Københavns Vagtværn 1944-1945

Vat det englænderne, der kom? Endnu mere harme. Et vagtværn skulle etableres. 100 Duelige Karl. I 1627 – 140 mand. I 1683 skulle man også synge tiden. Et samarbejde med tyskerne var en umulighed. En styrke på 1.000 mand. Ingen speciel uniform. Forbryderverdenen lod ikke vente på sig. Opgaverne væltede ind over vægterne. De kriminelle blev afleveret i Vestre Fængsel. Tyske gerningsmænd afleveret til tyskerne. 6 vagtfolk døde og adskillige blev kvæstet. Forholdene blev mere urolige. Tyskerne mente at det var påfaldende at de først kom bagefter. Mistro og harme fra tyskernes side. Tyskerne forlangte mere og mere. Efter 4. maj 1945 var der endnu mere at lave indtil politiet igen overtog opgaverne.

 

Var det englænderne, der kom?

Den 19. september 1944 kunne folk i København mærke at noget skete. Nogle troede, at englænderne kom. Var det englændernes flymotorer man kunne høre? Nej, det var det ikke.

Fra Dagmarhus rykkede en masse udrykningsvogne ud. De indeholdt stærkt bevæbnede politisoldater. Det så ud som om de kørte i retning af Politigården. Efterhånden blev folk klar over, at de var Danmarks egen politistyrke, der blev overrumplet.

 

Endnu mere harme

Politistyrkerne blev overrumplet. Det ene forbandede overgreb efter det andet fulgte. Der var kun spredt skydning. Folk fik endnu mere afsky og harme for besættelsesmagten.

 

Et vagtværn skulle etableres

Justitsministeriet udsendte et cirkulære af 11.10. 1944, hvori det hed, at der skulle oprettes kommunale vagtværn. Partierne ønskede oprettelse af vagtværn, da de ønskede et værn så befolkningen ikke var uden beskyttelse mod forbryderbander.

Vagtværnet skulle yde befolkningen den nødvendige beskyttelse. Fra dansk side ønskede man ikke at den danske befolkning skulle søge beskyttelse hos tyskerne. Man ønskede overhovedet ingen samarbejde med tyskerne i denne sag.

Efter en vis betænkningstid var man blevet enige om, at de kommunale kasser skulle udlægge det nødvendige beløb.  Senere skulle Staten betale de 90 pct. af udgifterne. Politiet havde endnu popularitet i samfundet.

Men nu gjaldt det om hurtigst muligt at skabe et vagtværn, der også havde politiets tillid.

 

”100 Duelige Karle”

Nu var det dog ikke første gang at København fik et Vagtværn. I 1294 organiserede biskop Johannes Krag et vægtervæsen. I 1567 havde København ”100 Duelige Karle”

Det lå kongen meget på sinde at nattevagten:

• Med Flid holdtes ved lige, Mord, Manddrab, Røveri og slig anden Ulyst, Synd og Last og dermed at hindre og afvende og skadelig Ild vogte og forekomme.

Vægterne var dengang på faste poster og den egentlig patruljetjeneste var overladt til den såkaldte ”Skarvagt”, der bestod af en særlig udvalgt sektion på 12 – 14 personer.

 

I 1627 – 140 mænd

I år 1627 var der imidlertid dannet et fast vægterkorps på 140 mand. Det blev pålagt vagtmesteren med sine folk flittigt at besøge sådanne steder

• Hvor det lod sig finde allehaande Selskab og efter yderste Formue ved Nattetid at hjælpe og befri Gader og Stræder for al modvillighed.

Hvis vagten ikke slog til, skulle soldater tilkaldes.

I krigs- og ufredstider var det ”Borgervæbningen”, der skulle passe på. Det var blevet et rent militært korps. På grund af usikkerhed i byen i 1670 blev 100 mand fra ”Borgervæbningen” afgivet i tre vagthuse på Rådhuset, Amagertorv og ved Klarboderne.

 

I 1683 også synge tiden

I 1683 blev der oprettet et vægterkorps. Nu skulle vægterne også se til at lygterne var i orden. De skulle tillige hindre og afværge slagsmål, tyverier og gaderøverier. Vægterne skulle også ved hver timeslag råbe. Fra 1686 skulle de synge. Man mener, at disse vægtervers er forfattet af den berømte salmedigter Kingo. Gang på gang blev disse vægterkorps omorganiseret.

Vi husker vægterne med den svære kavaj, bæltet og huen med ”Morgenstjernen” i hånden.

 

Et samarbejde med tyskerne var en umulighed

Men tilbage til den alvorlige situation i 1944. Man slog igen fast, at ethvert samarbejde med tyskerne var en umulighed. Nu gjaldt de om at finde passende lokaler til det nye vagtværn. Man fandt lokaler i Vartov.

Man sikrede 15 taxavogne med chauffører. Disse fik samme aflønning som chaufførerne. Og nu skulle de rigtige vægtere findes. Til dette blev der nedsat en sessionskomite. Tyskervenner og medløbere fik ikke en chance i dette korps.

 

En styrke på 1.000 mand

Inden længe havde man en styrke på 1.000 mand. Og det var et blandet korps. Det var en stor del befalingsmænd fra hær og flåde, mange studenter og kommunale funktionærer. Man havde brug for specielle egenskaber som Overvagtmestre, vagtmestre og inspektører. En stor del af vagtværnets medlemmer stod aktivt tilknyttet til modstandsbevægelsen.

De nødvendige stationer blev placeret rundt om i hovedstadens kvarterer. Man havde ingen politimæssige beføjelser. Ifølge dansk retsplejelov havde de samme myndighed som enhver god borger til at pågribe alvorlige lovovertrædere, som antræffes på fersk gerning eller friske spor.

 

Ingen speciel uniform

Det var ikke meningen at vagten skulle bære uniform. Men man skulle have ensartede kasketter og armbind med byens våben og angivelse af at de tilhører Københavns Kommunes Vagtværn. Senere ville de alle få en mørk overfrakke samt en let sommerjakke.

Bælte, fløjte og knippel fik man også. Der fulgte også cykler med.

Vægterne fik at vide at de ikke måtte tage imod ”Velgerninger”. Det var som at sælge sin frihed.

Man fik anvist en større portnerbolig til en fabrik. Men nu viste det sig at denne fabrik havde været udsat for sabotageaktioner flere gange. Så dette var ikke så smart.

 

Forbryderverdenen lod hurtigt høre fra sig

Der var ikke gået ret mange døgn efter politiets bortfjernelse før forbryderverdenen lod høre fra sig med stadig stigende virksomhed. Fristelserne var for store for de svage karakterer. Flere tog samvittighedsløst for sig af retterne.

Berigelsesforbrydelserne af alle former florerede som aldrig før. Drab og røverier blev daglige hændelser. Borgernes liv og velfærd var truet mere end nogensinde før. De naturlige beskyttere var væk.

 

Opgaverne væltede ind over vægterne

I den mørklagte by forsvandt banditterne hurtigt, når udrykningsvognen kom. Forfølgelsen var vanskelig. Politiets tekniske medhjælp var ikke til vagtvæsnets rådighed. Alt materiel havde tyskerne stjålet. Og det nye vagtmandskab savnede politimæssig uddannelse og erfaring.

Alligevel gik det nogenlunde og efterhånden meget bedre. By-vagterne evnede efterhånden at løse deres opgaver bedre.

Det var nu også mulighed for at sende by – vagterne ud til patruljeringer – dag og nat. Jo, der var skam også klager over de nye by-vagter, der havde givet folk en ublid behandling. I enkelte tilfælde var klagerne berettiget.

Opgaverne væltede ind over vagtværnet. Man måtte også udvide kontorpersonalet. Man tilstræbte hele tiden at dygtiggøre vagterne. Der kom også mange anmodninger fra offentlige institutioner om bistand. Men der var grænser for, hvad vagtvæsnet kunne påtage sig.

 

Afleveret i Vestre Fængsel

Vagtvæsnet var nu engang ikke politi og mange egentlige politimæssige opgaver forblev i denne periode i det store og hele ubesørgede.

Vagtchefen var i øvrigt i god kontakt med ledende personer indenfor de ”underjordiske” politikredse. Vagtværnet foretog kun anholdelser i de tilfælde, hvor forbrydere blev antruffet på fersk gerning eller friske spor. Den egentlige efterforskning måtte man lade ligge.

De forbrydere som blev taget, afleverede vagtværnet hos de danske myndigheder i Vestre Fængsel, hvor man stadig rådede over en stor afdeling.

 

Tyske gerningsmænd overladt til tyskerne

I de tilfælde, hvor der var tilkaldt hjælp, f-eks tyske revolvermænd optrådte i beruset tilstand på beværtninger, blev gerningsmændene indbragt på Vartov, hvorfra de tyske myndigheder selv viderebragte dem til kasernen.

Det var ifølge sagens natur sådanne hændelser, der medførte de største vanskeligheder.

 

6 vagtfolk døde og adskillige kvæstede

Det var kun naturligt, at anklagemyndighederne ikke fandt det særlig tilfredsstillende, at man ikke kunne forfølge de mange straffesager til bunds.

I den forholdsvis korte tid vagtvæsnet bestod, mistede mindst 6 af værnets mænd livet. Adskillige pådrog sig mere eller mindre alvorlige kvæstelser.

 

Forholdene blev mere urolige

I løbet af vinteren 1944 – 45 blev forholdene i København stadig i stigende grad mere urolige. Spørgsmålet var hele tiden:

• Hvornår ønskede besættelsesmagten selv at overtage retshåndhævelsen?

 

Tyskerne mente, at det var påfaldende, at de først kom bagefter

Besættelsesmagten følte det påfaldende at vagtværnet ikke var i stand til at yde effektiv bistand imod sabotagehandlinger. De indfandt sig først når alt var forbi. Magistraten modtog flere henvendelser fra tysk side, hvori man efterlyste et samarbejde. De krævede flere forhandlinger.

Der blev fra kommunens side stadig svaret, at forhandlinger med besættelsesmagten måtte føres i udenrigsministeriet. Samme svar blev givet, når der kom personlige henvendelser herom til embedsmændene på rådhuset eller direkte på vagtværnets stationer.

 

Mistro og harme fra Tyskernes side

Efterhånden gik tyskernes forbavselse over til skjult mistro og harme. Fjendens opmærksomhed var stadig mere og mere henledt på vagtværnets øverste ledelse.

I vagtværnet var man efterhånden forberedt på at vagtværnet fik samme skæbne som politiet. Og det endte da også med at vagtchefen var blevet taget med af tyskerne og kørt til politigården. Men han var kun anholdt i et par døgn. Han var blevet mistænkt for at have flere underjordiske forbindelser.

All samfundslag søgte vagtværnets bistand – ikke blot den lille mand fra sidegaderne på Vesterbro eller kolonihaverne.

Som forholdene var havde man bestemt, at vagterne ikke måtte bære skydevåben. Ved enkelte episoder fandtes der dog by-vagter, der greb til revolveren.

 

Tyskerne forlangte mere og mere

Besættelsesmagtens krav blev stadig stigende. I udenrigsministeriet havde man brug for alle diplomatiske evner for at holde stillingen.

Tyskerne forlangte, at alle våben fra drab og voldssager med rapporterne skulle tildeleles besættelsesmagten. Personer, der var taget i våbenbesiddelse skulle ligeledes overgives til tyskerne. Det kunne der ikke være tale om, mente man fra dansk side.

Tyskerne forlangte nu en fortegnelse over personer inden for vagtværnene. Det var selvsagt udelukket at skulle acceptere dette. Så blev man enige om, at vagtværnene ikke måtte overstige 1.000. Enhver tilvækst kunne kun ske ved at tilsende vagtens data til tyskerne. Men man havde nu ikke planer om en tilvækst. Korpsets ledere og kontorpersonale var nu ikke indbefattet i de 1.000.

 

Efter 4. maj endnu travlere

Da den længe ventede befrielse kom den 4. maj fik vagtværnet endnu en travl periode, inden det hjemvendte politi atter kunne overtage.

 

 

 

 

Kilde:

• dengang.dk – diverse artikler
• Sigurd Thorsen: Københavns Vagtværn 1944 – 1945
• Hanne Takala: Krig og Moral – Kriminalitet og Moral under Anden verdenskrig
• Frederik Strand, Anders Brandt Lundager: Aktion Möwe – det tyske angreb på dansk politi 9. sept.
• Hans Stavnsborg: Politiet under besættelsestiden
• Hans Lundtoft: Gestapo
• Jørgen Hæstrup: Til Landets Bedste
• Frederik Bøgh, Palle Buus Jensen: 19. sept. 1944 – Da Politiet blev taget
• Claus Bundgård Christensen: Sortbørskriminalitet fra besættelsestid til efterkrigstid
• Nielsen: Københavns Historie og Beskrivelse
• Claus Bundgård Christensen: Den sorte børs – fra besættelsestiden til efterkrigstid

 

Hvis du vil vide mere:

• dengang.dk indeholder 2.224 artikler
• Under Besættelsestiden (Før, Under, Efter) finder du 427 artikler

 

• I en lovløs tid
• Aktion Möwe
• Hipo – og Schalburgkorpset
• Retssikkerheden i og under besættelsestiden
• Dansk politiunder pres
• Dansk politi – under besættelsestiden
• Gestapo i Danmark
• Aktion Möwe – den 19. sept. 1944