Utroligt, at bønder syd for Aabenraa i så mange måtte affinde sig med at leve under slavelignende forhold. Ja nogle steder varede disse forhold helt til 1847, og så måtte bønderne endda betale 650 Rigsdaler for at komme ud af dette slaveri. Jo her er det virkelig tale om, at de rige herremænd udnyttede bønderne. Først var det adelsfamilien Ahlefeldt, senere var det Hertugerne fra Augustenborg. Landsbyer og gårde blev nedlagt efter behov. Bønderne havde bare at finde sig i det. I Varnæs Sogn var det meget vigtigt, hvor man boede. Var det i kirkebyen hørte man til de kongelige fæstere. I Bovrup var det under Ahlefeldt eller senere under Hertugen. Derfor var der stor forskel på rig og fattig i kommunen.

Ahlefeldt i håbløs gæld
Der var gang i den, den 6. september 1725 i Slesvig by. Folk var kommet langvejs fra. Nej, det var ikke jævne folk. Det var folk med penge på kistebunden. Kræmmere og studeprangere var her.
Hvad var det galt? Jo, der var aktion. Tre år tidligere var den mægtige Carl Ahlefeldt til Søgaard, Gråsten, Tranekær og mange flere godser død. Trods sine store indtægter og mange godser, havde han været i håbløs fortvivlet gæld.
Ingen ville mere låne ham så meget som en daler. Carl Ahlefeldt hade været kongelig statholder i Hertugdømmerne. Han havde desuden en betroet stilling ved hoffet. Hans broder og forgænger som godsejer, Frederik Ahlefeldt havde også været statholder. Og faderen, Frederik Ahlefeldt havde været Frederik den Tredjes og Christian den Femtes betroede medarbejder, Storkansler og en overgang rigets mægtigste mand.
Hvad blev pengene brugt til? Ja, stormænd skal leve godt. Men mon ikke byggeriet af det mægtige Gråsten Slot var blevet for dyrt? Det blev det mest imponerende slot i Sønderjylland. Endnu står dele af dette slot tilbage, blandt andet Hofkapellet. Anlæggenes imponerende størrelse og arkitektoniske skønhed får man dog kun et svagt indtryk af.

Gråsten voksede sig stor
Ahlefeldt’ erne havde ejet Søgård fra omkring 1390. Tidligere havde herregården været i familien Limbeks eje. Da meget af gårdens gods lå på Sundeved, opstod der i 1500’ erne en lille herregård ved en vig af Nybøl Nor. Det senere Gråsten blev til og voksede sig efterhånden større. Det fik efterhånden også større betydning end Søgård. Det blev almindelig residens for herremanden, når han ikke lige var på rejse i Kongelig Majestæts Tjeneste.

Ikke af den blide slags
Disse Ahlefeldter havde ikke været af den blide slags. Det har vi efterhånden beskrevet i diverse artikler. På deres godser herskede der lige som på alle andre herregårde Livegenskab. Det forekom ret ofte, at Junkeren på Søgård eller måske hans foged gjorde krav på at få en flygtet Livegen, mand eller kvinde udleveret. Man tvang dem også til at overtage en Fæstegård eller en Bol, som det blev kaldt dengang på gammelt dansk.
I 1665 havde Frederik Ahlefeldt fundet ud af, at nogle af hans undersåtter var undveget til Aabenraa. Fluks gik der besked til byens borgmester og råd. Men de ville ikke udlevere de stakkels Livegne.
Statholderen skrev så til Hertugen på Gottorp, som Aabenraa hørte under. Han gav straks ordre til at udlevere de undvegne, hvilket efter Hertugens opfattelse både var Ret og Billigt.

Det gjaldt om at få en stor indtægt
Men også gårdejerne i byerne fik en hård medfart. Det gjaldt for de høje herrer, at få så meget indtægt som muligt. Om det så gik nogle menneskeskæbner med i købet, ja det var herremændene lige glade med. Tidens løsning var storgodsdrift. Og det var vel og mærke med storgodser med bønderne som arbejdskraft. Det mest praktiske var, hvis de ikke boede for lang fra hovedgården. Det blev påkrævet at samle dem mest muligt.
Men her syd for Aabenraa var det tale om ret vidtstrakte godsområder, så man blev nødt til at oprette en række nye ladegårde. På den måde kunne man udnytte bøndernes arbejdskraft mest muligt.

Landsbyer og gårde blev nedlagt
For at få plads til disse ladegårde, måtte man nedlægge bøndergårde, ja ofte hele landsbyer. Gårdmændene kunne så i stedet få et hus, og måtte så se og klare sig så godt som muligt. Jo færre gårdejere, der var, desto mere arbejde måtte de, der var tilbage, yde.
Hvis det er nogen adelslægt, der har nedlagt landsbyer, ja så er det Familien Ahlefeldt på Søgård. Se bare her:

– I 1500 – årene forsvandt byen Vaarberg, på hvis jorde Grøngrøft og Kværs Ladegård blev oprettet
– I 1601 nedlagde Gregers Ahlefeldt, Adsbøl og Fiskebæk. Der blev oprettet en ny ladegård her. Samme herre nedlagde også Bøjskov i Ullerup Sogn.
– I 1608 blev Aarup i Ensted Sogn, der var på seks gårde nedlagt
– I 1652 fulgte Kelstrup i Holbøl Sogn. Også her kom der i stedet en ny avlsgård.
– I 1716 blev otte gårde i Kiding nedlagt for at vige pladsen for en ladegård af samme navn.
– I Tumbøl, som vi tidligere har beskæftiget os med blev fire gårde nedlagt.
– Enkelte gårde i diverse byer er desuden blevet nedlagt i tidens løb.

Alle rige var mødt op
Det var med bange anelser, at Carl Ahlefeldts kreditorer mødte op til auktionen den 6. september 1725. Der var godt nok masser af jord, der skulle sælges, men der var også talrige kreditorer.
Til stede var kongen selv. Der var grever og hertuger, højtstående adelige og rige købmænd. Fordringerne beløb sig til 303.400 Rigsdaler. Dertil kom en hypotekgæld på over 300.000 Rigsdaler. Og så var der et utal af veksler og indløbne regninger. Alene regningen for Statholderens begravelse beløb sig til 1.500 Rigsdaler.
Det var en imponerende samling af ejendomme, Ahlefelderne havde samlet sig i Lundtoft Herred og på Sundeved:

– Foruden Søgård og Gråsten var det Fiskebæk, Kidinggård, Ballegård, Skovbølgård, Bøjskov, Ladegård, Grøngrøft, Kelstrup, Aaretoft og Aarup.

For at skabe dette enorme godsområde, var næsten lige så mange landsbyer gået med i løbet. Cirka 60 bønder havde mistet deres gårde.

Godserne indbragte ikke meget
Udbyttet på de forskellige ladegårde var ganske pænt. Man lagde meget vægt på mejeribrug, og havde et stort kohold. Gårdene var lejet ud til forpagtere. Denne forpagtning foregik på ret kort åremål og skete normalt på licitation. Til godsherren blev der svaret en årlig afgift. Det var en slags pension, hvorfor forpagterne blev kaldt for pensionærer.
Godsets værdi var af kreditorerne anslået til 490.000 Rigsdaler, men ved auktionen indbragte den kun 253.000 Rigsdaler. Den største køber blev den alsiske storgodsejer hertug Christian August af Augustenborg. Han købte Gråsten, Fiskebæk, Kiding samt Aarup. Senere fulgte Kelstrup også med.
Hertugen af Augustenborg, Sønderjyllands største jordbesidder
Augustenborgeren var nu blevet den største godsejer i hele Nordslesvig. Det var nu op til ham at afgøre om bønderne stadig skulle være livegne hovbønder. Måske kunne de få mere menneskeværdige kår, at leve og arbejde under.
I 1700 – tallet var det en streng tid for den danske bonde. Landboreformerne kom først i 1780erne. Bønderne ventede på stavnsbåndets opløsning og udskiftningen. Nogle steder sad der nogle selvejere, der kun havde kongen og hans embedsmænd over sig.
Et flertal af bønderne i Sønderjylland var enten selvejere eller fæstere under Kronen. Det var kun fæstebønder, der hørte under en herregård i egnene:

– Omkring Trøjborg og Schackenborg.
– I egnen omkring Gram
– På Als
– På Sundeved samt en del af Lundtoft Herred

En del historiebøger skal lige har rettet fakta, for det kongerigske stavnsbånd omfattede kun mænd, mens kvinderne på de sønderjyske godser var stavnsbundne.
De blev holdt ”ved Stavnen”
Greverne kaldte deres bønder for Livegne. Med tvang blev de holdt ved Stavnen, mens de blev plaget med Hoveri.

Men fik bønderne nu deres totale frihed ved godsets adsplittelse i 1725?
Hertugen af Augustenborg havde forlangt, at nogle af hans bøndersønner, der fra de gråstenske godser var flyttet til glückborgske områder, ikke skulle indrulleres der. Det ville
man dog ikke umiddelbart anerkende og forlangte bevis på, at de var livegne.
Hertugen kom så frem med beviserne, at en kommission blev fuldstændig overbevist. Det er ingen tvivl om, at Livegenskabet fortsatte på de gråstenske godser.

Børnene måtte ikke tage ophold andetsteds
I 1732 udstedte Hertug Christian August en befaling om, at Lensfogderne skulle udarbejde en fortegnelse over, hvilke undersåtter, der havde taget fremmede tjenester. Disse skulle indleveres til Kammerskriveren, så han kunne gøre indstilling om, hvad der videre skulle fortages.
Under 10 Rigsdalers bøde blev det forbudt undersåtterne at lade deres børn tage tjenester hos fremmede undersåtter, før de havde anmeldt det til kammerskriveren og få Friseddel.
I 1738 blev forbuddet gentaget. Samtidig fik alle, der uden tilladelse var draget bort, ordre til at melde sig hos overinspektør Günderoth i Aabenraa og få besked om, hvornår de igen skulle indfinde sig på hertugens grund.

Man var privilegeret, når man ejede hus
Tænker man rigtig over det, er det næsten som slaveagtige forhold. Livegenskabet gjaldt ikke blot for bønderne og deres børn. Det gjaldt for en stor del af beboerne i den lille flække, der efterhånden var vokset op rundt om slottet. En fortegnelse fra 1740 over håndværkere på godserne omtaler 35 frie håndværkere og 47 livegne.
De fleste af håndværkerne har uden tvivl boet i flækken. Det gælder dog ikke mindst de frie. Hvis en håndværker i Gråsten fik overdraget et hus ved kontrakt, blev det udtrykkeligt slået fast, at han og hans børn skulle være fritaget for Livegenskabet og have lov til at drage, hvorhen han ønskede. Det gjaldt således en Hofbøsse – og Urmager samt en svensk hofglarmester, der begge fik hus i 1747.

Livegenskabet havde stor betydning
Livegenskabet havde stor betydning i Sønderjylland. I den fri del var der meget stor omvandring. Mange udvandrede især til Holland og København. Fra Nørrejylland (nord for Kongeåen) kom en mængde unge bønder til de nordslesvigske sogne. Hele 10 procent eller mere var i 1700 tallet født uden for Sønderjylland. Men dette stopper meget brat, syd for Aabenraa.
Grænsen for den nørrejyske indvandring følger ganske nøje vestgrænsen for Livegenskabsområdet i Lundtoft Herred og Sundeved. Det kan ikke være en tilfældighed.
Nu var det da også nogle, der blæste stavnsbåndet en lang march og tog turen ud i den store verden. Men hvis de kom hjem vankede der alverdens ulykker, for det havde de ikke fået lov til.
Dem, der indvandrede fra Nørrejylland arbejde som regel ved de rige bønder omkring Haderslev.

Betydning for Aabenraas indbyggere
I Aabenraa var en stor del af borgerne tilvandrere fra de nordslesvigske områder. De kom især fra Rise og Sønder Rangstrup Herred. Fra Lundtoft Herred kom der næsten ikke nogen. Selv fra Ensted Sogn, der lå lige uden for byens porte, var indvandringen forsvindende lille.
Hoveriet var også en belastning. Og det var ikke kun fordi, at han skulle stille med egen arbejdskraft. Han måtte også stille med redskaber og trækkraft. Derfor var bonden nødt til at have langt flere heste, end han egentlig behøvede for at passe sin egen bedrift. I Rinkenæs var der godt fem heste pr. gård. I Bovrup knap fem.

Bønderne havde ikke mange svin
Bemærkelsesværdigt er det, at der på nogle gårde overhovedet ikke var nogle svin. I Rinkenæs var der knap to pr. gård. I Bovrup var det kun lige et svin pr. gård. Her var flæsk til egen husholdning og ikke mere. Stude betød ikke noget for landbruget på denne egn.
Man havde ret mange tjenestefolk, mange heste og få køer. Dette giver en dårligt drevet gård. Det var et resultat af hoveri og livegenskab.

Et besøg i Varnæs Sogn 1740
Faktisk blev det gode kår for bønderne i 1740erne både for kongeriget og i området syd for Kongeåen. Selv i de enkelte år kunne det mærkes. I Varnæs Sogns var bønderne i Kirkebyen frie kongelige bønder, mens de i Bovrup var Hertugens livegne bønder.
Skolelæreren Johs. Pade, der i 1771 – 72 opholdt sig i Bovrup har fortalt følgende:

– Bønderne i Bovrup var alle fæste – og hoverigørende bønder. Deres Jorder var ikke de frugtbareste, til dels sandlige, så de af den årsag såede mest boghvede og rug. De var derfor næsten alle fattige. Jeg fandt ikke hos nogen bonde der, enten stueur eller kakkelovn. Disse møbler fandt jeg kun hos en husmand og snedker der, bemeldte mand var temmelig velhavende. Så fattig, det så ud i Bovrup, så meget syntes det udvortes at forråde velstand i kirkebyen Varnæs. Da jeg lejlighedsvis kom ind i en bondegård udi Varnæs, fraperedes jeg meget. I dagligstuen fandtes kakkelovn, stueur, skatoller, malede værelser, kort sagt, stadseligt som hos en anselig Købmand.

Forandringer for bønderne i 1760 – i Kongens Riger
Allerede i 1760erne begynder man i Kongens Riger at arbejde for en forandring af bondens kår. Først tog man fat på det driftsmæssige, først og fremmest på udskiftningen. Først havde en bonde haft sin jord spredt på mange forskellige steder. Nu fik han den samlet i større stykker, forholdsvis tæt ved gården. Sønderjylland blev foregangslandet. Udskiftningen begyndte tidligt her. I 1760erne var man i fuld gang på denne egn.
Men også bøndernes retsforhold måtte forbedres. Fæstet blev afløst med selveje eller arvefæste. Så kunne han være sikker på, at hans efterkommere nød godt af hans arbejde. Hoveriet måtte afløses og først og fremmest måtte det nedværdigende Livegenskab og Stavnsbånd forsvinde.
Disse reformer blev også indført efterhånden her syd for Aabenraa. Først var det på små godser som Skovbøllegård, Ballegård m.fl. Det skete som regel i forbindelse med en udstykning af Hovedgårdsjorden, hvorved hoveriet blev overflødigt og livegenskabet mistede sin mening.

I modsætningsforhold med det danske kongehus
Da hertug Christian August døde i 1754 havde hans søn Frederik Christian overtaget Gråsten og de andre godser. Han havde gjort tjeneste i den danske hær. Men han var kommet i stærkt modsætningsforhold til det danske kongehus. Han var en dygtig administrator, og bestemt ikke modstander af landboreformer. Men han vågede over, at han ikke gik glip af sine rettigheder.

Arvefæste, men man skulle sørge for efterfølger
Sidst i 1770erne begyndte han at give arvefæste til en del af bønderne, blandt det til de fæstere, der hørte under Kelstrup. Livegenskabet faldt bort, dog ikke betingelsesløst. Hvis fæsteren ønskede at drage bort, skulle han først sørge for, at bolet blev besat med en dygtig og antagelig besidder. Gården måtte ikke udparcelleres, og der måtte ikke bygges nye huse på deres grund. Man var bange for, at få for mange fattige, som man eventuelt skulle forsørge.
Selv om gårdmanden fik arvefæste, så blev han dog ikke fritaget for hoveri. Men han havde dog fået at vide, at dette ikke blev forøget. Men også her havde Hertugen indført en undtagelse. Disse reformer blev fortsat i 1780erne. De omfattede gårde under blandt andet Avnbølgård og Aarup, der også fik arvefæste.

Hertugen tog ikke hensyn til bønderne
I 1790erne gik Frederik Christian videre. I 1791 erklærede han, at han var parat til at finde en ny løsning for Kelstrups vedkommende. Hoveriet skulle afløses, dog med undtagelse i høsttiden. Der skulle desuden ydes kørsler og forrettes tjenester på gården. Vejene skulle holdes vedlige, og så skulle der stilles folk til rådighed til ulve – og klapjagter.
Fæstebønderne under de to store ladegårde Kiding og Fiskebæk synes, at nu måtte turen komme til dem. De henvendte sig til hertugen. De gjorde gældende, at hoveriet vejede tungt. De kunne ikke udnytte deres egen bolsjord. Men hertugen tog ikke hensyn til disse indvendinger.

Hertugen brød sit løfte
I 1794 døde Frederik Christian. Hans søn af samme navn overtog Hertugdømmet. Han var en betydelig mand. Han sværmede for den franske revolutions ideer. Men dens brutalitet frastødte ham. Hertugen kunne dog ikke beskyldes for tolerance, og han var aristokrat til fingerspidserne. En forfatter (August Henning) sagde om ham:
– Hertugen er en ivrig herremand, som man kalder det, og som sådan uforsonlig stemt mod alt, hvad der i den senere tid er sket til bondestandens opkomst og oplysning, fordi hans forfædre ved deres liberale tænkemåde har forringet hans indkomst med 6.000 Rigsdaler.
I 1796 gik bønderne fra Fiskebæk og Kiding til ham. De ville have hoveriet afskaffet. Han svarede dem, at han havde til hensigt, at afskaffe hoveriet på de gråstenske godser. Men bønderne skulle så erlægge en bestemt sum. Men der skete nu ikke noget.

Hertugen fastholdt sit nej
To år efter gik de samme bønder til hertugen. De fortalte hertugen, at deres gårde var meget forfaldne. Og de havde ikke råd til at vedligeholde dem. Men hertugen var pludselig blevet uforsonlig. Han brød sit løfte og udtalte:
– På grund af indtrufne omstændigheder kan Deres ansøgning ikke efterkommes.
I 1802 udtalte hertugen, at han ville forbeholde sig ejendomsretten til sine store besiddelser.
– Som jeg ved den uoverlagte uddeling af arvefæstebrevet i de forrige år har tilføjet så stor og ubodelig skade.

Hertugen lyttede til kammerherre Buchwald
Han talte også om, at bortforpagte gårdene på langt åremål. Inde på Gråsten sad hofraad Hinrichsen. Han skrev i 1798 til hertugen at det ville være vanskeligt at blive ved med at sige nej til bønderne. Men hertugen lyttede mere til kammerherre Buchwald, som havde den modsatte opfattelse af situationen.
Bønderne gav dog ikke op. Endelig blev Livegenskabet ophævet. Men den arvefæste der blev indført var dog under ret ugunstige vilkår. Det kunne bønderne dog ikke gå med til. De forblev indespærrede under et Aag, som i Sandhed næsten ikke var til at bære.
Striden ente med en retssag, som bønderne dog tabte. Men kampen fortsatte. Sagen blev ført ind for Overretten, ja selv Kancelliet tog stilling. Men der kom stadig ingen resultat ud af det.

Bønderne blev stadig behandlet som trælle.

Danmarks fjende nummer et
I 1814 døde hertug Frederik Christian. Han blev efterfulgt af sin søn Christian August. Det var denne, som blev betragtet som Danmarks fjende nummer et. Men hans far havde lært ham at stå ved Augustenborgernes ret. Og det var arvekravet til Slesvig og Holsten, hvis det danske kongehus’ mandslinje uddøde. Og efterhånden som spørgsmålet blev aktuelt, fjernede Christian August sig mere og mere fra kongen og hans familie, som han faktisk var nær beslægtet med.
Hans broder, Prins Frederik af Nør havde samme indstilling. De to brødre modarbejdede alt, hvad der var dansk. Christian August blev i Stænderforsamlingen, tyskhedens fører. I et brev til J.G. Adler skrev han:

– Vort hus er tysk, og jeg håber det stedse blive tysk. Vore rettigheder har vi som tyske fyrster og har af det danske kongehus aldrig haft andet end forfølgelser, forurettelser, chikaner og grovheder ved hver lejlighed

En bondeplager
Men hvordan gik det på hans godser? Han havde selskabelig omgang med sine nærmeste naboer på de små herregårde. Hertugens forpagtere var som regel også tysk indstillet og hertugen vandt dem for sin kamp.
Men hvad så med bønderne? Ja hurtig blev han kendt som bondeplager. Han udnyttede hensynsløst sine jagtrettigheder. Bønderne måtte finde sig i ødelæggelser fra jagten og oven i købet være klappere, når Hertugen og hans fine gæster skulle på jagt.

Hverken konge eller stænderforsamling kunne hjælpe
Og her i 1838 var bøndernes skæbne i Kiding og Fiskebæk endnu ikke blevet afgjort. Bønderne forsøgte gang på gang. En henvendelse til Christian den Ottende førte heller ikke til nogen resultat.
Bønderne gik nu til Stænderforsamlingen. Men intet skete.

At betale – 650 Rigsdaler
I 1846 blev sagen igen rejst. Og endelig lykkedes det at få et resultat. Fra 1. maj 1847 blev hoveriet i de to hertugelige len afløst. Men hertugen tog sig så rigelig betalt for dette. Bønderne skulle betale 650 Rigsdaler pr. gård.

Augustenborgerne måtte forlade deres ejendomme
Augustenborgerne måtte forsvinde fra slottet første gang i 1848. Danske mænd i Sønderjylland satte sig til modværge mod oprørerne. Sidste gang, at de måtte forlade deres slotte var i 1920, da Hertug Ernst Günther måtte overdrage sine godser til den danske stat.

En glemt historie
Men tænk engang, i århundrede havde bønderne syd for Aabenraa og andre steder levet under nærmest slavelignende forhold. De og deres familie var stavnsbundet og måtte ikke selv tage ophold, hvor det passede dem. Egentlig er disse forhold ikke blevet særlig markeret i den danske og sønderjyske historie

Kilde:
– Litteratur Aabenraa (se liste)
– Sønderjysk Månedsskrift (diverse udgaver)
– Sønderjysk Årsskrift (diverse udgaver)

Hvid du vil vide mere: Læs: Om Slotte, adel, hertuger og bønder:
– Ahlefeldt – fra storhed til fald
– Møgeltønder – fra Ahlefeldt til Schack
– Ahlefeldt og Søgård
– Gråsten – en flig af historien
– Fra Bjerndrup til Hellevad
– Fra Varnæs til Felsted
– Kirker – syd for Aabenraa
– Folk – syd for Aabenraa
– Mysteriet i Ensted
– Enklaverne i Sønderjylland
– Hvor ligger Tumbøl?
– I Rinkenæs Sogn
– De sidste hertuger på Augustenborg
– Casper von Saldern – hvem var han
– Brundlund Slot
– Adelsslægten fra Aabenraa
– En Tolder – familie fra Hærvejen
– Adelsslægten, der uddøde
– Toldsted på Hærvejen
– Akeleye – slægten 1 – 9
– Grøngård – et forsvundet Jagtslot
– En amtmandsbolig i Tønder
– Trøjborg – den fjerde historie
– Overinspektør på Schackenborg
– Adels – og Storgårde i Tønder Amt
– Bondeslægten fra Trøjborg – endnu mere
– Bondeslægten fra Trøjborg
– Møgeltønder – dengang
– Trøjborg Slot – nord for Tønder
– Schackenborg i Møgeltønder
– Tønderhus – slot, borg og fæstning
– Oprør i Møgeltønder
– Præsten fra Daler
– Møgeltønders historie
– Slottet Duborg i Flensborg
– Dengang – på Sønderborg Slot
– Haderslevs Historie (3)
– Haderslev – handel og søfart (2)
– Sønderborg – i begyndelsen (1)
– Begik Kongen højforræderi?
– Margrethe den Første – og Sønderjylland
– Flensborg i begyndelsen (1)
– Flensborg – mere end 725 år
– Abel og hans sønner
– Gårde og mennesker i Bov Sogn
– Urnehoved – et Tingsted ved Aabenraa
– Og endnu flere