Artikler
August 19, 2018
Er Genforeningen – det rette ord?
Fortæller man skolebørnene den rigtige historie? ”Indlemmet” eller ”forenet” er vel mere rigtig. Slesvig har ikke været i det danske kongerige siden 1200. Nu skulle Mellemslesvig fordanskes. Dat var ”nationalpolitisk galskab”. Kun tre mand forstod problematikken om Slesvig-Holsten og Danmark. På få år blev tilnærmelse forvandlet til fjendskab. Det er en historie fuld af myter. Vi viser eksempler på fordrejninger. Grænsen blev aftalt i 811. Men der var nogle i landsdelen inden år 200, da Danerne kom. Fortyskning kan skyldes mange ting. Knud Lavard var den første hertug. Det var et fromt valgløfte med Ribebrevet. Slesvig er et mangfoldigt område. Kunne en fornuftig politik i 1848 have forhindret to blodige krige? Det var en tikkende bombe. De ”historiske” rettigheder måtte opgives. Var valget 1920 retfærdigt? Kongen var hertug af Holsten helt frem til 1973.
Indlemmet eller forenet er vel mere rigtig
Er det som skolebørnene lære i skolen det rigtige? Lad os prøve at kigge på Genforeningen. Den opfattelse, at Danmark i 1920 generhvervede dele af ”det tabte land” fra 1864, er ethvert barn opflasket med. Landet over er det også indmejslet i så mange en sten.
Hvis man strøg ”gen” og nøjedes med ”foreningen” ville det passe. Man kunne også bruge ordet ”indlemmet”.
Slesvig har ikke været i det danske kongerige siden 1200
Slesvig havde reelt ikke indgået i det danske kongerige siden 1200-tallet. Forestillingen om ”det tabte land” skyldtes en nationalistisk forestilling om, at Slesvig burde høre uddelt til Danmark.
Siden 1720 havde den danske konge også været hele Slesvigs hertug og havde respekteret landets særlige stilling.
Nu skulle Mellemslesvig gøres dansk
Men med den besindige Christian den Ottende ’ s død i 1848 lod kongemagten i skikkelse af den ret uduelige Frederik den Syvende sig rende over ende af de nationalliberale, hvis kup i 1848 udløste borgerkrigen.
Nu skulle Slesvig absolut gøres dansk. I 1850erne forsøgte de med tvang at styrke dansk i Mellemslesvig, hvilket hos menigmand skabte tyskheden.
Nationalpolitisk galskab
Nationalister mobiliserede på en forestilling om ”historisk ret” til et landområde. De kaster typisk deres brutale kærlighed på områder, hvor de selv er i mindretal.
Det dansknationale krav på Slesvig udløste krigen mod Slesvig – Holstenerne 1848 – 1850 og danskernes krig mod Prøjsen og Østrig i 1864. Dette førte til ”Tabet”. De danske nationalister var – imod egen forhåbning – ikke i stand til at slå to europæiske stormagter.
Den nationalpolitiske galskab er i grunden meget morsomt fremstillet i Herman Bangs ”Tine”.
Kun tre mand forstod problematikken om Slesvig Holsten og Danmark
Nu er det vel også lige sin sag at holde styr på Sønderjyllands historie for en skoleelev. Men man kan vel holde sig inden for sandheden. En lang række myter, forvirring og antipartier har lagt sig som en dyne over denne del af vores historie.
Set med stormagternes øjne er det nok mest udtrykt ved den engelske politiker, Lord Palmerstone. På et spørgsmål fra dronning Victoria om hvad det egentlig var for noget med Slesvig – Holsten og Danmark skulle denne have svaret, at der kun var tre personer, der forstod problematikken.
Den første var dronningens prinsgemal, Albert. Men han var død. Den anden var en tysk professor. Han var imidlertid blevet sindssyg. Endelig var det Lord Palmerstone selv. Men han havde rent faktisk glemt det.
På få år blev tilnærmelse forvandlet til fjendskab
Slesvig er blevet så cementeret en del af den nationale historieopfattelse, at Holsten er gledet helt i baggrunden. Holstenerne var splittede i deres orientering mod både nord og syd. Mange løsninger var fremme for at få styr på problematikken, men alt gik som bekendt galt.
På få år var fredelig sameksistens om en udbredt overbevisning om stedse større tilnærmelse mellem naboerne afløst af et indædt fjendskab.
En historie fuld af myter
Historien om Slesvig – Holsten er som al anden historie fuld af myter. Det handler om en langvarig politisk kamp mellem to nationalistiske bevægelser. Myterne bruges og vedligeholdes i de stridende partiers politiske partiers propaganda. Men myter farver historien og fordrejer kendsgerningerne.
Eksempel på myter og fordrejninger
Grænser aftales i 811
Ja sådan gengives historien, men er det sandt? Man skulle tro, at Slesvig altid havde været en del af Danmark, når man benævner det ”Historiens gry”. Grænsen ved Ejderen aftales mellem Karl den Store og Hemming i år 811.
Der var nogle der, inden år 200
Danevirkes første voldestammer fra omkring 650. Danerne og deres ”mark” optræder først efter år 500 i de skriftlige kilder. Og Danerne selv indvandrede tidligst omkring år 200. Slesvig har dog været beboet længe før. Men det behøver nu ikke kun at have været dansk!
Fortyskning kan skyldes mange ting
”Fortyskning af betydelige dele af Slesvig” forstås som en ondsindet plan. Det er noget i retning af at stjæle dansk land. Men som vi har været inde på så kan fortyskning skyldes mange ting. Ikke alle ting, kan man lægge tyskerne til last.
Fortyskningen tog i den grad til fra 1864 – 1920 under preussisk styre. Og så var det jo også lige opkøb af ejendomme af Vogelgesang.
Knud Lavard var den første hertug
Siden slutningen af det 11. århundrede begyndte danske konger at indsætte slægtninge som grænsejarler i den sydlige del af Jylland. En af disse var Knud Lavard. Han udnyttede sin situation og erobrede dele af det nuværende Holsten fra Venderne. Derefter blev han udnævnt til hertug i dette tyske område. Denne titel antog han også for Slesvig. Med andre ord Knud Lavard var den første hertug, der både havde et tysk og et dansk len.
Et fromt valgløfte
Slesvigs nationale stilling blev ganske broget, fordi Slesvig flere gange blev delt mellem kongens slægtninge. Ganske broget blev det i 1460, da Christian den Første efter Hertug Abels død i 1460 gerne ville vælges til hertug af Slesvig og greve af Holsten. For at blive valgt af det Slesvig – Holstenske ridderskab lovede Christian den Første i Riberbrevet at Slesvig og Holsten skulle være ”ewich tosamende ungedelt”.
Ja det betød dengang, at selv om Slesvig godt nok var et dansk len, så skulle det i al fremtid være knyttet til Holsten og ligestillet med det tyske Holsten. Men se dette valgløfte har vi skrevet en hel artikel om.
Slesvig – et mangfoldigt område
I den omtalte henvisning nævner vi ”Saksisk indvandring” og ”forfejlet dansk politik” som årsag til ”Fortyskning”. Nu er Slesvig et blandet område med indvandring både syd og nord fra. Slesvig fik lov til at udvikle sig til et multikulturel samfund, hvor befolkningen både talte frisisk, højtysk, plattysk, rigsdansk og synnejysk. Men denne sproglige udvikling kan vel ikke betegnes som forfejlet?
”En røvet datter – dybt begrædt”
At ”Prøjsen røvede med støtte fra Østrig i 1864, Slesvig. Myten kendes i en mere poetisk form ”en røvet datter, dybt begrædt”.
Men dette som man vil belære danske skolebørn, at krigene i 1848 og 1864 var tyske forsøg på at røve Slesvig fra Danmark er en kæmpe misforståelse.
Danmark ville ”indlemme eller røve” både i 1848 og 1864
Begge krige startede med, at kongeriget Danmark forsøgte at ”indlemme eller røve” Slesvig uden på noget tidspunkt at spørge slesvigerne via en fredelig folkeafstemning, hvad de foretrak.
I 1848 foreslog den provisoriske regering for hertugdømmerne en sådan afstemning. Og i 1864 foreslog Preussen og Østrig ved forhandlingsbordene i London en afstemning i Nordslesvig. Men Danmarks konge og regering afviste disse tilbud og valgte at føre krig for at annektere hele Slesvig.
Kunne en fornuftig politik i 1848 have forhindret to krige?
Måske kunne en mere fornuftig politik i 1848 have sparet os for to krige. Man kunne have fået en selvstændig stat, Slesvig – Holsten med egen forfatning. I områderne i Nordslesvig kunne der være fortaget en afstemning, hvor befolkningen kunne være kommet hjem til Danmark. Måske kunne det have holdt Prøjsen og Østrig helt tilbage.
En tikkende bombe
Med løftet om fri forfatning får man i den danske regering slået Ejderpolitikken fast som det bærende princip.
Helstatskonstruktionen var blevet akilleshælen. Frederik den Syvende ville ikke – underlagt opinionen som han var – være med til deling. Med hans død opstod der en helt ny situation.
I København opstod der næsten eufori efter sejr i den første krig. Men krigen havde ikke løst problemet. Situationen var en tikkende bombe. En ny krig syntes uundgåelig.
Undergangsangst
Nu var de ledende danske politikere ikke krigsliderlig. Men man forberedte sig heller ikke på en kommende krig med nye våben. Den politiske uenighed var stor, kongens indflydelse var betragtelig og den nationalliberale presse pustede til ilden.
Der var stærke nationalliberalistiske strømninger hos vore sydlige naboer. De europæiske stormagter havde også deres dagsordner. Men krigen i 1864 var selvforskyldt takket være inkompetente nationalliberale politikere.
Allerede efter tabet af Norge opstod der en undergangsangst i Danmark. Den blev forstærket efter 1864. Hvad skulle Danmark nu gøre for at overleve?
Den dansk-tyske helstat revet fra hinanden
Tusinder faldt, drømmen om Danmark til Ejderen brast. Staten blev en nationalstat. Den dansk – tyske helstat blev revet fra hinanden af nationalisme, liberalisme og radikalisme. Men vi skulle først igennem to blodige krige.
Historien handler er ikke kun formet af store ideologiske strømninger, men også af tilfældigheder, uheld og enkeltpersoners handlinger, der til sammen skabte netop den skæbne, som vi i dag kender som danmarkshistorien og den selvopfattelse, vi kender danskheden. Men derfor bliver også nød til at fortælle skoleeleverne sandheden.
Kongen ville ind i det tyske forbund
I dag kender mange til Christian den Niendes planer om Danmarks indtræden i det tyske forbund. Men den danske regering havde planer om en skandinavisk stat, De svensk – danske konger havde planer om at blive danske konger. I årene omkring 1864 var der revolutionære planer.
Det var barsk, at være sønderjyde under prøjsisk styre. Alt skulle fortyskes. Men Danmark gjorde som allerede skrevet det samme med fordanskning.
Fortæller man skolebørnene det rigtige?
Nu var det jo ikke selvsagt, at Nordslesvig bare kunne forenes med Danmark i 1920. Det var langt fra en selvfølge, som man fortæller skolebørnene. De danske konger havde gennem århundreder behandlet Slesvig som et separat hertugdømme med egen forfatning, statsforvaltning og lovgivning.
Disse var for længst blevet et selvstændigt folk. Derfor kan det heller ikke være tale om en genforening. Den danske lovgivning fra 1920 omtaler det derfor helt korrekt som en ”indlemmelse”.
De ”historiske” rettigheder måtte opgives
Efter nederlaget i 1864 erkendte et flertal af nationalister i Slesvig og Danmark, at en afstemning baseret på princippet om folkenes selvbestemmelse ville være at foretrække. Kravene baseret på ”historiske” rettigheder måtte opgives.
Var valget retfærdigt?
Fra dansk side var man meget skuffet over, at Det Tyske Mindretal var ret længe om at anerkende grænsen i 1920, men de glemte lige at sætte sig ind i, hvorfor man forholdt sig kritisk.
Man mente, at den for ensidigt fulgte Den nordslesvigske Vælgerforenings ønsker. Alle andre gruppers og organisationers, dansk- såvel som tysksindedes ønsker blev tilsidesat. Der var forskellige principper for afstemninger i Nordslesvig og i Mellemslesvig. I Nordslesvig skulle der stemmes i en samlet blok. I Mellemslesvig skulle der derimod stemmes kommunevis.
Det blev sikkert med fordel for danske interesser og gik som forudseeligt. Højer, Tønder, Tinglev, Aabenraa og Sønderborg blev indlemmet i Danmark trods tysk flertal. Hvis det havde været kommune-afstemning så var i hvert fald Højer, Tønder og Tinglev blevet indlemmet.
Ja og egentlig var de grupper, der mente, at der skulle være et valg til et selvstændigt Slesvig eller Slesvig – Holsten afskåret fra at give deres mening til kende.
Men nu var det vel rimligt, at de dansksindede i Nordslesvig fik lov til at blive indlemmet, og at de tysksindede fik lov til at blive indlemmet i Tyskland.
Danmark går altid ind for ”frie skoler”
Allerede den 6. marts 1919 havde den danske regering i Versailles ret sejrssikkert fremsat følgende erklæring:
Mindretal ”ikke så betydelig” at det skader Danmark
H.P. Hanssen skitserede en sindelagsgrænse som tog økonomisk og geografisk hensyn, men sindelagsgrænsen skulle sikre det hensyn:
– at der bag denne grænse ville være et tysk mindretal, men ikke så betydeligt, at det kunne true Danmark.
Og det er især sproget man har kørt på, og brugt som våben i den nationale kamp i Sønderjylland og Slesvig.
Man talte dansk med hunden
Sproget i rokokotiden, dvs. midt i 1700-tallet var i højere kredse ikke mindst ved hoffet i København hovedsagelig tysk og fransk. Man sagde om den danske adelsmand, at han talte fransk med konen, tysk med tjenestefolkene og dansk med hunden.
Frem mod de nationale modsætninger i midten af 1800-tallet lå der et tysk og dansk kancelli i København, som folk kunne opsøge, alt efter hvilket sprog, de ønskede at blive betjent på.
Dansk var et tabersprog
Tysk var blevet det fine sprog, dansk et tabersprog. Dansk blev opfattet som bondsk. I begyndelsen af 1800-tallet forsøgte man fra dansk side, at forbedre det danske sprogs stilling gennem et kongeligt reskript, hvori det hedder:
Dansk blev forbudt
Tysk indførtes som administrations – og retssprog i hele Slesvig, og fra 1888 blev dansk forbudt som skolesprog – undtagen i religionsundervisningen, der på landet godt måtte foregå på dansk. Samtidig blev danske privatskoler og dansk privat- og hjemmeundervisning forbudt.
Som en protest mod denne ensidige tyske sprogpolitik opstod der bl.a. i 1880 ”Foreningen til det danske Sprogs bevarelse i Nordslesvig.
Situationen vendte efter 1945
Ja denne sprogkamp fik så en modsat tendens fra 1945 til 1955. Da gik det ud over Det Tyske Mindretal. Men se det er en anden historie.
Forening eller indlemmelse
Vi fik hermed forklaret, at det ikke hedder genforening men forening eller indlemmelse.
Hertug af Holsten helt til 1973
Til og med Frederik den Niende var den danske konge hertug af Holsten – og det var først i 1973, at Holsten forsvandt af vores rigsvåben.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: Hvis du vil vide mere om emnet, så se her på www.dengang.dk
August 15, 2018
Ribes Militær og Borgervæbning (6)
Ribe har skam også sin krigshistorie. I 1657 måtte borgerne aflevere deres våben. En masse våben blev sendt til København til reparation. Man stod æresvagt ved kongebesøg. Ved markedsdage holdt man vagt. Dem med hang til druk, kunne ikke bruges. Så skulle man bruge en landmilits, med Ribe var lidt langsom i vendingen. Amtsskriveren måtte kaldes hjem. Ingen ville huse obersten med følge. Det var ret dyrt for Ribe at indkvartere alle disse tropper. På et tidspunkt kunne byen ikke betale sin skat. Og så tog soldaterne selv for sig. Da man skulle hverve soldater opstod der håndgemæng. En ung mand var allerede taget til tolden.
Ribe har sin krigshistorie
Ribe har sandelig også sin krigshistorie. Ja det er måske ikke de store krigeriske bedrifter at fortælle men alligevel. Man havde skam både en regulær Borgervæbning og en regulær hær. Begge grupper satte deres præg.
Våben afleveret i 1657
Fra Christian den Fjerdes tid blev det befalet at holde bevæbnet vagt mod sørøvere. Allerede i 1601 har der været en Borgervagt i Ribe. Under de følgende krige var Ribe – borgere under kommando. I 1643 blev der også bygget et vagthus på Torvet.
Der blev nu aldrig tale om et forsvar af byen. Heller ikke da svenskerne i 1658 besatte byen, havde borgerne lejlighed til at vise deres mod. De blev skam mønstret i 1657, men ganske givet, så har man nok fået at vide, at våbnene skulle afleveres.
En del våben sendt til København
Alligevel har man ment, at en bevæbning af borgerne ville være nyttig, for få år efter krigen havde byen igen anskaffet sig våben. De blev opbevaret på Rådhuset.
Hvad blanke våben angik, så ejede byen i 1667 i hvert fald otte slagsværd, som Hans Bøssemager rengjorde og ”opfeigede”. I 1672 foretog Carsten Bøssemager et lignende arbejde. Antallet af skydevåben som byen ejede var heller ikke helt ringe. I 1687 lod Kancelliråd Worm en del af dem sende til reparation i København. Måske var det, fordi den lokale bøssemager ikke kunne overkomme arbejdet.
Men alligevel kan det ses, at det til tider har været op mod 60 flintebøsser til reparation med defekte låse.
Æressalut
Da Prins Georg i juni 1668 rejste gennem byen for at gå i en båd, der skulle føre ham til det på reden ventende skib, mødte borgerskabet under gevær. Til ære for Prinsen blev der affyret en æressalut.
I 1679 da kong Christian den Femte mandag efter påske drog gennem byen var alt borgerskabet igen under gevær. Dette betød at der den dag ikke kunne holdes Ting.
Ikke med hang til drukkenskab
Borgervæbningen fik dog en meget ansvarlig opgave til markedsdagene. I 1681 havde to Borgerkaptajner, Francke og Willum Knudsen, hver en underofficer og 8 – 10 mand på deres vagthold. Disse folk var speciel udtaget blandt dem:
De skulle arrestere gemene folk:
Et våbendygtigt mandskab i år 1709
Med året 1700 drog der atter krig ind over landet. Fra den 11. juni begyndte Borgerskabet at holde udvidet vagt, hvilket de fortsatte med til 1. september.
I 1709 bestod det våbendygtige mandskab af 202 mand. De havde tilsammen 122 bøsser, 159 kårder, 6 Partisaner og 6 Piker. Men hele 40 af dem havde slet ingen våben. Der blev ansat en kaptajn, (byfoged L.M. Fries), 2 løjtnanter, 1 fændrik, 3 sergenter, 3 korporaler og 1 tambur.
En rykker fra amtmanden
Dette skete, fordi regeringen i november måned det pågældende år havde udsendt en forordning angående Landeværn. Men åbenbart kom man ikke rigtig i gang. I marts blev der modtaget en påmindelse fra stiftamtmanden.
Byfogeden skulle samle borgerskabet efter de lister, Magistraten havde opsat, tillige med bønderne fra Tved og Tangbyen. De skulle møde på Torvet til eftersyn af våbnene. En gang ugentlig skulle der ekserceres med dem på en bekvem plads uden for Nørre- eller Sønderport.
Han havde ”eksercits som videnskab”
Nu tog Byfoged Laurits Mortensen Friis fat. Der var kun ansat tre sergenter, men da der var fire fjerdinger, foreslog han, at parykmager Habakuk Kock udnævntes som den fjerde, især:
Desuden skulle Michael Svendsen ansættes som fjerde korporal.
Told-og Konsumtionsbetjente var nok opført på listerne og skulle have gevær udleveret og holde sig parate. Men de skulle være fritaget for vagt og eksercits. Der var også nogen afgang i listerne, idet nogle var bortrejst eller for gamle til tjeneste. Og så var det også lige Johannes Petersen Orluf som absolut måtte udgå, da ingen ville være sammen med ham på grund af hans bestilling som ”Hestesnider”
En del svende og drenge var blevet opført på listerne, men dem mente kaptajnen ikke at have brug for. Stiftamtmanden var dog af en anden mening. De skulle netop være til stede for at lære eksercitsen at kende.
Det blev dyrt for Bremmer
Den 14. juli 1712 drog Frederik den Fjerde gennem byen. Selvfølgelig mødte Borgervæbningen på Torvet med fuld bevæbning for at gøre kongen den skyldige opvartning.
I enhver armé findes der oprører, og det gjorde det også i Ribes borgerskab. Han hed Petter Jansen Bremmer. Trods tilsigelse mødte han ikke sammen med de andre kongetro mænd.
Der blev sendt en ”Gefreiter” og to mænd efter ham. Han nægtede rent ud at komme.
Da kongen nu var ankommet og havde passeret forbi fronten, blev Borgervagten fordelt til de forskellige poster. Nu begav Bremmers sergent, den brave bagermester Poul Sørensen sig til den genstridige soldat, men uden held.
Hvad der egentlig havde stukket manden er ikke godt at vide. Men senere gik han selv til borgervæbningen og afleverede 2 mark som en slags bøde, men dem sendte den vagthavende borgerløjtnant retur.
Da Bremer foruden alt dette også havde nægtet at sende sine heste og vogn til kongens tjeneste, blev det ham selvfølgelig en dyr fornøjelse.
Indkvartering var frygtelig dyrt
I 1722 lod borgerkaptajn R.M. Neumann nogle af borgerne tiltale, fordi de havde forsømt deres vagt under sidste marked. Men ellers var det nu temmelig roligt hele perioden ud.
Det samme kan ikke just siges om soldater – eller rytterindkvarteringen. Det var jo lige som en slags skat, der var pålagt byen. Det begyndte med et kompagni ryttere, der i 1661 under oberstløjtnant Wasenberg holdt sit indtog i byen. Alene oberstløjtnanten kostede byen 200 Rigsdaler årligt.
Desuden måtte borgmester Jesper Hansen i disse år afstå sin eng ”Korseng”. Den lå nemlig meget bekvemt for rytterne at have deres heste gående på. Og det blev ikke ved et enkelt kompagni.
I 1675 ankom major Mogens Kruse med sin stab og sit livkompagni foruden ritmester Rantzaus kompagni for at logere i Ribe. Ganske vist blev hver afdeling sjældent længe på stedet.
Oberst med følge skulle have særforplejning
Men det var nu ikke det værste. For hvert kompagni mødte med sine fordringer og vaner. Og så var det ikke soldaterne alene, der skulle indkvarteres. Hver chef medbragte sin hele husstand og officerer, underofficerer og menige soldater, deres koner og børn.
I 1677 mødte således oberst Numphius med kusk, to tjenere og ti heste, hvortil kom oberstinden med tre døtre, en kammerpige, en tjener og fire heste. Sikke en indkvartering at få.
I 1683 kom der hundrede mand fra oberst Frands Svanvedels regiment. Året efter to kompagnier af oberst Elleborgs regiment, hvoraf to andre kompagnier lå i Tønder. Og sådan gik det år efter år.
Rytterne skulle bespises af kvarterværterne, der da foruden to rigsdaler om måneden modtog yderligere en rigsdaler af byen.
Amtsskriveren måtte kaldes hjem
Fra 1684 havde man en rådslagning om, hvorledes man kunne gøre indkvarteringen mere effektiv. Ritmester Kruse skulle have 6 Rigsdaler månedlig. Men der var masser af andre udgifter. Hestene havde deres engstykke. Men byen måtte yderligere leje to enge for en sum af 33 Rigsdaler.
Det var ikke en ringe byrde for Ribe. Dertil kom også udskrivning af bådfolk til flåden. I 1686 måtte man under hals og hoved hjemkalde amtsskriveren Jens Christensen fra København, da der var kommet besked om, at der om ca. 14 dage kom to regimenter rytteri til Ribe, nemlig obersterne Svanvedels og Hurchids regimenter.
Ingen turde at huse obersten
I september samme år ankom tre kompagnier af oberst Stücks for at blive indkvarteret i selve byen. Der var imidlertid ingen borger, der turde at huse obersten med frue, børn, tjenestefolk og heste. Man mente heller ikke det ville være nogen fornøjelse for obersten. Man stillede derfor et ledigt hus til rådighed for ham med senge og en del husgeråd. Men obersten forlangte yderligere lys og brændsel.
Det var man ganske vist ikke vant til, men man gik dog ind på yderligere at stille 6 Rigsdaler månedlig til rådighed herfor ”i Haab om god Justits” Byen tænkte, at når man var gode ved befalingsmændene, så ville de sørge for god ro og orden blandt deres mandskab.
Urostiftere skulle arresteres
Nu var det nemlig ikke altid, at disse soldater opførte sig eksemplarisk. En rytter fra det Bibouske regiment ødelagde i et anfald af raseri selve Tingporten. Og nogle af hans kollegaer stødte et helt plankeværk i åen. Man måtte leje Hans Fyn til at bjerge stumperne.
Stor ståhej var der i 1684 i selve domkirken, hvor en række ryttere overfaldt tolderen, ritmester Husmans tjenere. Ritmesteren klagede til overrentemesteren. Oberst Svanvedel fik fra regeringen ordre til at urostifterne skulle arresteres.
Derefter skulle de stilles for en krigsret. Det var selvfølgelig ikke helt let at opretholde disciplin blandt soldaterne, når de lå spredt i småkvarterer rundt om i byen. Og det hjalp ikke med at opslå ”plakater” med at soldaterne skulle være i deres kvarterer efter tappenstreg.
Man sendte militæret i forbindelse med manglende skat
Militæret spillede i det hele taget en stor rolle i Ribes liv i disse tider. Det var ikke nok med, at disse forskellige afdelinger blev beordret i kvarter i byen, men rytterne blev brugt efter fransk forbillede ligefrem som straffemiddel, når byen ikke betalte sine skatter på rette tid.
I Ribes kæmnerregnskaber findes, bavnlig fra 1660erne hyppige spor af disse ”Dragonader”. I sådanne tilfælde var det ofte en koporal og to eller tre ryttere, der en skønne dag mødte frem med ordre til at
De levede fuldt ud på byens bekostning, indtil skatten blev betalt. Der meddeles også, at brandskatten for 1664 ikke blev inddrevet af byens embedsmænd men af kvartermesteren ved Wassebergs Kompagni.
Man troede at det lykkedes at blive fri
I 1687 var man efterhånden blevet godt og grundig træt af den evige indkvartering. Man sendte derfor et andragende til kongen om fritagelse. Andragendet blev overrakt til stiftamtmand von Speckhan.
Det lykkedes virkelig også et par år efter at blive fri for soldaterne. Nu begyndte man så at rydde op efter soldaterne. Skilderhuse, der havde stået ved Korsbrødregård og andre steder, hvor de højere officerer havde boet, blev nu kørt til Rådhuset og opbragt der.
Men ak, glæden over at være blevet militæret kvit, varede dog kun kort. Allerede året efter fik man to kompagnier fra det Lambdorfske Regiment i indkvartering under oberstløjtnant Schorn og kaptajn Geisler. Og så kom de atter i en løbende strøm.
Kongen ville have militær nær grænsen
Ansøgninger om fritagelse eller om en halvering mødte som oftest døve ører hos regeringen. I 1693 lykkedes det dog at få prakket tre kompagnier af Jyske Regiment over til Fredericia. Men Magistraten måtte dog aflevere brød til tropperne for 6 – 7 dage.
De var tilbage i Ribe i 1695. Da man nu ville sende dem til Varde og Ringkøbing svarede Landmilitiens Kommissariat, at dette absolut ikke lod sig gøre, da kongen ønskede at have tropperne så nær som muligt ved grænsen og ikke tillod, at de lagdes så lang ind i landet.
En del af året 1696 var man fri for indkvarteringen. En musketer fra kaptajn van Ostens Kompagni, der om vinteren i mørket var faldet i åen og druknet blev, da han blev fundet i foråret begravet på byens regning.
Ribe kunne ikke betale skat
Det var hårde år for byen. Købmændene led store tab ved deres oksehandel. Nu kunne mange af officererne indkvarteres i de tomme huse i byen. Men alligevel var indkvartering en meget dyr post for byen.
Under den store nordiske krig skiftede indkvarteringen mellem alle tre våbenarter. Byen klagede sig ynkeligt. De undlod at betale de ordinære skatter. Regeringen rykkede hele tiden. Rentekammeret udtalte, at man ikke havde forventet sådan en langsommelighed fra byens side.
Soldater tog selv for sig
Endelig i oktober og november 1700 blev de garnisonerede kompagnier af jyske nationale regimenter til hest forlagt til Fredericia og Haderslev.
Det syntes som om, at disse ryttere havde været særlig slemme i deres opførsel. Talrige klager over dem var indløbet. De var åbenbart ikke tilfreds med den forplejning, som de fik. De tog selv for sig af de varer, der kom ind ad byportene.
Håndgemæng
I 1701 beordrede Frederik den Fjerde Landregimenterne oprettet. Oberst Eichstedt fik kommandoen over det, der blev oprettet i Riberhus Amt. En række underofficerer, der skulle tage sig af mandskabets eksercits blev indkvarteret i Ribe.
Hvervningen til hæren foregik stadig efter gamle principper og kunne undertiden være hårdhændet nok. I 1710 førte den til en dramatisk hændelse, der fik et mærkeligt efterspil for et par personer.
Andreas Harkrouch, der for en tid var i Toldvæsnets tjeneste mødte en skønne dag op i Biskop Muus’ residens sammen med nogle bønder for at befri en karl, som biskoppens søn, fændrik Ulrick Frederik Muus havde hvervet som soldat.
Harkrouch påstod, at karlen var antaget af tolder Enholm i toldvæsnets tjeneste, men Muus ville ikke udlevere ham. Under håndgemænget kom byfogdens søn, søkadet Rasmus Lauridsen Friis, fændrikken til hjælp. Harkrouch blev såret af deres kårder.
Pesten ramte ikke rigtig Ribe
Pesten ramte ikke rigtig Ribe i 1711. Men man var også yderst forsigtig. Der var på den tid indkvarteret artilleri i byen. I 1712 udbrød der en sygdom ud blandt artilleristerne, som man frygtede var pest. Men det blev ved skrækken.
Da man hørte om pest i holstenske byer, spærrede man øjeblikkelig af for Ribe. Man oprettede militære vagthold i portene og rytterposteringer ved Stampemøllen og Hundegades Blegeplads.
Fra Brigarder Donops Regiment blev der fremskudt en rytterpostering mellem Kolding og Ribe for at forhindre, at folk uden sundhedspas slap over grænsen.
Indkvarterings – skat
Efter krigens afslutning synes Ribe i en årrække at have været fri for indkvartering, for man betalte en skat:
Men fra 1733 har den atter denne byrde, hvortil den fik tilsvarende pengehjælp fra Varde, Ringkøbing, Holstebro og Lemvig.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: På www.dengang.dk kan du finde følgende artikler om Ribe:
August 14, 2018
Er Amagerbønderne slet ikke fra Holland?
Skal historien skrives om. En amatørhistoriker fra Holland mener, at indvandrerne på Amager er fra Flandern. En avis mener, at Amager har været offer for sprog – misforståelser. Dengang.dk har undersøgt sagen. Hvor mon historiker fra 1596 har sine oplysninger fra? De fremmede var måske ikke så populære i begyndelsen. De fik nogle gode rettigheder, som de bibeholdt i mange hundrede år. En anden historiker nævnte i 1799, at hollænderne var gode til ålefiskeri. Også kirken minder om en nordhollandsk kirke. Også i Nordholland dyrkede de grøntsager måske ikke så udbredt som i Flandern. De skulle ellers være blevet udvist, men de blev. Deres navne er blevet undersøgt. De stammer fra det nordlige Holland. Og som det sidste, så er sproget blevet undersøgt. Foreløbig tyder dette også på det nordlige Holland. Mon ikke, at de på Amager kan ånde lettet op. De behøver hvis ikke, at skrive historien om.
Skal historien skrives om?
Der bor stadig masser af efterkommere herude på Amager, som er helt sikker på, at deres forfædre er fra det nordlige Holland. Her finder man endnu en masse hollandske navne. Ja det går også igen i gadenavnene herude på Amager. Men måske beror det hele på en misforstået sprogtolkning. Men skal hele Amagers historie nu skrives om?
”Den Gamle Redaktør” har kigget på, hvad der er op og ned i dette. For egentlig er det ikke så meget nyt i det. Vi har jo altid kendt til, hvor Christian den Andens kone, elskerinde og ”svigermor” stammede fra. Og så er der en hollænder, der mener noget andet. Meget trækker i en retning, men lige så meget, hvis ikke mere peger i den nuværende retning. Hold lige tungen lige i denne gennemgang.
De dyrkede grøntsager i Flandern
I det stadig bevarede privilegiebrev om det modelsamfund, som Christian den Anden omtalte, nævnes indvandrerne som ”hollændere”. Det ligger også fast at St. Magleby omtales som ”Hollænderbyen”. Her ligger Hollændervej og Hollænderhallen.
Gennem hele historien har vi hørt om hollandske bønder fra egnen nord for Amsterdam. Men lige dette tyder på at være forkert. Kongens bønder blev nok hentet fra det vi i dag kalder Belgien.
På det tidspunkt var der ingen grøntsagsdyrkning eller mejeribrug I Waterland i det nordlige Holland. Det var herfra, som man mente, at bønderne kom fra.
Lidt længere syd på i Flandern var der landbrug præget af grøntsagsdyrkning og det købstadstyre, som Christian den Anden var interesseret i.
En hollandsk amatørhistoriker
En hollandsk amatørhistoriker, Willy van Hoof med speciale i gartneriets og landbrugets udvikling gennem tiderne har kigget nærmere på denne hollandske indvandring. Han har skrevet en bog:
Forfatteren er overbevist om, at i hvert fald de fleste af ”Kongens Bønder” er blevet hentet i Flandern i den sydlige del af Nederlandene. De er blevet udskibet i Nieuwpoort.
Dengang var Danmark en stormagt
Dengang, Christian den Anden var konge fra 1513 – 1523, var Danmark en stormagt. Kongen var en energisk hersker og en af forbillederne var Nederlandene, der omfattede det meste af det nuværende Belgien og Holland.
Han kendte området godt. Både hans hustru, dronning Elisabeth, hans elskerinde Dyveke og rådgiver, Mor Sigbrit, kom derfra. Ja og Dyveke var ”Mor Sigbrit’ s datter.
Efter Dyvekes død i 1517 synes forholdet til Sigbrit endnu tættere. Og det var som om, at hendes magt var tiltagende.
Christian den Anden’ s arkiv er fundet
Vi ved, at Christian den Anden havde været på en længere rejse i Flandern kort forinden at bønderne kom hertil. Der findes åbenbart ingen dokumenter i Holland om udvandringen.
Da Christian den Anden flygtede, tog han sit arkiv med sig. Det blev fundet i Tyskland og findes nu under ”Münchenarkivet” på Rigsarkivet. Men her er der ikke fundet nogle afgørende beviser.
En belgisk arkivar, har fundet nogle dokumenter i Nieuwpoort fra 1879 og 1881, der beviser, at det var flamlændere der kom til Amager. Det er så ikke lykkedes for forfatteren til den nye bog, at finde frem til dem. Men hvordan er de beviser fundet? Og hvilke dokumenter er der tale om?
Det hedder egentlig ”Nederlandene”
Men det mest væsentlige argument er vel, at der i begyndelsen af 1500-tallet slet ikke blev drevet havebrug og gartneri i Waterland på grund af havets hyppige oversvømmelser.
Og dronningen var fra sin barndom i Mechelen vant til at spise grøntsager. Alle nederlændere talte samme sprog. Tøndeslagning fra hest er stadig en tradition på Amager og kendt fra alle egne af Nederlandene. Den specielle amagerdragt er heller ikke et særkende for den nordlige del af Amager.
I Danmark taler vi om Holland, selv om landet hedder Nederlandene. Men noget tyder på, at man skal til at genfinde de samme traditioner, som man har fra Waterland men nu også fra Flandern. Derfor behøver man ikke at afskrive de andre, som er godt indgroet på Amager. Men vi mangler stadig dokumentet, hvor det står, at de var fra Flandern.
Hvor har historikerne oplysningerne fra?
Men vi læste jo tidligere, at historikere meget tidligt mente, at bønderne var fra Waterlandene. Hvor han har den oplysning fra, vides ikke. Og hans antagelser støttes af navneforskeren, Geerte de Vries, der har kigget på Amager – registret, som er fundet i München- arkivet. Her findes en masse navne, og ifølge navneforskeren, så er disse afgjort i retning af West-Friesland.
Hvad gjorde man i begyndelsen?
I dag minder Noord-Holland meget om Amager. Dengang var der en mindre produktion af grøntsager, kvæg, får og høns. Mange ville måske gerne væk på grund af de talrige oversvømmelser. Måske er der kommet opfordringer til de nederlandske bønder i kirkerne, at den danske konge havde brug for dem. I midten af 1500-tallet havde omkring halvdelen af alle hollandske skibe, der passerede Øresund en skipper fra Waterland.
Det jord, som det netop lykkedes at holde fri for vand gav gode afgrøder. Netop som det skete på Amager. Og en anden ting var, at man i privilegiet gjorde meget ud af, hvilke fisk man måtte fange og hvilke kongen havde eneret på. De nederlandske bønder var vant til at fange fisk.
For at gøre forvirringen endnu større, kunne man måske antage at de nederlandske indvandrere kom fra hele West – Frisland.
Kongen startede allerede i 1515
Vi ved, at allerede i 1515 begyndte Christian den Anden at interessere sig for sagen. 24 familier med i alt 184 personer fra Nederlandene havde indfundet sig på øen, hidkaldt af kongen.
Nu kan det godt være, at der var flere personer. I den navneliste, der er fundet figurer 164 personnavne. Men se det var fortrinsvis mænd og sandsynligvis familieoverhoveder. Det må betyde, at det samlede, forventede antal immigranter må have været i størrelsesorden 700 – 800, hvis hver familie har været på 4 – 5 personer.
En nøgleperson i hvervningen
En nøgleperson i denne proces er den nederlandske embedsmand Popeius Occo, der tidligere havde arbejdet med Fuggerne. Fuggerne var et stort handelskompagni i det tysk – romerske kejserdømme. Pompeius Occo havde mange gode forbindelser til Nordeuropa. Disse brugte han til at komme i kontakt med nederlandske bønder.
Denne person var også vært for kongen, da han var på besøg hernede. Mon ikke man skal have fat i Pompeius Occos regnskaber for helt nøjagtigt at fastslå, hvor rekrutteringen af Amagers bønder fandt sted.
Der findes i München-samlingen et pergamentomslag, hvor det er tydeligt, at denne Occo har været involveret i, at disse bønder er kommet til Amager omkring årsskiftet 1520-1521.
Således er der et notat fra januar 1521, hvor der anføres at Mor Sigbrit via en anvisning har betalt fem skippere 271 gylden.
De fremmede ikke så populære hos de danske bønder
Egentlig traf man den beslutning at de nederlandske bønder skulle beholde deres besiddelser i Store Magleby og på Saltholm. Resten blev i de danske bønders fæste. Man leverede både grøntsager og mejeriprodukter til kongen og København.
De fik ved deres ankomst anvist hele Store Magleby og overtog de eksisterende gårde kvit og frit. Måske var de ikke helt så populære. Nu var det jo sådan, at de danske fæstebønder måtte forlade deres gårde.
Måske var de nye beboere blevet lagt på had efter at kongen måtte drage i landflygtighed. I 1523. Men de forstod dog, at omdanne Amager til en stor køkkenhave.
De dyrkede hvidkål, kørvel, roer, løg, gulerødder, salat, spinat, selleri, persille, pastinak, timian, skalotter og kartofler, blev der senere sagt
Desuden drev de kvægavl og opdrættede fjerkræ.
Omtalt i 1596
Hollænderbyen er selvfølgelig omtalt i diverse publikationer, men forfatternes viden er nok lidt unuanceret. Historikeren Arild Huitfeldt behandler emnet i 1596:
Var det allerede kommet et mindre antal af bønder til Amager i 1516?
Opmærksom på detaljer i 1747
Da forfatteren Erich Pontoppidan kommer ind på samme emne i 1747 gør han os opmærksom på nogle vigtige detaljer:
Thurah peger på ålefiskeri i 1758
Thurah beretter i 1758 i sin beskrivelse af Amager og Saltholm, at amagerbøndernes flittighed havde bragt mange af dem rigdom og velstand. Men mens Thurau omtaler dem rosende, så fælder Rasmus Nyerup i sin Københavns Beskrivelse omkring år 1900 en meget hård dom over dem.
Han påviser, at det stadig var alvor med Amager som Københavns køkkenhave, idet den langt overvejende masse af grønkål, rødkål, hvidkål og rødder, som blev indført gennem Københavns porte, kom gennem Amagerporten.
I 1758 fremhæver Laurids de Thurah ligefrem, at ålefiskeriet skulle have lagt grunden til hollændernes rigdom:
Kritik af kvaliteten i 1799
Men om denne levering, udtaler Nyerup, støttende sig til citater af professor Olufsen i ”Økonomiske Annaler” for 1799, at det stod jammerligt til med Amager – økonomien. Deres behandling af mælk, smør og havesager var højest mangelfuld og urenlig. Olufsen siger bl.a.:
De slap for skat mod at svare en årlig afgift til kongen, og de skulle heller ikke yde hoveri eller pligtkørsel. Deres frihed strakte sig også til total selvstyre efter flamsk forbillede. Dette omfattede såvel det rent lokale og interne som de retslige og kirkelige forhold. Store Magleby blev således indtil 1822 styret af en schout – det hollandske ord for foged.
I kirken blev der prædiket og sunget på hollandsk indtil 1811.
Da de nye beboere ankom fik de også rettigheder til at fange vilde fugle samt ålefiskeri, som vi har hørt.
Tjenestefolk gik også i farverige gevandter
I det 17. århundrede sagde man, at tjenestefolkene også gik i farverige gevandter. Efterhånden blev det også almindelig at nederlænderne og danskerne giftede sig med hinanden. Ja da det skete første gang i 1759 blev brylluppet overværet af mange ”standspersoner” fra byen.
Jo hoffet var da også før i tiden taget herud til tøndeslagning.
Ingen spor af den hollandske bosætningsperiode
Bygningerne fra den hollandske bosætningsperiode eksisterer ikke mere. Under svenskerkrigene i 1658 afbrændtes Store Magleby totalt. Alligevel oplever man den gamle kompakte gårdmandsstruktur tydeligt. Efter to brande i begyndelsen af 1800-tallet blev de mange gårde atter engang udryddet. De fleste blev genopbygget i landsbyen, men flere blev flyttet ud på markerne, som blev udskiftet i 1808.
Et besøg hos en hollandsk bonde
Den nederlandske dominans på øen blev efterhånden afmattet i årenes løb. Det gjaldt også for sproget. I J.G. Kohls bog: Reisen in Dänemark fra 1846 kan man læse om forfatterens besøg hos en bonde i Store Magleby.
Forfatteren kom i snak med en sønnedatter, der naturligvis talte dansk. Men hun viste forfatteren en lang strimmel papir, på hvilken bedstefaderen havde skrevet nederlandske gloser med dansk oversættelse.
I den forbindelse fortalte den gamle bonde, at hans far havde givet ham bank, når han som dreng havde blandet danske ord i den nederlandske tale derhjemme. Senere havde han som mand tit været i skænderi med sin søn, fordi denne ville tale dansk med ham. Han måtte dog give efter for sønnen. Nu måtte han i sin alderdom snakke godt for sit barnebarn for at hun skulle lære et par nederlandske glosser, han havde skrevet op på et stykke papir til hende.
En tydelig kirke fra det nordlige Holland
Store Magleby Kirke omtales allerede i 1370. Dermed er det amagers næstældste kirke. Der har dog ganske givet allerede i 1200-tallet, her på Amagers højeste punkt, 8 meter over havet ligget en kirke. Men bortset fra nogle gravminder og lidt inventar, er det dog ikke noget tilbage.
Det er ikke en almindelig landsbykirke, som vi møder her. Der er indskrifter på et særlig sprog. Det er de indvandrede flamske bønders privilegier, der gør sig gældende. De fik i 1521 overdraget kirken. Helt indtil 1937 var det således ”byen”, der ejede kirken.
Når vi nu taler om det flamske eller nordhollandske, så kan man vel også lige kigge på kirken. I 1611 gennemgik kirken en større ombygning og modellen var ganske tydelig en kirke i det nordlige Holland.
Da de kom havde de deres egen præst med. Men de importerede ikke præster fra Holland. Det var for at undgå den calvinistiske påvirkning af menigheden. Man hentede præsten fra Hollænderbyen i Holsten og Ditmarsken.
Utroligt at privilegierne kunne fastholdes
Utroligt at disse mennesker gennem århundrederne har kunnet fastholde deres særpræg, samfundsstruktur, navneskik, sprog, klædedragt, traditioner og skikke. Men det skete måske på grund af deres lukkethed.
Også utroligt at privilegierne gennem århundrede blev fornyet. Det omgivende samfund har åbenbart accepteret afsondretheden. Men bønderne i Tårnby Sogn fortsatte som fæstebønder under Kronen. Denne ulighed i livsvilkår har ikke været sjovt for nogle af parterne.
Egentlig skulle de være udvist
Det var oprindelig meningen, at alle 115 gårde på Amager skulle forlades af fæsterne og overlades til de tilrejsende. Men også her er kilderne ikke helt klare. Noget tyder på, at det kun blev de danske bønder i Magleby Søndre, der kom til at afgive og forlade deres fæstegårde.
Men efter at hovedpersonen måtte i landflygtighed, bestemtes der i en overenskomst mellem kong Frederik den Første og Rigsrådet, at hollænderne skulle have udstedt rejsepas og drage ud af landet, man senere blev dette ændret til, at de skulle have lov til at blive i Store Magleby Sogn på nogenlunde samme vilkår som hidtil.
1547: Bevis på deres rettigheder og pligter
Først i 1547 opnåede indvandrerne igen skriftlig bevis på deres rettigheder. Kong Christian den Tredje gav dem i et åbent brev ret til at bruge og beholde Store Magleby mod, at de svarede 300 mark i årlig afgift og forpligtede sig til at forsyne Københavns Slot med det nødvendige kvantum rødder og løg. Det var jo egentlig betydelige rettigheder, som de fik:
Hvad skulle de i begyndelsen?
Interessant er at Christian den Femte efter henvendelse fra danske amagere i 1688 også gav dem lov til at bruge den hollandske arveret, hvilket ellers først blev dansk lov i 1857.
Kongen ville sikkert have nogen til at vise de danske bønder, hvordan man fik mest ud af jorden. Men hvis det nu var fra Waterland de kom, hvorfor var det så lige dem, der blev udvalgt?
Det er først i 1547, vi får at vide, at det er grøntsager, at de skal levere til hoffet. Hvorfor var de egentlig kaldt til Danmark? Var det på grund af deres evne til at fange ål?
Det oprindelige privilegium findes kun som kladde, uden underskrift og dato.
De danske bønder skulle have været tilbage
Der findes dog et brev fra den 23. december 1523. Brevet er blevet udfærdiget som en del af forhandlingerne mellem rigsrådet og Christian den Andens statholder i København, Henrik Gøye om byens overgivelse til Frederik den Første. Det hedder i brevet, at de danske bønder som tidligere boede på Amager skal komme og få deres gårde tilbage. Og give dem samme landgilde.
De danske bønder i Tårnby Sogn fik i et kongeligt brev at vide, at de ikke ville blive fortrængt af hollænderne. Men disse fik lov til at blive i Store Magleby.
I 1579 fæstede 10 bønder i Store Magleby på byens vegne ladegården i Tårnby for 700 daler i indfæstningsafgift og 100 daler i årlig leje.
Sognepræsten i Tårnby klagede selvfølgelig. I 1588 fik han lov til at hente 3 pund (a 4 tønder) korn på ladegårdens loft. Han havde ikke fået tiende, siden ladegården blev bortforpagtet. Men nu varede forpagtningen med hollænderne ikke så længe
Christian den Andens skæbne
Hvad der senere overgik Christian den Andens skæbne, ja det kan du også læse her på siden. Der er mange myter om hans ophold på Sønderborg Slot. Sigbrit blev af adelen herhjemme tvunget til at vende tilbage til hjemlandet.
Sproget er fra det nordlige Holland
”Den Gamle Redaktør” her er ikke helt blevet overbevist om, at det var flamske bønder, der kom til Amager. Er stort kildemateriale kunne have ligget i Store Magleby, men det gik evt. til ved en stor brand i begyndelsen af 1800-tallet.
Ude fra Historisk Arkiv i Dragør oplyser de, at en forsker ved Aarhus Universitet er i gang med en undersøgelse af indvandrernes sprog. De foreløbige resultater tyder på, at oprindelseslandet var Holland, altså den provins i Nederlandene, der ligger nord og vest for Amsterdam.
I en publikation fra Museum Amager, der udkommer inden for et års tid, offentliggøres en del af dette arbejde.
Ja tidligere i artiklen hørte vi også at navnene stammer nord fra. Som vi også har påpeget, så kunne bønderne i denne region godt finde ud af at dyrke afgrøder der, hvor der ikke blev oversvømmet.
Så det hele ender nok med, at de ude på Amager ikke behøver at lave så meget om på deres historieskrivning.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: På www.dengang.dk kan du bl.a. læse 155 artikler fra København og Omegn herunder følgende artikler om Amager:
Hvis du vil vide mere: Om Christian den Andens skæbne:
August 11, 2018
I et skydeskur på Amager
7 mand blev kørt ud på dette øde sted. Det var natten mellem den 8. og 9. maj 1947. De var medlemmer af den berømte Brøndum (Peter) – Bande. De havde mindst 150 mord på deres samvittighed og skader for 100 millioner kroner. Tre medlemmer af banden slap med livsvarig fængsel. De ansvarlige – de uniformerede blev efter kort tid løsladt. Og den værste Horst Issel var endda beskyttet af CIA. Efter et par år i dansk fængsel blev han i 1957 sendt til USA. Kaj Munks morder sagde om Issel ”Hensynsløs, sadistisk og uden hæmninger”. Terror og mord over hele landet. Det var tyskernes svar på sabotage og modstandskamp. Men ofte blev dette udført af danskere. De vakte i den grad folks afsky.
Man hører syv skudsalver
De nærmeste hører syv skudsalver med en halv times mellemrum. Vi er ude på Amager ved militærdepotet på Magretheholmen. Et uhyggeligt og blodigt kapitel finder sin ende herude. Det er henrettelsen af Brøndum-banden. Tænk engang, at de syv, der var i tysk tjeneste stod for over 150 terrordrab. Og dette inden for de sidste to år. Var de blevet dømt to år senere, var de måske sluppet med livet i behold.
Sidste benådningsansøgning afvist
Det er en flot dag – den 8. maj. Sydøstlig vind og skyfri himmel. Temperaturen er hurtig over 20 grader. Sommeren i 1947 blev fantastisk. I Vestre Fængsel går livet sin vante gang. Her sidder mange fængslede og internerede fra besættelsestidens tid. Det er som om, at der findes en usikker neutralitet mellem dem og de almindelige kriminelle.
Specielt er det i dag. Den sidste benådningsansøgning er netop blevet afvist. Nu er det sikkert de syv medlemmer af Brøndumbanden skal henrettes i nat.
Den sidste rejse
Man havde fået indkørt rutinerne. Fængselsinspektøren havde meddelt afgørelsen og fangerne var nu indsat i enkeltceller. Nu blev en del af fængslets restriktioner ophævet. Nu havde hver især mulighed for at komme overens med sin samvittighed.
Nu måtte man også sige farvel til familien. Men det var nu ikke så lige til. Ingen af de syv familier måtte møde hinanden. Dette gav problemer ved ind- og udgange. Det hele skulle koordineres.
Personalet løste problemerne stille og rolig. Ingen havde egentlig så meget lyst til det. Opgaven skulle løses ordentlig.
Kort før midnat, var Brøndum-banden parat. De ventede nu på, at blive bagbundet og ført på deres sidste rejse.
På vej til skydeskuret
Kort efter midnat den 8. maj 1947 kører lastbiler med en halv times mellemrum gennem København til bestemmelsessted. Og det var på det militære område ved Christianshavn eller for at være mere nøjagtig Christiania.
Hvert af bandemedlemmerne bliver bevogtet af fem bevæbnede politibetjente. Og en hundefører. I andre biler fulgte maskinpistolbevæbnede betjente. Det var en hel kortege, der kørte gennem de afspærrede gader i København.
Kl. 0,15 kører den første lastbil gennem porten ved Magretheholmen. Den kører til militærdepotet ved den anden fæstningsgrav, ad en smal græsdækket jordvej, som adskiller Amagers indre og ydre voldgrav.
Her ved militærdepotet er der efterhånden masser af aktivitet. Det første eksekutionskommando var kommet. De står nu ved siden af ammunitionsbygningen. Et stykke presenning er spændt over vejen og skjuler derved kommandoen for henrettelsespladsen.
Klar og fyr
Den ansvarlige politikommandør læser dommen op for de 10 politifolk – otte betjente og to kriminalbetjente.
Efter oplæsning af dommen pointerer kommandøren, at henrettelsen foregår på vegne af det danske folk og under ordre. Efter en kort prøve går det stærkt.
Straks efter ankomst bliver den dødsdømte straks ført over i skydeskuret. Her bliver han bundet fast til bagvæggen og får trukket en hætte ned over hovedet. Det er embedslægen, der anbringer et hvidt sigtemærke over hjertet. Hvis den døddømte har ønsket det, træder præsten frem for at lyse den sidste velsignelse.
Natten er klar og det er ganske lunt. Mens præsten siger de sidste ord, træder eksekutionskommandoet frem og tager opstilling fem mener fra skydeskuret. Kommandøren giver to enkle ordre:
Der bliver skudt. Mens skuddene lyder i natten træder lægen frem og kontrollerer, at døden er indtruffet. Politikommandøren står klar med en pistol, hvis dette er nødvendigt. Et såkaldt nådeskud blev dog aldrig nødvendig i Danmark.
Klokken 4 er det slut
De døde bliver nu straks lagt i en kiste og ført til krematoriet. Imens bliver skydeskuret gjort rent med vand fra voldgraven. Med en halv times mellemrum gentager scenen sig til alle syv fra Brøndum-banden er skudt.
Klokken 4 om morgenenden 9. maj 1947 er det slut. Den største sag under besættelsen er over. Og disse personer har fået deres straf:
Mange danskere fra den tyske sikkerhedstjeneste
Dagen efter er der en kort notits, der meddeler at henrettelsen er foretaget. Man ønsker ikke unødig meget omtale af dødsstraffen. Derfor holdt man omtalen så diskret som muligt.
Blandt de i alt 30 personer, der blev henrettet på voldterrænet, var der mange danske medlemmer af den tyske sikkerhedstjeneste for modterror. En af disse var den 29 – årige Henning Brøndum. Han var dengang leder af en mindre gruppe.
Derfor hed det ”Peter – gruppen”
Modviljen mod tyskerne og deres håndlangere var åbenlys. Tyskerne mente, at de med modterror kunne skræmme danskerne væk fra at støtte modstandsbevægelsen. Derfor oprettede tyskerne sikkerhedspolititjenesten(SD). Det var en dansk – tysk specialgruppe, der egentlig fik navnet ”Peter gruppen. Det var efter den tyske leder, Otto Schwerdt, hvis dæknavn var ”Peter Schäfer”.
Denne blev senere afløst af SS-Hauptsturmführer Horst Issel, der virkede frem til besættelsen.
En af de første mord, som de begik, var mordet på digterpræsten Kaj Munk.
Flere blev rekrutteret
Flere blev allerede rekrutteret i foråret 1944. Fælles for de fleste var, at de havde været med i Frikorps Danmark eller Waffen SS. Brøndum fik ledelsen af en gruppe på ti mand. Og den første terrorhandling var sprængningen af lampefabrikken LYFA i Valby.
Mistænkte modstandsfolks – sympatisører blev anholdt og mishandlet. Ofte med døden til følge. Uskyldige civile plaffes ned i forbindelse med folkestrejkerne. Antallet af clearingsmord stiger. Ja det gjorde tilfældigheden i udpegning af ofre også.
Ramt af stikkerlikvidering
Også Brøndum-banden blev ramt af stikkerlikvidering. Det var tre stykker, der blev likvideret af medlemmer fra Holger Danske. Brøndum – banden svarer igen med markaber modterror, der trækker et blodigt spor af bombesprængninger og likvideringer til Jylland og Fyn.
Brøndum anholdt på Mørkøv Station
Nogle af de danske medlemmer forsøger at flygte til Tyskland, da det hele var slut. Her kunne de gemme sig. For nogle lykkedes det, for andre gjorde det ikke. Brøndum blev arresteret på Mørkøv Station med falske ID-papirer.
Terror og mord over hele landet
Sagen kom op i Københavns Byret i juli 1946. Statsadvokaten indledte sin procedure:
De vakte befolkningens afsky
Omfanget vakte efterhånden befolkningens afsky. Ved retsmøderne mødte folk op i stort tal for at se de anklagede. Skrækken fik ansigt. Henning Brøndum tiltaltes personligt for 35 drab og to drabsforsøg samt deltagelse i 52 bombesprængninger og et togattentat. Under afhøringerne gribes Brøndum flere gange i forsøg på at påtage sig skyld for mord, som andre medlemmer har begået. Han var ligeglad nærmest kynisk. Han vidste vel, hvad der ventede forude.
Han viste ingen fortrydelse for sine handlinger, hverken før eller efter retssagen. Højesteret dømte syv medlemmen til døden tilsammen har de vel 150 mennesker på samvittigheden.
Forpligtet af ed til føreren
Statsadvokat Alex Haslund spurgte:
Kaj Henning Bothildsen Nielsen svarede:
Statsadvokaten:
Bothildsen Nielsen svarede:
Dømt for 55 drab
Egentlig var der ti af Brøndum (Peter) – Gruppen, der var indstillet til dødsstraf. Men nu slap de tre af dem med livsvarrig fængsel.
Kaj Henning Bothildsen var 27 år, da han modtog sin dødsdom for 55 drab, 11 drabsforsøg, 84 sprængninger, seks togattentater og tre røverier.
Robert Lund var 21 år, da han fik en dødsdom for 16 drab eller medvirken til drab, fire drabsforsøg, 31 sprængninger og to togattentater.
Via Schalburgkorpset
Mens Kaj Henning Bothildsen Nielsen søgte at blive indrulleret i kampen for det tredje rige – men blev kasseret på grund af dårlige lunger – gik Robert Lund i nationalsocialistisk arbejdstjeneste. Han fortsatte i 1943 mod Waffen SS, men også han måtte lide den tort, at blive kasseret. Det var på grund af en uopdaget hjertefejl. I stedet blev Robert optaget i Schalburgkorpset, et korps, der i Danmark skulle hjælpe bekæmpelsesmagten til at bekæmpe modstandsbevægelsen. I oktober 1944 blev Robert overført til den værste terrorgruppe på dansk jord nogensinde Peter – gruppen. Her mødte han Karl Henning.
150 dræbte og skader for 150 millioner kr.
Det var lykkedes for Karl Henning i 1941 at blive sendt til SS-forskole i Sennheim i Sydtyskland. Hjemme i Aarhus havde han efterladt sin kone og to små børn. Men han fik ikke held med at blive sendt til østfronten.
Men i 1943 blev han optaget i Schalburgkorpset.
Ja det var jo ikke kun de cirka 150 mennesker de fik dræbt. Gruppen forvoldte skader for 100 millioner kroner.
”Sonderkommando Dânemark”
Det var Himmler, der havde udpeget lederen, Otto Schwerdt. Det havde fået det tyske navn ”Sonderkommando Dänemark. I Berlin havde man fået at vide, at gruppens arbejde hovedsagelig var mord og sabotage.
To gange gennemførte Peter – gruppen attentater mod passagertoget Jyllandsekspressen, i oktober 1944 og februar 1945. Resultatet var 20 dræbte og mange hårdt sårede.
En inderkreds af tyske officerer havde bestemt, at man skulle ramme, hvor danskerne kunne mærke det. Og det var i Tivoli, teatre, biografer og andre forlystelsessteder. Et yndet mål var også avis-pressen. Det gik ud over Fyens Stiftstidende, Demokraten i Aarhus, Vendsyssels Tidende m.m. Bomberne ramte også private forretninger, fabrikker og produktionsfirmaer, der ikke arbejdede for tyskerne.
Den 22. februar 1945 gennemførte gruppen et attentat mod Guldsmedegade i Aarhus, hvor en hel gade blev angrebet, 7 mand omkom.
På Odense Amts og Bys Sygehus blev fire unge lægekandidater dræbt med nakkeskud.
De uniformerede blev løsladt
Hvordan gik det lige for de hovedansvarlige for terroren i Danmark. Werner Best, den tyske rigsbefuldmægtigede – blev dømt ved højesteret i marts 1950. Han blev idømt 12 års fængsel. Politichef Pancke fik 20 års fængsel. Lederen af den tyske sikkerhedstjeneste, Bovensiepen blev fundet skyldig i terrordrabene og idømt livsvarigt fængsel.
Men ak. Best blev løsladt i august 1951 og i juni 1953 fulgte Pancke. Og Bovensieben blev løsladt sammen med de sidste tyske krigsforbrydere den 1. december 1953. Blandt disse var også Kaj Munks morder, Söhnlein.
Efter at have afsonet 4 år af de 24, som Otto Schwerdt, leder af den berygtede Peter – gruppe, blev denne frigivet i 1953. Han døde i 1975.
Horst Paul Issel på flugt
En af de værste fra gruppen Horst Paul Issel er det også en speciel historie om. Han havde fået den specielle opgave sammen med sin deltagelse i Peter – gruppen at oprette Varulve – grupper. Under Issels ledelse foretog Peter – gruppen 63 mord, 7 mordforsøg og 129 sprængninger. Tre af disse var foretaget mod tog. Ved sprængninger blev 29 dræbt og mere end 32 alvorlig sårede.
Det lykkedes Issel at komme fra København til Næstved. Han fik udleveret en uniform, der svarede til en rytters. En tysk oberstløjtnant Günther Toepke, som vi tidligere har mødt i vores artikler forsynede ham med falske ID-papirer og et dokument, hvor det stod, at hans soldaterbog var blevet væk.
Issel var ved at tage kapsel
Fra Næstved gik det videre til Kruså, hvor han blev stoppet af modstandsfolk. De opdagede ikke hans falske papirer. Mange eftersøgte tyske soldater i Danmark slap på denne måde ud af landet.
Issel forsøgte desperat at komme væk fra Tyskland. Han viste en af sine kammerater, Söhnlein – den cyankaliumkapsel, som han havde været ved at tage, da modstandsbevægelsen ved Kruså havde været ved at afsløre ham. Han havde haft kapslen i munden.
Denne Söhnlein var en, som Issel mødte under sin flugt. Og hvis du kan huske navnet, så var det ham, der myrdede Kaj Munk. Han var også gået uhindret over grænsen.
Hensynsløs, sadistisk og uden hæmninger
Senere fortalte Söhnlein om Issel:
Det lykkedes dog for Issel, at holde sig skjult indtil 1948. Og nu anmodede dansk politi at få ham udleveret. Men det tog sin tid, at få ham udleveret, og det havde sin årsag. Issel forsøgte sig med at hævde, at han slet ikke havde gjort tjeneste i Danmark. Men den 21. maj 1949 lykkedes det for to danske betjente at føre Issel fra Holstein til Roskilde.
CIA beskyttede Issel
De danske betjente opdagede nu, at Issel var blevet brugt som CIA – agent. Og åbenbart var man ifølge et dokument fra 16. juni 1945 klar over Issels engagement i Danmark. Han havde også fået et stort netværk, som nu CIA kunne gøre brug af. Men selv om Issel havde været eftersøgt, havde CIA ikke være videre behjælpelig.
Tværtimod så forsøgte amerikanerne at hindre, at danskerne tog ham med hjem. Men nu var det englænderne, der hjalp danskerne i dette tilfælde.
CIA gjorde også masser af indvendinger, da krigsforbryderen Issel var i dansk varetægt. Han erkendte sig ikke skyldig, idet han sagde, at han som officer bare havde udført en ordre.
Benådning – med CIA’ s hjælp?
Ved Byretten den 21. januar 1950 blev Issel dømt til døden. Han ankede og fik sin dom omstødt til 20 års fængsel i Landsretten. Han afsonede i Horsens Statsfængsel, men han blev benådet i 1953 med eller uden CIA’ s hjælp.
I hvert fald så oprettede CIA dette år en ny personalemappe på ham. Og i 1957 rejser han så til USA med eller uden CIA’ s hjælp. Han var igen en af de talrige uniformerede, der slap for videre tiltale.
Vi finder aldrig ud af om, CIA havde en finger med i spillet
Andre terror – grupper
Vi har tidligere beskæftiget os med tyske terrorgrupper her på siden, der var jo bl.a.
Disse grupper stod hovedsagelig for direkte efterforskning af modstandsbevægelsens. Af og til involverede de sig i tilfældige mord og terror. Men langt de fleste terrorhandlinger blev begået af Peter – gruppen.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: På www.dengang.dk er der 252 artikler om Besættelsestiden (før/under/efter) herunder:
August 9, 2018
Masser af politibetjente
Vi kigger på panserbassen fra 1870 – 1920. Det var om, at få fat i en hestedroske, når man havde langt hjem og anholdt en. Så var der også Tugt- rasp – og forbedringshusene. Og så var der optagelsesprøve. Eksercits var kedelig. Der var strenge uniformsregler. Der var en masse, der skulle tjekkes. Der var lige fra tyveri til dyremishandling. Og så var der en sørgelig dag med to selvmord. De unge betjente ”lærte” af de ældre. Det blev for meget for chefinspektøren. Så fik man kendskab til Dukkehjemmet. Og de havde fortjent det. Drikkevarerne var på husets regning. Korporlig slagsmål var en erhvervsrisiko. 10 gange med bambuskæp – han havde stjålet 10 tomme ølflasker. Så politiet transportmidler.
Få fat i en hestedroske
I 1879 var det samlede antal af politibetjente i København oppe på 347 mand. Fem år senere var man oppe på 390. i 1885 lykkedes det for politidirektør Crone at gennemføre endnu en forøgelse af styrken.
I 1874 oprettedes der poster på faste knudepunkter i byen. Det var her, hvor normal patruljering ikke ansås for at være tilstrækkelig. De seks oprindelig politikredse blev udvidet. Men herved øgedes afstanden fra yderområderne til kredsens politistationer betydelig.
Hvis det ikke lykkedes for betjenten at kapre en hestedroske, var han henvist til at transportere den anholdte til fods. Af praktiske grunde – for at betjentene ikke under publikums jublende bevågenhed skulle en genstridig, ofte beruset synder længere end højst nødvendig, etableredes der en række faste politivagter i de mest urolige kvarterer.
Mange små stationer
Allerede i 1872 oprettedes Fælledvejens Politistationen. På lille Vibenshus på Østerbro og bl.a. Korsgade og Stefansgade indrettedes der stationer. Det var i stueetagen i private ejendomme. Her var fire liggepladser med detentionslokaler. Når uromagerne gik amok kom stavene i brug. Så tog man støvlerne af dem og bandt hænder og fødder.
Staklen blev transporteret til arresten i hovedkvarteret på Nytorv, og så blev man anbragt i ”pipcellen”, hvor han kunne råbe og skrige, som det passede ham.
I 1883 havde alle vagter åbent i døgndrift. Omkring århundredeskiftet kom der tre nye politistationer. Syvende kreds var i Nordre Frihavnsgade nummer 9. Den blev oprettet i 1885. Den ottende kreds blev oprettet i 1902 med stationen i Lyngbygade, senere i Hillerødgade. Niende kreds med stationen på Mørke Alle 16 så dagens lys i 1906.
Station 5 flyttede i 1881 til Svendsgade, hvor man skal dele en ejendom sammen med brandvæsnet. Og i 1884 flyttede man længere ned ad Fælledvej.
Tugt-, Rasp- og Forbedringshus
Tugt-, Rasp- og Forbedringshuset ”Børnehuset” havde siden 1873 også fungeret som kvindefængsel. I 1889 kom der et nyt kvindefængsel, som blev bygget til det eksisterende arresthus på Nytorv. Otte år senere kom der igen en modernisering af forholdene.
Et nyt stort fængsel blev omsider taget i brug i 1895. Mange hjemvendte værnepligtige, bønderkarle og håndværkersvende stod i kø for at blive optaget i styrken. Den gang var ansættelsesproceduren enkel. Man skulle være mellem 22 og 40 år gammel. Man skulle være uden legemlige skavanker, kunne læse og skrive og så skulle man have et nogenlunde uplettet levned bag sig.
Optagelsesprøve
I 1890 blev seks aspiranter bedt om at sætte sig til bords. De fik alle udleveret et gult folieark, et penneskaft og en pen. Fra den høje pult dikterede 1. politiinspektør herefter med klar og tydelige røst fra en af straffelovens paragraffer. Den koncentrerede stilhed dirrede i lokalet. Pennene kradsede og smuttede.
Da skriftprøverne meddelte politiinspektøren efter en kort omgang, at ansøger et, to og tre ikke kunne antages. Den ene måtte vente en times tid. Så blev han fremstillet for selveste politidirektøren, der stillede ham nogle spørgsmål.
Så blev han igen sendt ud og måtte vente på politiinspektøren.
Efterfølgende var der undervisning et lokale i arrestbygningen to gange om ugen. Og det var politiinspektøren, der stod for undervisningen. Efter tre måneder forventede man, at de unge mennesker havde tilegnet sig den nødvendige kendskab til politiinstruksen, politivedtægten og helligdagsloven. Hvad der herefter var af mangler, skulle hver enkelt tilegne sig gennem dumheder og erfaringer.
Og så skulle man til eksercits
En lidt større plage for de nye folk var den militære eksercits, der eksempelvis for natholdets vedkommende praktiseredes tre – fire gange om måneden i Gothersgade Eksercerhus.
Den gamle politiinspektør var gammel dragonofficer. Han havde ringe erfaring i at kommandere med fodfolket. Det så også ud til, at de unge mennesker havde vidt forskellige baggrund i at eksercere. Det var heller ikke altid et skønt syn, at se betjentene forcere Rosenborg Eksercerplads i tungt og urent trav.
Også dengang foretrak man de ugifte. Betjentene forpligtedes til at have deres bopæl på politiets kaserne. Såfremt de blev gift, uden ledelsens samtykke blev de opsagt.
Strenge uniformsregler
Husleje samt udgifter til lys og varme trækkes i om måneden for en menig betjent – seks kroner om måneden. Otto kroner for en enlig overbetjent og fjorten kroner for en overbetjent med familie.
Lægehjælp, lægehjælp og eventuel sygehusophold var tjenestegoder. Der var strenge regler om, hvordan man skulle behandle og opbevare tøjet.
Sengen skulle være redt, intet måtte anbringes på sengen, og man måtte ikke ligge i sengen med fodtøj på. Af- og påklædning skulle foregå for nedrullede gardiner. Genboerne måtte ikke generes.
Latrintømmerne skulle også tjekkes
På patruljen skulle betjenten nøje følge den angivende rute med tilhørende gader og veje. Han måtte hverken gå for langsom eller for hurtigt. Han måtte ikke sætte sig eller stå stille med mindre opgaven krævede det. Han måtte ikke indlade sig i en samtale med nogen om noget, der ikke havde med tjenesten at gøre.
Enhver unødvendig berøring af civile borgere – hvor god hensigten end måtte være skal ubetinget undgås. Så måtte betjent på vagt hverken ryge tobak, bære stok eller paraply. Han måtte heller ikke ledsage en hund. Han måtte heller ikke gå ind på en beværtning.
Betjenten skulle være opmærksom på, at latrintønderne var forsvarligt påsatte under transporten. Gadedrengene skulle ikke rode og svine i rendestenene Man skulle sprede flokkene af drenge, der overalt i byen spiller top eller bols på torve og offentlige pladser.
Man skulle også se til, at tyre, der blev trækket gennem gaderne var passiviseret på en forsvarlig måde. Det havde i flere tilfælde vist sig, at ringen i tyrens næse har givet efter for presset.
Man lærte folk at kende
Ja og så var det jo også det endelige betleri, der også skyldes de strenge vintre. Så skulle der også kontrolleres de folk, der spillede i baggårdene. De skulle fremvise, om deres tilladelser var i orden.
Efterhånden kunne betjentene sætte ansigter på personer i bydelen. De dukkede op med tilsigelser eller bødeforlæg. Forældrene blev måske også krævet skolemulkt, hvis barnet pjækkede fra skole. Det kunne også være, at der var et forargeligt samliv mellem ugifte folk.
Travle betjente
Man fulgte også professionelle tigere, der drev illegal håndværk og gik fra dør til dør. Ja så var der også hasardklubber.
En hestevogn havde tabt sit hjul og måtte ikke køre videre. Latrinkusken Ole Nielsen spildte fra sin latrinvogn. Der var indløbet en klage fra officersskolen på Frederiksberg Slot.
Herfra lød også en klage, at en kvinde opførte sig upassende fra forlystelsesetablissementet Alleenberg. Hun råbte:
Hun måtte indrømme, at hun netop havde haft en halv times samleje med en nydelig herre for to kroner.
En enke finder til sin forfærdelse et dødt pigebarn på omkring et halv år i køkkenet. Et par dage efter lykkedes det at anholde moderen, der havde siddet i fængsel, men nu er løsladt uden logi. Da dødsårsagen ikke umiddelbart kunne konstateres blev sagen overgivet til birkedommeren.
Lige fra tyveri til dyremishandling
Så var det en hestevogn med mælkeflasker, der løb løbsk i Frederiksberg Have. En stor hund forulempede og snuppede hatten af børnene.
Snedkersvend Schede erkendte at leve i en forargeligt samliv med fruentimmeret Henriksen, som nu er i svangerskab igen, og med hvem han i forvejen har en 2-årig datter.
Tyverianmeldelserne udgjorde en tredjedel af rapporter, ja så var det også værtshusslagsmål, oftest var det problemer med afregningen. Ja så var der også lige tiggerproblemer med børnene.
Ni årige Niels Pfeiffer på ni år blev hver morgen af sine forældre sendt over til Frederiksberg Allé for at tigge i husene. En anden bettler på 11 år var stukket af hjemmefra. Hun overnattede i henstillede barnevogne.
En betjent får fat i en 11-årige, der var i besiddelse af tre to ører og to enører samt noget smørrebrød.
Så er det ildløs, anmeldelser om dyremishandling, hælerisager og barmermester Sass, der er dybt uenig med en lærling om dennes ekstrafortjeneste i jobbet.
Det var en sørgelig dag
Lørdag den 26. marts er en sørgelig dag, da en ældre drikfældig kone har hængt sig i en dør, mens en yngre mand har hængt sig i et dørgreb. Samme måned går værthusholder Veise amok, affyrer en række revolverskud og sårer flere personer. Han bliver svinebundet til en ”Meubelvogn” og trukket af seks personer. Han må transporteres til sygehuset, hvor doktor Heiberg erklærer ham for sindssyg.
Det drejede sig om en neger
Så opdager en smart opvarter i Kehlerts Have, Allegade 9 en tidligere kollega. Det Robert Donowan fra Vestindien. Hen var ikke blot blevet fyret. Han havde fået en bøde på 12 kroner og et politiforbud mod at vise sig i kvarteret igen. Opvarteren brølede ”Der er hen den slave”. En betjent bliver tilkaldt og denne skriver omhyggelig i sin rapport, at det drejer som om en ikke hvid person
De unge kunne ”lære” af de ældre
Jo de betjente lærer hele tiden noget, således den unge, den ældre betjent, der slukkede gadelyset, satte sig på en bænk ved Dosseringen og sagde, at ville vækkes om et par timer.
En anden garvet ordenshåndhæver, der fik sin søvn på Brohusmarken er praktisk nok til at have et vækkeur med. Det fungerede også godt, indtil hans ondskabsfulde kollega ændrede tidspunktet.
I Gartnergade var der også en fin stald, hvor man kunne hvile øjnene. I Gasværkshavnen kunne man søge tilflugt på en lille damper.
Nogle af betjentene fik aftaler med deres inspektører, så de slap for at blive efterset i sømmene. Der var efterhånden lidt for meget lemfældighed.
Det blev for meget for chefinspektøren
Da chefen for ordenspolitiet Th. Jensen i begyndelsen af 1880erne-mens han stadig kun var inspektionsbetjent – en aften træffer en glad og beruset betjent i selskab med bordelværtinde og med en toddy i hver hånd, udbryder han harmdirrende:
Straks efter sin udnævnelse til 1. politiinspektør indfører han i disciplinens navn et nyt – og nu civilt – korps af inspektionsbetjente. Deres eneste opgave var, at gribe styrkens menige folk i pligtforsømmelse eller småforseelser som at undlade at bære de hvide handsker eller forlade ruten for at gå ind i en butik for at købe en rulle skrå eller lignende.
Huset betaler
Begge dele blev takseret til bøder mellem tre og fem kroner. Således fortæller en yngre betjent i 1890erne, at en ældre kollega, Petersen også kaldet ”Drengen” pludselig standser op for en værthus ved Vognmagergade. Han beordrer novicen til at komme med indenfor.
Den unge forbereder sig til konfrontation med berusede ballademagere. Men inden da havde ”Drengen” gjort tegn til værtshusholderen, der straks har sat to bajere på bordet. Og sådan fortsætter det til mange andre værtshuse på turen. Jo den unge betjent lader sig også traktere af kaffepunch og andre drikkevarer selvfølgelig på husets regning.
Kendskabet til ”Dukkehjemmet”
Efter et par dage rundt på diverse værtshuse blev den unge politibetjent overladt til en ældre betjent, der blev kaldt Bølle-Jørgen. Det første den unge betjent blev spurgt om var:
Og det gjorde den unge selvfølgelig ikke. Det var en kælderbeværtning på hjørnet af Store – og Lille Brøndstræde. Det var en dyb kælderbeværtning, hvis stampersonale bestod af luder, alfonser og bondefangere.
Da Bølle-Jørgen kommer rejser de fleste sig op og hilser ærbødigt. Men dem der ikke rejste sig hurtig nok; De fik besøg af ham:
Han uddeler lige et par lussinger. Han beordrer sine unge kollega til at holde døren, og åbne for døren op til gaden. Efter tur tager han hver enkelt i hovedet. Så smed han dem ud på fortovet, hvor de lige skal ligge et stykke tis og sunde sig, inden de lusker væk igen.
De havde fortjent det
Den unge uerfaren kollega spurgte om gæsterne havde fortjent denne behandling. Bølle-Jørgen trak bare på skulderen og sagde bare, at det havde de altid. Han var ikke ligefrem elsket i bordelkvarteret. Alfonserne og bøller ved, hvor de har ham. De prostituerede accepterede hans retfærdige afgørelser, når han eksempelvis afsluttede de hyppige slagsmål blandt pigerne. Han ordnede det hele med et par lussinger i stedet for at skrive rapport.
Men ak en dag fornærmede Bølle-Jørgen en pæn ældre dame, der var gift med en jurist. Straks blev Bølle-Jørgen forflyttet til det yderste Nørrebro og skulle nu omgås Lersø-bøllerne.
Korporlig slagsmål var en erhvervsrisiko
Korporlige slagsmål var altid en erhvervsrisiko, staven er altid en god forbundsfælde. Ja det er håndsnøren sandelig også. Det er et stykke reb, der med et stykke træ i hver ende vikles om synderens håndled og drejes rundt indtil smertegrænsen eller længere. Den er god til at berolige genstridige.
I logihusene står der ikke noget om, hvor mange gæster, der må være i hvert værelse. Man behøver heller ikke, at være så strenge med hygiejnen og renligheden som på et hotel. Man kan nøjes med at skifte lagner en gang om måneden.
Ja i disse logihuse serveres der også flydende føde fra morgen til aften. Almindelig føde, ja så kunne man måske gå i kælderen i Vognmagergade. Der kan du få varme kartofler og stegt yver for fem øre. I spisehusene ved Gl. Strand, var gafler, knive og skeer lænket til bordet. Tallerknerne var erstattet af fordybninger i bordet.
Serveringen består først og fremmest af gule ærter, der sprøjtes ned i fordybningen. Men den suges også straks op igen, hvis ikke betalingen falder.
Politiet er der hele tiden
Også i spisestederne – tilladt eller ej – skænkes der spiritus i rigelige mængder. Ølhandlere, brændevinsbrændere, købmænd og mange andre handlende måtte nok erkende, at mange af dem var alkoholiserede.
Politiet er der hele tiden. Værthus – uorden, husspektakler, berusede ægtemænd der banker kone og børn og smadrer lejligheden.
Ballade på Nørrebro
I 1901 var der deciderede plyndringstogter i Vesterbros sidegader. Der skulle også skaffes rigeligt af flydende varer. Vi har allerede beskrevet problemerne i Rabarberkvarteret og ude i Lersøparken.
Stjålet 10 tomme ølflasker
Omkring 1893 måtte betjenten op på øverste etage af retsbygningen på Nytorv. Den unge forbryder på ca. 10 år blev spændt fast. Afstraffelsen sker med en 5 cm tyk bambusstok. Betjenten tildeler nu den fastspændte forbryder 10 hårde slag. Huden flås af i striber og blodet pibler frem.
Efter afstraffelsen følger betjenten den unge knægt ned til fængselsporten.
Da politiet fik transportmidler
Politiet fik dog transportmidler. I begyndelsen var det betjentenes egen. Men langt fra alle havde råd til sådan en. Man fik tjenestecykler, da der kom gummi på hjulene. Men ikke alle var lige begejstrede. Og man måtte ikke bruge cykelstierne, for så brugte man dem frem for de andre.
Og når cyklen ikke stod på stationen, så var den heller ikke klar til hurtig udrykning.
Fængselsvæsnets hestetrukne cellevogn blev anskaffet i 1871. Den eksisterede helt til 1918.
Tænk engang i 1918 blev Frederiksberg Politi motoriseret. Et par måneder efter var det Københavns Politi, der lejede en syvpersoners åben patruljevogn af mærket Hupmobile. Allerede året efter udvidede man med en Indian Standard motorcykel. Dern vakte vild begejstring.
Nu lejede man endnu to af denne motorcykel med nu med sidevogn. Men det måtte man opgive igen, for i et sving river en velvoksen inspektionsbetjent sig løs med sidevogn.
For nu er det Odense, der kommer først i 1921 med en udrykningsvogn med plads til 17. To år senere, der skaffer et motorkørertøj med en tophastighed på 85 km/t.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: På www.dengang.dk Kan du læse en del artikler omkring kriminal – og politisager. Men du kan også læse om politiet:
August 8, 2018
Mandø – endnu en historie
Velkommen til vores tredje historie fra Mandø. Jo vi ved godt, at vi er nord for Sønderjylland. To ”mørkværdige” veje fører til øen. Du skal kende forholdene. Øen var kendt allerede i 1231. Tidligere hørte man ordsproget ”Hr. Svends Støvler”. Der var masser af ”smugler-tobak” på øen Pastor Thorning giver en beretning fra øen. Der var hele tre kirkesogne. Kirken blev opført tre gange. Og engang var øen landfast. En kiste står altid klar. Den første mølle er fra 1820. Kongen fik eneret til østers. Drengene blev opdraget til søfolk. De var selvejere. Forsamlingshuset blev omdannet til kro. Skole holdt helt til 1996. Her var masser af stormflod. Bål brugt til at kommunikere med.
Vores tredje besøg på Mandø
Vi ved godt, at Mandø ikke hører til Sønderjylland, og aldrig har gjort det. Grænsen gik mellem Mandø og Rømø. Men Mandø er en naturlig del af Vadehavet. Så derfor besøger vi her øen for tredje gang.
Nogle ”mærkelige” veje
Skal du en tur til Mandø, ja så skal du bruge nogle ”mærkelige” veje. Du skal enten med Låningsvejen eller Mandø Ebbevej fra Vester Vedsted. Begge vje bliver overskyllet to gange i døgnet. Ebbevejen ligger direkte på havbunden og er markeret med riskoste. Vejen er ikke farbar for almindelig trafik.
Låningsvejen lidt længere nord på er anlagt på en meget lav dæmning bygget af sten og grus. Den er cirka 6 kilometer lang, og er en offentlig vej. Men brug den kun, hvis du er kendt med forholdene, også hvornår det er ebbe og flod.
Du skal kende forholdene
Begge veje ender på nordsiden af Gammel Mandø. Her kører man over en rist og selve diget. Hvorfor denne rist? Jo det er for, at fårene ikke skal forlade forlandet.
Turen med traktorbusserne tager cirka 45 minutter. Ja du kan leje cykler på øen. Du skal ikke selv forsøge, at cykle derover.
Nævnt 1231 i Kong Valdemars Jordebog
Mandø nævnes første gang i 1231 i Kong Valdemars Jordebog, men har eksisteret længe før. Man ved også, at der har boet mennesker på Mandø i starten af 1300 – tallet. I 1340 blev Mandø Kirke nævnt i en oversigt over kirker i Ribe Stift.
Han har Hr. Svends Støvler på
Man sagde, at den første præst på Mandø efter reformationen var Hr. Svend. Vi har i en tidligere artikel skrevet om de syv, der overlevede en stormflod, fordi de var inde på fastlandet. Det var de eneste overlevende. I mange havde de syv ikke nogen præst. Men så kom Hr. Svend og blev der i mange år.
Der findes et gammelt ordsprog på Mandø:
Præsten overraskede folk ved at gå fra fastlandet over dybet, også når floden var højest. Ja et andet sted, står der at hr. Svend startede på Mandø som student. Og at han blev næsten 100 år gammel.
Masser af tobak til Mandø
I 1684 strandede et skib ved Sønderho. Det havde masser af tobak med fra Holland. Øboerne gik straks i gang med at tømme skibet. Inden foged og inspektør ankom var der forsvundet en masser af lasten. Adskillige ture var også foregået fra Mandø til vraget.
Fisk til hemmelige havne
I 1685 udeblev øboerne med fisk til Ribe – borgerne. Og der kom heller ingen fisk fra Mandø. Grunden var, at blev lagt told på disse varer. I Ribe gik man tik stiftsamtmanden for at få ændret denne told. Mandø – fiskerne og andre øboere landede deres fisk i hemmelige havne, hvor der ikke var told.
Ja man sagde, at fiskene blev læsset på vogne og ført ind i hertugdømmerne.
Tre år efter blev der ansat en toldinspektør, der skulle tage sig af Ølandene (Fanø, Mandø og Sønderhoved). Man havde fundet ud af, at adskillige varer blev udskibet og ført over til fastlandet og landsat i hemmelige havne.
Så kom der sandelig også en gang imellem soldater fra Ribe ud til Mandø. De søgte efter deserterede.
Pastor Thorning fortæller
Pastor Thorning var præst på øen fra 1750 – 1760.
Han fortæller, at Gammel Mandø var Dronning Dagmars ”reddeplads”. Her strandede hun. Og Gammel Mandø er det første, som man kommer til fra fastlandet. Her lå øens by engang. Men Mandø blev delt i to. Og det skete i året 1558. På gammel Mandø skulle der have stået en fyrreskov, der blev kaldt Skogum. Pastoren skrev, at man endnu kunne finde rødder på stedet.
Der var tre kirkesogne
Oprindelig bestod Mandø af endnu flere øer. Mellem Gl. Mandø og Ny Mandø løb en 1 km bred tidevandsrende, der blev kaldt Store Rende. Men efterhånden er denne rende forvandlet til en smal grøft midt på øen. I dag er Mandø kun en ø
Jo Mandø havde skam tre kirkesogne. Og på Koresand skulle der have ligget en by, der blev kaldt Corre By (Kurveby) 4 mil mod vest ude i havet skulle der også en gang havde ligget en by kaldet Knok. Pastoren nævner også en stor østersbanke nord for øen, som man kan gå til under ebbe.
Beboerne købte selv øen
I 1741 solgte kongen Mandø med strand- og jagtret til beboerne for 864 rigsdaler. Præsten skulle årlig have 30 rigsdaler og 54 skilling. Og disse penge skulle fremover betales fra Ribe Amtsstue i stedet for fra Christian den Fjerde.
Indtil da havde Mandø hørt under krongods under Riberhus Ladegård.
Landet blev mindre på den vestre og søndre side, idet store floder skyller lidt efter lidt land bort, skrev pastoren.
Fisk og dyr på Mandø
Tidlig i foråret fangede man de små ”Hamborger Skulder” som også blev kaldt Mandø laks. De blev tørret usaltet. Og indtil 14 dage før Skt. Hans fangede man på krog, hvillinger.
I efteråret inden isen kom fangede man vildænder, vildgæs og regnspurve. Disse fugle blev fanget i garn som blev opstillet mellem Mandø og Vester Vedsted.
Man fangede også strandgæs. Men disse fortærede øboerne selv. Man saltede dem, kogte kål og suppe på dem. Og pastor Thorning kunne fortælle, at der boede 140 personer over 12 år på øen. Og så fødtes der hver år cirka 8 og døde 6 personer.
Køer, får og heste
Han fortalte endvidere af luften var lige som i Ribe. Jorden var sandagtig, men dog visse steder frugtbar. Den var fri for sten og muldvarpe. Og årsagen til det sidste mente pastoren kunne skyldes, at man gravede fiskehoveder ned.
Der var heller ikke giftige slanger eller orme, tudser, padder eller frøer. Dog var der mange mus og i engene var der masser af myretuer. På øen var der 30 køer eller flere, 100 til 150 får samt 40 heste.
Indtil 1700 – tallet var ingen af øens marker inddiget. Beboerne oplevede ofte, at en tidlig efterårsstorm skyllede hele høhøsten bort. I digerne lavede de små sluser af træ til vanding af agrene.
Diget var ca. 180 cm højt og lå 3 meter over daglig vande. I 1870erne tilplantede man klitterne med hjelmgræs for at komme sandflugt til livs
Kirken opført tre gange
Pastoren nævner også, at de fattige ikke får noget fra sognet. ”Tavlepengene” beholder kirken. Her var endnu intet skolehus. Skolelederen nyder fri kost og seng hos dem, hvis børn går i skolen. Desuden får han 6 rigsdaler årlig i løn. Han holder skole om vinteren, så længe der er lyst. Om sommeren er der både skole om formiddagen og eftermiddagen.
Kirken blev opbygget i 1570, nogle år efter at kirken på Gamle Mandø var skyllet bort. Anden gang var i 1639 og tredje gang blev den igen opbygget i 1727 på gehejmeråd Gabels forordning.
I kirken er der i alt 15 mands- og 15 kvindestole og 5 sæder i hver stol, foruden en stol ved siden af alteret til præstens familie. Og pastoren nævner, at kirkegården er indhegnet med et dige af græstørv.
Prædikestolen blev i 1717 skænket af Klosterkapellet i Ribe. Altertavlen er en kopi af Joachim Skovgårds maleri ”Jesus med røveren i Paradis”. Originalen hænger på Den Hirschsprungske Samling i København. Det kunne ikke klare det barske klima på øen.
Mandø var engang landfast
På den ene sidevæg hænger rensdyrtakker fundet på en højsand vest for øen. De er omkring 10.000 år gamle. De vidner om en tid med et andet klima. Dengang var der fastland og tørt lang ud i Vesterhavet ca. 2-300 km ud fra kysten.
Tre gamle træfigurer på bagvæggen stammer måske fra den kirke, der lå på Gammel Mandø. Ja og så er der to døre i kirken. De skal bruges alt efter, hvordan vinden blæser. Skibsmodellerne i loftet vidner om, at størstedelen af befolkningen var søfolk.
En kiste står klar
Ja og på kirkens loft står der altid en kiste klar. Man vil være sikker på at kunne begrave den døde – også selv om der har været højvande i flere dage og man ikke kan få bragt en kiste eller en præst til øen. Der bor nemlig siden 1996 ikke mere en fast præst på øen.
Den gamle præstegård er i dag bygget om som sommerhus.
Foreningen Mandøhuset har købt et hus fra 1831 eller ældre og som tidligere har været indrettet som skipperhjem. Huset er stadig indrettet som på opførelsestidspunktet. Det udgør i dag Mandøs hjemstavnsmuseum (Mandøhuset)
Den første mølle er fra 1820
I den nordlige del af Mandø by ligger møllen. Den kan dateres tilbage til 1832. Men allerede i 1820 fik Mandø sin første mølle. Indtil da blev kornet kørt til fastlandet og malet i Skallebæk Mølle nær Seem, hvilket var meget besværligt.
Den første mølle blev opført som en stubmølle, men den var vanskelig at håndtere og allerede 10 år efter blev den nuværende vindmølle, en såkaldt hollandsk mølle opført.
Kongen fik eneret til østers
Nu var der ikke meget landbrug på øen. Dette alene kunne ikke brødføde øen. Mændene var søfolk og kvinderne passede fra 1700- tallet landbruget. De ældre mænd fiskede, mens de yngre sejlede fra Holland med hvalfangerbåde til Grønland.
Mandø – borgerne har sikkert også fanget mange østers, men det har nu ikke altid været enhver mands ret til at samle østers i Vadehavet. I 1587 udsendte Frederik den Anden et åbent brev, hvori han krævede eneretten til alle østers i Vadehavet. Brevet slutter med at notere, hvorledes man kunne forvente dødsstraf, hvis man dristede sig til at indsamle de kongelige østers. Frederik den Andens monopol varede indtil 1676, hvor retten til østers overgik til Schackenborg Gods.
Drengene blev opdraget til søfolk
Senere deltog de i koffardifarten fra Holland, Hamborg, Holland og Altona. Samtidig leverede Mandø med de andre vesterhavsøer masser af mandskab til flåden, ja også handelsflåden.
Der var en kollektiv opdragelse af drengene fra de var små til at være sømænd.
Dengang anså folk fra fastlandet, at det var besværligt og risikabelt at komme til Mandø. Den eneste fremmede øvrighedsperson på øen var præsten. Ja dertil kom landfogeden, som var en af deres egne. Det kunne måske være, at nogle af de varer, der blev handlet med på øen skulle have set en tolder.
Mellem 1785 og 1835 var der mellem 46 og 48 huse i Mandø by.
Selvejere
Mandø-borgerne var selvejere. Der findes ingen godsprotokoller. Tjenestepiger var der også nogen, der havde. Men det var som regel øens egne piger. Ja nogle af disse tjente også på fastlandet.
På Mandø blev der i 1801 talt 97 personer.
Forsamlingshus omdannet til kro
Omkring 1900 opførte øens beboere forsamlingshuset, som senere blev ombygget til kro. Den blev renoveret flere gange, men den beholdt den oprindelige stil. Og i 1912 fik man sandelig også en redningsstation. I 1920 forliste fiskekutteren Valborg ved Mandø. Redningsstationen reddede besætningen. Men i 1961 blev stationen nedlagt igen.
Indtil 1960erne var der fragtsejlads til Mandø med vejmaterialer, brændsel og kraftfoder til kreaturer og får. I flere år sørgede everten ” Karen af Mandø” (1924) for søtransporten til øen. Skibet var fladbundet, og det var mulig for heste og traktorer at komme ud til skibet.
Skole til 1996
Øen havde sit eget mejeri frem til 1971. Det er længe siden, der har været skole på øen. I 2016 var der 5 skolesøgende børn, 1 i børnehavne og 1 på gymnasium. Men i 1776 blev øens første skole bygget. Den bestod af et skolehus med degnebolig. Fra 1819 blev øens præst enelærer. I 1884 blev skolen udvidet med en skolestue mere.
I 1943 blev skolen udvidet med gymnastiksal, skolekøkken, sløjdlokale og bibliotek. I 1946 fratrådte præsten som lærer. Nu blev det så ansat en førstelærer og lærerinde. I 1964 blev præsten så igen førstelærer. Og så sent som i 1977 var der 16 elever. I 1996 blev skolen nedlagt og Mandø Centret blev etableret. De tidligere skolebygninger bruges nu som lejrskole, hotel, restaurant og naturmuseum.
Masser af stormflod
Diverse stormfloder har været hårde ved Mandø. Efter stormfloden i 1881, som gennembrød Toftegårdsdiget, voksede ønsket om et højere og mere stabilt bydige. I 1887 blev der inddæmmet ca. 150 ha. Opførelsen af bydiget bevirkede, at indbyggerantallet steg, og omkring 1890 havde den lille vadehavsø 262 indbyggere. 92 levede af jordbrug, 59 af skibsfart, 22 af industri og 13 af handel. Dengang var der en købmand, en kromand, to smede, en bager og en snedker.
I 1885 fik præsten sandelig også assistance i skolen. En vinterlærerinde blev ansat.
Bål blev brugt som information
Syd for Mandø by står en mindesten om Baunsbjerget eller Bål – bjerget, der ligger bag stenen. I gamle dage før telefonen kom til øen i 1989, tændte man bål på denne klit. Bålet betød, at mandøbeboerne savnede lægehjælp. Fra vester Vedsted sendte man en båd af sted med den ønskede læge. Ligeledes baumede man også fra fastlandet, når sømændene vendte hjem til jul. Man signaliserede så fra Mandø med et bål som svar på, at en båd var sendt af sted efter de ventende søfolk.
Den eneste forbindelse til omverdenen var, når beboerne skulle til fastlandet. Fra 1870 gik en post to gange ugentlig til fastlandet. I 1874 blev denne ordning udvidet med daglig postforbindelse til vester Vedsted. Samtidigt forpligtede postvæsnet sig til at have en båd i reserve, så højvandet ikke blev en forhindring
En tur til Koresand
I 1981 stod næsten hele Mandø under vand – 200 får og 18 kreaturer druknede men heldigvis ingen mennesker.
Fra tidlig tid gav Mandø – borgerne agt på himmellegemer for at få rede på, had året ville bringe vestfra. Derfor var det vigtigt, hvilket vejr, der var på Sct. Povls Dag.
På vores Facebook – side bringer vi ofte fotos og video fra skønne sælture og østersture fra øen. Der går ture til Koresand, som vi tidligere har omtalt. Det er en 20 km2 stor sandbanke, der ligger sydvest for Mandø, Som regel bliver stedet ikke oversvømmet ved højvande. På turen til Koresand kan man finde rav og se masser af sæler.
For et par år siden gik det galt. En traktor kørte i en revle. Det var et alvorligt uheld med dødsfald.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: På www.dengang.dk kan du læse 158 artikler om Sønderjylland, 69 artikler om Højer og 233 artikler om Tønder herunder:
August 4, 2018
Har tyskerne betalt deres krigsgæld?
Mange meninger om dette spørgsmål. I 1947 mente den danske regeringer, at tyskerne udsatte os for systematisk udsugning. Langt senere mente Nationalbanken, at de økonomiske skader ved besættelsen var begrænset. I Tyskland tog besættelsesmagterne selv. En egentlig fredskonference blev det aldrig. Vi blev presset til at give afkald på over halvdelen af vores fordringer. Selv om andre også bestemte, at vi ikke mere kan komme med individuelle krav, har regeringen flere gange haft emnet oppe at vende. Tyskerne var den gang forgældet med 200 pct. Mærkeligt, at de skal belære andre lande i at betale. Virksomhederne havde nu ikke frit spil. Der blev kun betalt 300 millioner kr. tilbage fra værnemagere. Men danskerne ”glemte” lige at opgive 3 milliarder kr. i formuer. De store slap. Og pludselig havde vi en eksport på 80 pct. til tyskerne. Ingen stillede krav til landbruget herhjemme. Og de store havde en aftale med regeringen.
Mange meninger
Ja se lige dette spørgsmål er der mange meninger og ideer om. Alle har en mening om netop dette spørgsmål. Så det bliver spændende, om vi finder svaret. Det bliver sikkert en lang artikel.
Ja for egentlig bliver det ofte overset, at der fra tysk side er blevet betalt krigsskadeerstatninger oven på det tyske riges undergang i 1945.
Besættelsesmagterne tog selv
I august 1945 besluttede de tre allierede stormagter Storbritannien, Sovjet og USA, at de som besættelsesmagter hver især kunne hente krigsskadeerstatninger i deres respektive besættelseszoner. Det krigshærgede Sovjet fik således 10 milliarder dollars krigsskadeerstatning.
De fire besættelsesmagter sikrede sig i tiden derefter. Frankrig tog materielle erstatninger i sin zone. Storbritannien demonterede industri – og fabriksanlæg. USA sikrede sig patenter, know how og viden (blandt andet 1.500 raketeksperter), mens Sovjet hentede materielle erstatninger og demonterede produktions – og trafikanlæg.
Sovejet fik 300 milliarder dollars
Det samlede omfang af disse tyske krigsskadeerstatninger er svært at gøre op. Det skønnes dog at Sovjetunionen frem til 1954 hentede erstatninger i et omfang af godt 14 milliarder dollars (det er vel 300 milliarder dollars efter nutidens beregning).
De fire besættelsesmagter besluttede i oktober 1945, at lade tysk ejendom og tyske værdier i udlandet beslaglægge, og det blev på Pariskonferencen 1946 som krigsskadeerstatning fordelt mellem andre lande, der kunne gøre krav på krigsskadeerstatninger.
Danmark fik kun 0,25 pct.
Den beslaglagte tyske formue skønnes at have haft en værdi af omkring 400 millioner dollars (10 milliarder dollars). Disse blev fordelt efter en nøgle, der blev vedtaget i Paris om fordeling af konfiskerede tyske værdier.
Danmark fik som følge af denne ret til 0,25 pct. og 0,35 pct. af visse tyske industrianlæg og skibe. Man inddrog værdien af tysk ejendom i Danmark, bl.a. det af Siemens ejede Københavns Kul- og Kokskompagni og tysk ejede godser som erstatning.
Til sammenligning skulle USA og Storbritannien have 28 pct. hver, mens Frankrig var berettiget til 16 pct. Holland 3,9 pct. og Norge 1,3 pct. Det danske krav var absolut det mindste.
Efter den aftale fik danskerne maskiner og skibe for 13 millioner kroner. De slagne tyskere efterlod materiel for 30 millioner kroner. Og det gods, der blev beslaglagt havde en værdi på 156 millioner kroner. Dermed nåede tyskerne, at betale hen ved 200 millioner kroner af de 11,6 milliarder kroner.
Regeringen: Systematisk udsugning
Regeringen var utilfreds med tyskernes langsomme afhøvling af gælden og allerede den 31. januar 1947 udarbejdede man et bemærkelsesmæssigt memorandum. I den konstaterede man, at
De egentlige krav om krigsskadeerstatninger kunne rejses på den fredskonference, der skulle være startet i 1947. Og derfor indsendte eksempelvis Danmark i slutningen af 1946 sine krav blandt andet om krigsskadeerstatninger. De blev opgjort til omkring 11,5 milliarder kroner.
De to store tyske konti
Det var til dels for de landbrugsvarer og fisk, som de hev ud af Danmark under besættelsen, dels for de fæstningsanlæg og anden infrastruktur i Danmark.
Gælden bestod især af den såkaldte værnemagtskonto i Nationalbanken. Denne konto betalte de danske firmaer, som profiterede på arbejde for nazisterne.
Ud over værnemagtskontoen havde Tyskland en clearingskonto, hvor Danmarks import af tyske industriprodukter blev modregnet i Tysklands import af danske landbrugsvarer. Den var efter krigen i tysk disfavør med 2,9 milliarder kroner.
Andre udgifter:
En egentlig fredskonference blev aldrig til noget
Nu blev denne fredskonference dog ikke til noget som følge af uenighed blandt de fire besættelsesmagter.
Kravet om krigsskadeerstatninger blev fremført på den omtalte London skyldnerkonference i 1952, hvor Vesttyskland som rets – efterfølger til den tyske rige gik med til at betale den tyske før – krigsgæld. Men kravet om krigsskadeerstatninger var ikke hovedemnet, det var den tyske kommercielle gæld til udlandet.
Der kunne ikke rejses nationale krav
Det blev i London bestemt, at indtil en fredskonference kunne afholdes og en altomfattende fredstraktat indgås, kunne der ikke rejses krav mod Tyskland der hidrørte fra krigsårene. Der kunne således ikke rejses isolerede nationale krav om krigsskadeerstatninger.
Alt dette fik folketingsmedlemmerne Kai Moltke og Erik Sisgaard at vide da de i 1960erne i Folketinget spurgte til de tyske krigsskadeerstatninger.
Danmark gav afkald på masser af penge
Konferencen i London i 1952, hvor ud over Vesttyskland deltog omkring 20 krigsallierede lande, deriblandt Danmark, omhandlede den tyske før – krigs – og efterkrigsgæld, ikke kravet om krigsskadeerstatning. Det drejede sig om kommercielle lån, der skulle tilbagebetales. Og det drejede sig om afholdelse af udgifter forbundet med de tyske flygtninges ophold i Danmark.
Udgifterne til de tyske flygtninge blev udregnet til 429 millioner kroner. Regeringen forsøgte at få dette spørgsmål med til London Konferencen 1952 – 1953. Men man fik at vide, at dette skulle man forhandle direkte med tyskerne.
Og dette beløb blev barberet helt ned til 160 millioner kroner. Tyskerne skulle afdrage dette rentefrit over 20 år med 8 millioner om året. Dette var en noget pauvert resultat.
London – aftalen medførte ikke som det ofte bliver fremført en eftergivelse af den tyske gæld, men den medførte omlægning og nedskrivning af gælden til knap 14 milliarder DM. Det var godt halvdelen af den samlede fordring på 29,7 milliarder DM.
Her gik Danmark også med til, at tyskernes gæld blev halveret til 5,7 milliarder (Det svarer vel i dag til 112 milliarder kr.)
Det blev aftalt at Vesttyskland skulle afdrage den med årligt ½ milliard DM frem til 1988. Med renters rente blev det sidste afdrag på før – krigsgælden betalt i oktober 2010. Dermed havde Tyskland endeligt afdraget sin finansielle gæld fra førkrigstiden.
Danmark var åbenbart ikke tilfreds
Da der i 1990 opstod udsigt til tysk genforening var en forudsætning herfor, at de allierede sejrherres kontrol ophørte.
Det skete forhandlinger mellem de to tyske stater og de fire allierede, der i september 1990 blev afsluttet med 2 + 4 traktaten. På vesttysk og amerikansk foranledning var det vedtaget ikke at indkalde til et altomfattende fredskonference med i alt 55 stater, der havde været i krig med Tyskland.
I stedet for en altomfattende fredstraktat kom derfor en traktat, der skabte fred, afsluttede kontrollen med Tyskland og bestemte, hvad der var Tyskland, altså Tysklands grænser. Traktaten omfattede ikke krigsskadeerstatninger.
Det var også i 1990, at den kendte forsvarsadvokat Jørgen Jacobsen mindede om de ubetalte regninger fra tyskernes side og for de varer, de tog med sig ud af landet.
Holland har kun fået dækket 5 pct. af deres udgifter
Reelt er det med krigsskadeerstatninger lukket, da der er indgået en slags fred med Tyskland. Der vil kræve enighed blandt 55 stater, hvis dette skulle laves om. Det vil de stater, der fik krigsskadeerstatning efter 1945 nok ikke være interesseret i.
Politisk og folkeretlig er den tyske regering i sin ret ved at hævde at spørgsmålet om krigsskadeerstatning er afsluttet.
Men i 1990 pressede flere lande på først og fremmest Italien og Holland på, at der endelig blev afholdt en fredskonference. Men den vesttyske udenrigsminister Hans-Dietrich Genscher fejede kritikken af bordet med de berømte ord:
Men mon ikke at det er de fire stormagter, som vi kan takke for, at der aldrig blev afholdt en reel fredskonference. Således fik Holland kun dækket under fem pct. af deres udgifter.
Man kan godt give en moralsk gestus
En moralsk gestus kunne jo være at yde erstatning til de efterladte for Distomo – massakren i Grækenland er noget andet. En sådan gestus viste Vesttyskland i 1953 over for Israel (jødedommen). Nogen lignende gik Tyskland med til over for ofrene for det nazistiske diktaturs forbrydelser.
Tyskerne har også til Danmark betalt 16 millioner D-mark som er gået til ofrene for det, der betegnes som nationalsocialistisk forfølgelsesforfølgelsesforanstaltninger.
Hvorfor gav Danmark afkald på erstatning?
Hvorfor Danmark i den grad gav afkald på erstatning. Ja det kan jo have sine grunde:
Skal tyskerne belære andre?
I 2006 gennemgik udenrigsminister Per Stig Møller efter en forespørgsel sagens akter. Og her fremkom det, at Anker Jørgensen i 1977 tilkendegav, at regeringen ikke vil forsøge at inddrive den gæld, der jo reelt blev eftergivet i 1953 – ikke mindst i lyset af, hvor lille en andel, der tilkom Danmark.
Men skulle dette så ikke være blevet diskuteret i forbindelse med Bonn – København – aftalen i 1955? Nu har både Danmark og Europa også nydt godt af Tysklands økonomiske genrejsning.
Man kan jo groft sige, at tyskerne aldrig har betalt den fulde krigsskadeerstatning for hverken Første eller Anden verdenskrig. Og så kan man lige så groft hævde, at det er en joke, når de belærer andre lande om, at betale deres gæld.
Forgældet med 200 pct.
Den tyske stat var ved krigens afslutning i 1945 forgældet med over 200 pct. af sit bruttonationalprodukt. 10 år senere var det ikke meget tilbage af gælden. Statsgælden udgjorde 20 pct. af BNP. Det var nok aldrig lykkedes hvis ikke 50 – 60 pct. af den tyske ulandsgæld blev annulleret. Skulle de unge generationer lide under deres forældres fejltagelser ved at betale i flere årtier?
Ingen sultede i Danmark
Nu var det ikke alle penge, der bare forsvandt ud af landet. Statsindgrebene hindrede ikke, at visse erhverv og virksomheder tjente godt på besættelsen. Det var særlig inden for landbrug og fiskeri, der blev tjent masser af penge. Og der var også masser af beskæftigelse undtagen lige i begyndelsen af besættelsen.
Myndighederne indførte også en stram priskontrol. Og allerede i september 1939 blev der indført rationering. Men sult som i andre lande fandtes ikke i Danmark, som tværtimod næst efter de neutrale lande Sverige og Schweitz havde det højeste kalorieforbrug pr. indbygger i Europa.
Nu har man sikkert glemt, at den danske stat beslaglagde masser af bankkonti hos de familier, hvis mænd kæmpede for tyskerne. Her skabte det problemer. Men det har litteraturen ikke rigtig fundet anledning til at beskæftige sig med.
National forargelse
Arbejderklassen var nok dem, der mærkede forringede livskår mest. Der var national forargelse over at nogle bevidst profilerede på den nationale ulykke. Det stærkt negativt ladede udtryk ”værnemagere” blev hæftet på de virksomheder, som tjente stort på tyskerne. Men det blev aldrig brugt mod landbrug og fiskeri. Private, der solgte kartofler og kød til de tyske soldater, der gik vagt langs Flensborg Fjord fik maskiner ødelagt og blev i den grad chikaneret efter krigen.
De små værnemagere fik strenge straffe, men mange af de store slap helt uden straf.
Næsten fuld beskæftigelse
Besættelsesmagten satte store befæstningsarbejder i gang – især på den jyske vestkyst. Arbejdet blev udført af danske arbejdere og virksomheder. I 1943 – 1944 tog arbejdet til med en beskæftigelse i visse perioder på over 50.000.
Sammen med de over 100.000 arbejdere, der fik arbejde i Tyskland, var befæstningsarbejdet en væsentlig faktor bag den fulde beskæftigelse, som blev opnået i 1943 – 44. Som vanligt ved militære besættelser betalte staten for de tyske besættelsestroppers forbrug samt for befæstningsanlæggene. Midlerne blev hentet fra værnemagtskontoen i Nationalbanken, der som skrevet sammen med clearingskontoen finansierede det tyske forbrug.
Modstandsbevægelsen ønskede omfattende opgør
Nu skete en del af arbejdet for tyskerne i samarbejde med regeringen. Danmark var afhængig af import af råvarer. Erhvervslivet var afhængig af at handle med Tyskland, hvis ikke hele produktionsapparatet skulle falde fra hinanden.
Størstedel af det økonomiske samarbejde skete som normal handel mellem landene og i underhold af de tyske soldater.
Store dele af modstandsbevægelsen ønskede et omfattende opgør med værnemagerne efter befrielsen, hvor de både skulle straffes og deres indtjening konfiskeres. Og her var det især den kommunistiske del af modstandsbevægelsen, der førte an.
De store slap
Men opgøret med værnemagerne fik dog aldrig det omfang, som kommunisterne havde ønsket. I sidste ende kunne man ikke få dømt de store virksomheder, der havde handlet i forståelse med regeringen. Dette kom frem allerede under den store sag mod entreprenørfirmaet Wright, Thomsen og Kier, der havde bygget lufthavne for tyskerne helt tilbage fra 1940.
Firmaet kunne dog henvise til, at de havde været imod at påtage sig arbejdet, men de var blevet kraftig opfordret til det af både statsminister Stauning og de konservatives formand John Christmas Møller. Anklagemyndigheden frafaldt sagen, inden der faldt dom.
Kun 300 millioner kroner blev tilbagebetalt
Ca. 1.100 værnemagere blev dømt, men omkring halvdelen blev benådet, inden de skulle i fængsel. Straffene var langt mildere end i det øvrige retsopgør. Kun 75 personer fik et år eller længere i fængsel.
Med hensyn til tilbagebetaling af overskud blev 50.000 sager undersøgt, og i ca. 10.000 sager blev det besluttet, at der var tilbagebetalingspligt. I alt blev kun 300 millioner kroner tilbagebetalt, hvilket var et meget lille beløb i forhold til den udbredte samhandel med besættelsesmagten, der havde fundet sted.
Virksomhederne havde ikke frit slag
Besættelseslitteraturen m.m. glemmer, at virksomhederne ikke bare havde frit slag. De var underlagt en stram styring af leverancernes omfang og den tilladte avance. Således er det hævdet, at A.P. Møller i den grad tjente på Dansk Industri Syndikat på Østerbro (Riffelsyndikatet). Nu ejede han kun 30 pct. af aktierne. D.I.S. måtte efterbetale 7 millioner kroner efter besættelsen.
Politiske fejltrin
Men nu kunne det jo være endt helt galt. Den danske regering gav udtryk for indgå i en politisk og økonomisk nyordning under Tysklands førerskab. Det fik så det tyske udenrigsministerium til at foreslå en dansk-tysk mønt – og toldunion. Dette skete med Hitlers samtykke. Det kunne have endt med at Danmark blev frataget egen indflydelse på den økonomiske politik. Forhandlingerne forliste på erhvervenes og Nationalbankens absolutte modstand. Erklæringen må ses som et absolut politisk fejltrin på grund af dets mulige følger.
Den danske regering havde selv rådet sig ind i problemerne. Det mest bemærkelsesmæssige er, at tyskerne lod sagen falde selv med Hitlers indblanding uden konsekvenser for Danmark. I litteraturen har vi ellers ses antydninger på at det var noget tyskerne havde påtvunget os.
Tyskerne var slet ikke begejstret for den stærke nationale samlingsregering fra juli 1940. De ville have nazisterne med, og ville gerne have haft en svagere regering, som de kunne styre. Egentlig var hverken Renthe Fink eller Berlin tilfredse med dette. I december 1940 gik det så op for tyskerne, at DNSAP ikke havde en chance.
Derfor var det katastrofalt, da Højgaard-kredsen forsøgte at få kongen og Rigsdagen til at udnævne en national og ikke politisk bundet regering. Og egentlig var Scavenius tilhænger af dette. Han var også tilhænger af, at Stauning skulle gå. Hvordan mon økonomien havde set ud, hvis dette var blevet realiseret?
Englændere og amerikanere har undersøgt den danske samarbejdspolitik
Når man nu taler om alt dette, så har briterne og amerikanerne foretaget officielle undersøgelser af den danske samarbejdspolitik. Og de afviser, at det er tale om kollaboration. Tyskerne var godt klar over, at flertallet af den danske befolkning var klart engelskvenlige. De danske myndigheders samarbejde var ikke et resultat af lyst men af nødvendighed.
Nationalbanken: Forholdsvis beskeden skadelig effekt
Men egentlig bevirkede den tyske besættelse af Danmark en forholdsvis beskeden skadelig effekt for dansk økonomi. Ja det er ikke noget ”Den Gamle Redaktør” her bare slynger ud. Det siger Nationalbanken.
Det var en række økonomiske problemer, der skulle løses. Krigen gav kraftige prisstigninger og sammenbrud for de vanlige handelsmønstre. Afsætningen af landbrugsvarer ændrede helt karakter. Handlen på det engelske marked blev markant mindre. Handelen med Tyskland steg til 80 pct.
Forøgelse af pengemængden
Af hensyn til forbrug og beskæftigelse blev markedsmekanismerne på centrale områder sat ud af kraft. Overordnede økonomiske dispositioner blev foretaget af staten. Det skete i form af stram priskontrol med indførelse af maksimalpriser samt via det såkaldte Direktoratet for vareforsyning.
Under besættelsen indtrådte der store forskydninger i landets pengevæsen som følge af tvungne finansiering af besættelsesmagten. Resultatet var en forøgelse af pengemængden af usædvanlige dimensioner.
Ved pengeombytningen i juli 1945 fik man saneret pengemarkedet og fik opsuget en stor del af værnemagtens skjulte formuer.
Man regulerede landbrugets fortjeneste
Det danske prisniveau steg kraftigt i begyndelsen af besættelsestiden. Det var især eksportpriserne på de vigtigste landbrugsvarer, der var steget. Landbruget ville tjene en ekstra skilling. Derfor blev der stillet et forslag om en revaluering af kronen, da en revaluering bl.a. ville reducere landbrugets eksportindtægter.
Tyskerne var ikke begejstrede for forslaget, da lavere eksportindtægter kunne påvirke landbrugets leveringsvillighed. Men de endte med at acceptere en opskrivning af kronens værdi på 8 pct. over for alle valutaer. Revalueringen blev vedtaget 22. januar 1942.
Beslaglæggelse af værnemagtsformuer
I løbet af besættelsen var der sket en markant stigning i seddelomløbet, Fra et niveau på cirka 400 millioner kr. i årene før krigen voksede seddelomløbet i løbet af besættelsen til ca. 1,6 milliarder kr. dvs. en firedobling. For at undgå inflation efter frigivelsen af priserne efter krigen var kontrol og nedbringelse af det store seddelomløb en af de første opgaver på det økonomiske område i efterkrigstiden.
Problemet skulle løses ved indkaldelse af samtlige cirkulerende Nationalbanksedler samtidig med, at der blev foretaget en formueopgørelse. Herved kunne man beslaglægge værnemagerprofitter og afsløre sortbørsgrosserer samt annullere alle de pengesedler, tyskerne måtte have bragt ud af landet.
Danskere ”glemte” at opgive 3 milliarder kr.
For at muliggøre ombytningen påbegyndte Nationalbanken i efteråret 1943 i al hemmelighed fremstillingen af en ny seddeltype, og i februar 1945 lå Nationalbanken inde med en tilstrækkelig mængde af alle seddeltyper til at ombytningen kunne foretages.
Pengeombytningen begyndte på ”Formuekontroldagen” den 23. juli 1945 og omfattede alle sedler. Forinden var de nye pengesedler 1,4 mia. kr. – blevet fordelt til bankerne. Pengeombytningen viste at knap 3 mia. kr. eller 20 pct. af de opgivende formuer, var tjent uden at være opgivet til skattevæsenet.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 251 artikler fra Besættelsestiden (Før/under/efter) herunder:
August 2, 2018
Aabenraa i det 17. århundrede
Vi skal kigge på livet i Aabenraa set gennem en pastors briller, og det er bestemt ikke kedeligt. Det var i den grad en udfordring for provst Hübschmann at udføre sit erhverv i Aabenraa. Han var nok heller ikke den mest elskede person. Men det kneb i den grad med moralen i byen dengang. Ja det gjaldt skam også for amtmand von Brockdorff. Han kunne ikke lade tjenestepigen gå i fred. Ja han havde 21 børn i forvejen. Han foretrak da også de udenbys præster, for Hübschmann havde gennemskuet ham. Pastoren må har haft en god psyke. Der var utallige overgreb mod ham i den ene eller anden form. Men han påtalte også oppe fra prædikestolen, når borgerne ikke levede op til de etiske og moralske kristne grundholdninger.
Hübschmann – præst 1631 – 1672
Der skete selvfølgelig meget mere i Aabenraa end det, der står nævnt i diverse historiebøger. Og det er jo skønt at man kan dukke ned i hverdagslivet dengang. Det kan vi takket være Georg Hübschmann, der var provst og præst i Aabenraa fra 1631 – 1672.
Han skrev ivrigt i kirkebogen og førte dagbog. Det var en tid med masser af krig, ”sot og død”, øde gårde og øde mennesker. Præsten var nok blandt det man kan kalde de betydelige præster.
Han giftede sig efter den tids skik og brug til sit embede. Men han havde nu også været sin opgave voksen uden dette giftemål.
Streng opfattelse af sine pligter
Der er beretninger om indkvarteringer af fremmede tropper, om plyndringer og voldshandlinger, og hvad det ellers følger med. Men se disse begivenheder har vi bragt i tidligere artikler.
Provst Hübschmann har haft en vist også for den tid en ret streng opfattelse af sine pligter som bestikket ” vogter af sæd og orden”. Han noterede flere gange i Kirkebogen, at han på embedsvegne er skredet ind mod fråseri, svir og banden.
Hans Becker – Præstens nabo
Dette var også tilfældet, da dragerne i anledning af Birrit Bomskovs begravelse holdt gilde i Hans Beckers hus. Ambrosius Becker og Hans Nielsen kommer op at skændes og Hans Becker forlanger ro i djævlens navn. Provsten som har hørt det i sit studieværelse går dagen efter over til hans Becker og straffer på embedsvegne.
Hans Becker var præstens nærmeste nabo. Derfor skal vi da lige kigge på deres forhold. Han havde set skævt på provst Hübschmann i et par år.
Å, aabenraaernes dårskab!
En af grundene var, at provsten ikke havde gjort nok ud af det, da han holdt ligtale over Hans Beckers afdøde broder, Hermann. Han havde været meget syg men blev rask igen. Nu var han blevet så overmodig, at han sagde, at han skulle jage ”Skræmmefuglen” ud ad byen.
Ja denne ”Skræmmefugl” blev også kaldt døden. Et sted i kirkebogen oplyses, at ”Schramsfull” var en gammel hest, der luskede omkring ved de huse, hvor nogen skulle dø.
Men tilbage til Hermann. Han fik ”sprinkler” (plettyfus?) den 15. december, da han stod i sin dør og begive sig på vej for at besøge Peter Møller på Nymølle. Han døde to dage efter.
Provsten beskriver ham som et trodsigt menneske, der havde været opsætsig mod sin sjælesorger.
Et dødfødt barn
Der havde været det bedste naboforhold til Hans Beckers hus, fortæller provsten i anledning af Margarete, Hans Beckers kones død 13. januar 1654. Men så kom Ellen, Margaretes søster, i barselseng i 13. uge efter vielsen. Det ville provesten nu ikke se gennem fingrene med.
Tilmed havde Ellen pyntet sig til sit bryllup som ingen anden. Han straffede på embedsvegne. Og så blev Beckers ”Spinnefeind”
Hans Becker selv var gået til skriftemål. Men han hilste ikke på provsten på kirkegården, dagen før, provsten skulle holde ligtale over et dødfødt barn af Hans Becker.
Ved et nytårsgilde, hvor provsten var til stede, havde provsten med glas i hånden ønsket Becker et glædelig og lykkeligt nytår – bedre end de sidste, hvortil Hans Becker havde svaret:
Gud trøste det arme borgerskab
Hos Beckers svoger, Peder Hansen i Ravsted gik det helt galt. Hans Becker stod i gården, da provsten kom. På den uundgåelige irettesættelse gav Hans Becker det svar:
Inde ved bordet sad Becker hele tiden og beklagede sig. Provsten forsøgte at ignorere det. Gang på gange fortalte Hans Becker, at han var rådsherre, som godt kunne forlange et svar. Men denne Becker ville hvis hellere dokumentere med næven. Han var også bedre til det mundtlige end det skriftlige. Og Hübschmann tilføjede da også:
Så blev provstens græsningsret annulleret
I rådet havde Becker mindst en hjælper, nemlig Peter Andersen. Disse to fik i 1657 annulleret græsningsret til 2 køer som amtsforvalter Joachim Danckwerth havde tilstået provsten for 17 år siden. Ja og hertugen havde konfirmeret det i 1656.
Det var især det 6. bud som provsten tugter. Han noterer i kirkebogen ved førstefødsler omhyggeligt uger og dage efter vielsen. Der var ingen personanseelse. Eller dog – den fornemme synder får ekstra opmærksomhed af provsten.
Amtmanden forførte tjenestepigen Trincke
Amtmand Heinrich von Brockdorff, der i adelsårbogen stod opført med ikke færre end 21 ægtefødte børn, havde som 59-årig for anden gang forført amtmandindens pige Trincke.
To mord og et drab på samvittigheden
Som en revser fra den gamle pagt svinger provstens tunge svøbe over ”denne amtmand Brockdorff’ s hoved, som desuden har en mand i tjeneste, der har to mord og drab på samvittigheden.
Denne mand som provsten hentyder til er Niels Skytte, der den 29. maj 1654 i sin kro ved Løjt Kirke myrdede en student fra Magdeburg eller Halle og en soldat. Provsten kalder kroen for ”Et Djævlens Kapel”.
Niels Skytte får et dårligt skudsmål af provsten. Han døde den 22. juni 1663 i en staldbygning tilhørende Risegård. Den følgende dag blev han begravet på Rise Kirkegård. Det har nok ikke været med ”sang og klang”.
Hvem er Faderen?
Men tilbage til amtmanden. For i kirkebogen står det meget mere om denne persons udskejelser. Badmoderen (de Bademoer) er kommet til provsten og har I pigens navn bedt om at få barnet døbt. Spørgsmål: Hvem er faderen? – En Soldat! Som provsten skriver, så skal hun ikke ”prøve at sætte Gud og mennesker briller på næsen. Alle og enhver ved, hvem det er.
Hvorfor havde man ladet barnet ligge udøbt i en halv snes dage? Obersten, borgherren i Aabenraa, amtmanden m.m. havde ikke været hjemme. Badmoderen måtte tilstå, at hun var i oberstens magt.
Men pludselig fik provsten at vide, at han ikke skulle gøre sig nogen ulejlighed med at få barnet døbt. Hun havde fået det andet barn døbt, og fik sikkert også dette barn døbt. Og provst Hübschmann skrev:
Barnet var dødssyg
Ugen efter kommer badmoderen igen og meddeler, at barnet er alvorligt syg. Provsten bøjer sig og giver ordre til at bringe barnet til kirken. Det bringes i et forklæde. To vidner beordres af provsten, som døber barnet tre timer inden det dør. Som provsten skriver:
Men sagen er slet ikke slut endnu. Amtmandens uægte datter fødtes og døde i juni 1659. I august fødtes en søn på slottet. Men denne gang fik Hübschmann ikke noget at gøre.
Nu blev magisteren fra Løjt brugt
Amtmandens vogn med tjeneren Hendrik på bukken henter magisteren (præsten) fra Løjt.
Amtmanden havde ved forskellige lejligheder ladet kirkelige handlinger udføre af fremmede præster, skønt han går lige så lidt i kirke hos dem som ham. Det fyrstelige slot hører under Aabenraa Kirke, og ”den gode magister” i Løjt vil han altså nok lade forstå, at i Aabenraa er det ham, Georg Hübschmann, der er provst og præst. Men hvad skal man sige om en præst, der har ladet sine egne børn døbe ikke af sin kollega, diakonen i Løjt, men af henholdsvis hr. Knud (Bruun) i Løgum, hr. Reinhold (Reimers) i Bedsted og hr. Erik (Wind) i Brede.
Et ugudeligt menneske
Den lille mand, som angrer hos provsten kan nok opnå både forbøn og tilgivelse. Den 28. oktober 1659 dør amtmandens skytte, Rotker (?), som provsten kalder et ugudeligt menneske, der aldrig kommer i kirken. Men før hans død kommer der bud efter kapellanen, som meddeler den syge Nadveren.
Skytten havde i og for sig ikke noget positivt udestående med kirkeordonnansen, så vidt, der kan ses af overstående.
Hans Carstensen måtte bekende sine synder
Dette havde derimod Peder Andersens stedsøn, Hans Carstensen. Han havde i 1648 forført sin fars tjenestepige. Og så havde han skubbet skylden over på en anden for at undgå det åbenbare skriftemål og havde begivet sig udenlands.
Der var han til sidst havnet hos generalmajor Ulrik Christian Gyldenløve. Denne var Christian den Fjerdes naturlige søn. Hans Carstensen kom i efteråret 1653 hjem til Aabenraa behæftet med ”Sprinkler”.
Moderen kom til provsten og bad ham tage den syge til alters. Provsten spurgte, hvorfor han ikke havde indfundet sig for længe siden for ved åbenbar bod at søge forsoning med Gud og den kristne menighed.
Moderen måtte skriftlig på sønnens vegne forpligte sig til at indhente det forsømte, hvis sønnen blev rask igen. Ikke nok dermed. Provsten gik nu selv hen til den syge og lod ham mundtlig gentage løftet om ufravigeligt at opfylde kirkeordonnansen bud, når han blev rask.
Han lod sig ikke ”sætte briller på næsen”
Men kirkeordonnansen måtte ske fyldest. Johan Malers kone, Anna måtte under vielsen beholde hovedbeklædningen på, skønt hun forsikrede, at hun var ligeså ren som Jomfru Maria og beseglede sin renhed med et:
Hun døde i barselsseng 11 uger og 4 dage efter vielsen. I dette stykke så provsten hverken gennem fingrene eller lod han sig ”sætte briller på næsen”.
Chritoffer Meerkatz levede et ugudeligt liv
Forholdet til amtmand von Brockdorff må fra begyndelsen af have været mindre godt. Allerede i 1655 noterer Hübschmann i kirkebogen, at den 7. september – en søndag – havde Christoffer Meerkatz prædiket på slottet. Han havde fået forbud mod at prædike i Aabenraa Sognekirke grundet ”erschrecklichen Legen (løgne). Men amtmanden havde givet ham tilladelse til at prædike på slottet.
I slutningen af 1657 får vi mere at vide både om genvordighederne med Meerkatz og Brockdorff.
Kort før Mikkelsdag havde borgmester og råd under amtmandens indflydelse afsat kantor Antonius Bruun og indsat brandenborgeren Christoffer Meerkatz i hans sted.
Denne Meerkatz, skriver provsten, fører et ugudeligt, forargeligt levned med fråseri og drukkenskab, banden og sværgen. Han er ærkeløgner og pralhans. Han gør sin næste al den fortræd, han orker, og øver skadelig indflydelse på ungdommen i skolen.
Anden juledag har provsten kort påtalt forholdet i sin prædiken. Men hvad sker der? Dagen efter lader diakonen Johannes i direkte modstrid med modtaget instruks om ikke at lade Meerkatz komme på prædikestolen denne afholde gudstjeneste ”thom trotz und shimpf” for provsten.
Meerkatz lader ikke lejligheden gå ubenyttet hen. Han tildeler sognepræsten en irettesættelse. Til gudstjenesten var mødt amtmanden og amtmandinden. Det blev dog for groft for amtsskriver Bastian Stal. Han ytrede til amtmanden, at menigheden ville forarges, når en uvedkommende kunne benytte prædikestolen på denne måde.
Men amtmanden synes, at det var helt i orden. Han havde bare svaret igen. Borgmester og råd var vel vidende om Meerkatzes forhold også m.h.t. en gældsstiftelse. Men de gav ham et godt skudsmål.
Et godt forhold til den forrige amtmand
Forholdet mellem Provstegården og Brundlund Slot havde ikke altid været spændt. Da der for første gang var barnedåb i provstens hus er det von Brockdorff’ s forgænger, amtmand von Winterfelt, der er anført som fadder. Og da denne forlader Aabenraa i 1655 efter 14 års embedstid, skriver provsten i kirkebogen:
I året 1659, samme år som sagen med amtmanden og pigen, Trincke er Hübschmann på Brundlund Slot.
En ”stor” begravelse på Brundlund Slot
Den 11 august 1659 bliver der begravet et barn med fornavnene Ernst Dietrich, kun 2 år, søn af en fremmed oberstløjtnant, som antageligt har været en officerskammerat til amtamand von Brockdorff. De medvirkende til begravelsen var ikke færre end 6 præster, og så kunne provsten ikke forbigås. Tilmed blev liget begravet i kirken.
Begravelsen skildres udførligt. Foran i ligfølget gik skoledrenge og så fulgte de seks præster, to og to. Efter kisten fulgte amtmanden og en oberst Kanütz. Provsten holdt ligprædiken.
Provsten fik sendt 6 Rigsdaler for sin ligprædiken, diakonen fik 2 Rigsdaler. Til kirken var to store alterlys. Præsterne forblev til kl. 11 om aftenen på slottet.
Noget tyder på, at begravelsen ikke blev holdt efter gældende regler. I hvert fald var der indført en forordning i 1637 omkring overdådighed ved adelige begravelser. Efter denne måtte der i byerne ikke gives begravelsesmåltid. Liget skulle ligeledes bringes til kirken klokken et om eftermiddagen.
I motiverne stod der, at det var for at hindre, at den ene skulle overgå den anden i dragter, drikke, sølvtøj og andre overflødigheder. Og det var også for at forhindre timelange prædikener.
Pastoren havde udarbejdet et dødsregister
Provsten havde vedhængt kirkebogen et særligt dødsregister over fyrster, herrer og gejstlige, som var afgået ved døden i hans embedstid. Og det var tydeligt, hvem provsten kunne lide og hvem han ikke kunne lide.
Forholdet til landsherren og regeringen på Gottorp har vel i det højeste været korrekt. Til amtmanden næsten uholdbart og til byens borgmester alt andet end venligt. Det viser følgende historie.
Man må ikke lave grin med kirken
Svenne Slagter eller Gide kunne ikke komme til alters, fordi han ikke havde noget at tage på. Til Kyndelmisse 1637 lod han sig af B. Hans Magnussen (Byens borgmester) Anders Iversen og Peter Skrivers søn købe til at optræde i kirken i fine klæder med et sølvbælte om livet og en stor udenlandsk krave. Provsten troede, at det var en fornem rig købmand, der kom i kirke. Kirken genlød af latter, da de så hvem det var.
På provstens klage kom der fra Gottorp en streng ordre til amtsforvalter Joachim Danckwert, at Gide skulle have 8 dages vand og brød. Man skulle også finde ud af, hvem der havde arrangeret det hele for at gøre kirken til grin.
Provstinden overfuset af borgmesteren
Det har bestemt ikke været let for pastor Hübschmann. Allerede efter få år efter hans embedstiltrædelse var der modtand mod ham. I en skrivelse fra 1638 fortæller provsten om sine genvordigheder til hertugen.
Provsten fortæller, at borgmesteren den 2, juli 1637 i provstens fraværelse har narret provstinden ind i sit hus. Der havde han overfuset hende og råbt efter hende ud af vinduet, da hun gik. Provsten havde håbet, at borgmesteren ville undskylde med, at han havde været fuld. Dette havde provsten via diakonen meddelt borgmesteren.
Men denne havde svaret, at han ikke havde været mere fuld, end at han vidste, hvad han gjorde.
Provstindens slægt havde været agtet i Aabenraa i 100 år, og hendes fader, bedstefar havde været præster og provster på stedet.
Atter overgreb mod pastoren
Ved et bryllup den 4. december 1637 ville man have strid med præsten, fordi han kun ville skåle en gang. Byfogeden havde bemærket, at det var gået bedre, hvis ølkruset havde været fyldt med penge. Det havde fået provsten til at gøre byfogeden opmærksom på hans restancer. Byfogeden havde bag provstens ryg kaldt ham for ”en hundsfot” og benævnt ham som ”Jens Smædekarl”.
Organisten havde taget parti for byfogeden og løbet efter provsten og gjort mine til at ville slå ham. En anden, Jens Decker havde hældt et glas øl ned af ryggen på provsten. Alt dette var sket fordi provsten ”tugtede fråseri og drikkeri og andre laster blandt de fornemme i byen”.
Ved en ildebrand for 4 år siden havde alle de fornemme været så fulde, at de ikke vidste, hvordan de skulle håndtere situationen.
Organisten burde afsættes
Provsten anmodede om, at organisten bliver afsat. Hvad der skal ske med byfogeden og Jes Decker overlades til hertugen. Undersøgelsen bedes foretaget af amtsforvalteren, da provsten ikke havde tillid til borgmester og råd.
En anden var barnefadder eller?
Den omtalte Jes Decker havde provsten måttet indberette til hertugen nogle måneder før. En pige fra Haderslev havde først udlagt Jes Decker som barnefadder, senere på Deckers foranledning, Calli Petersen fra Rise, og derpå igen Jes Decker.
Jes Decker var ufortrødent mødt til skriftemål, og på provstens forlangende om åbenbar bod havde han svaret, at hellere ville han til evig tid ligge under djævlens fødder.
Han klager til hertugen over, at som kautions – og panteduelig borger skal i fængsel for bryllupsaffæren, og klager så samtidig over provsten. Skandalemagerne i Aabenraa havde endnu ikke en von Brockdorff at støtte sig til.
Advarsel fra Hertugen
I en skrivelse af 4. januar 1638 hedder det, at alle og enhver, der forulemper provsten i Aabenraa, det være i ord og gerning vil blive straffet med store pengebøder eller efter omstændigheder på legeme og liv. Det samme gælder for dem som benytter sig af tredje person.
Byfogeden Anders Iversen måtte i begyndelsen af 1638 vandre i arrest. I april 1639 blev han afskediget af hans fyrstelige nåde. I kirkebogen står der under den 2. februar 1646:
Organisten havde ikke vidner
Organisten Nicolaj Thomsen (Thomæus kalder han sig selv) var ikke så kæphøj som f.eks Jes Decker, da han fra Arresten skrev til Gottorp. Svaret løs på, at han kunne bevise sin påståede uskyldighed over for amtsforvalter Joachim Dancwerth, som efter provstens henstilling havde fået disse sager overdraget.
Thomsen havde hævdet, at provsten havde sagt til ham:
Men det var der nu ingen vidner, der havde hørt. Borgmester Hans Magnussen må have reddet stormen af.
Nøgen rundt i Aabenraa
Man kan godt forstå, at provsten nogle år senere benyttede lejligheden til at minde borgmesteren om sinde pligter. Den 26. februar 1642 døde en stakkels sindsforvirret mand, Jacob Svarrer fra Vestergade, som i vinterkulde og østenstorm gik splitternøgen omkring på gaderne, indtil han sank død sammen foran Peter Rebslagers dør i Ramsherred.
Pastoren undrede sig over, at borgmesteren ikke havde haft folk til at tage sig af dette elendige menneske, da hans vanvid var på det højeste, så han ikke havde fået sådan en elendig død.
Han udøvede tugt i sin menighed
Det er omtalt, at provst Hübschmann opfattede det som sin embedspligt at udøve tugt i sin menighed. Han synes i udstrakt grad at have benyttet prædikestolen i dette øjemed. Alt tyder på, at hans prædikerne havde været både aktuelle og haft tydelig adresse.
Christen Bomskov – en ny fjende
En anden borger, som provsten ikke var længe at blive forarget over, var købmanden Christen Bomskov, der var kommet fra Sundved og havde bosat sig i Aabenraa. Det må have været en kraftig prædiken, provsten har holdt mod Chr. Bomskov.
Nytårsmorgen 1633, da provsten var i færd med at begive sig over til gudstjeneste mødte der en fremmede krigsmand op i provstegården. Denne boede hos Chr. Bomskov. Hanm viste provsten sin sabel og sagde at med denne ville han gennembore ham, selv om han stod foran alteret, hvis han prædiker om ham lige som om Bomskov.
Provsten havde da også været på Gottorp og rådført sig med superintendenten Jacob Fabricius vedr. Chr. Bomskov.
Under bordet – parat med knippel
Nogle dage efter nytårsbesøget skulle provsten til bryllup hos Johan Asmussen Skipper. Under bordet lå da, fortæller Hübschmann i kirkebogen Chr. Bomskovs 15 – årige Hans med en knippel og lurede på provsten.
Hvorvidt attentatet lykkedes vides ikke, men Hans Bomskov omtales senere ved flere lejligheder på en måde, som må kaldes alt andet end rosende. I flere har provsten haft en meget ivrig og virksom modstander.
Men åbenbart må der være indgået et forlig med Bomskov. Ved en retssag mod Chr. Bomskov, hvor provsten var tilkaldt som vidne, bekræftede denne, at han havde tilgivet Chr. Bomskov.
Jens Hansen med den berømte bror – borgmester i Aabenraa
Jens Hansen eller Kramer var søn af præsten i Hellevad Hr. Johannes (Hans Nissen) og bror til den kendte Nicolaus Helvadderus (Niels Heldevad) (Se artiklen: En berømt mand fra Hellevad). Han var i 1618 blevet borgmester i Aabenraa,
Ingen anden kunne læse og skrive
Og det var skønt han var den yngste i rådet. Han blev afsat i 1632. Hans efterfølger var Hans Magnussen fra Blansgård. Og det hedder om ham, at han var den eneste i rådet som
Ingen anden i det velvise råd kunne læse og skrive uden vanskeligheder.
Bomskov ville ikke betale sin gæld
Og i den sag der opstod mellem Jens Hansen og Chr. Bomskov, ja der mangler der heller ikke farver. Bomskov havde erkendt, at han havde en gæld, men han betalte ikke. Gælden blev stiftet i krigsåret 1629 og obligationen lød på 10 år.
Jens Hansen skriver også til hertugen, at han føler sig truet af Chr. Bomskov og hans søn. Drillerier, skældsord og voldshandlinger er omkvædet i alle vidneudsagn. Og Chr. Bomskov var ellers en velstillet mand, der ejede et hus i 4. kvarter. Om Jens Hansen nogensinde fik sin penge vides ikke.
Tog sit arbejde alvorligt
Nej, det var ikke sjovt at være provst i Aabenraa for 375 år siden. Hübschmann tog sit arbejde yderst alvorlig. En herres tjener af en mindre stærk sjælelig konstitution ville sikkert være segnet.
Man kan jo undre sig over, at amtmanden ikke fik en straf af hertugen for sine uægte børn. Men det skyldes nok hans fortjenester som oberst. Han fik også skattefrihed omkring Risegård. Det blev en såkaldt frigård. Han var selvskreven til en bod.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 141 artikler om Aabenraa og Omegn herunder:
Juli 28, 2018
Da Ballum næsten fik en Havn
Han var særdeles initiativrig, denne Christian den Fjerde. Inden vi kommer til havnen i Ballum, var det lige nogle digearbejdere, der havde en anden religion. Og så skulle der lige indføres told i Lister Dyb. Her var masser af sørøvere, så kongen mente, at der skulle bygges en fæstning med havn, købstadsrettigheder m.m. Første forslag lød på Rudbøl. Andet forslag gik så på Ballum. Kongen var selv nede og kigge på sagerne. Men så var det lige nogle hollændere og svenskere, der skulle ryddes af vejen. Men disse svenskere kom igen. Og nu havde kongen mistet gejsten og pengene. I begyndelsen troede Rigsrådet, at kongen ville bygge fæstningen på Sild. Inddigningen af Ballum Enge blev mange år forsinket.
Svenskerne hærger
I begyndelsen af det 17. århundrede blev området flere gange inddraget i krigsbegivenheder. Især blev det tilfældet, da Torsteinson lidt før jul 1643 var gået ind i hertugdømmerne. Med sin hær drog han hærgende nord på.
På et tidligt tidspunkt havde en svensk styrke bemægtiget sig Lister dyb fra søsiden og besat Rømø og Sild. På Rømø havde de anlagt et par skanser. Det forlød, at de allerede havde bemægtiget sig de fleste skibe på øen.
Bådene ikke stukket i brand
Sognepræst Jens Engelbrechtsen fortalte, at svenskerne i 1644 havde brændt 26 af øens skibe, så de kunne havde 6 stykker tilbage. Men den 15. februar (efter nutidig tidsregning den 25. februar blev der sendt 100 mand fra Glückstadt til Rømø for at tilbageerobre de skibe, som svenskerne havde erobret.
De kom dog tilbage med uforettet sag, da skibene lå på det tørre. De havde ikke engang, som de havde fået ordre på stukket dem i brand.
600 mand til Rømø
Den 21. (31. marts) gjorde en ny styrke på 600 mand fra Glückstadt landgang. De erobrede to skanser, tog 3 kaptajner, 3 løjtnanter, 3 fændrikker og 140 mand tilbage tillige med den engelske forræder, Martin White.
I begyndelsen af maj blev der endnu mere dramatik i Lister Dyb. En hollandsk flåde på 36 skibe stævnede mod Danmark for at hjælpe svenskerne. Men inden de nåede Kattegat var Christian den Fjerde over dem med 9 orlogsfartøjer.
Et stort nederlag til hollænderne
24 fjendtlige skibe var krøbet ind bag Sild. Kongen spærrede dem udgangen gennem Lister Dyb og tilførte dem et frygteligt nederlag. Men hollænderne kunne med deres mindre dybdegående både trække sig lang ind bag List og Sild, så kongen ikke kunne få ram til dem. Så disse slap bort.
Masser af sørøveri i Lister Dyb
Men det var nu længe før den tid drama i Lister Dyb.
I det 16. og 17. århundrede florerede sørøveri og fribytteri i den grad i Vesterhavet at forskellige regeringer måtte gribe ind over for det. Man kunne ligge i skjul i roligt vand inde bag de høje klitter og holde udkig med, hvad der foregik på havet udenfor.
1572 og 1573 har været nogle af de værste år. I 1588 sendtes der orlogsskibe til Kattegat og Vesterhavet for at sikre sejladsen mod spanske og nederlandske fribyttere.
Men under Christian den Fjerdes regeringstid var der også gang på gang sendt skibe til området som værn mod skibsfarten. Særlig berygtet var sørøverne fra Dunkerque.
Siden 1630 skulle der have været placeret en flådeafdeling her.
En fæstning ved Rudbøl
Det var disse forhold, der bevirkede, at Christian den Fjerde mente, at der skulle placeres et befæstningsanlæg i nærheden.
I første omgang havde kongen Rudbøl i tankerne. Her skulle der bygges en fristad, fæstning og havn. Han havde udset sig stedet den 9. oktober 1637. Det skulle være ved et tilløb til Vidåen. Det var dengang, der endnu var et tilløb til Siltoft.
Den 17. november minder kongen Rigsrådet om dette fort, som han håbede ville blive bygget den kommende sommer. Han skriver, at der i tide bør tænkes på besætningens underhold, på hus til proviant og ammunition. Der skal også store og små kanoner til stedet.
For yderligere at lægge pres på Rigsrådet skriver han to dage senere, at han allerede har bestilt tømmer i Norge. For nogle tusinde daler.
Det blev dog ikke noget med dette fort/havn m.m. Rigsrådet frarådede det.
Hollænderne havde en fremmed religion
Men Christian den Fjerde kunne ikke få Lister Dyb og egnen ud af tankerne. Et par år senere havde han kig på et andet sted, hvor der kunne bygges by, havn og fæstning. Det var Ballum. Og denne gang slap han ikke planerne så let.
Inden kongen lige fandt dette sted, ved det en anden ting på vestkysten, som han beskæftigede sig med. Det var omtrent midt mellem Tønder og Husum.
I 1631 havde Hertug Frederik den Tredje af Gottorp givet et hollandsk selskab bevilling til inddigning af 16.000 Demant stor strækning til dels mark, til dels vader. Arbejdet på dette var påbegyndt 1633. Og det blev to gange afbrudt og til dels ødelagt ved store oversvømmelser.
En del af de hollandske arbejdere var katolikker. De havde i 1634 bygget en kirke og en skole. Kirken kunne rumme 200, men der kom dobbelt så mange. Og det var noget, der i den grad irriterede kongen.
Ingen toldfrihed
Han rejste derfor i september 1640 til Lyksborg for at få et svar af hertugen. Hertugen ville ikke vedgå, at den selvtagende religionsfrihed var ulovlig. Han hævdede, at der var truffet aftale at kirkelige forhold var noget som hertugen selv kunne tage stilling til. Derfor kunne han også give religionsfrihed til dem han ville.
Men kongen skulle nok vise hertugen, at han havde overtrådt sine beføjelser. Gjaldt der ingen religionstvang i det nydannede land, så gjaldt det sandelig heller ingen toldfrihed. Derfor sendte han to små skibe derned for at kræve told.
Den 1. september 1642 var kongen igen i Lyksborg og besøgte katolikkerne. Ved den lejlighed må det have været, at han forbød dem at bruge kirken. De måtte holde deres messer i deres egne huse. I 1680 blev kirken nedbrudt.
Christian den Fjerde i Ballum
Men turen syd på gjaldt nu først og fremmest Ballum, hvortil kongen kom den 7. september. Han tog ind i en gård, som senere – 1695 – blev ejet af afdøde herredsfoged jens Aagesens enke Dorthea.
Kongen ville undersøge muligheden for at anlægge en by med havn og befæstning her. Han skrev allerede den 1. september fra Lyksborg til sin Kansler Chr. Thomsen Sehestedt om sine planer med Ballum.
En meget ihærdig konge
Den 10. september skriver han fra Haderslevhus igen til Kansleren. Allerede dagen før havde han skrevet til Lensmanden på Ribehus, Gregers Krabbe, at han agtede at lade marsklandet ved Ballum inddige, og derfor skulle Lensmanden tilsige Digegreven fra Bredstad at lade strandkanten på Ballum til enden af marsken (Astrup Klint) opmåle.
Nogle dage senere befaler han, at Markus Whitte skulle sørge for, at intet gennem Lister Dyb bliver ført toldfrit ud af riget, men han skulle opkræve samme told for heste og kreaturer som i Kolding.
Nye kort over området
Den 21. oktober gav han derpå kartografen Johannes Meyer i Husum ordre til at tegne et kort over Vestkysten Fra Glückstadt til Ribe. Det modtog han den 13. oktober 1643 og et par specialkort over Lister Dyb, Rømø, Manø, sydspidsen af Fanø og de mellemliggende farvande. Kort over fastlandet modtog han noget senere.
Rigsrådet skulle orienteres
Indtil videre havde kongen handlet på egen hånd. Nu gjaldt det om at få Rigsrådet gjort interesseret i sagen. Den 22. november 1642 skriver han til Rådet, at han havde brugt meget tid på at kigge på forholdene til lands og til vands. Ved Ballum havde han fundet det ideelle sted til havn, fæstning og by.
Skulle Rigsrådet have betænkeligheder ved anlægget af den nye købstad om det eventuelt kunne skade Ribes handelsliv, så ville han gerne stå til ansvar for det.
Allerede den 25. november svarede Rigsrådet. Deres største betænkning var at skaffe midlerne til etableringen. Men åbenbart var der nogen misforståelse i korrespondancen. Kongen taler om to steder, hvor den nye by kunne bygges. Det ene sted er på Riberhus grund og det andet sted er i hertugdømmet. Nu lå Ballum By i kongeriget og ikke i hertugdømmet. Åbenbart har Ballum været kongen aldeles ubekendt indtil han besøgte stedet.
Masser af misforståelser
Værre var det imidlertid, at kongen og Rigsrådet taler om to forskellige steder, der lå tre mil fra hinanden under yderst forskellige forhold.
Rigsrådet troede – vel sagtens vildledt af kongens tale om Lister Dyb – at det var på List (Sild), han ville have den ny ”fornemme Handelsstad” bygget, mens kongen ville have den bygget i Ballum Enge.
Hvorfor skulle de ellers inddiges? Og hvorfor skulle der bygges en sluse? Han må åbenbart have tænkt sig Brede å anvendt som sejlløb og havn. Den har sikkert nok dengang været betydelig dybere, end den var, inden den ved digebygningen begyndte at fyldes med slik.
Der mangler penge
Men kongen blev harm over at Rigsrådet ikke var lige så begejstret som ham selv, men det skyldes vel nok økonomien. Kongen var bestemt ikke en billig konge. Men med det samme svarede han igen.
Om Rigsrådet var blevet klogere af kongens svar, er nok tvivlsomt. Men kongen havde nu alligevel opfattet Rigsrådets senere svar som en godkendelse. Og kongen har travlt. Dagen efter skriver han til Rigsmarsk Anders Bille og Kansler Christian Thomsen Sehested og fortæller dem om Rigsrådets beslutning.
Den følgende dag, den 27. november erklærede Rigsrådet da også, at de gerne vil hjælpe kongen med at fremme anlæggelse af købstad/havn/befæstning. Men deres største problem var, at de ikke kendte udgifterne. De ville ikke love noget, hvis det ikke var midler til det. De havde allerede lovet kongen ”nogle tønder guld”.
Det var penge, som de havde lovet ham. Desuden medgik en stor sum til ”Det fremmede folk at underholde”. De ville dog give tilsagn om, at hvis han lagde projektet på ”Danmarks Riges uomtvistelige grund”, ville kongen til hjælp med en enkelt skat bidrage med 120.000 Rigsdaler, så snart rigerne kunne betale de ”forrige udlovede Tønder Guld, det fremmed Krigsfolk aftakkes og Rigets Undersaatter taale en ny Skat”.
Der bestilles allerede tømmer
Kongen tog nu fat på forberedelserne til at sætte arbejdet i gang. I juni 1643 skriver han til Rigshovmester Corfitz Ulfeldt, at han skal bestille en hel masse tømmer. Det hele var udspecificeret.
Men så stopper alle oplysninger omkring anlægget af købstad, fæstning og havn i Ballum Enge. Om det bestilte tommer fra Norge nogensinde er ankommet til Ballum, ja det vides ikke. Men der findes et brev fra 20. januar 1644, der omtaler noget tømmer.
Inddigningen af Ballum Enge mange år forsinket
Da foråret stundede til var svenskerkrigen i gang. Da det endte med at freden i Bremsebro den 13. august 1645, var Danmark et ydmyget, hærget og svækket land. Kongen var en olding, hvis kræfter var ved at ebbe ud.
Inddigningen af Ballum Enge blev først udført i årene 1914 – 1919. Købstad, havn og fæstning bliver det sikkert aldrig noget af. Men noget tyder på, at Ballum dog engang har haft en fæstning.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder bl.a. 233 artikler fra Tønder og Omegn, 69 artikler fra Højer og Omegn samt 157 artikler om Sønderjylland herunder:
Juli 25, 2018
Fra Krig til Internering
Gadens Parlament og Folkets Vilje bestemte i begyndelse i retsopgøret. De frivillige blev gjort lovløse. Folkestemningen bestemte straffeudmålingen. Der var kaotiske tilstande og minimumsstraffen blev sat til 4 år. Man ville straffe de hårde, men sådan blev det ikke. Ramaskrig i befolkningen, da tre frivillige blev frikendt. Var tilladelsen til Frikorps Danmark givet under pres? DNSAP startede også en hvervekampagne uden den store succes. Vildledning, at Frikorps Danmark var et dansk bidrag. SS blev gjort kriminel. Man melde sig af ideologisk grunde.KZ-vagter fik hårdere straffe. Tjeneste i Danmark nærmest fordoblede straffen. Professionelle soldater fik hårdere straffe. Begrundelsen var, at de burde kunne gennemskue det hele. Det tyske mindretal fik ingen særbehandling. Man ville udvise dem. Men nogle byretsdommere gav formidlende straf til dem. Ikke alt gik rigtig for sig i Fårhuslejren. Anspændt forhold i Sønderjylland.
Gadens parlament og Folkets Vilje
Der er stadig mange meninger omkring retsopgøret. Det er derfor vi atter engang skriver en artikel om emnet. Og i denne artikel kigger vi på, om straffeudmålingen var retfærdig. Det er tydeligt, at i den første tid var det ”Gadens Parlament” og ”Folkets Vilje”, der fik deres vilje.
Under udarbejdelse af vores bog mødte vi også en del fra det tyske mindretal, som stadig mener, at de blev uretfærdig dømt. Dette forsøger vi også at kigge på.
De frivillige blev gjort lovløse
Under Anden verdenskrig gjorde 6.000 danskere tjeneste på tysk side. Langs Norges kyster til torpedobåde i Adriaterhavet og panserenheder i Kaukasus kunne man finde danske frivillige.
Da krigen sluttede blev de frivillige hurtig lovløse. En stor del var allerede i Danmark, fordi de var hjemsendt eller på orlov. Andre var taget til fange af de allierede. Da de så blev løsladt skulle de i Danmark gennem en retssag, hvor de så efterfølgende blev fængslet.
Straffeudmålingen prægede folkestemningen
Retsopgøret sigtede i princippet at dømme de mere alvorlige forbrydelser. På den baggrund blev der fremsat en minimumsstraf på fire års fængsel. Men i praksis endte det med, at mange blev dømt denne straf for små forbrydelser.
Straffeudmålingen var i begyndelsen hård og præget af folkestemningen. Det skulle være et folkeligt retsopgør, hvor der blev renset godt ud.
Frode Jacobsen udtalte den 22. maj 1945:
Allerede under besættelsen havde Frihedsrådet udarbejdet et udkast til rammerne for et retsopgør, som skulle straffe alle, der på den ene eller anden måde havde gået tyskernes ærinde under besættelsen.
Disse rammer blev præsenteret i pjecen ”Naar Danmark atter er frit” fra november 1943. Først og fremmest skal der ske et opgør med kollaboratørerne, og dette opgør skal ske ad rettens vej.
Det skete så ikke altid. Vi har tidligere beskrevet stikkeraktionerne.
Frihedsrådet ville have særdomstole
Frihedsrådet ville have oprettet særdomstole til retsopgøret. ”Naar Danmark atter er frit” er egentlig juridiske paragraffer. Udvalget, der primært bestod af jurister, var i eksil i Sverige. De udarbejdede et udkast til Straffelovstillæg og en lov om særdomstole, der kunne varetage sagerne efter besættelsen.
Der var ligeledes nedsat et embedsmandsudvalg. Dette udvalg var modstander af de hårde minimumsstraffe, som Frihedsrådet havde lagt op til. De ønskede heller ikke særdomstole.
Kaotiske tilstande
Lige efter besættelsen gik bevæbnede modstandsfolk nærmest fra dør til dør. Man havde Centralkartoteket med 40.000 navne, der skulle interneres. Pladsmangel og manglende professionalisme hos mange modstandsfolk førte til kaotiske tilstande.
Der var flere eksempler på verbale og fysiske overfald. Der var også drab på formodede kollaboratører og frygten for selvjustits voksede. Allerede den 6. maj manede man i aviserne til besindighed blandt befolkningen. I Nationaltidende skrev man:
En minimumsstraf på 4 år
Den nye befrielsesregering trådte i kraft allerede dagen efter befrielsen. Den kom til at bestå af en lige fordeling mellem de traditionelle politikere og medlemmer af Frihedsrådet. Den 23. maj blev forslag til straffelovsforslaget fremlagt. Og behandlingen skete lynhurtigt, og loven skulle være med tilbagevirkende kraft.
Dødsstraf og tab af borgerlige rettigheder blev diskuteret. De danskere, der havde gjort tysk krigstjeneste blev indbefattet af straffelovstillægget §10 stk. 1:
Ofte var denne straf betydelig hårdere, end interneringen/fængslingen.
Forholdet mellem brøde og straf var ude af funktion
Domstolene lagde hårdt ud. Minimumsstraffen havde sat forholdet mellem brøde og straf ud af funktion. Den første dom faldt den 12. juli 1945.
En dansker, der i 1942 havde meldt sig til Luftwaffe, blev idømt fire års fængsel. Denne straf blev gældende for hele sommeren 1945.
Ramaskrig i befolkningen
Allerede den 20. juli udløste en byretsdommer dog et ramaskrig i befolkningen, da hun frikendte tre østfrontfrivillige under henvisning til, at de havde ladet sig hverve før 29. august 1943 efter lovlig anvisning fra dansk myndighed, hvilket kunne give tiltalefrafald ifølge lovgivningen.
Der blev med denne sag henvist til en udtalelse fra regeringen den 8. juli 1941, hvor nuværende og hjemsendt personel fik regeringens tilladelse til at træde ind i Frikorps Danmark. Dette blev af mange frivillige tolket som en officiel anerkendelse til at deltage i krigen.
Ja når selv Juraen er tvivl, så må noget være i vejen. Vi vender lige tilbage til dette spørgsmål.
Opstandelse i Land og Folk
Men frifindelsen vakte i den grad opstandelse. I Land og Folk kunne man læse følgende:
Var tilladelsen givet under pres?
Havde den danske regering udsendt en egentlig tilladelse i 1941, og var denne tilladelse i så fald udsendt under pres?
De pågældende tre sager blev omgående anket til Landsretten, der ikke var tvivl. De tiltalte blev alle dømt skyldige. I løbet af august måned blev den hårde kurs således stadfæstet ved Landsretten.
Som sagt var det hensigten, at straffelovstillægget først og fremmest skulle ramme de større lovovertræder. Men det tog tid at forberede disse. Derfor ramte det mest de små lovovertræder.
Kritik af straffelovstillægget
Overretssagfører Frants Dragsted rettede i aviser en skarp kritik af straffelovstillægget. Han mente, at mange havde meldt sig til krigen i den tro, at de havde regeringens accept. Også forfatteren Karl O. Christiansen, hvis bog vi bl.a. har citeret, kritiserede de hårde domsafsigelser. På den måde blev velfungerende borgere gjort kriminelle.
Men heller ikke inden for Jura- verdenen var man enig. Således skrev sagførerfuldmægtig Kjeld Lundgren:
Justitsminister: Man administrerede ikke loven efter hensigten
Venstres justitsminister Busch Jensen mente ikke, at man havde administreret loven efter hensigten. – nemlig primært at skulle ramme de alvorlige forbrydere, og at de små kriminelle skulle slippe hurtigt.
Man havde ikke i Danmark behov for at sende flere arbejdsduelige danskere i fængsel end højst nødvendigt. Man forudså pladsproblem i fængslerne, hvis selv de mindste landssvigersager gav 4 års fængsel uden prøveløsladelse.
Man kiggede på uretfærdigheden
Der var allerede afsagt flere tusinde domme. Men i januar 1946 var det begrænset, hvor langt man var kommet. Og det var et udvalg, der skulle se, om straffelovstillægget egentlig var rimligt. Man overvejede nu lavere minimumsstraffe, korte frakendelse af almen tillid og mulighed for prøveløsladelse.
Fejl hos Rigsdagen
Venstre – manden Svenning Rytter opsummerede sin version af problemet i Jyllands posten den 29. juni 1946:
Rytter havde håbet, at det ville blive straffrit at have meldt sig til krigstjeneste før 29. august 1943, men så vidt gik det ikke. Minimumsstraffen blev dog nu nedsat til et år under formidlende omstændigheder, og tab af almen tillid blev nu nedsat til fem år.
Folkestemningen var blevet roligere
Man var dog allerede tidligere fra domstolene begyndt at give mildere straffe. Efter at jurister havde stillet spørgsmålstegn ved det rimelige i den straf man blev tildelt, begyndte dommerne at sætte spørgsmålstegn ved den hårde linje. Måske skyldtes det også, at dommens længde heller ikke mere havde avisernes opmærksomhed. Folkestemningen var også blevet roligere.
DNSAP startede hvervekampagne
I 1939 og 1940 var der kun få danskere, der meldte sig i tysk kristjeneste. Dem, der meldte sig var fra det tyske mindretal. De mente, at de skulle tjene ”fædrelandet”.
Da Danmark blev besat iværksatte DNSAP en symbolsk hvervekampagne blandt sine medlemmer. Man holdt dog størstedelen af de våbenføre hjemme, da man helt bestemt mente, at de skulle overtage magten i Danmark.
Men da det viste sig, at dette ikke blev aktuelt øgede DNSAP hvervekampagnen. De fleste danskere, der meldte sig i 1940 endte i SS-Standarte Nordland (senere Regiment Nordland).
12.000 dansker havde meldt sig – 6.000 var antaget
Dette ændrede sig den 22. juni 1941, da tyske kampvogne rullede over grænsen mellem det tysk- og sovjetbesatte Polen. Nu var verdenskommunismen pludselig en officiel fjende. Fra DNSAP blev hvervningen intensiveret. Men det blev dog aldrig den succes, som partifører Frits Clausen havde ønsket sig.
Efter krigen blev der anslået, at 12.000 danskere havde meldt sig. Af disse blev godt 6.000 fundet egnet. Endvidere anslås det, at 620 gjorde tjeneste i de tre værn under den tyske værnemagt, hæren, flyvevåbnet og krigsmarinen.
Cirka 200 gjorde tjeneste i den tyske flåde. Langt de fleste landede hos Waffen SS. De fleste kom i starten i 5. SS Panserdivision Wiking og Frikorps Danmark og senere i 11. Pansergrenaderdivision Nordland.
Frikorps Danmark beregnet som dansk bidrag
Efter Frikorps Danmarks nedlæggelse blev Regiment Nordland en selvstændig division, men der var fortsat en del danskere i Wikings øvrige afdelinger til krigens slutning.
Frikorpset blev i begyndelsen udelukkende betegnet som et rent dansk bidrag til krigen, der skulle hjælpe i kamp mod bolsjevismen. Den danske regering udstedte formelt en accept af Frikorpset, og efter et par uger blev det tilladt dansk personel at træde uden for nummer for at indtræde i Frikorpset. Man var dermed sikret en stilling i hæren, når man engang vendte hjem igen.
Frivillig deltagelse i krig
Flere regeringsudtalelser fulgte i de kommende måneder og blev af mange frivillige set som en opfordring til at deltage i krigen. Et eksempel kommer her. Det er en udtalelse fra regeringen fra foråret 1942:
Vildledning at Frikorpset var et dansk bidrag
Nu var det ikke alle danskere, der havde denne mening. Men det var udsendt af regeringen! Det var i den grad en vildledning, at frikorpset var en dansk enhed. Korpset fik et stort antal tyske officerer og instruktører. De frivillige fik SS-uniformer og skulle aflægge ed til Hitler.
Trods udbredte protester fra danskerne kom Frikorpset dog til østfronten og kom flere gange i kamp. En ændret tysk politik betød dog, at de enkelte frikorps blev nedlagt fra 1943. Personalet blev overført til egentlige SS – enheder.
SS blev gjort til en kriminel organisation
Nu gjorde de fleste danskere tjeneste i Regiment Nordland. De blev overført til partisanbekæmpelse i Kroatien. Og det gik grusomt til fra begge parter. Derefter blev de indsat i kampe langs Østersøen. Resterne af divisionen endte sine dage i Berlins gader, hvor de sidste frivillige blev taget til fange af sovjetiske tropper i maj 1945.
Efter krigen blev SS betegnet som en kriminel organisation, ikke mindst på grund af det nazistiske tilhørsforhold og gennemførelsen af Holocaust. Og det kom de danske SS – frivillige til at mærke.
De dansksindede i Sydslesvig blev tvunget til krigsdeltagelse eller til at arbejde i rustningsindustrien.
Man meldte sig af ideologiske grunde
Men hvad drev i grund danskerne til at melde sig frivillig? Ja det fremgår af domsudskrifterne. Den væsentligste faktor var den ideologiske kamp mellem nazismen og kommunismen. De fleste mente, at kommunister udgjorde en fare for verdensfreden, ikke mindst efter den finske vinterkrig i 1939 – 1940, hvor Sovjet angreb Finland. Her meldte en del danskere sig for at forsvare broderfolket.
De fleste nævnte kampen mod bolsjevismen i stedet for støtte af nazismen. Men det var vel også klogt at holde fast på det. De erklærede nazister fik en betydelig længere straf. En frivillig SS’ er fik fire års fængsel efter at vedkommende havde fortalt, at han stadig var nazist og selv om han kun havde gjort krigstjeneste i et år.
Medlemmer af det tyske mindretal nævnte patriotisme eller pligtfølelse over for fædrelandet som begrundelse. Blandt mindretallet var mange vokset op med nazistisk påvirkning gennem foreninger og ikke mindst skolesystemet. Generelt tog domstolene hensyn til propagandaen og betragtede dette som en formidlende omstændighed.
Tvunget i krig
Mange er også direkte blevet tvunget i krigstjeneste. De har været fulde på værtshus og skrevet under på noget papir, de egentlig ikke vidste, hvad var. Tysklandsarbejdere har troet, at det var arbejdsrelaterede dokumenter, så har det vist sig at være indmeldelsesblanketter til Waffen SS. Men disse forklaringer har nu ikke rigtig påvirket dommerne.
Men åbenbart har det påvirket dommerne, at man gjorde tjeneste på et militærhospital, så fik man halveret straffen til to års fængsel.
KZ-vagter fik hårdere straf
Havde man gjort tjeneste i en KZ – lejr blev straffen forøget, men egentlig var det svært at bevise. I bogen ”Under hagekors og Dannebrog anslås det, at antallet af danske KZ – vagter har været ca. 100. men Dennis Larsen mener i sin bog ”Fortrængt Grusomhed” at dette tal er væsentlig højere.
Men egentlig indsatte tyskerne efterhånden sårede og ældre soldater i KZ – lejrene. Så kunne man frigive de yngre soldater kamptjeneste. Også et stort antal fra mindretallet kom til de nordtyske aussenlager. Vi har tidligere beskrevet det i vores artikler.
Retten i Sønderborg gav forkert straf
En person fra mindretallet blev idømt 18 måneders fængsel for at have været tre år i KZ – lejren Neuengamme. Retten i Sønderborg mente, at det var en formidlende omstændighed, at han ikke havde gjort fronttjeneste. Anklageren mente dog netop, at dette var en skærpende omstændighed. Landsretten dømte dog også personen 30 måneders fængsel.
Svært at bevise krigsforbrydelser
Under retsopgøret var man ikke klar over omfanget af krigsforbrydelser. Man var dog klar over, at det var en barsk affære. En frivillig forklarede til retten, hvordan danskerne under tilbagetrækningen fra Narva i 1944 var blevet udnyttet af tyske enheder som skjold for tilbagetrækningen.
Henrik Skov Kristensen forklarer i sin bog, Straffelejren, hvordan en person i Faarhuslejren pralede med, at han havde været med til at brænde landsbyer ned. Men det har ikke været muligt for domstolene at gå nærmere ind i sådanne undersøgelser.
Tjeneste i Danmark var en skærpende omstændighed
Havde man gjort tjeneste i Danmark blev dette takseret højt rent domsmæssigt. Et eksempel er en person, som i to år var ansat ved luftværnsartilleriet i Danmark. Fra domsudskriften lyder følgende:
Det må nok siges, at være en ret hård straf.
Anvisning af dansk myndighed?
I sidste ende kom straffelovstillægget til at gælde hele besættelsen, dog med den undtagelse, at forbrydelser begået før 29. august 1943 var straffri, såfremt gerningsmanden handlede efter anvisning fra en lovlig dansk myndighed. Dette omfattede i praksis ikke de danskere, der meldte sig til tysk krigstjeneste. Flere Frikorps-folk påstod, at de havde modtaget anvisninger fra regeringen i sommeren 1941, og i enkelte tilfælde resulterede dette da også i frikendelse.
Det reviderede straffelovstillæg fra juni 1946 indførte reelle lempelser i forhold til den 29. august.
Den skjulte krigstilstand
En interessant tendens opstod i Sønderjylland, hvor man ofte henviste til den ”skjulte krigstilstand” mellem Danmark og Tyskland. Efter august 1943 kunne der tales om denne skjulte krigstilstand. Alle danskere burde dermed have vidst, at der var tale om forræderi, når man meldte sig herefter.
Professionelle soldater blev straffet hårdere
Danske officerer og befalingsmænd, der meldte sig under de tyske faner og i Frikorps Danmark blev straffet hårdere. Mange af disse var dybt skuffet over det der skete den 9. april.
Erik Lærum var kaptajn ved hærens flyvetropper meldte sig senere til Waffen SS:
Lærums erindringer blev skrevet 15 år senere, da han stadig var overbevist nazist. Oberstløjtnant Peter Kryssing meldte sig som chef for Frikorps Danmark. Frikorpset blev i hæren lanceret som en mulighed for at genoprette en del af officersstandens ære. Den 8, juli 1941 udsendte Krigsministeriet et cirkulære, hvor der bl.a. stod:
Der var ingen formidlende omstændigheder
Det forlød også, at kongen bakkede op om Frikorps Danmark. Mange officerer og befalingsmænd meldte sig på den baggrund. Disse ting brugte de anklagede også i deres forsvar efter krigen. En dansk officer henviste også til samtale med Kryssing inden hvervningen. Denne havde henvist til regeringens godkendelse af cirkulæret. I retten blev han trods forklaringen kendt skyldig:
Retten erkendte ”misvisende udtalelser” fra regeringen
Det er dog andre tilfælde, hvor retten har anset regeringens udtalelser for at kunne have virket misvisende for de danske frivillige. En landssviger, der ikke kom fra forsvaret, fik følgende udtalelse med sig fra retten:
De professionelle soldater burde have gennemskuet det!
Fort de professionelle soldater blev det forventet, at de kunne gennemskue at Krigsministeriet havde fremsat udtalelserne under pres fra tysk side og at man dermed ikke skulle følge anvisningerne. Det ses tydeligt fra en domsafsigelse, hvor en dansk officer havde gjort tjeneste hos Luftwaffe fra august 1941 til marts 1945:
De professionelle fik gennemsnitlig 50 pct. længere straf end andre.
Ubegavede fra underklassen, vaneforbrydere og vildfarne unge
Tyskerpigerne blev fremstillet som ubegavede medlemmer af underklassen. De danske frivillige blev generelt beskrevet som en gruppe vaneforbrydere, nazister og vildfarne unge. Dette billede blev dog senere lidt mere nuanceret, men det tog lang tid.
Anspændt forhold i Sønderjylland
Vi har tidligere været inde på det tyske mindretal. NSDAP-N’ s øgede aktiviteter førte til et meget anspændt forhold mellem mindretallet og de etniske danskere i Sønderjylland. Forholdet blev ikke bedre af, at mindretallet modtog flere goder og vareleverancer fra selve Tyskland under besættelsen. Med forskellige organisationer virkede det som om, at mindretallet var en aktiv del af besættelsesmagten.
Allerede ved krigsudbruddet i 1939 havde nogle enkelte fra mindretallet meldt sig til krigstjeneste. Efter april 1940 blev Sønderjylland et helt nyt rekrutteringsområde for den tyske værnemagt. Det tyske mindretal påtog sig øget hvervevirksomhed. Mindretallet opfattede det som pligtfølelse over for ”fædrelandet”.
1.500 lod sig hverve til Waffen SS
Det anslås at 1.500 lod sig hverve til Waffen SS og et par hundrede til den tyske værnemagt. De flest frivillige gjorde tjeneste enten i SS-divisionerne Totenkopf, der var rent tysk eller Wiking, der bestod af hjemmetyskere fra hele Nordvesteuropa.
I begyndelsen var der også folk fra mindretallet i Frikorps Danmark. Men de tysksindede ønskede ikke at gøre tjeneste i det, der i propagandaen blev iscenesat som et rent dansk korps. Man ønskede at kæmpe i tyske enheder og i alle henseender at blive behandlet som tyskere. Mindretallets ledelse rettede derfor henvendelse til Himmler, der i 1942 overførte de tilbageværende mindretalstyskere fra Frikorpset til Totenkopf.
Modstandsbevægelsen krævede udvisning
Mindretallet havde et særdeles blakket image, da retsopgøret blev indledt. I mange danskers øjne figurerede mindretallet som dybt nazistiske med patruljerende sabotagevagter og Zeitfreiwillige.
Modstandsbevægelsen krævede, at de folk fra mindretallet, der havde gjort sig skyldige i forræderi udvist af landet efter afsluttet straf. I den offentlige debat dannede der sig to grupperinger. Den ene gruppe bestod af modstandsfolk og yngre sønderjyder. De krævede fortsat skærpede straf over for mindretallets frivillige og kollaboratører, herunder fortsat udvisning af landet.
Den anden gruppe bestod overvejende af ældre sønderjyder, der selv kunne huske tiden før 1920 og de dertilhørende problemer ved at være et mindretal.
Mod særbehandling af det tyske mindretal
Hvorvidt mindretallet skulle underlægges særlige vilkår blev også debatteret ivrigt i Rigsdagen i løbet af maj 1945. En række politikkere mente, at de blot handlede, som man kunne forvente. I første udkast til straffelovstillægget fra 25. maj blev det derfor formuleret, at der ved tilfælde af hvervning til tysk krigstjeneste kunne gives straffenedsættelse, såfremt man tilhørte det tyske mindretal.
Der blev dog argumenteret mod særbehandling af mindretallet og at loven skulle være lige for alle. Modstandsbevægelsen fastholdt dog en skærpet kurs over for mindretallet. Politikken skrev den 29. maj 1945 bl.a. følgende:
Der blev ikke givet ved dørene
Det endelige straffelovstillæg tog derfor ikke formelt hensyn til mindretallet, men der blev indført en sikkerhedsventil, som de enkelte byretsdommere i Sønderjylland kunne tage i brug for at lempe straffen over for mindretallet.
Men der blev dog ikke givet ved dørene, hvis det drejede sig om vagter ved de tyske koncentrationslejre. Her dokumenterer Dennis Larsen, at der var overrepræsentation af folk fra det tyske mindretal.
Vi har tidligere i artikler beskrevet det voldsomme sociale pres, der var i det tyske mindretal med hensyn til hvervning. Men hvis man var med i det tyske mindretal, var opvokset i dansk miljø og var gået i dansksproget skole så var det ingen pardon. Vedkommende havde i 1943 meldt sig til Krigsmarinen og gjort tjeneste i godt halvanden år. Efter krigen blev han idømt to års fængsel. Var dommen faldet tidlig var det sikkert blevet til 4 års fængsel. Retten sagde bl.a.:
Man kunne ikke bruge ”tyskhed” som formidlende
Det var langt fra alle medlemmer af mindretallet, der kunne regne med strafnedsættelse. Retten i Sønderborg dømte også en person fra mindretallet fire års fængsel for at have gjort tjeneste i Waffen SS:
Landsretten var af en anden mening
Men sagen blev anket til Landsretten, og her slap tiltalte med to års fængsel. Nu var bestemte politimestre og dommer i Sønderjylland nok også tyskfjendtlige. Det har sikkert også præget dommene. Vi har også i artikler kunne dokumentere mærkelige domsafgørelser.
Ikke alt var i orden i Fårhuslejren
Og det som det tyske mindretal blev udsat for i begyndelsen i Faarhuslejren var vel ikke i orden. Om det tyske mindretal er behandlet korrekt, ja det har vi egentlig allerede omtalt i andre artikler og i vores bog. Det har allerede givet en del reaktioner.
Det er ikke uden grund, at højesteretssagfører Henriques kaldte det for et ”juridisk galehus”.
I de første måneder lå mange afgørelser over landssvigere markant over minimumsstraffen. Efterhånden spillede almindelige retsregler ind. Der var dog undtagelser.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 236 artikler om Besættelsestiden (Før/under/efter) herunder: