En dansk præsts hverdag i Højer 

Braren var ikke tilfreds. I 10 år havde han fungeret både som dansk og tysk præst. Men nu ønskede den danske menighed sig en ren dansk præst. Braren følte sig ydmyget. Kirken skulle gå forrest med at bygge bro, mente han. Han var en fremragende prædikant. Et forsoningsmøde blev afholdt hos biskoppen. Man ville forsøge at få samarbejdet til at fungere. En skarp og bitter avisfejde. Den danske menighed ønskede ligestilling. Braren sendte et beklagende brev ud til den samlede menighed. Han ville ikke skubbes over i et hjørne. Da professor Nagel skulle begraves. Sønnen måtte bøje sig for et ”ynkelig” kompromis. Da Anna Fannike skulle begraves. N.P. Nielsen måtte ikke føre ældre tysksindede til alters. Pastor Braren under besættelsen. Stridighederne fortsatte.

 

Braren var ikke tilfreds

Vi har i en tidligere artikel beskrevet, da pastor N.P. Holm ankom til Højer i 1935. Det var pastor Braren ikke særlig tilfreds med. Pludselig var der oprettet et embede for en dansk præst. Fra 1925 fungerede Braren både som dansk og tysk præst.

Men nu ønskede den danske menighed en selvstændig dansk præst, der også var dansk uddannet og dette ønske imødekom kirkeministeriet.

 

Følte sig måske ydmyget

Pastor Braren følte sig på en måde ydmyget over at han ikke mere kunne bruges som en slags ”overnational” præst. Dette førte til mange breve til N.P. Nielsen. Denne fik at vide, at folk i Højer havde skrevet under på noget, som de ikke vidste, hvad var.

 

Kirken skulle gå forrest

Desuden fortalte, at han i Bylderup og Astrup havde mange venner blandt de dansksindede. Han havde aldrig gjort forskel på dansksindede og tysksindede. Desuden mente Braren, at kirken skulle gå forrest med at bygge bro mellem mennesker. Han synes også, at det var vigtigt at nævne, at hans kone var dansk.

Braren så en fare i, at der nu både skulle være en dansk og en tysk præst i Højer. Han mente at de to nationale grupper ville blive mere fjendtlige over for hinanden.

 

Braren var en fremragende prædikant

Det var tydeligt at Braren var bedrøvet over, at den danske menighed ville have en dansk præst efter at han havde tjent menigheden i 10 år. Og det var heller ikke for at undervurdere Brarens indsats, at N.P. Nielsen havde overtaget jobbet.

Braren var stadig en betydelig teolog, en fremragende prædikant og en fin og nobel personlighed med selvstændige meninger og synspunkter. Og det nye præsteembede blev ikke oprettet, fordi Braren havde gjort det dårligt.

 

Et forsoningsmøde hos biskop Ammundsen

N.P. Nielsen havde foreslået et møde hos biskop Ammundsen. Det fandt sted den 14. november 1935 og varede i tre timer. Nielsen fastslog at sagen ikke drejede om noget personligt men om en nyordning. Han fastslog også at myndighederne indtil nu havde forsømt at lytte til det danske mindretal. For her 15 år efter ”Genforeningen” var det stadig et dansk mindretal i Højer.

 

Man ville få samarbejdet til at fungere

De to præster kom vel ikke hinanden nærmere efter mødet men de fik lært hinandens synspunkter at kende. Og man var enige om at få samarbejdet til at fungere så gnidningsløst som muligt.

 

En skarp og bitter avisfejde

På indsættelsesdagen var kirken fyldt med både danske og tyske mennesker. Pastor Braren holdt en tale, der gav udtryk for bitterhed og skuffelse over for den danske menighed. Dette førte til en skarp og bitter avisfejde mellem repræsentanter for den danske menighed og pastor Braren.

 

Den danske menighed ønskede ligestilling

Den danske menighed ønskede ligestilling med hensyn til gudstjenester. Det blev Braren meget fortørnet over. Han ønskede to tyske og en danske højmesse om måneden. B begrundelsen fra tysk side var, at Braren var sognepræst og N.P. Nielsen ”kun kapellan”

 

Braren sendte brev ud til den samlede menighed

Dette afstedkom en henvendelse fra Braren til den samlede menighed i Højer – både de dansk- og tysksindede.

I brevet forklarede han, at han i den tyske tid havde hjulpet dansksindede i nød. Og det fik ubehagelige følger. I Bylderup har han stået anklaget både over for landråd, provst og dommer i Tønder. Han skrev desuden i brevet, at han føler sin stilling som sognepræst truet og kaldte igen N.P. Nielsen for ”kapellan”.

I brevet forklarede Braren også, at han vil fortsætte med at holde danske gudstjenester.

 

Ville ikke skubbes over i det ene hjørne

Det kan så undre, at de to pastorer ikke talte sammen, men skrev. Et par dage efter skrev Braren således til N.P. Nielsen, at han ikke ville finde sig i at blive skubbet over i det ene hjørne. Han ville ikke finde sig i kun at blive betragtet som den tyske præst. Han ville fortsat være præst for dem, der har fulgt ham i 10 år.

Han ville ikke gå den vej, sagde han ordret, som N.P. Nielsen ville diktere ham. Braren ville ikke forstå, at det ham, der fremover skulle afholde de tyske gudstjenester og N.P. Nielsen de danske gudstjenester.

 

Da professor Nagel skulle begraves

En ny strid opstod i 1937, da professor Nagel, Berlin døde. Han var søn af apoteker Nagel. Han var udpræget dansksindet. Han ønskede at blive begravet på familiens gravsted i Højer. Da N.P. Nielsen traf ham ved hans svigerinde i 1936 bad han indtrængende om at medvirke ved hans begravelse. Han tilføjede:

• Da jeg skrev mit testamente, havde jeg ikke tænkt på, at der nogen sinde kom en dansk præst i Højer.

Hans tysksindede datter, som var gift og boede i Tyskland havde derimod bedt pastor Braren om at begrave hans far.

Men en søn, kunstmaler Willy Nagel, som var udpræget dansk, bad N.P. Nielsen om at medvirke, således som hans far havde ønsket det.

Men det satte Braren sig imod. N.P. Nielsen måtte ikke engang tale i kirken, hvis Braren skulle klare begravelsen. Det samme forbud gjaldt også for en af professor Nagels gamle elever, amtslæge dr. Lausten – Thomas., Tønder.

Heller ikke ved mindehøjtideligheden på Hotel Sylt måtte Holm tale, hvis Braren skulle deltage heri. Dette blev dog ændret, da den temperamentsfulde kunstner, Willy Nagel, sagde til Braren:

• Det kan De ikke være bekendt, hr. pastor., det er krænkende for min fars minde!

Så bøjede Braren sig og kom med til mindefesten, hvor N.P. Nielsen på opfordring holdt en mindetale over den gode danske mand, professor Vilhelm Nagel.

 

Sønnen måtte bøje sig for et ”ynkelig” kompromis

Også til denne begravelse blev der udvekslet en heftig brevveksling.

Og med hensyn til begravelsen så fik professoren og hans dansksindede søn ikke deres ønske opfyldt. N.P. Nielsen fik et brev fra sønnen, Willy Nagel, hvor han udtalte sin beklagelse over at han var blevet tvungen til det ynkelige kompromis.

 

Da Anna Fannike skulle begraves

I 1941 døde en ældre kvinde, Anna Christensen, kaldet Anne Fannike. Hun var fra Fanø og var dansksindet. N.P. Nielsen besøgte hende ofte. Da hun døde, bad hendes børn om, at det var ham, der skulle foretage begravelsen.

Men pastor Braren mente, at det var ham, der skulle foretages begravelsen, så han sendte et brev til Nielsen. Og straks svarede denne, at nu hvor der var kommet en dansk præst havde hun sluttet sig til den danske menighed.

Der fulgte mange beskyldninger i brevvekslingen. Og læser man de breve kan man godt se, hvor store vanskeligheder, der var i Højers kirke-liv dengang. Og det fortsatte i den grad.

 

N.P. Nielsen måtte ikke føre ældre tysksindede til alters

Således meddelte N.P. Nielsen til Braren, at han ønskede at føre de ældre til alters. Men denne svarede, at han mente at N.P. Nielsen skulle nøjes med at føre de dansksindede ældre til alters.

 

Pastor Braren under besættelsen

Det blev sandelig heller ikke lettere efter 9. april 1940. Braren havde bøjet sig for kravet om, at Hagekorsflaget skulle hænge fra Højer Kirketårn skønt han var inderligt imod. Men en af de ledende nazister havde sagt:

• Das ist ein Befehl

Af brevudvekslingen mellem de to præster er det tydeligt, at de ikke var enige om Tyskernes rolle i besættelsen af Danmark. N.P. Nielsen mente, at det tyske folk og den tyske stat havde begået en voldshandling over for Danmark. Dette mente Braren ikke.

Nielsen mente, at Danmark havde mistet sin frihed og selvstændighed. Den holdning havde Braren ikke.

De to præster kunne dog, når stridighederne var lagt til side føre en åben og indholdsrig samtale sammen. Braren var ikke nazist, men han holdt sin mund som så mange andre. Men hvis et hagekorsbånd blev fjernet fra en grav, så protesterede både de tyske medlemmer af menighedsrådet og pastor Braren på det voldsomste. Ingen af dem havde forståelse af, hvor dybt de dansksindede blev krænket dagligt ved det tyske overgreb i besættelsesårene.

 

Stridighederne fortsatte

I 1943 blev Braren og Nielsen enig om, at sognepræsten nu skulle være dansk. Braren overtalte de tyske medlemmer af menighedsrådet til at acceptere dette. Men i 1948 gik han imod kirkeministeriets indstilling at Højer kun skulle have en dansk sognepræst.

 

 

Kilde:

• dengang.dk – div. Artikler
• Sønderjysk Månedsskrift
• Højer Ungdomsskoles Årsskrift 1968
• P. Nielsen: Fra bondedreng til grænsepræst

Hvis du vil vide mere:

• dengang.dk indeholder 1.967 artikler
• Under Højer finder du 80 artikler

 

• Min barndom i Højer
• Pigen fra Højer
• Apotekeren fra Højer
• Højer omkring 1930
• Højer Kirke