Det er ageren, der føder os

af Lisa Olesen

 

Jorden er blevet bearbejdet lige så længe, der har været mennesker. Man har i ridens løb brugt forskellige teknikker. Ploven har været er vigtigt redskab og den har gennemgået mange forandringer. Jordens beskaffenhed er anderledes i Norden end syd på. Det var også i Norden, at hjulploven blev opfundet. Jorddræning blev indført i 1700-tallet. En hest arbejder hurtigere og mere stabilt end en okse, men en hest var dyr. Så kom svingploven omkring 1850.

 

 

“Pløjemanden vender” hedder Peter Hansens værk fra 1902 som han var to år om at male. Scenen er fanget på Søgaard nord for Faaborg på Fyn.

 

Der er sving i det maleri, hvor bonden er nået til enden af marken, helt ned til naboskellet. Hestene står klar til trækket med hovederne mod venstre, mens bonden selv luder mod højre, har fat i begge plovstjerter og er dybt koncentreret om at svinge op, så den nye fure kan lægges.

 

Det er ageren, der føder os. Sådan er det i dag, og sådan har det været, siden mennesket første gang lagde en kerne i jorden for at få den til at vokse, modne og give brød.

 

Da det først var sket, gik der et ikke nærmere kendt stykke tid, før vi fandt ud af, at udbyttet kunne forøges, hvis jorden blev bearbejdet.

 

Først har man vel indset, at det var en god idé at rydde for ukrudt, som kæmpede med kornet om næring. Derefter lærte man, at jorden kunne gøres tjenlig, hvis den blev bearbejdet med en spade eller gravestok; en pind som brød jordsmonnet.

 

Hvor længe der gik, før man fandt frem til at forbedre gravestokken ved at lade den trække gennem jorden af stude eller mennesker, står uklart. Men vi ved, at stenalderens bønder benyttede sig af arden, der i

princippet er en gravestok formet af en genvej, hvis korte pig trækkes i sin lange gren, åsen.

 

Og dermed er plovens grundlæggende elementer indført: Den korte grenpig, der føres gennem jordsmonnet; den lange ås, som ender i stjerten: og håndtaget, som plovkøreren holder i og styrer plovens gang gennem jorden med.

 

Den første ard introducerede brugen af ikke-menneskelig arbejdskraft til landbruget og dermed historien, men om det var en plov, kan de lærde diskutere. Den kunne ikke vende jorden, når okserne trak den af sted, blot ridse i den, så den efterlod ikke en fure, kun en mere eller mindre dyb grat i jorden. Det blev derfor almindeligt, at man lod arden gå først den ene vej, så den anden, for at ridse jorden op så godt, det

nu lod sig gøre.

 

De marker, man har kunnet genkende fra ardens tid, er derfor oftest mere eller mindre kvadratiske på grund af denne kryds-og-tværs bearbejdelse, der har pulveriseret jorden, så udtørringen nedsattes i tørre områder, og underliggende næringsstoffer bragtes op til overfladen ved hårrørsvirkning.

 

I jernalderen udstyredes arden med et jernskær; en buet jernplade der forstærkede grenpiggen og modvirkede slid, samt – op mod vikingetiden, menes det – hjul, der stabiliserede ardens gang gennem ageren.

 

Arden fungerede i og for sig udmærket i middelhavsområdet. Heroppe i det våde nord med de tungere jorder var den knap så god.

 

Det er derfor fra Norden, næste udviklingstrin kommer. Hjulploven, der selvfølgelig har sin form fra den hjuludstyrede ard, er forsynet med et langjern, en kniv, som skærer lodret ned i jorden og afskærer furen,

så der opstår en kant til støtte mod det sidetryk, der kommer, når muldfjælen vender mulden. Muldfjælen er den mere eller mindre vredne plade, der vender furen, som skæret frigør fra jorden ved en vandret

friskæring.

 

Denne effektive vending af jorden betyder, at ploven lægger afgrøderester og ukrudt dybere ned i jorden og vender en renere jord op til såbedet. Da bonden erfarede, at jorden blev bedre, hvis man nedpløjede gødning, evnede hjulploven også dette, og den kunne i modsætning til arden skære gennem ukrudtsrødder og græstørv med kraftigt rodnet.

 

Der er nu ikke længere behov for at pløje på kryds og tværs, hvilket sparer arbejde for både mennesker og dyr. Med det sparede arbejde følger en besparelse på føde og foder samt tid til at lægge ny jord under

plov.

 

Det er nu ikke hverken lønsomt eller nyttigt at arbejde med kvadratiske agre, tværtimod gælder det om at lade okserne foretage så lange træk som muligt, og agrene bliver nu langstrakte og smallere. Det

engelske længdemål “furlong” på godt 200 meter er et direkte vidnesbyrd herom. Det kommer af de saksiske ord “fuhr” der betyder fure og “lang”, som næppe behøver en dansk oversættelse.

 

Når furen vendtes, flyttedes den et lille stykke til siden, og man pløjede frem og tilbage på samme ager, indtil den var færdigpløjet. Derved dannedes der skiftevis en agerryg – forhøjningen dannet af den

oppløjede muld – og en agerrende. Hvis man hvert år begyndte pløjningen samme sted, opstod der efterhånden højryggede agre, som gav marken et bølgeformet udseende. Hvis man derimod hvert år begyndte sin pløjning i agerrenden, ville marken blive plan.

 

For os forekommer det fornuftigst at arbejde på en plan mark, men de højryggede agre havde deres berettigelse: Før jorddræning blev indført i 1700-årene, var det problematisk med vanddrivende agre, men i de højryggede agre fungerede agerrenderne som afvandingskanaler.

 

Hjulploven kendes fra et fund fra det syvende århundredes angelsaksiske England. I Danmark er den sikkert i brug fra omkring årtusindskiftet.

 

Næste spring frem i udviklingen indtraf, da det lykkedes at finde et seletøj, som kunne bruges til at spænde heste for ploven og andre redskaber.

 

Okser spændes for en vogn ved hjælp af åg lagt over panden, og da man søger at tilpasse dette til heste, trækker man to reb fra hver ende af åget ned til maven forbi halsen. Dette betyder dog, at når hesten går

frem for at lægge kraft i trækket, presser halsrebet på pulsårer og luftrør, så hesten kvæler sig selv og afskærer blodet fra at løbe til hovedet. Desuden kommer trækket til at ligge på rygkammen, hvilket er alt

for højt til at give fuldt udbytte.

 

Nu opfandt man kumteseletøjet. Kumten er i dag en læderkrans, der anbringes om hestens hals, og hvorfra trækket overføres til skaglerne. Oprindeligt var kransen dannet af træstykker på hver side af hestens hals, som kunne lukkes sammen ved hjælp af spænder eller lignende.

 

Senere kom bringeseletøjet til, hvor trækket, som navnet siger, lægges ved hestens bringe, men kumten er formodentlig ældst.

 

Betydningen af dette var stor. En hest er godt nok ikke så stærk som en okse, til gengæld kan den arbejde hurtigere og mere stabilt, faktisk op til to timer længere om dagen end en okse, da denne måtte holde lange pauser for at tygge drøv.

 

Til gengæld kan en gammel okse kommes i gryden, når den er udtjent; en mulighed kristendommens indførelse udelukkede, hvad hesten angår, og en hest æder desuden mere end en okse.

 

Alligevel talte alt i hestens favør, for så vidt bonden havde råd til én, da dens større arbejdsindsats betød, at en okse var tredive procent mindre effektiv end en hest og dermed reelt en dyrere arbejdskraft.

 

Alligevel er det vel oksespandene foran hjulploven, de fleste af os kommer til at tænke på, når talen falder på denne plov. Grunden hertil ligger i det netop skrevne om bonden, der sjældent havde råd til en hest.

 

Heste var dyre. Den, der havde behov for heste, var den, der også havde anden brug at gøre af dem, nemlig krigeren, som skulle stille i sin konges krigstjeneste. Så på stormandsjord var der tendens til, at hestene gik foran ploven, mens bønderne ofte klarede sig med den billigere okse.

 

Hjulploven hørte ikke blot middelalderen til, men udvikledes op gennem århundrederne, og selv da nyere plovformer tog over, lurede bønderne disse af og overførte nogle af deres forbedringer til hjulplovene.

 

Der var derfor tale om en glidende overgang i brugen af hjulplove helt frem til slutningen af 1800-tallet, men svingploven må opfattes som en af de vigtigste ny vindinger inden for landbruget.

 

I løbet af det 18. århundrede indså man rundtom i Europa, at der skulle en forbedring af landbruget til for at opnå en større produktion af fødevarer til en stadig voksende befolkning.

 

I Nederlandene havde man længe været førende på landbrugsområdet, men nu lagde England sig i teten, hvilket blandt andet sås, da Walther Blythe købte en hollandsk plov, som han mente kunne forbedres.

 

Det var ham, der i sit patent på en ny plov fra 1730 frigjorde denne fra hjulstellet og lod åsen svinge frit. Herudover udstyrede han ploven med ikke én, men to bagudrettede stjerte, hvilket gav plovføreren et bedre herredømme over ploven. Han udformede skæret, så det ydede mindre modstand, muldfjælen krummedes og blev vredet let og beklædt med en jernplade, så den bedre slap jorden i vendingen. Og, hvilket ikke var det mindst vigtige: Hele ploven gjordes lettere, men samtidig stærkere ved brugen af metal.

 

Og endelig lagde han grunden til svingplovens succes: Han lavede de enkelte dele af ploven efter modeller, så de uden problemer kunne efterlaves og hurtigt udskiftes.

 

I Danmark bliver Det Kongelige Danske Landhusholdningsselskab allerede fra sin grundlæggelse 29. januar 1769 fortaler for den nye plovtype, og det er i dettes regi, der den 18. oktober 1770 afholdes en plovprøve, der falder ud til fordel for to norske plove fremstillet efter engelsk model.

 

Det gik dog ikke så hastigt med at få indført svingplovene, som selskabet havde håbet, hvilket ikke alene skyldtes en vis konservatisme hos bønderne. Plovene var forholdsvis dyre, og støbeprocessen ikke den nemmeste, hvortil kom, at der efterhånden var kommet en del lettere hjulplove frem. Videre skar svingplovene ikke så uhindret gennem stenet jord, og den stillede større krav til plovmandens evner og dygtighed.

 

Så det var især godsejere og præster, der indførte svingploven – omtalte Landbrugsselskab talte ved sin stiftelse kun én bonde blandt sine medlemmer.

 

Alligevel sås der flere og flere svingplove rundtom på markerne, og nu viste idéen med at fremstille de enkelte dele efter model sig at fremme sagen.

 

Frederiksværk Jernstøberi begyndte omkring år 1800 at fremstille såkaldte skotske plove med støbt muldfjæl. I 1815 konstruerede Ole Johansen Winstrup en plov, der kunne bruges som både hjulplov og svingplov, men som ved en fornyet plovprøve på Strandmøllen nord for København i 1820 måtte nøjes med andenpladsen, mens en svingplov ejet af J.C. Drewsen, som lagde jord til prøven, vandt.

 

Svingplovens overtagelse af markedet indledtes omkring 1850, hvor der rundt om i landet var opstået jernstøberier, der kunne udnytte ideen med skabeloner, som englænderen Walther Blythe grundlagde, og snart var der et væld af forskellige modeller, mange af dem fremstillet af lokale smede, der takket være støberierne havde tilgang til støbte plovdele.

 

Det blev efterhånden almindeligt, at bønderne på de dyrskuer, der i slutningen af 1800-tallet afholdtes overalt, kunne se modeller af alskens muldfjæle. langjern og andre enkeltdele til ploven, udstillet af forskellige jernstøberier, der var i stand til at levere såvel hele plove som reservedele til alle steder ilandet.

 

Hjulploven udfasedes, svingploven sejrede og udvikledes videre i årene, som fulgte.

 

I dag er landmanden travlt optaget af at pløje sine marker, hvilket foregår på traktor med en seksfuret plov spændt efter. Men skønt han sidder højt i et computerstyret førerhus, udfører han i grunden samme

arbejde og af samme årsag som den stenalderbonde, der bandt sin søn, sin kone eller okse for arden dengang for tusindvis af år siden. Han sørger for, at ageren vedblivende kan føde os!

 

Peter Hansens originale maleri er udstillet på Faaborg Museum. Scenen er fanget på Søgaard nord for byen, hvor kunstneren kom i en toårig periode fra 1900 til 1902.

 

I dag er pløjemarken omdannet til campingplads.

 

 

Kilde:

 

https://litteratursiden.dk/sites/default/files/styles/spot/public/naar_genstande_beretter_0.jpg?itok=4HuKG6

A5&fbclid=IwAR1qulayjFhOTjqbu5nBarkkwoDO3P_Qtwb-bpt-kw2-JWuksj7gT9MsiZY

 

Tak til Lisa Olesen