Frihedsrådet som springbræt

Ville kommunisterne bruge Frihedsrådet som springbræt til en revolution i Danmark i 1945 eller er det bare den sædvanlige kommunistforskrækkelse? Kigger vi på politikernes bekymringer, ja så er mistanken velbegrundet. Der var perioder, hvor DKP vitterlig troede på det. Ja i beretninger til Moskva tales der om at man ville opnå en opbakning på 70 pct. Og kommunisterne ville have Christmas Møller som statsminister. DKP nåede 12 pct. Men dem mistede man igen ved de kommende valg. Nu var euforien efter befrielsen forholdsvis hurtig overstået, og de gamle politiker, ja dem ville befolkningen have tilbage. Tyskerne overgav sig forholdsvis uden problemer. De skrækscenarier som politikerne frygtede opstod ikke. DKP brugte Frihedsrådet og ”Frit Danmark” bevidst. Men politikere som Vilhelm Buhl, Ole Bjørn Kraft samt Hartvig Frisch havde advaret mod det, som kunne ske.

 

Ville Kommunisterne overtage magten?

Var dele af den danske modstandsbevægelse til fare for det danske demokrati? Var kommunisterne tæt på et oprør, der ville give dem magten i Danmark? Kigger man på Frihedsrådets pjece fra 1943 så brugte man store ord som oprør. Men i virkeligheden var det, som man var ude på ”udrensningsstrategi”.

 

DKP ville udrense

Fra starten ville man have lovgivning med tilbagevirkende kraft, og en række live, hvor man kunne foretage en retsforfølgelse. Bevidst gik man efter dem, der deltog i tysk krigstjeneste, samt medlemmer af tyske korps og især tjenestemænd. Og så gik man efter tjenestemænd. Man gik efter, at blive populær i befolkningen og så vinde det første valg efter besættelsen.

Ja og den udrensning som kommunisterne havde i tankerne, var inden for politik og administration. Her ville kommunisterne gerne have magten. Frihedsrådet skulle have indflydelse på dansk politik. Og så var modstandsbevægelsen i slutningen af besættelsen populær og de var bevæbnet.

 

Buhl havde en modstrategi parat

Men det kan da godt være, at statsminister Buhl havde været mindre populær i sin sabotagetale, men han havde øjnet faren. Derfor havde han en modstrategi parat. To erklærede kommunister fik ministre i Befrielsesregeringen. Det samme gjaldt for to ”skabskommunister” udpeget af Frihedsrådet.

Buhl’ s modoffensiv betød at Frihedsrådet og kommunisternes strategi i sidste ende blev forpurret.

 

Nøglepositionerne besat af de af de ”gamle”

Det lykkedes for den superbegavede Buhl at give de demokratiske partier førerskabet i befrielsesregeringen. De demokratiske politikere fik alle nøglepositioner. Og de embedsmænd som modstandsbevægelsen fik udrenset i statssystemet fik Buhl behændigt udskiftet med personer, der var loyale over for de demokratiske politikere.

Den aggressive stemning lige efter besættelsen forsvandt hurtigt igen. Befolkningen fandt hurtigt tilbage til de gamle partier.

Og så kunne vi slutte artikler og efterlade læserne som et stort spørgsmålstegn, men det gør vi ikke,

 

Danmark bevarede ikke helt suveræniteten

Danmark bevarede stort set sin suverænitet. Modydelsen var, at danske myndigheder påtog sig ansvaret for, at landets borgere ikke på nogen måde lagde den tyske værnemagt hindringer i vejen.

I første række påhvilede ansvaret regeringen, som med sine appeller til befolkningen skulle sikre opbakningen til denne politik. I sidste instans var det dansk politi og retsvæsnets opgave at forhindre og i givet fald opklare og dømme anslag mod værnemagten.

 

Grundlovsbrud – for at redde Grundloven!

Men det varede nu ikke længe efter den 9. april, at de gjorde indhug i denne suverænitet. Det skete for eksempel efter Tysklands angreb mod Sovjetunionen den 22.juni 1941, da ledende kommunister krævedes interneret af det danske politi.

Regeringen adlød kravet af frygt for, at besættelsesmagten ville feje det politiske system af borde og indsætte en dansk – nazistisk marionetregering eller et regulært militærstyre.

Typisk for besættelsestidens politiske dilemmaer, men også for egen pervers logik, begik regeringen således grundlovsbrud – for at redde grundloven.

 

Udskiftning i toppen blev accepteret

Et andet indgreb i dansk suverænitet var i forbindelsen med telegramkrisen i november 1942. Her løs det tyske krav, at Vilhelm Buhl skulle udskiftes med udenrigsminister Erik Scavenius. Han var mere disponeret for et aktivt samarbejde med tyskerne, mente de. Igen føjede den danske regering og Rigsdagen sig.

 

Man stemte på de gamle

I marts 1943 stemte 95 pct. af vælgerne på partierne bag samarbejdspolitikken. Kun 0,5 pct. stemte på DKP og de illegale blades opfordring til at stemme blankt, fordi DKP ikke måtte stille op til valget.

 

Kunne ikke acceptere de tyske krav

Tyskerne krævede i august 1943, at regeringen erklærede undtagelsestilstand, indføre hurtig voksende særdomstole og dødsstraf for sabotage. Parterne af regeringen afviste disse krav. Regeringen, Rigsdag og kongen ophørte derefter formelt deres virke. Den danske hær blev afvæbnet og officererne blev interneret i et par måneder.

Spørgsmålet er enlig, om det er rigtigt at urolighederne i august 1943 var en afvisning af regeringens samarbejdspolitik. Var det ikke snarere en protest mod besættelsesmagten?

Den militære undtagelsestilstand var indført, og nu frygtede man, at danskerne skulle lide samme skæbne som i andre lande.

 

Kommunisterne fik pludselig indflydelse

Besættelsen af Danmark var kommunisternes stjernestund. Pludselig fik man masser af indflydelse. I 1942 – 43 lugtede man begrebet magt. Godt nok havde man kun 1,5 pct. men udviklingen var til fordel for kommunisterne. Aksel Larsen fik kontakt med de Konservatives, John Christmas Møller. Sammen og i samarbejde med andre fik man skabt organisationen, der hed Frit Danmark.

 

”Frit Danmark” til borgerskabet

Frit Danmark var mere henvendt til borgerskabet med ofte Mogens Fog som pennefører. DKP leverede den største arbejdskraft og det kunne vel også ses. Men det geniale ved Mogens Fog var, at han ikke var formet af partiet. Han spillede den progressive humanist.

 

Straffes for ”urigtige oplysninger”

Mogens Fog mente, at der efter krigen skulle renses grundig ud blandt funktionærer og tjenestemænd, der havde været ”nazivenlige”. Man skulle overveje at stille regeringen over for en rigsret. Og folk inden for justitsvæsnets top skulle også for en domstol. Man skulle selvfølgelig have presse – og mødefrihed. Og så kommer det interessant, man skulle straffes for urigtige oplysninger. Hvordan, ja det kommer Fog, så ikke ind på.

 

Politisk og økonomisk diktatur

Mogens Fog opererer med en tredeling af frihedsbegrebet, når det danske kommunistiske samfund skulle etableres. Der skulle etableres en form for politisk og økonomisk diktatur.

Meget realistisk pointerer Fog, at DKP’ s fremtid afhang af den internationale situation. Han var helt overbevist om, at man sammen med Christmas Møller kunne finde et fælles program. Christmas Møller skulle mobilisere middelstandsklassen, som DKP ikke rigtig kunne få fat i.

 

Børge Houmann ikke enig

En anden markant kommunist, Børge Houmann var ikke helt enig med Fog. Han mente, at Fog var for eftergivende over for modstanderne.

Fra foråret 1943 til befrielsen i maj 1945 gennemløb modstandsbevægelsen en voldsom udvikling rekrutteringsmæssigt. Men dette forhold, svækkede ikke DKP’ s ambitioner snarere tværtimod. Man skulle bare justere strategien.

 

Frihedsrådet – en udvidelse af Folkefronten

I kommunistisk perspektiv var Frihedsrådet en udvidelse af folkefronten. Med den stigende status som Frihedsrådet fik mod slutningen af besættelsen gav det forøgede muligheder. Man anerkendte også, at det ikke alene var Frihedsrådet, der kunne bringe kommunisterne til magten.

 

Socialdemokratiet – under kommunistisk styring

Man skulle skabe enhed i arbejderbevægelsen og det kunne man kun opnå ved at samarbejde med Socialdemokraterne. Og man mente helt bestemt at Socialdemokraterne ville komme under kommunistisk styring.

 

De engelske værter brød sig ikke om det

Christmas Møller var under sit London – eksil kommet med flere positive udmeldinger om Sovjetunionen end de engelske værter brød sig om. Han sagde således offentlig, at Sovjetunionen skulle deltage i Danmarks befrielse og tillades at have baser på Bornholm. Sovjetiske dagblade oplyste også, at DKP ønskede ham som statsminister i en regering som de skulle være med i efter besættelsestiden.

 

Vilhelm Buhl – som leder

Men åbenbart førte misforståelser og forvirring til, at alle politiske kræfter, herunder også Frihedsrådets flertal blev enige om, at man samledes om Vilhelm Buhl som leder af befrielsesregeringen. Trods skibruddet med at få Christmas Møller som regeringsleder så fortsatte DKP med at maksimere indflydelsen i modstandsbevægelsen. Frihedsrådets status skulle udnyttes i befolkningen.

 

Frihedsrådet skulle ikke være politisk parti

Med støtte fra Dansk Samlings repræsentant i Frihedsrådet forelagde DKP ’ eren, Alfred Jensen i april 1945 et økonomisk og socialt program, som blandt andet indeholdt nationaliseringer af virksomheder og afstandtagen til 1943 – rigsdagen som med henvisning til forbuddet mod DKP erklæret som grundlovsstridigt.

Udkastet blev forelagt på et møde den 17. april, men det faldt på Frode Jacobsens modstand mod at udsende programmet. Han mente ikke, at Frihedsrådet havde mandat til at fremsætte sådan et program.

Han mente, at opstille Frihedsrådet som et politisk parti ville være forræderi mod modstandsfolkene. Det var på det møde, at rådet foreslog Buhl som statsminister trods massiv modstand fra Alfred Jensen og Børge Houmann.

 

Scavenius – folkene skulle ikke med

Frihedsrådet bestemte også, at medlemmer af Scavenius – regeringen ikke kunne blive ministre i den nye regering. Jo, det var en slags udrensning, man ville frem til.

Man stillede også krav om, at der skulle være ligelig repræsentation af såkaldt ”gamle politikere” og modstandsbevægelsen.

At Frode Jacobsen ikke accepterede det politiske program accepterede DKP kun som et mindre tilbageslag. Frode Jacobsen har nok overdrevet sin kamp med DKP i hans udmeldinger i hvert fald, når det gjaldt disse sager.

 

Lagde de våben til side?

Efter den 29. august 1943 var der en stærk form for kommunistforskrækkelse. Der gik rygter om, at kommunisterne i modstandsbevægelsen stak våben til side. Men så mange våben var det slet ikke i modstandsbevægelsen på daværende tidspunkt.

 

Kloge ord af Hartvig Frisch

I august 1944 advarede den socialdemokratiske og meget intellektuelle Hartvig Frisch:

• Jeg nærer en hvis frygt for, at de kræfter Rådet (Frihedsrådet) her sætter i bevægelse, en skønne dag virker på egen hånd og vanskeligt lader sig kontrollere. Metoderne er i hvert fald ganske udemokratiske og minder slående om de principper, Lenin i sin tid lagde til grund for det bolschevikiske parti.

 

Ville en væbnet modstandsbevægelse overtage magten?

Men de tre andre partier nærede efterhånden også frygt for at noget kunne ske efter besættelsen. En regulær væbnet magtovertagelse af modstandsbevægelsen var en af skrækscenarierne.

For det andet var det en sovjetisk befrielse, hvor de kommunistiske ledere af modstandsbevægelsen ville blive de ledende i en dansk marionetregering.

For det tredje var det en voldsom befrielseskamp med skarp tysk modstand, og deltagelse af dansk kollaboratørkorps på tysk side.

Andre scenarier var, at modstandsbevægelsen sammen med befolkningen ville kræve et voldsomt og dybdegående retsopgør, der ville stille ledende politikere for en domstol.

 

Kommunisterne håbede på ustabil situation

Og så var det scenariet som kommunisterne håbede på, at de havde vundet befolkningens tillid. Dette kunne så også have været i forbindelse med en social og økonomisk ustabil situation, der havde skabt radikalisering.

 

Man ville godt ofre Scavenius

En stigmatisering af Scavenius – ministrene faldt politikerne stærk for brystet. Scavenius selv ofrede man gerne. Han var kommet udefra som diplomat. Han hørte ikke rigtig til i politikernes klub. Men hvad skulle man gøre. Og hvad mon blev det næste?

 

Buhl: Frihedsrusen er snart over

Hos De Konservative mente Ole Bjørn Kraft, at man skulle acceptere Frihedsrådets krav. Faren var ellers, at man ville aktivere befolkningen og med sine magtmidler feje Rigsdagen af banen.

Hos Socialdemokraterne førte Buhl ordet. Han forudså, at en dag var ”Frihedsrusen ovre”. Frihedsrådet ville bliver sejrherre, hvis ikke politikerne tog føringen med det samme, mente han. En fællesregering ville bringe modstandsbævelsens våben under politisk kontrol. Han anså dette som den bedste løsning.

 

Socialdemokraterne på vagt

De forskellige partier gik nu sammen imod modstandsbevægelsen og DKP. Nu var befrielseskompromisset næsten på plads. Men nu skulle posterne så fordeles.

DKP mente, at de skulle have Arbejds – og Socialministeriet. Det skulle gives til Alfred Jensen. Det skete formentlig ud fra en opfattelse af, at ministeriet skulle bruges til en socialpolitik med appel til arbejderklassen. Måske skulle ministeriet også være et organ til at statsstyre uro på arbejdspladsen, hvis noget sådant blev anset for gavnligt.

På det afgørende møde den 1. maj nedlagde Socialdemokraterne dog veto mod dette. Kommunisterne blev nødt til at give op. Det blev partiets formand, Hans Hedtoft, der blev arbejds – og socialminister. Alfred Jensen blev i stedet trafikminister.

Som repræsentant for ”Frit Danmark” blev den ”hemmelige DKP’ er Mogens Fog minister for særlig anliggender, dvs. minister for modstandsbevægelsen. Christmas Møller blev udenrigsminister.

 

Man ønskede Danmark anerkendt

Nu var det ikke kun på grund af de presserende indenrigspolitiske grunde, at man blev nødt til at føje Frihedsrådet. De etablerede politikere ønskede Danmark anerkendt som allieret nation. Det ville give nationen en bedre udenrigspolitisk status.

Og det var selvfølgelig modstandsbevægelsen, der gav adgang til det fornemme selskab. Storbritannien havde allerede anerkendt Danmark. Og man forventede, at USA ville gøre det samme.

 

Sovjetunionen ventede bevidst

Men Sovjetunionen havde bevist undladt at lægge pres på Danmark. De ventede på, om Frihedsrådet og DKP fik plads i regeringen. Og uden dette, ville Moskva næppe have anerkendt Danmark. Ved at holde på sin anerkendelse forsøgte den sovjetiske regering både at fremme såvel egne som DKP’ s interesser.

Allerede fra begyndelsen af 1944 søgte Moskva målbevidst at øge sin indflydelse i Danmark. Danmarks placering ved Østersøens udmunding gjorde landet interessant. Ligesom DKP gerne gemte sine reelle hensigter under dække af modstandskampen og Frihedsrådet, vidste Moskva også at de geopolitiske hensyn som DKP’ s situation bedst blev fremmet via Frihedsrådet.

 

Russerne betragtede Danmark som ”Fjendeland”

I en artikel i det sovjetiske tidsskrift ”Krigen og Arbejderklassen” kan man se Kremls syn på Danmark. Her blev politikerne bag samarbejdspolitikken kaldt ”Hitlers tjenere og lakajer” og socialdemokraterne for forrædere. Omvendt blev DKP og særlig Frihedsrådet rost i høje toner som udtryk for folkeviljen i Danmark.

Ligeledes var det så sent som i januar 1945 grundige overvejelser i det sovjetiske diplomati om at ved hjælp af de danske kommunisters påvirkning af Frihedsrådet at få dette til at officielt hilse sovjetisk deltagelse af befrielsen af Danmark velkommen med efterfølgende ”militær kontrolkommission” i det befriede Danmark.

Som det klart fremgår, så skulle Danmark altså behandles som fjendeland og ikke som allieret.

De danske politikker valgte at hold mund

Som bekendt endte det med, at den sovjetiske befrielse/besættelse af Bornholm. Den sovjetiske landgang på Bornholm besluttedes i direkte forlængelse af overstående i marts 1945.

Også den del af Danmarkshistorien fortjener en selvstændig artikel. Og den artikel kommer slevfølgelig også. De russiske soldaters ugerninger og brutalitet bør frem i lyset.

De danske politikere vidste udmærket, hvad der skete over på øen. Men man valgte at holde mund, for ikke at skade forholdet til Moskva. Bornholm blev en storpolitisk brik i skakspillet mellem øst og vest, mellem Moskva og London.

Antallet af overfald, russiske voldtægter af bornholmske kvinder tog til. Og så endelig besluttede Rigspolitichefen at etablere en særlig udrykningstjeneste, der kunne hjælpe Bornholms Politi.

 

Optrin skabte folkelig træthed

Den konservative forsvarsminister fik efterhånden mere eller mindre kontrol over tropperne. Ganske vist var der flere episoder, hvor modstandsgrupper opererede på egen hånd. De internerede påståede landsforrædere og kollaboratører og besatte fængsler med krav om forøget skarphed i udrensningen.

Men disse optrin skabte en folkelig træthed over al den våbenraslen, selvretfærdighed, selvtægt og ofte rent ud barnlig fremvisning af våben, som også var et af befrielsesdommernes kendetegn.

Mange havde fået nok af krig, højtrøstende ideologiske ytringer og ballade. Nu ville de have fred og ro.

 

Man ville have fornyelse

Men sådan var det nu ikke alle steder. Der var et ønske om fornyelse. Foruden lønforhøjelse var der et ønske om et mere effektivt retsopgør samt forhandlinger mellem DKP og Socialdemokratiet.

 

DKP regnede med 70 pct.’ s opbakning

Denne uro gav optimisme hos DKP. Og den blev videregivet af sovjetiske agenter i Danmark. I disse rapporter citerede man Alfred Jensen, som mente, at størstedelen af befolkningen bakkede DKP op. Han forventede således 70 pct. af stemmerne til næste folketingsvalg i efteråret 1945.

Man sagde også at Christmas Møller var 99 pct. enig med DKP og at han ville splitte Det Konservative Folkeparti. Ja halvdelen af de venstreorienterede konservative ville gå over til DKP. Nu var disse antagelser måske lovlig optimistiske. Måske var det for at bevare det gode forhold til Moskva?

 

Danskerne var mæt og havde klæder

Moskva’ s agenter var måske realistiske når de fastslog, at det var de britiske tropper, der havde befriet Danmark. Modstandsbevægelsen stod under General Dørtz kommando. Man han stod under den britiske general Dewings kommando.

Agenterne kunne også konstatere, at danskeren var mæt, havde klæder på kroppen og havde arbejde.

 

Man ville tvinge socialdemokraterne

En Moskva – agent håbede på et positiv resultat mellem Socialdemokraterne og DKP’ s forhandlinger. Aksel Larsen havde således udtrykt, at han ville ”tvinge” Socialdemokraterne i en folkedemokratisk blok.

Og det gik da også vældig godt for DKP ved valget i oktober 1945. Man opnåede 18 mandater (12 pct.) Og Socialdemokraterne gik 18 mandater tilbage. Det var kommunisternes bedste valg nogensinde, men det var nu langt op til de 70 pct. Og Christmas Møller var genindtrådt i Det Konservative Folkeparti.

 

DKP tabte deres vundne opbakning

Omkring 85 pct. af vælgerne stemte på de partier, der havde båret tilpasningspolitikken.

Venstre, der stod kommunisterne fjernest dannede regering. Men ved det efterfølgende valg vandt Socialdemokraterne. Og ved de efterfølgende valg fik de genvundet de tabte mandater bid for bid.

Flere årtier med socialdemokratisk dominans fulgte.

 

Retsopgør mod de små fisk

DKP havde holdt hårdt på, at store anerkendte firmaer havde arbejdet for tyskerne, og de burde straffes. Men der var stærke politiske kræfter, der forsvarede dem. Man havde et nedslidt produktionsapparat, og man ville ikke skade beskæftigelsen. Et velfungerende firma ville man heller ikke skade. Tilbage blev så kun et retsopgør mod overvejende små fisk. Men den problematik kan vi tage op i en kommende artikel.

 

Overgangen forløb smidig

Befrielsen havde udviklet sig til skade for DKP. Tyskerne overgav sig stort set uden problemer. Der kom ikke den regulære krig på dansk jord, som politikerne havde frygtet. Overgangen blev smidigere.

Befrielsesregeringen havde også været en god platform for kommunisterne, men de kunne ikke udmanøvrere de gamle politikere.

 

”De Gamle” kom tilbage

Ved valget i oktober 1945 kom der en markant genkomst af de gamle politikere. Fordi man i maj 1945 betragtede modstandsfolkene som helte, var det nødvendigvis ikke fordi de gamle politikere var forrædere.

De sociale spændinger blev ikke så store som kommunisterne måske havde håbet.

 

Man sad ikke med hænderne i skødet

Men hvorfor overvurderede politikerne kommunisternes styrke? De bedømte situationen ud fra den værste situation. Det havde været uansvarligt at sidde med hænderne i skødet og bare vente på, at det hele gik over af sig selv.

Den røde revolution udeblev.

Kære læsere, ”Den Gamle redaktør” håber på, at I kan se, at det ikke bare var konspirations – teorier.

 

Kilde:

• Niels Wium Olsen: Danmarks befrielse 1945 – en mislykket revolution? (Kontur)
• Bundgård Christensen, C. Lund m.m.: Danmark besat, Krig og Hverdag 1940 – 45
• Hæstrup: Kontakt med England
• Hæstrup: Hemmelig alliance
• Bent Jensen: Magten og æren
• Bent Jensen: Bjørnen og hæren
• Kirchhoff: Samarbejde og modstand under besættelsen
• Kirchhoff, Trommer: Vor kamp vil vokse og styrkes
• Kjeldsen: Kampen er endnu ikke slut
• Koch: Demokrati – slå til
• Poulsen: Besættelsesårene
• Trommer: Modstandsarbejde i nærbillede
• Kirchhof: Sådan valgte de

 

Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 175 artikler fra Besættelsestiden og Anden Verdenskrig og tiden omkring herunder:

• At handle med ondskaben
• Retsopgøret i Sønderjylland
• Kunne man stole på Centralkartoteket
• Bovrup – kartoteket
• Statsminister Buhl og hans stikkertale
• Udleveret til tyskerne
• En justitsminister i unode
• Politik under besættelsen
• Scavenius – samarbejdes kunst eller forræder
• Besættelsestidens fortrængninger
• Overvågning i Sønderjylland
• Historien om Overvågning 1 – 2