Dengang

Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Sønderjylland

Flere anekdoter fra Rømø

August 1, 2017

Flere anekdoter fra Rømø (2)

Vi sjal berette om 4 historier. ”Spøgelset ved Kirkebjergene”, ”Han tog sygdommen med i graven”, ”Da Caline fejrede sin egen begravelsesfest” og endelig ”Flugt i masten” Ja vi skal se et spøgelse, der gik med sit hoved under armen. Og så var det Caline, der mente, at det var blevet for kedelig på Rømø. Så da hun var et godt stykke oppe i firserne kunne hun lige så godt holde begravelsesfest. Hun fik en kiste lavet. Den stod i storstuen. Og så var det lægen, der havde sin helt egen kur. Og siden han blev begravet vendte sygdommen aldrig tilbage. Og så er det beretningen om en dramatisk redningsaktion ved Juvre Dyb. I første omgang ville kaptajnen og tre af mandskabet ikke reddes. Men de kom senere på andre tanker. Og vejret var så frygtelig, at alle inde på stranden troede at havet havde slugt dem alle. Men jammer blev vendt til glæde.

 

Spøgelset ved Kirkebjergene

Tidligere ansås det for eksempel for et sikkert tegn på, at et familiemedlem var død på havet, hvis der om morgenen var en vandpyt foran døren, eller hvis man om natten havde hørt uglerne tude i kirketårnet.

Nord for kirken ligger de såkaldte Kirkebjerge. Når rømeserne i de lange kolde vinteraftener sad sammen og fortalte historier, faldt talen ofte på disse klithøje. Mange kunne fortælle et eller andet grufuldt om dem. Ingen var særlig glade, når de efter sammenkomsten skulle gå hjem gennem Kirkebjergene. Deres skridt blev hurtigere og hurtigere. De var glade, når de havde ladt dette klitparti bag sig.

Mange af disse spøgelseshistorier er sikkert fri fantasi. Men nogle af beretningerne hører snarere til i det område ”mellem himmel og jord” som vi mennesker ikke-eller i hvert fald endnu ikke-kan give nogen forklaring på.

 

Kaptajnens grufulde beretning

Til denne kategori af historier må vi nok henregne følgende beretning, som en gammel kaptajn fortalte præsten på sit dødsleje

 

  • Som ung rejste jeg sammen med en nabosøn på det samme skib. I en amerikansk havn sneg han sig fra borde og kom ikke mere tilbage. Senere hørte jeg, at han boede i en by i de amerikanske sydstater, og der gik yderligere en række år, uden at jeg hørte noget fra ham.
  • Mange år senere vendte jeg om efteråret hjem fra en heldig rejse. Jeg ville da besøge nogle venner på Sønderland. På den tid vendte endnu alle søfolk hjem til øen om efteråret og blev der vinteren over, for så næste forår at tage hyre i de store havnebyer.
  • Mens jeg var på Sønderland, blev det aften, og jeg skyndte mig i skumringen hjem for ikke at skulle gå gennem Kirkebjergene i mørke. Men næppe var jeg kommet forbi kirken, før det blev bælgmørkt, og kun en smal månesegls blege lys markerede klitternes silhuet. Der drev skuer for månen, og hele landskabet så spøgelsesagtigt ud, så man skulle tro, at mørke skygger bevægede sig hen over heden.
  • Da jeg havde tilbagelagt hen ved halvdelen af vejen, forekom det mig pludselig, som om jeg hørte et menneske stønne. Jeg blev ganske mærkeligt til mode og fremskyndede mine skridt for så hurtigt som muligt at komme ud af det uhyggelige område.
  • Pludselig er der noget, der bevæger sig.
  • Omridset af en skikkelse bliver mere og mere tydelig, og den kommer langsomt hen imod mig. Jeg blev meget bange, og nu kunne jeg se, at gespenstet var uden hoved. Jeg stod som lammet af skræk, og da skikkelsen blev tydeligere, kunne jeg se, at den bar hovedet under armen. Og nu kunne jeg også genkende ansigtstrækkene.
  • Det var min længst forsvundne ungdomskammerat!
  • Læberne bevæger sig, men jeg tør ikke høre, hvad han vil sige, og jager derfra som en vanvittig.
  • Forestil Dem nu min forbavselse, da jeg nogen tid senere læste i en amerikansk avis, at denne nabosøn på samme tidspunkt, som jeg havde dette syn, var blevet dræbt i New Orleans i et slagsmål mod nogle negre. Da man fandt hans lig, sad det afhuggede hoved fast under den dødsstive arm

 

Folk med særlige evner

Af den slags historier fortælles der mange på øen.

Desuden fandtes der folk, som var begravet med en særlig evne til at se ud i fremtiden. På de nordfrisiske øer kalder man sådanne mennesker for ”spøkenkikkere”. Det er mennesker, som med nogen sikkerhed kunne forudsige visse ting. For eksempel er det hændt, at en pige på øen kunne forudsige, at et bestemt hus ville brænde. Dette skete virkelig nogen tid efter ved et lynnedslag.

Hvor meget af det, der er sandhed, og hvor meget det er overtro, er svært at afgøre. Men det er en kendsgerning, at evner i den retning har været almindelige på øerne.

 

De kunne forudse stormflod

Lige syd for grænsen i Nordfrisland skrev Theodor Storm en berømt roman ”Der Schimmelreiter”. Og det var noget med, at man på himlen eller nærmere skyerne kunne se, hvornår der kom stormflod. Men se den evne havde min bedstefar også. Han fungerede i mange år som slusemester ved Højer Sluse.

 

Han tog sygdommen med i graven

Nordvest for kirken står et gravmonument, der skiller sig ud fra de andre. Det er en sort obeliskagtig sten med følgende indskrift:

  • Med. Louis J.E. Halter
  • Født i Anclam d. 15 Febr. 1858
  • Død paa Romø d. 1.juli 1894
  • Skjænket af Øens taknemmelige Beboere

Dr. Halter stammed fra Tyskland og kom i slutningen af forrige århundrede til øen. Da han ikke mægtede det danske sprog, købte han sig en dansk og en tysk bibel og skaffede sig således de nødvendige sprogkundskaber.

Når han skulle besøge patienter gik han til fods over hele øen. På den tid var halssygen (difteritis) en af de værste plager på øen. Den lagde ikke så få indbyggere i graven.

 

Epidemier hver 30. år

På grund af øens afsondrethed optrådte epidemier ca. hvert 30. år. Derfor blev voksne også smittet. For dem var børnesygdomme livsfarlige. Noget lignende kender man fra eskimoer, der blev smittet med europæernes sygdomme, da de kom i forbindelse med missionærerne.

Dr. Halter udviklede sin egen metode i kampen mod halssygen. Han skrabede slim ud af halsen på de syge og kogte og filtrerede det. Han gav det så til de raske for at gøre dem immune.

Øboerne var neget taknemlige for hans uselviske arbejde, der på grund af øens fattigdom ikke indbragte ham nogen rigdom. Derfor rejste de efter hans død den sorte gravsten og plejede graven.

Man sagde sidenhen, at halssygen aldrig mere kan vise sig på Rømø, fordi Dr. Halter tog den med sig i graven

 

Da Caline fejrede sin egen begravelsesfest

 

  • Der sker aldrig noget mere på Rømø, efter at mændene er holdt op med at tage på hvalfangst ved Grønland

Ja sådan jamrede den gamle Caline med brudt stemme til sine datter Dine

  • Nu er jeg langt over firs, men denne ensformighed er ikke til at bære. Gå hen til snedkeren og bed ham komme for at tage mål af min kiste. Jeg vil fejre min begravelse. Nu skal Rømø opleve noget, der aldrig er sket før!

Hun lå tilbagelænet i alkoven i det inderste hjørne af ”æ dårns” (stuen) for gigten havde i årenes løb gnavet på hendes sundhed, og det faldt hende svært at bevæge sig.

Dine gjorde, som hun havde fået besked om, og kom nogen tid tilbage med snedkeren, der tog de ønskede mål. Han lovede desuden straks at gå i gang med at lave kisten og levere den så hurtigt som muligt.

Da han var gået, bad Caline datteren gå til alle deres bekendte på øen for at indbyde dem til søndag otte dage. Den fastsatte dag oprandt. Kisten var i god tid leveret og stod nu i ”æ pissel (storstuen).

De indbudte havde undret sig ikke så lidt over den mærkelige besked, men de kom dog alle:

  • Jesper, Jens, Hans, Marius, Jørline, Jørgiane, Hansine og hvad de ellers alle hed

 

En munter fest

 

Det blev en munter fest, fordi Caline ønskede, at der blev danset. Der herskede en løsluppen stemning ved hendes begravelsesfest. Det var jo heller ingen grund til at sørge. For festens hovedperson var jo-om end sengeliggende-dog lyslevende blandt dem.

Da festen nu var på sit højeste stod Caline ud sf din alkove. Hun ville også danse. En tid gik det godt. Men pludselig væltede hun omkuld. Hun faldt og brækkede det venstre ben. Gæsterne hentede i fart lægen som boede lige i nærheden. Han tilså det brækkede ben.

Derefter ville de gå hjem, men her gjorde de regning uden vært. Caline forlangt, at festen fortsatte. Og således blev der danset og spøgt til langt over midnat, hvor alle gæsterne endelig forlod begravelsesfesten.

Caline kom sig ikke efter benbruddet. Otte dage senere døde hun. Men hun havde dog oplevet sin egen begravelsesfest. Hvor mange kan prale af det?

 

Tilflugt i masten

Det var den 30. august 1908. Der kom besked om, at et skib var strandet på den yderste sandbanke. Ved redningshuset i Juvre skyndte kuskene med deres otte heste at trække redningsbåden ud.

Det tog en time at trække vognen ud på Bollert Strand nordvest for Juvre. Ved halvtre tiden var båden i vandet. Det blæste temmelig hårdt fra vestsydvest. Det var ude ved en sandbanke ved Juvre Dyb, at skibet var strandet.

Her blev sejlene strøget, og redningsmandskabet forsøgte at ro frem til havaristen. Det var dog umuligt. Det ene øjeblik dansede båden som en æggeskal på bølgetoppene. Og pludselig styrtede den ned i bølgedalen og ramte bunden.

Det var ikke andet at gøre end lade båden drive en smule tilbage og så sejle gennem gabet, hvor Juvre Dyb løber ud i det åbne hav, flankeret af de to sandbanke. Resten af vejen måtte man så igen ro. Først hen under aften nåede man strandingsstedet. Omtrent samtidig nåede redningsbåden fra Sønderho frem.

Mandskabet kunne nu se, at det drejede sig om den 300 tons store damper Schlei af Hamborg. Den var på vej fra Århus til Esbjerg med en ladning cement. Ved Norns Rev havde skibet mistet sit ror og to ankre. Lige nu var det uden læk og lå højt over vandet.

 

Kaptajnen ville ikke forlade sit skib

Kaptajnen, der hed Harder, ventede på redningsdamperen fra Esbjerg og ville ikke forlade sit skib. Fem besætningsmedlemmer blev dog sendt i land med redningsbåden fra Fanø. Redningsmandskabet forsøgte at forklare, at damperen lå et udsat sted, og at de ikke skulle regne med, at det kunne bjerges.

Det hjalp ikke. Kaptajnen, styrmanden og de to maskinmestre blev om bord. Inden redningsmandskabet tog tilbage, blev man enige om, at besætningen om bord skulle give signal, hvis situationen ændrede sig. Så ville man komme tilbage.

Redningsmandskabet lagde fra og nåede efter noget tid igen Bollert Strand. Ved midnatstid var man tilbage ved redningsstationen.

 

De havde hejst nødsignal

Mørke skyer trak sammen på himlen. Vinden blev stærkere, og det regnede. Man kunne knap se en hånd for sig. Stormen udviklede sig til orkan. Ved to-tiden om natten var bølgerne så høje, at de fire mand om bord på det strandede skib måtte forlade dækket. Svære dønninger slog ind over skibet, rev lugerne bort. Skibet blev fyldt med vand.

Først søgte mandskabet tilflugt i stormasten. Men da de vældige bølger hen på morgenstunden havde revet kommandobroen løs og kastet den mod masten klatrede de fire mænd ned for at komme over til formasten. Stormasten havde nemlig løsnet sig og truede med at vælte.

På dækket blev 2. maskinmester ramt af et løsrevet vant (et af de tove, som holder masten til fast til siderne). Han blev så hårdt kvæstet, at han ikke mere kunne bevæge sig. Under opbydelsen af alle kræfter lykkedes det de andre mænd at få den kvæstede mand anbragt på en lastebom. Her bandt de ham fast til masten med noget tovværk.

På landjorden havde redningsmandskabet på skift holdt vagt i redningsstationens udkigspost. Regnen var dog så tæt, at det først var et stykke hen af følgende formiddag, at man kunne se noget. Til redningsmandskabets skræk kunne man nu se, at kun masterne af Schlei ragede op over vandet. De fire mand stod i formasten og havde hejst nødsignal.

Nu fik man travlt. Redningsmandskabet ilede til stationen. Kort tid efter rullede man af sted ad vejen til stranden. Den dag var transporten lang sværere end dagen før, fordi højvandet om natten havde oversvømmet hele forstranden.

Ved middagstid kunne man endelig sætte i søen. Ved hjælp af årene og et kæmpe sejl kæmpede redningsmandskabet sig frem mod den hylende storm, de høje bølger og den stærke strøm. Alligevel blev det hen sidst på eftermiddagen, inden man nåede strandingsstedet.

 

Damperen var slået til vrag

Her ventede det redningsmandskabet et syn, de nok aldrig glemmer. Schlei var i løbet af natten blevet slået fuldstændig til vrag. Kommandobroen lå sammenkrøllet som en papkasse og ragede sammen med skorstenen ud over kanten på skibet.

Under store anstrengelser roede man så tæt på, som man kunne indtil man kun var få meter fra vraget. I mellemtiden kom styrmanden ned fra masten. Der blev kastet en line over til ham. Han fik fat i den og bandt den fast i vanter og gelænder Nu var redningsbådet og vraget forbundet med hinanden.

Dernæst blev der kastet en redningsline. Han bandt den om livet på den kvæstede maskinmester. Han stod endnu på lastebommen og var fastbundet til masten. I mange timer var den ene dønning efter den anden slået hen over ham og havde revet tøjet af ham. Han stod nu næsten nøgen. Fuldstændig afkræftet faldt han sammen, da styrmanden løsnede ham fra masten for at kaste ham i den næste bølge, så redningsmandskabet kunne hive ham om bord i redningsbåden.

 

Søstøvlerne blev reddet

Den næste var 1. maskinmester. Han klatrede ned fra masten. Men i samme øjeblik, han nåede dækket, blev han overrasket af en bølge, som kastede ham omkuld. Man troede, at han var blevet kastet overbord. Men da vandet var væk, skyndte han sig at gribe fanglinen. Han viklede enden af redningslinen om begge hænder og kastede sig i søen. Et øjeblik senere nåede han velbeholden over i redningsbåden.

Styrmanden var en erfaren mand. Da han sprang i søen, holdt han sine søstøvler i munden. Dem ville han ikke give afkald på. Ved redningsbåden stak han hovedet over vande og gav tegn på, at hans støvler skulle reddes først. Hans ønske blev opfyldt og bagefter kom manden selv.

Som den sidste kom kaptajnen. Han klatrede ned fra masten, blev et øjeblik stående, til bølgerne var løbet af, og greb efter fanglinen. Så sprang han over bord og sad få minutter senere i redningsbåden.

Redningsaktionen havde taget cirka en times tid. Linerne blev kappet og man lagde fra.

 

Et endnu være uvejr brød løs

Næppe var der blevet sat sejl og var nået til indløbet til Juvre Dyb, før et endnu værre uvejr brød løs. Himmel og jord stod i et, stormen hylede, regnen styrtede ned i spande, lynene trak deres spøgelsesagtige zig-zag-striber over den begsorte himmel. Tordenen rullede så det føltes som om båden sitrede, mens den som en pil skød gennem de hushøje bølger ind i dybet.

Lanternen gik ud. Det var umuligt at tænde den igen. Man var forberedt på det værste, og tankerne gik på dem derhjemme. De ventede på stranden.

Som om det ikke var nok. Nu sprang vinden uden varsel pludselig i sydøst. Den kom nu direkte imod dem. Man begyndte nu at krydse og at ro med alle kræfter. Håbet om at undslippe havet begyndte at svinde.

En af dem om bord opdagede pludselig lys i det fjerne. Det var kuskene, der havde opgivet håbet, om at folkene skulle komme velbeholden i land. De havde nu begivet sig på hjemvejen.

 

Jammer blev afløst af glæde

Da de nåede hjem, blev der sorg og jammer i mange huse. Det var, som om det sidste håb nu var forsvundet. Man havde fra land set, at båden var roet væk fra vraget. Men så var uvejret brudt løs, og så kunne man ikke mere se dem fra land.

Da mandskabet langt om længe var kommet vel ind på stranden foldede de alle deres hænder og sendte en bøn til ham, der havde reddet dem ud af den yderste fare.

To mænd ilede hjem for at fortælle, at alle var landet velbeholdne på Bollert Strand. Den glæde, der nu afløste jammeren kunne næppe beskrives. Det var næppe gået en halv time, siden kuskene var vendt tilbage. De spændte straks for igen, og der blev i hast lavet kaffe, som blev sendt ud med en ekstravogn.

Efter i tolv timer at have kæmpet mod elementerne uden at få så meget som en slurk vand, var det utroligt velgørende at få noget varmt i maven.

 

Styrmanden sagde tak

Da de efter den lykkelige landing stod på stranden kom styrmanden hen til redningsmandskabet og gav hver af redningsmandskabet hånden og sagde tak for alt, hvad de havde gjort for ham og hans kammerater.

Han fortalte også, at der ikke engang var gået to timer, efter at redningsbåden for første gang havde forladt strandingsstedet, før svære bølger var styrtet ind over damperen og havde revet lugerne bort. Dermed forsvandt ethvert håb om at redde skibet, og det var langsomt fyldt med vand, men brændingen uden ophold vaskede ind over dækket. Styrmanden forklarede endvidere:

  • I løbet af de mange timer, vores arme kammerat stod fastbundet på lastebommen, klatrede jeg flere gange ned til ham for at trøste ham. Til sidst mistede han helt modet og forlangte, at jeg skulle løsne tovet, så han kunne blive skyllet over bord og på den måde blive befriet for sine lidelser. Det hverken kunne eller ville jeg gøre, og da redningsbåden endelig kom, var jeg lykkelig over ikke at have givet efter.

Klokken var seks om morgenen, da redningsfolkene nåede redningsstationen. Hele aktionen havde varet atten timer. Den syge blev lagt på ekstravognen og kørt ned til strandfoged Knudsen i Toftum, hvor der ventede ham en varm seng. De øvrige blev indkvarteret i Juvre.

 

Talrige søfolk reddet i tidens løb

Kaptajnen, styrmanden og 1. maskinmester rejste nogle dage senere til Tønder, hvor der blev afholdt søforhør. Den syge blev på Rømø til han igen var rask, hvorefter han rejste tilbage til Hamborg.

Det var en skik på Rømø, at alle brudepar fik et ur med udskåren redningskrans og en bibel foræret, hvis både brudens og brudgommens fædre var medlemmer af redningsbådens mandskab.

Talrige søfolk er i historiens løb blevet reddet i land på Rømø. I hvert fald eksisterer den ene redningsstation endnu på Rømø. Den blev sidste gang jeg var på øen for utallige år siden, anvendt af øens brandvæsen.  Den anden som er omtalt i artiklen blev sidste gang, undertegnede var på Rømø anvendt af militæret som garage.

Den nuværende redningsbåd har hjemme i Havneby Havn.

 

Kilde:

  • Sønderjyske Årbøger (diverse udgaver)
  • Moritz: Die Nordseeinsel Röm
  • Hansen: Friesische Sagen und Erzählungen
  • Hanssen: Grønlandsfarer i Aaret 1777
  • Jessen: Von Seeleuten, Fischern und einen Sklaven der Insel Röm
  • Deutscher Volkskalender, Nordscleswig (div. Udgaver)
  • Mühlendorf: Sagen, Märchen und Lieder der Herzogtümer Schlewig, Holstein und Lüneburg
  • Niels Edwin List Petersen: Sagn og historier fra Rømø

 

Hvis du vil vide mere: Læs her på www.dengang.dk

  • Anekdoter fra Rømø (1)
  • Borrebjerg på Rømø
  • Færge fra Ballum til Rømø
  • Da Rømø fik et Nordsøbad
  • Rømø-den tredje tur
  • Rømø-endnu engang
  • Rømø-en ø i Vadehavet

 

Hvis du vil vide mere: Om Vadehavet og øerne i Vadehavet-Læs her på www.dengang.dk:

  • Det frisiske salt
  • Vadehavets maler-Emil Nolde
  • Vikinger i Vadehavet
  • Nordstrand-syd for grænsen
  • Mandø-en ø i Vadehavet
  • Føhr-en ø i Vadehavet
  • Heltene i Vadehavet
  • Øen Jordsand-engang ud for Højer
  • Soldater på Jordsand
  • Øerne-syd for Højer
  • Dæmningen-syd for Højer
  • Slaget ud for Højer og mange flere

 


Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Sønderjylland