Bredebro – dengang    

Vi er i Bredebro, et par mil nord for Tønder i 1880erne. Vi besøger skolen og hilser på pastor Thiesen og kollegaen fra nabosognet. Og så valgte man en tysk præst, pastor Schmidt. Og så var det lige førstelærer Thomsen. Han havde en lidt speciel måde, at undervise på. Her i sognet var man udpræget dansksindet. Man skulle passe på ikke at blive udvist. Den nationale kamp kunne man ikke mærke i Bredebro. Det var kun når det var valg oppe på kroen. Der var ikke videre religiøs interesse i sognet. Men der var store standsforskelle. Mosearbejdere boede sammen med familien i træbarakker. Og de gik hårdt til sprutten. De preussiske embedsmænd var medgørlige i begyndelsen. En dansksindet lærer skulle forklare, hvad han lavede i København i ferien. Og så skulle lærerne passe ikke at få ”Der Blaue Brief”. En lærer blev forflyttet, fordi han ikke var til stede da indenrigsministeren var i byen.

 

Landsbylærer-løn: 1.000 kr.       

Vi befinder os i Bredebro i tiden 1884-1887. Og for dem, der nu ikke ved, hvor Bredebro ligger, ja så er det et par mil nord for Tønder.

Så længde, det var nødvendigt for en landsbylærer i Nordslesvig at kunne dansk var der lærermangel i landsdelen. Egentlig var det kun landets egne børn, der kunne søge embede der. I byerne, hvor der siden 1864 undervistes udelukkende på tysk kunne sydslesvigerne og holstenerne komme til.

Lønnen dengang i 1884 var 1.000 mark, fri bolig med de allernødvendigste møbler og fri brændsel. Det var bestemt ikke dårligt efter datidens forhold.

Man skulle indføres i embedet af lokalskoleinspektøren. Og dette embede blev varetaget af præsten. Så fik det hele et svagt gejstligt præg.

 

Pastor Thiesen

Og det var Pastor Thiesen. Han var af den type, der bar sin præstelige velværdighed til skue. Han var en meget jævn og ligefrem mand. Og dette skyldtes sikkert, at han i sin ungdom havde siddet som bonde på en lille mager gård inde på højderyggen.

Først i en sen alder og som gift mand havde han begyndt sin uddannelse dom teolog. Han havde altid beholdt bondens jævnhed i sin optræden. Han var gift anden gang med en ung kvinde af en familie ”uden for bondestanden”. Ja sådan hed det dengang.

Måske var dette årsag til, at han ikke søgte nogen omgang med bønderne. Han omgikkes kun konens familie. Hun var datter af en ”rentier” Wulf i Brede. Han var en af sognets mest udprægede danskere. Mon ikke den rentier er den tidligere kniplingskræmmer Wulf?

Sine børn fra første ægteskab tog han sig ikke meget af. Han var af dansk slægt og vistnok også selv dansksindet. I familien taltes kun dansk, og det gjorde han også med sognets lærere selv i tjenestesager. Hans jævne væsen skaffede ham mange venner i sognet.

Men det skadede hans anseelse, at han knap nok kunne klare sig selv økonomisk. For skolen havde nu ikke så meget interesse. Og snart flyttede han også til østkysten, hvor der ventede ham et større kald.

 

Nabopræsten

Derfor var det nu en præst fra nabosognet, der virkede som vikar som lokalskoleinspektør. Han indfandt sig en eftermiddag, da børnene havde fået fri på grund af varme. Det tog han sig nu ikke af. Men han anmærkede i protokollen, at han havde besøgt skolen. Denne inspektion indbragte 100 mark.

Den nye lærer blev skyndsomst taget i ed som preussisk embedsmand. Det var det nu ikke meget højtidelighed over.

 

Man valgte en tysk præst

Tre ansøgere var gået gennem nøgleøjet. Det var Konsistoriet i Kiel, der havde udpeget disse. Og nu havde sognet så mulighed for at udpege den bedste. De tre skulle holde hver deres prædiken over samme tekst.

Det var Pastor J.A. Schmidt, der blev valgt, selv om han var tysksindet. En af hans medbejlere, der var kendt som dansksindet blev vraget. En lærer fra nabosognet og en gammel lærer var så forarget over valget, at de uden for kirkedøren højlydt bebrejdede menigheden, at de havde valgt en tysksindet præst.

Dette fik kredsskoleinspektøren nys om. Så de fik en alvorlig ”næse”. Og de var ikke sluppet af med denne efter ti år.

Pastor Schmidt var i de fleste henseender en fuldstændig modsætning til pastor Thiesen. Han besad den præstelige værdighed i fremtrædende grad. Han glemte ikke et øjeblik, at han var præsten. Men han var såmænd et meget skikkeligt menneske.

Han var som sagt tysksindet. Og hussproget i præstegården var tysk, undtagen når han havde besøg af sognets folk.

I skolen kom han sjældent nærmest kun til eksamen. Efter denne samledes præsten, alle sognets lærere og distriktets skoleforstandere hos den lærer, der havde haft eksamen for at spise til aften. Bagefter tilbragtes et par timer med kortspil, samtaler, sang og så videre. Derefter serveredes der toddy.

Første gang pastor Schmidt var med til dette, fulgte han gammel skik og brug. Men i fremtiden afslog han toddy. Præstefamilien holdt sig for sig selv. Måske var det fordi at udarbejdelsen af prædikerne gav ham så meget at bestille. Men selv om han havde været præst i mange år, kunne han ikke holde en lille spontant tale.

 

Førstelærer Thomsen

Vi skal nok lige omtale førstelærer Thomsen. Han blev udnævnt som degn og førstelærer i Bredebro i 1892. Thomsen tilbragte efter endt skoletid en time eller to hver eftermiddag til med sin sirlige håndskrift at skrive sine klassetavler tæt fulde med det pensum som børnene den næste dag med skønskrift måtte indskrive i deres hefter. De skulle så lære det udenad til næste dag.

Denne undervisningsmetode praktiserede han indtil han i 1910 tog sin afsked. For denne bedrift blev han dekoreret med den preussiske orden.

Han ønskede at blive kaldt degn. Det var en talrig børneflok, som han havde. Hans kundskabsforråd var nu lille. Jo han var uddannet i Tønder. Han stammede fra Haderslev, hvor hans far havde været vært i et mindre anset hus. Denne skavank var kendt af en del af sognets beboere. Og dette fremmede ikke just hans anseelse.

Han var meget tysksindet og besad vissemindre tiltalende karaktertræk. Hans tyske sindelag havde skaffet ham det gode embede, og han forstod at snobbe for myndighederne.

Han forsøgte at smugle mere tysk ind i skolen, end det var egentlig påbudt. Det mislykkedes dog. Sognefolkene var på vagt. Han havde skrevet ned i et hefte, hvad børnene skulle lære. Og når de havde lært det, var deres kundskaber fuld på højde med degnens. Han startede altid forfra, når eksamen var overstået.

Blandt hans femtrædende egenskaber var kortspil. Efter sigende havde han gennem kortspil forøget sine indtægter, da han sad i mindre embeder.

 

To enelærere

I sognets største by sad en yngre mand som enelærer med en aldeles overfyldt klasse.  Byen var den fattigste i sognet. Det var bestemt ingen nem stilling at være lærer der. Han var en ordknap mand, der tænkte godt med langsomt. Han forsøgte at undgå degnen.

I en anden af sognets byer sad en anden færdig seminarist fra Tønder som enelærer. Han var tvunget i den danske afdeling i Tønder selv om han havde meldt sig til den tyske. Han var fra selve Tønder og opvokset med det tyske. Og ellers kunne han sønderjysk. Men det kneb med det danske skriftsprog. Menne denne unge mand blev senere degn ude ved vestkysten.

I sognets mindste by var der en gammel lærer. I sine yngre år havde han siddet i den største by med en overfyldt klasse. Men nu arbejde han med en klasse på 20. Skønt han ikke var mere end 50 år virkede han både i udseende og sind meget ældre.

Skolehuset lå på en opkastet forhøjning, kaldet værft. Det var i tilfælde af stormflod.

 

En over tørsten

Læreren havde en svaghed for spiritus. Han kunne dårlig komme til kirkebyen uden at få en over tørsten. Han var dansksindet og lagde ikke skjul på det. Den ene gang efter den anden blev han sendt til Tønder for at gennemgå tysk kursus. Resultatet var langt fra opmuntrende og endelig lod man ham i fred.

 

Overvejende dansksindede

I Bredebro var man overvejende dansksindede, men der var dog også en del dansksindede. Enkelte var indvandrende tyskere. Men det var et godt forhold mellem nationaliteterne og sådan var det bestemt ikke i alle sogne, hvor man bedømte en mand efter hans nationale indstilling frem for hans moralske egenskaber.

 

Man skulle passe på udvisning

I Bredebro mærkede man i det daglige meget lidt til nationalkampen. Den eneste, der i Bredebro vakte ballade, var en indvandret østpreusser. Han var hvis ikke helt rigtig i hovedet. Hjemmetyskerne tog også efterhånden afstand fra ham. Og til sidst drog han bort.

Mange skulle dog passe på ikke at få en udvisningsordre allerede dengang. Senere blev det meget værre. En yngre gårdmand blev for eksempel udvist, fordi hans voksne datter havde deltaget i en fællesrejse, nogle unge piger foretog til Kongeriget.

Hjemmetyskerne satte sig dog i bevægelse og samlede underskrifter på en ansøgning til Landråden om ophævelse af udvisningsordren. Så fik bonden lov til at blive i sit hjem.

En anden udvist mand, der engang imellem inkognito besøgte sit hjem, blev under sådant et besøg anmeldt til gendarmen af den før omtalte østpreusser. Det vakte i den grad harme hos hjemmetyskerne.

 

Lidenskaber i bevægelse på kroen

Kun når et politisk valg stod for døren, kunne man spore uro. Så kom lidenskaberne i bevægelse. Det hændte dog også, at der ved selve valget kom til håndgribeligheder mellem ældre og ellers besindige mænd. Dette fandt vel nok i sammenhæng med at valget foregik på kroen.

 

Ingen religiøs interesse

Nogen politisk fører fandtes ikke i sognet. Befolkningen var som på vestkysten i almindelighed ikke åndeligt vakt. Kun ganske få havde i deres unge år været på højskole. Der lå en i sin tid i Brøns. Nogen videre udbytte af højskoleopholdet kunne man dog ikke mærke.

Nogen særlig religiøs interesse fandtes heller ikke skønt Provst Carstens fra Tønder ved en lejlighed lovpriste sognets ”kirkelighed”. Ifølge gammel skik gik man regelmæssig til alters.

Men i nabosognene fandtes både Baptister og ”Bornholmere”. Dette har vi beskrevet her på siden i en tidligere artikel. Men sådanne bevægelser var endnu ikke kommet til Bredebro.

Gårdmændenes interesse samlede sig hovedsagelig om kreaturhandelen. Gårdene var nemme at drive, takket være de store enge, der gav græs og hø i overflod. Korn dyrkedes kun til husbehov.

a

Store standsforskelle

Sognet havde engang haft en ret udbredt kniplingsindustri, idet en af fortidens betydelige kniplingskræmmere havde boet her. Ham har vi også her på siden beskrevet i en tidligere artikel. Senere forsøgte man også at starte et større væveri, men det gik i stykker. Også en lille industri med fremstilling af seler var gået til bunds.

Standsforskellen var ret fremtrædende til trods for, at både rige og fattige sendte deres børn i samme skole. På legepladsen trådte standsforskellen tydelig frem. Men endnu mere fremtrædende blev den naturligvis senere i livet.

 

Mosearbejdere og spritten

For arbejderne var kårene strenge. Arbejdet med at slå græs i de store enge blev for en stor del gjort af en maskine. Så søgte man erstatning for dette arbejde ved at stryge tørv i moserne i nabosognet mod syd. Her opstod i et par sommermåneder hele små arbejderkolonier. Mosearbejderne flyttede derud med hele familien og boede i træskure.

Arbejdet var strengt, men ret godt betalt. Folk havde endnu dengang i almindelighed den mening, at strengt arbejde hørte nødvendigvis nydelse af brændevin. Det gav kræfter, mente man. Denne tro delte også mosearbejderne der var blandt de mænd, der til dagligt drak en liter brændevin. De blev hurtig til vrag.

 

De preussiske embedsmænd

Embedsmænd havde sognet kun få af. På den tid var det kun sønderjyder. Det blev anderledes senere. De talte landsdelens sprog. Selve gendarmen, der var preusservældens særlige repræsentant talte sønderjysk.

I badesæsonen blev gendarmen sendt til Sild for at gøre tjeneste der. Imens blev distriktet passet af gendarmen fra Løgumkloster. Han kom en gang imellem for at ”revidere”. Jo engang imellem var det en ældre pensioneret lærer, der havde begivet sig ned til åen for at fiske og læse en bog. Men så kom gendarmen. Så vankede der en bøde, fordi den gamle havde glemt at løse fiskekort. Det kostede et par mark i bøde.

Den egentlig inspektion af skolen blev foretaget af kredsskoleinspektøren. Og det var dengang skoleråd Burgdorf. Han var en gammel Slesvigholstener.

Sønderjyderne fastholdt deres sprog sæder og skikke. De preussiske embedsmænd, der efterhånden kom til, kunne ikke forstå at man tog den overlegne tyske kultur til sig.

 

Ung lærer anklaget

En ny kredsskoleinspektør var blevet udnævnt. Han havde fået at vide, at en ung dansksindet lærer var taget til København i sin sommerferie. Han blev indkaldt til et skrap forhør. Han var mistænkt for at være taget til danske hovedstad for at hente dansk agitationsmateriale. Man forlangte, at han fortalte, hvilke agitatorer, som han havde besøgt.

 

”Der Blaue Brief”

Lige så frygtet blev Regerings- og Skoleråd Sass fra Slesvig. Han gik især efter de ældre lærer, som han tvang til at søge deres afsked. Det var fordi, at han mistænkte dem, for at være dansksindede. Og søgte man ikke selv sin afsked, kunne man være sikker på at modtage ”Der Blaue Brief”.

En del lærere blev kommanderet til et kursus på seminariet i tysk ”Bühnenaussprache”. Jo han blev efterhånden godt forhadt af de nordslesvigske lærere.

 

Fyret-var ikke til stede

I skolen skulle man arbejde med et sprog, der var helt fremmede for børnene, og så et sprog, der var delvis fremmed. Der er trods alt en stor forskel på rigsdansk og sønderjysk. De store lærte tysk efter Schneiders Fibel og Kinderfreund af samme forfatter.

Men ak en lærer blev forflyttet fra Bredebro, da han ikke var til stede, da en indenrigsminister kørte gennem byen.

 

Kilde:

• Se Litteratur Tønder
• Se litteratur Bredebro (under udarbejdelse)
• Sønderjysk Månedsskrift (diverse udgivelser)
• Sønderjyske Årbøger (diverse udgivelser)

 

Hvis du vil vide mere: www.dengang indeholder bl.a. disse artikler, hvis indhold foregår lige i nærheden:

• De Fattige i Vest Sønderjylland
• Færge fra Ballum til Rømø
• Klager over præsten i Ballum
• Agga-en sønderjysk pige
• Ude mod vest
• Indre Mission, Baptister og andre
• Ballum-dengang
• Det vestlige Sønderjylland
• Soldater i Løgumkloster
• Trøjborg-den fjerde historie
• Emmerske ved Tønder
• En hede nord for Tønder
• Tønder-egnen 1848-1858(2)
• Tønder-egnen 1814-1848
• Løgumkloster-nordøst for Tønder
• Bondeslægten fra Trøjborg-endnu mere
• Bondeslægten fra Trøjborg
• Trøjborg Slot-nord for Tønder
• Et kloster-15 km fra Tønder