Dengang

Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Aabenraa

En byvandring i Aabenraa

Februar 4, 2025

En byvandring i Aabenraa

Dette er en ultrakort byvandring. Opkaldt efter en å. En kirke på bakkens top. Brundlund Slot. En slotsvandmølle. Slotsgade. Den frodigste byggeperiode. Storegade 2. Gildegade. Skibbrogade. Schwennesens Stiftelse. Barkmøllegade 10. Søndergade 20.

 

Opkaldt efter en å

På en langstrakt bakkeø i bunden af fjorden voksede Aabenraa frem. Det var mellem 1100 og 1200. I lighed med Haderslev blev Aabenraa til side om side med en ældre bonde-by Opnør, der senere er helt forsvundet.

Opnørå blev den ny bys navn efter åen, der her løb ud i fjorden. Den ny bydannelse, der sikkert er opstået som et fiskerleje, var ikke ret stor. Der var torv og havn, en kongsgård mod vest og en kirke – viet til Skt. Knud (nord for Skibbrogade). Den omfattede kun den sydlige del af by-banken, idet en dyb tværgrav beskyttende byens nordside.

 

En kirke på bakkens top

Ved midten af 1200-årene opførtes en senromantisk korskirke på bakkens top. Da kirkeområdet imidlertid var omgivet med volde og grave, er der næppe grund til at tro, at bebyggelsen allerede på dette tidspunkt har bredt sig nord for den oprindelige tværgrav.

Omkring 1500 synes by-banken at være nogenlunde udbygget. I alle tilfælde blev Ramsherred – den nordlige del af hovedgaden, der falder ned mod Nørreport – bebygget ved denne tid.

 

Brundlund Slot

Ude i de store engdrag syd for Aabenraa – kun få minutters gang fra byen ligger Brundlund Slot, som i mange år blev anvendt som amtmandsbolig. Det er opført i begyndelsen af 1400-årene af Dronning Margrete den Første. Det var efter, at hun lod kongsgården nedrive.

Et temmelig tykt pudslag dækker det gamle murværk. Det var efter en ombygning af arkitekten C.F. Hansen i 1805 – 07. Hovedhuset rummer utvivlsomt betydelige rester fra middelalderen, mens de mangeartede tårne er kommet til omkring 1600.

 

En slotsvandmølle

Hvor Slotsgade svinger over åen lige før Brundlund, kommer man forbi den maleriske Slotsvandmølle, hvis tykke munkestensmure forråder, at den lille stærke bygning med det store tagudhæng mod vejen går tilbage til middelalderen. En dobbeltbue-blænding omkring en dør på sydsiden synes at vise, at opførselstiden må søges i første del af middelalderen.

 

Slotsgade

Den lange let svungne Slotsgade med gavlhusenes takkede kontur og de mange karnapper, der springer frem i fortovet., er uden tvivl den mest interessante og samtidig en af de mest maleriske gader i byen.  Det er i øvrigt forbavsende så meget denne lette krumning betyder for helhedsvirkningen.

De forskellige huse ses i alle mulige forkortninger, der ustandselig ændrer sig, mens man går gennem gaden, ligesom udsynet stadig lukkes af nye bygninger.

Alle husene har sikkert fra starten været bindingsværk. Men efterhånden er de fleste af dem blevet ombygget i grundmur – i alle tilfælde mod gaden.

Helt bindingsværk er endnu det meget smalle to – etagers hus med nr. 21, der formentlig er fra 1700 årets første halvdel. Også nr. 11 er et rent bindingsværkshus. Det har dog fået en grundmuret gavltrekant på et meget tidligt tidspunkt. Denne gavl og nabohuset i nr. 13’ s gavl repræsenterer den ældste grundmurede gavltype i byen idet de efter alt at dømme går tilbage til sidste fjerdedel af 1600-årene.

 

Den frodigste byggeperiode

Den frodigste byggeperiode i Aabenraa ligger omkring midten af århundredet, da skibsfarten, som var byens hovederhverv gennem lange tider, stod på sit højeste. Fra denne tid findes rundt i byens gader en række nydelige bygninger, der alle præges af flot murerhåndværk.

I Slotsgade er der en del sandstenstavler med årstal og initialer og indskrifter på tysk eller latin.

 

Storegade 2

For en del år siden måtte Storegade 2 rives ned af hensyn til trafikken. Det var dog meningen at ejendommen skulle genopføres i Den Gamle By i Århus. Om den er blevet, det vides ikke. Huset var et af byens perler i et af byens bedste perioder.

 

Gildegade

Det korte brede gavlhus Gildegade 5 stammer efter de fladbuede vinduesbryn at dømme fra tiden omkring 1765. Det er opført til fire familier, der havde hver sin forstue og stue, mens de tilsyneladende har været fælles om de to køkkener.

Gildegade 15 er et pænt lille lang-hus fra 1752 med to symmetriske karnapper, der virker som korte fremspringende sidefløje. De to gadedøre viser, at det er bygget til to familier.

 

Skibbrogade

Også i Skibbrogade findes flere lang-huse af hvilke det to etagers dobbelthus i nr. 3 og nr. 5 er opført henholdsvis 1737 og 1748. Her er et bredt fælles karnapparti af samme højde som husene.

Det er tydeligt at karnapperne på de ældre huse er senere på-bygninger. Der er stor forskel på karnapperne i Aabenraa og Tønder.

 

Schwennesens Stiftelse

Schwennesens Stiftelse, Sønderport 1 har vi tidligere skrevet om. Den er fra midten af 1700-årene. Den lange længe med de for denne landsdel temmelig sjældne gavlkviste synes at indeholde fire små lejligheder, hvis stuer mod gaden har fået en vis karnapagtig karakter, derved er det anbragt små vinduer ud til de dybe bislaglignende nicher foran indgangsdørene.

 

Barkmøllegade 10

Gennem flere år boede jeg i Barkmøllegade. Og der hos min nabo i nr. 10 lå der også en skøn ejendom.

 

Søndergade 20

Men blandt byens smukke rokokohuse skal da nævnes, Søndergade 20 – et to – etagers lang-hus fra 1765 – 70. Et helt lille palæ med en skøn facade. Palæet er otte fag i længden. Og egentlig virker ejendommen ”storartet”.

 

Kilde:

  • dengang.dk/ diverse artikler
  • Hans H. Engquist: Sønderjyske Byer
  • Wilhelm Marstrand: Aabenraa
  • Hugo Matthiessen: Haderslev og Aabenraa
  • V. Clausen: En rejsehaandbog

 

Hvis du vil vide mere:

  • dengang.dk indeholder 2.219 artikler
  • Under Aabenraa finder du 231 artikler:

 

  • Schwennesen – slægten, ejendommen og stiftelsen
  • En købmandsgård i Aabenraa
  • Det spændende kvarter i Aabenraa
  • Gamle huse i Aabenraa (1)
  • Flere gamle huse i Aabenraa (2)
  • Brundlund Slot
  • Folkehjem i Aabenraa

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 


Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Aabenraa