De glemte krigssejlere

Ingen var interesseret i at lytte. Søfolkene var i evig spændingstilstand. Stauning i 1940: ”I skal ikke blive glemt”. England betragtede danskerne som fjender i begyndelsen. Tyskerne havde succes på Atlanterhavet i de første år. Der var danske søfolk overalt. Der var også den iskolde rute med fornøjelser. Vi skal møde Kanon – Sussi. Alkohol dulmede nerverne og blev en god ven. Der var masser af drama. Dansk film hyldede krigssejlerne. Og så blev flaget taget fra danskerne. Russerne ville ikke anerkende danskerne 800 danskere og 31 dansk bemandede både til D – dag. Danske søfolk glemt i mange år i Normandiet. Nu er de kommet på museum dernede. Den engelske konge takkede danskerne. Vi skal høre om hjemmeflåden, handelsflåden og udeflåden. Danskere var med til at lave tyske torpedoer. Vi møder en sømand, der tog turen over kanalen til Normandiet hele 25 gange. Hvorfor blev krigssejlerne glemt?

 

Ingen var interesseret i at lytte

Ja de fleste vil sikkert kalde dette for en forkert overskrift. De er da ikke glemt mere. Nej, men det varede sandelig længe inden de blev anerkendt. Hele 6.300 danske krigssejlere sejlede for de allierede og 2.200 af dem betalte den højeste pris. Et ukendt antal var lemlæstet og traumatiseret resten af livet.

Mange havnede som krigsfanger og måtte tilbringe tid på sygehuse efter sænkninger. Psykisk var krigssejlerne og deres familier mærket senere i livet.

Det var de lokale grupper udstyret med armbind med de tre farver, stålhjelm og håndvåben, der søgte at holde ro og orden. Mange andre kom senere på banen som fx Den danske Brigade, der havde etableret sig i Sverige. KZ – fangerne og de danske søfolk sivede ubemærket hjem i løbet af nogle år. Der var ikke nogen, der var interesseret i at lytte.

 

I evig spændingstilstand

Man var i en spændingstilstand, som man levede dag efter dag, nat efter nat i rædsel for det ukendte i dybet. Det var ufattelige prøvelser og afsavn, søfolkene måtte igennem. Nogen særlig ophøjet placering efter krigen fik de ikke. Modstandsbevægelsens mere konkret heroiske virke skyggede for disse hverdagens helte. Den danske indsats mod nazismen foregik i lige så høj grad uden for som inden for danske nationalgrænser.

Ja disse krigssejlere er ikke tiltænkt den største plads i historien.

 

Stauning: I skal ikke blive glemt

Danmark havde en ikke-angrebspagt med Tyskland og erklærede sig ved krigens udbrud i september 1939, neutralt. Alligevel blev danske skibe angrebet af tyske ubåde. 29 skibe blev sænket inden den 9. april 1940. Da havde 360 allerede mistet livet.

Den 1. januar 1940 sagde statsminister Thorvald Stauning i sin nytårstale, at de aldrig ville blive glemt. Men det gik anderledes.

 

Betragtet som Englands fjender

Krigssejlerne var med til at sikre forsyningerne til de allierede, så kunne føre krig. Men Danmark fik taget deres flag modsat Norge, der fik lov til at beholde deres.

De danske kaptajner fik at vide, at de rent teknisk var at betragte som fjender. En af sømændene, andenstyrmand Anders Hansen fra ØK – skibet Panama lå i april 1940 i Manila. Han skrev hjem til sin kone Inger Karla, at der hele tiden var modstridende oplysninger. Først var man at betragte som Englands fjender siden deres venner.

Men til forvirringen hørte, at Handelsministeriet i København den 10. april havde sendt en opfordring til danske skibe om ”at søge til neutrale havne”.

Anders Hansen havde besluttet sig at gå i allieret tjeneste. Man i begyndelsen blev han af englænderne betragtet som ”taalte fremmede”. Muligheden for landlov til danskerne var begrænsede i forhold til nordmændene.

Særligt i de første år mærkede de danske søfolk den dobbelthed englænderne følte over for danskerne. Men de tog afsæt i den politi, som Danmark førte. De danske søfolk var underlagt en række restriktioner, og en af dem var, at man ikke måtte føre dansk flag.

Men danskere blev dog også mistænkeliggjort af briterne. De blev udsat for forhør, fængsel og fangelejr.

 

Storbritannien havde brug for en tons forsyninger

Storbritannien havde brug for at få tilført mere end en million tons forsyninger om ugen. Handelsskibe, der forbandt Nordamerikas industri med Storbritannien var afgørende led i den allierede krigsførelse. Det vidste tyskerne godt, og de satte alt ind på være ved ruterne.

 

Tyskerne havde succes i de første år

En af søkrigenes vigtigste slagmarker var Atlanterhavet, hvor de britiske konvojer kæmpede mod tyske ubåde og fly for at få forsyninger frem. Den overordnede kamp stod mellem tysk forsøg på at kappe denne forsyningslinje og samtidig prøve at sænke flere handelsskibe end de allierede kunne producere som erstatning for dem der gik ned.

I de første år af krigen havde tyskerne stor succes. Skib efter skib gik ned. Tyskerne sænkede skibene hurtigere, end de allierede kunne bygge nye. I juni 1942 havde alene Storbritannien mistet 1.000 skibe. Havde det ikke været for et stort antal handelsskibe fra lande som Norge og Danmark var slaget om Atlanten blevet tabt.

Frem til begyndelsen af 1943 var situationen kritisk. Derefter fik de allierede overtaget takket være øget brug af radar og flyovervågning. Men også fordi, at det lykkedes at bryde den kode, de tyske ubåde sendte deres radiosignaler i, så kunne man opspore dem, inden de gik til angreb mod skibskonvojerne.

 

Danske søfolk overalt

De danske søfolk var med i ishavskonvojerne til Rusland. De fragtede forsyninger, tropper og materiel rundt i Stillehavet. Og det var netop ad Atlanterhavets hovedfærdselsårer, hvor de sejlede med forsyninger.

Danske søfolk sejlede olie fra Sydamerika til USA og andre fragtede tropper og våben til Mellemøsten og Asien.

 

Den iskolde rute med fornøjelser

Den mindst kendte konvojrute gik via det nordlige ishav til Murmansk og Arkhangelsk i Nordrusland. Det var også den farligste, fordi skibene sejlede skiftevis i vinterbælgmørke og i sommermidnatssol eksponeret for tyske fly fra norske baser. Her kunne man kun overleve få minutter i det iskolde vand.

Der eksisterer nogle fandenivoldske beretninger fra Molotowsk, hvor losning og bevogtning blev varetaget af livskraftige unge piger, så søfolkene lærte russisk på hovedpuden og i havnens bombesikre cementrør.

”Og hvis vi slap tilbage til USA”, fortæller maskinmester Waldemar Lund, ”Fik vi en check på 200 dollar underskrevet af Stalin”

 

Kanon – Sussi

Det var også Kanon – Sussi, der var om bord på ØK’ s Eria, der den 9. april 1940 søgte canadisk havn og gik i britisk krigstjeneste. Fru Weber, som hun også hed, blev den første kvindelige kanonskytte. Hun betalte omkostningerne med flossede nerver og elendig nattesøvn. Som så mange andre konvojsejlende oplevede fru Weber gang på gang tyske u – både, der i store flokke angreb de allierede handelsskibe, eksplosionerne til højre og venstre, skibe der gik ned på halve minutter.

Mange turde kun sove med åben dør eller som Kanon – Sussi med våben i sengen, hvad der ikke hindrede hylende mareridt.

I øvrigt blev hyren trukket fra det øjeblik, skibet var forlist.

 

Masser af drama

Hvis man ikke blev suget med ned, når et skib synkede på tre minutter, pulveriseret i en eksplosion, kogt i maskinrummet eller mejet ned af tyske ubådes maskingeværer, og hvis man overlevede 8 dage på åbent hav, så var det angsten.

Mange har set kammerater brænde i olie og blive agterudsejlet, for skibene måtte ikke standse og samle overlevende op. Dette øgede risikoen for torpederinger og kollisioner i konvojen. Det hele bidrog til følgesygdomme efter krigen.

 

Alkohol blev en god ven

Erik Gøbel Jensen startede efter syv års skolegang i marinen som skibsdreng og senere letmatros. Den 9. april 1940 var han med som telegrafist på et skib i Dakar, der blev opbragt af franske myndigheder. Derefter var han på et belgisk skib under amerikansk kontrol.

Erik Gøbel Jensen sejlede i 38 måneder krigssejlads bl.a. i Atlanten. Han var radiotelegrafist på et ammunitionsskib, der i november 1943 blev bombet af tyske fly i Middelhavet og sank. Efter fire – fem timer i vandet blev han samlet op af en amerikansk destroyer. Men han havde stærke forbrændinger og kraniebrud.

Efter nogle måneders rekonvalescens tog han atter hyre på et skib og sejlede på Atlanten. Han deltog i troppetransporter til Normandiet. Han sejlede også til Burma, hvor hans skib blev bombet af japanske fly.

Erik Gøbel Jensen vendte hjem til Danmark i 1947 med sin belgiske hustru. Efter krigen led han af traumer og begyndte at drikke. Og hans ægteskab gik i stykker. Historien er omtalt i Frihedsfondens rapport, der blev udarbejdet i 1982, og som er omtalt i bogen ”Sænket af tyskerne”.

 

Alkohol dulmede mareridtet

Maskinmester Andreasen var en af de danske søfolk, der efter Danmarks besættelse 9. april 1940 gik i allieret tjeneste. I 1941 på vej med forsyninger fra Canada til England, blev hans skib torpederet af en tysk ubåd.

Skibet gik midtover, men Andreasen slap ud med sin ruhårede terrier Terry. De holdt sig til et flydende køleskab, blev samlet op af et norsk skib, og knap var de blevet overført til en britisk destroyer, før ”nordmanden” sprang i luften. Det var et ammunitionsskib, og der var ingen overlevende herfra at samle op.

Maskinmesteren kom på hospitalet i Hull, blev kørt ned af en bil i Newcastle, igen indlagt på hospital – og gift med en sygeplejerske.

Han fortsatte krigssejladsen og deltog i invasionen i Normandiet i juni 1944. Efter krigen fik han tuberkulose og blev maskinmester på B&W. Men han blev en fast ven af alkoholen. Den dulmede mareridt, hvor han genoplevede ”halve skibe, brændende mennesker osv.”

 

Kammerater og venner i navnløs grav

På de allieredes side mistede man i 1942 næsten 3.000 skibe i Atlanten. I et brev hjem til sin kone fra januar 1943 skriver Anders Hansen:

 

• Mange af vores Kammarater og Venner ligger i navnløs Grav. De gav deres Liv for Danmark og Danmark skylder dem alt, en Gæld der aldrig kan betales, de har skrevet et nyt og ærefuldt Kapitel i Danmarks Historie…..

 

Da flaget blev taget fra danskerne

Efter krigen giver kaptajnen på ØK – skibet Erria, Mouritsen en englænder tørt på, da denne spørger om ikke kaptajnen er glad for igen at kunne sejle under dansk flag:

 

• Skulle jeg være glad. Først tyvstjæler I vores flag og vor identitet fra os…. De min bedste og Deres land skylder Danmark, mine folk, mit flag – og mig – verdens største undskyldning

 

Så vidt vides faldt denne undskyldning aldrig.

 

Dansk Film hædrede krigssejlerne

Dansk film bidrog dog med et værdigt minde i ”Støt står den danske sømand af Bodil Ipsen og Lau Lauritzen jun. med sidstnævnte og Poul Reichardt i hovedrollerne som typiske danske sømænd i allieret tjeneste.

 

Russerne ville ikke anerkende danskernes indsats

Først i 2014, da man markerede 70 – års dagen for den vest-allierede invasion i Normandiet den 6. juni 1944 var Danmark inviteret med. Vi skal heller ikke glemme, at 1.000 danskere havde meldt sig til den engelske hær dengang.

Det var den konservative politiker John Christmas Møller, der sammen med et par andre, der i september 1943 havde opsøgt den britiske udenrigsminister Anthony Eden. Danskerne anmodede om, at blive anerkendt som medlem af alliancen mod Hitler. Englænderne og amerikanerne var positive. Sovjetunionen sagde afgjort nej. Først langt ind i 1944 fik vi en nogenlunde accept fra russerne. Sovjets forståelige reservation bevirkede, at Danmark aldrig fik status som andet end ”de facto – allieret” Russerne glemte aldrig, at vi havde sagt ja til Antikominternpakten. Dermed havde vi tilsluttet os Tyskland og tilsluttet os angrebet mod Sovjetunionen.

 

800 danskere og 31 dansk bemandede både på D – Dag

Dat danske bidrag på selve D – dagen var ellers stort. 800 søfolk på 31 dansk bemandede skibe deltog. Måske er det søfolkene der er den gruppe, som ydede det største og mest presserende bidrag til, at det ar muligt at besejre Tyskland. Især i krigens første halvdel var det af vital betydning.

Under kodenavnet Operation Overlord var det en landgang af hidtil uset format og størrelse. I alt blev 130.000 mand landsat på førstedagen fra søssiden og yderligere 23.000 fra luften. Til at gennemføre operationen blev der brugt tæt ved 7.000 skibe som talte både landgangsfartøjer, krigsskibe og et større antal handelsskibe.

 

Sømand ”Kaj” beskriver D – dag

I en samtidig beskrivelse beretter en sømand under dæknavnet ”Kaj”, om sine oplevelser fra invasionens anden dag. Kaj fortæller om rutefarten – lastning og losning – mellem den engelske kyst og Normandiet. Han gør sig følgende betragtning:

 

• Vi begyndte at føle, hvor betydningsfulde vi faktisk var som et af de mange små led i det mægtige invasionshjul, som i dag kører hensynsløst fremad mod nazismens bødler, der nu også en skønne dag vil komme til at rømme vort besatte Danmark.

 

Hvem Kaj var, ved vi ikke. Måske var han en af dem, der betalte den højeste pris. En ting synes i hvert fald sikkert, at han ville have glædet sig til, at Danmark endelig på 70 års dagen var blevet anerkendt som allieret nation.

 

Danske Søfolk forbigået i mange år – også i Normandiet

Fem danske krigssejlere var til stede. De var anført af den yngste, den 90 – årige Erik Kragelund, som siden begyndelsen af 1980erne har arbejdet for at registrere og skaffe anerkendelse til krigssejlerne. Kragelund mente selv, at det skyldes, at de ikke var en forening. Mens datoer som 9. april, 29. august og 5. maj er centrale for danske frihedskæmpere, så er den 6. juni krigssejlernes mærkedag, fordi de spillede en stor rolle ved D – dag.

I 1984 blev der i Normandiet rejst en statue for de danske søfolk. Men ingen danskere var inviteret til 40, 50 og 60 – års markeringerne.

I samarbejde med tidligere kammerherre Christian Eugen-Olsen fra Frihedskampens Frednings- og Mindefond har bestræbelser nu langt og længe båret frugt. Nu mindes man endelig de danske krigssejlere.

 

Nu er danskerne også på museum i Normandiet

At de danske krigssejlere nu bliver løftet ud af glemselen understreges af, at D – dagsmuseet Utah Beach Museum i Normandiet har fået en udstilling om de 800 danskers bidrag. Kulturministeriet bevilligede 75.000 kr. til, at udstillingen blev en permanent del af museet.

 

Den engelske konge takkede danskerne

Og nu er det ikke helt rigtigt at englænderne havde glemt danskerne for i november 1944 holdt kong George den Sjette en takketale i Underhuset. Han sagde bl.a.:

• Flåden har sikret overførslen af de store invasionsstyrker til angrebet på Vesteuropas kyst, og den opretholder fortsat de stabile forsyninger til hæren. Samtidig sørger den for at sikre og rettidige ankomst af fødevarer og materiel, som nationens liv og virke afhænger af. Alt dette ville ikke have været muligt uden den storslåede tapperhed, som er udvist af søfolkene i handelsflåden herhjemmefra og deres kollegaer fra de allierede nationer og Danmark.

 

Når Danmark blev omtalt på denne måde, var det for at fremhæve det danske bidrag, der var værdsat. Danmark var ikke en krigsførende nation. Vi var godt nok besat af Tyskland, men vi var formelt ikke i krig.

 

Danskerne vil have danske flag i den britiske hær

Men derefter gik det hele i glemmebogen. Og glemt er også, at allerede i oktober 1940 åbnede et rekrutteringskontor i London, hvor man hvervede danskere til britisk krigstjeneste. Mange brugte argumentet med at få afvasket skammen for den kampløse kapitulation 9. april 1940. Således kæmpede danskerne i regimentet The Buffs en kamp for at få påsyet et dansk flag på skulderen.

De danske søfolk ville gerne i den britiske hær, men de fik afslag, fordi briterne havde mere brug for dem til søs.

 

Udeflåden

Historien om de danske krigssejlere er ikke kun en militær historie om at bekæmpe nazistisk tyranni. Det er beretningen om, hvorledes uforberedte søfolk overlevede verdenskrigens gru. De udgjorde besætningerne på den danske handelsflåde skibe, der ved den tyske besættelse den 9. april 1940 var delt op i flere grupper med hver sin skæbne.

To tredjedele (udeflåden) befandt sig enten i allieret farvand og blev sammen med besætningerne beslaglagt af englænderne eller i neutralt farvand, som fx skoleskibet Danmark.

 

Handelsflåden

Den sidste tredjedel af handelsflåden (hjemmeflåden) befandt sig imidlertid ved den tyske besættelse i hjemlige farvande og i Østersøen. Sammen med hovedparten af fiskeriflåden var disse handelsskibe i stigende grad udsat for at blive overtaget af den tyske værnemagt til fx kystvagtopgaver. Man undgik dog med nød og næppe at flertallet af af skibene blev armeret med kanoner og at de i større antal blev brugt til militære transporter. Dog var de med til at importere kul og koks. Ligeledes transporterede de malm fra Sverige til Tyskland.

 

Hjemmeflåden

Det er indlysende at de danske fiskere og søfolkene i hjemmeflåden havde maget vanskelige vilkår både under og ikke mindst efter besættelsens afslutning. Deres dilemma var, at de skulle sikre familiernes udkomne og skibenes sikkerhed, samtidigt med at de var afhængige af den tyske krigsmarine og de mange højeksplosive søminer, der var udlagt langs kysterne. Fiskerne fra Esbjerg var også udsatte for engelske bombeangreb. Englænderne var af de mening, at Danmark eksporterede lidt rigelig med fisk til tyskerne.

Der var også tab blandt de hjemmelige fiskere og blandt dem, der sejlede i det tysk kontrollerede Europa.

 

Danskerne var med til at lave tyske torpedoer

TV2 besøgte en 95- årig krigssejler med markante meninger. Han boede sammen med sin kone i et lille hus på Tåsinge. Den danske regerings samarbejde med Hitlers Tyskland i de første tre år fik ham til at sige nej tak til at deltage til 70 – års arrangementet i Normandiet. Evald Brinck, som den ældre mand hedder mener, at det er løgn, at Danmark var allieret under Anden verdenskrig.

Men nu mødte han alligevel dronningen. Anledningen var, at krigssejlerne omsider fik den anerkendelse, som de længtes efter siden krigen. Et stort monument af kunstneren Per Arnoldi blev afsløret i Mindelunden, der hidtil havde været forbeholdt modstandsbevægelsen. Ewald fortalte:

 

• Jeg kan ikke få det væk. Det sidder fast indeni mig. Jeg vil aldrig nogensinde tilgive dem. Under krigen sendte Danmark 150.000 mand til Tyskland, hvor de blandt andet arbejdede i våbenindustrien. De hjalp med at lave de torpedoerne, som tyskerne bagefter sendte ud i undervandsbådene og torpederede danske både med. Hvordan tror du, at man har det, når man får kniven i ryggen af de mennesker, som man kæmper og kæmper for at befri. Hvordan tror du så, man har det? Tror du, jeg kan få det ud af mig? Aldrig, Aldrig!

 

Evald Brincks heltemod blev hans held under krigen. Han afmønstrede skibet Boringia i Skotland i 1942 for at melde sig i aktiv tjeneste i England. Få måneder senere blev Boringa torpederet af tyskerne syd for Afrika. Halvdelen af besætningen omkom, mens Evald Brinck var i træning som rekrut i den engelske by Canterbury.

I 1944 var han blevet underofficer i marinen, da der pludselig kom besked om at gøre en nybygget båd klar. Det var D-dagen, der nærmede sig.

 

25 ture til Normandiet

• Vores skib var en Empire-båd. En speciel fladbundet model, der kunne transportere Churchill-tanks og andre tunge køretøjer. Den havde otte kanoner og lastede 10.000 tons. I to dage lå vi ved Themsen uden at vide, hvor vi skulle hen. Men rygtet gik om, at det var Normandiet,

 

De små landgangsfartøjer krydsede Den Engelske Kanal natten til den 6. juni.

Evald Brinck nåede at sejle 25 ture til Normandiet med tropper og udstyr. Han deltog også i invasionen i Italien i 1943 og sejlede i halvandet år i Middelhavet, hvor mange af de andre skibe i konvojerne blev sænket af de tyske u – både.

 

Hvorfor blev de glemt?

Krigssejlerne var placeret blandt frihedskæmperne. Men det varede længe, inden de blev anerkendt som ligemænd. Men hvorfor var det sådan?

Før det første delte de ikke deres oplevelser med den øvrige danske befolkning. De bedrifter passede ikke ind i den nationale fortælling.

For det andet oplevede søfolkene hverken besættelsen eller befrielsen. De vendte først hjem, da det hele i Danmark var overstået og samfundet var på vej til normale tilstande.

For dem, der havde været i allieret tjeneste blev konsekvensen, at de ikke var hjemmehørende i den folkelige befrielsesfest, hvor alle havde været i samme båd. Det var ikke fordi, de blev nægtet adgang, men fordi festen havde det mentale adgangskrav, at man havde delt besættelsestidens vilkår. Det havde krigssejlerne ikke.

 

 

Kilde:

• Anders Bjørn: Breve fra Anders. En fortælling om danske sømænd i krig 1939 – 1945
• Sven Arvid Birkeland: Sænket af tyskerne
• C. Røder: De sejlede bare
• Klaus Rydahl: Krigssejler 1939 – 45
• Christian Tortzen: Søfolk og Skibe 1939 – 1945
• Jacob Sørensen: For Danmarks ære – danskere i allieret krigstjeneste 1939 – 1945
• Jakob Sørensen: Operation Overlord
• Jakob Sørensen: D – Dag
• information.dk
• nielsbirgerdanielsen.dk
• jyllandsposten.dk
• kristeligt-dagblad.dk
• befrielsen1945.dk
• tv2.dk

 

Hvis du vil vide mere: Om modstand og sabotage: www.dengang.dk indeholder 257 artikler om besættelsestiden før/under/efter herunder:

• Sabotage i Tønder
• En frihedskæmper fra Tønder
• Modstand i Tinglev
• En dobbeltagent fra Aabenraa
• Sabotage i Aabenraa
• Modstandsbevægelsen i Aabenraa
• Modstand og Sabotage i Sønderjylland
• Modstand i Kolding
• Kæmp for alt, hvad du har kært Chr. Fries
• Holger Danske – afdeling Eigild
• Sabotage på Nørrebro
• Nørrebro – flere sabotager
• Skud i Vordingborggade
• Drama i Vordingborggade (Øresundsgade)
• Mordet i Vordingborggade (Øresundsgade)
• Flere sabotager på Østerbro
• Sabotage og Stikkere på Østerbro
• Modtand 1939– 1942 og mange flere