Tre begivenheder i den sidste tid viser, at selverkendelse stadig har det svært, når det gælder besættelsestidens historie og historier fra Anden verdenskrig. Og det er ikke kun i Danmark. Men også i Tyskland, hvor man ligefrem griber til censur. På den anden side forsøger TV at vise grusomhederne. Og det skaber voldsom debat. Herhjemme er man åbenbart tilfreds med det man hører om besættelsestiden. Men er det ikke på tide at vi får sandheden frem på det nye Frihedsmuseum? Og så har arkiv – tyveriet gjort det endnu vanskeligere at komme frem til sandheden.
Tre ting får os til at se tilbage
Der er især tre ting, der har fået os til at se tilbage på Besættelsestiden her i den sidste tid Og det er
- Branden på Frihedsmuseet
- Tyveriet fra Arkivet
- En tysk TV – serie
Er alt historisk korrekt?
Nogle gange er det sundt, at diskutere en tid, der ikke altid er gengivet historisk korrekt. Og der disse tre anledninger som her er opridset, der har skabt en del
debat. Vi har her på siden efterhånden skrevet 100 artikler om den tid. Nogle af artiklerne er i den grad blevet kritiseret, endda fra historikere. Det er især de artikler, hvor medlemmer af Det Tyske Mindretal er involveret.
Og vores artikelserie omkring Mordet i Padborg 1945 1 – 4 har også afstedkommet interesse fra medierne. Her har har vi fat i en historie, hvor det offentlige Danmark ikke ser godt ud, og hvor man har ladt en familie totalt i stikken.
Lad os få sandheden frem
Det var et chok, da vi hørte at Frihedsmuseet var brændt. Vi satte det i forbindelse med tyveriet i Rigsarkivet. Det kunne jo også være at museet lå inde med
oplysninger, der for noget ikke var så behagelig at få frem. Og nu går diskussionen, om hvordan det nye museum skal se ud, og hvad det skal indeholde. Og lad
os nu gå til en selverkendelse, undgå fortielserne, kom frem med sandheden, selv om den kan være ilde hørt.
(Artiklen er skrevet inden det ny Frihedsmuseum blev opført. I mellemtiden har museet set dagens lys. Vi har også anmeldt dette museum på vores side. Ja og de fire artikler Mord i Padborg 1- 4 er blevet til en bog “Grænsen er overskredet)
Bølgerne går højt
Det er åbenbart ikke kun i Sønderjylland, at bølgerne kan gå højt. Det skete i forbindelse med om der i forbindelse med Frøslevlejrens Museum skulle være et Fårhus – museum.
Som vi tidligere har nævnt her på siden, oplevede vi en chok på Frihedsmuseet, da en ung studerende viste nogle englændere rundt. Frejdigt fortalte han, at der i Sønderjylland ikke var nogen modstandsbevægelse, da man var bange for Det Tyske Mindretal. Mage til sludder skal vi lede længe efter.
Flødeskumsfronten
Der fandtes tyske soldater, der nød Flødeskumsfronten her i Danmark. De betragtede Danmark som forbundsfælle. Og vi var jo ikke i krig med tyskerne. Således fungerede Den Danske Ambassade i Bonn under hele besættelsestiden. Bunkerne ved vestkysten blev bygget af danske entreprenører. Med fagbevægelsens velsignelse blev der sendt flere hundrede tusinder af arbejdere til Tyskland.
Min far havde måske ret, da han sagde, at det var de forkerte, der blev straffet efter besættelsen. Her tænkte han på retsopgøret, hvor der blev lavet en lov med tilbagevirkende kraft.
Hvor var grænsen?
Uha, han arbejdede for tyskerne oppe i Oksbøl – Lejren. Fra modstandsbevægelsen blev de truet, da de skulle hjem til Tønder. Der ville stå modstandsfolk
bag hver hjørne og skyde dem, blev det sagt til arbejderne deroppe. Glemt, var det, at understøttelsen røg, hvis man ikke arbejde for tyskerne eller at man sagde nej til at tage til Tyskland for at arbejde.
Hvor gik grænsen mellem at overholde samarbejdspolitikken og male sin egen kage? Hvor gik grænsen for værnemageri? Var det egentlig et frit valg,
at producere for tyskerne?
De danske leverancer til Tyskland var med til at holde den tyske krigsmaskine i gang. Den danske regering havde satset alt på en tysk sejr. Man holdt på den forkerte hest.
Skal det forties?
Sortbørshandel florerede i den store stil, og så var det tyskerpigerne, som også blev kaldt horeunger og det, der var værre. En masse selvtægt blev begået, for at straffe dem, der samarbejde med tyskerne. Men ingen politikere blev nogensinde dømt.
Interneringen af kommunisterne er vel også et sort kapitel i Danmarkshistorien. Men alt dette er vel en del af besættelsestidens historie. Skal vi fortie alt dette? Så var det vel også behandlingen af de tyske flygtninge, og alle de mord, der blev begået fra dansk side.
Der findes stadig familier, der er blevet holdt hen med løgnehistorier om, hvad der er overgået deres familie (Mord i Padborg 1945 1 – 4).
Samarbejdet mellem landbrugets organisationer, danske myndigheder og besættelsesmagten var med til at Danmark fik særstatus blandt de besatte lande.
En klam forbrødring
Politikerne, der havde truet modstandsbevægelsen blev nu forenet med dem. Det var en forbrødring, der lugtede klamt. Burde et Frihedsmuseum ikke vise dette. Det at vi dyrkede samarbejdspolitikken med tyskerne og de udfordringer modstandsbevægelsen havde i den forbindelse. Man burde også bringe statsminister Buhls antiterror – tale. Her opfordrede han danskere til at angive modstandsfolk. Det vil sige, de havde både tyskerne og den danske regering, som modstandere.
2.000 danske søfolk mistede livet
Og det er som om at nogle modstandsfolk har taget æren for kampen. Glemt er det, at 2.000 danske søfolk mistede livet. Det var blandt andet nogle af dem, der meldte sig i allieret krigstjeneste.
Frihedsmuseet for modstandsfolk
Man har netop haft indtryk af, at Frihedsmuseet var modstandsbevægelsens eget museum. Heldigvis nåede man at redde det meste. Og er et frihedskampen det nye museum også skal belyse?
Interessen for anden verdenskrig er bestemt ikke aftagende. Det kan vi så sandelig også se her på siden. Unge forskere har også fokus på den, og ser måske tingene fra en anden side. Den ene bog efter den anden udkommer til stadighed. Og de allerfleste er faktisk gode.
Håbet herfra skal være, at det nye museum vil fortælle den store historie om Danmark i besættelsestiden, uden dog at forbigå modstandskampen. Det var kun takket være dem, at vi blev anerkendt som allierede.
Kritikerne mener, at Frihedsmuseet bør holde sig til frihedskæmperne. Al anden formidling må ske andre steder. Således er holdningen hos mange af de borgerlige partier. De mener, at formidlingen skal ske i skolerne. Men har disse politiker prøvet at set folkeskolens historiebøger?
Ikke alle borgerlige politikere synes, at være enige, således giver De Konservatives, Lars Barfod udtryk for, at frihedskampen skal ses i et historisk bredere perspektiv.
Gamle modstandsfolk og krigssejlere støtter de borgerlige partier. De mener, at museet skal være et slags minde, for dem der kæmpede for Danmark.
Skal vore børn se historien – på film?
Skal vores børn opleve anden verdenskrig gennem kommercielle film, som Flammen og Citronen, Hvidstens – gruppen eller Matador?
En mere nuanceret fremstilling
Men bør man ikke fortælle, hvad de var oppe imod? Det kræver en omorganisering af den hidtidige udstilling. Der er gået så mange år, at dette burde være en naturlig ting. Nye generationer er kommet til. En mere nuanceret fremstilling vil være på sin plads.
Og denne holdning har vores kulturminister samt Nationalmuseets ledelse. Kulturministeren mener ikke, at man politisk skal blande sig i, hvad ledelsen beslutter sig for.
Et nyt koncept
Baggrunden for Danmarks Frihedsmuseum var en udstilling af Frihedsrådet i sommeren 1945 i Frimurerlogen. Dette lagde grunden. Fra begyndelsen havde museet, der opstod i 1957 en stærk tilknytning til Nationalmuseet. De første ledere havde stærk tilknytning til modstandskampen.
Men sådan behøver det nødvendigvis ikke at være. Der må udarbejdes et nyt koncept, der kan give den rigtige historie. Og inden vi nu går i gang, så har vi jo Frøslevlejrens Museum.
Hvad med Scavenius og Buhl?
Men diskussionerne er nok ikke forbi. Gamle modstandsfolk er bange for, at sidehistorierne vil komme til at overskygge museets enlige formål. Og den dag i dag er der modstandsfolk, der mener, at visse historikere ikke anerkender deres indsats. Frihedskæmpere som Jørgen Kieler og Lis Mellemgaard er bange for, at Wilhelm Buhl og Erik Scavenius vil blive behandlet på lige fod som modstandskæmper. Gennem årene er det samlet genstande, dokumenter, fotos og der et omfattende bibliotek.
Der er ikke mere at komme efter
Også på landets arkiver ligger der masser af ting, der kan belyse besættelsestidens sande historie. Men myndighederne stopper dig, når du kommer for tæt på. Og selv om du klager til ombudsmanden, finder de en metode, der kan stoppe dig.
- Vi har kigget i arkiverne, der er ikke mere at komme efter.
1.062 dokumenter stjålet
Og nu bliver det endnu vanskeligere at dukke ned i bestemte arkiver efter det berømte tyveri. Men tyveriet har også vakt fornyet interesse for retsopgøret efter krigen. Man kan så undre sig over, hvordan det er lykkes for to mænd, at stjæle mindst 1.062 arkivalier til en anslået værdi af mellem halvanden og tre millioner kroner.
De fleste af dokumenterne handler om de personer, der kæmpede for tyskerne under krigen.
I gang med en bog
Det drejer sig blandt andet om tre mænd fra den tyske kontrasabotagegruppe Peter – gruppen, der blev dømt for mordet mod Kaj Munk. Og så var det retssagen mod den østfrontfrivillige Kaj Buchardt.
Dokumenter fra sagen mod den højtstående danske officer i Waffen SS, Christian Peter Kryssing, som også kæmpede for tyskerne, er forsvundet. Han var kommandant for det nyoprettede Frikorps Danmark. Vi har tidligere omtalt ham her på siden.
Dokumenterne blev stjålet over tre år. Angiveligt skulle de to være i gang med en bog om øst-frivillige. Det er dog ikke lykkes for politiet at finde fremme til dette arbejde.
Tv – serie skabte debat
Otte millioner tyske tv – serier fulgte med i tyskernes krig i en fremragende mini – tv – serie. Serien rejste en heftig debat i Tyskland. “Unsere Mütter, unsere Väter”(Vores Mødre, vores fædre) blev også vist på DR2. Men serien herhjemme rejste slet ikke den debat som i Tyskland.
Nazi – tiden og tyskernes brutale krig på østkysten blev vist i 3 gange 2 timer. Den almindelig tyskers deltagelse har nok været traumatisk og fuld af tabuer. Pludselig blev den almindelige tyskers skrøbelighed vist for åben skærm.
Merkel sammenlignet med Hitler
Mange tyskere præges stadig af selvhad. Og filmen var ikke en forherligelse, nej tvært imod. Vi fik set soldatens frygt, henrettede jøder på klods hold, ubarmhjertige skrig på lazarettet og meget mere. Man kan virkelig ikke beskylde tyskerne for at omgås historien med lethed. “Vergangenheitsbewältigung” er et meget præcis ord for kritisk håndtering af fortiden.
Krigen dukker op hver dag. Den er aldrig forsvundet fra befolkningens bevidsthed. Fornylig måtte forbundskansleren finde sig i at blive sammenlignet med Hitler under demonstrationer i Grækenland.
Minderne var voldsomme
Hovedpersonerne var vel alle naive upolitiske, ret patriotiske, men vel ikke det, man kan kalde nazister. De var almindelige tyskere fuld af fremtidsdrømme indtil krigen ødelagde det hele. Problemet i Tyskland har været, hvordan man placerer skyld og ansvar. Dem der gik i krig, hvad var de styret af?
Minderne kan være voldsomme, skammen måske endnu voldsommere. Måske var det bedst at fortrænge det.
En skrøbelig Hitler
I filmen “Der Untergang” oplevede vi en skrøbelig Hitler. Og det var ham, den brede tyske befolkning nærede tillid til. Der var ikke plads til jøder, handicappede og skadelige elementer. En stor gruppe mente, at krigen var rigtig, at det var rigtig at forfølge jøderne og dræbe dem. Gestapo-manden var ikke altid en liderlig magtmand, nazi-officeren en ond dranker og SD – manden indbegrebet af en blodtørstig satan. De var ofte kultiverede og intelligente personligheder. De troede på den nazistiske ideologi.
En anden fantastisk film, var Das Bot.
Ballade med Polen
Det er lige før, at filmen har skabt diplomatiske forviklinger med Polen. Polakkerne er vrede over, at polakker og partisaner skildres som antisemitter. Man er sure over, at serien ikke viser, de polske modstands – kæmpere, der hjalp jøderne. Vi har her på siden tidligere anmeldt en bog omkring forholdene i Polen (Se artiklen: I ondskabens øjne af Holocaust)
Folk på 90 år skal pludselig straffes
Det kan virke underligt, at de tyske myndigheder snart indleder en efterforskning af omkring 50 tidligere vagter ved koncentrationslejren i Auschwitz under anden verdenskrig. Man har haft oplysningerne liggende hele tiden, uden at det er sket noget. Blandt de mistænkte er mange på omkring 90 år.
Censur i Tyskland
Et andet grotesk eksempel fra Tyskland er udgivelsen af bogen “Mein Kampf”. Man vil forbyde en udgivelse, trods det at man kan få den i pdf på nettet. Engang var jødisk litteratur forbudt, siden var det nazistisk litteratur. Bogen falder ind under lov om hetz mod en folkegruppe – især jøderne. Men loven tager ikke
højde for historisk litteratur.
Og for at det ikke er løgn, så er Hallgrimur Helgasons roman Kvinden ved 1000 grader” blevet censureret i Tyskland. Hele kapitel 49 er blevet fjernet. Og i kapitel 66 må tyskerne ikke læse, at Hitler var gift med Tyskland. Myndighederne har bortcensureret de passager, der handler om Hitler og KZ – lejre.
Selverkendelse
Selverkendelse i historien burde være muligt. Men det er svært. Hvornår får vi hele sandheden? Hvorfor skal vore børn ikke kende til hele sandheden? Hvorfor skal dele af historien stadig forties så mage år efter?
Kilde:
- Div. Besættelsesbøger
- www.dengang.dk – diverse artikler
- Uwe Brodersen: Grænsen er overskredet
Hvis du vil vide mere:
- www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler
- Under København finder du 191 artikler
- Under Besættelsestiden (før/under/efter) finder du 362 artikler
Redigeret 9.-01. 2022