Da Sønderjylland blev dansk
De danske politikere var mere end forsigtige. Tænk hvis tyskerne spærrede for kul. § 5 afstemningen var ikke juridisk bindende over for Danmark. Sønderjyderne betragtede det som et uløst nationalt problem. Men Danmarks repræsentant i Berlin Grev Moltke mente, at sønderjyderne skulle lade sig germanisere. I Sydslesvig råbte tyskerne: ”Dänen raus”. De københavnske politikere var irriteret over de aktive sønderjyder. Stauning indrømmede over for sine tyske kollegaer, at socialdemokraterne ikke bakkede danskerne op. Allerede i 1915 havde tyskerne henvendt sig angående Nordslesvig. Munch ville ikke have afstemning. Han ville også forære tyskerne Årø, så de kunne bygge militærbase. Og Scavenius ville have englænderne til at give nogle af deres erobrede kolonier tilbage til tyskerne. Der var to fløje hos danskerne, men det handlede nu ikke udelukkende om nationalitet med om grådighed. Det var de allierede der bakkede sønderjyderne op.
Ordet ”Genforening”
Mange læsere har gjort os opmærksom på, at ordet ”Genforening” ikke er det rigtige ord at anvende, om det der skete i 1920. Men hvad skete der egentlig op til den afstemning, der blev afgørende for, at Sønderjylland blev dansk. Ja det kigger vi på. Og selv det lille stykke af danmarkshistorien er der delte meninger om.
Danmark havde ingen juridisk krav
I 1879 havde den danske regering skrevet til Bismarck og gjort opmærksom på §5’ s ophævelse. Den var blevet ratificeret under Wiener-freden. Men Bismarck svarede, at han betragtede dette kapitel som afsluttet. I øvrigt havde han heller ikke set, at Danmark havde taget nogen som helt hensyn til Tyskland som stormagt.
Med andre ord, man så ikke fra tysk side nogen dansk retskrav,
Det er lige vigtigt at huske, at Danmark ikke havde noget juridisk krav gældende på Sønderjylland eller dele af den gamle danske provins. Ved Wienerfreden i 1864 havde Danmark afstået hele Sønderjylland sammen med Holsten og Lauenborg til de tyske stormagter. To år senere havde Preussen efter en ny krig tvunget Østrig til at afstå krigsbyttet fra 1864. På den måde blev hele Sønderjylland indlemmet i Preussen.
Ved Pragerfreden lovede Preussen ganske vist Østrig at lade afholde en folkeafstemning i de nordlige distrikter af Slesvig (den berømte & 5) gennem hvilket, der skulle afgøres, om disse skulle tilbage til Danmark.
Forslaget blev trukket i 1878
Der førtes i årene 1866 forhandlinger med Bismarck om en opfyldelse af dette løfte – forhandlinger, i hvilken også Danmark deltog. I 1878 blev Østrig og Preussen enige om at ophæve & 5.
Et uløst nationalt problem
De danske sønderjyder følte, at der stadig var et uløst nationalt problem mellem Danmark og Tyskland. Da krigen brød ud i 1914 meddelte den danske regering, at de vedblev med at være neutral. Da krigen sluttede kunne den danske regering ikke fremsætte et juridisk krav.
I mange år håbede man på at blive dansk i en linje nord for Tønder og syd for Flensborg. Sådan viste valget sig også til den tyske Rigsdag i 1867. I forventning til snart at komme tilbage udrejste mange dansksindede og dette svækkede den danske nationalitet i Sønderjylland. Men den danske leder opfordrede de unge til at blive for at styrke den danske nationalitet.
Det kneb med danskheden sydpå
Nord på så det ud til, at danskheden blev bevaret, men sådan så det ikke ud syd på. Her havde tyskheden fået overtaget. I flere mellem slesvigske havde befolkningen mere og mere mistet forbindelsen til de slagkraftige danske organisationer. Det blev i årene frem over en svær dyst med de tyske myndigheder.
Man skal også huske på, at ikke mindre end 6.000 dansksindede sønderjyder mistede livet under første verdenskrig. Andre tusinder kom hjem som krigsinvalider.
Scavenius var meget forsigtig
I perioden 1913 til 1920 var Erik Scavenius udenrigsminister. Han blev hurtig stillet over for et sønderjysk problem. Det var landraaden i Sønderborg, Curt Schônberg, der rejste problemet. I sommeren 1913 var flere danske dampere blevet nægtet landingsforbud. Danske rejsende på lysttur måtte ikke gå i land i Nordslesvig.
Udenrigsminister Scavenius var meget forsigtig i Tysklands- politikken. Han lod den danske gesandt i Berlin sørge for et svar. Men det lykkedes dog ikke. Der kom aldrig et svar. Men så kunne man jo fortælle, at man havde forsøgt.
”Dänen raus”
Regeringen Zahle forsøgte også at lægge en dæmper på festlighederne for 50 året for festlighederne omkring 1864. I Tyskland gik det lige modsat. Tonen blev angivet som:
- Dänen heraus
- Deutchland bis Skagen
Og det fik så overpræsidenten i Slesvig-Holsten, Detlev von Bülow til at udbryde:
- De spiller et farligt spil i Danmark. Vi vil ikke finde os i det. De tænker stadig i Danmark hvilke chancer en europæisk krig vil give Danmark. Det kan i givet fald blive skæbnesvangert for Dem vedvarende at fremkalde den store nabos uvilje.
Danamarks gesandt mente, at sønderjyderne skulle lade sig germanisere
I dagbladet København var der så sent som i 1919 en række artikler, hvor der blev påvist, at grev Moltke, Danmarks gesandt i Berlin tog afstand fra sønderjydernes utilfredshed. Det bedste de kunne gøre var at holde op med at kværulere og så lade sig germanisere. Ja denne Moltke blev senere Danamarks udenrigsminister.
Statsminister Zahle viste nu heller ikke den store interesse for Sønderjylland. Men i 1915 sagde han dog følgende:
- Også at skaffe den helt danske del af Nordslesvig tilbage, ligger endnu ikke uden for mulighedernes grænser.
De københavnske politikere var irriteret over sønderjyderne
Nu var kemien mellem Zahle og H.P. Hanssen heller ikke særlig god. Sønderjyderne var noget irriteret over de danske politikers gøren og laden. Den danske udenrigsminister havde påbudt, at man ikke diskuterede Sønderjylland offentlig.
Udenrigsminister Scavenius var på tysk side. Han mente helt bestemt, at vi skulle holde på tyskerne i stedet for englænderne.
En speget holdning fra de danske socialdemokrater
De danske socialdemokrater og deres holdning til tyskerne i begyndelsen af Første Verdenskrig var også lidt speget. De tog gerne imod indbydelser til landet. Og de ville ikke skrive under på en henvendelse fra Socialdemokraterne i Belgien i en forsømmelse af tyskernes overfald over Belgien.
Da USA som ventet gik ind i krigen, efter at Tyskland havde indført den uindskrænkede u-bådskrig, havde Stauning sin egen udlægning. Til Berliner Zeitung siger han den 9. juni 1917, at Amerikas krig er kapitalismens krig, og at den forsinker freden i stedet for at fremskynde den.
Tyskerne havde deres bagtanker
Tyskerne havde bagtanker med at stå godt med de danske arbejdere. Således indberettede den tyske gesandt i København grev Rantzau den 12. august 1916, at kulleverancerne havde udøvet en gunstig virkning. De socialdemokratiske førere havde over for ham ladet vide, at de var rede til at sætte deres parlamentariske indflydelse ind, som han ønskede det.
Arbejdernes Fællesorganisations Brændselsforretning A/S, der blev stiftet den 23. juni 1916 opnåede trods en aktiekapital på 25.000 kr. allerede det første år en bruttofortjeneste på 10 millioner kr. De danske socialdemokraters tyskerkurs gjorde dem faktisk til kejsersocialister eller sagt på en anden måde højreorienterede socialdemokrater.
Stauning indrømmede, at man ikke bakkede sønderjyderne op
Til et møde sammen med tyske SPD, blev Stauning da også spurgt om deres holdning til Nordslesvig – spørgsmålet:
- Vort parti har for stedse holdt sig fjernt fra enhver støtte til den danske agitation i Nordslesvig.
På mødet spurgte Stauning heller ikke de tyske socialdemokrater, om man ville bruge selvbestemmelsesretten her.
En forespørgsel i 1915
I marts 1915 var den danske regering nærmest blevet chokeret. Her rejste tyskerne det sønderjyske spørgsmål. Allerede i september 1914 var H.P. Hanssens gode ven, dr. Rudolf Breitscheid været i København for at diskutere spørgsmålet. Gennem Grev Rantzau havde man fra Berlin spurgt den danske regering, hvad man forventede sig af Nordslesvig/Sønderjylland?
Munch ville ikke have afstemning
Munch ville i stedet for en afstamning have, at man var enig om en fælleslinje, så man kunne omflytte danskere og tyskere. Zahle var skuffet over, at Als ikke kunne komme med, fordi den tyske flådestation lå i Sønderborg. Men efter de første føler var det som om sagen igen gik i stå.
Tredje gang, der kom noget officielt fra Tyskland var den 26. november 1915. Her dementerede overpræsidenten i Slesvig-Holsten Friedrich von Moltke rygter om, at der efter krigen kunne gives noget tilbage til Danmark. Dette bragte Grev Rantzau i en lidt pinlig situation.
H.P. Hanssen efterlyste interesse fra danske politikere
Den 14. december var Grev Rantzau hos udenrigsminister Scavenius for at beklage sig over tyskfjendtlig agitation i det sønderjyske spørgsmål. Greven påstod, at man fra dansk side, havde opfordret de dansksindede til at desertere.
H.P. Hanssen havde efterlyst en positiv interesse fra dansk side, om at få Nordslesvig tilbage. Munch og Scavenius havde diskuteret dette. Man mente ikke, at man kunne tage stilling under en krig. Såfremt man skulle modtage en gave fra Tyskland, ville dette blive for dyrt.
Et overraskende forslag fra Scavenius
Den 10. februar 1917 kom der højst overraskende et forslag fra Scavenius omkring Sønderjyllands-spørgsmålet. Landsdelen skulle modtages som følge af en overenskomst mellem Tyskland og England. Vi skulle have Nordslesvig mod at englænderne tilbagegive dem nogle kolonier. Med andre ord, England skulle betale den tyske velvilje.
Nordslesvig skulle have en stilling som Luxembourg med selvstyre og fritagelse for værnepligt.
Forvirring hos danske politikkere
Den tyske rigskansler prins Max af Baden havde sent den 5. oktober givet rigsregeringen meddelelse om, at han over Schweiz havde givet præsident Wilson meddelelse om, at man på basis af de 14 punkter, som præsidenten havde stillet op var klar til at påbegynde fredsforhandlingerne.
Nu var Nordslesvig – spørgsmålet ikke udtrykkeligt nævnt i disse punkter, men det var klart, at det ville blive aktuelt. Nu var spørgsmålet om folkenes selvbestemmelsesret jo proklameret. Så dette måtte være udgangspunktet.
Sønderjyderne havde længe været i gang
Der var allerede en del forvirring blandt de hjemmelige politikere. Man turde ikke at tage et afgørende skridt for at genere tyskerne og det var som om, at de danske politikere holdt de dansksindede sønderjyder helt ude af problematikken. Men hvem var i stand til at tage det afgørende skridt? Der forelå tre muligheder:
- Spørgsmålet kunne rejses af den nordslesvigske befolkning
- Et initiativ kunne tages af den tyske regering, inden for hvilken liberale anskuelser nu gjorde sig gældende.
- Den danske regering kunne foranledige, at sagen blev taget op.
Ja sønderjyderne havde været i gang længe. Og den danske regering ville helst have at tyskerne tog initiativet.
Den første danske avis med Sønderjylland på dagsordenen
Den 6. oktober 1918 kunne bladet ”Socialdemokraten” som den første danske avis stille det sønderjyske spørgsmål på dagsordenen. I en længere ledende artikel gjorde bladet opmærksom på de socialdemokratiske forhandlinger i Stockholm i 1917, som nu forelå samlet i en fransksproget redegørelse. Det mundede ud i det neutrale socialdemokratiske fredsudkast af 10. oktober 1917, som nu også var tiltrådt af de tyske socialdemokrater.
Hvad der slet ikke stod i manifestet var, at de tyske socialdemokrater havde afvist en folkeafstemning i Sønderjylland.
”Socialdemokraten” ville have taget det sønderjyske spørgsmål ud af fredsopgøret mellem det tabende Tyskland og de sejrende allierede. De ville have det klaret direkte i en aftale mellem Tyskland og Danmark.
Et brev, der ikke eksisterer, Staunings Brev
Hvad mange benægter er, at Stauning sendte et brev til senere rigspræsident Friedrich Ebert. Det var stilet ”Lieber Genosse” og dateret den 18. oktober 1918. Heri anbefaler Stauning, at tyskerne selv rejser ”Nordslesvig/Sønderjyllands” spørgsmålet. Man må gå ud fra, at Scavenius var indforstået med brevets indhold.
Egentlig var det en uofficiel henvendelse fra den danske regering til den tyske regering om, at få ordnet grænsespørgsmålet underhånden, så både den danske opposition og de allierede sejrherrer kunne stilles over for en fuldbyrdet kendsgerning. Men officielt så eksisterer dette fortrolige brev ikke.
Forsvarsminister Munch ville give tyskerne, Årø
9 dage før brevet blev afsendt kaldte Zahle professor Aage Friis til sig for at drøfte problemet Sønderjylland. De to var enige om at trække en grænse bor for Flensborg og syd for Tønder. Om aftenen den 9. oktober havde Scavenius besøgt Zahle. Scavenius havde over for Grev Rantzau sagt, at tyskerne selv skulle løse problemet. Forhandlingerne med Danmark kunne så komme bagefter.
De to ministre var ikke meget for H.P. Hanssens gøren og laden. Man ville have sendt professor Friis for at forklare regeringens holdning i spørgsmålet. Men nu var man så enige om, at H.P. Hanssen skulle underrettes af den tyske regering. Scavenius kunne også fortælle greven, at man forventede, at den tyske regering bremsede H.P. Hanssen. Munch mente, at man kunne måske lade tyskerne beholde Årø som militærstation. Men se de tanker havde de allierede slet ikke gjort gældende. De mente, at tyskerne skulle helt afvæbnes. Derfor kan Munchs holdning virke meget overraskende.
Kendte han ikke Versailles – traktaten?
Den danske forsvarsminister Munch burde have kendt til Versailles – traktaten artikel 195, hvori der blev fastslået, at alle nationer skulle sikres fri adgang til Østersøen. Munchs planlagte indrømmelse til tyskerne om at give dem Årø til beherskelse af Lillebælt stred fundamentalt imod de allieredes interesser. En tysk base på Årø ville jo være vendt direkte mod de allierede. I storpolitisk sammenhæng ville det jo binde Tyskland og Danmark sammen.
Det er indlysende, at militære indrømmelser til Tyskland på de allieredes bekostning i en situation, hvor det udelukkende var de allieredes sejre, der havde åbnet mulighed for en genforening, ville være en provokation.
Den 13. oktober om formiddagen fortsatte det grænsepolitiske spørgsmål mellem statsminisister Zahle, udenrigsminister Scavenius samt professor Aage Friis.
Scavenius ville ikke have at de allierede blandede sig
Scavenius refererede en samtale med en amerikansk chargé d´affaires. Han var kommet til Scavenius og spurgt, om der forelå en overenskomst med Tyskland. Om Nordslesvig på en meget dårlig løsning for Danmark. Her måtte Scavenius svare, at det gjorde det ikke, men at man skulle tage hensyn til vores store nabo i syd. Danmark havde jo som de krigsførende magter ikke noget krav at rette mod Tyskland.
Scavenius havde forklaret, at egentlig ønskede man ikke de allieredes indblanding i sagen. Der gik også rygter om, at tyskerne kunne havde tilbudt danskerne Haderslev og Aabenraa – amter.
De danske politikere havde forregnet sig
Scavenius og Stauning havde forventet hurtigere svar på deres henvendelser til den tyske regering.
Fra dansk side havde man helt overset de svage elementer i planen. Der ville komme en voldsom kritik fra Prøjsen og Slesvig-Holsten. Og dette kunne i sig selv være farlig for den tyske regering. De allierede ville også føle sig irriteret over udspillet.
Troels Fink har i arkiverne fundet belæg for, at samtalen med den amerikanske diplomat har fundet sted.
Vi opgav neutralitetspolitikken
Danmarks stats-, udenrigs- og forsvarsminister opgav i krigens sidste face vores neutralitetspolitik, som jo forudsatte, at vi ikke kom i et taknemligheds- og afhængighedsforhold til Tyskland. Regeringens repræsentanter vente ryggen til de allierede.
De allierede slog bremsen i
Men de allierede slog bremserne i. Oppositionen og sønderjyderne kom ind i billedet. Og det var netop dette som H.P. Hanssen han kæmpede for fra sit hotelværelse i Berlin. Han skrev til blade, politikere og indflydelsesrige personer. Det initiativ som H.P. Hanssen lagde for dagen var ikke noget, de etablerede politikere i København brød sig om.
Et skuffende svar fra tyskerne
Den 23. oktober fremkom der et svar fra understatssekretær David, der meddelte, at man ville anvende princippet om folkenes selvbestemmelsesret også på det nordslesvigske spørgsmål. Man bestred dog fra tysk side, at man havde et krav på § 5
To fløje hos danskerne
Men nu var det sådan, at man fra dansk side havde to fløje. En fløj samlede sig om historikeren H.V. Clausen og hvortil hørte dr. Mackeprang, professor Harald Høfding, dr. H.L. Møller og professor Aage Friis. Disse ønskede afholdt en folkeafstemning. De ønskede en linje nord for Flensborg og syd om Tønder. Man kaldte det for den såkaldte H.V. Clausen – linje.
Det handlede ikke kun om nationalitet
En anden gruppe ville have Flensborg tilbage. Man var ikke helt enige om, hvor meget man egentlig ville have. Nogle ønskede den gamle Dannevirke-linje. Andre ville fraviste tyskerne Kieler – kanalen.
Tonen mellem de to linjer var meget personlig og i de 18 måneder denne krig raserede, blev der gravet særdeles dybe grøfter i det danske folk. Det handlede ikke kun om nationalitet men også om grådighed.
Et forslag til fredskonferencen
På Folkehjem i Aabenraa var Vælgerforeningens Tilsynsråd samlet den 16. – 17. nov. For at godkende en løsning. Man var enige om, at der skulle tilvejebringes en folkeafstemning om genforening med Danmark i det område man betegnede Nordslesvig.
I København gik regeringen videre med resolutionen. Nu var den så overladt til den fredskongres, der skulle afholdes i Versailles.
Kilde:
- Troels Fink: Da Sønderjylland blev delt 1-3
- Munch: Erindringer
- Viggo Sjøqvist: Erik Scavenius – En Biografi 1 – 2
- Sønderjysk Årbog (div. Udgaver)
- Sønderjysk Månedsskrift (div. Udgaver)
- Gotlieb Japsen: Dansk og Tysk i Sønderjylland
- Bjørn Svensson: Tyskerkursen
Hvis du vil vide mere: På www.dengang.dk kan du læse mere om samme emne. Indrømmet ordet ”Genforening” i denne forbindelse er ikke altid helt let at forstå:
- Lov og ret i Sønderjylland – dengang
- Fremmedflag i Sønderjylland
- Folketingsvalget 1939AC
- Den dansk-tyske sameksistens i Sønderjylland
- Sønderjylland i knibe
- Flugten over grænsen 1914 – 1918
- Sønderjyder i København
- Kongens hvide Hest 1-2
- Det tyske mindretal
- Jordekamp, Vogelgesang og Domænegårde
- Sønderjylland til Ejderen
- Tondern Station
- Heimatfest i Tønder 1921
- Tønder omkring 1930
- Da Tønder igen blev dansk
- Militæret i Tønder 1920 – 1923
- Dagligliv i Tønder 1910 – 1920
- Erindringer fra Tønder 1864 – 1920
- Tønders tyske sportsforeninger
- Tønder før og efter Genforeningen
- Folkehjem i Aabenraa
- Bov Sogn – mellem dansk og tysk
- Genforeningen i Bov Sogn
- Pigen fra Højer
- Den sure præst fra Højer
- Sønderjylland efter Genforeningen
- Mindretal i brændpunkt og mange flere