Baronesse Christine Stampe

 

Hun voksede op med fransk og tysk. Allerede som 15 – årig stod hun uden forældre. Hun var interesseret i kunst og blev gift som 23 – årig med baron Henrik Stampe. Syv år efter arvede hun baroniet Nysø ved Præstø Fjord. Hun måtte selv tage sig af gods og have. Fru Stampe åbnede huset for datidens kunstnere, forfattere og forskere. Her kom Grundtvig, H.C. Andersen, Marstrand m.m. Thorvaldsen kunne heller ikke sige nej til invitation. Fru Stampe blev en slags ”moder” for ham. Hun ryddede op i hans m.m. Familien tog med ham til Rom i 1841. Den 24. marts 1844 spiste han sammen med andre kendte hos Fru Stampe. Han ville i Det Kongelige Teater. Han havde godt nok ondt i benet. En halv time efter fandt man ham død på sin plads. Fru Stampe levede 24 år mere. Hun var en stærk, varm og frodig dame.

 

Christine Stampe født 1797, død 1868. Datter af præst Jean Marc Dalgas og Maria Franciska Dalgas. Christine gift 1820 med Henrik Stampe, han død 1876. Hun død på Nysø, begge gravlagt i Præstø.

 

Fru Stampe, eller baronesse Stampe, blev født i Fredericia 20. april 1797 og fik i dåben navnene Christine Marguérite Salome Dalgas. Hendes fader var reformert præst, især for de franske emigranter i Fredericia, og i præstehjemmet var sproget fransk. Præstens hustru var tysk, og der var også fra hjemmet tråde til England.

 

Christines barndom faldt før skoleloven af 1814, det skel i dansk kultur, som vi stadig må nævne. Hun voksede op med fransk og tysk. Undervisning i dansk fik hun ikke. Hendes senere danske sprog er ikke meget mærket af tysk og fransk, men som hun skrev det, virker det lidt hjemmelavet, og hun stavede ikke godt. Alligevel er det hendes skrevne erindringer, der har sikret hende en plads i dansk hukommelse.

 

Allerede da hun var 15 år gammel, stod hun uden forældre, og hun kom til sine brødre i Italien. De var handelsmænd, den ene i Livorno, den anden i Napoli, og de var levende unge mænd, der ikke bare havde penge i hovedet. Deres hjem var åbne, og mange danske italiensfareren mødtes hos dem. Igen var Christine Dalgas havnet i en meget levende verden. Hun var selv overmåde levende, hun lærte en masse, ganske vist stadig ikke at skrive dansk, men noget nær alt muligt andet. og hun blev interesseret i kunst.

 

Hun tegnede og malede selv, ikke noget banebrydende, men kønne små ting, og på den tid måtte en kunstinteresseret dansker i Italien naturligvis sværme for Thorvaldsen. I 1820, da hun var 23 år gammel, blev hun gift. I sin broders hjem i Napoli havde hun mødt den tre år yngre baron Henrik Stampe. Han var et elskværdigt menneske, desværre lidt smågal, men på den venligste måde.

 

Syv år efter deres ægteskab arvede han baroniet Nysø ved Præstø Fjord, og de blev herregårdsfolk, særdeles velhavende. Hun måtte næsten straks tage sig af hus og gods, for hendes mand kunne ikke passe noget som helst.

Mandens galskaber var ikke raserianfald, bare noget flygtigt i hovedet, og sære indfald. Han dyrkede sin sundhed, og han var ”fodsporter”. Da han engang ville til Rom, gik han derned og tilbage, sammen med sin

tjener.

 

En gang, da resten af familien kørte i hestevogn fra Nysø til København, løb han turen og kom først, fordi de andre måtte have et hvil i Køge. En sommermorgen med herlig frisk brise stillede han sig for åbent vindue nøgen op i vindueskarmen og dyrkede åndedrætsøvelser. Et par piger, der arbejdede i haven, kom til at le højt, og det blev han stødt over. Ellers var han altid stille og venlig og lod konen styre hus og det hele, næppe klar over, at der var noget at styre, og at det blev gjort særdeles godt af den med årene mere og mere håndfaste, myndige dame.

 

Der var liv i hende. Hun var vokset op i et vågent hjem i Fredericia, hun havde boet i lige så vågne hjem i Italien, og nu fulgte hun den mode, der var kendt i den nogenlunde civiliserede del af Europa, her i landet på enkelte herregårde, hos Karen Margrethe Rahbek i Bakkehuset, og hos salonværtinden Friederike Brun på Sophienholm ved Bagsværd Sø: Fru Stampe åbnede huset for tidens kunstnere, forfattere og forskere.

 

Grundtvig kom ind i kredsen i 1821, da han var i Præstø. Faste eller jævnlige gæster var kunsthistorikeren Niels L. Høyen, filosoffen Frederik C. Sibbern, fysikeren H.C. Ørsted, maleren Wilhelm Marstrand, arkitekten Gottlieb Bindesbøll, og af digtere Ingemann, Oehlenschläger og H.C. Andersen, så det ses, at de kom fra alle kanter af kunst og videnskab.

Det er blevet sagt, at samlingsstedet på Nysø mindede mere om Friederike Bruns på Sophienholm end om Fru Rahbeks i Bakkehuset. Både ja og nej.

 

I Bakkehuset var Fru Rahbek og hendes mand Knud Lyne på lige fod med digterne og hvem der ellers kom i huset. På Sophienholm, og på de herregårde, der holdt salon eller var interesserede i prominente åndfulde besøg, var der et trin mellem værter og gæster.

 

Ikke så det føltes grelt eller trykkende, men det var der: en overklasse tog imod. Vel var Fru Stampes hus en herregård, og økonomien ikke noget problem, men hendes form over gæsteriet var alligevel Bakkehuset nærmest, selv om allerede forskellen i husenes placering – Bakkehuset lige uden for København, hendes næsten elleve mil sydpå fra hovedstaden (ca. 80 km), så gæsterne kunne ikke bare drysse ind henad aften, som i Bakkehuset – selv om den forskel også måtte diktere en forskel i gæsteriet.

 

Men der var lige så hyggeligt på Nysø, intet med at nu lod herskabet sig underholde. Tonen mellem hende og gæsterne var helt afslappet. Gæsterne overnattede jo i reglen, til tider dage eller uger, og de kunne passe sig selv, der blev kørt ture, de gik i vandet (havbad var så småt ved at komme på mode), der var hyggelige frokost- og te- og middagsborde, aftnerne var der en vis familiær hygge over, det hændte at der var små fester, for eksempel familiens eller gæsternes fødselsdage, og Fru Stampe var en god værtinde, der især ikke plagede sine gæster med at spille krukket intellektuel.

 

Det var miljøet, som Thorvaldsen så gled ind i. Fru Stampe havde som ung oplevet Bertel Thorvaldsen i Rom og var blevet betaget. Det var hun ikke

alene om. Men i 1837 skrev Nysø-vennen Niels Høyen sit opråb om penge til Thorvaldsens museum, og Fru Stampe støttede ham ivrigt. Thorvaldsen havde testamenteret sine egne værker og sine store samlinger af kunst til byen København, hvis man fandt eller byggede et rimeligt værdigt hus, som det hele kunne være i.

 

Året efter kom Thorvaldsen hjem og blev modtaget med overvældende henrykkelse. Han fik bolig på Charlottenborg, men samtidig blev han erobret af det københavnske selskabsliv. Thorvaldsen kunne være

stejl, når det drejede sig om hans arbejde og om forretninger, han kunne fare op, hvis nogen for næsen af ham købte et maleri eller en tegning, som han gerne ville eje, men ellers var han godmodig og blid, og af

natur henrivende doven.

 

Nu lod han sig invitere, fordi han ikke kunne tage sig sammen til at sige nej, uagtet det kedede ham over alle grænser. Tiden gik, dag efter dag, med at stupide mennesker plagede livet af ham. Hos andre, som der var mere mening i at gæste, kom han selvfølgelig også, det hele var bare

én ødelæggende pærevælling.

 

Men familien Stampe havde også en københavnsk vinterbolig i Kronprinsessegade. Nu slog Fru Stampe en klo i Thorvaldsen. Hendes første tanke var nok at sikre ham for det lille kunstnerhof på Nysø. Men hun var en praktisk dame, vant til at ordne og styre. Hun så, at den ugifte Thorvaldsen manglede sans for at skabe sig et hyggeligt hjem på Charlottenborg, og hun bed sig fast i ham.

 

Hun hjalp ham med at få hjemmet i orden, eller vist mere rigtigt: hun ordnede det. I 1839 lykkedes det at få ham ned til Nysø i ret lang tid, men han måtte tilbage til hovedstaden, og familien Stampe drog også ind for vintersæsonen.

 

1840 noterede komponisten Christoph Weyse det skønne sted i

et brev af 13. marts, om at han havde været til middag hos sin gode ven, admiral Peter Wulff, og dér kom selvfølgelig også “Madam Klatt og Kiempe-Elefanten”. Spøgen ligger i, at det år fremviste cirkusdamen Madam C.F. Klatt en indisk elefant for københavnerne. Vi forstår, at den københavnske borgerlige verden lidt misundeligt morede sig over at se Fru Stampe trække rundt med den skikkelige Thorvaldsen.

 

Men både Thorvaldsen og dansk kunst stod og står i dyb gæld til Fru Stampe. Thorvaldsen havde svært ved at komme i gang med arbejdet, efter at han havde forladt sit atelier og sine vante arbejdsvilkår i Rom. Det var en af grundene til at han bare lod alt ske omkring sig. Fru Stampe var interesseret i kunst, og i hans kunst, og hun var ærgerlig over at det store hyggelige geni gik rundt uden at lave noget. Hun fandt ud

af, at nu skulle der skabes kunst på Nysø.

 

Der blev lavet et atelier i hovedbygningen, og Thorvaldsen var ikke en krukket kunstner. Han kunne stadig præstere bare at sætte sig på gulvet og modellere, for at få lyset oven fra, og bruge modellérpinde, som

han selv havde lavet. Nu blev atelieret på Nysø rustet med det nødvendigste. Fru Stampe æltede selv ler og gik i gang med at modellere noget, som Thorvaldsen ikke kunne holde ud at se på, så han rettede det.

På den manér fik hun ham listet i arbejde.

 

Og så gik hun hårdt til ham: han skulle lave et selvportræt. Det havde han ikke lyst til. Hun blev ved. Der blev nu opført et atelier i haven – et grundmuret lysthus med ovenlys, så han kunne arbejde i fred, i hvert fald for andre end hende. Han kom virkelig i gang – med den kendte selvportrætstatue, der viser ham stående støttet til figuren af Håbets Gudinde. Den er skabt på Nysø.

 

Thorvaldsen modellerede jo sine ting i ler. Så kom “formerne” og lavede en form over leret, og i formen støbte de så figurerne og reliefferne i gips. Ved denne proces gik den originale lerfigur tabt, for leret blev

hentet ud af formen i klatter og klumper. Det ærgrede Fru Stampe, så hun tog igen selv fat og havde held til at hente smukke partier af leret noget nær uskadt ud af formene, hoveder for eksempel. Thorvaldsen

rettede lidt på dem, hvis de havde fået tryk eller mærker, og så lod hun ler fragmenterne tørre og brænde til terrakotta.

 

På den måde har vi fået en mængde små fine prøver på selve Thorvaldsens originale arbejde med leret. Af dem ses en del i Thorvaldsen-Samlingen på Nysø.

Thorvaldsen kom godt i gang, og på Nysø skabte han en lang række relieffer, men også andet, og hans Nysøperiode er én af hans frugtbare. Den minder om hans ungdom, for også på Nysø arbejdede han alene, uden staben af hjælpende unge mennesker, som i det store atelier i Rom. Og takket være baronesse Stampes erindringer har vi en række skriftlige billeder af mesteren i slåbrok.

 

Han stod gerne tidligt op og arbejdede, så han havde eftermiddagen og aftenen fri. De mange gæster var hyggelige, men oplæsning af egne værker var et af de ret faste punkter på programmet, og under det faldt

Thorvaldsen regelmæssigt i søvn. At han virkelig v a r kunstner ses allerede af den ene klare kendsgerning, at var der noget han ikke gad, så var det at diskutere kunst, for kunst var noget man lavede, ikke noget man sad og vrøvlede om til langt ud på aftenen.

 

Ved samværet på Nysø var det én af de hyggelige fornøjelser at drille Oehlenschläger lidt, for med hele sin troskyldigt retlinjede menneskelighed var han en smule naiv. Vi har i et glimt både den spøg og

Thorvaldsens lune. På én af de hyggelige aftner sad Grundtvig og filosoffen Henrik Steffens i en nok ganske saglig samtale, og så blandede Oehlenschläger sig i samtalen.

 

Thorvaldsen lagde sin hånd på hans arm og sagde bare: “Næ hør, ved du nu hvad! Når fornuftige folk taler, skal du sandelig tie stille! “Når Thorvaldsen ikke gad diskutere kunst, var Fru Stampe enig med ham. Han skulle ikke snakke, han skulle modellere. I timevis læste hun højt for ham, mens han arbejdede, og forholdet imellem dem blev hjerteligt.

 

Hun var uden tvivl i tidens smukkeste platoniske stil forelsket i ham, men forholdets karakter tegnes af det pudsige, at skønt han var sytten år ældre end hun, kaldte han hende “gamle Mutter”, og hun kaldte ham “den store Dreng”. Bortset fra fødselsattesterne har det også passet, for mens livet tidligt havde gjort hende moden, og hærdet til at ordne både sine egne og andres affærer, blev han, som så mange gode kunstnere, aldrig voksen.

 

Problemer var ikke hans sag. Når der på Nysø hen under aften var diskussion om, hvad man skulle lave, ville Thorvaldsen altid bare spille lotteri, ikke dristigt om penge, men som underholdning, noget i retning af at spille om pebernødder. Det var familiespillet “Gnav”, han holdt af.

Det krævede ikke spekulationer, man sad bare sammen og havde det hyggeligt.

 

I 1841 rejste familien Stampe med Thorvaldsen til Rom. Dernede skulle hans hjem og atelier ryddes, og alt, værker og det hele sendes hjem. De rejste i Nysøs rejsevogn med fire heste, og det blev et triumftog.

På hele turen holdt Thorvaldsen pudsigt nok Fru Stampe stramt til at skrive dagbog, så det er hendes (og hans) skyld, at vi ved god besked.

 

I alle byer blev Thorvaldsen modtaget som en fyrste, skibene på Rhinen sejlede forbi hans hotel med flag og salutskud, ingen kunstner af i dag vil opleve, hvad en kunstner var i første halvdel af 1800-tallet, i

romantikkens Europa.

 

Rejsen tog tid. I Rom skulle Thorvaldsen som sagt ordne hjemsendelse og opbrud. Under hele rejsen passede Fru Stampe ham som en søn. Hjemme igen kom alt i de vante baner. Thorvaldsen boede i København og på Nysø. Fru Stampe tog sig utrætteligt af ham. Men hun havde en rival.

 

Kunsthistorikeren Just Mathias Thiele havde også taget sig af Thorvaldsen, og han var hadefuldt skinsyg på Fru Stampe – så meget, at i sit værk om Thorvaldsens liv nævner han ikke, at Fru Stampe var med på den lange rejse til Rom. Ret skal være ret. Det var Thiele, der reddede Den Kongelige Kobberstiksamling, men det er en anden historie. Og det er hans fortjeneste, at da han kom til Rom, støvede han Thorvaldsens hus rundt (Thorvaldsen var i Danmark).

 

Thiele så, at det flød med tegninger og breve og noter, og i kælderen fandt han en tønde fyldt med Thorvaldsens gamle papirer. Alt det reddede han, og det er noget nær de vigtigste og eneste dokumenter til vor viden om ikke mindst den unge Thorvaldsens liv. Thiele skrev om Thorvaldsen og ventede kunstnerens taknemmelighed, men skriveri og gamle breve interesserede ikke mesteren.

 

Dyrkelsen af det store geni nåede ret hysteriske højder. Thorvaldsens kammertjener C.F. Wilckens og Fru Stampe kom i slagsmål om hans hår. Tjeneren opdagede, at mesterens hårbørste blev renset af ukendte hænder. Fru Stampe pillede de hvide lokker af børsten. Wilckens mente, at han som mesterens livtjener havde første ret, så han appellerede den vigtige sag til sin herre.

 

Thorvaldsen rystede på hovedet: “Samler I nu også på mit hår? Ja kan det interessere Dem, så værsgo!” – Der kendes en del medaljoner fra tiden,

med en “Lok af Thorvaldsens hår”. Man vil forstå, at de lokker er ikke alle klippet af mesterens hoved, en del er bare pillet af hans redekam. Han må have fældet kraftigt.

 

Efter Thorvaldsens død 1844 sloges Fru Stampe og Thiele om hans slangeformede guldring. Men mens det med fuld ret må siges, at Thiele har reddet store værdifulde samlinger af Thorvaldsens tegninger og papirer, var det Fru Stampe, der reddede Thorvaldsen.

 

Hun gav ham lidt i retning af et hjem – noget han egentlig aldrig før havde kendt. Hun var hans trofaste støtte, for han selv var næsten alt af denne verden helt igennem upraktisk. måske ikke lige i alt det der drejede sig om hans kunst, men ellers var han så nogenlunde åndsfraværende.

 

Sin sidste aften 24. marts 1844, spiste Thorvaldsen til middag hos Fru Stampe i København. Hun hentede ham på Charlottenborg, og de kom ret tidligt til det Stampe ‘ske hus Han var i godt humør, men han fik en lur på sofaen.

 

Både Oehlenschläger og H.C. Andersen var der til middag. Alt gik muntert, og Fru Stampe var som sædvanlig en god værtinde. Der var tale om at gå i teatret, men Oehlenschläger ville alligevel ikke, fordi det var blevet for koldt og glat. Thorvaldsen gik alene, og Fru Stampe var lidt urolig, for det var som sagt glat, og han havde lidt kludder med sine ben.

 

En halv time senere kom digteren H.P. Holst og fortalte alvorligt at Thorvaldsen havde fået ondt og var bragt hjem. Det var en skånsom måde at sige på, at Thorvaldsen var død, i sin stol i Det Kongelige Teater. Fru Stampe skyndte sig til Charlottenborg. Der var intet at gøre. For hende var det et frygteligt slag. Hun skriver: “Jeg saa ham hver Dag, til han blev begravet, og aldrig har man vel set et så skjønt og ærværdigt et Lig.” – Så skriver hun videre: “Paa Fingeren havde han en Ring, der tilhørte mig, han bar den kun for at give den Værdi for en Anden, jeg vilde give den. Jeg nænnede ikke at tage den af Fingeren, og vilde, at den skulde begraves med ham.

 

Dog Thiele lod den tage af hans Finger. “Fru Stampe levede endnu i 24 år, men det store kapitel i hendes liv var slut. Kun fem år varede det, fra

1839 til 1844, men i de år var hun med hele sin trofasthed og energi Thorvaldsens elskede Mutter.

 

Og så skrev hun sine erindringer, eller noter, der blev skrevet om til noget lidt mere sammenhængende, men aldrig sat helt i stil af hende selv. Hun skrev ikke om hele sit liv, kun om årene med Thorvaldsen i København og Nysø. Hun skriver praktisk og levner ikke Thiele ære for to skilling.

 

Heldigvis blev noterne aldrig sat i litterær form. De ejer hele hendes djærve friskhed, og partiske eller ikke, så tegner de levende de oplevelsesmættede dage, på Nysø især, men også i København. Papirerne var længe ukendte, men så dukkede de op. Barnebarnet Rigmor Stampe Bendix fik dem af lensbaron Holger Stampe-Charisius.

 

Hun har udgivet dem, og hun har lempet retskrivningen en smule,

fordi den nok i sin originale form kunne være morsom, og sproghistorisk værdifuld, men den ville distrahere en del læsere. Fru Stampes fyrige stil er ellers urørt.

 

Albert Repholtz – kunsthistorisk forfatter, udsendte i 1911 værket “Thorvaldsen og Nysø”. Rigmor Stampe Bendixs udgave af papirerne, “Baronesse Stampes Erindringer om Thorvaldsen”, kom i 1912. I de to værker er et kapitel i dansk ånds- og kunsthistorie bevaret, et væsentligt bidrag til vor viden om Thorvaldsen, men ikke mindst Fru Stampes prægtige selvportræt.

 

Ud af erindringerne lyser hun selv, som én af vore ikke talrige gode erindringsskrivere, en stærk dame, men også varm og frodig, et usædvanligt menneske.

 

Christine Stampe døde 5. maj 1868, 71 år gammel. Hendes mand lensbaron Henrik Stampe døde otte år senere 11. juni 1876, 81 år gammel.

 

De er begravet ved Præstø Kirke

 

 

Kilde:

 

https://www.kvinfo.dk/side/170/bio/1610/?fbclid=IwAR01X0biL_WL88n1aWxxbZqCxmSLvtpAbblmhmlyY0A

USqmwpQVa264X0nA