Da Danmark fik tilbudt Sydslesvig

Masser af flygtninge kom til Sydslesvig. De dansksindede blev truet og undertrykt. Fødevarehjælp fra Danmark til de dansksindede. Dansksindede måtte kæmpe for tyskerne/prøjserne i flere krige. Var de dansksindede ”ægte” spurgte dansk politikere. Buhl: grænsen ligger fast. Briterne anede besvær forude. Tre forslag fra den britiske regering. De ville ikke uden videre give danske sydslesviger særstatus. Venstre så gerne en genforening med Sydslesvig. Den danske regering kunne kun gå ind for et forslag. Briterne forlange omgående svar. De opfattede den danske nølen som et ”Nej Tak”. Russerne skabte problemer-tyskerne måtte styrkes. Briterne skabte Slesvig-Holsten og genindførte oprørsflaget fra 1848. Nu kunne man ikke mere blande sig i interne anliggender. Kiel-aftalen forhindrede ikke undertrykkelse. Den danske Rigsdag sendte mange erklæringer til ingen nytte. Det var et ørkesløst skakspil, hvor statsminister og udenrigsminister ikke forstod hinanden. Den stærke dansk fremgang gjorde indtryk. Nej, dette er ikke ”Fortidens Historie med nutidens Tankegang”.

 

Masser af flygtninge til Sydslesvig

Som følge af Den Røde Hærs brutale fremrykning på østfronten flygtede millioner af tyskere fra januar 1945 med vest i panik. Efter krigsafslutningen blev yderligere millioner fordrevet fra deres hjemstavn i øst. I maj 1945 var der ca. 227.000 flygtninge i Sydslesvig og 1949 ca. 282.000.

Den store tilstrømning betød, at flygtninge måtte indkvarteres over alt, hvor der var plads. Også i private hjem. Det medførte naturligt konflikter og ikke mindst var ernæringssituationen kritisk.

 

De dansksindede i Sydslesvig blev truet

De dansksindede i Sydslesvig blev under og efter krigen truet både på arbejdet og med fratagelse af socialhjælp. Bøgh Andersen, der i efterkrigstiden kortvarig var borgmester i Harreslev fortæller i sine fantastiske erindringer, at han fandt følgende aktstykke på kommunekontoret, der var i brug under krigen. Anordningen omhandlede den kommunale tandlægehjælp:

 

• Nationalsocialister kunne få 100 pct. hjælp. Borgerlige og gode socialdemokrater 50 pct. Danskere og kommunister ikke over 25 pct.

 

Fødevarehjælp til de dansksindede

Allerede kort efter befrielsen blev der iværksat fødevarehjælp fra Danmark til Sydslesvig Varene blev uddelt til medlemmer af Den Slesvigske Forening (SSF). Dem, der meldte sig ind i denne forening kunne efter et halvt år også få andel i disse herligheder.

 

Dansksindede måtte kæmpe for tyskerne/prøjserne

I flere krige har de dansksindede i Sydslesvig måtte kæmpe for tyskerne/preusserne. Og efter Anden Verdenskrig strømmede der hertil med flygtninge. I 1946 kom der 338.000 flygtninge hertil fra Østpreussen. Det var næsten lige så mange, som der var her i forvejen. Af dem var vel de ca. 50.000 – 60.000 frisere.

 

Man nåede op på 99.000 i 1947

For det danske mindretal var det tyske sammenbrud i 1945 en befrielse, der gav næring til en stærk forventning om at få Sydslesvig genforenet med Danmark, lige som Nordslesvig var blevet det i 1920.

En nydannet dansksindet organisation blev dannet i 1946. Den blev kaldt Sydslesvigsk Forening og havde i februar 1946 et medlemstal på 12.000. I 1948 nåede man op på 75.000.

I 1947 udgjorde de danske stemmer 99.000 og det var flertallet af hele den hjemmehørende befolknings stemmer. Flere steder i Sydslesvig var det dansk flertal. Ja kigger vi på Landdagsvalget den 20. april 1947 så stemte halvdelen af den hjemmehørende befolkning dansk ikke bare nord for Dannevirke, men i Sydslesvig som helhed.

Så sent som i begyndelsen af 1950erne opnåede de dansksindede i Sydslesvig ca. 100.000 stemmer i landdagsvalget.

Allerede i 1946 var de danske skolers tal vokset til 36 med 5.365 elever. I 1950 var tallet vokset til 80 skoler med 13.707 elever.

 

Var de dansksindede ”ægte”?

Mange har sat spørgsmålstegn ved om den stærke vækst i danskheden i Sydslesvig efter 1945 for en meget stor dels vedkommende var ”ægte” eller om det skyldtes materialistiske og egoistiske motiver.

Men nu stoppede den tilstrømning til danskheden ved den holstenske grænse.

Var det adgangen til danske fødevarer, der gjorde det? Sandheden var, at der var hungersnød i store dele af Tyskland dengang og det også i Sydslesvig og Holsten. Man kunne få danske hjælpepakker mod ad melde sig ind i den danske ”Sydslesvigsk Forening”. Så ville man efter et halv år modtage dansk hjælp.

Tyskerne kaldte disse for Speckdânen. Børn til forældre, der modtog dansk hjælp fik klø i skolen.

 

Da tyskerne igen fik kræfter, mærkede de dansksindede undertrykkelsen

Den tyske embedsstand og forretningsverden var i 1945 så lammet, at de ikke evnede at øve nogen form for pression mod eller undertrykkelse af de dansksindede. Men efterhånden vågnede man i 1947 – 50 op til kræfter. Og så kan det godt være, at de dansksindede syd for grænsen mærkede undertrykkelse.

Og hvad man sikkert ikke ved i kongeriget er, at de dansksindede i Sydslesvig bestod af småkårsfolk.

Både under de danske og tyske regeringer var størstedelen af overklassen i Sønderjylland, embedsmænd, godsejere og rige forretningsfolk. Tysk og underklassen var dansk.

Den fattige danske del havde svært ved at stå imod, når det tysk administration og tyske erhvervsforetagender kom med deres pressioner for at få dem til at opgive deres tilslutning til de danske politiske foreninger. Det tyske tryk øvedes ved hjælp af økonomiske midler.

 

Buhl: Grænsen ligger fast

Allerede den 9. maj 1945 erklærede ministeriet Buhl, at grænsen ligger fast. Det var den grænse, der blev fastlagt i 1920. Denne erklæring kom til at foregribe begivenhedernes gang. Snart viste det stærke og kulturelle danske gennembrud sig syd for grænsen.

 

Briterne anede besvær forude

De danske sydslesviger opfattede den danske regerings udmelding som uklar. Og det gjorde englænderne åbenbart også. De var besættelsesmagt i Sydslesvig. I en note af 7. september 1946 krævede de klarhed over, hvad den danske regerings mening i grunden var med Sydslesvig.

Briterne anede besvær forude. De ønskede hurtigst muligt ordnede forhold og søgte at begrænse den danske bevægelses vækst. Det var lidt uklart, hvad den danske regering egentlig ville. Venstre og Knud Kristensen så gerne, at Sydslesvig fik mulighed for en afstemning.

 

Tre forslag fra den britiske regering

Den engelske regering anmodede Danmark om at svare på dette med det samme. Man ville have et klart standpunkt. Man ville gerne løse det danske mindretals problemer i Sydslesvig. Den engelske regering fremkom med tre løsninger:

 

1. En befolkningsudveksling på begge sider af den nuværende dansk – tyske grænse (altså flygtninge af de tyske i Nordslesvig til Sydslesvig og af de danske i Sydslesvig til Nordslesvig)
2. En folkeafstemning med efterfølgende grænseregulering
3. Indlemmelse i Danmark uden folkeafstemning af sydslesvigske landområder.

 

Det var tale om enten/eller. Og den engelske note tilføjer, at hvilket af disse forslag den danske regering ønsker at gøre brug af, er det afgørende for den engelske regering, at den nye ordning gennemføres omgående eller i den allernærmeste fremtid.

 

Ikke uden videre særstatus til de danske sydslesvigere

I foråret havde Knud Kristensen i en grundlovstale erklæret:

 

• Sydslesvig genvundet, det er kampens mål.

 

Briterne ville ikke uden videre give de dansksindede slesvigere særstatus.

 

Venstre så gerne en genforening med Sydslesvig

Et væsentlig problem i regeringen var det Radikale Venstre. De ønskede ikke, at områder, der havde været tysksproget fik mulighed for at stemme dansk.

Senere forelagde Knud Kristensen følgende politiske målsætning for Udenrigspolitisk Nævn:

 

• Dersom udviklingen i Sydslesvig skulle medføre, at på et senere tidspunkt en afstemning skulle synes at have et fornuftigt formål, ønsker regeringen, at en sådan finder sted, og dersom en sådan afstemning viser flertal for Danmark, ønsker vi, at området skal tilbydes Danmark.

 

Venstre så gerne en genforening med Sydslesvig, hvis et flertal herhjemme kunne tilslutte sig dette ved en afstemning. Knud Kristensen var om nødvendig rede til at lade en sådan afstemning finde sted med det samme. Men den mest udbredte holdning blandt venstrefolk og konservative var, at man skulle se tiden an og se udviklingen an i Sydslesvig. De Radikale ville hverken have afstemning nu eller senere.

Dette var jo for Danmark og danskheden i Sydslesvig et fantastisk tilbud.

 

Den danske regering kunne kun gå med til forslag 2

Af de tre nævnte tilbud kunne en dansk regering ikke gå ind for forslag nr. 1, hvis det virkelig skulle medføre det tilsigtede resultat. Det er en foranstaltning, der er uforenlig med dansk tankegang.

Ligeledes ville en dansk regering heller ikke kunne antage 3. alternative, indlemmelse i Danmark uden folkeafstemning.

Derimod lå Danmarks og den dansksindede sydslesvigske befolknings store chance i det engelske tilbud 2, folkeafstemning. Det skulle så kun være i de områder, hvor afstemningen viste klart dansk flertal.

 

England forlangte omgående svar

Selv om den danske regering og rigsdag mente, at folkeafstemningen – for at blive ”ægte” måtte udskydes nogle år, så mente man at man kunne ”nøjes” med at Sydslesvig blev et selvstyrende område under international kontrol og en folkeafstemning efter et bestemt åremål. Den danske note burde have foreslået England en omgående forhandling herom.

Selv om englænderne ville have været afvisende over for dette krav, så ville det have fremkaldt en diplomatisk tilkendegivelse. Og måske kunne tankeudvekslingen være blevet fortsat. Men dertil egnede det danske svar sig slet ikke.

Der fremkom heller ikke noget engelsk svar.

 

Englænderne opfattede det som ”Nej tak”

Det danske svarnote af 19. oktober 1946 undlod nemlig at stille et klart og bestemt krav om Sydslesvigs selvstyre og krævede i stedet en administrativ adskillelse (inden for Tyskland) mellem Slesvig og Holsten samt flygtningenes fjernelse. Tanken om en afholdelse af en folkeafstemning blev udskudt til en ubestemt fremtid.

Hvis nu regeringen havde talt med nogle sagkyndige fra Sydslesvig ville de have fået at vide, at notens krav om adskillelse mellem Slesvig og Holsten og flygtningenes fjernelse var uden bund i virkeligheden, når det ikke samtidig blev indført en statsretslig sikret selvstyreform for Sydslesvig, hvor de danske og tyske sydslesvigere fik andel i ledelsen. Det var vel også sin sag at få fjernet alle disse flygtninge!

At disse den danske oktober- note som nævnt intet bestemt og klart foreslog om en omgående organisation af Sydslesvigs statsretslige stilling opgav England at forhandle mere med Danmark.

Det britiske udenrigsministerium opfattede ”Oktober-noten” som et ”nej-tak” til de britiske forslag og opgav herefter at spekulere over de mange detail – problemer, den danske regerings svar førte ind i.

 

Russerne skabte problemer – tyskerne måtte styrkes

Briterne noterede sig, at Danmark ikke ønskede en grænseændring. Spørgsmålet om Sydslesvigs skæbne var faktisk afgjort, selvom det i samtiden ikke straks gik op for offentligheden.

Senere fik England og Vestmagterne travlt med at styrke Tyskland, da der opstod problemer med Sovjet. Denne meget mere tyskervenlige politik medførte naturligvis, at England og andre magter snart overlod tyskerne til at klare deres egne administrative problemer.

 

Englænderne skabte Slesvig-Holsten og genindførte oprørsflaget

Vidste du, at det i virkeligheden, at det var England, der allerede i august 1946 for første gang i historien oprettede landet Slesvig-Holsten og gav det oprørsflaget fra 1848 som landsflag?

Den tyske rigsforfatning af 8. maj 1949 ignorerede den danske regerings og rigsdags krav om adskillelse mellem Slesvig og Holsten. Den fastslog statsretslig at disse to provinsers sammenslutning i et land, i det Schleswig-Holstein, som Danmark med rette aldrig har kunnet forlige sig med.

Den danske regering og rigsdag fik lige det modsatte af, hvad de ønskede.

 

Nu kunne Danmark ikke mere blande sig i interne forhold

Den engelske note af 9. september 1946 havde tilstrækkelig advaret den danske regering i så henseende, idet den sluttelig udtalte, hvis der nu ikke kom et klart og bestemt forslag til omgående ordning af Sydslesvigs statsretlige tilhørsforhold, måtte Danmark, da Sydslesvig i så fald ville blive tysk, fremtidig ophøre med at blande sig i Sydslesvigs indre administrative forhold.

I oktober 1948 fandt der i London en rundbordskonference sted, hvor repræsentanter for den danske regering og rigsdag forsøgte at gøre de danske synspunkter gældende. De engelske regerings – embedsmænd modtog naturligvis den danske delegation og hørte høfligt på, hvad de fremførte.

Men den engelske regering lod snart forstå, at den nu ikke længere kunne blande sig i Tysklands indre forhold og derfor ikke mere kunne ændre ved den nye politiske statsenhed Slesvig-Holsten. Der kom intet reelt ud af denne konference.

 

Kiel – aftalen hjalp ikke på undertrykkelse

Den 26. september 1949 førte forhandlinger frem til den såkaldte Kiel – aftale. Men hvor lidt den aftale kom til at betyde skulle snart vise sig.

I praksis forsøgte de slesvig-holstenske myndigheder med mange forskellige midler at spænde ben for den danske bevægelse. Således hævedes spærregrænsen ved landdagsvalg til 7,5 pct. Fronterne i nationalkampen stivnede.

Der kom til uoverensstemmelser mellem den gamle mindretalsbevægelse og ”nydanskerne”. Medlemstallet sank.

 

Den danske Rigsdag sendte mange erklæringer

Den danske rigsdag vedblev med at udsende erklæringer. Således også i juli 1949, hvor de atter krævede flygtningenes fjernelse, administrativ adskillelse mellem Slesvig og Holsten samt sikring af de danske sydslesvigers politiske og kulturelle frihed. Men atter en gang var det uden reel resultat.

Selv med underskrevne aftaler, så førte det til vedvarende spændinger mellem danske og tyske i lokalsamfundene. Man fik dog i 1955 underskrevet Bonn – København-erklæringerne, hvri det danske mindretal i Sydslesvig og det tyske mindretal i Nordslesvig blev garanteret rettigheder.

Heller ikke sydslesvigernes selvbestemmelsesret har den danske regering og rigsdag kunnet enes om at stille som et krav fra den danske stat.

 

Et ørkesløst skakspil

Sagen var vel kørt fast fra starten. Den var indenrigspolitisk kørt fast i et ørkesløst skakspil.  Mellem regering og et folketingsflertal. Den varede helt Knud Kristensens afgang i november 1947. De gamle partier henstillede pressen til ikke at skrive om grænsespørgsmålet.

Fra kapitulationen til 1948 behandlede statsradiofonien Sydslesvig som ”farligt stof”. Men alligevel slap det ind ad bagdøren engang imellem.

Påfaldende var det, at det fra midten af maj 1945 og 1-2 måneder frem næsten intet Sydslesvig – stof var i hovedstadspressen bortset fra Information og Morgenbladet. Uden for København noget lignende dog undtagen bl.a. Jyllands – Posten og Vestkysten. I september 1945 bragte Politiken dog pludselig en stor Sydslesvig – artikel.

 

Statsminister og udenrigsminister talte ikke samme sprog

Var det manglende forståelse mellem Knud Kristensen og udenrigsminister Gustav Rasmussen, der var årsag til at Venstres grænsepolitik kørte fast?

De to var højst forskellig og forstod simpelthen ikke hinandens sprog. Knud Kristensen regnede med, at hans udenrigsminister tog alle fornødne skridt til at gennemføre regeringens politik. Men Rasmussen med sin embedsmandsindstilling afventede nærmere besked om, hvad der skulle foretages. Sådan besked fik han ikke, før Hedtoft var blevet statsminister i oktober 1948.

Gustav Rasmussen blev ofte betegnet som en god diplomat, men det prægede ikke hans optræden i denne sag. Han blev flere gange opfordret til at gøre noget. Hertil svarede han, at der var god tid, da det havde lange udsigter med en fredskonference om Tyskland.

 

Den stærke danske fremgang gjorde indtryk

Den stærke danske fremgang i Sydslesvig gjorde indtryk på briterne og for resten også hos andre. Inden udgangen af 1947 erklærede den tyske socialdemokratis formand Kurt Schumacher sig rede til at tage en folkeafstemning om grænsen.

Ofte er det de Radikale, der får skyld for det som skete. Men også det kan diskuteres. Men der findes denne sandfærdige historie:

• Nogle år efter krigen sagde en radikal politiker under et besøg i Sydslesvig:
• ”Jeg er helt rørt over, at I tager så godt imod en væmmelig radikaler”
• Den kendte leder, Münchow gav det helt rigtige svar:
• ”Vi regner ikke med danske partier. Vi kender kun landsmænd”.

 

Fortidens historie med nutidens tankegang

Dette var, hvad der skete dengang. Og nu vil mange jo sikkert igen engang sige, at man ikke skal skildre datidens hændelser set i nutidens lys. Det er heller ikke det som vi her har forsøgt. Vi har udelukkende skildret datidens hændelser.

Det er så op til læseren at vurdere, om Danmark dengang kunne have magtet, at få forenet Sydslesvig efter en evt. positiv afstemning.

 

 

Kilde:

• Folkevirke
• jp.dk
• sydslesvig.de
• wikipedia.org
• Artikler på www.dengang.dk
• Aktstykke vedrørende det sydslesvigske spørgsmål: Udenrigsministeriet 9. maj 1945 – 19. oktober 1946 bd. 1
• Bjarne W. Frederiksen: Danmarks sydslesvigpolitik efter 1945
• Rene Rasmussen: Dansk i Sydslesvig

 

Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.421 artikler inklusive 271 artikler om Besættelsestiden (Før/Nu/efter) herunder:

 

• KZ-udelejr Husum-Schwesing (Svesing)
• Syd for Grænsen – efter Besættelsen
• Flensborg 1945 – 20 dage som Regeringsby
• Deserteret i Svenborg – Likvideret i Gelting Bugt
• Likvideret på Alssund den 5. maj 1945