Besættelsestiden som drama

Vi skal væk fra romantisering, heroisering og forargelse. Nogle synes at disse skriverier er ”kvalmende”. Men har næste generation ikke krav på sandheden? Det kan godt være at sandheden er ”kvalmende” Vi fortæller her om en bizar strid mellem Danmarks to efterretningsvæsner. Og så kunne Danmarks største succeshistorie under besættelsen nær have endt katastrofalt. Der er endnu masser af fordomme og myter. Således tror mange stadig, at tyskerpiger var storstikkere. PET blev narret af gamle Gestapo-folk. Kommunist-aktionen i 1941 blev rost af så sent som i 1950. Forholdet til England var yderst anstrengt. Så var det lige Grønland. En indre splittelse i modstandsbevægelsen blev udnyttet af de garvede politikere. Efter 29. august 1943 ville politikerne gerne være fortsat. De ønskede slet ikke bruddet. Og var Socialdemokratiets valgløfter i 1943 – 1944 ikke historieforfalskning?  

 

Besættelsestiden taler stadig til følelserne

Ungdommens kritiske syn på historien er afløst af større forståelse for samarbejdspolitikkerne. Den kritiske holdning til systemet er dog opretholdt. Man kan også se, at nogle af vore historikere er blevet rundere med årene. De har fået større forståelse for de vanskelige situationer, politikere og embedsmænd stod i.

Et drama var besættelsestiden under alle omstændigheder. Det var det for dem, der gennemlevede den, både helte, skurke, vindere og tabere. Den taler stadig til følelseslivet og udfordrer til fordeling af sympati og forståelse.

 

Husker de ældre forkert?

Vi andre har ikke gennemlevet besættelsen. Men vi har da talt med familiemedlemmer. Og i forbindelse med en bogudgivelse har vi talt med ældre mennesker, der kan fortælle frygtelige ting. Vi har fået at vide af historiker, at disse husker forkert. Hvordan kan man vide det?

Nogle vil stadig ikke berøre emnet. Pludselig ser man navne, som altid har været velanset. Dem må man sandelig ikke kaste smuds på. Og så får man efterfølgende ting at vide, som egentlig også skulle have været med i bogen. Men det er så ting, som man kan bevise, fordi der nægtes adgang til arkiverne.

 

Mange ting er uafklaret

Mange ting i forbindelse med besættelsen er endnu uafklaret. Dertil kommer så fortolkning af forskellige handlinger om besættelsen. Det skal man så sætte i et større perspektiv. Og hvis du ikke gøre dette rigtig, så får du på puklen. For når det gælder besættelsen er der altid nogle, der ved bedre.

 

Nogle mener, at disse artikler er ”kvalmende”

”Den Gamle redaktør” er godt klar over, at ikke alle er begejstrede for disse artikler. En person havde delt en af mine artikler på en bestemt Facebook-siden, og det er man selvfølgelig velkommen til. Han fik besked på, at det nok ikke var så godt, for på denne Facebook skrev man kun sandheden. Det fik så en anden Facebook – bruger til at skrive følgende:

• Hvis det er noget, der er kvalmende, er det folk, der bruger nutidens overblik til at fordømme fortidens handlinger, der som regel foregik (set fra vor tid) med en sæk over hovedet.

Prøv nu engang at læse sidste afsnit i denne artikel.

 

At finde sandheden kan være kvalmende!

Nu håber jeg sandelig ikke, at der er mange flere, der synes, at dette er kvalmende. Jeg prøver tværtimod, at sætte mig ind i, hvorfor man reagerede dengang, som man gjorde. Til tider forsvarer jeg også deres holdninger og handlinger. Men når man direkte lyver over for efterladte, om hvorfor og hvordan deres familiemedlemmer blev dræbt/myrdet, så er det da sandelig grund til at regere. Måske kan det virke kvalmende?

Hvorfor bruger du ikke den nyeste faglitteratur? Ja sådan er der nogen, der har spurgt. Nu er det jo ikke fordi at pensionister smider rundt med penge, heller ikke til faglitteratur.

 

Tyskerne skulle have forsyninger fra Danmark

Nazificeringen af den tyske udenrigspolitik i 1930erne havde ingen alvorlige konsekvenser for Danmark. Denne var også fundamentet for tyskerne at opretholde en forhandlingspolitik over for Danmark. Forsyninger med danske landbrugsprodukter var vigtigere end ideologisk og magtpolitiske bestemte tiltag.

Jøder og andre blev tidligt nægtet indrejse til Danmark og dermed overladt til en krank skæbne i Tyskland.

 

Danske initiativer til økonomisk samarbejde

Allerede i 1940 – 1941 gik danske forberedelser i gang med en handelspolitisk tilpasning af et økonomisk samarbejde med tyskerne. Man ville fra dansk side komme dem i forkøbet. Forberedelserne viser en del om politikernes intentioner.

Under besættelsen fungerede den tyske tilstedeværelse som en katalysator for konflikter. Disse havde været der før besættelsestiden og fortsatte også efter.

Ofte handlede det for partierne om en overlevelsesstrategi mellem på den ene side nazister og på den anden side kommunister.

 

Økonomisk og moralsk støtte til tyskerne

Samarbejdspolitikken var i funktion en moralsk og økonomisk støtte til de tyske nazisters krig og dermed i direkte modsætning til modstandsbevægelsens kamp. Var samarbejdspolitikken med til at fastholde fredsbesættelsen? Politikernes projekt blev en succes, dog med omkostninger.

Vores sympati for Sovjet kunne ligge på et meget lille sted. Måske var det derfor at vi fik anholdt så mange kommunister? Politiet fungerede i hvert fald i begyndelsen som tyskernes håndlangere. Foreløbig kunne firholdsregler mod sabotagen dog dækkes af folkestemningen. De stod fremmede over for ”terrorisme”.

 

Politikerne ville have fortsat

Men i 1943 og fremefter kom der et omsving i opinionen. Politikerne anså dog den 29. august som en ulykke. Især Socialdemokraterne var bekymret for kommunisternes eventuelle kupplaner ved et tysk nederlag. Dette førte dem ud i et dobbeltspil mod modstandsbevægelsen ved den skæve våbenfordeling.

Nej, det var ikke politikerne, der havde stræbt efter et sammenbrud den 29. august 1943. Samarbejdspolitikken eller den politiske kollaboration var politikernes værktøj til at bevare magten for magtens skyld samtidig med, at den beskyttede det borgerlige Danmark mod ydrefløjenes uromagere.

Folkestrejken i 1944 førte befolkningen nærmere på modstandsbevægelsen. Men befolkningen var i 1943 splittet med dybe modsætninger mellem samarbejds – og modstandssynspunkter.

 

Det var ikke en fælles kamp mod tyskerne

Det hedder så flot, at inden besættelsestiden lykkedes det danske parlamentariske politikere at holde nazismen og antiparlamentariske kræfter nede. Det lykkedes også for dem at eliminere en konflikt med modstandsbevægelsen efter besættelsen.

Sovjetunionen afløste efter krigen Tyskland som Danmarks stærkeste nabo.

Sejrherrerne herhjemme tog i sommeren 1945 fat i retsopgøret. Nu skulle landssvigerne have klø. Dette fik betydning for bevidsthedsdannelsen. Politikerne lancerede myten om den legale, passive modstand. Det blev en vigtig figur i den kollektive erindring. Den overordnede myte blev den med et helt folk i kamp mod den tyske besættelsesmagt. Tænderne var trukket ud af modstandsbevægelsens konfliktsyn, som især havde været markeret før den 29. august 1943.

 

Var det historieforfalskning?

Socialdemokraterne kæmpede ikke mod tyskerne, men illegalt for at sikre det politiske system over for modstandsbevægelsen og især kommunisterne efter befrielsen.

Man udarbejdede partiprogrammet ”Fremtidens Danmark” som skræmte borgerlige og potentielle samarbejdspartnere. Men Socialdemokratiet kom igen trods historieforfalskning om medkæmperi og tab af tillid i arbejderklassen.

 

Stor politisk naivitet fra departementsstyret

Gestapo ville ikke garantere, at departementsstyret kunne fortsætte i al evighed. Det nye styre var sat under hårdt pres i september 1943, da rygterne om en aktion mod de danske jøder begyndte at svirre. I denne desperate situation fremkom embedsmændene med en plan, som vidner om rådvildhed, fortvivlelse og politisk naivitet. Et flertal blandt departementscheferne støttede Nils Svenningsen og Eivind Larsen overvejelser om at lade jøderne internere i en dansk lejr for at hindre, at de blev deporteret til de tyske koncentrationslejre.

Politikerne vendte dog heldigvis tommelfingeren nedad til embedsmændenes plan.Og ellers må man nok sige, at departementsstyret gjorde det flot.

 

Besættelsestidens største succeshistorie var i fare

Planen kunne have udviklet sig til en katastrofe, dersom lejren var blevet en transitlejr på vejen til Polen eller Tyskland. På det tidspunkt var der ingen, som kunne forestille sig, at det skulle lykkes næsten 7.000 jøder at flygte til Sverige. Planen kunne have ændret besættelsens absolutte succeshistorie til et forfærdeligt kapitel af Danmarkshistorien.

 

Politikerne udmanøvrerede modstandsbevægelsen 

Lige efter krigen var modstandsfolkene heltene og de, der gik tyskernes ærinde var skurkene.

Egentlig var det modstandsbevægelsens ministre der blev gidsler for den normalisering, som befolkningen ønskede efter besættelsen. Da det kom til stykket ønskede de ikke nye folk.

Idealisme og aktionisme udgjorde modstandsbevægelsens brændstof. Det kan også ses som en svaghed hos visse modstandsfolk.

Man ville efter krigen have en demokratisering af militæret. Modstandsfolk skulle figurere som officerer og befalingsmænd. Sådan blev det aftalt med politikerne.

Politikernes strategi var at udmanøvrere modstandsbevægelsen. De gik derfor med til straffelovstillægget, konfiskation af værnemagtsfortjenester, ophævelse af lov om arbejdsforhold, erstatning til frihedskampens ofre og hjemmeværnsforeninger.

 

En indre splittelse hos modstandsbevægelsen

Modstandsbevægelsens indre splittelse, som bl.a. kom til udtryk i Frihedsbevægelsens Samråd op til valget i oktober 1945 gjorde tilbageerobringen af magten let for politikerne, da først kontrollen med militær og politi var si9kret i løbet af maj måned. Ja hvad var det lige Frode Jacobsen sagde:

 

• Vi må hellere finde os i, at der fra politisk side prales med en indsats som ikke svarer til virkeligheden, men hvorved dog frihedskampen gøres til noget positivt, frem for at gøre politikerne til modstandere af frihedskampen, så de kunne blive interesseret i at reducere den.

 

Forholdet til England var anstrengt

Der opstod mange myter under og efter besættelsen. En af dem var, at nazisten Ejnar Vaaben mener, at han var skyld i, at der ikke kom til nogen grænserevision. Vaaben havde kontakt med Hitler og opnåede varige venskaber med Himmler og Goebbels. Efter krigen var der flere DNSAP – medlemmer, der også ville bryste sig for at have haft indflydelse på dette.

Forholdet mellem Danmark og Storbritannien i perioden 1945 – 1947 var vel ikke så godt, som der overalt er beskrevet. Den engelske ambassadør udtalte i 1947:

• Et materialistisk og komfortelskende folk

Englænderne var fortørnede over den danske kræmmermentalitet, som den kom til udtryk i beskedne våbenindkøb og betingelser for at stille en brigade til besættelsen af Tyskland. Krav om hjemsendelse af de tyske flygtninge i Danmark blev blandet ind i sagerne.

Nede i Sønderjylland var englænderne heller ikke tilfreds med den måde som vi behandlede folk fre det tyske mindretal på.

Det var dog inden for handelspolitikken, der gik hedest til. Englænderne ønskede billige fødevarer, man var tilbageholdene med tilsagn om leverancer af kul og stål. Tonen mindede umiskendelig om 1930’erne.

 

Regeringen fulgte det gamle neutralitetspor

Sommeren 1945 synes alle enige om, at Danmark ikke i fremtiden kunne ligge alliancefrit og neutralt, men da FN ikke kunne garantere kollektiv sikkerhed, fortsatte regeringen af det gamle neutralitetsspor.

Først efter sammenbruddet af de nordiske neutralitetsforhandlinger i 1949 blev sloganet taget op igen, nu både for en NATO-loyal linje og for en reserveret dansk holdning. Men nu var det lige nogle brister i alt dette. Russerne på Bornholm, ja de forlod så øen. Man havde frygtet, at de ville blive der.

 

Så var det lige Grønland

Så var det lige Grønland. Her var det ambassadør Kauffmanns synspunkt, der godt kunne få panderynker frem hos de danske politikere. Men Danmark var nødt til at gå ind i NATO for at få amerikanerne ud.

Der var også lige H.C. Hansens hemmelige brev til den amerikanske regering om oplagring af atomammunition i Grønland fra 1959. Og så var der lige et amerikansk fly, der styrtede ned ved Thule i 1968 og senere løgnagtige presseudtalelser. De fik hvis heller aldrig ryddet op efter sig.

 

Holdningen til Tyskland

Ja så var det lige Danmarks holdning til Tyskland. Det var et særligt dansk problem eller måske endda et trauma. Danmark tøvede en del over for et europæisk samarbejde selv med Bonn – København erklæringen af 1955. Danmarks forhold til DDR måtte helt frem til 1973 varetages under hensyn til Bonns krav om ikke – anerkendelse.

Ja dem første PET – chef efter krigen politimester Brix mente bestemt, at tyskerne stadig udgjorde den største fare, og den fare var større end den vi kunne forvente fra russerne.

 

Medierne bærer et stort ansvar

Når man diskuterer det hele, ja så bærer medierne også en stor del af ansvaret for, at mange mangler viljen til at se gråtonerne. Men hovedårsagen til de virkelighedsfjerne og ahistoriske synspunkter skal nok ses i den måde vi opfatter begrebet ”moral” på.

Tænk engang, paven har undskyldt for den katolske kirkes tilskuerrolle i Holocaust. Han har vel endnu ikke undskyldt for den katolske kirkes flugtorganisation.

 

Pas på – Tyskerpiger er storstikkere

Vi har senere fået en diskussion om industriens og landbrugets rolle. Ja så var det lige Tyskerpigerne. Der findes den dag i dag folk, der påstår at de var storstikkere. Ja det var der da også nogen af. Der var titusinder af tyskerpiger. Ca. 400 tyskerpiger af 644 anholdte blev dømt.

I de illegale blade blev der bragt liste over dem. Krig og kærlighed var en farlig cocktail. Ingen tvivl om dette. Pigernes fraternisering blev betragtet som en unational handling, men også som et angreb på gængse normer for kvindernes seksuelle adfærd. Man mente at kvinderne havde nationale forpligtelser. Måske var det også en krænkelse over, at danske mænd var blevet vraget og tyske soldater var blevet foretrukket.

Tyskerpigerne blev fremstillet som urene, sygdomsbefængte og dyriske. De blev betragtet som både en fysisk og moralsk smittekilde i det danske samfund

 

Politiet var også indblandet efter besættelsen

Modstandsfolkene var sandelig ikke alle englebørn. I tiden efter besættelsen skete der også ting og sager, som aldrig er blevet undersøgt. Skal vi bare glemme det?

Det er rigtig, at der i tidsrummet mellem den 4. maj 1945 og den 13. maj 1945 blev dræbt mindst 54 modstandsfolk. Men hvor mange uskyldige danskere blev dræbt i den periode? Den 13. maj blev politiet indsat, men mange af disse betjente var mere eller mindre indblandet i mystiske hændelser.

Samtaler med ældre i den gamle Bov Kommune efterlader det indtryk, at man var bange for modstandsfolkene. Havde man solgt æg og hjemmebagt brød til en tysk soldat, der gik vagt langs Flensborg Fjord, ja så skulle man straffes. Var man for åbenmundet om mystiske hændelser blev man også straffet. Disse ”afstraffelser” blev aldrig undersøgt.

 

Myndighederne var indblandet

Undersøgelser af stikkerlikvideringer blev stoppet fra statens side både dem der foregik før og efter 4. maj. For mange familier er der stadig ikke en afklaring.

Efter pres gik politiet i gang med et mord ved Padborg efter besættelsen. Men rapporten er fuld af åbenlyse fejl. Og arkiverne lukkede man skyndsomst allerede i 1947. Myndighederne var dybt indblandet.

 

PET blev narret af Gestapo-folk

Kigger man i PET – Kommissionens beretning kommer der også artige ting frem. Af pladsmæssige hensyn nøjes med historien om, at PET hyrede Gestapo-folk til kommunist – overvågning.

I 1947 kom man i kontakt med personer fra nazihærens efterretningstjeneste. De havde forfulgt kommunister. De ville gerne ”give oplysninger mod betaling”. For at skaffe flere meddelere blandt gamle kollegaer betingede de sig ”en leverance på ca. 1.000 cigaretter om måneden”.

Fra dette nazi-netværk modtog det danske politi et stigende antal beretninger om kommunistiske konspirationer mod Danmark. Det gik en del år inden PET fandt ud af, at indberetningerne i vid udstrækning var opspind ”for at opnå betaling og eventuel straffefrihed”, som det hedder i PET – beretningen. Åbenbart havde man overhovedet ikke nogen skrupler for PET – rapporten konstaterer meget tørt:

 

• Der er ikke fundet noget spor i materialet af, at ledelsen eller medarbejderne på noget tidspunkt overvejede kildemæssige eller andre problemer ved at købe oplysninger om kommunisterne af tidligere Gestapo-folk

 

Politiet samarbejdede m ed Gestapo allerede i 1930erne

Som vi i tidligere artikler har anført, så havde dansk politi forud for besættelsen i 1940. I rapporten står følgende:

 

• Tilsyneladende tætte kontakter til Gestapo, med hvem man allerede i 1930’erne udvekslede oplysninger om kommunister.

 

PET-Kommissionen roser kommunist-aktionen

Vi har tidligere i artikler været inde på den aktion i 1941, hvor dansk politi internerede langt flere kommunister, end nazisterne havde krævet. 20 stykker døde i koncentrationslejre. Men det mystiske er, at aktionen mod kommunisterne er imidlertid af PET fremhævet som forbillede – så sent som i 1950. Her fik den i PET-notat følgende ord med på vejen:

 

• Politiets aktion den 22. juni 1941 mod DKP og ledende personligheder viste, hvilken betydning et slagkraftigt og velorganiseret politi kan have i en given situation, når man i tide har det velforberedt, og der slås til samtidig i hele landet.

 

Man kappedes om de gamle nazister

PET – Kommissionens beretning løfter også sløret for, at politiets og militærets efterretningstjenester kappedes om at udnytte de gamle nazister.

Så snart de tyske officerer var blevet interneret ved befrielsen, gik britiske og danske efterretningsfolk i gang med at afhøre dem om, hvad de vidste om danske kommunister.

 

Hans Hermannsen udnyttede den danske ”Godhed”

En endnu større fisk var SS-Hauptsturmführer Kriminalrat Hans Hermansen. Han havde stået for Gestapos kommunistbekæmpelse i Danmark. I Danmark havde han spillet på begge sider. Han knyttede kontakt til højtstående danske politifolk, der delte hans syn på kampen mod kommunisterne. PET – beretningen afslører følgende om Hermannsen:

 

• Efter krigen bistod han de allierede med at finde eftersøgte Gestapo – folk og øste ud af sin viden om kommunisterne. Hermannsen forstod således at tilpasse sig de nye forhold under Den Kolde Krig og han undgik at blive retsforfulgt i Danmark.

 

En bizar strid mellem efterretningsvæsnerne

PET – beretningen afslører en bizar strid mellem dansk militærs og politiets efterretningstjenester. Politiet ønskede at afhøre Hermannsen, men militæret gemte ham i Flensborg, så det danske politi havde svært ved at afhøre ham. Afhøringerne måtte kun foregå med tilstedeværelse af folk fra militærets hemmelige tjeneste.

I PET – beretningen hedder det, at politiets efterretningstjeneste:

 

• Var stærkt utilfreds med arrangementet og klagede over, at når Hermannsen så ofte under afhøringerne ikke kunne svare spørgsmålene, skyldtes det, at han var på fri fod i Flensborg, mens han rettelig burde sidde i dansk fængsel som krigsforbryder.

 

Ingen følger for efterretningsvæsnerne

Det dramatiske højdepunkt indtraf, efter at militæret erklærer, at de ikke længere har nogen kontakt til Hermannsen. Da opdagede politiets hemmelige tjeneste til sin ”store forbløffelse”, at Hermannsen nu kaldte sig Herman Hansen og boede i et hus i Hamborg. Han modtog 100 kr. om ugen fra dansk militærs efterretningstjeneste:

 

• Og havde endda fået sin tidligere sekretær tilbage

 

I PET – Kommissionen får dette groteske eksempel ikke engang kritik.

 

Vi skal væk fra romantisering og heroisering

Der kommer nye generationer frem, der godt vil kende sandheden om hele besættelsestiden. Det er vel naturligt, at man stadig stiller spørgsmålstegn ved historien.

Danskerne skal lære at forholde sig uden romantisering og heroisering. Mern man skal også væk fra forargelse.

Nutidens overflodsdanskere skal ikke fordømme besættelsesgenerationen blot fordi ”Man ønskede brød på bordet, maksimaltøj på kroppen og våde tøv i kakkelovnen”.

 

Kilde:

• Hans Kirchhoff: August 1943
• Henrik Dethlefsen, Henrik Lundbak (red.) Fra mellemkrigstid til efterkrigstid
• Aage Trommer: Disse fem år – Tværsnit og Indsnit – Danmark 1945.
• Hans Kirchhof: Kamp eller tilpasning
• Hans Kirchhof: Samarbejde og modstand
• Aage Trommer: Myte og sandhed i besættelseshistorien
• Anette Warring: Tyskerpiger
• Anette Warring, Claus Bryld: Besættelsestiden som kollektiv erindring
• information.dk
• PET – Kommissionen bind 6 (petkommissionen.dk )

 

Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 228 artikler om besættelsestiden før, under og efter, herunder:

 

• Ikke alle krigsforbrydere skulle straffes
• Gestapo i Danmark
• Du skal omgås fortiden med varsomhed
• Har frihedskæmperne sandhedsmonopol?
• Besættelsestiden – stadig masser af huller
• Historikernes Besættelsestid
• Politiet – under besættelsen
• Efter besættelsestiden
• Besættelsestiden – det vi har glemt
• Befrielsesdage
• Udleveret til tyskerne
• Sandheden om besættelsestiden
• At handle med ondskaben
• Scavenius – samarbejdets kunst eller forræder
• Samarbejde med besættelsesmagten
• Landsmænd og Jødeflugt
• Besættelsestiden – Skønhedsmaleri eller glemsel
• Tyskerluder eller Drageyngel
• Besættelsestidens fortrængninger
• Flugten over Øresund
• Tyskertøser, Feltmadrasser og Horeunger og mange flere