Kjole syet af Hagekorsflag
Nyborg Museum fik i 2004 indleveret en speciel kjole. Den er fremstillet af et mægtigt Hagekorsflag. Vendepunktet i Anden Verdenskrig kom 2. februar 2004. Også i Nyborg mærkede man forandringer. Der kom masser af flygtningen. Engelske fly bombede havnens skibe. Byrådet tog deres forholdsregler. Og hele 315 modstandsfolk stod parat. Men den tyske kommandant havde ikke hørt om kapitulation. Dog forlod man byen den 7. maj. Men forinden havde en række vakse knægte fjernet det mægtige Hagekorsflag fra Det Tyske Hovedkvarter. En af pigerne Aase Kamstrup fik overladt flaget. Af det blev der fremstillet en kjole og en nederdel. Sidstnævnte er dog gået tabt i årenes løb.
Kjolen er en flot, højrød kjole, Nyborg Museum fik indleveret i 2004. Den er hjemmesyet og består af et overstykke, som prydes af et figurativt mønster broderet med mørk orange silketråd. På hver side er der oprindelig påsyet fire knapper. Knapperne er tre centimeter brede og slået i samme stof som kjolen med rande af sort fløjl. Kjolen har isyet smalle skulderpuder, og ærmegabene er på indersiden kantet med et smalt bånd i blåt, muligvis af silke.
Det påsyede skørt er ganske vist med to stiklommer i siderne, og ryggen er åben ned til livet, men har sikkert været lukket med den vedlagte 23 cm lange lynlås, som med årene har skiftet sin oprindelige hvide farve ud
med lyserød.
Vedlagt kjolen var der to knapper af samme type som dem på kjolen, men kun to centimeter i diameter. Disse har formodentlig siddet i et påsyet, løst bælte. Ud over kjolen indleveredes tre mindre stykker stof i samme
materiale som den, måske har det ene oprindeligt dannet en påsyet lomme.
Det var de færreste danskere – ja, europæere vel – der var i tvivl om, hvad der ventede i de sidste dage af april og begyndelsen af maj 1945.
Vendepunktet havde været 2. februar 1943. I slutningen af 1942 forsøgte feltmarskal Erich von Manstein forgæves at lade sin 4. panserarmé slå korridor ind til Stalingrad, hvor russerne havde indesluttet Friedrich
von Paulus’ 6. armé på 300.000 mand samt allierede i en ca. 50 km lang og 25 km bred lomme. Da Manstein måtte give op, forsvandt alt håb for de indesluttede tyske tropper, men da von Paulus nægtede at kapitulere, sattes det afgørende angreb ind den 10. januar.
Tre uger senere var lommen splittet op, og den sydlige del overgav sig. I sidste øjeblik søgte Adolf Hitler at hindre, at von Paulus skulle overgive sig med hele sin armé ved at udnævne ham til feltmarskal – ingen tysk feltmarskal havde indtil da nogen sinde nedlagt sine våben.
Forsøget var dog forgæves. Feltmarskalen overgav sig og sine 90.000 tyske tropper, hvoraf halvdelen var sårede, og den 2. februar ophørte al modstand.
Halvandet år senere fulgte invasionen af Normandiet, og fra nu af pressedes de tyske styrker tilbage overalt. Forsøget fra Hitlers side på at kaste tropper ind i Ardenneroffensiven, der indledes den 16. december 1944, mislykkedes. Der var slet ikke det nødvendige antal tropper til rådighed, og dertil kom, at Hitler overførte tropper fra de østlige slagmarker, hvorved han bidrog til at svække fronten mod den indtrængende russiske fjende.
Herefter var nederlaget uundgåeligt. I vest hængte indbyggerne i de tyske byer hvide lagner ud ad vinduerne og bad mindeligt bykommandanterne om ikke at forsvare byerne, i øst flygtede befolkningen panikslagen for Den
Røde Hær.
Den 18. marts udstedte Hitler en ordre om at evakuere alle tyske indbyggere i de vestlige områder. En ordre, der var umulig at efterkomme på grund af manglende transportmidler. Efter sigende var førerens svar på
denne oplysning: “Så må de gå!”.
Dagen efter kom den såkaldte Nero-ordre: Alle offentlige bygninger og værdier skulle ødelægges, alle tyskere skulle kæmpe til døden.
Den 30. april begik Hitler selvmord i førerbunkeren i Berlin. I begyndelsen af majdagene kastedes de vestallierede tropper ind i en march mod nord. Kapløbet om at nå den danske grænse først var begyndt. Den
- armégruppe besatte Hamborg og Rostock og afskar Den Røde Hær fra den jyske halvø. Den 4. maj havde feltmarskal Montgomery nået Lüneburg Hede, hvor han modtog den betingelsesløse overgivelse af de tyske tropper i Nordvesttyskland, Danmark og Holland.
Også i Nyborg mærkede man, hvor det bar hen. Der ankom et stigende antal østtyske flygtninge, hvilket tærede på byens ressourcer. F.eks. fik mejeriet i Nyborg de sidste uger af april ordre til daglig at levere 2.000 liter mælk.
Allerede den 19. februar var der indløbet en meddelelse fra varedirektoratet om, at der blev stillet 425½ kg stearinlys til rådighed for indbyggerne i Nyborg. Man kan smile ad det halve kilo, men meningen var ikke til at tage fejl af. Lysene var “til brug i katastrofetilfælde”.
På byrådsmøde den 16. april blev det besluttet, at der kunne indkøbes diverse fødevarer til et beløb på 55-60.000 kr. “med henblik på uddeling til befolkningen i en katastrofesituation dvs. under krigsbegivenheder,
hvor også transportmulighederne inden for den enkelte landsdel vil være stærkt begrænset, og byens befolkning udsat for at lide nød”.
Byrådet tog med andre ord højde for situation, hvor Lillebæltsbroen var sprængt og færgerne mellem Sjælland og Jylland sænket.
I dagene omkring 1. maj anløb adskillige tyske marine- og transportskibe Nyborg. Fragtbåden “Minen”, ankom overfyldt med tyske flygtninge, et par turistskibe ligeså fulgt af omkring seks marinekuttere og to-tre torpedobåde. Nogle mindre krydsere og to andre skibe havde desuden lagt sig for svaj ud for Kajbjerg Skov syd for Nyborg.
Straks inden den 1. maj havde ledelsen for den samlede danske modstandsbevægelse modtaget beskeden “Stand by” fra den allierede overkommando. Nyborgs byledelse drog derfor til sit underjordiske hovedkvarter på Holkegård i Refsvindinge. De følgende dage gennemførte man møder med Nyborgs borgmester for at orientere ham om byledelsens planer og gav samtidig modstandsgrupperne, der var under kommando af en
søløjtnant Mickelsen, ordre til at gå i ventestilling.
Den 3. maj sendte man fra byledelsen et brev til den tyske bykommandant Lütchenkirchen om forskellige praktiske spørgsmål som den fremtidige forplejning samt interneringsforhold for de tyske tropper efter den
forestående kapitulation. Kommandanten lod henvendelsen ubesvaret.
Den 4. maj angreb engelske fly og kastede bomber mod skibene i havnen, og der var flere flyvervarslinger i løbet af dagen. De tyske tropper svarede med antiluftskyts, og en tysk damper blev svært beskadiget sat på
grund ved Lindholm.
Klokken 20:38 fredag den 4. maj kom så befrielsesbudskabet, som sendte nyborgenserne jublende på gaden, som det skete overalt i Danmark. Mens unge drog syngende gennem gaderne, og deres forældre fandt den sidste
flaske portvin frem og rev mørklægningsgardinerne ned, gik modstandsgrupperne i aktion.
Det viste sig nu, at situationen tegnede sig noget usikker. Hvad man fra modstandsbevægelsens side havde overset, var nemlig en særaftale, der efter tysk krav var indskrevet kapitulationsbetingelserne. Så skønt
byledelsen havde forudset en frivillig tysk overgivelse i den plan, man havde udarbejdet, måtte man nu forholde sig til, at de vestallierede var gået ind på, at den militære overgivelse skulle foregå uden aktiv
medvirken af modstandsbevægelsen i de lande, der fra kl. otte morgen lørdag den 5. maj var frigjort fra tysk besættelse.
Den tyske kommandant havde inden 4. maj bekendtgjort, at tyske soldater ville arrestere enhver dansk modstandsmand, man traf, og da frihedskæmperne ikke bar uniform, ville han lade dem skyde.
Fra midnat den 5. maj opholdt de 315 modstandsfolk sig uden armbind og våben forskellige steder i Nyborg centrum indtil kl. 7.30. Præcis kl. 8.00 havde de ordre til at indfinde sig på de steder, hver enkelt gruppe havde fået besked på, og på nøjagtig samme tidspunkt kørte byledelsens medlemmer i blomstersmykkede vogne ind over bygrænsen, som derefter afspærredes med pigtråd af modstandsgrupper.
Ledelsen ringede til kommandanten, der befandt sig på hovedkvarteret Hotel Nyborg Strand, som tyskerne havde beslaglagt i 1943. Lütchenkirchen nægtede imidlertid at komme til telefonen, og da man gennem den tolk, der havde besvaret opkaldet, meddelte ham, at byen var blevet besat, hvorfor han beordredes til at inddrage alle poster, erklærede han, at han intet kendte til nogen kapitulation, men havde sine ordrer, som han ville følge i tilfælde af oprør. Byledelsens svar var, at den havde sine ordrer fra sin øverste chef general Eisenhower, og at kommandanten selv kunne ringe tilbage på denne telefon, når han fandt det belejligt. Fra modstandsbevægelsens side havde man ingen intentioner om at kontakte ham yderligere. Byledelsen lod straks gå besked til regionsledelsen i Odense.
“I Nyborg har man forhandlet med kommandanten, der siger, at han kun kender til våbenstilstand, og at han endnu ikke har modtaget anden ordre. Han vil kun forhandle med borgmesteren og er meget forbløffet over
bevæbnede danskere på gaden. Han udtaler, at situationen er meget farlig. Vi afventer eventuel forholdsordre i den anledning.”
Først i løbet af 6. maj begyndte kommandanten at blive forhandlingsvillig, men nu stod byledelsen med et andet problem: Man havde modtaget efterretninger om, at tyske grupper – især marinere – ville kæmpe for enhver pris. Da man også havde observeret tyske officerer udvise stor nysgerrighed over for modstandsgruppernes afspærringer, var man klar over, man skulle være på vagt.
Da man derfor modtog en opfordring fra Lütchenkirchen til at indfinde sig på Hotel Nyborg Strand samme aften, forblev ledelsen uden for pigtrådsafspærringen. Mødet forløb dog fredeligt, da kommandanten meddelte, at han havde modtaget marchordre til følgende morgen og nu ønskede at låne nogle køkkenvogne. Dette blev bevilget efter indhentet tilladelse fra regionsledelsen, under forudsætning af at køkkenvognene var under dansk kontrol.
Den 7. maj marcherede den tyske hærstyrke ud af Nyborg, men efterlod sig dog marinerne en tid endnu, uden at disse gav anledning til andet end tilfældig vold og interne slagsmål.
Midt i alt dette levede en stor del af Nyborgs befolkning sit eget liv, som det var tilfældet i resten af Danmark. Og skønt ovenstående giver et billede af disciplinerede tyske tropper under ledelse af en målbevidst
kommandant, har det dog været så som så med agtpågivenheden, hvilket følgende viser.
Blandt de unge, der fejrede befrielsen med sang og jubel rundtom i gaderne, var en ung kvinde, Aase Larsen, som en af de første aftner i maj – før befrielsesaftenen – sammen med en flok jævnaldrende er på vej hjem fra roklubben.
På vej ud ad Birkhovedvej møder de Aases lillebror på 15 år, Børge, der sammen med sin kammerat Preben, som har tilnavnet “Puddersukker”, kommer cyklende nede fra Svanedamsgade. Drengene har været nede ved Hotel Nyborg Strand, og her er det på en eller anden vis lykkedes dem at stjæle det meget store hagekorsflag, der vajede over det tyske hovedkvarter. At de er sluppet afsted med dette, peger på, at skønt kommandanten udadtil kunne hævde at have kontrol over sine styrker, må en vagt eller to dog have taget en alvorlig blunder.
Hvorom alt er, har drengene fået kolde fødder, eller også havde selve det, at de havde stjålet et så vigtigt symbol for næsen af tyskerne, været dem nok. I hvert fald tilbyder de Aase, at hun kan få flaget, og da hun såvel som hendes veninder kun er sig manglen på ordentligt stof alt for bevist, tager de mod flaget.
Aase Larsen, der i dag hedder Kamstrup, fortæller i 2013, at der vitterlig var tale om et enormt flag. Drengene havde klippet selve svastikaen ud af det, alligevel kunne der blive syet en bluse af den rest hvidt, der var tilbage fra midterfeltet. Aase Kamstrup erindrer ikke, om de var to eller tre, der delte stoffet, men husker, at derud over kjolen også blev syet en lille nederdel, der dog er gået tabt.
Ud over at tjene som en nutidig illustration til Esajas’ ord om, at “De skal smede deres sværd om til plovjern og deres spyd til vingårdsknive”, viser anekdoten mere end noget andet, hvor forvirrende dagene op til befrielsen har været for såvel venner som fjender, og det ville unægtelig være dybt interessant, hvis vi havde et vidnesbyrd om, hvordan kommandant Lütchenkirchen reagerede ved nyheden om, at hovedkvarterets flag var væk.
Man kan trods alt kun håbe på, at han ikke blev oplyst om, at det var et par teenagedrenge, der havde stjålet det. Til gengæld kunne vi unde denne stivsindede officer at have fået at vide, at Det Tredje Riges flag endte med at være en ung kvindes balkjole.
Kjolen er udstillet på Nyborg Museum.
- dengang.dk indeholder 1.516 artikler, herunder 304 artikler fra Besættelsestiden (Før/Nu/Efter)