Der var gang i Aabenraa

Vi kigger på tiden i slutningen af 1800 – tallet til Revolutionen i Aabenraa i 1918. Vi besøger det lange hus i Søndergade. Her boede arbejdere hos Jürgen Paulasens Værft. Et pinligt uheld skete ved værftet. Og i 1872 var Fallesen ved at drukne. Vi besøger Schwartzes Ross i Store Pottegade. Her boede mange mærkelige folk. En af disse stjal hegnspæle og en anden blev kaldt for ”Hunderakkeren”. Byen ville ikke byge en kaserne, så flyttede garnisonen. I Vestergade var der 10 gæstgiverier og 7 slagtere. På Krauses Gæstgiveri kom alle de fine. De store hestemarkeder og kræmmermarkederne samlede masser af folk. Der var trængsel i gaderne. Så gik man til søndags – bal på Colosseum for 20 Pf. På et tidspunkt var musikkerne ude af stand til at læse noder. Gadesproget var dansk. Man skulle huske at titulere rigtigt. Den 10. november 1918 var revolutionen kommet til Aabenraa. Men ”Æ Røe Duch manglet nogn hvie Kors”

 

Det lange hus i Sønderport

”Det lange hus” i Sønderport, som fra den gamle gade skyder sig mod Kystvejen er et minde om skibsbyggeriets tid. Det var en årrække bolig for skibstømre og smede, som arbejdede på ”Jürgen Paulsens Værft” æ Timmergaard”.

Huset er opført i 1863 – 1864. Paulsen selvboede i en ejendom lidt længere inde mod byen. Her havde Landmålerkontoret senere til huse. Han lejede det lange hus ud til sine tømmerfolk, smede, kuske, arbejdskarle m.m.

Den årlige husleje for disse lejligheder varierede fra 18 til 35 Rigsdaler. I lejligheden ud til gaden havde Joachim Fallesen gæstgiveri fra 1873 til 1897.

 

Tre sandstensfigurer

Ejendommen havde i gavlen en marmorplade med Jürgen Petersens navn. Om den sidder der endnu ved ”Den Gamle Redaktør” ikke. Det er længe siden, han har været i Aabenraa.

I sin tid var ejendommen smykket med tre sandstensfigurer, som Paulsen skal have købt i Gråsten, hidrørte fra ”Palæets Have”.

 

Et myldrende liv

I dette hus udfoldede der sig i skibsbyggernes tid et myldrende liv. Om morgenen strømmede håndværkerne ud fra bygningen over i Tømmergården, hvor der dagen igennem var klangen fra smedens esse blandet med tømmernes drønende hammerslag på skibsskroget, som stod på beddingen.

Om sommeren blev der snakket uden for huset. Men det blev ofte afbrudt af støjende, rejsende svende, der havde været inde og havde smagt på Jochimsens brændevin i den berygtede ”Keminsel”, der indtil århundredeskiftet lå der, hvor den tidligere amtsbane – funktionærbolig lå.

 

Et pinligt uheld på værftet

Ved en stabelafløbning på værftet, der altid var en stor begivenhed, indtraf der et uheld, at skibet ikke var til at rokke fra beddingen. Det viste sig, at man havde taget fejl af sæben, der blev påsmurt kølen, for at få den til at glide. I stedet havde man smurt lim på fra Klebergs Limkogeri i Kolstrup, der leverede begge produkter.

 

Ved stormfloden i 1872

Ved stormfloden i 1872 blev ”Det Lange Hus” stærkt medtaget. Beboerne måtte gå i både for at komme derfra. Joachim Fallesen ville ikke forlade sit hjem. Han blev alene tilbage for at redde værdigenstande og møbler op på loftet.

Vandet steg stadig. På en gang kom der en bjælke svømmende og satte sig fast i døren til lejligheden, så han ikke kunne komme ud. Fallesen kravlede i sin nød op på kakkelovnen for senere at redde sig gennem vinduet. Han nåede ud på gaden, hvor vandet gik ham til halsen.

 

Han var nær druknet

Han forsøgte at arbejde sig mod byen. Men ved Schwennesens Stiftelse var træbroen over åen sprængt bort af vandet.

Fallesen ville være druknet, om ikke et par soldater, der havde set ham kæmpe for livet var svømmet ud og bjærget ham. Da vandet var faldet, så han atter kunne vende hjem sad familiens kanariefugl oppe under loftet og sang.

Concordia var hvis det sidste skib, der blev bygget på Paulsens Værft. Og det sidste skib i Aabenraa.

I 1877 skete der en række begivenheder i byen. Storegade blev ordentlig brolagt. Der kom også nye penge i omløb. Brændevinen kostede dengang 10 Pf. For en halv flaske. Drikkeriet florede i den grad.

 

I Schwartzes Ross i Store Pottegade

I ”Schwartzes Ross”, der dengang blev ejet af guldsmed Nielsen skete der også ting og sager. Ejendommen, der lå i Store Pottegade er for længst revet ned. Nielsen arbejdede hos guldsmed Møller på hjørnet af Storegade og Skolegade. Der boede senere fotograf Clausen.

 

1.000 uger – 1.000 Mark

Her boede også en ”Nagelsmed” Dengang kunne man ikke bare gå til isenkræmmeren for at købe søm. Man skulle købe dem hos smeden. Og smeden havde en svend, der var sjællænder. Han fik kosten og brændevin (dagen igennem) samt en mark om ugen. Mester synes, at det var en god løn. Han plejede at sige:

• 000 uger – 1.000 Mark.

Når smeden skulle på landet og sælge søm, havde han drengene fra kvarteret med til at bære pakkerne, som de havde i en snor om halsen. Lønnen for denne budtjeneste var en pandefuld stegte kartofler efter hjemkomsten.

 

Han stjal hegnspæle

I baggården boede et ægtepar. Hustruen gik med, hvis lirekassemanden var i byen. Så sang hun til musikken og tjente en skilling.

Manden havde en vogn med nogle mægtige hjul. Med denne kørte han efter mørkets frembrud til skovs og stjal brænde. Men det var ikke altid han gad, at køre så langt, så stjal han hegnspæle. Blev han opdaget kom en af byens to betjente, Lebermann eller Bloch og hentede ham under stor ballade og postyr.

 

Tømreren og snedkeren

Der boede endvidere en tømrer i ejendommen. Han drak temmelig meget lige som de andre i huset. Han bestilte aldrig noget. Han havde en æske med lidt ”Viks” sæbe og nogle tændstikker, som han solgte for at skaffe penge til brændevinen.

På loftet boede en forhutlet skrædder, der nu og da blev fundet dødrukken på gaden, hvor drengene. Og så blev han ellers drillet. Hans store forklæde blafrede i vinden og afslørede, at han ikke havde nogen skjorte på.

 

Hunderakkeren

Endelig boede der også en ”Hunderakker” i Schwartzes Ross. Han fangede løsgående hunde med et slags lasso. Han tøjrede dem oppe i sin stue langs muren, som han havde slået kroge i. Her kunne folk med erlæggelse af 50 Pf. Hente deres bortløbne ”Pjevs” tilbage.

Her boede også en mand, der kørte rundt med en vogn fra hvilken han solgte kartofler, roer og gulerødder. Her boede også en moder og en datter, der levede af at sælge fisk. De skændtes altid fra morgen til aften, så hele naboskabet havde glæde af dette.

 

Mange dramaer

I naboejendommen i Store Pottegade boede for øvrigt et fruentimmer, der var vidt berygtet for at bande aldeles vederstyggeligt.

Jo der udspillede sig mange dramaer hver dag i Schwartzes Ross. Et enkelt endda med dødelig udgang. Brændevinen havde sin indvirkning i disse dramaer. I Aabenraa vidste man efterhånden, at der var sig et voldsomt liv herinde.

 

Byen ville ikke bygge kaserne

Andenpræsten, diakon Fischer underviste Løjt – drengene i engelsk, inden de skulle til søs. Bryggeriet på Nr. Chausse blev indviet med fest og optog af vogne. Der var gratis øl til alle.

Indtil 1888 var der en Garnison i Aabenraa. De havde eksercerplads i Rise Hjarup og var indkvarteret privat. Da byen ikke ville byge en kaserne flyttede soldaterne til Haderslev.

 

10 gæstgivere og 7 slagtere i Vestergade

På hovedgaden var der mange, der drev ”Landeri”. Og her var ret mange beværtninger en overgang.

I 1880erne var der alene i Vestergade 10 gæstgivere og 7 slagtere. Det var dengang inden banegården blev bygget, at den sydlige del af Aabenraa var den vigtigste del. På Søndertorv kom diligencen.

 

Her kom byens fine folk

På hjørnet af Vestergade og Nygade lå Krauses Gæstgivergård. Her kom byens bedsteborgere.  Og de større bønder fra oplandet spændte fra her.

Her kom også de gamle skibskaptajner, som tilhørte de førende i byen. Og det var Ahlmann, Michael Jebsen, Petersborg – Petersen fra Villa ”Scotland”, senator Raben, der også var skibsreder. Han ejede Kobbermøllen ved Flensborg Fjord og var meget velhavende (læs vores artikel om Kobbermøllen). Da han blev begravet havde han fire heste foran ligvognen.

 

De store hestemarkeder

På de store hestemarkeder var Vestergade og de andre gader omkring Store Torv fulde af vogne. Der var ingen markedsplads dengang. Heste og kreaturer stod opstillet på Store Torv, ned af Søndergade og til dels i Vestergade.

 

Kræmmermarkederne

Festligt var det særlig til kræmmermarkederne i juli og oktober. De varede i tre dage. Og på andendagen kom alle bønderne. Så stod der telte i gaderne helt nede fra Søndertorv op til Pottegade og lidt ned ad Rådhusgade.

Det var pottemagere, skomagere og hattemagere, galanterihandlere, pibedrejere m.m. og så var det ”Jacob aus Amerika”, som solgte varer til spotpris. Et vaskefad for 30 Pf., en paraply for 1 ½ Mark. Han lod sig altid prie. Han holdt altid til uden for Wohlbergs ejendom.

Ud for I.A. Schmidt stod honningkageteltene. Her kunne man et spillehjul vinde store kager fra Braunschweig. Der var loppeteater, et telt med fine guld – og sølvting. På Søndertorv var der Panoptikon. Oppe på Kirkepladsen var der linedansere. Der var 10 Pf. – boder.

 

Trængsel i gaderne

Den første fonograf kunne man høre på sådan et marked. Den var uden tragt. Den bestod kun af en valse og et gummirør til at stoppe i ørene.

De fremmede, som kom hertil med deres telte vidste, at det gik bedst med handelen på dansk.

I gården hos Hans Danielsen havde Jac. Jørgensen opstillet sin karrusel. På Salon de Thalia og Stadtteater var der masser af liv. Der var trængsel i gaderne omkring århundredeskiftet. Og så flyttede man da også ned på markedspladsen.

 

Skoene skulle bestilles

Håndværkerne hørte ikke til de rige. Ferie var der ikke så meget af. Måske kun svendene få fri en eller to dage til at besøge deres forældre. Om søndagen og ved højttiderne kunne det være, at der vankede en ”Bondedreng” som var en stor flad bolle, der smagte særlig godt.

Skulle man dengang have et par sko eller støvler gik man til skomager Andersen, der tog mål af fødderne. Han havde fem svende og et par lærlinge på værkstedet. Det var stærkt og solidt fodtøj, der blev syet. Måske var ikke alt lige elegant.

Hos snedker Nielsen fik man sine møbler lavet. Han sled selv i det med høvl og sav.

 

Mange håndværk er forsvundet

Mange af de gamle håndværk er i dag forsvundet, for eksempel rebslagerne. Dem var der tre – fire stykker af i Aabenraa. De spandt de tykke tove til skibene. Kobbersmedene og sømsmedene er også væk. Ja bødkerne er der heller ikke mere. Dem var der adskillige af i Aabenraa. De lavede vandtønder og træspande til skibene. Hvert hus havde sin vandspand.

Det håndværk blev fortrængt af zinken. Der var sølv – og guldsmede, der var kunstnere i deres fag. Og så var der kleinsmede, der lavede låse, nøgler og kistebeslag. Jo og så var det jo skibstømrerne, som vi allerede har hørt om.

Det var hyggelige tider dengang, når folk sad uden for husene om aftenen. Der var tid til en hyggelig passiar.

 

Til ”Søndags – bal på Colosseum”

Omkring 1900 – tallet gik man til ”Søndags – bal” eller ”Markeds – dans” i Colosseum på Store Torv. Det var cigarhandler Jac. Rauns far og bedstefar, der drev denne virksomhed fra 1855 til 1910.

Dansen startede ved middagstid, når der var markedsdag. Og den varede næsten til næste dags morgen. Det var sandelig ikke en lille forretning. 1.000 billetter kunne det sagtens sælges på en markedsdag.

 

En billet til 20 Pf.

En billet kostede 20 Pf. Men så kunne man også frit vælge ved buffet’ en – en toddy med flasken på bordet, en kaffepunch, et stort glas øl eller fire cigarer.

4 stk. ”godt belagt” smørrebrød kostede 30 Pf. Ville man flotte sig og traktere selskabet med en bowle, så kostede denne 3 Mark.

 

Overbetjent Blok: Må de ikke slås?

Det var ikke blot billig at drikke dengang. Man havde også et andet syn på det. Hvis man ikke ligefrem var så ”plakat” at man blev liggende i rendestenen, gav det ingen anledning til indgriben fra højere sted.

Selv et lille rask slagsmål tog politiet sig ikke af. Kun to betjente vågede over borgernes sikkerhed assisteret af nattevægteren, hvis udrustning indskrænkede sig til kasket, overfrakke og en stok. Politiet var heller ikke smålige dengang.

Da værten på Colosseum en nat sagde til overbetjent Blok, at han vist hellere måtte kigge over i salen, for de sloges derovre, fik han følgende modspørgsmål:

• Må de da it’ det?

 

Så kunne musikken ikke mere læse noder

Dansemusikken var hverken strygemusik eller jazz. Nej det var et syv – mands blæseorkester med stor og lille tromme. Det gjaldt jo om at lave spektakel i lokalet. Hen på natten når musikerne havde fået for meget at drikke og ikke længere kunne se noderne, slog de over i melodier, som de kunne udenad.

Betjeningen var således altid orienteret om i hvilket stadium orkesteret befandt sig på.

Musikkerne var iført ”Gehrock” (Diplomatfrakke). I reglen var den så tilstøvet, at man kunne skrive på dens skuldre.

 

Æ ”Schnell – Läufer”

En årligt tilbagevendende attraktion for Aabenraa – drengene var besøget af Æ Schnell – Läufer. Denne var udstafferet som uglspil med stramtsiddende trikot og uglspilhat. Ved fod – og håndledende havde han fastgjort store messing – bjælder som akkompagnerede hans hurtige løb gennem byens krogede gyder.

I hånden havde han en meget lang og svær læderpisk for at holde byens hunde, som naturligvis gav ham følgeskab fra livet. Når han havde vist sin præsentation en formiddag blev eftermiddagen brugt til at gå fra dør til dør for at indkassere en frivillig ”Fempenning” hos byens borgere.

 

Nytårs – og århundredeskiftet i Aabenraa

Man fejrede dengang årsskiftet ved Nytårsaften klokken 12 på Store Torv vad at afbrænde en tjæretønde. Borgmester Bierwirt holdt tale og sangerne fra Colloseum’ s ”Liedertafel” gav et par numre til bedste, alt imens fyrværkeriet knaldede og raketterne suste.

Ved århundredeskiftet talte borgmester Rickmers fra Rådhustrappen og et orkester spillede, mens raketter og fyrværkeri knaldede om ørene på musikerne.

 

Masser af beværtninger

Dengang var der en beværtning for hver 80 – 100 beboere. Alene omkring Nørreport var der 12 beværtninger.

Der var hyggelige og fornøjelige borgere, der boede i det gamle Nørreport. Folk der forstod at skabe lidt fest i gaden til afveksling i hverdagslivet. Man lavede ofte løjer med hinanden.

Folk kom til byen for at hente tømmer, tobak og skipperskrå. Det nationale spørgsmål dannet et vist skel omkring år 1900 i hvert fald inden for det selskabelige liv. Der fandtes også de familier, der var repræsenteret i begge lejre.

 

Gadesproget var dansk

Var man på besøg hos hinanden om aftenen så startede man allerede kl. 7. Men så gik man også tidligere hjem. Butikkerne havde åben til kl. 10 om aftenen. Om søndagen havde man åben til kl. 10 formiddag til gudstjenesten begyndte. Og så igen fra 11 til 12.

Der taltes dansk over hele byen. Gadesproget var også dansk. Embedsmændene og officererne fra Garnisonen holdt de tyske borgere sig til. De mere demokratiske danskere holdt sig til Frederiksklubben eller Industriforeningen. Til Kaptajnsballerne i Skipperforeningen mødtes der både danske og tyske.

 

Damerne havde deres klubber

Damerne havde deres klubber og hos Middelheus var der åbent hus, hvor der spillet whist. Frue var kun landrådens kone og så hed det borgmesterinden. Borgernes hustruer blev kaldt for Madam. Vaskekonerne måtte nøjes med Mutter. Det kunne også være, at en kone blev tituleret med hendes mands bestilling, for eksempel Trine Smais (Smeds).

 

Man ”kørte” til begravelse

En gammel skik var, at man ”kørte” til begravelse. De fleste borgere havde dengang køretøj. Det var lang vej ud til den kirkegård, der blev taget i brug i 1826. Det var slet ikke ualmindeligt, at der var 36 vogne til en begravelse.

Da der derefter blev almindelig at gå til fods til kirkegården til begravelser, gik kvinderne ikke med. Det begyndte de først med igen efter krigens begyndelse i 1914, da mændene var borte.

 

Det gamle amtsfængsel

Bag ejendommen Storegade 19 lå det gamle Amtsfængsel. Det var en aflang grå bygning, der senere blev ombygget til kafferisteri. Her var 10 celler med jernstænger for de små vinduer.

 

Revolutionen den 10. november 1918

Og revolutionen kom selvfølgelig også til Aabenraa. Det var søndag den 10. november 1918, at Republikken blev udråbt fra Rådhuset. Dagen før var der udgået en opfordring til at møde op i Gymnastikhuset på ”Maden” søndag formiddag.

 

Revolutions – erindringer

Murer Vilhelm Ewald, der den påfølgende mandag blev formand for det nydannede Arbejderråd har i sine på tysk udgivende ”Erindringer om revolutionen og arbejderrådet i Aabenraa” Givet følgende beskrivelse:

• Ankommet til Aabenraa erfarede jeg, at der næste formiddag kl. 9 skulle afholdes møde i Gymnastikhuset. I dette deltog mange borgere også dansksindede. Den hærværende Garnison havde allerede dannet et Soldaterråd. I forsamlingen befandt der sig mange matroser fra Flyvehallerne.

 

• Vilde rygter var udbredt i byen om revolutionens forløb i Hamborg – Altona. Det skulle have været forfærdeligt. Ligene flød og intet menneske turde vise sig på gaden.

 

 

• Forsamlingen åndede lettet op, da de gennem min mund fik at vide, at det intet havde på sig, og at der kun havde været 6 – 8 døde indtil nu i disse byer og næppe ville blive flere, samt at den fulde magt lå i hænderne på revolutionsførerne.

 

• Der blev endvidere talt af Kammeraterne Nagott og Knuttsen samt en matros.

 

 

• Meddelelsen om, at Scheidemann var blevet rigskansler og fra Rigsdagsbygningen havde udråbt Republikken blev hilst med stor jubel.

 

• Efter mødets afslutning formerede deltagerne sig til en march mod rådhuset med det røde flag i spidsen. Foran rådhuset blev flaget hejst som det ydre tegn på at republikken også var indført i Aabenraa.

 

• Kammerat Nagott fra rådhusets trappe udbragte et trefoldigt leve for den yngste, frie republik som den store menneskemængde begejstret besvarede.

 

Det manglede nogen hvide kors!

I Hejmdals referat af begivenheden:

• Et historisk øjeblik hedder det her. Da det røde ”Dug” havde nået toppen, lød der en stemme ud af forsamlingens midte:

 

• ”Den wante eno de hvi’e Kors”, hvorefter en af arbejderne tilføjede: ”Ja, men de kommer nok”

 

 

Kilde:

• Se Litteratur Aabenraa

 

Hvis du vil vide mere:

• dengang.dk indeholder 123 artikler om Det Gamle Aabenraa og omegn.