Da Fruentimmerne måtte sætte et kryds

De 7 F’ er. Stemmeretten var til dem med ”Egen Dug og Disk” og over 30 år. Dem på fattighjælp fik først valgret i 1961. Mathilde Fibiger debuterede i 1850. Mathilde Bajer stiftede Dansk Kvindesamfund i 1871. Marie Christensen og Tjenestepigerne. Kvindevalgretsforeningen i Jylland. 6.000 godsejere havde særrettigheder. Der var fremsynede mænd som Frederik Bajer og Louis Pio. Marie blev vred. Tjenestepiger havde ingen rettigheder til ferie. Alle skulle have en skudsmålsbog. Københavns Tjenestepigeforening en realitet i 1899. Systemskifte i 1901. Fruentimmere og Folkeholdet fik stemmeret i 1915. 12.000 kvinder i demonstration til Amalienborg. Borgerskabets kvinder ville ikke med. 25.000 socialdemokratiske arbejderkvinde gik selv i demonstration. Christian den Tiende mente, at kvinderne skulle blive i hjemmet. Nina Bang første kvindelige minister. I 1852 måtte kvinderne selv skrive under på deres selvangivelse.

 

De 7 F’ er

Det var nu langt fra alle mænd, der havde fået stemmeret i 1849. Heller ikke mandelig tyende havde fået stemmeret dengang. De personer, der ikke kunne deltage i den demokratiske proces blev i folkemunde betegnet som de syv F´er:

 

• Fruentimmere, fallenter, fremmede, forbrydere, fjolser, fattige og folkehold.

 

I professor C.G. Holcks lærebog i statsret fra 1869 hed det således:

 

• Til en almindelig Valgret kan det vel ikke fodres, at Kvinder, Børn og Forbrydere skal have Valgret, thi disses Udelukkelse er begrundet i Sagens Natur.

 

Stemmeretten til dem med ”Egen dug og disk”

Stemmeretten var forbeholdt mænd med en hvis formue over 30 år. Med ”egen dug og disk”. Man skulle have egen husholdning, være myndig og have fast bolig i mindst et år i det område, hvor man ville stemme. Frem til 1915 var der faktisk kun 15 pct. af befolkningen, der kunne stemme til Folketinget.

 

Dem med fattighjælp fik valgret i 1961

 Den blev i 1915 nedsat til 25 år, samtidig med at kvinderne fik valgret og blev valgbare til Rigsretten.

Men modtagere af fattighjælp havde stadig ikke i stemmeret. Det fik de først i 1961. Kvinderne havde fået stemmeret til menighedsråd i 1903 og til kommunale råd i 1908.

 

Mathilde Fibiger debuterede i 1850

I Danmark begyndte kampen for kvindernes rettigheder for alvor i 1850, da den kun 20 – årige Mathilde Fibiger udsendte sin debutroman ”Clara Raphael. Tolv breve”.

Det handler om kvinders rettigheder og ligeberettigelse. Den udkom med et forord af selveste Johan Ludvig Heiberg. Alene dette burde betyde, at bogen blev en succes. Men det gjorde den ikke. Selv den fremsynede M.A. Goldschmidt var negativ.

Men Mathilde Fibiger blev ikke slået ud. Hun kæmpede videre og blev bestyrer for telegrafstationen i Nysted i 1869.

 

Mathilde Bajer stiftede Dansk Kvindesamfund i 1871

Da kvinderne begyndte at organisere sig i 1870 var det ikke stemmeretten, der stod forrest. Det var krav om en række uddannelser. De forlangte at ugifte kvinder fik ret til at arbejde og ikke kun som tjenestepiger. De rejste også krav om, at blive anerkendt som juridisk myndige og ved ægteskab ikke blev underlagt manden. Disse krav var blandt andet grundlaget for oprettelsen af Dansk Kvindesamfund i 1871.

Mathilde Bajer var foreningens stifter. Først i 1884 fremsatte man klare krav om borgerrettigheder. Et mindretal med bl.a. Mathilde Bajer var utilfreds med den forsigtige linje og dannede i 1886 Kvindeligt Fremskridtsforening.

 

Marie Christensen og Tjenestepigerne

I 1871 blev Marie Christensen født i Kregme på Sjælland. Hun kom til at betyde meget for tjenestepigerne. Som sine søskendeblev hun sendt ud for at arbejde efter konfirmationen. Selv om hun skifter plads oplever hun igen og igen, at husmoderen er ondskabsfuld. Hun stiller urimelige krav og kan ikke selv finde ud af at holde hus på en fornuftig måde.

I 1872 fik Venstre flertal i Folketinget og fra 1886 kæmpede de faktisk for kvindernes valgret. Men Landstinget havde vetoret, og her havde Højre flertal i kraft af velhavernes privilegerede valgret. Landstinget tilbageviste forslaget gang på gang.

 

Kvindevalgretsforeningen i Jylland

I Jylland dannede man Kvindevalgretsforeningen. Men denne forening gik sammen med Kvindeligt Fremskridtsforening i sig selv igen. I slutningen af 1800-tallet opstod der også en række rene kvindefagforeninger. Det skyldtes til dels, at mændene ikke ville have kvinder med i deres egne fagforeninger. De voksede sig efterhånden stærke og fik en eksistensberettigelse i sig selv.

 

6.000 godsejere havde særrettigheder

Højre kunne godt se, at hvis valgretten og valgbarheden blev ”lige og almindelig”, som Venstre og Socialdemokratiet kæmpede for, så ville de blive fejet af banen.

De 6.000 godsejere var helt reelt bange for deres ejendomsret og standens privilegier. Der var cirka 60.000 bønder, og den kapitalisme, som Højre ønskede at fremme, var på vej til at skabe en meget stor arbejderklasse. Hvis alle bønderne, husmændene, arbejderne og deres koner kunne stemme, så var det vigtigt at holde fast i velhavernes privilegerede valgret til Landstinget, så de stadig kunne sørge for, at demokratiet ikke gik grassat. De frygtede, at masserne ville tage, hvad de mente, var deres.

 

Fremsynede mænd som Frederik Bajer

De fruer, som arbejderkvinderne og tjenestepigerne arbejdede for, havde de blandede erfaringer med. Det var sandelig ikke alle fruerne, der mente, at deres tjenestefolk skulle have stemmeret. På den anden side fandtes der nogle fremsynede feministiske mænd som Frederik Bajer og Louis Pio.

Presset fra både bondebevægelsen, arbejderbevægelsen og kvindebevægelsen fik efterhånden Højre til at skrumpe i Folketinget. Det var nødvendigheden af kompromisets kunst.

 

Marie blev vred

Marie Christensen forsøgte at finde tid til at uddanne sig, så hun kan blive bedre til at skrive og regne og følge med i verden omkring hende. I 1899 læste hun i Politiken en artikel, som gør hende vred. Der stod, at optællinger viste, at det højeste antal prostituerede skulle findes blandt københavnske tjenestepiger.

Hun blev vred over, at tjenestepigerne på grund af optællingen bliver sat i gruppe med byens letlevende kvinder, der er under politiopsyn og kendt for at bære kønssygdomme. Og hun blev rasende over årsagerne til det høje tal, som ingen gjorde noget for at ændre.

Hun kendte selv alt for godt til de dårlige arbejdsforhold og de uendelige arbejdsdage, der gjorde, at pigerne i stedet søgte det tvivlsomme erhverv som prostitueret.

 

Tjenestepiger havde ingen ret til ferie

Tjenestepigerne havde ikke ret til fridage eller ferie. Der var ingen krav om, at den mad de fik serveret var spiselig, eller at de værelser de fik var isolerede og i rimelig standard. Der var ingen lovgivning, der beskyttede tjenestepigerne, eller tyendet, som de blev kaldt.

Der var godt nok tyendeloven fra 1854, som blev omtalt som en beskyttelseslov. Men tyendet var fuldstændig underlagt den mand, de var ansat hos. De skulle stå til rådighed døgnet rundt. Oven i det havde husbonden revselsesret ikke bare over for sine egne børn, men også over for de ansatte, der måtte straffes fysisk.

 

En skudsmålsbog

 Loven krævede også, at tjenestefolk havde en skudsmålsbog. Den bog indeholdt oplysninger om fødsel, forældre og skolegang. Men det der var mest vigtigt, hvordan den unge kvinde eller mand havde arbejdet og opført sig.

Husbonden skrev en anbefaling i bogen. Og denne kunne afgøre tjenestefolkets videre skæbne, når de søgte væk fra pladsen.

Denne skudsmålsbog var lovpligtig. Forsvandt den kunne tjenestepigen eller karlen straffes med fængsel. Tyendet havde stort set ingen rettigheder i deres ansættelse.

Som Marie Christensen skrev i sine erindringer, så kunne hun godt forstå, hvorfor de unge kvinder blev ”sløve og ligegyldige med sig selv”, når de igen og igen oplevede et elendigt arbejdsliv.

Alene i København var der over 14.000 tjenestepiger. Af dem var 96,4 pct. ugifte kvinder.

 

Det første måde i 1899

På gårdene skulle pigerne malke køerne tidligt om morgenen. Mælken skulle fjernes til smør. Der skulle passes høns, slagtes dyr og hjælpes til i marken, når høsten skulle i hus. I byerne skulle tøjet vaskes på vaskebrættet i kælderen og bæres i tunge fletkurve ad den smalle bagtrappe, der gik op til tørreloftet.

Den 15. november 1899 holdt Marie Christensen det første møde for tjenestepigerne. Hun havde lavet 200 invitationer, som hun selv delte rundt. Hun regnede med, at 800 – 900 havde set invitationen. Da mødet begyndte kl. 20 var 32 mødt op.

Marie Christensen holdt sin tale, som beskrev tjenestepigernes arbejde fra kl. seks om morgenen til kl. 23 om aftenen.

 

Københavns Tjenestepigeforening – en realitet

Marie ville have et bedre liv end hendes forældre. I nogle år forlod hun arbejdet som tjenestepige for at drive en skole for piger. Samtidig modtog hun selv ekstra undervisning i regning og skrivning. Så fulgte hun, havde hun kunne af foredrag. Hun flyttede til København og genoptog det gamle arbejde. Snart var Københavns Tjenestepigeforening en realitet.

Marie fik en forbløffende evne til at skrive indlæg, skabe debat og give interviews. Hun fodrede pressen med nye historier.

 

Et systemskifte i 1901

Systemskiftet i 1901 betød, at Danmark for første gang i landets historie fik en regering som afspejlede Folketingets sammensætning.

Ved Grundlovsfesten i 1912 talte Gyrithe Lemche på Skamlingsbanken om, at kvinder og mænd skulle være på lige fod. Hun mente, at det var et indlysende krav, at kvinderne blev anerkendt som politiske borgere.

Ved 1. maj festen i Stubbekøbing i 1915 sagde formanden for tjenestepigerne Marie Christensen:

• Hvorledes skal vi kunne holde majfest i år uden at fejre grundloven. Jeg synes ligefrem, at der er frihed i luften. Jeg ånder lettere, og jeg tror, at alle kvinder, der kan tænke, gør det samme. Tænk at skellet mellem mænd og kvinder er fjernet. Vi er blevet erklæret for at være mennesker. Jeg synes, at der åbner mange muligheder for os.

 

Fruentimmere og folkeholdet fik stemmeret

Med 1915 – Grundloven fik to af f’erne stemmeret, nemlig fruentimmerne og folkeholdet. Fruentimmere var en fjern fortids betegnelse for kvinder. Folkehold var betegnelsen for personer ansat i privat tjenesteforhold uden egen husstand.

Det var tjenestepigen, karlen på landet, håndværkersvenden, der boede hos sin mester eller kommisen, der boede hos kolonialhandleren.

 

Den privilegerede valgret blev afskaffet

Men egentlig var denne grundlov et væsentlig demokratisk fremskridt. Man afskaffede den privilegerede valgret. Stemmerne fra disse talte med en særlig vægt. Det var fra dem med en særlig høj indtægt. En enkelt godsejers stemme kunne tælle lige så meget som et enkelt sogns stemmer.

Samtidig afskaffede 1915 – grundloven den ordning, at kongen udpegede 12 af Landstingets 66 medlemmer. Ordningen havde sammen med den privilegerede valgret lagt grunden for den forfatningskamp, der udspillede sig fra 1872 til 1901, hvor den første parlamentariske regering blev udnævnt.  

 

12.000 kvinder i demonstration

På et møde den 20. maj 1915 blev det besluttet, at kvinderne skulle være på Amalienborg Slotsplads, når kongen underskrev den nye grundlov, hvor de fik stemmeret sammen med tjenestefolk. Et udvalg blev nedsat. Et kvindetog skulle gå gennem byen til Amalienborg. Og de skulle bare være mange, der gik med på turen. Så der var stor travlhed for at nå målet.

Den 5. juni var der strålende solskinsvejr. Ikke mindre end 12.000 mødte op på stedet, hvorfra kvindetoget skulle udgå. Stemningen var høj. Alle bar et lille rødt-hvidt emblem.

Politiet, der ellers plejede at sørge for ro og orden var naturligvis ret så skeptiske. De troede ikke at kvinderne kunne klare det selv. Blandt de forreste var Matilde Bajer. Langs hele ruten hang folk ud af vinduerne for at se det store optog.

Det tog cirka 1 ½ time.

Ja det er sikkert ikke mange, der ved det. Men der blev afholdt to optog den 5. juni 1915. Det understreger datidens klassemodsætninger. Dem der gik med til Amalienborg var bl.a. Dansk Kvindesamfund, diverse kvindeforeninger samt enkelte kvindelige fagforeninger, som ikke var en del af den socialdemokratiske bevægelse, lærerinder, sygeplejerskerne og telefonistinderne.

 

Borgerskabets damer gik ikke med

Borgerskabets kvinder gik ikke med, fordi de var vrede over, at den privilegerede valgret til landstinget var ophævet, så optoget bestod i høj grad af middelklassen.

 

Socialdemokratiske arbejderkvinder gik i deres optog

De socialdemokratiske arbejderkvinder gik i et endnu større optog, 25 – 30.000 mennesker og 400 faner gennem byen. Kvinder og mænd sammen. De mødtes tidlig om morgenen på Højbro Plads, Halmtorvet, Borups Allé og Gyldenløvsgade. Og så gik de i stjerneformation mod Søndermarken på Frederiksberg.

Socialdemokraterne gik ind for en republik. Derfor ville de ikke gå til kongen. Desuden var deres kamp bredere end kvindernes stemmeret. Det fremgik af parolerne ved demonstrationen.

 

Vi har vundet et slag

De fejrede lige ret mellem mænd og kvinder, land og by, rig og fattig og herre og tjener. Tjenestepigerne, som var rigt repræsenteret i optoget havde ikke fået stemmeret, hvis ikke Socialdemokratiet havde kæmpet for tyendes rettigheder.

De følte sig ikke i samme båd som fruerne. Som de sagde selv:

 

• Vi har vundet et slag, både som køn og som klasse.

 

Christian den 10 mente, at kvinderne skulle blive i hjemmet.  

Kvindernes valgret var ikke helt i Christian den 10´s ånd. Han undlod ikke at gøre opmærksom på, at kvindernes plads fortsat var i hjemmet. Han sagde nemlig:

 

• Jeg nærer fuld tillid til, at kvinderne vil gøre god fyldest på Rigsdagen sideordnet med manden. Eksempler af den art haves jo allerede i det kommunale liv og i menighedsrådene, men på ét sted kan kvinden ikke undværes, og det er i hjemmene.

 

Nina Bang – den første kvindelig minister

Ved første Rigsdagsvalg efter grundlovsændringen i 1918 var 41 ud af 402 opstillede folketingskandidater kvinder. Fire kvinder blev valgt til Folketinget og fem til Landstinget. Blandt dem var Nina Bang, som i 1924 blev Danmarks første kvindelige minister.

 

Første kvindelige præster i 1948

Først i 1921 fik kvinder adgang til offentlige embeder dog ikke som militærfok eller præster. Efter årtiers diskussioner blev de første tre kvindelige præster ordineret i 1948. I flere stifter er det i dag et flertal af kvindelige præster.

I 1962 fik kvinder mulighed for at blive soldat. I 1974 begyndte de første kvinder på officersskolerne. Og i 1988 kunne kvinder gøre tjeneste i kampenheder.

Allerede i 1908 måtte kvinder være vidner i retssager. Og enker, fraskilte og fraseparerede kunne nu få fuld forældremyndighed over egne børn.

I 1912 blev vielsesritualet ændret efter lange forudgående debatter. Kvinden skulle ikke længere love manden underdanighed.

 

Mænd fik forsørgelsesfradrag

Indkomst – og formueskatteloven fra 1922 bevirkede, at det ikke kunne betale sig for kvinderne at arbejde. Manden fik nemlig et særligt forsørgelsesfradrag, hvis konen var hjemmegående.

 

Fra 1952 måtte kvinder selv skrive under på selvangivelsen

Så sent som i 1943 fastslog en landsretsdom, at man ikke kunne afskedige kvinder, der blev gift fra offentlige stillinger, som det skete i stor stil i 1930erne. Man skal helt hen i tjenestemandsloven fra 1958 før mandelige og kvindelige tjenestemænd reelt blev behandlet ens.

Og tænk fra 1952 måtte gifte kvinder selv underskrive deres selvangivelse.  I 1969 blev formuleringen ”Familieoverhovedet” fjernet fra skatteloven.

 

 

Kilde:

• Weekendavisen
• jyllands-posten.dk
• b.dk
• information.dk
• modkraft.dk
• Birgit Knudsen: 1915 – Kampen for valgret til alle
• Kvinder og Mænd i 100 år/ Danmarks Statistik
• Dorthe Chakravarty: Tjenestepigerne
• Pia Fris Laneth: 1915 – da kvinder og tyende blev borgere

 

På www.dengang.dk er der i alt 1.413 artikler