Artikler
April 14, 2020
Scandinavian Star
En uløst mordgåde. Madrasser fulde af kakerlakker. Masser af klager. Under mistanke helt frem til 2014. Den første brand blev slukket. To nye brande. Man troede ikke på det. Meget giftig røg. SOS kl. 2.24. Kaptajnen går fra borde – 40 tilbage på skibet. Tre passagerer sov fra det hele. Først efter 4 timer begyndte brandslukningen. Fare for kæntring. Mange lig blev fundet. Ingen passagerliste. Endnu flere brande opstår. Mindegudstjenester. Manipulation af vidneforklaring. Mange private efterforskninger. Skibet var overforsikret. Pyroman havde indgående kendskab til skibet. Masser af uheld og brande. Der skulle et skattefradrag til. Ni besætningsmedlemmer fulgte med. Hvorfor blev skibet pludselig dobbelt så dyrt? Alvorlige sikkerhedsproblemer. Om bord var der mange misforståelser. Alt for mange huller i efterforskningen. Afsluttende undersøgelser i 2016 og 2017. Her var ikke viljen. Skulle 159 dø, for at nogle kunne blive rigere?
En uløst mordgåde
Hvem satte ild til skibet? Hvad var motivet? Man har aldrig fået belyst hele brandforløbet og det komplicerede ejerforhold. I denne sag har der været grobund for utallige teorier og spekulationer. Magtfulde kredse har forsøgt at skjule sandheden. Dette er meget mere end en mordgåde.
Madrasser fulde af kakerlakker
Skibet var sejlet den lange vej over Atlanten til Cuxhafen. Her kom besætningsmedlemmer om bord. Kun 10 af 100 talte engelsk. Skibet lignede en stor byggeplads. Kaptajn Hugo Larsen steg på.
Alt skulle gå hurtigt. Ole B. Hansen pressede på. På anden-dagen mødte en del af personalet ikke op. Forholdene var langt fra optimale. Madrasserne var fulde af kakerlakker.
Masser af klager
De første dage på overfarten var kaotiske. Der blev modtaget masser af klager. Der var booket til flere passagerer, end der var plads til. Og så blev der udleveret forkerte nøgler.
Den morgen blev skibet forsinket. Det tog længere tid end beregnet for at få placeret de mange biler og lastbiler.
Under mistanke helt til 2014
Skibet var bygget i 1971. Og det blev verdensberømt eller nærmere berygtet natten til den 7. april 1990. På vej fra Oslo til Frederikshavn omkom 159 personer. Langt de fleste omkom af giftig røg. Tidlig fandt man ud af, at brandet var påsat.
Og snart mistænkte det norske politi den 37 – årige danske lastbilchauffør for ildspåsættelse. Dansk Politi havde meddelt, at han tidligere var dømt for fem brandstiftelser. Men der var overhovedet ingen tekniske beviser. Først i 2014 trak norsk politi mistanken tilbage.
Færgen fungerede tidligere som casino-skib. Der forestod stadig installationsarbejde om bord. Mange kahytter var stadig umonterede. Man havde kun haft mandskabet til optræning i 10 dage. Det var et mandskab, der bestod af søfolk fra mange nationaliteter. De havde vanskeligheder ved at forstå hinandens sprog.
Den første brand blev slukket
Da skibet befandt sig i Skagerrak, udbrød der brand i noget sengetøj ude i gangene. Den brand blev slukket af to nordmænd, der opdagede branden. Man mente at der var brugt væske. En portugisisk sømand, der kom til hjælp med at slukke branden. Han udløste brandalarmen, men den virker ikke. Men kaptajnen var blevet underrettet. Klokken var vel 1.45.
Denne var slået fra, da man havde erfaringer med, at berusede passagerer slog den til. Den skulle udløses manuelt fra kommandobroen. Dette gjorde man ikke, da der nu ikke mere var fare for passagerernes sikkerhed.
To nye brande
Omkring kl. 2 udbrød der to nye brande på dæk 3., hvoraf den sidste med sikkerhed kan siges at være påsat. På grund af den dekorative og også brandfarlige loftsbeklædning spredte ilden sig hurtigt og gangene fyldtes med sort kraftig røg fra selvsamme loftsbeklædning.
En af disse brande betegnes som hovedbranden. Igen sker dette i en korridor, men til forskel fra den første, var det ved ubeboet sted. Nogen havde slæbt papkasser og senge ud i korridoren og sat ild til. Et øjenvidne mener tidligere at have set en træbjælke som sad i klemme i døren ind til bildækket fra netop denne korridor.
Der kom røg op fra dækket. To passagerer fortalte receptionisten at det brændte. Det troede man bare ikke på.
Man troede ikke på det i receptionen
Senere kom det frem, at en skydedør til bildækket bagerst i den ene side af skibet har været åben 10 – 15 cm. I den modsatte side af skibet er døren sat i åben stilling. Fra bildækket er der dermed skabt åbning og en passage, som via trappehusene går fem dæk op, tværs over skibet og ned igen. Den fri passage medvirker sammen med ventilationssystemet til, at branden breder sig, som var det flammekastere, da ilden når op og ned gennem trappetårnene.
Receptionen var nu fuld af dolk. Der var skrig og råb. Atter engang fandt man ud af, at brandalarmen ikke virkede.
Meget giftig røg
Da de fleste passagerer på dette tidspunkt lå og sov i deres kahytter, døde mange af den giftige røg og ikke af selve ilden. Ilden spredte sig hurtigt til dæk 4, og der sivede røg ind på dæk 5 og 6 blev kommandobroen endelig alarmeret. Desværre havde besætningen aldrig gennemgået den nødvendige brandøvelse. Derfor var der ikke en kordineret indsats.
Røgen var så mættet af kulilte at personer, der indåndede den, mistede bevidstheden inden for 30 sekunder. Inden for 3 minutter havde man fået en dødelig dosis. Samtidig indeholdt røgen store mængder af giftig blåsyre fra loftsbeklædningen, som skabte livstruende forhold for passagerne, som skabte livstruende forhold for passagerne.
Ingen styrer tingene eller ved noget som helst. Mange var allerede døde. Det var som om at røget blev endnu tykkere.
Branden fortsatte op i skibet og ind i restaurantssektionen på det 6. dæk. Kahytterne havde hidtil vært røgfri så længe dørene holdtes lukkede. Ventilationsanlægget fungerede, men da ventilationsanlægget blev stoppet, muligvis først kl. 2.30, sivede røgen ind i kahytterne.
Koncentrationen af blåsyre og kulilte nåede et kritisk punkt ca. 15 minutter senere. Ventilationen blev stoppet da kaptajnen mente at den var med til at nære ilden med ilt. Standsningen var også en dødsdom over de passagerer, der intetanende lå i deres kahytter.
Det var som en skrækfilm. Man skulle helt op agterud. Ingen kunne i begyndelsen finde ud af at fire bådene ned. Passagerne vidste ikke, hvad de skulle gøre. Ingen fra mandskabet hjalp med det. Det tog vel 15 – 20 min. At få frigivet redningsbådene. Redningsbådene hamrede mod skibssiden. Der var trængsel og skubberi. Havstrømmen førte nu bådene væk fra skibet.
SOS kl. 2.24
Samtidig får skibet slagside til styrbord, og i løbet af de næste timer når vandet fra brandpumpen nede ved kølen næsten halvanden dæk op.
Branden fortsatte, men spredtes nu langsomt på grund af iltmangel. Desuden bremsedes ilden af både vægge og lukkede døre. Branden var først slukket den 16. april kl. 16.
Klokken 2.24 sendtes et SOS. Færgen Stena Saga opfangede signalet og ankom som et af de første både til ulykkesstedet en halv time senere. Den begyndte straks at samle overlevende op fra redningsbådene. Det var utrolig koldt. Flammerne stod nu op.
Kaptajnen går fra borde – 40 stykker er tilbage
Klokken 3.28 meddelte kaptajn Hugo Larsen at han ikke længere kunne blive om bord. Kaptajnen på Stena Saga, Lennart Nordgren spurgte på radioen, om alle var kommet fra borde. Kaptajn Larsen sagde i første omgang, at det var de. ”Også besætningen”, spurgte kaptajn Nordgren. Nu blev Hugo Larsen dog usikker.
Faktum var, at der endnu befandt sig mindst 40 stykker tilbage på dette tidspunkt. Denne melding betød i første omgang, at der ikke blev sendt røgdykkere op på skibet, selv om der stadig befandt sig mange overlevende tilbage på båden. Mange af disse overvejede om de skulle springe. Nogle fra trætte mens andre var fulde.
En dansk helikopter fløj en såret til sygehus i Norge.
Fire – fem skibe var lige i nærheden.
Da de første brandmænd ankom med en helikopter fra Sverige til færgen, var klokken efterhånden blevet 6.
Tre passagerer anede ikke, hvad der skete
Nu begyndte man endelig at undersøge skibet. 57 sårede skulle behandles på Stena Line. 4 omkomne var bragt ombord. Efterhånden giv alvoren op for alle. Der var mange døde. Politiet melder inde fra land, at man skulle lade de døde ligge og blot markere dem.
Om bord blev der fundet en passager, to portugisiske sømænd og to håndværkere, som tilsyneladende havde sovet fra hele ulykken. Til deres held lå deres kahytter i et område hvor ilden og røgen ikke havde været så slem. Andre steder på skibet flød der til gengæld med lig i gange og kahytter.
Kort efter ankomsten kaldtes kaptajnen tilbage til sit skib efter ønske fra brandmændene. De kendte ikke skibet, og havde derfor brug for en guide.
Først efter 4 timer begyndte slukningen
Om formiddagen den 7. april begyndte man at bugsere den stadig brændende færge til den svenske by Lysekil. Ud på eftermiddagen meldtes ilden slukket. Men netop ved ankomsten til Lysekil sent på aftenen flammede en ny og igen uforklarlig brand op. Denne gang i den forreste del af kommandobroen. Branden fik næring af olie fra et hydraulikrør, der under mystiske omstændigheder var knækket.
Kun en af skibets otte pumper fungerer åbenbart. Valget står med at pumpe eller læse, så skibets slagside ikke blev forværret. Problemet var bare, at mens det blev lænset, så breder ilden sig. Først efter omkring fire timer kommer der for alvor gang i slutningen af branden, som raser i den bagerste del af skibet.
Fare for kæntring
I radioen lød der pludselig at Scandinavian Star brænder ude i Skagerrak. På svensk radio blev der meddelt at 495 var blevet evakueret. Men efterhånden fandt man ud af at der var mere end 150 var savnet.
Klokken 8 ankommer et redningsskib til Norge med de første overlevende. Redningsfolkene mente i første omgang at 71 var omkommet af røgforgiftning. 24 røgdykkere var nu i gang. Diskussionen var nu i gang, om branden var sket i norsk eller svensk farvand.
Klokken 10 var der stor fare for kæntring. Chefelektrikeren fra Scandinavian Star var uenig med de svenske brandmænd om, hvordan branden skulle bekæmpes. Maskinisten var pludselig forsvundet ned i maskinrummet.
Mange lig blev fundet
Først midt på dagen den 8. april var alle brande slukkede. Arbejdet med at bjerge de 158 lig kunne begynde.
99 lig blev fundet i kahytterne. Heraf blev omkring en fjerdedel fundet helt eller delvis inde på badeværelset med ansigtet gemt i håndklæder. Andre lå i køjerne. Enten fuldt påklædt eller i undertøj. Formentlig fordi de meget sent opdagede branden.
Over 50 lig lå i korridorerne. Den tykke sorte røg og de dårlige lysforhold havde gjort det svært at finde vej. Enkelte korridorer endte blindt. Omkring 20 af de 50 omkomne blev fundet i to gange, hvor der ikke var udgang for enden. De resterende lig blev slæbt ud af gangene under redningsarbejdet.
Den ældste omkomne var 79 år. Den yngste var kun få måneder gammel. Der var 28 børn og unge. Desuden døde 29 par sammen på skibet, mens 26 mistede deres mand eller kone.
Ingen passagerliste
Kl. 15 var der opstået en ny brand på skibet. Glasset i sikkerhedsbrillerne splintredes, så varmt var det. I Oslo på Hotel Royal Christiania var der indrettet et krisecenter. Om bord på Stena Saga var der 57 overlevende og 4 døde.
Kl. 16.30 finder man ud af, at der ikke er nogen passagerliste. Denne måtte rekonstrueres. Nye navne blev læst op. Der var gråd og fortvivlelse.
Kl. 20. 00 blev Ruth’ s mor ringet op i USA. Man spurgte, om hun havde hørt fra Ruth. Ja denne Ruth var forsanger på de band, der spillede på færgen. Moderen blev helt fortvivlet.
Endnu en brand opstår
Kl. 21.00 kom Scandinavian Star i svensk havn i Lysakil. En filippiner kom ud af skibet. Han forsvandt og siden har ingen åbenbart hørt fra ham.
Kl. 3.00 opstod der nu atter en kraftig brand på skibet. Brandvæsnet brugte al deres skum. Der var nu så meget vand ombord, at skibet atter engang truede med at kæntre.
2 dage efter branden gik man nu atter om bord for at lede efter lig. Man reagerede stærkest på døde børn. Det var hårdt. Nogle af redningsfolkene måtte ud at brække sig. Ligene blev kørt til Norge i kølevogne med politieskorte.
4 dage efter var der første søforklaring i København. Kaptajn Hugo Larsen forklarede, at sikkerheden var optimal.
Mindegudstjenester
Efterhånden fandt man ud af, at nogle af ligene var umulige at identificere alle ligene.
Hver eneste passager skulle nu placeres på skibet i efterforskningen. Fra norsk side var der sat 25 mand på. Svensk og dansk politi skulle hjælpe til. Kaptajnen følte ingen ansvar eller skyldfølelse.
Der var samlet 14 kister til mindegudstjeneste i Frederikshavn. Ejer og redder mødte op. Og det var der meget vrede over. Tilsvarende var en masse kister samlet på Forneby Flyveplads i Norge. Og der var mindegudstjeneste i Asker.
Afvisning
Tidligt i efterforskningen havde norsk politi satset på, at det var den danske chauffør Mørk – Jensen, det var den skyldige. Motivet skulle have været, at han var blevet afvist hos flere kvinder. Disse kvinder havde man fundet frem til. Men der var ingen beviser.
Men mange betragtede dette tidligt som en nødløsning
Manipulation af vidneforklaring
Koldingenseren Lise Møller Pedersen, der også var ombord, afgav vidneforklaring til norsk politi. I afhøringsrapporten hed det at:
Da hun mange år senere fik forelagt denne udtalelse fastslår, at det har hun aldrig sagt. Selv syntes hun, at det var ”frækt” af norsk politi. Men lige så fræk var det vel at udpege Erik Mørk Andersen som gerningsmand.
Norsk Politi gik kun efter en mistænkt
Erik Mørk Andersen omkom i branden. Og allerede efter den 2. af i alt 6 brande var han allerede døde. Det norske politi henlagde sagen med kommentaren:
Dømt for manglende sikkerhed
I Danmark kom det først til en retssag, først ved Sø- Og Handelsretten og i slutningen af 1992 og siden i Højesteret i november 1993. Tre personer blev dømt for overtrædelse af loven om skibets sikkerhed. Det var tale om kaptajn Hugo Larsen, som fik lovens strengeste straf bestående af 60 dages fængsel. Dels Ole Busch Hansen samt Henrik Nygaard Johansen, som henholdsvis direktør og ejer af kommanditselskabet K/S Scandinavian Star som hver fik 40 dages fængsel.
Mange private efterforskninger
Mange grupper har siden gennemført private efterforskningssager i sagen. En af dem, der efterforskede, var Mike Axdal, der mistede sin far og sin bror ved branden. Han kritiserede bl.a. myndighederne, hvorfor der ikke var et kriseberedskab parat i Frederikshavn. Han mente også, at der var en dårlig koordination mellem politiet i Norge, Sverige og Danmark.
En ny rapport
I april 2013 holdt den svenske og norske private undersøgelsesgruppe et stort pressemøde, hvor de ”Stiftelsen Etterforskning av mordbrannen Scandinavian Star” fremlagde en ny rapport om den 23 år gamle skibskatastrofe.
Rapporten konkluderede, at Erik Mørk Andersen ikke kunne have startet alle brandene ombord på skibet, dels fordi flere af brandene opstod steder hvor kun besætningen havde adgang, men også fordi flere af brandene først opstod efter hans død.
Rapporten konkluderede også at Henrik Johansen, der i Danmark blev dømt som ejer af skibet, slet ikke ejede det. Skibet var solgt til SeaEscape ltd. I USA med danskeren Niels Erik Lund som formand.
Skibet blev overforsikret
Skibet var blevet overforsikret til det dobbelte af det, der var vurderet til. Og der blev aldrig rejst en undersøgelse af Niels Erik Lund, selv om en norsk højesteretsdommer sendte et åbent brev til en dansk rigsadvokat i 2010, hvor han satte spørgsmålstegn ved netop ejerforholdet.
De uofficielle undersøgelser stillede også andre spørgsmål. Den svenske indsatsleder oplevede at besætningen saboterede brandslukningen ved at fjerne kiler fra dørene hvor brandmændenes brandslanger var ført igennem. Man oplyste heller ikke, at der var ekstra pumper i skibet, der kunne være brugt til brandslukningen.
Pyromanen havde indgående kendskab til skibet
Desuden viser det sig, at et rør har været mekanisk påvirket og blevet vristet løs. Denne forårsagede olie til mere brand.
En svensk brandekspert fandt i 2006 ud af, at brandstifteren havde haft:
Centrale branddøre var blevet blokeret med en kile og en træbjælke.
Skibet hugget op i 2004.
Scandinavian Star skiftede ejer flere gange efter branden. I 2004 blev skibet hugget op i den indiske by Alang.
En af de overlevende opsøgte skibet i Southampton. På en adresse, hvor den nuværende ejer boede, mødte han en af de filippinske besætningsmedlemmer fra dengang. Heller ikke dette sammentræf er nogensinde blevet undersøgt.
Krydstogt var DFDS’ gamle drøm
Krydstogter var en gammel drøm for DFDS. Og det kunne sagtens foregå fra Florida. Drømmen gik tilbage til 1982 i New Yorks havn. Projektet med Scandinavian Star skulle sikre DFDS’ s fremtid.
Alle advarselslamper blinkede inden skibet skulle sættes i vandet mellem Oslo og Frederikshavn. I 1990 havde der været alvorlige sikkerhedsproblemer på skibet, mens det sejlede som krydstogtskib i Caribien.
Masser af uheld og brande
I perioden 1983- 90 havde SeaEscape flere brande. Tre af disse blev betegnet som større brande. Man havde en lille flåde på fem fartøjer. Hver gang blev der udbetalt en forsikringssum.
Før 1988 havde Scandinavian Star alene 10 uheld, heriblandt et sammenstød, et olieudslip, alvorlige tekniske fejl og to grundstødninger.
Blandt rygterne dengang blandt de ansatte var, at flere af brandene var påsatte. Den samme mistanke havde de amerikanske myndigheder. I 1989 havde et tv – selskab lavet optagelser med skjult kamera.
En kæmpe forsikringssum
Så var det jo lige kaskoforsikringen. Den handlede om, hvor stor erstatningen ejeren af skibet kunne få for den brandhærgede færge. Den var tegnet i det danske forsikringsselskab Fjerde Sø. Den afstedkom slagsmål om den høje forsikringssum på 24 millioner dollars, knap 150 millioner kr.
Skulle skibet betragtes som totalskadet? I offentligheden stod Henrik Johansen som ejermand af skibet. Men i virkeligheden var der også andre interesser på spil. En tredje part der var til stede var SeaEscape . Firmaet var repræsenteret med Niels Erik Lund og en britisk advokat.
Offentligheden troede, at selskabet havde solgt færgen til Henrik Johansen en uge før mordbranden. Skibet var blevet overført til denne, før det var blevet betalt. SeaEscape var med på policen indtil Henrik Johansen havde betalt.
Norsk politi fastholdt Henrik Johansen som ejeren
Forsikringstagerne havde selv fastsat forsikringssummen.
Norsk Politi fastholdt under hele sagen at Henrik Johansen var den reelle ejer. Skibets værdi var blevet pustet kunstigt op for derved at forhøje forsikringssummen. Det amerikanske selskab havde en særdeles skrøbelig økonomi og havde brug for pengene.
I første omgang ville forsikringsselskabet kun udbetale 9 millioner dollars. Man mente ikke at skulle dække for besætningens fejl.
Det hele var sat på spidsen. Men SeaEscape og Niels Erik Lund ville ikke i retten og det var der en god grund til.
DFDS har tabt 200 millioner kroner på deres eventyr i Caribien og Scandinavien Star var den sørgelige rest. SeaEscape satsede på flydende kasinoer og enarmede tyveknægte.
Der skulle et skattefradrag til
Henrik Johansen havde netop solgt Vognmandsruten på Storebælt. Prisen blev 362 millioner kroner. Han ledte efter et nyt skib mellem Oslo og Frederikshavn. Det skulle geninvesteres og inden 1. april ville det give et stort skattefradrag. Han havde endda fået lov til at udvide skatteåret med tre måneder.
Men Vognmandsruten var der også problemer med. Der var for mange passagerer og for få redningsbåde. På ruten Korsør – Nyborg. Ole B. Hansen måtte indkassere 40 dages fængsel.
Hvorfor blev skibet pludselig dobbelt så dyr?
StenaLine havde købt skibet for 7,4 millioner dollars. I 1986 indgik svenskerne en lejeaftale med SeaEscape. Skibets værdi blev dengang angivet til 10 millioner dollars. SeaEscape købte skibet af StenaLine for 10, 3 millioner dollars. Kun 18 minutter senere købte Henrik Johansen det for 21, 7 millioner dollars. På få minutter var skibet steget i værdi.
Johansens kommanditselskab var ikke registreret i Erhvervsregistret eller hos Skattevæsnet. Der blev hævdet, at der var tre andre købere til skibet, men det har nu efterfølgende vist sig, at det nok ikke helt var tilfældet.
Under alle omstændigheder så accepterede Fjerde Sø at udbetale 24 millioner dollars i forsikringspenge.
Ni besætningsmedlemmer fulgte med
Selv om Henrik Johansen overtog eller skulle overtage skibet var det ved den famøse brand ni besætningsmedlemmer fra SeaEscape. Desuden kom tre besætningsmedlemmer fra SeaEscape tilbage til skibet efter evakueringen. Herefter opstod der nye brande. I alt brændte der i 38 timer. Dette er heller ikke blevet undersøgt. Nogle brandmyndigheder fastslår endda, at her er tale om nye brande.
Hertil kommer den svenske brandmesters beskyldning mod maskinchefen der gav urigtige oplysninger om skibets pumpesystem. Denne maskinchef blev senere ansat som vicepræsident i Niels-Erik Lunds eget selskab ISP.
Alvorlige sikkerhedsmæssige problemer
Skibet var jo slet ikke klar. Der var i den grad sikkerhedsmæssige mangler. I stedet for brandhæmmende materialer var skibets indre beklædt med letantændeligt savsmuldstapet og andre beklædningstyper, som ved antændelse afgav tyk giftig røg. Det var en flydende brandfælde.
Branddørene virkede ikke. Besætningen havde ikke deltaget i nødprocedure. Generel var skibet i så dårlig forfatning, at en forsikringsagent anbefalede sit selskab ikke at forsikre det.
Den forsikringsmand, der nægtede at hans selskab skulle tegne forsikring kunne konstatere, at skibet ikke var klar til at sejle med passagerer. Flere branddøre fungerede ikke. Sprinklerne på bildækket var rustne. Redningsbåde manglede motorer. Skiltning til flugtveje og ved branddøre var hverken på dansk eller norsk. Madrasser og sengebunde lå på gangene og det flød med linned og byggemateriale.
Forsikringsmanden forklarede kaptajn Hugo Larsen, at disse problemer først skulle løses uden, at der kunne tegnes forsikring. Men havarichefen blev aldrig tilkaldt for at se om tingene var i orden. Og først da skibet var brændt fik denne forsikringsmand at vide, at forsikringsselskabet havde tegnet forsikring.
Efter dødsbranden undersøgte den danske søfartsstyrelse skibet. De gjorde det ikke før med den begrundelse, at skibet sejlede under Bahamas-flag. Og at det var disse myndigheder, der var ansvarlig for skibets sikkerhed!
Men nu lagde de dog mærke til masser af fejl. Fire branddøre blev ikke udløst. Fem branddøre lukkede ikke træt og kunne ikke stoppe den giftige røg. De fleste brandspjæld, der skulle bremse ildens spredning, lukkede ikke.
Den nordiske kommission, der blev nedsat efter branden, konkluderede at skibets tekniske stand opfyldte de krav, da skibet blev bygget. Men der var en række fejl, og mangler ved skibets vedligeholdelse.
Ud over tilstoppede sprinklere på vogndækket manglede en branddør og tre brandalarmer. Der var misvisende skiltning i tilfælde af en nødsituation.
Sø – og Handelsretten fastslog også i sin dom at ”Scandinavian Star i perioden 1. – 7. april ikke var klar til sejlads med passagerer”.
Om bord opstod der mange misforståelser
På Kommandobroen har man åbenbart taget fejl af første brand som blev slukket og så anden brand. Man troede at det var den samme. Derfor blev passagererne ikke evakueret og brandalarmen udløst. Den anden brand fik derfor mulighed for at vokse sig stor.
Alt for mange huller i efterforskningen
Egentlig kan man godt forstå, at de efterladte efterlyser en ordentlig efterforskning. Der er alt for mange huller. Og alt for mange spørgsmål er ikke blevet besvaret. Man er aldrig gået til bunds i de økonomiske sider af sagen. Der er blevet sløset med efterforskningen. Man har så ville dække over dette.
Svenskere har lavet et stort forarbejde om brandforholdene. De blev heller ikke taget med i efterforskningen.
Et meget stort spørgsmål, som ikke aldrig er blevet besvaret:
Også hos Mike Axdal skete der ransagninger. En kasse i kælderen hos norsk politi var pludselig forsvundet.
Afsluttende undersøgelser i 2016 og 2017
Efter talrige formodninger og undersøgelser gik myndighederne i gang med nok en gang at opklare sagen. Men den 9. august 2016 henlagde norsk politi atter sagen. De kunne ikke finde nye beviser omkring sabotage med diesel og hydraulik. Man havde ikke engang afhørt en meget omtalt person, Hans Rytter. Det økonomiske forløb var heller ikke blevet undersøgt. Og grunden til dette var, at dansk politi ikke fandt frem til noget.
Den 1. juli 2017 konkluderede en undersøgelse fra det norske storting, at branden godt kunne have udviklet sig naturligt. Det var stik modsat den konklusion som de pårørendes eksperter havde fundet frem til. Man konkluderede desuden, at det med hydraulikken ingen som helst betydning havde. Det var også stik imod det som de pårørendes eksperter havde fundet frem til.
Flemming Thue Jensen, inspektør er ikke i tvivl, hvem gerningsmændene er. Han har ikke nævnt navn eller navne. Han oplyste, at de klodser, der holdt dørene er opbevaret et bestemt sted på skibet. Det er kun nogen fra mandskabet, der ved hvor?
Hydraulikrørene er det blevet pillet ved for at få mere gang i ilden. Den danske inspektør har en eller to navne i kikkerten. Men han har for sin arbejdsgiver blevet nægtet at mægle, konkludere eller udtale sig i sagen.
Brandteknikker konkluderer 25 år efter, at der var tale om mindst 4 påsatte brande. Chef -elektriker Hans Rytter, maskinchef Heinz Steinhäuser og et filippinsk besætningsmedlems færden på skibet er aldrig blevet undersøgt. De tre bad om at blive fløjet over til havaristen. Meningen var, at de skulle blive på broen som en slags konsulenter for brandmandskabet. Men de forsvandt gennem længere tid under redningsarbejdet.
Egentlig skulle der efter planen have befundet sig ca. 120.000 liter dieselolie ombord. Men det gjorde det ikke. Man har heller ikke fundet beviser for, at dette er blevet påfyldt. Efter manges mening er dette olie blevet anvendt til at forstærke branden.
Her var ikke viljen
Som en af de overlevende meget rammende sagde:
Man kan måske også stille spørgsmålet:
Kilde:
April 14, 2020
Grevinden af Bagsværd
Børnene blev bortadopteret. Mænd valfartede til. Hun drak whisky som postevand. Et møde med Grev Sponnec havde følger. Mød med fabrikant-søn. Diamanthandleren. En rig enke i København. Hun blev grevinde. Adgang til det engelske hof. En jockey fra Derby. Aldershvile brænder. Gustav Meyer overholdt ikke sin aftale. Hun efterlod en gæld på 60.000 kr. Stenen blev flyttet. En usædvanlig livsskæbne. En original med titel og gods. Bygherren af slottet tog af kassen. Grev Ribbing tog skuffet til Paris.
Børnene blev bortadopteret
Grevinden af Bagsværd, eller som hun rigtig hed Angelica Maria Anna Pierri er født i København den 14. december 1870. Hun var datter af en italiensk stukkatør og musiker, Julius Theodor Pierri og hans danske hustru, Johanne Caroline Petersen.
De fik også en søn, som de kaldte Alfons
Da pigen var tre år gammel, døde hendes far. Moderen kort efter giftede sig igen. Hun havde mødt en ledvogter fra Fyn. Derfor blev de to børn bortadopteret til hver deres plejefamilie
Mænd valfartede til
Angelica blev bortadopteret til en restauratør van der Brügge i Blågårdsgade. Under gode og trygge forhold udviklede hun sig til en køn og livlig pige, som havde vanskeligt ved at afvise unge tilbedere.
Ja mænd kom næsten valfartende til, for at se hende i restauranten på Nørrebro. Hun blev i den grad lidt af et tilløbsstykke. Plejefaderen havde en mælke-toddy kælder i Blågårdsgade. Her var stor søgning især i morgentimerne.
Mange arbejdere snurrede lige forbi på vej til arbejde. Mælkesnapsene stod skænkede og opmarcheret i lange geledder på disken.
Den lille Angelica voksede til. Allerede som 15 – årig var hun godt polstret bådet her og der. Pigebarnet var ganske utilgængelig for mandfolks undertiden noget nærgående beundring. Pigebarnet blev lidt af et trækplaster.
Hun drak whisky som postevand
På et tidspunkt kom Angelica meget på Søborghus Kro. Det kan Karl Ølby fortælle. Han var opvokset i Buddinge, hvor han var karl på den store proprietærgård Marielyst, hvor gårdens tre karle startede klokken tre om morgenen. Når Karl skulle more sig, foregik det på Søborghus Kro. Her dansede han bl.a. med Angelica. Han fortæller, at hun drak whisky som postevand.
Et møde med en greve havde følger
Plejeforældrene mente, at det var sundt for hende at tilbringe et stykke ti på landet. De besluttede at sende hende til en jysk præstegård for at lære husholdning. De vidste da ikke, at hun i mellemtiden havde forlovet sig med den unge grev Carl Valdemar Sponneck.
Deres forhold havde fået følger. Og dette lykkedes det at holde skjult for hendes plejeforældre. Efter i hemmelighed at have født datteren Stella og fået sat hende i pleje, rejste hun så til Jylland.
Mødet med en fabrikant-søn
På grund af sin skønhed og livlighed blev hun meget afholdt af præstefamilien. Hun lærte også en ung velhavende fabrikantsøn fra Kolding at kende. Men da hans familie modsatte sig et ægteskab med hende, og han for at tilfredsstille hendes trang til luksus, ”lånte” af kassen i sin faders fabrik, fik han det valg, at enten blev han anmeldt til politiet eller gifte sig med Angelica og rejse til Sydafrika.
Han valgte det sidste. Men ak og ve idet fremmede kølnedes forholdet. I 1894 blev ægteskabet opløst.
Mødet med diamanthandleren
Allerede da havde den unge frue i nogen tid været barnepige i en fornem restaurant i Johannesburg. Her traf hun en dag den hovedrige med af tuberkulose hårdt angrebne hollandske diamanthandler, Adolf Goertz.
Han tilbød at sikre hendes fremtid, hvis hun ville gifte sig med ham. Hun skulle bare sørge for ham de sidste par år, han havde tilbage. Angelica indvilligede. Kort efter brylluppet rejste hun til København og hentede sin datter.
Herefter bosatte de sig i London. De levede et mondænt og ødselt liv rundt i verden. Im London havde de et palæ med 40 værelser og 15 tjenestefolk. Her levede de i uanet luksus.
Hun blev Goertz en god og omsorgsfuld hustru og arvede efter hans død foruden deres hus med alle dets kunstskatte en formue svarende til syv millioner kroner i datidens penge. Det svarer vel i dag til en værdi af 400 millioner kroner. Hun sad hos ham den dag, da døden indtrådte i Manor House i London i 1897.
Jo han arvede skam også en ægte Rembrandt.
En rig enke i København
Som rig enke vendte hun tilbage til København. Her samlede hun sig et hof af unge mænd, der sværmede omkring hende. Hun forlovede sig med den unge Anders Bagge, som blev Gyldendals senere direktør.
Hun blev grevinde
En dag kom de på en tur til Bagsværd og her forelskede hun sig i ”Aldershvile”. Efter noget besvær lykkedes det hende at erhverve det smukke landsted, som hun istandsatte og møblerede med sine ting fra London.
I mellemtiden var forlovelsen med Anders Bagge sat over styr. I stedet trøstede hun sig med hendes første kærlighed, grev Sponneck, og med hvem som hun blev gift med i 1901. Dermed fik hun titlen grevinde. Datteren, der en tid havde i pleje i Blågårdsgade blev hentet til Bagsværd.
Onde tunge påstod, at det kun var for at få en titel, at hun giftede sig med sin første kærlighed. Nu var Grev Sponneck vel ikke så præsentabel og han var også forgældet.
Adgang til det engelske hof
På Aldershvile førte den nybagte rigsgrevinde nu et strålende liv med selskaber og banketter. Hendes mands jævne og bramfri optræden passede hende ikke i længden. Hun lod sig skille og flyttede tilbage til London.
Med årene blev hun ret excentrisk og strøede om sig med penge. Og så lejede hun for en stor sum penge kongelogen i teatret, hvilket man gør, hvis kongefamilien ikke senest tre timer før en forestilling har tilkendegivet, at de kommer.
Det lykkedes også for Grevinden af Bagsværd at få adgang til Londons fornemme kredse. I et selskab traf hun en velhavende kunsthandler, Gustav Mayer, som hun snart giftede sig med. Denne satte hende i forbindelse med navne som Mark Twain, Drachmann og Herman Bang.
Kunstnere, politikere, adel og børsmatadorer så hun nu som gæster i sit hjem. Hun opnåede endog som alle unge velhavende og fornemme kvinders drøm at blive præsenteret ved hoffet.
En jockey fra Derby
På sin karrieres højdepunkt forelskede hun sig imidlertid i den flotte, men letsindige og fattige gentleman rytter William Ewans. Dermed var hendes skæbne i virkeligheden beseglet. I dag vil vi nok kalde jobbet for jockey. Det skete på travbanen i Derby.
På Bagsværd Kro kom det til et opgør med hendes mand. Hun blev skilt fra ham og i 1909 blev hun gift med Ewans. Og nu fik ”Aldershvile” en renæssance som midtpunkt for en række strålende fester, der hurtigt udviklede sig til rene orgier.
Ewans letsindighed fornægtede sig ikke, og gang på gang kom det til stormende opgør mellem ægtefællerne. For at holde på ham lod hun pengene rulle og søgte på enhver måde at tilfredsstille hans kostbare vaner, mens hun selv fandt en ringe trøst for hans udskejelser i whiskyflasken.
Aldershvile brænder
Natten mellem den 8. og 9. juni 1909 galede den røde hane over Bagsværd. ”Aldershvile” nedbrændte. Det lykkedes både for grevinden, datteren og husjomfruen at redde sig ud af slottet, mens alt nedbrændte. Der er en teori om at branden faktisk var påsat af en utilfreds arbejder eventuelt en håndlanger for en andre.
Men slottet brændte også en stor del af grevindens formue, der lå i værdipapirer, og slottet blev aldrig genopbygget
Hendes store formue var næsten opbrugt. Det betød at Evans interesse for hende hurtigt kølnedes.
Ægteparret og datteren flyttede ind i portnerboligen. Men datteren flygtede efter et nyt skænderi mellem hendes mor og Ewans, der var søn af Lords Ewans fra grevskabet Davenhill i Skotland.
På et tidspunkt havde hun kun assurancesummen på 500.000 kr. tilbage. Han lod hende indlægge under en af hendes hyppige raserianfald. Og det skete som sindssyg på Kommunehospitalets sjette afdeling. Ret hurtigt blev det opklaret, at hun intet fejlede.
Da hun kom ud, lod hun sig skille fra Evans. Whiskyflasken blev hendes eneste opmuntring.
Gustav Meyer overholdt ikke sin aftale
I 1911 solgte Angelica sin slotsruin med jorder til en af sine tidligere ægtefæller, kunsthandler Gustav Meyer. En af aftalerne der blev indgået var, at han skulle sørge for hende resten af livet. Men denne aftale fik grevinden aldrig skriftlig, og han overholdt den heller ikke.
Hun efterlod en gæld på 60.000 kr.
De sidste penge forsvandt. For de sidste penge levede hun i en lejlighed på Frederiksberg. På Vodroffsvej fik hun også ødslet forsikringspengene bort.
Som pantelånerske på Vesterbrogade 47 ved Vesterbro Torv endte hun i 1914. Hun efterlod sig en gæld på 60.000 kr.
Stenen blev flyttet
Hun er begravet på Frederiksberg Kirkegård. Men hendes gravsten står i dag ved Aldershvile Slotsruin.
Ja stenen var også stillet op på Frederiksberg Kirkegård. I 1984 så en herre gravstedet. Han mente, at der burde gøres noget ved den forsømte sten. Formanden for Gladsaxe Miljøforening tog derefter affære.
Stenen blev derefter renoveret. Da grevindens barnebarn i mellemtiden døde og hans sten skulle stå på familiegravstedet på Frederiksberg Kirkegård var det ikke mere plads til grevindens sten. Efter megen turbulens Fik Miljøforeningen endelig i 1989 tilladelse til at stille den i Aldershvileparken, hvor den står ved ruinen i hjørnet ved Sydmuren.
En usædvanlig livsskæbne
Grevinden af Bagsværd som hun kaldtes, var en højst ejendommelig person med en usædvanlig livsskæbne. Besjælet af en brændende forfængelighed og af en ærgerrighed, som intet middel skyede, lykkedes det hende trods sin jævne oprindelse at vinde indpas i samfundets højeste kredse.
Hun havde en stor udstråling og evnede at samle folk. Hun var vellidt overalt.
Hun forstod at leve livet, men hun brændte sit lys i begge ender. Man kan hvis nok kalde hende for ødsel og ufornuftig. Men hun beskrives også som elskværdig og hjælpsom. Hun havde svært ved at sige nej til nogen. Var det hendes sydlandske blod, der prægede hendes voldsomme livsforslugenhed?
Hun nåede at indgå fem ægteskaber, inden hun en junimorgen som 43 – årig tog sit eget liv. Hun blandede gift i sin whisky.
En original med titel og gods
Efterhånden som hendes uheldige tilbøjeligheder med årene blev mere åbenbare, samtidig med at hendes formue svandt ind, mistede hun sin fornemme omgangskreds. Da hun ikke længere var festens glade midtpunkt havde livet ingen tiltrækning for hende, og hun forsumpede hurtigt.
Det må da ikke på den baggrund glemmes, at hun i sine velmagtsdage tit og ofte rakte en hjælpende hånd til dem, som samfundet havde behandlet ilde. Men hun var et excentrisk menneske. Og mon ikke mange i dag betragter hende som en original. Men hun er nok den eneste af dem, der opnåede både titel og gods.
Hvad blev der i grunden af datteren Stella. Ja hun døde som 90 – årig. Og hendes bror Alfons endte i USA som en kendt og afholdt læge.
Byggeherren af slottet havde taget af kassen
Men skal vi lige kigge på Aldershvile Slot, som Angelica købte i 1900.
Det er et slotslignende landsted ved Bagsværd Sø. Det blev opført i 1782 af arkitekt Joseph Guione for læge Theodor Holm de Holmskiold, der var adlet året forinden. Bygningen var præget af tidens klassicisme med hvide mure, vinduerne i rolig rytme hen over facaderne og kraftig betonet gesims. Taget var skrånede ned mod gavlene og havde blåglaserede teglsten. Holmskjold boede ikke længe på Aldershvile før han døde.
Da man gjorde boet op, opdagede myndighederne, at han var stærkt forgældet og sågar havde taget af diverse pengekasser, som havde været ham betroet (dronningens, postens og Den Kongelige Porcelænsfabriks).
Grev Ribbing tog skuffet til Paris
Landstedet blev derfor afhændet og næste ejer blev grev Ribbing, som var blevet landsforvist fra Sverige efter at have været involveret i mordet på Gustav 3. Det var i 1794, at han købte slottet. Han boede her indtil 1894. Og han var forelsket i lensgrevinde Schulin fra Frederiksdal Slot, der var enke. Men ak, hun afviste ham. Man kunne jo ikke gifte sig med en ”næsten” kongemorder. Skuffet rejste Ribbing videre til Paris.
Som allerede skrevet nedbrændte slottet i 1909 og står nu som Aldershvile Slotsruin. Gladsaxe Kommune overtog ruinen og den resterende del af parken i 1927. I 1974 blev ruinen fredet. Og i 1976 overtog kommunen jordene med de sekundære bygninger.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: Under Nørrebro (286 artikler) kan du læse:
April 13, 2020
Emdrup – for længe siden
Utterslev og Emdrup kent fra 1100-tallet. 4 gårde og 5 borgerhuse. Drikkevand fra Emdrup Sø. En gammel barokhave. En folkehøjskole. Da nazisterne overtog stedet. Det brogede ”Babylon” i Emdrup. Uddannelsesinstitutioner. Blaagaard Seminarium etablerede sig her. Afdeling af Århus Universitet. Kro med forlystelsespark. Søborghus Kro. Lundehus kro. Radiometer. Emdrup dampvaskeri. H.F. Jensens Værktøjsfabrik. Emdrup Savværk. Indlemmet i Københavns Kommune. København – Slangerup Banen. S-togs forbindelse. De gamle gårde i Emdrup. Sporvognen kom meget sent.
Utterslev og Emdrup kendt fra 1100-tallet
I 1100 – tallet lå her kun Utterslev og Emdrup. Vi befinder os i bydelen Bispebjerg. Men dengang hed sidstnævnte landsby, Imbres Torp. Hvem Imbres var, ved vi ikke men Torp betyder Landsby. Jo vi ved det fra et pavebrev omhandlende Absalons besiddelser omkring København.
Imbre skulle efter sigende betyde ”fehmernbo”.
Den gamle landsby Emdrup lå dengang på den nordlige side af Emdrupvej over for Emdrupborg og ned mod Søborghus Rende. Omkring år 1800 var gårdene flyttet ud på deres udskiftede jorde. Gårdenes navne finder vi på mange vejskilte i området.
4 gårde og 5 borgerhuse
Der ikke mange spor fra den gamle landsby tilbage. Kun nogle vejforløb lader ane noget om landsbyen dengang, som bestod af 4 gårde og landsbyens jord. Der lå også fem almindelige landsbyhuse herunder et smedeværksted.
Emdrup Sø ligger på den anden ende af Tuborgvej. Den får vand fra Søborghus Rende. Vi har med en kunstig sø at gøre. I den nordøstligste ende af søen lå der en vandmølle. Denne kan dokumenteres tilbage til 1370. Men pludselig omkring 1577 forsvandt den.
Vandet løb dengang over og uden om møllehjulet og fortsatte via Rosbækken ud i Øresund. Ved Lyngbyvej lå der dog stadig en Møllegård.
Drikkevand fra Emdrup Sø
Sidst i 1500-tallet blev det besluttet at Københavns drikkevand skulle sikres. Og det var et sindrigt system af kanaler, der kunne hente vand så langt væk som Furesøen. Vandet blev ledt fra Gentofte Sø gennem Gentofte Renden til Søborghus Rende, hvorfra vandet løb ud i den opdæmmede Emdrup Sø.
Den blev opdæmmet ved at spærre vandet fra at fortsætte ud i Rosbækken på den anden side af Lyngbyvejen. Til gengæld blev der i det nordøstligste hjørne indrettet et overløb med vandfald, der via en rende førte vand til Lersøen, der dengang var en rigtig sø.
Fra Lersøen løb vandet via Lygteåen og Ladegårdsåen ind til København. Se vores tidligere artikel om drikkevand til København.
En gammel barokhave
Lige over for Emdrup Sø, syd for Emdrupvej ligger resterne af en gammel barokhave. Den blev anlagt i første halvdel af 1700 – tallet. Haven var blevet anlagt øst for den lystgård, der lå hvor det nuværende Emdrupborg er i dag.
Denne gamle lystgård hed oprindelig Emdrupgård. Denne gård gav navn til kvarteret. Grunden blev udstykket til fire gårde. Omkring 1830 hed gården Annaslyst.
Den kan spores tilbage til 1600 – tallet, hvor højtstående embedsmænd ejede den på skift gennem 100 år. Blandt ejerne nævnes Frederik den Tredjes hofprædikant Johannes Bremer, der fik skøde på den i 1661.
Senere overtog Christian den Femtes rigsmarskal von Köbitz lystgården. Haven fik formentlig sin endelige form omkring 1730, da oversekretæren i Danske Kancelli Christian Møinichen ejede lystgården.
Det var et imponerende rektangulært anlæg i fransk havestil, hvor der også var anlagt fire fiskedamme. Anlægget blev bevaret frem til 1923, men så blev Tuborgvej anlagt. Og så skulle Emdrupvej også anlægges.
En folkehøjskole
I 1872 blev gården overtaget af Jeppe Tang. Han var læreruddannet og havde åbnet en privat lærerskole i Blaagaardsgade i 1863: Blaagaard Seminarium. I Emdrup indrettede han landstedet som folkehøjskole under navnet Emdrupborg.
Bygningen brændte i 1879 men Tang lod den genopføre. Her skrev han også sine læsebøger og bibelhistorier, især beregnet for ”Frie Skoler”. Tang sad i Folketinget 1877 – 1892. Han var altid fortaler for Grundtvigs skoletanker. På Emdrupgård var der højskole til 1913.
Københavns Kommune overtog stedet i 1917 og benyttede stadet bl.a. til husvildeboliger.
Da nazisterne overtog stedet
I 1941 blev området-trods kommunal modstand opkøbt af aktieselskabet Deutsche Schule. Besættelsesmagten drømte om her at indrette et nordisk center for nazistisk kulturpolitik med uddannelser for børn, unge og voksne med henblik på ideologisk oplæring. Her var også boksehal og skydetræning.
Bygningerne fra Jeppe Tang’ s tid blev revet ned og et nyt skolekompleks skød op under ledelse af den tyske arkitekt, Werner March.
”Dies Land bleibt deutsch” star der indskrevet på en bjælke oppe i tårnet.
Det brogede ”Babylon” i Emdrup
Bygningen stod ufærdig ved krigens slutning. Fra 1945 blev det brugt til at huse tyske og østeuropæiske flygtninge.
Nationaltidende bragte den 7. juli 1945 en reportage om det brogede ”Babylon” i Emdrup. Den udsendte journalist talte cirka 2.000 mennesker fordelt på 17 nationaliteter. Røde Kors flygtningehjælp forvaltede stedet.
Uddannelsesinstitutioner
Efter befrielsen i 1945 blev grunden og den ufærdige bygning overtaget af den danske stat. I 1946 blev stedet overdraget til undervisningsministeriet med henblik på anvendelse til Lærerhøjskole og evt. andre uddannelsesinstitutioner.
Efter hektiske og følelsesladede diskussioner blev det besluttet at lærerhøjskolen skulle flyttes fra Odensegade til Emdrup. Det skete i marts 1948. da var de mest nødvendige arbejder med færdiggørelsen af byggeriet gennemført.
Blaagaard Seminarium etablerede sig her
Men Københavns Kommune besluttede at bruge en stor del af bygningen til forsøgsskole. I 1949 blev der desuden oprettet Statsseminariet på Emdrupgård. I 1956 blev det nyoprettede Danmarks Pædagogiske Institut placeret i bygningen. Men situationen blev umulig. Det var som om man ikke havde garderet sig for fremtiden.
I 1957 opførtes et kollegium og en bygning til de matematisk – naturvidenskabelige fag kom til i 1969.
Afdeling af Aarhus Universitet
Køb og lejemål af bygninger i nærheden fik skabt de nødvendige rammer for Lærerhøjskolens virke. Forsøgsskolens lejemål blev opsagt i 1965. Statsseminariet rykkede ud i 1984 efter fusion med Blaagaard Seminarium. Hele bygningskomplekset rummede fra 2000 til 2007 Danmarks Pædagogiske Universitet. Dette blev lagt ind under Aarhus Universitet.
På Emdruplunds grund blev Holbergskolen bygget i 1952. Skolen startede undervisning i byggerod, men var igennem 1950’erne en stor skole med 1.400 elever.
Kro med forlystelsespark
Her på grunden lå den oprindelige Emdruplund Kro og Forlystelsespark. Parken blev nedlagt i 1952 – 1953. Emdruplund Kro var oprindelig en landevejskro med selskabslokaler samt skyde og keglebaner.
Søborghus Kro
Når vi nu taler om kroer, så var det jo også Søborghus kro. Ja oprindelig var det jo kongelig opsynsbolig til mosen fra 1500 – tallet. Kroen lå op til Gladsaxevej, som her er kommunegrænsen til Gentofte.
Det var en flot hvid klassisk krobygning med en central kvistgavl og stråtækt. Den er omtalt i 1587. I 1657 fik den kongeligt privilegium, hvilket gav visse rettigheder. Det medførte også at staten kontrollerede priser og udbud. Kroen blev revet ned i 1939. Nu er der et stort rødstens boligkompleks, der bærer navnet Søborghus.
Om kroen er der mange historier. En af dem foregik i 1807, mens englænderne var her. Det er velkendt, at soldater langt fra hjemmet i længere tid havde visse behov. Tillige er soldaterne i flotte uniformer. Mange unge pigehjerter har slået et par ekstra slag ved synet af disse prægtige mænd, også selv om det var fjenden. Andre piger har haft en god sans at tjene penge på denne bekostning.
Men på et tidspunkt blev krokonen på Søborghus Kro voldtaget af flere engelske soldater. Desuden skulle kroen være blevet plyndret. Den militære justits var imidlertid konsekvent. To soldater blev hængt og andre fik hårde straffe udmålt af engelsk militær.
Jo det var her, at bondeknolden Karl Øby dansede med den smukke Angelica Pierri også kendt som ”Grevinden fra Bagsværd”. Det har vi tidligere berettet om. Du kan også læse om hendes opvækst på et værtshus på Nørrebro i en af vores artikler.
Der var gratis dans med levende orkester i Bambino Salen. Der blev danset, afholdt møder – der blev afholdt baller, boksestævner, fastelavnsfester, ringridning, spillet badminton, amatør- teater m.m. I krohaven ned til mosen var der en forlystelsespark ned til mosen med gynger og karruseller.
Lundehus Kro
Lundehus var også en berømt kro. Ja egentlig var det et bomhus. Her ved Lundehusvej var der en bom over vejen, for det var kongevej. Man skulle først have tilladelse til at passere og senere skulle der betales for at færdes på vejen til Hillerød og Frederiksborg Slot.
Radiometer
Den Grafiske Højskole blev oprettet i 1943 og flyttede i 1999 til Emdrupvej i Radiometers gamle bygninger. Også denne videregående uddannelsesinstitution fusionerende med en århusiansk institution nemlig Danmarks Journalisthøjskole. Ja den blev til Danmarks medie – og Journalisthøjskole.
I flere år lå Radiometer her på Emdrupvej 72. Virksomheden har et højt internationalt niveau, blandt andet producerer man medico -elektronik og eksporter 95 pct. af produktionen.
Virksomheden startede i 1935 i Rævegade i Nyboder af Carl Schrøder. Senere flyttede man til Frederiksberg. Da virksomheden blev bombet natten mellem den 31. juli og 1. august 1943 flyttede man til Emdrup. Den nye bygning blev bygget i perioden 1945 – 1948. Den 1. januar 1995 flyttede man til Åkandevej 21 i Brønshøj.
Emdrup Dampvaskeri
Lige før 1900 blev Hannibal Sanders gamle bolig anlagt. Den ligger på hjørnet af Emdrupvej og Tuborgvej. Bag den lå hans store virksomhed, der beskæftigede sig med kemisk tøjrensning. Her var indrettet systuer og skrædderværksteder. Jo fabrikken havde også eget elektricitets – og vandværk, ligesom der blev opført boliger til de ansatte.
Emdrup Dampvaskeri blev anlagt i 1878, og lå på Emdrupvej ved Lundehusvej. Hanibal Sanders tøjrensning, farvning – vaskeri, systuer og skrædderi blev etableret i 1812. Det vil sige, at Sander senere overtog dette firma og samlede det hele ude i Emdrup. Efter at Sander døde i 1905 fortsatte virksomheden. I 1969 – 1970 flyttede virksomheden til Rødekro i Sønderjylland.
H.F. Jensens værkstedsfabrik
H.F. Jensens værktøjsfabrik lå på Emdrupvej 70. Det var her gården Hjulmandsgården lå. Her lå en gammel smedje, som børne kaldte Skraldemandshuset. Virksomheden har i dag udviklet sig til at producere Veluxvinduer.
Ja egentlig startede det i 1917 af hesteskosmed Hans Frederik Jensen i Korsgade på Nørrebro. Han flyttede til Masnedøgade i 1933. I 1940, da han døde, overtog sønnen virksomheden. Han flyttede virksomheden til Emdrup i 1948.
Emdrup Savværk
Bag denne virksomhed og bag en lille stump af en nedlagt vej ligger Lundedalsvej, som er adgangsvej for Emdrup Savværk. Ja egentlig skal man nok lægge træhandel til virksomhedens navn. Produktionen er træ til møbelsnedkere.
Et brunkulsbrænderi lå også herude indtil 1946, hvor det brændte. Og det kunne ses over hele København.
Indlemmet i Københavns Kommune
I 1901 blev Emdrup indlemmet i Københavns Kommune, bl.a. fordi, at der i slutningen af 1800-tallet var sket en betydelig industrialisering ved Utterslev. Dette betød behov for boliger til industriarbejderne og behov for arealudvidelse.
København – Slangerup Banen
Af stor betydning for områdets udvikling var oprettelsen af København – Slangerup Banen den 20. april 1906 med station vest for Emdrup landsby. Stationsbygningerne blev revet ned i 1990’erne. Det var første station efter Løgten Station.
Det var en privat jernbane, der bl.a. skulle bringe de københavnske arbejdere til de naturskønne udflugtsmål mellem Farum og Slangerup. Jernbanen blev i 1929 overtaget de 5 oplandskommuner. I løbet af 1930’erne var det kun få persontog, der standsede i Emdrup. Godstrafikken standsede dog fortsat hyppigt i Emdrup, hvor et læssespor kunne bruges især af Emdrup Savværk på den modsatte side af stationsbygningen.
S-togs forbindelse
I 1948 blev banen overtaget af DSB med planer om at den skulle indgå i S – tognettet. I 1954 blev strækningen Farum – Slangerup nedlagt og banens navn blev ændret til Hareskovbanen. Emdrup station blev nedlagt, men var fortsat i brug som godsstation.
I 1971 blev det besluttet at banen skulle have ny linjeføring, så den fra Emdrup skulle føres til Hovedbanegården via Ryparken og Svanemøllen. Løgten Station blev derved nedlagt.
I 1977 blev banen til den nu dobbeltsporede S – togstrækning linje H fra Farum til Frederikssund. Stationen blev flyttet til nuværende placering. I 2007 skete nye omlægninger af S-togslinjerne og Farumbanen blev nu den nordlige del fra Hovedbanegården af Linje H fra Hundige.
De gamle gårde i Emdrup
De første udstykninger skete ved Emdrup Sø og vest for landsbyen. I løbet af mellemkrigstiden blev de fleste af Emdrup landsbys jorder udstykket til boligformål.
Det tidligere landsted Søholm ligger på den nordlige bred af Emdrup Sø. Det er fra 1807
Den sidste af de udstykkede gårde var Emdrup Søgård. Den rummer i dag børneinstitutioner, som blev indrettet i 1947 – 1950. Dog blev de tre staldlænger nedrevet, men materialerne blev brugt til at opføre de nuværende tre længer.
Af de andre gårde var det også Møllegården. Den lå på den anden side af Emdrupvej. Sognets største gård var dog Emdrup Ladegård, der lå vest for stedet, hvor Emdrupborg nu ligger. Mellem den nuværende Tuborgvej og Frederiksborgvej lå på området syd for Emdrupvej de to Bøllegårde – nemlig Østre og Vestre Bøllegård.
Længere mod øst lå en mindre tolænget gård ind til 1947, der hed Hjulmandsgården.
Sporvognen kom meget sent
Jo sporvognen kom der også herud selv om det gik lang tid. Linie 16 blev oprettet i 1920 med rute fra Nørrebrogade over Rådhuspladsen til Vestre Kirkegård. I 1921 blev ruten forlænget fra Nørrebrogade til Bispebjerg og fra 1924 blev ruten forlænget til Søborg Torv. I 1962 blev linje 16 afkortet så endestationen blev fælles med linje 10 med vendesløjfe på Emdrup Torv. Linje 16 overgik til busdrift i 1970.
Linje 10 havde kørt som hestesporvogn siden 1889 fra omkring Rovsinggade ad Tagensvej til Kongens Nytorv. Den blev elektrificeret i 1905. I 1913 blev ruten forlænget til Bispebjerg og i 1947 til Emdrup Torv med vendesløjfe. Linje 10 overgik til busdrift i 1968.
Ja faktisk er Emdrup Torv dannet af en sporvognssløjfe.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.543 artikler. Under København (164 artikler) finder du:
Under ”Industri på Nørrebro” (10 artikler) finder du et indslag ”Artikler fra Nordvest” med en oversigt over 15 artikler her på siden fra Nordvest. – Flere følger, når vi engang har holdt vores foredrag på Biblioteket, Rentemestervej om ”Industri”.
April 12, 2020
Amagerbanen
Der kørte tog fra 1907 – 1991. De første drømme allerede i 1866. Man var betænkelig – Latrin og passagerer! Stort behov for banen. Dragør pungede ud til sidst. Den første tur med pressen i 1907. Skuffende passagerer. Persontrafikken var større end forventet. Ledelsen fik kontor på Amagerbro Station. Latrin – eller Lortebanen. Man skulle tage hensyn til krudtmagasinerne. Militæret havde endnu noget at skulle have sagt. En Motorvogn blev anskaffet. Busruter blev opkøbt. Ledelsen beskyldt for at sprede rygter. Turisttur til Saltholm ikke den store succes. Hærværk mod banen. Sammenstød -tog afsporet. Persontrafikken indstillet i 1938. Igen indført 1940 – 1947. Med Socialdemokraten på togtur. Vognene var ikke utætte. To gårde i brand. Særlige transporter for Værnemagten. Banen fortsatte som godsbane. Han fik alligevel jobbet. Godstrafikken steg med 40 pct. Et nyt diesel – lokomotiv blev anskaffet. I 1957 havde man 35 busser.
Der kørte tog fra 1907 til 1991
Amagerbanen var et jernbane – og busselskab. Man drev jernbane mellem Amagerbro i København og Dragør. Jernbanen blev oprettet i 1907, mens busserne kom til i 1930. Busserne indgik i Hovedstadsområdets Trafikselskab i 1974 mens banen blev overtaget af DSB i 1975.
I 1991 ophørte den sidste egentlige jernbanetrafik på Amagerbanens strækning. Men en del af den østlige del af Metroen på Amager er anlagt langs den gamle strækning.
De første drømme i 1866
De første tanker om en jernbane på Amager opstod i 1866. Efter flere forslag opgav man dog. I 1870erne ville man have en bane til Dragør i forbindelse med dampskibsforbindelse til Sverige. Efter åbningen af Sveriges – ruterne fra Frihavnen og Helsingør døde disse planer.
Man var betænkelig – Latrin sammen med passagerer
Og så var det i forbindelse med at komme af med latrinen, at nye planer opstod. På tilbageturen kunne man så tage friske grøntsager. Men dog ikke i de samme vogne.
Det var netop denne transport med latrin som trak det hele i langdrag. Man var betænkelig ved, at toget både skulle køre med passagerer og latrin. Et medlem af Rigsdagen havde spurgt om folk skulle køre på møglæsset! Allerede i 1908 kom der et forbud mod at udveksle tønder, når der var passagertog på Amagerbro station.
Men Statsbanerne var hurtigere. I 1904 anlagde man et sidespor fra den nye godsbanegård ved Kalvebod Brygge ud mod den nye Langebro til ”Kjøbenhavns Grundejers Renholdningsselskabs kloakpumpestation ved Kløvermarken. I daglig tale kaldte man stedet for Lortemøllen.
Stort behov for banen
Men i 1903 – 1904 tegnede man aktier i Aktieselskabet Amagerbanen. 10 juli 1905 fik man eneretsbevilling til anlæg og drift af banen i henhold til en lov af 1. april 1905. Banen fik ingen støtte fra staten så der skulle skaffes den nødvendige kapital.
Man fandt ud af, at fabrikkerne kom til at lægge beslag på banen. Årligt forventede man at fragte 8.000 tons latrin, 8.000 tons kul i vognladninger til fabrikkerne, 30.000 tons kalk, sten, gødningsemner, grøntsager m.m.
Man var lidt mere usikker på, hvor mange passagerer, man skulle fragte. Man regnede med ca. 220.000.
Stationsbygningerne blev tegnet af DSB’ s overarkitekt Heinrich Wenk.
Dragør pungede ud til sidst
I 1903 var der nedsat en lokalkomité, der bestod af gårdejere, virksomheder og grundejere. Amagerbønderne ville gerne have latrin sendt ud til gødning af markerne og sende kål ind til frihavnen til eksport. Fabrikkerne havde ligeledes interesse i banen af hensyn til transport af varer og råstoffer. De store grundejere ønskede at sælge parceller.
Passagertransporten havde i første omgang ikke den højeste prioritet.
Projektet omfattede i første omgang kun en bane til Maglebylille. Det skyldtes at Dragør Kommune ikke ville give tilskud til banen. Men beboerne protesterede meget kraftigt mod dette. Kommunalbestyrelsen ændrede derfor holdning, så Dragør blev endestationen. Driften startede 17. juli 1907.
Dragør købte for 60.000 kr. aktier. Men St. Magleby tegnede sig for 70.000 kr. Og Tårnby for hele 100.000 kr.
Den første tur for pressen
Det var pressefolk og andre særligt indbudte, der kom til at køre den første tur med banen torsdag den 11.7. 1907. I Amager Avis stod følgende om turen:
Man spiste frokost på Dragør Strandhotel hvor der blev holdt forskellige taler og lovprisninger af banen og dens initiativtagere.
Efter frokost gik man en tur i Dragørs snævre og hyggelige gader. Dragør Søbad indbød gæsterne til en tur i bølgen blå, men kun få tog imod tilbuddet.
Toget afgik med et kvarters forsinkelse:
Den første tur skuffede passagerne
Da Amagerbanens første ordinære afgang den 17. juli fandt sted, var det uden den samme festivas hvilket skuffede mange passagerer. Men turen var gratis og 27.000 benyttede lejligheden til at komme med på den første ordinære togtur.
Banen havde i starten 8 afgange hver vej på hverdage og 13 på søn – og helligdage:
Persontrafikken var en større succes end ventet
Persontrafikken blev en større succes end ventet, trods læserbreve i lokalaviserne om høje takster. Fra juli 1907 til medio oktober havde der været 116.400 rejsende med banen. Der var dog stadig diskussion om taksterne. Det var bl.a. forslag om rabatordninger for at arbejderne også kunne få råd til at rejse med banen. En abonnentsordning kom da også i stand.
Det oprindelige trinbræt ved Syrevej blev allerede i 1908 erstattet af en station, da Dansk Svovlsyre – og Superphosphatfabrik ydede banen et lån på 20.000 kr. imod, at trafikken på fabrikkens sidespor foregik uden rangerafgift. Og mod nedsat betaling for fragt.
Sidespor var der desuden til Kastrup Havn, hvor der lå et større industriområde samt ved Tømmerup Station, hvor der var lagt to fabriksspor.
I 1909 kørte der på hverdage 9 persontog i hver retning. Det tog cirka 30 minutter for hele turen på 12 km.
Ledelsen fik kontor på Amagerbro Station
Banens ledelse fik kontor på Amagerbro Station. Der var stationsforstandere ved Amagerbro, Kastrup og Dragør. Ved øresundsvej, Tømmerup og St. Magleby var der ansat ekspeditricer, som man kaldte stationsbestyrende. Udover disse blev der ansat 4 portører, 4 konduktører, i overbaneformand, 1 baneformand, lokomotivførere, 5 fyrbøder og 1 pudser.
Fra starten var der diskussion om taksterne ved overførslen af gods fra Amagerbanen til Københavns godsbanegård. Foruden banen protesterede amagerbønderne og fabrikkerne over for høje takster i henholdsvis landbrugsministeriet og handelsministeriet i 1910.
Amagerbanen skulle vederlagsfri overføre alt ekspresgods, ilgods, frimærkepakker og delvis letfordærvelige varer mellem Københavns personbanegård og Amagerbro
Amagerbanen fik mulighed for at udveksle godsvogne med DSB. En gren af Københavns Havnebane gik fra Københavns Godsbanegård via Kalvebod Brygge og Langebro til Islands Brygge.
Herfra udgik lidt nord for den nuværende Reykjavikgade et sidespor til Amagerbanens endestation ved Amagerbrogade. Senere dannede Amagerbanen selv forbindelsen til en anden gren af Københavns havnebane, nemlig sporet til olehavnen på Prøvestenen, som gik fra Amagerbanen nord for Prags Boulevard.
Latrin – eller Lortebanen
Amagerbanen gik gennem hastigt voksende industrikvarter, hvor der blev anlagt mange sidespor. Amagerbanen fik øgenavne som ”latrinbane” og ”Lortebanen”, fordi den transporterede latrin fra hovedstadens natrenovation.
Man skulle passe på Krudtmagasinerne
Fabrikkerne, hovedsagelig på Østamager kunne købe sig til sidespor. Banen skulle gå mellem 200 og 300 meter fra Amager Strandvej for at gnister fra lokomotiverne ikke skulle kunne antænde de krudtmagasiner, der stadig lå på Strandvejen.
Hestevogne med tønder indsamlede i nattens løb byens latrin og bragte den til to opsamlingssteder ved Lersøen på Nørrebro og ved Amagerbanens godsstation. Herfra blev latrinen på lette godsvogne, hver med tre fastspændte træbeholdere, transporteret til landstationerne Tømmerup og Store Magleby, hvor den blev kørt ud til de omkringliggende gårde og gartnerier og blev brugt som gødning.
Militæret havde endnu noget at skulle have sagt
Da der skulle bygges en ny station ved Amagerbrogade, måtte der ikke opføres en muret bygning af militære grunde. Så Wenck måtte opføre et bindingsværkshus som efter planen kun skulle fungere midlertidigt. Lige syd for selve stationsbygningen blev der i 1915 opført en mindre bindingsværksbygning, der skulle fungere som ventesal
I januar 1916 fik Amagerbanken tilladelse til at leje halvdelen af den lille bygning til deres Amagerbro Afdeling. Da bankens nye hovedkvarter tæt ved stationen stod færdig i 1921, overtog banen igen hele bygningen.
Efter Første Verdenskrig var der en million rejsende årligt, hvilket må betegnes som en succes.
En Motorvogn blev anskaffet
I 1930 blev 242 vognladninger kørt ud til de to stationer. Der var stor efterspørgsel efter latrinen fik den intensive kåldyrkning på Amager, ikke mindst under Anden Verdenskrig, hvor man ikke kunne få kunstgødning.
Efter Første Verdenskrig kørte der 10 tog i hver retning. Men udgifterne var stigende.
Amagerbanens trafikmængde kulminerede omkring 1920. Derefter faldt især persontrafikken, selvom banen i 1923 som en af landets første privatbaner anskaffede en motorvogn. Dette medførte flere afgange. Banen kaldte den for M. 1. Men det var for kedeligt, mente Ekstra Bladet. Efter en konkurrence i avisen blev den døbt ”Den flyvende hollænder”.
Andre forslag var ”Guleroden”, ”Kålhovedet” og ”Gåsen”. Det sidste mente man slet ikke var i orden for så ville man insinuere at nyerhvervelsen ville vralte sindigt af sted.
Det var en benzindrevet motorvogn med 50 siddepladser. Vognen kunne køre 45 km i timen og skulle, hvis det gik godt have følgeskab af flere.
Men motorvognen var dog ikke en succes. Driftsikkerheden var for ringe. Forventningerne blev ikke indfriet.
Nu kørte der 17 tog-par på hverdage. De store persontog og godstogene kørte dog stadig med damp.
Busruter blev overtaget
I 1921 startede Amagerbanen en buslinje mellem Kastrup og Sundby. I 1930 overtog banen samtlige bil-ruter på Amager og oprettede en ny rute mellem Sundby og Dragør Samtidig blev antallet af persontog halveret, så de fortrinsvis kørte i myldretiden.
I slutningen af 1920’erne blev konkurrencen fra private rutebiler mærkbar. Amagerbanen opkøbte flere busruter i oplandet og reducerede togdriften med 50 pct. Mere og mere persontrafik overførtes til busserne.
Ledelsen beskyldt for at sprede rygter
I 1927 blev der etableret et trinbræt ved lufthavnen, da lufthavnen var en turistattraktion. Her var ofte flyvestævner. Her blev etableret et skilderhus, der havde billetsalg på søn – og helligdage.
Den dag Charles Lindbergh gennemførte sin flyvning fra Amerika til Europatroede mange danskere at han ville lande i Kastrup, så mange drog med banen til lufthavns-trinbrættet.
Men rygtet talte ikke sandt så folk vendte tilbage til København. Dette gentog sig mange gange, så Amagerbanen blev beskyldt for at have sat rygtet i gang. Men det benægtede banen, der hermed fik uventet passagerer tilstrømning.
Turisttur til Saltholm – ikke den store succes
Kastrup Station bestod dengang af en stor hovedbygning, godsekspedition, læssespor, kran og et mystisk spor, der gik ud mod vandet. Der havde personvogne ikke noget at gøre, for det var havnebanen.
Man havde i banens første år forsøgt med gennemgående billetter fra Amagerbro til Saltholm i håb om, at postbåden Kastrup – Saltholm skulle blive en turistrute. Men det blev ikke nogen succes.
Man havde håbet på, at folk, når de kom til Kastrup skulle overnatte samt have mad og drikke. Derfor blev der i 1923 opført et jernbanehotel i Søvang Allé. Og der må have været god søgning for i 1928 blev hotellet udvidet.
Hærværk mod banen
På Tømmerup station blev stationsforstanderen kaldt Frederik den Syvende. Det store skæg gav ham kælenavnet. Det var ikke så farlig mange rejsende fra Tømmerup Station men som godsstation var den i mange henseende bedre end Kastrup.
I øvrigt klagede en læser fra Maglebylille over, dels at det hed Tømmerup Station da den lå på Maglebylille – jord, og dels at der var alt for langt for landsbyens beboere til stationen.
I 1920’erne blev der begået hærværk mod banen af et par drenge der havde taget, skruer ud af et par skiftespor.
På et senere tidspunkt havde en ukendt smidt en harve på skinnerne. Begge dele blev opdaget i tide, så en ulykke blev afværget.
Sammenstød – Tog afsporet
Men da en lastbil i 1921 skulle passere overskæringen ved Øresundsvejens Station gik det galt. Føreren af lastbilen havde set at toget holdt med dampen oppe ved stationen, men ikke at et tog kom fra den modsatte vej, så bilen kørte ind i lokomotivet. Ingen mennesker kom til skade. Lastbilen blev dog ødelagt og lokomotivet afsporet.
Sagen endte ved Højesteret, hvor banen vandt sagen og fik erstatning.
Persontrafikken indstillet i 1938
Banen indstillede persontrafikken den 1. april 1938, hvorefter passagererne var henvist til selskabets egne buslinjer. Efter Anden Verdenskrigs udbrud gjorde manglen på benzin og bildæk busdriften besværlig, så persontrafikken på banen blev genoptaget 5. maj 1940.
I 1939 havde man på Amagerbro Stations terræn opført boligblokken Møllelængen, som dengang var Københavns længste bygning. Derfor måtte man lade personvognene udgå fra en grusperron på godsstationen. Her blev opført en lille bygning med venterum og billetsalg.
Persontrafik igen fra 1940 – 1947
Men fra denne station var der langt til sporvognene på Amagerbrogade. Derfor lod man fra 1. august 1942 lod man igen banen udgå fra Amagerbrogade, hvor en tilsvarende perron var anlagt. Den lille ventebygning blev også flyttet hertil, og man benyttede hertil, og man benyttede DSB’ s spor til omløb.
Allerede et par dage efter besættelsen blev man klar over, at mangel på dæk og benzin til busserne ville gøre det nødvendigt at genoptage togdriften. Der skulle dog lige først iværksættes reparationer af banen. Og så skulle man også lige ansøge Ministeriet for Offentlige Arbejder.
Personvognene, der var udlejet til Frederiksværk-banen kunne tilbageleveres med det samme. Men de vogne, der var udlejet til Slangerup-banen kunne først tilbageleveres i foråret 1941.
Med Social – Demokraten på togtur
Den 6. maj 1940 rullede toget igen afsted med passagerer mellem Amagerbro og Dragør. Social – Demokraten skrev bl.a.:
Vognene var ikke utætte
Det var dog kun 10 pct. af personbefordringen, der i de første år af besættelsen foregik med tog. I løbet af årene blev brændslet dårligere og dårligere. Det medførte mange forsinkelser og klager.
En anden klage gik ud på, at det dryppede fra loftet. Driftsbestyreren forklarede dette på et bestyrelsesmøde således:
Fra 1. februar 1945 blev der en periode forbudt at køre lørdag og søndag både med busserne og toget på grund af mangel på brændstof og dæk.
To gårde i brand
På banen mærkede man også den tyske besættelse på andre ubehagelige måder. Ved Tømmerup Station skulle værnemagten bruge et stykke af stationspladsen til en feltjernbane fra Tømmerup Station over Magleby til Dragør. Denne bane blev i maj 1944 årsag til, at to gårde i Magleby brændte. Den ene brændte helt ned. Brandårsagen skyldtes at feltjernbane – personalet en aften havde fjernet røgspjældet på lokomotivet for at få større fart. Flammerne fra skorstenen havde antændt stråtaget på den ene gård, som lå tæt ved banen.
Herfra sprang flammerne over gaden og antændte den anden gård.
Særlige Transporter for Værnemagten
I maj 1940 fik banen besked på gennem generaldirektoratet for statsbanerne at indgå:
Hvad dette præcis gik ud på er det ikke mulighed for at finde i arkiverne. I 1944 måtte banen desuden leje et lokomotiv ved Hillerød-Hundested-banen til:
Man ville dog forsøge at få statsbane-lokomotiver til disse transporter og i stedet bruge lejede lokomotiver til banens øvrige trafik. Samtidig var der oprettet en overenskomst med værnemagten om særkørsel med værnemagten om særtogskørsel med arbejdere mellem Amagerbro og Tømmerup Station.
I 1944 nedsatte udenrigsministeriet leje for en borgestue for den tyske værnemagt på Amagerbro Station fra 100 kr. til 30 kr. Samme år forbød værnemagten, at man kørte med det sidste aftentog.
Kort tid efter ønskede værnemagten at denne kørsel skulle fortsætte helt til Dragør. Man ville fra banens side have, at disse kørsler skulle inkluderes i køreplanen.
Banen fortsatte som godsbane
Da forholdene blev normaliseret efter krigen, blev persontrafikken igen indstillet 1. september 1947, hvorefter banen fortsatte som ren godsbane. Men gennem hele besættelsen og ind til 1. september dampede Amagerbanen frem og tilbagemed masser af rejsende.
I 1950 fik Amagerbanken skrivelse fra Revisionsudvalget fordi de havde samarbejdet med tyskerne. Om de blev dømt til tilbagebetaling, vides ikke.
Mindst en af banens ansatte blev taget af Gestapo. Den 6. marts 1945 eksploderede en bombe i en jernbanevogn, der var fyldt med våben ved Amagerbro Station. Tyske soldater blev såret og to godsvogne blev beskadiget. En lang række ruder i lokomotiver og i personvogne blev knust.
Den 27. marts samme år var der sabotage ved Langebro. Målet var at ødelægge mekanismen i broen så skibene i Sydhavnen ikke kunne sejle igennem. Vi har beskrevet denne hændelse i vores artikler Besættelsen på Vesterbro 1-2.
Han fik alligevel jobbet
Efter befrielsen havde banen stadig væk særtransporter, bl.a. mange afgange med tyske flygtninge til lejren på Kløvermarken og til de allierede tropper i lufthavnen. En tidligere arbejder ved banen fik ansættelse som portør selv om han under en:
For dette fik han 40 dages hæfte.
Godstrafikken steg med 40 pct.
Busdriften blev forøget i takt med at man fik tildelt dæk. Man indskrænkede togafgange med passagerer. Man regnede med at indstille helt når forsyningerne af dæk var helt normal igen.
Godstrafikken steg med 40 pct. i slutningen af 1940’erne. Trafikken omfattede i 1949 ca. 2.940 vognladninger om året. Masser af det gods som man fragtede kunne ikke fragtes med lastbiler. Virksomhederne kunne ikke undvære banen sagde de.
Et nyt diesel – lokomotiv blev anskaffet
Den 30. april 1957 blev strækningen mellem Tømmerup og Dragør nedlagt. Den 15. juni samme år fulgte strækningen mellem Kastrup og Tømmerup, da der skulle gives plads til udvidelse af Københavns Lufthavn.
Amagerbanen oprettede en godsrute med lastbil til Dragør. Denne ophørte først i 1968. Men denne rute kunne ikke rigtig løbe rundt.
I 1954 blev den nuværende Langebro indviet og samtidig åbnede en separat lav jernbanesvingbro syd for broen.
I 1956 blev der anskaffet et nyt diesel – lokomotiv til godsbefordringen og som afløsning af dampdriften. Selskabets maskiner var ikke egnet til godstrafik. Man havde dog et opfyret damplokomotiv i reserve.
I 1957 havde man i alt 35 busser
I 1957 havde banen i alt 35 busser. De fleste var nye og moderne. De fleste var af samme type som Københavns Sporveje.
Amagerbanen var med i Olsen – banden på sporet. Men kun få dage efter filmens præmiere var det slut med at være et selvstændigt firma. Man blev overtaget af DSB.
DSB fortsatte med at betjene Prøvestenen i en del år indtil den endelige nedlæggelse i 1995.
Kilder:
Hvis du vil vide mere: Om Amager – På www.dengang.dk finder du 1.542 artikler – Under København (164 artikler) finder du:
Hvis du vil vide noget: Om Tog, Busser, Sporvogne – se her:
Under Aabenraa (149 artikler)
Under Tønder (254 artikler)
Under Højer (72 artikler)
Under Sønderjylland (187 artikler)
Under København (164 artikler)
Under Østerbro (86 artikler)
Under Nørrebro (286 artikler)
April 10, 2020
1864 – i Tønder
Trykket stemning. Fru Olufsen ventede det første barn. Opildne til spektakler og demonstrationer. Maler Schmidt røbede nogle ting. I skal ud af byen. Ulrik talte til demonstranterne og tog til Møgeltønder. Fru Olufsen og barnet døde. Skiftevis østrigske og prøjsiske soldater. Postskiltet fra Skibbroen. Vejrfløjet skulle tages ned fra kirketårnet. De kaptajn Leonhardt begyndte at synge. Vinduerne skulle udskiftes inden kronprinsen kom. Da jernbanen kom til Øst – banegården. Man skulle økonomisere med pladsen.
Trykket stemning
Dannevirke var blevet rømmet. Stemningen bag de danske embedsmænd var trykket og meget pessimistisk. Regeringen havde erklæret, at de måtte selv om de ville rejse hjem eller blive. Men regeringen sagde samtidig, at man ikke kunne garantere for deres sikkerhed.
Fjendtlige styrker ville heller ikke anerkende danske embedsmænd. Men næsten alle danske embedsmænd drog derfor nordpå.
Fr. Olufsen ventede det første barn
Fysikus Ulrik kunne ikke rejse nordpå idet fru Olufsen i disse dage ventede hendes nedkomst. Situationen var yderst vanskeligt. Det var kun en svag mulighed for at hun kunne overstå fødslen. Han måtte blive. Gjessing var også embedsmand. Han ville blive.
Det var ikke uroligheder lige med det samme. Man vidste, at det danske artilleri fra Frederiksstad ville komme over Tønder. Man havde ikke lige lyst som urostifter at blive taget med nord på. Man havde ventet artilleriet om tirsdagen. Her skulle de bespises for så med det samme at tage videre nord på.
Opildne til spektakler og demonstrationer
De tyske agenter forsøgte dog at opildne til spektakler og demonstrationer. De forsøgte at organisere det hele. De vidste ikke rigtig, hvordan småfolket ville reagere. De agiterede med de tyske borgere ude i æ Fries mellem de tysksindede småfolk, der havde ord for at være særlige voldsomme.
Soldaterne var forsinkede på grund af stærkt snevejr. De kom først næste eftermiddag. Om eftermiddagen kom friserne til byen. De meldte sig de anviste steder, rekvirere mad og drikke og var nu klar til at lave spektakler.
Dette passede ikke værterne. De var bange for soldaterne den næste dag. Der var kommet en del spektakler, men det lykkedes værterne at sende uromagerne hjem igen. Og soldaterne kom og tag afsted lige så hurtig.
Maler Schmidt røbede nogle ting
Fysikus Ulrik ejede gavlhuset i Østergade 18. Den lå lidt tilbagetrukket fra gaden. Med en trappe på 2-3 trin. Om eftermiddagen kom maler Schmidt og fortalte, at han havde fået at vide, at nogle borgere hade været samlet og vedtaget at Gjessing og Ulrik om aftenen skulle jages ud af byen.
Dersom de ikke straks foretrak frivilligt, skulle de tages og transporteres bort. Ingen af de to embedsmænd ville have ballade eller spektakler. Gjessing boede skråt over for Ulrik i Østergade 15. De to blev enige om lade lyset i stuerne være slukket. Ingen skulle sover i stuerne ud til gaden.
I skal ud af byen
Eftermiddagen forløb roligt. Der fladt et jævnt lag sne. En del mennesker havde først på aftenen samlet sig foran Ulriks hus. De blev efterhånden urolige og begyndte at synge. Der blev råbt:
Huset var helt mørkt, og der viste sig ingen. Men råbene og spektaklerne blev ved. Der blev kastet snebolde mod vinduerne. Fra tysk side var der blevet dannet en slags borgerværn. Pludselig optrådte værnets formand, manufakturhandler Jürgensen, der boede i Storegade i det nu af bager Lassen ejede hus ved siden af biblioteket. Han begyndte at tale til forsamlingen men fik kun sagt:
Så skrålede folk:
Ulrik talte til folket
Så forsvandt han. Spektaklerne og råbene blev ved i nogen tid, uden at der skete noget. Men så blev gadedøren åbnet, Ud på stentrappen trådte Fru Ulrik med en køkkenlampe i hånden. Bag hende fysikus Ulrik.
Der blev straks stille og fru Ulrik lyste rundt med lampen, hvilket fik folk til forsigtigt at trække sig tilbage. Ulrik sagde nu:
Ulrik gik derefter ind og bagefter fru Ulrik stadig lysende med lampen, hvorpå døren blev låst. Forsamlingen havde under dette optrin forholdt sig fuldstændig rolig og stilheden blev ved i nogen tid, men så blev den pludselig afbrudt ved hylen og kliren fra alle husets ruder, som blev slået i stykker som blev slået i stykker ved en regn af snebolde.
Derpå løb hele skaren ind mod torvet. I forbifarten blev det råbt:
Ulrik tog til Møgeltønder
Endnu en rude blev knust. Da alt var roligt et stykke tid gik Gjessing over til Ulrik. Det lykkedes for ham at komme ind. Der var ikke sket andre skader ind at ruderne var var slået ind. Men nogen behagelig situation var det ikke.
Man blev enige om, at Ulrik skulle tage til Møgeltønder, hvorfra Olufsens vogn kunne hente ham. Gjessing kørte næste dag hans børn og kone op til broderen i Højrup, der her var præst. Men det var en besværlig tur for en vældig snestorm brød i gang. Men de kom dog ikke videre end til Løgumkloster. Næste dag gik turen så videre.
Fru Olufsen og barnet døde
Ulrik kørte nu frem og tilbage med Fru Ulrik mellem Møgeltønder og Tønder i Olufsens lukkede vogn. Næste dag samlede der også en hujende skare om vognen. Der blev kastet sten ind efter dem i vognen dog uden at ramme. Fremover valgte familien at følge efter nogle pålidelige folk, når de skulle til og fra vognen.
Fødslen kom nogle dage senere. Men både Fru Olufsen og barnet døde. Derefter rejste fysikus Ulrik til København, hvor han bosatte sig.
Skiftevis østrigske og prøjsiske soldater
Dagen efter, at de danske soldater var draget gennem byen, kom der østrigske ryttere til byen. De kom syd fra og red ind over ”æ Vemelagger”. Men de forsvandt dog igen efter at de havde forvisset sig om, at der ikke var danske soldater i byen.
Kort tid efter kom der en del soldater, skiftevis østrigske og prøjsiske. De blev indkvarteret hos borgere. Der blev holdt god orden, så det var ikke tale om, at de danske blev generet hverken fra de tysksindede borgeres side eller militærets side.
De østrigske var måske de mest fremartede. De var kede af at skulle helt herop at føre krig i et skrækkeligt klima med fugtigt og blæsende vejr. De ville hellere føre krig mod preusserne end mod dansker, ja det sagde de i hvert fald til nogle dansksindede. De elskede at spise klipfisk.
Postskiltet fra Skibbroen
Der var forskellige ting de tyske borgere nu ville have fjernet i Tønder. Det var blandt andet det danske postskilt på posthuset på Skibbroen. Det var et stort og tungt jernskilt. Det var gjort solidt fast i muren. Det koster stor møje og besvær at få taget det ned.
Det bedste var at lægge skiltet i bunden af ”e Tog”. Der blev derfor hugget et hul i isen og skiltet gled derned.
Ja så var det også lige vejrfløjen, et dannebrogsflag på toppen af kirkens spir. Men det sad så højt oppe at ingen turde vove at påtage sig at tage det ned. Det fik lov til at sidde der i nogen tid.
Vejrfløj skulle tages ned
Maler Schmidt var også blevet spurgt om han for betaling kunne tage fløjen ned, em havde flere gange sagt nej. Men det endte med at Schmidt sammen med en tysker tog vejrfløjen ned for seks daler.
Da den tyske borgmester skulle ankomme i en lukket vogn fra Husum, stillede et par dansksindede knægte sig op nede ved Sønderport og kastede sten mod vognen. Der skete dog ikke nogen skade men knægtene måtte en tur på Rådhuset.
Da kaptajn Leonhard begyndte at synge
Den ene af knægtene var den senere kaptajn Leonhard. Han var en søn af en hessisk former på Lorentzens støberi. Faderen var som formere dengang temmelig forfalden til spiritus. Konen var en dygtig og energisk kone fra Haderslev.
Leonhard kom ud at sejle, men han blev behandlet som det værste. Da skibet kom til Skotlands vestside, deserterede han. På østsiden mødte han en dansk kaptajn, der tog sig af ham. Med ham sejlede han i mange år, indtil han kom til Amerika, hvor han blev styrmand og kaptajn. Senere blev han skibsreder med bopæl i New York og Cuba.
Gasmester Lorentzen hentede ham efter ”Genforeningen” i København. Han ville gerne se Tønder igen. Men han havde fuldstændig glemt at tale dansk. Men han kunne da huske at synge:
Da vinduerne skulle tætnes
Fysikus Ulrik var meget krænket over den behandling han havde fået. Han forlangte at magistraten betalte for ødelæggelserne. Men det nægtede de.
Da kronprinsen af Prøjsen, der lå i kvarter i Flensborg ville besøge Tønder og byen skulle udsmykkes mødte man Ulriks knuste vinduer i Østergade. Der blev nu en del røre i byen. Man gav sig ikke. I stedet dækkede man vinduerne med gran.
Da jernbanen kom til Tønder
Jernbanen kom ikke inden krigen startede. Det var frygteligt at komme til Tønder. Det tog meget lang tid. Men så kom Øst – banegården. Alleen blev gennembrudt af den nye Richtsensgade. Anlægget måtte også give plads til en ny borgerskole.
Byen var hyggelig og venlig at se på. Men renlig var den bestemt ikke. Så at sige fandtes der ingen kloakker. Spildevandet gik glat ud i rendestenene. Ofte skinnede det i alle regnbuens farver, særlig i hårde vintre, så var næsten hele gaden fyldt med frosne rendestene.
Man skulle økonomisere med pladsen
Bag hovedgaden lå ”Bag e Stoll” (bag staldene) som i det væsentligste blev optaget af lagerpladser, affaldspladser og mægtige møddinger. Det var ikke det mest behagelige sted at opholde sig. Det var her rotterne stortrivedes. Men det gjorde de nu også alle andre steder i byen.
Tønder er bygget på en knold, der skyder sig ud i den lave marsk. Det var meget vanskeligt at bygge huse uden for den oprindelige by. Man havde måtte økonomisere med pladsen. Byen havde også lidt af store brande i det 18. århundrede. Husene måtte genopbygges med gavl til gaden. Til gengæld gav man husene karnapper (udlukter) for at skaffe lys ind i stuerne.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Under Tønder (254 artikler) finder du bl.a. følgende artikler:
April 7, 2020
Den falske hornblæser – Peter Christiansen Sveistrup
Midt under Første Verdenskrig udkom ”Den Lille Hornblister” af N.G. Holst. Hornblæseren blev efter krigen foreviget i statueform. Den var lige så populær som Landsoldaten. 720 vers blev der skrevet om den 13 – årige Nyboder – dreng. Mange troede det var en autentisk beretning. Det benyttede Peter Christiansen sig også af. Han stak selv af fra militæret. Det fik han 25 slag for. Danmark vandt den 25. juli 1860 Slaget På Isted Hede. Det var populært. Og Peter bildte folk ind, at han havde deltaget. Han dukkede op i sognet med indbundet arm og et mærke fra Dannebrogsmændene, som han havde købt ved en guldsmed. Næste gang, han dukkede op, bildte han folk op, at armen var amputeret. En embedsmand sørgede for, at han månedligt fik 4 rigsdaler i pension. I april 1852 opdagede retten i Viborg, at han var fuld af løgn. Han fik et års fængsel.
Den falske hornblæser – Peter Christiansen Sveistrup. I 1849, midt under den 1. Slesvigske krig udkom “den lille Hornblæser”. Digtet, af H. P. Holst, både ramte og forstærkede en patriotisk folkestemning. Sammen med den menige danske soldat “landsoldaten” blev “Den Lille Hornblæser” et symbol, og både han og hornblæseren blev efter krigen foreviget i statueform.
720 vers skrev Holst om den 13-årige Nyboderdreng. Trods sine forældres bønner lader han sig hverve som hornblæser, for “kongen trænger til os allesammen”. Hans kaptajn falder med dragen sabel i spidsen for sine folk, men den lille hornblæser redder situationen ved at blæse til angreb. En kugle går gennem hans frakke. Hullet kan dog nok repareres, så “vær ikke vred”, skriver han til moderen derhjemme i Nyboder.
En døende fjende tager han sig af, læser op for ham af Evangeliet, og oprøreren dør i vished om, at “en dansk og trofast hånd” vil lukke hans øjne. I slaget ved Slesvig redder vores helt atter en kritisk situation. Han griber trommen og slår “avancer”, da tamburen falder. Men af: en kugle går gennem trommen, en anden gennem hånden, han bliver ramt af en hestehov og taget til fange.
Efter at have overbragt den døende oprørers afskedsord til den tysksindede familie, lykkes det den lille hornblæser at flygte.
Ved troppeparaden den 18. september 1848 på Lerbæk Mark nær Vejle, hvor Frederik 7. inspireret af et andet digt af Holst, udtaler de berømte ord “det skal ej ske” (nemlig at Slesvig bliver skilt fra Danmark), får
hornblæseren lejlighed til at hilse på den folkekære konge.
Da Frederik 7. spørger, hvad han ønsker sig, svarer det perfekte barn: At lære noget rigtigt”. Hjem til moder i Nyboder kommer vores helt igen, men hans fader er faldet i krigen.
Heldigvis har Den lille Hornblæser lært en gammel bulderbasse af en løjtnant at kende. Han er allerede begyndt at kalde ham sin plejefar. Der er lagt op til en happy ending.
I 1849 var digtet, hvad vi i dag vil kalde et hit. Det udkom i det ene oplag efter det andet. Frederik 7. skal selv have sørget for, at det blev omdelt på feltlazaretterne. H. P. Holst var knyttet til hæren som en slags sekretær ved den militære overkommando. Nogle troede, at Den lille Hornblæser var en autentisk beretning, og hornblæseren altså en virkelig person.
Det benyttede Peter Christiansen Sveistrup sig af. Peter var født i 1833, antagelig på et sygehus i Aarhus. I hvert fald en del af opvæksten fandt sted i et enligt liggende fattighus på den såkaldte Dover Hede i Svejstrup ved Skanderborg. Sognepræsten anførte siden, at familien havde en “vild sigøjnernatur”, og af en protokol fra Viborg tugthus fremgår, at hans forældre var tidligere straffede natmandsfolk.
Som 14-årig lod Peter Christiansen Sveistrup sig i 1848 antage som tamburdreng i hæren. I dag forbinder vi børnesoldater med ulande, men for ca. 170 år siden antog man altså Danmark børn som hornblæsere. De var – vel blandt andet på grund af H. P. Holsts digt – et yndet motiv for tidens malere. Under kamp var de med i forreste linje sammen med den
kommanderende officer, hvis kontrol over tropperne delvist beroede på hornblæserens signaler.
Peters militærtjeneste forløb ikke godt. Han stak af et stykke tid og blev, trods sin unge alder, idømt 25 slag ris for absentation. Den 12. april 1850 blev han afskediget fra hæren. Med sin slette opførsel var han et dårligt eksempel for de øvrige spillemænd. Hvad skulle han nu leve af?
Den 25. juli 1850 vandt danskerne kampen på Isted Hede, det største slag, der er blevet udkæmpet på dansk grund. Her var Peter altså ikke med, men det gav ham en idé. Han ville udgive sig for at være såret fra Istedslaget.
I den kommende periode forvandlede Peter Christiansen Sveistrup sig med stor succes til den lille hornblæser fra H. P. Holsts digt. I november samme år dukkede han op i sin hjemkommune med den ene arm “såret og ombunden”. I knaphullet på sin våbenfrakke bar han Dannebrogsmændenes Hæderstegn; at han havde købt det hos en guldsmed for penge, han havde svindlet sig til, kunne folkene i Svejstrup jo ikke vide.
Både skaden og udmærkelsen havde Peter, efter hvad han selv oplyste, erhvervet sig, da han havde antændt en af fjendens krudtvogne! En tid var han væk fra sognet, men dukkede så atter op. Da hang venstre ærme tom
ned! Armen havde måttet amputeres i København, efter at der var gået koldbrand i den.
En embedsmand i hovedstaden søgte på Peters vegne pension for ham. Sogneforstanderskabet i Svejstrup oplyste til kommissionen i København, at faderen var fattiglem og derfor ude af stand til at forsørge sønnen. Drengen havde ved en heltemodig dåd i sommeren 1850 fået sin ene arm kvæstet, så den senere måtte amputeres.
Peter blev tildelt 4 rigsdaler månedligt. I flere jyske byer blev Peter almindelig kendt som Den Lille Hornblæser. Varme anbefalingsskrivelser fra København skaffede ham en velvillig modtagelse overalt. “Man glædede sig ved at betragte det livfulde udtryk i hans smukke og kække ansigt, når han fortalte om Istedslaget 1850 og alle de andre træfninger, hvori han havde deltaget, og man kappedes om, på en eller anden måde at lægge sin velvilje for ham for dagen”, skrev en Aarhusavis, efter at svindelnummeret var blevet afsløret.
På Randersegnen havde han fortalt, hvordan han havde været med til at vinde slaget ved Isted: Da de tyske kolonner passerede ham, mens han lå såret på kamppladsen, havde han blæst det tyske signal for retræte, hvorefter tyskerne var vendt om!
Hjælpepræst A.D. Cohen rejste under krigen rundt og besøgte bl.a. feltlazaretterne for at skaffe nøjagtige efterretninger om de faldne. Resultatet blev et meget detaljeret mindeskrift, hvor der også er meddelt
navnene på de amputerede. Det kom Peter for øje, og da han ikke fandt sit navn på listen, henvendte sig selv – iført våbenkjole med tomt venstre ærme og dannebrogskors – til Cohen og påtalte undladelsen.
Det viste sig imidlertid, at han faktisk var med i fortegnelsen, men under en anden militær enhed end den, han nu angav. Statsmagten havde selv, fortalte Cohen bagefter, givet oplysning om, at Sveistrup var blandt de amputerede. (Hvordan det er gået til, fortaber sig i historiens tåger).
På et senere tidspunkt opfordrede Cohen til “at udslette bedragerens navn” i bogen fra 1850. I H.P. Holsts digt er hornblæseren søn af en Nybodermand, der falder under krigen. Peter Christiansen Sveistrup fortalte Cohen, at hans fader var en af de søfolk, der sprang i luften med linjeskibet Christian VIII ved Eckernförde.
Den affære var velkendt i tiden – både i Danmark og sydpå. Da Cohen læste op ad listen med navne på de faldne ved den hændelse, udpegede Peter sin fader, der dog mærkeligt nok skulle have heddet Paulsen. Cohen fik også at vide, at Peter var blevet konfirmeret forrige påske. Præsten havde, fortalte han, bemærket, at det vist var første gang en konfirmand havde været dekoreret med et dannebrogskors!
I halvandet år strejfede Sveistrup rundt i København, på Fyn og i Jylland. Overalt udgav han sig med stor succes for at være den lille hornblæser.
I december 1851 bragte Peter et brev fra København til en møller i Framlev Herred ved Aarhus. Han bad om at få natlogi og tilbød at tage breve med tilbage til København. Hans støvler trykkede, “hvis årsag man
lånte ham et par”.
Peter fik aftensmad og gik til ro. Det var møllerens søns støvler, der blev lånt ud, så sønnen har antagelig været noget utilfreds, da både Peter og støvlerne var væk næste morgen. Peter blev anholdt. Foruden støvlerne var han i besiddelse af et stort sølvbelagt merskumspibehoved.
Venstre underarm viste sig at være i god behold og slet ikke amputeret.
Retten takserede april 1852 Peters forbrydelse til et års indsættelse til arbejde i Viborg Tugthus. Desuden skulle han betale alle sagens omkostninger. Tidligere skal han have været mistænkt for voldtægt mod en 14-årig pige, men sagen var blevet henlagt på grund af manglende beviser.
I H.P. Holsts digt har den gamle løjtnant “en pokkers stor respekt for alle, der kan skrive”, og det kunne digtets lille hornblæser selvfølgelig. Peter derimod kunne, til trods for at han nu var omkring 18 år, hverken læse eller skrive, noteredes det, da han 15. maj 1852 blev afleveret til straffeanstalten i Viborg, hvor han blev indskrevet som fange nr. 445.
Han beskrives i øvrigt som 157 cm, med spinkle lemmer, sort hår, brune
øjne og et ar i panden. Da han er ukonfirmeret, er han “ej indrulleret” til tvungen militærtjeneste. Penge har han ingen af. Hans påklædning er en våbenfrakke, bukser, blårlærredsskjorte, en ternet vest, blå uldstrømper, en kasket og støvler.
Desuden har han en nattrøje med sig. Peters opførsel Viborg Tugthus beskrives som “temmelig god”, men den har dog ikke været bedre, end at
han ved en lejlighed blev tildelt seks slag rotting. Ud af 312 fanger i første halvår 1853, var det kun fem foruden ham, der opnåede den tvivlsomme ære. Den 15. maj 1853 blev Peter sluppet fri. Hvordan det
siden gik ham, er ikke undersøgt.
Peter Christiansen Sveistrup er ikke den eneste, der har udgivet sig for at være Den lille Hornblæser, men næppe andre har gennemført svindelnummeret så systematisk. I 1882 blev der samlet ind til Den lille
Hornblæsers syge og trængende enke. Det var over 30 år efter, at førsteudgaven af Holsts digt var udsendt.
Da indsamlingen var overstået, følte Holst sig foranlediget til at oplyse, at hornblæseren var en fiktiv person. Det var der tydeligvis nogen, der fortsat ikke havde forstået, til trods for at Holst allerede i
digtets første linje har anført en ikke eksisterende adresse i Nyboder som Den lille Hornblæsers barndomshjem. Verden vil bedrages.
Kilde:
*
https://kalliope.org/da/work/holst/1849
April 4, 2020
Kommunehospitalet – i begyndelsen
Der var allerede to hospitaler. Resultatet var ganske imponerende. Topmoderne ventilationsanlæg. Flere og flere patienter blev indlagt. Første sted, hvor sygeplejersker blev uddannet. Man ønskede damer af de bedre klasser. Læretiden var kun et år. Betalings – hospital. Fem måltider om dagen. Kosten var en del af behandlingen. Ikke alle måtte få kaffe. En speciel slags snaps. Masser af damp i køkkenet. Grødomslag. Store lønforskelle. Man kunne ikke drikke vand. Middagssøvn var ikke lægelig forsvarligt. Et rygefrit område. Portøren kunne tjene lidt ekstra. De bedrestillede havde enestuer. Kommunehospitalet var klasseopdelt. En streng disciplin både for patienter og ansatte.
Der var allerede to hospitaler
Allerede inden et stort udbrud af kolera ramte København i 1853, havde nogle læger offentligt kritiseret de dårlige hygiejniske forhold i byen og følgerne for sundheden.
København havde Frederiks Hospital i Bredgade, der blev oprettet i 1757 og var beregnet til at yde ubemidlede patienter fri kur og pleje.
Almindeligt Hospital i Amaliegade blev åbnet i 1769 og var en stiftelse for byens fattige. Med tiden blev der indrettet flere og flere pladser til fattige syge. Ja og så var der også et lille børnehospital i Rigensgade.
Krigsministeriet tog det ikke så tungt
Krigsministeriet slog sig i tøjret for det område man havde udpeget til det kommende Kommunehospital lå i befæstningsterræn og skulle kunne ryddes i krigstilfælde. Men da man samtidig var gået i gang med at nedlægge fæstningsværkerne omkring byen tog man det ikke så tungt.
Og det var arkitekt Christian Hansen, der blev udpeget. Han havde erfaringer fra Grækenland, hvor han havde arbejdet for den græske kong Georg, der oprindelig var prins af Danmark.
Resultatet var ganske imponerende
Koleraens hærgen gjorde det endnu mere tydeligt, hvor vigtigt lys og luft, rent vand og gode kloaker er. Det førte blandt andet til opførelsen af Kommunehospitalet. Det blev indviet i 1863.
Resultatet var ganske imponerende. Der blev plads til 844 patienter. Der var 60 stuer med plads til 10 senge. 24 stuer med 5 senge. 9 stuer med 2 – 3 senge og 36 eneværelser. Ja så var der jo også lige 20 celler til sindssyge patienter.
Det var blandt de største bygningsværker i datidens København. I største svarede det nok til Christiansborg. Hospitalet er bygget efter princippet med længdekorridorer og alle sygeværelser vender mod syd (solsiden), mens korridorerne vender mod nord.
Topmoderne ventilationsanlæg
Der blev indrettet 4 afdelinger, en kirurgisk, en afdeling for hud – og kønssygdomme samt to medicinske afdelinger.
Hospitalet var topmoderne med ventilationsanlæg, rindende vand på patientstuerne og vandklosetter. Det sidste var ganske enestående. For almindelige borgere blev det først lovlig at installere wc i 1890erne, da kloakeringen på den tid lod meget tilbage at ønske.
Hospitalet var indrettet i en mands – og en kvindeside, der hver havde tre underafdelinger, en medicinsk, en kirurgisk og en for hud- og kønssygdomme.
Ja så kom der jo også arbejderboligerne i Brumleby som ”Kartoffelrækkerne”, hvor lys og grønt var i fokus. Kommunehospitalet blev dog hurtigt for lille. Ikke bare steg befolkningstallet fra 155.143 i 1860 til 411.000 i 1901.
Flere og flere patienter blev indlagt
Hospitalsvæsnet blev også mere belastet af, at det blev gratis og en pligt at blive behandlet for kønssygdomme. Loven om sygekasser blev ændret i 1892 og gav større adgang til at blive behandlet på et hospital.
Flere patienter blev behandlet på et hospital og flere patienter blev indlagt, fordi lægerne blev bedre til at behandle sygdomme, de tidligere ikke kunne helbrede eller mildne. Københavns Kommune reagerede ved at opføre nye sygehuse som Øresundshospitalet som karantænehospital og Blegdamshospitalet, hvor Panum Instituttet nu ligger. Sidstnævnte hospital blev brugt som epidemisygehus fra 1879.
Kommunehospitalet blev det førende hospital for medicinsk udvikling. For eksempel var det her, overkirurg Mathias Hieronymus Saxtorph for første gang herhjemme brugte en karbolspray under en operation for at holde luftens skadelige kim borte.
Den første operationsstue blev hurtigt utilstrækkelig, og i 1888 tog man en ny operationsstue i brug, der var indrettet efter de nyeste hygiejniske principper. I løbet af 1890erne blev et større areal inddraget til operationsstuer.
Første sted, hvor sygeplejersker blev uddannet
Kommunehospitalet var det første hospital, hvor man var begyndt at uddanne sygeplejersker. Det vil sige, at det var på Diakonissestiftelsen, der var blevet stiftet samme år som Kommunehospitalet blev etableret, at man begyndte den første systematiske uddannelse af sygeplejersker. Men for kvinder, der ikke ønskede at indtræde i et religiøst fællesskab, var muligheden der først i 1876.
På mandsafdelingerne 4. og 6. afdeling var der ansat mandlige plejere. Og i begyndelsen på Kommunehospitalet var der ikke tale om en egentlig uddannelse. Der var dels faste stue- og vågekoner, dels løst ansatte. Der var også en badekone, en badepige og en kone med titel af ”medicinkone”.
En stuekone havde ansvaret for en stue med 10 patienter Hun boede i et værelse adskilt fra sygestuen og med adgang fra samme korridor som sengestuerne lå på. Det var en klar forbedring i forhold til Frederiks Hospital, hvor stuekonen boede bag et forhæng på sygestuen.
Man ønskede damer af de bedre kredse
De var sikkert gode medarbejdere. Men stuekonen fik også drikkepenge af patienterne mod at give dem særbehandling. Streng ædruelighed var påkrævet, men det var svært at håndhæve. Vågekonerne ude fra byen kom ofte fra en fuld arbejdsdag, og de var trætte. Det gik ud over deres årvågenhed. En vågekone fik 2 mark pr. nat for besværet.
I 1872 gjorde L.I. Brandes sig til talsmand for, at
Han gik selv foran ved at tilbyde kurser i sygepleje til unge piger på Almindeligt Hospital.
Da lægen C.E. Fenger blev hospitalsborgmester i 1875, gik han i gang med at indføre det nye system med sygeplejersker på Kommunehospitalet. Fra 1876 blev der antaget unge damer til oplæring i sygepleje. Fengers mål var at forbedre tonen på hospitalet og at afskaffe systemet med drikkepenge.
Læretiden var kun et år
Men det hele trak ud. Først i 1905 kom der sygeplejersker på de sidste afdelinger. Nogle af overlægerne var lodret imod ordningen og slog sig i tøjret. En række kvinder blev sat i lære hos stuekonerne. Disse blev så afskediget efterhånden som de nye assistenter blev udlært. Det siger sig selv, at dette skabte et spændt forhold.
Hospitalets reglement gjorde det ikke bedre. I 1878 blev det bestemt, at ”den nye sygepleje” skulle have kaffe om formiddagen, mens det gamle personale fik mælk og brød. Det varede til 1883, hvor også stuekonerne og sygevogterne fik deres formiddagskaffe.
Læretiden var kun på et år. Den pædagogiske metode var en form for sidemandsoplæring, hvor eleven selv måtte gøre sine iagttagelser og lære af egne fejl. Arbejdet gik ud på at gøre arbejdet som den enkelte overlæge ønskede arbejdet.
Eleven fik indskærpet, at hun skulle vise lydighed og ærbødighed mod plejemoderen, som var den ledende sygeplejerske. Man skulle lære at underkaste sig autoriteterne og udføre det arbejde som blev pålagt. Arbejdstiden var 14 timer i dagvagt og 12 timer i nattevagt. Assistenterne delte værelse på afdelingen. Plejemoderen havde to værelser.
Betalings – hospital
Da hospitalet åbnede, skulle det tage imod betalende patienter, og patienter skulle behandles på kommunes regning. Syge, der var under fattigforsorg, kunne indlægges med godkendelse fra magistraten. Andre fattige syge, der ikke var under fattigforsorg, kunne også indlægges til gratis kur og pleje på magistratens foranledning. Løsagtige fruentimmer, der skulle behandles for syfilis, blev indlagt af politilægen.
De betalende patienter fordelte sig på tre grupper:
Fem måltider om dagen
Det var sandelig også forskel på kosten. Betegnelsen ”pleje” dækkede blandt andet over, hvilken kost patienten fik tildelt. På hospitalet fandtes to former for pleje, almindelig pleje og bedste pleje.
På Kommunehospitalet blev der serveret 5 måltider dagligt:
Bevaret er reglementet fra 1890, men der var ikke sket de store forandringer fra begyndelsen. Meget tidligt omkring 6.30 fik man 125 gram sigte – eller franskbrød, 125 gram smør og te, hvis man var indlagt i almindelig pleje og fuld kost.
Kosten var en del af behandlingen
Kosten blev anset som en del af behandlingen. Hver dag skulle lægerne indføre i en speciel madbog, hvilken kost patienten var ordineret. Man kunne også få ordineret en ekstra diæt, hvis man var mager og ikke ”udvokset”.
En ekstra diæt bestod foruden af fuldkost af ansjoser, bouillon, brød, smør, mælk, sukker, æg og øl.
Efter morgenmaden vaskede gangkonen de anvendte drikke – og madkar, som det var hendes arbejde efter hvert måltid. Opvasken foregik idet til sygestuen hørende varmekøkken.
Ikke alle måtte få kaffe
Der blev ikke serveret kaffe, selv om mange læger ikke længere anså den som skadelig, men som en ”sund og nærende Drik”, hvis man blot ikke overdrev brugen. I enkelte tilfælde kunne man godt få kaffe, men så skulle den ordineres af overlægen. Kaffe blev betragtet som medicin og blev udleveret af apoteket.
Men om natten duftede hospitalets gange af kaffe. Det drak vågekonerne for ikke at falde i søvn. Man måtte dog selv betale for den. Den første personalegruppe, der fik kaffe, var sygeplejerskerne. Først seks år senere fik stuekoner og sygevogtere ret til dette.
En speciel slags snaps
Formiddagsmaden blev serveret kl. 9. Den bestod af ¼ pot havresuppe og mælk til hver patient. Sigtebrød eller rugbrød fulgte med. Når klokken lød betød det, at stuegangen var sat i gang, så skulle alle patienter finde deres seng.
Det var ikke ualmindeligt at mændene fik en snaps eller to til smørrebrødet. Det blev betragtet som forebyggende medicin. Men det var nu ikke altid, at lægerne havde denne mening. Når man skulle behandles for delirium (alkoholisk psykose) blev præparatet ”Mixtura Spirituosa” anvendt.
Hvis du har lyst til at blande sådan en, får du her opskriften:
Hver tredje time fik patienten sådan en ”snaps”.
Havresuppen blev leveret i særlige ”Havresuppespande”. Overopsynsmanden/konen skulle være til stede under udleveringen. Ledelsen mente ikke, at Gangkonerne selv kunne håndtere dette.
Masser af damp i køkkenet
Man havde noget der hed ”Opheisningen” (Køkkenelevatoren). Det var en sjælden lettelse i personalets arbejde. Udleveringsrummet i stueetagen lå ved siden af ”Dampkøkkenet”. Dette var Kommunehospitalets centrale køkken. Dette var så opdelt i et koge – og et stegekøkken.
Her var en række dobbelte kobberkedler til madlavning. De blev opvarmet ved hjælp af damp, der under tryk blev ledt ind i rummet mellem to kedler. Ulempen ved disse var at der kunne udvikles så meget damp, at man ikke kunne se fra den ene kedel til den anden. Helt ufarlige syntes de heller ikke at have været.
Grødomslag
To gange om dagen kl. 7 om morgenen og kl. 7 om aftenen bragte køkkenkarlen omslagsgrøden ud til afdelingerne. Når grøden skulle anvendes, blev den blandet med stoffer, som behandlingen krævede. Derefter bliver den fyldt i særlige ”omslagsposer”
Således var der i f.eks. ”blødgrødende grødomslag” tilsat hyldeblomst, kamilleblomst, altæarod og hørfrø. Sådanne omslag blev anvendt til behandling af hudlidelser og svulster.
Store lønforskelle
Husholdersken fik en årsløn på 300 rigsdaler samt fri bolig på hospitalet inklusive brændsel og belysning. Det øvrige køkkenpersonale bestod af en overkokkepige, tre kokkepiger og to køkkenkarle. Overkokkepigens løn var på 40 rigsdaler halvårligt. Det var dobbelt så meget som årslønnen for de tre kokkepiger, som hver fik 20 rigsdaler halvårligt. De mandlige køkkenkarle fik hver 30 rigsdaler. De fik desuden kost og logi.
Når hospitalet var fuldt belagt, skulle dette personale lave mad til over 800 patienter samt til en stor del af personalet til 205 personer.
Det gik ikke altid helt godt. Således anmeldte 4. afdelings overlæge i 1883 til lægerådet, at der efter middagsmaden den 4. juni opstod 95 tilfælde af diarre på afdelingen.
Man kunne ikke drikke vand
Middagsmaden bestod af to retter, en forret og en hovedret. I almindelig pleje skiftede man mellem ni slags formad og ni slags eftermand. Hvem femte dag fik man samme hovedret. Om søndagen blev der serveret byggrynssødsuppe eller risgryns-sødsuppe og kalve – eller oksesteg med kartofler.
Drikkevandet blev betegnet som ”ålesuppe”. Det var ofte af ret klumpet karakter. Hospitalet fik sit drikkevand fra det nye vandværk på Vester Farimagsvej, mens vand til udskylning og badebygningen blev hentet fra Sortedamssøen.
Skulle man have noget at drikke, ja så drak man først og fremmest øl. Også de ansatte havde ret til øl. De mandlige fik en øl om dagen. De kvindelige fik en halv øl.
Hospitalet indkøbte i 1865 157 tønder godtøl samt 58 ½ tønder hvidtøl og 11 ½ tønder dobbelt øl. De patienter, der havde enestue, havde ret til vin til maden.
Middagssøvn var ikke lægelig forsvarligt
Havresuppe blev serveret kl. 16. Om folk havde sovet middagssøvn, vides ikke. Det var ikke alle læger, der syntes at dette var særlig sundt. I en af de mange sundhedsbøger fra dengang hed det sig:
AC
Et rygefrit område
I 1864 var 1.061 af de i alt 8.342 indlagte patienter under fattigvæsnets forsørgelse. Hertil kom 2.517 patienter, som ikke selv kunne betale for deres indlæggelse. Det måtte det offentlige tage sig af. Næsten 43 pct. af patienterne kom fra yderst beskedne kår, hvor sult og sparsom kost hørte til dagens orden.
Dengang i 1860-70’erne var rygning et mandeanliggende. Kommunehospitalet var røgfrit. Det var heller ikke tilladt for patienterne at bruge snus, skrå eller røgtobak i hospitalets værelser eller på gangene.
Retiraderne nævnes ikke i den forbindelse. Men de var næppe et tilflugtssted for rygerne, sådan som senere tiders rygeforbud har medført. Forbuddet gjaldt også for de besøgende.
Rygning blev dog i 1860erne betragtet som sundhedsfarligt. Tobakken blev tillagt mange positive egenskaber. Den blev anset for et glimrende middel mod tandpine. Men den tilstand som, dem der røg for mange cigaretter kunne komme i, blev anset for skadelig.
Portøren kunne tjene lidt ekstra
I 1870 så lægerådet sig nødsaget til at forbyde besøgende at medbringe ”Vindruer, Appelsiner, Saftevand m.v.” til patienter på fællesstuerne medmindre der forelå en tilladelse fra overlægen.
Portøren havde en ekstra grund til at hindre besøgende i, at medbringe mad- og drikkevarer. Han havde nemlig tilladelse til at have udsalg af mælk, fløde, te, kaffe, sukker, hvedebrød og øl. Gennem dette salg kunne han indtjene en del af sin løn.
Med tiden udviklede der sig en hel handelsplads ude foran portene.
Patienterne på 10 – sengs fælles- stuerne måtte dårligt forlade stuen. Det var ikke helt let at være patient dengang. Der var også grænser for, hvilke spil man måtte spille.
De bedrestillede ville have enestuer
Det var et moderne og fremsynet hospital båret af en moderne tidsalders sundhedsidealer og lægevidenskabelige revolutioner. Man indførte insulinbehandling, kirurgiske indgreb, psykiatrisk diagnostik og undersøgelser af hjertes kranspulsårer. Hospitalet var også det første herhjemme, hvor man indrettede en patologisk afdeling, en øjenafdeling, en brandsårsafdeling og en røntgenafdeling.
De bedrestillede borgere kviede sig ved tanken om at dele hospitalsstuer med underklassen, men de kunne så mod betaling få enestue.
Kommunehospitalet var klasseopdelt
De løsagtige og de offentlige fruentimmere – altså byens prostituerede – var henvist til Almindelig Hospital, ligesom fattiglemmer, der led af fnat, skurv, utøj eller andre uhelbredelige sygdomme. Kommunehospitalet var et strengt klasseopdelt sted.
Der hang store skilte ned fra væggene, der fortalte, hvordan patienter skulle opføre sig. Der var ingen tvivl om, at der herskede skrappe regler for patienternes gøren og laden. I reglementet fra 1863 står der fx om fællesstuerne, at patienterne skulle:
En streng disciplin
Der herskede en streng disciplinen på selve sygestuerne. Selv patienternes læsestof var der regler for. ”Usædelige og anstødelige” bøger og blade blev beslaglagt, ligesom der var forbud mod terningespil, kortspil og ”klink”.
Patienterne måtte ikke uden lægelig tilladelse besøge hinanden og heller ikke trække frisk luft i de nye rekreative gårdhaver. Kl. 20 skulle der være ro på stuerne, og derefter måtte patienterne hverken tale sammen eller have lyset tændt.
Der er sket mange om – og tilbygninger gennem tiden. Den 1. maj 1999 blev Kommunehospitalet lukket som hospital og bygningerne sat til salg. Så blev der rejst en fredningssag, der dog kun omfattede de ældre bygninger.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.540 artikler herunder:
Under Nørrebro (286 artikler) ligger bl.a.:
Under Østerbro (86 artikler) ligger bl.a.:
Under København (163 artikler) ligger bl.a.:
Under ”Andre Historier” (52 artikler) ligger bl.a.:
Marts 31, 2020
Besættelsestiden på Bispebjerg Hospital
Tyskerne lagde pres på sundhedssystemet. Når en sabotør blev indlagt Hipokorpset legede politi. Man fandt frem til systemer. Der var over 400 patienter, der hed Petersen. En sabotør fik hurtigt nyt navn. Ellen Christensen – Citronens kæreste. De 8.000 danske jøder skal arresteres. Tiltagende flygtningestrøm på hospitalet. En nattevagt var nazist. Næsten alle 130 sygeplejersker deltog. Centralen. Til tider indeholdt skotøjsæsken 100.000 kr. Ikke alle havde midler til at komme til Sverige. Da kassen var tom, blev kongen opsøgt. Mange udskibningshavne. Det gik også galt. Godsejeren hjalp. Da ambulancerne blev stoppet. En flaske snaps med sovepiller hjalp. Planerne blev ændret. Mellem 1.500 – 2.000 blev reddet. Signe Mortensen ville ikke modtage medalje. Da Carlo Emil Bakman blev skudt. Køster flygtede til Storbritannien. Læge skudt under sabotageaktion. Hospitalspræsten skudt af Hipo.
Tyskerne lagde pres på sundhedssystemet
Tyskerne lagde stort pres på det danske sundhedssystem for at behandle tilskadekomne tyske soldater. I stort tal. Sundhedspersonalet søgte med fredelige midler at undgå dette og på at få værnemagten til selv at oprette behandlingssteder.
Bispebjerg Hospital var velegnet til mange ting på grund af det enorme tunnelsystem. Her var det muligt at skjule aktiviteter som trykning af illegale blade og skjule flygtninge.
Når en sabotør blev indlagt
Efter den 29. august 1943 mærkede man i høj grad forandringerne på Bispebjerg Hospital. Tyskerne rettede efterhånden et kritisk øje på hospitalet. En del folk her deltog i modstandsarbejdet i forskellige former. Men det var særlig øverst i hovedportens opgang 20 D hos Første reservekirurg der foregik ting og sager.
At behandle illegale tilskadekomne var en ting. Noget andet var at sikre anonymitet og trygge rammer for patienterne og deres videre færden.
Når en såret sabotør blev indbragt på hospitalet, var forretningsgangen omtrent følgende:
Da Hipokorpset optrådte som ”Dansk Politi”
I begyndelsen var det ikke noget problem. Man iagttog forsigtighed og diskretion. Men efter jødetransporterne til Sverige var tyskerne op vagt over for hospitalerne. Kravet om identitetskort komplicerede det hele. Og helt galt gik det, da Hipokorpset optrådte som ”dansk politi”.
De indfandt sig altid kort tid efter, at de sårede var bragt ind. Det blev sagt, at de blev alarmeret samtidigt med Brandvæsnets ambulancer.
Man fandt frem til systemer
Man fandt hurtig frem til nogle systemer, så man allerede porten kunne finde frem til, hvem der blev indleveret. Det var en fordel at vide så lidt som muligt for den enkelte. Så man ikke skulle give efter for trusler. Man måtte antage at forespørgsler til disse patienter ville blive rettet til lederne for de forskellige afdelinger.
Der var 400 patienter, der hed Petersen
Hipo og Gestapo kom farende og kastede sig over den første og bedste. Man gav sig til at forhøre og true en sygeplejerske, der var totalt uvidende om forholdene. Da flere mennesker kom til truede man med at omringe hospitalet, hvis de ikke fik telefonisk besked inden for en halv time.
En gang forlangte Gestapo med truende tone at få patientregistret udleveret, hvilket man mente ikke at kunne nægte dem. De søgte en mand ved navn Petersen. Da de fik registret udleveret med ca. 400 personer med navnet Petersen blev de ude af sig selv af forbitrelse.
En sabotør fik hurtig nyt navn
Når tyskerne søgte en sabotør, var det vigtigt at få at vide, om de vidste, at han var såret og om de havde en formodning, om han var såret. Hvis dette var tilfældet, måtte man skyndsomst bringe ham videre. Mente man, at ingen rigtig vidste noget kunne man begynde behandlingen.
Nu gjaldt det så om at give patienten et nyt navn. Ganske vidst havde de fleste dæknavne. Men de mest prominente var i alvorlig fare. For ofte kendte Gestapo dæknavnene. Man måtte give mange patienter nye identitetskort. Journalen blev så læst op for patienten, så denne kunne det udenad.
Ellen Christensen – Citronens kæreste
Den side af sagen klarede Ellen Christensen. Hun arbejdede i det illegale arbejde og havde gode forbindelser. Hun var en stor hjælp og kunne fremskaffe hvad som helst.
Hun sluttede sig i de første besættelsesår til en gruppe under modstandsorganisationen Frit Danmark, hvor hun efterhånden blev medleder. Gruppen beskæftigede sig primært med at fremstille illegale blade.
Hun var forbindelsesled mellem en af de største og sikreste illegale ruter til Sverige. Hun sørgede for at modstandsfolk og allierede flyvere kom over til Sverige. Hun deltog i våben – og sprængstoftransporter og advarede modstandsfolk, der var kommet under mistanke.
Hun var en sand mester i at skaffe identitetskort, rationeringsmærker, våben og andet nødvendigt til modstandsarbejde.
Hun arrangerede også jødernes flugt til Sverige. Hun var kæreste med Jørgen Haagen Schmidt, kaldet Citronen. Da denne i september 1944 blev alvorligt såret af tyskerne, plejede hun ham dagligt.
Skjulestedet blev ransaget af Gestapo en nat i oktober. Det udviklede sig til en voldsom og timelang ildkamp, hvor Citronen blev dræbt. Det lykkedes Ellen Christensen at undslippe. Men under aktionen havde Gestapo fundet hendes falske id – kort. Og nu blev hun eftersøgt. Hun levede derfor under jorden resten af besættelsen. Hun undgik at blive arresteret med fortsatte det illegale arbejde.
Det lykkedes ikke for tyskerne at pågribe eller opspore en eneste af de illegale. Mange af sygeplejerskerne påtog sig en ikke ringe personlig risiko ved at huse de eftersøgte eller gemme deres tøj og våben.
Også ambulancefolkene har gjort store tjenester når det blev nødvendigt at flytte de sårede. Også nogle af portnerne holdt et skarpt øje med de besøgende. Når bestemte havde vagt, kunne man være sikker på at blive advaret i tide.
Da 8.000 danske jøder skulle arresteres
I de sidste dage af september 1943 oplyste forskellige kilder fra dansk og tysk side, at omtrent 8.000 danske jøder skulle anholdes. Lægerne på de københavnske hospitaler fandt det naturligt at åbne sygehusenes porte og skjule de nødstedte her. Man stiftede organisationer.
Den 1. oktober gik jagten ind på de danske jøder med natlige Gestapo – aktioner. Da vi de fleste allerede bragt i sikkerhed i parker, tomme boliger, sommerhuse og nærliggende skove.
Tiltagende flygtningestrøm på hospitalet
På Bispebjerg Hospital mærkede man den tiltagende flygtningestrøm. Snart blev tilstanden kritisk, da der endnu ikke var muligt at bringe flygtningene videre fra hospitalet i samme takt som de strømmede til.
Tunneller, gange, auditorier og afdelingernes sygestuer var tæt befolkede. Ofte opstod tilspidsede situationer, når tyskerne eller Schalburgfolk vimsede omkring med onde hensigter uden for hospitalets beskyttende mure, eller når antallet af flygtninge overgik lokalernes kapacitet. Man måtte herefter overveje at inddrage nye skjulesteder nær hospitalet.
Ikke sjældent måtte personalet improvisere. Et begravelsesoptog på omtrent 40 personer ville samle sig en aften. Hensigten var på et senere tidspunkt at sende denne gruppe videre i en flyttevogn mod kysten. Men tilstrømningen fortsatte. Da antallet nærmede sig 150 sjæle besluttede oversygeplejerske Fr. Mogensen at sende så mange som muligt med flyttevognen for derefter at gemme de tilbageblevne i undervisningslokalerne under Psykiatrisk Afdeling E.
Senere samme aften blev de resterende 80 jøder sendt af sted i taxaer til det ventende skib.
En nattevagt var nazist
Personalet måtte ofte tænke meget kreativ for at hjælpe de mange flygtninge, f.eks. da man konstaterede, at en nattevagt var nazist. I al hast måtte man bringe en gruppe flygtninge fra hospitalets centrale del til den mere afsidesliggende badebygning.
Næsten alle 130 sygeplejerske deltog
Rygtet om jøderne på Bispebjerg Hospital bredte sig. Nye tiltag måtte tages. Tilstrømningen oversteg nu langt kapaciteten for videre transport til kysten. Konsekvensen var en logistisk udfordring af dimensioner. Et stort og uvist antal nødlidende skulle opholde sig flere dage under fuld diskretion. De skulle også bespises og forsynes med nødvendig beklædning.
På storsindet vis åbnede næsten alle 130 sygeplejerske i hospitalets nye sygeplejeboliger på Charlotte Muncks Vej deres hjem til de nødstedte. Hver sygeplejerske passede ”sin” familie, der snildt kunne bestå af 8 – 10 personer., både børn og voksne, med mad, drikke, tøj, omsorg og trøstende ord i de små lejligheder.
Centralen
Adskillige læger med bolig på hospitalet åbnede tilsvarende deres hjem for flygtninge. På den tid var lægerne en ekstra udsat gruppe, fordi besætterne og deres danske medløbere fandt netop denne gruppe som mål for hævndrab – de såkaldte ”clearing – mord”.
Viceforstander Fr. Korsholm stillede sin lejlighed i Charlotte Muncks Vej 1 til rådighed som organisationscenter, benævnt ”Centralen”. Denne adresse blev på diskret vis landskendt som et sted, hvortil man kunne sende penge til hjælpearbejdet.
Til tider indeholdt skotøjsæsken 100.000 kr.
En operationssygeplejerske bandt de mange tråde sammen bistået af en kommunal brandmand døgnet rundt. Man samarbejdede med centralerne på Blegdamshospitalet og Kommunehospitalet om at koordinere indsatsen.
Opgaverne var mangfoldige f.eks. måtte man udarbejde lister over både pålidelige og ikke mindst upålidelige taxachauffører, da talrige transporter foregik med taxaer.
Bispebjerg Hospitals køkkenbestyrer Fr. Beltoft sørgede for mad og drikke til gæsterne i døgndrift trods ofte meget upræcise ”gæstelister”. Lige så vigtigt var det at have fuldt overblik over antallet af tilgående og udgående flygtninge af hensyn til videre planlægning.
I Centralen havde Fr. Sander og Fr. Christensen overblik over hver enkelt flygtnings status. Hvem havde ventet længst, hvem var syg eller skrøbelig, timing af transporter og regnskab over de ofte temmelig store beløb, der var i ”pengekassen”, som blot var en skotøjsæske, der til tider indeholdt 100.000 kr. Centralen havde også en nødforsyning med op til 1.000 liter benzin.
Ikke alle havde midler til at komme til Sverige
I kælderen under Charlotte Muncks Vej 7 passede en stab af sygeplejerske under ledelse af Fr. Mogensen en stor gruppe flygtninge, heriblandt flere plejekrævende.
Der var livlig aktivitet døgnet rundt. Her var foruden flygtninge, chauffører, budbringere, vagtfolk og medlemmer af transportgrupperne. Når uønskede personer nærmede sig blev man varskoet, så nødvendige forholdsregler kunne sættes i værk.
De flygtende betalte efter bedste evne og mange gav alt, hvad de ejede. Andre var fattige og havde kun få midler. Donationerne kom fra anonyme eller navngivne borgere og institutioner og firmaer hele landet.
Da kassen var tom, blev kongen opsøgt
Køkkenpigen fra Bispebjerg gav 10 kr. En direktør fra Odense gav 20.000 kr. Sygeplejerskerne Fr. Sander og Fr. Fraas opsøgte endda Kong Christian den Tiende på Sorgenfri Slot. Heller ikke de vendte tomhændede hjem. I alt modtog organisationen 1 mio. kr. i deres funktionstid. Men det var tvingende nødvendigt at opsøge kongen for kassen var tom. Kongens helbred var svigtende. Hans ophold på Sorgenfri Slot var, hvad man kan kalde en venlig husarrest organiseret af tyskerne.
Afskibningscentralen var placeret på Blegdams Hospital. Bispebjerg Hospital havde primært kontakt med de ruter, der udgik fra Mosede, Sydhavnen, Falster, Tuborg Havn og Amalienborg Plads.
Mange udskibningshavne
Udenfor hospitalets ”eget” rutenet var der også kontakt til den nordsjællandske transportgruppe, der arbejdede med flere lægegrupper. Personale med baggrund i Rederiet Lauritzen førte løbende kontrol med forholdene i alle udskibningshavne.
Transporten fra hospitalet var velorganiserede. Taxaselskabet blev varskoet og gruppen førtes under ledelse af en eller to sygeplejersker. Hvis der var luftalarm, blev taxaerne afløst af ambulancer fra Falck og Zonen.
Gruppelederne medbragte store kontantbeløb til uforudsete udgifter. Herefter blev kursen sat mod den lokalitet ved kysten, hvor motorbåden, fiskekutteren eller skonnerten ventede. Bispebjergs koordinationscenter i Centralen blev underrettet, så snart gruppen nåede frem til pladsen og senere, når gruppen var nået velbeholdent til Sverige og skibet var kommet sikkert retur til Danmark.
Det gik også galt
Det hele var overordentlig risikabelt og ikke sjældent gik noget galt, trods den omhyggelige planlægning.
Et skræmmende eksempel på tilfældighedernes spil ramte en transport med 180 flygtninge udgået fra Bispebjerg Hospital med kurs mod Strøby på Stevns, hvor gruppen skulle sættes over af en anden organisation. Første del af transporten foregik planmæssigt fra Bispebjerg Bakke til Strøby syd for Køge med taxaer og flyttebiler.
Under den natlige indskibning gik det galt. Gruppen havde aftalt, sendt lyssignaler i kode til den ventende skonnert, men modtog som svar kun heftige byger af maskingeværsprojektiler. I stedet for den fredelige skonnert var et tysk, armeret patruljefartøj dukket op ved pladsen.
Med nød og næppe undslap de flygtende og gemte sig i de nærliggende skove under Gjorslev Gods. Centralen på Bispebjerg Hospital blev omgående orienteret. Man rekvirerede omgående en CB – kolonne (Civil Beskyttelse) med lastbiler og mandskab, der blev suppleret med fire sygeplejersker og en læge fra hospitalet.
Godsejeren hjalp
I køkkenet pakkede Fr. Beltoft kasser med nødforsyninger og udleverede brød, smør, kaffe samt et par hundrede liter mælk. Oktober- nætterne var kolde, men hjælpen nåede frem og sikrede de undvegne. Senere blev hele gruppen ført i sikkerhed i Sverige via Fanefjord på Møn.
Ofte var det Niels Rosenkrantz på Liselund, der hjalp med flugten, når det foregik på Møn. Hans dæknavn var ”Jens Hansen”.
Da ambulancerne blev stoppet
Ved udgangen af anden uge i oktober begyndte tyskerne for alvor at interessere sig for hospitalerne. En nat blev alle ambulancer fra Kommunehospitalet og Bispebjerg Hospital standset og gennemsøgt.
En halv flaske snaps hjalp
I Bispebjerg Hospitals sygeplejerskeboliger opholdt der sig 180 jøder uden ringeste mulighed for flugt. Alle transporter blev standset. To loyale politifolk som beskyttede Centralen konstaterede, at bygningen var omringet af tyske SS-folk og adskillige medløbere. Få skud blev løsnet. Ud på morgenstunden forsvandt fjenden. En enkelt person trængte ind i bygningen. Den uvelkomne gæst blev dog hurtigt og grundigt pacificeret af Fr. Mogensen, der serverede den indtrængende en halv flaske snaps med opløste sovepiller i.
Planerne blev ændret
Ved en tidligere lejlighed lykkedes det at smugle skræmte flygtninge uskadte gennem fjendens linjer, maskerede som et kristent begavelsesfølge. Gruppens nødlidte kom alle frem til vores nabo.
Planerne på hospitalet blev nu hurtig ændret. Allerede næste dag blev alle jødiske flygtninge på Bispebjerg Hospital samt 100 nytilkomne i dagens løb overført i sikkerhed over Sundet allerede kl. 19 næste dag.
Centralen blev dog ikke opgivet. Nu blev stedet bare modtageradresse for derefter at blive transporteret til sikre lejligheder i nabolaget. De sidste jødiske landsmænd der blev bragt over, var tre undvegne fanger fra en togtransport med kurs mod koncentrationslejren Theresienstadt samt en gruppe efterladte børn, der blev ledsaget til deres forældre i Sverige af en gruppe sygeplejersker fra Bispebjerg Hospital.
Mellem 1.500 – 2.000 blev reddet
I alt anslås det at 1.500 – 2.000 danskere med jødisk baggrund har passeret gennem Bispebjerg Hospitals kapel, tunneller, sygestuer, ambulatorier og personallejligheder i løbet af godt to uger i oktober 1943.
Tyskerne havde meget længe haft mistanke til Bispebjerg Hospital. Men man frygtede at møde ildkamp og eksplosioner nede i tunnellerne.
Signe Mortensen ville ikke modtage medalje
En af de meget aktive var oversygeplejerske Signe Mortensen, som også deltog i andet modstandsarbejde. Hun blev arresteret og gennemgik ubehagelige forhør. Hun fik to måneder i Vestre Fængsel og blev overført til Frøslevlejren den 5. maj 1945. Hun gik under dæknavnet Mogensine.
Da hun fik at vide, at hun var indstillet til Florence Nightingale-medaljen, skrev hun til præsidenten for Dansk Røde Kors for at meddele, at hun ikke ønskede nogen officiel anerkendelse for:
Da Carlo Emil Bakman blev skudt
Under en af de mange flygtningetransporter som Carlo Emil Bakman var med til at organisere, blev han og hans kammerater en dag overrasket og arresteret af tyske soldater. Arrestationen fandt sted i en sydsjællandsk udskibningshavn. Cato og hans kammerat blev ført til Dagmarhus. De blev imidlertid løsladt efter en nats forhør, idet det var lykkedes dem indbyrdes at aftale en forklaring som tyskerne tog for gode varer.
Den 9. december 1943 blev han på ny pågrebet under en Gestapo-aktion mod dr. Køsters lejlighed på 3. sal i hjørnet af hovedbygningens D – fløj. Denne gang havde han forsøgt at smugle en såret kammerat ind på Bispebjerg Hospital.
Uheldigvis var det de samme soldater, der tidligere havde arresteret ham. Han anså derfor et flugtforsøg for at være eneste redning for ham. Han sprang ud ad et vindue, men ramtes i springet af fire – fem kugler i ryggen. Under tysk vagt blev han indlagt på hospitalet. Men han døde næste morgen.
Han døde i armene på sin hustru ”Drea”, der var sygeplejerske på Bispebjerg. Hun fortsatte modstandsarbejdet.
Køster flygtede til Storbritannien
Denne Køster var en som tyskerne gerne ville have fat i. Hans indsats gjorde, at han måtte flygte til Storbritannien via Sverige. Han deltog i felttoget i Normandiet i 1944, inden han i 1946 vendte tilbage til Bispebjerg Hospital.
Skudt under sabotageaktion
Erik Hagens var reservelæge på Bispebjerg Hospitals medicinske afdeling. Gennem en hårdt såret sabotør, der var indlagt på hospitalet, blev han medlem af sabotageorganisationen BOPA
Da BOPA havde afsluttet en aktion mod værnemagerfabrikken Globus i Glostrup gik turen hjemad. Sabotagevagter fra værnemagerfabrikken Carlstorp havde hørt drønene fra Globus. De havde dannet en kæde over vejen og affyret skud mod nogle af de 100 sabotører, der nu vente hjem ad. En af dem, der blev ramt, var Erik Hagens.
Hospitalspræsten blev skudt af Hipo
Under besættelsen var Julius Grundfør hospitalspræst ved Bispebjerg Hospital. Han var involveret i illegalt arbejde tilknyttet bladet Kirkens Front. Grundfør var også præst ved Anna Kirke på Nørrebro.
To dage efter befrielsen den 6. maj blev han hårdt såret med dobbeltsidigt lungeskud under en træfning på Jagtvej mellem Den Danske Brigade og snigskytter fra Hipokorpset, der nægtede at overgive sig. Da skuddene faldt, søgte han at hjælpe en såret brigadesoldat i sikkerhed. Tre dage senere den 9. april 1945 afgik han ved døden.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
www.dengang.dk indeholder 1.539 artikler – Under Besættelsestiden (Før/Nu/Efter) er der 306 artikler herunder:
Under København (163 artikler):
Marts 31, 2020
Gårdmandsdatteren Helene Dideriksen
Hun følte sig anderledes. På mange måder var hun sat uden for fællesskabet, familien og landsbyen. Hun var født i 1860 på Dalmosegård på Møn. Moderen dør, da Helene er 8 år. Tilbage er faderen og tre søskende. Helene er ude at tjene i nabosognet hos familie. Men hendes helbred skranter. Helene læser masser af aviser og går til foredrag. Nu får kvinderne også adgang til højskolen i hvert fald Rødkilde Højskole lige i nærheden. Det er lige noget for Helene. Men hun tager beslutninger som ikke lige er forenelige med familien og samfundet. Således går hun imod at man slagter dyr. Hun går ind for havebrug og grøntsager. Hun går ind for kvindesagen og skriver indlæg til de lokale medier. Det er dog ikke alt, der bliver optaget. Hendes dårlige helbred betyder, at hun ikke kan klare de daglige pligter. Søsteren mener, at hun er hypokonder. Hun mødes af fordømmende blikke. Hun dør allerede som 31 – årig, ugift, misbilliget og misforstået. Hun var forelsket i en af sine fætre, men han ville ikke have hende.
Gårdmandsdatteren Helene Dideriksen 1860-1891
“Jeg er som et udskud, en særling. Der er så meget, jeg ikke kan med”. Hun er nedtrykt og forvirret. Hun tager sig kun sammen til at skrive til sin gamle højskoleveninde, fordi veninden gentagne gange har skrevet og efterhånden er overbevist om, at brevene er gået tabt. Hun føler sig anderledes. Hun hedder Helene Dideriksen – og ér anderledes. Landbosamfundet er i slutningen af 1800-tallet under forandring.
Mange har måske netop derfor et behov for at holde fast ved de gamle traditioner. Men ikke Helene. Hun lader sig i den grad påvirke af de nye strømninger i tiden. Derfor sætter hun sig på mange måder uden for
fællesskabet – familien og landsbyen. For Helene vil noget andet end de andre og har nogle underlige ideer. Det gør hende sær i omverdenens øjne, og hun bliver mere og mere isoleret.
Helenes baggrund er der ellers ikke noget usædvanligt i. Hun bliver født den 21. oktober 1860 på Dalmosegård på Møn. Da Helene er otte år, dør moderen i barselseng. Selv er hun tredje barn i familien, men alligevel den første, der fylder 20 år. Da Helene begynder sin dagbog som 14-årig, består familien af hendes fader Diderik Nielsen. Helene selv og søstrene Line på 12 og Hanne på 10 år.
Efter moderens død hjælper faster Johanne, der bor i nærheden, ofte til med de større praktiske opgaver, ligesom en del fætre og kusiner periodisk er en del af husholdet. Også Helene er ude at tjene hos sin mors familie i nabosognet, men hendes helbred har skrantet fra fødslen og da hun bliver syg, må hun sendes hjem igen. Om sin hjemkomst skriver hun i en af sine dagbøger: “Hvor lykkelig følte jeg mig ikke, da vognen standsede i min faders gaard, og de alle kærligt rakte en haand op i vognen og trykkede min, da var jeg glad, skønt jeg var meget syg.”
Helene er glad for sin familie og føler sig tryg ved at være hjemme. Kigger vi imidlertid ti år frem i tiden, tegner der sig et helt andet billede. Helene afskæres mere og mere fra familien. Line, hendes søster, synes hun går i vejen. Hendes fødselsdag bliver nærmest glemt, ikke kun af naboerne, men også af dem derhjemme.
Hun går alene i kirke, alene til foredrag og er ikke rigtigt længere en del af familien. Der er her, hun skriver brevet til sin højskoleveninde.
Dalmosegård ligger i en dalsænkning lidt syd for landsbyen Sønder Vestud med sine marker udstrakt omkring sig. Men sådan har det ikke altid været.
Indtil 1803 lå alle gårdene samlet inde i landsbyen, men i forbindelse med landboreformerne i slutningen af 1700-tallet bliver også jordene omkring Nr. og Sdr. Vestud udskiftet. Det betyder, at jorden, der før havde været dyrket i fællesskab, nu bliver fordelt på de enkelte fæstegårde, og, i flere tilfælde, at gårdbygningerne bliver flyttet ud på den nye jord. Dette sker over hele landet – en konsekvens af landboreformerne i slutningen af 1700-tallet.
Fæstebønderne bliver løst fra stavnsbåndet og får de fleste steder mulighed for at købe gårdene selv. Jorder, der før har været fælleseje
eller er blevet dyrket ved fælles drift, skal nu dyrkes af et enkelt hushold. Gårde flyttes ud. Det betyder vidtstrakte sociale forandringer.
For traditionelt er hver enkelt familie knyttet til landsbyen og sognet med utallige bånd. Det er herfra, ens verden går. Gårdmændene i landsbyen har hidtil udgjort et kulturelt og økonomisk fællesskab, som er organiseret i to sociale institutioner: Bylavet og gildeslavet. Hvor bylavet bruges til at regulere udnyttelsen af fælles ejendom som f.eks. mose og eng, bruges gildeslavet til at regulere det selskabelige samvær, bl.a. festerne i forbindelse med årets gang og livets højtider.
Netop på Helenes tid sker der dog et skred i alle disse mønstre – efter udskiftningen er der ikke i samme grad brug for by- og gildeslavet til at organisere det fælles arbejde med bl.a. at passe jorderne. I stedet
bliver det mere og mere almindeligt med foreninger og kasser, der varetager forskellige interesser for deres medlemmer, både socialt og praktisk. På landet kommer der f.eks. forbrugsforeninger, foredragsforeninger, sparekasser, brandkasser og sygekasser.
Aktiviteterne får hver deres ramme i stedet for at være samlet i de gamle lav, som havde mange funktioner. Samtidig er det interessant at bemærke, at det ikke længere er gårdene eller husholdet, der er medlemmer, men de enkelte personer. Det er individet, ikke kollektivet.
Hvor man før automatisk tilhørte et fællesskab på grund af sin alder, eller bopæl, får den enkelte nu i stigende grad mulighed for, med udgangspunkt i egne interesser, at vælge selv. Det er på den baggrund,
Helene får mulighed for at træffe sine egne valg. Men der er tale om en gradvis udvikling. Helenes farfar, Niels Andersen, køber i 1856 Dalmosegård til selveje.
I teorien gør han sig dermed økonomisk uafhængig af det gamle landsbyfællesskab. Men et er teori – noget andet praksis. Der er i
Helenes dagbog, som er skrevet 20 år senere, flere eksempler på, at fællesskabet på visse områder fortsætter med at eksistere. For det første i kraft af arbejdsgilder såsom kartegilder, hvor alle hjælpes ad
med en bestemt opgave til gengæld for efterfølgende mad og fest. I lige så høj grad er der tale om en vedvarende nabohjælp i det daglige, afvejet efter et gensidighedsprincip.
Man hjælper med de ydelser, man kan. Diderik, Helenes far, er gårdmand med egen hest og vogn. Den udlånes ofte til de mange husmænd i området, men til gengæld forventer Dalmosefolkene hjælp i høsten ved slagtning el.lign. Socialt vedbliver de årlige fester også at være organiseret af gildeslavet, som alle gårdene er en del af. Folkene på Dalmosegård er således deltagere og arrangører af gildelavets julestuer og fastelavnsfester, samtidig med at de hver især er medlemmer af f.eks. en teaterforening, en foredragsforening og et avishold.
Helene lever hele sit liv på Møn. Den eneste gang, hun er uden for øen, er i forbindelse med en tur til København. Man kunne måske derfor tro, at hun ikke ved noget om verden udenfor, men sådan forholder det sig langtfra. Dalmosegård holder sammen med nabogårdene flere aviser, som Helene læser med stor interesse. Hun kender til den russisk-tyrkiske krig og de italienske frihedskrige.
Hun følger med i indenrigspolitiske spørgsmål. Specielt de provisoriske finanslove i 1870-80’erne, der midlertidig sætter grundloven ud af kraft, og det nationale spørgsmål i Sønderjylland vækker hendes interesse.
Desuden interesserer Helene sig også meget for kirke- og skolepolitik. Hun har mange ideer om, hvordan ting bør være, og nogle af disse ideer henter hun inspiration til i den grundtvigianske højskolebevægelse.
De to store folkelige bevægelser Grundtvigianismen og Indre Mission har deres storhedstid i årene 1860-1900. På Møn er det dog kun grundtvigianismen, der bliver udbredt. Det er præsten i Stege, Frederik
Engelhardt Boisen, der formår at få spredt de grundtvigianske tanker og budskaber til Mønboerne.
Og det er i samme ånd, at præstens søn Frederik Bojsen (1841-1926) opretter højskolen Rødkilde i nærheden af Stege by. I de første år er skolen kun åben for karle, men fra sommeren 1868 får også pigerne adgang til skolen. Skolegang for voksne af bondestanden og tilmed for kvinder var noget nyt og uvant. Men de unge er ikke sene til at tage denne nye mulighed til sig, og da tilslutningen er på sit højeste i 1880’erne,
modtager skolen knap 1200 elever årligt.
Pigerne bliver undervist i de tre sommermåneder fra maj til august og karlene i de fem vintermåneder fra november til april. Både Helene og hendes søstre kommer på Rødkilde Højskole. Helene bliver først noget overrumplet over den megen “støj og bulder”, men er senere begejstret for legene og lærdommen. Opholdet varer kun tre måneder – en enkelt sommer – men det er en sommer, der får stor betydning for Helene. Hun får nye
venner fra Sjælland og Jylland, hun får en større og bredere viden, men først og fremmest bliver hun en del af livet i og omkring højskolen. Hun indlærer og bruger det tankesæt og den ideologi, som præger
højskolen.
I den første dagbogstekst fra højskolen skriver hun: “Gid alle danske Piger og Karle kunde komme på Højskole, da vilde det blive et lykkeligt folk.” – Hun er ikke blot begejstret for højskolen i sig selv, men skriver også i højskolens ånd om “det danske folk”. Rødkilde Højskole ligger ikke langt fra Dalmosegård.
Hele husholdet kommer ofte til foredrag og andre arrangementer dér. Det er der ikke noget usædvanligt i. Højskolebevægelsen vinder frem i store dele af Danmark blandt den bedre stillede del af bondestanden. Højskolerne gennemfører en omsiggribende “folkeoplysning”, der ikke kun højner uddannelsesniveauet, men også bidrager til bøndernes egen
selvforståelse som grundstenen eller kernen i det danske folk. Filosofien er oplysning gennem personlig, levende meddelelse – “de levende ord”.
For Helene rækker højskoleopholdet langt ud over de tre måneder. Det bliver en skole for livet. Hun er usædvanligt engageret i højskolelivet og i grundtvigianismens tanker i det hele taget. Hun giver penge ud
af egen lomme til bygningen af et forsamlingshus ved Rødkilde, og da der bliver bygget en friskole i nabobyen, er hun en sikker tilhører til samtlige aftenskoleforedrag. Helene er i sandhed en af “friskolens
venner”.
Men friskolen er en slags konkurrent til den gamle landsbyskole, der også afholder aftenskole. Det er ikke umiddelbart noget problem. Så længe den nye friskole holder foredrag på andre tidspunkter end landsbyskolen, bliver den accepteret af de lokale, men kommer det til et decideret valg mellem det gamle og det nye, bakker de allerfleste op om den gamle landsbyskole. Men ikke Helene.
En af de vigtigste forudsætninger for bylavets og gildelavets eksistens er den kulturelle homogenitet i landsbysamfundet. Men de nye religiøse vækkelser og de nye foreninger er med til at skabe grupper af åndelige afvigere. Afvigere, der ved at bryde gængse normer og vurderinger ofte skaber afstand mellem sig selv og omverdenen.
Folk, der tidligere har været tæt knyttet i landsbyens arbejdsfællesskab, taler ikke længere samme sprog. De vakte vælger nu i højere grad at mødes med ligesindede og søge nye fællesskaber på tværs af landsbyer og sogneskel. Engagementet i vækkelserne og de nye ideer giver imidlertid ikke kun problemer i forhold til naboerne. Det kan også give problemer på tværs af generationerne.
For med vækkelsernes krav om personlig stillingtagen til spørgsmål i livet føler mange forældre, at deres autoritet pludselig bliver undergravet. Helene tager stilling til mange ting, som de andre i familien kan ikke følge hende i. Gennem sin læsning og skolegang opbygger hun et stærkt personligt ideal til tilværelsen, som den ikke altid kan leve op til. Hendes idealisme grænser undertiden til det fanatiske. Blandt andet væmmes hun ved kød og fedt. Det var langt fra en almindelig indstilling i datidens bondesamfund.
Helene bryder sig ikke om at spise det, og heller ikke om at slagte dyr. Igen er Helene i opposition til fællesskabet, og det i en tid, hvor der netop skete en omlægning af det danske landbrug fra kornproduktion til kreatur- og mejeridrift. Både kød og smør bliver eksporteret. Alt det gode kan der tjenes penge på, så mange steder i Danmark beholder landbefolkningen kun fedtet og lidt flæsk til eget forbrug.
Og det er netop fedtet, der generer Helene. Til gengæld er hun meget interesseret i grønsager og i havebrug.
I dagbogen noterer hun sig flittigt, hvornår hun sår eller køber frø og kålplanter. Helene er meget passioneret i sin afstandtagen fra kvægbruget både i sin dagbog og i breve til hendes højskolevenner. Hun har i alle spørgsmål en forestilling om, at hendes samvittighed viser hende, hvad der er rigtigt at gøre.
Samtidig ved hun, at det, der for hende er rigtigt, i det store hele er uforeneligt med familiens måde at leve på. Hendes største drøm er derfor at få sit eget hus med have. Et sted, hvor hun både kan dyrke sine egne ideer og sine grøntsager i fred. Hendes far Diderik er meget imod ideen og vil hverken give hende lov eller penge, før hun gifter sig. Men Helene gifter sig ikke. Hun er hele sin ungdom ulykkeligt forelsket i sin fætter, Chresten, som ikke vil have hende “selv for en gårds skyld” – som han skriver til hende.
Helene bliver derfor gammeljomfru og sætter sig på den måde uden for normerne, som dikterer, at det eneste rigtige for en ung kvinde er at blive gift og stifte familie. Som ugift bliver Helene en belastning for familien. Tovtrækkeriet med faderen om penge til et hus fortsætter over flere år.
Helene forsøger sågar at få en af højskolelærerne til at overtale hendes far til at give hende sit eget hus. Da det heller ikke lykkes, sætter Helene alt ind på at få en uddannelse, så hun med tiden selv vil kunne købe et hus og forsørge sig selv.
I 1883 opretter friskolelærer Jens Jørgensen en pigehøjskole, der skal uddanne lærerinder. Helene søger forgæves at få sin fars tilladelse til at komme på denne højskole, men også her er han ubøjelig. Det kan man virkelig ikke som gårdmandsdatter! Lokalsamfundets gamle normer går i den
grad imod tidens strømninger og nye ideer, som så fint forkyndes fra højskolernes talerstole.
Og når det kommer til stykket, er Helene ikke den eneste kvinde, der på dette tidspunkt har svært ved at finde balancen mellem de nyvundne indsigter i samfundsspørgsmålene og stillingen i hjemmet. Måske er det Helenes erfaringer med sine manglende rettigheder, der gør hende interesseret i kvindesagen.
I hvert fald overværer hun flere foredrag om og af kvinder og sender flere indlæg til Møns Folkeblad, hvor hun bl.a. argumenterer for ligeret i ægteskabsløftet. Ikke alle indlæggene bliver trykt, men igen går hun brændende ind i sagen. Det er mildt sagt ikke populært hos familien. En kvinde skal ikke på den måde stille sig offentligt til skue. Familien lægger mere og mere afstand til Helene.
Til gengæld kan Helene så regne sig med i et andet fællesskab, der på dette tidspunkt breder sig på tværs af landet, nemlig “de frisindede kvinders”. Som sådan er hun dog ikke et aktivt medlem af bevægelsen, men hun er meget stolt af, med sine artikler, at kunne bidrage til dét, hun selv kalder, den offentlige forandring.
Og netop forandringerne – de store samfundsmæssige ændringer, som finder sted i tiden – viser sig nok at være Helenes største problem. De er et problem for hende, fordi hun i modsætning til sine omgivelser er hurtig
og villig til at tage tidens nye muligheder og tendenser til sig.
Et andet nok så væsentligt problem i Helenes forhold til omverdenen er hendes dårlige helbred. Helt fra lille af skranter Helene voldsomt. I løbet af ungdomsårene udvikler det sig til tuberkulose. Hun generes af
forkølelse, øjenbetændelser og udslæt og må ofte fritages for pligter. Madlavningen, der foregår over åben ild, kan hun ikke tåle, og markarbejdet bliver for hårdt.
I landbosamfundet får man i høj grad sin plads i familien og landsbyfællesskabet efter den funktion, man indtager. Som en del af husholdet på Dalmosegård, som landbokvinde, skal Helene udføre forskellige pligter, for at gården kan fungere.
I denne sammenhæng er hendes uduelighed et problem – også socialt. I de første år, hun skriver dagbog, tager hun del i gårdens arbejde på lige fod med søstrene. Hun laver mad, kalker vægge i mellemstuen, hjælper
til med høsten, vasker tøj, kærner smør, klipper får, laver håndarbejde og hjælper til med slagtning. Men efterhånden som hendes helbred forværres, må hun fritages for pligter.
Helene skriver selv, at især søsteren Line bliver irriteret over hendes passivitet og mistror hendes sygdomme. Vi kan se af dagbogen, at samtidig med at Helene deltager i mindre og mindre arbejde, udelukkes hun tilsvarende fra flere og flere sociale aktiviteter.
Havde det nu været Lines dagbog, der var bevaret i dag, havde det måske været et helt andet billede, vi havde fået af Helene. Måske er hun simpelthen hypokonder – måske er hun bare doven? Vi har kun Helenes egne skrevne ord at gå ud fra. Der er dog ingen tvivl om Helenes tiltagende isolation.
Hun har svært ved at udholde den varme og kvalme tobaksrøg, der ligger tæt ved mange gilder, og må derfor gå hjem. Hun bliver ikke brudepige ved sin kusines bryllup og deler ikke sine søstres fortrolighed. I virkeligheden er Helene måske ikke så sær, når det kommer til stykket, men blot forud for sin tid. Hun må i hvert fald sande, at det samfund, hun lever i, ikke er parat til at opfylde og efterleve de mange smukke ord og hensigter, som runger ud over forsamlingerne i højskolernes foredragssale.
Helene begynder derfor at tvivle på sig selv. De fordømmende blikke og hvisken i krogene får hende i sidste ende til at acceptere de andres dom over hende. Det er nok det, der får hende til at skrive til sin højskoleveninde, at hun føler sig som et udskud – en særling.
Helene Dideriksen dør 1891 kun 31 år gammel, ugift, misbilliget og misforstået.
Kilde:
https://www.dba.dk/helene-dideriksens-dagbog-og/id-
1033982549/?fbclid=IwAR3bEE0Fw7_mJVgaDfZIN_8NvAg0AhlvA4V88XZDDGIimWSMv5DtF45lo0w
www.dengang.dk indeholder 1.538 artikler – under ”Andre Historier” (52 artikler) kan du også læse disse kvindeportrætter:
Marts 30, 2020
Bispebjerg Hospital – dengang
Masser af besøg på Bispebjerg Hospital. Måtte smide bukserne. Koleraepidemi årsag til to kommunale hospitaler. Heldig beliggenhed og heldig plan. Adgang til luft og lys. Mange stilarter. Andre patienter undgik psykisk chok. Operationsstuerne var femkantede. Rigt udbud af spiritus. Masser af tyveri. Ros i ”Ugeskrift for Læger”. Snart var der overbelægning. Tunnelsystem på 5,5 kilometer. Diskussion om størrelsen på sygestuer. ”Hospital – luksus”. En fjerdedel af det kommunale budget. Store udvidelser. Masser af børn boede på Hospitalet. Fornødenheder blev købt på ”Økonomien”. Tunnellerne var en yndet legeplads.
Mange besøg på Bispebjerg Hospital
”Den Gamle redaktør” har været her utallige gange. Ikke fordi han selv er speciel meget syg. Men det er nære pårørende. Til sent om aftenen har han ventet for at få afgjort om en person skulle indlægges eller ikke. I utallige timer måtte man hverken for vådt eller tørt. Og så sad man og frøs i venteværelset.
Man er så heller ikke særlig flink til at varsko om en person er blevet flyttet til en anden afdeling. Det finder man så først ud af, når man møder op.
Selv har jeg været der to gange. Den første gang var fordi jeg var kørt i et kommunalt hul på cykel. Jeg husker ikke noget før jeg vågner på Bispebjerg. Det var med politi og babu-babu. Efter et stykke får jeg vide, at jeg lå på Bisbjerg og at man havde kontaktet Rasmus i Århus for at høre om jeg et alkoholproblem.
Efter at have konstateret, at det ikke var alkoholproblem, men hjernerystelse og en tommeltot, der blev sat på plads, blev jeg sendt hjem med formaning om, at jeg ikke måtte sove selv. To dage efter holdt jeg et foredrag om Sønderjysk kaffebord på Nørrebro Bibliotek. Jeg kunne ikke læse teksten.
Måtte smide bukserne
Anden gang var her selv, var efter at have mødt op hos min egen læge med alt for tykke ben. Jeg fik at vide, at jeg skulle skynde mig ud på Bispebjerg Hospital for at blive undersøgt for blodprop. Et forslag om jeg kunne cykle derud blev pure afvist. Det måtte jeg ikke. Der sad jeg så og talte med en patient, som nærmest havde en computer om halsen, og som han selv sagde, så kunne man finde ud af, om hjertet holdt med at slå.
Så fik man serveret både mad og drikke af en skøn sygeplejerske. Der var pludselig service på. Det skulle blive endnu bedre. For nu skulle pludselig smide bukserne for den skønneste overlæge, som jeg nogensinde havde set. Det var godt, at jeg havde fået målt blodtrykket. Nu var det heldigvis ikke blodprop.
Koleraepidemi årsag til to kommunale hospitaler
Men vi skal tilbage til 1853. For det var kolera- epidemien, der var årsag til at Kommunehospitalet og 50 år efter Bispebjerg Hospital var bygget. Ja det blev diskuteret allerede i 1899. Det skyldtes udviklingen inden lægevidenskaben og den eksplosive befolkningstilvækst. Men hospitalet blev først indviet i 1913. Det var tegnet af arkitekt Martin Nyrop.
Heldig beliggenhed og heldig plan
Hospitalet blev opført langt ude for bymæssig bebyggelse omgivet af åbent land og kolonihaver. Det var meget mørkt, når man skulle på aften – eller nattevagt. Tagensvej var mørk og ubebygget. Tuborgvej var omgivet af høje træer. I starten kørte sporvognen ikke helt herud. Og da den så endelig kørte helt herud, så var det altså kun hver anden gang. Det var længe imellem.
Man fandt at Bispebjerg var
Grunden var to en halv gange større som Kommunehospitalets. Det nye hospital skulle samtidig ligge tilbagetrukkent fra den senere Tagensvej, fordi man regnede med, at den ville blive meget trafikeret og støjende.
Adgang for luft og lys
Den 6. juni 1906 diskuterede man planerne. Her fastholdt man Fengers plan. Man mente, at et pavillonhospital var det mest formålstjenlige:
Lys, luft og grønne omgivelser var vigtige. De medicinske behandlinger var stadig begrænsede. Penicillinet kom først i 1940’erne. Men man lagde stor vægt på at styrke patientens immunforsvar med nærværende kost, lys og luft. Helheden skulle være indbydende og hyggelig. Haverne knyttet til de enkelte bygninger skulle være beskyttede, så patienterne kunne hvile sig i fred, ro og fred.
Mange stilarter
Det blev vel nærmest et nationalromantisk bygningskompleks af forskellige traditioner. Badebygningen var romersk arkitektur, kapellet var den italienske middelalderlig bygningskultur. Der var også dansk bindingsværk i højtliggende dele af bygningerne, hvorved konstruktionen kom til at virke lettere. Ja man kan også se det i forbindelsesgangen fra sygestuerne til operationsgangen.
Antallet af sengepladser blev forøget
Martin Nyrops forslag bestod af seks sygehuspavilloner med i alt 528 senge. Hver pavillon skulle have to etager med hver 44 sengepladser, der fordeltes på to stuer af 12 senge, to stuer af seks senge, to stuer af tre senge og to stuer af en seng.
Senere viste det sig, at 12 – sengestuerne var store nok til at rumme 16 senge. Man forøgede herefter forøgede man sengetallet til 52.
Andre patienter undgik psykiske chok
Opvarmningen var helt speciel. Der var riste ved gulvet og udtræk oppe ved loftet, hvorved man undgik træk. På væggene var der freskomalerier med motiver fra naturen malet af blandt andet Martin Nyrops datter, Ernestine.
I hver pavillon blev der indrettet eget laboratorium og et undersøgelsesrum, så man kunne undersøge en patient mere grundig i enerum så:
Operationsstuerne var femkantede
På begge sider er de to nederste pavilloner på samme side af trappepartiet indbyrdes forbundet ved en lang overdækket forbindelsesgang, der på grund af terrænets skråning fører fra første salen i forreste bygning til stueetagen i bagerste bygning. Fra midten af denne bro udgår en bygning til operationsstuer, så patienterne kan køres direkte til og fra operation.
Operationsstuerne var formet som femkantede rum med spidsbar hvælving af loftet, så eventuel fugtighed, der omdannes til dråber, ikke drypper ned på operationslejet, men løber ned på siderne.
Rigt udbud af spiritus
Under byggeriet blev alle opfordret til, at der herskede en god orden. Man måtte ødelægge andre håndværkers arbejde, der måtte ikke ske usømmelig påmaling på vægge eller forrettes nødtørft i bygningerne. Enhver, der måtte pågribes i uorden, vil uvægerligt blive bortvist fra arbejdspladsen.
På byggepladsen ved foden af Bispebjerg bakke blev det opført et såkaldt marketenderi, hvor byggearbejderne kunne købe mad, drikkevarer og tobak. En sodavand kostede 10 øre, en øl 11 øre. Mens brændevin, cognac eller rom kunne købes for mellem fire til seks øre. Så mon ikke der røg en del skarpe genstande indenbords i løbet af en arbejdsdag.
Der var i løbet af hele byggeperioden omkring 520 ansatte. Heraf var der 110 murerarbejdsmænd.
Masser af tyveri
En arbejder på byggepladsen i 1908 – 1909 havde en akkordløn på gennemsnitlig 68 øre i timen. Lønne var dog meget variabel og sæsonbestemt. Byggepladsen var på et tidspunkt præget af meget tyveri. Store mængder af byggemateriale forsvandt. Måske var det fordi, at det kun var materialer af højeste kvalitet, der blev anvendt.
Ros i ”Ugeskrift for læger”
Dette blev faktisk beskrevet i Ugeskrift for Læger i 1913:
Snart var der overbelægning
Omkring den ene halvdel bag dobbelte ruder, er en gang, hvor studerende og fremmede læger kunne overvære operationen uden at skulle klæde sig om. Der var fra begyndelsen opført to operationsbygninger, men kun den ene blev taget i brug straks, den anden først opført i 1927.
I dag anvendes de ikke mere til operationer men blandt andet til undervisningslokaler. I stueetagen under pavillon 1 blev der anlagt en røntgenafdeling med vægge, hvor der var indsat blyplader, og hvis vinduer var beskyttet med blyglas.
Tunnelsystem på 5,5 kilometer
Rundt om sygepavilloner findes køkkenbygning, kedelbygning, vaskeri, administration.
Kort tid efter åbningen af hospitalet var der fortsat en betydelig overbelægning, hvorfor man inddrog glasverandaen til sygestuer, hvor der kunne ligge op til otte patienter.
Der blev bygget funktionærboliger, apotek, boliger for kandidater m.m. Her lå også portnerbolig og meget mere.
I det nordøstlige hjørne blev der bygget kapel og patologisk institut. Omkring hele hospitalet blev der opsat et 2,2 meter højt gitter af jerntråd, som skulle støtte en opvoksende hæk af klippet tjørn.
Til at forbinde de forskellige bygninger blev under hele hospitalet indrettet et net af tunneller beregnet på den interne transport af patienter og mad og forsyninger til hospitalets afdelinger. Det er i alt 5,5 kilometer.
Diskussion om størrelser på sygestuer
Dengang i 1913 var der endnu ikke indrettet børneafdelinger. Så drenge blev lagt ind, må mandeafdelingen. Under planlægningen blev der diskuteret om sygestuerne skulle være indrettet til 12 eller til 20 – 30 senge. Fortalerne for de store stuer slog på, at de store sygestuer ville fylde hele bygningens bredde og derved ville patienterne få sollyset med helbredende virkning ind fra alle sider.
Men flertallet var imod. De holdt på, at gode lysforhold også kunne skaffes på mindre stuer. Patienterne foretrak mindre stuer. Det gav:
Det endelige resultat blev, at sygestuerne på Bispebjerg Hospital blev indrettet med 16 sengepladser.
Hospitals – luksus
Under planlægningen af Bispebjerg Hospital blev spørgsmålet om sygeplejerskens boligforhold drøftet igen og igen. Der var fortalere for, at de ikke skulle bo i tilknytning til afdelingerne, men i særskilte bygninger på hospitalsområdet. Når man havde haft en lang 12 – timers vagt havde man brug for hvile og fritid.
Andre opfattede opførelsen af særskilte sygeplejerboliger som en ren ”hospitalsluksus”, der havde sneget sig ind ved de moderne hospitaler. Sygeplejerskerne burde ifølge dem bo tæt ved patienterne, så de hurtigt kunne være hos dem.
Borgmester Jensen blev efterhånden træt af den evige diskussion, hvor sygeplejerskerne skulle bo. Han slog en gang for alle fast, at det måtte være en menneskerettighed for sygeplejersker som for andet hospitalspersonale, at de efter arbejde kunne få lov til at hvile sig i et hjem, hvor de kunne være for sig selv.
En fjerdedel af det kommunale budget
Den samlede pris på byggeriet, inklusive montering og opkøb af jorden beløb sig til mere end 10 millioner kroner.
Udgifter til opførelse af Bispebjerg Hospital svarede til cirka en fjerdedel af det årlige kommunale driftsbudget. Hospitalet kom op på 700 sengepladser.
Store udvidelser
Det var igennem 1920’erne og 1930’erne et stigende behov for psykiatriske og kirurgiske sengepladser i Københavns Kommune. I 1932 åbnede den psykiatriske afdeling på Bispebjerg Hospital med 151 senge. Snart begyndte byggeriet af den nye kirurgiske afdeling (F – Bygning 7) med 156 senge. I en ny røntgenafdeling stod færdig i 1942.
Allerede i 1942 bevilligede Borgerrepræsentationen midler til et nyt tuberkulosehospital på Bispebjerg Hospital, dog uden at bevillingen blev benyttet. Men fra 1956 startede byggeriet af Lersøpark – komplekset. Det blev også kaldt Lungepaladset eller L – bygningen.
Det oprindelige byggeri er i dag fredet.
Masser af børn boede på hospitalet
Mange af lægerne boede på hospitalet med deres familier enten i hovedbygningen eller på Charlotte Muncksvej, hvor en del sygeplejeboliger også lå. Herude var der masser af børn – vel omkring 40. Der blev gravet jordhuller bag tennisbanerne mod hækken til kolonihaverne på Tagensvej.
Der var også Borgmestersøen, den indgik i en lille mindepark for borgmester Jensen. Der var også Andesøen, der lå bag ved Afdeling E ved vandtårnet. Det var forbudt område, da søen var bundløs.
Ungerne var altid på opdagelse. Det gjaldt om ikke at blive opdaget. De fandt også ud af at se de døde. Under krigen blev der fyret med kul, koks og tøv. Madrester blev afhentet af en vogn fra Sct. Hans. Det blev anvendt til svinefoder.
Fornødenheder blev købt i ”Økonomien”
I maskinhuset var også et snedkeri. Her stod også en nødgenerator, der blev drevet af damp. Hospitalskøkkenet skulle under krigen lave mad til hele 2.000 personer. De mange familier, der boede derude kunne købe deres fornødenheder i ”Økonomien” Det var lige som en gammeldags købmandsbutik. Man brugte en kontaktbog, som så blev opgjort hver måned.
Hver fredag var der dampbad i bade – og massagebygningen for de funktionærer, der ønskede dette. Bademesteren var ekspert i at beskære folks kraftige tånegle med en kniv.
Tunnellerne var en yndet legeplads
Dengang var der faste besøgstider. Foran hospitalets indkørsel var der en iskiosk med Kaddara Is, en aviskiosk og ofte en blomstersælger. Nogle gange stod her en blind mand med banjo og spillede.
For børnene var tunnellerne en yndet legeplads. Hospitalet ligger som bekendt på en bakke, således at de langsgående tunneller skråner ned mod hovedindgangen. Man kunne få overordentlig meget fart på når man kørte nedad. Der stod kørestole overalt. Hvis farten var ved at tage magten fra en, kunne man trække i udløseren til benstøtten.
Undervejs ramte man de mange spytbakker der stod overalt dengang. Nogle gange gik det galt. Så måtte skadestuen holde for. Den var jo lige i nærheden.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.538 artikler. Under kategorien Industri på Nørrebro (10 artikler) ligger artiklen. Artikler fra Nordvest. Her er en fortegnelse over 15 artikler fra Nordvest.
Under Nørrebro (286 artikler) ligger bl.a.:
Under Østerbro (86 artikler) ligger bl.a.:
Under København (162 artikler) ligger bl.a.:
Under Andre Historier (48 artikler) ligger bl.a.: