Højer-bondeby i marsken

Der var gårde inde i byen. Og det larmede ofte. Gårdene forsvandt efterhånden. Så var det Lige Højer Bønderkommune, der holdt generalforsamling på Peers Daw. Der var mange, der fik en ”glant awten”. Og derude på marsken var ”Æ Kluhstach” et nødvendigt redskab. En sensation var det, at nu måtte damerne også komme med til generalforsamling. Afvandingen af Tøndermarsken blev meget dyr. Ikke alle storbønder kunne betale. I forvejen var antallet af tvangsaktioner seks gange højere i Sønderjylland end andre steder. Der var masser af studefedning og fåreavl og afsætning af lam. Mange heste var de også herude. Og så besøger vi lige min Opa ude i Ny Frederikskog. Ja så var det også uldsalg. Og det var ikke alle steder, man behandlede tjenestefolkene ordentlig. De velhavende bønderfolk var meget selvbevidste. Og så kigger vi lige på begrebet ”Soda-bønder”.

 

Gårde inde i byen

Højer har fra gammel tid været en bondeby. Den gamle centrale del af byen virkede endnu i 1920 som en blanding af landsby og købstad med store, brede marskgårde. De var delvis bygget på lave værfter ved siden af almindelige huse, håndværkernes værksteder og de handlendes butikker.

Til Højer flække hørte noget landbrugsjord nord og øst for byen samt Højer Mark, der er en del af Højer Kog.

 

Det larmede i byen

Det prægede naturligvis byen, at gårdene med deres stalde og lader lå inde i den. Møddingen lå ved gården. Korn og hø skulle køres hjem, gødning køres ud. Hver dag rumlede de tunge arbejdsvogne med de jernringede hjul gennem gaderne, trukket af svære, jernskoede heste.

Larmen var voldsom, og det var ikke just lavendler, det duftede af. Men det var det nu heller ingen, der klagede over. Byen var ikke kloakeret og spildevand fra køkken og stald løb ud i de åbne rendestene.

Fra de tre smedjer lød dagen igennem hammerlag med jern. Bønderne var smedens bedste kunder. Hestene skulle skos, vognbeslag blev fremstillet og landsbrugsredskaber skulle repareres.

 

Gårdene er forsvundet

I løbet af de første år efter Genforeningen ophørte driften af en del af gårdene og i begyndelsen af 1960’erne blev de, der endnu var i gang, flyttet ud eller nedlagt. I 1948-49 var byen blevet kloakeret og alt dette i forening ændrede bybilledet stærkt.

Den sidste gang, da ”Den Gamle Redaktør” var i byen, stod nogle af gårdene der endnu som var de i drift. Af andre er kun stuehuset bevaret. Desværre er mange totalt forsvundet. Den sidste gård, der var i drift var fra Tøndervej 1.

 

Højer Bønderkommune

Gårdmændene i Højer har fra gammel tid følt sig som de bærende element. Allerede for mindst 375 år siden havde de faktisk deres egen kommune, Højer Bønderkommune. Gennem lange tider dannede præcist formulerede dokumenter det juridiske fundament for det lokale bondesamfund og det praktiske grundlag for fællesskabet.

Men man skal dog eje mindst 25 demant jord i Højer ejerlav for at blive medlem. I spidsen for Bønderkommunen står en oldermand. Embedet gik oprindelig på skift hvert år, og ingen kunne undslå sig. Det var for så vidt et æreshverv.

Da man et år valgte en husmand, blev en af storbønderne meget fortørnet:

• Det var et svineri, at sådan en småmand skulle være oldermand i Bønderkommunen

Og den pågældende bonde tog ikke mere husmanden i arbejde, som han ellers plejede. Jo også bland landmændene i Højer var der standsforskel.

 

Generalforsamling på Peers daw

Så længe Bønderkommunen har eksisteret, har den årlige ”Generalforsamling” fundet sted den 22. februar. Og det var på ”Peers daw”. Jo det var den dag, hvor Sankt Peter kastede en varm sten i vandet, så tøvejr og forår begyndte.

Helt op til Anden Verdenskrig var det en stor festdag, hvor de fleste mænd i Højer mødte op på Hotel Stadt Tondern, Nørregade 5.

Medlemmerne samledes i den lille sal, som regel kl. 14. Oldermanden bød velkommen og aflagde årsberetning og regnskab. Derpå drøftede man kommunens anliggender. Der blev valgt oldermand for det kommende år.

 

Æ Kluhstach

Man lejede en markmand, som skulle have opsyn med de dyr, medlemmerne havde på græs i kogen.

Han fik en bestemt pris pr. demant og aftalte beløb pr. hest, stud, får og lam. I tiden fra den 10. maj til den 10. november var han forpligtet til hver dag at gå hver enkelt fenne igennem tælle dyrene og se efter, at de kunne stå på alle fire ben.

Når markmanden færdes i kogen havde han altid din ”kluhstach”(springstok) med. Ved hjælp af den svang han sig let og elegant over de vandfyldte grøfter, der til dels tjente til ”hegn” om fennerne, dels drikkevand til dyrene.

Ja da ”Den knap så gamle Redaktør” dengang øvede sig i den sport derude så det nok knap så elegant ud. Men det blev efterhånden bedre og mere elegant.

 

En glant awten

Det lukkede møde i Højer Bønderkommune var nu afsluttet. Nu gik man ind i den store skænkestue. Her bød oldermanden velkommen til de mange ikke-medlemmer, der var mødt op, og bestilte en ”Lokalrunde”. Så tog man fat på udlejningen af Bønderkommunens jord. Sædvanligvis var det de samme, der år efter år lejede de samme fenner og veje.

De fleste var jordløse husmænd, som ved dette lejemål fik mulighed for at holde køer eller får. Auktionen varede en time eller to. Imens var der dækket op i den lille sal for Bønderkommunens medlemmer.

Det var altid et animeret måltid og en lang ”glant awten. Indtil midnat betalte kommunekassen fortæring og drikkevarer, derefter var det for egen regning. Ved højtidelige lejligheder og altid, når et nyt medlem skulle optages, kom den prægtige punchebolle fra 1840 på bordet, og den, der skulle optages, måtte sørge for indholdet.

Det var ikke altid, at de gode høvringer var helt appelsinfri, når de Peers daw gik hjem fra Stadt Tondern. Et år anførtes der ligefrem i protokollen, at man havde et voldsomt bøvl med at få transporteret to navngivne mænd til deres hjem. Og den ene havde stor besvær med, inden han tumlede ind ad sin dør, at få sig befriet for de fleste af de torne, der stak ham, fordi han undervejs var fladet om i en tornebusk.

 

Nu måtte damerne komme med

I 1965 besluttede man efter en lang debat at tage damerne med til de følgende års petrifest-dog så få som muligt! I 1972 kom der for første gang en kvinde i bestyrelsen. Det var Boy Matthiesens enke, Mette, som siden 1979 var kasserer for Bønderkommunen.

Peers daw er ikke længere hele byens festdag, men medlemmerne samledes alligevel den 22. februar til en gemytlig aften og nu har man altid damerne med.

 

På gesten

De fleste gårde i Højer ligger på gesten, det forholdsvise høje land, hvor man er i nogenlunde sikkerhed for stormfloder. Men det meste af deres jord er beliggende i marsken og drevet den på marskens betingelser.

Indtil slutningen af 1920’erne var kogene hver vinter oversvømmede af ferskvand fra vandløbene, fordi disse ikke hurtigt nok kunne få de store vandmasser ud i Vadehavet gennem Højer sluse. Gårdene i marsken er bygget på værfter, så de stod på det tørre også om venteren.

Skulle man på besøg på nabogården, måtte man sejle. Dette gjaldt også, når børnene skulle i skole og når man havde ærinde i byen. Men gårdmændene i Højer havde deres på det tørre.

 

Afvandingen af Sejersbæk-lavningen

Fra 1859 til 1910 blev der udarbejdet forskellige planer til områdets afvanding, men ingen af dem blev gennemført. I 1926-27 blev Sejersbæk-lavningen endelig afvandet. Den havde hver vinter stået under vand. Når frosten så satte ind var det en glimrende skøjtebane, flittigt benyttet af drengene fra Emmerlev, Daler og Visby sogne. Men når de så nærmede sig Højer, og Højerdrenge var på isen, gav det altid slagsmål.

Du kan læse mere om det kæmpemæssige projekt med at afvande Tøndermarsken i andre artikler. Ikke alle var begejstret for dette projekt og slet ikke Vadehavsmaleren Nolde. Derfor flyttede han fra Rudbøl til Seebüll.

De samlede omkostninger ved afvandingen af Sejersbæklavningen blev 245.000 kr. Deraf betalte lodsejerne en tredjedel. Men bønderne i Højer var ikke impliceret i foretagenet.

 

Afvandingsudgifterne kunne ikke betales

Anderledes så det ud med afvandingen af Tøndermarsken, som berørte alle landmænd i Højers område. Udgifterne som lodsejerne skulle betale blev beregnet ud fra fire forhold.

De store gårde i Højer, der havde meget kogsjord kom af med ret mange penge. Årene efter Genforeningen var økonomien i forvejen gennemhullet. I 1920 havde bønderne ikke tillid til den danske krone, men havde stor tillid til den tyske Mark. Under 20’ernes inflation blev de lænset for kapital. Da nu afvandingen var gennemført, kunne kogsjorden faktisk ikke betale afvandingsudgifterne.

Nogle af de gamle velhavende gårdmænd i Højer ville ikke øge gælden på deres gårde, derfor satte de dem til dels ud af drift, og det er grunden til, at flere store gårde her så længe ikke har været i brug.

 

Mange tvangsauktioner i Sønderjylland

Nu var det ikke kun dette, der voldte bønderne vanskeligheder. I det kolde forår 1928 frøs mange kreaturer ihjel. Samme år var høsttiden så regnfuld, at man måtte bjerge deres korn fra båd.

I 1929 voldte oksebremsen stor skade og i 1930 hærgede kvæg tuberkulosen slemt i Sønderjylland. Kun 5-6 pct. af kreaturerne gik fri. Fra 1930 til 1931 sank marskjordens lejeværdi fra 80 til 60 kr. pr. demant.

Alle disse forhold sammen med de vanskeligheder som overgangen fra tyske til danske landbrugsforhold medførte, at der i 1931 var seks gange så mange tvangsaktioner i Sønderjylland som i det øvrige Danmark.

 

Studefedning og fåreavl

Studefedning og –handel, fåreavl og husdyrbrug har været det bærende i egnens landbrug. Her har altid været holdt mange får, dels af gårdejere og husmænd, dels af andre, som holdt dem for at skaffe sig en indtægt eller som hobby, som derudover ikke var landmænd.

På Højeregnen var hvidhovedet marskfår tidligere den næsten enerådende fårerace, et kraftigt, ret tvivlsomt dyr, robust nok til at klare vinteren uden at komme på stald. I løbet af 2. verdenskrig blev der følelig mangel på ”nyt blod” i egnens fårebestand, fordi der ikke var forbindelse over grænsen.

Enkelte fåreavlere havde dog i ny og næ held til at skaffe sig et avlsdyr sydfra. Det blev indført på en speciel facon, som importøren forklarede på følgende måde:

• Jo, de gik hen å løf øve væ æ grav ue væ æ græns

Omkring 1960 fik marskfåret en alvorlig konkurrent i Texelfåret fra Holland. Det har lidt kortere uld og afsætter mindre talg end marskfåret. De er velegnet for de gode græsgange her. Efterhånden er de to racer blevet stærkt blandet.

 

Afsætning af lam

Afsætningen af lam til slagtning begyndte ved pinsetid, da de første lam gik til Kødbyen, da de første lam gik til Kødbyen. Indtil for 25 år siden afsattes næsten hele produktionen til kommissionær i København. De blev slagtet i Tønder og sendt i kølevogn med tog til hovedstaden.

Hvis tilførselen var lille, fik man særdeles god pris, men København var et følsomt marked. Enkelte fåreavlere solgte lam og udsætterfår til opkøbere for en fast pris pr. stk.

 

Uldsalget

Ved siden af lammene gav uldsalget også en vigtig indtægtskilde for fåreavleren. Inden klipningen skulle fåret vaskes. Indtil midt i 1950’erne foregik det på den måde, at fåret blev anbragt i et skoldekar, og fik hældt soda- og sæbevand ned ad ryggen.

Der blev gnedet godt ind og derpå blev der skyllet med flere spande rent vand. Nogle havde et særligt vaskebord med en fordybning i midten og en vandret pude af træ og sækkelærred i den ene ende. Der var også nogle, der simpelthen stod i åen med fåret og vaskede det der. Ulden skulle tørre på dyret. Det tog normalt et døgn, hvis det var tørvejr.

Efter at håndklipning var afskaffet og man var gået over til maskinklipning, blev fåret ikke vasket inden klipning. Nu sendte man den snavsede uld til vask i Tyskland.

Det var nu fynboer, der var de første, der foretog maskinklipning i Højer. Det meste uld blev opkøbt af byens købmænd. Hans Pørksen havde en overgang nærmest monopol på uldhandelen. Senere købte også Jens R. Petersen og J.M. Johannsen uld. Fra 1943 til midt i 50’erne kom en uldopkøber fra Kolding regelmæssigt til byen.

Mange fåreavlere lod deres får græsse på forlandet. Bedre græsning fandtes ikke. Pludselig højvande har ofte overrasket en flok får. De er ikke i stand til selv at redde sig op på diget. Det er sket at en gruppe på et halvt hundrede får er druknet.

 

Pludselig kom der røde køer

I 1920’erne havde man i Højer næsten udelukkende korthåndskvæg. Enkelte krydsninger med en anden race kunne dog forekomme. Det var dog en sensation, da Boy Matthiesen i 1947 anskaffede en besætning af røde køer.

Normalt var der kun en tyr i Højer. Den var i lang tid opstaldet ved Fattighuset, men den har også været på en af byens større gårde. På et tidspunkt havde kalvene i Højer en ejendommelig farve. Dette skyldtes en ”blåskimlet tyr” i Emmerske.

Det var ikke almindeligt, at bønderne havde kreaturer på stalden til opfedning. Man købte om foråret, græssede dem om sommeren og solgte dem.

 

Masser af kvæg-epidemier

Omkring 1947 skulle de i Nørrejylland af med deres tuberkelsmittede kreaturer. En stor del af dem kom til marsken og blev græsset færdig her, og mange blev tykke og fede, selv om du kun var skind og ben, da de kom.

Kvægavlen var præget af epidemier i 1922, 1923, 1938 og 1951. Sidste gang havde man dog vacciner mod sygdommen.

 

Masser af heste

De fleste arbejdsheste på gårdene var jyske heste. Der var dog enkelte belgiere og temmelig mange krydsninger. Der var ikke meget hesteopdræt. Dog havde Rasmus Hindrichsen undertiden haft 12 heste på stalden. Deriblandt var et par øg og et par køreheste.

Normalt havde gårdene de arbejdsheste, de have brug for. De fleste havde en enkelt let kørehest, der tillige gjorde tjeneste som tredje hest ved pløjning og for selvbinderen.

Der var hingste, der blev sat på sommergræsning i kogene. Græsset var det bedst tænkelige og jordbunden var sund for hestenes ben. De kom hertil om foråret fra hele Danmark, til dels med særtog. Antallet kulminerede omkring 1947, da det var oppe på godt 900. Betalingen for en hingst i sommergræsning svarede til landlejen for 2 ½ demat jord.

I Gammel Frederikskog kostede det 50 kr. mere end i Ny Frederikskog og 100 kr. mere end i Højer Kog. Det svarede til forskellen i jordens bonitet.

 

Derude hos Opa

Min Opa, derude i Ny Frederikskog havde får, svin, gæs og høns. Det var sjovt at se når fårene blev klippet. Det var som om, de skammede sig, når de var blevet klippet. Det var knap så sjov at se og høre når svinene blev aflivet.

Man skulle heller ikke gå ind til gæssene. De kunne godt finde på og løbe efter deig og hakke efter dig.

Så tog Opa ofte et svin eller et halvt svin med på sin knallert til Strucksalle i Tønder, og der stod min mor så og klarede resten. Vi lavede pølser, leverpostej m.m. Men jeg brød mig aldrig om blodpølse og blodsuppe.

Det skete midt under det hele, at arbejdsløse kom og skulle have deres understøttelse. Min far var kasserer i murerforbundet, så udbetalingen skete i køkkenet.

Det skete når Opa var på besøg i Tønder, at han måtte skynde sig tilbage og lukke sluseportene, når vinden havde ændret retning eller han på skyformationerne kunne se noget faretruende. Han var i perioder slusemester ved Højer Sluse.

Lige syd for grænsen har en berømt forfatter skrevet en roman, der hedder ”Der Schimmelreiter”. Og den handlede om stormflod og mystiske ting man kunne se på himlen.

Min Opa var nok det, der hed fritidslandmand. Hans hovederhverv var fisker, og han havde en kutter liggende, der hvor der nu ligger fritidsbåde.

Af den slags som min Opa var der en del af i Højer og omegn. Dem kan man nok ikke lige betegne som ”Sofa-bønder”, som vi senere kommer ind på.

I bryggerset hang der ofte masser af fiskegarn, der skulle laves eller flikkes sammen. Og når stormen så susede derude i Ny Frederikskog sad vi og lyttede til Blåvands radio og lyttede til fiskerne ude på Vesterhavet.

 

Stor forskel på behandling af tjenestefolk

Folkeholdet var naturligvis forskelligt på gårdene. Fedder ”Buhn” havde altid to karle og to piger. Hans søn Rasmus havde en karl, senere da han fik mange malkekøer, desuden en fodermester. Men derudover brugte han daglejere til alt, hvad der skulle laves ud over den daglige drift. Og det kunne være grøftegravning, grøbling, udkørsel af mødding og ikke mindst, når høet skulle bjerges.

Der var stor forskel på, hvordan husbonds folkene behandlede deres piger og karle. En mand, der var karl på en af gårdene i 20’erne skildrer forholdene således:

• Der blev lavet to slags mad på gården, en til familien og en til tjenestefolkene. Den sidste var ussel. Gårdfolkene og tjenestefolkene spiste hver for sig. Vi blev ikke regnet for meget. Vores soveplads var en kasse, slået op af brædder og fyldt med halm

En anden fortæller fra en anden gård:

• De havde pige og karl, som spiste for sig selv, og maden blev øst op for dem, før den gik ind til herskabet. Havde de ikke fået nok i første omgang, kunne de bare gå ind i stuen for at få mere, men dertil var de for generte. Konen på gården var lidt fin på det. Hun sagde til karlen: ”Du skal sige ”De” til min mand”. Det var ellers ikke skik i Højer. Det var den samme frue, der betroede en veninde: ”Jo, jeg siger goddag til småfolk, så bliver de så glade”.

Man har også et eksempel på, at husbonds folkene på en gård gav deres karl en ko i bryllupsgave. Det var faktisk en årsløn. På nabogården gjorde de ligeså for den pige, han skulle giftes med.

 

De velhavende bønderfolk var selvbevidste

De velhavende bønderfolk var i almindelighed meget selvbevidste. Under krigen havde en tysk soldat foræret en husmands søn et par rulleskøjter. To af hans kammerater ville også gerne have et par. De forsøgte at få deres velbjærgede bedstefar til at forære dem det. Men han svarede:

• Se, småfolk de kan give deres børn rulleskøjter. Jeg kan give dem en kogsfenne!

Men rulleskøjter kunne der ikke blive.

Engang vedtog kogsbestyrelsen, at der skulle være led for alle fenner. Det fik en af de store gårdmænd til at sige:

• Ja, småfolk, der kun har en enkelt fenne, ”det ka de jo sawt. Men hva mæ en stakkel, der ha så manne”

 

De mange kogsfenner

Gårdene i Højer havde tidligere deres jord fordelt på en mængde forskellige fenner. Det hang til dels samme med, at bønderbørn, der ikke arvede gården, ofte som arvelod fik en eller flere marskfenner. Dette har også været medvirkende til, at kogsfenner ofte ejes af folk, der bor langt fra egnen, i nogle tilfælde i udlandet.

I 1961-62 blev der foretaget en stor jordfordeling. Ja efter manges mening den største, der nogensinde har fundet sted i Danmark. Den betød en meget stor forandring, idet de fleste bønder nu fik deres jord samlet i to-tre blokke.

Men det kan stadig være svært for udenforstående at finde ud af, hvem i en familie, der egentlig ejer de forskellige arealer, der drives sammen under en gård:

• Det er tantes fenne, det er min onkels, det er min fætters og de to er min søsters. Men det er alle sammen vores.

 

Masser af marskjord

Landbruget i Højer havde først og fremmest marskjorden som grundlag. Til Højer by hørte 56 pct. af Højer Kog. Men en del heraf ejedes af folk uden for Højer. Til gengæld havde bønderne i Højer også jord i de øvrige koge.

I 1920 var næsten ingen kogsjord under plov. De anvendtes til græsning af kreaturer og til høslæt. Foruden de arealer, der blev ejet af landmænd i Højer og andetsteds, tilhørte noget Højer Bønderkommune. Endvidere var der en del legatjord, skænket til velgørende formål af velhavende jordejere.

Endelig ejede kirken ret store arealer, der sorterede under menighedsrådet, som også bestyrede det meste af legatjorden. Meget af jorden blev hvert år udlejet til bønder og jordløse husmænd.

 

”Sofa-bønder”

Mange Højer-bønder skulle kun kigge efter græssende stude og får. Kun få havde køer og svin. Onde tunger, måske misunderlige bønder, kaldte disse Højer-bønder for sofa-bønder. Dagens dont bestod i en tur rundt for at se til får og stude. Senere mødtes man så på kroen over en grog. Her kunne man slå en handel af og drøfte dagens emner.

En lille udgiftspost til langt op i forrige århundrede for kogsregnskabet gik til præsten. Han skulle gå i forbøn for diger, sluser, jord og kvæg. Det var noget man bad Vorherre om at passe på.

Ja og den sidste tærskning, der foregik i Højer by var i 1961 ved Nørregade 35.

 

Kilde:

• Se Litteratur Højer

 

Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 64 artikler om det gamle Højer og omegn. Vi har også talrige artikler om Tøndermarsken, bl.a. disse:

 

• Omkring Vidåen og havnen i Tønder
• Det frisiske salt
• En vandmølle i Tønder
• Emil Noldes liv-vest på
• Tønder, marsken og afvandingen
• Friserne-syd for Tønder
• Vikinger i Vadehavet
• Tøndermarsken under vand
• Aventoft-byen ved grænsen
• Drømmen om en havn i Tønder
• Digebyggeri i Tøndermarsken
• Kanal gennem Tønder
• Tøndermarsken 1
• Tøndermarsken 2
• En arbejder fra Rudbøl fortæller
• Gammel Frederikskog-dengang
• At plukke sut ved Højer
• Landet bag digerne
• Syd for Højer
• Stormflod ved Vestkysten
• Rudbøls historie
• Fiskeri ved Højer
• Vadehavet ved Højer
• Travlhed ved Højer Sluse
• Bådfolket i Rudbøl
• Højer-stormflod og diger
• Højer som havneby og mange flere