Dengang

Artikler



Historier fra Vis og Ugle Herreder

December 23, 2018

Historier fra Vis og Ugle Herreder

Vi kigger på ældgamle historier og myter både nord og syd for grænsen. Hvad er en Vætte? Trold, Djævel og onde mennesker befinder sig i Tarp. Vi møder den hellige mand, Poppo. Der er kamp mellem hedendom og kristendom. Ellund var en ”Jammerdal”. En kvinde blev kaldt ”oldemor”. Husk altid, at have en skimmel stående. Pas på – kromanden går igen. En dansk dronning blev dræbt ved Ryttergabet. Så var det Røverborgen og Lindormen. Kilden med liv og død befinder sig i Flensborg. Helligvandet er i Ugle Herred. Syv huskeråd fra Bov.

Nord og syd for grænsen

Vi har kigget i gamle sagn og folkeminder. Og her er vi i det, der hedder Isted Syssel. Til Vis herred hører Bov, Hanved, Store Vi, Vanderup, Nørre haksted og Valsbøl Sogne. Syd for Vis herred ligger Ugle Herred med sognene, Oversø, Store og Lille Solt, Siversted, Eggebæk og Jørl.

Vi er både nord og syd for den dansk/tyske grænse. Nogle af stednavnene har vi ikke rigtig kunne fastslå med nye navne. Og i nogle af historierne har vi bebeholdt den gamle stavemåde.

Hvad er en Vætte

Måske er det ikke alle der ved, hvad en Vætte er. De forekommer hyppig i disse historier. De bosatte sig gerne under menneskers boliger eller lige i nærheden. De var tyvagtige og kunne gøre sig usynlige. De blev forbundet til sygdomme og ulykker. Men de kendes også som fredelige og venskabelige. De er i familie med nisser.

En byremse

Det er en smart byremse, der fører gennem begge herreder:

  • Hyllerupm og Haverup – videre væk er Vanderup

Æ Javetut går på Jerrishøj Vej

Æ trold er i Tarp

Fanden er i Frørup

Og den onde mand i Barderup

De tre første byer ligger i Vis Herred, de sidste fire i Ugle. Alle syv slår de en ring om grænsen mellem Vis og Ugle syd for Flensborg.

Trold, djævel og onde mennesker befandt sig i Tarp

Vest for grænsen er de jævne bondebyer, hvorom der ikke er noget særligt at fortælle. Over i Ugle Herred bor Vætter. En Javatut går hylende, klagende ved Jerrishøj. Trold, djævel og onde folk sidder i Tarp, Frørup og Barderup i heden dom.

Den hellige mand, Poppo

Så kommer syd fra den hellige mand Poppo og døber folket i Helligbæk, også kaldet Jydebæk på herredets sydgrænse. Og her ligger døbestenen, en runddysse. I skoven talte den hellige mand Guds ord for folket ved en sten, der hedder Templet. For at vise at han vidnede sandt lod han sin skjorte gyde over med voks og satte ild på den. Skjorten brændte, men det skete ikke noget med den hellige.

En hedning trodsede ham og lod sin hest gøre Helligbækkens døbevand urent. Men han blev bundet til stedet, indtil han lovede at bygge en kirke-og han byggede kirken i Siversted.

Så kastede Fanden en sten efter Poppo, den lå mellem Stolk og Helligbæk på grænsen mellem Angel og højderyggen.

Kampen mellem hedendom og kristendom

Oversø og Siversted Sogne kaldes Lusangel, den dårlige jord modsat Angels fede mark. Her på dette Lusangel står kampen mellem hedendom og kristendom.

Ellekællingen klager i Jerridshøj: Javetut!. Trolden og kæmpen bor i Tarp og Frørup. Deres mand, den onde, sidder bagved i Barderup. Men Poppo vinder sejren i Siversted og tager den hellige lund og oldtidsgraven ved grænsen.

Okseøerne

Ja man siger om Okseøerne at en kæmpe tabte noget jord. Og myten siger, at her ved Okseøerne døde Dronning Magrethe den Første.

Klus

Ved Klus var der et valfartssted, som du kan læse om i en speciel artikel. Her skulle du bare have en genstand med fra en syg person, så kunne denne blive helbredt.

Frøslev mænd måtte kæmpe med Ellund mænd

Kirkens tro vinder frem ind i Vis Herred. Når Frøslev mænd drog ad kirkevej over Ellund Marker måtte der kæmpes med Ellund mænd.

Det var i året 1777, at der var et større slag mellem beboerne i Frøslev og Ellund. Man mente, at Frøslev-borgerne skulle køre den lange omvej over Padborg og Harreslev for at komme til kirke.

Ellunderne vandt det første slag på grund af deres talmæssige overlegenhed. Sejrherrene bemægtigede sig det ønskede bytte.

Men da nu en gammel mand fra Frøslev døde gik bøndernes ordfører, Laust Petersen, der havde den største gård og var rechensmann til amtmanden i Flensborg for at få lov til den direkte kørsel.  Amtmanden tilbød at føre sagen for retten, men det ville gå for lang tid. Amtmanden spurgte derfor Laust: ”Har I ingen knipler i Frøslev?

Der blev dannet en stærk eskorte til følget. Og skønt ellunderne havde gravet en spærregrøft og var mødt talstærkt op, vandt Laust det andet slag. De beslaglagte varer fra første slag blev udleveret. Laust blev modtaget med triumf i Frøslev efter begravelsen. Siden kunne man køre den direkte vej til kirken.

Ellund var en Jammerdal

Lige vest for fik de deres egen kirke i Valsbøl, men der var det kun småt. Klokken kunne ikke lyde over hele byen, og så gik degnen ud og råbte til kirke:

  • Kommer no I Valsbøl Mænd.

Man sagde, at Frøslev var en ”Frydensal” og Ellund var en ”Jammerdal”. Ved Frøslev er det kongelige bedested Oldemorstoft. Tyskerne kalder det Valdemarstoft.

Ja sådan står det i de gamle folkeminder, men det lå nu et godt stykke fra Frøslev.

En kvinde, der blev kaldt Oldemor

Det er Helgstedet, hvor en kvinde – Oldemor kaldes hun – har fået jord af kongen, fordi hun tog imod kongens søn, der blev syg på Alfarvejen. Hun fik skov til gave. Af kongen, og der var også gammel ret til krohold i Oldemorstoft.

Men den skyld lå der på stedet, at der skulle holdes en skimlet hest. Når skimlen døde, blev en ny købt. Det skulle vel være Kongens Hest – egentlig den Kongens Hest der farer i ”flyvende jagt” uden for Oldemorstoft.

Heste og hunde med ild af gab og øjne sås her. Der blev sagt, at de varslede jernbanen som skulle blive bygget. Det var så at ingen hest kunne stå tøjret på Hans Tychsens mark, før jernbanen kom, de rev sig løse og løb mod vest.

Oldemorstoft er nu delt i to gårde. Inde i den ene i en høkule (lade) skal der stå en stenkreds, tre alen gennemsnit, hvor en af de gamle kromænd er nedmanet, da han gik igen, fordi han havde stjålet havren fra vejfarende heste.

Kvinden, der fanger jord-ved rundgang – kongens ridt på skimlen og navnet Oldemorstoft viser hen til en sammenhæng med Olmersdige, en god mils vej ind i Ellum Syssel.

Husk, at have en skimmel stående

Det hed sig dengang, at der altid skulle stå en skimmel på Oldemorstoft. For hvis det ikke var tilfældet ville det brænde. En tidligere ejer (Hans Jensen) havde to skimler, så var der da altid en i live. Men da Liske overtog gården, blev skimlerne solgt. Så brændte den staldlængde der lå langs vejen.

Pas på – Kromanden går igen

Kromanden stjal hø fra de rejsende, som hestene skulle have. Det karlen, som kromanden beskyldte for denne ugerning. Denne blev uskyldig pisket for dette. Da kromanden blev syg og døde, mente enken, at kromanden gik igen. To præster måtte det til for at mane genfærdet i jorden. Genfærdet af kromanden sank længere og længere ned. Man lod en kobberkeddel hente. Den hyllede de over ham og lod den mure til.

En dansk dronning blev dræbt ved Ryttergabet

I gamle minder er der et sagn om en kamp på den sydvestlige side af Frøslev. Ryttergabet hedder stedet. En dansk dronning fandt sin død her. Hun blev dræbt.

To ryttere fra Røverborgen skulle være omkommet her. Man sagde også, at det var her, at herremanden fra Røverborgen overfaldt de vejfarende.

Røverborgen

Sagnet melder om skov fra Bov til Skovlund. Skoven brændte med Røverborgen derinde, så ”Landet gik i Hede”. ”Efling Hede” Det er ødelandet mellem Isted og Ellum Sysler.

Det var en greveslægt, der ejede borgen. Og den sidste i slægten skændte og brændte i omegnen og var til skræk og plage for beboerne.

Engang var han med sin bande vendt hjem fra et røvertogt belæsset med bytte og sad nu i slottet i vildt drikkelag, da et rødt ildskær pludselig oplyste salen. Man løb hen til vinduer og døre og så ud. Da stod skoven i flammer. Der var ingen udvej derfra. Da ilden var brændt ned, fandt man ingen spor af slottet og siden da har skoven været forsvundet. Ingen i omegnen vidste, hvordan branden var opstået. Men man mente, at det var Straffen fra Gud.

Lindormen

Den blå slange med guldkronen lå under Duborg, Lindormen ved det trebundne skel.

Kilden med liv og død i Flensborg

Her på Fredbjerget stod stenen, der faldt hver gang krig var i vente. Og krig skal komme så Harrislev-dalen flyder med blod. Men Flensborg skal ikke gå under i blod. Vand skal fælde staden – som Horsens og København.

På havretorvet i Flensborg var en gammel brønd ”Grønnekilden”. Af den kom livet, de små børn hentes op af Grønnekilden. Døden kommer fra samme sted. En søndagsmorgen vil et sort svin stå ved en sten, vælte den og påvirke kilden, således at strømmen stiger over staden.

Helligvandet i Ugle Herred

Ild står af Vis Herred fra skovbrand og Volmers-ridtet ved Oldemorstoft. Helligvandet rinder i Ugle Herred, hvor trolden kæmper mod Poppo ved Helligbæk.

Men fra kongsfærd, krigsfærd og kirkefærd finder herrederne deres møde i Livs- og dødsbrønden på Flensborg Torv.

Huskeråd og regler

Mange af de gamle regler og retningslinjer, som gennem tiderne har hersket på forskellige egne er præget af folkeminder og gammel overtro. Lad os afslutningsvis tage et par stykker fra Bov.

  1. Afredt hår skal brændes. Man sagde, at der ikke måttet kastes noget ud, for så kunne fuglene bygge rede af det og så fik man ”Hoejve (hovedpine)
  2. Efter syringen af brødet, skal der tegnes et kors i dejen, ellers lykkes den ikke, eller der ikke vil være velsignelse i den.
  3. Juleaften skal kvæget have utærsket neg eller det bedste hø.
  4. Sankt Hans aften må der ikke ligge tøj på ”Blegen”, ellers sætter kræften sig på det, og man får kræftskader.
  5. Du må ikke have vask ude, juleaften, ellers kommer man til at klæde lig inden næste juleaften
  6. Juleaften må ingen plov stå på marken, ellers sætter den evige jøde eller som man kalder ham her ”Jerusalems skomager” sig på den.
  7. Vil et barn ikke lære at gå, eller har fået Engelsk Syge, så må det bæres over en græstørv.

Kilde:

  • Thorkild Gravlund: Herredsbogen Sønderjylland og Øerne
  • E.T. Kristensen: Gamle Fortællinger og det Jyske Almueliv
  • E.T. Kristensen: Danske Ordsprog
  • E.T. Kristensen: Danske Sagn
  • Jens Kamp: Danske Folkeminder
  • Svend Grundtvig: Gamle danske minder
  • Thiele: Danmarks Folkesagn
  • Diverse artikler på www.dengang.dk

Hvis du vil vide mere: Læs mere på www.dengang.dk

  • Anekdoter fra det Gamle Bov
  • Præster og andet godtfolk i Sønderjylland
  • Flere præster og godtfolk i Sønderjylland
  • Klus – et valfartssted lige syd for grænsen
  • Okseøerne
  • Oldemorstoft og mange flere

Historier fra Rise og Lundtoft Herreder med Sundeved

December 23, 2018

Historier fra Rise og Lundtoft med Sundeved

Vi kigger langt tilbage. Hvad er en Vætte? Heksene i Aabenraa. Men hvor ligger Urnehoved? Kongelig nattely i Bolderslev. Ingen af dem kom i graven uden uheld. Og dengang hed det Kliplev Herred. ”Tav” gik rundt. Løjt-kæmpen blev slået til døde. Bars blev drillet. Sten var der mange af i de gamle sagn. Kertil Urne var her. Kæmpen balder fra Bolderslev. Rune blev ofret ved Tohøj. Han græd hende i live. Bodum var bondeslægtens hjemsted. Kassø-folk var stridbare. Løjtningerne skiftede kirke. Junker Vigge’ s meget sørgelige historie. Skatten sank i nærhen af Nybøl. De to kæmpers kamp. En vætte i Bybjerg ved Felsted. Rise Herreds vætte var en god knivsmed. Hornet blev taget fra vætteren. Barnegråd hindrede skattejagt. Genfærdsluer. Der et spøgelse i Røde Kro. Angel-ormen blev dræbt.

Vi har kigget langt tilbage

Vi har kigget i gamle folkeminder og i gamle sagn, for at se om der var nogle historier fra egnen. Ofte bliver disse kun leveret i enkelte sætninger. Nogle af historierne er så gamle, at vi ikke umiddelbar kan genfinde stednavnene. Så kære læsere god fornøjelse med historier fra Rise og Lundtoft Herreder med Sundeved.

Der er nogle stednavne, vi ikke har kunnet fastslå. Der hvor det er muligt bruger vi de gamle vendinger.

Vi skal måske lige tilføje, at du i andre artikler kan finde mange flere myter, sagn og historier fra specielt Løjt fra dengang

Hvad er en Vætte?

Og så bruges begrebet en Vætte, og hvad er en Vætte. Ja begrebet findes fra nordiske folketro og før-kristen religion. Det var nogle væsner, der bosatte sig under menneskernes boliger. De var tyvagtige. De kunne gøre sig usynlige og forvirre folks syn. De var ofte forbundet med sygdomme og ulykker.

Der findes dog også sagn om mere fredelige og endda venskabelige forbindelser mellem vætter og mennesker. Selv om de var en del af den hedenske mytologi, var det ikke ualmindeligt, at man fortsatte med at dyrke dem langt ind i kristen tid.

De er beslægtet med nisserne.

Heksene i Aabenraa

Under tortur indrømmede Anna Jørgensdatter i 1617, at hun havde stået i lære hos en heks i Kappel. Endvidere indrømmede hun, at hun havde dræbt køer og ved nattetid havde hun danset på Galgebakken. Hun havde plejet omgang med Djævlen.

Margrete Krog var en anden heks fra Aabenraa. Hun skulle gennemgå hekseprøven. Men hun var prisgivet på forhånd. Prøven bestod i, at hun blev smidt i Aabenraa Fjord. Svømmede hun ovenpå, var hun heks. Druknede, ja så var hun ikke heks men så var det bare for sent.

I årene 1500 til 1700 døde mange tusinde danske kvinder på heksebålet. Flammerne blev tændt med kirkens velsignelse. I den katolske kirke havde man ligefrem en heksebibel (1487). Denne bibel gav retningslinjer, hvordan man finder frem til en heks. Hekseri stammede fra kvindens umættelige kødlige lyst. Man kunne sandelig også læse, at kvinderne havde mindre forstand. De blev under tortur aftvunget tilståelser. Her indrømmede de, at de var i pagt med djævlen.

I kirken holdt man øje med kvinderne. For hvis man tørrede sig om munden med et lommetørklæde var man højst sandsynlig en heks. Efter altergangen skulle man være på vagt, for en heks blev nødt til at spytte nadverbrødet ud igen. Fra prædikestolen kunne præsten hurtig se, hvem sognets heks var. Hun ville nemlig vende ansigtet bort.

Det var jo en grund til at høsten slog fejl, at et barn døde og at køerne blev syge. Man kiggede sig rundt i lokalsamfundet for at se, hvem der opførte sig mærkeligt.

Hvor ligger Urnehoved?

Hvor Slogs, Rise og Lundtofte Herreder mødes skal Sønderjyllands gamle landsting Urnehoved findes. Stedet skulle være i en sædmark øst for Oksevejen nord for Uge, øst for Bolderslev, ude ved sogneskellet. Men der er intet at se.

Sønderjyske Jordebøger er i vildrede med byer i Bylderup og Uge sogne til hvilken herred de hører. Urnehoved nævnes ikke. Uden om Urnehoved ligger ”Hjemtingene”. Lovtrup, Rise og Lundtoft. Vi har tidligere i to artikler kigget på de syv steder, hvor man mener, at Urnehoved kunne ligge.

Landstingets sted kunne ikke bruges til herredsting, men nær den bønderne bygdens stævne.

Kongelig nattely i Bolderslev

Når kongen kom og satte ting, kunne han søge nattely i Bolderslev, hvor et sted blev kaldt for kongehuset og et andet Friplov. Manden herfra blev fri fra skattetynge, fordi han dengang, da byen var kringsat med fjender, reddede kongen, og bar ham ud i en sæk. En anden kongsgård har der været i Søderup, nord for Bolderslev, hvor Svend Estridsen døde.

Og det med at en konge bæres væk i en sæk kendes også fra et frisisk kampsagn.

Ingen af dem kom i graven uden uheld

Valdemars Jordebog nævner skatteskyldig jord mange steder i området. Men dette nævnte sagnene aldrig nået om. De har en sær trang til at vende op på stort og småt. De husker en sten og en kilde i århundreder, men de var ligeglade med, hvor landstinget.

Syd for Rise ”blev der gjort falsk Ed” af syv bønder i Søst. Ingen af disse kom i graven uden uheld.

Det hed engang Kliplev Herred

Lundtoft Herred hed i Kong Volmers tid Kliplev Herred efter den store kirke-by Kliplev. Her rejste pilgrimme hen for at fejre St. Hjælper. Siden har herredet fået navn efter den lille landsby Lundtoft.

”Tav” gik rundt

I Sundeved kendes intet gammelt tingsted, men en Tingsti. Den kan spores over Svejrup, Tumbøl, Felsted, Hostrup og Stubbæk mod Urnehoved.

Sundeved havde i Varnæs Sogn et gammelt birketing. Stenderup ved Nybøl havde sin ”Tavhavpold, hvor by-mænd samledes, når budstikken kaldet ”Tav” gik rundt mellem gårdene.

Brudeeng

Brujseng (brudeeng) hedder et vejkryds øst i Stenderup eller et sted ved vejen mellem Sottrup og Snogbæk. Her blev et brudefærd udsat for en ulykke, siger sagnet. Bruden skal være set med udslået hår. Måske er det ”Helligstedet”. Måske var der her man blev viet.

Mellem Sundeved og det øvrige land er der blevet sat stenmærker.

Pinsegraven

Vest for det sydlige Broager lå i en lavning ”Pinsegraven” en stor sten, hvor en ”nedmaning” skal være sket.

I grænseskellet mellem Nybøl, Dybbøl og Stenderup står en sten, som en jæger brød sin hals på. Han jager her med sine hunde.

Og kong Volmer hviler sig på en sten i Stampagerfort i Stenderup.

Sten slynget af kæmpekvinden fra Fyn

Mellem Sundeved og Als står Dybbøl-stenen, også kaldet ”Barsten” eller ”Deggersten”. Den blev slynget i hosebånd eller hårbånd af Kæmpekvinden fra Fyn. Den vender sig, når den lugter nyt brød. Hun slyngede også en til Ullerup og en til, der faldt ved Tumbøl.

Løjt-kæmpen blev slået til døde

Kæmpen i Løjt ville kaste en sten til Egvad Kirke, men stenen nåede kun Rise Hjarup på sysselskellet og ved Løjt Sogneskel. Løjt-kæmpen boede i Bøgebjerg vest for Barsmark. Midsommernat satte han fod på en sten og hævede bjerget på fire gloende pæle til midsommergildet. Stenen med jættefoden ligger nu dækket af jord i Hundeglad Forte.

Løjtkæmpen blev ”slået til døde” af Bars på Barsø (eller Barsmark) og den sten ligger ved Høgebjerg.

Bars blev drillet

Da Bars ville gå over vandet fra Barsø og blev hånet af Løjt-boerne, fordi han stred imod storm, kastede han en fingermærket sten efter dem.

Sten var det mange af i de gamle sagn

Nogle sten i et dige ved Elbjerg og i et andet ved Overgård hører kirken til. Den skulle have været rejst ved Elbjerg.

En sten med indhuggene tegn lå ved Dybvighoved – vejen, og når den svedte varslede det ildebrand.

Gårdnavnet Fladsten går med i ringen af stenmærker rundt om Løjt.

Bars gik over fra Barsø og tog vikingesæde ved Dannebrog-stenene i Genner og jord i Løjt, der kaldes Barsmark. Hans kone hed Birret (Barvid?) Deres grave var Barshøj og Birrithøj ved Povlsgård.

Nu sidder han under mulden i Ellum Syssels nordøstre hjørne. Det kan vi høre om i visen:

  • Hvad om den gamle Bars endnu en Gang saa op?

Kertil Urne var her

  • Kertil Urne ligger her

Ja sådan stod det på en runesten på Bjolderup kirkegård ved Urnehoved. Men den er hvis nok nu på museet i Kiel. Det er en dansk adelssten, men tysk adel havde magten i landsdelen.

Også Barvid Syssels sten ved Hovslund gik til Tyskland, nemlig Berlin.

Kæmpen Balder fra Bolderslev

I den vestlige del af Rise Herred levede kæmpen Balder i Bolderslev. Det er gudekongen Balder, som ifølge Saxo kom fra Baldersbrønde på Sjælland. Jo det var ham, der kæmpede med kong Hoter i Højer.

Det er en Baldershøj syd for Agerskov kirke. I Bolderslev er der spor af Balders Borg på en af højene. Han har søgt at vinde land i nord og i vest for Rise Herred.

Sagnet mindes Balder og Bars som kæmper med kone – Bars og Birrit, Balder og Runde. Og balder ofrer hende:

  • Balder Rune og hans viv, ypped dem en stor kiv

Men på Tohøj dær slog Balder Rune død

Tohøj ligger øst for Bolderslev ved Urnehoved.

Sjov nok så findes der en sjællandsk juleleg og i den lyder det således:

  • – stor kiv i Tune, dær slog Balder Rune

Ni Slag ville vi slaa, dermed hjem gaa, en, to tre osv.

Rune bliver ofret ved Tohøj

I Sundeved kvæder Vætten i Bøgebjerg:

  • Sej Mand, du paa den brune Drik en Skaal med gamle Rune

Og rytteren flyer med vættens bæger.

Sagnet nævner også Rune som Kæmpe og Munk, men hos Saxo står Balders kamp om kvinden Nanna. Rune er hans viv, og han ofrer hende på Kongestævnet på Tohøj ved Urnehoved.

Mellem Balder og Bars styrer Kæmpen Roland med sit kørertøj ud i Rolandskilde og hans frue ofrer sig i sin ”Kvide for ham i Fruens Pyt”

Han græder hende til live

På borgen i Rise levede en herre, der fandt sin frue død og han græd hende tilbage til livet i et nu.

Til alle sider af Rise Herred står mand med kvinde. Her mødes ved folkestævnet den grædegivende kæmpekvinde og den landeværende Kæmpe. Han dræber hende ved Urnehoved, græder hende til live i Rise.

Bodum er bondeslægtens hjemsted

I dette Kæmpeland, nævnes Bodum som bondelsægtens første hjemsted. Når der siges:

  • Det ved Gud og hver Mand i Bodum

Ja så ved alle det.

Kassø-folk var stridbare

Man sagde om Kassø-folk, at de var stridbare. Da de havde sloges i tre døgn sagde de:

  • Vi er int skillest ad enno.

I Aarslev var der tapre folk. En bonde dræbte alene mange ”Tatarer”. Han angrede kun, at han engang havde dræbt en svensker.

Løjtningerne skiftede kirke

Løjtboerne havde også et godt ord på sig. De søgte engang over Sysselskellet til kirke i øster Løgum, og her sagde præsten til løgumborgerne:

  • Lad de løjtninger tage sæde, dem bør vi ære. Vil vi have en god kælvekoskal vi til Løjt, skal vi have en god følhoppe skal vi til Løjt, og vil vi have en amme skal vi også til Løjt.

Men nu gad løjtningerne ikke mere søge den kirke. Så fik de præst sammen med Varnæs i Sundeved.

Junker Vigge på Vold

Ovre ved Varnæs var der en hellig mand, der byggede kirke, Junker Vigge på Vold. Han gjorde også en pilgrimsfærd. Gammel kom han hjem og satte sig ved sin elskedes grav under det store træ ved kirkens østergavl. Så blev han jordet der. Det går sagn om, at hun var fra Helnæs på Fyn. De flygtede sammen, men blev skilt af på isflagerne. Hun gik i kloster. Han første hende derfra, tvang præsten til at bie dem. Men hun blev ikke hans, thi klostrets værge dræbte hende.

Ja se dette sagn har vi tidligere beskrevet men i en lidt anden version.

Junker Vigge var en ung og velhavende ridder, som boede på borgen Vold ved Varnæs. Han forelskede sig i Jomfru Ida, som boede på Helnæs hos sin far, Ridder Ove. Han snakkede med præsten i Varnæs om han ville vie dem. Det ville han godt, hvis Junker Vigge ville bygge en kirke.

Kirken blev bygget og med pater Mathies som vidne trolovede Ridder Ove sin datter til Junker Vigge. Herefter vendte Junkeren fra Varnæs hjem til sin borg for at afvente sin tilkommende.

Ridder Ove var i gæld til den mægtige Grev John af odde. Greven ønskede Frøken Ida forlovet til sin søn Kaj. En uhæderlig pagt blev indgået mellem de gamle mænd. Under julemessen kom det Vigge for øre, at Ida skulle bortgiftes til Kaj. Han faldt på knæ foran alteret i Varnæs Kirke og svor, at her skulle jomfruen blive hans brud, om det så skulle koste hans sjæl.

Lillebælt var frosset til. Julenat drog junker Vigge sammen med tyve svende over isen til Helnæs. Her ankom følget netop betids til at afbryde bryllupsklokkerne med sværdet. Ingen blev skånet undtagen Ida, som skulle med til Varnæs.

På tilbagevejen over Lillebælt brød isen op. Ida og Vigge kom bort fra hinanden. Mange omkom, og de elskende troede, at de havde mistet hinanden. Det gik flere år, hvor skæbnen førte de to sammen. I Letland var Ida gået i kloster. Sammen rejste de til Varnæs, hvor de endelig blev viet.

Men ak og ved. Morgenen efter var Ida dø. Hun havde i konflikten mellem kærlighed og nonneløftet valgt døden som sidste udvej.

Mange år senere vandrede en olding ind på Varnæs Kirkegård. Det var Junker Vigge for at sone sin skyld havde han hvileløst vandret rundt i årevis. Den gamle lagde sig på Idas grav og udåndede.

Ved korgavlen af Varnæs Kirke under den gamle løn ligger to som i livet ikke kunne få hinanden forenet for evigheden. Tidligere stod der altid vand i en hulning i det gamle træ. Vandet havde helbredende virkning. Desværre er træet nu så utæt i bunden og vandet er borte. Men øverst i gavlen ses stadig Junker Vigges hoved i sten.

Skatten sank i nærheden af Nybøl

Nede ved Gråsten bliver røveren Alf en hellig mand.  Og eneboer. Han taler til folket alt imens han ruger over sine elleve døde røverbrødres skatte, som han lover den der jorder ham. Skatten findes under hans leje. Men den skal fragtes over isen mod Nybøl, ind i Sundeved. Til sidst synker den.

De to kæmpers kamp

Når kæmperne optræder ved Sundeveds fjorde er de strenge. Det skete også for Sundeved-kæmperen. Alsingerne ville have Sundved-boerne derover, og lod Als Kæmpen udfordre Sundeved kæmpen til kamp. Først skulle de se, hvem der kunne æde mest.

Så satte de to kæmper sig på Dybbølbjerg og lod deres folk bringe kost i mængder. De åd lige meget. Manden, der kæmpede for fri samfærd sejrede, alsingeren vandt over Sundeved – kæmpen til alles glæde.

En vætte i Bybjerg ved Felsted

Lundtoft Herred har ingen kæmpe, men til gengæld den værste Vætte. Han bor i Bybjerg ved Felsted-ved skellet til Sundeved. Han røver kvinder, og når de skal føde ind i bjerget, må der hentes overjords jordemoder. Hun fik høvlspåner i løn og kastede dem bort. Men en blev hængende på hendes klæder og blev til guld.

Hun havde smurt sit ene øje med den slave, hun skulle ofre til den spæde. Det betød, at hun blev synsk. Hun kunne se Vætten ved kirken om søndagen. Hun hilste på ham. Da stak han hendes synske øje ud.

Bonden vågede over sin kone i barselsseng

Kvinder i barselsseng røver han især og lægger en træstøtte i stedet. Bonden der kørte til mølle hørte det lyde fra højen:

  • Skær Lise med den lange næse ud.

Han skyndte sig hjem og lod våge over sin kone i barselssengen. Da Vætten kom med træbilledet og lagde det i sengen, var han rede og greb sin kone. ”Lad mig ha´ mit og tag i jert. Så kunne de tage deres træbillede igen.

Dette sagn kendes kun her og på Bornholm, begge steder ved kysten.

Rise Herreds vætte var en god knivsmed

Rise Herreds Vætte i Trebjerg er en god smed, særlig knivsmed. De sår der skæres med hans kniv heles ikke.

Fra en høj ved Mellerup sprang en Vætte frem og bad bonden om at blive budt til bryllup med et stort stykke guld i brudegave. Mern hvad med brudespillet. Pauker og trommer og tordenvejr det kunne Vætten ikke holde ud.

Brød i løn

Ude i Løjt må bonden lave Vættens bageskovl og får brød i løn.

Hornet blev taget fra Vætteren

Rise Herreds Vætter er gode. Med dem er ingen strid. Alligevel hændte det, at en karl tog bægeret fra højfolk i Hjordkær. Det blev alterbæger, men låntes ud til syge og til bryllupsgilder, da det gav helse og lykke. Ved et bryllup i Alslev kom en stodder og bad om at drikke af alterbægeret, da han var syg. Men han afleverede aldrig bægeret igen. Men Vætteren sørgede for at det kom tilbage.

I Sundeved må Vætteren to steder give bægeret fra sig. Da Legbjerg mellem Sottrup og Ragebøl står på gloende pæle og rytteren bydes på et bæger, rider han bort med det og Vætteren råber:

  • Kom Enhorn, Guldhorn er borte.

Men rytteren reddede hornet og gav det til kirken i Dybbøl.

Vætteren fra Bøgebjerg kvæder

Et andet horn blev taget fra Bøgebjerg, hvor Vætten kvæder verset:

  • Sej, Mand du på den brune

Drik en tår med gamle Rune

Tre hundrede og ti jeg er i dag

Drik min skål mig til behag

Man hørte barnegråd ved skattejagt

Bedst stod det til med Vætter blandt bønder i Rise Herred. Da Rise mænd ville grave skatte hørtes barnegråd og de holder op. Man måtte ikke tage fra hjemstavns-jord.

Genfærdsluer

Fra Rise Herred ses et sønderjysk sagn om genfærdsluer.

Det blev svoret falsk om en eng i Hjordkær. Konen sagde til manden:

  • Vil du ikke hellere i Helvede og have en rig søn, end have en fattig søn og komme i Himmerig.

Han svor, som hun ville og derfor brænder de tre luer, Bådkilde i Hjordkær. Lignende tre lys brænder i Rugbjerg, Øster Løgum og bliver kaldt Bravrup Trædeild.

Trolde var kirke-byggere

To store kæmpe-trolde blev hyret til at bygge Hjordkær Kirke og Hellevad Kirke. Hjordkær Kirke blev først færdig. Men man havde kun en murske, som man måtte låne hos hinanden. Trolden i Hellevad Kirke blev så arrig, da han så at Hjordkær Kirke var færdig, at han smed murskeen med sådan en kraft mod kirken, at den ramte tårnet. Det er derfor at Hjordkær Kirke ikke i dag har et tårn.

Der kæmpes mod Hel

Der kæmpes mod Hel. Og dette begreb er sønderjysk. Hel er en hest, der farer og spreder Sot og død. Den kan vis bort med ord:

  • Gå til Løjt

Ja sådan kunne man henvise den til alle steder. Døden rådede alle steder.

I Hjordkær farer Hel ude på ensom vej, og dens hovslag lyder. Vejen hedder ”Langtborte”, måske er det her, hvor Rise Herred brast ender med sine fire sogne.

Hel rider og Hel rider fra by til by.

Der er et spøgelse på Røde Kro

Her skete der en grusom ulykke. Ved et bryllup på kroen blev Peter Larsen dræbt af Per Hørlyk i 1685. Det eneste øjenvidne var Maren hansdatter. Hendes udtalelser var nok til at sende gerningsmanden på galgen.

Adskillige overnattende på Røde Kro kan berette om, at der af og til er sære lyde på kroen. Usmurte døre åbnes, gulvbrædder betrædes. Man mener, at det er Peter Hørlyks sjæl, der er på besøg.

Nu har undertegnede også adskillige gange siddet på Røde Kro i Rødekro og hørt lyde, men det skyldes nok noget andet, nemlig ”en for meget”.

Angel-ormen blev dræbt

Ved Urnehoved hører Rigskongen dagen til. Og ved begge grænser holder Lindormen til. På Broagerland samler den Sundeved med Angel.

Men ved Broagers vestkyst gik 25 karle på en mark med hver deres le. Så skete der, at en le ramte en slange og slangen skreg. Dens mage over fra Angel kom så svømmende med et blad i munden for at læge den sårede.

Men karle fik dræbt Angels orm inden den kom i land. Men at ormene dræbtes i sagnet vil kun sige, at de bliver levende i mindet som båndet mellem landene, Sundeved – Angel.

Kilde:

  • Thorkild Gravlund: herredsbogen Sønderjylland og Øerne
  • E.T. Kristensen: Gamle Fortællinger om det jyske Almueliv
  • E.T. Kristensen: Danske Ordsprog
  • E.T. Kristensen: Danske Sagn
  • Jens Kamp: Danske Folkeminder
  • Svend Grundtvig: Gamle Danske Minder
  • Thiele: Danmarks Folkesagn
  • Diverse artikler på www.dengang.dk

Hvis du vil vide mere:

  • Mellem Hjordkær og Rødekro
  • Præster og andet Godtfolk i Sønderjylland
  • Endnu flere præster og godtfolk i Sønderjylland
  • Løjt Land nordøst for Aabenraa
  • Anekdoter fra det gamle Løjt
  • Kirker-syd for Aabenraa
  • Kliplev Marked
  • Urnehoved 1 – 2 og mange andre

Historier fra Lø, Højer og Tønder Herred

December 23, 2018

Historier fra Lø, Hjer og Tønder Herred

Historier fra Lø, Højer og Tønder Herreder

Vi kigger på gamle myter og sagn. Kongedatteren. Da Jomfruen skulle føres bort. Barselskvinderne på et helligt sted. Moderen ville frelse på hendes søn. En mærkeligt sten i Skærbæk. Kampen ved Højer. Et andet sagn om Hother. Holger Danske i Møgeltønder. Da Trolde kastede sten. Vester Anflod Kirke. En pige fra Gasse Høje. Hun dræbte sine børn og sig selv. Den hvide pige på Møgeltønder Kirkegård. Et kultsted ved Møgeltønder Kirke. Er det en dansk konge, der står anført på Guldhornene? En ridder fra Gallehus. Farlige steder. Var Hjerpsted et friser sagn? Peder Henriksen fra Stjernen i Møgeltønder. Det spøger ved Borgbjerg.

Hvad er en Vætte

Vi har kigget i gamle sagn, myter og folkeminder, og fundet disse historier frem. Vi har ikke kunnet stadfæste alle de beskrevne steder. Vi gør opmærksom på, at du kan læse gamle myter og sagn fra Rømø i andre artikler på vores side.

Vi har anvendt begrebet Vætte, der nok nærmest er i familie med en nisse. Begrebet stammer fra den hedenske tid, men er gået videre i den kristne. Disse kunne godt være fredelige. Men ofte bliver de forbundet med ulykke og sygdom.

Kongedatteren

Hun var en dronning eller en kongedatter af England eller Spanien. Hun ville hævne sig, fordi hun blev vraget af Dan-kongen. Så lod hun grave et sejlløb fra den spanske sø ude i Vesterhavet. Hun ledede strømmene mod Jyllands vestkyst.

Selv gik hun i land på øen Jordsand for herfra at se landet gå under. Men da vandet kom skyllede det også over øen, hvor hun stod. Siden kom sandflugten, ebbe og flod som aldrig før. Dem har hun skabt. Hun er skæbnen.

Da jomfruen skulle føres bort

På Nørrejyllands vestkyst har jomfruen på øen i Filsø lovet aldrig at tage sig mand af lande, før han kan føre hende fra øen med skib over land. Og det sker, at hans skib kommer og skærer en skure gennem landet, da han fører hende bort.

Fra Dejbjerg Hede til Hjerting er skibsfuren set.

Barselskvinder på et helligt sted

Ved Løgumkloster er Dronningedal nær Sysseltinget. Her barslede en dronning. Her førte Dronning Margrete et slag. Stedet er helligt og har været søgt af barselskvinder.

Moderen, der ville frelse hendes søn

Og så er det det kendte sagn ved Ballum. Det blev også brugt af Karen Blixen. Men historien findes i flere versioner.

I Ballum går den underlige kvinde på ageren og skærer med segl, mellem sole, en ager byg som er fire mands arbejde. Så falder hun død om, da kornet er faldet. Sagnet vil gøre hende til en moder, der frelser hendes søns liv ved dette værk. Han er dømt af kongen for mord på en foged. Samme sagn findes også fra Møgeltønder.

Egentlig var bygskæreren først en jættekvinde, som kongen udfordrede.

Ja historien findes også i en anden version. En mand der hedder Thøger dræbte en strandrøver efter den store stormflod i 1634. Thøger blev henrettet den 12. oktober 1635 i det sydvestligste hjørne af Skærbæk Kirkegård. Stenen skulle være rejst til minde om ham.

Men Thøger havde en ven, der hed Jørgen, som også havde været med til drabet. Han blev ligeledes dømt til døden. Men hans mor, der boede i Ballum gik til forbøn hos Christian den Fjerde. Kongen lovede at frigive sønnen, hvis moderen kunne høste en ager med segl fra solopgang til solnedgang. Hun fuldførte arbejdet, men døde af overanstrengelse.

Sønnen blev benådet og fik senere en gård i Hjemsted, hvor han døde som en gammel mand. Både han og moderen havde boet i Midthusum, inden stormfloden kom.

Marken som moderen måtte meje, udpeges endnu i Ballum. Den dag i dag kaldes den for Sorgagre.

En mærkelige sten i Skærbæk

I vestsiden af kirkegårdsmuren er indmuret en gravsten fra omkring år 1100. På stenen er der indhugget et såkaldt processionskors, hvor korsarmene er forsynet med små kors. Om dette kors kan minde om et sværd, fortælles følgende sagn.

En mand fra Midthusum hørte mens han var til mølle i Brøns, at der kom en stormflod. Han skyndte sig derfor hjemad. På vejen mødte han et par mænd, der slæbte af sted med nogle af hans sager. De nægtede at udlevere de stjålne sager. Han dræbte derfor den ene med en hjulring. Han løb derefter hjem til Midthusum, hvor hans familie og venner skjulte ham.

To af lovens håndhævere forklædte sig som kvinder og gik til Midthusum. Det lykkedes dem at finde og arrestere moderen. Han blev dømt til døden. Men hans venner forsøgte at befri ham. De stillede med en hest, så han kunne flygte fra Skærbæk. Planen mislykkedes. Han blev henrettet ved kirkegårdsmuren i Skærbæk. Stenen med sværdet blev derefter rejst af hans venner, til minde om denne sørgelige begivenhed.

Rytter efter kvinde ved Brede

En jæger, der lå ved åen mellem Brede og Agterp så en kvinde med udslået hår komme løbende, råbende ”Red mig”. Efter hende kom en rytter, han greb hende.

Det er den gamle strid mellem Kong Volmer og Ellefruen, som råder landet, hvor han vil til.

Kampen ved Højer

Ude ved Højer Strand kæmper en sagnkvinde i tvekamp med en broder om en kvinde og falder. Det var Høder af Hødersby og Balder af Balderslev i Rise Herred. De to brødre bejlede til den samme mø.

Balder for til søs, kom hjem og tog hende fra Høder, og Høder biede hævnen. Da Balder atter landede holdt Høder til hest på stranden og råbte til kamp. Men i kampen trådte Høders hest sandet løst, så dulgte væld steg op, han sank. Over vandet ses ved ebbe en sandbanke, der kaldes ”æ Hest” eller æ ”hingst”.

Sakse (Saxo) kender sagnet om Høder fra Højer og Balder fra Baldersbrønde, Slesvig og Sjælland, der strides om pigen og om hvem der skal styre Danmark – men her er det Balder, der falder.

Sagnets kårne helt skal dø. En skøn ligfærd er ham undt, og den får Højer som på sin ganger synker langsomt under kampen ned i stranden. Historien har vi tidligere anvendt i en lidt anden version.

Et andet sagn om Hother

Højer er ældgammel. Af skriftlige kilder ser vi dog først byen bliver nævnt i Kong Valdemars Jordebog i 1231. Navnet skal stamme fra Hother. Han levede i folkevandringstiden. Det var dengang angelsakserne drog til England. Hother stammede fra østkysten, hvor han levede sammen med sin bor, Hather. Det var ham, der grundlagde Haderslev.

Brødrene kom i en voldsom strid. Hather vandt og Hother flygtede vest på. Her slog han sig ned og grundlagde Horthærby.

I et gammelt frisisk sagn bliver Horthær kaldet konge. Ingen kan måle sig med ham i fægtning, buekunst og svømning. Også inden for musikken var han enestående. Andre kalder ham dog en dranker og en ”vellystning”. På samme tid var der på egnen en anden stærk kampe ved navn, Balder. Han var gift med Nanna. Hun var den skønneste af alle frisiske kvinder og datter af Gravers den rige.

Hother ville også gerne have fat i hende. Der kom til en kamp, der endte uafgjort. Hother var dog gudinden Hels yndling. Hun skænkede ham en hug- og stensikker rustning. På den måde blev Balder bekæmpet, og han giftede sig med Nanna.

Balders bror, den vældige kæmpe, Boh havde længe været til søs. I Lister Dyb fik han underretning, om hvad der var sket. Han var rasende. Han kunne ikke vente til, at det blev flod. Han sprang på sin hest og jog i rasende fart over vaderne, indtil dyret sank sammen under ham. Siden er der en sandbanke, der hedder ”Hingsten”. Men Boh fortsatte.

Hother var ved at pløje. Han havde ikke sin rustning på Boh fik derfor hurtig afgjort kampen. Således døde Hother i 482.

Holger Danske i Møgeltønder

Helten er Holger danske. Han sidder i Bjerget ved Møgeltønder og venter. Når tyrkerne ikke tyskerne kommer og vander heste i Kongeåen, samler Holger sine drenge.

Vester Anflod Kirke

Vester Anflod Kirke, der lå mellem Møgeltønder og Rudbøl blev ødelagt af en stormflod i 1436. Egentlig ville menigheden ikke indrulles i menigheden i Højer. Men sagnet fortæller, at vognen med rester fra kirken brød sammen i Højer.

De fjollede trolde

I gammel tid havde Daler og Emmerlev hver sin trold. De boede hver på en høj. Selv om de var gode venner, begyndte de at kaste sten efter hinaanden. Efter mange års stenkastning lå der en stor bunke sten på toppen af de to høje i henholdsvis Daler og Emmerlev.

Da troldene var forsvundet og kristendommen kommet til Danmark udnyttede beboerne de to bunke sten til at bygge kirker. Da trolde er hedninge, ville de sikkert ikke have været glade for at høre dette.

Kirken i Daler har i dag en sten i den nordlige tårnmur, som er meget speciel. Der findes et aftryk af Emmerlev – troldens store næve, fordi han havde klemt så hårdt under et stenkasteri.

En pige fra Gasse Høje

Kæmpestene er kastet til kirkemurene i Ballum og Døstrup. I sidste tilfælde var det en pige fra Gasse Høje, hun slyngede den i sit hår. Nu er den opstillet som Genforenings-minde.  Med krone og bibelsprog.

Hun dræbte sine børn

I Sæd er der en skamsten til minde om en kvinde, der dræbte sine børn og sig selv. Ifølge sagnet skulle hun hedde Barbara. Det siges også, at hun dømtes som tyv på Tinget, hvor vejen deler sig ved Bønderby og Stokkebro. Her i trekanten mellem vejene holdt Møgeltønder Ting stævne.

Her lå en høj, Barbaras Pold, hvortil vejfarende kastede sten eller andet og sagde Fy Barbara. Men det hedder sig også, at Nissekonen sidder her og spinder.

Nu svarer denne historie ikke helt til virkeligheden. For stenen, man kastede sten og andet efter ligger syd for Sæd. Provsten i Tønder nægtede, at kvinden skulle begraves på indviet jord. Da hendes lig skulle fjernes fra huset, måtte det ikke ske gennem hoveddøren.

Kvinden i Sæd hed Karen Christens. Hun havde forgiftet sine børn og sig selv med rottegift. Sognepræsten havde begravet hende og hendes fire børn og ikke otte børn på kirkegården i Ubjerg. Men provsten Samuel Reimarius i Tønder bemærkede i sin indberetning, at der ved sådan et skrækkeligt mord ikke kunne tilkomme andet end en hundebegravelse.

Den 21. april blev da i nærværelse af en stor rets kommission liget af Karen Christens gravet op og ført tilbage til huset, hvor det blev smidt ud af et vindue på en bar mark og kulet ned i passende dybde.

En skamstøtte eller nærmere en sten blev senere rejst og her stod:

  • Paa dette Sted er af Bøddelknægte henslæbt og nedgravet Legemet af karen Christens fra Sæd fordi hun i aaret 1712 ved Gift havde begaaet og forbandet Mord paa sig selv og paa sine fire Børn

Men dette er helle ikke korrekt. For stenen blev placeret ved vejen, så forbipasserende kunne kaste sten på den.  

Den hvide pige på Møgeltønder Kirkegård

På Møgeltønder Kirkegård danser en hvid pige ad Reberbanen til kirkegården, som hun dansede i sin brudenat fra sin hadede brudgom og fra sin fødegård Spydholm, ud med den sorte herre, der bød hende til dans, Fanden i Vold, hellere Djævelen end ham hun skulle have.

Et Kultsted?

Nogle mener, at der ved Møgeltønder Kirke har været et kultsted, der har haft forbindelse til guldhornstenene. Man siger, at dengang gik vandet forbi der. Her lå i hvert fald en trækirke inden stenkirken.

En dansk konge nævnt på guldhornene

I en af vores artikler på hjemmesiden nævnes muligheden for en forbindelse til Guldhornene og en dansk konge Liutgast. Ja på guldhornene er nævnt ”Lægast” Den danske konge hjalp sakserne i deres krig mod burgunderne men tabte og blev taget til fange.

En ridder ved Gallehus

Der har boet en Ridder Holt ved Gallehus Skov. En brønd i skoven skulle have været tilknyttet hans borg. En helligdam skulle have været her. Det var her, at han sank sine skatte ned. Man har fundet nogle få ting. Ja så skulle der også have gået en helt gammel hede-vej her.

Enkens dyre hus i Dyrhus

Store sten i fennen viser stedet, hvor skippere førhen bandt deres både for at søge kro i Dyrhus, et dyrt hus for dem. Også dyrt for den enke, der købte huset med de penge, hun fik i bod for sin søns død.

Sønnen drog i krig for at vinde rigdom til sin brud, en købmands-datter. Da han kom hjem, blev han sigtet for et drab, som en af hans venner havde begået. Han blev henrettet.

Sagnet fra Dyrhus er i familie med det sagn fra Ballum. Moderen vinder for sønnens skyld dyrkøbt sejr.

Farlige steder

Der er mange farlige steder at færdes. Ved Løgumkloster kan man blive bundet om natten og slipper ikke derfra. På Trelleborg Fælled kan heste og kvæg ikke bindes, men river sig løs. Mellem Trælleborg og Bredebro går en sort kvinde – på Trøjborg en hvid kvinde og ved Trøjborgvasevej er atter et sted, hvor man sidder fast.

På Buntje Hede syd for Ballum går ni lys af ni bønder, som tog en enkes jord.

Er Hjerpsted et Friser-sogn?

Hjerpsted skulle efter sogn og remse være det første Frisersogn, selv om det i dag ikke er videre frisisk. Sagnet vil tyde bynavnet af plattysk: ”Hier op steds! Skulle kirken stå, da den ikke kunne stå, hvor man først ville have den”

Her skilles to folkefærd, Jyder og Friser. Jyderne kvæder hele deres langvejsvise til Ribe. Friserne er tavse fremtrængende. Begge strider mod stormflod, sandflugt, sol og fjender. Friserne når op mod Ballum.

Et gammelt Friser – ordsprog siger:

  • Gud skabte havet – Friserne skabte kysten

Peder Henriksen på Stjernen i Møgeltønder

Der stod de på Stjernen i Møgeltønder. Man talte om den kommende stormflod. Allerede den laveste del af byen stod under vand. Man råbte op om, hvad man havde gjort. Og så råbte Peder Henriksen

  • Ja folk, det er godt, men det bedste har I glemt.

De andre spurgte da, hvad det så var. Peder Henriksen fortalte, at man havde glemt, at bede til Vorherre. Og Peder Henriksen blev bedt om, at bede for dem alle og højt.

Så knælede de alle på Stjernen. Og Peder Henriksen bad stående:

  • Fri os fra det onde…..

Da veg vandet og Møgeltønder var frelst.

Også denne historie findes i forskellige versioner. Og i Møgeltønder Kirke findes der et stort maleri af begivenheden.

Ja man siger, at denne Peder Henriksen døde i 1521 i en alder af 127 år. Og først da man var nået til den 7. bøn, så begyndte vandet at falde.

Der ses tre lys i Draved Skov

Der brænder tre lys i Draved Skov. Her dræbte en fader sin søn i nød. Og det gør det også i Ullenbjerg (?) ved Tønder. Om det er det samme sted vides ikke.

Det spøger ved Borgbjerg

Lige nord for Kommandørgården på Rømø rejser der sig et gammelt værft. Det resterne af Borgbjerg (Borrrebjerg). Stedet omtales i overleveringen som en gammel røverborg. Dengang i middelalderen foregik transporten gennem Lister Dyb øst om Rømø. Så lå Borgen jo fint for sørøvere.

I 1361 gjorde friserne oprør mod alle de borge, der lå på deres øer. Også Margrethe den Første lod alle borge nedrive. Men spøgerierne kunne hun ikke stoppe.

Engang fandt en mand en stor spand guldmønter her. Spanden var for tung til, at han selv kunne løfte den. Senere dukkede han op med nogle venner for at hente skatten. Men jo mere mændene sled for at løfte spanden, jo dybere sank den helt ned i mudderet. Til sidst forsvandt den helt ned i mudderet. Til sidst forsvandt den helt og kun et held gjorde at mændene ikke røg samme vej.

En anden gang hentede de underjordiske en kone fra nabogården og bad hende hjælpe en fornem ung dame med en fødsel. Modvilligt gjorde hun som ønsket. Som tak for hjælpen fik hun et tørklæde med træspåner.

Tankeløst kastede hun spånerne på ilden derhjemme. Men ikke alle spåner brændte. Næste dag var de forvandlet til det pureste guld.

Der er masser af mystiske historier fra Rømø. Vi henviser til understående henvisninger.

Kilde:

  • Thorkild Gravlund: Herredsbogen Sønderjylland og Øerne
  • E.T. Kristensen: Gamle Fortællinger om det jyske Almueliv
  • E.T. Kristensen: Danske ordsprog
  • E.T. Kristensen: Danske Sagn
  • Jens Kamp: Danske Folkeminder
  • Svend Grundtvig: Gamle danske minder
  • Thiele: Danmarks Folkesagn
  • Diverse artikler på www.dengang.dk

Hvis du vil vide mere: Læs her på www.dengang.dk

  • En ridder fra Gallehus
  • Guldhornenes ældste historie
  • Et kloster 15 km nord for Tønder
  • Anekdoter fra Rømø
  • Flere anekdoter fra Rømø
  • Præster og Godtfolk i Sønderjylland
  • Flere Præster og Godtfolk i Sønderjylland
  • Borrebjerg (Borgbjerg) på Rømø og mange andre

Historier fra Slogs og Kær Herred

December 23, 2018

Historier fra Slogs og Kær Herred

Historier fra Slogs og Kær Herred

Vi er øst for Tønder og både nord og syd for grænsen. Vi har kigget på helt gamle myter og sagn. Herredsfoged Nis Henriksen flygtede fra Urnehoved. Og så spurgte han hyrdedrengene til råds. Dybt inde i skoven lå en borg. Der var masser af nisser og spøgelser i området. Der var en borg ved Rørkær. Sankt Hans var helt speciel i Jejsing. Og så var det Helligvandskilden ved Rørkær. Ægteskabsdjævlen var løs i Hostrup. Så er det Sagnet om ”Tyge fra Noll” Holger Danske sidder i Olmerdiget. Kæmperne byggede kirker. Syd for Vidåen ligger Vidding Herred. En vold var opført af svenskerne. Kæmpen fra Hanved smed en sten. Sønder Løgum er noget af det værste. Kvinden fra Made. Og så brænder der en ild i Rens.

Øst for Tønder

Vi befinder os lige øst for Tønder, hvor vi mod vest har Rørkær og mod øst har Tinglev. Men vi har også mod syd og syd for den nuværende grænse fra Sønder Løgum i vest til Jardelund i øst.

Vi har kigget i ældre folkemindesamlinger og vi har ledt efter sagn fra området. Vi har ikke kunnet stadfæste alle steder.

Hvad er en Vætte  

Og så skal du nok lige have en forklaring på et begreb ”Vætte” som forekommer en del i disse artikler, hvor vi går langt tilbage. En ”Vætte” er i familie med en nisse. De bosætter sig gerne under menneskers boliger. De er tyvagtige og kan gøre sig usynlige. De er ofte forbundet med ulykker og sygdomme, men de kan også være fredelige. De stammer fra den hedenske mytologi, men de er fortsat under den kristne tid.

Herredsfoged Nis Henriksen

Dette er nok en af de mest kendte historier fra området.

I Bylderup Sogn boede en herredsfoged, som havde et stort ord, at skulle sige på Urnehoved Ting. Han sad på Hajstrupgaard og hed Nis Henriksen. Han skulle fælde dom mellem to konger, mellem Christian den Anden og Frederik den Anden. Det var en meget farlig sag.

Nis Henriksen fedede sin hvide hest med mæl og hvedebrød. Han gjorde sig en rød kappe som røde pile ikke kunne gå igennem. Så red han i lands farver til Urnehoved Ting og kundgjorde sin dom:

  • Landets Folk følger Landets Herre.

Det tog Tingmændene ham ilde op, thi den herre de ville have Folkets Herre, Christian den Anden, var netop ”flyet fra lande”.

Nis Henriksen måtte flygte. Pilene for efter ham, men hans røde kappe tog dem. Hans hvide hest sprang over Bolderslev Byled, og før ledet blev lukket op for dem, der ville fange ham, var han borte. I Burkal Skove søgte han skjul, indtil Landets Herre fik magten og gav ham et Fribrev på Hajstrupgård.

Da hang Nis Henriksen sin røde kappe med pilene op i Bylderup Kirke, hvor den hængte til den smuldrede hen.

Det havde været en svær sag at dømme i, men han turde dømme. I en anden sag måtte dommeren give op.

Herredsfogeden spurgte hyrdedrengene

Herredsfogeden spurgte hyrdedrengene om en mand kan kræve bod for sår, der er givet af hans redningsmænd. I en lignende sag rådspørger fogeden hyrdedrengene fra Ravsted.

Det var en skrædder og en bonde, der havde handlet korn, som de ikke ejede. Da kornet var dyrt, ville bonden gøre sin ret gældende over for skrædderen. Slogs Herreds dommer var ikke kyndig i børsspil. Og det var hyrdedrengene i Ravsted vel heller ikke. Men de dømte frit.

De mente, at ingen af de to havde retten, for det man ikke ejer, kan man ikke handle med. Begge burde have en bøde for snyd. Denne dom afgav Slogs Herreds ret.

Dybt inde i skoven

Skoven groede meget tæt gennem Slogs Herred. Det var kun et sted i Burkal Skov, hvor solen kunne trænge igennem og det var det hellige sted – Helligstedet

Høgsholt ved Ravsted lå også dybt inde i skoven, så ingen fremmede kunne finde det, man da Hanen galte, fandt fjenden alligevel vejen og ødelagde borgen.

Nisser og spøgelser

Der kæmpede to nisser mellem Ravsted og Hyding. Og i Rørkær er der en helligkilde. Og så siger man at det spøger mellem Rørkær og Jejsing i Toskesig.

I Bylderup er et stykke Helligjord, som ikke må dyrkes, thi da vil der komme krigsfolk i røde bukser og binde heste i kornet. Måske er det et offersted ligesom Kvindemose i Tinglev.

Vælg en anden vej

Nær Bylderup Skel ligger Dyrmospolde, hvor en stærk karl ville tage kampen op med ”Vætterne” og råbte:

  • Her er Dirmespold, her bor ”æ Trold”, vil han mæ så sit kun op

Han fik Vættens byrde på sin ryg, frem og tilbage igen til Dyrmospolde. Siden var hans kraft brudt. Man må hellere gå om ad vejen over Eggebæk end ad gangstien forbi poldene.

En borg ved Rørkær

Syd for Rørkær ligger i de kongelige enge, Elhjemvold, en sandbanke, hvor sagnet kender en borg og en brolagt vej til Rørkær.

Sankt Hans i Jejsing

Mellem Rørkær og Jejsing søgte man til en Korsvej Sankt hans aften. Her kunne man blive helbredt. Man kunne også gå rundt med en knogle i lommen mod gigt, andre havde en kartoffel i lommen og andre igen noget svovl.

Ja mange i området smurte også salve på, Sankt hans aften. Det skulle også hjælpe.

Helligvandskilden

Folk valfartede til Helligåndskirken ved Rørkær. Der skete mange mirakler her. Det rapporterede amtmand von Königstein til regeringen i Gottorp den 15. august 1703. Og det er ganske vist. I 1927 undersøgte man kilden, og fandt frem til, at den var ret radiumholdigt.

Ægteskabsdjævlen i Hostrup

Den 7. juli 1592 havde Laurens Frellesens hustru, Mette i Hostrup Sogn født et barn. Det var ifølge præsten en lille pige af gruelig skabning. Barnet var dødfødt.

Præsten mente, at det var Guds straf. Laurens havde fået et forargeligt liv. Præsten konkluderede, at Ægteskabsdjævlen Asmodeus havde været der.

Sagnet om ”Tyge fra Noll”

I Nolde skulle der før 1365 have været et gods, ejet af Peter Ebbesen. Den sidste ejer hed Tyge (fra Noll). (Nold). Men er det nu sandt? Det er fundet træ fra vold – og vandanlæg på stedet. I Sognet findes et gammelt sagn fra Valdemarstiden.

Det første sted man møder denne Tyge i forbindelse med landsbyen Nolde ved Burkal er i Pontoppidans. Danske Atlas.

Egentlig findes der flere historier om denne Tyge. Men hans navn kendes også fra folkevisen om Sven Vaned. Og der findes sikkert også en tredje version.

Kong Valdemar sad til bryllupsgilde på Sønderborg Slot i syv år. Da snakken slap op blev løbere sendt ud i landet for at høre og spørge nyt. Meningen var at snakken skulle i gang igen En af disse budbringere kom gående af vejen til Nolde, hvor han første mødte 12 grønklædte ryttere, siden 12 blåklædte og til sidst 12 rødklædte.

Han standsede derefter en gammel kone, der kom kørende. Bag i hendes vogn var der bredt halm i bunden. Ovenpå lå en gammel mand. Han kunne fortælle, at de 12 grønklædte ryttere var hans farbrøfre. De 12 blåklædte var hans morbrødre og de 12 rødklædte var hans sønner.

  • Å um bach i æ wuun legge Thøg`fra Nåll, han æ fae te dem åll.

Men se nu kunne budbringeren vende om, tilbage til Sønderborg, for nu var det nyt at berette.

Holger Danske sidder i Olmersdiget

Holger Danske sidder mange steder, også i Olmersdiget Ja der findes også et dige, der ligefrem hedder Holger Danskes Dige. Den skulle ligge i skellet mellem Slogs og Lundtoft Herreder.

Kæmperne bygger kirkerne

To kæmper byggede kirker, hver sine to og to, i alt seks stykker øst fra. Først byggede de Hjordkær i Rise Herred og Uge i Lundtoft Herred. Dernæst byggede kæmperne Bjolderup og Tinglev Kirker med spir i Slogs Herred. Til sidst rejstes Bylderup og Ravsted med tårne.

Ja der findes også en historie om da Hjordkær og Hellevad Kirker blev bygget, da kastede to trolde sten efter hinanden.

Kæmpernes magt vokser, som de vinder land fra kullede kirker øst på til spir og tårne i vest.

Syd for Vidåen er Vidding Herred

Syd for Kongeåen er Hvidding Herred og syd for Vidåen er de Viding Herred, mellem dem er det halvfrisiske Højer Herred. Vidding Herred hører i Valdemars Jordebog til Friserbygderne, der nævnes Udland (Utland). Til dette Udland grænser Kær Herred. I disse 8 sogne som var omfattet af herredet var der otte adelsgodser under tyske herrer.

Koen ville ikke til Læk

I Læk havde Kong Valdemar en stor gård. Her har siden været stor markeder. Det hedder sig i skæmtesprog:

  • Han ville have haft sin ko til Læk, men den ville ikke la` sig træk

Måske var det fordi koen skulle rede skatterne ud i Læk, og bonden nødig ville trække den dertil.

Vognene sad fast

Et andet mærke er Storehøj ved Karlum, hvor fæstningsvolde spores nær Tinningsted.

Der er fare på færde mellem Læk og Dagebøl inde i Udland. Der var et sted, der hed Udlandsgrænsen. Man sagde at her holdes vognene ikke blot fast, men de førtes til bage, før man atter fik gang i dem.

En vold opført af svenskerne

Lidt sydligere øst for Stedesand By, skal der være spor af en vold, der skulle være opført af svenskerne. Muligt er det den gamle Udlandsgrænse, der går her.

Kæmpen fra Hanved smed en sten

Ved herredets østgrænse, Vis Herred, Isted Syssel stod en fingermærket sten ved Medelby, kastet af kæmpen fra Hanved, Vis Herred efter Medelby Kirke.

Karlum Folk spiste Boghvedegrød

Karlum Folk bærer sig ad lige som fynboerne. Skærer en stump Boghvedegrød ud, stikker armen i den, når de om morgenen går ud til hestene. Det er ”Davren”. Af moserne graves lyspinde op.

Sønder Løgum var noget af det værste

Det er lettere at gå gennem Helvede udbrændt end gennem Sønder Løgum. Ja der er kun en ærlig mand her, det er præsten og han stjal får.

Kvinden af Made

Det er i Nordsognet, men nede i Sydsognet på Ellum Syssels sydgrænse mod Friserne i Enge Sogn den hellige kvinde, som taler tunge spådomsord for landet.

Hun boede nær kirken i et hus, der hed Made, det er den grødtunge Engjord. Ved et bryllup spåede hun, at krig skulle komme over landet. Og en hvidhåret konge ”fly af land” støttet til sin hvide stav.

Da stiger en blå hær af havet ved Vidding herred, men mod den kæmper vore, og de vinder, de vinder langt ud om Lande. Der bliver fred og folkeheld.

De ord fremsagde Kvinden af Made, den grødegivende, ved et bryllup. Hun spår om lykke for grønne enge, når en hvid Konge er vandret heden og en blå havstrøm overvundet, når sneen er borte og havet i ro, bliver der vår og lykketider.

Der ses en ild i Rens

Der ses en ild i Rens, hvor det brænder tre lys på Trehøj fjorten dage før og efter Mikkelsdag, fordi en far og to sønner, som gik og høstede dræbte med hverandre med lysene og jordedes i højen. Faderens lys er det største i midten. Smart er de stille og snart springer de om i kampen.

Kilde:

  • Thorkild Gravlund: Herredsbogen Sønderjylland og øerne
  • E.T. Kristensen: Gamle Fortællinger om det jyske Almueliv
  • E.T. Kristensen: Danske Ordsprog
  • E.T. Kristensen: Danske Sogn
  • Jens Kamp: Danske Folkeminder
  • Svend Grundtvig: Gamle danske minder
  • Thiele: Danmarks Folkesagn
  • Diverse artikler på www.dengang.dk

Hvis du vil vide mere: Læs her på www.dengang.dk

  • Øst for Tønder
  • Tro og overtro i Rørkær
  • Friserne-syd for Tønder
  • Præster og andet Godtfolk i Sønderjylland
  • Flere Præster og Godtfolk i Sønderjylland og mange flere

Der var gang i den – på Fælleden (Nør.LIV 14)

December 20, 2018

Der var gang i den – på Fælleden (Nør.LIV 14)

Her er vores 14. bidrag til Ugeavisen NørrebroLIV. Vi kigger på noget af det, der skete ude på Fælleden. Markmanden havde store problemer. Det var her, at Struensees hoved faldt. Her var hestevæddeløb. Og så var det også Maja Robinson, der viste bart for lidt håndøre. Det var herude at arbejderne kæmpede i 1880erne. Men det var også galt i 1934.

Markmandens store problemer

Vi har allerede hørt om arbejdernes kamp, men der var mange andre der kæmpede herude på Fælleden. En af disse var markmand eller markfoged Holger Dønneke. Han boede på det sted, hvor Nørrebrogade 88 ligger i dag. Han lagde muligvis navn til vandhullet Holger Danskes Briller ud mod Jagtvejen. Markmanden kunne konstatere, at militæret efterhånden fik ejerfornemmelser herude.

I 1679 holdt militæret for første gang mønstring herude. Og i 1710 kæmpede 15.000 soldater i fire uger på Fælleden. Her var blevet alt for mange selvgravede huller til markmandens store fortrydelse.

I 1716 lå her en russisk hær på 30.000 mand på lejr. I første omgang var der ingen fare for københavnerne. Men soldaterne begyndte at stjæle i de få bebyggelser, der var på Nørrebro. Zar Peter skulle have boet på Blågården, men det blev der sagt nej til. Meningen var at russerne skulle have hjulpet danskerne med at erobre Skåne. Men Zaren blev sur og rejste hjem med sin store hær, og københavnerne åndede lettet op.

Struensees hoved falder

Ja og så blev der i 1770 – 72 foranstaltet hesteløb på Fælleden, ansporet af Struensee, der interesserede sig meget for hestesport. Dengang vidste han ikke, at her skulle hans hoved senere rulle. Det var i 1772. Og det var den 27 – årige bøddel Gottschalck Mühlhausen, der stod for det. Denne bøddel var kendt for ikke altid at ramme. Rygterne sagde, at han var meget drikfældig.

Struensee havde set sig varm på dronningen, men det var nok fordi, at adelen følte truet, at han skulle af med hovedet. General von Eickstedet havde udkommanderet 4.000 matroser, og 1.200 fra infanteriet var her også for at holde styr på de 30.000 tilskuer, der skulle opleve det makabre skue.

Efter den store brand i 1795 blev fælleden brugt til teltlejr for de husvilde.

Stadens sandgrave blev brugt til skydeøvelser, og elever fra Hærens militære højskole. Der var også andre, der holdt øvelser herude. Og så var der fest, skønne uniformer og musik i spidsen. Mest populært var det, når Borgvæbningen var herude. Så fulgte koner, børn og kærrester med. Efter øvelserne var druk og hor. Mangen en tapper soldat er faldet ned i den store afvandings og afføringskanal langs Blegdamsvejen.

Og gadedrengene havde det herligt. De fandt altid krudt, som de kunne bruge inde i staden. De stakkels menige havde svært ved at genfinde deres kompagni og holde sig på benene. Og sønnen fik lov til holde fars gevær i marchen på vej hjem.

I 1847 var der næsten kun mos tilbage på Fælleden. Slotsgartner Rothes plan, gik ud på, at militæret skulle have meget mindre plads. Men efter forhandlinger med krigsministeriet blev der kundgjort, at de ikke kunne undvære en eneste centimeter.

I 1857 måtte politiet tage sig af kreaturerne. Politiinspektør Brædstrup skrev til Magistraten i slutningen af juli at han antog at kreaturerne sultede på grund af vedvarende tørke. Man antog, at 1.100 kreaturer på dette tidspunkt ”græssede” på Fælleden.

Atter engang hestevæddeløb

Nu var det ikke kun militæret, der ødelagde jorden. Selskabet til hesteavlens Fremme havde i 1832 fået lov til holde væddeløb på Fælleden, med et andragende om at gentage dette blev afslået i 1833.

Man forsøgte igen i 1840. Nu var der en særlig omstændighed. Christian den Ottende skulle krones, og Selskabet bad Magistraten at foreligge sagen for denne. Og det kan godt være at Magistraten gav deres tilladelse. Det var en sejr. Nu kunne man hvert år afholde hestevæddeløb med eller uden kongelig bevågenhed.

I slutningen af 1800-tallet græssede droske-vognmændenes heste her. I sommermånederne var Fælleden et yndet opholdssted for kvarterets børn. Her blev også afholdt gadekampe. Og det kunne gå ret barsk for sig blandt Nørrebros gadebander. Men når politiet kom, ja så gik man sammen mod politiet.

Næsten 2.000 mennesker var mødt op på Nørre Fælled i 1889 for at høre hr. Huth tale om håndspålæggelse, der fremkaldte varmefornemmelsens indflydelse. Derefter talte magnetisør Nielsen om magnetismen. Han krævede kvaksalverloven ophævet. Hrt. Bruhn påviste, at læger, der gav forkert medicin, er en værre kvaksalver end den mand, der helbreder ved håndspålæggelse og strygning.

Maja Robinson viser bart

Herude befandt Fælledbisserne sig også. Ja egentlig startede de ude i Lersøen. Jo det var en flok stærkt alkoholiserede personer. Her forekom ofte slagsmål. Godtfolks passage over fællederne ved aftentide var absolut ikke uden risiko. Maja Robinson var dronningen herude. Man sagde om hende, at hun havde været gift med en australsk læge. Hver måned fik hun tilsendt penge, og disse blev med det samme investeret i flydende kost. Hun havde været usædvanlig smuk. Hun gik da også rundt med et billede af sig selv fra dengang indtil det var slidt op.

Når hun blev anholdt af politiet kunne hun finde på at trække al tøjet af. Det fik så betjentene til at blive røde i hovedet. Men mindre kunne også gøre det. Ved Holger Danske’ s Briller kunne raske ungersvende se hende løfte op i kjolen for 5 øre.

I al stilfærdighed plantede bormester Jensen i 1909 det første træ i Fælledparken. Borgmesteren kom kørende på en cykel, netop som regnen brød ud i stride strømme. Efter at have kastet muld på det første træ udtalte borgmester Jensen håbet om Fælledparkens trivsel, hvorpå han satte sig op på sin cykel og kørte bort. Højtideligheden var forbi.

Ja det var sandelig ikke kun det berømte arbejderslag i 1880erne på Fælleden. Kommunister og strejkende søfolk lavede i 1934 ballade. Mødet var egentlig blevet forbudt. Men en stor menneskemængde havde forsamlet sig. Da talerne begyndte at udfolde sig, huggede det ridende politi til. Angrebet mødtes med modangreb. Det ridende politi blev mødt med sten. Men så kom politiassistent Tværmoes med et halvt hundrede mand til slagmarken. Betjentene havde smurt stavene ind i grøn sæbe, for at urostifterne ikke skulle få fat i dem. Det udviklede sig til et regulært slag. Kommunister blev slået på flugt. På kommunisternes kontor i Blågårdsgad og Arbejderbladets redaktion arresteredes folketingsmedlemmerne Aksel Larsen og Munch – Petersen.


Skidenstræde (Krystalgade) dengang

December 18, 2018

Skidenstræde (Krystalgade) – dengang        

Inde i Admiral Gjeddes Gård. Strædet bag degnens gård. Byens rende. Grænsen mellem land og by. Et af Europas ældste museer. Huslejehjælp til præsteenker. Den første botaniske have. Her boede Lars Hemmingsen og Ludvig Holberg. Kongen sendte en mand til udlandet efter undervisere. Her boede både kendte mennesker og jævne folk. Der kom en spøjs vejviser fra 1748. Kun 6 uger efter man anmodede om navneskift gik det igennem. Man kunne ikke just prale med, at man boede i Skidenstræde. Ja alle gader dengang kunne have være kaldt Skidenstræde.

Inde i Admiral Gjeddes Gård

På tre sider var gården omgivet af smukke gamle bindingsværksbygninger. En lav mur ind til naboen indesluttede firkanten. En gang var her et bassin med guldfisk. Og her var et flot springvand. Det var en forgyldt renæssanceløve, fra hvis gab den spinkle vandstråle sagte rislede ned i bassinet. Over løven hang en mørk trætavle med udskårne bogstaver, der kort fortalte gårdens historie.

Det var midt i Admiral Gjeddes Gård. Der stod noget om, at man bag gården kunne se rest af den gamle Skidenstræde. Men nu skulle nok temmelig meget fantasi til at forestille sig, at her lå noget, der mindede om en middelalderstræde. Og tænk en gang så flot en går i et stræde med dette navn!

Strædet bag degnens gård

Jo Krystalgade hed indtil 1818 Skidenstræde. På et kort over København omkring 1500 star der anført ”strædet bag degnens gård” Men kært barn har mange navne. I 1493 omtales den/det som ”det stræde, som løber fra Nørregade og hart bagved Bispens Gaard af Sjælland.

I 1517 finder vi den tredje betegnelse. Der tales om en ejendom, der ligger ”Hjørne Østen for Nørregade og Norden op til den Rende, som løber bag Bispegaarden”.

Byens rende

Den rende, der her tales om, er ”byens rende”, hvis udgangspunkt var det sumpede og mosede terræn i nærheden af Skt. Petri kirke. Renden havde fald mod Nørregade og løb ”bort ad Rosengården” for at munde ud i Pustervig.

Den har antagelig været et led i Københavns ældste befæstning mod nord. Men foruden at være voldgrav har den også ført spildevandet med sig. Og beboerne langs renden har naturligvis ladet sig friste på en nem måde at blive deres skarn kvit.

Grænsen mellem by og land

Noget særligt hyggeligt resultat kunne det naturligvis ikke blive. Graven eller grøften var sandsynligvis ofte tilstoppet. Og særlig galt må det have været, når det traf ind med større regnskyl. Så flød vand, slam og andre uhumskheder ud over strædet. Og det var intet unaturligt i, at gyden i folkemunde fik navn efter snavset og blev kaldt Skidenstræde.

Renden kaldtes også ofte ”byens ende”. Det var jo grænsen mellem by og land. Dens fortsættelse, Landemærket, betød, at her standsede byen, og landet begyndte.

Denne rende skal være blevet nedlagt i begyndelsen af det 16. århundrede. Men så sent som i 1539 var den endnu i brug. På denne tid får kansleren Johan Friis til Hesselager skøde på en grund i Kannikestræde (nuv.nr.10) og bebygger den således at strædet bliver lukket mod Købmagergade. 

Under en reparation af kælderen i nr. 6 er der fundet en muret hvælving, der menes at være fremkommet ved, at der er givet renden en anden retning, da Friis´ grund blev bebygget.

Et af Europas ældste museer

Den gamle kendte Skidenstræde fra Fiolstræde til Købmagergade, har, så vidt man har kunnet konstatere, ikke haft nogen egentlig selvstændig bebyggelse. Mod byens side var det Kannikegårdene og deres jorde, der strakte sig ud til renden. Og til den anden side var der åbne marker. Det var dog ikke tilfældet for den del af strædet, der løb mellem Nørregade og Fiolstræde, og som er bevaret i det nuværende Krystalgade.

Det meste af den nuværende universitetsfirkant blev i året 1539 skænket til universitetet, der på den øverste halvdel anlagde en have. I 1551 blev denne grund overdraget til Hans Barnekov, som her opførte en gård, der atter 1603 kom i universitetets besiddelse. Hans Barnekov var fadder til den bekendte Christian Barnekov, der efter sagnet satte sit liv til ved at frelse Christian den Fjerde. I slaget på Skællinge Hede i Holland 1612 overlod han sin hest til kongen, da hans egen blev dræbt under ham.

Den resterende del af arealet ned til Fiolstræde blev optaget af Zoologisk Museum og universitetsbiblioteket blev af Frederik den Tredje ”givet og funderet til alle tre kirker i København”.

Jo et af Europas ældste museer blev skabt i København af den vidt berømte professor Ole Worm. Den indeholdt mange mærkværdige ting og sager.

Huslejehjælp til præsteenker

Der var meningen, at der her skulle opføres tre boliger til præsteenker. Kongen bestemte, at præsteenkerne skulle have boligen i ti år uden afgift. ”hvadenten de i Guds navn giftede sig igen eller vedblev at være hæderlige enker”.

Denne plan kom dog aldrig til udførelse, da kirkerne fandt det billigere at udrede en huslejehjælp til enkerne.

Den første botaniske have

 Grunden lå derfor ubenyttet hen til den 2. august 1600, da Christian den Fjerde skænkede den til universitetet med det formål, at anlægge en have, ”hvori der skulle ympes og plantes sønderlig Simplicia”

Det blev Københavns første botaniske have. Den havde sin plads her i halvandet hundrede år, indtil den i 1760 blev flyttet til Amaliegade ved Toldbodvej. Universitetsbiblioteket og Zoologisk Museum blev opført og taget i brug henholdsvis 1861 og 1870.

Her boede Niels Hemmingsen

Den første grund på den anden side Fiolstræde, der var på størrelse med Frue Kirke og universitetspladsen var optaget af den gamle degnegård. Ud til Skidenstræde var stuehuset forsynet med en udbygning, som bl.a. benyttedes af Rasmus Glad (Erasmus Lætus) til studerekammer. Det var her, denne fremragende dyrker af den latinske poesi skrev sine berømte lejligheds – og festdigte bl.a. til Christian den Tredje og Christian den Fjerdes dåb.

Den næste grund, der også var en gammel Kannikeresidens har i årene 1558-1580. Det tilhørste et af reformationstidens store navne Niels Hemmingsen.

På den tredje grund og ud til selve det gamle Skidenstræde indrettede Ole Worm sit raritetskabinet, der var ganske enestående for sin tid og en seværdighed af rang. Det blev dog også grundstammen for alle danske museer. Enkelte af rariteterne findes endnu på Nationalmuseet. Senere blev grunden delt og Oluf Borch opførte her sit kollegium 1688.

Til udlandet efter undervisere

Den følgende grund, nuværende Kannikestræde 10, Admiral Gjeddes Gaard, blev i 1539 overdraget ”de tre Kongens Kansler”, Johan Friis til Hesselager. Ved hans død 1570 overtog brodersønnen Johan Friis til Hesselager.

Ved hans død 1570 overtog brodersønnen Kristian Friis til Borreby, gården og opkøbte resten af jorden ned til Købmagergade. Han opførte et palæ, der af samtiden blev betegnes som kongelig. Men ved hans død 1618 blev den nederste del solgt fra. Her blev så Regensen opført i årene indtil 1623. Men godt hundrede år tidligere havde den nederste del af Regensens grund været beboet af den navnkundige kannik dr. Peder Albertsen.

Det var denne mand, Christian den Første sendte til udlandet for at skaffe lærere til det nyoprettede universitet. Men foruden lærere vendte Peder Albertsen også hjem med en bogtrykker, Gotfred af Ghemsen. Han blev installeret i Kannikegården mellem Kannikestræde og Skidenstræde. Her blev de første bøger i Danmark trykt bl.a. ”De danske Kongers Rimkrønike (1495).

Her boede Ludvig Holberg

Pudsigt nok har dette gamle stræde aldrig officielt heddet Skidenstræde, selv om det mand og mand imellem har båret navnet. I begyndelsen af år 1500 sker der nemlig en ændring af gadebilledet, idet på strækningen Fiolstræde-Købmagergade anlægges en ny gade bag det gamle stræde.

Magisternes Vedtægtsbog nævner således 1523 ”thet ny stræde, som løber norden for Canniche gorderne”. Det er tale om nuværende Krystalgade, som fra 1567 officielt fik navnet Skidenstræde.

Men selv om det gamle stræde havde mistet sin betydning som færdselsvej, blev det stadig ved at eksistere. 1635 får den tredje kansler, Friis (til Kragerup) skøde på haverne bag professorgårdene. Det er i denne have, at den unge fattige Ludvig Holberg har tilbragt sine fristunder, mens han 1708 – 1709 var huslærer for gehejmeråd Gjeddes sønner.

Haven var skilt fra det gamle stræde ved en mur, og efter sigende skal Holberg her ugenert have lyttet til de jævne borgeres snak ude i strædet.

Her boede jævne folk

At der endnu er bevaret en lille rest af dette stræde må uden tvivl tillægges viceskatmester Holger Vind. I grundtaksten for 1689 oplyses det nemlig, at han har tre beboelseshuse ud til Skidenstræde.

Efter den store brand i 1728, der jo raserede hele kvarteret, blev grundene her yderligere udstykket og bebygget. Den lille gadestump fik nu i skøderne betegnelsen ”den fælles gang”, hvortil ejere af Kannikestræde og Skidenstræde begge havde adgang.

I et målebrev fra 1743 meddeles, at længden er 12 alen, 2 kvarter og 3 tommer, mens bredden kun er 3 alen. Målene er den samme den dag i dag.

Det er karakteristisk for det nye Skidenstræde, at det gennem de første par hundrede år fortrinsvis har været beboet af jævne folk, håndværkere, arbejdere og kongelige tjenestemænd. I mandtallet fra 1659 nævnes i alt 18 personer, heraf betegnes 12 som fattige.

En vejviser fra 1748

Der eksisterer en meget kuriøs vejviser fra 1748, der også nævner beboere i Skidenstræde. Den skyldes den højst mærkelige person Hans Barhov. Han var født i Norge og blev teologisk kandidat. Men selv om han flere gange har været kapellan, var han dog ingen kirkens mand.

Han var en galant dameven, og berømte udenlandske alkymister søgte ham, fordi det sagdes, at han var i besiddelse af opskriften på den tinkur, der kunne forvandle metaller til guld. Det er formodentlig grunden til at hans efterladte papirer er blevet opbevaret i rigsarkivet.

Foruden en sjusket selvbiografi, der bortset fra sin plumphed godt kan sidestilles med Casanovas erindringer fandtes også manuskript til en håndbog over københavnske borgere, Den er trods sin mangelfuldhed meget interessant. I første række giver den naturligvis et levende indtryk af forfatterens erotiske interesser. Man har et meget stærkt indtryk af, at han med forkærlighed har noteret de adresser, han er kommet til kundskab om gennem sine kvindelige bekendtskaber.

Både navnet og stanken blev hængende efter at renden var blevet overdækket i begyndelsen af 1800 – tallet.

Kendte mennesker boede her skam også

Men i det 19. århundredes begyndelse tager ”honette” folk Skidenstræde i besiddelse. Chr. Winther, Bindesbøll, Orla Lehmann og general Schleppegrell for bare at nævne nogle.

Kun 6 uger for at få ændret navnet

Men generelt syntes vel borgerne, at det var forbundet med så meget snavs ved navnet, at det kunne trænge til at blive vasket rent. Den 9. november 1818 opnåedes der en kongelig ”Placat” tilladelse til at kalde strædet Krystalgade. Det var første gang, en gade havde fået navneforandring, og det gav selvfølgelig anledning til, at mange gader med ildeklingende navne søgte at følge eksemplet.

Ja det gik faktisk kun 6 uger efter at 16 af gadens grundejere i en brev til Danske Kancelli havde ansøgt om at få gadens navn ændret. Ja det var vel nok tale om samtlige grundejere.

De skrev at Skidenstræde nu var blevet brolagt og nu fremstod som en smuk og reel gade, der kunne yde den herligste passage mellem hovedstadens to førende kirker Vor Frue og Trinitatis Kirker.

De udenlandske forretningsforbindelser kunne få det indtryk, at man boede i en kloak. Stadskonduktør Rawert mente nu ikke, at begrundelsen var tiltrækkelig. Han gjorde opmærksom på, at man tidligere havde afvist Kattesundet og Dybdensgade om at få navneforandring. Andre embedsmænd gik ind og afviste Rawerts indvendinger.  

Man kunne også finde på, at skrive sådan på brevet til Skidenstræde:

  • Den gade bag Kantors Port, der strækker sig fra Nørregade til Købmagergade.

En imponerende bygning, der rummede zoologisk museum blev opført. Og snart var det ikke længere plads i Krystalgade. I 1967 blev det gamle museum lukket for publikum. Nu skulle man ud i Universitetsparken. Det vil sige, at det åbnede først 1970.

Man kunne ikke prale med Skidenstræde

Nej Skidenstræde var ikke en adresse, som man pralede med. Sådan var det også for dem, der boede i Hyskenstræde. Hysken er det gamle ord for lokum. Ja på et tidspunkt hed Skidenstræde meget uofficielt Lars Winders Stræde efter en rådmand i tiden.

Alle gader kunne have heddet ”Skidenstræde”

Vi har i tidligere artikler beskrevet at det lugtede i København. Alle gader var forsynet med dybe rendestene. De tjente som kloakledninger og førte til utallige klager fra beboerne. Hvis det havde været tørt og varmt i længere tid, og det så satte ind med voldsom regn, ja så fyldtes kælderlejlighederne med kloakvand.

Ophobning af affald forhindrede også ofte trafikken i det gamle København. I en uendelighed modtog Rådhuset klager over, at vognmændene ikke fjernede affaldet. Rundt om i gårdene var det møddinger som ude på landet. Et par tusinde heste og et tilsvarende antal køer inden for voldene satte også sit præg på miljøet. Hertil kom omstrejfende hunde og katte.

Ja værst var det med natrenovationen. Til boligerne havde man opført småhuse i gårdene, som man kaldte priveter. Neden under lå murede latringruber. Disse blev som regel tømt to gange om året. Når man trådte på de lemme, der dannede gulvet trængte det øverste flydende lag op gennem huller og sprækker.

Natmændene arbejdede efter deres egne regler uanset, hvad de sagde oppe på Rådhuset. Ikke et under at København har været overbebyrdet med epidemier og sygdomme i massevis.

Ja egentlig kunne navnet Skidenstræde have været brugt om enhver gade i København. Kun et par hundrede meter fra det latrinære navn optræder Pisserenden. Ganske vist forsvandt køerne efterhånden. Men omkring 1900 kom kvinderne til Farversgade – kvarteret.

Kilde:

Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 158 artikler fra Det gamle København herunder:

  • Da det lugtede i København
  • Pustervig og Fattigvæsnet
  • Sankt Petri og omgivelserne
  • Drikkevand til København og mange flere.

Tønder-Erindringer 19 -forsøg på en anmeldelse

December 13, 2018

Tønder-Erindringer 2018 – forsøg på anmeldelse

Denne gang skal vi læse om seks meget forskellige historier. Og dette giver heftet en dejlig variation om historier fra Tønder og enkelt fra Møgeltønder. Altid skønt hvis man kan genkende eller huske nogle. Birgitte fortæller om nogle underfundigheder, da hun ankom til byen. Optiker Gonde Hansen fortæller om familieforetagenet. Og så var det Møgeltønder Skole, hvor der sandelig var problemer i begyndelse. Erindringer fra en tosproget barndom er festlig fortalt. Og min gamle heppe-kammerat fra Aabenraa stadion, Flemming Henningsen fortæller om genkendelige personer fra min ungdom i Tønder. Og begejstringen for Tønder amatørscene er forståelig i Uwe Petersens beretning.

 

En fremmed kom til byen

Af Birgitte Bargfeldt

 

Så var den der igen – Tønder erindringer for 19. gang. Vi skal forsøge at anmelde heftet. Der er både kendte og ukendte med i heftet. Men sådan må det vel være, hvis det er 51 år siden, at man forlod Tønder.

Den første som man ser, er Birgitte Bargfeldt. Hende jeg den store ære af, at hilse på, da jeg for en del år siden holdt foredrag på Schweizerhalle om Tønders historie og det at være Tynne-knajt i København.

Birgittes svigermor mente ikke, at man kunne flytte til Tønder. Det var sådan en tysk by. Men Birgitte og hendes mand fandt hurtig ud af, at en solnedgang i Tønder kunne tage sig ud som et maleri af Emil Nolde. Hurtig fandt Birgitte ud af, at hvis betyder når. Og den person, som hun mente hed Ove i virkeligheden hed Uwe. Og i tandlægeklinikken var det første uforståelige, som manden Christian stødte på var:

  • Ska æ taj min Mantel af

Det var et drama på biblioteket, da Birgitte havde valgt læge. Hun valgte den første på listen, og det var Doktor Brenner. Men han var jo tysk.

Sådan var det også med butikkerne. Der var masser at vælge imellem. Men slagter Marcussen og Andersen & Nissens Boghandel var tysk.

Kontorer og butikker lukkede i middagspausen så alle kunne komme hjem og spise. Der var ingen lyskryds, ingen trafikpropper og ingen bakker, men alligevel lykkedes det for Birgitte at dumpe til den praktiske prøve til kørekortet.

Jo året var 1965 og det er skønt refereret i hendes beretning. Hende og hendes mand var ivrige biografgængere. I biografen i Højer fandt de ud af, at der altid var pause midt i forestillingen, fordi der skulle skiftes spoler.

Sjov nok kan man huske en af Birgittes kollegaer Lis Reinau, hvis smukke datter Lisbeth, som jeg gik i klasse med.

Og Birgitte og Christian skulle kun have været her i et kort stykke tid. Men efterhånden er de med tiden blevet ”en slags sønderjyder”. Således godt opmuntret går vi til næste artikel.

Familiefirmaet Jacob Nikolaj Hansen – Guld – Sølv – Optik

Af tidligere urmager og optiker Gonde Hansen           

Vi starter med at høre om familieforholdene. Bedstefar startede butik i Møgeltønder. Efter 1920 flyttede man butikken til Tønder. Det var først i Storegade 24. Men allerede i 1923 flyttede man butikken til mere rummelige lokaler i Storegade 2. Familien blev boende i Møgeltønder. Tyren frem og tilbage foregik med tog.

En gammel HGF (Høj Gammel Ford T) blev anskaffet men den var for dyr i reparation. En ny blev anskaffet. Ofte måtte man sove på værkstedet. Bedstemor havde fået koldbrand og måtte have amputeret det ene ben op til knæet. Da de holdt guldbryllup, var det med en køretur i karet, hvor der var lys i vinduerne i Tønder.

Forfatteren til artiklen tilbragte det meste af barndommen i Leosallé 22. Efter at firmaet havde købt ejendommen Storegade 23 flyttede familien i 1950 op i anden sal.

Gonde blev indkaldt til Jydske Telegrafregiment på Langelandsgades Kaserne i Århus. Jo den kender undertegnede godt. Her lå han også i 12 måneder. Men han blev så modsat undertegnede genindkaldt i tre uger.

En dag var faderen faldet om inde i boksen i forretningen Han døde uden at være kommet til bevidsthed kun 63 år gammel. Farbroderen blev købt ud af butikken og startede sammen med sønnen en optikerforretning i Fredericia.

I Tønder trak moderen sig tilbage efter et par år. I 1970 overtog forfatteren til artiklen firmaet som den 4. marts 1976 blev til et anpartsselskab. 1. maj 1984 fejrede firmaet 90 års jubilæum.

Efter lang tid med fremgang kom der en vanskelig tid. Dengang var der 8 mand i firmaet. Der blev taget en beslutning om, at det skulle være en ren optikker-forretning og en mand-kone butik. Med andre ord, hele personalet skulle opsiges. I sommeren 1985 blev der holdt udsalg, og der blev ryddet godt op.

Navnet på butikken blev ”Gågadens Specialoptik”. I Billund var Gonde med til at starte en sammenslutning af selvstændige optikforretninger ”Nyt Syn”. Der fulgte nu syv gode år.

Den 1. september 1992 blev forretningen overdraget til en anden. Dermed var det slut for ”familiefirmaet Jacob Nicolaj Hansen”. En udmærket virksomhedshistorie fra et firma, som jeg husker fra min lærertid.

Møgeltønder Skole

Af pensioneret lærer Povl Clausen, Møgeltønder

Først i 1960erne havde lærestaben på Møgeltønder Skole været ustabil. Grunden hertil var en retssag mellem to lærere på skolen. Da dommen blev afsagt, mente størsteparten at dommen var forkert og søgte væk fra skolen.

Dette var meget uheldigt for børnene, der skulle nøjes med forskellige vikarer. Da Clausen kom til skolen, fortalte de ældste elever, at de havde haft 7 – 8 forskellige klasselærere. Retssagen fik også den uheldige virkning, at forældrene til eleverne blev delt op i to grupper.

Fra 1967 og fem år frem var der stor udskiftning af lærere. I begyndelsen af 1970erne skulle der vælges en ny leder på skolen. Clausen søgte i den periode 1972 – 1973 et årskursus, da han havde på fornemmelsen, at der ville opstå ny uro på skolen.

Den 1. februar 1972 blev der valgt en ny leder, men det blev ikke den lærer fra skolen, som også havde søgt. Som følge deraf forlod alle lærere skolen. Det var mærkeligt at vende tilbage til helt nye kollegaer. Men de nye blev der stort set i 25 år.

Som lærer blev man tiltalt med efternavn, men efterhånden gled det over i at være fornavn. Clausen mener ikke, at tiltaleformen har noget med respekten at gøre. En som har stor indflydelse på en skole er pedellen.

Vi får i artiklen en gennemgang af aktivitetsdage, praktikundervisning, skolefest med teater, oplevelser med elever og forældre og oplevelser som gårdvagt. Et lille indblik i pædagogik får vi også.

Fredag den 18. juni 1999 var det Per Clausens sidste skoledag.

Erindringer fra en tosproget barndom

Af tidligere inspektør i Told og Skat, Uwe Petersen, Tønder

I det meste af sin barndom og indtil sit 18. år boede Uwe Petersen i huset hos sine bedsteforældre, Kirkepladsen 1.

Ved Genforeningen vælger bedstefar at blive ansat hos De Danske Statsbaner. Det var en stor omvæltning for bedstefar og bedstemor på 64 og 57 år, at få en 3 ½ års knægt i huset. Heldigvis fik de meget hjælp hos naboen, Pastor Magle og Anna Magles datter, Grethe.

Til præstegården hørte en stor have, der strakte sig fra baghuset på den anden side af Nørregade og helt ned til alléen ud for Liebestempel. Her var der masser af mulighed for leg.

Ingen kendte til, hvad Uwe’ s fremtid skulle bringe. Faderen befandt sig i Tyskland. Bedstefar besluttede fra første dag at tale dansk til ham. Med bedstemor og faster Annemarie talte Uwe tysk.

I august 1943 rejste Uwe med bedsteforældrene til Gentofte. Anledningen var at hans far og hans kommende stedmor skulle giftes. Efter en tryg tid kom nu en helt ny verden i Gentofte med en stedmor, han slet ikke kendte.

Hurtig blev det kendt, at han var tysk statsborger. Det sikreste sted i frikvartererne var bag en aflåst toiletdør.

Carit Etlar havde boet i det hus, han nu boede.

Men far og stedmor blev skilt, så var det atter tilbage til Tønder i april 1944. Den 17. september 1945 blev Uwe indskrevet på Tønder Øvelsesskole i 3. b. Den brogede skolestart bevirkede, at skolekundskaberne var lidt mangelfulde. Men bedstefar sørgede for, at lærer Gläser gav ekstra undervisning.

Uwe fortsatte i 1. mellem på Tønder Kommuneskole. Der spændende beretninger fra banen og fra Vidåen. På sin fødselsdag fik Uwe lov til at invitere sine klassekammerater til en tur på Vidåen til anløbsbroen ved Lægan.

Uwe stod og kiggede, da de tyske soldater gik hjemad i Søndergade i 1945. På et tidspunkt kastede en af de tyske soldater en pakke viklet ind i noget stof. På vej hjem opdagede Uwe, at det var pengesedler. Og han mente det godt kunne berige hans bedsteforældres tilværelse. Men reaktionen fra bedstefar var ikke sådan, som Uwe havde forestillet sig det.

Bedstefar tog ham med på politistationen, hvor Uwe måtte aflevere pengene til en meget bøs udseende herre bag et stort skrivebord. Bedstefar forklarede, at de penge de tyske soldater havde med sig beholdt man ikke selv.

Det sjove er, at Uwe har haft Olaf Knudsen som lærer. Den fornøjelse havde jeg også de første år på Tønder Kommuneskole. Og så tjente Uwe nogle ekstra lommepenge ved at ringe med kirkeklokkerne.

Efter bedstefaderens død blev der talt tysk i hjemmet. Uwe startede på Tønder Lærerseminarium. Men efter det første år, havde han ikke bestået. Nu søgte Uwe så i stedet ind hos toldvæsnet. Og i 1955 startede han om toldelev i Lemvig.

I år 2000 vendte han sammen med sin kone Jytte tilbage til Tønder. Det var den samme by, hvor de mødte hinanden for mere end 60 år siden. Ja det sjove er, at de flyttede ind i det hus, hvor hans tosprogede barndom startede for 80 år siden.

God og interessant artikel.

Mit Tønder gennem 1960’erne, 1970’erne og 1980’erne

Af tidligere Quality Control Inspector Flemming Henningsen, Lemvig

Her har vi så en, som jeg kender. Flemming og jeg er skyld i, at Aabenraa (Aabk) ofte har banket B1909 på Aabenraa Stadion. Vi har simpelthen skreget os hæse dengang. Og det har sikkert hjulpet på præstationerne på banen.

Flemming er født i Vejle og boede i Klovtoft. I 1963 kom han til Tønder sammen med sin mor og storesøster. De boede på Kastanieallé på 56 m2. De handlede i begyndelsen hos købmanden på Kastanieallé 10. Men da købmand Meyer i Carstensgade gav ”bom”, når man betalte regningen, så skiftede man selvfølgelig til ham.

Det var en kæmpe omvæltning at komme fra en lille landsbyskole med to klasseværelser til Øvelsesskolen med 29 elever i en klasse. Flemming kunne hellere ikke i begyndelsen vænne sig til, at når læreren spurgt, så skulle man rejse sig op, træde et skridt til siden væk fra bordet, inden man svarede. Sådan var det i hvert fald i Klovtoft men ikke på Øvelsesskolen.

Flemming fortæller, at han i begyndelsen var sky og genert. Ja sådan kender man ham nu ikke. Han sad helt inde i et skur og gemte sig i frikvarterne. Men det havde Olaf Knudsen opdaget og opfordrede klassekammeraterne til at inddrage Flemming.

Blandt legekammeraterne var det også kendte personer, som undertegnede kendte. Og vi får da også nogle herlige historier fra dengang, også da fru Horst inddrog bolden, fordi boldbanen stødte op til hendes have. Politiet måtte tilkaldes for at få den udleveret. Hun sagde ofte:

  • Æ vee gåt te børn ska lech, men it i min hau – blywer I ve mæ det, hinte æ æ fitzevært.

Og så er jeg glad for, at Flemming nævner, at Lærkevej var de dygtigste til gadefodbold. Vi havde også en professionel træner.

I 1968 flyttede Flemming til Strucksalle 19. Faderen kom i 1969 tilbage til familien og Elmegade 5 blev købt af familien.

Så kom Flemming i erhvervspraktik hos Andersen & Nissens Boghandel, hvor undertegnede som de skarpe læsere sikkert ved, hvor jeg havde været i lære. Ja og så var der praktik hos Jydske Tidende, hvor Flemming så sin egen filmanmeldelse trykt i avisen.

Ude på Handelsskolen havde Flemming også de lærere, som man kender. Winther-Johannsen mente, at eleverne havde lært amerikansk på Øvelsesskolen. Og det var jo engelsk, man havde brug for. Og forstander Thiim mente ikke, at eleverne var gode til tysk, men det mente censoren fra Aarhus:

  • Der var De vel nok heldig, det blev til et …tal.

Dengang var det åbenbart på efternavn og De ude på handelsskolen.

Flemming fik lærerplads ude hos Nissen Sølsted. Og kørerkortet blev taget ved fru Jordt på Ludvig Andresens Vej. Det faldt ikke i god jord hos bedstefaderen. En kvinde kunne ikke lære nogen at køre bil.

I 1975 blev Flemming ansat hos TØMA i kontrolafdelingen. Her var han helt til 1988. Et år var Flemming hos Brdr. Hartmann. Så blev han kontaktet af Vølund i Esbjerg og solgte sit hus på Ved Slotsbanken.

Nu har Flemming altid interesseret sig for sport, både håndbold, fodbold og atletik. Og sandelig om han ikke også i fem år var formand for Lokalhistorisk Forening. Og 13 koncerter med Rolling Stones er det blevet til.

Ja og den helt store lidenskab er tændstiketikker og – æsker. Flemming har ca. 145.000 fra 174 lande. I dag bor Flemming i Rom uden for Lemvig.

Skønne historier, godt fortalt Flemming. Jeg ved, at du vil læse denne anmeldelse.

Erindringer fra Tønder Amatørscenes barndom og ungdom

Af pensionist Henry Madsen, Tønder.

Det første møde med Tønder Amatørscene (TAS) var en Tønder Revy på Tønderhus i marts 1977. Og Henry kom til at skrive tekster. Den første tekst hed ”Det er mig og Egon Nielsen”. Det handlede om borgmester Børsting Andersen, kommunaldirektøren og det nye rådhusbyggeri.

Næsten alle prøver blev overværet og henry var dybt imponeret af skuespillerne. Ja og helt euforiske blev de alle sammen ved at læse anmeldelserne. De fleste aftener blev afsluttet med en tur på værtshus, dog ikke for Henry.

Man blev instrueret i ikke at benytte toilettet under forestillingen. Trappen knirkede gudsjammerligt. Og så var det altid koldt i Tønderhus’ sal. En børnescene blev også etableret.

Efter tre vellykkede revyer blev det besluttet at opføre et rigtigt teaterstykker. Der var ros af pressen, men meget få tilskuere. I 1987 blev et brændende ønske opfyldt – et egt spillested. Det blev det gamle missionshotel i Spikergade.

Der er også blevet spillet 50’er og 60’er kaberet.

I 2003 genopstod revyen i Tønder. Hvert år bliver det spillet fem forestillinger for stort set fulde huse.

Da undertegnede forlod Tønder havde vi ikke dette. Og da jeg boede i Padborg skrev jeg et par tekster til Kruså-revyen. Flot artikel af Henry Madsen. Begejstringen var ikke til at tage fejl af.

Det var en flot Tønder-Erindringer, som kan varmt anbefales. Man behøver ikke at være medlem af Lokalhistorisk Forening. Jeg er sikker på, at Jefsens Bog & Ide sælger den i løssalg. Grunden til at det er en fornøjelse at læse heftet er det varierede udbud af erindringer. For en gammel Tynne-kanjt er det selvfølgelig altid sjovt, at læse om folk, som man kender.

Kilde: Tønder-Erindringer 19 (Lokalhistorisk Forening for Gl.-Tønder Kommune)

 

Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 236 artikler om Det Gamle Tønder, heriblandt:

  • Tønder-Erindringer 17 – en anmeldelse
  • Nye erindringer fra Det Gamle Tønder (16)
  • Erindringer fra Tønder

Der kommer altid en sporvogn (NørLIV 12)

December 6, 2018

Der kommer altid en sporvogn (NørLIV 12)

Dette er vores 12. indlæg til Nørrebro LIV. Det handler om sporvogne. Der var barske forhold for de ansatte. De måtte først hente hestene inden de kunne starte. Såfremt heste-sporvognen var forsinket skulle de ansatte betale bøder alt efter hvor meget sporvognen var forsinket. Det pæne borgerskab brugte drosker fra 1828. De første hestetrukne sporvogne kunne klare ti passagerer. Helt frem til 1972 var der en kæmpe remise med plads til 200 vogne. Den blev brugt frem til 1972. Ja så var der også dengang, man havde syrevogne.

 

Den 22. april 1972 var sorgens dag. Da kørte den allersidste sporvogn – en linje 5 fra Nørrebro.

Det pæne borgskab brugte drosker, og de første så dagens lys i 1828. Men den kollektive trafik startede med de såkaldte rumlekasser, hvor passagererne i bogstaveligste forstand blev kastet over hinanden.

Men se allerede i 1842 kørte der en omnibus fra Østerport via Blegdamsvejen og Lygtevejen (Nørrebrogade) tilbage til byen igen via Nørreport. Gennem årene skete der mange ændringer. Men i 1864 eksisterede der to omnibuslinjer til Nørrebro. Ja og de to omnibusser, der kørte hed Napoleon og Victoria.

De første hestetrukne sporvogne havde kun plads til 10 passagerer. Det kunne en sund hest sagtens klare.

I 1863 startede det første sporvognsselskab, men allerede i 1867 startede Nørrebro Sporvejsselskab.

Man anlagde i flere omgange en remisse på Lygtevejen(Nørrebrogade) og indrettede nogle kontorbygninger i Baldersgade. Til sidst var der plads til hele 200 vogne. Remissen på Nørrebro blev brugt helt frem til 1972. Det hele blev til det vi i dag kender som Nørrebrohallen.

Kørslen startede kl. 7.30 om morgenen. Der blev kørt hver 12. minut frem til kl. 22.24. Helt oppe, ubeskyttet mod vejret kostede det kun 4 skilling. Masser af arbejdere benyttede sig af dette.

Fra 1. februar 1868 fik man overenskomst med konditor Bolt, Nørrebrogade 13, hvorefter publikum. Som ventede på sporvognen ved vigesporet på hjørnet af Dosseringen kunne tage ophold i Konditoriet. På et tidspunkt kunne betjente rejse gratis. Det samme gjaldt for vovsen.

Arbejdsforholdene var elendige. Arbejdsdagen var på 16 – 17 timer. Og spisepauserne begrænsede sig til 5 – 10 minutter ved endestationerne. Opstod der forsinkelser på turen, hvori kusken kunne gøres skyldig, måtte denne betale 4 mark for hver 3 minutters forsinkelse.

Egentlig var hestene en af de største udgifter, derfor forsøgte man sig med damp, men det blev en fiasko.

På et tidspunkt i slutningen af 1880erne var der ikke mindre end ni forskellige selskaber. Der var overhovedet ikke nogen koordination. Der var forskellige uniformer og ingen havde styr på kørerplanen. Der var ingen stoppesteder. Et nik til vognstyreren var nok og så stoppede han.

I et forsamlingslokale på Nørrebro dannede 200 fremmødte konduktører i 1890 en forening for sporvognskonduktører. Dagen efter blev den valgte formand kaldt op til direktøren. Denne mente ikke, at arbejde i frisk luft var særlig anstrengende. Medlemskab af en fagforening ville føre til øjeblikkelig fyring, blev det pointeret.

Fabrikant Sophus Hauberg kæmpede i mange år for en sporvognslinje til Nørrebro. Han oprettede den fabrik, der senere fik navnet Titan. Han havde brug for, at mandskab kom rettidigt ud til maskinfabrikken.

Han søgte koncession til at drive Sølvgades sporvognslinje. Efter tre års forhandlinger fik han endelig et ja. Men så var det lige Fælleden. Det var et gammelt militært område. Man kunne ikke bare have at civilister krydsede frem og tilbage to gange om dagen.

I 1891 opstod der problemer idet der udbrød en kraftig influenzaepidemi blandt hestene. Det blev nødvendigt at indskrænke driften. Konstant var der ca. 40 heste syge.

Den 26. maj 1892 oplevede man den hidtil største indtægt på en enkelt dag, nemlig 2.024 kr. Det var den dag, hvor Kong Christian den Tiende og Dronning Louise fejrede guldbryllupsdag.

I 1895 befordrede man 18 millioner passagerer. Det svarer i gennemsnit til at hver beboer brugte sporvognen 57 gange.

I 1897 skete der en tragisk ulykke. Den 6 – årige Ole Jensen søn af detailhandler Jensen, Slotsgade ville lige som de andre drenge hænge på den elektriske sporvogn. Han havde sat sig på det påhængsapparat, der var anbragt foran på sporvognen. Vognstyreren havde ikke set ham. På et tidspunkt faldt drengen ned på skinnerne og sporvognen kørte helt over ham.

Den 4. marts 1897 kørte den første elektriske sporvogn. Ja man reklamerede nu med lysture ned ad Nørrebrogade.

Man havde forsøgt sig med akkumulatorer. De var ophængt under passagersæderne og vejede temmelig meget. Så gik der ellers derud af uden heste. På Kongens Nytorv fik man så ladet op. Der blev dog udsendt en meget generende syrelugt. En indsamling mod disse resulterede i 8.618 underskrifter.

Man forsøgte også med dampsporvogne og dampomnibusser. Det var nærmest et lille damplokomotiv. Den hvæssede, dampede, savede og peb. Lokomotivet blev fremstillet på Nørrebro hos Schmidt og Mygind. Og det var prøvekørsel om natten. Det gik ikke stille for sig. Beboerne var bestemt ikke begejstret. De smed kartofler, gamle tøfler og en enkelt død kat. Efter lokomotivet.

Det hændte også at beboerne måtte hjælpe med at skubbe op ad bakker eller i snevejr. Så forlangte politiet, at der skulle være klokker på sporvognene. Dette spolerede så mange borgeres søvn.

 

Ved Nørrebro Sporvejes ophør rådede man over 24 to – etagers vogne, 3 sporomnibusser og en saltvogn. Selskabet rådede ikke selv over heste. De måtte leje dem hos diverse vognmænd. Det var også det første selskab, der gik over til elektrisk drift.

Der var nu ikke let for alle med de nymodens elektriske sporvogne. Således kunne man i 1902 læse denne besked til damerne:

 

  • Vore Damer har været så vant til med Gratie og Elegance at springe af Hestevogne tager sig ikke i Agt for Faren, og Farten er stærkere. Nu er det sidst den unge og udmærkede Sangerinde Ellen Beck, der er sprunget forkert og har pådraget sig nogle slemme Skrammer. Vi advarer vore kække Damer med at springe af Sporvognen.

 

  • Inde på dengang.dk kan du finde 1.328 artikler, deraf er 246 fra det gamle Nørrebro.

 

 


Boyebanden fra Fyn

December 3, 2018

 

Boyebanden på Fyn

En dramtisk historie af Lisa Hildegarth

 

Dette er ikke en nissehue men en bondehue fra 1800-tallet. Den befinder sig i en glasmontre i Middelfart, tilhørende fæstemand Niels Hansen fra Broendehuset.

I årene omkring 1850 plagedes Vestfyn af en bande forbrydere, der gik under navnet Boyebanden. 16 kvinder og 43 mænd blev stillet for retten. En fik tiltalefrafald, tre blev dødsdømt. Resten fik dommer fra to gange fem dage på vand og brød til livsvarigt tugthus. Og det fik de for indbrud, røverier, brandstiftelser og mord.

 

 

Boyebanden på Fyn

Den ser større ud, end man kan forestille sig, som den ligger dér i glasmontren på Middelfart Museum. En nissehue vil ethvert barn svare, hvis man spørger det, hvad det er. En bondehue fra 1800-tallet ville svaret lyde fra en etnolog, og det er selvfølgelig præcis, hvad der er tale om.

En strikket lue, som Thyboere ville have kaldt den, højrød og stor nok til at kunne trækkes godt ned om ørerne, når frosten satte ind. En hue, som generationer af danske bønder har båret; så almindelig at den er blevet synonym med bondens overjordiske ledsager, gårdboen – eller nissen, som han kaldes og kendes af hvert barn i landet.

Huen i glasmontren fortæller så sin egen blodige historie
Den tilhørte i sin tid fæstemand Niels Hansen fra Broendehuset lige vest for landevejen, der i dag fører fra Assens mod Nørre Åby, men i 1853 var hovedvejen fra Assens til Middelfart. Navnet havde huset efter en bro i østenden af Føns Vig. Samme bro havde givet navn til gården, der ligger på den østre side af landevejen, en gård, der også spiller en rolle i historien, som tager afsæt i den røde hue.

I årene omkring 1850 plagedes Vestfyn af en bande forbrydere, der efter deres leder bar navnet Boyebanden. Hvor mange medlemmer banden havde, om det var et fast sammentømret forbrydernetværk eller om slynglerne kom og gik, vides ikke. Hvad vi ved er, at da banden endelig blev stillet for retten, anklagedes 16 kvinder og 43 mænd, alle fra Fyn, den overvejende del født mellem Jordløse i øst og Vejlby i vest.

Af disse fik én tiltalefrafald, tre blev dødsdømt og resten idømt straffe spændende fra to gange fem dage på vand og brød til livsvarigt tugthus. Deres forbrydelser omhandlede indbrud, røverier og tyverier fra bl.a. kirker, men de gik heller ikke af vejen for falskmøntneri og røverisk overfald med forsæt om drab.

Lederen hed Jens Henrik Christiansen Boye og blev født 24 sep. 1823 i Gribsvad i Rørup sogn som søn af en snedkermester og dennes hustru. Ud over en yngre bror havde Jens en søster, Maren Laurine, som vi senere kommer til at høre om.

Boyebanden hærgede gennem flere år det vestlige Fyn med indbrud, røverier mord og brandstiftelser. Det første mord finder sted 31 marts 1852, og skønt den, der udfører selve drabet, er et bandemedlem ved navn Peder Olsen, dømmes ikke blot han, men også Laurine Boye for det. De arresteres begge to år senere i forbindelse med opklaringen af det andet mord, og Laurine er den første, der erkender sin skyld, nemlig i forhør 4. april 1854, mens Peder Olsen først vedgår mordet, da han tre dage senere forelægges Laurines tilståelse.

Med udgangspunkt i forhørsprotokollerne kan forbrydelsen og baggrunden for den kortlægges.

Laurine og Peder Olsen havde i en periode, en halv snes år tidligere dannet par, bortset fra et års tid, hvori Laurine havde fået et barn med en anden mand. Nu havde hun i et stykke tid haft sine øjne på gårdmand Jørgen Rasmussen i Rold nord for Vissenbjerg. Det var Peder Olsen, der præsenterede de to for hinanden, og han udtaler til forhørsprotokollen, at meningen var, Laurine efter giftermålet skulle tage sin ægtemand af dage, så hun og Peder kunne blive gift og overtage gården.

Hvorom alting er, havde gårdmanden to søstre, der boede på gården. Især den ældste, Ingeborg, var Laurine en torn i øjet, da den kommende svigerinde styrede gården med streng effektivitet. Maren frygtede derfor, at hun ikke ville få det råderum, hun ønskede, når hun giftede sig med gårdmanden, og hun udtænke derfor koldblodigt, at Ingeborg måtte ryddes af vejen.

Hertil havde hun brug for Peder Olsens hjælp. I første omgang omgikkes Laurine med tanker om at give svigerinden rottegift, men denne plan opgav hun. I stedet forlangte hun, at Peder skulle slå Ingeborg ihjel med vold og foreslog ham at anskaffe sig en dertil egnet kølle, hvilket han efter eget udsagn nægtede.

Imidlertid var Laurine vedholdende, og 30. marts 1852 indvilligede Peder Olsen i at udføre drabet, der blev planlagt til at finde sted aftenen efter. Den 31. marts tilbringer såvel Ingeborg som Peder, Laurine og flere andre dagen i Boyes hus. Sent om aftenen følges Peder Olsen, Laurine og Ingeborg et stykke vej, men da de kommer nord for Etterup, tager Laurine afsked med de to andre, der fortsætter ad en sti mod Rold. Her foreslår Ingeborg, at de skal sætte sig i læ af et gærde. De har tidligere haft intimt forhold til hinanden, og pigen tænker vel, at hun og Peder har en fremtid sammen. Han, der kun har tanke på den gerning, han nu skal udføre, har imidlertid ikke sans herfor, hvorimod han kun giver hende et kys, og lægger hænderne om hendes hals og kvæler hende.

Da Ingeborg er død, kommer Laurine til, og sammen bærer de liget til en tørvegrav i nærheden. Her lader de den døde krop glide ud i vandet og går tilbage efter Ingeborgs paraply og træsko, som de lader følge den døde i tørvegraven. Herefter går de to tilbage mod Boyes hus, og skønt Peder påstår, at han udtrykker anger over det skete, er Laurines svar: “Skidt, nu kommer jeg i en god stilling”.

Som sagt kommer disse omstændigheder først for dagen, da de to arresteres i forbindelse med det næste mord, som finder sted 11. oktober 1853.

Jens Boye mødes denne dag med Anders Hansen Sørensen med tilnavnet “Pranger” i Trøyberghuset på Blanke mark. Huset tilhørte Christen Hansen kaldet “Sosmeden”, muligvis fordi han supplerede indtægten som fisker med at kastrere smågrise. De tre havde ifølge Jens Boyes tilståelse siddet sammen i Middelfart arrest og her erfaret, at husmand Niels Hansen i Broendehuset lå inde med en anselig sum penge. Og hermed er vi tilbage ved den genstand, der har sat denne historie i gang. Den røde hue i glasmontren på Middelfart Museum.

Ifølge rygtet skulle Niels Hansen altså være en holden mand. 150 rigsdaler, mente Boye at vide, befandt sig i husmandsstedets skab; penge han havde tænkt sig at røve. Hans plan, som han forelagde sine medsammensvorne, gik ud på, at han selv ville lokke husmanden ud af huset, hvorefter Pranger og Sosmeden skulle gå ind, tage pengene, slå Niels Hansens kommende hustru ihjel og brænde huset af. I mellemtiden ville Boye selv hænge Niels Hansen, så det for myndigheder og andre ville se ud, som om husmanden havde begået såvel mordbrand som selvmord.

Planen mislykkes til dels. Godt nok lukker Niels Hansen op og lokkes med ud under påskud af, at Sosmedens vogn er væltet, men da Boye søger at lægge ham en strikke om halsen, mislykkes hans foretagende, og Niels aner uråd, men indhentes på sin flugt tilbage til sit hus. Boye stikker ham en kniv i maven, hvorefter han hårdt såret flygter op til den nærliggende Broendegård. Da Pranger skrækslagen er stukket af, bliver Boye og Sosmeden enige om at afblæse det hele og vender tilbage til sidstnævntes hus, hvor de får noget at spise, hvorefter de to gæster lægger sig til at sove på høloftet, mens Sosmeden vel har søgt ægtesengen.

Niels Hansen bliver bragt tilbage til sit hus, hvor han inden sin død tre dage efter ugerningen indgår ægteskab med sin forlovede Mette Marie Jensdatter.

Med mordet er dagene talte for Boyes bande. Politiretsassessor Herman Rothe får ikke bare opklaret mordet på Niels Hansen; det lykkes ham også at optrevle banden samt at få de to skyldige i mordet på Ingeborg Rasmusdatter til at erkende deres forbrydelse. En forbrydelse der er svært at se nogen formildende træk ved. En kvinde myrdes med koldt blod midt i, hvad vi tror er forspillet til et elskovsleje, af en mand, der sammen med sin kæreste har tænkt sig derefter at slå hendes bror ihjel, så han og Laurine kan komme til at sidde som gårdfolk.

Også det andet mord er brutalt og uden forsonende træk: Tre koldsindige voldsmænd udnytter en mands hjælpsomhed til at lokke ham ud af hans eget hus, hvorefter de stikker ham ned og efterlader ham hårdt såret i oktobermørket, for selv at gå tilbage og indtage deres aftensmad.

Og deres straf? De dømmes alle til døden og til at lægges på hjul og stejle. Det sidste omstødes dog af Højesteret, ligesom Prangeren og Sosmeden undgår bøddeløksen og i stedet idømmes livsvarigt tugthus, da retten tager hensyn til, at de ikke aktiv deltog i mordet. I stedet idømmes de offentligt kagstrygning. Også Laurine undgår bøddeløksen, da hun dør i kvindefængslet på Christianshavn 19. juli 1855.

Det var sædvane, at eksekveringen af dødsstraf fandt sted i så umiddelbar nærhed af gerningsstedet som muligt, og den 15. august 1856 ankommer Boye og hans to kumpaner under bevogtning til en bakke, der i dag går under navnet Boyes Banke. Her indfinder birkedommer N.Madsen og vidnerne sognefoged Hans

Pedersen fra Ørslev samt sognefoged Anders Hansen fra Balslev sig kl 5 om morgenen på gårdejer Christen Christensens mark, der er beliggende på banken, som befinder sig straks øst for landevejen Assens – Nørre Åby lige før vejen fra Ørslev.

Efter at Jens Boyes hoved var skilt fra hans krop med ét hug, kunne de forsamlede tilskuere fra hele Fyn overvære, at hans kumpaner blev bundet til en kag og pisket, hvorefter Boyes lig begravedes på stedet, som skik og brug var.

 

Skarpretteren skulle ikke pakke sin økse langt væk: Næste dag brugte han den på marken ved Etterupgård ved Rørup til at eksekvere dommen over Peder Olsen.

Senere tider har sat en rå sten og et trækors over Jens Boyes grav og den, der er ihærdig, kan finde den på banken, som rejser sig, hvor vejen mellem Tybrind og Ørslev krydser Assens-Middelfartlandevejen. Det kan måske synes som en vis historisk retfærdighed, at ingen af morderne tilsyneladende har efterladt sig andet end deres navn og mindet om deres ugerninger.

Det samme gælder for deres ofre, når bortses fra den meget håndgribelige hue, der ligger i sin glasmontre på Middelfart Museum, og om hvilken museet har noteret sig følgende:
“Rød, strikket tophue med lodden, fløjlsagtig kant og topkvast. Niels Hansen døde 40 år gammel 14.10.1853
Skænket af husmand Jens Chr. Jensen, Broendehus, Nr. Åby.”

 


En barnemorder fra Jægersborggade (NørLIV 11)

November 29, 2018

En barnemorder fra Jægersborggade (Nør.LIV 11)

Dette er vores 11. bidrag til Ugeavisen Nørrebro Liv. For øvrigt tak for positiv respons. Det handler om Barnemorderen fra Jægersborggade, Dagmar Overby. Hun blev anklaget for at have myrdet 8 børn. Men antagelig har hun myrdet 25 stk. Og 3-4 af dem begik hun på Nørrebro, i Jægersborggade og på Assistens Kirkegård. Det er hendes gøren og laden på Nørrebro, som vi her kigger på.

 

Sagen var egentlig svær for kriminalpolitiet. Flere gange ændrede Dagmar Overby forklaring. Og ikke alle myrdede var savnet. Hun blev dømt for at have myrdet 8 børn. Men hun havde mange mere på samvittigheden, måske op til 25 stykker.

Jo det var en mor, der havde fortrudt at have bortadopteret hendes datter, der satte politiet i gang. Nu var datteren væk.

Det er en grufuld beretning fra Nørrebro og København i tidsrummet i årene 1916 – 1920. Ja man mener man skal tilbage til 1911. Så længe politiet ikke kunne finde ligrester af bestemte personer kunne man ikke rejse tiltale. Men mindst tre barnemord foregik på Nørrebro:

 

  • Den 15. april 1916 blev Rasmine Jensens tre uger gamle søn myrdet på Assistens Kirkegård.
  • Den 18. april 1916 blev Maren Hansens fire uger gamle datter myrdet i Jægersborggade 43.
  • Den 22. maj 1916 blev Ester Larsens fire uger gamle søn, Paul Larsen myrdet i Jægersborggade 43

 

Den 1. november 1915 flyttede Dagmar ind hos kærresten i Dagmarsgade 16 2. sal. Men det var en katastrofe for Svendsen var blevet fyret. Han var for langsom til at levere vare ud. Huslejen var for høj og Dagmar blev indlagt på kommunehospitalet. Den 5. marts 1916 blev hun udskrevet og flyttede ind hos Svendsen, der nu havde fået et værelse i Jægersborggade. Han fik endelig arbejde hos Nielsen og Winther på Blegdamsvej 60. Men ak det varede kun en uge. Så fik han arbejde hos Schmidt, Mygind og Hüttenmeier.

Dagmar ville gerne have et barn, men det ville Svendsen ikke høre tale om. Så fik Dagmar ideen om, at tjene penge ved at tage børn i pleje. Dengang skelnede man mellem tre klasser af ”trængende”, der kunne komme i betragtning til understøttelse. Fattigvæsnet skulle i nogle tilfælde sørge for børns opfostring og opdragelse ”i et eller andet Huus”. Man Rasmine passede ikke ind i systemet. Hun havde født uden for ægteskabet.

En dag så hun Dagmars annonce i Aftenposten. Her stod at et ægtepar ønskede at adoptere et udøbt drengebarn. På den måde kom ”fru Svendsen” ind i billedet. Man enedes om, at Rasmine skulle betale 12 kr. om måneden i plejeløn.

Dagmar Overbye var ikke engang nået Nørrebros Runddel før det gik op for hende, at dette ikke var gennemtænkt. Inde på Assistens Kirkegård, tog hun et navlebånd som hun viklede stramt om barnets hals. Da hun var sikker på at barnet var dødt smed hun liget i tønden i en retirade, der ikke var låst.

Hun gik hjem til Jægersborggade og stillede barnevognen ude på gaden foran opgangen. Svendsen sad og læste. Hun foreslog, at han gik ud at pantsætte den. Det var en, som hun havde haft lånt ud til en veninde. Ja og den indbragte 20 kr.

Tre dage efter den 18. april blev der meldt fra politiet på Christianshavn, at man havde fundet liget af en nyfødt dreng i det latrinaffald, som blev skyllet ud af spande og tønder, natrenovationen havde kørt ind den forgangene nat på Kløvermarken.

Den næste Dagmar fik fat i var Maren Hansen. Dagmar forlangte 400 kr. som et engangsbeløb. Men hun accepterede 300 kr. På vej hjem fra Kongens Nytorv besluttede hun at tage barnets liv. Hun kom hjem til en tom lejlighed. Hun lagde barnet på sengen og klædte det af. Så gjorde hun lige som sidste gang, kvalte barnet med navlebind. Liget blev pakket ind i nogle gamle klude, som hun igen svøbte i avispapir. Den lille bylt gemte hun under sengen.

I en sporvogn til Amager sammen med hendes datter Erena havde Dagmar taget bylten med liget med. De gik langs Øresundsvej. Langs den gik en mudret grøft. På et tidspunkt lod Dagmar avispakken med barneliget falde derned. Hun trådte dog lige derned og gemte det halvejs inde i et kloakrør.

Ja og senere vendte Dagmar tilbage hos Maren Hansen og forlangte nu det hele beløb på 400 kr.

Den 19 årige Esther Mathilde var kommet galt af sted. Hun havde også set Dagmars annonce i Aftenposten. Dagmar fik 200 kr. for at tage barnet med sig. Derefter skulle hun have 30 kr. de næste ti måneder.  En kontrakt blev underskrevet. Dagmar underskrev sig med Erena Rosenkrantz. Barnet blev svøbt i nogle tæpper.

Men hjemme i Jægersborggade kvalte Dagmar den lille dreng. Hun gemte liget i et skab. Hun kunne ikke huske, hvordan hun fik liget bragt af vejen.

Hun sendte urtekræmmerens søn ud til Ester Larsens adresse i Ungarnsgade efter de første 30 kr. Samtidig skrev hun, at ”Lille broder har det godt og trives ualmindelig godt”.

Hjemme i Jægersborggade var det tydeligt, at der var kommet flere penge på kontoen. De havde alle sammen fået nyt tøj. Flere personer havde set parret med store penge. Og sådan noget er altid mistænkelig i et fattigkvarter. Men Dagmar sagde til Fru Nielsen, at hun havde arvet penge fra en greve i Jylland, som var far til hendes lille datter. Men Dagmar fik overtalt Svendsen til at flytte fra Jægersborggade.

Den 25. november 1916 skrev Dagmar til Esther, at hun er flyttet på landet. Nu skriver hun at hun er flyttet i Svendsens hus og posten nok ikke kender Rosenkrantz. Endvidere skriver hun også ”at lille broder har fået to tænder og trives godt”.

Gamle protokoller viser, at der den 25. maj 1918 blev indbragt et barnelig på Fælledvejens Politistation, der var fundet på en grav på Assistens Kirkegård.

Hun skulle egentlig være henrettet ved halshugning, guillotine eller økse. Det skulle ske offentlig. Men det skete aldrig. Den 15. januar 1921 blev dommen omstødt til tugthusarbejde på livstid. Dagmar Overby kunne slet ikke affinde sig med at være indespærret. Hun blev overført til Skt. Hans i Roskilde og døde den 6. maj 1921.

 

  • Du kan læse mange flere historier på dengang.dk . I øjeblikket har vi 245 artikler om Det Gamle Nørrebro.