Dibbernhaus i Aabenraa
Stedet spillede en vigtig rolle for Det Tyske Mindretal under krigen. Vi kigger lige på de vigtigste personer, der var tilknyttet stedet. De brune bastioner vil overstrømme landsdelen, sagde man fra mindretallet. Der var utrolig mange danskere uden tilknytning, der meldte sig til Waffen SS eller Wermacht. Det var også mange leverandører og vognmænd, der søgte tilladelser. Mange forældre fik at vide, at deres søn var eftersøgt for Fahnenflucht. Og det betød dødsdom. Man skulle som regel være aktiv i mindretallet for at få tilladelse. Men en skibsredder fik dommen ”Kein Freund von Deutschland” Og en dame klagede over, at en læger, der havde set et billede af Hitler i hendes stue havde sagt ”Den Jødekarl er snart færdig” En person fra Tønder, der havde begået bedrageri på en flyveplads fik som straf en afgang til fronten. Og så skulle forældre sende et billede af deres søn ”Er fand den Heltentodt”.
Mange skæbner
Vi har skrevet en del om det tyske mindretal også om deres gøren og laden under Anden Verdenskrig og besættelsen. Men inden vi dukker ned i de mange skæbner, kigger vi lige på det tyske mindretal dengang og den sønderjyske befolkning. Dibbernhaus i Aabenraa var stedet, hvor man samlede trådene.
Det var murermester Hans Ohlsen, der i 1898 – 1899 byggede huset for Sanitätsrat Dr. Med. Johannes Dibbern Men efter byggeriet gik murermesteren fallit. Dernæst rejste han med familien til Kiel.
I 2001 var det fare for at huset i Skibbrogade 7, Aabenraa skulle rives ned. Men så købte Rederi Jebsen ejendommen plus de to naboejendomme, 5 og 9 for at renovere dem.
De brune bastioner ville oversvømme landsdelen
Mange følte sig ligefrem krænket af de tysksindede. Deres handling vakte harme i den danske befolkning. Da nazisterne fik magten holdt loyaliteten med Danmark op, var meldingen
Og de skønne ord dukkede op, at der skulle ske en straf efter loven, men der skulle ikke være tale om hævn. Ingen sønderjyder kunne finde på, at tage loven i egen hånd. Men det kom efter besættelsen til at se lidt anderledes ud end disse velmente ord.
Pastor Peperkorn sagde allerede tidligt, at:
- De brune bastioner ville oversvømme landsdelen
Snart overtog nazismen magten inden for mindretallet. Og pastor Schmidt havde bragt de nazistiske ideer til landsdelen, men han ville ikke overtage magten. I mange år kæmpede mange personager om magten og egentlig var det først fjerde valget, Jens Møller, der blev Landesführer.
Han overtog også et folketingsmandat, som valgloven ved en særbestemmelse havde skænket mindretallet.
Ingen ”Machtergreiffung”
Tidlig var der mistanke om spionagetjeneste i mindretallet. Blandt de mistænkte var bankfuldmægtig P. Petersen og Dr. Max Rasch. Da de blev løsladt efter krigen, fik de straks igen ledende poster i mindretallet. Det gjaldt i øvrigt også for mange andre dømte medlemmer af mindretallet.
På et tidspunkt var en af lederne i organisationen i Aabenraa en tysk marineofficer ved navn Pflug Hartung, der havde fået opholdstilladelse som politisk flygtning. Hans datter blev gift med en hvis dansk garderofficer ved navn, von Schalburg.
Efter den 9. april 1940 blev der en del steder ret hurtig nedlagt hverv som sognerådsformænd og sognefogeder. I Aabenraa ville den nazistiske Kreisleiter Schmidt fra Løjt Kloster beslaglægge Frimurerlogen. Både på Dibbernhaus og på Rådhuset blev Hagekors-flaget rejst.
I Haderslev og syd for Aabenraa viste stedlige uniformerede nazister vejen for tyskerne. Og snart viste selvbestaltede nazistiske censorer sig på de danske dagblade. Men det tyske militær tog afstand fra denne ”Machtergreifung”.
Overløjtnant Larsen
Rektor Elholm mente, at det tyske mindretal lige frem vendte Danmark ryggen, og ikke mere kunne regnes for et mindretal. Jens Møller afgav da også flere troskabsløfter til ”Das Dritte Reich”.
Overløjtnant Larsen fra Løjt Skovby kom hjem fra krigen med kun en arm. Han havde udviklet et rent hadforhold til fjenden og Danmark. Det var nok ham, der i en periode førte de barske ord fra det tyske mindretal.
Han havde dog også fået ledende poster i
- Den tyske socialordning
- Deutsche Selbsthilfe
- K. Schleswigsche Kammeraden (tidligere S.A. Sturmabteilung)
Man var ligeglade med uniformstilbuddet, og snart vandrede man rundt i alle større byer i Sønderjylland iført uniform.
Asmus von der Heide
En indvandret privatskolelærer fra Angel, Wilhelm Jürgensen og egentlig tysk statsborger vakte vild forargelse blandt sønderjyderne. Han var dominerende i den tyske presse. Under to pseudonymer Asmus von der Heide og Unsere Stimme fik han skrevet en masse artikler, som sønderjyderne sent vil glemme. Efter 1943 fik han hvervet som propagandaleder efter Rudolf Stehr.
Rudolf Stehr – leder af Dibbernhaus
Og denne Stehr var propagandaleder inden Jürgensen og overtog hvervet som leder af det tyske kontor på Dibbernhaus.
Med selvtilfredshed og overlegenhed fik det tyske mindretal fortalt sønderjyderne mange ting, og den løftede formanende pegefinger mange gange.
De fortalte, at mindretallets rolle var bestemt af det tyske udenrigsministerium. Rudolf Stehr beskrev det således:
- Befæstelse og styrkelse af den tyske nationalitet
- Udbredelse af den nationalsocialistiske ide
- Direkte og indirekte tjeneste for det tyske folk
Mange af de udtalelser der her fremkom var i sig selv landsforræderiske
Også mange danskere meldte sig
Mange fra det tyske mindretal meldte sig ikke kun ved fronten men også rundt omkring i Danmark for at hjælpe den tyske besættelsesmagt.
Mange meldte sig til SS. De fik automatisk tysk statsborgerskab den dag de aflagde ed til Hitler. Man glemmer dog lige at nævne i historiebøgerne, at mange danskere, der ikke havde den ringeste kontakt til mindretallet også meldte sig.
Man var udsat for et stort tryk
Her i huset løb mange tråde sammen. Og her blev der skabt så mange en kugle. Her har Gestapo fundet mange oplysninger. Her blev udarbejdet mange lister på kriminelle.
Nu var det langt fra alle i mindretallet, der ville være med til at vende det danske samfund ryggen og melde sig ind hos nazisterne. Men dem, der forsøgte, at holde sig udenfor, blev udsat for et voldsomt tryk. Fulgte man ikke med, var der mange repressalier som mindretallet brugte. Man kunne risikere, at blive fyret hos sin tysksindede arbejdsgiver.
Under tvang blev mange børn taget ud af de danske skoler og sat ind i de tyske skoler. Børn måtte sige nej til det danske spejderkorps og ja til Hitler Jugend.
Jef Bertelsen Blume
Deutsche Jugendschaft Nordschleswig DJN blev også underlagt partiet. Og leder af denne afdeling var Bertelsen Blume. Han fik titel af Landesführer. På Dibbernhaus fik han lønnet job som partsekretær ved siden af sit job som ungdomsfører. I efteråret 1940 blev han ligeledes medlem af mindretallets ”Det lille politiske råd”.
Fra 1939 var han med til at udpege unge til krigstjeneste. Han lod sig selv hverve, og i to omgange var han ved Waffen SS ved både vest – og østfronten.
I marts 1943 førte han sammen med lederen af organisationen Peter Larsen forhandlinger med SS-Einsatskommando i København om fremtidig hvervning i det tyske mindretal. Fra april 1944 gjorde han igen fronttjeneste, men han nåede lige at være med til at oprette Zeitfreiwillig-korpset og Selbstschutz.
Han blev i maj 1945 taget til fange af amerikanerne og udleveret til dansk politi i 1946. Han blev dømt fem års fængsel i efteråret 1948, men allerede benådet året efter. Fra 1962 til 1966 var Bluhme næstformand for Bund Deutscher Nordschleswiger (BDN).
Bitterhed til begge sider
Bitterheden i det sønderjyske over for det tyske mindretal har været til at føle på. Hjemmetyskerne måtte også tage skylden for Gestapos brutalitet. Al denne vrede kom til udtryk den 5. maj1945.
Efter befrielsen var det ikke alt, der gik efter reglerne. Vi har afdækket nogle af forholdende. Men det er ikke særlig populært at afdække disse ting. Og det bliver i den grad sat forhindringer i værk, for at tingene ikke må komme frem.
Ikke alle var tilfreds med Jens Møller
Og det gør diskussionen også om det tyske mindretals leder, Jens Møller. Han havde stor indflydelse gennem sine forbindelser og forhold til Werner Best. Men ekstremister i det tyske mindretal var ikke tilfredse med Jens Møller’ s indsats, især ikke i de to sidste år. Ja som nogle sagde, så genkendte de ham ikke mere.
Så sent som i april 1945 forsøgte Jens Møller at stoppe for ungdomsfører Johan Thorvies forsøg på at kapre flere unge til fronten.
Mange familier i det tyske mindretal var uden forsørger lige efter besættelsen. Forsørgeren sad interneret i Fårhuslejren eller var faldet i krigen. Formuen blev taget fra disse familier. Den danske stat overtog den.
Jens Møller bebrejdede det tyske mindretal, at de ikke havde gjort mere for at hjælpe disse familier, da han efter sin dom, blev aktiv i Bund Deutscher Nordschleswiger (BDN).
Fahnenflucht
Men hvad skete der egentlig her i Dibbernhaus på det tyske kontor? Ja som vi tidligere har gjort opmærksom på, så afslører de dokumenter, som vi har fundet frem til, at her har man fået kendskab til utrolige skæbner. Af hensyn til familier og efterladte, omtaler vi efter gængse regler ikke navne m.m. Det kan så igen efterlade konspirationsteorier, men det tager vi så på vores kappe.
V.J. fra Ribelandevej i Tønder fik at vide, at hans søn, der boede i Strucksalle var deserteret fra SS og derfor dømt til døden. Der er en livlig brevudveksling, hvor faderen bad om, at man ville skåne hans søn. Forældrene havde den 5. februar fået at vide, at deres søn var dømt til døden på grund af ”Fahnenflucht”. Og den 15. april fik de den sørgelige besked, at sønnen var henrettet i Østrig.
Også en barber fra Kruså var deserteret. Familien havde fået at vide, at hvis han viste sig skulle han med det samme melde sig til de tyske myndigheder.
Fra Tønder stammede der også en Sturnbandführer fra ”Stampersonal-kompagni Buchenwald”.
Forældre skrev til kontoret. De havde ikke hørt fra deres søn i månedsvis, og ville have Dibbernhaus til at hjælpe dem. Men herfra gjorde de opmærksom på, at han havde meldt sig ”bis Kriegsende”.
Forsøgte at få sønner fritaget
Mange forsøgte at få deres sønner frigivet fra tjeneste og brugte mange argumenter. Man kunne ikke alene klare det på gården mere uden sønnens hjælp og meget mere. Men det hjalp ikke, for det stod med småt på de kontrakter, som man underskrev, at man havde tilmeldt sig til krigen var over.
Ja selv via Dibbernhaus skrev man til SS – Artillerikasernen og ville have sønnen hjem. Men den gik bare ikke.
Mindretallet og de tyske myndigheder støvsugede områder efter folk. Man udsatte folk for en kæmpe pression med, at de skulle melde sig. De fik at vide, at ved fronten kæmpede man, og her i ”Guderup” gik Klaus bare, som om intet er hændt og ville ikke kæmpe for ”Der Führer”.
Mange meldte sig
En masse var stadig stærk i troen og håbede på tysk sejr. Således ankom der helt frem til marts/april 1945 ansøgninger til SS. En ansøger fra Løjt ville absolut melde sig til elitehæren Hitler’ s Lebenstandarte.
En person ansøgte om, at blive chauffør for de øverste officerer. Og en var skuffet over, at han blev vraget til SS. Det viste sig, at han ikke var høj nok (1,68) så derfor anbefalede Dibbernhaus, at han i stedet valgte Wehrmacht.
Men ikke alle var lige begejstret for at indtræde i den tyske hær. Således blev en af Aabenraa’ s mest kendte skibsreddere den 6 februar 1945 anmodet om, at indmelde sig. Han svarede dog, at han aldrig havde meldt sig frivillig. Men hvis man var medlem af mindretallet, så fangede bordet. Sådan var svaret. Man havde flere gange forsøgt at få fat i ham.
I oktober 1944 blev der afsendt et brev fra Kz-lejren Auschwitz til en person i Nygade i Aabenraa, at han straks skulle melde sig hos vagtmandskabet, ellers ville han blive anholdt. Antagelig var han ikke kommet tilbage efter endt orlov. Og efter krigen ville Krigsforbryder-jægere sikker gerne have fat i ham.
Den 5. februar 1945 kom der også via Dibbernhaus et brev til L.C. fra Ravsted, at han skulle melde sig i Auschwitz.
Mindretallet sørgede for folk til Ladelund
Det kan også ses ud fra dokumenterne, at Jens Møller sørgede for, at det var folk fra mindretallet som meldte sig som vagter i udelejren i Ladelund. Denne lejr eksisterede kun ganske kort tid. Den fortæller vi også mere om.
En marineofficer fra Kriegsmarine havde været hjemme på orlov i Broager. Men hans kone lå i med en sømand fra Sønderborg. Han ville gerne have at kontoret greb ind over for denne sømand. Det endte dog også med en retssag, hvor der blev fremlagt kærrestebreve. Hvordan denne retssag endte, vides ikke.
Vognmænd stod i kø
En vognmand fra Aabenraa, H.L. skrev til Dibbernhaus om hjælp. Han havde solgt dæk, men det havde åbenbart været ulovligt, for han var blevet idømt 60 dages fængsel. Og nu bedte han det tyske kontor om hjælp, fordi
- Jeg har været medlem siden 1920
Masser af firmaer tilbød sig. Der var ingen grænser for firmaernes kreativitet, når man skulle fortælle om deres formåen. Mange tilbød at blive leverandører til tyskerne. Og det var ikke kun firmaer med rødder i det tyske mindretal.
En masse af de sønderjyske vognmænd havde også tilbudt sig. Åbenbart var N.C. Kloster tyskernes foretrukne speditør. Han havde hele 11 tilladelser. Men ellers var det også
- Jens Jensen (5 tilladelser)
- Andreas Christensen, Kliplev
- Andreas Andreasen (tilbød også lagerplads til tyskerne)
- Wilhelm Stave
- Peter Hansen (Peter Sild)
- Terling (æg)
- Festersen (kreaturer)
I 1938/1939 betagnede man fra tysk side Sønderjylland, som ”Das abgetrente Teil”. Og allerede dengang var eksporten godt organiseret. Åbenbart fandt der møder sted på Dibbernhaus og i Flensborg omkring eksport/import. Det hele skulle ske gennem en koordinator Hans Hermann Christensen, Flensborg.
En masse slagtervare blev leveret af et firma, der hed Köppmann med filialer mange steder.
Det var et stort projekt, man havde sat i gang. ”Lebensmitteln für das Reich”.
Mindretallet fik ikke altid hjælp fra Berlin
Og en interessant detalje, fandt vi ud af. For man gjorde opmærksom på, at overkørslen kun måtte ske ved Kobbermøllen/Kruså. Og dette skulle man fortsætte med:
- Indtil Reichsautobahn til Fredericia var færdig.
Dette er en interessant oplysning. For på dansk side, var man først færdig med en motorvej 40 år senere. Og hvorfor taler man om Reichsautobahn?
I det tyske mindretal og syd for grænsen især blandt transportfirmaer i Flensborg var man utilfredse med, at det var danske vognmænd med danske chauffører, der skulle løbe med det hele. De var blevet alt for dominerende.
I Flensborg talte man om, at frostvarer skulle pakkes om, og så køre videre syd på med danske vognmænd. Men de danske vognmænd fik kølelastbiler.
Det blev ikke bedre
De tyske vognmænd og det tyske mindretal mente bestemt, at alt ville blive bedre, efter at vi i 1940 var blevet besat. Men i Berlin gad man ikke høre om lokalpolitik. Wehrmacht forlangte, at hvis eksporten med de vognmænd, man brugte nu, fungerede, ja så skulle man fortsætte med disse. Og som Jens Møller, sagde efter et af møderne:
- Kein Gehör in Berlin
- Der Führer hat andere Pläne
Der var en ret livlig korrespondance om dette. Og igen engang er det en interessant note, hvor der står anført at alle udgifter skal sendes til den danske nationalbank
Ja den 20. november 1940 aftalte de danske og tyske myndigheder, at afregningen for Tysklandsarbejdere skulle ordnes gennem den danske nationalbank.
Ja allerede den 24. november 1938 blev der aftalt med tyskerne, at ”Volksdeutscher” der tog arbejde i Tyskland, skulle have ekstra tillæg, hvis de havde familier.
Mindretallet mente at det skulle være ”Volksdeutscher”
Det var vigtigt for tyskerne, at al eksport/import skete gennem ”Volksdeutscher” eksportører/importører og vognmænd. Også alle leverandører skulle gerne være fra mindretallet.
På et tidspunkt opstod der så et problem, for mange af chaufførerne var danskere og det var bilerne også. Fra tysk side forsøgte man med tyske chauffører og biler, men her blev udgifterne alt for store.
På kontoret var der sager om en del danske vognmænd, der var udstationeret i Königsberg. Der var vel 20 – 25 forskellige vognmænd.
Mange vognmænd søgte hele tiden om tilladelser. Således søgte en stor vognmand fra Tønder om tilladelse. Men også fra Esbjerg blev der søgt om tilladelser. Og fra Kolding lød budskabet, at man havde svært ved at tiltrække tysksindede chauffører. Men svaret fra Dibbernhaus var, at der i ”Das Dritte Reich” var masser af chauffører.
Man skulle være aktiv i det tyske mindretal
Man søgte også om tilladelser til rejsetransporter fra grænsen til Hamborg og så videre til Berlin. Og så søgte man om returgods.
Et autotransportfirma i Kruså var gået sammen med to andre vognmænd. Under besættelsen udbyggede firmaet sin formue. Og efter besættelsestiden købte man de tro andre firmaer ud.
Man så helst fra Dibbernhaus, at selskabet, der søgte var aktiv i det tyske mindretal og at chaufførerne var Volksdeutscher. Og det allerbedste var om børnene også gik i tysk skole.
Når en vognmand klagede over, at det var svært at holde alle biler i gang, ja så anbefalede man Vogelgesang, kreditforeningsselskabet.
Vognmændene var meget aktive. De sendte billeder ind af deres biler. De roste sig selv i høje toner. Men i Dibbernhaus havde man helt klart deres egne favoritter, som de holdt sig til.
”Kein Freund von Deutschland”
Og så var der adskillige breve til en Dr. Flitz med adressen Hotel Kosmopolit i København. Og de drejede sig alle sammen om ydelser, som firmaer kunne tilbyde. Der var tilbud om dæk og om kolonialvarer som man gerne ville levere til den tyske Wehrmacht. Således tilbød S.C. Lorenzen fra Tønder allerede i 1939, at de kunne levere kolonialvarer til Wehrmacht.
Der var mange danske firmaer, der gerne ville levere varer. Men det kan undre, at man allerede startede på dette i 1939.
Den 21. maj indsendte et stort trælastfirma i Aabenraa’ s nordlige bydel et tilbud om levering 1.000 m3 træplanker til bygning af fly. Åbenbart havde man et samarbejde med en fabrik i Möln.
En motorfabrik i byen leverede en del motorer til Tyskland. Men det kneb med at få tilladelse til at få sendt ingeniører og montører med ned for at montere disse motorer. Også her anbefalede Dibbernhaus folk, der havde børn i tysk skole, og var aktive i det tyske mindretal.
Det havde en skibsredder fra Haderslev ikke. Og Dibbernhaus kunne derfor ikke anbefale, at han fik tilladelse til at anløbe de nordtyske havne. Endvidere skrev man, at skibsredderen var meget danskorienteret:
- Kein Freund von Deutschland
Æ Skærvefabrik i Smedeby som senere blev flyttet til Vilsbæk forsøgte at sælge skærver til Deutsche Reichsbahn. Og det var åbenbart ikke nok, at formanden var aktiv i det tyske mindretal. For selve foretagenet var en dansk statsinstitution.
”Den jødekarl er snart færdig”
Dr. Lorenzen fra Aabenraa havde skrevet til lederen af det tyske mindretal, om han ikke kunne hjælpe med, at få politimester Andersen fra Tønder løsladt. Han befandt sig i en Kz-lejr. Dr. Lorenzen gjorde opmærksom på, at politimesteren var syg og blandt andet havde astma. Hvad der kom ud af sagen vides ikke.
En læge havde været på besøg hos en dame fra mindretallet. Hendes mand lå ved fronten. På et tidspunkt spurgte fruen, om doktoren ikke lige ville med ind i stuen og se, hvad hun havde fået i gave af hendes mand. Jo, det ville doktoren da godt. Og her hang et stort billede af ”Der Führer”
Det var nu ikke noget som lægen brød sig om. Så han svarede ”at den jødekarl er da snart færdig”. Damen var meget fortørnet over denne bemærkning, og sendte nu en klage via Dibernhaus. Hvad der kom ud af dette, vides ikke.
En protokol på kontoret blev brugt til afregninger og normalt stod der datoer ud foran. Men fra april 1945 blev datoerne skiftet ud med sagsnumre.
Åbenbart har Dibbernhaus også erhvervet en villa i Havneby. Den blev brugt til at efterkomme et ønske fra nazisterne om ”Lebensborn”.
Russere lige i hælene
Der var modtaget en masse forespørgsler fra flygtninge fortrinsvis fra årsskiftet 1945 på familiemedlemmer. Man søgte kone, mand og børn. Der var medsendt svar – frimærker og nogle gange en 5 Reichsmark – seddel. Om man havde svaret på de mange henvendelser, kan vi ikke se. Mange af henvendelserne var henvendt til Volfahrtdienst, Flensburg, men var så åbenbart havnet her.
Disse breve omfattede mange skæbner. Børn blev væk på banegårde, skibet var for fuld, moderen kom ikke med. Og nogle børn eller forældre var indlagt på et lazaret, som så pludselig blev flyttet midt under krigen.
Atter andre var flygtet over isen med russerne i hælene. Således var en mor flygtet med hendes tre børn, da russerne var lige i nærheden. Der er historier om flygtninge, der vandrede rundt i sumpen. Men de blev pludselig væk. Disse russere blev beskrevet som vildmænd af nazisterne. Og det var de måske også. De ville i den grad hævne sig med masser af voldtægter m.m. begået af nazisterne.
Et tilbud til ”Norddeutsche Volksgruppe”
Disse henvendelser fortsatte efter 5. maj 1945. Danskerne ville absolut ikke hjælpe. Det fortsatte også med flygtninge, således ankom der tog til Padborg den 7. maj med flygtninge.
Mange af brevkortene var påtrykt ”Heil Hitler”. Andre var påtrykt en tekst på russisk/ukrainsk/ tysk: ”Følg de stiplede linjer”
Et tilbud til Norddeutsche Volksgruppe kom fra Sudentenland i det nuværende Polen. Det var på brunkuld. Men først skulle man have tilladelse til at importere det. De danske myndigheder forlangte en prøve. Og åbenbart er der blevet leveret en cigarkasse med en prøve. Her har myndighederne så kunne afprøve kullet. Af dokumenter kan vi se, at der i hvert fald er kommet 4.000 tons via Harislee (Harrislev) og Padborg. Og her er det så blevet vejet og fortoldet.
Der var også en opfordring fra Deutsche Reichsbahn, der også opfordrede kvinder fra det tyske mindretal at søge et job som lokomotivfører og andre jobs. Man ville så garantere, at kvinderne kunne få op til 18 dages ferie, når manden vente hjem fra fronten.
Der er en del korrespondance til ”Ortsgruppenführer” Jens Petersen i Bovrup.
”Er fand den Heltentodt”
Dengang udkom et hefte ved navn ”Junge Willen”. Det var udgivet i Flensborg. Her blev alle omtalt som havde begået ”Heltentat für den Führer”. Og her kunne man læse om alle dem, der havde erhvervet tapperhedsmedaljer. Og man kunne læse om dem, der var faldet ved fronten og begravet der.
Således blev Clausen i Strucksalle i Tønder efter at han havde fået vide, at hans søn havde fundet ”den Heltentodt in Stallinggrad” bedt at sende et foto af sin søn – helst i uniform, så ville fotoet blive offentliggjort i bladet.
Men her var også alle dem nævnt med navn og adresse, som trods opfordringer ikke havde meldt sig under de tyske faner ”Für das Vaterland”. På den måde forsøgte man, at presse folk til at melde sig helt op til 1945. Og man lod vide, at dem der ikke meldte sig havde svigtet de andre.
Bladet fortsatte efter 5. maj 1945. Men nu var det ikke beskrivelser at ”Heltentat” m.m. Heftet fortsatte med at hjælpe flygtninge så de fandt frem til deres pårørende.
Vi fandt også i arkivet meddelelser om at Landesjugendverband DJR i Tønder var brændt. Her skulle også være et lager, der opbevarede militærtøj m.m.
Mange fortsatte i Fremmedlegionen
Mange af de tyske soldater fra fronterne fortsatte i Fremmedlegionen. Der blev ikke spurgt om så meget her. Og de tyske soldater var meget velkommen her. De blev ofte indsat de mest farlige steder. Og deres kultur fulgte med. Således var en af de kendteste sange ved østfronten ”Mein lieber kleine Erika” en meget kendt sang i Fremmedlegionen
En dame fra Kiskelund spurgte, hvor faren til hendes barn var. Åbenbart havde hun haft et forhold til en tysk soldat, som nu var forsvundet.
Mange danskere, der havde arbejdet i Tyskland havde fået et stort problem, for både den tyske og den danske stat forlangte skat.
Og så var det åbenbart galt med lønningerne i Tyskland, således klagede flere til Dibbernhaus om manglende løn.
Mange hjemmetyskere studerede i Tyskland under krigen. Her hjalp Dibbernhaus også med at få tilladelser til de forskellige studier. Igen var det en stor fordel ved at være aktiv i det tyske mindretal.
Så sent som den 4. maj 1945 klagede en beboer fra Ballum over, at han ikke kunne afdrage sit lån til Vogelgesang.
Dømt for bedrageri – straf: Sendt til fronten
N.C.P. fra Tønder havde begået underslæb på Fliegerhorst Grove (Karup). Han blev dømt 3 års fængsel og 2 år ved fronten. Dette blev så omgjort til 5 år ved fronten. Ja og så kunne han, hvis han slap levende fra dette også blive dømt efter krigen for dette.
Allerede i 1939 blev Sønderjylland omtalt som ”Gaubund Sleswig – Holstein”. Gau er vel nærmest at sammenligne som landområde. Og egentlig hed det ”Volksdeutscher Gau Bund”
Der var også klager fra Volksdeutscher (hjemmetyskere), at de ikke kunne få arbejde hos danske arbejdsgivere, fordi de havde børn i tyske skoler eller børnehaver.
Ja sådan kunne vi blive ved.
Kilde:
- Uwe Brodersen: Grænsen er overskredet
- Diverse artikler på dengang.dk
- Arkiver fra Dibbernhaus
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 220 artikler fra Besættelsestiden Før/under/efter, herunder:
- Petri – en skole med fortid
- Et mindretal under Besættelse
- Besættelsestiden og det tyske mindretal
- Danskerpak og Tyskerpak
- Retsopgøret i Sønderjylland
- Da nazismen kom til Sønderjylland
- De fem lange år i Sønderjylland
- Den dansk – tyske sameksistens i Sønderjylland
- Mindretal i brændpunkt
- Det tyske mindretal
- Da hagekorsflaget blev hejst i Tønder
- Jamen, vi forstår ikke tysk
- Tønder – maj 1945
- Nazister i Tønder
- Hvorfor var Tønder tysk?
- En sønderjyde krydser sine spor
- Bov Sogn – mellem dansk og tysk
- Jens Møller – Folkefører eller Folkeforfører og mange flere