Besættelsestiden og Det Tyske Mindretal

Denne artikel handler om alle de misforståelser, der opstod hos de danske forsvarsstyrker den 9. april. Og det handler også om de barokke afgørelser i retsopgøret. Det tyske mindretal følte sig dømt på grund af deres politiske overbevisning. Men egentlig blev de dømt på grund af deres illoyale indstilling til det land, hvor de var statsborgere. Vi kigger også problematikken m.h.t. Frøslevlejrens Museum. Divisionschefer var ikke informeret. Man glemte at alarmere Kastellet. Kommunikationen til det kæmpende Sønderjylland svigtede. Hele Norden skulle have været germansk. Mindretallet frygtede for fremtiden. Lovgivning og administration svigtede. Var det kun for at forhindre selvtægt, at nazisterne blev interneret? Statsadvokat Kirk fra Sønderborg misforstod signalerne. Men var det bevidst? Dengang var det ikke forbudt at lade sig hverve som frontsoldat.

 

Kun 15,9 pct. af stemmerne

Det var rekordstor valgdeltagelse den 3. april 1939. Hele 92,4 pct. stemte. Det var mere end afstemningsdagen den 10. februar 1920. Tyskerne fik 15.016 stemmer eller 15,9 pct. De havde ellers proklameret at de ville ”Heim ins Reich” Tyskerne fik heller ikke deres anden mandat. De danske stemmer i Sønderjylland udgjorde 79.422.

 

Alarmberedskab blev annulleret

Efter den 8. april blev der meldt om tysk opmarch ved grænsen. Undertegnede har tidligere berettet om, at min kære far i Tønder vidste, at tyskerne ville komme halvanden uge før. Han havde talt med en tysk lastbilchauffør. Men hæren blev i hvert fald sat i alarmberedskab. Flåden gjorde ikke. Man brugte betegnelsen ”sikringstjeneste 3”. Viceadmiral Rechnitzer fandt, at flådens beredskab var tilstrækkeligt. Da glemte han, at Københavns Kystområde også dorterede under ham. Derfor blev disse ikke alarmeret.

Inden admiralen næste morgen kl. 5.10 tog til rådslagning på Amalienborg, beordrede han ”sikringstjeneste 3” men med den tilføjelse, at der ikke måtte skydes før efter nærmere ordre. Tilføjelsen var katastrofal for den annullerede jo betydningen af såvel alarmberedskab som den stående forholdsordre.

Konsekvensen var bl.a. at ”Niels Juel” og ”Islands Falk”, der lå i den københavnske kasernehavn, begge uden modstand blev taget i besiddelse af en tysk officer med fem-seks mand i en robåd.

 

Divisionscheferne blev ikke informeret

Da det den 8. april viste sig, at motorkolonnen syd for grænsen traf foranstaltninger til at overnatte, nedsatte hæren bortset fra Sønderjylland alarmberedskabet til næsthøjeste trin, idet generalkommandoen af hensyn til soldaternes middag tilføjede, at der ikke skulle samles i større kvarterer.

Desuden blev der på Sjælland forbudt divisionscheferne at orientere de lokale chefer om årsagen til alarmberedskabet, idet øen ”ikke var direkte truet”. Det virker lidt besynderligt eftersom kommanderende general W.W. Prior på mødet klokken 10.30, hvor han fremførte ønsket om at måtte beordre højeste alarmberedskab, samtidig havde advaret om tyske indskibninger i Østersøhavnene kunne have Sjælland som mål.

 

Kastellet blev ikke alarmeret

Mens forsvarsministeren og marineledelsen overnattede i ministeriet, tog de to generaler hjem for at sove. Kl. 3.30 kom der melding om motorlarm og kommandoråb fra oprangering af tropper syd for de vestlige grænseovergange. I en telefonsamtale blev de to generaler enige om, at dette ikke gav anledning for foranstaltninger.

General Prior forlod først sin bolig i Kastellet kl. 4.47, da han blev alarmeret om landsætninger ved Nyborg. Desværre glemte han at alarmere Kastellet. Her blev man overrumplet af tyske styrker otte minutter efter.

Der var ingen til stede i generalkommandoen, da garnisonerne rundt om skulle alarmeres. Det måtte ministeriets direktør tage sig af. Det var ellers ikke noget han havde med at gøre.

 

Ingen forholdsordre

Bortset fra København havde tyskerne kun regnet med større modforanstaltninger ved Vordingborg. Her sad oberst Harrel, der ledede hovedstyrken på Sjælland. To gange havde han telefonisk forespurgt om årsagen til alarmen. Men begge gange havde han fået at vide, at dette ikke måtte meddeles ham. Nu blev han forvirret, da der dukkede en tysk parlamentær op og fortalte ham om de dansk-tyske forhandlinger. Var det så tale om tvivlsom fjendtlig hensigt? Harrel vidste ikke bedre end at ringe til København efter forholdsordre.

 

Kommunikationen fejlede

I Sønderjylland viste soldaterne, at de var rede til at sætte livet ind. Og de fik ikke, at vide at alle kamphandlinger blevet indstillet. Kommunikationen virkede ikke. En del soldater, tre gendarmer og en ung civilist i Aabenraa havde da allerede sat livet på spil.

16.000 i hæren, 4.300 i søværnet mod det dobbelte antal tyskere kunne have givet en markant modstand. Men det er urealistisk at tro, at en dansk modstand kunne have ændret på noget som helst.

 

Mytedannelserne tog fat

Mytedannelserne tog fat. Først gik rygterne om, at regeringen havde negligeret alle advarsler. Senere blev det endnu værre. Det måtte have været aftalt spil konkretiseret til Rostock-myten.

Men alle de misforståelser og forglemmelser som vi her har omtalt kunne jo godt føre til mytedannelser. Og så var det, at tyskerne under forhandlingerne truede med at bombe København.

 

En hjemmetysker lukkede for ytringsfriheden

Den 9. april 1940 lukkede også for ytringsfriheden. En af de hjemmetyske fører, advokat Dr. Clausen troppede op hos politimester Hartmann i Haderslev og meddelte, at nu havde politimesteren ikke mere at skulle have sagt, og at Clausens folk optrådte som hjælpere for de tyske tropper.

Dernæst dukkede Clausen op på avisen Dannevirke og erklærede, at dette blad var sat under censur. Derfor måtte det ikke udkomme mere. Men så galt gik det dog ikke.

 

Kun angreb fra den ene side

Men så begyndte Nordschleswigsche Zeitung med særdeles provokerende artikler. Men Jydske Tidende svarede igen med skarpe svar. Nu tog det tyske gesandtskab affære. Avisens ejer, Berlingske Tidende måtte bøje sig. Gesandtskabet lovede, at stoppe den tyske avis for flere provokerende artikler, men de fortsatte i forstærket grad.

 

Landets politiske uafhængighed på spil

Tyskerne havde lovet den 9. april at respektere Danmarks politiske uafhængighed og territoriale integritet. Men man kunne ikke føle sig sikker. Det varede ikke længe før vi var tvunget ind i Antikominternpagten. Og dyrlæge Møller lovede alle hjemmetyskere, at det nordslesvigske spørgsmål ville blive løst. Og den ny grænse ville blive Kongeåen. Man kunne godt allerede nu købe flag og flagstang, sagde han.

 

Hele Norden skulle være Germansk

Da von Hanneken i efteråret 1942 blev udnævnt til øverstbefalende i Danmark, sagde Hitler til ham, at Danmark burde have tilbudt ham det tyske område, der blev røvet efter første verdenskrig. Han ville dog vogte sig ved at flytte grænsen,

• Idet der derved ville være blevet fremmanet yderligere politiske forviklinger.

Tilsyneladende lagde han også mere vægt på at få hele Norden under tysk dominans med stor flådehavn i Trondhjem. Ja der var da for resten også gamle planer.

Så tidligt som i 1937 betroede Hitler, Albert Speer:

• Vi vil skabe et stort rige, der sammenfatter alle germanske folk. Det skal begynde i Norge og strække sig til Norditalien.

Ja dette kom frem ved flere lejligheder også efter 9. april 1940.

 

Mindretallet frygtede for fremtiden

Det tyske mindretal frygtede i den grad for deres fremtid. De vidste udmærket, at de havde optrådt illoyalt. Og da krigslykken nu var ved at vende, frygtede de at drømmen ”Heim ins Reich” skulle blive realiseret på en uønsket måde. I Sønderjylland var modstandsbevægelsen klar til at masseudvise alle de illoyale.

Den tyske militærcensur havde afsløret den nedtrykte stemning i det tyske mindretal. I en indberetning til den tyske kommando den 7. februar 1944 havde den tyske censur registreret den med uddrag af 33 breve fra hjemmetyskere:

• Når krigen er forbi, kan vi ikke blive her længere. Det ved allerede i dag enhver tysker
• Vi er opfyldt af bange anelser. Mon der bliver nogen af os folketyskere tilbage?
• Vi tænker med gru på den dag, da vi må forlade landet-men måske?
• Had, had og atter had-og det vil ikke være til at udrydde i generationer

 

Bonn-København erklæringen

To nationale problemer skulle løses efter besættelsen og det var bl.a. det sydslesvigske og det nordslesvigske spørgsmål.

Det første var det enkleste. Det tyske rige eksisterede ikke længere. Meget var lagt i ruiner. Og riget var opdelt i besatte zoner. Sydslesvig blev regeret af en britisk militærregering i Kiel. Sydslesvigerne ønskede i stort tal at komme til Danmark.

Den 26. september 1949 sikrede man det danske mindretal med en understregning af, at

• Bekendelsen til det danske folkefællesskab og den danske kultur er fri. Den må hverken bestrides eller efterprøves af myndighederne

Men ak chikanerierne fortsatte. Og i forbindelse med Tysklands optagelse i Nato i 1954 blev spørgsmålet taget op igen. Det endte med, at Bonn-København erklæringerne blev underskrevet den 29. marts 1955.

 

Lovgivning og administration var overbelastet

Nu var det lidt mere kompliceret med det tyske mindretal. Hjemmetyskeren Paul Koopmann udtrykte det således:

• Da først begreb vi de grænser, der var sat for os. Vi har gjort den bitre erfaring, som det er at måtte følge andre normer, end der ville gælde for os i Tyskland.

Der er delte meninger om, hvordan Danmark slap gennem retsopgøret. Den officielle holdning er, at vi klaret os godt og langt bedre end andre lande.

Men sandheden er, at det varede lang tid, inden Danmark kom ind i normale forhold. Både lovgivning og administration var overbelastet. Tyskland havde efterladt sig en gæld uden større udsigt til, at den kunne betales. I tilgift var vi blevet belastet med en kvart million tyske flygtninge.

Vi skulle tage os af hjemvendte Kz-fanger, tilbagevendte jøder og modstandsfolk. Politiet skulle reorganiseres og retssystemet var overbelastet. Og så var det lige modstandsbevægelsen.

 

Forstå og forsone

Nogle mente, at nationale mindretal er skabt af den historiske udvikling og at hjemmetyskerne havde hjemstavnsret i landsdelen. Den havde modstandsbevægelsen svært ved at sluge. Vi var således henvist til sameksistens. Nu måtte det være slut med at hade og hævne. Begge parter måtte indstille sig på at forstå og forsone. Men det var svært. Det skulle gå adskillige år, inden man kunne det.

 

Var det kun for at forhindre selvtægt?

Det hed sig, at man internerede størstedelen af mindretallets våbenføre mænd, for at gardere dem mod selvtægtsoverfald. Er det den hele sandhed?

Dengang man havde lavet anholdelseslisterne, vidste man ikke under hvilke former befrielsen ville ske. De allierede havde ønsket sig sikret imod at befrielsesstyrkerne blev faldet i ryggen af en 5. kolonne. Derfor hentede man også medlemmer af de nazistiske organisationer. Det stod ellers klart, at disse ikke skulle straffes.

 

Var Rusland forbundsfælde?

Der blev som bekendt vedtaget en straffelov med tilbagevirkende kraft. Den gamle straffelov fra 1930 rummede visse afgrænsningsproblemer i § 101, hvor der i stk. 2 fastsættes en straf på 2-12 år for danske statsborgere

• Som under krig eller truende udsigt dertil yder fjenden bistand ved råd eller dåd eller svækker den danske stats eller deres forbundsfællers kampdygtighed

Det var krig den 9. april 1940 og igen den 29. august 1943. Men hvornår var det truende udsigt dertil? Og var Rusland vor forbundsfælde, før det blev overfaldet af Tyskland? Og efter at vi havde tiltrådt antikomiternpagten?

 

Tog man hensyn til hjemmetyskerne?

Det var blandt andet derfor, at man vedtog loven med tilbagevirkende kraft. Men man tog ikke nok hensyn til hjemmetyskernes naturlige tilknytning til Tyskland.

 

Ikke forbudt at lade sig hverve

Og hvad med de danskere og tyskere, der havde meldt sig ved østfronten? Det var ikke forbudt at lade sig hverve. Selv dengang, at det var internationalt forbudt at deltage i den spanske borgerkrig, frafaldt Danmark straf til de spaniensfrivillige. Det burde man også have gjort i forhold et til de frivillige i kampen mod Sovjet.

Men Danmark havde bundne hænder. De politiske partier var ikke frit stillet efter besættelsen. Den militante modstandsbevægelse var ikke til at komme uden om.

 

Retsopgøret blev forplumret

Retsopgøret blev forplumret af flere grunde.

Under Rigsdagens forhandlinger havde justitsministeren lovet, at der kun ville blive rejst tiltale i de groveste tilfælde. Men uvist af hvilken grund orienterede han ikke rigsadvokaten. I Rigsadvokaturen havde man ikke fulgt rigsdagsforhandlingerne. Så her tilrettelagde man din egen strenge kurs.

 

Statsadvokat Kirk misforstod signalerne

Statsadvokat Kirk i Sønderborg havde ikke meget til overs for mindretallet. I marts 1946 fik han besked på, at fremme sagerne mod medlemmerne af de hjemmetyske korps. Ved en misforståelse fik han den opfattelse at et pålæg i anklagen om at gøre opmærksom på de særlige straffenedsættelsesmuligheder for hjemmetyskere kun skulle omfatte Zeitfreiwillige og ikke frontkæmpere.

Resultatet blev at frontkæmpere fik den strengeste straf, hvor hensigten havde været modsat. Det første år var gået med en forkludring af retsopgøret i Sønderjylland. Spørgsmålet er nu, om han misforstod det, for han har senere givet udtryk for, at det tyske mindretal fik alt for milde straffe.

Det tyske mindretals ledelse havde ikke gjort opklaringen lettere ved at brænde kompromitterende materiale.

 

Stor forskel i straffeudmålingen

Omsider kom der dog en lovrevision. Samtidig mildnede højesteretsdommerne afgørelserne. En frontkæmper, der ved Byretten havde fået fire års fængsel og ved Landsretten havde fået to år, fik nu i Højesteret et års fængsel.

 

Debat om Frøslevlejrens Museum

Ja i det sønderjyske blev det også til en debat om Fårhuslejren. For i første omgang, ville man ikke have dette stykke danmarkshistorie med i Frøslevlejrens Museum. Det var en meget følelsesladet debat.

Og der stod undertegnede for mange år siden med familien og skulle hente et juletræ ude i skoven ved Frøslev-/Fårhuslejren og mødte den daværende leder. Jeg var så frimodig og spørge, om hvornår vi fik et Fårhus-Museum. Han og nogle andre tilstedeværende sendte mig dræberblik.

Spørgsmålet gik på dengang, hvem der skulle skrive historien:

• Var det hjemmetyskerne selv?
• Var det mennesker med samme indstilling som amtsborgmester Phillipsen?
• Var det danske og tyske historikere i fællesskab med ret til at nedlægge veto?

 

Illoyal i det land, hvor de var statsborgere

Problemet var, at tyskerne mente, at de blev straffet for deres politiske indstilling. Men var det ikke for illoyaliteten i det land, hvor de var statsborgere?

 

Masser af information om emnet

Kære læsere, mere om denne problematik i min kommende bog ”Grænsen er overskredet”. Jeg håber snart at korrekturen er tilendebragt. Men gentlig kan du kaste dig over en masse artikler, der berører emnet på vores hjemmeside.

 

Kilde:

• Sønderjyske Månedsskrift (diverse udgaver)
• Sønderjyske Årbøger (diverse udgaver)
• Besættelsestidens Litteratur (under udarbejdelse)
• Bjørn Svensson: Bataljer med Bid og Baggrund
• Bjørn Svensson: Mytedannelser omkring 9. april 1940
• Bjørn Svensson: Derfor gik det sådan 9. april
• Rasmus Kreth: Pilestræde under pres
• Parlamentarisk Bind 16, (Bilagsbind 1)
• Parlamentarisk Bind 2 (Bilagsbind 2)
• Ditlev Tamm: Retsopgøret efter besættelsen 1-2
• Bo Lidegaard: Overleveren
• Bo Lidegaard: Kampen om Danmark
• Artikler på www.dengang.dk

 

Hvis du vil vide mere:

www.dengang.dk indeholder 199 artikler omkring Besættelsestiden herunder:

• april-aldrig mere
• Alarm i Sønderjylland-8.april
• Rostock-Mødet-myte eller virkelighed
• Kampene 9. april 1940
• Tønder og omegn 9. april 1940
• Nazister i Tønder
• Sorgen ramte Aabenraa 9. april 1940
• Sorgen ramte Aabenraa-endnu mere
• Spionage i Sønderjylland-inden besættelsen
• Udleveret til tyskerne
• Sønderjylland-besat
• Danskerpak og Tyskerpak
• Værnemagere
• Overvågning i Sønderjylland
• Fremmedflag i Sønderjylland
• Den Sønderjyske Efterretningstjeneste
• Politiet under besættelsen
• Efter Besættelsestiden
• Befrielsesdage
• Retsopgøret i Sønderjylland
• Den dansk/tyske sameksistens i Sønderjylland
• De fem lange år i Sønderjylland
• Sønderjylland-maj 1945
• Opgøret efter 1945
• Tønder-efter krigen
• Det tyske mindretal
• Mindretal i brændpunktet
• Jens Møller-Folkeforfører eller folkefører
• Modstand i Kolding
• Dramaet ved viadukten
• Dansk agent skyld i gendarmers død
• Frøslevlejren i den sidste tid
• Straffelejren
• Dagligliv i Frøslevlejren
• Harreslev-dengang
• Fårhuslejren
• Frøslevlejren
• Bov sogn-mellem dansk og tysk
• En sønderjyde krydser sine spor og mange flere