Fra Chokoladefabrik til Bronzestøberi

Vi fortsætter vores industrivandring på Ydre Nørrebro. I denne artikel besøger vi Cloetta’ s Chokoladefabrik, Titan, Lauritz Knudsen og Lauritz Knudsens Bronzestøberi. Københavnerne kunne godt lide ”fyldt” chokolade. Til sidst gik Cloetta sammen med Kehlet. På Titan var man hårde over for lærlingene. Men de værste var madammerne. Værtshusene i området levede af Titans medarbejdere. Og så var det ikke nok vand i ledningen, da Titan var udsat for storbrand. Lauritz Knudsen satsede på tilbehør til elektricitet, men de byggede også radiomodtagere. Hos Lauritz Knudsen sørgede de lige for et nyt hoved til ”Den Lille Havfrue”. Og så var københavnerne ikke tilfredse med ”Storkespringvandet”

 

Cloetta’ s Chokoladefabrik

Det var herude på Latrinstation Lersø, at jernbananen kørte med de såkaldte ”Chokoladevogne”.

Det var jo den meget velkendte vittighed, som blev gengivet i Blæksprutten. En tysker ville gerne se Københavns lyksaligheder, så han blev slæbt med ud til Lersøen:

 

• Was ist den das?
• Chokoladewagen
• Ach so von Cloetta
• Nein von Closetta.

 

Tre brødre fra Schweitz

I året 1848 var en ung mand ved navn Bernhard Cloetta kommet til Danmark fra Schweiz. Et par år efter kom hans to brødre Christoph og Nuttin også hertil. De to af dem arbejdede inden for konditori. Ja Christoph etablerede sin egen forretning.

I en ejendom på den gamle Sortedams Mølle startede brødrene i 1862 Brødrene Cloettas Chokoladefabrik. De havde fået et par maskiner stillet op. De måtte selv have folk til at male deres cacaobønner. Det havde de ikke selv maskiner til.

Deres produkter faldt i folks smag. Derfor købte de en ejendom i Niels Hemmingsensgade og indrettede her en ”Damp – Chokoladefabrik”. De brugte sådan noget nymodens noget som dampkraft. Om arbejdsvilkårene kunne man læse:

 

• For de bedste mandelige Arbejdere er Daglønnen 4 kr, for kvindelige 2 kr. og desuden er alle Arbejdere sikrede ved gjensidige Syge- og Hjælpekasser samt ved Forsikringer ved Ulykkestilfælde.

 

Stigende afsætning

Man ville fremstille ren uforfalsket chokolade. Der var en stigende afsætning og en voksende kundekreds også i Norge og Sverige. I 1873 anlagdes en fabrik i Malmø ledet af Nuttin Cloetta. Samtidig blev de udnævnt som Kongelig Hofleverandør.

I 1896 anlagde de også en fabrik i Christianis (Oslo). I 1897 døde grundlæggeren Christoph Cloetta. Firmaet blev drevet videre af hans enke, samt sønnen Fritz Cloetta. Efter moderens død i 1901 blev han eneindehaver.

I 1901 blev fabrikken flyttet til Hørsholmsgade 20 på Nørrebro i en ny stor bygning. Her blev 125 personer beskæftiget med at fabrikere, indpakke, ekspedere og forsende dels koge – og spisechokolade, dels cacao og forskellig slags konfekt.

 

Overtaget af Kehlet

Omkring år 1900 var firmaet også begyndt at fremstille fyldt chokolade. Dette krævede langt bedre maskiner. I 1929 blev firmaet omdannet til et aktieselskab og overtaget af A/S Christian F. Kehlet. De to firmaer blev samlet i Hørsholmsgade. Vi får følgende beskrivelse af stedet:

 

• Enhver der har set sligt et nymodens Fabriksanlæg, fuldt ud svarende til Tidens Forordninger i Henseende til Teknik og Hygiejne, vil vide, hvor lækkert et Indtryk det i Grunden gør.
• Rummene er høje og lyse. Maskinerne straalede blanke, Luften frisk og ren. Men i en Fabrik som Brødrene Cloettas er Luften tillige behagelig krydret af Produktets pikante Duft, ligesom gennemtrængt af en egen fin Duft, ligesom gennemtrængt af en egen fin, sød Aroma – om det nu skyldtes den, eller den lille udsigt til alle Sider fra de store Vinduer, eller de Højløftede Sales hyggelige Præg, nok er det at alle Arbejdere og Funktionærer synes at se sundere og mere tilfredse ud end Folk flest.

 

En anden chokoladefabrik

I 1954 flyttede fabrikken fra Hørsholmsgade til Sdr. Ringvej i Glostrup. Her lå den indtil 1960, hvor Cloetta blev opkøbt af den finske chokoladekoncern Fazer. Bygningen i Hørsholmsgade blev senere til Dansens Hus.

Kehlet havde chokoladefabrik på Jagtvej 85. Det var der, hvor Zigøjnerhallen lå. Det var her Otto Brandenburg fik sin debut. Her havde også missionsselskab senere til huse. Det brændte for et par år siden.

Jo vi havde skam også en tredje chokoladefabrik, Elisabethsminde. Den hed også Hintz og Co. Og så var virksomheden også kongelig leverandør. Den lå i Heimdalsgade 14 – 16.

Firmaet blev oprettet ellerede i 1825. I 1872 opførtes bygninger til Drops- og Konfektfabrikation.

Ja i dag er stedet omdannet til 21 moderniserede ejerlejligheder. Men man kan nu godt se, at her har været industri. Historien er sød, særlig når her har ligget en chokoladefabrik. Ja her har også ligget en moske og en skofabrik. Men over den nyrenoverede port står med brune bogstaver ”Elisabethminde”. Jo det er en flot bygning med ens vinduer over hinanden i fire etager og en dobbelt port i den ene ende.

 

Titan

Byggegrundene var forholdsvis billige dengang på Nørrebro. Men arbejderne havde forholdsvis langt ud til deres arbejdsplads. Og de måtte selv betale for at komme gennem portene i begyndelsen. Først i 1878 etableredes en smal bro over Sortedamssøen.

 

Hauberg købte en sporvognslinje

Sophus Hauberg manglede folk til sin nyetablerede maskinfabrik på Tagensvej. Han havde forgæves forsøgt at få hjælp af politikerne. Så tog han selv et initiativ. Han lavede en dæmning i stedet for den smalle bro.

Dæmningen var så bred, at der kunne køre sporvogn over den. Han søgte koncession til at drive Sølvgadens Sporvognslinje. Han fik den først efter fire års forhandlinger. Men ak og ve. Sporvognene måtte ikke køre over militært område to gange om dagen.

Sagen blev først løst ved at opsætte bomme, der spærrede for uvedkommende. Sådan gik det indtil 1899, så blev det lukket helt op.

 

Fabrikken voksede og voksede

Haubergs maskinfabrik hed nu Titan og voksede sig større og større. Den beslaglagde hele området mellem Tagensvej, Hermodsgade, Titangade og Rådmandsgade. På et tidspunkt beskæftigede man 4.000 mand.

Men allerede i 1881 startede H. Rudolf Kofods Fabrik i Meinungsgade. Man havde eget støberi, smede – og maskinværksted. Senere blev man sammensluttet med Titan.

I 1885 blev man ramt af lockout. Denne lockout ramte også Hauberg og Schmith og Mygind på Nørrebrogade.

Firmaet etablerede sig som aktieselskab i 1897 på Tagensvej ved en sammenslutning af en række jernindustrielle og elektroniske etablissementer.

På Titan skulle man møde til tiden, ellers blev man indberettet. Drejeværkstedet på Titan blev kaldt for Drejers kirkegård. Man arbejdede på akkord.

 

En stor brand

Den 15. marts 1900 udbrød der en stor brand. Materialeforvalteren ville se, om der var mere isolationslak på loftet. Det var mørkt. For at få lys strøg han en tændstik – uvidende om at lakken udviklede en eksplosiv luftart.

Der lød et ordentlig brag. Tønden med isolationslak eksploderede, og brændende lak flød hen over gulvet. Få minutter efter var der ild i tagværket. Ved et mirakel overlevede manden uden alvorlige skader.

Det viste sig hurtigt at vandforsyningen på Tagensvej var utilstrækkelig. Der var godt nok lagt en vandledning, men den var ikke blevet tilsluttet. Efter to dages brand var der sket store materielle skader. Efter branden blev der oprettet nye bygninger.

Store røgskyer lokkede tilskuere til i tusindvis. Ilden kunne ses både fra Nørrebro og Østerbro. Lagrene af centrifuger og kakkelovne og meget andet var blevet flammernes bytte. En del folk var blevet kørt på hospitalet. De kom til skade under redningsarbejdet.

Den nedbrændte bygning var forsikret for 1.700.000 kr. Men man regnede nu med, at de 800 medarbejdere, der var beskæftiget i denne bygning, var arbejdsløse.

I et referat i Illustreret Tidende stod det at publikum var blevet drevet tilbage til volden. Under dette var der mange, der havde fået mindre ubetydelige kvæstelser. Dog brækkede en dreng et ben, mens en ældre herre forstuvede sit ben.

 

”Kæft, trit og retning”

Der blev fremstillet kraner, elektriske maskiner, centrifuger og virksomheden havde en meget stor støberiafdeling. I midten af 1950’erne havde man 1.200 medarbejdere, heraf var der ca. 200 lærlinge. Linjen var meget hård ”kæft, trit og retning”. Gud nåde og trøste sig, hvis man trådte lidt ved siden af.

Hver mandag tog man en ny lærling ind og hver fredag blev en ny lærling udlært. Som arbejdsdreng blev man sat til at fejre gulvet. Gjorde man det ikke fik man en ordentlig skideballe. Det betød at man så ikke kunne få en læreplads.

For en ung knøs var det værste at arbejde sammen med damerne (madammerne). De var strenge og kunne rigtig hundse med en. Arbejdstiden var 48 timer om ugen i 1950’erne. Det vil sige. at det også blev arbejdet om lørdagen. Det var kun lærlinge, der havde frokost om lørdagen. Den dag var man populær hos svendene, for da blev man bedt om at købe øl til dem.

 

Mange sociale tiltag

Torsdag var en særlig dag. Det var lønningsdag. Og det var godt for de 3-4 værtshuse, der lå i nærheden af Titan. En af de mest populære værtshuse var Hector. Der blev solgt mange snapse og bajer. Det var ikke altid lige sjovt at komme hjem til konen godt skæv. Mange koner stillede op foran porten om torsdagen og krævede mandens lønningspose.

Titan havde en idrætsklub og egen fodboldbane, der godt nok lå ude i Søborg. Man deltog også i ”Fagenes Fest” på Østerbro. Man havde også to blæseorkestre. I den ene af dem spillede Max Behring, Metals senere formand.

Man spiste i samme kantine. En kollega blev aflønnet for at spille de sidste nye hits i slutningen af frokostpausen. Man havde også indkøbsforeninger, så spisepausen blev brugt til meget andet end lige at spise.

Firmaet sluttede sit virke på Tagensvej i 1965 som Thrige – Titan. En række aktiviteter blev videreført af finske Kone og svenske Alfa Lavel.

En del af virksomheden flyttede til Buddinge under navnet Titan Textile Machines. Den eksisterede til 2012.

 

Lauritz Knudsen, Haraldsgade

I 1893 rejste Lauritz Knudsen fra Odense. Han startede samme år med at fremstille ure og andre tidsmålere. Han kaldte sig ”Uhr – og Chronometermager”. Elektriciteten var netop begyndt at blive almindelig udbredt.

Lauritz Knudsen var hurtig klar over, at elektriciteten ville ændre samfundet radikalt og han satsede tidligt på det nye. Han satsede for alvor på elinstallationens materiel. Fabrikken som han etablerede hed ”Lauritz Knudsens Mekaniske Etablissement”

 

På en ”kålmark” på Nørrebro

Da han døde i 1917, efterlod han en blomstrende virksomhed med adskillige hundrede medarbejdere. Virksomheden blev på dette tidspunkt omdannet til til et aktieselskab, ligesom man valgte at bygge en ny stor fabrik uden for byen – på en kålmark på Haraldsgade på Nørrebro.

Jo det var godt nok på adressen Vermundsgade 4 A og B i 1921.

Her blev virksomheden nærmest en institution i dansk erhvervsliv.

I 1921 flyttede fabrikken så til Nørrebro. Virksomheden blev også kendt for at producere radiomodtagere og højtalere. Som lærling skulle man først gennem en 15 måneders lærlingeskole. To timer hver dag var afsat til almene fag, som inden for matematik. Jo her var en rigtig lærlingeskole. Og her tog man 15 lærlinge ind hver tredje måned.

På et tidspunkt havde selskabet 4.000 mand ansat. De producerede også strygejern, højtalere, elkomfurer, el – fordelingstavler og højspændingsmateriel.

 

Transformer sprunget i luften

Under besættelsen blev to af Lauritz Knudsens transformerstationer sprængt i luften af BOPA og SOE. Der skete skader for 850.000 kr. Baggrunden for dette var, at firmaet leverede transformerdele til den tyske rustningsindustri.

I 1952 udvidede man med en seks etagers bygning. Her var både fabrikshal, arbejdergarderobe og en skadestue.

Da det danske kongeskib stod ud på sin jomfrurejse i 1932. var den forsynet med LK SKOT – lamper. Men først i 1960 kunne firmaet dog officielt kalde sig kongelig hofleverandør.

I perioden frem til slutningen af 1960’erne var der også produktmæssigt kendetegnet ved en ekspansiv udvikling.

 

Firmaet blev solgt og fusioneret

I 1968 fusionerede man med Valby-virksomheden NES (Nordisk Elektricitets Selskab) og hed derfor LK – NES i en periode.

I 1986 flyttede Lauritz Knudsen til Industriparken i Ballerup, hvor firmaet etablerede sit hovedsæde. I 1990 blev det overtaget af NKT.

I 1999 blev det hele så overtaget af franske Schneider Electric. Indtil 2008 havde selskabet monopol på udformningen af stikkontakter til installation i danske hjem.

 

Et Bronzestøberi i Rådmandsgade

Lauritz Rasmussens Bronzestøberi i Rådmandsgade var stedet, hvor størstedelen af hovedstadens kendte billedhuggerarbejder i parker og pladser blev støbt i bronze. Det var bl.a. Gefionspringvandet, Dragespringvandet, Storkespringvandet og Den lille Havfrue. Ja og også Rytterstatuen på Højbro Plads. Ja det er bare nogle af de mest kendte.

Lauritz Rasmussen tog først på en lang vandretur. Den tog 8 år. Det førte ham til Polen, Tyskland, Østrig og Istanbul. På tilbagevejen havde han et længere arbejdsophold i München.

 

Flyttede forskellige steder

Støberiet blev grundlagt i 1854. Borgerskab som zink – og metalstøber var opnået. Han begyndte i det små i faderens ejendom i den Indre By. I starten var han hovedsagelig beskæftiget som skriftstøber og med at fremstille små modeller til ornamenter. Efterhånden udviklede han også virksomheden til at omfatte større ting støbt i zink.

Dette krævede mere plads og i 1857 flyttede han støberiet til Skt. Annæ gade på Christianshavn.

Efter otte år på Christianshavn flyttede Lauritz Rasmussen både sin virksomhed og bolig til Søgade, den nuværende Læssøesgade på Nørrebro. Lauritz Rasmussen modtog en række priser i udlandet. I 1883 blev han udnævnt til Kongelig Hof-Zink og Metalstøber.

Virksomheden ekspanderede. Men han manglede plads. Denne gang flyttede han til Ydre Nørrebro, hvor grundpriserne var rimelige og stedet velegnet til industriel virksomhed.

I 1892 blev han udnævnt til ”Ridder af Dannebrog”

 

Sønnen overtager

I 1894, året efter grundlæggerens død havde hans søn og arvtager, Carl Rasmussen, købt en grund Rådmandsgade 16. her opførtes efter datidens normer et meget moderne støberi. Det blev taget i brug i 1896.

Fabrikken/Støberiet havde mange folk tilknyttet, billedhuggere, formere, arbejdsmænd, smede og gørtlere m.m. I travle tider var det helt op til 40 ansatte.

Det var de store givers tid. Dette skyldtes bryggerne J.C. og sønnen Carl Jacobsen, der var grundlæggere af henholdsvis Carlsberg fondet og Ny Carlsberg fondet. De sponserede et stort antal kunstværker.

 

Stor kritik af ”Storkespringvandet”

En af de monumenter, der gav anledning til det største postyr, var Storkespringvandet, der i 1994 blev afsløret på Amagertorv. Sokkel og kumme var udformet af billedhuggeren Vilhelm Bissen. Men storkene, der i virkeligheden er hejrer – var tegnet af maleren Edvard Petersen.

”Foreningen til Hovedstadens Forskønnelse” fremkaldte straks efter afsløringen en sønderlemmende kritik afløst af gadespektakler og regulære bølleoptøjer aften efter aften. Det blev så galt, at man i en periode måtte sætte gitter omkring springvandet, for at undgå hærværk. Et par gange var der tale om at flytte det, men Storkespringvandet fik lov til at blive stående.

 

Da ”Den Lille Havfrue” fik nyt hoved

En af de største arbejder, der blev udført hos Lauritz Rasmussens støberi, var billedhuggeren Anders Bundgaards imponerende Gefionspringvand, der stod færdig i 1908 på rampen fra Esplanaden op til Langelinie.

Et andet monument udført her på støberiet er Den Lille Havfrue. Billedhuggeren Edward Eriksens verdenskendte skulptur blev opstillet i 1913 på Langelinie som en gave til København fra brygger Carl Jacobsen. Ingen turist har siden kunnet gæste København uden at tage ud for at se hende og helst lade sig fotografere sammen med hende.

Den berømte havfrue blev endnu mere berømt, da ukendte gerningsmænd natten mellem den 23. og 24. april 1964 halshuggede hende. Nu var gode råd dyre.

Byen kunne jo ikke gå en turistsæson i møde med en halshugget havfrue. Mange sendte penge som supplerede den bevilling på 21.000 kr. som Borgerrepræsentationen uden afstemning vedtog at lade fremstille et nyt hoved.

 

Firmaet lukkede i 1967

Det blev også støberiet på Nørrebro, der kom til at fremstille det nye hoved, støbt efter billedhugger Eriksens originale gipsform.

Virksomheden i Rådmandsgade 16 lukkede i 1967.

 

 

• Dette var en artikel under ”Projekt Industri på Nørrebro”

 

• dengang.dk indeholder 1.625 artikler, herunder 13 artikler under ”Industri på Nørrebro” I artiklen ”Industri på Nørrebro” er det en oversigt over 43 artikler med relevans til overstående

 

• Under Historier fra Nørrebro finder du 290 artikler

 

• Under Fra Urtekræmmer til Shawarmabar – Historien om Nørrebro Handelsforening finder du 28 artikler.