Artikler
August 26, 2024
Rømø – fra sandflugt til turister
Hvad betyder Rømø? En grænse mod Nordsøen. Øen har mange forskellige funktioner. Øer og halliger kan forsvinde. Rømø er vokset. En tsunami startede det hele. Kan Rømø klare fremtiden? Mennesker på Rømø fra år 1200. Plaget af sandflugt. Det så sort ud for Juvre. En kongelig enklave. Krig og stormflod. En helt fra Glückstadt. Trefoldigheden og de ni orlogsskibe vandt. Hekseproces på Rømø. Hvalfangst og de mange kommandører. Rømø Havn blev indviet. Hvor lærte søfolkene at navigere, En kongelig privilegeret navigationsskole på Rømø. Turismen kom allerede i 1900. Hatteknager i kirken. Masser af klitter på Rømø. Militært øvelsesområde. Kirkeby Plantage.
Hvad betyder Rømø?
Rømø stammer fra ordet ”rimme” – som betyder ”langstrakt forhøjning” – og ø. I Kong Valdemar Sejrs Jordebog fra 1231 hedder øen Rymø.
En grænse mod Nordsøen
Vadehavet udgør i dag 8.000 km2. Det ligger bag en række langstrakte barriere-øer, som ligger parallelt med kysten. Disse øer er dannet i den sidste istid, der varede for ca. 100.000 år siden til 10.000 år siden.
Dengang var verdenshavene 120 meter lavere end i dag. Disse barriereøer danner en grænse mod Nordsøen – sikkert der for navnet. I dag er der 25 barriereøer, hvoraf de 17 er beboet. Ja dertil kommer faktisk 13 store sandbanker uden vegetation som med tiden har potentiale til at udvikle sig til barriereøer.
Øerne har mange forskellige funktioner
Øerne har mange forskellige funktioner i den moderne verden som f.eks. rekreation og turisme, beboelse samt som områder, hvor man gennem naturbeskyttelse søger at opretholde biodiversiteten ikke mindst for fugle.
Øer og Halliger kan forsvinde
Man har tjek på, hvornår de fleste af Vadehavets halliger og øer er opstået. De er dog ikke opstået samtidig. Nogle er ganske unge og andre tusinder af år gamle. De fleste af Vadehavets øer består af sand, der dels kommer ude fra Nordsøen og dels er transporteret langs kysten, hvor bølgerne har eroderet kysten mod nord og har ført sandet mod syd.
Selvfølgelig kan det modsatte også ske- Pludselig kan vindretningen ændre sig. Og det kan føres mindre sand til øen. Halligen Jordsand, som engang var en marskø lige syd for Rømø forsvandt omkring år 2000.
Rømø er vokset
Dannelsen af Rømø fandt sted for 8.000 år siden. Dengang var øen smal og kort. I dag 8.000 år efter kunne man have forventet at øen var sunket i havet, men det modsatte er faktisk sket. Rømø er blevet længere, bredere og højere.
En tsunami startede det hele
Det var et meget stort underjordisk jordskred ud for Norges vestkyst, som sendte enorme mængder af sediment ned ad Norges kontinentsokkel og udløste en kraftig tsunamibølge. På trods af den lavvandede Nordsø bevægede bølgen sig hele vejen ned til, hvor Rømø er i dag og med stor kraft oversvømmede den det lavtliggende kystlandskab.
Tsunamibølgens højde var mellem 1,5 og 5,5 meter høj, da den ramte kysten. Den transporterede store mængder af havvand, sand og organisk materiale ind over land. Bølger og strøm transporterede sand til Rømø, der langsomt voksede vertikalt t takt med at havet steg. Sandet blev aflejret som tunger af sand skyllet op af bølgerne, der så senere blæste sammen til små klitter.
Kan Rømø klare fremtiden?
Samtidig med dannelsen af den nye ø, som lå parallelt med den jyske fastlandskyst, blev området mellem barriereøen og fastlandskysten oversvømmet og Vadehavet begyndte at blive dannet. Havet stiger stadig og sandet sørger for at Rømø vokser lige så hurtigt, som havet stiger. Ja faktisk hurtigere. Det betyder at Rømø de sidste 6.000 år er vokset ud i Nordsøen. Inden 2100 er vandspejlet dog steget med en meter. Kan Rømø klare dette?
Ser man de sidste 2.000 år, hvor havet er steget med næsten to meter, har Rømø bevæget sig to kilometer ud i havet og en række nye klitter er dannet oven på strandsedimenterne. Helt anderledes ser det ud for Skallingen.
Mennesker på Rømø fra år 1200
De første mennesker nar slået sig ned på Rømø omkring år 1200, hvor det var kongen og bispesødet i Ribe, der ejede øen i fællesskab. Senere kom der fiskerleje, ladeplads og landbrug til Rømø.
Siden 1500-tallet har Rømø haft et fiskerleje og her har også været ladeplads. I 1500 – tallet blev Borrebjerg anlagt. Den fremstår i dag som et voldanlæg. Læs vores artikel om dette sted.
Plaget af sandflugt
Vadehavet har skabt en frodig og næringsrig jord langs Rømøs østkyst. Men landbruget var i 1600- og 1700-tallet plaget af sandflugt, bl.a. fordi kreaturer gik frit rundt på øen og ”skumrede agre”, hvor øboerne har skovlet deres huse eller dyrkede arealer fri for flyvesand. Markerne ses ofte som forsænkede felter indrammet af små diger, som altså er bygget af flyvesandet.
Flysandet måtte skovles væk. Markerne blev beskyttet med læ-volde beskyttet med bukketorn og pil.
Det så sort ud for Juvre
Omkring 1700 så det mørkt ud for Juvre. Nordvest-vinden blæste det skarpe flyvesand ind over alle marker, så det ofte stod tre alen højt inde ved gårdene. Kål og grøntsager lod sig ikke mere dyrke på Nørreland. Marker, huse og tofter var dækket med klitsand. Det kostede Rømøs befolkning mange års hårdt slid at redde jorden. Først blev sandet slæbt sammen til en stor bunke, der blev dækket med tang og fugtigsandjord fra havstokken mod øst.
Dermed kunne sandet ikke blæse væk. Et stykke fra rejste de en vold af tang. Græstørv, grene og opskyllet træ blev samlet til formålet. Voldene blev beplantet med marehalm hentet fra andre klitter. Mange steder måtte beplantningen dog eftergås hvert år. Juvre havde efter 1740 indvundet nogle hektar land, som tidligere havde været dækket af flyvesand.
En kongerigsk enklave
Øens sydlige del havde den specielle status som kongelig enklave. Indtil 1864 var øen delt under Kronen og en nordlig slesvigsk del, der rummede en del kongeligt strøgods under Hviding Herred, Grænsen mellem de to gik øst – vestlig retning fra et punkt lige nord for Rømø Kirke. Delingen blev fremkaldt ved at dronning Margrete den Første omkring 1400 afkøbte slægten Limbek forskellige landstrækninger, bl.a. Mandø, den sydlige del af Rømø og den nordlige del af Sild.
Områderne skænkede dronningen til Ribe Domkapitel og udskilte dem derved som kongerigske enklaver fra Hertugdømmet Slesvig. Det betød at Danmark helt til 1864 sikrede helt frem til 1864 Danmarks herredømme over Lister Dyb.
Krig og stormflod
Under Kejserkrigen angreb de kejserlige tropper ledet af Albrecht von Wallenstein i efteråret 1627 Slesvig Holsten og herfra invaderede Rømø og Jylland.
Den anden store mandedrukning hærgede øen den 11. oktober 1634 og hele vestkysten. Mellem 8.000 og 16.000 omkom langs hele vestkysten.
En helt fra Glückstadt
Under Torstensson-fejden var Rømø i 1644 blevet besat af svenskerne. Rømø og Ribes store handelsflåde, der lå øst for øen, blev brændt ned. Og så var det jo lige forræderen Markus Whitte. Med Holland som forbundsfælle kaprede de svenske styrker alene i februar tolv danske skibe.
Sådan kunne det jo ikke blive ved. I marts tog den danske oberstløjtnant Heinrich von Buchwald ud af fæstningen Glückstadt med 600 soldater. Den 21. marts gik de i land på Rømø. De erobrede de svenske skanser og tog 1.450 svenskere, deriblandt Marcus Whitte som Buchwald lod hænge efter sim hjemkomst til Glückstadt. For den indsats blev Buchwald udnævnt som oberst.
Trefoldigheden og ni orlogsskibe vandt
I maj dukkede en flåde på 36 skibe op i Listerdyb, udrustet i Holland. Anført af admiral Martin Theyssen havde skibene kurs mod Ribe, hvor de skulle hente 800 af general Torstenssons bueskytter. Disse skulle bruges til landgangen på Fyn.
Men Christian den Fjerde ankom med flagskibet Trefoldigheden og ni orlogsskibe. De angreb overmagten mod 24 hollandske skibe. I løbet af knap to timer var disse nedkæmpet. Hollænderne og svenskerne mistede mellem 800 og 1.000 mand. De fleste blev gravlagt på den nu forsvundne ø, Jordsand. Men på Rømø var der nu stor fattigdom.
Hekseprocesser på Rømø
Nej heller ikke på Rømø slap man for hesteprocesserne. De fulgte i reformationens kølvand. Ifølge Ballum Birks tinglysningsprotokol blev der i 1652 henrettet en kvinde ved navn Anna Boyes fra Rømø for trolddom. Før sin henrettelse angav hun en anden kvinde, Mette Thøffrings, som heks. Men denne blev først anholdt 14 år efter og indespærret i Møgeltønderhus sammen med Maren Peder Bodzers. 14. februar 1666 blev Thøffrings ført for retten i Ballum anklaget for hekseri. Sagen trak dog i langdrag, for det var ikke andet at anføre mod hende ens Anna Boyes udsagn. Derfor blev hun frikendt.
Hvalfangst og mange kommandører
Mange mænd på Rømø tog på hvalfangst i Ishavet ved Østgrønland og Svalbard i en periode på 200 år fra 1660 til1860. De fleste sejlede på tyske og hollandske skibe. Mange af dem tjente rigtig mange penge som kaptajn, styrmand eller harpunerer på skibene. Kaptajnerne blev kaldt kommandører. Derfor har vi de flotte kommandør-boliger på Rømø.
Hvalfangstens storhedstid toppede omkring 1770, hvor der var 40 kommandører eller pensionerede kommandører på Rømø. På et tidspunkt havde Rømø også selv en stor flåde. Og i det 16. århundrede overtog Rømø også funktionen som yderhavn for Ribe.
Rømø Havn blev indviet
Rømø havde i flere århundrede omkring 8 lade og omladepladser langs med østkysten. I slutningen af 1800-tallet var Kongsmark og Havneby de to vigtigste ladepladser, da man her byggede en færge- og bådebro. Fra 1909 kom der regelmæssig færgesejlads fra Højer til Rømø. Fra 1920 til 1948 flyttedes fra Kongsmark til Ballum Sluse.
I 1964 blev Rømø Havn ved Havneby indviet. Den blev bygget til at have plads til 40 kuttere med mulighed for at udvide til 120 kuttere Oprindelig var det meningen at fiske efter spisefisk/fladfisk. Men det blev nu aldrig den store succes. Tyske fiskere opfordrede senere deres danske kollegaer til at satse på hesterejer.
Vi har allerede skrevet en artikel om Rømøs søfartshistorie.
Hvor lærte søfolkene at navigere?
Men hvor lærte alle disse søfolk at navigere? På øen Før, der også fostrede mange søfolk var der både skoleledere og præster, der underviste i navigation. En af præster her, fik en årsløn fra byen Amsterdam for anerkendelse af sit store arbejde.
Også søfolkene fra de omkringliggende øer og halliger drog nytte af den gode navigationsundervisning på Før.
Først i 1802 blev styrmandseksamen lovpligtig i Slesvig-Holsten. Indtil da havde man lov til at føre en tremaster uden eksamen. Dengang var søkort ikke særlig nøjagtige. Omkring 1750 blev et simpelt vinkelmåleapparat afløst af sekstanten.
En kongelig privilegeret Navigationsskole på Rømø
Forbavsende er det at finde ud af, at Rømø ganske tidligt havde en kongeligt privilegeret navigationsskole. Den blev grundlagt af Jesper Ørum, der var toldfuldmægtig for List Toldsted med bopæl på Rømø Ørum boede i et huse uden for Havneby i nærheden af stranden. Denne bolig fungerede i mange år som skole. Måske har den berømte videnskabsmand Ole Rømer også været indblandet i oprettelse af denne skole. Hans far var skipper på Rømø.
Fra Ballum Tingbog ved vi, at Ørum fik tilladelse til at oprette skolen i 1697. Med sikkerhed ved vi, at han ledede skolen i ca. 10 år. Det er tænkeligt at undervisningen blev afsluttet med en eksamen.
Alt tyder på at styrmændene og skibsførerne har tilegnet deres viden gennem privat undervisning.
Men Ørums navigationsskole er blevet videreført. Således vides at lærer Jørgen Andersen ved Sønderby Skole ifølge Skolekrøniken samtidig var lærer på den ”kongelige navigationsskole” på Rømø. Både før og efter skolen må det have været rigeligt med privatundervisning i navigation på Rømø.
Fra 1880’erne gik skibsfart og fiskeri tilbage. En stor del af øen – hele 13 pct. er i sag fredet.
Turismen kom allerede omkring 1900
Omkring 1900 kom turismen til Rømø. De blev godt hjulpet af pastor Jacobsen fra Skærbæk. Han købte bl.a. 37 blokhuse. Men læs vores to artikler om Nordseebad Lakolk. Vi har også nogle artikler om færgefarten, der ophørte i 1948, da Rømø – dæmningen var færdig.
Utroligt er det også, at Rømø har ca. to til to-en halv million overnatninger om året. Turisme er sammen med fiskeri i dag øens vigtigste erhverv. Store sommerhusområder med feriecentre og sommerland findes især med sydøst nær fiskerihavnen i Havneby. Og herfra er det mest hesterejer, men går efter.
Hatteknager i kirken
Sankt Clemens Kirke har ud over et gotisk tårn også rester af et gotisk skib, som er udvidet mod både nord, syd og øst i takt med sømandssamfundets voksende velstand i 1600 og 1700-tallet. Fra kirkerummets lave loft hænger skibsmodeller og hatteknager. Og kirkegården fortæller også historie. Det kan du læse på kommandørgravstenene fra 1600 – 1800-tallet.
Masser af klitter på Rømø
Vi har sandelig også masser af klitter på Rømø. De mest markante er Høstbjerg, Spidsbjerg og Stagebjerg. Høstbjerg er med sine 19 meter den største.
Militært øvelsesområde
Pas nu på, når du bevæger dig nord på. Juvre Sand er et militært øvelsesområde, hvor der permanent er adgang forbudt. Det er tilladt at overvære øvelserne på en platform ved p – pladsen. Men lad være med at bruge kikkert. Man bruger laser-kys.
Kirkeby Plantage
Du kan altid og gå langs den 10 km lange Juvre-dige. Omkring Kirkeby Plantage kan du opleve områder med moser, strandeng og en lille skovsø. I Kirkeby Plantage kan du opleve den 17 meter høje klit, Spidsbjerg. Mod syd er der udsigt til Havneby, færgen og Sild. Mod nord kigger man på Kirkeby Plantage, Rømø-dæmningen og i klart vejr kan du være heldig at se Esbjerg.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Rømø:
Ballum:
Lige i nærheden:
August 19, 2024
Guldsmedehåndværket i Tønder og Omegn
Håndværksvirksomheder blev privilegeret. Håndværk på landet blev forbudt. Voldsomme stridigheder mellem land og by. Et værn mod udenlandsk arbejdskraft. Der måtte betales afgift for at være medlem af Skyttegildet. Bestemmelser blev ikke overholdt. Velstand gik op og ned. Udstrakt frihed til at etablere sig. Mesterstykket skulle sælges. Kravene til mesterstykke. I Løgumkloster måtte en guldsmed aflægge endnu en prøve. Ingen logik i uensartet praksis. Erhvervsfrihed i Tønder. Guldsmedekvarter i Tønder. De lå langt fra Købmandsstanden. Ikke alle guldsmede havde det lige godt. Ingen garantikapital. Udvist fordi han bagtalte rådet. En svend giftede sig ikke ind i en virksomhed. Medhjælper/lærlinge i Tønder. Landsby – håndværkeren måtte ikke holde medarbejdere/lærlinge. Bestemmelser blev overhovedet ikke overholdt. Mindst et år i udlandet. Guldsmede var ikke nævnt i cirkulære. Betydelig produktion af sølvgenstande i Tønder Landdistrikt. Rømøs kaptajner blev forsynet af lokal virksomhed. Også i Tønder havde guldsmede småbrug.
Håndværksvirksomheder blev privilegeret
Med den stadfæstelse af lybske ret som hertug Valdemar 11.6.1354 gav Tønders borgere understreges utvetydigt købstadens rettigheder og privilegier m.h.t. håndværksvirksomhed.
Håndværk på landet blev forbudt
Håndværk på landet blev forbudt. Der blev pålagt håndværkere i Tønder, Højer, Slogs. Lø og Hvidding herreder inden seks uger at flytte til Tønder. I hvert sogn måtte der kun være:
Dette håndværkerprivilegium blev fornyet af hertug Chr. Albrecht den 31.10.1691. Og det var i det store og hele i samme ånd. Inden for en omkreds af 2 mil fra byen, måtte der kun bo en skomager, en skrædder, en hjulmager og en smed i hvert sogn.
Voldsomme stridigheder mellem land og by
Der opstod voldsomme stridigheder, der uden ophør ud-fægtedes mellem by- og landhåndværkere. Denne strid fortsatte langt ind i 1800-tallet.
Et værn mod udenlandsk arbejdskraft
Men her syntes guldsmedene altid at have været de mindst lavsbundne og tilbagetrukne. Det må anses for usandsynligt at der nogensinde har eksisteret et guldsmedelav i Tønder. Men det var det i Ribe.
Men hvorfor var det egentlig ikke et i Tønder? Man havde i 1596 fået hertugelig tilladelse til at oprette et skyttegilde til værn mod:
som næsten rev dem:
Nej det er ikke en stave – eller trykfejl. Sådan skrev man dengang.
Et lignende gilde som i Tønder kendes fra Flensborg, hvor malere, guldsmede, glarmestre og snedkere slog sig sammen i 1497. Men her findes en håndværksmæssig organisation med omfattende artikler for de enkelte fag. Det var det så ikke i Tønder.
Der skulle betales afgift for at være med i skyttegildet
Skyttegildet må opfattes som en faglig organisation, selv om man ikke kender statuetterne. Men man kunne åbenbart forbyde fremmede at arbejde i byen og på slotsgrunden. Som betingelse for medlemskab krævedes ”ehrliches herkommen” og en afgift på 10 rigsdaler – 5 til gildet og skyttelavet, 5 til hertugen og rådet i Tønder.
Den, der nægtede at betale denne afgift og alligevel understod sig at drive sit håndværk. skulle ikke tåles, men straffes som en foragter af denne nødvendige forordning. Og det blev pålagt borgmester og råd at værne om privilegiet ”steif und fesst” til håndværkerens beskyttelse.
Bestemmelser blev ikke overholdt
Historien viser hvor store vanskeligheder, der var med ar få disse bestemmelser overholdt. Således var der mange der slog sig ned uden for byens jurisdiktion liggende Uldgade. Dette problem blev først løst i 1665, da man fik gennemtrumfet at de derboende håndværkere skulle aflægge borgered. Blandt dem er en af byens kendteste guldsmede, Jacob Reimer.
Christian den Fjerdes radikale forbud mod lavene slog ikke rigtig igennem i Hertugdømmerne.
Velstand gik op og ned
Følgerne af 30-årskrigen og de senere krige i 1600 – tallet spores også i guldsmedens tal i tiden mellem 1625 og 1675. Da der i århundredets sidste tredjedel igen kommer velstand, mærker man fra regeringens side tiltagende bestræbelser for at lette lavsvæsnets hindringer for unge i at etablere sig. Reelt var det 1500 – årenes retningslinjer som guldsmedene måtte indordne sig under.
Udstrakt frihed til at etablere sig
Men der sondres i forordningerne mellem fag med lukkede og åbne lav. Hvor der var guldsmede, var de ofte lukkede. Men for Tønders vedkommende har vilkårene svaret til dem for de åbne lav. Der syntes at have været udstrakt frihed m.h.t. etablering.
Betingelser for et mesterskab var:
Mesterstykket skulle sælges
I 1738-forordningen fremhæves det at den unge mester skal have ret til at fremstille et moderne arbejde som ikke er for kostbart og sådan beskaffent at det kan gøres til penge igen ved salg. Arbejdet skal i nærvær af øvrigheden beskues af to dygtige mestre.
Hver af mestrene skal have en rigsdaler og øvrigheden fire.
Kravene til mesterstykke
En plakat angående mester- og svendestykkers forfærdigelse for samtlige guldsmedelav i Danmark blev udsendt af det danske kancelli den 26.4.1822 med følgende krav om et mesterstykke.
Guld:
Sølv:
I Løgumkloster måtte en guldsmed aflægge endnu en prøve
I 1858 søger guldsmedesvenden Christian Frendsen fra Tønder om tilladelse til at arbejde som guldsmed i Løgumkloster. Han er født i Tønder 1817. Fra 1834 til 1838 havde han lært guldsmedeprofessionen i Flensborg. Derefter havde han været på vandring i 7 ½ år og siden forestået sin fars forretning i Tønder.
I indstillingen fra Løgumkloster erkendes at ansøgningen opfylder betingelserne m.h.t. Vandreårene. Men han er ikke lavssvend hvilket reskriptet forlanger.
Men man antager ham, hvis han vil aflægger en prøve på amtshuset i Tønder. Her møder han om med guldsmedene Feddersen og Haas. Her bestemmes, at han på Feddersens værksted skal lave en forgyldt sølvpotte. Den bliver godkendt af de to guldsmede og amtmanden. Nu fik han så lov til at nedsætte sig som guldsmedemester i Løgumkloster.
Ingen logik i uensartet praksis
Guldsmed Jacob Petersen født i Nibøl og lærling i Tønder hos Christopher Hamburg fra 1844 – 1843 med tilsluttede vandreår søgte om koncession og guld – og sølvarbejder i Nibøl. Det bevilges ham uden at han skal aflægge mesterprøve. Det er svært at finde noget logik i den uensartede praksis.
Da Tønder – guldsmeden Heinrich Hagel seks år senere søger koncession i samme by afvises han med den begrundelse, at konjekturerne ikke kan give mere end en guldsmed arbejde i byen. Og det til trods for, at man året forinden havde givet en guldsmed fra Augustenborg ret til at arbejde i Nibøl.
Erhvervsfrihed i Tønder
Men i hovedbyen høres intet om offentlige mesterprøver eller om koncessioner. Denne erhvervsfrihed kan måske være årsag til at der var så mange guldsmede i Tønder. Man har slækket på 1708 – forordningerne og i videst muligt omfang overladt det til håndværkerne selv at regulere deres forhold.
Der kendes til mindst 110 kendte mestre fra Tønder. I mere end en halv snes tilfælde går virksomheden i arv til sønnen. I tre tilfælde tilbage i 3-4 generationer.
I et reskript fra 1754 understreges det at bestemmelsen om at mesteren skal være fastboende ikke skal forstås som husejere men at det er tilstrækkeligt at den begyndende mester lejer sig ind i en bolig inden han får råd til at erhverve sig en ejendom. Men inden 30 – års krigen anføres de som ejere af stavne i hovedgaden. En overgang, hvor velstanden daler flytter de ud i Tønders periferi. I midten af 1700 – årene genvinder de igen førstepladsen blandt håndværkerne.
Guldsmedekvarter i Tønder
Det egentlige guldsmedekvarter – hvis man overhovedet kan tale om sådan et – lå i Spikergade, Slotsgade og Møllevej.
De berømte Bödewadtere boede i Søndergade indtil de i 1854 rykkede ind i en ejendom i Østergade 7, som i mange år var i familiens besiddelse.
De lå langt fra købmandsstanden
Som skatteydere lå guldsmedene i forhold til de øvrige håndværk i toppen, men langt fra købmandsstanden. Det har sikkert været anderledes før 1600. Men der er flere vidnesbyrd om de daværende guldsmedes høje sociale rang. Men fem af de ældre var medlemmer af det eksklusive Fastelavnslav. Her havde kun byens spidser adgang.
De urolige tider i 1600-tallet gjorde en ende på velstanden. Således er der i 1625 – 50 kun to guldsmede i Tønder. Fra 1825 – 1850 var der 31 og fra 1875 – 1900 var der 8 guldsmede i Tønder by.
Ikke alle guldsmede havde det lige godt
Det var nu langt fra alle guldsmede i Tønder, der sad godt i det. Peter Detleffs blev i 1623 stævnet af guldsmede-enken i anledning af at han ikke havde betalt restbeløbet på en forsikring på 35 mark. Det var seks år efter, at han havde bosat sig. Det endte med, at han blev sat i gældsfængsel. Hans hustru klagede over at han havde siddet i fængsel i 9 uger. 6 dage efter blev han løsladt. Man hører om ham igen i 1625, hvor han prøver på at slippe for soldatertjeneste ved at få en anden til det.
Ingen garantikapital
Andre af byens guldsmede findes i skatteregnskaber sammen med ord som Armuth og veramt. I Tønder blev der ikke krævet en garantikapital for at nedsætte sig som guldsmed.
Udvist fordi han bagtalte Rådet
I 1725 udvises guldsmed Johan Nielsen fordi han efter at være straffet for hæleri havde bagtalt Rådet. Han undskyldte sig med at han havde været beruset. Det strenge Råd forlangte, at han i offentlig ret skulle ”slå sig på munden”, forlade byen og love at han hverken ville hævne sig på grund af straffen eller nogen sinde slå sig ned i byen.
En del guldsmede forlader byen for at slå sig ned i nærmeste omegn. Det skyldtes personlige – økonomiske eller ægteskabelige problemer.
En svend gifter sig ikke ind i en virksomhed
Den i håndværkerkredse så almindelige praksis at en svend gifter sig ind i en virksomhed enten med en enke eller datter til en håndværksmester, er for guldsmedene ikke så almindelig. Det er dog et par tilfælde, hvor enken fortsætter virksomheden og siden gifter sig med den svend der forestår værkstedet.
Medhjælpere/lærlinge i Tønder
Det var ikke altid at en guldsmed i Tønder havde nogen medhjælp. Af folketællingslisten 1769 fremgår det at af de ni guldsmedeforretninger dengang, havde kun de tre medhjælp.
Men at så betydelige guldsmede som A.C. Boetewadt og Jürgen Hinrichsen tilsyneladende har været alene om arbejdet viser at guldsmedeværkstederne i Tønder har været små
Folketællingslisten fra 1803 anfører 9 selvstændige mestre, hvoraf de 7 havde svende og/eller lærlinge.
Hos A.C. Boetewadt blev brodersønnen Jacob Andreas Bödewadt hjemkaldt fra Rusland som svend. Men langt det største værksted var hos Paul Hansen i Uldgade. Han havde to svende og to lærlinge.
Landsbyhåndværkerne måtte ikke holde svende/lærlinge
Landsbyhåndværkerne måtte hverken holde svende eller lærlinge men bestemmelserne er dog ikke blevet overholdt. Særlig ikke i 1800 – tallet, hvor ellers Tønder amt så sent som i 1852 afslog et andragende fra Fr. Aug, Jacobsen i Læk om at holde en medhjælper.
Mindst et år i udlandet
Uddannelsen var ikke endt med læreårene. I fortsættelse af dem fulgte vandreårene, der i visse guldsmedelav var obligatoriske. Man skulle også lige skaffe de obligatoriske 6 Rigsdaler til mesterprøven. En hver mester skulle også i mindst tre år arbejde uden medhjælp. Og så skulle han ifølge et direktiv fra 1745 have været mindst et år i udlandet. Det forbydes desuden at han betaler sig fra dette vandreår med mindre, at der gives kongelig dispensation.
Guldsmede er ikke med i cirkulære
I et direktiv fra Gottorp fra 1805 nævnes der at alle landsbyhåndværkere skal have kongelig koncession. Men i et cirkulære i hvilken afgiften for 20 forskellige erhverv nævnes guldsmedene ikke. Godt nok er almindelige smede nævnt. Dette peger på guldsmedenes ejendommelige stilling og muligvis hyppige forekomst i Vesteregnen. I Hvidding Herreds kirkebøger er der et iøjnefaldende stort antal lærlinge, der bor hos de der boende guldsmede og urmagere.
Betydelig produktion af sølvgenstande i Tønder landdistrikt
Der var en meget betydelig produktion af sølvgenstande i Tønders landdistrikt. Og det var det ikke alene i Højer, der havde opnået flækkerettigheder i 1736, og hvor der har boet guldsmede fra tiden omkring 1725 men navnlig i Skærbæk. Lidt senere i Døstrup samt i Ballum.
Rømø forsynet fra lokal virksomhed
Det sidste sted har en familie gennem fire generationer forsynet specielt Rømø med anselige mængder sølvtøj, specielt knapper. Stamfaderen smeden Lauritz Lauritzen har antagelig som det hyppigt ses haft sølvsmedjen som sideerhverv. Men den hyppige forekomst af sønnens og særlig sønnesønnens arbejder på Rømø, tyder på at familien har forladt det grove jernarbejde til fordel for de ædle metaller. Den sidste i dynastiet – Jonathan Nielsen – var også urmager og særdeles habil.
Også i Tønder havde man små brug
Karakteristisk for alle landsbyhåndværkere var at de har drevet større eller mindre landbrug ved siden af håndværket. Men også i Tønder By må det fremhæves at en del af guldsmedene drev mindre brug til supplering af indtægterne.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
August 15, 2024
Ballade i Jægersborggade
Spekulationsbyggeri. Informatek. Schioldan og Alberti. Hensigten var at istandsætte lejlighederne, Godt møde med sagfører. Lejerne var skuffede. Tomme løfter. Rådden vand skulle først fjernes, når man skulle vaske. Demonstration med 3.000 deltagere. Direktør Jørgensen følte sig ikke skyldig. Han mente at demonstrationen var planløs. Inspektør og revisor forsvarer deres chef, Formanden for Jægersborggade Lejerforening får det sidste ord. Trusler om opsigelse. I dec. 1024 blev Aktieselskabet solgt. A/B Jæger er i dag blandt Danmarks største.
Spekulationsbyggeri
Jægersborggade på Nørrebro var omkring århundredeskiftet blevet opført som spekulationsbyggeri. I 1924 var der stadig byggeri i gang. De sidste var færdige 1928. Spekulanterne fortsatte med at eje byggeriet indtil 1993, hvor der blev dannet en andelsboligforening AB Jæger med omkring 500 lejligheder.
Informatek
I 2001 forsøgte man at genindføre et lokalt erhvervsliv. Og det samme forsøgte vi med Kvarterløft Nørrebro Park, hvor vi indrettede et ”Informatek” i Stefansgade. Et af projekterne var at få gang i Jægersborggade’ s erhvervsliv.
Schioldan og Alberti
Der var opstået en strid mellem direktør Carl Jørgensen, fhv. Industrikaféen, nu Provinshotellet og beboerne i Jægersborggade. Det var en kamp mellem ejere og lejere.
Alle Jægersborggade huse på nær et par enkelte blev i sin tid opført af murermester Schioldan og finansieret af tidligere justitsminister og højesteretssagfører Adler Alberti. Senere tilhørte bygningerne ”Aktieselskabet Jægersborggade”. På dette tidspunkt blev næsten alle aktier ejet af direktør Carl Jørgensen, der nu var selskabets administrerende direktør.
Hensigten var at istandsætte lejlighederne
550 lejligheder med ca. 3.000 beboere var berørte af striden. Det var hensigten at istandsætte husene, forhøje lejen, foretage omprioritering og muligvis afhænde husene enkeltvis, når de var bragt i orden.
Det var efter en henvendelse til lejerne om lejeforhøjelse, beboerne stiftede en forening, der skulle varetage deres interesser. Den konstituerede generalforsamling blev afholdt den 27. februar 1924
Godt møde med sagfører
Straks efter dannelsen begyndte der forhandlinger mellem Lejerforeningens bestyrelse og ejerens repræsentant, sagfører Vilhelm Christensen i Skindergade. Det hele så ud til at blive ordnet i fordragelighed og på den fredeligst måde.
Der blev lovet store forbedringer, gårdene skulle cementeres, cykelskure skulle opføres, nye kakkelovne skulle opsættes, nye nedløbsrør indlægges og W.C. skulle installeres alle steder, hvor dette var muligt. I løbet af det første år skulle 150 lejligheder grundigt efterses og istandsættes.
Lejerne var skuffede
For så vidt var alt godt. Lejerne var glade for at de nu oplevede bedre boligforhold. De erklærede sig villige til at betale en højere leje for de forbedrede boligforhold.
Men ak, sådan skete det ikke. De skønne forhåbninger gik ikke i opfyldelse. Lejerne følte sig meget skuffede. På generalforsamlingen kom skuffelsen og misfornøjelserne stærkt til orde.
Tomme løfter
Flere talere mente at man ikke kunne stole på direktør Carl Jørgensens løfter. Han ville bare fortsætte spekulationen i Jægersborggade og drive rovdrift. Det var tomme løfter, som han kom med. Nu var han også blevet ganske umulig at forhandle med. Foreningen måtte finde en ny og skrappere fremgangsmåde.
Ejendommene var i en elendig forfatning. Boligtilsynet havde forlangt forbedringer. Nævnet havde forlangt at forhøjelser af lejen kun kunne ske med forbedringer.
Råddent vand skulle først fjernes
Løse sten truede med at styrte ned og såre de mange børn, der færdedes i gårdene og på fortovene. Når en vaskekælder skulle benyttes, måtte konerne bære indtil en snes råddent vand op forinden. En kvindelig beboer forlangte, at Fru Carl Jørgensen skulle prøve at vaske under sådanne forhold.
Demonstration med 3.000 deltagere
Generalforsamlingen sluttede med, at der blev vedtaget en resolution, som Lejerforeningens bestyrelse, den følgende dags aften ville overbringe direktør Jørgensen i hans hjem, Gl. Kongevej 23. Og for at give bestyrelsens optræden nødvendig vægt, blev det besluttet at samtlige gadens beboere, i alt 3.000, i samlet trop slutter op bag bestyrelsen og ledsager denne til direktørens hjem.
Politidirektørens tilladelse til demonstrationen blev indhentet. Klokken 18 samledes man på den lille plæne ved Stefansgade og en halv time efter drager forsamlingen afsted med musik i spidsen. Et stort smukt banner med inskriptionen ”Værn dit Hjem” blev båret i spidsen. Andre bannere sås også i forsamlingen. Det var vel en snes bannere med følgende tekst:
Direktøren følte sig ikke skyldig
Nu følte direktør Carl Jørgensen sig dog slet ikke skyldig. Han sendte et indlæg til Aftenbladets redaktion. Han bedyrer at hvis lejerne vil ham noget, så kan de altid henvende sig til ham i kontorets åbningstid. Han ønskede ingen forstyrrelser på sin private bopæl. Desuden mente han at Lejerforeningen er lidt for aggressiv.
Han fortalte, at han overtog ledelsen af A/S Jægersborggade Ejendomme den 1. oktober 1923. Han har i den tid foranlediget istandsættelse af gaden og ejendomme og ofret tusinder af kroner ud over ejendommenes overskud.
Han mente at demonstrationen var planløs
I de tilfælde, hvor der er sket lejeforhøjelser, er hver enkelt lejer først blevet spurgt og med de fleste er der opnået en frivillig overenskomst – også med Lejerforeningens formand, fortsætter Jørgensen.
Med hensyn til de lovede forbedringer meddelte Jørgensen, at dette store arbejde ikke kunne påbegyndes så længe den forhøjede lejeforhøjelse ikke var indkommet. Han kunne ikke forstå den ”planløse” demonstration. Han mente, at det var for at lægge pres på huslejenævnet.
Da demonstrationen ankom til Jørgensens privatadresse, var denne ikke hjemme. Han havde sendt en inspektør med hvem forsamlingen nægtede at forhandle. Købmand Weirum talte til forsamlingen.
Inspektør og revisor forsvarede deres chef
Sagen var langt fra slut i Aftenbladet. Således kom en inspektør og en revisor deres chef til hjælp. De oplyste i en artikel, at Ejendommene Jagtvej 35, Jægersborggade 1 og 3 samt Jægersborggade 21 og 23 var blevet grundig istandsat og forbedret med indvendige spildevandledninger, linoleum på trapper samt installation af W.C. m.m.
De indrømmede at nogle butikker havde fået lejeforøgelse. Til gengæld havde de fået lovning på istandsættelse, uopsigelighed i en årrække m.m. Disse ønsker var blevet opfyldt. De to påstod også, at ikke en eneste af de 520 lejemål havde fået forhøjet deres leje.
Cykelskure var opført i alle gårde. Der var indsat hele ruder i trappevinduer m.m. uden at der var stillet krav om lejeforhøjelse. Fra ejerens side ville man starte med den udvendige reparation, men det kunne Lejerforeningen ikke vente på. De to mente, at direktør Jørgensen var blevet udsat for uretfærdige beskyldninger.
Formanden for Jægersborggade Lejerforening fik det sidste ord
Og sagen var endnu ikke slut i Aftenbladet. Således svarede formanden for Jægersborggade Lejerforening, Hr. detailhandler A. Weinum den 23. august 1924. Han skrev bl.a. at der kun er foretaget de allernødvendigste reparationer som installationerne krævede i nr. 21 og nr. 23. Man har således ikke påbegyndt installation af kakkelovne.
Trusler om opsigelse
Af de 42 forretningslokaler er ”den frivillige lejeforhøjelse” kun opnået ved trusler om opsigelse. Desuden er den lovede vedligeholdelse aldrig fundet sted. Ligeledes havde 520 lejligheder fået trusler om, at hvis de ikke accepterede lejeforhøjelse, ville de blive opsagt.
I december 1924 blev aktieselskabet igen solgt
Striden mellem Carl Jørgensen og lejerforeningen fortsatte et stykke tid endnu. Grundejerforeningen anlagde sag mod politidirektøren for at have tilladt demonstration mod Carl Jørgensen. Aktieselskabet solgte i december 1924 Jægersborggade til et svensk konsortium.
A/B Jæger – et af Danmarks største
Det var i 1993 at de fleste af gadens omkring 500 lejligheder blev til AB Jæger. Der findes enkelte mindre andelsboligforeninger i gaden. To opgange er stadig udlejningsejendomme.
Med undtagelse af et par ejendomme, udgør andelsboligforeningen AB – Jæger hele Jægersborggade. I dag er foreningen med sine omkring 450 andele og 65 erhvervslejemål på gadeplan, en af Danmarks største andelsboligforeninger.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
August 13, 2024
Tønder – Vi ved ikke alt
Lille-Tønder. På en langstrakt holm i Vidåen. Fra 1200 lignede det en købstad. Klostret bredte sig. Særstilling blandt stadsretter. Byens centrum flyttede. Vi ved ikke så meget. Kender ikke meget til kirkerne. Kirken blev uskånsomt renoveret. Danmarks eneste bevarede ”Kalenderhus?” Tønder havde stor betydning. Hertugeligt privilegium. Uldgade og Slotsgade blev anlagt. Indlemmet efter protester. Byen mistede status som søfartsby. Digerne var for svage. Tønder blev en forarmet by. I 1800 var der 25 kniplingskræmmere i byen. Kniplingshandelen bragte kapital til byen. Kniplingspigerne blev udnyttet. Centrum for pietismen. Masser af Legater. Tønder blev ret stillestående. Jernbaneforbindelse i 1867. Embedsmænd fyret. I 1898 virkede Tønder som en tysk by. Præget af fordragelighed. Store omvæltninger efter 1920. Dansk borgmester i 1937. I 1950 kun 19,3 pct. tyske stemmer.
Lille-Tønder
I ældre middelalderlige kilder nævnes Tønder i almindelighed som Lille Tønder eller på plattysk – Lütken Tundern. Den nærliggende by blev kaldt Møgeltønder eller Store Tønder og på plattysk Groten Tundern. Det viser, at Møgeltønder har været mere betydningsfuld. Og Lille Tønder har været Møgeltønders havne – og ladeplads.
På en langstrakt holm i Vidåen
Tønder er vokset frem på en langstrakt holm og har været omgivet af to arme af Vidåen, den senere møllestrøm og Skt. Laurentiusbækken. Det ældste Tønder har samlet sig omkring den nuværende skibbro, de to smalle gyder, Kogade og Pebergade og Laurentiuskirken, der lå i den nuværende Vestergade (nr. 33 – 35).
I 1200 lignede Tønder en købstad
Allerede omkring 1200 må Tønder have haft et købstadsagtigt præg. I 1238 fik de indvandrede franciskanermunke tilladelse til at anlægge et kloster. De byggede udelukkende deres klostre i købstæder eller i byer med købstadsagtigt præg.
Klostret bredte sig
Klostret fik sin beliggenhed syd for den nuværende Skibbrogade. Men efterhånden bredte grund og bygninger efterhånden til begge sider af Møllegade. Sammen med hele sydvestkvarteret brændte det i 1501-02. Klostret blev genopført. Men ved reformationen blev det nedbrudt og dets sten anvendt til store byggearbejder på slottet.
Særstilling blandt stadsretter
Det var broder Reinhardt, der tog initiativ Lübeck-lovgivningen og købstadsrettighederne. Den broder Reinhardt blev senere biskop i Odense. Tønder indtager en særstilling hvis ældste stadsretter ellers var mere eller mindre beslægtet med de gamle landskabslove.
Byens centrum blev flyttet
Der skete en betydningsfuld regulering og udvidelse af Tønder. Byens centrum blev flyttet fra egnen omkring Skibbroen mod nordøst til Store Torv. Ved denne lejlighed mener man at byen blev opdelt i 120 stavne, det vil sige huse med tilhørende grund og så en andel i den 672 ha store bymark.
Kun disse stavne-besiddere blev betragtet som fuldborgere og kun de kunne indtil stavns ordningens ophævelse i det 18. århundrede blive medlem af råd og deputeret-kollegium. Disse stavne var udelelige og oprindelig havde hver stavns-besidder kun én stavn. Men fra det 16. århundrede kunne hver borger dog eje flere stavne.
Vi ved ikke så meget
Egentlig er det ikke meget vi ved om Tønders middelalderlige historie i hvert fald før 1285. Så er det kun slottet eller fæstningen, som vi hører om. Det var i perioder et stærkt fæstningsanlæg. Stormfloder 1593 og 1615 beskadigede slottet. I løbet af 17. århundrede forfaldt det mere og mere. I 1750 – 51 blev det nu meget forfaldne slot revet ned. Med undtagelse af det i 1740 ombyggede porthus.
Kender ikke meget til kirkerne
Og lige som slottet er Tønders middelalderlige kirker også forsvundet. Men kender navnene på dem og heller ikke så meget mere. Det vil sige, at vi kender nogenlunde beliggenheden. Foruden sognekirken, var det den tidligere omtalte Skt. Laurentiuskirke, der formentlig var en romansk kvaderstenskirke opført i tidsrummet 1150 – 1200. Klostret havde en kirke, der var indviet til Vor Frue.
Alle disse bygninger er så grundigt udslettet i reformationstiden. Måske findes der slet ikke rester i jorden. Heller ikke den omkring midten af det 14. århundrede på den nuværende Kristkirkes plads opførte annekskirke til Skt. Nikolaj, søfarendes helgen, ved vi noget om. Vi ved at den var opført af mursten men intet om dens arkitektur. Det vil sige underbygningen af dens tårn, der er opført kort før reformationen, er det eneste, der er besvaret. Resten blev revet ned. I årene 1591 – 92 blev den nuværende Kristkirke opført.
Kirken blev uskånsomt renoveret
Kirken har stort set bevaret sit oprindelige udseende. Nogle af den nedbrudte Nikolaj-kirkes udstyr, bl.a. stammer prædikestolen og et enkelt af epitafierne fra den gamle kirkes sidste år. Velhavende borgere har i det følgende århundrede skænket kirken en række anseelige epitafier.
I 1894 blev kirken temmelig uskånsomt renoveret. Ved en ny istandsættelse i 1940erne blev tidligere mindre heldige træk fjernet. Men at komme ind i kirken i dag er storslået.
Danmarks eneste bevarede kalenderhus?
Det såkaldte klosterbageri på Store Torv menes at være opført som bolig for et kalenderbroderskab. Er denne antagelse rigtig, ja så er bygningen Danmarks eneste bevarede kalenderhus.
Tønder havde stor betydning
Søfarten til Holland var i middelalderen dominerende i byens erhvervsliv. Tønder var i middelalderen en af Sønderjyllands vigtigste byer. For at understrege dette kan nævnes at byen var ansat til 120 skatte-plove, men byer som Haderslev, Slesvig og Aabenraa var ansat til halvdelen eller derunder. Kun Flensborg stod i betydning over Tønder.
Byen havde også en del handel på Norge, men i hovedsagen var det dog handelen på Holland, der betingede byens storhedstid. Der blev eksporteret stude og korn, og man hentede til gengæld kolonial- og manufakturvarer, samt også en del bygningsmaterialer.
Hertugeligt privilegium
Stor betydning for Tønders handel var, at der i 1354 blev udstedt hertugeligt privilegium, hvorved byen ikke blot blev indrømmet store toldlempelser, men tillige fik så godt som eneret på handel og håndværk i Hviding, Lø, Højer, Tønder og Slogs herreder. Dette privilegium er det ældste af sin art på dansk grund. Flensborg fik først et tilsvarende i 1491.
Det tønderske privilegium blev dog i tidens løb noget udhulet, først ved enklavernes oprettelse, og da Højer i 1706 fik privilegier. Og bønderne i Hviding herred søgte mod det nærliggende Ribe. Senere kom stridigheder med flensborgske købmænd, der havde trængt sig ind på Tønder – område.
Uldgade og Slotsgade blev anlagt
I reformationstiden var indbyggertallet på ca. 1.000. Byen var indhegnet af palisader, der sluttede sig til de naturlige værn i form af Vidåens arme. I syd og øst var der byporte.
Efter reformationen var der på det nedbrudte klosters grund anlagt to nye gader, Uldgade og Slotsgade. De hørte dog ikke under byens jurisdiktion. Det samme var tilfældet med den bebyggelse, som efterhånden opstod vest for Laurentius-broen – den såkaldte Vestergade – forstad.
Indlemmet efter protester
Beboerne i de tre gader drev borgerlig næring uden at deltage i købstadens mere tyngende skattebyrder. Dette medførte adskillige klager og stridigheder. Dette førte til gadernes indlemmelse i købstadsområdet 1665. Et område, den såkaldte Slots – og Frigrund forblev stadig amtsgrund. Først efter indlemmelsen i 1920 kom området med i købstaden.
Byen mister status som søfartsby
Ved de store inddignings-arbejder i det 16. århundrede blev Tønder afskåret fra havet. Byens betydning som havneby svandt ind. Man forsøgte at oprette sejladsen ved at benytte først Lægan, senere Rudbøl og Højer som losse- og ladepladser, hvor varerne blev omlæsset fra søgående skibe til pramme, der kunne passere sluserne og åen, der efterhånden sandede mere og mere til.
En følge af tilsandingen var, at byen under store omkostninger måtte grave en endnu til dels eksisterende kanal fra Skibbroen til Askesodde. Trods gentagende uddybninger af kanalen, bl.a. ved anlæg af et bolværk i 1841 får havnen ikke mere betydning for byen.
Digerne var for svage
Inddigningen gjorde at Tønder-borgerne fik knap så meget vand i gaderne. Men digerne var for svage. Og vandet skabte mange ødelæggelser. Men der var også mange andre ulykker ramte Tønder. Fra det 16. århundrede kendtes fem store brande, hvor hele gader blev luernes rov. 1642 brændte Vestergade Forstad. Og 1725 brændte hele Østergade. Også de store pestepidemier ramte befolkningen hårdt. Men også det 17. århundredes krige.
Tønder blev en forarmet by
Stude- og kornhandelen standsede i lange perioder, landsknægtshærens vilde plyndringer og store skatteudskrivninger medførte, at det Tønder som i slutningen af det 16. århundrede magtede at bygge den anseelige Kristkirke, nu var en forarmet og gældbunden by.
I 1800 var der 25 kniplingskræmmere i byen
Forbavsende hurtigt kom Tønder sig i det 18. århundrede ud af det økonomiske udføre. Dette århundrede står tilbage som en ny glansperiode. Det var bl.a. kniplings-industrien, som havde sin glansperiode. Den ramte Vesteregnen allerede i 17. århundrede.
Ved midten af århundredet var der ca. 25 kniplingskræmmere i byen. I 1800 var deres antal gået ned til 13. Det skulle nok opfattes som koncentration i erhvervet. Først i 1830 mærkes der en tilbagegang. Der var ændringer i moden m.m. Tønders købmænd måtte finde nye indtægtsmuligheder.
Kniplingshandelen bragte kapital til byen
Kniplingshandelen bragte kapital til byen. Der blev basis for oprettelse af nye industrier. Der blev oprettet en fabrik til fremstilling af knipletråd. Og så blev kniplinger på fabriksmæssig fremstilling. Disse butikker måtte dog lukke i begyndelse af det 19. århundrede.
Kniplingspigerne blev groft udnyttet
Nogle tobaksfabrikker og en cikoriefabrik, der oprettedes noget senere fik aldrig nogen virkelig betydning for byens økonomi. Befolkningstallet lå ret konstant på ca. 2.500. De tusinder af kniplepiger førte en ret kummerlig tilværelse. I virkeligheden blev de groft udnyttet af deres arbejdsgivere. På denne tid opførtes de statelige patricierhuse som i dag minder os og turisterne om en svunden storhedstid og vel også om at de gamle tøndringer havde en god smag og forstod at bygge godt og solidt. Jo både min far og to onkler var murer.
Centrum for pietismen
I første halvdel af det 18. århundrede var Tønder centrum for pietismen. De stor navne i den forbindelse var Schrader og Brorson. Schrader udsendte en tysk salmebog og Brorson udsendte små hæfter. Disse blev samlet i ”Troens rare Klenodie”. Som et minde om Brorson er uden for kirken rejst en buste af ham.
Masser af legater
Næppe en by har haft så mange legater som Tønder, men se dette har vi allerede skrevet om. I 1735 fik byen et vajsenhus kombineret med hospital og tvangsarbejderanstalt takket være kniplingskræmmer Peter Strucks store stiftelse.
Nævnes skal også Liebestempel og Seminariet, men se det har vi også allerede gjort flere gange.
Tønder blev ret stillestående
I økonomisk og erhvervsmæssig henseende var Tønder i det 19. århundrede en ret stillestående by. Befolkningstallet steg godt nok fra 2.579 i 1803 til 3.969 i 1900. Sammenlignet med andre byer var dette dog ret beskeden. Kniplingshandelen mistede fuldstændig betydning. Byens vigtigste hovedindtægtskilde var de store kvægmarkeder og et relativt velstående oplands handel.
Jernbaneforbindelse i 1867
Endelig i 1867 fik Tønder jernbaneforbindelse. Det var med forbindelsen Tønder -Tinglev. I 1887 åbnede den vestslesvigske længdebane. Det var den såkaldte marskbane. Og så endelig i 1892 var det Tønder – Højer banen, der blev indviet. I 1920 havde befolkningstallet passeret 5.000.
I 1867 havde byen fået et kommunalt gasværk. 1901-02 fulgte vandværket og 1910 – 11 elektricitetsværket.
Embedsmænd fyret
Tønder havde et stort flertal, der gik ind for den slesvig-holstenske bevægelse. Men selv om folkesproget var sønderjysk så var ikke blot administrationssproget tysk men tillige også i overvejende grad kirke – og skolesproget. Rabiate Slesvig-holstenske embedsmænd blev fyret og erstattet af folk nordfra. Det modsatte skete, da området kom under preussisk styre. Dansktalende børn måtte nu atter i tysk skole.
I 1898 virkede Tønder som en tysk by
Småkårsfolk måtte nu atter dukke hovedet. Det danske stemmetal svandt mere og mere ind. I 1867 var der kun 78 danske stemmer. Dette var i 1898 svundet ind til 13. Set udefra var Tønder tilsyneladende en helt tysk by.
I årene før den Første Verdenskrig skete der dog en samling af de danske kræfter i byen, Ved Rigsdagsvalget i 1912 blev der afgivet 80 danske stemmer. Dette svarede til 9,1 pct. af samtlige afgivende stemmer.
Præget af fordragelighed
Forholdet mellem de to nationaliteter har i modsætning til andre sønderjyske byer været præget af fordragelighed. Mellem de to slesvigske krige sad nogle af de virksomme ”Klosterbrødre”, der i grundtvigsk ånd krævede en mere liberal politik over for tyskerne i Tønder. I 1908 besluttede det tyske magistrat enstemmigt at advare borgerne kod at tiltræde den altyske forening ”Deutscher Verein”, hvis formand var den berygtede dommer, dr. Hahn.
Store omvæltninger efter 1920
1920 blev en omvæltning for Tønder. Byen mistede ved grænsedragningen sit rige opland mod syd. Sammen med omlægningen af landbruget til danske forhold betød det at kvægmarkederne mistede deres hidtidige betydning. Eksportmarked med lukkede stalde blev indrettet. Et svineslagteri og æg-pakkeri er ligeledes blevet indrettet.
Der kom grænsegendarmer og toldbetjente og byen fik en garnison. En række halvt eller helt offentlige institutioner kom ligeledes til byen. Seminariet blev udvidet. En tidligere kommunal realskole blev et fuldt udbygget statsgymnasium.
Nye kvarterer opstod mod nord og vest og senere mellem den til jævnede Skibbro-kanal og hovedbanegården. I 1920 var byens gader belagt med toppede brosten og ad uhumske rendestene blev regn – og spildevand ledet bort. Tidligere var Tønder omgivet af en kæmpe sø. Men det satte afvandingen til dels en stopper for.
Dansk borgmester i 1937
Der kom et alderdomshjem i Leos Alle. I en tidligere skolebygning kom der et nyt bibliotek og et amtsmuseum blev indrettet. Tønderhallerne. Udendørs og indendørs svømmestadion. Og meget mere.
Ved afstemningen i 1920 blev der afgivet 1.437 tyske og 566 danske stemmer. Efter fraflytning af tyske embedsmænd og tilvandring af danske, samt ved oprindelige tysksindede arbejders tilslutning til det danske socialdemokrati fik de danske borgerlister sammen med Socialdemokratiet flertal i byrådet i 1933. Men grundet personfnidder lykkedes det først i 1937 at få en dansk borgmester,
I 1950 kun 19,3 pct. tyske stemmer
Ved Folketingsvalget i 1950 udgjorde den tyske andel af de afgivende stemmer kun 19,3 pct. Og sådan kunne vi blive ved. Men egentlig ville vi gerne fortælle endnu mere om Tønders fortid, men som vi tidligere har været inde på, så findes der ikke så mange kilder, som vi egentlig godt kunne ønske.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
August 8, 2024
Aabenraa – for længe siden
Vi er igen i Aabenraa i begyndelsen af 1900-tallet. Kvinder i ”baus” uha – uha. Honningkager gik som varmt brød. Duften af grisemarked. Militærparade på Store Torv. Saftevand og kager på kejserens fødselsdag. Festgudstjeneste. Fest til den tidlige morgenstund. I skolen skulle man lære udenad. Naverekspressen. Sadelmagersvende blev udvist. Bøde for at afsynge forbudte sange på folkehjem og i kirken. Rosenvold fik sin erindringsmedalje og hævn.
Kvinder i plusbukser – uha – uha
En årlig begivenhed var cykelløbet fra Hamborg til Haderslev. De kom selvfølgelig også gennem Aabenraa. Ved et løb efter 1900 var der mellem sportsfolkene to damer i tækkelige pludderbukser. Det vakte sandelig en del opsigt, da de passerede Søndertorv. Tilskuerne på fortovene grinede:
Dengang var der kun en damemode med hensyn til kjolens længde og det var maxi!
Honningkager gik som varmt brød
Oppe på Store Torv var der hver sommer krammemarked – æ Jahrmærken – med skydetelte, kram – og slikboder og ikke at forglemme ”Braunschweiger Honingkuchen”. De gik som varmt brød af karruselmusikken i købmand Danielsens gård. Senere blev sommermarkedet afholdt for enden af Store Raadhusgade.
Duften af grisemarked
Før den blev anlagt, var der hver lørdag formiddag også grisemarked på Store Torv. Der holdt masser af vogne, belæsset med masser af små pattegrise. Deres høje, skingrende hyl lød fra tidlig morgen over pladsen. Duften fra deres ekskrementer fyldte luften. Men der var ingen, der klagede over støjplagen eller luftforureningen.
Militærparade på Store Torv
Det hele var forbi klokken et. Da skulle torvet være ryddet. Her holdt kejser Wilhelm den Andens bror, storadmiral prins Heinrich af Preussen med sin stab højt til hest militærparade under de hyppige landingsmanøvrer, i hvilken mandskabet på de 4-5 store på Reden opankrede panserskibe deltog.
Til tonerne af fejende tysk militærmusik defilerede i strakt parademarch marinesoldater og infanterister fra landsdelens garnisoner forbi de høje herrer, efter anstrengende og meget realistiske øvelser mellem Aabenraa og Haderslev. Landsoldaterne var indkvarteret hos byens borgere. Klokken ti aften lød tappenstreg fra torvene.
Saftevand og kager til kejserens fødselsdag
I skolerne i Aabenraa skulle man også høre om kejserens lyksaligheder. Men det første møde med dette fik børnene i børneasylet i Persillegade. Her tog to fromme diakonisser fra Flensborg sig af en større flok. Og til kejserens fødselsdag den 27. januar fik børnene saftevand og kager. Og så marcherede ungerne ellers rundt i gården og sang til træskotramp og hurraråb.
I drengeborgerskolen gik man fra 7. til 1.klasse. Og i 7. klasse blev kejserens fødselsdag også fejret men uden kager og saftevand. Til gengæld havde man fri allerede halvti.
Festgudstjeneste
Foran Skt. Nikolaj Kirke havde Krigsforeningen taget opstilling. Der var festgudstjeneste kl. 10. På de forsamlede krigers venstre fløj stod ”Meyenberg Dadderada”. Han kom fra arbejderhuset. Han var en fordrukken forhenværende preussisk underofficer. Den dag var han renvasket og vandkæmmet og marcherede stolt med sine soldaterkammerater og ”Volksgenossen”. Under den gamle major Marinis kommando ind i kirken.
Fest til den tidlige morgenstund
Den lille pæne mand var iført sin gallauniform pyntet ”mit Orden und Ehrenzeichen”. Han havde selvfølgelig sin officerspikkelhue med særlig lang spids på hovedet og sabel ved sin side. Om aftenen festede Krieger – og andre tyske foreninger på byens fine hoteller til den lyse morgen. Her var Meyenberg Dadderada dog ikke med.
I skolen skulle man lære udenad
Den preussiske disciplin var ikke særlig tillokkende for de stakkels skoleelever i Aabenraa. Det stillede store krav til at lære udenad – tyske salmer – ofte op ril 12 vers, fædrelandssange, alenlange digte af de tyske klassikere og meget mere. Spanskrøret blev brugt flittigt. Og særlig den berygtede lærer Schwien, som var en skrap holstener. Han mente at pædagogikken skulle være brutal. Han forlangte korrekt gengivelse af både bibelhistorien og salmevers. Det var over 70 børn i klasserne og de færreste talte tysk derhjemme.
Modsætningen til Schwien var Peter Clausen. Han var nordslesviger og dansksindet. Her var alt terapi bandlyst. Han var en af de få, der fortsatte sin lærergerning efter indlemmelsen i 1920.
Clausen fortalte også rektor, at han var helt sikker på, at Nordslesvig kom til Danmark. Da den iltre rektor hørte dette for han op. Han ville indberette dette til de relevante myndigheder. Men Clausens kollegaer gjorde rektor opmærksom på, at det var ham selv, der bad om Clausens mening. Så der skete ikke mere i denne sag.
Halvdelen af lærerne kom syd fra.
Naverekspressen
Fra Aabenraa gik der hver lørdag et kreaturtog til Düsselsorf. Ifølge preussisk lov skulle dette tog ledsages af 8 – 10 personer. Dem fandt man som regel i svendeherberget på Nørreport. Det var gratis transport til Rhinlandet. Derfor kaldte man toget for Naverekspressen.
Sadelmagersvende blev udvist
Så var det lige historien om saddelmager C.F. Rosenvold i Søndergade 6. Han var dansksindet. Og i Køllertiden gjorde de tyske myndigheder alt for at genere ham. I særlig grad var det landråd von Uslar på Brundlund Slot, der var efter ham. Landråden forfulgte ham direkte og udviste hans dygtige danske sadelmagersvende.
Ofte stod Rosenvold uden arbejdskraft til sin omfattende virksomhed med fremstilling af sele-og ridetøj, kufferter, lædervarer af enhver art samt møbelpolstring.
Når en tidsbestemt udvisningsordre var indløbet fra landråden, kom politibetjent Matzen luskende på fristens sidste dag. Så stod han i naboen, hestehandler Tøgersens gård bag en pille i porten for at se, om den udviste danske svend var rejst.
Bøder for at afsynge forbudte sange på Folkehjem
Flere gange fik Rosenvold bøder, fordi han ved møder på Folkehjem havde sunget forbudte sange. Matzen noterede emsig, hvem der havde bragt ”das grosse Vaterland i fare ved for eksempel at synge ”Jeg er en simpel bondemand”.
Også ved de danske gudstjenester i frimenighedskirken var den nidkære politibetjent til stede i fuld krigsmaling med pikkelhue og sabel. Men Rosenvold lod sig ikke kue. Han fik sin hævn.
Rosenvold fik sin erindringsmedalje
Rosenvold havde nemlig under krigen i 1871 været rekrut ved husarerne i Slesvig, men han var sluppet for at komme i felten, da krigen sluttede, inden han var færdig med uddannelsen.
I Køllertiden var der indstiftet en erindringsmedalje til alle dem, som havde været i tysk militærtjeneste under krigen mod Frankrig. Ordenen var en rund gul messingplade på størrelse med en voksen femkrone. Den blev af folk aldrig kaldt andet end Citronordnen. Den kunne fås efter ansøgning til landrådskontoret. Og så blev den overrakt af von Uslar selv.
Dette kunne Rosevold ikke stå for. Han samlede sine militærpapirer og sendte disse med en ansøgning til kontoret på Brundlund Slot, ansøgningen kunne ikke afvises. Da han efter et stykke tid modtager medaljen, stod der om aftenen følgende i Hejmdal:
Det har sikkert været en besk pille at sluge for landråden. Rosenvold og hans danske venner morede sig kongeligt.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
August 6, 2024
Sandheden om Elvira Madigan og Sixten Sparre
En sagnomspunden kærlighedshistorie. Opbygget omkring det romantiske. 30.000 besøger årligt det lille egnsmuseum. Danmarkshistoriens mest fejlfortolkede kvindedrab. Man vidste ellers meget tidligt, hun var blevet dræbt. Det stod i politirapporten og i Kirkebogen. Og så meddelte Elviras mor det også i Politiken. Elvira var cirkusartist. Hun fik sammen med hendes halvsøster et guldkors af kongen. Løjtnant Sixten Sparre forelskede sig i hende. Løjtnantens familie gik konkurs. De flygtede i 1889. Mordet og selvmordet i Nørreskoven 18. juli 1889. Elvira var skræmt. Øresundspostens fremstilling 25. juli 1889. Brudebuketter på Elviras grav. Gravstedet flyttet flere gange. Sixten var i bundløs gæld. Hans oldebarn skriver en bog. Sixten var optaget af datidens romantiseringer af døden. Broderen betalte alle begravelsesomkostninger. En vis modstand i menighedsrådet. Besøgende skal selv vælge, hvilken vision der er rigtig på egnsmuseum.
En sagnomspunden Kærlighedshistorie
Det er en af de mest sagnomspundne kærlighedshistorier. De to elskende endte deres dage i en skov på Tåsinge i 1889. Fortællingen er nærmest en Romeo og Julie historie. I de senere år er der kommet nye ord til romantikken – nemlig mord, stalker og metoo.
Opbygget omkring det romantiske
En masse historier, film, teaterstykker m.m. er bygget op omkring den romantiske fortælling. Man kan så undre sig over, at historikerne var så længe om at finde ud af at det her var tale om mord. Det meddelte Elviras mor allerede samme år med en lang indlæg i Politikken. Det er som om, at de tidligere bøger selv digter afslutningen – uden egne undersøgelse.
30.000 besøger årligt det lille egnsmuseum
Også medierne forsøgte at overgå hinanden med forkerte oplysninger. Og så blev episoden også til en skillingsvise dengang. Ja selv Dræsine-Banden indspillede en plade om dette drama. Men andanten til Mozarts klaverkoncert nr. 21 i C-dur er den vi kender som Elvira Madigan.
Hvert år besøger 30.000 mennesker Elvira og Sixtens gravsted på Landet kirkegård og på Tåsinge Museum.
Danmarkshistoriens mest fejlfortolkede kvindedrab
Jyllands Posten har i en leder har beskyldt museet for at romantisere historien og hylde en morder. DR har taget sagen op. Og her udtaler man fra museets side, at man slet ikke kan genkende Jyllands Postens udlægning.
Jyllands Posten kalder mordet for Danmarkshistorien mest fejlfortolkede kvindedrab.
Man vidste tidligt, at hun var blevet dræbt
Avisen kalder det også Danmarks største politisvigt. Men var det nu det. De kalder det jo også mord og dette står også i kirkebogen.
Avisen glemmer også, at Elvira´s mor den 3. august i Politiken skriver, at Sixten dræber hendes datter. Hun skriver også, at Sixten vil skyde sig selv, hvis datteren ikke sagde ja. Han bildte hendes datter ind at han var skilt.
Elvira var cirkusattest
Elvira hed i virkeligheden Hedvig Antoinette Isabella Elonora Jensen. Hun var dansk-norsk cirkusartist. Hendes speciale var linedans. Hun blev faktisk født i Flensborg den 4. december 1867.
Hedvigs far er Frederik Jensen. De mødte hinanden i Cirque du Nord, hvor Hedvigs mor arbejdede. Frederik var artist og da han tog orlov, da Hedvig fødtes, mistede han jobbet. Et par år efter døde han. Moderen stod nu alene med datteren. Hun arbejdede i cirkusset Cirque Francois Loisset, hvor amerikaneren John Madigan var tilknyttet. John og moderen dannede nu par, men de blev først gift i 1891, Han var kunstberider og lærte Hedvig at ride.
I 1879 grundlagde John Madigan og Elonora deres eget lille cirkus. De optrådte foruden i Skandinavien i Paris, London, Berlin, Bruxelles, Amsterdam og Odessa.
Et guldkors af kongen
Med sin familie turnerede hun rundt om i Skandinavien. Hun debuterede allerede som fem- årig. I 1886 Kom hun til København og optrådte på Kunstplænen i Tivoli. Her optrådte hun sammen med hendes halvsøster Gisella iført en hvid trikot.
Forestillingen blev en overvældende succes. Søstrene modtog efter en privat optræden hver et guldkors af Christian den Niende som tak.
Løjtnant Sixten Sparre forelskede sig i hende
Løjtnant Sixten Sparre mødte hun efter en forestilling i Kristianstad.
Han forelskede sig i den berømte cirkusprinsesse. Utallige indtrængende kærlighedsbreve blev sendt til hende. Problemet var bare, at denne Sixten var en gift mand af adelig slægt og børn. Kærlighed mellem disse to var derfor ikke særlig velanset.
Løjtnantens familie gik konkurs
Som barn voksede han op på et slot og fik alt, hvad han pegede på, indtil familien gik konkurs. Uden penge var Sixten Spare nødt til at lade sig hverve til militæret, hvor han fik en gratis uddannelse. Senere mødte han Luitgaatd Adlercreutz og fik dermed muligheden for at gifte sig til penge – Penge der ikke holdt. Ved hans død skyldte Spare det som i dag svarer til ca. en million kroner.
De flygtede i 1889
I 1889 flygtede de sammen til Stockholm, derefter København, Svendborg og til sidst til Troense på Tåsinge. Det var efter at cirkusset kom til Sundswall i det nordlige Sverige. Sixten ventede på Hedvig ved jernbanestationen i Böllnäs. Hedvig pantsatte sine smykker og så stak de ellers af.
Inden flugten havde Sixten tømt børnenes bankbøger svarende til 185.000 kr. i nutidens penge
Mordet og selvmordet i Nørreskoven 18. juli 1889
Den 15. juli 1889 kom parret til Svendborg. Deres penge var brugt. Sixten havde sendt et telegram hjem til sin familie for at bede om flere penge men havde fået afslag. Uden penge og uden fremtidsudsigter sagde parret den 18. juli, at de ville tage en lille skovtur. De tog ud i Nørreskoven, hvor mordet skete den følgende morgen.
Ifølge obduktionsrapporten skød Sixten først Elvira og derefter sig selv. Hun blev 21 år. Han blev 34 år.
Elvira var skræmt
At Elvira skulle være lykkelig, modsiges i den grad af vidner fra badegæster, der mødte parret. De beskrev Elvira som skræmt og isoleret, hvis råb om hjælp ikke blev hørt.
I en af de bøger, som vi har læst, står der stadig at læse, at det var
Det var det skønneste kærlighedsforhold, der nogensinde har eksisteret. – ak ja. Samme forfatter lavede hvis nok også en film. Den blev kun vist en gang.
Øresundsposten fremstilling 25. juli
Øresundsposten den 25. juli 1889 (oversat til nudansk) beskrev de sidste timer således:
Brudebuketter på Elviras grav
Det er tradition at brude gift i Landet Kirke lægger deres buket på Elvira Madigans grav. Men den er også flyttet en del gange i tidens løb De originale gravsten er rigtig nok tilbage på kirkegården, men ikke på den plads, hvor Elvira og Sixten hele tiden har hvilet.
Sixten var i bundløs gæld
Sixten var manisk, selvoptaget og i bundløs gæld. Han tog Elvira med sig sikkert under falske forudsætninger. Nogle mener han var en hensynsløs svindler. Han udnyttede stakkels Elvira for egen vindings skyld og for at få opmærksomhed omkring egen person. Noget tyder også på han var sindssyg.
Hustruens medgift var smuldret bort. Sixten kedede sig i ægteskabet
Oldebarn skriver bog
Katinka Lindhe er radiojournalist, bibliotekar og slægtsforsker og ikke mindst oldebarn til Sixten Sparre har begået en bog om oldefar. Hun har haft adgang til familiearkiver og kigget i gamle aviser. Selv om det var tabu i familien at snakke om Sixten Sparre har hun fundet interessante ting frem.
Sixten var optaget af datidens romantiseringer af døden
Han var påvirket om datidens romantiseringer om døden. Han var inspireret fra Østrig, hvor kronprins Rudolf den 30. januar 1889 skød sig selv og sin elskerinde. Han efterlod et brev til sin kone. Han tog sin revolver med i sin sparsomme bagage, hvilket indikerer at mord og selvmord var planlagt.
Sixten Sparre var en psykisk ustabil type, der have planlagt sin dødsrute. Han ville gøre op med det samfund, der ikke forstod hans digtekunst.
Broderen betalte begravelses-udgifter
Ifølge Dines Bogø er den oprindelige grav fra 1889 midt på en kirkesti lige syd for det store egetræ. Det var Sixten Sparres bror, Edvard, der rejste ned fra Stockholm. Han betalte for gravpladsen, gravstenene og andre udgifter i forbindelse med broderens død.
I datidens adelskredse var der tradition for store gravpladser. Måske var det også for at skrue ned for skandalen.
En vis modstand i menighedsrådet
Langt ind i moderne tid fandtes der nok stadig en vis modstand i menighedsrådet med at gravene på nogen måde blev gjort iøjnefaldende. I Sixten Sparres tilfælde handlede det jo om en morder, selvmorder og endda ægteskabsbryders grav. Ifølge den roman version af dramaet ville hun jo dø med sin Sixten. Men i kirkebogen og i dødsattesten står der mord som dødsårsag.
Uanset hvad man mener om den nye minde-plads, findes der altså ingen markering af de oprindelige gravsteder. Det er ellers muligt nu, hvor stedet er blevet identificeret. Midt på kirkestien.
Besøgende skal selv vælge mulighed
På Tåsinge har museet givet de besøgende to muligheder:
Folk skal selv vælge side. Men sandheden er jo, at det er en tragedie.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
August 5, 2024
Mysteriet på Assistens Kirkegård (4)
Måske er dette ikke så meget om Assistens Kirkegård, men artiklen viser, at der var lignende historier som Giertrud Bodenhoff.
Lignende historier fra hele Europa. Graverne på Assistens Kirkegård var gavtyve. I fare for at blive levende begravet. Brudt ud af ligklæderne, af kisterne, ja af graven. Succes med en bog på fransk. Liget forbundet til en klokke. Pas på dørkarmen. Et menneske anses for at være død uden at være det. Havde vendt sig i kisten og spist tre af sine fingre. Alfred Nobel var bange. Den døde datter var gået op på sit værelse. Ligsynsloven blev ændret. Der skal opstige en hæslig lugt og leddene bliver stive. Angsten for at vågne i krematoriet. Interessant tilfælde af skindød.
Lignende historier fra hele Europa
Jo den indledende gyser fra Assistens Kirkegård er blot en af mange historier. I stort set hele Europa eksisterer der lignende historier.
Graverne på Assistens Kirkegård var gavtyve
Vi skal også huske at i slutningen af 1700-tallet var det at være graver noget af det laveste, man kunne påtage sig i samfundet, Graverne på Assistens Kirkegård var derfor en værre omgang gavtyve og hjemme-brændere.
I et enkelt mausoleum fandt man hele fem fremmede kroppe. Har havde røverne for nemheds skyld valgt at dumpe kroppene efter plyndringerne. I historisk tid er en epidemisk frygt for at blive levende begravet med jævne mellemrum dukket op.
I fare for at blive levende begravet
Det skyldtes blandt andet, at der ikke før 1900-tallet blev endelig klart for lægevidenskaben, hvornår en person med sikkerhed kunne erklæres død.
Som barn havde Winsløv to gange været så syg, at familien troede at han var død og klar til begravelse. Måske var det derfor han forfattede et lille videnskabeligt værk med. I bogen hævder han, at de af lægerne der anvendte dødstegn, var så usikre, at alle nulevende personer stod i fare for at blive levende begravet.
Brudt ud af ligklæderne, af kisterne, ja af graven
Han beskriver episoder, hvor lig havde rejst sig lyslevende fra kister lige som på Assistens Kirkegård. Kun egentlig forrådnelse var tegn på at man var klar til at komme i jorden, mente Winsløv.
Han nævner eksempler på folk, som man troede døde, men som er:
Succes på fransk
Bogen var skrevet på latin. Men en franskmand øjnede en sensation. Han fik tilladelse til at oversætte bogen på fransk. Og det blev en stor succes.
I Tyskland indrettede man flere såkaldte Leichenhäuser. Til kadaverets fingre bandt man store, der havde forbindelse til en klokke. Dette kunne så advare vægterne. Som vi tidligere har skrevet, kæmpede man også herhjemme med at oprette overvågningsanstalter.
Liget forbundet til en klokke
Sådan en blev også bygget på Assistens Kirkegård. En snor forbandt ligene til en klokke i graverens værelse på første sal. Jævnligt skulle graveren også blæse i trompet og lægge mærke til om ”ligene” nu skar ansigt.
Og som bekendt havde H.C. Andersen altid en papirlap med, hvorpå der stod ”Jeg er kun skindød”. Jo, der er sandelig tilfælde, hvor mennesker, der var erklæret døde, har vist livstegn og som efter genoplivningsforsøg er vendt tilbage til livet.
Pas på dørkarmen
Engang havde en portør banket på kisten, som traditionen bød. I kisten lå en ældre kvinde, hvis enkemand havde sagt det sidste farvel ved indgangen til krematoriet. På vej ud af kistemodtagelsen trillede de ved en fejl kisten hårdt mod dørkarmen. Da blev der ”opstandelse” i kisten. Med rystende hænder fik de chokerende portører skruet kistelåget af. Der lå den endnu levende kvinde.
Enkemanden var nu ikke enkemand længere. Han fik endnu nogle måneder sammen med sin kone. Da kisten efter noget tid blev rullet ind, udbrød hendes hårdtprøvede ægtefælle spontant:
Men er historien nu rigtig – eller er det også en vandrehistorie?
Et menneske anses for at være død uden at være det
Der er historier om, at en slægtning vågnede op ved lugten af fisk, som blev serveret til begravelsesgæsterne.
I 1827 skrev Niels Lang Nissen, professor og rektor ved Metropolitanskolen i bogen ”Om Skindød, Levendes Begravelse og Lighuset”:
Havde vendt sig i kisten og spist tre fingre
I 1849 berettede et lægetidsskrift om et tilfælde i Utrecht, hvor en kolerapatient ved en hastig begravelse havde fået en stor pengeseddel med i lommen. Da man gravede liget op for at redde pengesedlen, så man at den døde havde vendt sig i kisten – og havde spist tre af sine fingre.
Ja folk kunne skræmme hinanden ved at berette om kradsemærker på indersiden af låget på kisten.
Alfred Nobel var bange
Dynamittens opfinder, Alfred Nobel var så besat af frygt for skindøden, at han i sit testamente bestemte, at man efter hans død skulle skære hans pulsåre over og brænde hans lig.
Den døde datter var gået op på sit værelse
I 1867 kunne man den 14. oktober 1867 i Næstved Tidende (oversat til nudansk) læse følgende:
Artiklen fortsætter nu med at man sender bud efter den læge, der erklærede hende død. Han forbød dem at vække hende. Efter 30 timer vågnede hun og fortalte at hun frøs i den store sal, derfor lagde hun sig i sit kammer.
Ligsynsloven blev ændret
Problemet er egentlig, hvornår man er død. Indtil 1875 var det kun i København, at der krævedes en læge til at skrive en dødsattest. I 1875 udvidedes ligsynsloven kravet til at gælde fem købstæder plus Frederiksberg.
På landet kunne det være distriktslægen. Men hvis den døde nu befandt sig mere end et par kilometer fra lægeboligen, skulle der tilkaldes ligsynsmænd. Det kunne være den lokale politimester eller ”ro paalidelige Mænd”, udpeget af sognerådet. Der blev også bestemt at en afdød ikke måtte flyttes de første seks timer efter dødens indtræden. Og så skulle dødsårsag også angives.
Der skal opstige en hæslig lugt og leddene bliver stive
I tidens løb har der været mange forslag til, hvordan man skulle afgøre om en var afgået ved døden. Man kunne stikke, brænde eller skære på et følsomt sted for at se om der kom en reaktion. Eller – endnu bedre – lade den døde ligge i sin seng i tre fulde døgn, indtil der
Først derefter kan man trygt begrave den døde.
Angsten for at vågne i krematoriet
I 1880erne blev ligbrænding et hedt diskussionsemne. I 1881 blev Foreningen for Ligbrænding dannet. Loven om ligbrænding blev først vedtaget i 1892. Men debatten havde atter engang fyret op om debatten for skindød. Nu var det ikke kun angsten for at vågne op i en kold mørk grav, der nærede angsten. Det var angsten for at vågne op i krematoriets 800 grader varme forbrændingskammer.
Interessant tilfælde af skindød
I 1920 kunne man i Ugeskrift for Læger” referere:
En 23 – årig kvinde havde ”af ulykkelig Kærlighed” taget en overdosis morfin plus sovemidlet barbital. Efter et døgn blev hun fundet bevidstløs – udendørs ved en temperatur over frysepunktet. Hun døde på vej til hospitalet, og en række dødstegn optrådte: muskelstivhed, mangel på reflekser, ophør af puls og respiration og ingen hjertelyde. Kvinden blev erklæret død og lagt i en kiste.
Den næste dag åbnede politiet kisten for at identificere liget.
En tilkaldt læge kunne hverken konstatere puls eller åndedræt, men det var meget svage hjertelyde. Her kunne man kun høre svage hjertelyde. Der blev givet injektioner med kamfer og koffein. Man foretog maveskylning. Man anbragte hende i varmt bad og gav kunstigt åndedræt. Langsomt kom kvinden til sig selv og overlevede.
Læs også vores artikel: Død eller Skindød
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Assistens Kirkegård:
Kirker på Nørrebro:
København:
Østerbro:
Vesterbro
August 4, 2024
Mysteriet på Assistens Kirkegård (3)
Starcke beskyldt for at fjerne beviser. Kendt forfatter mente også, at gravrøvere gik efter smykker. Vielsesring og ørenringe var med Giertrud i graven. Sikkert gravrøverier i adskillige år. Måske var gravpladser ikke så tilfældige. Hvorfor blev familiehistorier bare forkastet? Mistanken om gravrøveri i den Bodenhoffske gravplads. Man troede også på historien hos Bodenhoff i 1804. Historien om de røde kinder fra 1798. Måske har andre sladret om episoden på Frederiks Hospital. Giertrud og Mejsling kendte hinanden. Oehlenschlægers novelle. Politiadvokat: Giertrud kan have været udsat for vold. Påfaldende, hvordan skelettet havde forskubbet sig. Arkæolog: Hun er begravet skindød. Begejstret for Starckes bog. Fabritius var også begejstret i begyndelsen. Ikke begejstret efter egne undersøgelser. Læs også 4. afsnit i denne afsnit.
Beskyldt for at skjule beviser
Viggo Starcke, der udgav bogen om Giertrud Bodenhoff i 1954 mente ikke, at Fabritius kritik var retfærdig. Og at han på arkivet skulle have fjernet nogle beviser, kan han slet ikke genkende. Det er vel folkene på Landsarkivet, der har ansvaret for, at tingene kommer rigtig på plads.
Kendt forfatter mente også, at gravrøvere gik efter smykker
Starcke gjorde Fabritius opmærksom på, at det var mangel på beviser, der ikke gjorde Meisling til at være gravrøver. I øvrigt citerede Berlingske Tidende den 1.7.1934 Dr. Louis Bobé for at sige:
Vielsesring og ørenringe med i graven
Starcke mente, at Meisling især var interesseret i velstående begravelser. Ifølge Kirkeministeriet var det ikke forbudt at tage værdigenstande med i graven. I familie – krøniken fra Rosted fastholdes det, at hun fik sine guldørenringe med i graven ligesom vielsesringen.
Sikkert gravrøverier i utallige år
Starcke tvivlede også på at ”Karle, der stjæler de Dødes Kister og Ligklæder, høfligst skulde lade Guldringe ligge”.
Man kan tvivle på om påstanden om at de ”uordner”, der foregik på Assistens Kirkegård blev opdaget forholdsvis hurtigt. Lignende ting er sikkert foregået i 1798, da Giertrud blev begravet.
Således har det åbenbart været almindeligt at kisterne blev taget inden graven var tilkastet. Tidligere gravere havde gjort det samme.
Måske var gravpladser ikke så tilfældige
Fabritius anfører, at det var tilfældigt, hvor en grav blev anlagt. Det var noget graverne selv bestemte. Men da Andreas Bodenhoff blev begravet i 1796, fik Madamme udstedt et skøde på gravstedet. Det er vel ikke et tegn på tilfældighed.
Hvorfor blev familiehistorier forkastet?
Starcke er forundret over, hvordan Fabritius bare forkaster 4 familiehistorier. Familien Rosted taler om:
Mistanke om gravrøveri i den Bodenhoffske gravplads
8 dage efter at gravrøverierne blev opdaget, kunne man den 16.1.1804 læse i ”Nyeste Skilderier af Kjøbenhavn” læse:
Åbenbart har det allerede dengang været mistanke om gravrøveri. At familien Rosted ikke ønskede politimæssig undersøgelse af graven er vel forståelig. En anden ting er at gennembryde en tyk murhvælving, hvorover der stod et kostbart marmor-monument.
Hvem ønsker at se deres eneste barns lig gravet op 6 år efter begravelsen.
Man troede også på historien hos Bodenhoff
Når Fabritius skriver, at familien Bodenhoff i modsætning til familien Rosted ikke tror på historien er det ikke korrekt. Kammerherre Ernst Bodenhoff stillede i sin bog ”Den gamle General” sig afvisende over for historien. Hans to sønner Max og Willie Bodenhoff, der oprindelig delte faderens skepsis, ændrede opfattelse, da de havde set det samlede materiale og undersøgelsens resultat.
Og også i ”Den Bodenhoffske Slægtebog” skrev Nana Lange:
Historien om de røde kinder er fra 1798
Den historie med de røde kinder, stammer ikke fra 1804 men fra 1798.
Måske har andre sladret om episoden på Frederiks Hospital
At den senere biskop Münster har brudt skriftemålets tavshed, behøver det ikke at være. Det kunne jo være at Meisling har bedt Münster om at fortælle familien Rosted, hvad der skete, efter at han var død.
Det kunne jo også være andre, der havde sagt det, for eksempel Münsters bror overmedicus O.H. Münster eller personalet på Frederiks Hospital. Som fattiglem har Meisling næppe ligget på enestue. Så andre patienter må have hørt hans skriftemål.
Giertrud og Meisling kendte hinanden
I 1797 var Giertrud gudmor for Meisling’ s søn, Andreas. Det var 6 dage efter at Wiederwelt havde afleveret det færdige monument. Da må hun og Meisling have været til stede. Det betyder også, at de må have kendt hinanden. Meisling vidste, hvor rig hun var. Hvis hun er vågnet op i kisten og set at gravrøveren var Meisling, ja så havde han kun et valg.
Oehlenschlægers novelle
At Oehlenschlægers novelle skulle have inspireret til hele balladen, er måske snarere omvendt. Han meddelte, at novellen bygger på en virkelig hændelse. Han besøgte ofte overmedicus Münster på Frederiks Hospital. Og den udkom tre år efter at Meisling døde.
Novellen foregår ikke i København men i Køln. Novellen slutter lykkelig. Det gør vores historie ikke.
Politiadvokat: Giertrud kan have været udsat for vold
Knivstik og kvælning vil ikke kunne ses på et skelet. Politiadvokat Lotinga nævnte at et dask med en spade kan have medfødt døden uden at dette kan ses på skelettet. Man kan ikke nægte at Giertrud Bodenhoff har været udsat for vold. Starcke mente derfor, at Fabritius konklusion er for vilkårlig.
Påfaldende, hvordan skelettet havde forskubbet sig
At skelettet skulle have forskubbet sig og det åbenbart ikke var ualmindeligt i ældre begravelser er dog stadig lidt mystisk. Kirkegårdens erfarende personale mente ikke tidligere at de havde set noget lignende. Kriminalpolitiets teknikere syntes også, at det så påfaldende ud.
Konservator ved Nationalmuseet, Peter Linde, der vel var den mand her i landet, der havde set flest grave, har næsten altid i uforstyrrede grave fundet de døde i normal begravelsesstilling, selv om kisten har været båret ned ad stejle trapper til dybe kældre.
Arkæolog: Hun er begravet skindød
Den erfarende arkæolog dr. med. Vilh. Møller-Christensen, der har kendskab til 2.000 grave, siger det samme.
Denne arkæolog er sikker på, at Giertrud Bodenhoff er er blevet begravet skindød. Man kan altid fordreje undersøgelser både for og imod ved at misforstå, overse eller udelade vigtige kendsgerninger.
Begejstring for Starckes bog
Men hvad mener man om Starckes bog.
Overlæge Dr. med. Greve Otto Moltke:
Arkivar Magnus Sørensen:
Dr. med Vilh. Møller-Christensen:
Konservator Peter Linde, Nationalmuseet:
Fabritius var i begyndelsen også begejstret
Fabritius mente, at den måde som Viggo Starcke havde behandlet sit stof på ikke kunne godkendes af den personalhistoriske forskning. Trods dette så anmeldte han Viggo Starckes bog positivt. Han anerkendte rigtigheden i fem punkter:
Ikke begejstret efter egne undersøgelser
Selvfølgelig har denne Fabritius også et svar i denne situation. Han siger, at efter han har foretaget sine egne undersøgelser så har han skiftet mening på alle punkter. Han mener også at Louis Bobé har alt for lidt kendskab til sagen.
Og så anbefaler han at Viggo Starcke anskaffer sig bogen, der hedder Historisk Teknik, som bliver benyttet på et elementært trin i undervisningen på universitetet.
Enhver videre diskussion skal udsættes indtil Viggo Starcke får lejlighed til at erhverve sig blot de enkleste kildekritiske forudsætninger, herunder har stiftet bekendtskab med sonderingen mellem det vi kalder primære kilder og de øvrige.
Læs også 4. afsnit i denne serie
Men vi er ikke færdige med denne serie. Vi afslutter den med en vol. 4, hvor vi undersøger om folk virkelig har oplevet det at være skindød. Og så må du selv ud fra det, vi har skrevet bedømme om historien om Giertrud Birgitte Bodenhoff er rigtig.
Kilde: (For hele serien)
Hvis du vil vide mere:
Assistens Kirkegård:
Kirker på Nørrebro:
København:
Østerbro:
Vesterbro:
August 2, 2024
Mysteriet på Assistens Kirkegård (2)
Fabritius var en af Starckes kritikkere. Manden døde 5 måneder efter bryllup. Dødsårsag ikke anført. Hvad har fremvirket ”Chikanen”? Hun havde en tandlidelse. Var det en naturlig død. Røverne turde ikke lade hende leve? Broderen mente: ”Hun havde røde kinder”. Den bodenhoffske slægtsbog. Familien Zahle mente, at præsten var Münster – den senere biskop. Men flygtede Meisling ikke til Amerika. Det var ham, der døde på Frederiks Hospital. Rygter om, at hun skulle være dræbt med en økse. Fabritius mente, at historierne er utroværdige. Uorden på Assistens Kirkegård. Overgraver Meisling dømt for hæleri. Manglende bevis for gravrøveri. Den Bodenhoffske grav blev ikke undersøgt. Hvorfor tog de ikke smykker? Giertruds smykker var væk. Kendtes grave blev plyndret. Fabritius mente, at det var en af Oehlenschlægers skyld i balladen. Årsagen til skelettets stilling. Fabritius: Kritik er en nødvendig Ting.
Fabritius – en af Starckes kritikkere
Det var bestemt ikke alle, der troede på Mysteriet om Giertrud Birgitte Bodenhoff. En af disse kritikker var Albert Fabritius. Og det var en person, som man lyttede til. Han var genealog og historiker.
Han var ubønhørlig i sine krav om historisk skoling og arbejdsmetode. Han slog hårdt ned på mangler i så henseende i sine anmeldelser. Han slog hårdt ned, så han tog modet fra mange nybegyndere. Han var skarpsindig og utrolig effektiv.
Det kom til at gå ud over Viggo Starcke. Ikke i første omgang. Men først da han selv havde gennemført sine egne undersøgelser. Velkommen til anden del af vores serie om Mysteriet på Assistens Kirkegård.
Han mente ikke at sagen var så oplagt. Han synes, at der er sjusket i efterforskningen.
Manden døde 5 måneder efter bryllup
Giertruds mand som hun ægtede to dage før hendes 17-års fødselsdag, døde allerede fem måneder efter deres bryllup. Hun fortsatte hans forretning og deltog trods sin unge alder med dygtighed i den betydelige virksomhed, der blandt andet omfattede tømmerhandel og skibsfart.
Dødsårsag ikke anført
De nåede ikke at få nogen børn. Hun blev overlevet af hendes mor og sine tre halvbrødre, der arvede hendes formue på 188.722 Rdl.
I en dødsannonce dateret den 18. juli kan vi se, at hun er død efter 6 dages sygdom. Fra begravelsesprotokollen oplyses der at hun er blevet begravet den 23. juli ”fra Kildevæld”. Men der er en åben plads, der hvor dødsårsagen skulle have været anført.
Hvad havde fremvirket ”Chikanen”?
Hendes bror har anført, at hendes død var smertefuld og af ”Chikane fremvirket”. Det kan skyldes fortrædelighed, vanskelighed m.m. Men ikke legemlig overlast, drab og mord.
Måske har hun været ude for vanskeligheder enten i forretningen eller fra familien Bodenhoffs side. Er det rimeligt at antage, at broderen, der har nævnt ordet ”chikaner” måske kan have været sådan noget, der har medvirket til hendes død.
Overlæge Starcke har selv nævnt ordet ”selvmord” – i så fald ved hjælp af opiumflasken. Og et mord den 18. juli, vil der overhovedet ikke være tale om.
Hun havde en tandlidelse
Men hvad så med hendes sygdom? Den varede som vi har hørt i seks dage? ”Familietraditionen” siger, at hun døde af en byld i øret. Den anatomisk-antropologiske undersøgelse af skelettet i januar-februar 1953 konstaterede sandsynligheden af tandsmerter som følge af to store angreb af caries i overkæbens forreste store venstre kindtand. Og i venstre visdomstand i underkæben.
En så alvorlig tandlidelse kan vel godt af såvel familien som lægen meget vel kan have opfattet sygdomsbilledet som en ørelidelse.
Var det en naturlig død?
Det kan således anses for sandsynligt, at Giertrud Birgitte Bodenhoff’ s sidste sygdom var en alvorlig kompliceret tandlidelse, so kan have medført døden. Som dødsårsag er der derefter tre muligheder:
Røverne turde ikke lade hende leve
Men der var også andre muligheder iflg. ”Familietraditionerne” (Familie-beretningerne)
Broderen mente ”Hun havde røde kinder”
Den Bodenhoffske slægtsbog
Nanna Lange har dog ikke kunnet finde nogle beviser på dette. Hun anser det for overordentligt usandsynligt, at man har ladet hende begrave, uden at der kunne konstateres sikre dødstegn.
Familien Zahle mente at det var Mynster, den senere biskop
Men flygtede morderen ikke til Amerika?
Rygter om at hun blev dræbt med en økse
Fabritius mente, at historierne var utroværdige
Åbenbart har historierne floreret i forskellige versioner. I 1890erne på Assistens Kirkegård har man fortalt dem, når man passerede det Bodenhoffske gravsted.
Albert Fabritius mente at historierne a og b kunne føres tilbage til samme kilde. – Giertrud Birgitte Bodenhoff’ s brødre. Historie c kommer fra familien Bodenhoff. Fabritius mente ikke at familien Rosted troede på historien.
Fabritius mente at historie d var utroværdig. Det var ikke sandsynligt, at han kunne sidde mordtilståelse overhørig ved et dødsleje. Hvordan skulle han omgå sit præsteløfte?
Fabritius mente at historie e var for usikker til at man kan tillægge det nogen værdi. Har graver Christian Meisling skrevet hjem fra Amerika om sagen? Og så døde han jo på Frederiks Hospital i 1816.
At han var indblandet i skandalen på Assistens Kirkegård, var det ingen tvivl om. Historierne d-f kan man godt undlade, mente Fabritius.
Hvordan vidste familien Rosted i grunden, hvad der var sket? Havde Mynster fortalt dem at Meisling var morderen.
Uorden på Assistens Kirkegård
I januar 1804 blev København opskræmt af rygter at den uorden, der var sket på Assistens Kirkegård. Politimesteren havde indrykket en opfordring til folk og anmelde, at de gerne ville have deres grave undersøgt.
Starcke skrev i sin bogs 2. kapitel, hvorledes sagen blev rejst af skomager Jørgen Nicolai Meyer, der mistede sin søn kort efter jul 1803. Han lod ham begrave på Assistens Kirkegård den 6. januar 1804. To dage efter ville han besøge sin søn. Han fandt ham liggende, berøvet ligkisten oven på jorden under en bunke jord og sne.
Overlæge Starcke har også gennemgået sagens akter. I hans bog kan vi læse, at graverkarle systematisk har ikke blot stjålet smykker og ligklæder, men i mange tilfælde også kisterne, som de solgte til snedkere eller brugte til brændsel. Også kadetter deltog i graverundersøgelsen.
De seks værste graverkarle blev ved hof – og stads-retten idømt flere års tugt- og rasphus.
Overgraver Meisling dømt for hæleri
Overgraverne, heriblandt Meisling blev fradømt deres embeder og idømtes betydelige pengebøder. Men de fik ikke Tugt – og Rasphus på grund af manglende beviser.
Den Bodenhoffske grav blev ikke undersøgt
Den Bodenhoffske grav var ikke blandt de grave, der blev undersøgt. Dette kunne skyldes at man næppe i 1804 var klar over at Giertrud Birgitte Bodenhoff menes at være myrdet. Og så var det lige det faktum, at det store marmormonument i et underjordisk gravkammer med metertykt murværk har været en hindring.
Hvorfor tog de ikke smykker?
For det tredje så ville myndighederne begrænse undersøgelserne til grave lige før 1804. Kun enkelte er fra tiden før 1800. Selv om man måske havde en mistanke om gravrøveri, er man afstået fra sådan en undersøgelse. Men egentlig ville det da være fristende at stjæle fra Københavns rigeste enke. Og man fandt da heller ikke de smykker, som hun var begravet med.
Ved forhørene af gravrøverne fik man at vide, at der var smidt brænde over plankeværket til Meislings gård. Han skulle være vidende om alt, hvad der skete. Det var mest pudebetræk og lagener, man gik efter. De nægtede at have taget smykker og ligklæder. Men hvorfor skulle de ikke have taget smykker?
Det viste sig, at man havde undersøgt 43 gravsteder fra 1791.
Også kendtes grave blev plyndret
Åbenbart var de blevet advaret af Meisling om ikke at røve de kendtes gravsteder. Men en række kendtes gravsteder var nu alligevel blevet plyndret, bl.a. Søren Gyldendals.
Fabritius mente at en af Oehlenschlægers noveller var skyld i balladen
Fabritius mener, at de fleste historier er opstået mellem 1804 og 1820 og også at Oehlenschlægers novelle ”Reichmuth von Adocht” fra 1813 er det litterære ophav til hele sagen. Desuden fastslår han, at kraniet ikke bærer spor af vold.
Politiadvokat Lotinga erklærer sig enig med Starcke i at vores hovedperson muligvis kunne have været kvalt. Men røverne kunne vel også bare have lagt låget på igen.
Årsagen til skelettets mærkelige stilling
Fabritius fandt ud af, at kisten var formuldet og sunket sammen. Det kunne måske forklare, at skelettet havde flere afvigelser fra det normale leje. Den slags placeringer var ikke unormalt ved ældre begravelser.
Han konkluderer, at Meisling ikke er erklæret skyldig i røveri men i hæleri. Han slår fast at historierne fra den Rostedske familie er opspind.
Desuden kan den måde Viggo Starcke har behandlet sit stof på ikke godkendes som almindelig forskning. Fabritius erklærer:
Fabritius: Kritik er en nødvendig Ting
Selvfølgelig har Viggo Starcke svaret på denne kritik. Men den må du vente med til 3. afsnit.
Kilde (for hele serien)
Hvis du vil vide mere:
Assistens Kirkegård:
Kirker på Nørrebro:
København:
Østerbro:
Vesterbro:
Juli 31, 2024
Mysteriet på Assistens Kirkegård (1)
Mange spændende historier fra Assistens Kirkegård. Københavns rigeste enke blev begravet. Et monument blev rejst. Var hun blevet begravet skindød? Hvor blev hendes smykker af? Gravrøveri var ikke ukendt. Viggo Starcke skrev artikel i Hjemmet. Hun blev begravet med røde kinder. Nye oplysninger. Konservator foreslog undersøgelser af graven. Tilsammen efterlod bogen et overbevisende indtryk. Skelettets stilling var ejendommelig. Ingen kranielæsioner. Meget opium kunne føre til bevidstløshed. Dødsårsag kunne ikke fastslås med sikkerhed. Hvem var Viggo Starcke?
Mange spændende historier fra Assistens Kirkegård
Der er mange historier at fortælle fra Assistens Kirkegård. En af disse er historien om Giertrud Birgitte Bodenhoff. Hvad skete der egentlig? Blev hun begravet skindød? Begik hun selvmord? Eller blev hun myrdet i kisten? Med nutidens teknik har man sikkert bedre kunne fastslå, hvad der skete.
Men i denne serie kigger vi på, hvad medierne skrev dengang og hvilken ballade som Starckes bog udløste.
Københavns rigeste enke
Den 4. juni 1796 afgik den 33 – årige grosserer og tømrerhandler Andreas Bodenhoff ved døden og blev begravet på Assistens Kirkegård. Hans unge 17-årige enke Giertrud Birgitte Rosted lod på hans grav rejse et fornemt marmormindesmærke af Wiederwelt. To år senere led hun selv en smertefuld død.
Dengang var hun Københavns rigeste – ja måske Europas rigeste enke. Døden var fremkaldt af ”chikane” som det hed, dengang. Ja sådan hed det i hendes broders, kontorchef i Admiralitetet, justitsråd Christian Ludvig Rosteds ”Familie Annotationer”. (betyder noter) fra sit landsted Kildevæld på Strandvejen.
Et monument
Stor var sorgen over den unge smukke kønne og livsglade enkes bortgang. Hendes mor, justitsrådinde Cecilie Margrethe Rosted, hvis ”eneste kiære og uforglemmelige Datter” hun var, lod Wiederwelt udføre en sarkofag af marmor og to kvindelige statuer, der blev anbragt på graven foren monumentet for hendes mand, mens hendes jordiske levninger blev stedt til hvile i en underjordisk muret gravhvælving.
Var hun blevet begravet skindød?
På det tidspunkt kunne de sørgende efterladte ikke vide, at hendes død i generationer fremover skulle beskæftige fantasien. Til slut skulle dette give anledning til at hendes grav efter mere end halvanden hundrede års forløb blive åbnet for om muligt at få opklaret om hendes død skyldtes naturlige årsager. Måske var hun begravet skindød og derefter myrdet i sin kiste.
Hvor blev hendes smykker af?
En tradition (overlevering) hos familien Rosted fortæller nemlig, at natten efter hendes begravelse skal et par gravrøvere havde brudt hendes kiste op for at stjæle to kostbare ørenringe. Det var en foræring fra hendes mand, som hun fik med i graven. Som følge af deres brutalitet, skal en byld i hendes øre imidlertid være revnet.
Den døde, der kan have været skindød, skal til røvernes forfærdelse hav rejst sig op i kisten og bedt dem tage hende væk ”fra dette skrækkelige Sted”. Men man turde hende ikke lade hende leve. De skal have slået hende ihjel med en spade.
Adskillige år senere blev en af gravrøverne indlagt på Frederiks Hospital og på sit dødsleje skal han over for den tilkaldte præst have tilstået sin ugerning.
Gravrøveri var ikke ukendt
På Assistens Kirkegård var gravrøverier ikke noget ukendt begreb. Da man i 1804 ved en tilfældighed kom på sporet af et større komplot, blev i alt 509 grave undersøgt – men ikke den Bodenhoffske. Når dette skete, er det sikkert, dels fordi man kun har undersøgt de nærmest foregående års begravelser. Og måske også fordi man kunne formode at hendes død ikke var naturlig. Så var det også lige det, at hun var gravsat i et muret hvælv under et tungt marmormonument. Det var ingen grund til at tro, at hendes grav var blandt de plyndrede.
Viggo Starcke skrev artikel i Hjemmet
En dag i 1951 fik overlæge Viggo Starcke opfordring til at skrive en artikel i ”Hjemme”, og som emne valgte han Giertrud Birgitte Bodenhoffs liv og død, der siden hans tidligste barndom havde optaget ham stærkt. Vores hovedperson var søster til hans tipoldefar på mødrenes side. Artiklen gav anledning til, at der fremkom en række nye vigtige oplysninger.
Begravet med røde kinder
Stiftsprovstinde Metha Lützhøft i Odense, som er en efterkommer af snedkermester Carl Wilhelm Wellmann, der i sin ungdom havde været ven med en af Giertrud Birgittes brødre, meddelte således, at der i hendes familie var en ”tradition” om, at denne broder dagen efter begravelsen ikke havde kunnet forstå, hvorfor han søster var blevet begravet med røde kinder.
Nye oplysninger
Rektor Otto Zahle fortalte, at i hans familie vidste man, at den præst, der havde modtaget røverens tilståelse, var den senere biskop over Sjælland, Jacob Peter Mynster. Denne var en af hans mormors gode venner.
Fra en kendt familie fik Starcke desuden oplyst, at i denne mente man at vide, at morderens navn var Christian Meisling. Denne skulle have været overgraver på Assistens Kirkegård, hvor han i 1804 havde været impliceret i gravrøveri-skandalen. Det kostede hans embede og en bøde. Men det lykkedes dog ikke at bevisehans medskyld. Og denne døde i 1816 på Frederiks Hospital.
Christian Meisling har fru Bodenhoff kendt, for i juni 1797 holdt hun hans søn, der blev opkaldt efter hendes afdøde mand over dåben i Frue Kirke.
Konservator foreslog undersøgelser af graven
Da de fremkommende oplysninger således supplerede familien Rosteds familiehistorie, foreslog konservator ved nationalmuseet Peter Linde i januar 1952 dr. Starcke, at han skulle undersøge Giertrud Birgitte’ s grav for om muligt, at få ting be- eller afkræftet.
Efter at forskellige vanskeligheder var overvundet, lykkedes det ham i december samme år at opnå de nødvendige tilladelser. Da undersøgelserne var afsluttet. Da undersøgelserne var afsluttet, gjorde dr. Starcke rede for disse i en bog, der udkom på Berlingskes Forlag.
Tilsammen efterlod bogen et overbevisende indtryk
I bogen, der er spændende som en kriminalroman, meddelte han alle detaljer, der fremkom. Hver for sig var det nok ikke et endeligt bevis. Men tilsammen efterlod det et overbevisende indtryk om, at Giertrud Birgitte ikke er død nogen naturlig død.
Den 9, januar 1953 blev gravet åbnet. Murhvælvingen i gravkammeret, der var ca. 1 m tyk, blev gennembrudt. Men da man var trængt igennem den, opdagede man, at graven var næsten helt opfyldt med ler. Hvornår dette er sket, ved man ikke, men det bevirkede at der måtte iværksættes et minutiøst udgravningsarbejde under ledelse af konservator Linde.
Amatørarkæologen politibetjent Binneballe skulle under største forsigtighed ved hjælp af en ske og sine fingre fjerne leret.
Skelettets stilling var ejendommeligt
Efter nogle dages forløb kom kisten til syne og nogle dage senere skeletdelene. Den 19. januar var skelettet helt frilagt. Dets stilling var ejendommelig – i hvert fald havde det faste kirkegårdspersonale aldrig set noget tilsvarende.
Hovedet var rullet næsten helt rundt, så ansigtet nærmest vendte nedad. Rygsøjlen lå krummet fra lænden til halshvirvelsøjlen. Som følge heraf lå den venstre side af bækkenet lidt højere end den højre hofteskål. Begge arme lå strakte langs kroppens sider. Det højre knæ lå lidt længere nede end det venstre, der lå i en stilling, som viste, at det havde været bøjet. I graven var der ingen smykker, trods det faktum, at hun var begravet med to ørenringe.
Ingen kranielæsioner
23, januar overførtes skelettet til antropologisk laboratorium på Universitetets medicinsk – anatomiske institut for at blive underkastet en anatomisk-antropologisk undersøgelse, der blandt andet viste, at der ingen tegn forelå på at der skulle være kranielæsioner.
Men man fandt ud af at hun kunne have lidt af en akut ørebetændelse eller haft stærke tandsmerter, som kan have været opfattet som øresmerter.
Meget opium kunne føre til bevidstløshed
Hvis hun har fået opium mod dette, som var datidens eneste smertestillende middel og som indeholdt morfin kan det have medført en bevidstløshed. Det kunne have været udlagt som om hun var død. Og dette kan med rette give anledning til røde kinder, som Wellmann omtalte, hun skulle være begravet med.
Ra Rosteds ”Familie Annotationer” desuden meddeler, at hendes død var smertefuld og fremvirket af ”chicane”, kan det måske betyde, at hun som følge af vanskeligheder, der kan have voldt hende mange bekymringer. Måske havde hun ingen modstandskraft, da hun blev ramt af voldsom tandbetændelse.
Dødsårsag kunne ikke fastslås med sikkerhed
Selv om dødsårsagen ikke med absolut sikkerhed kan fastslås, synes alle beviser dog at pege på, at enkefru Bodenhoff er blevet begravet skindød ifølge bogen. Ved grav-røvernes brutale behandling er vågnet op og har bevæget sig og derefter lidt en smertefuld død i sin kiste.
Sådan slutter dr. Starcke sin interessante bog. Og nu hvor bogen kom frem er der mange, der får medlidenhed med den ulykkelige unge kvinde, hvis liv trods tabet af hendes mand alligevel så forholdsvis lys ud.
Hvem er Viggo Starcke?
Men hvem er denne Viggo Starcke. Han var politisk aktiv i Rets-forbundet i 1920erne og partiets formand 1938 – 1939. Han var medlem af Folketinget 1945 – 1960 og 1946 – 1957 formand for folketingsgruppen. Fra 1957 – 1960 var han minister uden portefølje.
Nu var det bestemt ikke alle, der var enig i Viggo Starckes konklusioner. Men det kan du læse i næste artikel i denne serie.
Kilde: (for hele serien)
Hvis du vil vide mere:
Assistens Kirkegård
Kirker på Nørrebro
København
Østerbro
Vesterbro