Artikler
Marts 19, 2020
De mange fabrikker på Nørrebro
Vi skal her besøge en masse industriforetagender. Og det er Nørrebro Elektro – Tang-Jensens Klaviatur – Tandhjulsfabrikken – Kehlet Chokolade – Kaffebrænderiet Merkur – Det Danske Petroleums Aktieselskab – Bânckes Senneps – og Eddikefabrik – Bragesgade Understation – En vognfabrikant på Baldersgade – Danske Elektroniske Instrument Fabrikker – Mekanisk Elektrisk Compagni.
Mekanisk Elektrisk Compagni
Egentlig har mange produktionssteder og virksomheder været helt upåagtet på Nørrebro. Men de har siden vokset sig store. De har levet under trange forhold, og måtte til sidst flytte hen. Hvor der var bedre plads-
Vi skal her opleve to virksomheder med samme adresse, Thorsgade 37, som fik vokseværk- Og begge virksomheder lever stadig i bedste velgørende.
Må vi præsenterer MEC, Mekanisk Elektrisk Compagni og DEIF, Danske Elektroniske Instrument Fabrikker. I starten af 1940 lå begge firmaer i bygningen. Begge firmaer fremstillede elektroniske måleapparater, relæer og andet til radiobranchen. De to firmaer rådede efterhånden over hele bygningen og samtlige etager-også bagbygningen.
Den var den 1. juni 1938, da Svend Hansen og Ernst Bock henholdsvis ingeniør og konstruktør grundlagde MEC. Man startede i baggårdsbygning på Kultorvet 4 A med kun 5 ansatte.
MEC producerede drejeomskiftere, trimmekondensatorer til radio og måleapparater og senere også TV apparater. Der var mange omskiftere, der blev nittet sammen. Mange af fabriksarbejderne var montagedamer.
MEC havde de to nederste etager samt kældrene i bagbygningen. Til højre for porten var der kontor, bogholderi, salgsafdelingen og direktionen og til venstre for porten var der smed. Bagbygningen rammede galvanisk afdeling og råvarelager.
Kældrene blev brugt til kantine om omklædning for de efterhånden langt over 50 ansatte.
Trods vareknaphed og rationalisering gennem 1940’erne så voksede og voksede MEC. Da tv-branchen rigtig boomede i 1950’erne var det endnu et større eksportmarked at producere til.
Man fortsatte i Lyngby, medens udvikling og produktion fortsatte på de to etager i Thorsgade 59. Man ville dog godt samle de efterhånden 400 ansatte ved at bygge en fabrik i Ballerup. Den blev indviet i 1963 og har lukket der siden.
Ja som skrevet, så lever firmaet i bedste velgående.
Danske Elektroniske Instrument Fabrikker
DEIF, Danske Elektroniske Instrument Fabrikker blev grundlagt i 1933 af Erling Foss. Det var at skabe værdi ved hjælp af teknologi, der interesserede ham.
Målet var at etablere en virksomhed til fremstilling af simple måleinstrumenter, som f.eks. amperemetre, voltmetre, udstyr til kraftværker, fabrikker, hospitaler og lignende. Erling Foss troede på projektet og besluttede sig for at investere i det.
I starten af 1933 lå DEIF i hjertet af Nørrebro. Et værksted, der ikke var på mere end 150 kvm. Der var ganske få ansatte, primært finmekanikere og lejlighedsvis urmagere til produktion af fintfølende målapparater.
De første kunder og aftagere af DEIF’s produkter var elværkerne samt producenter af tavleanlæg som for eksempel Lauritz Knudsen.
Efter nogle år ekspanderede virksomheden, Der var efterhånden 30 medarbejdere. De måtte derfor flytte til de større lokaler i den ny fabriksbygning i Thorsgade 37. Her åbnede DEIF den 9. april 1940.
DEIF overlod dog besættelsen på grund af de mangle tyske producenter, der forsvandt fra det danske marked. Produktionen blev kun indstillet de dage, hvor værkstedet var for koldt. Arbejderne var derfor nødt til at gå hjem igen.
Under besættelsen var brændsel den eneste aktuelle mangelvare. Af den årsag var det muligt for DEIF at fastholde fuld beskæftigelse gennem hele besættelsestiden. Erling Foss måtte dog flygte til Sverige med sin familie i 1944 grundet sit engagement i modstandsbevægelsen.
DEIF fortsatte sit virke efter krigen og blev i Thorsgade helt frem til 1973. En ny fabrik i Skive skulle rumme den stadig voksende produktion.
Dette var historien om to verdensomspændende virksomheder.
En Vognfabrikant på Baldersgade
Karetmager og vognfabrikant Wilhelm Christian Anton Hansen havde værksted i Baldersgade 7 tæt ved Nørrebroes Sporvejsselskabs remise. Han leverede bl.a. i 1885 vogne til dette selskab, lige som han leverede vogne til Falkoneralleens Sporvognsselskab.
Selv boede han også i Baldersgade i årene omkring 1880 og fremefter. Desværre gik han konkurs i 1902.
Firmaet optræder i vejviseren for 1882 som karetmager på adressen Baldersgade 14, hvilket var samme adresse som ”Nørrebroes Sporvejsselskab”. Først fra 1885 til 1901 nævnes adressen Baldersgade 3.
Efter konkursen i 1903 nævnes karetmager L.H. Hansen på adressen. Men vores hovedperson optræder igen i 1918 boende Julius Blohms Gade 33, hvorfra der annonceres om salg af brugte vogne.
I 1889 sendte han et tilbud til FAS. Det løs sådan:
I 1894 havde man ansøgt om udvidelse. Og i 1896 leverer han alle 12 hesteomnibusser til Kjøbmagergades Omnibus Selskab.
I perioden 1888 – 94 har firmaet også bygget en del hestesporvogne.
Bragesgade Understation
Nej det handler ikke om en undergrundsstation. Det handler om forsyning. Ja det handler om HOFUR – dengang. Den første understation sættes i drift den 15. november 1914.
Og det handler om en forstærkning til den københavnske el – net. Vi har fundet en del interessante billeder, der belyser dette. Og el havde jo også stor betydning for både stor – og småindustri på Nørrebro.
Bähnckes Senneps – og Eddikefabrik
Fabrikken blev grundlagt i Kiel i 1830. Den blev overflyttet til København i 1858 af Wilhelm Bâhncke, der ledede virksomheden til sin død i 1907. Firmaet blev videreført af hans to sønner, Emil og Albert.
Den første sennepsfabrik blev etableret i Sølvgade 6 i 1858. Og så fik man patent på opfindelsen af sennepspulver. Nu kunne det blødes op på 15 minutter i stedet for mod tidligere 24 timer.
I 1869 opnår man en sølvmedalje ved Verdensudstillingen i Altona.
I 1884 indvier man et eddikebryggeri på Kathrineberg
I 1917 blev assurance-afdelingen solgt fra, så man kunne koncentrere sig om fødevarer.
Fra 1919 etablerede firmaet sig på Jagtvej 113 – 115. Afdelingen her blev moderselskabet. Den blev moderniseret i løbet af 1940erne. Ved 100-års jubilæet i 1958 beskæftigede man 100 medarbejdere.
Senere opkøbte man forskellige mindre fødevareproducenter
I 1932 fik vi det kendte slogan ”Intet bord uden Bâhncke
I 1931 blev firmaet omdannet til familie-aktieselskab. I 1958 byggede man en fabrik i Ballerup.
I 1982 blev Bähncke en del af De Danske Spritfabrikker og i 1989 en del af Danisco A/S. Men i 2005 blev det overtaget af den norske koncern Rieber & Søn ASA. Dette firma ejer også K-Salat.
I 2013 blev Rieber & Søn købte af den norske koncern Orkla. Bähncke blev nu lagt sammen med Beauvais Foods A/S til Orkla Foods Danmark.
Det Danske Petroleums Aktieselskab
I Thorsgade lå Det Danske Petroleums Aktieselskab. Selskabet blev grundlagt i 1899. Det første petroleum kom til Danmark fra USA i 1861. D.D.P.A. var den største aktør på markedet. Selskabet blev den dominerende aktør som distributør af olieprodukter /herunder petroleum, brændselsolie og benzin i Danmark.
Selskabet skiftede i 1952 navn til Dansk Esso. I 1986 overgik det til Statoil.
Man samlede benzinpumper, man havde flasketapperi for petroleum, et benzinanlæg, en benzin-aftapnings-anstalt, forskellige petroleumslagre m.m.
Jo, der skete noget i Thorsgade.
Kaffebrænderiet Merkur
Kaffebrænderiet Merkur lå i Sigurdsgade 25/Hermodsgade 24 fra 1933. Lagerbygningen til de rå bønner blev dog først udbygget efter krigen. Det larmede, lugtede og osende kaffebrænderi har ligget midt blandt beboelse.
I dag er bygningen fredet, ja det er en af de yngst fredede industribygninger i Danmark.
Det er en tre etagers fabriksbygning. I fabriksbygningens stueetage var der kontorer og ekspedition. Første sal rummede selve risteriet og anden sal var råvarelageret.
Hovedbygningen er opført i røde mursten og de tre markante skorstene understreger bygningens funktion. Vinduerne ud mod gårdsiden er karakteristiske for industribygninger. Og for at man ikke er tvivl står her stadig under skorstenene ”Kaffebrænderiet Merkur” Men Merkur kan man nu også se andre steder på bygningen.
Hver af de tre skorstene gik fra en kafferist på første sal op gennem anden sal og videre gennem taget.
Bygningen var i brug som kaffebrænderi indtil 1960erne.
Den har siden været brugt af et malerfirma og meget mere. Bygningen har sandelig også været brugt til at dyrke østershatte for første gang i Danmark. Ja VVS – firma og en polsk forretning har også været her.
Kaffebrænderiet blev fredet i 1994. Kulturstyrelsen begrunder det således:
Kehlet Chokolade
Aktieselskabet Chr. F. Kehlet, Jagtvej 85 – 87 er grundlagt allerede i 1825. I begyndelsen var virksomheden ikke ret stor. Der blev arbejdet under ret primitive forhold. I 1834 blev der anvendt hestekraft.
Jo, Christian Kehlet var den første i Danmark, der producerede spisechokolade. Det skete bl.a. fra adressen Østergade 34 i 1830.
Allerede fra starten baserede han sin produktion på dampkraft. De store dampmaskiner kunne få maskinerne op i et højere tempo. I 1845 importerede han et såkaldt granitvalseværk fra Paris.
Egentlig er oprindelsen til denne fabrik et konditori med café på hjørnet af Gothersgade og Store Grønnegade. Det var broderen R.T. Kehlet, der startede her. Det var en konkurrent til de store dyre schweiziske forretninger. Her kunne man få en kop chokolade for 6 – 8 skilling. I de dyre etablissementer skulle man betale 16 – 20 skilling.
Denne Kehlet producerede også chokolade og konfekt. Men hans gamle formalingsmaskine kunne ikke findele kakaobønnerne tilstrækkeligt, og jernhjulene havde en kedelig tendens til at give afsmag på kakaomassen.
I Kehlets Cafe kunne man også læse inden – og udenlandske blade og tidsskrifter samt nyde hjemmelavet konfekture til billige penge.
Senere etablerede R.T. Kehlet, Rosenlund på Værnedamsvej med luftballoner, fyrværkeri og koncerter.
Ja og hans bror Christian Kehlet overgik ham, inden han etablerede sin fabrik. Han etablerede en café i Erichsens Palæ på Kongens Nytorv, hvor der var koncert med et stort orkester fire gange om ugen.
Siden overtog han Alleenberg på Frederiksberg. Ja stedet lukkede først i 1923.
I 1844 efter at fabrikanten var flyttet fra Grønnegade til Gothersgade, blev der anskaffet granitmaskiner til driften.
Virksomhedens omsætning steg stadig og i 1884 fik fabrikken lokaler på Jagtvej 85. Her lå man indtil 1920. I 1888 overtog H.M.G. Hansen fabrikken og udvidede betragteligt. Han drev nærmest en mønsterfabrik. Fabrikken blev omdannet til aktieselskab.
Fabrikken benyttede kun de bedste produkter og havde et særdeles godt ry. På et tidspunkt var der 120 folk ansat. Helt fra begyndelsen samarbejdede Christian Kehlet med brødrene Cloetta. Siden delte de direktør og adresse i Hørsholmsgade 20. Senere opslugte Cloetta så hele firmaet, der så senere blev opslugt af den finske Fazer – koncern.
Tandhjulsfabrikken
Fabrikken lå Jagtvej 103. Den blev grundlagt i 1918 af C.A. Stub. Han havde opholdt sig i en længere årrække i Amerika og Tyskland. Tandhjulet blev praktisk talt anvendt overalt inden for jern – og metalindustrien.
Der blev produceret tandhjul af jern og stål, messing, råhud, fiber, træ og mange andre materialer, ligesom der fandtes mange forskellige slags. Der fandtes cylindriske tandhjul, koniske tandhjul og mange flere.
Der fandtes tandhjul, der kun varede 1 gr. Og så var der nogle, der vejede 25.000 kg. På fabrikken var man i stand til at tilfredsstille næsten et hvert krav til tandhjul.
Man var leverandør til de fleste store maskinfabrikker over hele landet samt Norge og Sverige.
Tang-Jensens Klaviatur
Firmaet Tang – Jensen blev grundlagt 17. oktober 1868 af Tang – Jensen, der efter at være kommet hjem fra Tyskland og Frankrig påbegyndte en lille fabriksvirksomhed for klaviaturer på Jagtvej.
Virksomheden begyndte under meget beskedne former, idet han selv var mester, svend og lærling. Efterhånden kunne der spores fremgang. I 1874 kunne man føje mekanikfabrikation til.
I 1880 opførtes fabrikken på Jagtvej 91. I 1884 blev der taget fat på en udvidelse. Og i 1887 startede man fabrikation af cigarkasser.
Fabrikken blev drevet af en 20 hestes dampmaskine.
I 1878 fik Tang – Jensen en sølvmedalje ved Verdensudstillingen i Paris for veludført arbejde. Det var den eneste danske fabrik på dette område. Blandt kunderne var pianofabrikker i Danmark, Norge og Sverige.
Nørrebro Elektro
I 1908 tillod snedkermester Axel Franck, at hans 16-årige søn lavede kemiske forsøg i en kælder til familiens bolig i Ægirsgade.
Hvem kunne drømme, at dette kunne føre til verdens første hjertestarter.
Sønnen Otto Franck var en dygtig gymnasiestuderende. Et par år senere i 1912 gik det naturligvis galt. En gaseksplosion kostede den dygtige studerende hørelsen på det ene øre.
Men det der var værre, at der slap gas ud sammen med ilt, fik de omkringliggende facader til at blive gule. Nogle steder på Ægirsgade kan man stadig spotte de gule plamager.
Til gaden store lettelse emigrerede Otto Franck i 1915 til München. Her fik han en stilling hos Münchener Stadt Chemie AG. Her udviklede han bl.a. lungegasser til den tyske krigsindustri. Hans indsats blev bl.a. belønnet med Jernkorset af 2. grad.
Efter Den Store Krig fik han dårlig samvittighed og ifølge hans dagbog overvejede han at gå i kloster.
Heldigvis endte han med at bruge sine evner til at redde menneskeliv. I 1921 vendte han hjem til Danmark med patent og udkast til et elektrisk apparat, der skulle genoplive de døde med elektrisk stød. Kort sagt verdens første defibrillator.
En række forsøg på at genoplive orner, lykkedes. Jo apparatet fungerede. En masseproduktion blev sat i gang med bl.a. en stor eksport fra en tidligere villa på Rådmandsgade 30, hvor han indrettede en mindre fabrik.
Da han døde i 1981, efterlod han sin enke og tre sønner, et indbringende patent og en velfungerende fabrik.
Familien solgte patentet til et japansk firma. Man begyndte i stedet at producere elektronik til fjernstyrede biler og elektronisk legetøj. Fabrikken blev omdannet til Nørrebro Elektro.
Marts 18, 2020
Tekstilarbejderen Dagmar Harriet Andersen
Industri på Nørrebro handler også om de medarbejdere, der arbejdede i industrien. Her har vi fokus på en stærk kvinde, tekstilarbejder Dagmar Harriet Andersen. Hendes far forlod familien, da Dagmar var 4 år gammel. Familien flytter til Rabarberlandet. Alle kunne se, at familien var under fattigvæsnet. Der var masser af billig arbejdskraft på Nørrebro dengang. Dagmar fik aldrig skøjter, så hun kunne løbe på Ladegårdsåen. Hun melder sig ind i fagforeningen, da hun starter på fabrik. Hun bliver skilt efter 6 års ægteskab. Arbejdsdagen er på 12 timer. Rationalisering betyder maksimal udnyttelse af arbejdskraften. 60 pct. af arbejderne i Tekstilindustrien var ufaglærte kvinder. Dagmar er med til at oprette en klub på fabrikken. Hun mærker, at kvinders plads var i hjemmet.
Tekstilarbejderen Dagmar Harriet Andersen levede fra 1879 til 1962.
I 1907 lærer Dagmar Harriet Andersen at væve. Det tager en uge – så får hun sin egen væv på en tekstilfabrik, og den første uge tjener hun 12 kroner, den næste 18 kroner. Det er meget mere, end hun før har tjent. Dagmar har også hårdt brug for pengene. Lidt tidligere samme år er hun blevet separeret fra sin mand efter 6 års ægteskab: “Det var ikke altid min mand bragte sine penge hjem, så han var ikke til at stole
på.
Det kunne jo ikke blive ved, så besluttede jeg at prøve alene”. Dagmar skriver sine erindringer i 1955, 76 år gammel. De handler om tiden fra 1879 til 1943. Hun bliver født i København den 27. juli 1879, som den første af tre. Der havde været en lille pige til, men hun døde, inden Dagmar blev født. I Dagmars første år er faderen ikke meget hjemme, og han skifter tit arbejde: “Da min broder blev født, var min far kontorbud, og da min søster blev født, var min far brandmand.
Han fik kun 11 kroner om ugen”, skriver hun. Faderen forlader familien, da Dagmar er fire år, men mindre end et år senere ser hun ham igen. “Himlen var så rød en aften, min mor tog mig med ned til kanalen, jeg kan endnu se det mægtige bål, da Christiansborg Slot brændte, vi kunne se brandfolkene oppe på taget, og en af dem var min far”. Derefter forsvinder faderen stort set ud af Dagmars liv. Efter at faderen har forladt dem, flytter familien til Rabarberkvarteret på Nørrebro: “Et stort fattigkvarter og med små et og to værelses lejligheder.
Der boede folk med mange børn og flere familier måtte dele køkken, tøjet blev tørret i køkkenet eller inde i stuen, og vi skulle have det tørret i en fart for at få det på. Vi havde ikke meget at skifte med”. Møbler har
familien heller ikke mange af, de koster for meget at få transporteret ved flytninger – og dem er der mange af – men det hænger også sammen med lejlighedernes størrelse, ofte er værelserne ikke mere end 3 x 3
meter.
Rabarberkvarteret er rammen om mange skæbner: “Vi var vidne til mange tragedier, kunne folk ikke betale deres husleje blev de sat ud med kongens foged, og kørt til husvilde-afdelingen. Det var også meget
almindeligt, at folk var fast under fattigvæsenet, så fik de hjælp til husleje, de hentede rugbrød og varm mad.
Alle kunne se når familien var under fattigvæsenet, det var noget rædsomt tøj”. Dagmars mor tjener en krone om dagen, og “man kunne få meget for 1 krone i de tider. Kaffe, brød, fløde for 3 øre. Sukker, fedt, kul og margarine. Og når min mor så havde fået penge fra min far, handlede hun hos en marskandiser. Det var utroligt hvad hun kunne købe til os, og det var altid rent og pænt”.
Dagmars mor arbejder mest med rengøring og tøjvask, og Dagmar beskriver hende som svag og ikke særlig udholdende.
Da Dagmar er seks år, er hun og hendes søskende bl.a. på det kommunale børnehjem et stykke tid, fordi moderen bliver brystsyg og kommer på hospitalet. Selvom der ikke er noget, der hedder mad til bestemte tider, og varm mad er en sjældenhed, mindes Dagmar ikke, at hun og hedes søskende er syge, selvom hygiejnen i kvarteret er så som så. Der bliver
aldrig gjort i stand i lejlighederne, og det vrimler med kakerlakker: “Det var tit vi fik brød hvor der var en kakerlak bagt indeni”, skriver hun.
Da Dagmar kommer i skole, er der sommetider bespisning på skolen,
ligesom det også er muligt at tage bad der om vinteren. Om sommeren går hun og familien på den kommunale badeanstalt “Venedig”. Men hygiejne og renlighed er et stort problem i fattigkvarterne: “Når lusefrøkenen kom med to strikkepinde for at undersøge om vi havde lus, og der var nogle som ikke var rene, så ve dem, for børn er jo ubarmhjertige, og det var det mærkelige, at der blev ikke foretaget noget, kun konstateret. Det kunne jo nok have været lidt mere nænsomt”, skriver Dagmar.
Sådan som Dagmar oplever det, ser virkeligheden ofte ud for en arbejderfamilie. De skiftende jobs, de lave lønninger, mange flytninger og dårlige boligforhold er en kendsgerning for arbejderklassen i slutningen af 1800-tallet – Dagmars barndomsår. Den begyndende industrialisering er med til at skabe et stort skel mellem en lille magtfuld gruppe, der besidder produktionsmidlerne, og en stor gruppe besiddelsesløse arbejdere.
Socialt set viser skellet sig i en kvarters-opsplitning af København. Arbejderklassen bor specielt i de fattige brokvarterer – som f.eks. Rabarberkvarteret på Nørrebro. Den befolkningsgruppe, der udgør det
meste af arbejderklassen, er tidligere husmænd og daglejere fra landet, der på grund af kraftig befolkningsvækst i slutningen af 1800-tallet ikke længere kan finde arbejde på landet og derfor vandrer til
byerne.
Det medfører et overskud af billig arbejdskraft i byen, og det er ensbetydende med lav og dårlige vilkår for mange. På det politiske plan er det moderne parti-system, som skulle komme til at karakterisere
det kommende 20. århundrede, ved at finde sin form. De dominerende politiske partier er Venstre, som især repræsenterer bøndernes interesser, og Højre (som i 1915 blev til det Konservative Folkeparti), som især repræsenterer godsejerne og de velhavende i byerne.
Men Socialdemokratiet vinder i stigende grad tilslutning fra byernes arbejdere. I den voksende arbejderbevægelse finder mange et politisk ståsted og et håb for fremtiden.
Dagmars beskrivelse af sine barndoms- og ungdomsår indeholder en dobbelthed. På den ene side beskriver hun arbejderklassens dårlige levevilkår med hensyn til hygiejne, økonomi, politisk forståelse, boligforhold etc. Men på den anden side er der også tit en bemærkning om, hvordan hverdagslivet også kunne indeholde morsomme og gode elementer.
På trods af at hun beskriver børn som ubarmhjertige, forklarer hun, at der er et godt kammeratskab i klassen.
Hun beskriver, hvordan de handlende i kvarteret tit har lidt ekstra at give børnene, når de køber ind om lørdagen. Hun husker, at hun en søndag på den frosne Ladegårdsåen misunder de børn, der har råd til et par skøjter, men at hun har en dejlig dag og kommer frisk hjem. Hun fortæller, at sengehalm og skrammel hober sig op i gaderne, men at børnene vælter sig i det, og at klunserne og kludekræmmerne har travle dage.
Hun fortæller, hvordan drikfældighed er almindeligt i kvarteret, men at børnene får meget sjov ud af en fuld mand eller kvinde, der er på vej ned ad gaden. Også det politiske liv får en kommentar med: “Der var nok en valgdag, men det var jo en skolefridag, så var der sjov i gaden, børnene løb omkring og sang. Der var vist ikke mange der havde stemmeret i det miljø vi boede iblandt”. På dette tidspunkt er det 1866-grundlovens § 30, der fastsætter den almindelige regel om valgret til folketinget.
Ifølge den har kvinder ikke stemmeret. Valgretten tilkommer enhver uberygtet mand, når han fylder 30 år, medmindre han:
– Uden at have egen husstand står i privat tjenesteforhold;
– Nyder eller har nydt understøttelse af fattigvæsenet, som ikke er enten eftergivet eller tilbagebetalt;
– Er ude af rådighed over sit bo;
– Ikke har fast bopæl i et år i den valgkreds eller den stad, hvori han opholder sig på den tid, valget foregår.
I 1897 kommer Dagmar, 18 år gammel, for første gang på fabrik i København. Før dette har hun tjent fire år på landet og været i huset hos en familie i København. Hun uddyber ikke nærmere, hvilken slags fabrik
hun er på, og i de følgende år prøver hun “lidt af hvert”. Ved storlockouten i 1899, hvor arbejdsgivere afskediger mængder af arbejdere, bliver også Dagmar fyret: “Jeg var kommen i fagforening men vi fik kun
6 kroner om ugen i understøttelse, så det var jo småt hele den sommer, men så blev lockouten ophævet den. 5. september med Septemberforliget”.
På dette tidspunkt er Dagmar 20 år og ugift. De fleste unge piger er sjældent medlem af en fagforening, da de ofte skifter arbejde – og fordi de måske håber på at komme ud af fabrikslivet, blive gift og stifte familie. Det er i det hele taget først langt senere, at de fleste
kvinder bliver medlem af fagforeningerne, og da er det oftest gifte kvinder. Som ung ugift kvinde er Dagmar derfor et atypisk fagforeningsmedlem ved århundredeskiftet.
Efter Septemberforligets afslutning, der fører til den første egentlige gensidige anerkendelse mellem arbejder- og arbejdsgiverorganisationer, og hvad man kan kalde arbejdsmarkedets “grundlov”, kommer Dagmar ud at tjene igen. Men kort tid efter bliver hun gift: “I 1901 blev jeg gift; min mand var arbejdsmand, og var tit ledig, jeg havde fået tre børn, drenge”. Dagmar skriver kun lidt om sin mand, og meget tyder på, at de to ægtefæller lever to forskellige liv.
De tilhører begge arbejderklassen, men henholdsvis den mandlige og kvindelige del, og det kan der være stor forskel på. Lønnen er f.eks. langt lavere for kvinder end for mænd. De fleste kvinder er derudover konstant i arbejde. På arbejdspladsen om dagen, og i hjemmet om aftenen. Holdningen i tiden synes at være, at kvindens naturlige og rigtige plads er i hjemmet, hvor hun koncentrerer sig om at opdrage børn, lave mad, vaske, sy og sprede hygge.
At dette ideal også gør sig gældende for arbejderklassen og for en kvinde som Dagmar ses blandt andet i en artikel fra “Kvindeligt Arbejderforbund”, som ellers er et af kvindernes stærkeste politiske talerør i begyndelsen af århundredet: “Kvindens plads er i hjemmet som hustru og moder, men som vort samfund er indrettet, tvinges mange, som helst ville ofre sig helt for hjem og børn, til i større eller mindre grad at skaffe sig fortjeneste ved arbejde ude”.
Om Dagmar helst vil ofre sig helt for hjem og børn kan vi ikke svare på. Det skriver hun ikke noget om. Men det er sikkert, at hun i større grad må skaffe sig fortjeneste ved at arbejde ude. Dette er tilfældet for langt de fleste arbejderkvinder. At Dagmar, da hun fylder 27 år, har arbejdet på landet, har været tyende i København, har været på fabrik, været gift og fået tre børn, er således ikke usædvanligt. Mange kvinder er i en lignende situation. Det handler i første omgang om at overleve, om at tjene penge så der kan komme mad på bordet, om at få tilværelsen til at hænge sammen.
Dagmar er en af mange enlige mødre. Efter skilsmissen fra sin mand i 1907 får hun gennem sin søster mulighed for at lære at væve på en lille fabrik. Det viser sig at blive hendes levevej. I starten lejer hun en
lejlighed og nogle væve, hvor hun arbejder sammen med en veninde: “Så kunne jeg løbe hjem til middag, og give børnene mad”.
Arbejdsdagen er på ca. 12 timer, men Dagmar har friere forhold til at kombinere familie og arbejde, end hvis hun havde været på fabrik. Men et halvt år senere drager veninden til Amerika, og Dagmar har ikke længere råd til lejligheden. Hun får plads på en fabrik, men bliver efter nogle års arbejde syg. “I de tider var der ikke noget der hed, at vi kunne få vores væve, når vi blev raske, det var en god arbejdsplads så der var rift om arbejdet”. Denne udtalelse fortæller meget om arbejdsforholdene.
For det første er det tydeligt, at der er stor udskiftning af arbejdskraft. Kvinder er ustabile på grund af giftermål, barsel og sygdom. For det andet fortæller citatet, at der ikke er tryghed i ansættelsen, man kan ikke lægge sig syg og forvente sin plads tilbage på grund af den store arbejdsløshed blandt arbejderklassen. Men Dagmars beskrivelse antyder også, at det er få arbejdspladser, der er “gode”, på trods af at der på denne tid opstår store industrivirksomheder med mere end 100 ansatte.
Tekstilindustrien er en af de industrier, der omkring århundredskiftet står for nogle af de største fabrikker. Her er 60 pct. af de ansatte kvindelige ufaglærte arbejdere. Efter sin sygdom kommer hun på en lille bomuldsfabrik: “Det var en dejlig og luftig fabrik, og fortjenesten
var også meget god, og arbejdstiden var kun 56 timer om ugen.” På dette tidspunkt er Dagmars ældste søn ude at tjene og de to andre begyndt i skole, hvilket gør det lettere for hende, skriver hun.
Men “så kom 1914 og første verdenskrig, det varede jo ikke længe, så blev det sløjt med materiale, vi fik ingen bomuld til landet, og fabrikken måtte lukke”. Dagmar bliver arbejdsløs, men hun er heldig, hun går ikke længe uden arbejde.
Efter 14 dage kommer hun ud på en stor tekstilfabrik, hvor hun får godt arbejde. Hun får råd til og mulighed for at have en lejlighed tættere på sit nye arbejde på trods af kraftig bolignød, og “Den 1ste september 1915 flyttede jeg så. Jeg gav 23 kroner i husleje, men nu havde vi også wc og el, så det var jo et godt fremstød”. Men krigen kan mærkes, og mange må holde op efterhånden.
Lillejuleaften 1917 bliver det Dagmars tur, og ligesom under storlockouten er det understøttelsen, hun forholder sig til: “Nu havde vi
så mange arbejdsløse, at der måtte noget ekstra til, og Staden trådte til, så fik vi en meget god understøttelse, men der var en tid hvor vi næsten ikke kunne få brød, for der var jo spekulation i alt hvad der kunne sælges. Der var en gruppe som hed Gullaschbaronerne, som tjente så mange penge, så de tændte deres cigarer med tikronesedler”.
Dagmar mindes en sang i revyen på Nørrebros Teater:
Man Køber en Villa i Rosenborg Stil,
Billeder i Alenvis, Bøger og Bil,
Ud kører Manden, med Briller i Panden,
Og Konen i Skindpels og Slør,
Med deres flotte Chauffør,
Aa, de skal bare en Aftentur til Helsingør,
Bønder og Krikker i Vejgrøften ligger,
Små Vovhunde smadres… Pladask.
Fart med Panik i og Horn med Musik i,
Kort sagt. En fuldendt Gullasch.
Medlemskab af fagforeningen under krigen sikrer hende økonomisk i en tid, hvor mange andre sidder hårdt i det. Fagforeningsarbejdet er noget, Dagmar rigtig bliver en del af efter Første Verdenskrig. Hun begynder så småt under krigen, hvor der bliver oprettet “en klub på fabrikken”, hvor hun er bestyrelsesmedlem og kontingentopkræver.
Men i 1915 holder Tekstilarbejderforbundet kongres, og “der blev jeg valgt som delegeret”, skriver hun. Hendes aktivitet i fagforeningen er med til yderligere at understrege, hvordan hun langsomt adskiller sig mere og mere fra mange arbejderkvinder i de første årtier af 1900-tallet.
Efter krigens afslutning i 1918 får Dagmar sit arbejde på tekstilfabrikken tilbage, og hun bliver delegeret til kongressen i både 1918 og 1921. Efter krigen er der et kraftigt boom i medlemstallet i fagforeningen – specielt kvinderne kommer med i denne periode. Men Dagmars centrale stilling er usædvanlig for en kvinde. Hun er med til at oprette studiekredse med foredrag, og hun er på kursus og med til møder.
Politisk set støtter hun Socialdemokratiet: “De har gjort meget for de små i samfundet, vi har en god social forsorg, den bedste i verden”, skriver hun i slutningen af sine erindringer. Dagmar lægger vægt på, at kvinder og tyende fik stemmeret ved den nye grundlov i 1915, og at valgretsalderen blev sænket fra 30- til 25 år. “I 1920 fik vi 8 timers arbejdsdag”, skriver hun, men hun beskriver også, hvordan rationaliseringen medfører en maksimal udnyttelse af arbejdskraften: “Der skulle indføres automatvæve, så hvor vi før havde kørt med 2 + 4 væve, skulle vi nu køre med 8 væve, og så skulle vi arbejde i 2-holdsskift fra 6-3 og 3-12, det var i 1929, og det var jeg med til i 12 år, og det gik meget ud over nerverne, jeg kunne ikke falde i søvn”.
Selvom den hårde akkord holder op kort efter udbruddet af Anden Verdenskrig, er Dagmar påvirket af det hårde arbejde. Hun er nu 61 år, og de næste par år erindrer hun som meget slemme: “Der er mørklægning og luftalarm, hvor vi måtte op om natten, sommetider flere gange, så vi var trætte når vi kom på arbejde”.
Hun er bange for at gå på gaden: “Man læste og hørte så meget, det tog på nerverne, og så gentog det samme sig som i den første krig. Vi kunne ikke få materialer, så måtte vi dele arbejdet, så vi kunne arbejde hver anden uge”. I sommeren 1943 holder Dagmar op på tekstilfabrikken. “Da havde jeg været der i 34 år”.
Hun har været med i organisationsarbejdet i mere end 25 år, understreger hun. Hun ser tilbage på sin tid på fabrikken: “Det havde været en god arbejdsplads, jeg havde tjent gode penge, men jeg havde altid
været økonomisk og en ting til, jeg har haft et godt helbred, og været heldig med mit arbejde, og var meget lidt arbejdsløs”.
Her nævner Dagmar i ‘en sætning de forhold, der har været vigtige i hendes liv.
Billedtekst: Vævesal i Rubens Dampvæveri på Frederiksberg, 1890. Med sine omkring 270 kvindelige arbejdere var væveriet Danmarks største kvindearbejdsplads.
Fra mindealbum skænket af arbejderne til etatsråd B. Ruben og hustru i anledning af deres sølvbryllup.
Farvelagt tegning af Rasmus Christiansen.
Fra Det Kongelige Biblioteks billedsamling
.
Marts 18, 2020
Batterier, Papir og Tændstikker på Nørrebro
Vi besøger Hellesen, Schou Papir og Kronen/Nørrebro Tændstikfabrik. Hele 2.000 ansatte var med til at fremstille batterier. Det startede i Blågårdsgade. Det moderne tørelement. I 1897 fremstillede man 1.000 håndlamper med tørelementer. Fra 195 fortsatte man i Bryggeriet Aldersro. Man fremstillede selv kulstænger. Papirfabrikken voksede sig meget stor. Skandinaviens største posefabrik. Chefen stillede store krav. Mange forskellige adresser. Produktionen blev udvidet. Opkøb i Jylland. I Herlev gik det ned ad bakke. Der var cigarfabrik på loftet og tændstikfabrik i kælderen. Navnet blev ændret til Nørrebro Tændstikfabrik. Det var en farlig arbejdsplads for folk. Katastrofen Indtraf. Ejendommen blev genopbygget.
Hellesens Batterier
Det startede i Blågårdsgade
Allerede i 1887 blev der produceret batterier i Blågårdsgade 7. Her lå Hellesens første egentlige fabrik. Ja Hellesen fik efterhånden produktion mange steder. Også på Åboulevarden blev der produceret batterier.
Op til 2.000 ansatte
Men det mest berømte produktionssted er nok, Aldersrogade, der hvor Jagtvejen møder Lyngbyvejen. Bygningerne er meget genkendelige. Her lå fabrikken med verdensry. Her blev størstedelen af Danmarks tørelementer fremstillet. På et tidspunkt beskæftigede man ikke mindre end 700. Når man så tager dem med hjemmearbejde med. Ja så er vi oppe på 2.000 ansatte.
Ja firmaet hedder jo egentlig Hellesens Enke & Ludvigsen A/S
Ja vi skal helt tilbage til 1857, hvor et oplyst springvand ved Christiansborg Slots Ridebane vakte vild begejstring. Og man forlangte entre. Strømkilden var et – våd batteri, hvor man ved en kemisk proces havde lagret elektrisk. Lyset blev frembragt med en kulbuelampe.
Vi skal tilbage i en periode omkring 1880 og 1890. Dengang spekulerede man meget på elektriciteten og dens anvendelse.
Man forsøgte at fremstille elektriske batterier. Men der var store vanskeligheder. De var i store glas eller lerkrukker og lugtede ganske fælt. Der skulle hele tiden hældes vand eller kemikalier på. Ofte skulle de skilles af og renses.
Det moderne tørelement
På et eller andet tidspunkt skulle det moderne tørelement opfindes. Og det var så W. Hellesen, der først af alle løste denne opgave. Denne var egentlig smørgrosserer. Ved siden af, var han dog meget interesseret i fysiske eksperimenter. Det kaldes hvis amatør – o0pfinder.
I 1889 kom han i forbindelse med den hjemvendte kemiker V. Ludvigsen. Han havde opholdt sig i Amerika i en hel del år. Denne Ludvigsen kom med de afgørende ideer til en industriel produktion af tørelementer. Men den egentlige opfinder nåede aldrig at se sin opfindelse i masseproduktion. Han døde i 1892, 56 år gammel.
Det tog dog et par år, inden Ludvigsen turde at sende produktet ud i handelen. Men i 1896 viste det sig, at et parti kunne holde sig i to år. Hovedvægten for ham, var at produktet skulle være bedre, end noget andet tilsvarende produkt i udlandet.
I 1897 fremstillede man 1.000 håndlamper med tørelementer
Allerede i 1897 fandt Ludvigsen på at fremstille 1.000 håndlamper med tørelementer. Dette produkt gik sin sejrsgang over hele verden. Flere typer og størrelser af batterier blev fremstillet på adressen Åboulevarden 14.
Conan Doyle lader således Sherlock Holmes omtale sine batterier som Hellesen uden nærmere angivelse.
Fra 1905 i Aldersro Bryggeri
Først i 1905 flyttede virksomheden til en ejendom som Ludvigsen købte i Aldersrokvarteret. Det var den eneste store bebyggelse, der dengang fandtes i kvarteret. Jo her var plads til udvidelse. Det var det gamle Aldersro Bryggeri. I 1905 var der 71 ansatte.
I kælderen var det formerværksted, lagerrum og baderum til arbejderne. Der var maskinrum med to dampmaskiner. Her var også gasmotor. I stueetagen var der kontor med det store fabrikslokale, hvor man smeltede de galvaniske elementer. Her fandtes fem isolerede jerngryder, hvor man kogte harpiks (beg) ved damp. Man smeltede voks med gasapparater og loddede. Der gik livremme gennem gulv og loft til første sal.
På første sal fremstillede man pap – og metalbeholdere til elementerne. Fabrikken havde også stald til fire heste. I 1911 og 1916 blev fabrikken kraftig udvidet.
Da firmaet blev til et aktieselskab trak Ludvigsen sig tilbage. Men hav var til sin død i 1939 formand for selskabets bestyrelse. Ved juletid var personalet samlet i gården. Her gik Ludvigsen rundt og trykkede hver medarbejder i hånden, ønskede Glædelig jul og forærede medarbejderen 10 kr.
Man fremstillede selv kulstænger
Nu begyndte man også at fremstille kulstænger. Det skete i en lille bygning i Vangede. Det gjorde man helt til 1960. Så begyndte man at i9mportere kullene fra Frankrig. Radioen kom rigtig frem i 1925. Så skulle der fremstilles nye batterier. Og der skulle foretages elektrodebinding. Dette skete i Ryesgade 3.
Mange af de ansatte var kvinder. Efterhånden var der adresser i Gerdasgade, Tomsgaardsvej, Vangede, Teglværksgade, Hejrevej og Søborg,
I 1924 var det berømte Tiger – batteri blevet skabt. Men man var oppe på at fremstille hele 150 forskellige slags. I 1944 forærede penge til en vuggestue.
Trods modernisering var lokalerne på Aldersrogade nedslidt omkring 1960. Man havde også vanskeligheder ved at finde arbejdskraft. Derfor besluttede man at købe en grund i Køge. Vejen hed selvfølgelig Tigervej. Og her startede produktionen i 1965.
I 1972 startede man endnu en fabrik i Thisted.
I 1986 solgte man navnet Hellesen til det konkurrerende firma Duracell. Fabrikken i Thisted kom til at hedde GN Alkaline Batteries. I 1988 solgte man fabrikken i Køge til et svensk firma og al batteriproduktion er nu samlet i Thisted.
Papirfabrikken Schouw
Den 10. februar 1878 grundlagde Victor Simon Schouw en virksomhed i baggården til Nordvestvej 14 (Rantzausgade). Han havde tidligere været ansat i Havreholms Papirfabriks udsalg.
Chefen stillede store krav til sine medarbejdere
Han stillede store krav til sine medarbejdere og var en streng og patentlig chef. Hans ægteskab nummer to forblev barnløst. Derfor omdannede han i 1911 på sin 70-års fødselsdag virksomheden til et aktieselskab. Han døde fem år senere.
Efterhånden blev lokalerne for små til at fremstille plastikposer. Man lejede sig ind i virksomheden ”Ludvigsen og Hermannsen i Slotsgade. Man fik ligefrem maskiner til posefremstilling. Og et trykkeri til kundernes reklamer på poserne blev det også til.
Efterhånden blev nabohuset, Slotsgade 5 også taget i brug. Først rykkede man inde i sidehuset og baghuset, hvorefter Schouw overtog hele ejendommen.
Mange forskellige adresser
Men forholdene var så trange, at hvis man skulle have en personlig samtale med chefen, så måtte det foregå på trappen. Man vendte nu tilbage til Nordvestvej 14 og overtog nu også nummer 16. Den tilstødende ejendom Kapelvej 47 blev også overtaget.
På gårdarealet mellem disse bygninger blev der opført en helt ny fabrik. I 1903 flyttede man så ind i de nye lokaler, som skulle blive firmaets domicil de næste 50 år. Hele herligheden på fire etager var efter datidens forhold eminente. Maskinparken blev også fornyet.
Der blev gennemsnitlig produceret 300.000 poser om dagen. Der var mange investorer i firmaet, som i perioder fik et udbytte på hele 25 pct.
Produktionen blev udvidet
Man opkøbte en oliemotor med ikke mindre end 42 hestekræfter. Og så opkøbte man konkurrenten, Københavns Maskinposefabrik. I begyndelsen af 1920erne opførte man en store lagerbygning på hjørnet af Hejrevej og Ørnevej i Nordvest.
Man havde tidligt lagt elektricitet i hele fabrikken. Efterhånden producerede man også æsker, pap, mellemlægspapir og smørrebrødspapir, kuverter, skriveblokke, brevpapir, regningsblokke, hyldepapir, bølgepapir, servietter, glanspapir, crepepapir, spillekort m.m. Men papirsposerne var det absolut dominerende.
Efterhånden var antallet af ansatte vokset til 200.
Firmaet var med til at stifte Dansk papirhandlerforening af 1894. I denne befandt Nørrebro Papirfabrik sig også.
Opkøb i Jylland
Schouw opkøbte Jyllands Papir Værk i Aarhus og Nordjyllands Papirposefabrik. Der fulgte yderligere et par opkøb med. I 1931 stiftede man en filial i Haderslev som man kaldte Sønderjyllands Papirforretning.
Efterhånden udviklede virksomheden sig her på Nørrebro til ”Skandinaviens største posefabrik”.
Rantzausgade 12 blev købt i 1931 og på Kapelvej foregik der en større ombygning.
På 4. sal blev der under besættelsen gemt et større våbenlager af modstandsbevægelsen.
Efter Anden Verdenskrig var fabrikken i krise. Direktøren, Sven Hornsyld havde overladt mere og mere til ledende medarbejdere, men de var ikke rigtig deres opgave voksen.
I Herlev gik det ned ad bakke
I 1954 kom Schouw og Co på Børsen. Rantzausgade var ved at være slidt. I 1955 begyndte man at opføre nye fabriksbygninger i Herlev. Og efterhånden flyttede man mere og mere produktion hertil.
Man havde dog gjort regning uden vært. Masser af medarbejdere ville ikke flytte med. I et par år kørte moderselskabet med underskud.
Fabrikken i Herlev blev aldrig nogen succes. I 1962 foretog man et mageskifte med naboen. Men dette hjalp heller ikke meget på økonomien. Man besluttede i 1981 og 1982 at sælge resterne på Sjælland og flytte moderselskabet til Jyllands Papirværk i Aarhus.
Kronen og Nørrebros Tændstikfabrik
Der var masser af tændstikfabrikker på Nørrebro. Her arbejdede mange børn, og det var absolut en farlig arbejdsplads.
Cigarfabrik på loftet
Niels August Wolf søgte og fik i foråret 1875 tilladelse til at indrette cigar – og tændstikfabrik i en ejendom på Nordvestvej (Rantzausgade) 11. han havde købt ejendommen af tømmermester Jørgen Hansen.
Tændstikfabrikken blev indrettet i kælderen og cigarfabrikken på loftet. I stueetagen havde Wolf kontor. I løbet af året blev fabrikken hele tiden forbedret. Der blev indrettet et lager på 100.000 tændstikæsker.
Nu blev det til Nørrebro Tændstikfabrik
I maj 1876 solgte Wolf tændstikfabrikken til Peter Andreas Andersen og Jens Johansen. Men han fortsatte sin cigarfabrik. Samtidig helligede han sig sin militære karriere. Fabrikken fik derefter navnet ”Kronen v/ P. Andersen & Co”. Mindre end et år efter trådte Peter Andreas Andersen ud af firmaet.
Allerede tre år efter i 1879 skiftede fabrikken igen ejer, idet Jens Johansen solgte den til Emil Gundestrup. Året efter gik Gundestrup i kompagniskab med Ferdinand Isac Heymann. Sammen ændrede de nu navnet til Nørrebro Tændstikfabrik.
En farlig arbejdsplads for børn
Da Gundestrup døde i 1888 fortsatte Heymann alene. Han foretog flere ombygninger med udvidelse af produktionen. Sidst i 1880erne beskæftigede Heymann 50 personer. Hovedparten var kvinder og børn.
Især børn blev mærket af det dårlige arbejdsmiljø på en tændstikfabrik. Giftige fosfordampe i tændstikproduktionen opløste tænder og knogler. Men der var ingen kære mor. Når børn i fattige familier var omkring en vis alder, skulle de arbejde og tjene penge til familien.
Katastrofen indtraf
Den 28. januar 1892 kl. 9.00 om morgenen indtrådte katastrofen, da en dreng skulle tage en ramme ud af ovnen. Drengen tabte rammen på gulvet. Der opstod hurtig en brand, og den spredte sig lynhurtig over hele fabrikken. Uheldigvis var brandslangen i uorden og det var umuligt at foretage førstehåndsslukning. Da brandvæsnet ankom, stod hele fabrikken i lys lue. Intet stod at redde.
Heymann håbede at kunne starte forholdsvis hurtigt igen og betalte medarbejderne to ugers løn. Men da H.E. Gosch tilbød ham at købe det tilbageværende træ og kemikalier slog Heymann til, selv om betingelserne var, at han de næste 8 år ikke på nogen måde måtte etablere, drive eller interessere sig for fabrikation af tændstikker og ikke forhandle andet end Gosch-tændstikker.
Ejendommen blev genopbygget
Heymann genopførte ejendommen på Nordvestvej og etablerede værksteder, idet han samtidig købte sig ind i den kemiske virksomhed P. Sørensen og Co. Heymann beholdt måske for at irritere Gosh, firmanavnet Nørrebro Tændstikfabrik, idet formålet ”fabrikation af tændstikker” blev ændret til blot ”fabrikation”
Firmanavnet Nørrebro Tændstikfabrik blev slettet af firmaregistret den 3. marts 1896.
Vi har flere artikler om tændstikfabrikker på Nørrebro her på siden.
Marts 17, 2020
Frihedskæmperen Lis Mellemgaard 1924 – 2019
Vi skal høre om en episode i Blågårdsgade, hvor Lis Mellemgaard og ”Bornholmeren” fik besøg af et par tyskere og HIPO. Men en Nazi-sangbog redede dem. Vi kigger i bogen ”Pige i Modstandsbevægelsen” Tyskerne stod officielt for 102 henrettelser. Lis var med i Skindergadebanden. Hun var dog ikke til stede, da gruppen blev taget angivet af en stikker. Den eneste der blev løsladt, var urmageren, i hvis butik gruppen mødtes. Holger Danske mente derfor, at han var stikkeren. Men det viste sig senere, at det var han ikke.
Lis var 20 år i 1945, og den 28. februar var hun på vej ned ad Blågårdsgade i København. Vi ved, at det kun var et par måneder før befrielsen – men det vidste hverken Lis eller hendes ven Bornholmeren, hvis rigtige navn var Jørgen Brandt. Som de gik ned ad gaden hånd i hånd, lignede de et nyforelsket par – de havde begge erfaring med, at tyskerne ikke troede, at et kærestepar kunne have noget med modstand og sabotage at gøre.
Men det havde både Lis og Bornholmeren. De gik ned ad gaden så hurtigt som muligt uden at virke påfaldende, de skulle nå indendørs inden spærretid. Lis havde fået nøglen til en lejlighed af Ernst, der selv var gået under jorden med sin kone, og nu stod den store borgerskabslejlighed tom. Bornholmeren havde været illegal så længe og boet så mange forskellige steder, at han ikke havde flere muligheder.
Derfor havde Lis tilbudt, at han kunne overnatte i lejligheden sammen med hende, selvom hun vidste, at det var mere risikabelt at være to. Normalt vidste man ikke, hvor de andre holdt til om natten; det var det sikreste. Faktisk var lejligheden heller ikke det perfekte sted
at overnatte. Én af Lis’ venner var blevet taget der for nogle måneder siden – og sendt i koncentrationslejr.
Men der var ikke andre muligheder, og de måtte finde et sted inden spærretid. De gik ind gennem porten og hen til hovedtrappen. Lejligheden lå på 3. sal. Udover hovedtrappen var der en køkkentrappe, men man skulle gennem porten for at komme ud på gaden, så der var faktisk ingen reelle flugtveje. De vidste, at de måtte være meget opmærksomme. De låste forsigtigt op og trådte ind i entreen. Entredøren var smukt udsmykket med ciselerede ruder og førte ind til tre store stuer mod gaden og et stort soveværelse mod gården.
Lis og Bornholmeren satte sig ind ved spisebordet i den spartansk møblerede spisestue. Ernst og hans kone var temmelig fattige, og det
eneste store møbel, der befandt sig i spisestuen ud over spisebordet og stolene omkring det, var et mahogniskab, der stod op ad endevæggen. De kiggede på hinanden, men sagde ikke noget i et stykke tid.
Hvad siger Lis’ historie os om besættelsestiden? Og hvad er årsagen til, at en ung studerende i februar 1945 befandt sig i den situation? For at besvare disse spørgsmål må vi gå dybere ind i Lis’ oplevelser og se nærmere på, hvad de siger om Danmark i tiden fra 1940 til 1945 under Danmarks besættelse.
For Lis var det startet i Dansk Samling (DS), et lille kristent, nationalt parti. Hun var kommet med ved et tilfælde, fordi nogle kammerater fra gymnasiet selv var med i partiet. I 1943 gik mange af partiets medlemmer ind i illegalt arbejde, blandt andet udgivelse af blade om sabotage og modstand mod nazisterne.
At forholdet mellem tyskerne og den danske befolkning, ikke mindst sabotørerne, blev forværret i sommeren 1943 er en kendsgerning. Da tyskerne besatte Danmark den 9. april 1940, blev der dannet en samlingsregering, som bestod af de fire største partier i Danmark. Den havde fra starten indstillet sig på en samarbejdspolitik med
tyskerne: “Det er befolkningens pligt at afholde sig fra enhver modstand overfor disse (dvs. tyske tropper) … ro og orden må præge landet … loyal optræden… ” var nogle af kongens og statsminister Staunings udtalelser, som den 9. april blev offentliggjort i pressen. Og selvom modstandsbevægelsen var meget kritisk over for regeringens politik, havde befolkningen bakket op om de fire store partier ved rigsdagsvalget i marts 1943.
Men ved udgangen af august havde stemningen ændret sig. Folk var blevet mere optimistiske efter tyskernes nederlag i Sovjetunionen og Mussolinis afsættelse i Italien – det skabte forventninger om en snarlig afslutning
af krigen. By-strejker opstod overalt i landet som kritik af tyskerne, men også i protest mod faldende levestandard og lønnedgang, hvilket fik især arbejderne til at reagere. Værnemagten krævede på den baggrund,
at Danmark indførte undtagelsestilstand, og at der skulle indføres dødsstraf for sabotage. Dette kunne regeringen dog ikke sige ja til, så den 29. august 1943 gik regeringen af, og tyskerne indførte militær
undtagelsestilstand.
Samme dag var Lis, efter sin studentereksamen, inviteret ud til sin rektor i Lyngby sammen med sin klasse. Men hun måtte på Dansk Samling og hjælpe til med at sende meddelelser ud.
Selv om vi på baggrund af hændelser i sommeren 1943 kan konstatere, at arbejdet blev væsentlig farligere, gik Lis ind i modstandsarbejdet uden nogensinde at tænke over, hvorfor hun gjorde det – det var bare noget det
skulle gøres, også selvom hun var bange. “Det kunne være svært at tage sig sammen til at gå ind et sted, at gå gennem porten, ind i en baggård og op ad en trætrappe til et trykkeri hvor man havde fået at vide, at man skulle møde for at være med ved trykningen af bladene.
Det var tit et nyt sted og man kunne aldrig være helt sikker på at stedet ikke var overvåget. Man kunne blive fanget i en fælde”. På vej til lejligheden i Blågårdsgade var Lis og Bornholmeren netop gået forbi porten ind til et bogbinderi, hvor Lis og nogle af de andre fra Dansk Samling havde arbejdet. Det tilhørte en værnemager, der indbandt bøger for nazisterne, og det havde gjort arbejdet endnu farligere. Lis havde stjålet en sangbog derfra, der tilhørte Danmarks Nationalsocialistiske Arbejderparti – den skulle senere på natten komme til at spille en vigtig og heldig rolle. På forsiden af sangbogen var hagekorset påtrykt i hvidt.
Efter regeringens afgang blev tyskerne mere opmærksomme på de illegale trykkerier, og de var også blevet klar over, at det ofte var unge studenter, der var med i arbejdet. Men selvom tyskerne truede med hårdere
straffe for illegalt arbejde, udkom der flere og flere illegale blade.
Bladene spillede en meget vigtig rolle i modstandsbevægelsen. De beskrev de begivenheder, der ikke kunne omtales i aviserne. De forklarede, hvordan tyskerne udførte sprængninger, den såkaldte schalburgtage, der skulle ligne modstandsbevægelsens metoder.
Men bladene var også vigtige for de forskellige modstandsgrupper, der intet kendte til hinanden. Modstandsbevægelsen var kendetegnet ved sin løse struktur, der var nødvendig for bevægelsens overlevelse. I september 1943 dannedes Frihedsrådet, der efterhånden samlede mange af de illegale grupper under sig.
Bladene var fyldt med vittigheder om tyskerne. For eksempel brugte man den kendte figur Carlo Cartophelmoos fra Politikens “At Tænke Sig” og forsynede ham med tekster som: “Jeg sidder og tænker på om det er symbolsk at Tysklands Forsvarslinje i Vest hedder SIG-FRED”, eller “Jeg står og tænker på om en Jernbane Sabotør kan kaldes banebrydende”. Den slags vittigheder var et ekko af den voksende kritik af tyskerne og en vigtig del af den symbolske kamp mod dem.
Men både Lis og Bornholmeren var blevet involveret i mere aktiv kamp mod tyskerne, og det var også grunden til, at de befandt sig i lejligheden i Blågårdsgade den 28. februar. Lis var netop gået ind i det store soveværelse mod gården, da hun hørte Bornholmeren råbe inde fra stuen. Hun løber ind og ser ham stå ved vinduet. Nede på gaden holder en af de berygtede sorte biler – en HIPO-bil. Bilen, der ikke var til at tage fejl af, var standset lige ud for huset.
Fire uniformerede mænd steg ud og kiggede ind i porten. Lis og Bornholmeren stod ubevægelige og lyttede efter den mindste lyd af fodtrin på trappen. Det var, som om tiden stod stille, som om alt var gået i stå og bare ventede på, at den knirkende lyd af en fodsål på et trappetrin skulle sætte det hele i gang igen, men den knirkende lyd udeblev. Tankerne begyndte at fare rund i hovedet på Lis.
Hun tænkte på, at de kunne udgive sig for at være nogle andre, det var lykkedes før. Hun kiggede over på Bornholmeren, han havde trukket sin Colt pistol og var begynd at komme patroner i den. Lis kiggede igen ud ad vinduet og så til sin overraskelse, at de fire mænd satte sig ind i HIPO-bilen igen og lidt efter kørte væk. Hun kiggede over på Bornholmeren, der så lige overrasket ud – det var næsten for godt til at være sandt.
De satte sig igen hen til spisebordet, og selv om de før havde været helt udmattede og trætte, var der ingen af dem, der tænkte på at gå i seng nu. De sad og talte om, hvad de ville havde gjort, hvis mændene var kommet op ad trapperne. “Jeg ville havde pløkket så mange som muligt!”, erklærede Bornholmeren. Lis havde tænkt på, at hun kunne udgive sig for at være tjenestepigen, der havde sin kæreste på besøg. Piger havde visse fordele i sådan en situation.
Piger og kvinder blev ikke i samme grad som mænd regnet for farlige modstandsfolk af tyskerne. Lis husker fornemmelsen af at gå med en trækvogn med bøger som John Steinbecks “Månen er skjult”. der handler om den norske modstandskamp, hen over Rådhuspladsen, hvor tyskerne sad med antiluftskyts på tagene. Og mange beretninger beskriver hvordan kvinder gik gennem vejspærringer med barnevogne fyldt med illegalt materiale,
hvordan de bar håndtasker, der kunne indeholde mangt og meget, og hvordan de var gode til at fjerne opmærksomheden fra en sabotør efter en aktion ved at agere hans kæreste.
Det var også den afledningsmanøvre, Lis og Bornholmeren havde benyttet sig af på vej mod lejligheden i Blågårdsgade. Kvinder udførte ofte kurérarbejde, de gav husly til de eftersøgte, og spillede ofte en vigtig rolle ved trykningen af illegale blade. Derfor er Lis’ historie på nogle punkter meget typisk for modstandsbevægelses kvindehistorier. At hun
var med i en sabotagegruppe under Holger Danske gør den derimod mere atypisk.
Vi finder ikke meget skriftligt materiale bevaret fra besættelsestiden, og der er derfor ikke mange kilder, vi kan støtte os til. Der blev
ikke stillet spørgsmål, og man måtte ikke notere noget ned. Men der var nogle, der gjorde det alligevel, og det kunne være årsag til arrestation af hele grupper. Ofte kendte sabotørerne ikke en hel aktion, men kun den lille del af den, som de selv skulle udføre.
Lis vidste ikke engang, at hun var med i en Holger Danske-gruppe, før
langt senere. “Jeg tænkte ikke så dybt over det – det handlede bare om at møde dér og dér og om at overleve”. De havde snakket om “HD”, men Lis havde aldrig tænkt på, at de var en gruppe, og at der var andre grupper
som dem.
Pludselig hørte de lyden af en bil med benzinmotor nede på gaden. Der var stor mangel på benzin, og kun tyskerne og deres danske håndlangere kørte med den slags motorer. Desuden var det efter spærretid, så det kunne ikke være andet end HIPO-bilen, der var kommet tilbage. Lis og Bornholmeren styrtede hen til vinduet igen og så et mylder af uniformerede mænd vælter ud af HIPO-bilen og en “prærievogn”, der ligeledes var standset foran porten. Prærievognen, dvs. en militær lastvogn med presenning over ladet, var et sikkert tegn.
Der var plads bag i vognen til at tage arresterede mennesker med til et af tyskernes tilholdssteder, hvad enten det var Politigården, Dagmarhus, Frimurerlogen eller Shellhuset. Lis og Bornholmeren løb ind i det store
soveværelse. “Du holder din mund”, hviskede Lis til Bornholmeren, der udmærket forstod, hvad hun mente.
Hans bornholmske dialekt ville afsløre ham med det samme – og de vidste begge, at han var meget eftersøgt. Han nåede lige at lægge sin Colt under hovedpuden. I løbet af få sekunder var ruderne i entredøren smadret, og
lidt efter stod en flok uniformerede mænd rundt om sengen og pegede på dem med maskinpistoler. Lis havde altid frygtet en situation som denne, men nu da hun vidste, at chancen for at slippe væk var minimal, og at det
nok var slut, mandede hun sig op og præsenterede sig selv: “Ich bin hausmädschen und das is meine liebe.
I kan selv se at jeg er god nok”, fortsatte hun hurtigt og hev sangbogen fra Danmarks Nationalsocialistiske Arbejderparti frem. Et kraftigt slag ramte hende på halsen og hun faldt tilbage i sengen. Det kom fuldstændigt
bag på hende. Det næste, hun registrerede, var en af mændene, der rakte sin hånd frem mod hende og bad hende følge med ind i spisestuen.
Hun rejste sig fortumlet og fulgte efter ham. Det samme gjorde fire andre
mænd. Der var også nogle tyskere sammen med HIPO-folkene, bemærkede Lis, mens mændene satte sig rundt om spisebordet. Hun gik sammen med en af dem ud i køkkenet og kom lidt efter tilbage med en stor flaske snaps og et gammelt franskbrød.
Ernst og hans kone havde gemt snapsen til befrielsen, vidste Lis, men nu var der altså brug for den. Hun satte sig på stolen tættest ved soveværelset, hvor Bornholmeren stadig befandt sig sammen med et par HIPO-mænd. Lederen af aktionen åbnede sangbogen og smilede. Lis havde ingen anelse om, hvad Hipomændene tænkte, og hvad der ville ske, men lidt efter begyndte de at synge højt fra bogen, og hun sang med. Snapsen steg hurtigt Lis til hovedet, for hun havde ikke fået meget at spise de sidste par dage.
Hun kiggede over mod det store mahogniskab, hvor tre mænd var i færd med at rode alt igennem. De trak skuffer ud, og Lis så mange ting ryge ind under frakkerne. Hvor længe de sad der og sang, var hun ikke klar over. Men på et tidspunkt rejste lederen sig en smule usikkert og kaldte på sine mænd.
Han gik ud af lejligheden, og de andre mænd fulgte efter. Bornholmeren kom ind i stuen og satte sig på en stol over for Lis. Hvad han have foretaget sig i soveværelset, mens Lis havde siddet og sunget, havde hun ingen anelse om, og hun var også ligeglad. De begyndte at le højt. Men pludselig kom de i tanke om, at HIPO-folkene kunne vende tilbage hvert øjeblik, så de rejste sig og skyndte sig ned af trappen og ud ad porten.
Klokken havde været ti eller elleve om aftenen, da de var gået hen til lejligheden, nu var det næsten lyst, og spærretiden var slut. De havde
været der hele natten. Lis fik øje på to ruller optændingsbrænde uden for brændselshandleren, og først da gik det op for hende, at de var kommet levende igennem natten. Det var som efter en ond drøm at opleve
hverdagen igen.
Dette er en historie fra en erindringsbog, som Lis Mellemgaard har skrevet i 1998, en bog under titlen “Pige i modstandskampen”. Den er atypisk, fordi hendes beretning først er skrevet mere end halvtreds år efter
besættelsen. Hvorfor først så sent? “Fordi det handlede om at komme ud af det og tilbage til et normalt hverdagsliv”, svarer hun.
Den beskriver især det sidste halve år af besættelsen, hvor mange sabotører blev arresteret, var i koncentrationslejr eller gik under jorden. Lis’ historie illustrerer bl.a. den optrapning af aktioner, der fandt sted i modstandsbevægelsen, og Gestapos mere og mere voldsomme afstraffelser, som karakteriserer den sidste tid af besættelsen.
Men hvorfor udviklede begivenhederne sig sådan i det sidste halve
år? Et muligt svar ligger i tyskernes opløsning af det danske politi den 19. september 1944, hvor mange danske politimænd blev sendt til koncentrationslejren Buchenwald. Herefter oprettede tyskerne HIPO-korpset, dvs. “Hilfs-Polizei (hjælpepoliti) til støtte for Gestapo.
HIPO-korpset bestod af danskere. Gestapo var kommet til Danmark i september 1943 med alt, hvad det indebar af tortur og brug af stikkere. Og stikkere var netop baggrunden for de fleste arrestationer af sabotagegrupper, også for arrestationen af Lis’ Holger Danske-gruppe
i Skindergade.
Men forud for denne begivenhed ligger nogle hændelser, der spiller en central rolle for vores forståelse af arrestationen af det meste af Skindergadegruppen. I sommeren 1944 havde stemningen for alvor vandt sig
mod tyskerne. Der opstod ligesom året før en folkestrejke. Folk var ude på gaderne og byggede barrikader og tændte bål. Men det var ikke alene en kamp mellem danskere og tyskere, kampen stod også mellem de ledende danske politikere og modstandsbevægelsens organ, Frihedsrådet.
Partierne opfordrede folk til at stoppe strejkerne og vende tilbage til arbejdet. Frihedsrådet opildnede til strejken og fremsatte krav om ophævelse af undtagelsestilstanden og spærretiden. Frihedsrådet vandt, men intensiteten i jagten på sabotører blev derefter yderligere forstærket. Det blev modstandsarbejde på fuld tid for Lis. Hun var ligesom mange andre modstandsfolk gået under jorden i 1944, hendes falske legitimationskort fortalte, at hun var ekspeditrice og
hed Lisbeth Lynge.
Hun mødtes med de andre fra Skindergadegruppen på restauranter og lignende. Det var for farligt at opholde sig det samme sted længere tid ad gangen, specielt hvis der var én, der blev taget, så måtte de
så hurtigt som muligt flytte det illegale materiale. Tingene udviklede sig uden nogen form for kontrol.
Nervøsiteten og usikkerheden i modstandsgrupperne var større end nogensinde. Der var nu dødsstraf for at blive taget med pistol, og der var god grund til at være bange. Det kan man se af de undersøgelser, der er foretaget efter krigen. Af de 102 officielle henrettelser, som tyskerne foretog, fandt de 63 sted i de sidste fire måneder.
Den 26. februar 1945 indtraf katastrofen. En stor del af Skindergadegruppen blev arresteret af tyskerne i urmagerforretningen efter en mislykket aktion mod en berygtet stikker. Lis, der på grund af halsbetændelse ikke var med, besvimede, da hun hørte, hvad der var sket.
Kun to dage senere var hun selv sammen med Bornholmeren lige ved at blive arresteret i Blågårdsgade. Syv af gruppens medlemmer blev henrettet i
Ryvangen 17. marts 1945. I 1995 blev der i Skindergade nr. 44 opsat en mindetavle over dem.
Den intensiverede kamp mellem illegale grupper og tyskerne, som Lis’ historie illustrerer for os, viser også noget om den drejning, der kan følges i befolkningens holdning til værnemagten. En drejning, der for manges vedkommende kan karakteriseres som en overgang fra passiv til aktiv modstand.
Begivenhederne i august 1943 og folkestrejken i 1944 vidner om en stadig større opposition mod besættelsesmagten og en voksende accept af det illegale arbejde. Mange mennesker kom med i modstandsbevægelsen gennem transporten af jøder til Sverige i efteråret 1943, og ved besættelsestidens slutning kan der registreres mellem 20.000 og 50.000, der var mere eller mindre aktivt involveret i illegalt arbejde.
Lis Mellemgaards beretning viser tilsvarende en udvikling i retning af flere og flere farlige situationer. Det meste af det sidste halve år kan vi se, at hendes arbejde går med at opspore stikkere. Og dette fortsatte også efter 5. maj 1945. Den dag, hvor Danmark fik sin frihed, og hvor man godt kunne slutte denne historie.
Men historien sluttede ikke for de tyskere, der til fods drog hjem til Tyskland, og det gjorde den heller ikke for Lis. Hun var sammen med nogle englændere blevet sendt til Korsør for at fange stikkere. De kørte i én af tyskernes frygtede biler.
I den fandt Lis et kort over Tyskland, som hun stak ind under frakken. Det er først mere end halvtreds år senere, at Lis vender kortet om og på bagsiden ser navnene på seks af de mest eftersøgte stikkere. Navnet på den berygtede mand fra Skindergadegruppens mislykkede aktion i februar 1945 er et af dem. Vi er ikke færdige med besættelsestiden. Både den individuelle og den kollektive dialog med historien
fortsætter.
Lis Mellemgaard udgav i 1998 sin erindringsbog under titlen “Pige i modstandskampen”.
https://www.bog-ide.dk/produkt/206864/lis-mellemgaard-pige-i-modstandskampen-indbundet/1335005
Lis Mellemgaard døde 5. juli 2019. Hun blev 95 år
Hun er blevet tildelt flere hædersbeviser.
Herunder Dronning Ingrids Mindemedalje, en livsvarig tildeling af Frihedsfondens Hædersgave og Gudmond
Schacks Mindelegat.
www.dengang.dk indeholder 1.514 artikler heraf er 303 artikler fra Besættelsestiden (Før/Nu/efter)
Marts 17, 2020
Når håndværk bliver til Industri på Nørrebro
Vi skal besøge to virksomheder på Nørrebro. Mejlshede Låse og Rud. Rasmussens Snedkerier. Hos Mejlshede Låse er der ca. 50 ansatte. Ejendomme blev opkøbt. På tur med Jane Aamund. Hans rejser verden rundt. Har været præsident i USA. Farmand er ikke klar til pension. Satset på efteruddannelse og kvalitet. Rud. Rasmussen blev grundlagt tilbage i 1869. Firmaet skiftede navn. Mange berømte designere har været tilknyttet Københavns kommune truede med at rive de flotte fabriksbygninger ned.
Mejlshede Låse
Mange ansatte
Vi kan ikke undgå, at se, hvor virksomheden ligger. Et af Nørrebros ældste skilte viser vejen. Det lyser i den grad op i de mørke timer over for Assistens Kirkegård. Når vi nu efter en håndværker, møbelsnedker Rud Rasmussen tager nok en håndværker, låsemed Mejlshede, så skyldes det størrelsen. Mejlshede Låse er med ca. 50 ansatte og ca. 35 – 40 biler en af de største låsesmede i Danmark.
Jo vi skal tilbage til 1964, da Axel Mejlshede åbnede en lille låsebutik på Nørrebrogade 86 sammen med sønnen, Hans og datteren Jutta. Efter få år giftede Jutta sig med en anden låsesmed og solgte sin andel af firmaet.
Familien er meget hurtig klar med opgavefordelingen efter uenigheder. Næringsbrevet bliver udstedt til sønnen, Hans. Han bliver direktør i eget firma. Han fungerer også som indkøber, og kommer hurtig til at løse opgaver for kunder. Foruden dette læser han til civilingeniør på Danmarks Tekniske Højskole. Hans kører rundt til kunderne på cykel, Jutta passer butikken derhjemme.
Ejendomme blev opkøbt
En meget større forretning blev etableret i de lokaler, der før husede Felkovs Damekonfektion i stuen. Også på 1. sal etablerede låsefirmaet sig. De øvrige etager blev udlejet til klubværelser. Men firmaet fik hurtigt vokseværk, og alle etager blev inddraget. I dag fylder firmaet hele ejendommen, Nørrebrogade 84, 86, 88 plus naboejendommen i Frederik den Syvendes Gade 1 og 3.
Ejendommen eller ejendommene er også spændende og vidner om en masse historie. Her en masse kringelkroge, trapper reposer og kontorer. Jo, der er aktivitet fra kvist til kælder i hele ejendommen.
På tur med Jane Aamund
Mejlshede Låse løser også mange opgaver for politi og brandværn. Ja de arbejder både dag og nat. Dette blev også bemærket i medierne. I foråret 1980 var Berlingske Tidenes navnkundige journalist, Jane Aamund således med på en af Hans Mejlshedes nattevagter. Det blev lidt af en oplevelse, men det blev ganske flot videreformidlet på en dobbeltside til avisens læsere. Ture i det københavnske aften – og natteliv bød både på uheldige borgere som havde låst sig ude og på opgaver for politiet.
Gennem 1970erne og 1980erne voksede firmaet yderligere. I 1977 begyndte Mejlshede at importere amerikanske produkter. En masse andre firma er blevet opkøbt
Hans er stadig aktiv i familiefirmaet, Mejlshede Låse. Det vil sige, at han efterhånden har overdraget ansvaret til sønnerne Gert og Ole. Men også hustruen, Ketty er stadig aktiv i firmaet. Her var der tidligere politistation, men fra den ene dag til den anden, besluttede man at nedlægge den.
Det var også i denne ejendom, at Nørrebro Handelsforening startede det succesfulde NH – Distribution, som endda blev præmieret af Københavns Kommune. Senere brød kommunen kontrakten og firmaet måtte sælges med tab til det senere nemlig.com.
Rejser verden rundt
Og denne ejendom oser af aktivitet. Går man op af trappen gennem butikken går man op til administrationslokalet, og her sidder Hans ofte selv ved telefonen og dirigerer tropperne. Og det er er utrolig for Hans kender ikke til 40 – timers uge. For der er bud efter Hans rundt om i Verden. Han trives både i Japan og hos FBI i USA, når han holder diverse foredrag og undervisning om låseteknik. Og når Hans i en afslappet stund fortæller om nogle af sine mange oplevelser, så spidser man ører. Måske er det disse oplevelser, der holder ham aktiv. En gang imellem tager Ketty også med på disse internationale ture.
Præsident i USA
Allerede for mere end 30 år siden begyndte Hans Mejlshede at rejse til USA som instruktør. Ja han blev efterhånden så kendt, at han blev valgt som Mr. President for 7.000 amerikanske låsesmede i The Associated Locksmiths of America. Man kan kun være præsident i to år, men bagefter er man sikret en bestyrelsespost i fire år. Jo og i otte år var Hans været formand for European Locksmith Federation.
Farmand ikke klar til pension
Ja også onklen var låsesmed. Nu har sønnerne Gert og Ole overtaget aktiemajoriteten og er klar til at føre virksomheden videre, når farmand er klar til at gå på pension, men det tyder det ikke på. Der er stadig masser af engement og Hans rejser stadig verden rundt selv om han for længst har overskredet pensionsalderen.
Satset på efteruddannelse og kvalitet
Hans har i den grad satset på efteruddannelse, og i dag har stort set alle låsesmede en ordentlig uddannelse og det er ikke mindst Hans Mejlshedes fortjeneste. Det er nok også en af grundene til, at han i Dansk Låsesmed Forening er optaget som æresmedlem. Ja det var den forening, som han var med til at starte. Her har han også beklædt formandsposten. I foreningen har det ikke kun været sikring, sikkerhed og låseopgaver, der har haft Hans store interesse. Han har i den grad også stået for den sociale del af foreningen. Men den største i foreningen, er nok det, at han har sat fokus på kvalitet.
Rud. Rasmussens Snedkerier – et Industriminde
Snedkerierne er en af 25 nationale industriminder, som Kulturarvsstyrelsen har udnævnt som industrisamfundets kulturarv. Her er man i selskab med blandt andet Carlsberg og Novo.
Virksomheden er udnævnt på grund af sin virksomhedshistorie og fordi virksomhedens blanding af beboelse og erhverv samt den høje udnyttelse af grundarealet er karakteristisk for de københavnske brokvarterer på den tid, hvor industrialiseringen tog fat.
Desuden repræsenterer snedkerierne den mindre håndværksbasserede industri, der stadig udgør en stor del af danske industrivirksomheder, som det står i Kulturarvsstyrelsens udnævnelse.
Det kan være svært at finde indgangen Nørrebrogade 45, hvis man kommer den vej fra. Men kommer du bagfra af Stengade, er du ikke i tvivl.
Firmaet er grundlagt 1869
I 1869 grundlagde Rudolph Rasmussen sit firma i det Indre København. Han grundlagde Rud. Rasmussens Fabrik for Egetræsmøbler. Værkstedet blev hurtigt for lille, og så flyttede man til Store Kongensgade.
Udførelsen af en stor ordre til Hotel d`Angleterre brændte værkstedet. Rudolph Rasmussen brugte erstatningen på 10.000 kr. til udbetalingen for ejendommen Nørrebrogade 45. Han købte ejendommen sammen med sin svoger, J.C. Groule. Sidstnævnte startede et værksted for polerede møbler.
Produktionen dengang mest af stilmøbler i rokoko og barok. Først blev der bygget et beboelseshus ud mod Nørrebrogade og en fabriksbygning på 4 etager mod Stengade.
I 1904 kom næste generation. Det var sønnerne Rudolph og Viktor, der fortsatte. En nyere dampmaskine, der kunne producere strøm til maskiner med egne el – motorer. Den nye teknologi bevirkede, at man ikke behøvede de farlige remtræk.
I 1911 kom der en ekstra fireetagers fabriksbygning ud mod gården.
Firmaet skiftede navn
Helt på til 1920 hed firmaet Rud. Rasmussens Fabrik. Men da begejstringen for dampmaskinerne havde lagt sig, blev firmaet omdøbt til Rud. Rasmussens Snedkerier. Denne beslutning har sikkert også noget at gøre med faglig stolthed at gøre.
Fra starten satsede man på det eksklusive. Man tilbød sig med:
Mange designere har været tilknyttet
I 1926 kom Rud. Rasmussen i kontakt med arkitekten Kaare Klindt, da Kunstindustrimuseet skulle indrettes.
I 1944 kørte sønnerne Erik og Aage Rasmussen firmaet videre. Helge Kurt Hansen blev i 1996 eneindehaver.
Børge Mogensen, Wegener og andre kendte designere har fået deres møbler lavet i virksomheden.
I baggården lå engang et billedskæreri, stenhugger og kaffebrænderi. I 1954 forsvandt den sidste snedkermester, der havde bopæl i forhuset.
Københavns Kommune truede med at rive fabriksbygninger ned
I 1980 ville Københavns Kommune i forbindelse med buldoser- saneringen rive de to flotte værkstedsbygninger ned. Men efter fire års forhandlinger fik de lov til at blive stående.
På et tidspunkt arbejdede her 35 svende inklusive en håndfuld lærlinge og ufaglærte.
I kælderrummene opbevares træet, mens det tørrer. Der er stakker af træsorter som mahogni, ask og Oregon Pine. Træet skal have en fugtighedsgrad på ni. Når det fældes ligger fugtighedsgraden på 60 – 80 pct.
I værkstederne i stuen og på første sal, hvor møbelsnedkerne befinder sig, er der masser af høvle, fræsere, håndsave, pudsemaskiner og limpressere. På 2. og 3. etage er håndsnedkeriet. Øverst oppe er polstrerværkstedet.
Der bliver pakket og sendt til kunder fra hele verden.
Marts 17, 2020
Gårdbonden Lars Nielsen (1742-1817)
Vi er omkring Farum. Det er bøndernes forhold, som vi kigger på dengang. ”Bønderne er ikke ret gode avlsbønder. Flere gårde er blevet ødelagt på grund af dovenskab og druk”. Ja sådan sagde en degn dengang. Ludvig Holberg havde et andet positivt syn på det hele. Kærlighed kom i anden række, når der blev indgået ægteskab. Lars Nielsen skilte sig ud. Han blev udnævnt som sognefoged. Han kunne læse og skrive. Han førte dagbog. Det var sjældent bønder havde så mange penge, som ham. Da en af hans sønner skulle indgå ægteskab, fik han 400 Rigsdaler.
“Anno 1742 er jeg født til dette kummerlige verdenslys og antaget i dåbens nåde pagt med Gud den 22.februar, en torsdag i fasten.”
Så kort er Lars Nielsens egen konstatering af sin ankomst til verden en mørk og stormfuld nat. Hans forældre, Niels Olsen og Inger Rasmusdatter, havde en fæstegård i Farum, og der var allerede en børneflok på fem. Senere kom der endnu tre søskende til.
Da Lars var 12 år gammel, døde hans fader, og moderen stod nu alene med gård og børn. Det var en vanskelig situation for en enlig kvinde, og to år senere giftede hun sig med den langt yngre Niels Mathiasen. Sammen flyttede de til en anden gård i Stavnsholt øst for Farum, på Furesøens nordlige side. På dette tidspunkt var Lars konfirmeret og havde forladt hjemmet for at tjene hos sin søster og svoger.
Farum var et såkaldt rytterdistrikt, hvorfra unge bønderkarle blev udskrevet til militærtjeneste i det kongelige rytteri, og i 1762 blev Lars Nielsen indrulleret som husar, med tjenestested på Fyn. Det var stavnsbåndets tid og derfor lidt usædvanligt for en ung mand at komme så langt væk hjemmefra. Hvad Lars har syntes om det vides ikke, men det blev under alle omstændigheder en kort fornøjelse. Det følgende år, i 1763, døde Niels Mathiasen.
Inger Rasmusdatter var igen blevet enke, og nu blev Lars 21 år gammel, kaldt hjem for at bestyre sin moders gård.
Lars Nielsen var født ind i et samfund, hvor enhver kendte sin plads. Hele sit liv levede han under det enevældige system, med kongen som øverste led i hierarkiet. Majestæten var konge af Guds nåde og
derfor Guds stedfortræder på jorden.
Befolkningen var inddelt i tre stænder. Lige under kongen kom
adelen, der som godsejere rådede over store jordejendomme. Adelen blev også kaldt “værgestanden”, dens medlemmer skulle nemlig forsvare og beskytte de øvrige stænder. Den anden stand var “lærerstanden”, som bestod af gejstligheden og alle kirkens folk. De skulle se til, at Guds ord blev forkyndt, og at bibelens bud blev overholdt.
Den tredje og sidste stand kaldtes “nærestanden”, dvs. den stand som skulle få næringslivet til at fungere, og hvis opgave det var at ernære sig selv og de andre stænder i det enevældige samfund. Der indgik mange sociale lag og grupper i denne stand, lige fra gårdmænd og husmænd til håndværkere og borgere i byen. Der var stor forskel på land og by, og den rigeste del af borgerskabet kunne også eje herregårde og måske også adelstitel. Så det var mest i teorien, at disse forskellige grupper kunne siges at udgøre én stand.
Men 1700-tallets Danmark var ikke kun et traditionsbundet samfund, i mange henseender nærmest tværtimod. Lars Nielsens levetid blev en brydningstid, de store landboreformers tid. Landsbyfællesskabet
gik i opløsning, gårdenes jordstykker blev samlet, og mange steder flyttedes gårdene ud af landsbyerne.
Med tiden fik bønderne desuden mulighed for at blive selvejere, og fæstebøndernes hoveri blev reguleret ved lov. Udviklingen tog for alvor fart i 1780’erne, hvor også stavnsbåndet blev ophævet, men i Farum-
området var man allerede tidligt i gang. Her var bønderne ikke fæstere under private godsejere, som det var tilfældet i store dele af resten af landet.
Deres jord tilhørte kronen, og under Christian 7. blev der i 1766
gennemført en reform, som gav kronens fæstebønder i Københavns amt, som dengang også omfattede Farum, en ændret status. Der blev indført arvefæste, dvs. at gården ved dødsfald kunne gå videre i familien. I praksis blev bønderne betragtet som selvejere, og da Lars Nielsen overtog moderens gård, fik han også ejendomsretten.
Datidens bønder kendes mest gennem andres beskrivelse, selv kommer de sjældent til orde. Det er gerne den lokale præst, degnen, ridefogeden og godsejeren, gennem hvis briller virkeligheden anskues. Et par eksempler fra Lars Nielsens barndomstid viser store udsving i opfattelsen. Degnen i Grevinge sogn i Odsherred lagde ikke fingrene imellem, da han i 1750 forfattede sin sognebeskrivelse. “Bønderne her er ikke ret gode avlsbønder”, fortæller degnen, og tilføjer, at “flere gårde er blevet ødelagt på grund af dovenskab og druk”.
I det hele taget sætter han ikke pris på bøndernes personlige egenskaber. “Deres gudsfrygt er mere tvungen end sand, består mere i ord end i gerning. I det almindelige levned er de noget falske og tvetungede”, skriver degnen i Grevinge.
Et andet syn på bonden finder man 1748 hos Ludvig Holberg. Komediedigteren var selv godsejer på Tersløsegaard i Vestsjælland, og i to af sine epistler giver han blandt andet bonden dette positive vidnesbyrd: “Jeg taler aldrig med bønder, uden at jeg jo lærer noget
af dem: Thi de ræsonnerer ikke uden om solide og magtpåliggende ting, hvorom de ved fuldkommen besked.
Man kan af dem lære, hvorledes jorden skal dyrkes, heste og kvæg konserveres, skovene sættes i stand, gårde bygges og en skikkelig økonomi føres”. Det er ikke svært at placere Lars Nielsen i forhold til disse to udsagn. Han passer som hånd i handske til Holbergs karakteristik. Lars blev både en dygtig bonde og en dygtig handelsmand, med god forstand på
hvordan “en skikkelig økonomi føres”. Det ved vi bl.a. fra den dagbog, som han førte.
Lars Nielsen kunne både læse og skrive. Det var ikke almindeligt, og det er en del af forklaringen på hans lidt usædvanlige karriere. Men Lars kunne ikke have skabt sine gode resultater på egen hånd, og en af de meget væsentlige faktorer var et godt ægteskab.
Grundlaget for et vellykket ægteskab i 1700-tallet var anderledes end i dag, Forelskelse og kærlighed kom i anden række. Et ægteskab var på landet først og fremmest et arbejdsfællesskab, hvor mands og kones indsats var lige nødvendig og lige betydningsfuld. Det rette ægteskab drejede sig også om at få adgang til jord, den vigtigste ressource i landbrugssamfundet. Det var derfor ikke ualmindeligt, at en ung mand på landet giftede sig med enken efter en gårdmand, sådan som det var tilfældet med Lars’ stedfar, Niels Mathiasen. “Det bedste ægteskab er over et lig” – sådan lød et gammelt mundheld. Barsk, men ikke helt uden forbindelse med virkeligheden.
“Anno 1769 havde jeg trolovelse med min kære kone og bryllup samme år den 1. oktober”. Lars’ kone hed Maren Pedersdatter. Ægteskabet kom til at vare 46 år. Sammen fik de 10 børn i årene fra 1770 til 1787. Mette, der døde 11 år gammel, Karen, Kirsten, Niels, Peder, Inger, der døde som spæd, endnu en Inger, Ole, Mette og endelig Rasmus. Efter brylluppet overtog Lars og Maren gården i Stavnsholt.
Hvis man stillede sig midt på gårdspladsen, ville man kunne se, at de boede på en gård med fire længer. Alle længer var egebindingsværk med stråtag. Den ene længe var stuehuset. En anden rummede heste- og kostald, to loer og to lader, i den tredje længe var der en lo, en lade, hølade og fårehus, og i den fjerde og sidste var der tørvehus, vognremise og materialehus. En velforsynet gård både hvad angik redskaber
og dyrehold.
Arbejdsopgaverne var skarpt opdelt, mand og kone var ansvarlig for hver sit område. Under sig havde de begge piger og karle. Det er kun sjældent, dagbogen omtaler Maren og hendes arbejde. Lars skriver f.eks.:
“I aften målte min kone aftenmælken af den grimede ko, som rigelig var 4 pot”, ikke mere.
Så en beskrivelse af Marens arbejde må følge den almindelige viden om kvindens arbejde på en gård af denne type. Hun havde ansvaret for husførelse, børnene, klædernes vedligeholdelse, pasning af mindre husdyr,
køer og nyfødte husdyr, ligesom hun skulle sørge for udstyr til næste generation. Madlavning var en omstændelig proces, som krævede meget tid og mange kræfter.
Noget af det vigtigste var rugbrød, der blev bagt i bageovnen i køkkenet. Ovnen skulle varmes kraftigt op med brænde, hvorefter brødene blev
bagt på eftervarmen. Da det var et stort arbejde at varme ovnen op, bagte man derfor mange rugbrød ad gangen. Det var almindeligt at bage brød af ca. 50 kilo mel ad gangen, og hvert brød vejede 5-6 kilo. Arbejdet med at ælte dejen var tungt.
Men det var ikke rugbrød alene, man levede af. Kosten har
derudover i høj grad bestået af grød, sild, klipfisk og kartofler. Indimellem har man også slagtet svin.
En anden vigtig del af madmors domæne var ølbrygning. Man drak ikke vand, da det var for dårlig kvalitet. Det daglige øl var det såkaldte tynde øl, der blev brygget på anden eller tredje tapning. Også børn drak det tynde øl, og kun til fester blev der budt på det gode øl fra første tapning. Ølbrygning var en særlig kunst, og en kone, der kunne brygge godt øl, var vel anset.
Lars Nielsens dagbog handler i høj grad om hans arbejde, om de steder, han bevægede sig hen, og om de problemer, han stod over for. Vi kan se, at han interesserede sig meget for indførelse af nye landbrugsredskaber som f.eks. jernplov og jernharve. Han var også optaget af dyrkning af nye typer afgrøder som f.eks. kartoffel og kirsebær. Der er desuden mange optegnelser om så tidspunkt, jordens egnethed, vejret og høstudbyttet.
Lars skriver i sin dagbog i 1788: “Den 9. maj såede vi hør og lagde
kartofler og samme dag såede vi korn”. Man kan se, at Lars brugte oplysninger om vejr og afgrøder på markerne til at forsøge at få mere udbytte af jorden og sit arbejde. Han tog ikke nødvendigvis traditioner og “sådan plejer vi at gøre” for gode varer, men reflekterede over tingene og drog sine egne konklusioner.
Endelig ved vi også, at han læste ny teoretisk litteratur om landbrugsdriften for at finde råd og vejledning. For eksempel statsråd Esajas Fleischers “Agerdyrknings-Katekismus” fra 1780. Samtidig kan vi se, at han også brugte den såkaldte “Bonde-Practica”, en folkebog fra 1597, hvis indhold var en broget blanding af vejrregler, lægeråd, horoskoper og lignende.
De fleste bønder producerede ikke meget mere, end de selv kunne spise, men en del bønder havde en overskydende produktion, som gav mulighed for supplerende indtægter. En af dem var Lars Nielsen. Ofte tog Lars eller en af hans sønner til København for at sælge varer på markedet. I hovedstaden var der stor efterspørgsel på friske varer, og priserne var derefter. Lars Nielsen handlede derfor udelukkende på markeder i København. Her solgte han blandt andet hø, halm, rug, byg, animalske produkter, kartofler og kirsebær.
De sidste synes at have været en indbringende handelsvirksomhed for Lars Nielsen, det tyder dagbogens regnskaber på. Det var ikke almindeligt, at en bonde havde så forholdsvis mange penge mellem hænderne som Lars Nielsen, og det sætter sit præg på dagbogen. Han noterede f.eks. i 1791
følgende udgifter ved køb hos skrædder Anders Larsen: “Trøje til mig 1 mark 8 skilling, til Peder undertrøje og brystdug 1 mark 8 skilling. Ole trøje og bukser 1 mark 8 skilling”. Andre køb drejede sig om tjære, salt,
farve til klæder, potter og redskaber. Også luksusting som stueur og en kobberkedel til bryggerset var der råd til.
Hjemme i Stavnsholt skaffede Lars Nielsen sig ekstra indkomst ved at have kontrakt med de andre gårdmænd om at holde tyr og orne, og vi ved også, at han udlejede en kakkelovn.
Fra gammel tid havde hver landsby et internt styre i form af det såkaldte bylav med en oldermand i spidsen. Der var mange pligter knyttet til hvervet som oldermand, og normalt gik det på omgang mellem landsbyens bønder. Hver landsby havde sine vedtægter, som oftest, uden indblanding udefra. og de var af stor betydning for landsbyfællesskabet.
Dette gamle lokale selvstyre brød dog gradvist sammen i takt med
landboreformerne. Bylavene mistede deres mening, når landsbyfællesskabet blev ophævet, og i stedet trængte statsmagten sig frem. I 1791 blev der oprettet et embede som sognefoged. Men i Farum og Stavnsholt, der jo var kronens godser, havde man allerede længe haft sognefoged, lige siden 1774. Her møder vi igen Lars Nielsen, for det var ham, der fik embedet. I den forbindelse er der bevaret et brev til amtmand Scheel Plessen, hvor en forvalter Nordenberg skriver, at han ikke har fundet nogen, der “kunne
være dueligere sognefoged end gårdmand Lars Nielsen”. For første gang et tydeligt bevis på, at Lars tilhørte den lokale elite. Og her må hans boglige kvalifikationer givet have spillet en rolle.
En sognefoged skulle være orienteret om nye lovbestemmelser, skrive til de andre bønder om forskelligt pligtarbejde, samt opkræve skatter. Fra 1791 bestod opgaven ligeledes i at være retsbetjent, holde ro og orden, gribe ind i ulovligheder, optegne dødsboer m.m. Det kan således ikke undre, at Lars Nielsen fik andre offentlige opgaver betroet.
I 1781 blev han udnævnt til fast taksator ved udskiftningerne af noget af kongens gods i Frederiksborg og Kronborg amter. Lars var dog ikke mere imponeret over denne ære, end at han i første omgang takkede nej til tilbuddet.
Først efter et løfte om en betaling på to rigsdaler pr. dag ombestemte han sig. Lars Nielsens økonomiske sans fornægtede sig ikke. “Hvorfor spilde en dag med ulønnet taksationsarbejde, hvis man i stedet kunne tjene penge på at udføre andet arbejde”.
“Fredagen den 19. februar 1795 giftede jeg min søn fra mig, Niels, og gav ham i medgift 400 rigsdaler i hans 20. år.”
Lars Nielsens liv rummede dog også andet end arbejdet på gården og de offentlige hverv. Hverdagsrytmen brydes af fester, både årets fester og livets fester. Da alle Lars’ og Marens børn blev gift, blev der fejret otte bryllupper. Alle blev de anstændigt gift, døtrene fik hver en gårdmand, de var ikke nødt til at gifte sig under deres stand med f.eks. en husmand.
Sønnerne giftede sig med gårdmandsenker, hvis ikke de allerede
havde erhvervet sig en gård inden giftermålet. I 1795 bliver både Niels og Karen gift. Men det er ikke meget, Lars meddelte i den anledning. Han opremsede udgifter til medgift, hvad der var indkøbt i anledning
af brylluppet, og hvor godt det slog til. Typisk for Lars er der imidlertid ikke et ord om festlighederne. “Herre dine velgerninger er mange, deres summer er store, hvem kan tælle dem”.
I Lars Nielsens dagbog spiller religionen afgjort en rolle. Faktisk kan Lars Nielsen dårligt forstås uden tidens kirkelige baggrund. Han blev født i pietismens storhedstid under Christian 6., og det er sikkert her, vi skal finde årsagen til hans boglige færdigheder. Pietismen lagde vægt på den personlige forståelseslæsning af bibelen og den lille katekismus, og det fik betydning for læsefærdighedens udbredelse.
Igen har Lars været heldig. Der var nemlig i 1721 oprettet skolevæsen på mange af kronens godser – de såkaldte rytterskoler. Farum var altså godt med. I sin dagbog skrev Lars jævnligt små bønner og taksigelser til Gud. Han takkede for en god høst, bad for indgåede ægteskaber: “Gud give lykke og velsignelse med dette foretagende”. Han bad for mennesker, der har været ude for ulykker, sygdom og meget andet.
Han gik også i kirke, i hvert fald ved højtiderne. Samtidig tog han dog efter gammel folketro varsler af alverdens ting: “da tog jeg to æbler, i det ene var en flue, i det andet så det ud som en maddike.
Bondepraktika siger, at flue betyder et middelmådigt år og maddiken et godt år”. I hvor høj grad Lars Nielsen personligt har søgt at leve op til det pietistiske fromhedsideal, som var en del af hans børnelærdom
i midten af 1700-tallet, er det umuligt at vide noget om. Det er til gengæld tydeligt, at han, sikkert i lighed med det store flertal af bønder i sin samtid, har regnet Guds medvirken i den nære hverdag som en meget reel faktor.
Om sit heldige kirsebærsalg skriver han et sted: “O Gud din miskundhed er meget stor, amen – Hos de fleste slog kirsebærtræerne fejl, derfor fik man dem så vel betalt”.
Hvordan Lars Nielsens forhold til andre bønder har været, ved man ikke ret meget om. Han var bonde, og det ville han blive ved med at være, og sammen med sin kone Maren har Lars været en del af det lokale fællesskab. Blandt andet ser vi dem stå fadder til andre bønders børn. Men han har også skilt sig grundigt ud. Som sognefoged var han øvrighedsperson, og i forhold til embedet var de andre blot “bønder”. For eksempel i dette dagbogsnotat om vejarbejde: “Den 18. oktober havde jeg et cirkulærebrev om at istandsætte 21 alen vej på Valby bakke. Skønt nødig måtte bønderne dog der ud”.
Og han har sørget for at holde afstand til den stærkt voksende gruppe af husmænd og landarbejdere. Alle hans børn blev, som nævnt, standsmæssigt gift, og i 1815 kunne Lars Nielsen give gården videre til sin yngste søn Rasmus. En ny selvbevidst gårdmandsklasse, skabt af landboreformerne, var ved at konsolidere sig.
Lars Nielsen var en tidlig og tydelig repræsentant for denne klasse.
Maleri af Jens Juel fra 1782 med titlen: Landskab fra egnen omkring Jægerspris.
Vi ved ikke hvordan bonden Lars Nielsen så ud, og der eksisterer kun ganske få malerier af 1700-talles bønder. Maleriet viser udsigten fra Færgelundens bakker ned over landsbyen Neder Dråby og med Jægerspris Slot i det fjerne.
Maleriet tilhører Statens Museum for Kunst og er udstillet i museets afdeling for guldaldermalerier.
Marts 16, 2020
Buldog, Heegaard og et Lokomotiv
Vi skal besøge varehuset Buldog, Anker Heegaard på Blågårds Plads og det mægtige industriforetagende Smith, Mygind og Hüttemeier. Hvad har det med industri at gøre? Blodige dage på Nørrebro. Varehuset plyndret og antændt. Farligt at befinde sig på gaden. Masser af døde og kvæstede. Heegaard købte masser af jord. En speciel produktion måtte opgives. Heegaard solgte masser af grunde. Fabrikken på Blågårds plads blev revet ned og fabrikken i Hillerødgade blev solgt. Heegaard – familien var sande velgører på Nørrebro. Da der var rejsestald. Der blev udbygget på et kæmpe område. Et stykke af en finger røg. Kamp mod dansk politi. Det endte med Empire Bio.
Har det noget med industri at gøre?
Man kan altid diskutere om varehuset Buldog har noget med industri at gøre. Vi har taget Folkestrejkens historie med her. Det var arbejderne på de danske industriforetagender, der egentlig var skyld i, at regeringen gik af i 1943. Det var også dem, der startede Folkestrejken under devisen:
Mange industriforetagender var udsat for sabotage i løbet af besættelsen. Men der var også mange butikker, der var udsatte, og det viser denne artikel. De var måske ikke så meget tyskervenlige som andre, men alligevel så blev de plyndret, brændt ned eller udsat for voldsomt hærværk.
Det var et kæmpe varehus på Nørrebro. Man havde også andre afdelinger i bydelen. Under besættelsen handlede tyskerne også her og handlede. Man sagde, at indehaveren var nazist. Man mente også, at hvis tyskerne handlede i diverse butikker, så var disse også tyskervenlige. Og så skulle de straffes. Op med hundrede butikker blev plyndret, var udsat for hærværk eller blev afbrændt.
Blodige dage på Nørrebro
Det var ikke alle, der var så modige som i Cafe Runddelen, hvor en række tyske soldater kom ind og bestilte nogle øl. Men værten sagde, at man havde udsolgt. De tyske soldater gik uden at lave ballade.
Det var varmt på Nørrebro i dobbelt forstand. Dagene mellem den 30. juni og 1. juli 1944 var nok nogle af de blodigste som Nørrebro nogensinde har oplevet. Beboerne på Nørrebro vågnede op med budskabet om, at otte medlemmer af Hvidstensgruppen var blevet henrettet dagen forinden. Budskabet fik sporvognspersonalet til at nedlægge arbejdet.
Og ved 10 – tiden her den 30. juni vrimlede der med mennesker på Nørrebrogade. Man begyndte at bygge barrikader over vejen. Arbejdsvogne og en masse andet materiale blev anvendt. Røde flag med hammer og sejl flagrede på barrikaderne. Mængden var ophidset og politiet affyrede skræmmeskud.
En enlig tysk soldat på cykel blev overfaldet af masserne. Ved Fredensgade var der rejst en figur, der forestillede Hitler. Politiet var dukket op med 15 mand. Men det var slet ikke nok. Man trak sig tilbage til Fælledvej, hvor man ventede på forstærkning.
Mellem Stengade og Griffenfeldtsgade brændte et mægtigt bål. Kommunens store redskabsvogn som stod på Blågårds Plads var blevet hentet til Nørrebrogade og væltet om på siden. Nu var der også tændt bål på Kapelvej. En masse fødevare – og tobaksforretninger var ved at blive plyndret. Situationen udviklede sig mere og mere.
En mand blev overfaldet. Der blev med stor kraft kastet en stor sten mod hans hoved. Han var dræbt på stedet. Man sagde om ham, at han var stikker.
Buldog blev antændt
I Rantzausgade foran en slagterbutik tilhørende slagter Trebien var der opløb. Pludselig lød der et brag. Ruderne var knust. Tre – fire mand sprang ind i butikken og kastede spegepølse, rullepølse, leverpølse og kødpølse til folk. Butikken blev ikke plyndret, den blev også ødelagt. Alt hvad der overhovedet kunne slås i stykker med hænder, ved spark eller hakke og koben blev total knust. Denne Trebien havde nazistiske tilbøjeligheder.
Da man var færdig her gik det ud over en bagerbutik på hjørnet af Rantzausgade og Skyttegade. Den blev også kåret som Nazi – Butik. Wienerbrød, kiks, ispinde, smør og fedt blev mere eller mindre fordelt mellem de tilstedeværende inden butikken skulle ødelægges. Men pludselig lød det. ”Tyskerne kommer”.
Og pludselig lød råbet. ”Til Buldog”. Det var det store varehus på hjørnet af Ravnsborggade og Nørrebrogade. Først blev det plyndret. Ruderne blev knust og inventaret smidt ud i et stort bål på Nørrebrogade. Man kaldte varehuset for en Nazi – rede.
Politiet kunne ikke rigtig stille noget op. Og de måtte helt opgive, da medlemmer af Schallburgkorpset dukkede op og skød vildt omkring sig. De dukkede op med maskinpistoler ud af vinduerne af bilerne. Tre mennesker døde under denne aktion.
Et par skovvogne med politi dukkede op. Folk forsvandt midlertidig fra Buldog. Men de vendte tilbage og nu blev der også sat ild til varehuset. Millioner af varer gik op i lys lue. Branden var omfattende og havde allerede fat i en beboelsesejendom på Ravnsborggade.
Brandvæsnet blev nægtet adgang. Polititiet forsøgte at redde, hvad der kunne reddes.
Farligt at befinde sig på gaden
Henne fra Sankt Hans Torv lød nogle maskingeværssalver. Det var fra en tysk bombemaskine som sendte nogle salver mod folkemængden. En halv snes mennesker blev under denne aktion enten dræbt eller såret.
Kort efter kom en tysk lastbil. Kuglerne hvinede hen over Fælledvej. Folk skyndte sig ind i porte og inde i gadedøre. En Schalburg – mand som havde vist sig i civil blev klædt af af mængden. Han måtte nøgen løbe spidsrod til Schalburg – borgen på Blegdamsvej. Mange butikker, der ikke nødvendigvis var Nazi – butikker var blevet sat i brand. Og omkring varehuset stod kun de røgsværtede murer tilbage.
Klokken 17 var der brand i Palsbøls Konfektionsfabrik i Stengade 38. En halv time efter der brand i Lysdahls Konfektionsfabrik.
Ved 18 – tiden kom en hestevogn uden heste foran fra Griffenfeldsgade med masser høballer, der var sat ild til. Vognen blev væltet på Nørrebrogade og de brændende høballer rullerede hen ad Nørrebrogade.
Pludselig lød et voldsomt brag. En dreng hoppede rundt med et ordentligt hul i låret, hvorfra kødtrevler hang ud. Ude midt på gaden lå en ung mand og nærmest svømmede i blod. Han var revet i stykker under en voldsom eksplosion. På modsatte gadehjørne lå en kvinde og to – tre mænd gennemvæddet af blod. Deres kroppe, arme og ben var gennemskåret af splinter.
Masser af døde og kvæstede
Tyskerne havde opstillet kanoner, der tilfældigt skød ned ad Nørrebrogade. Vidner berettede om 12 – 20 døde. I butiksdøren til en chokoladefabrik lå en kvæstet kvinde. Der stod nogle CB’ ere omkring hende. På vejen lå hendes cykel sprængt i tre dele. En familie var netop kørt over Nørrebrogade fra Møllegade til Solitudevej, da katastrofen indtraf. Drengen lå inde i en opgang. Der lå mange døde og kvæstede rundt omkring i opgange og på sideveje.
Det gik uendelig tid før en enlig ambulance dukkede op. Den blev fyldt op med sårede og døende mennesker. Noget senere kom ydere et par stykker og resten blev kørt væk. Gader og fortove var overfyldt med blod.
Klokken 19.25 meldes om flere sårede ved skydning på Nørrebros Runddel med tyske maskingeværer. På hjørnet af Griffenfeldsgade og Nørrebrogade skød det tyske politi. Klokken 21 var der hærværk på Stella Nova Nørrebrogade 32. Inventaret var blevet slæbt ud på gaden og antændt.
En tysk uniform var ophængt på et stativ og stillet ud på gaden og antændt. Det betød at tysk politi skød vildt omkring.
Tyskerne kørte rundt i kvarteret og antagelig også terrorkorps og beskød tilfældige. Klokken 22.30 var der forholdsvis roligt i kvarteret.
Men balladen fortsatte de næste tre dage. Allerede kl. 6.20 næste dag blev en person skudt. Tilfældige forbipasserende blev beordret til at rydde barrikaderne. Der var opstillet kanoner på Nørrebrogade, Skt. Hans Torv, Blågårdsgade og andre steder. Patruljer kørte rundt og skød på folk med geværer, maskinpistoler og undertiden endnu større våben.
En brandmand på vej til arbejde blev skudt på sin cykel. En kanon blev affyret mod Thorupsgade 15.
Den 7. august efter blev den tidligere politimand Sustmann Ment dræbt i en linje 16 ud for det nedbrændte Buldog af modstandsfolk. Han arbejdede nu for det tyske sikkerhedspoliti. Dette afstedkom, at lederen af det tyske sikkerhedspoliti SS Standartenführer Bovensieben krævede en hævnaktion. Og det skete med nedskydningen af 11 danskere i tysk fangenskab ved Osted mellem Roskilde og Ringsted.
Mange virksomheder på Nørrebro blev saboteret under krigen. Også mange af de virksomheder, som vi har beskæftiget os med her i aften. Det kostede i den grad. De havde mere eller mindre arbejdet sammen med tyskerne. Nogle var blevet tvunget og andre havde fået ordre af samarbejdsregeringen.
På vores hjemmeside, er der masser af artikler om besættelsen på Nørrebro.
Anker Heegaard
I isenkræmmerlære
Mathias Anker Heegaard var født i 1776. Han tilbragte det meste af sin barndom på Samsø. Hans far var sognepræst. Mange i familien var præster. Men den vej ville Mathias Anker ikke gå. Efter konfirmationen kom han til København i 1790. Han kom i isenkræmmerlære hos Peter Faber.
I 1803 åbnede han sin egen isenkræmmerbutik. Det blev senere den største i København.
Efter det engelske bombardement var der modvilje mod alle engelske varer. Og så fik Heegaard i stedet produceret nogle hjemmelige produkter. Der var godt gang i salget
Heegaard købte masser af jord
Han købte 5 tdr. land omkring Blågården. I oktober 1827 ansøgte han kongen om tilladelse til at drive jernstøberi. Han forklarede kongen, at han ville fremstille ”alle sorter” af støbte gryder, kakkelovne, strygejern og andre fine ting af jern.
Heegaard fik tilladelsen. En masse lave fabriksbygninger blev opført rundt omkring på grunden. Han skulle også søge tilladelse hos Militærets Demoleringskommission.
I 1837 overtog sønnen Anker sammen med en ældre bror Christian August virksomheden samt isenkræmmerforretningen. Ti år efter ophørte kompagniskabet. Anker overtog nu jernstøberiet. Nu var han udelukkende fabrikant/jernstøber.
I 1847 var der ansat 52 mand på virksomheden. Der blev årlig produceret 4.000 gryder og 4.500 pander, 1.900 kakkelovne af forskellig art og 140 skorstensindretninger. Af de lidt mere specielle produkter var to chokolademaskiner samt fire barkmøller, som blev anvendt af garverierne.
En optælling fra 1850 viser, at Anker Heegaard boede på Blågårdsvej 36. I husholdningen var hans kone, Louise Feilberg og tre børn. Der var en mandlig og en kvindelig tjener, en bogholder, en kusk og en karl.
En speciel produktion måtte opgives
Efterspørgslen efter gelændere, kakkelovne og komfurer steg. Heegaard kunne levere det hele. Men det var dog ikke den store succes med at omdanne tarmstrenge til musikinstrumenter. Det var godt nok efterspørgsel efter violinstrenge. Men lugten hang tungt over Nørrebro. Så tungt at sundhedspolitiet blev tilkaldt. De lokale beboere skulle leve med åbne gruber med betydelige mængder rådnede tarmindhold. Stanken spredte sig med vinden. Denne del af fabrikken blev lukket af sundhedsmyndighederne.
I 1860erne udvides der atter en gang på Nørrebro. Nu var man oppe på 102 ansatte.
Ved Nordisk Industri – og ”Konstudstilling” i København i 1872 optræder Anker Heegaard som stor udstiller. Han udstillede bl.a. dampmaskiner, industri – og landbrugsmaskiner. Udstillingen blev afholdt af Industriforeningen, hvis formand var Anker Heegaard.
Gradvist blev mange af aktiviteterne flyttet til Nordsjælland. Der var ikke plads til flere udvidelsesmuligheder på Nørrebro.
Heegaard solgte masser af grunde
Heegaard tog også fusen på de andre grundejere. De blev nødt til at erhverve et stykke jord, som han havde købt. Det blev så til en betydelig høj pris. Han solgte også betydelige jordstykker til anlæggelse af beboerkvarterer omkring Stengade, Bagergade, Todesgade, Baggesensgade, Korsgade, Louisegade (Prins Jørgens Gade).
I 1898 erhvervede Anker Heegaard en ny stor grund i Hillerødgade nær ved Nørrebro station. Dengang var her en betydelig godsstation, der betjente det store industriområde i dette kvarter.
Området ved Blågårdsgade blev revet ned i 1899.
Fabrikken i Hillerødgade blev solgt
I Hillerødgade lå virksomheden i 14 år. Så overtog maskinfabrikken Auroa hele anlægget. I 1918 blev fabrikken (Frederikssund) omdannet til Aktieselskabet Anker Heegaard. I 1930 indgik det i De Forenede Jernstøberier.
Heegaard-familien var en stor velgører på Nørrebro
Heegaard – familien vil også blive husket for at være en stor velgører på Nørrebro. Ja og åbenbart var Anker Heegaard også en god danser. Han fik et brev fra ”Det Forenede Borgerlige Selskab” i 1842:
Heegaard forærede bl.a. grunden, hvor man byggede Marthahjemmet. Og så blev Louisegade opkaldt efter Heegaards kone. Men gaden blev omdøbt til Prins Jørgens Gade efter et frygteligt rovmord. Men se det er helt andre historier. Men dem kan du også læse på www.dengang.dk
Fra Lokomotiv til Biograf
Vi skal nu besøge firmaet Smith, Mygind & Hüttemeier. Ja egentlig er det svært at sætte en egentlig adresse på dette firma. Men man startede på Nørrebrogade 68 og så bredte man sig efterhånden til Guldbergsgade.
Den ene af direktørerne havde en far, der var en energisk urtekræmmer. Han overtog også den københavnske natrenovation. Den blev kaldt for:
Da der var rejsestald
På en meget stor grund stod en rejsestald. Den blev sat i stand, så man kunne bruge den som maskinfabrik. I begyndelsen holdt man byggeudgifterne nede. Pengene skulle bruges til værktøj og produktionsmaskiner.
I rejsestalden blev der opstillet en lille dampmaskine. Rundt om i lokalet var der anbragt drejebænke, bore – og høvlmaskiner. Langs væggen var der skruebænke. Herfra kunne man se, hvad der skete på gaden. Men der skulle arbejdes intens, så Smith sørgede for, at vinduerne blev overhvidtet.
Der blev udbygget på et kæmpe område
I første omgang kastede man sig over at producere fremstillingen af bryggerianlæg, dampmaskiner og dampkedler. Efterspørgslen var stor. Det varede ikke længe, inden den gamle rejsestald måtte rives ned, og et stort fabriksanlæg opstod på grunden.
Omsætningen steg endnu mere. Den ene af direktørerne, Mygind havde året forinden sin død planer om at afhænde sin part af virksomheden. Disse forhandlinger gik nu i stå, men de blev genoptaget efter et halvt år. Og resultatet var, at man fusionerede med konkurrenten. Der blev dannet et nyt aktieselskab under navnet Smith, Mygind & Hüttemeier. Det skete den 1. januar 1895.
Hüttemeiers fabrik i området Nansensgade/Nørre Farimagsgade blev nedlagt og produktionsapparatet blev flyttet til fabrikken på Nørrebro. Samtidig skete der et opkøb af ledige grunde. Fabriksarealet kom nu også til at bestå af parceller langs Guldbergsgade. I en beskrivelse af virksomhedens historie i 1906 kan vi læse følgende:
Et stykke af en finger røg
Konstruktionen af stål – og støbejernsbroer, der også omfattede ingeniørvirksomhed, blev den væsentlige del af virksomhedens profil. Omkring år 1900 slog firmaet ind på fabrikation af dampkedler, mekaniske fyrapparater og specialiserede sig efterhånden i fremstilling af højtryksdampkedler og automatiske fyrapparater.
Det var en sensation, da man i Hillerød præsenterede en ”Mejemaskine”. Som det senere stod i avisen:
Opvisningen var en kæmpe succes. Men det blev dog svækket af, at Smith mistede et stykke af sin finger under opvisningen.
Man fremstillede også sådan noget mærkeligt som en dampomnibus til brug for linje 7. det var nærmest et lille damplokomotiv. Maskinenerne hvæssede, dampede, savede og peb. Da man skulle afprøve maskinen, satte man rigtig fart ned ad Gothersgade. Beboerne var dog ikke videre begejstret. Fra vinduerne blev maskinen bombarderet med kartofler, male tøfler og en enkelt død kat.
Kamp mod Dansk Politi
I år 1900 gik virksomheden ind i produktionen af damplokomotiver, da selskabet dette år leverede sine to første damplokomotiver til Statsbanerne. Frem til 1901 leverede man 7 rangerlokomotiver til DSB.
Under besættelsen var der en heftig skudveksling mellem modstandsbevægelsen og Dansk Politi. Efterfølgende bebrejdede modstandsbevægelsen at politiet var lidt for ivrig til at efterkomme tyskernes ønsker.
Fabrikken var også fra 1949 involveret i industriel fremstilling af karosserier til busser i Svendborg. Indtil den endelige lukning i 1969 havde man fremstillet 400 karosserier.
Det endte med Empire Bio
I 1956 overtog firmaet Dano med hovedsæde i Buddinge produktionen. En del af det gamle fabriksanlæg blev overtaget af Falke Auto, der var landets største forhandler af Renault – biler. Senere overgik en del af fabriksbygningerne til at være filmstudier for endelig i 2001, at blive biograf under navnet Empire Bio.
Marts 16, 2020
Peder Lykke – en husmand på heden (1850 – 1937)
Han var en mand med mange mål og ambitioner. Hvad kan en husmand, og hvad kan han ikke? Men han var atypisk for sin tid og sit land. Peder er født uden for ægteskab. Han begyndte at opdyrke heden. Folk rystede på hovedet. Det var der ikke nogen, der havde gjort før. Han blev udnævnt som ”Præmiehusmand” af Lemvig Landboforening og fik en præmie på 15 kr. Han forelsker sig i en ærbar og uberygtet pige. De bliver gift. Det er et meget simpelt bryllup. Han skrev dagbog og sine erindringer. Peder og Stine er begravet på Nees Kirkegård ved Nissum Fjord i Vestjylland.
I det tidlige morgengry den 25. juli 1850 støder de danske og preussiske tropper sammen ved Isted i et slag, der skulle gå hen og blive et af de mest blodige og afgørende i Treårskrigen om hertugdømmerne. Dagen igennem bølger kampen. Luften er tyk af krudtrøg, smerteskrig, frygt og forventninger. En af de danske mænd, der kæmper i krigen, er Niels Berg Pedersen – en fattig murer og hornskemager fra Vestjylland.
Længere mod nord – små 20 km syd for Lemvig – høres også skrig og gråd denne sommerdag i juli. Disse skrig er dog ikke af død og smerte, men tværtimod lyden af et nyt liv, der kommer til verden. Barneskrigene
kommer fra gården Lykke i den lille by Nees på den vestjyske hede. Omkring gården ligger heden flad og mange steder uopdyrket hen. Der er frit udsyn til de omkringliggende landsbyer. Ikke et træ eller en busk spærrer for udsynet – man ser kun den flade, golde hede, endnu uberørt af plov og harve, og fjorden, som omgiver Nees på tre sider. Der er frit spil for den skarpe vestenvind, der på trods af, at den skal krydse
Bøvling Klit og Nissum Fjord for at nå ind til Nees, alligevel kan være bidende og gennemtrængende – selv på en sommerdag.
Barnet, der fødes på denne dag, er en søn af den fattige murer, der kæmper i krigen i Sønderjylland. Hans moder er den lige så fattige tjenestepige Ane Krestensdatter. Men Peder bliver født uden for ægteskab.
Hermed er rammerne for hele Peders liv lagt, allerede inden han er født: Som et fattigt og uægte barn hører han til i en af samfundets nederste grupper; blandt husmænd og daglejere.
Efter sin fødsel sættes den lille Peder i pleje på gården Lykke, hvor hans mor Ane arbejder. Som fattig og ugift tjenestepige har hun ikke råd til selv at tage sig af ham. Året efter, da Peders far Niels Pedersen er
vendt hjem fra Treårskrigen, gifter han sig med Ane. Men selvom Peders forældre nu er et ægtepar, vælger de alligevel ikke at tage deres søn hjem til sig; han får lov til at blive boende på gården Lykke. Først som
femårig bliver Peder hentet hjem til sine forældre. Og det er endda kun, fordi han har fået en lillebror.
Som fattige husmænd har Peders forældre nemlig ikke råd til at gå hjemme og passe den nyfødte. Peder hentes hjem for at passe sin lillebror, så hans forældre kan gå ud og arbejde for andre. Men det er ikke en glædelig oplevelse at vende hjem. På trods af at Niels er Peders biologiske fader, behandler han ham ikke med kærlighed. Det er hårde ord, der falder over Peders nakke; en brødefuld og vanartet søn, et skumpelskud, en horeunge! Niels skammer sig over det uægte barn og bebrejder både Peder og moderen.
Peder er heller ikke selv glad over at bo hos sine forældre. Han holder af sin mor og af sine to brødre, men han vil allerhelst bo et andet sted.
For Peder befinder hans familie sig på gården Lykke. “Hertil knytter sig mine første og kjæreste barndomsminder”, skriver han i sine erindringer.
Det er på Lykke, han vokser op, og det er Lykke, han betragter som sit hjem. Sin slægtskabsfølelse viser Peder tydeligt i sit navnevalg. Peder Nielsen er han døbt, men hele livet igennem kalder han sig Peder Lykke efter gården, han betragter som sit hjem.
Og det er sådan, alle andre kender ham: Peder Lykke – eller Pe’Løkk’, som det udtales på vestjysk. I den periode, han bor hos sine forældre, er det altid besøgende hos de gamle på Lykkegården, han ser frem til. De
gamle er som bedsteforældre for ham, og igennem hele sit liv er det dem, der står klar med en hjælpende hånd og en skilling, når han er i nød.
I foråret 1861 kommer den knap 11-årige Peder Lykke for første gang ud at tjene som hyrdedreng. I løbet af sin ungdom gør Peder hver år tjeneste i sommermånederne – på mange forskellige gårde. I vintermånederne går han i skole og bor hos sine forældre. Hvert eneste sted, han er, kommer han til at indgå i et hushold, hvor man arbejder, spiser og sover side om side med de andre på gården.
Næsten altid beretter han om, hvor god husbond og det øvrige hushold er imod ham, og enkelte gange skriver han, at de behandler ham som deres egen søn. Mange steder knytter han venskabsbånd, der varer hele livet ud. I løbet af hele sit liv er det de samme gårdmænd, som han har kontakt med, og ofte er det gårdmænd, som han har været i tjeneste og boet hos.
Gårdmændene hjælper gerne Peder, når han har problemer eller mangler noget, men enkelte gange er det også Peder, der kan gøre tjenester for dem.
Peder er en stolt dansker, der er opslugt af Fædrelandskærlighed og fyldt med foragt for og had til preusserne. Lige fra sin fødsel har han hørt beretninger fra Treårskrigen – næsten alle kan fortælle fængslende historier fra den gang, det danske folk sammen kæmpede mod preusserne … og vandt.
I vinteren 1864, hvor krigen om hertugdømmerne atter udspiller sig, blomstrer hadet til preusserne særligt voldsomt. I den snedækkede have foran Nees skole bygger skolebørnene en stor snevold. “Dannevirke”, kalder de den, og den strækker sig lang og stolt fra øst til vest i skolegården og skiller de to hære af skolebørn, der indædt bekæmper hinanden med snebolde og knytnæver, hvis sneen ikke er effektiv nok.
Det er for enhver pris nødvendigt, at den danske hær vinder, og alle skyts tages i brug i en leg, hvor alle de ophobede nationalfølelser kan udleves. I skolegården er det da også den danske hær, der vinder hver
eneste gang.
Ved det virkelige Dannevirke i Slesvig er Danmarks hær ikke nær så overlegen. Danmark taber Sønderjylland op til Kongeåen. Danmarks tab printer sig tydeligt i hukommelsen på den knap 14-årige Peder. “Jeg husker saa tydeligt den Sorg der greb alle, da Dannevirke blev rømmet. Min Fader græd, og han var vis paa at det var sket ved Forræderi ellers paastod han kunde det ikke være sket – min Fader var besjælet af en fast Tro paa Danmarks Retfærdige Sag, og paa Rettens Sejer.”
I skolen er Peder en meget dygtig, interesseret og videbegærlig dreng. Han oplever skolen som et fristed. I disse tider skyder højskolerne op over hele landet, og også dét vækker en længsel i Peder. Han lytter ivrigt, når en af hans medkonfirmander beretter fra sit ophold på Staby Højskole ved Ulfborg, og han ønsker, at det kunne være ham. Men Peders far har kun foragt tilovers for højskolerne: Der læres kun storagtighed,
siger han. For Peder er et højskoleophold uopnåeligt – han er for fattig, og lige så vigtigt: det passer ikke til hans stand. Kammeratens fortællinger bliver derfor som et glimt ind i en drømmeverden, han ved, han aldrig selv kan blive en del af.
I 1877 tager Peder tjeneste på herregården Engbjerggård nord for Lemvig. Det er første gang, han rejser uden for sognet for at tjene, og han gør det kun fordi lønningerne er højere, og han er ved at spare
sammen til at kunne blive gift. Forholdene på Engbjerggård er meget anderledes end, hvad Peder ellers er vant til. Her er der nemlig et stort skel mellem herskab og tjenestefolk: Man spiser ikke ved samme bord og
er ikke fælles om arbejdet.
Til at overvåge og fordele arbejdet ansættes tværtimod en forvalter, der kræver, at man tager hatten af og siger “De” til ham. I løbet af 1800-tallet bliver det mere og mere almindeligt med et socialt skel mellem herskab og tjenestefolk. Men for Peder er det noget helt nyt, han er vant til at indgå i arbejdet på lige fod med det øvrige hushold, og han synes, at forvalteren behandler tjenestefolkene, “som om vi var en slags slaver, eller da i det mindste at vi skulle føle at vi var en underordnet slags
klassemennesker”.
Forvalteren vil effektivisere arbejdet, så arbejdstiden bliver længere og hviletiden kortere. Det er Peder meget imod, men han har sin egen forklaring på forvalterens opførsel: Det er, fordi forvalteren kommer fra
Falster! De jyske bønder var nogle af de første i Danmark, der købte deres egen jord og overgik fra at være fæstebønder til at være frie selvejere. På Sjælland og øerne derimod har godsstrukturen været strammere og bønderne været fæstere i lang tid.
Ifølge Peder Lykke tog forvalteren ikke højde for, at jyderne i
modsætning til øboerne ikke var vant til at gå under “Forvalterens Stok”, og som han skriver: “os frie og sejge jyder, som var opfødte og vant til at arbejde i frihed og ikke under nogen kommando”.
Den unge Peder er en nøjsom mand. Han er flittig, ærlig og arbejdsom. I 25-års alderen forelsker han sig i den syv år yngre Mette Kjerstine (Stine) Sørensen, der tjener på nabogården. Hun er vokset op under
endnu fattigere kår end Peder, men “hun havde et Par arbejdsvante hænder og en god Vilje til at bruge dem”. I Stine finder Peder mange af de egenskaber, han sætter pris på, og det ideal, han selv prøver at
leve efter.
Fra da af er Peders mål at skrabe nok sammen til at have råd til at kunne gifte sig med Stine og gøre hende til en ærbar kvinde. I de næste par år tager både Peder og Stine arbejde udensogns for at tjene nok
penge til at kunne stifte hjem. Men på trods af deres hårde arbejde er det svært af skaffe penge nok til både bryllup og hjem.
Da husbonden på gården Lykke tilbyder at afholde deres bryllup for dem, er det en stor lettelse. Men der er en betingelse: Det bliver kun et billigt, simpelt bryllup uden fest med venner og slægtninge.
For Peder er dette en bitter pille at sluge – at det ikke er lykkedes ham at skrabe nok sammen til selv at kunne afholde et ordentligt bryllup for sin Stine. Gårdfolkene på Lykke forstår ikke hans indvendinger, de ser
det udelukkende som et godt tilbud de giver ham – og det er det skam også! Peder er dem taknemmelig, men alligevel er det endnu en manifestation af hans fattige kår og lave samfundsmæssige position.
At se sin Stine, der er en både ærbar og uberygtet pige, komme alene til Nees Kirke, tarvelig klædt, uden slør, uden anden pynt; at måtte skilles fra venner og familie uden for kirken uden at kunne byde dem til
bryllupsgilde – det er for Peder en stor sorg.
Men alt det på trods er han tilfreds på deres bryllupsdag den 5. december 1877. Dagen har bragt godt vejr for årstiden, og da han ved aftenstide står i den kolde klare luft og ser himlen blive brændende rød fra den nedgående sol, tænker han alligevel, at den smukke solnedgang måske er et varsel for dem om en lykkelig fremtid i deres ægteskabelige liv.
I de første år af deres ægteskab må Peder og Stine knokle blot for at have til dagen og vejen.
Udgangspunktet er deres lille lejet hus uden jordtilliggender, men det meste arbejde foregår på andre gårde som daglejere for gårdmændene. I 1880 køber de husmandsstedet Vestergadehus sydvest for
Lemvig. Huset er belånt, har stået tomt i flere år, er uden besætning, har dårlige jorder og trænger til en grundig reparation; årevis af hårdt arbejde tårner sig op foran Peder og Stine.
Men Peder er rastløs; “at sidde i et jordløst Hus er som at stå stille”, skriver han – han længes efter at få sin egen jord at dyrke – så de køber Vestergadehus, til trods for at jorden er så dårlig, “saa udenforstaaende
sagde at Køerne skulle bruge Briller for at se Græsset”.
Dele af jorden ved Vestergadehus har været dyrket før, men Peder har større ambitioner. Han vil også opdyrke de områder af jorden, der er hede. Her begynder det hårde arbejde. At pløje hedejord, der ikke før
har været under plov, er et hårdt arbejde – især når man er husmand og ikke selv har dyr, der kan trække ploven.
Opdyrkningen bliver et langsommeligt arbejde. For at have råd til dagen og vejen er Peder også nødt til at bruge tid på at arbejde for andre. Han gør daglejerarbejde på gårdene i omegnen. Som betaling for sit arbejde får han madvarer, byggematerialer eller et “pløjebed”. Men der skal mange pløjebed til, før jorden kan dyrkes. Og pløjearbejde gør det ikke alene.
Den tørre, magre hedejord har brug for gødning for at blive frodig. Den ene ko, Peder anskaffer sig i starten, kan slet ikke give gødning nok. Peders drøm om at opdyrke de store hedearealer er flere årtier om at blive til virkelighed. Men tilfredsstillelsen ved det hårde arbejde er der ingen tvivl om:
“Den første Glæde er da, naar Rugmarken er tilsaaet, og det er Bevidstheden om, at man har lagt et lille Stykke til den Del af den danske Jord hvorpaa der kan avles Føde baade til Mennesker og Dyr”.
Peder Lykke er en af de mange mænd, der er med at opdyrke den golde hede. Med nederlaget i 1864 er det danske land blevet mindre. I årene efter vokser Det Danske hedeselskab frem.
“Hvad udad tabes, skal indad vindes!” runger slagordet. Hvis de store uopdyrkede hedesletter kan kultiveres og inddrages i landbruget, vil det danske landbrugsland kunne vokse betydeligt. At opdyrke heden er derfor ikke kun en personlig sag for Peder. Det er en sag for hele Danmark!
At opdyrke heden er ikke nok for Peder. Han går et skridt videre og forsøger sig med havedyrkning.
Tiden til dette arbejde må han finde imellem sine mange andre gøremål. På dette tidspunkt er det ikke særligt almindeligt at beskæftige sig med havearbejde. Træer og haver er et særsyn på den flade jyske hede –
man lægger sit arbejde i sine marker. Særligt er det mærkeligt, at det er en husmand, der giver sig i kast med denne nye type opdyrkning. Det er typisk de rige bønder, som kan tillade sig at eksperimentere, at være innovative og tænke fremad – en husmand burde hellere bekymre sig om at hjælpe til på de større bondegårde, hvor der er brug for den ekstra arbejdskraft, end at bruge sin tid på den slags tosserier.
I starten er Peder da også meget alene om sit havearbejde. Folk ryster på hovedet ad det tilsyneladende nytteløse arbejde, han gør, “men Stine hun var glad for mit forehavende, saa vi var enige om galskaben”.
Senere bliver arbejdet lettet på grund af de mange forskellige foreninger, der skyder op, og det viser sig, at havedyrkningen måske ikke var den rene galskab alligevel. Plantningsforeningen opfordrer alle til at plante haver ved at tilbyde billige planter, og da Peder har erfaring, kan han tjene penge på at hjælpe andre gårde med at plante haver. I 1885 får Peder en udmærkelse, der både skaber anerkendelse og skæpper i
pengepungen. Han bliver af Lemvig Landboforening udnævnt til præmiehusmand og får en præmie på 15 kroner!
Efter nogle år i Vestergadehus begynder tingene langsomt at ændre sig, og efterhånden kommer det til at gå helt godt. Nu hvor Peder og Stine har deres egen jord, kan de selv producere en stor del af deres dagligdags fornødenheder. Men de skal passe på. Gårdmændene har stadig brug for daglejere på deres gårde, og det er en udbredt opfattelse, at det delvis er husmændenes pligt at være til rådighed.
Hvorfor ændre en velfungerende arbejdsdeling? Det er ikke alle gårdmænd, der synes, det er godt, når en husmand sådan gør sig uafhængig. Det skaber usikkerhed i samfundet, for hvis én husmand begynder at gøre sig uafhængig, hvem siger så, at den næste og den næste ikke også vil gøre det?
Peder har før hørt folk skumle over husmænd, der er blevet for dovne ved at få deres egen jord – de vil bare gå og fiske, grave lidt i haven og ellers ikke bestille noget, siger man. “Jeg var næsten bange for at
være hjemme de søgne dage,” skriver Peder, “Jeg vilde jo nødig skrives i folkets sorte bog”.
Men det er svært for Peder at holde sig væk fra sit eget husmandssted. Han vil så gerne arbejde på sin egen jord, og i løbet af de næste årtier lægger han da også mere og mere hedejord under ploven. Omkring århundredeskiftet har den 50-årige Peder opdyrket så stor et område, at han stort set kan forsørge sin egen familie af sin egen jord.
Kun en ting gør ham stadig uafhjælpeligt afhængig af gårdmændene i området: Han har hverken heste eller plov. Men at anskaffe sig heste er en ting, som Peder er meget tilbageholdende med. Husmænd har ikke selv trækkraft, sådan er det bare. Det er dét, der gør, at en husmand er en husmand, og en gårdmand en gårdmand. Peder har hele sit liv blot kunnet iagttage, hvordan gårdmændene har kunnet få alt det, han ikke kunne – om det så var et højskoleophold, et flot bryllup eller noget helt tredje, har han lært at affinde sig med, at det bare er noget, han ikke kan få.
Så selvom det kunne lette hans arbejde, er tanken om heste helt uvirkelig for Peder. Det er først, da en gårdmand, som er en af hans nære venner, og som han ofte køber pløjearbejde hos, foreslår ham at anskaffe sig et par heste, at han begynder at spekulere på det. Og så beslutter han sig for at gøre det! For at få råd til hestene er han nødt til at sælge en af sine køer, men så får han da også indkøbt to fine heste, en vogn, plov og harve.
.
“Jeg husker saa tydeligt den første Dag jeg kjørte ud i Marken og spændte mine egne Heste for Ploven, og begge Dele var betalt, og det var virkelig mine egne, baade Heste og Plov. Jeg følte Tømmen og Ploven i min Haand, og der gik en underlig varmende Glæde igjennem mig, saa jeg ikke kunde holde Glædestaarerne tilbage. Det var som der strømmede en Selvstændighedsfølelse gjennem min Bevidsthed, jeg syntes at nu jeg var den fri og selvhjulpne Mand.”
At have fået trækkraft betyder alverden for Peder. Det betyder, at han nu endelig er en selvstændig mand, at han ikke behøver at være uafvendelig ydmyg, fordi han er afhængig af gårdmændenes hjælp og velvillighed for at sikre sig sin overlevelse.
Men da Peder får egne heste og plov, træder han samtidig ud af sin rolle som husmand. Han kommer da også til at høre for sin beslutning. En dag da han er ude i marken med sine heste, kommer en gårdmand forbi. Gårdmanden siger til Peder: “Jeg vidste ikke andet end at du var en fornuftig mand.
Men tror du at det er klogt at sælge en ko og købe et par heste?!”
Men Peder vælger ikke at svare. For selv om han er nået så langt, selv om han er selvstændig og uafhængig nu, så er og vil han altid være husmand, og det vil ikke være klogt at lægge sig ud med gårdmændene. I sine erindringer skriver han: “Jeg foretrak at tie stille, for jeg vidste at han stod langt over mig i forstand paa hans vis, men derfor var det jo ikke sikkert at jeg kunde sætte ham ind i min tankegang.
Men manden fik at se at den tredje ko kom i båsen igen, og at jeg havde alligevel hestene!”
Livet igennem er Peder en mand med mange mål og ambitioner. Han er husmand og lever til dels efter de faste, men uskrevne regler for, hvad en husmand kan og ikke kan. Men Peder Lykke går også egne veje og er derfor på en gang både typisk og atypisk for sin tid og sin stand. At han er atypisk viser han bl.a. ved at skive dagbog. De fleste husmænd måtte arbejde hårdt for at kunne brødføde deres familier, og for dem var det helt utænkeligt at bruge tid på noget så overflødigt som at skrive dagbog.
I 1920’erne skriver han desuden erindringer, og det er med udgangspunkt i dagbogen og i erindringerne, at vi i dag har mulighed for at fortælle historien om Peder Lykke.
Peder Lykke og Stine er her fotograferet foran deres hjem Vestergadehus i Nees sogn ved Nissum Fjord.
Stine dør 5. marts 1936. Peder Lykke dør året efter 21. juli 1937. De er begravet på Nees Kirkegård.
Marts 15, 2020
Da Industrien kom til Nørrebro
De første virksomheder på Nørrebro: Guldmagerværksted, Bryggerier, Blegdamme, Rebslagere, Teglværk, Tapetfabrik og Kattuntrykkeri, Limsnyderi (Solitude) Wodrof Mølle, Store Ravnsborg Mølle, Blågårds Mølle, Lille Blegdams Mølle, Ladegårds Møllen, Barkmøllen (Solitude). En ny bydel vokser frem. Virksomheder på Blågården, Manufakturfabrik, Den Kongelige Danske Dugmanufaktur, Linnedvæveri, Farveplantager, Voksfabrik.
De Første virksomheder på Nørrebro
Guldmagerværksted
Der har sikkert været boder og værksteder på Nørrebro før vi har fået kendskab til et værksted af en helt anden art. Nemlig Prins Carls ”guldmagerværksted”. Den blev allerede indrettet kort efter 1707. Jo alkymister havde deres glade dage dengang.
Bryggerier
Blegdammene langs Blegdamsvejen lå her allerede. Men langs disse opstod der også industrivirksomheder. På Blegdam nr. 8 har vi kendskab til et bryggeri fra 1730. Jo her var et brænderi med åben skorsten og en muret kedel. Her var også en smugkro, hvor snapsen blev skyllet ned, mens madammen eller pigen afleverede vasketøjet.
Allerede fra 1681 kendes der dog et bryggeri i forbindelse med blegdam nr. 7.
Blegdamme
Disse blegdamme lå først inde for søen. I 1661 besluttede man at ligge dem omkring der, hvor Blegdamsvej ligger i dag. Man arbejdede med vask, tørring, blegning, rulning og glitning.
Her lå også et par møller. Her var også øltappere, kroholder og urtegårdsmænd.
Rebslagere
Allerede i 1730 var der en stribe rebslagere. Ifølge laugsartiklerne var det ikke tilladt på samme bane, at spinde både til brug for førsteklasses skibsovertræk og landbrugsovertræk af sekunda – kvalitet. Nogle rebslagere ønskede at udføre begge dele. En snes år efter kom der flere til. Foregangsmanden var rebslager Eilert Wesendunk.
En opgørelse over af rebslagere i 1723 viser 14 mestre, 10 svende og ikke mindre end 30 drenge
Teglværk
Uden for den tidligere Øster Vold, der hvor Nyboder senere blev anlagt, blev der oprettet en teglgård. Denne blev i 1616 flyttet til et område, der senere indgik i Blågårds jorder. I de følgende år blev der oprettet teglovn med huse og lader på grunden. Først da Christopher Gabel i 1662 købte Teglgaardsvangen og lagde den til sin ”Ladegårdsjord”, blev ”Byens Teglgård” nedlagt.
Tapet – og kønrøgsfabrik samt kattuntrykkeri
En ganske særlig virksomhed fandt sit hjemsted på blegdam nr. 21. Zacharias Nieman havde forstand på at lave kønrøg og fremstille tapeter. Han søgte samtidig kongen om at oprette et manufaktur ud for Øster Port i 1724. Han fik tilladelsen under forudsætning at han lod fremstille så meget at import blev overflødigt.
Limsyderi (Solitude)
Allerede i 1694 eksisterede der et limsyderi på Solitudes grund.
Wodrof Mølle
På grænsen til Frederiksberg adskilte Wodrof Mølle sig ved ikke blot at have tilknyttet en vandmølle, men ved at være en hollandsk mølle i stedet for en stubmølle. Georg Julius Wodrof var en initiativ herre, der skabte et helt fabriksanlæg omkring møllen. Han fik sit privilegium i 1700, men allerede året før var møllen bygget der, hvor Ladegårdsåen løb ud i Sankt Jørgens Sø.
Han havde også indrettet noget hidtil uset, et perlegrynsværk. Siden blev mølleværket knyttet til en hel manufakturfabrik. I 1709 satte en brand en stopper for det hele.
Store Ravnsborg Mølle
I 1672 blev der udstedt et lejebrev til Claus Mortensen Glose til drift af Store Ravnsborg Mølle. Han drev den til sin død i 1690. Så solgte børnene den videre.
Ja der fandtes faktisk to møller mere lige i nærheden.
Blågårds Mølle
Allerede i 1660erne eksisterede Blågårds Mølle.
Lille Blegdamsmølle
Denne barkmølle var bygget omkring 1634. Men den kendes først for beskrivelse i 1737, Ja den mølle var også en barkmølle.
Ladegårdsmøllen
Denne eksisterede fra 1730
Barkmøllen (Solitude)
Der var mange møller her i Nordre Forstad dengang. Vi har sikkert ikke fået alle med. Men en, der skilte sig ud fra de andre, var Barkmøllen. Den brugte man til at male bark, som garverne havde god brug for i deres erhverv.
Hvornår Garverlauget overtog møllen vides ikke. Men den kendes fra 1655. Og før 1694 var den kommet i laugets eje.
En ny bydel voksede frem
Fra midten af 1800 – tallet voksede Nørrebro frem som en ny bydel. Pludselig blev portene afskaffet. Men allerede inden da var industri og handel i gang på Nørrebro. Man måtte have arbejderne inde fra byen. Der var ikke nok på Nørrebro – endnu.
I 1860 var indbyggertallet på ca. 10.000. I år 1900 var indbyggertallet oppe på 100.000. Det blev et rigtigt arbejderkvarter. Og det blev i den grad bygget. Byggespekulanterne tjente i den grad penge. Det drejede sig om at bygge så meget på så lidt jord som muligt. Byggevedtægter og regler kom først bagefter.
I vores artikelserie har vi taget nogle enkelte håndværksvirksomheder med, for deres arbejde nærmer sig industriens. Nørrebro tiltrak i den grad industrien. Op Ydre Nørrebro kom banen og godsbanen endelig. Det havde industrien brug for.
Det blev til nogle temmelig store industrivirksomheder, der voksede frem. Også en masse små håndværk blev etableret i bydelen. Værksteder, småindustri eller håndværksprægede virksomheder etablerede sig i sidegader eller baggårde.
Nogle af de industrivirksomheder, der etablerede sig her i bydelen, blev meget kendte. Vi kan selvfølgelig ikke nå dem alle. Vi har i vores projekt samlet en bred vifte af både store og små virksomheder. Hvis vi i dag kigger på ejendomme på Nørrebro, kan vi godt fornemme, at her lå en fabrik. Men de allerfleste fabriksejendomme er i dag helt forsvundet.
Størstedelen af virksomhederne flyttede fra Nørrebro i 1950erne. Beboelsesejendomme, parker og pladser har overtaget fabrikkernes plads.
Virksomheder på Blågården
Knud Lyne blev tvunget til at tilbagekøbe Blågården efter at denne var blevet ramponeret. Ejendommen var til auktionsforretningen blevet vurderet til 55.000 Rigsdaler. Men først i 1777 meldte der sig en køber, Peter Tutein, der købte hele herligheden eller nærmere det, der var tilbage af herligheden for kun 23.000 Rigsdaler.
Og enkefru Lyhne havde stadig 2.000 Rigsdaler til gode hos Grev Holck, der i sin tid købte Blågården til kongen.
Manufakturfabrik
Tuteins plan var at anlægge en silkebåndsfabrik. Han havde egentlig opnået statsunderstøttelse, men planen blev aldrig ført ud i livet.
Peter Tutein fik tilbudt 32.000 Rigsdaler i afståelse. Han betragtede dette som en god forretning. I 1780 blev der anlagt ”Komplet Klæde – Manufaktur på Blågård.
Det var klædefabrikant Johan Paul Kalckenberner, der startede. Han skulle indskyde 30.000 rigsdaler af egne midler. Der skulle ansættes 20 mand. Og han fik betydelig støtte forskellige steder fra.
Vandet måtte under ingen omstændigheder løbe tilbage til Peblingesøen. Opgaven blev løst ved et kompliceret system af stenkister og grøfter.
Men hele installationen af fabrikken kom til at koste betydelig mere end antaget. Nu blev der så vedtaget, at en fabrikant Jacob Branner skulle lede det hele med 8 mand. Man ak, uanset hvad man foretog sig, så endte det hele med et stort underskud både af offentlige og private midler.
Det Kongelige Danske Dugemanufaktur
Det hele blev nu rekonstrueret. Det blev oprettet et aktieselskab. Nu hed det ”Det Kongelige Danske Dugemanufaktur”. For kongelig regning blev det opført et nyt etatages teglhængt og grundmuret farvehus ud mod Nørrebrogade.
Men ak, det gik dårligt. Der var mange vanskeligheder at kæmpe med. Man savnede en ”duelig” farvemester og en ”kyndig” fabriksmester, som forstod at drive fabrikken. Afsætningen var alt for ringe. Og hvad det lyder helt utroligt, så var arbejdslønnen for høj.
Linnedvæveri
De egentlige fabriksbygninger blev uden vederlag overladt til købmand Hilcker. Han ville forsøge med et linnedvæveri efter ”den vestphalske metode”. Senere var det så linnedvæver Schnitker, der heller ikke havde heldet med sig.
Resten af bygningerne blev udlejet til forskellige industriforetagender. Jorden blev bortforpagtet. Mange overflødige lejligheder blev udlejet til privatfolk.
Men Finanskollegiet var dog opsat på at blive det hele kvit. I 1800 afholdtes to aktioner, hvor der ikke manglede købere til de 13 lodder, der blev udbudt. Men man fandt budene for lave.
Hele arealet med undtagelse af slottet og et jordstykke på 7 tdr. land samt Accisesvænget blev bortforpagtet til en bogholder i Generalpostamtet.
Farveplantager
Det hele blev for en meget ringe sum af 100 Rigsdaler årligt lejet ud til farver Holmblad. Han havde i 1777 fået privilegium som uldfarver. Der blev anlagt en plantage for dyrkning af farveplantager. Jacob og sønnen Laurits Holmblad blev på mange måder begunstiget af regeringen.
I 1806 fik de 27 tdr. land i livsvarig forpagtning til en årlig afgift på 440 Rigsdaler. Da seminariet blev nedlagt, fik de yderligere 10 tdr. land.
De fik et rentefrit land på 4.000 Rigsdaler til opførelse af tørrehus og en mølle, samt 150 Rigsdaler i årligt tilskud til en ekspert i farveplanter.
Under englændernes bombardement i 1807 blev plantagerne som så meget andet ødelagt. Ikke mindre end 50.000 farveplanter var ødelagte. Men plantagen kom dog hurtig i drift igen.
Men desværre kunne dyrkningen ikke betale sig. Plantagen blev nedlagt.
Jacob Holmblad var grundlægger af Nordisk Farveindustri. Virksomheden blev drevet under navnet Sadolin & Holmblad. Jo det har jo vist sig, at firmaet var livskraftigt.
Voksdugsfabrik
Blandt de parceller af Blågården, der blev lejet, var Nørrebrogade 49. I 1880erne var denne i voksdugsfabrikant Shorn’ s eje.
Men i 1839 var stedet blevet udlejet til holsteneren Hans Henrik Baumgarten. Han var maskinmester hos Berlings Trykkeri. Og her på Nørrebrogade kogte han farve til trykningen.
I 1843 begyndte han på Købmagergade sin egentlige virksomhed. Og i 1846 stiftede han firmaet Baumgarten & Burmeister. Dette blev senere til Burmeister & Wain.
Marts 14, 2020
Artikler Nordvest
Her er en liste over 24 artikler om Nordvest. Flere følger. Bl.a. så besøger vi 8 industrivirksomheder i Nordvest. Disse artikler bliver lagt ind, når vi har afholdt foredrag på Biblioteket på Rentemestervej
Snart vil du opleve at vi lægger nogle artikler ind omkring industrivirksomheder i Nordvest. Det sker efter, at vi har holdt foredrag på biblioteket på Rentemestervej.
Foreløbig fokuserer vi på 8 industrivirksomheder, som bliver lagt ind i denne kategori. Men allerede nu har vi en del artikler om Nordvest. Disse er placeret under Nørrebro og København. Hvis du bruger søgefunktionen på artiklens navn, kan du finde den direkte.
Diverse artikler Nordvest:
Enigheden:
Lersø – bøllerne:
Industri: