Hvem var Claus Eskildsen fra Tønder?
Dette er anden del af historien om Claus Eskildsen. Vi præsenterer lige kollegaerne på Tønder Statsseminarium. Han kunne fortælle eleverne en masse om Sønderjylland, Brorson og kirken. Han blev brugt som guide på ture i Sydslesvig. Og så skrev han ”Ole Bole”, der gik sin sejrsgang med et oplag på 300.000. De kvindelige elever måtte ikke få mandligt besøg. Har var lidt af moralens vogter. Han skrev ”Blut und Boden” med modsat fortegn og ville have grænsen placeret ved Ejderen. Han skiftede national side to gange. Og så blev kollegaen valgt ind i Sygekassens bestyrelse.
Kollegaerne på Tønder Statsseminarium
Hav var absolut en af Tønders berømtheder. Og vi har da også allerede skrevet en artikel om ham. Men det er jo meget mere at fortælle om ham.
Det var dengang i 1929 på Tønder Statsseminarium, hvor vi lage skal præsentere nogle af hans kollegaer:
- Overlærer H.P. Novrup, der underviste i regning og matematik
- Gymnastiklærer O. Schrøder
- Sanglærer E. Emborg
- Gymnastiklærerinde Inger Enemark
- Magister Åge Rahr, der underviste i dansk og historier
- Fru Hansen, håndarbejdslærerinde
- Otterstrøm, der underviste i geografi, naturhistorie og fysik
Claus Eskildsen var historieguide på Seminariets ture
Ja så var det jo ham selv med den skaldede isse. Han underviste i bl.a. religion, kirkehistorie og pædagogik
For mange nye elever var det en trist tur fra Tinglev til Tønder, men de livede op, når de gik gennem den smukke hovedgade. Her var masser af smukke huse.
Her var sandelig også elevhjem.
Claus Eskildsen var ofte guide, når Seminariet var på tur. Det var han også på en tur til Lübeck i 1929. Fra Seminariets side så man helst at alle meldte sig til. Og det var da også tre busser, der kørte afsted.
En masse historie om Sønderjylland
Eskildsen var meget søgende efter historie. Hvis en af eleverne havde et specielt navn, ville han gerne vide, hvor det stammede fra. Han opfordrede også sine elever at søge tilbage i deres slægt.
Han holdt mange foredrag og udgav mange skrifter. Det som om, at alt dette var noget han brændte inde med.
Eleverne fik også at vide i undervisningen at i Sønderjylland fulgtes sprog og sind ikke altid af. En nordfra kommende stamfader til en slægt kunne udmærket være tysksindet og tale tysk i hjemmet men også kunne beholde det danske sprog, selv om han var tysksindet.
Disse problemer og det meget stof som vi finder i ”Dansk Grænselære” som udkom i 1937 var også noget eleverne på Tønder statsseminarium blev underholdt med i slutning af 1920’erne.
Der var mange ture til Sydslesvig dengang men også i omegnen af Tønder. Og det var altid med Claus Eskildsen som guide. Hans viden om forholdene og evnen til at give videre var fremragende.
En byvandring med Eskildsen åbnede elevernes øjne for Tønder gennem tiderne og marsken. Dige-byggeriet lærte han også eleverne at forstå.
Brorson og kirken
Også kirken vidste han alt om. Man måtte forstå, hvordan kirken var indrettet og hvordan gudstjenesten havde foregået i tidens løb. Han vidste også alt om stilarterne i kirken. Han gjorde også meget ud af Hans Adolf Brorson. Eleverne forstod, at de Emmerske bønder, der talte dansk måtte falde søvn under gudstjenesterne, når de skulle være så tidlig i Tønder om morgenen.
Det betød meget for bønderne i Emmerske, at de fik deres eget bedehus. Og han skrev salmer til menigheden, og det er salmer, der bliver brugt den dag i dag.
Dansk slesviger med tryk på dansk
På seminariets elevhjem boede både dansk- og tysksindede sønderjyder sammen. Ja og så alle dem, der kom fra det gamle land. I det daglige tænkte man aldrig på, hvem der var hvem. En tysksindet pige havde fortalt, at Eskildsen havde holdt foredrag på Knivsbjerg. Eleverne mente, at det var fordi han var nødt til det som tysk seminarielærer.
En af de danske sønderjyder fortalte, at han nok især følte sig som slesviger, hvorpå dem fra det gamle land mente, at så var han ”dansk slesviger med tryk på dansk”.
Ole Bole gik sin sejrsgang
I Tredje Seminarieklasse skulle eleverne i praktik. På et tidspunkt gik Claus Eskildsens begynderlæsebog ”Ole Bole” sin sejrsgang i de danske skoler.
Men nu var det ikke alle lærere, der forstod Eskildsens lydmetode, selv om de havde på kursus i brug af bogen. De blev ved med at bruge den gammeldags stavemetode. Det forstår forældrene bedst sagde de lærere. De forstår ikke det ”brægeri”.
Andre lærere underviste nærmest efter ordbilledmetoden og børnene lærte den delvis udenad.
Så var der ellers praktik i Eskildsens første klasse. Der var 30 børn i klassen og de fire praktikanter sad pænt på deres stole langs vinduet. Når Eskildsen kom ind, rejste alle sig op. Børnene stod som ranke soldater men med et funklende blik i øjet, der sagde, at nu skulle de have det sjovt.
En bevægelse med hånden og så kunne man sætte sig. Et tilsyneladende tilfældig valgt ord i flere stavelser skulle børnene klappe. Dernæst skulle de kaste stavelser væk alt under stor morsomhed. Tilbage havde de nu en stavelse. Så gjaldt det om at analysere den op i lyd, og når Eskildsen stod tilbage med en enkelt lyd, blev den tegnet op på tavlen og navnet på lyden skrevet.
Alt mens dette skete fik han børnene til at more sig eller undre sig. Til sidst stod der måske en hel sætning. Så blev der også læst i Ole Bole. Efter dette fik børnene til opgave at skrive det indlærte ned i deres hæfter.
Tænk engang – Ole Bole udkom i et oplag på 300.000 eksemplarer
Mens børnene sad og arbejdede henvendte Eskildsen sig til praktikanterne. Han nøjedes ikke bare med at gøre rede for børnepædagogik men også børnepsykologi og udviklingspsykologi.
De kvindelige elever måtte ikke få mandligt besøg
Ingen tvivl om at Claus Eskildsen var præget af den prøjsiske disciplin. Han var uddannet på et tysk seminarium. Han havde været seminarielærer i Tønder i den tyske tid, hvor seminarieeleverne skulle være på deres værelser rundt i byen til fastsatte tider.
Tønder Statsseminarium var nu blevet et blandet seminarium, og til dette var der knyttet et elevhjem for de kvindelige elever. Det var forbudt at modtage sine mandlige kammerater om aftenen. De sås nu heller ikke gerne om eftermiddagen. Seminariet ønskede ikke forlovede par.
Den kvindelige part måtte så opgive eller flytte til Ribe Seminarium. Selvfølgelig kunne det ikke undgås, at et par fandt sammen, men da gik de meget stille med det.
Claus Eskildsen færdedes ofte sent på aftenen på Ribe Landevej eller Flensborg Landevej i sin bil hjem fra foredrag eller en tur hjem fra sin gård i Sæd.
Hvis han da så et par gå tæt sammen, satte han sit lange lys på sin bil for at se, hvem det nu var. Næste dag kunne samme par forvente en nedsættende bemærkning i klassen.
Eskildsen opdagede slet ikke, at den lærer han havde udlejet værelser til på førstesalen blev forlovet med en af de kvindelige elever. Og han opdagede heller ikke at denne lærer ofte havde besøg af hende. Eskildsen var lidt af ”Moralens vogter”
Han boede på Ribe Landevej 13.
Man skulle side parat på sin plads
Det var fælles morgensang for øvelsesskolens elever og seminariets elever hver morgen i festsalen. Denne var frivillig for seminarieelevernes vedkommende. Men det sås ikke gerne fra flere lærers side, at man mødte op.
Eskildsen var en af disse. I hvert fald forventede han, at man sad på sin plads, når han kom ind i klassen. Han tog det meget unådigt op, hvis man kom i klassen lige i hælene på ham. Det var at komme for sent.
Blod og jord med modsat fortegn
Mange dansksindede sønderjyder oplevede Hitler og hans filosofier omkring Blut und Boden. Eskildsen tog udfordringen op og skrev en bog med modsat fortegn. Han argumenterede for at det danske folkepræg i Slesvig strakte sig helt ned til Ejderen. Derfor gik han ind for en grænse netop ved Ejderen.
Han argumenterede for at dansk/nordisk folkepræg og egenart dominerede Sønderjylland og Sydslesvig, hvorfor Sydslesvig egentlig burde være en del af Danmark.
Hans markante synspunkter fik både tilslutning og modstand i samtiden. I en dobbeltkronik i Heimdal beskyldte Poul Engberg ham nærmest for at være nazist. Senere fulgte han op på temaet med bogen Den Sønderjydske Befolknings Slægtsforbindelser fra 1942.
Eskildsen argumenter blev også brugt efter Anden verdenskrig for dem, der kæmpede for en dansk grænse her syd på.
Eskildsen skiftede side
Det bemærkelsesværdige ved Claus Eskildsen er, at han voksede op i en dansksindet familie. Efter en tysk seminarieuddannelse sluttede han sig til de tysksindede. Hans oplevelser under Første verdenskrig har han også nedfældet i en bog.
Efter sin deltagelse i krigen skiftede han atter side og knyttede sig nu til danskheden.
Da kollegaen blev valgt ind i Sygekassen
Det unge Grænseværn blev også dannet. Eskildsen bad en kollega om at gennemgå alle foreninger i Tønder for at efterprøve om de var dansk- eller tysksindede. Det lykkedes for Eskildsen at få valgt kollegaen ind i Sygekassens bestyrelse, der var tysk- domineret. En masse seminarieelever dukkede pludselig op og stemte på læreren.
I mange år var Claus Eskildsen redaktør af Sønderjysk Månedsskrift. Han døde i 1947 ombord på Storebæltsfærgen M/F Nyborg
Kilde:
- Sønderjysk Månedsskrift
- dengang.dk – div. Artikler
- wikipedia.org
Hvis du vil vide mere:
- dengang.dk indeholder 1.709 artikler heraf 273 artikler fra Tønder Bl.a.
- Claus Eskildsen – en lærer fra Tønder
- Flere minder fra Tønder Statsseminarium
- Livet på Seminariet i Tønder
- Tønder Seminarium – en del af historien
- Tønder Statsseminariums historie