Fra Langelinie til Strandboulevarden

Vi går fra yderspidsen af Langelinie, der hvor man plejer af få softice og så går vi langs den gamle Strandpromenade, der i dag hedder Strandboulevarden. Dengang var linjeforløbet en lidt anden. Kineserne er skuffet over ”Den Lille havfrue. Egentlig var Langelinie anlagt som fæstning. I begyndelsen havde kun de fine adgang. Der blev anlagt badeanstalt for officererne og deres familie. Flot udsigt fra Aggersborg’ s villa. Vi besøger Kryolitfabrikken og kalkbrænderierne. Et forlystelsessted blev oprettet. Her kom ”fordrukne matroser, Nyboderdrenge og byens pøbel. Hans Just leverede spritten. Vibenshus Skole ligger forkert. Selv baderummet blev brugt som undervisning. Og så var jorden omkring Østre gasværk forurenet. Man kan mærke niveauforskellen på syv meter. Dengang var der masser af butikker på Strandboulevarden og kongen havde sin ridesti i midten. For at komme ind til de fine i Rosenvænget skulle du have nøgle med og det have H.C. Andersen. Det er næsten tid til at sige farvel til Københavns sidste boulevard.

 

Kineserne er skuffet over ”Den Lille Havfrue”

Promenadestrækningen i København er noget som udlandet misunder os. Langelinie har gennemgået store forandringer i tidens løb.

Egentlig hed det Den Lange Linie. Her kæmpede man for et fyrhus for enden af Langelinie-kajen. Man nøjedes så med at flytte det lidt.

Kinesere er dog skuffet over ”Den lille Havfrue”. De mente, at den var væsentlig større. Det var Erik Eriksen, som kom til at udføre den skønne eventyrfigur. Den blev opstillet den 23. august 1913. Og det var Ellen Price, der var den inspirerende model.

 

Langelinie anlagt som en fæstning

Der er næppe mange, der i dag spekulere på, at Langelinie ikke var anlagt som en promenade for københavnerne. Det var en del af Kastellets ydre fæstningsværker.

Det var omkring 1660 at Langelinie blev anlagt af ingeniørofficer Gotfred Hofmann, som en dæmning. Et par år senere blev Kastellet færdig. Såvel Langelinie som Kastellet spiller en vigtig rolle i forbindelse med ”Slaget på Rheden”, skærtorsdag den 2. april 1801.

Man havde godt nok hørt, at den engelske flåde var på vej, men man troede at den ville til Rusland. Den københavnske skibsstyrke var ikke stor. Den bestod kun af de fastliggende blokskibe, mindre sejlskibe og armerede pramme.

 

Kastellets kanoner rakte ikke så langt

Lord Nelson førte 12 linjeskibe og 24 andre skibe. Det var en temmelig ulige kamp. Englænderne var imidlertid gået syd gennem Hollænderdybet, det vil sige syd for denne. Det var her slaget tog sin begyndelse. I slaget deltog også Kastellets kanoner. Men de var ikke tilstrækkelig langtrækkende.

De sårede blev sejlet ind til Langelinie og Toldboden for at blive indlagt på Frederiks Hospital og Søkvæsthuset på Christianshavn.

 

Prinsen og prinsessen måtte ikke komme igennem

Hvis man ikke havde tegn, når man bevægede sig på Langelinie, ja så kunne vagterne være grove. En soldat stod vagt og Prins Ferdinand kom gående sammen med sin gemalinde. Soldaten spurgte om de havde pas. Derpå svarede Prins Ferdinand:

 

• Jeg er Hans Kongelige Højhed Prins Ferdinand og dette er hendes Kongelige Højhed Prinsesse Caroline. Og vi behøver ingen pas til Langelinie.

 

Soldaten svarede nærmest på jysk, at der kommer ingen igennem uden pas, om det så var kongen. De kongelige måtte gå hjem og soldaten måtte ligge ”krum” (en militærisk straf).

 

Sagnet om Gefion

Senere måtte kun borgernes pæne borgere få adgang. De skulle dog betale bompenge. Senere blev der dog adgang for alle. Således måtte Nyboder – folket heller ikke komme i Kongens Have.

Man kan ikke undgå at se Gefion springvandet. Ifølge sagnet pløjer Sjælland ud af Sverige mens vandet fosser omkring de stønnende okser. De trækker det nye indvundne land til Danmark. Det er billedhuggeren Anders Bundgaard, der står for ”Springvandsgruppen”.

I tidligere tider var indgangen til Langelinie gennem en stor port for enden af kørevejen fra Esplanaden. Her var opsat et skilderhus med tilhørende skildvagt. Jo dengang blev Langelinie ofte afpatruljeret af to mænd bevæbnet med både sabel og geværer.

 

En restaurant blev anlagt

Under Treårskrigen var det Livjægerne der besørgede natholdet. Det gik meget gemytlig for sig inde i vagtstuen, når punchebollen kom på bordet. Livjægerne fik piberne tændt og sangbøgerne kom frem.

En skønne dag kom der et forslag om at anlægge en restaurant på Langelinie. Der blev ført en høj buet bro tværs over kørebanen til Langelinie, hvorfor en dobbelttrappe førte op til broen. Restauranten, som fik navnet Langelinie Pavillon, åbnede den 25. november 1884. Nu kunne man indtage forfriskninger, se på den ind og udgående skibe samt hilse på de promenerende.

 

En ny pavillon

I 1893 skete der store forandringer. Der blev anlagt en stor lystbådehavn. Hele den store omdannelse af terrænet medførte at Langelinie Pavillon blev revet ned. Nu rejste Kongelig Yacht Klub en ny bygning, der både var lokale for klubben og restaurant for publikum.  Den nye Pavillon blev indviet den 30. januar 1903. I 41 år var det en meget besøgt restaurant. Denne restaurant blev den 11. juni 1994 sprængt i luften af tyskerne.

Et lille hyggeligt træhus omgivet af en have udgjorde Karantænehuset. Her opholdt den daværende lægevagt sig. De havde tilsyn med skibe, der ankom med syge ombord. Den lå på selve Langelinie-dæmningen.

Senere blev karantænestationen revet ned. Et nyt muret hus blev opført i 1880 på den forreste del af Langelinie. Ikke langt derfra rejstes i 1886 det første monument herude, det var mindesøjlen for søhelten, Iver Hvidtfeldt, der den 6. oktober 1710 ved sø – træfningen i Køge Bugt.

 

Farvel – for altid

Det var fra Vestre Bassin (Amerikakaj) at tusindvis af danskere sejlede til USA i de store udvandrings – år. Skandinavien – Amerika – Linien reklamerede med i 1906 med ”hurtig rejse” til New York med enten ”Hellig Olav” eller ”United States”.

Rejsetiden var nu reduceret til ”kun 9 dage fra havn til Havn” mod tidligere 14 dage. De nybyggede skibe kunne tage 1.200 – 1.400 passagerer. Sikke nogle følelser, der her afspillede sig. Måske var det sidste gang de så familien og fædrelandet.

Det var, at Frederik den Ottende red sin daglige morgentur, og det var her tyskerne gik i land den 9. april 1940.

Man fortsatte helt frem til midten af 1960’erne dog med knap så mange passagerer. Amerikanerne havde indskrænket deres kvoter.

Karantænestationen blev senere overtaget af havnevæsnet og en ny kombineret lods- og karantænebygning blev opført i Frihavnen, hvor den blev taget i brugt den 15. september 1943.

 

Badeanstalt for officerer og deres familie

Inden Langelinie igen blev ændret, blev Langelinie skærmet mod bølgeskvulp af store kampesten. Ude i søen tæt ved Langelinie blev der opført to badehuse, et større og et mindre, beregnet for officerer og deres familie. Adgang til badebroerne foregik af trætrapper, der var anbragt over kampestenene, hvorfra træbroer førte ud til badehusene.

Flere monumenter var blevet rejst. Her er mindestenen for hospitalsskibet Jutlandia, der gjorde tjeneste under Korea-krigen i starten af 1950’erne. Og så der er også mindesten for Ludvig Mylius Erichsen samt deltagerne i danmarksekspeditionen (1906 – 1908) til Nordøstgrønland samt en mindesten for polarforskeren Ejnar Mikkelsen. Og Frihavnen blev åbnet den 9. november 1894.

I dag anløber som regel det ene krydstogtsskib efter det andet på Langelinie, der har en dybde på 10 meter.

 

Man gik over i Strandpromenaden

Hvor den gamle Langelinie endte, gik man ad en skråning ned til den såkaldte Strandpromenade. Den gik direkte langs vandet. Her havde man på højre hånd den kommunale og den militære badeanstalt, der begge havde flere vandbassiner af forskellig dybde med tilhørende badebroer og badehuse.

Skråt over for disse lå store græsplæner. De stødte op til ingeniørernes øvelsespladser. På helligdage søgte adskillige københavnere herud med deres familie for i fri luft at nyde deres medbragte smørrebrødspakker og drikkevarer.

Var man kommet gennem en skyggefuld Alle forbi de to badeanstalter havde man op til disse samt et bådebyggeri en del opslagspladser, bl.a. Lautrups Plads på hvilket der i den sidste del af 1880’erne blev udstillet en meget stor hval som et tiltrak et meget stort antal publikum.

 

Flot udsigt fra Aggersborgs villa

En af de sidste huse på venstre hånd af Strandpromenaden var veksler H.C. Aggersborgs store vidt kendte villa, omgivet af en mindre sø. Hovedfacaden var mod Øresund. Den bagved liggende kørevej var parallel med Strandpromenaden.

Fra vinduerne var der vid udsigt over Sundet og over det nærmeste landterræn. Dengang var der her et meget sparsomt byggeri. Fra gangen fobi husets venstre side førte en trappe ned til søens badebro.

I en årrække blev villaen beboet af medlemmerne af kunstnerfamilien Skovgaard. Da søen efterhånden blev udtørret, blev villaen revet ned. Tværs over grunden blev Aggersborggade anlagt.

 

Kryolitfabrikken

Meget tidligt lå en af de store industriforetagender herude. Det var Kryolitfabrikken, der lå mellem Hjørringgade, Kalkbrænderivej, Strandboulevarden og Østbanegade. Soda og alun blev via den grønlandske kryolit fremstillet på fabrikken mellem 1859 og 1886. Fra 1886 blev der her fremstillet ren kryolit, men i 1970’erne slap kryolitten op.

I 1870 blev der også oprettet en svovlsyrefabrik.

Fabrikken havde egentlig mange navne, Øresunds Chemiske Fabrikker eller Fabrikken Øresund eller bare Kryolitfabrikken. Adressen var Strandboulevarden 84.

Nye initiativer blev sat i gang på fabrikken. Der kan nævnes saltproduktion, marcipan – og småkageproduktion samt elektronikproduktion. Det dannede en sær blandet dunst af kryolit og bagværk.  I 1990 lukkede produktionen på kryolitgrunden endelig ned.

Tietgen havde også andel i dette. Derfor blev der her oprettet Tietgens Have. Senere blev det til Charlottehaven.

 

Bedre kvalitet på Østerbro

I 1852 blev arealerne uden for voldene frigivet. Vesterbro og Nørrebro kom hurtig i gang. Det varede lidt længere på Østerbro. Til gengæld var alle byggevedtægter på plads. Kvaliteten på byggeriet her i kvarteret havde også en anden standard.

I 1850 boede der 1.500 mennesker på Østerbro. I 1906 boede der 66.000 herude.

Da den sidste del af Strandpromenaden skulle afsluttes fandt man resterne af en nedlagt skanse, Bådsmandsskansen. Den lå på det nuværende hjørne af Strandboulevarden og Hjørringgade.

 

Et rettersted

Her havde man fra 1792 til 1806 et rettersted. Her blev folk henrettet eller her blev ulydige borgere afstraffet. Det var også her natmanden begravede hoveder og hænder, der havde været på stage.

Grundene langs kysten ud til Svanemøllen blev også nærmest betragtet som værdiløse. Rakkermanden havde mulighed for at sejle sine selvdøde dyr helt ind til den stinkende kule, som var målet for ådslernes sidste rejse.

 

Kalkbrænderi

Efter den store brand i 1729 blev der anlagt et kalkbrænderi ved Langebro. I 1731 blev det flyttet uden for byen omtrent der, hvor Nordhavn Station i dag ligger.  I 1770’erne blev der bygget et kalkbrænderi lidt længere mod nord. Kalkbrænderiet har gennem historien spillet en ledende rolle i kvarterets liv og udvikling, hvilke ud over gadenavnet er svært ved at gense i dag. Den senere kalkbrænderihavn er først anlagt i forbindelse med anlæggelsen af Frihavnen, hvilket skete i 1895.

 

En folkelig traktørhave

Her på Slagtervænget anlagde en mand ved navn Børrensen her en folkelig traktørhave efter datidens mønster med restaurant, keglebane og karrusel med lirekasse. Vangen gik forbi Batterivej (Viborggade) til Svanemøllen forbi Ny Kalkbrænderihavn.

Denne traktørhave blev hovedsagelig brugt af det jævne københavnske publikum som i aftentimerne søgte herud med familie og børn. Egentlig havde haven ikke noget navn. Men Det Kongelige Teater opførte den 3. april 1859 en vaudeville af Henrik Hertz, der hed ”De fattiges Dyrehave”. Så var navnet lagt.

 

Fordrukne matroser, Nyboderdrenge og byens laveste pøbel

Nu var det vel ikke så mange dyr, man kunne se her. Det var vandrotter og en lænkehund, der gik løs på hinanden om natten. Ja så var der også en abe på en stang. Den navnkundige forfatter, Knud Bokkenheuser beskrev stedet som:

 

• Et hjemsted for fordrukne matroser, Nyboderdrenge og byens laveste pøbel.

 

Her var karruseller, keglebaner og andre forlystelser for folk, der ville mores sig. En af de mest kendte forlystelser var Rhinen, der havde en stor karrusel med larmende lirekasse (gadeorgel).

Når mørket faldt på begyndte musikken. Stenfiskerne og sandgraverne mødte op. Det gjorde danselystne damer fra Adel – og Borgergade også.

Hvis vi dag skal forsøge at finde ud af, hvor den nøjagtig lå henne, så bliver det nok mellem nummer 88 – 98. Det var mellem Århusgade i nord og Vejlegade i syd. det var en konkurrent til Bakken.

 

Hans Just leverede spritten

Fra telt beværtninger blev der serveret brændevin fra den nærliggende spritfabrik, Fortuna. Her kom også arbejderne og bådførerne fra kalkbrænderiet. Stedet var også populært hos de almindelige søfolk.

Det var Hans Just, der oprettede spritfabrikken Fortuna. Her bor min læge i dag. Mern hunserverer ikke sprit, måske håndsprit, når jeg besøger hende. De første år hed Århusgade Fortunagade.

Endnu i 1896 lå her 25 lysthuse.

Gennem årene mistede publikum interessen. Størstedelen af grunden blev bortsolgt og omkring år 1900 blev sidste del af selve restauranten, hvis sidste ejer var traktør Fleckenstein. Men nogle fortsatte dog helt til Første Verdenskrigs begyndelse. Det vil sige stedet lukkede officielt i 1908. Bygningen på stedet blev først revet ned omkring 1950.

 

Nu hedder det Strandboulevarden

Af den gamle Strandpromenade, der i dag har navnet Strandboulevarden er det nu intet tilbage. Nu går gader på kryds og tværs. Øresund, der gik helt på til den. Den gamle idyl er forsvundet og fortrængt af hovedstadens pulserende liv.

Strandboulevarden går i dag fra Fridtjof Nansens Plads i forlængelse af Kristianiagade til krydset ved Poul Henningsens Plads, hvor den fortsætter i Jagtvej. Men det var slet ikke den strækning, man havde tiltænkt gaden. Den skulle have fortsat mod nord og ikke foretaget sig dette knæk som nu. Der skulle være bygget en bro over jernbanen. Men det lå lige et svineslagteri i vejen.

 

Vibenshus Skole ligger forkert

Hvis du kigger på Vibenshus Skole, så ligger den også lidt forkert ud til Strandboulevarden. Det var forbi, den blev bygget før, at man var helt færdig med at anlægge Strandboulevarden. Vibenshus Skole er fra 1892. En tilsvarende uregelmæssighed kan ses ved Nordre Frihavnsgade, hvor man i begyndelsen af 1890’erne anlagde Gefionsgade. Den var smallere end den ny boulevard, der blev anlagt få år senere.

Skolen var dengang i 1892 omgivet af marker og enge, der strakte sig helt ned til stranden, hvor tusindvis af viber hvert år flokkedes. Det var derfor en naturlig ting, at man kaldte skolehuset, der blev bygget på dette sted for Vibenshus.

 

Historisk ikke helt korrekt af skoleinspektøren

Det var den historie skoleinspektøren fortalte hvert år, når eleverne blev samlet nede i skolegården. Men det er nu ikke helt i overensstemmelse med de historiske kendsgerninger. Navnet Vibenshus er ældre end skolen og forklaringen er ikke nær så romantisk som i skoleinspektørens forklaring.

Det var jo det kendte traktørsted ”Lille Vibenshus”, der lå på hjørnet af Jagtvej og Østerbrogade (dengang Strandvej). Den var opkaldt efter den afdøde værtshusholder Jens Jensen Vibe, som vides at have taget det i 1708. Det blev først revet ned i 1907. I de sidste par år var det værtshus i stueetagen og politistation på første sal – en tankevækkende kombination.

 

Man måtte først være tørstig kl. hel

Jo det hed Vibenshus Betalingsskole. Under første verdenskrig gik 1. – 4. klasse i barakafdelingen. Hovedskolen var forbeholdt de ældre. Dengang kunne man også have valgt friskolen ved Østre Gasværk.

Dengang badede man på Helgoland. Det var langt at gå, når man var tørstig, men skolebetjent Jensen åbnede først for vandet klokken hel. Og denne Jensen holdt også høns, som pigerne fodrede med rester fra deres madkasse. Det store pæretræ i haven kunne godt finde på at tabe nogle af dens pærer på den ”rigtige” side af hegnet.

 

Selv i baderummet blev der undervist

I 1960’erne var Vibenshus Skole en stor skole med 3-4 spor på hver årgang og ca. 800 – 900 elever. Der blev gjort alt for at skaffe plads. Sidst på eftermiddagen var hverken elever eller lærere oplagte.

Selv i badekælderen blev der undervist. På skole var der en meget kreativ redaktion af skolebladet Vanellus. Man blev dus og kom på fornavn med lærerne. De yngste elever fik det ikke så svært. Det kneb mere med de ældre.

København havde brug for et gasværk. Vestre gasværk kunne ikke længere følge med. Ved siden af gasværket oprettede man en havn, der omfattede to kulhuse, tre gasbeholdere og to retorhuse.

 

Jorden var alt for forurenet

Østre Gasværk blev opført 1878. Gasbeholderen, der i dag huser Østre gasværk blev tegnet af Martin Nyrop. Østre Gasværk blev lukket ned i 1969.

I slutningen af 1980’erne blev det besluttet at grunden skulle renses og at der skulle bygges nyt på grunden. Men det viste sig at grunden var mere forurenet, and man regnede med. Man valgte så i stedet at overdække området, så udsivende gasser kunne opfanges.

Ved siden af blev Kjøbenhavns Svineslagteri så anlagt.

Slagteriet blev grundlagt i 1866 af grosserer og industridrivende Philip W. Heyman med henblik på eksport af bacon med skib til England.

Heymann, der startede med en smørrebrødsforretning, grundlagde sammen med C.F. Tietgen bryggeriet Tuborg med henblik på eksport. Klos op ad Østre Gasværk besluttede man at opføre en karantænestation – Øresundshospitalet for folk med smitsomme sygdomme.

 

Et fald på syv meter

Få steder på Østerbro ser man så tydeligt landskabets fald ned mod vandet som på den del af Strandboulevarden, der ligger mellem Østerbrogade og knækket ved Løgstørgade. Her falder niveauet fra cirka 7 meter over dagligt vande til cirka en meter. Des tydeligt på forløbet af kældervinduer i de lange ejendomme.

 

Egentlig var Strandpromenaden en lille sti

Egentlig var Strandpromenaden blot en lille sti, der gik langs stranden/kystlinjen. Da Frihavnen så kom i 1896 og jernbanen fra Hellerup til Østerport i 1897 blev kysten flyttet et godt stykke udefter. Nu var det slut med den nære forbindelse til Stranden og Øresund.

Gaden blev først navngivet Strandboulevarden i sin fulde nuværende længde i 1897. Inden da hed den sydlige del i nogle år Gefionsgade. Den nordlige del hed derimod fra 1860 til 1897 Sibbernsvej. Dette navn havde den efter murermester G.N. Sibbern, som ejede Ny Kalkbrænderi som lå ved Strandboulevardens nordlige ende.

Borgerrepræsentationen vedtog i 1895 at anlægge Strandboulevarden, delvis ud for Gafionsgades tracé. Den lå ud for Nordre Frihavnsgade. Desuden blev dele af den gamle Strandpromenade ud for Classens Have genanvendt i boulevarden.

 

Kongens ridesti var i midten

Strandboulevarden blev anlagt som en bred boulevard med tre rækker platantræer. Det skabte et smukt byrum og et fodgængerareal og en ridesti. Man sagde, at den anlagde man for at glæde kongen.

Da sporvognene i årene mellem 1938 og 1958 blev lagt ind i trærækkerne forsvandt den midterste trærække. I 1960’erne blev de resterende trærækker beskåret til fordel for svingbaner for biler.

 

Der var masser af butikker

I dag er gaden typisk præget af beboelse. Men tilbage i 1950’erne var her et gav af små butikker især var der mange frisører og cigarhandlere:

 

• Vinhandler og kjolesalon (1)
• Frugtforretning (3)
• Blomsterforretningen Primavera (5)
• Vaskeriet Falken (7)
• Frisørsalon Figaro (9)
• Boghandler (11)
• Damelingeri (13)
• Cigarforretning (59)
• Apotek (61)
• Restaurant Strandborg (67)
• Tobakshandler (135)
• Mejeri (125)
• Frugthandel (133)
• Viktualiehandler (137)

 

Og når vi nu er ved disse numre, så er det sådan i nummer 27, at der en mindetavle, der fortæller, at her boede i Georg Brandes. Fra 1910 til sin død i 1927. Hvis du kigger godt efter på ejendommen Holsteinsborg på hjørnet af Holsteinsgade og Strandboulevarden så kande se en beskeden grå plade, der fortæller dig at her boede forfatteren Georg Brandes.

Og i nummer 44 blev Frode Jacobsen gemt i en lejlighed ind til 4. maj 1945.

 

Man skulle have nøgle med til Rosenvænget

Og i nummer 49 lå Finsens-instituttet/Kysthospitalet. Vi har tidligere berettet om Instituttet, da det havde til huse i Rosenvæget. Her spredte instituttet sig lidt for meget efter beboernes smag. Her fik man så senere en flot bygning på Strandboulevarden. Man gik sammen med Kræftens Bekæmpelse for at bekæmpe kræften.

I 1981 blev instituttet sammenlagt med Rigshospitalet. I nye underjordiske bygninger.

Rosenvænget gik dengang helt ned til vandet. Men herinde boede der stolte folk, der ikke sådan ville have alle rendende. Man satte en port foran. For at åbne denne skulle man have en nøgle. Og sådan en havde H.C. Andersen. Men der var nogle, der mente at han kom lidt for ofte.

Det var også herude ved kysten hos Melchiors  at H.C. Andersen oplevede sine sidste dage med udsigt ud over Øresund.

 

Farvel til Københavns sidste Boulevard

Fremover bliver der ikke nogen ridesti midt på Strandboulevarden. På en stor del af strækningen vil det grønne blive rykket over i den ene side i stedet for at være på midten. Hermed forsvinder den sidste boulevard i København.

 

 

Kilde:

• dengang.dk – div. Artikler
• wikepedia.org
• denstoredanske.lex.dk
• b.dk
• aab23.aab.dk
• langelinie3-9.dk
• Carl C. Christensen: Fra Gammelstrand til Strandpromenaden
• Bent Jørgensen: Storbyens Stednavne
• Vibenshus Skole 100 år
• Illustreret Tidende

 

Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.603 artikler, heraf bl.a. 88 artikler fra Østerbro herunder:

• Finsens Medicinske Lysinstitut på Østerbro
• Rosenvæget på Østerbro
• Livet omkring Classens Have
• Classens Have – endnu mere
• Classens Have 1807
• Clasens Have på Østerbro
• Gamle havne på Østerbro
• En engelsk Kirke ved Østerbro
• Langelinie dengang
• Kastellet
• Kastellet – endnu mere
• De Gamle Statsfængsler
• Legemsdele i Kastels-graven
• Det mærkelige fund i Garnisonskirken
• Badeanstalter på Østerbro