaldne var ikke sagesløs  Under denne sag lykkedes det at overbevise nævningene om, at den overfaldende ikke havde været sagesløs samt om, at der forelå formildende omstændigheder. Herefter blev straffen i 1934 fastsat til to et halvt års fængsel.

 

Kilde: Se

• Litteratur København (under udarbejdelse)

www.dengang.dk indeholder 1.859 artikler 

• Under Østerbro finder du 101 artikler