Det var bestemt ikke let for kirkelivet i Sønderjylland, at blive dansk. Pastor Steffen syntes at det var dybt uretfærdig. I Højer blev der kæmpet en nådesløs kamp. I Bylderup provokerede en præst. Og i Visby begravede præsten sin kone i en park. I 1917 blev den danske gudstjeneste aflyst i Tønder. De tyske menigheder oprettede en frimenighed med forbindelse til den Slesvig – Holstenske Landskirke.
Det tog tid
Vi er i Tønder omkring 1920. Godt nok, kom Tønder til Danmark, men det varede dog lang tid inden det blev en dansk by. Og vi kigger også lige en gang rundt i området.
Ny postmester
Postmester Theodor Nielsen fra Vinderup var blevet udnænt som postmester, og også i Højer, var der kommet en postmester Nielsen.
Butikker halvtomme
Butikkerne i Tønder var endnu præget af varemangel. De stod halvtomme. Det kneb også med varme og lys. Kirken blev kun opvarmet to timer hver dag, fra kl. 9 til 11. Det elektriske lys blev slukket meget tidlig om aftenen. Så måtte man hygge sig med stearinlys. Det kneb også med at skaffe rigtig mad og tøj.
De dansksindede
De dansksindede i byen var repræsenteret ved Bankdirektør Rossen, Bagermester Thorvald Petersen, Bankdirektør Andersen, Købmand Borch og Købmand Westergaard og ikke mindst redaktør Skovrøy. Men også greve Schack på Schackenborg spillede en stor rolle.
Danske præster var mangelvare
Danske præster var savnet mange steder. Især i Øster Højst og Ravsted. Og ikke mindst i Udbjerg,hvor en dansk præst havde været savnet i seks – syv år. Sognet var blevet betjent af pastor Bolten fra Møgeltønder. Men nu var han også væk. Så måtte pastor Münchmeyer i Aventoft træde til i Udbjerg.
Pastor Steffen var skuffet
Det var ikke lige let for alle, at acceptere danskheden. Således opfattede den tyske præst, Steffen tabet af Tønder som dybt uretfærdigt. Siden 1910 havde han været præst i Tønder. Han var af den overbevisning, at Tønder skulle vedblive, at være tysk.
Biskoppen i Ribe havde dog givet udtryk for, at man godt måtte beholde den tyske præst.
Ingen dansk gudstjeneste i Tønder
Det var da heller ikke let for den nye danske præst, Erik Christensen, at skulle fungere i Tønder. Den 18. maj 1917 havde Kirkekollegiet ellers besluttet, at den danske gudstjeneste skulle bortfalde:
fordi den ikke finder tilfredsstillende Deltagelse og fordi man ikke kunne finde en dansktalende Præst dertil
Viljen manglede
Den månedlige danske gudstjeneste var også blevet indstillet. Når det kneb med deltagelsen skyldtes det sikkert den voksende nationale stemning. Det kunne også skyldes pastor Steffens voldsomme udfald mod englænderne. Og den tyske præst havde før vist i Løgumkloster og I Adsbøl – Gråsten, at han godt kunne prædike på dansk. Men viljen manglede
Indre Mission på Missionshotellet
På Missionshotellet samledes Indre Mission sig. Men byens præster deltog ikke. Dog kom Pastor Hansen fra Hostrup der regelmæssigt. Han var en af de ledende i arbejdet med bibellæsning og bibelsamtaler.
Gang i åndslivet på landet
Her havde man ikke meget til overs for Grundtvig. De var totalt afvisende over for ham. Ja egentlig var der ikke nogen grundtvigiansk kreds i Tønder.
I landsognene omkring Tønder var der meget mere gang i det åndelige liv. Således var der i Visby, Daler, Mjolden og Rørkær gang i Grundtvig. I Skærbæk var der en frimenighed.
I Hostrup, Højst, Abild, Emmerske, Nr. Løgum, Døstrup og Ballum havde Indre Mission ikke så ringe tilslutning. Det var som regel i tilknytning til de stedlige præster.
Den 29. februar 1920 var en historisk dag for kirkelivet i Tønder. Det var Kirkelig samfund af 1898, der arrangerede det. Der blev holdt en dansk gudstjeneste, og pastor Kring prædikede. Og selvfølgelig blev der sunget Den yndigste Rose af Brorson.
Pastor Steffen blev ikke i Tønder. Han var fra den 3. november flyttet til Læk.
Soldater til Tønder
Den 5. maj kom anden bataljon under oberstløjtnant Elmer sit indtog i Tønder. Man var samlet i Jernbanegade. Man skulle dog vente lidt længe. Det var lidt chikane fra tysk side. Således manglede man en nøgle til en låge, der netop den dag var blevet aflåst. Ingen vidste åbenbart, hvor nøglen var.
Chefen for de engelske soldater, som havde haft vagten i Tønder, afleverede kommandoen til den danske oberstløjtnant. Efterfølgende gik de engelske og danske soldater i march gennem Tønder. Der var engelsk musik i spidsen af optoget.
Danskerne overtager
Lidt senere på dagen kom de danske grænsegendarmer. Og to dage efter var det en afdeling af de danske dragoner. Alt dette betød, at danskerne var ved at overtage styret.
I den følgende tid gennemførtes også dansk styre på jernbanen, post, telegraf, telefon, penge, retsvæsen og skolevæsen.
Den 9. juli afholdtes Genforenings – gudstjeneste. Der var udpeget en dansk præst til at afholde det i hver af de nordslesvigske kirker.
Flagning med tyskernes tilladelse
Man var meget spændte på i Tønder på, hvordan det tyske mindretal ville modtage kongeparret. Det forløb dog uden mislyd. Der blev spurgt, om der skulle flages fra kirketårnet til ære for kongefamilien. Det blev i første omgang afvist af præsten. Han ville ikke såre Det Tyske Mindretal. Men da man så igen pressede på, endda fra mindretallet mente præsten, at man skulle.
Præsten forløb sig
En mindetavle i Bylderup Sogn vakte forargelse. Pastor von Helmolt havde ladet en mindetavle for faldne opstille. Han havde forsynet den med det Slesvig – Holstenske våben og en tysk indskrift om, at de var faldet for fædrelandet. De sognebørn, der klagede havde selv nægtet at lade deres sønners navne komme på tavlen. Men andre dansksindede havde ladet sig overtale. Nu skulle tavlen så indvies ved en mindefest. Og sognebørnene ville gerne have Tønders provst til at forhindre dette.
Biskoppen havde inden afsløringen nægtet pastoren i Bylderup, at foretage det som, han havde gjort. Tillige havde han holdt tysk gudstjeneste på kongens fødselsdag. Og da konfirmations – undervisningen skulle begynde kom der en anmodning fra tysk side, at man gerne ville have en anden til dette formål. Det blev så pastor Schülein fra Øster Højst, besørgede dette.
Klage over pastoren
I Visby var Niels Møller præst siden 1908. Både han og hans hustru var dansksindede. Men deres klædedragt og hele fremtræden var så påfaldende, at det var et almindeligt samtaleemne på hele egnen. Men ellers var det ikke noget at udsætte. Problemet var bare, at der på egnen var en velfungerende frimenighed.
Menighederne bestemte
Nu var det sådan, at menighederne ved afstemning havde mulighed for at afgøre om, de ville beholde deres hidtidige præst. Når sådan en afstemning blev ønsket blev der sendt et spørgsmål til præsterne, om de ville underkaste sig sådan en afgørelse eller rejse syd på.
Pastorene ville ikke have afstemning
Pastor Jürgen Jürgensen i Hjerpsted ville ikke lade sig underkaste sådan et valg. Han var født i Hamborg. Hans forældre havde boet i Hjerpsted, og selv var han vokset op i Ballum. Han ville med stor sandsynlighed have blevet valgt. Det endte med, at han søgte væk og fik et embede på Føhr.
Det samme skete for pastor Christian Andersen i Løgumkloster og pastor Heinrich Burmeister i Tinglev. De fik begge embeder syd på.
Præsten fra Visby
Og afgørelsen i Visby trak ud. Ved en afstemning blev der 146 ja og 146 nej – stemmer. Først hen på forsommeren 1922 havde man forhandlet sig frem til en afgørelse. Pastor Møller trak sig med en undskyldning med, at han havde ondt i halsen. Han blev tilstået en årlig understøttelse på 2.500 kr.
Han hyggede sig herefter i et lille havehus i den store park, han havde plantet i byens udkant. Her boede han med sin hustru. Da hun nogle år efter døde, begraved han hende i parken. Han glemte bare lige at søge ministeriets tilladelse. Bagefter søgte han den. Gravstedet blev fredlyst som gravsted for hans hustru og ham. Selv døde han på Tønder Sygehus efter en lang og slem sygdom.
Hele parken havde han testamenteret til Visby Sogn.
Pastor Rolfs fra Højer
I Højer Havde Rolfs været præst siden 19. marts 1893. han var selv fra Ditmarsken. Hans hustru var derimod dansk præstedatter, født Sparrevohn. Hendes far havde været præst i Randerup.
Paster Rolfs var en god og elskværdig mand. Han var meget interesseret i historie. Hidtil havde det kun været en månedlig dansk gudstjeneste. Desuden havde det været dansk gudstjeneste skærtorsdag samt alle anden – helligdage. Tyskerne havde stort flertal. De ejede også det meste af jorden, og det var tysksindede, der havde de største forretninger. Men sproget var til daglig, sønderjysk.
Han fik da også til blive. Men som man tidligere har kun læse her på siden, så var kirke – sagen i Højer meget hård og barsk.
En ordning for alle
I Højer måtte man finde en ordning, der kunne tilfredsstille det tyske flertal og det danske mindretal. Pastor Rolfs havde taget sin afsked den 14. juni 1926 på grund af alder.
Man valgte pastor Braren. Det var nok manglende situationsfornemmelse, at han mødte op i sin tyske præstedragt ved indsættelsen. Og det vakte harme, at han også havde den på ved danske gudstjenester.
Kæmpe præste – ballade i Højer
Han blev rådet til at tage den danske på ved den lejlighed, men det nægtede han. Det vakte megen modvilje hos det danske mindretal. Braren mente ellers, at han var ligevægtig præst for begge sider. Men efterhånden havde det danske mindretal fået nok. De ville have en dansk præst. På vegne af de danske i Højer sendte man en ansøgning den 30. maj 1935 om ansættelse af en dansk præst. Straks sendte menighedsrådet, der havde tysk flertal en protestskrivelse.
Pastor Nielsen blev ansat. De tyske menighedsrådsmedlemmer afgav blanke stemmer. De var heller ikke indstillet på, at hjælpe med, at den danske præst skulle have noget at bo i. I den første tid måtte Pastor Nielsen bo i et hus, som Direktør Kjærby, Højer Tæppefabrik havde købt.
Og Pastor Braren holdt på, at det var ham, der skulle holde den danske højmesse. Sagen endte hos ministeren. Der var virkelig en national kirkelig strid i Højer.
Tyske frimenigheder
I Tinglev var man ikke tilfredse med afgørelsen omkring tyske gudstjenester m.m., så man dannede i 1922 en tysk frimenighed. Medlemstallet nærmede sig de 70. Og mange flere fulgte initiativet. Man knyttede sig direkte til Den Slesvig – Holstenske Slesvig Holstenske Landskirke. Man ønskede bevidst, at komme under fortsat tysk påvirkning.
I både Tinglev og Tønder talte man om, at bygge egne kirker.
Desuden ville man udvide funktionerne ved at foretage vielser og indføre egne salmebøger. Men ministeren svarede, at dette ikke måtte foretages i folkekirken.
Tyskerne følte sig dårlig behandlet
I de mange sogne, hvor der var tysk flertal, følte man sig dårlig behandlet. Ofte sendte man klager til kirkeministeriet. Det skete også i september 1929 hvor repræsentanter fra fire byer var mødt op hos ministeren.
Det varede længe for sønderjyderne at vænne sig til et nyt sprog og handlemåde. Først ved lov af den 30. juni 1922 blev Dansk Kirkelovgivning indført i Sønderjylland.
Man måtte også i gang med at erstatte de kirkeklokker, der blev konfiskeret til krigsindustrien. For Tønder Provsti var det tale om cirka 10 kirkeklokker.
Kilde: Se
Litteratur Tønder
Hvis du vil vide mere om danskhed og genforening i Sønderjylland: Læs
Dagligliv i Tønder 1910 – 1920
Hvorfor var Tønder tysk?
Købmandsslægten Olufsen fra Tønder
Militæret i Tønder 1920 – 1923
Minder fra Tønder 1864 – 1920
Tønder på en anden måde
Tønders Dansksindede
Tønder før og efter Genforeningen
Langs Grænsen (under Sønderjylland)
Sønderjylland til Ejderen (under Sønderjylland)
Aabenraa – under de to krige (under Aabenraa)
Folkehjem i Aabenraa (under Aabenraa)
Løjt – mellem dansk og tysk (under Aabenraa)
Første Verdenskrig i Bov (under Padborg/Krusaa/Bov)
Genforeningen i Bov Sogn (under Padborg/Krusaa/Bov)
Hvis du vil vide mere om præster og kirker. Læs
Brorson – en præst fra Tønder
Møgeltønder Kirke
Præsten fra Daler
Åndens Folk i Tønder
Tønder Kristkirke
Skt. Jørgen – Helgen, Hospital og Sø (under København)
Flere Præster og Godtfolk i Sønderjylland (under Sønderjylland)
Præster og andet godtfolk i Sønderjylland (under Sønderjylland)
Kirker syd for Aabenraa (under Aabenraa)
To kirker i Aabenraa (under Aabenraa)
Livet omkring Bov Kirke (under Padborg/Krusaa/Bov)
Højer kirke (under Højer)
En engelsk kirke ved Østerbro (under Østerbro)
Garnisons Kirkegård (under Østerbro)
Assitens Kirkegård – 250 år (under Nørrebro)
Begravelse på Assistens Kirkegård 1887 ( under Nørrebro)
Da Gertrud rejste fra kisten (under Nørrebro)
Dramaet i Brorsons Kirke (under Nørrebro)
Grundtvig på Nørrebro (under Nørrebro)
Kan du råbe mig Nørrebro op (under Nørrebro)
Kirker og mennesker på Nørrebro (under Nørrebro)
Livet på Assitens Kirkegård (under Nørrebro)
Skt. Johannes Kirke (under Nørrebro)
Under jorden på Assitens Kirkegård (under Nørrebro)