Da Fabrikkerne kom til Nørrebro

Højhusene kom her i 1870erne. Ridesalen blev hurtig forvandlet. Mygind var den unge fabrikant, der trak mange kunder til. Vinduerne ud til Nørrebrogade blev hvidtet til. Der var ingen fagforeninger i 1870erne. Hver enkelt måtte selv aftale timeløn. Schmidt & Mygind påtog sig mange opgaver. Der røg også et stykke af en finger. Modstand mod en dampomnibus. Hvordan lød det kl. 5 om morgenen på Nørrebro? En lærling blev behandlet som en hund. Herlige stunder for lærlinge på Fælleden.

 

Højhusene kommer

Når man i begyndelsen af 1870erne fortsatte over Dronning Louises Bro ud efter var det første stykke vej lutter højhuse. Men når man kom forbi Fælledvej, begyndte træerne at dukke frem fra de mange småhaver. Hist og her så man et plankeværk.

På hjørnet af Møllegade lå et igen et par etagebygninger. Ved at fortsætte ud efter havde man et bageri med have.

På modsatte side af Nørrebrogade på hjørnet af Kapelvej lå det kendte forlystelsessted Lille Ravnsborg med lukkede lysthuse, keglebaner, vipper m.m.

 

Ridestalden forvandles

På Nørrebrogade midt mellem Møllegade og Meinungsgade fandtes dengang en lang rejsestald. Her startede en lærling i efteråret 1872. Han blev modtaget meget venligt af en gammel hest. Andre levende væsner var der ikke i stalden.

Et par dage senere viste en forkølet kleinsmedesvend sig. Så blev lærlingen endelig sat i gang. Samtidig ankom med hestekøretøj hamre, tænger, armbolt og en fin lille esse. Så blev der indrettet et lille værksted over i et hjørne.

Snart kunne man høre hammerens taktfaste slag på det glødende jern.

Nogle dage senere viste mestrene Smith & Mygind sig. I løbet af et par måneder sank stalden til jorden og gav plads for et maskinværksted, hvor der foreløbig arbejdede en snes mand.

 

Mygind, den unge fabrikant

De to indehavere Smith & Mygind havde truffet hinanden som unge. Da de var blevet studenter, rejste de til Skotland, hvor de praktisk og teoretisk arbejdede i deres fag. Nu vendte de tilbage som 26 årige og agtede at starte deres egen virksomhed.

Jensinus Chr. Mygind var den egentlige grundlægger af fabrikken. Han var søn af urtekræmmer Mygind. Denne var en kendt og energisk mand, oprindelig urtekræmmer. Men ved at overtage den københavnske natrenovation (de Mygindske Ekvipager) havde han tjent en formue.

Den unge maskinfabrikant var af ydre elegant, høj af vækst og klædt efter sidste engelske mode. Som forretningsmand ejede han en særlig evne til at skaffe kunder til fabrikken.

Mygind havde som helt unge giftet sig i Skotland. Men ikke længe efter sin hjemkomst blev han enkemand. Han giftede sig for anden gang med Frøken Louise Tvede, datter af den ansete brygger i Helsingør.

 

Vinduerne blev hvidtet til

Omkring 1890ernes begyndelse var det næst efter Burmeister den største maskinfabrik i landet. De Mygind endnu i sin bedste alder døde i 1894 blev firmaet Smith & Mygind aktieselskab.

Den anden kompagnon, Hr. Smith var anset som en dygtig teknikker. Men det var som om, at han manglede evnen til at udtrykke sig.

I det ene hjørne af rejsestalden var der blevet opstillet en lille dampmaskine. Rundt om i lokalet var der anbragt drejebænke, bore, høvlemaskiner og andelig langs væggen skruebænke.

Når man stod ved skruebænkene kunne man følge gadefærdslen. Det var meget underholdene, men længe varede det ikke. Smith lod gadevinduerne overhvidte.

Lærlingen måtte møde en time tidligere end de andre om morgenen. Han skulle fyre op i dampmaskinen. Denne time indskrænkede lærlingens arbejde sig til at kaste kul på fyret.

 

Ingen fagforeninger i 1870erne

Så kunne man bruge tiden på at studere ”Socialisten”, som et bud ved femtiden kastede ind til en af svendene. Det var en fest at tage det sidste nye blad i hånden.  Med de store fængslende overskrifter og de brandrøde artikler.

Der fandtes ikke fagforeninger i 1870erne, og der fandtes ingen fællesaftaler. Den enkelte svend, der kom og søgte arbejde, aftalte også en bestemt timeløn.

 

Schmidt & Mygind påtog sig mange opgaver

Schmidt & Mygind lavede dampmaskiner, de byggede broer og de påtog sig reparation af maskinanlæg. Derved var der ofte smårejser rundt om i provinsen.

Det hændte, at et engelsk skib, ladet med amerikanske mejetærsker strandede på Hesselø. Mygind købte maskinerne, der var adskilte. De blev så i bunker bragt ind på værkstedet.

 

Der røg et stykke af en finger

Det var lidt af en kunst, at få noget ud af det store puslespil. Men det lykkedes altid, selv om arbejderne ikke havde forhåndskendskab til det. Nu fik offentligheden så at vide, at man på et bestemt tidspunkt på en mark syd for Hillerød ville forevise to mejemaskiner.

En stor gruppe landboer mødte op i spændt forventning. Der var stor forbavselse at spore, da maskinen kørte frem og lagde rugen i smukke skår. En gammel bonde spurgte forskrækket, om maskinen også kunne tærske. Alt i alt var det en succes.

Smith fik dog et lille stykke finger skåret af. Bønderne, der indtil uheldet havde forholdt sig tavse, blev ved dette uheld mere talende. De kunne konstatere, at mejemaskine ikke var så god at komme nær. Måske skulle man holde sig helt væk fra den.

 

Modstand mod dampomnibus

På virksomheden fremstillede man også en dampomnibus til brug for linje 7, som dengang blot var en hestesporvej. Da dampomnibussen var Smiths opfindelse blev bygningen af denne fyldt med spænding.

En nat trillede dampomnibussen da også ude i gadesporet. Den lignede nærmest et lokomotiv. Efter en del besvær kom der gang i den. Og den trillede ind til Kongens Nytorv. Maskinen hvæsede, dampede, savede og peb.

Følgen blev, som man kunne tænke, at man på tilbagevejen kørte gennem en gade, der var sort af mennesker. Smith stod selv ved rattet. Han havde ved siden af en vejkyndig kusk fra hestesporvognen. Denne forsøgte at overtale folk til at gå hjem i seng.

Nu gik det med fuld kraft ned ad Gothersgade til de ophidsede beboere fra vinduerne bombarderede med diverse kasteskyts bestående af kartofler, gamle tøfler og en enkelt død kat.

I de følgende dage måtte Smiths gadelokomotiv segne under offentlighedens modstand og dens afsky. Men udviklingen fra dette uhyre til den elektriske sporvogn, der senere kom til at stryge gennem gaderne, var nu begyndt.

 

Om morgenen kl. 5 på Nørrebro

Tidlig om morgenen klokken 5 begyndte trætøflerne at klapre på brostenene. Arbejderne drog af sted i store flokke i store flokke med madpakke og ølflaske under armen. Disse arbejdere var fattige mænd. Men de var flittige, ærlige og samvittighedsfulde. Det var ikke så sært, at de afgørende impulser til socialismen kom fra Nørrebro.

 

En lærling behandlet som en hund

Det var her i 1870erne at værkførerne på Nørrebros fabrikker endnu betragtede deres underordnede som mennesker man ikke skyldte almindelig høflighed. Og det var kun rimligt, at en lærling blev betragtet som en hund.

Også blandt de veluddannede så man ned på arbejderne.

Man arbejdede ikke længe på Nørrebro før man kendte alle menneskerne eller i hvert fald, hvor de arbejdede. De indfødte kunne også skelne dampfløjtende på fabrikkerne.

 

Herlige stunder på Fælleden

Lærerdrengene mødtes om aftenen på Fælleden. De titulerede hinanden med mester eller fabrikant. Folk der gik forbi boldbanen standsede overrasket og hørte dem råbe:

 

• Skræddermester, Hr. Dåsefabrikant, Hr. Eddikebryggerdirektør.

 

Aftenen sluttede ved at man tog på Østerfælled, hvor der dengang var mange løse heste, der græssede. Her tog man så en ganger og foretog en ridetur i byens omegn.

Det var ellers hårdt nok for lærlingene. De måtte om aftenen læse til eksamen.

 

Kilde:

• Henrik Cavling: Efter Redaktionens Afslutning (1928)

 

Hvis du vil vide mere:

• dengang indeholder 1.435 artikler herunder 310 artikler fra Det Gamle Nørrebro