Den Gamle Jernbane på Nørrebro

Post 5. Når brandvæsnet kom. Her boede byens ”damer”. Æbleskiver og en punch, juleaften. Ude på landet. En langsom arbejdende kommission. Et trafikalt misfoster på Nørrebro. Nu tog byggeriet for alvor fat. Kaos med godstrafikken. En hest fungerede i begyndelsen som rangermaskine. Mange uheld ved rangeringen. Elendige kloakforhold. Varehuset – Loppernes paradis. Afstraffelse på en speciel måde. Det var ikke altid Lersø-bøllerne. Drengene var rigtige skarnsunger. Stenkast sårede passagererne. Spændende at se rangeruheld. Der var ingen hæmninger. Her skulle folk bestille noget. En lussing hørte til dagens orden. De nøjedes ikke med at give munden. Strittet af toget. Nye virksomheder gav mere i løn. Den 30. juni 1930 var det slut.

 

Post 5

Den yderste af posterne – Post 5 lå der, hvor Radiohuset senere lå.  Men forinden måtte man passere overkørselen ved Vodroffsvej, hvor bomhytten lå næsten inde i en smuk have. En lille klokke, der hængte på bomhytten bekendtgjorde, at nu gik bommene halvt ned. Det stoppede den kørende trafik.

Et halvt minut senere kom vækkermeldingen på vækkerklokken, når toget passerede den nærmeste post. Nu gjaldt det så om for portør H.P. Hansen at få de sidste fodgængere væk, og bombene kunne smækkes i gaflerne.

 

Når brandvæsnet kom

Det kunne også hænde, at en af Rosendahls store flytteomnibusser forspændt med tre heste var på vej op ad stigningen fra Vodroffsvej til overkørslen. Så gav Hansen sig god tid til at rulle bommene ned, for som han sagde:

 

• Hvis de først kører i stå foran bommene, får de aldrig omnibussen i gang igen.

 

Fælledvejens brandstation havde mødepligt på Frederiksberg dengang. Når sprøjterne så kom dundrende med heste i fuld firspring fra Aaboulevarden og bommene var nede, sprang Hansen op til signalsvinget og satte stop – et hastigt blik til begge sider jo banen var fri endnu – bomsvinget fik et par hastige omdrejninger – med kimende klokker og gnistrende hestehove for sprøjterne over sporene – bomklokken fik et ekstra knaldende slag, bommene blev smækkede i og signalet sat på ”Kør”, måske i samme øjeblik, som toget fløjtede for signal udenfor – situationen var reddet.

 

Her boede byens ”damer”

På den modsatte side af sporene lå Ladegården. I den fløj af bygningerne, der lå ned mod Vodroffsvej, boede byens ”damer”, der tilhørte prostitution og med mellemrum blev anbragt indtil 30 dage på ”Tvangen”, som man sagde.

Om morgenen blev de ført til gårdtur i gården, hvis plankeværk vendte lige ud til banelinjen. Det var ikke ualmindeligt, at de pågældende ”damers opvartende kavalerer” tog en tur med første Klampenborg-tog, for fra den øverste etage i en af de høje skovvogne at få lejlighed til at kaste en pakke cigaretter ind over plankeværket til ”den elskede”.

 

Æbleskiver og en punch – juleaften

Det var meget hyggeligt herude med stokroser m.m. Gamle pensionister lagde deres vej forbi og fik en snak med Hansen.

Lige over for hytten og haven på den anden side af Vodroffvej lå en villa, der tilhørte Statsbanerne. Det var tjenestebolig for nogle overordnede embedsmænd.  Derfra kom hver juleaften æbleskiver og punch til bommandskabet, der jo kunne tillade sig at holde fri som andre mennesker juleaften.

 

Ude på landet

Det gik længe, inden man regnede Nørrebro for noget. Når toget fra København var nået ud mellem søerne og forbi Ladegården ved den nuværende Bülowsvej, så var man ude på landet. Det var enkelte småhuse og landsteder. Og så bredte Rabarberlandet sig med sine endeløse rabarbermarker.

Hvor landevejen til Frederikssund krydsede banelinjen lå landstedet Ventegodt, hvor grosserer Melchior tilbragte sommeren i landelig fred. Så fulgte atter marker og fælleder og til venstre Lersøen, et yndet tilholdssted for byens bisser og bøller. Området var tæt tilgroet med pilekrat, næste uigennemtrængeligt.

Endelig efter endnu et par fælleder var man i Hellerup. Da Nordbanen blev anlagt havde man tænkt sig et trinbræt ved den nuværende Nørrebrogade. Men da bebyggelsen indskrænkede sig til et par villaer og landsteder, blev det ikke til noget trinbræt.

 

En langsom arbejdende kommission

Men byen voksede uden for voldene. Allerede i 100 år havde man benyttet en ny kirkegård uden for voldene – Assistens kirgård.

Først blev der bygget lave huse med røde tegltage, senere høje lejekaserner. Nørrebro voksede – byggeriet fortsatte. Men byggematerialerne skulle hentes med hestekørertøj helt inde på Københavns Station, og vejen blev stadig længere og længere.

Under disse forhold var det kun rimeligt, at tanken om en jernbanestation i det hastigt opvoksende kvarter slog an. Der blev nedsat en kommission, der skulle ordne banegårdsforholdene i København. Man var 8 år om at finde ud af, at der skulle bygges en station på Nørrebro.

 

Et trafikalt misfoster

Endelig i 1886 fik man anlagt stationen, der dog viste sig at være et trafikalt misfoster. Der var alt for lidt sporplads og alt for lidt plads til udvidelser. Ja sådan var forholdene i alle de år Nørrebro Station eksisterede.

Til persontrafikken var anlagt to små stationsbygninger i bindingsværk. Station A for tog fra København ovre ved Stefansgade og Station B for tog mod København lå ovre vest for banen ved Lyngbygade, den nuværende Hillerødgade.

 

Nu tog byggeriet for alvor fat

Da Nørrebro havde fået en jernbanestation, tog byggeriet i omegnen rigtig fart. Der blev bygget en masse fabrikker. Men det krævede nye boliger til arbejderne.

Fabrikkerne skulle have deres råstoffer og færdige varer gennem Nørrebro Station. Allerede efter få år måtte stationen udbygges. Nørrebro voksede og voksede. Snart var stationen helt indesluttet. Da den åbnede var der fri udsigt til bakken til Bellahøj og Brønshøj. Da stationen lukkede i 1930 var der kun udsigt til huskarreer.

 

Kaos med godstrafikken

Der var ingen vanskeligheder med at ekspedere persontogene, der holdt sig til de gennemgående togveje og alle standsede ved Nørrebro undtagen fem tog i hver retning til og fra Nordbanen og så ”Grosserertoget” om eftermiddagen til Klampenborg.

Adskilligt vanskeligere stillede sagen sig med godstogene, hvoraf der i begyndelsen dog kun var et i hver retning. Men da Frihavnsbanen åbnede i 1894 steg antallet, og disse godstog skulle krydse togvejene i syd for at komme ind på og ud fra godspladsen.

Ofte måtte de holde for stop i lange tider af hensyn til persontogene og sporpladsen til stationen. Når de så endelig kom ind, var de undertiden så lange, at de spærrede en overkørsel i nord eller syd. Da godstogenes togvej gik tværs over stationens forplads, måtte denne afspærres med en kæde under toggang og rangering, og det gav ofte anledning til dramatiske scener, for eksempel når folk kom styrtende i sidste øjeblik for at nå et persontog, medens der var spærret med kæden.

Folk forcerede under sådanne forhold afspærringen og løb trods alle advarsler over sporet lige foran lokomotiver og vogne. Hvis toget så tilmed ikke blev nået, blev manden med kæden så ellers skældt ud på ægte nørrebrojargon.

Den stadig forøgede toggang krævede ustandselig lukning af bommene i begge ender af stationen og tillige ved Nørrebrogade, der efterhånden var blevet en stærk trafikeret færdselsåre.

 

En hest fungerede som rangermaskine

For at bøde noget på dette forhold blev der i begyndelsen af 1900-tallet opført en gangbro over sporene tæt ved Nørrebrogade, hvad der dog kun kom forgængerne til gode. Vejfærdselen måtte ofte vente i urimelig lang tid.

Oprindelig havde stationen en hest til rangering, hvad der var tilstrækkeligt de første år, men det varede ikke længe, før maskinkraft var nødvendig. Der rullede derfor daglig en rangermaskine fra København til Nørrebro og hjem igen om aftenen.

Rangeringen på Nørrebro var et rent hekseri, fordi sporpladsen var så kneben og togene store. Rangeruheld hørte derfor til dagens orden. Det var noget, man var vant til. Sporene havde oprindelig numre, men efterhånden som antallet forøgedes gav man dem navne lige som inde i København. De kom til at hedde Skiftet, Stensporet, Havnesporet, Vimmelskaftet og Kaninsporet.

 

Mange uheld under rangeringen

En almindelig årsag til uheld var, at sporskiftetungerne ikke sluttede. I mange tilfælde skyldtes det, at der var sten i klemme i sporskiftetungerne. De kunne være kommet der af vanvare, men de kunne også være anbragt forsætligt af vanartede drenge.

Også for hård rangering var årsag til mange uheld. Ofte røg vognene gennem stopperne eller i stopbunkerne, undertiden endda gennem stakittet ud på gaden. I et enkelt tilfælde løb en vogn gennem stopperen for enden af ”Vimmelskaftet”. Den væltede hele syrepakhuset, der dog kun bestod af en gammel godsvogn.

I et andet tilfælde ramlede nogle vogne imod nogle henstående vogne så et par af dem blev afsporet. Bremserne blev betjent af to ekstraarbejdere, der troede at den anden bremsede og derfor begge undlod at bremse.

Ved Vestre Godsplads, der var det officielle navn for ”Marken”, var der et par led, der til stadighed blev påkørt. Undertiden blev de kørt helt til pindebrænde. Samme skæbne overgik ofte portene til kommunens stenplads.

Hvis en rangerleder ville være sikker på at blive færdig med sit arbejde i rette tid, måtte han holde et livligt tempo. Med de knebne pladsforhold skulle han være ualmindelig heldig for at undgå uheld.

 

Elendige kloakforhold

Kloakforholdene på det gamle Nørrebro Station var meget primitive. Kloakerne var flere steder kun dækkede med trædæksler. Når det så var rigtig styrtende regn, kunne de ikke tage vandet, der bredte sig ud over hele stationspladsen. Så kunne man ofte ikke se sporene. Kloakdækslerne flød bort på vandoverfladen.

Under sådanne forhold var en rangerleder med sin lænker, populært kaldet ”Søren Sømand” på vej ud over pladsen, da lænkeren pludselig forsvandt. Igennem den styrtende regn råbte rangerlederen:

 

• Hvor Fa’en ble’ du a’

 

Nede fra den regnpiskede vandflade lød en stemme, der råbte:

 

• Ka du ikke se, dit store kvaj, at jeg sitter her?

 

Søren Sømand var gået lige ned i en åben kloak, hvor han hængte på albuerne. Men nørrebroerne var hårdføre folk, og Søren Sømand skulle ikke have tørt på. Han fortsatte arbejdet, pjaskvåd som han var.

 

Varehuset – loppernes paradis

En specielt indretning havde man ved godsbanegården. Man kaldte den for Varehuset. Det var bygget af bindingsværk, beklædt med brædder og gjorde et ret midlertidigt indtryk. Som alt andet på Nørrebro var det bygget alt for lille, så det måtte udvides gang på gang.

Hver udvidelse lignede den foregående, Varehusets indhold var noget af det mest brogede, man kunne tænke sig og fyldte hele rummet fra gulv til loft. Godset måtte stables i hele små bjerge, for at der kunne blive plads til det – og der var altid for lidt plads.

Da den første verdenskrig kom, steg mængden af en ganske bestemt art forsendelser, nemlig gamle klude, der opkøbtes ude i landet af alle de kludekræmmere, der boede på Nørrebro, og det var ikke så få.

Kludene var delt i to slags, uldne klude, som var i høj pris og linnede klude, som var mindre kostbare. De fyldte næsten varehuset.

Foruden klude indeholdt sækkene dog også myriader af lopper i alle aldre og af alle rangklasser i lige fra fuldfede herregårdslopper til nøjsomme husmandslopper. For dem alle var det gamle varehus den herligste tumleplads.

Det var intet under, at personalet holdt sig på afstand fra disse forsendelser, som kun kludekræmmerne omgikkes familiært.

Undertiden kom kludekræmmerne i klammeri indbyrdes, fordi den ene havde hugget en sæk fra den anden. Bevise det kunne man aldrig. Men der var altid uldne klude, der manglede i forsendelsen.

 

Afstraffelse på en speciel måde

Også på varehuset var tempoet hårdt og disciplinen streng. Det var ikke altid lige let at holde styr på hjælpearbejdere – og brændevin var billig. At indberette forseelser var besværligt. Men gammel portør. Han sørgede for, at få den skyldige ind mellem to høje stabler af gods. Så sørgede han for, at der ikke var vidner. Og så fik den skyldige en på kassen.

 

Det var ikke altid Lersø – bøllerne

På Nørrebro blev der stjålet både gods og værdigenstande. På Station B blev der ved et indbrud stjålet uniformer. Nogle gange var der Lersøens faste stab, der var synderne.

I en toldplomberet godsvogn blev der stjålet 10 stykker sæbe. Vognen blev på ny låst og plomberet. Men næste nat var den atter brudt op. Og så var der atter stjålet 10 stykker sæbe. Den tyv måtte da have været usædvanlig snavset.

Det var dog almindeligt berigelsestyveri. Det var brændsel, tømmer, brædder, kolonial, kartofler m.m. Undertiden blev tyvene taget på fersk gerning. Men i langt de fleste tilfælde lykkedes det ikke at fange dem.

I et tilfælde var et parti hummer på 962 kg sendt til Tyskland men nægtet modtaget der og derfor returneret. Ved udleveringen til afsenderen var det kun 858 kg. Der manglede godt og vel 100 kg. Politiet fik aldrig opklaret sagen.

Det samme var tilfældet med en af statsbanernes pengetasker, der forsvandt på en mystisk måde under et morgentogsophold på Nørrebro station. Hverken tasken, pengene eller tyven blev nogensinde fundet.

Desværre viste det sig ofte, at tyvene var drenge fra kvarteret. Det var således tilfældet en aften, hvor personalet hørte det rumstere inde i en vogn. De listede sig hen, smækkede døren i og tilkaldte politiet. Da politiet lukkede døren op, sad der et par forhutlede 14 – årige drenge. De blev overladt til værgerådet.

 

Drengene var rigtige skarnsunger

Drengene herude var noget for sig selv. De lavede et utal af skarnsstreger. Foruden almindelige tyverier begik de hærværk. Personalet jog dem altid væk, når de så dem. Det var dog uden resultat. Drengene kom altid igen. Politiet fik gratiale for at føre tilsyn med pladsen. Men det hjalp heller ikke. Drengene lod sig ikke skræmme.

 

Stenkast sårede passagerne

Ofte kastede de sten mod togene, undertiden med det resultat, at rejsende blev såret. Drengene morede sig også med at afkoble vogne, der henstod i en lang række på ”Marken”. Når rangermaskinen så kom for at hente vognene, fulgte kun nogle få vogne med hele trækket. Det var nødvendigt at gennemgå hele trækket, inden man kørte bort med det. Selv om vognene kun havde stået på sporet en times tid, kunne alle koblingerne i hele trækket godt være løftede af.

 

Spændende at se rangeruheld

Sporet til kommunens stenplads havde et ret stærkt fald, så når der hensattes vogne på dette spor, måtte de være forsvarligt afbremsede. Men det var en af drengenes bedste fornøjelser at løse bremserne, så hele trækket rutschede ned mod porten og sprængte den.

Det var jo altid spændende for drenge at se rangeruheld. Ja de kunne også finde på, at skifte et sporskifte under en vogn. Så ville det nok ske noget, når trækket blev hentet. Til tider gik frækheden så vidt, at de om aftenen sprang ind på pladsen og skiftede et sporskifte under et rangertræk, der allerede var i bevægelse.

 

Ingen hæmninger

Drengene var fuldstændig blottede for hæmninger. Måske var det miljøet, måske var det kvarteret, måske var det de sociale forhold? For jernbanestationen på Nørrebro udgjorde de en stor fare.

 

Her skulle folk bestille noget

I 1894 var der 10 mand på Nørrebro Station. I 1901 var der 35 mand. Det var folk, der lærte at bestille noget under trange forhold.

 

En lussing hørte til dagens orden

Der var rangerledere imellem, der ikke gik af vejen for at stikke medhjælperne en lussing. Arbejdet skulle gøre og helst hurtigt. Der var ikke plads for svæklinge og pattebørn. Der skulle snapse til det hårde liv. Og der var der også enkelte, der tog for mange.

Der var ikke nogen, der skulle fortælle en nørrebroer, hvordan arbejdet skulle gøres.  Mændene på den gamle Nørrebro station var hårde halse og ikke gode at bides med. Det var dygtige folk, der holdt af deres arbejde, selv om der var hård disciplin på stationen.

 

De nøjedes ikke med at give munden

Også Nørrebros publikum var af en mere robust type end andre steder. Der manglede ikke humør – tværtimod. Ofte var det nødvendig for politiet at dæmme lidt op for frodigheden ved de sidste aftentog.

På sommersøndage var det som regel reserveret tre vogne for Nørrebros rejsende i hvert udadkørende Klampenborgtog. Når toget så var fuldt, blev dørene til ventesalen pressede i under voldsomme protester, ligesom inde i København. Men nørrebroerne nøjedes ikke med at bruge munden.

 

Strittet af toget

De gik direkte til aktion. Vinduerne i ventesalen blev smækket op, og hele horden styrtede den vej ud på perronen og entrede toget, selv om det allerede var i gang. Undertiden blev der slagsmål på løbebrædderne om pladsen. Så kunne den tabende part godt risikere at blive strittet af toget ved enden af perronen.

Det var ikke kun billetkontrollerne, der fik mange hvasse bemærkninger. Også det overordnede personale stod hyppigt for skud. Der var således en tid en overassistent med en meget skingrende stemme.

Han forlangte bestemt, at toget skulle køre lige så snart, han havde givet afgang med stationsklokken. En sommersøndag kørte toget derfor med en vaskeægte nørrebroer, hvis trivelige ægtehalvdel ikke kom med. Om manden var glad for dette vide sikke. Men overassistenten fik i den grad læst og påskrevet ting sager, så han helt tabte mælet.

 

Nye virksomheder gav mere i løn

Man glædede sig på Nørrebro til den nye station ved Lersøen var færdig. I 1911 var man nået så vidt at terrænet var blevet ryddet. Nu kunne man snart komme væk fra de trange forhold. Men så kom første verdenskrig. Den virkede lammende over hele landet.

Overalt gik arbejdet i stå, undtagen i jernbanetrafikken, hvor arbejdet var ved at vokse over hovedet. I Lersøen gik arbejdet i stå. På den gamle Nørrebro Station blev der arbejdet i et forrygende tempo.

Da den første forskrækkelse havde lagt sig dukkede der en mængde virksomheder op. Nu var det vanskeligt at skaffe arbejdskraft til Lersøen. Timelønnen var kun 60 øre. Daglønnen var ca. 4 kr. og 80 øre, så arbejderne foretrak at arbejde i de nye virksomheder, hvor de kunne tjene en ordentlig dagløn.

 

Den 30. juni 1930 var det slut

Ikke før i sidste halvdel af 20erne kom der gang i bygningen af den nye station. Den 30. juni 1930 lukkede den gamle Nørrebro station. Hele det store terræn blev overtaget af Københavns Kommune. Det hele blev ryddet og blev til Nørrebroparken.

 

Kilde:

• Kraftig redigeret efter Holger G. Hansen: Jernbaneminder
• Artikler på www.dengang.dk

 

Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.430 artikler og heraf er 275 artikler fra Det Gamle Nørrebro. Her kan du finde følgende artikler omkring Den Kollektive trafik på det gamle Nørrebro:

 

• Linje 18
• Der kommer altid en sporvogn
• Dengang – der kom en sporvogn på Nørrebro
• Sporvogn på Nørrebro
• Jernbanen satte sine spor
• Gå ikke over sporet-der kommer tog
• På sporet af Nørrebro
• Flere spor på Nørrebro
• Med tog over Lersøen
• Tog til Nørrebro