Til 17. marts 1945.
En Gestapo – mand blev likvideret i en linje 16 på Nørrebrogade. Det afstedkom en massakre på 11 modstandsfolk. På Café Runddelen nægtede man at servere for tyske soldater. En mand fra Waffen SS forbrød sig mod småpiger. Skoleelever på Hans Tavsensgades Skole blev skudt ned. Flere kom i skudlinjen på Nørrebro og blev dræbt. Masser af dræbte og sårede i Blågårdsgade, Elmegade og Bragesgade.
3. august 1944
Kl. 22.25 trængte 4 pistolbevæbnede mænd ind i en mindre maskinfabrik tilhørende Knud Larsen, Nørre Allé 3. De stjal bl.a. en skrivemaskine. Fabrikken arbejdede for Industri-Syndikatet.
4. august
Kl. 0.20 blev Politivagten kaldt til Nørrebrogade ved Meinungsgade, hvor en tysk soldat var trængt ind til en kvinde. Han kaldte hende dog ved et forkert navn. Formentlig havde han taget fejl.
7. august
Kl. 20.15 blev den tidligere politibetjent Robert Sustmann Ment, der nu var ansat ved det tyske politi dræbt på en linje – 16 sporvogn ved hjørnet af Ravnsborggade og Nørrebrogade. Han blev dræbt ved pistolskud i nakken.
Sustmann – Ment var kendt som Birkedals assistent og stod blandt andet for tortur. Han blev genkendt af en ung BOPA – sabotør på Jagtvej. Sabotøren kunne se på politimandens gang, at han var iført skudsikker vest. Han var på vej fra sit hjem på Jagtvej til Shell-huset. Tre sabotører nåede at springe på samme linje 16 som Sustmann – Ment var på. Et nakkeskud gjorde ende på hans liv.
8. august
Kl. 2.00 blev der kastet med håndgranater i Bregnerødgade ud for nr. 9. Flere butiksruder blev knust. Entredøren til Bregnerødgade 9 1.sal blev gennemhullet med projektiler. Lejlighedens indehaver blev alvorlig såret. Blodspor afslørede, at han søgte tilflugt på loftet. Det var uden tvivl det tyske Sikkerhedspoliti, der foretog ransagning. Indehaverens to sønner på 15 og 17 år blev også alvorlig sårede.
Kl. 7.20 blev en person bosiddende på Rantzausgade 19 1. afhentet af 6 – 7 personer i tyske uniformer. På gaden blev der affyret to skud mod personen, hvorefter han blev lagt over køleren på en bil.
9. august
Flere hundrede mennesker var forsamlet i Rantzauagade. Der var lagt blomster på det sted, hvor en mand var blevet dræbt nogle dage i forvejen. Blomsterne blev fjernet og afleveret på Sct. Josephs Hospital.
En massakre på 11 BOPA – sabotører skete på landevejen mellem Roskilde og Ringsted. Massakren skulle ses som hævn for likvideringen i linje 16 – sporvognen den 7. august.
10. august
8 mænd var kl. 1.00 trængt ind på Titans grund og havde beskudt vagten, dog uden at ramme. Flere gange i løbet af dagen blev lagt kranse ud foran Rantzausgade. Kransene blev bragt op til enken.
14. august
En Schalburgmand, der boede Jægersborggade 25 st., var blevet såret ved en aktion på Rådvadsvej.
15. august
Kl. 7.35 blev portvagten på Atlas”, Baldersgade 3 ”holdt op” og frataget to pistoler.
- Danmarks Frihedsråd opfordrede til at støtte en proteststrejke, der var startet. Den var begyndt på havnen. De fleste virksomheder, restauranter og forlystelser og en del butikker fortsatte om eftermiddagen.
I løbet af døgnet var der trusler om Fantasibomber mod Lampeskærme- fabrikken, Heinesgade 1.
16. august
Kl. 21.36 havde tre tyske soldater truet værten på Café Runddelen, fordi de kunne få øl. Værten havde udtalt, at han intet øl havde. Da soldaterne forlod restauranten havde flere gæster råbt ”ud” efter dem.
17. august
Kl. 22.36 blev der udkæmpet et slag på Skotøjs-fabrikken ”Stjernen”, Nørrebrogade 56 mellem sabotører og sabotagevagter. Herunder blev en sabotagevagt såret i den ene arm.
18. august
Kl. 15.47 blev en vagtleder på fabrikken Dan, Bragesgade 10 beskudt af to cyklister, som overhalede ham, da han kørte på cykel ad Hørsholmsgade. Han blev hårdt såret indlagt på Rigshospitalet.
Kl. 6.22 henvendte en hustru til en politibetjent sig til Station 8, og fortalte, at hendes mand var blevet afhentet af tysk politi.
I døgnets forløb var der meldt om Fantasibombe mod Tandhjuls-fabrikken, Rådmandsgade 68.
19. august
Kl. Ca. 11 skød det tyske politi ud for Nørrebrogade 169 efter en ung mand, der var desertør fra SS. Den pågældende blev såret og efterfølgende anholdt. Under
skydningen blev en tilfældig forbipasserende kvinde fra Sorgenfrigade, såret.
20. august
Der blev meldt om rudeknusninger i taskeforretningen, Stefansgade 20.
28. august
Kl. 17.18 fortog tysk politi en razzia i Kaffebaren, Blågårdsgade 14.
2. september
Tysk politi foretog en husundersøgelse i en lejlighed i Haraldsgade 27, hvor døren blev sprængt.
5. september
Kl. Ca. 22 blev der ringet på porten til Hellesens Enke & V. Ludvigsens Fabrikker, Aldersrogade. Portneren lukkede intetanende op. En mand trådte frem og beordrede ham ind i portvagt-lokalet. En anden mand tog en del udrustning med sig, og de to bortførte sabotagevagterne.
8. september
En mand tilhørende det tyske politi blev dræbt af flere pistolskud på Åboulevarden.
15. september
Kl. 19.25 meldte Direktør Jonsen, Dansk Papirvarefabrik, Rantzausgade 62, at fabrikkens lastvogn var blevet tvunget til at køre til Humlebækgade, hvor der blev optaget personer, og chaufføren blev frataget førerbevis og anbragt bag i vognen bag en nedrullet presenning. Vognen blev kørt til Vennemindevej,
hvor chaufføren blev sat af med besked på, ikke at foretage sig noget den første 1 ½ time.
16. september
Kl. 0.15 indfandt der sig 2 pistolbevæbnede mænd og tvang en person i Rantzausgade 50 B 5. at udlevere sin C.B. uniform, stålhjelm og gasmaske.
Kl. 10.15 blev der ved et overfald
stjålet nogle pistoler fra Tandhjuls-fabrikken ”Stub”, Raadmandsgade 68.
Kl. 12.55 blev lædervarehandler Kongsted Christensen, Stefansgade 22 skudt ned i Grøntforretningen, Stefansgade 10, hvor han var kunde.
Efter 1. november 1944
6. nov.
Lørdag eftermiddag skete der en voldsom eksplosion i Johnson Larsens kemiske fabrikker ”National”, Frederik den Syvendes gade 26. Den første del af fabrikken blev ødelagt af en brand. Årsagen skyldtes sabotage.
Sent lørdag aften blev Brandvæsnets ambulance kaldt til ejendommen, Slotsgade 9. En mand fra Baggesensgade 28 med efternavnet Jensen var blevet skudt i venstre side. Han blev kørt på Rigshospitalet.
7. november
Et større slagsmål var ved at udvikle sig på hjørnet af Rantzausgade og Struenseegade. To familier beskyldte hinanden for at være stikkere
8. november
En beboer, hvis bopæl var Nørrebrogade 39, 3 blev skudt ved 6.45 – tiden. Han blev bragt til Rigshospitalet.
Københavns Vagtværn blev alarmeret fra Baggesensgade 25. En dreng på gaden var blevet overfaldet af en beruset voldsmand. En stor menneskemængde kom dog til, og befriede drengen.. Menneskemængden indtog en truende holdning og angreb voldsmanden.. Det lykkedes dog for denne, at finde en revolver frem. Han truede en bilist til at udlevere sin bil. Men det lykkedes for bilisten at fravriste revolveren fra voldsmanden. Menneskemængden trak ham ud bilen, og begyndte at tæve ham. Da Vagtværnet kom, trak de stavene og befriede voldsmanden. Manden indrømmede, at han var dansk medlem af Waffen SS. Fra anden side blev det senere oplyst, at havde forbrudt sig mod flere småpiger.
15. november
Ved 19 – tiden lød der en del skud i Brohusgade. Det forlød, at en tyv var blevet overrasket af tysk politi, der skød efter ham, da han forsøgte at flygte. Han
blev vistnok ramt, men kom på ny op på cyklen og flygtede.
21. november
Et skænderi opstod i radioforhandler Hildebrandts Forretning, Blågaardsgade 9, hvorunder forhandleren gav en kunde nogle slag i ansigtet. Forbipasserende knuste ruden til radioforretningen. Sommers vagtkorps kom til stede, og de patruljerede i nogen tid i Blågårdsgade med maskinpistoler i skudstilling.
23. november
Brandvæsnet blev alarmeret om at der var brandbomber ved Nørrebros Teater. I bygningen blev der fundet 3 brandbomber. De blev fjernet uden at gøre skade.
1. december
Ved middagstid blev der begået sabotage mod Dansk Industri – Renseri, Thorsgade 121. Nogle bevæbnede mænd trængte ind i virksomheden og anbragte bomber i den to – etages bygning. Bomberne eksploderede straks, og der opstod brand i de mange brændbare væsker. Ejendommen blev stærk ødelagt. Virksomheden rensede tyske uniformer.
2. december
Om eftermiddagen blev en dansk SS – mand skudt og dræbt på hjørnet af Nørrebrogade og Thorsgade. Sammen med tre andre kom han ud fra en beværtning, da en af de to forreste mænd i selskabet trak sin revolver og affyrede den mod ham.
6. december
Kl. 2.15 skete der en eksplosion i Fru Darvilles Konfektureforretning, Nørrebrogade 18 A. Murene blev trykket ind og alle lokaler i stuen blev ødelagt. Der anrettedes ligeledes betydelig skade på førstesalen, hvor Restaurant Miko havde til huse. Da man frygtede, at der var udlagt flere bomber, blev ejendommen evakueret, og Rydningskommandoen tilkaldt. Fru Darvilles mand var jøde, og opholdt sig i Sverige.
7. december
Det tyske politi fortog om eftermiddagen en razzia på Nørrebrogade/Fælledvej. Om aftenen fortog 15 politisoldater en razzia i etablissementet Prater, i Stengade. Gæsterne blev også visiteret.
11. december
En midaldrende mand blev dræbt ud for Nørrebrogade 70. Om formiddagen blev en mand, der var medlem af Schalburgkorpset dræbt i Elmegade.
15. december
Københavns Vagtværn blev ved midnatstid kaldt til ejendommen, Baggesensvej 28 A. Meldingen lød på, at 7 revolverbevæbnede personer havde besat ejendommen. Det viste sig, at døren til 2. sal, hvor en smugkrovært boede, var sprængt. Lejligheden var tom, men bar præg af, at her var der foregået en kamp.
Et øjeblik efter kom værten selv til stede. Han forklarede, at han sammen med en dame var flygtet op på taget, hvor de havde skjult sig. Selv mente han, at grunden til episoden var, at han to dage forinden havde stukket to personer til det tyske politi.
21. december
Til aften indtraf der to kraftige eksplosioner på Maskinfabrikken Magneto, Jagtvej 157
22. december
En mand blev dræbt på Kapelvej, ud for nr. 78. Det var et bud, hvis bopæl var Jægersborggade 3, 3. sal. Han kom kørende på en trehjulet cykel med en dreng på ladet.
23. december
En mand fra Københavns Vagtværn blev ”holdt op” af to revolvermænd på hjørnet af Slotsgade og Blågårdsgade. De fratog ham hue, kappe og stav. Det var kun munderingen, som revolvermændene var interesseret i.
25. december
Brandvæsnet var blevet tilkaldt til Rossini`s Selskabslokaler i Valby, hvor en musiker hvis bopæl var Guldbergsgade 41 stuen, var blevet ramt i ryggen af et skud. Der var opstået uro i lokalerne, hvorfor en gæst havde tilkaldt tyskerne. Straks efter ankomsten affyrede tyskerne et par skud, og det var en af disse, der havde ramt musikeren fra Nørrebro.
27. december
I ejendommen Ryesgade 40, hentede brandvæsnets ambulance en 15 – årige Schalburgmand bosat på Blegdamsvej 25. Han havde skudt sig selv i låret, formentlig ved et vådeskud.
30. december
To mænd blev til aften såret under skyderi på hjørnet af Blågårdsgade og Baggesensgade.
1945
2. januar
Under en forestilling på Nørrebros Teater blev der fra balkonen kastet nogle tåregasbomber ud over publikum. Folk flygtede ud og jerntæppet gik ned. Efter en halv times tid kunne forestillingen genoptages efter en ”Udluftningsproces”.
4. januar
Ved 7 tiden blev der af sabotører udlagt bomber i G. Johansens Maskinfabrik, Elmegade 5. Fabrikken, der arbejde for den tyske regering, bestod af en 50 meter lang træbygning. Det var sabotørerne selv, der alarmerede brandvæsnet, antagelig fordi der lå mere sprængstof i bygningen. Maskinfabrikken nedbrændte.
Et hold fra Sommers vagtværn foretog ved middagstid en razzia i en lejlighed på hjørnet af Korsgade og Blågårdsgade. De sprængte døren til en lejlighed på 3. sal, hvor der befandt sig 4 mænd og en kvinde. En af mændene søgte at redde sig ved at springe ud af vinduet. De øvrige blev ført til Shell-huset. Senere fjernede ”Sommerfolk” en del materiale fra lejligheden. Lejligheden var tidligere beboet af nogle jøder, der for længst var flygtet til Sverige.
5. januar
Ved 7 – tiden blev en virksomhed ved navn ”Jensen – Industri” fuldstændig ødelagt af 3 bombeeksplosioner. Der var forinden ankommet 25 bevæbnede mænd som på sædvanlig måde udlagde bomberne, efter at have advaret og beordret de tilstedeværende i sikkerhed. På fabrikken, der i øvrigt blev ejet af Bohnstedt Petersen, hvis hoved-virksomhed i Frihavnen kort før jul blev totalt ødelagt, blev der fremstillet plader til flyvemaskinedele.
Resterne blev udsat for en ny bombe, aftenen efter.
8. januar
En passager i en linje 11 bivogn på Rantzausgade blev hidsig på en række unge mennesker. Han trak en revolver og affyrede et skud gennem vognen. Flere skud fulgte. Ved et held kom ingen til skade.
Ved midnatstid blev en taxa ”holdt op” af to revolvermænd på Jagtvejen. Han fik ordre til at køre til Standard Electric på hjørnet af Sigurdsgade og Rådmandsgade. Her havde cirka 16 mænd hentet 6 – 7 skrivemaskiner, duplikatorer og duplikatorpapir. Dette blev læsset i taxavognen. Chaufføren fik nu ordre til at køre til jagtvejen, hvor han blev sat af og vognen kørte videre.
9. januar
Ved 21.30 tiden opstod en mindre sabotagebrand i træskæreriet ”Lygten” i Sigurdsgade. Der var hældt en brændbar væske ud over en stabel træ. En mystisk pakke, der indeholdt sprængstof, blev ikke antændt.
11. januar
Ved 16 – tiden hentede ambulancen en ukendt mand, som var blevet såret i brystet på en restaurant i ejendommen Ryesgade 40. Manden, der havde skudt, var i uniform med SD – mærke på brystet.
Ved 17 – tiden blev der forøvet sabotage mod en systue i Griffenfeldsgade 27. En mand i postbud-uniform ringede på og sagde, at han havde en pakke til en af syerskerne. Da døren blev lukket op, trak han en revolver frem og holdt de tilstedeværende op, samtidig med at han gav ordre til mørklægning. En del bevæbnede mand kom nu til, afmonterede symaskinerne og tog nogle af de vigtigste dele af maskinerne med ned i en bil. Da sabotørerne var ved at gå, fandt de et lager af stof til tyske uniformer, som de besluttede til at tage med. Et par mænd blev sendt ned på gaden for at holde en lastbil op, mens de øvrige bar stoffet ned i trappegangen. Kort efter kørte de bort med stoffet i en tilfældig lastbil.
13. januar
En af Brandvæsnets ambulancer blev ”holdt op” på Frederikssundsvej. Ambulancen blev fyldt med kapper og lignende, og chaufføren blev beordret til at køre til Nørrebros Runddel, hvor han blev sat af, mens de ledsagende bevæbnede mænd kørte videre.
20. januar
Om morgenen blev vaskeriet Guldborg, Guldbergsgade 84 fuldstændig ødelagt ved sabotage. Vaskeriejeren blev taget på sengen af bevæbnede mænd. I vaskeriet, som havde en del uniformer til rensning, blev noget af tøjet overhældt med saltsyre, før bygningen blev bombet.
I ejendommen Rantzausagde 62 – 64 blev der foretaget en ransagning. Forskellige effekter blev taget med.
21. januar
6 revolverbevæbnede mænd
trængte ind i Fabriksarbejdernes Forbundskontor, Bjelkes Alle 32, hvor de tog beholdningen af kontante penge og kontingentmærker.
En brandbombe blev smidt ind gennem brevsprækken til J. Tvedes Skrædder-forretning, Åboulevarden 11.
Ud for restaurant Columbus på Åboulevarden blev en ukendt mand i aftes dræbt ved skud.
22. januar
Tysk politi foretog razzia i Nørrebrogade 8 og 10.
25. januar
Ved 21 – tiden forekom der skyderi på hjørnet af Struenseegade og Skyttegade, hvorunder en kvinde
blev skudt gennem hovedet. Den sårede blev bragt til Militærhospitalet.
Her døde hun senere.
To andre blev alvorlig sårede. En flok unge mennesker, der kom fra gymnastik i Hans Tavsensgades Skole, og som var på vej over skolegården, blev kommanderet ”Hænderne op”, man da dette formodentlig ikke er gået hurtig nok, blev der skudt mod skoleeleverne. To af disse blev ramt. Andre undgik kuglerne ved at kaste sig til jorden.
På hjørnet af Nørrebrogade og Kapelvej blev en udrykningsvogn beskudt, og Vagtværnsfolkene måtte søge dækning ved husmuren. Lidt senere opstod der skydere mellem civile og Vagtværnet.
1.februar
I en baggård til Nørrebrogade 200 blev der tidlig morgen fundet en død mand, som havde fået to skud gennem hovedet. Han havde været død i nogle timer. Man formoder, at han var blevet skudt på gaden, og slæbt ind i baggården. Den dræbte var ca. 20 år. Han havde ingen papirer på sig.
Ved midnatstid blev en ambulance kaldt til Baggesensgade 10, hvor en mand var blevet skudt i maven. Den sårede blev bragt til Rigshospitalet.
7. februar
Om eftermiddagen kom en Gestapo-mand og en civilklædt tysker ind i Café Lynet i Blågårdsgade og gik hen mod en mand, hvis bopæl var Eigildsgade 32, som netop stod og spillede billard. Da manden opdagede tyskerne, forsøgte han at flygte, men blev beskudt og såret i maven. Han blev kørt til Nyelandsvejs Lazaret,
men var død ved ankomsten.
Atter i nat blev en række benzinstationer sprængt. Det skete bl.a. i Hillerødgade, Farumgade og Lundtoftegade.
10. februar
Under et skyderi blev en snedkersvend fra Guldbergsgade 34 såret i benene.
11. februar
Hipo – folk foretog en razzia i NIOGT`s bygning, Griffenfeldsgade 7, hvor en sluttet forsamling holdtfastelavnsfest. Af en eller anden grund blev der åbnet ild, dels inde i bygningen og dels udenfor. En blev dræbt og 3 blev såret. Den dræbte var en jord – og betonarbejder, der tilfældigvis kom forbi med sin hustru og tre børn.
Senere eksploderede en bombe i Café Luna på hjørnet af Jagtvej og Aldersrogade. Efter denne episode opstod der skyderi ved Nørrebros Runddel. Folk i forbipasserende sporvogne måtte lægge sig ned af frygt for at blive ramt.
13. februar
Læge Ulf Hansen blev dræbt under et skyderi Griffenfeldsgade sidste lørdag. Lægen, der havde bopæl Åboulevarden 86 blev dræbt, da han på sin motorcykel kom ind i skudlinjen. Han var på vej hjem fra et sygebesøg, da han ramtes bagfra af et projektil.
16. februar
Fabrikken Drico, Blågårdsgade 36 E blev fuldstændig ødelagt ved en sabotageaktion. Fabrikken fremstillede røntgenapparater og havde til huse på 3. sal. Ved eksplosionerne blev to etager nedenunder, hvor trykkeriet Cicero lå, ligeledes ødelagt. Der skete også stor skade på de omkringliggende ejendomme.
19. februar
Tyskerne foretog ved 16.15 – tiden razzia i Esromgade og Bragesgade. Kl. 16.27 blev en mand anholdt på Nørrebrogade ved Slangerupbanen. Forinden var der affyret en skudsalve. Ved dette blev en kvinde ramt ud for Nørrebrogade 232.
24. februar
Ved middagstid fandt en skudveksling sted ved søerne, nærmere betegnet omkring Sø-pavillonen og i nærheden af Forsikringsselskabet Tryg’ s ejendom. En ambulance fra Falck, der netop kom fra Kommunehospitalet, blev af nogle unge mennesker anmodet om, at køre ned til søerne, for at hente en dame, der var ramt af skud. Da ambulancen kom derhen, blev der stadig skudt kraftigt.
27. februar
I eftermiddagstimerne udspillede der sig nogle blodige episoder i Blågårdsgade, hvor en halv snes mennesker – dræbte og sårede – blev kørt væk i Brandvæsnets ambulancer. Det begyndte med, at 2 mænd forsøgte at holde nogle sortbørs – folk op på hjørnet af Blågårdsgade og Baggesensgade. Der blev taget nogle cigaretter fra de folk, kuppet gik ud over. Da røverne ville fjerne sig fulgte en større menneskemængde efter. Røverne forsvarede sig med revolvere, herunder blev to efterfølgere såret.
Menneskemængden fik dog fat på røverne og gennempryglede dem så voldsomt, at de blev bevidstløse. Hipo – mænd kom og afhentede dem. Det viste sig, at røverne var forsynet med tyske Ausweiss.
Et par timer senere blev Brandvæsnets ambulance alarmeret til hjørnet af Todesgade og Blågårds Plads. Her fandt man en af politiets lukkede udrykningsvogne gennemhullet af kugler. På førersædet sad en mand dræbt over rattet. Det menes også at være kastet en håndgranat ind i vognen. Vognen var tilkaldt for at foretage en razzia i en kaffebar. Ved episoden blev der i hvert fald dræbt 2 Hipo – mænd og 4 hårdt såret. Desuden blev 5 andre, vistnok tilfældige passanter såret. En anden var så hårdt såret, at han døde inden ambulancen nåede frem.
Ved 22 – tiden blev en del forretninger i Blågårdsgade hærget af bombeeksplosioner. Blandt de bomberamte forretninger var Restaurant Sevilla i nr. 29 A, Slagterbutikken i nr. 12, Restaurant Lynet, to forretninger i Nora – Centralens ejendom nr. 8, hvor der blev skudt gennem ruderne. Butikkerne i nr. 12 og 14
blev også ødelagt. Privatlejligheder var ramt af adskillige kugler.
Senere på natten hørtes yderligere eksplosioner i kvarteret.
28. februar
I løbet af eftermiddagen opstod nye uroligheder i Blågårds – kvarteret. Om aftenen blev sporvognspassagerer visiteret.
Lidt før midnat måtte Brandvæsnet rykke ud med to ambulancer. To mænd var blevet skudt i Baggesensgade. Antagelig var der skudt gennem gaden fra en Hipo – vogn. Hipofolkene fulgte med vagtværnet og ambulancerne til Retsmedicinsk Institut.
En times tid senere blev Vagtværnet beskudt af en Hipo – vogn. By-vagterne søgte tilflugt. Antagelig hidkaldt af skyderiet dukkede en tysk patruljevogn op.
1 marts
En bombeeksplosion ramte Møbelfabrikken Ringen, Nørrebrogade 212 om aftenen.
2. marts
Ved 14.30 tiden affyrede en mand i Elmegade en række skud mod to andre, der kom gående sammen. De sank begge om. Den ene var dræbt på stedet, den anden døde senere. Et øjeblik kom 5 – 6 andre mænd til og gav sig til at skyde med maskinpistoler ned ad gaden. Der kom også nogle tyske soldater til.
Efter at mændene havde legitimeret sig over for soldaterne, trak de sig tilbage. Antagelig tilhørte alle den tyske Værnemagt.
Under skyderiet blev en ung dame, bosiddende Ryesgade 25 såret. Hun blev forbundet hos læge Parsberg, Nørrebrogade 42. En ambulance blev rekvireret. Men tysk politi bad ambulancefolkene om at køre en dræbt mand væk fra Nørrebrogade. Antagelig var dette det tredje offer efter skudepisoden.
Lidt senere var der atter skyderi i Blågårdsgade – kvarteret. Nogle Hipo – folk skød i gaderne. Et par by-vagter havde søgt dækning i en port, og stak hovederne frem, da en flok Hipo – folk passerede. Se at få næsen trukket tilbage, ellers skal I få den skudt af, var bemærkningen til by-vagterne.
3. marts
Ved 21 – tiden gik 14 tyskere op i en linje 9 – sporvogn på Nørrebros Runddel og visiterede passagerne.
11. marts
Kl. 6.30 kørte et halv hundrede mand i biler op til Motor-fabrikken Dan, Bragesgade 10. Nogle af mændene trængte ind på fabrikken, der blev bevogtet af Hipo. En del sprængbomber blev placeret. Et kvarter senere eksploderede bomberne og anrettede stor skade. Andre mænd var løbet op i en ejendom på den anden side af gaden. Her åbnede de en massiv maskingeværild mod fabrikken. Det hindrede, at Hipo kun fjerne de resterende bomber. Hipo – folkene besvarede ilden. Skudvekslingen varede i flere timer. Brandvæsnets ambulancer kørte en dræbt Hipo – mand, samt
tre hårdt sårede Hipo – mænd til Nyelandsvejens Lazaret. En ukendt dansker, samt en såret og dræbt tysk soldat blev ligeledes kørt til lazarettet. De tyske ambulancer kørte også væk med et ukendt antal sårede og dræbte.
Skydningen gik også ud over adskillige beboere og forbipasserende. I alt regnede man med at antallet af sårede og dræbte var ca. 20.
15. marts
General Motors bygninger blev atter beslaglagt. Bygningerne husede i sin tid den nedlagte virksomhed Nordwerk. Nu er var bygningerne taget i brug af den tyske Værnemagt til indkvartering.
17. marts
Ved 13 – tiden opstod der skyderi på hjørnet af Nørrebrogade og Blågårdsgade. En kvinde fra Sjællandsgade 4 blev tilfældigvis ramt. Hun blev kun lettere såret.
Artiklerne om Besættelsen på Nørrebro fortsættes
Kilde:
- Litteratur Nørrebro
- www.dengang.dk – diverse artikler
Hvis du vil vide mere:
- www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler
- Under Nørrebro finder du 304 artikler
- Under Besættelsestiden Før/under/efter finder du 362 artikler
- Besættelsestiden på Nørrebro 1-5
- Modstand og Besættelse på Nørrebro
- Sabotage på Nørrebro 1-2
- Likvideret på Nørrebro
- Nørrebro 9 dage i sommeren 1944
- De fem barske år på Nørrebro (NørLiv24)
- Da Buldog brændte (NørLiv)
- Buldog på Nørrebro
- De Tyske Flygtninge på Nørrebro
- Sommeren 1944 på Nørrebro
- De fem dramatiske år på Nørrebro
- Nørrebro 1945 – to episoder
- Nørrebrogade 156
- Nørrebro – flere sabotager
Redigeret 4. 04. 2022