De mange forordninger og privilegier havde stor betydning for Tønders handelsliv. Men det var sjældent, at de blev overholdt. Ofte fik disse forordninger fra konger og hertuger et andet forløb, end man havde forestillet sig. I sidste ende var det nogle af marskens rige bønder, der indirekte var medvirkende til Tønders rige handelsliv gennem en lang periode.

 

Kigger man på Tønders historie får man den opfattelse, at handelen i Tønder var privilegeret. Det var den også på sin måde. Men sandheden var, at mange ikke overholdt privilegier og bestemmelser. Et andet problem var alle enklaver omkring Tønder. Mange bestemmelser virkede heller ikke efter hensigten, og det opdagede man alt for sent.

 

Stadsretten

Med stadsretten fra 1243 gennemgik man detaljeret forskellige forhold for byen. Ja på hele 104 punkter var det stadfæstet, hvad der var væsentligt for byen. Denne stadfæstelse var udformet på basis af den lybske stadsret. Det er ikke usandsynligt, at der før den tid har været regler for Tønder.

 

Håndværkere skulle flytte til Tønder

I 1354 fik Tønder beskrevet sit opland, og det var ikke normalt for den tid. Når det var så vigtigt for Tønder at få nedfældet regler og bestemmelser, skyldtes det forholdet til de nordslesvigske fyrster og den danske monark. Gang på gang var byen offer for plyndringer og indkvarteringsforpligtigelser. Det tappede på byens økonomi.

Alle håndværkere bosiddende i Tønder Herred skulle inden for en seks ugers frist flytte til Tønder. Dog måtte en fra hvert erhverv blive boende i sognet.

Men privilegiet havde ingen gyldighed i for eksempel Trøjborg, som også omfattede størstedelen af Lø Herred. Privilegierne havde naturligvis ingen gyldighed i de kongerigske enklaver.

• Hertug Valdemar af Jylland giver bymænd, købmænd og gæster i Tønder samme rettigheder som borgerne, købmænd og gæster har i Lübeck. Derudover præciseres blandt andet, at indbyggerne i Hvidding Herred, Lø Herred, Slogs Herred, Højer Herred og Tønder Herred kun må handle i Tønder købstad.

Dyr transport fra Højer til Tønder

Besejlingsforholdene blev efterhånden dårlig, og sø-handlen gik stærkt tilbage. Rudbøl kom til at fungere som ud-havn, men dette blev snart overtaget af Højer. I realiteten kom flækken Højer til at fungere som handelsby. De havde losse og ladeplads.

Prisen for en transport fra Hamborg til Højer var efter signende det samme som transporten fra Højer til Tønder.

 

Hvidding til Ribe

Hvidding Herred blev pludselig i 1491 overdraget til Ribe. Og Ribe havde allerede i 1455 fået rettighederne til Vadehavet. Alt så ud til, at Tønder blev lillebror

 

Handel med sild og okser

Den 13. december 1558 blev der udsendt en ”Reces” bl.a. om hvordan adelen må bruge deres handel med sild og staldokser:

• Der skal stå adelen frit for at salte dem selv, ligesom det tillades udlændinge og fremmede. Der skal også stå adelen frit for at sælge så mange okser, som han kan stalde på sit eget eller sine tjeneres folder, dog kun hvis det ikke krænker kongens told. I samme reces (& 33) forbydes det alle at benytte sig af nogen form for købmandskab til forprang i bygderne og landsbyerne. Alle som bor på landet og pløjer og sår, skal dog have lov til at købe sædekorn og hvad de ellers har brug for til deres husholdning.

 

Afskaffelse af forprang, landekøb og ulovlige havne

Den 21. juli 1575 blev der udsendt ”et åbent brev” til provster, præster og bønder om, at stald – og græsokser kun måtte sælges på markeder i købstæderne.

Den 20. august 1590 blev der udsendt ”et åbent brev” om afskaffelse af forprang, landekøb og ulovlige havne:

• Man har erfaret, at der bliver drevet omfattende forprang og landekøb (handel udenfor købstæderne) med korn og andre varer, der krænker både de borgerlige privilegier, og kronens ret til told. Efter denne dag må ingen bruge nogen landekøb eller forprang på landsbyerne eller andre steder, hverken med korn eller andre varer, som er imod recessen. Også driften af ulovlige havne skal høre op, når det gælder både op-skibning og udskibning.
  –
• Bliver man efter denne dag taget i at bedrive landekøb eller gøre brug af ulovlige havne, vil disse varer blive konfiskeret af kronen. Det påbydes, at man går til kongens foged eller embedsmænd, hvis man kender til sådanne ulovlige drifter. Ser en lensmand gennem fingre hermed, da skal den, der gør, have forbrudt det len, han er fortjent med.

 

Nye havnebyer

Når man læser Tønders historie får man indtrykket, at det kun var dige-byggeriet, der var skyld i Tønders tilbagegang som søfartsby. Det er ikke hele sandheden.

Omkring 1600 befæster en lang række ladepladser og mindre købstæder deres position som havnebyer, og faktisk understøttet af kongelige og hertugelige privilegier. Det sker også for Tønning i Ejdermundingen. I næsten 300 år bliver byen det sydjyske center for studetransport. Ja, man kan godt sige, at Tønning
afløser Tønder.

Efter krigen i 1864 ophører Tønnings og Hamborg – Altonas betydning for Danmarks omsætning. I 1868 besluttes det at anlægge en jernbane og en havn i Esbjerg. Hele egnens storhedstid som ”søfartsnation” ophører endeligt omkring 1900’tallet.

 

Penge på kistebunden

Marskens bønder var rige folk med ”penge på kistebunden”. Denne rigdom endte hos byens købmænd og studehandlere. Pengene satte byens borgere i stand til at opbygge en storhandel af Tønders produktion og eksport af kniplinger. Marskens græs dannede grundlaget for at Vestslesvig gennem tusind år var et af Danmarks rigeste områder.

I 1621 stadfæstede Hertug Frederik den Tredje, Tønder – borgernes ret til fri ind – og udskibning i Åbenrå Havn.

Ingen køb og salg på landet

Den 25. juli 1623 udsendtes en forordning om land – og studehandel. Den blev udsendt på grund af det store misbrug:

• Ingen ufri mand må herefter drive nogen form for køb eller salg på landet, med mindre han har søgt og fået borgerskab i en købstad. Ingen må købe græs-stude uden at indberette det. Der skal stå de købmænd, som driver okse, frit for at købe græsokse, såfremt de kan opstalde dem på deres eget foder og straks opstalder dem på kongens eller adelens ladegårde. Forprang med græsokser skal herefter ikke være tilladt.

 

Anordning for liggere og kræmmere

Den 19. november 1623 blev der udsendt en forordning omhandlende liggere og kræmmere, som ikke er borgere og indbyggere, samt bissekræmmere:

• Angående udenlandske liggere, der opholder sig i købstæderne og bedriver borgerlig handel og landekøb. Derforuden om bissekræmmere, der rejser fra by til by. Ingen sådanne liggere skal i riget efter denne dag ”lidis eller tilstedis”, og al gæsteskud skal derfor afskaffes. Ingen skal herefter have lov til at omløbe med kramvarer fra en købstad til en anden og sælge af dem, med mindre han først havde vundet borgerskab, nedsat sig i riget og betaler skatter lig med andre undersåtter. Ingen skal drive bisse-kræmmeri på landet og embedsmænd, fogeder, borgmestre, rådmænd m.fl. skal sørge for at denne forordning bliver holdt og efterkommet.

 

Forordninger bliver ikke overholdt

Den 9. oktober blev der igen udstedt en forordning mod købmandshandling på landet.

• Baggrunden er at nogle på landet boende – både ved kysten (hvilke med sandskuder og andre skibe sejler mellem rigerne og provinsenerne) og en del andre steder – bruger købmandskendskab og handel og dermed gør stor afbræk og svækkelse på købstadsborgerskabets handel og næring, fordi de
  kan som fritagne for borgerlig tynge og konsumtion i købstæderne kan sælge deres varer billigere. Derfor skal alle i Danmark, som på landet – med undtagelse af Samsø og Læsø – driver handel og købmandsskab enten ved sejlads eller på andre måder, flytte ind til købstæderne og tage del i byens afgifter eller straks holde op.

Stranden fra Ballum til Emmerlev var også en del af de kongelige enklaver. Her kunne der sagtens losses varer. Dette udnyttede Højer, og der opstod en længere strid, som Højer til sidst vandt. I 1706 fik håndværkerne lov til at blive boende her.

 

Bonden må sælge sine varer til hvem som helst

Den 15. april 1683 udsendtes Kong Christian den Femtes Danske Lov.

• Den afløste landskabslovene og dermed skabte den rets-enhed i Danmark om end lovgivning om bl.a. skatter og told samt andre dele af forvaltningsretten er udeladt. Mange af landskabslovenes forskelle var med tiden og den stadige strøm af landsdækkende rigslove efterhånden blevet udjævnet.
• – Danske Lov var først og fremmest et lovkorpus af stadfæstende karakter. Angående købstadslovgivning (herunder privilegier og rettigheder) er den tredje af de seks bøger ”Om Verdslig – og Huus – Stand”den væsentligste. Heri blev der blandt andet fastslået, at bonden uhindret kunne sælge sine varer til hvem han ville.
• – Men også at han var forpligtiget til at føre varerne til købstæderne og sælge dem her, frem for at sælge dem til høkere og for-prangere ”som landet omløbe”. Såfremt det er til eget brug (og ikke til forprang) har bonden dog ret til sædekorn og andet, han har behov for i sin drift, herunder foder, samt tømmer til vedligeholdelse af bygninger, plove og vogne ”hvor han det bekomme kan”.

 

Ingen kroer på landet

Den 4. juni 1689 gik det ud over krohold på landet:

• Om unyttig krohold samt destillere – pander og brændevinshattens afskaffelse på landet. Kroer på landet der ikke er privilegerede forbydes og skal afskaffes. Det samme skal ske med destillere – pander og brændevins – hatte på landet

I 1690 indgik Tønder en overenskomst med amtmanden, hvori det fremgik at al indførsel af fremmed øl og vin samt høkervarer, kun måtte ske over Tønder. Det skulle også gælde varer til bryllupper og begravelser.

 

Byerhverv blev bortforpagtet

Helt frem til 1713 var Tønder under hertugstyre. Og det var ikke altid fordelagtigt for byen. Typiske byerhverv blev forpagtet væk til Flensborg. Leverancer til kroerne i amtet gik i en stor periode uden om byen. Det var en stor ulempe, da byen havde forholdsvis mange kroer og beværtninger. Og ude i herrederne
foregik der ulovlig handel.

I 1710 solgte Peder Beyer på Skastgaard egenhændigt varer så langt borte som til Holland. Samme år fik byen tilladelse til at afholde torvedag tirsdag og lørdag. Formentlig har den tilladelse været givet tidligere.

 

Høkere og håndværk forsvandt i nærheden af Tønder

En forordning i 1711 for hertugdømmerne forbød borgerlig næring (handel og håndværk) på landet i en vis afstand fra byer og flækker, nærmest tre mil på gesten og to mil på marsken. Sådanne ydelser skulle købes i byerne. Men bønderne blev ikke tvungen til at købe i bestemte byer. Der var stadig et stort
opland. I praksis kunne forordningen ikke praktiseres. Det lykkedes dog at fjerne høkere og håndværkere inden for en halv eller hel mil fra byen.

De fleste kroer brændte på denne tid deres brændevin selv, men købte deres øl i Flensborg.

En statholders plakat i 1755 forbød bønderne at købe varer til andet end eget forbrug, hvad tidligere havde været praksis.

 

Succes med markeder

Markederne i Tønder trak adskillige handlende fra Nørrejylland(nord for Kongeåen) og Slesvig.

I 1764 var markedet på Mikkelsdag byens ældste og eneste kræmmermarked.. Men der var også to kvæg – og hestemarkeder. I 1774 blev det afholdt den 4. august og 4. september. Der kom dog tre nye markeder til dette år. Et hestemarked fredag og lørdag efter fastelavn samt to kvægmarkeder, som begge blev afholdt over 4-5 fredage i foråret og efteråret.

Mikkels-markedet varede tre dage, men det var først og fremmest fredagsmarkederne, som tiltrak et købestærkt publikum fra fjerne egne.

 

Ville ikke betale den dyre fragt

En pottemager, der var ankommet til Rudbøl i 1790 ville ikke betale for den dyre fragt til Tønder, så han solgte hele sin last til højestbydende. Det var fuldt lovlig, da den lille by Rudbøl, havde opnået købstadsrettigheder.

 

Handelsberettigelse

En række love og forordninger blev i tidens løb gentaget med forskellig ordlyd. Den 23. april 1817 blev der udsendt en anordning om handelsberettigelse:

• Enhver, der vil drive handel, skal have borgerskab. Fremmede handelsrejsende har tilladelse til at slutte handel med alle danskere under deres ophold i det danske rige. Dog er dem ikke tilladt at sælge varer, som de har købt her i landet. Den fremmede, som driver videre handel, end den han er berettiget til, bør modtage straf
• .- De bestemmelser i ”Forodning angående kommercen af 4. august 1742” i hvis følge varer i almindelighed skulle forskrives fra første hånd, bliver hævet. Og det skal herefter være enhver vedkommende tilladt, at forskrive sine varer fra det sted, han finder mest tjenligt. Dog for så vidt toldordningerne i dette henseende ingen indskrænkning indeholder.

I 1829 fik Tønder tillige et kram – og uldmarked i pinsen.

 

Sønderjylland skulle betale brændevinsafgift

Den 7. februar 1851 kom der så en forordning, hvori der blev sagt, at nu skulle blandt andet også Sønderjylland betale brændevinafgift.

 

Klager over handelsprivilegier

I 1857 forandredes markedssituationen igen og byen fik nu lovliggjort et september-marked med kram og humle varende tre dage. Markederne gav byen god omsætning og bragte varer til byen, som de ellers havde svært ved at få.

Der indløb selvfølgelig klager over overtrædelser af handelsprivilegierne. I 1833 klagede borgerne i Tønder over, at Tved på markedsdagene udskænkede med et lille marked i samme by.

Ligeledes klagedes i 1847 over krohold og marked i både Tved og Abild.

 

Loven om møllenæring

Den 14. april 1852 kom loven om mølleernæring:

• Enhver ejer af en melmølle skal det være tilladt, at forbinde hvilken som helst ny kraft med den, som allerede er til stede i hans mølleværk, og ligeledes
  at udvide værket med en ny kværne. Det skal være enhver tilladt at opføre en ny mølle, såfremt der ingen anden mølle findes inden for en radius af en mil. Fra og med 1. januar 1862 vil møllenæringen blive aldeles frigivet.

 

Høkerloven

En vigtig lov så dagens lys i 1856. det var forgængeren for næringsloven, den såkaldte høkerlov på landet.

• Det skulle nu være enhver tilladt at drive købmandshandel fra et fast udsalgssted på landet. Tilladelsen gjaldt alle slags kornvarer, brød og andre
  natural-produkter fra landbruget, kreaturhold, havedyrkning og fiskeri samt let forarbejdede produkter (husflid) som smør, ost, røget kød og flæsk, kalk og mursten, pottemageri og lign.
• Desuden salt, brændeolie, træsko, sæbe, kaffe, sukker, te, tobak m.m. Høkerne måtte dog ikke sælge disse varer i store mængder, og samme varer skulle desuden indkøbes i de danske købstæder, der tillige blev beskyttet af et ”læbælte” på en mil i radius, inden for hvilken høkerhandel ikke var tilladt. Loven trådte i kraft 1. januar 1857.

 

Næringsloven

Den 29. december 1857 kom så endelig Næringsloven. Loven trådte dog først i kraft i 1858 (flere af bestemmelserne først i 1862) og det betød, at alle kunne slå sig ned med ethvert erhverv, om det så var i købstaden eller på landet. Enkelte erhverv var undtaget og krævede særlig tilladelse bl.a. pga. sikkerheds – og sundhedshensyn.

Nogle læbælter omkring byerne vedblev dog med at eksistere frem til 1920. Næringsloven opløste desuden lavene som erhvervsorganisationer. Det var også slut med at aflægge borgered i Tønder.

 

Specielle forhold på Frigrunden

I Tønder var man dog også længe om, at få løst de specielle forhold omkring beboere og erhverv på Frigrunden. I tidens løb var det også et specielt problem med amt og by. Men det kan du læse om i andre artikler her på siden.

 

Kilder:

• Litteratur Tønder

Hvis du vil vide mere:

• www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler
• Under Tønder finder du 283 artikler 

 

• En af Tønders patrioter
• Hertugen af Tønder
• Lov og ret i Tønder
• Studehandel i Tønder
• Tog til Tønder
• Tønders historie i årstal
• De stakkels kniplepiger
• Kanal gennem Tønder
• Drømmen om en havn i Tønder

Redigeret 18. – 03. 2022