Bryllup i Varnæs

Et bryllup havde sine helt specielle skikke. Vognene skulle køre i en bestemt rækkefølge. Man måtte ikke gøre stop – det betød ulykke. Festen varede i flere dage, og flere hundrede blev inviteret. Skolebørn i Varnæs skrev invitationerne. Selve bryllupsfesten kunne ikke fejres uden degnen og præsten. Der skulle masser af hjælpere til. Men bryllupsfesten kunne godt blive en god forretning for brudeparret, for gæsterne betalte selv i 1880erne i Varnæs.

Varnæs omkring 1880

Vi har taget til bryllup i Varnæs omkring 1880erne. Det var nærmest en folkefest, som folk glædede sig til i byen. Og festen kunne sagtens strække sig over fire dage og samle flere hundrede mennesker.

Indbydelsen var først sendt ud 8 eller 14 dage i forvejen. Og de var de forlovede, der selv indfandt sig i de hjem, hvis beboere skulle med til festen.

De forlovede inviterede de vigtigste

Det var også særlige Bestillingsfolk, som skulle med til brylluppet. Disse bestod af Brudesmykkersten, Brudgomsføreren, Bydesvenden, Ledesvenden. Så skulle der også en del folk til at hjælpe i køkkenet. Der skulle unge piger til at dække bord, andre til at varte op, unge karle til at skænke vin og drenge til at skænke øl.

Bydesvenden red rundt

Indbydelsen af de øvrige gæster stod Bydesvenden for. Han kom til hest og bragte hilsen fra brudeparret til at tage del i deres bryllup, følge med i kirken og efter vielsen at tage del i fælles glædesmåltid.

Han skulle almindeligvis modtage et skænk hvert sted. Til sidst kunne det være lidt svært at bevare den rigtige holdning på den flotte ganger.

Skafferen, Vintapperen, Kogekonen, Vaskekonen og Musikken blev bestilt af selve brudeparret.

Skolebørn skrev indbydelsen

Til fjerntboende venner sendtes indbydelsen ved et brev, der som regel blev skrevet i skolen. Der var fest i skolen den dag, der skulle skrives Kostbrøv. Læreren mødte med papir og saks og skrev på den store vægtavle:

Varnæs den……

Ærede Hr……..

På næstkommende ….agter vi, om Gud vil, at fejre vor Bryllupsfest, til hvilken Højtidelighed De og Deres Familie hermed venligst indbydes

Med megen Agtelse

……….

Skolebørnene tog nu med iver fat på opgaven. Men det forstår sig vel, at ikke alle breve fik lov til at blive sendt af sted. De dårligst skrevne breve havnede i kakkelovnen.

Skafferen hentede skinken

Så begyndte festen. I forvejen hen imod aften begav unge karle sig til Bryllupshuset, belæssede hver med en skinke som foræring fra de indbudte familier Skafferen modtog skinkerne og afleverede dem til brudeparret.

Æ Flæskegild

De unge mennesker blev beværtet på det bedste med mad og drikke langt ud på aftenen. Det var æ Flæskegild. Bemærkes skal det, at bryllupperne for det meste blev fejret på en bondegård, hvor alle husrum var taget i brug også laderne. Desuden havde man lejet en rummelig ottekantet telt, der var stillet op midt i gårdspladsen, og som havde plads til cirka 200 personer.

Æ Tillavensdav

Var brylluppet bestemt til om torsdagen, så var den forudgående onsdag æ Tillavensdav. Ved middagstid samledes hele køkkenpersonalet, og en 8 – 10 familier fra nabolaget, både mænd og kvinder. Man kunne så i det store telt se flere rækker ivrigt beskæftigende mennesker.

Kvinderne rulle kødboller til suppen, mændene slog sukkertoppene itu og malede kaffe. Ved en pibe tobak og nogle små sorte (kaffepunch) var det ingen fare for, at underholdningen skulle gå i stå.

De unge piger bragte lagener til at beklæde væggene i laderne. Bordduge, tallerkner, skeer, gafler og knive blev placeret. Tvebakkerne, som skulle bruges til maden, fyldte man i en sæk, og denne blev så to raske karle bearbejdet med pleje.

Maden tilberedt under åben himmel

Maden blev kogt uden for, under åben himmel på lange ildsteder, da ingen komfurer kunne rumme de store gryder. I et lille lukaf i laden ordnede vintapperen drikkevarerne: vin, brændevin og øl. Han vågede også over et lager af cigarer. Det var ikke altid lige let at have med alle disse lækre ting at gøre. Jo, det er hændt at vintapperen måtte afløses midt under festen.

Så var der dans

Hen imod aftenen kom tre til fire mand ind i gården med skinnende instrumenter. Det var musikere fra Aabenraa. Imens var unge piger mødt op med Skikkend. Det bestod som regel af 3 pund smør, en snes æg og en flaske fløde.

Dansen begyndte, og det blev sent inden Tillavensdaw var over.

Den store dag

Så fulgte den store dag, selve bryllupsdagen. Det var igen ved middagstid, at gæsterne strømmede til alle vegne fra. De blev modtaget med musik af orkesteret, der nu var forøget med 3 – 4 mand. Vinskænkerne gik gæsterne i møde for at byde dem et glas vin.

Efter at gæsterne også havde fået et kaffe, blev køretøjerne ordnet for at køre i kirke. I flot trav bevægede den lange vognrække sig af de smalle krogede veje til kirken og det i en hel bestemt rækkefølge:

• Som nummer et, vogn med musikken. Vogn 2 var med brudepigerne. Vogn 3 var vogn med brud og brudesmykkersten. Vogn 4 var med brudgommen og brudgomsføreren. Derefter fulgte de nærmeste slægtninge i bestemt orden.

Vogntoget måtte ikke standse undervejs. Det betød ulykke. Et kraftigt regnskyl betød derimod velsignelse. En Mål i æ smyk gir Lyk.

Man skulle vente på degnen og præsten

Musikken ledsagede brudeparret til kirkedøren. Efter fuldbyrdet vielse spillede musikken igen til køretøjerne. Ankommet til bryllupshuset førtes den store festforsamling til bords af skafferen. Denne var fuldstændig orienteret om, i hvilken rækkefølge gæsterne skulle bænkes. Dette kunne dog ikke ske før præsten og degnen var til stede.

Disse to personer kunne ikke undværes til sådan en fest. Efter at præsten havde bedt bordbøn begyndte festmåltidet, der bestod af kødsuppe, med både kød – og melboller og ris, oksekøs med tilbehør samt adskillige glas vin indimellem.

Den første bordtale blev holdt af præsten. Den følgende blev holdt af degnen, og dernæst talte en hver, der havde lyst til at bidrage lidt til underholdingen. Imellem talerne blev der sunget Det er så yndigt at følges ad og mange andre. Også vores nationale sange havde ved den lejlighed en fremtrædende plads.

Skafferen skulle først danse

Efter måltidet, der ofte varede i to til tre timer, trak man, hvis vejret var med ud i det frie. Imens blev der gjort parat til dans i teltet. Den første dans var brudevalsen. Skafferen dansede nogle få takter med bruden, for derefter at føre hende til brudgommen. Først derefter kunne den egentlige brudevals begynde.

De nygifte dansede med hinanden, brudgomsføreren med brudesmykkeren, bydesvenden og ledesvenden hver med en af brudepigerne. Først derefter stod der en hver frit til at danse. Det var mest, de unge der deltog i dansen. De ældre holdt øje med om deres Peter opførte sig ordentlig eller om deres Ellen ikke blev overset.

Man kunne jo også trække sig lidt tilbage i laderne og enten nydekaffe og kager, eller i den anden lade, hvor der blev serveret lidt stærkere drikke.

Brudeparret modtog gaver

Ved 10 – 11 tiden indtraf næste højdepunkt. Det blev markeret fra teltet med et trompetsignal. Brudeparret var nu klar til at modtage gaver. I en lille stue bag et nordstod brudeparret, brudgomsføreren og brudesmykkersken. Midt på bordet stod en terrin. Gæsterne, der i en fart havde forsynet sig med gaverne, begav sig ind i den lille stue og overrakte brudeparret den tiltænkte gave. Som regel var det sølvtøj, der blev givet.

Terrinen var bestemt til at tage imod pengegaver, der var indsvøbt i papir og forsynet med giverens navn. Brudeparret takkede med et håndtryk, og brudgomsføreren skænkede giverne et glas vin. Så snart der ikke var flere givere, anså man denne begivenhed som afsluttet, og dansen kunne fortsætte.

Da nu sulten igen meldte sig, søgte man ind i den ene lade, hvor der var vinsuppe, flæsk og brød at få. Og så kunne man indtage dette under devisen En snaps te æ Brød, det hør´s og det bør´s.

Efter endnu nogle timers fornøjelig samvær begav gæsterne sig enhver til sit, og dermed sluttede den egentlige bryllupsfest.

Æ Knågdav

Men for de allernærmeste slægtninge og køkkenpersonalet fulgte endnu en dag med fest. Man søgte endnu engang hen mod bryllupshuset og blev beværtet med mad og drikke. Man var dog lidt træt. Men på denne Knågdav var der stadig masser af morskab og løjer.

Endelig sluttede festlighederne. I lang tid kunne man så snakke om festen. Og man omtalte den ofte som en fej glant Kåst (et meget fornøjeligt bryllup).

Brylluppet kunne være en god forretning

Da omkostningerne ved et bryllup på den tid blev båret af gæsterne, så var selv det fattigst brudepar i stand til at arrangere en stor fest. Det var på den måde ikke den store forskel på en gårdmands og en daglejers bryllup.

Det hændte end dog, at brudeparret foruden de forærede gaver, havde så mange penge til overs, at de kunne kalde brylluppet for en god fest.

 

Kilde: Se Litteratur Aabenraa

 

Hvis du vil vide mere: Om Bryllup i gamle dage – se her

• Bryllupsskikke fra Højer
• Frøslev, dengang Sønderjyllands største landsby
• Rømø – en ø i Vadehavet

 

Hvis du vil vide mere: Om egnen – se her

• Bønder, syd for Aabenraa
• Mere om urnehoved
• Hvor ligger Tumbøl
• Fra Varnæs til Felsted
• Mysteriet i Ensted
• Ahlefeldt og Søgård
• Folk – syd for Aabenraa
• Syd for Aabenraa
• Urnehoved – et tingsted ved Aabenraa