Hvad der videre skete i Aabenraa

Dette er Aabenraa historie fra 1500 – 1920. Vi skal også kigge på søfartshistorie og så laver vi en hurtig byvandring. Byen har været præget af mange op – og nedture. Slotsgade var en selvstændig del og havde egne privilegier, der var bedre end byens. Smugling var ikke et ukendt begreb. Byen havde også sin klassiske guldalder. Jørgen Bruhn satte gang i søfarten igen. Der gode bådebyggere i Aabenraa, der byggede efter tegninger. Men ak ingen ville investere i dampskibe i Aabenraa.

 

Årsmarkederne

Byen led meget under indkvarteringer af soldater og hårde skatter. En opmuntring var at byen fik sine privilegier bekræftet i 1530. Det store årlige marked blev flyttet fra Rise til Aabenraa i 1533.

Årsmarkederne i byen var forholdsvis betydningsfulde og tiltrak handlende så langt syd på som Ardennerne og Schwartzwald. I 1666 fik Aabenraa endda tilladelse til at afholde tre årlige markeder, hver med tre dages varighed.

Det første var med start 12. april, det andet med start på Magrethes dag den 13. juli. Og det tredje den 16. oktober.

Første marked var rent krammarked og de sidste to var kvæg – og hestemarkeder, hvor det dog på sidstedagen var tilladt at handle med kram.

I 1723 blev de tidligere markeder afskaffet. Nu blev der markeder på Maria Magdelene dag den 22. juli og på Severini – dagen den 23. oktober.

I 1833 blev dette så igen ændret

 

Administrationssproget var tysk (plattysk)

Fiskeri og handel ad søvejen var købstadens oprindelige hovederhverv i Middelalderen. Husene fra middelalderen har overvejende været trækonstruktioner, bul-huse og bindingsværk som alle sammen er forsvundet på grund af nedslidning og ikke mindst de store brande, der hærgede købstaden i 1500 – og 1600 – tallet.

Katolicismen blev afløst af lutherdommen. Ved Sønderjyllands deling 1544 mellem Christian den Tredje og hans brødre tilfaldt Aabenraa by og amt til hertug Adolf på Gottorp. De næste knap 200 år er det en del af det gottorpske hertugdømme med tysk som administrationssprog.

 

Op- og Nedture

En begyndende fremgang blev brutalt standset i 1610, hvor byen næsten totalt udbrændte. Ja byen brændte flere gange i 1600’tallet.

Borgmester Claus Esmarch blev myrdet med efterfølgende offentlige henrettelser af moderen.

Det blev hele tiden nødvendigt at præcisere handelsrettighederne. Egnens bønder stod forholdsvis stærkt F.eks. blev borgerne pålagt at betale dagsprisen for bøndernes produkter.

Det efterfølgende arbejde med genopbygningen blev igen standset af plyndringer under kejserkrigen 1627 – 29. En voldsom pestepidemi fulgte efter. I 1630’erne begyndte søfarten på nye veje, som pegede fremad. Byen var blandt de førende med sejlads mod Gotland.

Fra 1631 og fremover er den af pastor Hübschmann førte ældste kirkebog bevaret med mange oplysninger om dagliglivet i byen.

I 1640’erne blev en ny skole opført. Sct. Nicolai Kirke blev udvidet. Johannes Meier tegnede det berømte kort, som viser byens daværende udstrækning.

 

Slotsgade var en selvstændig enhed

Slotsgade var en selvstændig enhed, hvis indbyggere bl.a. påførte byens handel og håndværkere stor konkurrence. Man havde egne privilegier og slap billigere, idet hertugerne ikke havde et ønske om at gå imod deres egen stand.

I 1643 nægtede borgerne at lade Slotsgrundens beboere at købe varer på skibsbroen, men typisk for tiden endte det blot med at hertugen truede borgerne med bøder.

Den positive udvikling i næringslivet blev dog på ny bremset af plyndringer under Svenskekrigene 1644-45 og 1657-60, hvor hertugen stod på svenskernes side.

Fra 1660 begyndte en frugtbar fredsperiode, hvor byens ledende personer tilhørte den von Saldern – Günderothske familiekreds, som stod i nær kontakt med hertugerne på Gottorp.

En besættelse under Skånske krig betød ikke et varigt tilbageslag, Skibsbyggeriet tog fart. Byen fik et apotek og en barber. Ikke mindst søfarten tilførte velstand med sejlads på Vâstervik og Gotland, fra 1682 på Nordrusland og snart efter også Riga, Newcastle og Frankrig.

 

Smugling var ikke et ukendt begreb

Smugling var bestemt ikke et ukendt begreb på Aabenraa – egnen. I 1680 fik skipper Laue Jacobsen konfiskeret fire tønder tjære som han forsøgte at pramme ind i nattetimerne.

Andre var dog mere snedige og lod lasten ro ind til Løjt Land eller Varnæsvig. I 1632 købte en borger ligefrem øl i Varnæs til sin datters bryllup. Det var også normalt at købe tysk øl i tønder helt uden om købstadens bryggere.

Byens håndværkerstand havde ikke helt samme problemer som købmændene. Årsmarkederne var en succes og gav dem øget omsætning. Skomagerlavet i byen var kendt overalt i Sønderborg Amt, ikke kun for gode produkter, men også for at sælge på landet i andre distrikter.

Skrædderlavet havde godt nok eneret i købstaden, men da Slotsgade formelt set ikke hørte til byen og hertugerne dækkede over dem, var det svært at stoppe ulovlighederne.

I dagene inden Aabenraas årsmarkeder var der livlig handel i Kolstrup. Herfra blev der solgt øl og drevet borgerlig næring.  I 1698 blev de konstateret ulovlig handel ved Løjt Kirkeby, Varnæs og Brunde.

Løjt Land var klart værst i den henseende. Og pastor Wilhad Fabricius bryggede f.eks. selv mjød i 1703.

I 1704 fik Aabenraa formelt set eneret på handel med øl og vin. Men dette blev ikke rigtig respekteret. I 1747 blev det besluttet at udstationere soldater for at undgå den ulovlige handel. Men i 1770 var problemerne dog stadig ikke løst.

Brændevinsbrænderi var et stort problem. I 1709 blev forbuddet præciseret.

 

Kongelige tropper besatte byen

I de sidste år under gottorpsk styre til Store Nordiske Krig nød byen godt af Gottorps alliance med Sverige. Men i sidste ende kom det til at svide til byen. Reelt var man i krig med Danmark. I 1713 blev man da også besat af kongelige tropper og fik 700 svenske krigsfanger indkvarteret.

Mange skibe gik tabt. I 1717 blev den tilbageværende del af byens stolte handelsflåde beslaglagt til transporttjeneste. Aabenraa holdt så længe som muligt fast ved Gottorp, men i 1721 blev den nu forarmede by indlemmet ”inkorporeret” i den kongelige del af hertugdømmet. Den lange periode med såvel nedgangstider som opgang under hertugen på Gottorp var uigenkaldelig forbi.

Et kongeligt reskript i august 1736 fastslog, at handel og håndværk var forbudt i tre mils afstand fra byerne.

 

Aabenraas klassiske guldalder

Egentlig bliver tiden fra 1721 – 1864 betegnet som Aabenraas klassiske guldalder. Det var næsten ubrudt fredsperiode, skibsfartens blomstring, stor befolkningstilvækst og velstand. Billedet er for så vidt sandt nok men betydelig mere nuanceret.

Det var en forarmet lille by med kun ca. 1.250 indbyggere, der i årene efter 1720 skulle forsøge at komme på fode igen. Det lykkedes forbavsende hurtigt takket være gode muligheder for skibsfarten og fred i landet.

I 1750 var indbyggertallet over 3.000. I årene 1744 – 64 blev der bygget ca. 50 nye huse på ubebyggede grunde. I 1769 var der i alt 350 huse plus ca. 40 i Slotsgade. Mange af disse gavlhuse vidner stadig om fremgangen med deres karakteristiske tavler på plattysk og latin, som Gud alene giver æren ”soli deo gloria”

 

Efter opblomstring igen tilbagegang

Men efter denne hurtige opblomstring indtrådte der atter en periode med tilbagegang. Først et stykke tid efter Englandskrigene i begyndelsen af 1800-tallet kom befolkningstallet igen over de 3.000. I 1860 var befolkningstallet 5.133.

Den samme udvikling kan ses på søfarten, hvor antallet af skibe blev mere end halveret fra de 115 hjemmehørende skibe i 1748 til 44 skibe i 1800 for at nå absolut lavpunkt i 1811 med kun 13 skibe tilbage som ganske vist var noget større.

 

Jørgen Bruhn satte gang i søfarten

Herefter gik det midlertidig stærkt, ikke mindst takket være Jørgen Bruhn fra Strågård, hvis rederi blev grundlagt i 1806. Hurtig efter krigen optog han sejlads på Sydamerika og senere Kina-kysten. 1819 rundende han som den første Cap Horn.

I 1836 var 62 skibe hjemmehørende i byen, de fleste ude på langfart. Selv om der i 1856 kun var 48 skibe var lastevnen øget betydeligt. I 1850’erne havde byen 6 skibsværfter med 200 – 300 skibstømrere og mange underleverandører til værfterne.

Glemmes må det ikke den betydning det fik for byen at Jørgen Bruhn 1849 grundlagde værftet på Kalø hvorfra de store clippere som Cimber blev søsat.

 

Fattigdom et alvorligt problem

I begyndelsen af 1800-tallet havde fattigdommen været et meget alvorligt problem. Det forsøgte man at tage hånd om med økonomisk hjælp og sociale foranstaltninger som for eksempel nødbespisning.

1818 oprettede man en sparekasse og 1831 fattighaverne ved Hjelm. Befolkningen bestod omkring 1850 af 4 pct. velhavere, en middelklasse af håndværkere og handlende på 44 pct. samt 52 pct. arbejdere, tjenestefolk og regulært fattige. Den begyndende industrialisering viste sig med flere tobaksspinnerier som for eksempel J.P. Junggreens, i 1836 med oprettelsen af Marcussens Orgelbyggeri og 1852 med Stalknechts jernstøberi i Slotsgade.

 

Katastrofen indtraf i 1864

Fra 1847 til 53 byggedes chausseen Flensborg – Aabenraa – Haderslev færdig. 1856 blev Kilen inddæmmet og 1861 blev Slotsgade indlemmet i byen. Som kronen på værket opførtes et gasværk. I 1863 var der opstillet 74 gaslygter i byen.

Tiden efter Treårskrigen 1848 – 51 betegner en solid fremgang under dansk styre, men så kom katastrofen i 1864.

Byens fremtrædende position som søfartsby sluttede i sidste del af 1800-tallet, da jernskibe afløste de hidtidige træskibe med masser af sejl. Men havnen blev fortsat udbygget, da det stadig var en af byens vigtigste aktiver.

En ny økonomisk fremgangsperiode opstod frem til 1914. Byen voksede mod nord og vest, men afsatte også spor i nybyggeri i byens hovedstrøg i form af markante, officielle preussiske bygninger.

 

Aabenraa – kollegaer i Kapstaden

Vi har skrevet en del om søfartshistorien i Aabenraa i diverse artikler og ja måske kommer vi også til at gentage nogle ting her

I sommeren 1873 lod Aabenraa-skonnerten Clara ankeret op ved Kapstaden i Sydafrika. Bådsmanden Søren Møller gik nu i land og kunne til sin store tilfredshed konstatere, at der befandt sig en hel lille flåde af Aabenraa-skibe i havnen.

Søren mødtes med otte andre søfolk fra Aabenraa og i samlet flok gik man nu hen til en cigarmager, hvis butik var mødested for søfolkene. Her viste det sig, at cigarmageren og hans kone også var fra Aabenraa.

 

Gode bådebyggere i Aabenraa

Mange af Aabenraa – skibenes søfolk blev rekrutteret fra bondegårdene på Løjt. Af samme årsag var her opstået et velstående søfartssamfund.

I 1748 var Aabenraas handelsflåde vokset til 115 fartøjer. Man stod nu rustet til at gå i kast med nye muligheder. Primusmotorerne i denne udvikling var ikke mindst familierne Bruhn og Bendixen. De investerede i skibsbyggeri, værfter, rederi og trampfart.

Den korte afstand til Hamborgs kapitalstærke handelshuse og Aabenraas kyndige skibsbyggere, der som noget nyt byggede efter tegninger, frem for som tidligere blot stolede på øjemål, var også væsentlige forklaringer på Aabenraas succes.

 

Handelen med Sydamerika klingede af i 1860’erne

Aabenraa-søfarten på de syv have tog sin begyndelse i 1820’erne, hvor man via Hamborg og Portugal fragtede salt, vin og passagerer til Brasilien. Herfra gik turen så videre til næste havn med bomuld, sukker, kobbermalm, fuglegødning eller tørret kød ombord.

I kølvandet på den franske revolution og Napoleonskrigene var Sydamerika i almindelighed og Brasilien i særdeleshed nemlig et oplagt sted at finde nye fragtmarkeder og afsætningsmuligheder for både sydamerikanske og europæiske varer og råstoffer.

Og mere ville have mere. Allerede i 1820 rundede det første Aabenraa – skib Kap Horn, men da handlen på Sydamerika klingede af omkring 1860, vendte man i stedet blikket mod øst, nærmere bestemt mod Kina

 

Ingen ville investere i dampskibe i Aabenraa

Søfarten på Sydafrika blev Aabenraa – skibenes svanesang. Sejl var hastigt i færd med at blive afløst af damp som skibsfartens primære energikraft. Allerede i 1840 havde kaptajn Christoffer C. Fischer noteret sig:

 

• Eine Menge grose Dampfböte

 

Det var ved Mississippi-floden ud for New Orleans. Det var kun begyndelsen. 1885 – 1892 blev størstedelen af Aabenraas gamle træskibe solgt til udlandet. Dampskibsværfter og dampskibe vakte aldrig investorernes interesse i den ellers så driftige by. Tilbage var de hjembragte opiumspiber, samurairustninger, modelskibe og Aabenraa-kvarteret Chinatown, der fik navn efter de mange skibskaptajner, der bosatte sig her.

 

Også mange triste fortællinger

Søfartshistorien er også fortællingen om utallige skibsforlis, skørbug, gul feber, menneskeædere, piratangreb (med stinkbomber), preussiske kaperskibe, pludselig død, forfærdelige tragedier og års fravær fra familie og hjem.

 

En hurtig byvandring

Skal vi lige slutte af med en hurtig byvandring?

Turen starter fra Skrænten, som på siden mod bybakken giver et godt indtryk af bebyggelsen langs ”bagsiden” af byens hovedgade. Storegade – Ramsherred var tidligere beboet af byens velhavende købmænd og redere. Det gule pakhus på skrænten (lidt forvirrende: Storegade 11b) som er opført i første halvdel af 1800-tallet. Det har hørt til en af de store købmandsgårde.

Måske skal vi lige huske, hvad vi tidligere har skrevet nemlig at Ramsherred startede som slum, hvor der boede flygtninge. Her boede en masse skarnsunger og tyveknægte.

Ad smøgen ved Storegade 11 b findes et af de få bevarede gavlhuse på gågaden. Bindingsværket i husets bagerste del er fra omkring 1625. Hustavlen over sidedøren er sat op i 1752, da facaden er grundmuret.

 

Skolestuer på Kirkepladsen

Oppe på bybakken er kirken blevet renoveret og ændret mange gange i historien Kirken er omgivet af huse til kirkens ansatte, tidligere skolestuer i nr. 7 og 8. Og i nr. 2 har vi ern af byens boligstiftelser opført i 1893. På den tidligere kirkegård findes et mindesmærke for de faldne soldater 1914 – 1918.

Fra Kirkepladsen fortsætter turen ad Pottegade til Store Pottegade. Sydsiden af Store Pottegade er præget af såkaldte ”boder” for eksempel nr. 11 – 14. Her boede arbejdere og håndværkere og en pottemager i nr. 14.

Store Pottegade slutter mod vest i Vægterpladsen og Jomfrugangen, hvor man finder nogle af byens mest særprægede huse. De tre tidligere vægterboliger 3 – 5 og de velbevarede gavlhuse nr. 2 ”Tresuren” og nr. 1 a ”Det blinde æsel. Ja så er det også Langhuset nr. 1 fra 1744.

 

I Nygade

Fra enden af Jomfrugangen finder vi Nygade der, som navnet antyder er anlagt senere end byens hovedgade. Ser man til venstre (mod syd) ser man på hjørnet to meget karakterfulde bygninger begge tegnet af arkitekt L.A. Winstrup i henholdsvis 1847 og 1860.

I huset over for boede den centrale politiske danske leder, redaktør, rigsdagsmedlem H.P. Hanssen som skabte muligheden for at Sønderjylland i 1920 kom til at stemme om et fremtidigt tilhørsforhold til Danmark eller Tyskland.

Nygade blev en udpræget håndværkergade. Flere af gadens huse blev fornyet i 1800 – tallet. Hvor Nygade møder Wollesgyde ser man Bulhuset fra 1754. Huset var oprindeligt anvendt som udhus for at gæstgiveri og en købmand. Det er grundmuret i stueetagen og har bulværk på 1. sal. Dette er en bygningskonstruktion som ellers næsten er helt forsvundet i bybilledet. Murstensgavlen stammer fra en senere reparation.

For at opleve Persillegades små, men meget atmosfærefyldte bygninger må man tilbage ad Nygade mod syd. Dette var gaden for folk med mere beskedne kår. Nr. 6 var oprindeligt et sygehus og i nr. 3b boede Jomfru Fanny.

 

Gildegade

Ved den sydlige side af byens centrale plads over for den tidligere busstation finder man Gildegade, som er præget af bygninger som oprindelig var lejeboliger opført i 1700-tallet.

Det var små trefagsboder blev oprindeligt beboet af sømænd, skibstømrere, sejlmagere og arbejdere. I nr. 15 byggede byens første værftsejer, Jacob Poulsen i 1752 et smukt dobbelthus med karnapper. De brede gavlhuse nr. 1 og nr. 5 var også lejehuse, hver med fire boliger i stueetagen.

 

Skibbrogade

Gildegaddegang er en sti, der snor sig mellem beskedne huse og baghuse. Fra gennemgangen i Porten til Skibbroen 12 er der et fint udkig over gammelhavn, som er byens ældste havn.

Kære læsere, jeg ved at der er sket masser af nybygninger på stedet så egentlig ved jeg om vi stadig har disse muligheder.

Nordfløjen af den tidligere toldbod er opført efter tegninger af L.A. Winstrup i 1853 – 54. Toldboden blev i 1941 udvidet til et trefløjet anlæg På muren ved husets nordøstlige hjørne er markeret vandstanden ved de store stormfloder, der har ramt byen, bl.a. i 1872 og 1904.

Skibbrogade var indtil ca. 1860 byens eneste adgangsvej til havnen. Den blev præget af lidt større huse, hvoraf flere er fornyet i 1800-tallet.

I Fiskergade 8 ses en af byens fine pilaster – portaler med en hustavle. Tavlen fortæller at huset er opført i 1779 af købmand Jh. Sehl og hans hustru.

 

Byens smukkeste hus

Søndergade 20 er byens eneste palæ fra 1700-tallet. Det er et af byens smukkeste huse med fine proportioner og mange fine detaljer. Det blev opført i 1758 og fungerede som postmesterbolig indtil 1850. Bag det smukke hus findes en fredet smuk have tegnet af den tyske havearkitekt Kaiser i 1933.

Men der er også en historie bag dette hus. En privatmand i Hamborg fik koncession på al postkørsel i hertugdømmerne Slesvig og Holsten. Han skulle sørge for, at der fandtes lokale postmestre, der bl.a. skulle varetage personbefordringer med diligencerne. I 1729 fik Aabenraa sin første postmester Thomas Thomsen, hvis hus blev postkontor.

Dets placering var i Fiskergade. Som tredje postmester i Aabenraa udnævntes i 1754 Hermann Daniel Linde, der i mange år havde været tjener hos den stedlige amtmand von der Lühe på Brundlund. I hans tid som postmester skete der store forandringer af postvæsnet. Privatiseringen af postvæsnet ophørte.

Den afløstes af den kongelige post, der besørgede pakke – og postforsendelser samt personbefordring i diligencer ad postruterne.

Aabenraa blev i 1765 en station på hovedruten gennem hertugdømmerne, hvor diligencen fremover afveg fra hovedruten af Hærvejen og tog turen ned til Aabenraa. Forinden var der foretaget store vejanlæg. Mod vest blev vejen gennem bakkerne fra Kolstrup til Brunde planeret og mod nord blev vejen til Haderslev udbedret. Forud for vejbyggeriet blev der bygget et hus for postmesteren. Et par gavlhuse i Søndergade blev revet ned.

For lånte penge fra den kongelige kasse lod postmester Linde bygge et lille palæ, som blev en særdeles fornem bygning sammenlignet med Aabenraas mange små gavlhuse og langhuse. Postmestergården blev opført i typisk rokokostil.

Arkitekten er ukendt, men det drejer sig med stor sandsynlighed om egnens førende bygmester Lorentz Jacobsen i Aabenraa, der bl.a. har stået for Ballegård, Skovbølgård og delvist Augustenborg Slot.

Palæet blev et brandmuret tværhus i to etager med stald, bryggerhus i bindingsværk samt et halvtag. Omkostningerne var store, men Linde fik et 30 – årigt lån af Generalpostamtet.

 

Smukke Slotsgade

Sønderport 1 blev opført af købmand Jacob Schwennesen i 1792 og indrettet som boligstiftelse for fattige. Fortil er huset grundmuret med to gavlkviste og tre indgangsdøre i dybe nicher, mens det bagtil er opført i bindingsværk.

Den østlige ende af Slotsgade er præget af gavlhuse opført efter en brand i 1707. Længere mod vest bliver langhuse fremherskende, blandt andet nr. 24 opført i 1756 – 66. og nr. 31 og 33 fra henholdsvis 1788 og 1740’erne.

Ved den vestlige ende af Slotsgade når man frem til Brundlund Slot.

 

Byens gamle rådhus

Efter besøget i Slotsgade kan man vende tilbage til bymidten. I Storegade ligger byens gamle rådhus, som er tegnet af C.F. Hansen og opført 1828 – 1830 på samme sted som de foregående rådhuse tilbage fra Middelalderen.

Oprindeligt lå på stedet et mindre rådhus opført i 1616 efter den store brand. Rådhuset rummede bl.a. to til tre fængselsceller, Netop fængselscellernes dårlige tilstand og rådhusets generelt dårlige tilstand blev anledningen til, at bystyret efter mange overvejelser fik murer og bygmester Peter Callesen til at opføre det nye rådhus efter tegninger af landbygmester i Holsten, C.F. Hansen.

Til opførelsen blev der i udstrakt grad anvendt materialer fra det tidligere Frederikslyst på Lindsnakke nord for fjorden.

I 1885 blev trappen forsynet med et muret gelænder. Trappen blev senere fjernet og erstattet med den nuværende trappe og opført i 1930 i forbindelse med rådhusets 100-års jubilæum. I 1899 blev der opført et selvstændigt baghus til fængsel og cellerne blev senere indrettet til folkeregister.

 

Gamle værkstedsmiljø

Mod syd på hjørnet til Storetorv ligger Redergården, som er opført i 1780’erne, men ombygget i 1825 for en af byens mest betydningsfulde personer, skibsreder Jørgen Bruhn.

I Storegade 24 ligger et af byens få gamle to – etagers grundmurede huse. Bag husets port skjuler sig et sjældent og velbevaret miljø af værkstedsbygninger fra 1724 – 44, der omslutter gården. Bygningerne er opført for orgelfabrikken Marcussen & Co som stadig har til huse her.

Jeg ved ikke engang om dette miljø eksisterer endnu. Det er en del år siden, jeg er gået denne tur.

 

Kilde:

• dengang.dk – div. Artikler
• isl.dk
• denstoredanske.lex.dk
• museum-sonderjylland.dk
• grenzlandportal.com
• byhistorie.dk
• postmestergaarden.dk
• historieonline.dk
• Hvidtfeldt, Iversen m.m.: Aabenraa Bys historie 1-3
• V. Gregersen: Aabenraa Bykrønike 1620
• Vilhelm Marstrand: Aabenraa 1028 – 1525
• Sønderjyske Årbøger
• Trap: Hertugdømmet Slesvig (1864)
• J. Bech: Åbenrå
• Denckert, Fangel: Aabenraa-byhistorisk atlas
• Ole Mørkegaard: Søen, slægten og hjemstavnen
• P. Petersen: Det gamle Åbenrå
• Engquist, Petersen: Historiske huse i Aabenraa
• Mikkel Leth Jespersen: Kaptajner og Kolonier – Sejlskibstidens oversøiske Aabenraa – søfart (1820 – 1890)

 

Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.681 artikler, heraf 160 artikler fra Aabenraa:

• Mange af artiklerne beskæftiger sig med perioden 1500 – 1920

Hvis du vil læse om Søfart i Aabenraa:

• Familien Fischer fra Aabenraa
• Sømandsslægten Fischer fra Aabenraa
• Søens folk fra Aabenraa
• Aabenraas storhedstid med søfart
• Skibe fra Aabenraa
• Flere skibe fra Aabenraa
• Søfartshistorier fra Aabenraa
• Sømænd fra Løjt og Aabenraa
• Skibsbyggeri og Industri i Aabenraa
• Aabenraa, skibe og Industri
• En skibskaptajn fra Aabenraa
• Briggen Chico fra Aabenraa
• Aabenraa som søfartsby