17.000 tyske flygtninge døde i dansk varetægt. De var ikke velkommen. Man sagde, at det var herrefolket på flugt, og at de var en del af besættelsesmagten. Aktive modstandsfolk mente, at dansker gjorde nok for tyskerne. På Eksercergården blev der indrettet en flygtningelejr. Der var delte meninger om forholdene. Gifte mænd fra Tønder blev involveret i faderskabssager. Bevogtningen var mangelfuld.
Masser af flygtninge
I løbet af 100 dage blev 2,4 millioner tyske civile og sårede tyske soldater evakueret over havet fra Østprøjsen. 790 skibe indgik i aktionen. Flygtningene ankom til nordtyske havne og 250.000 af dem ankom til Danmark. Af disse var 70.000 under 15 år.
Samtidig var ca. 50.000 sårede tyske soldater i Danmark.
Mange druknede
Ikke alle var lige heldige. På Østersøen lurede faren. Russiske u – både lå klar. Den 30. januar 1945 blev passagerskibet Wilhelm Gustloff torpederet, hvorved 5.350 flygtninge mistede livet. Skibet Goya på vej til København med 6.000 ombord blev ramt af to torpedoer. Kun 183 overlevede.
På skilte langs flygtningelejrene kunne den danske befolkning læse følgende:
Man måtte ikke tale med flygtningene
Advarsel
- Ethvert Samkvem ned tyske Flygtninge er forbudt. Det er forbudt at stå stille eller færdes frem og tilbage langs Flygtningelejrens Indhegning eller i den umiddelbare Nærhed. Overtrædelser medfører Straffeansvar.
Det var strengt forbudt at tale med tyskerne. Det blev kaldt at fraternisere med fjenden.
En dokumentarfilm blev fremstillet med dramatisk underlægningsmusik og stærke billeder, mens speakeren fortalte:
- De tyske flygtninge giver sig på vandring med de få ejendele, de har reddet. Verdenshistoriens største angrebskrig har forvandlet sig til en folkevandring, det tyske folk må nu undgælde for Hitlers forbrydelser. Sultne og syge søger de tyske flygtninge bort – også til Danmark. Med skib, tog og til fods kommer over 300.000 her til landet. De fører smitsomme sygdomme og snavs med sig i en bundløs elendighed.
Omkring 12 millioner tyskere var på flugt.
Flygtninge ankommer til Tønder
Den 3. februar 1945 kom den første store flygtningesending til Tønder. Snart var Storegade og Vestergade fyldt med fremmedartede mennesker. Kvinder med brogede hovedtørklæde og gamle mænd i laset tøj, der trak bulede kufferter. Mange så hadefulde og forbitrede ud.
Børnene sked og tissede på gaden, sagde vidner. De var på vej til skoler og forsamlingshuse. Tøndringerne begyndte at tale om epidemier.
Ikke velkommen
Den 3. april 1945 kom prøjsiske flygtninge fra København til Tønder. Herfra blev de sendt til mindre lejre omkring i amtet. Hjemmetyskerne nedsatte et udvalg, der organiserede det praktiske.
Den dansksindede befolkning i Tønder modtog ikke disse flygtninge særlig hjertelig. Og det illegale blad Frit Danmark havde heller ikke meget til overs for dem:
- Dette er Herrefolket på flugt, dette er repræsentanter for den tyske ”kulturnation” – i går brovtende, piske-svingende, undertrykkere, i morgen klynkende , indsmigrende flygtninge i fuld gang med at slippe medlidenheds kampagne løs på Europa.
Flygtningene – en del af besættelsesmagten
Den tyske besættelsesmagt betalte 2,70 kr. om dagen til dem, der havde en flygtning boende. Men dette tilskud bortfaldt efter krigen. Nu havde især dansksindede travlt med at komme af med deres flygtninge. Og modstandsbevægelsen måtte nu sørge for at flygtningene ikke led overlast, og blev overfaldet som en slags hævn.
Straks efter kapitulationen stod de danske myndigheder med en række midlertidige flygtningelejre oprettet af besættelsesmagten, hovedsagelig i militærforlægninger, men også i beslaglagte skoler, idrætshaller m.m.
Skiftende danske udenrigsministre forsøgte forgæves at sende de tyske flygtninge tilbage.
Advarsler mod tyskerne
Flyverblade blev uddelt. De fastslog at flygtningene var en del af besættelsesmagten:
- Flygtningen er blevet os påtvunget. Det er en ny form for Invasion . De er her uden Ret – ikke engang Krigens Ret.
- Til at begynde med er de klynkende og vil gerne vække medlidenhed, men snart føler de sig hjemme og bliver frække og stiller Fordringer.
- De kommer mens hundreder af vore egne Landsmænd deporteres uden Lov og Ret til tyske Koncentrationslejre, hvor de er udsat for Tortur og Sult.
- Man bør holde sig fra Flygtningene. Vore Hjem bør være lukket i for dem. Man bør sky enhver ikke paatvunget Samtale med dem, enhver Form for Samkvem herunder selvfølgelig ogsaa Tuskhandel med Cigaretter og Fødevarer.
- Vi opfordrer enhver god Dansker til at notere sig hvem, der overtræder disse Forbud.
Den 8. maj 1945 gav Statens Civile Luftværn, som Socialministeriets udøvende organ, instruks om, hvorledes de lokale luftværnschefer skulle gribe sagen an. Denne udpegede herefter ledere med betydelige beføjelser. Hele organisationen blev nu ledet fra banegården i Tønder.
Situationen var kaotisk. En højtalervogn blev den 3. juni sendt ud i Tønders gader med besked til alle om at melde sig på Tønder H. Mange blev sendt videre til Oksbøl. Under visiteringen fandt man hos halvvoksne drenge og piger våben.
Indvielse af flygtningelejren
Eksercergården nord for Tønder blev den 21. juni 1945 officielt indviet som flygtningelejr. Allerede inden var den befolket med 500 flygtninge. Under en visitation var der blevet beslaglagt 30.000 kr.
Den 24. september blev hovedparten af alle flygtninge sendt videre til Oksbøl. Nu var det så muligt at optage alle dem, som lå rundt i forsamlingshuse, gymnastiksale og lignende i hele politikredsen.
Sammen med Eksercergården var der nu oprettet lejre på Saksborg Kro og Hohenwade ved Højer Sluse.
Flygtningelejren på Eksercergården bestod af 1.350 beboere. Heraf var 470 børn under 15 år. Langt hovedparten kom fra Østprøjsen. Kun 120 personer kom fra andre vestlige lande.
Som lejrchef blev forslået adjunkt Otto Høyer fra Statsskolen. Han havde været en fremtrædende modstandsmand, men havde også kommunistiske sympatier, så det har sikkert ikke givet mange plusser hos den konservative borgmester Johannes Paulsen.
I stedet blev løjtnant Marquardsen udnævnt.
Der var dog stærk kritik af ledelsen. Og denne kritik kom fra modstandsbevægelsen og den forbigåede adjunkt Otto Høyer.
Det blev så Marquardsen far, der fortsatte med at være leder. Han havde erfaringer med fra kasernen. Efter denne fortsatte oberstløjtnant O. Oldfeldt. Fra 1. november 1946 overtog kontorchef Ludvig Nielsen, Tønder Kommune dette hverv.
Byråd og borgmester
Blandt flygtningene blev der valgt et byråd og en borgmester. Alle i lejren havde arbejdspligt, og arbejdet foregik under tyske tillidsmænds opsyn. Stort set alt arbejde blev udført af lejrens egne beboere. Der var en god tone mellem arbejdere og ledelse.
Delte meninger om forholdene
De fleste barakker kom fra Rømø. Men pladsen var meget trang. En flygtning havde vel omkring 2 m2. Man manglede dog en barak til foredrag og filmforvisning.
For at så mange på så lidt plads skulle få noget ud af det, var det nødvendigt med en stueorden. Den indeholdt regler om rengøring og orden. Men også personlig rengøring var der tænkt på. Fra klokken 22 skulle der være absolut ro.
I ridehallen, hvor der boede 300 mennesker, var der kun primitive træskillerum. Og ikke alle var tilfreds. Således kritiserede føromtalte Otto Høyer i september 1945 forholdene:
- Det flyder med papir og skidt. Der koges mad og tøj overalt, ligesom affald brændes af i små portioner, hvor det nu kan falde. Den slags er ikke alene forkasteligt, men direkte farligt.
- Indendørs frembyder lejren ikke noget tiltagende syn. Beboerne bor i barakker som – det skal indrømmes – ikke alle er lige hyggelige. Der hersker i mange af dem et frygteligt rod. Man kan tydeligt se, at nogle af beboerne er interesseret i at holde orden, mens andre ikke er det. Har har lejrledelsen totalt svigtet.
Forholdene blev dog bedre. Flygtningene betragtede det som en straf, hvis de blev flyttet til en anden lejr. På lejrområdet blev der afstukket stier og haver.
Mange bukkede under
Dødeligheden blandt flygtningene var høj. Mange bukkede under på grund af dårlig ernæring og epidemiske sygdomme. Modsat andre steder behandlede praktiserende læger og sygehuset de syge flygtninge., både før og efter 5. maj 1945.
Før kapitulationen og umiddelbart efter var der tyske militærlazaretter på Seminariet, Tønderhus og i Den tyske Roklub. Disse kom under engelsk kontrol. Fra slutningen af juni faldt dødeligheden markant.
En af grundene til den store dødelighed var måske, at der blandt Eksercergårdens 1.300 beboere var en tredjedel over 60 år.
Forplejningen var nogenlunde
I Tønder Amtstidende kunne man i 1946 læse:
- Sygdom er der så godt som ingen af i lejren. I løbet af mere end 1 år er der i lejren kun sket 13 dødsfald, medens i samme tidsrum 18 nye verdensborgere har set dagens lys.
Indtil 5 maj 1945 var forplejningen nogenlunde, men måske lidt ensformigt. Men efter denne dato ændrede tilstanden sig. Modstandsbevægelsen satte en stopper for leveringen. Først den 9. maj blev situationen normaliseret, da Statens Civile Luftværn overtog ansvaret.
Det var ikke lovligt for flygtningene at modtage pakker med fødevarer, tobak og lignende for velmenende folk uden for lejrene. Ofte kom sådanne pakker fra tidligere private indkvarterings-værter. Dette forhold blev der lempet på efter april 1946.
Nazistisk dominans
Den nazistiske dominans i lejren faldt mange for brystet. Englænderne forsøgte med en hurtig afnazificering. Kort efter 1. november 1945 foretog politiet en razzia i lejren. Her beslaglagde politiet en række effekter. To fremtrædende nazister blev fjernet fra lejren og overgivet til englænderne.
Modstandsbevægelsens blad Grænse Posten indeholdt et anonymt læserbrev, der påviste, at den valgte ledelse i lejren var nazistisk.
Den danske lejrchef, løjtnant E. Marquardsen mente dog, at der foregik kommunistisk stikkervirksomhed som var roden til meget af modviljen mod lejren i byen.
Bevogtning mangelfuld
Men selv om politiske tilkendegivelser var forbudt i lejren, kunne man i de første år opleve nazihilsen og andre nazistiske tilkendegivelser. Flygtningene skulle holdes interneret under bevogtning af bevæbnet mandskab. Efter kapitulationen overtog den lokale modstandsbevægelse bevogtningen. Derefter var det de indkaldte CBere.
Fraterniseringen mellem vagtmandskabet og flygtningene var mere eller mindre udbredt. Åbenlyse kærlighedsforhold med lejrens kvinder kunne heller ikke standses. En følge heraf var stigende sortbørshandel.
Den 19. september 1945 skrev lejrchefen i et indlæg i Grænse Posten:
- Bevogtningen af lejren har jo desværre ikke været særlig effektiv – bl.a. fordi en del af vagtmandskabet har misforstået opgaven. En kendelig bedring indtrådte med politiets varetagelse af vagten, men endnu træffer man jævnligt flygtninge på bytur uden eller med ugyldig udgangstilladelse uden at det endda har kunnet fastslås, hvilken post der har været så venlig at vende ryggen til. At sådanne forhold tolereres, tjener ikke til at skabe den menneskelige ro i og om lejren, det siger sig selv.
Vagtmandskabet havde ellers rigeligt at tage sig til. Døgnrapporten indeholdt mange eksempler på flugt og ulovlig indtrængen. Men ofte var der heller ikke nogen ved portene. Således måtte Pastor Braren cykle igen uden at kunne afholde andagt inde i lejren. Der var ingen til at lukke ham ind.
Eget brandværn
Flygtningene måtte heller ikke have samkvem eller besøg af familien. Og informationer var der heller ikke mange af. Der blev dog smidt sedler ind ad hegnet med oplysninger. Lejren havde deres eget brandværn, bestående af 20 medlemmer. Ja selv nattevagt havde de. Og så skulle de også hjælpe lejrpolitiet med at holde ro og orden.
Kravlede man over hegnet gav det otte dages stuearrest.
Hurtig opstod der en ikke ubetydelig sortbørshandel mellem de tyske flygtninge og tøndringer, der solgte tobak, smør, æg, frugt, strømper, sæbe m.v. Som modydelse fik tøndringerne kontanter, smykker, sølvtøj, fotoapparater, kikkerter eller seksuelle ydelser.
Nu var det ikke alle tøndringer, der udnyttede flygtningene på denne måde. Mange deltog som frivillige til at hjælpe flygtningene.
Gifte mænd fra Tønder i faderskabssager
I juni 1946 klagede en gruppe kvinder i lejren deres nød i et anonymt brev. De skrev:
- Mændene regner efterhånden hele lejren for et bordel.
I lejrens første tid fødtes der i lejren 18 spædbørn. Bag cirka halvdelen af disse fødsler stod danske eller hjemmetyske mænd. Og blandt disse var gifte mænd fra Tønder. En del faderskabssager fulgte
Skoleundervisning
Skoleundervisningen blev hurtig organiseret i Tønder – lejren. I lejrens værksteder oprettede man lærerpladser. Udefra blev der tilført en del uld til
lejren. De ældre kvinder brugte en del tid ved spinderokken. Der blev indrettet et skomagerværksted, et snedkerværksted og en smedje, der delvis byggede og klargjorde kakkelovne til lejren.
Bunter Abend
Lørdag aften var forbeholdt det muntre. Man kaldte det Bunter Abend. Beboerne havde selv indrettet en scene i Ridehuset. Man havde eget orkester, teatergruppe og både et kvinde – og et mandskor.
To gange måtte flygtningene fejre jul i lejren. Man havde selv arrangeret julefesten. Og det foregik i den kolde ride-sal.
Deutsche Nachrichten
Tyske aviser var ikke tilladt i lejren. Heller ikke Nordschleswigsche Zeitung, var i den første tid tilladt. Men man måtte gerne læse Deutsche Nachrischten. Den havde været gennem de danske myndigheders censur. Heri kunne man for eksempel læse:
- Tyske flygtninge! I befinder jer nu i et land, der , som mange andre, på Hitlers befaling lumsk blev overfaldet og besat.
- Besættelsesmyndighederne har ophævet landets forfatningsmæssige rettigheder, afsat regeringen, tilsidesat parlamentet, underordnet det danske erhvervsliv tysk krigsindustri, afvæbnet hæren, og politiet som ikke lod sig benytte som redskab for arrestation, forfølgelse og udlevering af landets frihedskæmpere, er med våbenmagt blevet fordrevet og slæbt i tyske koncentrationslejre.
- I er altså ikke kommet til et venne-land, men til et land, som kæmper for, at de tyske tropper, Gestapo, Nazi-bødlerne så hurtig som muligt forlader …..osv.
Efter befrielsen fortsatte Deutsche Nachrichten som legalt blad for de tyske flygtninge. Bladet forsøgte at påvirke i demokratisk retning.
Husflids – udstilling
Den 23. juni 1946 afholdtes en udstilling over husflidsarbejder for specielle indbudte gæster. Udstillingen blev åbnet af Fru Gördsch. Hun sagde meget rammende:
- Der findes kun en lykke, pligten. Der findes kun en trøst, arbejdet. Og der findes kun en glæde, det skønne.
Fra hjemmetysk side blev der set meget skævt til de mange flygtninges selvransagelse og afstandtagen til nazismen og dens gerninger. En holdning der også blev stærkt støttet af et ikke uvæsentligt antal blandt flygtninge med en stor del af deres nazistiske sympatier i behold.
Konfirmation
Gudstjeneste og de kirkelige handlinger blev foretaget af en tysk protestantisk og en katolsk præst, der holdt gudstjeneste hver søndag. Ud over at forestå religionsundervisningen i lejrens skole, ledede en flygtning også lejrens børnegudstjeneste. Hun tog også af konfirmationsundervisning.
I 1946 kunne hun sende 29 flygtningepiger og – drenge til konfirmation. Også
Flygtninge
– antallet reduceres
Flygtningetallet i lejren holdt sig stødt på 1.300. I november 1946 begyndte tallet langsomt at blive reduceret.
Tirsdag den 19. november kunne 25 voksne og 10 børn forlade lejren. Via en opsamlingslejr i Kolding skulle de vende tilbage til Tyskland. Lejrens endelige opløsning tog sin begyndelse i de første måneder af 1947. 178 flygtninge blev overført til Barsmark-lejren på Løjt.
I tiden derefter fulgte en del mindre transporter. En del af flygtningene kunne tage hjem, andre blev delt ud til andre lejre.
Den 6. februar 1947 kl. 4.30 om morgenen kunne den første store kontingent af flygtninge forlade Tønderlejren
efter to år bag pigtråd. De kunne begive sig til den franske zone.
Den 18. februar 1947 kunne de tilbageværende 624 på nær 30, der skulle rydde op, tage til Grove – Gedhuslejren ved Karup. For mange flygtninge gik det dog op til yderligere to år inden de kunne vende hjem.
Og det de kom hjem til lå i ruiner.
Lejr – psykose
En af de indsatte, Wilhelmine Grülich gav udtryk for sine følelser i et interview i Jydske Tidende i oktober 1945:
- Vi ved godt, at vi er uønskede gæster, men det er mod vor vilje, at vi er blevet slæbt herop. Hvad skal vi gøre? Jeg er blevet sat op på en åben vogn, og så kørte de afsted med mig, og langt om længe kom jeg herop. Min datter blev borte, men jeg har her mit barnebarn og mit barnebarns barn.
Mange flygtninge led af lejr – psykose. De kunne ikke begribe, at de ikke måtte arbejde uden for lejren. De kunne heller ikke begribe, at de ikke måtte gå en tur ud af landevejen. Mange mente, at de rådnede op i lejren. De ville hellere samle mursten i Hamborg og foretage sig noget, der gjorde nytte.
Det var ikke alle, der var lige tilfredse med opholdet i Tønder. Men i 1946 kunne man læse følgende notat i Tønder Amtstidende:
- Flygtningene finder sig udmærket tilpas navnlig nu, efter at man har kunnet skrive til Tyskland, og vil få breve derfra igen. Flere sagde, at det var bedre at være flygtning i Danmark end borger i Tyskland. Det kan man også nok forstå, når flygtningene her får 2.470 kalorier pr. dag, medens man i Tyskland kun får 1.250 kalorier dagligt.
Gravstene i Tønder
For 87 flygtninge blev Tønder endestationen på deres livsbane. Korsene på Tønder Kirkegård vidner om dette særlige stykke krigs – og efterkrigshistorie.
De sidste flygtninge forlod Danmark i 1948. Flygtningeadministrationen udsendte i 1950 en redegørelse, hvor man skamroste sig selv over forvaltningen
af lejrene.
13,000 døde i 1945
I slutningen af 1990erne vakte læge Kirsten Lylloff betydelig opmærksomhed, da hun stillede spørgsmålstegn ved om de tyske flygtninge fik en ordentlig behandling. I hendes bog Barn eller fjende (2004) mener hun, at behandlingen af de tyske flygtninge var en regulær humanitær katastrofe.
Elendig forplejning, katastrofale boligforhold og manglende lægehjælp betød at 13.000 døde i løbet af 1945, herunder 7.000 børn under fem år. Kirsten Lylloff
mener, at det for børnenes vedkommende er det tragiske resultat af en bevidst dårlig behandling.
Danmarks status i fare
De tyske flygtninge blev anset som en del af besættelsesmagten, hvor ikke kun Flygtningeadministrationen men også Frihedsrådet argumenterede for, at for megen hjælp til disse mennesker kunne bringe Danmarks status som allieret nation i fare.
Führerbefehl
Aktive modstandsfolk mente, at når Danmark ikke i 1945 havde underskrevet nogen konversion, så var man ikke forpligtet til noget som helst. De påpegede også, at flygtningestrømmen var foranlediget af et Führerbefehl, der lød sådan:
- Til øjeblikkelig aflastning af transportsituationen i Riget befaler jeg, at de folkefæller (Volksgenossen) som forbigående må føres tilbage til Rigets østområder, skal indkvarteres i Riget og i Danmark.
Lægerne ville hjælpe under betingelser
Modstandsfolkene påpegede også, at tyskerne ikke ønskede de danske myndigheders hjælp til indkvartering af flygtningene. Lægerne havde tilbudt deres hjælp under betingelse af, at de danskere, der var blevet deporteret til koncentrationslejre i Tyskland blev sikret hjælp og bedre kår.
I flygtningelejrene skulle ledende nazister have stjålet mad fra børnene!!!!
Topnazister forklædt som flygtninge
Man mente også, at det havde kostet det danske samfund 450 millioner kroner. Den tyske stat havde kun betalt
160 millioner kroner.
Modstandsfolkene mente også, at det offentlige Danmark overholdt fremmedlovens & 14, hvor flygtninge kan nægtes ophold og holdes under tilsyn og bevogtning, indtil bortsendelse kan finde sted.
Et anden problem var, at tyske topnazister søgte at kamuflere sig som flygtninge. Således påpeger de aktive modstandsfolk at der i Gråsten blev fundet en snes hårdt sårede soldater. De havde viklet sig ind i mange lag gazebind. Det viste sig at være særdeles levende krigsforbrydere, der benyttede sig af Fluchtrute Nord.
Ernæringen var
åbenbart god nok
Endvidere henvises der vedr. flygtninges ernæring til historikeren Frantz Wendt, der i Danmarks Historie (Politikens Forlag 1978) erklærer at
- Den ernæring, flygtningene fik i lejrene var knap, men tilstrækkelig. Staten indkøbte råstofferne, men de internerede tilberedte selv maden. De sanitære forhold i lejrene var også gode, at dødeligheden svarede til den danske i samme aldersgruppe.
Påstande afvist
De aktive modstandsfolk og for den skyld også medlemmer af Dansk Folkeparti afviste dermed Kirsten Lyllofs påstande.
Glemmes skal det dog ikke at de danske familier ikke kunne adoptere de tyske børn. Flygtningeadministrationen sagde blankt nej. Isolationen fra det øvrige samfund og forbuddet mod at omgås tyske flygtninge betød total uvidenhed om de tyske flygtninges forhold i hvert fald i København.
I Tønder var befolkningen godt klar over forholdene. Her var mange af de tyske flygtninge også privat indkvarteret.
Stor opstandelse
Kirsten Lyllofs påstande vakte stor opstandelse i Tyskland. Både tysk tv og aviser satte spørgsmålstegn ved danskernes næstekærlighed.
Kilde:
- Litteratur Tønder
- Litteratur omtalt i artiklen
- www.dengang.dk – diverse artikler
Hvis du vil vide mere,
www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler
- Under Tønder finder du 283artikler
- Under Besættelsestiden (før/under/efter) finder du 362 artikler
- Bombeangreb mod Tønder
- Historien om Jeppe K. Christensen
- Sønderjylland 9. april 1940
- Tønder under besættelsen
- Tønder – Marskens hovedstad
- Højer 1935 – 1945 (under Højer)
- Baraklejren i Højer (under Højer) og mange flere artikler
Redigeret 23. 12 . 2021