Da Politimesteren skulle smides ud af kirketårnet

I Tønder var man ikke bange for de danske nazister. Der var landbrugskrise i Sønderjylland. Tyske nazister gik over grænsen. Værnemagten blev brugt som skjold og trussel. I Tønder vidste man længe, at de kom. Et forhadt flag på kirketårnet skulle tages ned. Politimesteren skulle smides ud af kirketårnet. Værnemagten kom til hjælp. Der blev skåret mange bånd over i Tønder. Man vil helst glemme den tid. Hvorfor fortæller man ikke sandheden? De fleste betjente kom i sikkerhed. Man var klar over risikoen ved modstandsarbejde. Større risiko i Sønderjylland. ”De lange knives nat” i Tønder. De danske medløbere var det værstei besættelsestiden.

 

Ikke bange for de danske nazister

Jo det var Tønders politimester og det var den 9. april 1940. Og den historie kommer vi til. Men vi kigger også lige på udviklingen ind til besættelsen og tiden efter.

Unge nordslesvigere eller sønderjyder dannede Det unge Grænseværn, som nogle opfattede som et svar på Nazismens fremmarch syd på. Nu kan man dog ikke lige sammenligne de to grupper.

Og egentlig var danskerne ikke bange for de danske nazister. De mente ikke at de udgjorde den store fare. Det var nu ikke helt så få danskere, der blev lokket af nazismen.

 

Landbrugskrise i Sønderjylland

I 1926 – 1927 var der ved at komme et godt forhold mellem dansk og tysk. Man kunne sidde ved samme bord og synge danske og tyske sange.

I Sønderjylland var det også landbrugskrisen. Og det gjaldt både for dansk – og tysksindede. Det var ikke gode tider. Man havde næsten ikke tøj til børnene. Og man fik ikke nok for ens grise. Det kunne godt sætte sindene i kog.

 

Nazister gik over grænsen

På det tidspunkt havde man allerede en nazistisk bevægelse syd på. Og det smittede af nord for grænsen. Presset ved grænsen voksede mærkbart i forbindelse med valget i 1939.

Unge nazister kom over grænsen og malede slagord på landevejene. Disse nazister kom illegalt over grænsen om natten. I 1939 var Tønder både en meget tysk og nazistisk by. Men den danske tøndring var stærkere national end dem øst på.

 

Værnemagten blev brugt som skjold og trussel

Det var ikke let at være politibetjent i Tønder og det blev ikke mindre vanskeligt efter 9. april 1940.  Hjemmetyskerne brugte gang på gang den tyske besættelsesmagt som skjold og trussel, hvis politiet ikke lige føjede sig efter dem.

 

I Tønder vidste man at de kom

I Tønder kunne man sagtens høre motorlarmen syd for grænsen den 9. april 1940. Tøndringerne havde i 14 dage vidst, at tyskerne stod der. Og man vidste udmærket, hvad der skulle ske.

 

Et forhadt flag på kirketårnet

En tysk cyklistpatrulje forsøgte at sprænge døren til politigården. De fin den da også sprængt. Men det var vel, hvad man kunne forvente, når der var krig. Det som var meget værre, var at se bysbørn optræde i SA – uniform og med den traditionelle hilsen hejse det forhadte flag på offentlige bygninger og på kirketårnet.

Det var en hjemmetysk kirketjener, der havde låst op for de hjemmetyskere, der hejste flaget. Men politimester Martensen – Larsen gik sammen med pastor Magle op i kirketårnet for at tage flaget ned igen. Og sandelig om ikke man forsøgte at smide politimesteren ud af kirketårnet.

 

Politimesteren skulle smides ud af kirketårnet

Nede ved tårnet stod 7 – 8 betjente. Men det var slet ikke nok til at dæmpe gemytterne, der bestod af begejstrede hjemmetyskere. Det var sort af folk hovedsagelig folk fra mindretallet både på Torvet og på Kirkepladsen. Man måtte simpelt hen tilkalde værnemagten for at få hjælp. Havde de sagt nej, havde man smidt politimesteren ud af kirketårnet. Og så var betjentene sikkert også blevet overfaldet.

Det var mærkeligt, fordi politimester Martensen – Nielsen havde ellers et godt omdømme i mindretallet. Han var en overordentlig loyal mand over for sin administration. Nu blev han så truet på livet.

 

Vold for at få ophængt det forhadte flag

Det forhadte flag blev også hængt op på posthuset og Tønder H. Og her anvendte en af de ledende nazister i byen Hecht vold for at få dette gjort. Han blev dømt for det efter besættelsen. Jo, det var ham, der havde den spændende butik ”på byens højeste punkt”. Her har jeg købt mange gamle Tønder – bøger.

 

Der blev skåret bånd over

Besættelsen i Tønder og omegn slog meget dybe skår både i familier og blandt venner. Der blev skåret bånd over. Det tog mange år for at reparere disse bånd. Det skyldes vel også den meget nære tilknytning til det tyske militær.  Den var ikke ligefrem behagelig for den almindelige civile borger. Så var det jo også lige det at se byens egne borgere optræde som halvmilitære.  Det var ikke sjovt.

Politiet havde det problem at man ikke kunne røre lovbrydere blandt hjemmetyskerne, når de var sammen med de tyske soldater. Og der skulle jo på en eller anden måde skaffes ro og orden.

 

Man vil glemme den tid

Mange vil med rette glemme den tid. For mange beboere i Tønder var det en skuffelse. Bogen er lukket. Det kunne vi også mærke, da vi skrev vores bog om et mord, der blev begået efter 5. maj 1945. Forholdene var sådan at de fleste beboere holdt munden lukket. Men det var af frygt for repressalier så mange år efter.

Kan du ikke bare glemme det, ja sådan har mange læsere udtrykt det. Men skal vi være en troværdig historieformidler, må vi også tage det upopulære med.

 

Hvorfor fortæller man ikke sandheden?

Som vi tidligere har nævnt, så overhørte min kone og mig en ung rundviser på det gamle Frihedsmuseum fortælle udenlandske gæster, at der i Sønderjylland ikke var sabotager og modstandsfolk. Utroligt at man ikke sådan et sted fortæller folk sandheden.

Fakta er, at et par dage efter Bredevad – kampen var de første illegale breve på gaden, takket være visse gode tøndringer, som straks gik ind i dette arbejde og fortsatte dette arbejde med den illegale presse gennem alle besættelsesårene.

Så var der andre, der tog sig af de lidt grovere ting allerede i 1942. Det var også nogle af de unge militærfolk, som havde gode forbindelser, reserveofficerer og så selvfølgelig nogle Dansk samling-folk og nogle kommunister, der begyndte på en mere aktiv indsats.

 

Det begyndte med terrænsport

Det begyndte også i Tønder med terrænsport som en forløber for sabotagegrupperne. Det var navnlig ingeniør Bøge, der dengang var ansat på statens Jordlovsudvalg, der stod i spidsen for det. Men der var mange. Og der var gode folk med i det, deriblandt afdøde lektor Rosenkjær, der også var med til at starte gruppen i Tinglev. Han døde under forfærdelige forhold i udelejren nede i Husum.

Det var bestemt ikke alle, der var begejstret for denne modstand. Og nej, det var ikke kun modstandsfolk nord fra. Der var mange sønderjyder, der var aktive på et meget tidligt tidspunkt.

De unge mente, at det var en kamp for frihed. Mod vold og undertrykkelse.

 

De fleste betjente kom i sikkerhed

Mange unge politifolk i Tønder var med i modstandsbevægelsen. Men den 19. september 1944 kom Operation Möwe, hvor det gik ud over politibetjentene. Åbenbart var ikke alle blevet orienteret om, at alle betjente skulle anholdes. I Tønder fik man således kun besked om at besætte politistationen og lede efter våben.

 

Man var klar over risikoen

De fleste betjente forsvandt i sikkerhed. Man var godt klar over at det var en risiko i at deltage i modstandskampen. Det var jo krig.

Men det man aldrig kom til at forstå, var den form for terror, forhør og mishandlinger nazisterne anvendte. Mange modstandsfolk fra Tønder ”fik kærligheden at føle” på Staldgården i Kolding. Gestapo var virkelig upopulær.

 

Større risiko i Sønderjylland

Det var især meget risikofyldt at deltage i det illegale arbejde i Sønderjylland. Det var svært at finde egnede nedkastningssteder. Således var der mange stikkere i mindretallet. Nazisterne havde opbygget effektive meldesystemer – cellesystemer efter samme mønster som i Tyskland.

Skete der noget, som man mente havde interesse for værnemagt, SS eller andre instanser, så meldte man det. Det hørte med til arbejdet for tyskheden at man støttede tyskerne med oplysninger. Men inden vi går i selvsving, så var det langt fra alle i mindretallet, der gjorde sådanne ting.

 

”De lange knives nat” i Tønder

Efter 4. maj var der vild begejstring i Tønder. Flag og begejstring var der overalt. Men på det tidspunkt stod der endnu SS – enheder omkring Tønder og Skærbæk.

Der skete beklagelige ting, der førte til dødsfald og invaliditet. Det skyldtes at SS – soldaterne ikke ville overgive sig. Så rykkede bevæbnede modstandsfolk ud.

Også i Tønder oplevede man ”de lange knives nat”. Man blev dømt efter love med tilbagevirkende kraft. Der blev indført dødsstraf. Lige efter besættelsen var der hårde strafferammer.

 

De danske medløbere var det værste

Det var meningen at man ved en særlov ville dømme folk fra mindretallet mildere. Historikere mener at dette også blev overholdt, mens andre historikere mener, at mange ignorerede denne særlov.

Selv folk der havde begået små straffe, fik 10 års fængsel i begyndelsen. Man skulle tro, at de kunne nøjes med fratagelse af deres borgerlige rettigheder i en årrække.

I Tønder betragtede man de danske medløbere som de værste.

 

Kilde:

• Sprogforeningens Almanak
• Litteratur Tønder
• dengang.dk – diverse artikler
• Uwe Brodersen: Grænsen er overskredet

 

Hvis du vil vide mere:

• dengang.dk indeholder 1.842 artikler
• Under Besættelsestiden (Før/Under/Efter) finder du 376 artikler
• Under Tønder finder du 295 artikler
• Under Sønderjylland finder du 215 artikler

 

• Tønder 1932 – 1933
• Modstand og Fodbold i Tønder
• Besættelse og befrielse ved grænsen
• Da hagekorsflaget blev hejst i Tønder
• Da gadeskiltene blev skiftet i Tønder
• Krigsårene i Tønder 1940 – 1945
• En frihedskæmper fra Tønder
• De dødsdømte fra Tønder
• Tønder – maj 1945
• Tønder og Omegn 9. april 1940
• Sabotage i Tønder
• Nazister i Tønder
• Socialdemokrat i Tønder – dengang
• Tønder – marskens hovedstad
• Tønder efter krigen
• Obersten fra Tønder
• Tønder – under besættelsen
• Gerningsmænd eller ofre
• Retsopgøret i Sønderjylland og mange flere