Fra Slusevej og andre steder i Højer

Vi fortsætter vores historiske vandring gennem Højer. Denne gang, Slusevej, Kogsgade, Strandvej, Møllegade og Storegade. Vi besøger fabrikken ”Kemi og Teknik for Gulvpleje”. 2.000 bonevoksmaskiner stod ude ved kunderne. Min mor turde ikke at gå over Æ vie Bro. Paula passede vaskeriet, Karl var altid ude at fiske. Adde Post var speciel med afholdt. Kjærby måtte købe en bolig til den danske præst. Og så hed de både Califonen, Grünewald og Højer Storskov. Så var det Fiskehandleren, der kunne lide fisk. Og der var også huset med de 11 børn og en enkelt vandhane. Vi skal besøge Sorte Marie, Andreas pust og den muntre slagter. En lille forvaltning styrede Højer. Æ Bohsti var der også. Så skulle der være plads til trækbasunen. Og Æ Knogedrejer boede også i byen. Og der var lysthuse til de velstående i Højer. Dette og meget mere kan du læse i denne lidt større artikel.

 

Vi fortsætter vores historiske vandretur i Højer inden alle de gamle bygninger er revet ned. Og som vi tidligere har nævnt mange gange. Det kan være, at vi kommer til at nævne bygninger, som ikke står der mere, men så ved I, hvad der har været på adressen. Indrømmet at det er længe siden Den Gamle Redaktør har været i Højer.

 

Kogsgade

Vi er nåede til Kogsgade. På højre side lå der et lille hus med gavlen til gaden. Der boede Caroline Nielsen. Hun blev også kaldt Caroline ”Pandhus”, fordi husets tag var af teglsten (tagpander). Ja egentlig var de fleste huse bygget sådan i Højer, men det har nok været et særsyn, da dette hus blev bygget.

 

Fabrikken ”Kemi og Teknik for Gulvpleje”

I 1950 købte fabrikant Chr. Johannsen huset, lod det nedrive og brugte grunden til udvidelse af sin bonevoksfabrik.

I Kogsgade 2 boede maler Carl Johannsen. Hans søn Christian startede i tyverne med at lave skocreme. Senere gik han over til at lave bonevoks. Det var begyndelsen til fabrikken ”Kemi og Teknik for Gulvpleje”

Den sidste skocreme blev solgt i Brugsen i Visby under Anden Verdenskrig. Bonevoksfabrikken blev en meget ejendommelig virksomhed. Den fremstillede selv bonemaskiner, som den udstationerede ude ved kunderne. Så aftog man fra fabrikken bonevoks, klude, påføringsredskaber, og hvad der ellers er brug for ved gulvpleje.

 

2.000 bonevoksmaskiner ude hos kunderne

Blev en maskine defekt, modtog kunden omgående en anden. Den defekte blev hjemtaget til reparation. Og selv de brugte klude blev returneret til fabrikken, hvor de blev vasket. Deres voksindhold blev udtrykket, renset og genanvendt.

Fabrikken fik kunder over landet og nåede til at have 2.000 bonemaskiner udlånt. I begyndelsen lavede smeden i Nørregade, Peter Schmidt, maskinernes jernstel. Højer Elværk drejede valserne, som børsterne skulle sidde på. Trige i Odense leverede motorerne.

Men efterhånden overtog fabrikkens veludstyrede maskinværksted mere og mere fabrikationen. Til sidst lavede man det hele selv. I 1960erne var der ansat 20 mand i virksomheden, og den havde en salgsfilial i København.

Men da det blev almindeligt, at der kom tæpper på gulvene i mange institutioner, gik det tilbage for fabrikken. Senere drev Chr. Johannsen og hans kone næsten det hele selv.

 

Han glemte at søge dansk indfødsret

Over for bonevoksfabrikken ligge Kogsgade 1, der tilhørte Familien Lorentzen. Her boede Lucie, enke efter Christian Lorenzen. Han var 19 år ved Genforeningen. Men på det tidspunkt var han ikke i Højer, fordi han var til søs. Da han ikke senere gjorde noget for at få dansk indfødsret, forblev han tysk statsborger. Det medførte, at han i Anden verdenskrig måtte gøre tjeneste i det tyske marine, hvad der kostede det ene ben.

Korsgade 6, der ligger nord for den nedlagte jernbanelinje, er bygget af Chr. Lorenzens far. Enkefru Knochenhauer har haft lotterikollektion i huset. Hun boede alene. For at føle sig tryg, havde hun altid en politikappe og kasket hængende i entreen.

 

Slusevej

På hjørnet af Slusevej og Ved gamle Dige er der rejst en mindesten for Frederik den Sjette. Her gik han i land i 1825. Her var den gamle strandbred. I nærheden var der udskibningssted og ladeplads. Ja i dag er det vel 3 km til havet herfra.

 

Her holdt Feuerwehr øvelser

Det sjove med stenen er, at den er flyttet et par gange. En af navnene er visket ud. Måske var det fordi han var Slesvig – Holstener.

Vest for Slusevej anlagde man i 60erne et areal til industrikvarter. Der må piloteres her, hvis man skal anlægge en fabrik. Og det giver en væsentlig fordyrelse. I 1970 anlagde Linda og Peter Gildberg her deres møbelfabrik, Marsk Møbler. Senere kom Elmo også til. ”Den Gamle Redaktør” her mener dog, at have besøgt Elmo tidligere i Møgeltønder.

Øst for Slusevej lå den tyske skytteforening, skydebane og skyttehus. Her holdt Feuerwehr også øvelser, inden de tog til efterslukning. Og det foregik i mange år på Ohlsens Hotel. Her var også Steigerturm og stativ til tørring af slanger.

 

Mor turde ikke gå over ”Æ vie Bro”

Her er også udsigt til ”Den hvide Fabrik, som vi tidligere har omtalt.

Og så er det ”Æ vie bro” over Vidåen. Det var hertil Rudbøl – borgerne sejlede til, når de skulle i kirke inde i Højer. Min mor havde altid betænkeligheder ved at gå over denne bro. Hun var ellers opvokset her, og havde tjent ude i de store gårde i marsken bl.a. Poppenbøl.

 

De maleriske hvide pumpemøller

Længere mod øst stod på hver side en malerisk hvid pumpemølle. De skulle sørge for en passende vandstand i marskens grøfter. Men disse blev fjernet efter Anden Verdenskrig. Mellem den hvide bro og den gamle sluse ligger på nordsiden af åen et havneanlæg, der blev oprettet af diget i 1861. Det var her min Opa’ s flotte fiskekutter lå.

 

Strandvej

Vestpå fra Kiers Gaard løber Strandvej. Den har navn efter den gamle strandbred, der gik parallelt med den et halvt hundrede meter mod syd.

 

En damper på Vidåen

På Strandvej 2 ligger en gård, vi tidligere har omtalt. Før Første Verdenskrig var det vest for denne gård kun fire huse på Strandvej, nummer 12, 15, 17 og 33.

Strandvej 6 blev i 1931 bygget af købmand Niels Petersen. Han havde solgt sin forretning på hjørnet af Skolegade og Nørregade til skomager Jacobsen. Han købte en hel fenne, Kiers Gaards toft. Den blev senere udstykket til byggepladser. Det var Præstegården på Nørrevej, Søskendehjemmet Strandvejen 6 og 8 samt alle husene på Strandmeden er bygget på den.

Niels Petersen var et meget alsidigt menneske. Han var først købmand, derefter kontorbestyrer for Tønder Landmandsbank, fåreavler og biavler. I en del år ejede han en lille damper på Vidåen. Den brugte han mest til lystsejlads.

 

En flyvemaskine blev byttet med benzin

Lige efter Første Verdenskrig kom har i besiddelse af en flyvemaskine fra det tyske luftvåben. Han måtte dog af med den igen, men fik adskillige tromler benzin for den. Og det tjente han som den gode handelsmand, han var adskillige penge på.

 

Paula passede vaskeriet, Carl var ude at fiske

I Strandvej 15 har der været vaskeri og strygestue. For en del år siden kunne man endnu på østgavlen se rester af malede bogstaver som bekendtgjorde at her var ”Wäscherei und Plätterei. Vestgavlen havde en lignende påmaling bare på dansk.

Vaskeriet blev ejet af Paula og Carl Hansen. Men han blev kaldet reer, fordi han som ung havde tjent på Andreas Matthiesens gård, Møllegade 9, som var ejet af Friedrich Wilhelm Reer. Det er mange måder, at få et øgenavn på. Vaskerimaskinerne stod i udhuset nede bagved. Det var nok mest Paula, der passede vask og strygning. Carl fiskede.

 

Adde Post var speciel men afholdt

Mellem nummer 17 og nummer 19 var der en lille, køn vej, der førte hen til Kiers Gård. I nummer 19 boede Adolf Nielsen, Adde post, som var landpostbud i Kærgård og Sejerslev. Han var meget vellidt, hvor han kom frem på sin rute. Han forrettede mange ærinderfor folk, bragte bud og gjorde småindkøb.

Han havde sine små særheder. Han tog for eksempel ikke imod et bundt pengesedler, hvis ikke de vendte på samme måde. I et hus klemte han altid hånden på et defekt dørhåndtag. Beboerne lovede at rette fejlen, men fik det ikke gjort. Så gjorde Adde kort proces. Han tog en skruetrækker med, skruede låsen af, tog den i tasken og afleverede den hos smeden. Næste dag, da den var repareret, satte han den i døren igen.

 

Kjærby måtte købe bolig til præsten

Det var bygmester Bernd Matzen, der byggede Adolf Nielsens hus i krisetiden i begyndelsen af 1930erne. Samtidig byggede han et ”søsterhus” ved siden af med salg for øje, nummer 21. Det lykkedes ham da også at få det solgt og siden har det skiftet ejer mange gange. I 1935 købte fabrikant A.R. Kjærby det, for at pastor N.P. Nielsen kunne få et sted et bo, indtil præstegården på Nørrevej blev bygget. Og den ballade har vi skildret i en tidligere artikel.

Strandvej 16 – 38 er tolv ældreboliger, opført af EGV (Ensomme Gamles Værn). De er opført på Digegårdens grund.

 

Califonien, Grünewald eller Højer Storskov

Strandvej 40 er bygget af den tyske førstelærer Riggelsen i 1934. Han blev pensioneret i 1919. Han havde sikkert håbet at få nogle gode år i sit nye hus. Han døde allerede året efter, at det blev opført. I 1959 solgte arvingerne det til en dansk lærer.

Huset ligger i læ i en lille løvtræsplantage mod vest, som oprindelig hed Californien. Hvorfor, ja det vides ikke. Senere blev det kaldt Grünewald.

Friedrich Hagge byggede også her Walheim i 1908. Ja den omtalte plantage blev også på et tidspunkt kaldt Højer Storskov. De har altid været beskedne i Højer

 

Schützenverein

Over for nummer 40 går vejen ned til det område, hvor Støtteforeningen FDF/FPF byggede kredshuset ”Høwringen” Højer Idrætsforening har ejet grunden.

På det samme areal begyndte ”Schützenverein” sin virksomhed. Skydebanen lå lige syd for og parallelt med Strandvej.

 

Møllegade

Ja egentlig burde vi starte med Højer Mølle. Men du kan finde en artikel om denne på vores hjemmeside.

 

Fiskehandleren, der ikke spiste fisk

I Møllegade 7 boede gartner Wanderscheek, da han havde afstået gartneriet i Herbergsgade. Det kunne være svært for udeforstående at følge med, når han og hans kone talte sammen. Han talte plattysk og hun sønderjysk.

Senere købte Peter Martinsen huset. Han havde været landmand i Emmerlev. Men da han boede i Møllegade var han fiskehandler. Han var forundret over, at når han kørte rundt med sin lille trækvogn, at han kunne sælge fisk. Selv spiste han aldrig fisk.

 

11 børn og en vandhane

I den sydlige ende af de to sammenbyggede huse nr. 3 – 5 boede Petersen, det vil sige, at han blev kaldt for Bruer. Det var fordi, at han var ølbrygger hos Hindrichsen på Nørrevej. Man undrer sig over, at familien kunne få plads i det lille hus for der var mange børn. Det var barn nummer 11, Elfried, der overtog det. Endnu i hans tid var der kun en vandhane. Han døde i 1980. Den var anbragt i vaskerummet i udhuset.

I nummer 5 boede der en ”syster”, Anna af Laustens. Hun var enke og gik rundt og syede for folk i deres hjem.

 

Andreas Pust eller Æ Friesenskomache

Møllegade 1 tilhørte Mads Hansen, som var arbejder og landmand. Under Første Verdenskrig var han forvalter på Kiers gård, da Chr. Kier var indkaldt. Senere drev han sit eget landbrug. Han havde temmelig mange køer, som var indlogeret i Møllegade 9. Den jord, som han drev lejede han.

Hos Mads Hansen boede æ Friesskomache til leje i en lille tilbygning. Han var enkemand og ungkarl og stammede fra Friesland, deraf navnet.

Boligen bestod af et rum, hvori han lavede mad, spiste og sov og hvor han også havde sit skomagerværksted. Særlig sundt har det ikke været. Han led så stærkt af astma, at han også blev kaldt Andreas Pust.

 

Den muntre slagter

I Møllegade 2 boede Mathias Trip. I sine yngre dage havde han øldepot og gik ud som husslagter. Når han havde slagtet svin for en familie, kom han om aftenen og skar det hele ud. Det var altid festligt, for Mathias var en munter mand og en god fortæller. Men det kunne mange steder være svært at få varmet alt det vand, der skulle til. Derfor indrettede han et slagteri i Møllegade.

Derefter kom folk drivende med deres slagtesvin til ham. Det hændte også, at flere familier købte et kreaturer i fællesskab. Det blev slagtet hos Trip. Om aftenen hentede de forskellige deres part hos ham. Senere indrettede han slagterbutik i huset. Denne blev ført videre af hans datter, Emma.

De der leverede kød til hende, påstod at hun var den besværligste aftager. Det kunne ikke blive godt nok til hende. Man det kom hendes kunder til gode. I 1968 blev forretningen nedlagt.

 

Storegade

Fra Trips går vi op af Storegade. På hjørnet i nummer 35 boede kirketjener Nicolai Christiansen. Han blev kaldt Manstein, fordi han i Første Verdenskrig gjorde tjeneste i et regiment af dette navn.

 

Kirketjeneren og harmonikaren

Både kirketjenerhvervet og tilnavnet gik i arv til hans søn, Christian. Nicolai Christiansen var tysk, men gjorde tjeneste ved både de danske og tyske gudstjeneste. Hans yndlingssalme var Grundtvigs ”Har hånd du lagt på Herrens Plov….Han holdt meget af musik. En sommeraften kunne man ofte finde ham spillende på harmonika uden for hans hus.

Han var den sidste kirketjener, der brugte ”æ klingpung”.

 

De mange skræddere, dengang

På den modsatte hjørne i nummer 33, havde Wolf Frandsen et lille snedkerværksted i den østlige ende, og i nabohuset nummer 31, boede skrædder Diedrichsen, en af de mange skræddere, der dengang var i Højer.

På den anden side af gaden i nummer 32, var der også systue. Her boede Marie Friedrichsen. Et skilt ved siden af døren bekendtgjorde, at hun var linnedsyerske. Hun syede dynebetræk m.v. for manufakturhandler Peter Beyer, Skolegade 13.

 

Sorte Marie

Hun var helt sorthåret, hvorfor man kaldte hende ”Sorte Marie”. Ellers omtaltes hun som Marie Klåj, fordi hendes far hed Nicolai. Han var gadefejer og drog byen rundt med sine ”kåer” og sin ”lihm”.

Midt for huset stod ude ved gaden en vandpost, som var fælles for flere huse. Marie havde et bord stående uden for køkkendøren med nord. Her vaskede hun altid op, sommer og vinter, uanset vejret.

 

Storbrand den 21. april 1949

Mellem Maries hus og Skolegade har der ligget fire huse. Men de tre brændte eller blev så stærkt beskadigede ved en brand den 21. april 1949. Kun et smalt toetagers hus i nummer 28 blev stående. På den nærmeste tomt blev der bygget en telefoncentral. I 1991 blev nummer 28 nedrevet. Andelsboligforeningen opførte de boliger, der nu omgiver hjørnet Storegade/Skolegade, og som tidligere indbefatter ”Lises hus” og den gamle skole.

 

Pastor Rolfs hus

På den anden side af Storegade er nummer 29 bygget af trælasthandler Brinck. Han havde haft forretningen Mellemgade 1. Da han havde solgt denne, flyttede han hen i nr. 29. Efter hans død købte pastor Rolfs huset og boede der de to år han levede efter at være pensioneret. Hans datter, Magrethe holdt hus for ham, til han døde, og boede derefter i huset så længe hun levede.

 

En lille forvaltning styrede flækken

I nummer 27 finder vi det gamle borgmesterkontor. De sidste to tyske borgmestre har boet her og resideret herfra. Pladsforholdene var meget beskedne. Men nu var bemandingen heller ikke så overvældende.

Endnu under Anden Verdenskrig administreredes Højer flække kun af tre personer. Det var borgmester Hans Andersen og hans kontormedhjælper Johannes Brodersen. De arbejdede sammen i Storegade. Og Marie Matthiesen passede byens kasse i Herbergsgade.

 

I sidste øjeblik for søstrene

Øst for borgmesterkontoret har ligget et langt, hvidkalket, stråtækt hus, som tilhørte skomager Andreas Lund. Da huset brændte i 1949, blev det ejet af Martha Lund, som boede der sammen med sin søster. Det var i det hus, ilden opstod. På trods af forholdsvis stille vejr bredte ilden sig hurtigt.

Det kunne have udviklet sig til en sand katastrofe. De frivillige brandværn og Falcks slukningsmandskab fik begrænset skaderne.

Naboerne mente, at søstrene var ude, da branden begyndte. De lå dog og sov middagssøvn i deres soveværelse på loftet. Det var i sidste øjeblik, at man fik dem reddet.

Kroejeren skulle have gårdhave

I det lille hus bag ved Lunds boede Hans Mikkelsen, som også var skomager. På tomten efter de to huse samt deres haver, blev det senere p – plads.

Mellem denne og kroen i Skolegade 1 har der ligget et meget smalt toetagers hus, som dog blev lidt beskadiget ved branden. Den er dog senere blevet købt af kroejeren, der har revet det ned for at give plads til den lille gårdhave.

 

Tredje generation nedlagde manufakturforretningen

Vi går over Skolegade og fortsætter ad Storegade. På hjørnet til højre i nummer 23 var Jens R. Petersens Manufakturforretning. Da den blev nedlagt i 1990 var det tredje generation, der ejede den. Manufakturhandleren har gennem mange år haft kontor for Tønder Bank, tidligere Tondernbank.

 

Der rote Mielcke

I nummer 21 var der allerede 125 år siden bogbinderi med papir – og bladhandel. I 1912 overtog Andreas Martinsen forretningen. Han var uddannet bogbinder. I en periode havde han kompagniskab med en bogtrykker fra Berlin ”der rote Mielcke”, der lærte ham sit fag.

Da Mielcke rejste tilbage til Berlin, fortsatte Martinsen selv med bogtrykkeriet. Han indrammede billeder og i hans butik kunne man også købe tobaksvarer. Men hans store lidenskab var fotografering. På det område var han selvlært. Han indrettede mørkekammer på loftet og lavede selv sine billeder og de forstørrelse, som han havde brug for.

 

Stor samling af fotos

Sine motiver fandt han i byens gader, i de omkringliggende landsbyer, i marsken og ved Vidåen. Men han fotograferede også andre egne af Sønderjylland. Hans scener fra det gamle Højer er i dag klenodier, som påskønnes.

Hans fotografiske virksomhed varede fra cirka 1920 til begyndelsen af 1940erne. Hans negativer, plader og film findes dels på Søfartsmuseet i Esbjerg, dels i Institut for Sønderjysk Lokalhistorie.

 

Husholdersken fejede vennerne ud med ”æ lihm”

I Martinsens ungkarledage var forretningen et muntert sted, hvor mange af hans jævnaldrene holdt af at komme. Da han engang vandt i lotteriet satte han et skilt i døren:

• Wegen Reichturms geschlossen

Og så tog han til Hamborg. Omkring 1930 fik han en husholderske, som han senere giftede sig med. Hun sørgede sikkert for en lidt fastere husorden.

Da hun en dag fandt en flok af vennerne i spisekammeret i færd med at gøre indhug i en steg, hun havde beregnet til søndagsmiddagen, fejede hun dem ud med ”æ lihm”.

 

Stor tab for Højer, da Bundgård lukkede

Før Martinsen blev gift, var den vestlige ende af huset lejet ud til en skrædder Menge, som havde sit skrædderbord stående ved vinduet ud til gaden. Var han en aften meget træt, hændte det, at han lagde sig til at sove på bordet.

Martinsen efterfølger var Tage Bundgård. I hans tid var det virkelig en boghandel. Det var et smertelig tab for Højer, da butikken i 1984 blev lukket.

 

Æ Bohsti

I Storegade 17 har der boet en urmager, der hed Boh Mathiesen. Efter ham blev den stump gade, der øst for huset forbinder Storegade og Søndergade kaldt Bohsti. Der har været mange forskellige slags forretninger i nummer 17. Manufakturhandel, damefrisørsalon, broderiforretning, malerforretning med malervarer og tæpper.

Midt på Bohsti udmunder Skippergade. Det gule hus på sydsiden i nummer 1 blev ejet af manufakturhandler Jens R. Petersen. Hans enke boede der, til sønnen Friedrich blev gift, så flyttede han derind med sin kone. Der var ingen børn.

 

Der skulle være plads til trækbasunen

I det langt mindre hus på nordsiden, nr. 4 var der derimod en masse børn. Der boede møllersvend, Jep Westergaard. Husrum var der ikke meget af med derimod hjerterum. Mange af børnenes kammerater kom der gerne.

Her øvede også det daværende FDF – orkester under ledelse af restauratør Lauritz Petersen i Toldgade. På grund af de trange forhold, måtte trækbasunblæseren stå ud for et åben vindue, som han stangede resten af basunen ud ad.

Jep Westergaard forulykkede ved løbskørsel, som nær havde kostet ham livet. Længe gik han med hovedet bundet ind. Og siden fik han en sølvplade indsat i panden.

 

Hjuler Jensen byggede posthuset

Vi går nu tilbage til Storegade. Og på nummer 26 på hjørnet af Skolegade lå posthuset. Postmester og postekspedient har det været i Højer siden 1850. Posthuset har oftest været på den pågældendes hjemadresse, sidst i Storegade 16.

Men så besluttede hjuler Jensen, om hvem vi har skrevet flere artikler om, at Højer skulle have et regulært posthus. Han byggede det høje hus på hjørnet, og lejede det i 1897 ud til postvæsnet. På facaden forkyndte store bogstaver, at her var ”Kaiserliches Postamt”. Har flyttede postkontor, telegrafstation og telefoncentral ind. Ved slutningen af Første Verdenskrig var der her 16 ansatte.

 

Den første telefonforbindelse i Danmark

Og man etablerede faktisk herfra den første telefonlinje i Danmark, og den gik helt til Møgeltønder. Det var i februar 1878.

Historien melder intet om den praktiske betydning af dette pionerforetagende. Apparatet i Møgeltønder var opstillet på Vesterkroen og betjentes af købmanden. Den stedlige postforvalter, der var en ældre herre, ville ikke have noget at gøre med den nymodens tingest.

I Storegade 24 har Jacob Thimsens bedstefar haft en lille vognmandsforretning. Bag huset havde han stald til vogn og heste, og udkørsel til Storefade var der vest for huset.

 

Weichensteller Schmidt blev smidt ud af Danmark

Nummer 22 har tilhørt Weichensteller (sporskifter)Schmidt, der, som navnet viser, var ansat ved jernbanen. Senere boede skipper Wolf Decker der. Han sejlede mellem Højer og Sild. Han var tysk statsborger og blev udvist af Danmark i 1945. Derpå boede han på Sild, hvor han stammede fra. Men han og hans kone er begravet på Højer Kirkegård. Siden har Marie Thomsen haft ismejeri i huset indtil 1986.

 

I Cafe Danmark kom byens ungdom

I Storegade 20 har der altid været bageri. Peter Løck har haft det, og han havde samtidig cafe, hvor man også kunne få en punch. Men han måtte holde op, fordi han ikke kunne tåle melstøvet. Han solgte det til Lauritz Andersen.

I dennes Cafe Danmark kom byens ungdom. Og når de unge var ved muffen, kunne de her traktere deres udkårne med en Eisbrecher.

 

Masser af bagere

I 1934 købte Lauritz Andersen kroen Skolegade 17. Derefter skiftede bagerne i et væk. Til sidst overtog kulhandler Fedder Hindrichsen ejendommen. Måske var brændselsregningen blevet for stor. Efter at bageriet havde været forpagtet ud et par gange, købte Heinrich Clausen det. Han fortsætte med bageri og cafe til 1967.

De følgende ejere har ikke opretholdt cafeen, men heldigvis var bageriet i brug sidste gang, ”Den Gamle Redaktør” var på stedet. Men det er godt nok også lang tid siden. Ja tænk dengang i begyndelsen af 1900 var der 13 bagerier. Men det var måske fordi, man eksporterede ”covinge”(tvebakker).

 

Der var plads til natteravne på koren

I naboejendommen i nummer 18, havde Asmus Petersen købmandsforretning, før han byggede Søndergade 4A. Derefter indrettede Friedrich Hagge kro i huset, og den blev senere overtaget af Peter Jensen.

Det var et hyggeligt sted i hans tid. Og det kunne godt hænde, at kunderne havde svært ved at bryde op ved lukketid. Men krostuen kunne med et tykt, sort gardin deles i to rum. Så kunne der godt være gæster i den nordlige halvdel, uden at man kunne se det fra gaden. Ja og så kunne natteravnene bare lodses ud til Postgade.

 

Overdækket keglebane

Der var både billard og elektrisk klaver i krostuen. I nordvæggen førte et par døre ind til den overdækkede keglebane. Ja det var den sidste i Højer.

Her kunne man endnu i 1920erne dyrke den ædle sport. En rask dreng kunne tjene en god skilling ved at være keglerejser. Peter Jensen drev også landbrug. Han havde desuden vognmandskørsel fra banen. Senere har der igen været kolonialhandel i huset, derpå blomsterforretning og pottemageri.

 

Sæbehus

Storegade 16 blev ejet af skomager Nicolai Petersen, som havde skotøjsbutik. Derefter har Ottilie Roll der haft Tatol – udsalg. Det førte hun så videre over på den anden side af gaden. Fhv. købmand Niels Petersen, Strandvej 6 var søn af Nicolai Petersen overtog huset efter sin far. Han var i en periode kontorbestyrer for Tønder Landmandsbank i det lokale, hvor der havde været sæbehus.

Det var et spartansk udstyret rum, hvor kunden sad i en vakkelvorn stol. Men i kraft af Niels Petersens personlighed og lune gemytlighed var det et sted, hvor man befandt sig godt. Efter at bankfilialen er flyttet, har Ejnar Nielsen haft legetøjs – og glarmesterforretning i huset.

 

Mange ejere i nummer 10

Hjørnet af Mellemgade i nummer 10 var Sparekassens domicil, senere Bikuben. Vi går tilbage til Bohsti. På hjørnet i nr. 15 boede fhv. købmand Johannes Brodersen, der sammen med borgmester Hans Andersen administrerede flækken.

Nabohuset nr. 13 er bygget af tandlæge Claus Matthiesen på en grund, hvor der har ligget en stråtækt lade, som blev ejet af Friedrich Hagge, medens han var kromand i nummer 18. En tandlæge købte laden, rev den ned og byggede det høje toetagers hus, hvor han havde sin tandklinik. Siden har barber Wendicke købt det og haft sin salon dér. Han har solgt det til Tønder Landmandsbank (Sydbank). De havde kontorlokaler og funktionærbolig i huset, indtil den flyttede hen i Skolegade 8. Stofhuset har også holdt til her.

 

Masser af øl til arbejdere ved afvandingen af marsken

I Storegade 11 havde Sparekassen lokale, da Carsten Volquadsen, som ejede huset, var kasserer for den.

I nummer 9 Havde Johannes Brodersen sin købmandsforretning. Han fik beskadiget sit ene ben i Første Verdenskrig og derfor forpagtede han forretningen ud først til ”Den tykke købmand, Petersen, der også havde øldepot.

Under afvandingen kørte han øl til de folk, der arbejde der. Det var en ganske god forretning. Gravemester Scheer skulle efter sigende altid have en kasse øl stående inden for rækkevidde.

 

Æ knogedrejer

Fra 1929 til 1971 var der Tatol – udsalg. Derefter har der været sygekassekontor. I to perioder har der boet en dyrlæge i huset. Senere blev det kun lejligheder. Den sydlige del af huset har adressen, Skippergade 4.

På hjørnet af Mellemgade, i Storegade 80, var der et pibedrejeri. Det blev ejet af ”knogedrejer” Bensien. Han lavede, drejede og udskar ting af ben, for eksempel kunstfærdige rørstykker, der indgik i de lange tobakspiber.

 

Cigaretter blev solgt stykvis

Christian Hagge overtog huset og havde samtidig forpligtet sig til at sørge for enkefru Bensiens bespisning. Han var selv ungkarl, men betalte Augusta Westergaard, Skippergade 2, for hver dag at bringe mad om til fru Bensien.

I butikken blev der indrettet en grøntforretning. En tid drev Hagge den selv. En del af varene avlede han i haven ”Waldheim” Strandgade 33, hvor han boede. Men han solgte også slik og tobaksvarer. Cigaretter kunne man købe stykvis. De billigste kostede én øre. I mange år havde medlemmerne af familien Lorenzen, der kom fra Møgeltønder, grøntforretningen. Og så blev der blomsterforretning. Nu er det hvis kun beboelse.

 

Æ Bækkerhus

Storegade 5 bliver under tiden kaldt for ”æ Bækkerhus”. Det er fordi, at her har bager Feddersen boet. Bageriet var i den østligste del af huset. Men det har ikke været meget plads. Der var mange børn i familien. Der skulle også være stald til et par køer, for bageren leverede mælk til Højer mejeri.

Der var dør mellem stalden og bageriet. Når han skulle sætte brød i ovnen, blev han nødt til at åbne døren til stalden, ellers kunne han ikke få det lange skaft på brødspaden derind. Efter at bageriet var nedlagt, har der været tre, senere kun to lejligheder i huset. I en periode boede der en skomager i en af dem.

 

Laurids Matthiesen og hans 18.000 billeder

På den anden side af gaden havde Laurids Matthiesen urmager – og guldsmedeforretning på hjørnet af mellemgade i den høje bygning, som han havde opført, hvor der tidligere havde ligget et lavt stråtækt hus. Der var to store udstillingsvinduer ud mod Mellemgade og et mod Storegade.

Han var samtidig fotograf og havde indrettet atelier på 1. sal i det nuværende Mellemgade 2. I egnens chatol – og kommodeskuffer, på vægge og i albums findes en utrolig mængde portrætter med Laurids Matthiesens navn på.

I lokalhistorisk Arkiv findes kopi af hans bestillingslister fra årene 1893 – 1959, omfattende godt 18.000 billeder. En meget stor del af de pågældende glasplader opbevares i ”Institut for Sønderjysk Lokalhistorie i Aabenraa.

De udgør en klædedragtens kavalkade fra denne periode og et stykke egnshistorie. Tyske og danske soldater, frihedskæmpere, håndværkere af mange slags og privatpersoner af alle samfundslag.

 

Det var sjovt at besøge Laurids Matthiesen

Det skal have været hyggeligt og morsomt at komme i hans atelier og blive ”tæjn a”. Ingeborg Mathiasen beretter om et besøg, at hun blev anbragt i en stol, hvorefter Matthiesen gik om bag sit højbenede apparat, stak hovedet ind under det sorte klæde og indstillede linsen. Så kom han frem igen:

• Se nå effens æ lidte venle ue.

Så smilede Ingeborg bredt

• Nej, itt få mydde

Hun strammede masken

• Ja å itt få lidt

Da han fandt udtrykket tilfredsstillende, forsvandt han igen bag omhænget, men idet han trykkede af, kunne hun ikke holde masken. Hun brød ud i voldsom latter og Matthiesen dukkede forfærdet frem:

• No har do øjt mæ det hele

Man kunne også blive foreviget foran bagtæppe med et flot skovparti.

 

Oceaner af varer i isenkrambutikken

Isenkramforretningen i Storegade 6 tilhørte i gammel tid Olde Nissen og da hans efterfølger A.M. Hansen overtog den, fulgte navnet med, så han længe blev kaldt Hansen Olde.

Der var utrolig mange slags varer i butikken. Alt almindelig isenkram, lamper, cykler, barnevogne, træskostøvler, skotøj og jagtudstyr. Han solgte ofte jægernes jagtudbytte for dem og i frugttiden tillige æbler, pærer og bær. I 1930erne og 1940erne kunne byens koner komme med deres fyldte konservesdåser og få påloddet låg. Det foregik på en maskine, der også renskar dåsens kant, så de kunne bruges igen og igen.

Der var skuffedarium med utallige skuffer til søm, skruer og ”dimser” af mange slags. Men der var også medicinalvarer som kamillete, hoffmannsdråber, pulvere mod hovedpine og hævede kirtler samt briller og lakrids. A.M. Hansen opnåede at blive 106 år gammel. Han blev efterfulgt af sin søn, Mathias Hansen, som drev forretningen videre i samme gode ånd, indtil det blev nedlagt i 1990.

 

Lysthuse til de velstående

I næste hus i nummer 4 havde Erichsen manufakturforretning. Den blev ført videre som hatte – trikotage og Putz – forretning af hans ugifte datter, senere af Bothilde Aarup. Også Anna Hansen havde butikken, som blev nedlagt ved hendes død i 1987.

Huset på hjørnet af Torvegade har tilhørt slægten Todsen. Den ugifte Elly Todsen var den sidste af familien, der boede der. I haven bagved stod endnu i lang tid en af de gamle lysthuse som tidligere fandtes i mange velstående høvringers haver. Her kunne husets frue have sine veninder til eftermiddagste.

 

Port og staldbygning til Ohlsens Hotel

Vi slår lige et lille slag hen ad Torvegade. Huset nr. 5 er bygget af maler Sørensen, som havde sit værksted her. Grunden tilhørte tidligere Ohlsens Hotel på Torvet. Det var en port og en staldbygning på den, og her kunne hotellets kørende gæster spænde fra.

 

Vi er slet ikke færdige

Og kære læsere, vi er endnu ikke færdige med vores historiske vandreture gennem det gamle Højer. Serien fortsætter.

 

Kilde:

• Se Litteratur Højer

 

Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 61 artikler om Det Gamle Højer og omegn herunder:

• Historisk vandretur fra Torvet i Højer
• Fra Kovej og andre steder i Højer
• En historisk vandretur i det gamle Højer
• En gåtur i Højer
• Højers gamle huse
• Dengang i Højer
• Sidste tog fra Højer
• Anekdoter fra Højer
• Højer – før i Tiden
• Dagligliv i Højer – dengang
• Flere anekdoter fra Højer
• Det gamle Højer
• Endnu flere anekdoter fra Højer (3)
• Højer Tæppefabrik
• Hvem boede på Kiers Gård
• Højer kirke
• Brand i Højer
• At plukke Sut ved Højer
• Højer som havneby
• Travlhed ved Højer Sluse
• Gammel frederikskog – dengang
• Syd for Højer
• Fiskeri ved Højer
• Et mejeri i Højer
• Brand i Højer
• En mølle i Højer
• Boghandlere i Tønder (incl. Boghandler Bundgård – Højer)

 

Hvis du vil vide noget: Om Hjuler Jensen:

• Erindringer fra Tønder og Højer (under Tønder)
• Den hvide fabrik – som oplevelsescenter?
• Europa Jensen – fra Højer
• En vogn fra Højer