Artikler
Marts 4, 2021
Da arbejderne blev organiseret
Grundloven gav ikke lige ret til alle. De store jernstøberier. Venstre fik magten. Karl Marx skabte den socialistiske historieopfattelse. De Socialistiske Blade. Borgerlige arbejderforeninger. Værtshusejere blev truet. I 1876 var 6.000 arbejdere organiseret. Arbejdsgiverne bestemte arbejdsforholdene. Strejkebrydere var et problem. Mændene forsøgte at begrænse kvindearbejde. De frier Foreningers Centralstyrelse. Det kvindelige Arbejderforbund. Arbejdsgivere opretter ”gule” Fagforeninger. Pludselig var der 50 landsdækkende forbund. Interne problemer i fagbevægelsen. Arbejdsgivere søgte stadig at hindre faglig organisation. De Samvirkende Forbund blev dannet. Var septemberforliget en sejr? Kvinders arbejde var kun en livsfase. De forskellige fabrikslove. Kvinderne ville ikke finde sig i nedvurderende behandling. Da Syndikalisterne kom. Uvarslede strejker. Stor medlemstilgang. Radikalisering i kampmetoder. Ganske store indrømmelser. Overenskomsten i 1919 en af de bedste nogensinde.
Grundloven gav ikke lige ret til alle
Vi har her på siden skrevet en del industri-historie. Og vi har også skrevet om de forhold, som arbejderne, deres familie og børn blev budt. Kampen for ytringsfriheden for arbejderne er også belyst. Men det var en lang sej kamp.
I dag er det sådan at de etablerede fagforeninger har fået mere end rigelig konkurrence af de såkaldt ”gule fagforeninger”. Dengang fik arbejderne bedre forhold ved at kæmpe sammen. Og det kostede.
Grundloven gav ikke lige ret for alle. Det var kun de bedst stillede husmænd, der havde stemmeret. Og kvinderne tænkte man slet ikke på.
Landarbejderne havde ingen mulighed for at organisere sig.
De store jernstøberier
De gamle lav havde haft eneret på håndværk. De gammeldags snævre organisationer stod i vejen for at industrielt opsving. Og mestrene gav ikke meget i løn. Det var ofte arbejdsgiverens kone, der var ”madmor”.
I første omgang var det smede og tømrer, der fik arbejde hos de forskellige jernstøberier og det nye store skibsværft Burmeister og Wain.
Næringsloven af 1857 gennemførte den frihed i erhvervene som Grundloven havde lovet.
Venstre fik magten
I 1872 vandt Venstre 53 af de 102 mandater i Folketinget dengang. De bevarede magten til 1909. De københavnske grosserer havde skabt deres egen bank, der i modsætning til Nationalbanken kom til at hedde Privatbanken. Den blev grundlagt i 1857. Dens leder var C.F. Tietgen. Gennem denne bank blev de første nye handels – og industriforetagender finansieret.
Karl Marx skabte en socialistisk historieopfattelse
I 1870’erne var der mange industriforetagender, der ikke kunne klare sig. Men de stærkeste overlevede dog. I 1880’erne og i 1890’erne fortsatte industrialiseringen. Navnlig metalindustrien blev stærk i 1890’erne, da man begyndte at fremstille elektriske maskiner.
Fra 1840’erne til 1870’erne var brancher som tekstil – og tobaksindustrien afhængig af kvinders og børns arbejdskraft
Først i 1800 – tallet var industrien begyndt at pible frem. Et arbejderproletariat voksede frem. Socialismen blev udformet til et program. Karl Marx var med til at skabe en socialistisk historieopfattelse og samfundsbetragtning.
De Socialistiske blade
Den første herhjemme, der havde en fastere udformet socialistisk tankegang var Frederik Drejer, der døde allerede som 25-årig. Han nåede dog at udkomme med nogle små skrifter.
I maj – juni 1871 var det Pio, der udgav to hæfter ”Socialistiske blade” i første omgang som anonym. Det var en skarp kritik af arbejdernes kår. Han foreslog fagforeninger, skattereform og en fabrikslovgivning. Disse hæfter vakte vild opsigt. Pio var en god agitator. Og fra juli 1871 udkom Socialistiske Blade som ugeblad.
Borgerlige arbejderforeninger
Det var ofte landarbejdere fra landet, der kom ind til byen. Deres politiske indstilling var ofte liberal. Som Pio udtrykte det ”viljeløse nikkedukker”.
Billige arbejderboliger blev bygget og brugsforeninger blev etableret.
Det var de borgerlige arbejderforeninger, der holdt arbejderne lang væk fra de internationale socialistiske ideer i begyndelsen.
Værtshusejere blev truet
I 1872 begyndte Socialisten at komme som dagblad. I 1874 fik den navneforandring til S0cial-Demokraten. Og som bl.a. Aktuelt udkom det til 2001. I Socialisten kunne man bl.a. se hvor og hvornår der var møder.
De værtshusholdere der lagde lokaler til socialistiske møder, fik henstillinger fra politiet om, at de ville blive udsat for flere sanktioner, hvis de fortsatte med dette. Ligeledes blev de bogtrykkere, der trykte Socialisten forfulgt af myndighederne.
I 1876 var 6.000 arbejdere organiseret
Den 5. maj 1872 var det berømte ”Slaget på Fælleden”. De fire ledere fik hårde straffe og i 1873 forbød Højesteret Internationalen. De danske myndigheder forventede nu, at arbejderbevægelsen ville falde sammen. Men tværtimod ekspanderede fagbevægelsen nærmest eksplosivt de kommende år.
Hvor mange fagbevægelser der eksisterede i disse år, er noget usikkert, men i København blev næsten alle fag organiseret. I 1876 var der ca. 6.000 arbejdere organiseret. I forhold til det samlede arbejderantal var det forholdsvis beskedent.
Arbejdsgiverne bestemte arbejdsforholdene
Det samlede antal strejker i 1870’erne var 261. De fleste blev vundet indtil 1876. Man opnåede en lille bedring af lønnen og en nedsættelse af arbejdstiden 12 – 14 timer i ugens seks dage og en halv arbejdsdag om søndagen. Ja det var det normale i industrien dengang. Særlig ”slavetimen” mellem 6 og 7 om aftenen ville man have afskaffet så man havde lidt tid sammen med familien.
Man opnåede dog ikke mange forbedringer, når det gjaldt arbejdsvilkår, sikkerhed og sundhed på arbejdspladsen. Men der blev dog oprettet sygekasser. Men det var arbejdsgiverne, der enevældig bestemte over arbejdsforholdene.
Strejkebrydere var et problem
Indmeldelse i en fagforening betød meget for strejkekassen dengang. men mange meldte sig også ud igen, når en konflikt gik tabt.
Det store problem i 1870’erne var strejkebryderne. Den bitre nød i mange familier gjorde det forholdsvis let for arbejdsgiveren at finde disse. Og især uorganiseret arbejdskraft hos landarbejderne var let at få.
Arbejderne forsøgte at forhindre strejkebrydere at møde op på arbejde, men politiet hjalp strejkebryderne. Under strejker og lockouter blev der lagt store arbejdsbyrder over på kvinderne. Mange af kvinderne arbejdede i hjemmeindustrier.
Mændene forsøgte at begrænse kvindearbejde
Omkring 1880 tjente en kvindelig arbejder ca. halvdelen af en ufaglært arbejdsmands løn. Mange mænd tog denne lønforskel som anledning til at angribe kvinderne som løntrykkere. Arbejdsgiverne bidrog også kynisk til at udnytte kvindernes trængte situation og bruge dem som strejkebrydere.
Mændene forsøgte energisk at begrænse kvindearbejdet. Tobaksarbejdernes Fagforening forbød en overgang deres medlemmer at uddanne kvindelige arbejdere. Der var mange gode grunde til at kvinderne skulle organisere sig, men det skete kun i begrænset omfang.
Skulle kvinderne organisere sig sammen med mændene eller skulle det ske i selvstændige foreninger? I Tobaksarbejdernes fagforening ”Enigheden” blev der oprettet særskilte kvindesektioner. Men generelt forblev problemet uafklaret.
De Frie foreningers Centralstyrelse
I 1874 dannede man ”De Frie Fagforeningers Centralbestyrelse”, der byggede på et klart socialistisk program. Her betonede man enheden mellem den politiske og den sociale kamp.
De to pionerer inden for bevægelsen Pio og Gerleff blev efter pres fra myndighederne og finansieret af nogle storkapitalister tvunget til at forlade bevægelsen og emigrere til Nordamerika.
Men det lykkedes dog for bevægelsen at bygge et forsamlingshus i Rømersgade i København. Det er den bygning, der i dag rummer de ydre rammer for Arbejdermuseet.
Allerede i 1885 var en tredjedel af alle arbejderne i København organiseret. Også i større provinsbyer stiftede man nye fagforeninger.
Det kvindelige arbejderforbund
I 1885 stiftedes den første egentlige kvindefagforening ”Det Kvindelige Arbejderforbund” i København. Her var især organiseret vaske – og rengøringskoner. De første år var der dog ikke nogen succes.
Men fra 1894 tog organisationen fart. Her blev de kvindelige arbejdere på Tuborgs fabrikker organiseret. I 1896 indgik man en lønaftale. I de følgende år fulgte en lang række større virksomheder. Det blev spiren til det senere Kvindeligt Arbejderforbund i Danmark.
I 1886 udkæmpede 225 uorganiserede kvinder på Rubens Dampvaskeri på Frederiksberg en hård og lang arbejdskamp. I slutningen af 1890’erne var ca. 230 pct. af kvinderne organiseret.
Det kvindelige tyende, tjenestepigerne var til gengæld vanskelige at organisere. Men i 1899 tog Marie Christensen initiativ til stiftelsen af Københavns Tjenestepigeforretning. Den udviklede sig senere til Husligt arbejderforbund, der senere blev til Husligt Arbejderforbund, der så senere blev til Forbundet af Offentligt Ansatte (FOA).
Arbejdsgivere opretter ”gul” fagforening
Antallet af konflikter voksede gennem den første halvdel af 1880’erne og det kulminerede i 1885 med 107. Heraf var der kun tre lockouter, men dog nogle af de største og mest afgørende for fagbevægelsen.
En af de afgørende sammenstød var en fem måneder lang smedelockout i sommeren og efteråret 1885. Blandt arbejdsgivernes krav var, at de skulle melde sig ud af deres fagforening.
For at styrke deres krav om udmeldelse oprettede fabrikanterne en ny ”gul” fagforening for ”arbejdsvillige” og organisationen ”Arbejdernes værn”, der skulle samle de mange strejkebrydere, der under politibeskyttelse tog på arbejde i de konfliktramte virksomheder.
50 landsdækkende fagforbund
I årene 1885 til 1889 oprettede man ca. 50 landsdækkende fagforbund, der især i København og de store provinsbyer organiserede størstedelen af arbejderne.
Natmændene havde det hårdeste og mest uhumske arbejde med at hente og tømme byens lokumsspande. I 1892 gennemførtes en kort of effektiv strejke for at organisere dem. Det lykkedes selv om arbejdsgiverne forsøgte at indsætte strejkebrydere.
Den struktur som fagbevægelsen brugte, efterlod en stor gruppe ufaglærte kvinder og mænd som ikke umiddelbart passede ind i organisationsformen.
Interne problemer i fagbevægelsen
Den kun 27 – årige M.C. Lyngsie valgtes i 1891 som formand for ”Centralforbundet for Arbejdsmænd i Danmark”, der var blevet grundlagt tre år tidligere. Det var forgængeren for Dansk Arbejdsmands Forbund i 1897. Dette blev det største af alle fagforbund men med store indre problemer.
Stadig måtte kvinderne kæmpe. Arbejdsgiverne ville ikke anerkende deres ret til at organisere sig. Men endelig i 1901 kunne kvinderne stifte ”Det kvindelige Arbejderforbund” med den stærke Olivia Nielsen dom formand.
Først i 1895 blev det vedtaget en forpligtelse at yde gensidig støtte mellem fagforeningerne. I løbet af 1890’erne blev der i flere og flere fag oprettet kollektive overenskomster.
Arbejdsgivere forsøger at hindre faglig organisation
Det skulle gå over 30 år før man i Danmark fik gennemført at 1. maj skulle være arbejdernes internationale kampdag.
Men arbejdsgiverne forsøgte stadig at forhindre arbejdernes faglige organisation. Det gjorde de bl.a. gennem lockouter. Konflikterne i jernindustrien var de hårdeste. Arbejderne begyndte at oprette værkstedsklubber, der krævede indflydelse på timeløn, akkordsatser.
I 1897 udkæmpede man en fire måneder lang lockout.
De samvirkende Forbund (DsF) bliver dannet
I januar 1898 var man nået så langt at 400 delegerede, der repræsenterede 70.000 arbejdere mødtes i København for at stifte De Samvirkende Fagforbund (DsF). Kvinderne fik dog ikke lov til at komme med i forretningsudvalget.
I 1899 kom der til en bitter kamp. Den direkte anledning var mindre snedkerstrejker i nogle jyske byer. DA – Dansk Arbejdsgiverforening gjorde DsF ansvarlig for strejken. Derfor blev alle snedkere i hele landet lockoutet. Men ikke nok med det. DA lockoutede også en masse arbejdere i andre fag.
DA fik tilsagn fra kollegaer i andre lande, at danske arbejdere ikke bare kunne søge arbejde i nabolandene. Dem der ikke var ramt af lockout, forsøgte at hjælpe deres kammerater.
Var september – forliget en sejr?
Endelig fik man accept fra arbejdsgiverne om retten til at organisere sig. Men DA fik anerkendt retten til at lede og fordele arbejdet. Men i DsF blev det kun vedtaget med et meget lille flertal 128 stemmer stemte for og 98 stemte imod. Var forliget en sejr eller et nederlag for fagbevægelsen?
Det såkaldte september – forlig blev vel i sidste ende en sejr. For efterfølgende lykkedes det for arbejderne at forhandle eller konflikte sig frem til væsentlige forbedringer af løn pg arbejdstid, I forhold til den detaljerende udformning af overenskomsterne blev ikke mindst industrien forbillede for de øvrige brancher.
Det blev også bestemt at arbejdsgiverne ikke uden videre kunne trække de dygtigste arbejdere ud af fagforeningerne og udnævne dem til formænd, som ikke skulle være faglig organiserede.
Kvinders arbejde var kun en livsfase
Arbejderne fastholdt, at arbejdsopgaver, der hidtil havde krævet faglig uddannelse ikke måtte overdrages til ufaglærte.
De to faglige ledere i DsF udtrykte tidens kvindesyn. I deres optik var kvindens arbejde kun en livsfase på vej til giftermål med en mand, der kunne forsørge dem. Men i 1907 kom Olivia Nielsen alligevel med i DsF’s forretningsudvalg.
Efterhånden accepterede mandsdominerede fagforeninger kvinderne. Dette førte til en række grænsestridigheder. Men det Kvindelige Arbejderforbund fik dog alligevel fremgang. I 1915 talte de cirka 3.000 medlemmer.
De forskellige fabrikslove
Også på lovgivningsspørgsmålet blev der opnået resultater. Den første fabrikslov blev gennemført allerede i 1873. Men den indførte kun beskedne begrænsninger for børnearbejde. Aldersgrænsen for børns arbejde i industrien blev fastsat til 10 år. I 1901 blev dette forhøjet til 12 år. Endelig i 1913 indførte man et generelt forbud mod børns arbejde i industrien, hvis ikke de var udskrevet af skolen. – dvs. indtil de fyldte 14 år.
Fabriksloven af 1873 indeholdt også de første beskyttelsesforanstaltninger mod arbejdsulykker – især i forhold til afskærmning af maskiner og dødsensfarlige drivremme.
I 1889 kom der maskinbeskyttelseslove. Nu tjekkede man også om loven blev overholdt. I 1898 vedtog man en lovpligtig ulykkesforsikring for arbejdsgivere i håndværk og industri.
Ville ikke finde sig i nedvurderende behandling
Kvinderne blev forbudt at arbejde 4 uger efter fødslen. Arbejdet kunne dog genoptages tidligere såfremt en læge attesterede at moder og barn ikke led skade. Endelig kunne der under barselshvilen udbetales fattighjælp efter trang og skøn uden at kvinden mistede sine rettigheder.
Men mange udnyttede ikke loven. Det var enten på grund af ukendskab eller fordi de ikke havde råd til barselshvilen. Men mange nægtede også at underkaste sig den nedværdigende behandling i fattigvæsnet.
Mange håndværksfag blev truet som følge af mere mekanisering. Mange arbejdsfunktioner i industrien kunne nu varetages af ufaglærte. Arbejdsgiverne var ivrige efter at erstatte faglærte med ufaglærte. Dette gav mange konflikter internt i fagbevægelsen. Disse konflikter blev ofte udkæmpet med stor bitterhed.
Da Syndikalisterne kom
Omkring 1910 samledes dele af den faglige og politiske opposition i Fagoppositionens Sammenslutning (PS) Hvis fremtrædende leder var den farverige skribent, agitator og organisator Christian Christensen.
Han var en såkaldt Syndikalist. Deres mål var en antiautoritært socialistisk samfund baseret på arbejdernes selv forvaltning. Endvidere skulle der ske en decentralisering qaf den økonomiske og politiske beslutningsproces.
De syntes at den parlamentariske proces var overflødig. Når først arbejderne havde vundet magten over produktionen burde den politiske magt automatisk tilfalde dem. Christian Christensen skrev bogen ”Arbejderne og Børneflokken” Kan argumenterede for børnebegrænsning og seksuel frigørelse gennem prævention.
Uvarslede strejker
Deres direkte kampmiddel var den ”direkte aktion”. Der var uvarslede strejker på den enkelte arbejdsplads. I sidste instans kunne dette udvikle sig til ”social generalstrejke”.
Deres base var især Jord – og Betonarbejdernes Fagforening, lager – og pakhusarbejdere, havnearbejdere, murere og senere smedene. I længere og kortere perioder overtog de endda ledelsen i mange fagforeninger.
Stor medlemstilgang
I DsF indgik man i 1911 en femårig overenskomst med DA uden mulighed for lønforbedringer. Men da verdenskrigen brød ud i 1914, blev varerne væsentlig dyrere, samtidig opstod der boligmangel.
Fra 1914 til 1920 steg DsF fra 159.000 til 360.000 medlemmer. I fagforeninger og forbund uden for DsF blev medlemstallet femdobbelt.
I hast måtte kommunerne bygge nogle usle husvildeboliger. Her blev arbejderne så stuvet sammen i små trange lejligheder. Arbejdsløshedsunderstøttelsen var det umuligt at leve af. De sociale satser blev forhøjet under pres fra DsF.
Radikalisering i kampformer
Der skete en stærk radikalisering af arbejderklassen i deres kampformer i disse år. Offensiven var vendt mod arbejdsgiverne. Men kampen var også vendt mod Socialdemokratiet og deres borgfredspolitik.
Ganske store indrømmelser
Det var med syndikalisterne som drivende kraft at det lykkedes at tvinge arbejdsgiverne til ganske store indrømmelser. De fleste grupper oplevede ret markante forbedringer af deres realløn.
Overenskomsten i 1919 blev en af de bedste i fagbevægelsens historie. Den 30 – årige kamp for 8 timers arbejdsdag blev også vundet.
Kilde:
Februar 26, 2021
NYBODER OMKRING 1900
Dengang, Esplanaden var en pavillon. Nyboderfolket så en oplyst plads. Man blev kaldt rugbrødsdreng (rugdreng). Mælken hentede man i ”Kirken”. Her kunne man også få hjemmelavet brændevin. En kineser ekspederede i Møllen. 75 øre kostede en flaske rom. En rabatforening fandtes også. Så havde man eget hospital. En sporvogn uden heste oplevede man også. De uartige piger fandtes i rigelige mængder. Vi skal hilde på Jomfru Tidsfordriv. Hvor tog man hen på udflugt? Da den første Velocipede kom til Nyboder. Hvis man var heldig, kom man på ”Den Kongelige belønningsskole”. Præsten skulle betales. Og så var der gaslygter i Haregade. Og så besøger vi Søkadetskolen.
Dengang – Esplanaden var en pavillon
Det var dengang at det hed Toldbodvejen. Og Esplanaden ikke var en vej men en pavillon. Den lå der, hvor det gamle Frihedsmuseum lå. Om sommeren var her altid god musik her. Det var ikke til at opdrive en siddeplads.
Vi er helt tilbage til dengang, at Nyboderfolket stod og kiggede gennem gitteret til Toldboden. Ude på vandet kunne de se illuminerede skibe ude på vandet. Og hvorfor nu det? Jo Christian den Niende og dronning Louise fejrede sølvbryllup.
Nyboderfolket så en oplyst plads
Jo Nyboderfolket kunne også for første gang se en hel plads oplyst på Kongens Nytorv. Det var i 1894. Når man arbejdede som bådebygger på Holmen, så var man på grund af sin store familie berettiget til en lejlighed i Nyboder. Måske i den netop færdigbyggede længe i Haregade.
Man blev kaldt ”Rugbrødsdrenge”
Dengang blev man kaldt ”Rugbrødsdrenge” på Holmen. Det vil sige, at man var bestemt til af sine forældre til at arbejde på Holmen. Så fik forældrene rugmel eller brød under drengens barndom.
Når man så var 60 år. Så tog man sin pension. Den var ikke mere end 40 kr. pr. måned. Og så røg man op i husleje og havde ikke mere råd til at bo på Nyboder.
Mælken hentede man i ”Kirken”
Her var to værelser og kammer plus to loftskamre.
Det var den vinter, hvor mælkespanden forsvandt i den store mængde af sne, som faldt. Det var en streng vinter og sneen lå alenhøjt i alle gader.
Ellers hentede man mælken i ”Kirken”, der lå på Toldbodvej. Det var ellers et pudsigt navn til en virksomhed, der gav sig af med at fremstille og sælge brændevin. Undertiden kunne man også høre klaverspil fra privaten.
Koholdet var i gården. I det brede lokale ud til gaden stod en lang disk, hvor der hver dag, når mændene kom fra Holmen var opmarcheret glas i to rækker, et med brændevin og et med mælk. Fire øre for et lille og seks øre for et stort. Nej, det var ikke en rigtig beværtning. Der var ingen stole, kun disken – som en lille bistro.
Mælken var dejlig fed og kostede 14 øre for en pot. Fløden blev brugt til kaffen, resten til madlavning. Det var sjældent noget til overs til at drikke – det var luksus.
En kineser ekspederede i møllen
Det var spændende at gå helt ud og hente sin far. Det var dengang med den gamle husarkaserne, den lange gule længe, der lå på højre hånd af St. Kongensgade lige fra Toldbodvejen helt til der, hvor Nyboder endte. Så skulle man forbi Grønningen, som dengang var en stor legeplads.
Ellers var det Langelinie og Østre Anlæg. Det var før de begyndte rode og grave på voldene. Det var dengang, der endnu lå en mølle her. Her kunne man hente mel og gryn. Det var i nærheden af Christian den Fjerde.
En kineser med en lang sort pisk ekspederede i et sort bart rum, fuldt af en masse mystiske sække, men møllen forsvandt snart.
Hvor købte man kød?
På Nicolaj Plads lå de åbne slagterboder dengang. Her hang kødet på store kroge. Her blev kødet købt, hvis der skulle laves suppe. Men hos slagter Johan Bekker i Adelgade blev der købt kød, hvis det skulle være hakket. – hestekød var det billigste – eller okse til hakkebøf.
75 øre for en flaske rom
I Adelgade sad der en skovserkone, der havde stade i en port. Her blev der købt fisk. Ja de var også alle sammen på Gl. Strand, men her var konerne for skrappe. Her lærte børnene faktisk også, at man kunne drikke kaffe af underkoppen.
På Grønttorvet blev der købt frugt. Det var i begyndelsen af efteråret. Det var til syltning i den store stil. Snapsen skulle købes i Adelgade. Den kostede 57 øre for en hel flaske ”fuselfri”. Samme pris var det for et 8 punds rugbrød fra Arbejdernes Fællesbageri i en kælder i Gernersgade. I dette foretagende kunne man tegne aktier.
Og skulle man have rom, så blev dette købt i ”Ørnen” på Delfingade. Prisen for den brune rom var 75 øre og 90 øre for den hvide.
En gang imellem var man på dampvaskeri i Adelgade, men normalt foretrak mor at vaske derhjemme i køkkenet. Vaskekælder var her et ukendt begreb. Der kunne tændes op for komfuret. Og der var tørrestænger i gården til snorene.
En rabatforening
Dengang kunne man, når man arbejdede på Holmen også blive medlem af rabatordningen: ”Brugsforeningen for Embeds-og Bestillingsmænd samt læger”. Det lød jo vældig flot.
Det var så en selvfølge, at man købte i de forretninger, som var medlemmer. Hvert år i januar blev årets høst udbetalt i klingende mønt i Kronprinsessegade lige i nærheden af den store materialhandler Lohse, hvor man altid i syltetiden kunne hente eddike og de sjældne krydderier som muskatnød, hvid peber m.m. Urtekræmmerne havde kun den grå peber.
Sukkerhuset lå i Larsbjørnsstræde. Det var et stykke vej fra Haregade. Her blev købt sukker – både stødt og hugget. Og hvis det nu var børn, der hentede det så fik de altid et stykke kandis af den tykke mand.
Eget hospital
Skulle man på Apoteket så foregik dette i Bredgade som lå på grunden til Frederiks Hospital. Blev man syg som, så blev man indlagt i ”Grødslottet” i Rigensgade. Det var Militærhospitalet. Og det gjaldt også for Holmens folk. Her kunne man så få fjernet polypper eller knuder på halsen – helt uden bedøvelse.
En sporvogn uden heste
Så var det hestesporvognene. Linie 10 gik ad Sølvgade over Tagensvej ud til et lille traktørsted. På forperronen var det den dejligste udsigt
Og pludselig opdagede man at der kørte sporvogne uden heste. Der var bare en stang i luften til en snor. Det kunne da slet ikke passe. Det var bl.a. linje 7, der kørte fra Kongens Nytorv til Nørrebro.
Andre, der kom på besøg
Kongens Foged var altid til tjeneste, når huslejen ikke blev betalt. Og så kunne det være at man var på vej til Sundholm.
Mælkemanden brugte sin klokke, skraldemanden brugte sin skralde et par gange om ugen. Så skulle man huske at stille sin skraldespand ud på trappestenen.
I de gamle lejligheder i Nyboder med stengulv i forstue og køkken blev der brugt en del sand. Og sandmanden kom da også på besøg. Han brugte sin stemme lige som rejekonen. Sidstnævnte forlangte 2 mark for en pot.
De uartige piger
Adelgade og Borgergade var egentlig triste gader. Adelgade var den mest livlige af de to. Den var forbundet med Borgergade ved Prinsensgade. Her sad de uartige piger og her var alle kælderbeværtningerne.
De var nu også i Holmensgade og Gåsegade. De havde alle sammen lyserøde eller grønne kjoler på og ingenting under. Kjolerne stod nemlig ofte åbne. Alle vidste godt, hvad de bedrev.
Jomfru Tidsfordriv
Her kom også ”Scheberlein”, Han gik for at være søn af Frederik den Syvende. Han havde altid en soldaterhue fra 1864 på hovedet. Og som gadens dronning kom Jomfru Tidsfordriv. Hun var ungernes yndlingsoffer. Hun havde altid en lang hale af snottede unger efter sig. Hun skændtes vildt og bredt med alle. Når hun så gjorde udfald mod ungerne, blev de ellevilde.
Hun var meget malerisk i sin lange sorte kjole, der fejede gaden. Der var et sort overstykke, sort stråhat med blomster og spånkurv på armen. Rødblisset ansigt med tandløs savlende mund, kaffekandeblå rindende øjne og grå hårtjavser strittende ud under stråhatten.
Selvfølgelig var hun blevet svigtet af en ”grim” løjtnant i sin fejreste ungdom. Køb var hun jo nok dengang. det var mange år før hun sled Adelgades brosten.
På udflugt – fra Nyboder
En årlig skovtur kunne det blive til. Og det var så med madpakke. Det var enten med Nordbanen til Holte eller med den ny østbane til Klampenborg. Eremitagesletten eller Ærmelunden. Men det var nu ikke altid der vankede tog eller Sporvejs – transport. Ofte var det meget lange traveture.
Et par gange om året gik turen i Frederiksberg Have. Og så var det Tivoli og inden kl. 2, så kostede det kun 10 øre. Det var brydekampe med den tykke Beck Olsen og luftskipper Johansen, der gik op med en ballon. Der var heldigvis mange gratis fornøjelser derinde. Så kunne der måske blive til et glas øl og et glas mælk i mælkeriet derinde.
Da den første Velocipede kom
Det vakte vild opsigt i Haregade, da den første Velocipede – eller på dansk – Væltepeter – dukkede frem. Og pigen, der havde købt apparatet, vakte lige så stor opsigt. Smart pige i korte cykelbukser og bolerotrøje.
En stor lagkage kostede dengang 2 kr. hos bageren. En Gammel Carlsberg kostede 7 øre, men uha så steg den i pris – først til 11 og senere til 13 øre.
Og så skulle alle de unge, der havde arbejde og boede derhjemme også bidrage til husholdningen. Ude i Ærmelunden kunne man plukke gratis æbler selv om man egentlig ikke måtte det. Man familien i Nyboder omdøbte stedet til Æblelunden og hver gang de var derude, kom de hjem med en ordentlig høst.
Den kongelige Belønningsskole
Her var Hindegades Kommuneskole og Sølvgades betalingsskole. Den kostede 1 kr. om måneden.
Men se Christian den Niende havde oprettet en skole, der hed ”Den Kongelige Belønningsskole. Det var til børn af slottes tjenere
I 1906 var Strøget et kogende menneskehav. Det var nemlig Børnehjælpsdag. Kronprins Christian ragede op som et fyrtårn. Han delte mønter ud til alle bøsseranslerne. Hvis der var pladser til overs, kunne Holmens folk også søge plads her.
Skolen lå i H.C. Andersens gade på 3. sal i en 4- værelses lejlighed. Der var i alt 40 børn fordelt i to af stuerne, med tre klasser i hver stue. Bestyrerinden var den meget stramtandede Frøken Marie Sørensen.
Frøken Kyhn underviste de små. Hun var til gengæld meget sød. Og så kom en sanglærerinde en gang om ugen og underviste. Kandidat Vaupel underviste i religion. Det var kun de allernødvendigste fag, man blev undervist i. Dog havde man to timers tysk hver dag. En lærer i naturhistorie blev afvist.
Præsten skulle betales
Og så blev man konfirmeret i Slotskirken. Efter konfirmationen skulle man besøge præsten, så skrev han sit navn i salmebogen. Og så gav man ham en kuvert, hvor der skulle være ca. 2 kr. i. Andre gav dog mere.
Både postbuddet og skraldemanden kom forbi i Nyboder og ønskede glædeligt nytår. Det kostede så 1 eller 2 kr.
Til gengæld kom Holmens præst og hans kone og ønskede glædelig jul. Så uddelte de en pose risengrød, hvor der sad en 2 kr. i.
Gaslygter i Haregade
I Haregade var der gaslygter, som lygtemanden kom og tændte hver aften og rensede en gang om ugen. Han havde stige med. I køkkenet var der blevet indlagt gas. På vaskedage brugte man tørv, som tørvebonden kom med en gang om året. De blev stablet op ved siden af koksen oppe på loftet. Kokset blev bestilt ude på Østerbro Gasværk.
Søkadetskolen
For enden af Haregade boede chefen for Søkadetskolen. Det hus var lidt større og finere end de andre. Man kunne godt se, når kadetterne havde øvelser i den høje mast.
I foråret 1904 var der 19 unge mænd, der indstillede sig til optagelsesprøver på Kadetskolen. Den yngste var Prins Axel, der knap var fyldt 16 år. Man stillede ret skrappe krav. Man skulle have et sundt helbred og gode tænder. Så skulle man have haft 9 mdr. sejltid på et af flådens skibe. Man skulle også have haft en god skoleuddannelse.
Over 14 dage i slutningen af april og maj 1904 blev ansøgerne prøvet i en lang række fag.
Kadetskolen havde til huse i Gernersgade, der tidligere var Søetatens Pigeskole. Hver dag kl. 17 spiste alle sammen under ledelse af en officer, der nidkært tilså at kadetterne blev trænet i at føre en høflig og levende konversation, holde ordentlig på spisetøjet, spise kultiveret og fremfor alt ikke spilde på dugen.
Den mindste form for slaphed, respektstridig opførsel, kvindeagtighed eller anden tilsvarende adfærd medførte øjeblikkelig irettesættelse og eventuel straf.
Al driveri på byens hader var forbudt. Kadetterne måtte ikke opbevare morskabsbøger. De måtte ikke have andet parfume end pomade og hårolie.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Februar 25, 2021
Tugt og Utugt på Hillerødgades Skole
Det var en forholdsvis ny skole. Men det var som om, at der ikke var meget nyt i pædagogikken. Vi er på Hillerødgades Skole i 1920’erne. Det var en forbrydelse at kigge efter piger. Skolegården var adskilt med en mur. Der blev vist stor ærbødighed for skoleinspektøren. Tegne- og sanglæreren skilte sig ud i påklædning. Gymnastiklæreren var en tidligere befalingsmand. Han havde sadistiske tendenser og specielle afstraffelsesformer. Der var bøn og salmesang hos religionslæreren. Sløjdlæreren var skarpretter. Han havde spanskrør i forskellige tykkelser. Der var råd fra de mest udsatte. Og det hele kunne godt ende med en flidspræmie.
En forholdsvis ny skole
Vi befinder os i 1920’erne på Hillerødgades Skole på Nørrebro. Her skulle de stakkels og håbefulde skoleelever så forberede sig til livet frem over. Skolen var forholdsvis ny og den var efter datidens forhold meget moderne. Ja så moderne, at folk kom langvejs fra for at beskue den. Det spændende var så om pædagogikken var fulgt med.
Forbrydelse at kigge efter piger
Skolen og skolegården var opdelt i hver sin halvdel, en for piger og en for drenge. Adskillelsen i skolegården bestod af en 160 – 170 cm mur. Den var opført i røde sten lige som selve skolen. Hvor mur og bygning mødtes, var der en solid trælåge lidt lavere end muren.
Her kunne de største af drengene og pigerne se deres snit til at flirte lidt, ganske uskyldigt.
Men du milde himmel, hvis den gårdvagt eller som det hed dengang lærerinde, der opdagede at drengen kiggede på en pige, så blev der i den grad taget affære. Drengen blev trukket op som det hed, dvs. at han blev frarøvet sin bevægelsesfrihed ved at skulle stå ret op og ned ad en af de stolper, der bar et halvtag som var beskyttelse for regnvejr.
Og ikke nok med det. Han fik ofte en tillægsstraf, nemlig en eftersidning. Han skulle blive en time efter normal skolegang. Han kunne også risikere en anmærkning i karakterbogen. Det blev anset som en alvorlig forbrydelse at kigge efter piger. Hvad kunne det dog ikke føre til?
Man måtte heller ikke slås, bande eller spytte i gården.
Stor ærbødighed for skoleinspektøren
Skoleinspektøren boede i en villa på skoleområdet. Det var en tjenestebolig. Han var en statelig mand. Hver morgen gik han over skolegården for at aflæse et termometer, der sad på gavlen af gårdens toiletbygning.
Han var iført diplomatjakke med fløjlskrave, sort bowlerhat. Og trods den korte afstand fra sin tjenestebolig havde han sandelig spadserestok med. Under den sorte hat lynede lorgnetterne.
Læreren, der havde morgengårdvagt, hilste altid meget ærbødigt på inspektøren ved at tage hatten af og bukke, mens inspektøren lettede et par cm på bowleren. Jo der var stil over det.
Tegne- og sanglæreren skilte sig ud
Lærerne, der ankom, var altid i jakkesæt med eller uden frakke som vejret bød. De havde naturligvis slips på. En enkelt lærer, det var sanglæreren, han havde ikke lange bukser på, men det der hedder viklers viklet om underbenet og så et par for store ridebukser. På hovedet havde han en krukkehat af tveedstof.
På den måde var han noget for sig selv. Men som sanglærer følte han slog vel også som kunstner. Det følte vel også tegnelæreren. På hovedet havde han en stor bredskygget kunstnerhat, hvor pulden var flad oveni.
Gymnastiklæreren havde specielle afstraffelsesformer
Når skoleklokken ringede klokken 8, stillede alle klasserne op i rækker to og to. Hver klasse for sig selv med afstand til de andre klasser. Klasserne var fra første til syvende klasse. Der var ca. 30 elever i hver klasse.
Gymnastiklæreren var altid en streng mand at se på. Han havde hvis nok nogle småsadistiske tilbøjeligheder. Man fortalte at han havde været befalingsmand ved militæret. Han nød som gårdvagt, når eleverne stod klar i gården for at gå op i klassen. Han kommanderede retsstilling flere gange. Hælene skulle knalde sammen på en gang. Han lagde hånden bag øret for at konstatere om det nu skete, som han ville have det.
Hvis en dreng kom ud af balance, vaklede eller måske kom til at grine stod gymnastiklæreren med sin pegefinger og kaldte ham til sig. Så blev drengen i alles påsyn stillet op på lærerens kommandoplads foran klasserne. Læreren skældte ud. Så tog han fat i drengens hår i tindingen på begge sider af hovedet. Så blev han løftet opad. Til sidst stod han på tåspidserne og jamrede.
Denne straf var en af gymnastiklærerens specialiteter. Et andet var når man i gymnastiktimen havde misforstået en kommando eller ikke havde hørt efter. Så kunne man blive kaldt hen til ham. Så kunne han kommandere, at man så strakte hånden eller begge hænder frem med håndfladerne nedad. Fra jakkelommen tog han så en lille kort trælineal som han så gav en nogle rap over fingrene. Det var noget, der gjorde ondt.
Han var hoven. Det var helle ikke alle sine kollegaer, som han kunne lide. Han hilste ikke på sanglæreren. Han stillede sig næsten i front mod denne og så nedladende på ham. Om sommeren til fodbold brugte han fløjten til enhver anledning, som han kunne finde.
Bøn – og salmesang
Nogle lærere ville gerne indlede dagen med morgensang. Religionslæreren endda med morgenbøn og en salme. Sanglæreren og tegnelæreren underviste også pigerne. Men så havde lærerinderne dem til resten af fagene.
Man havde fortrinsvis en klasselærer fast til de fleste fag som dansk, regning, historie m.m. At straffe eleverne var dengang ret almindeligt. Kunne man ikke sin lektie måtte man som oftest have en oversidning. Talte man i timerne med en anden dreng risikerede man en lussing.
Sløjdlæreren var skarpretter
Det kunne også være at en lærer ikke kunne lide at slå. Eller han følte at eleven havde været meget uartig eller grov udover de almindelige unoder. Nu skulle han straffes hårdere end bare nøjes med en påtale eller en eftersidning. En sådan lærer trak den formastelige hen til sløjdlokalet. Sløjdlæreren havde ikke noget imod at være skarpretter. Tværtimod han så ud som om, at han gerne ville gøre sin kollega en tjeneste.
Han spurgte læreren, hvad drengen havde lavet og spurgte så hvor mange slag drengen skulle have. Sløjdlæreren havde sine brune kittel på, så tog han drengen hen til en slags stokke- og paraplystativ, hvor der var spanskrør i forskellige størrelser. Så sagde han til den uheldige knægt, at nu kunne han udvælge det torturinstrument, som han ville afstraffes med.
Så bad han den forskrækkede dreng bukke sig, og det skulle være helt ned så drengens bagdel stak bagud for så i denne stilling at være særlig egnet til at modtage afstraffelsen. Så fik han efter domsafsigelsen de med læreren aftalte slag ledsaget af et højlydt av, alt sammen i overværelse af de mange elever i sløjdlokalet.
Gode råd fra de mest udsatte
De få drenge som gentagende gange havde forbrudt sig mod skolens regler og lavet unoder og derved fået afstraffelse med spanskrør var i sig selv mere barske end de andre. De havde tilpasset sig en evne, at i samme øjeblikket spanskrøret susede mod bagdelen ved et hurtigt ryk rettet sig så meget at noget af smerten blev afbødet. Men var det nu meget tydeligt blev slaget taget om.
I skolegården gav disse drenge fiduser og gode råd om deres teknik til andre, der evt. kunne blive udsat for samme straf.
De fleste lærerinder dømte eftersidninger. Skulle det være en korporlig straf blev den for det meste udført ved at rykke en pige i håret.
Nogle børn kunne mere eller mindre bevidst være onde mod hinanden. Dengang var det at være rødhåret nærmest en skam. Også børn, der var skeløjet, blev generet.
En populær butik for skolebørnene
En meget populær butik for skolebørnene dengang var en kælderbutik, der lå på hjørnet af Esromgade. Når man ville have for 2 øre kagekrummer, rakte man bare sin sømandshue frem. Den holdt bageren så under sine bageplader og med hånden skrabede han en portion krummer af forskellig art ned i huen.
Flidspræmie
Var man så heldig at få en flidspræmie dengang, ja så var det til drengene et lommeur med bagkapsel i sølv med Københavns byvåben indgraveret. Pigerne fik et armbåndsur.
Ja se det var dengang på Hillerødgades Skole.
Kilde:
Februar 25, 2021
Opvokset på Nørrebro
Der var mange enlige mødre på Nørrebro. Og så var det lige den billige brændevin. Her var masser af børn. Der skulle altid spares. Herligt, når brandsprøjten kom. Liv og leg i gården. Panserbassen fik sig en lille en. Gangbroen over Nørrebrogade – en herlig legeplads. En mand med et flag. Salg af koks og brændsel. Mælkekusken betragtede sig selv som en vigtig person. Ladegårdsåen – en skøn legeplads. Den årlige skovtur. Og så var der film med levende klaver. De gamle hestesporvogne. Arbejderne betragtede Sporvejsansatte som velbjergede. En sejltur fra Søpavillonen til Østerbrogade. Da der kom lys. Der skete store forandringer.
Mange enlige mødre på Nørrebro
Der var mange enlige mødre på Nørrebro omkring år 1900. prinsen på den hvide hest var pludselig borte. En del børn blev bortadopteret lige efter fødslen. Andre børn blev sat i pleje. Fædrene forsøgte at flygte fra ansvar og forpligtelse. Men mange af disse blev dømt til at betale et såkaldt ”alimentationsbidrag”. Det beløb sig til 10 kr. om måneden.
På Nørrebro var det almindeligt med hjemmearbejde som syning og cigarrulning.
Den billige brændevin
Drikfældigheden var stor og fattigdommen udpræget. Varehuse og kælderbeværtninger var der oceaner af.
Når vinduerne stod åbne i de lune sommeraftner i lejekasernerne, kunne man høre de mange huslige opgør. Det var særlig omkring lønningsdag, når fatter atter engang havde drukket sin løn op.
Den billige brændevin hørte med til de fleste mænds daglige fornødenhed. Synet af en tyk panserbasse i langskødet uniformfrakke og med blank hjelm på hovedet trækkende en stakkels beruser.
Masser af børn
Det var ikke ualmindeligt, at et forældrepar havde op til en halv snes børn i alle aldre, der måtte klumpe sig sammen i en meget lille lejlighed. Retirader og skarnkasser stod på rad og række i den lille mørke gård. Og i skumringen kunne familien kigge ned i gården og se rotterne muntre sig nede i den lille gård.
Mor tjente også ofte penge ved at være vaskekone. En vaskedag varede omtrent 10 – 12 timer og kunne indbringe en dagløn på 2 kr. Hygiejnen var ikke særlig høj. Mange lejligheder var befængte med væggetøj og lopper. Mange børn havde hovedlus. I skolen blev børnene jævnlig tjekket af lusemor.
Der skulle altid spares
Der skulle altid spares. Man vaskede tøj i brun sæbe. Man gjorde også rent med det. Og det blev brugt til hårvask. Strømper blev stoppet. Damestrømper blev masket.
Man drak vand til aftensmadens varme retter. Man sparede på middagsmaden og nøjedes med rismelsgrød, øllebrød lavet af gammelt tørt rugbrød. Billigmad dengang var spegesild og klipfisk. Der blev købt læder hos læderhandleren, så far eller mor kunne forsåle sko.
Når brandsprøjten kom
I gaderne var de hestekøretøjerne, der dominerede. De blev brugt til transport af enhver art, lige fra renovation til hestedrosker. Bilen havde endnu ikke vundet indpas.
Særlig opmærksomhed vakte brandvæsnet under udrykning med masser af alarm og klokkeklemten. Enkelte af disse køretøjer havde hele fire heste foran. Der sad brandmænd på begge sider af vognen med ryggen mod hinanden. Ved siden af brandmanden, der styrede hestene, sad en brandmand som ringede energisk med en klokke, der havde form som en minikirkeklokke.
Bag i køretøjet var anbragt et stativ med tromle og håndsving for brandslangen. Her var masser af materiel som brækjern, økser og save, som der var brug for på brandstedet. Om aftenen var der et herligt skue af springende gnister fra hestenes hove på gadens brosten. Derefter fulgte flere andre køretøjer med mandskab og materiel.
Livet i gården
Og så var det natmændene, der kom og tømte latriner. Det var dengang uden træk og slip i lejlighederne. Det var en kold tur ned i retiraderne om vinteren, når man var trængende. Derfor var det mange, der indførte natpotten. Men den skulle så lige tømmes om morgenen.
I gårdene kom skærslipperen, der med sin hæse røst afleverede en længere remse. Men først og fremmest var det lirekassemanden, der skabte liv i de små gårde. Han kom næsten dagligt. Så kappedes børne om at hjælpe med at samle mønter op indviklet i avispapir for at aflevere disse til manden, der drejede svinget med den ene hånd og med den anden ustandselig løftede sin blankskyggede kasket som tak til de ædle givere.
En harmonikaspiller og en gårdsanger indfandt sig også nogle gange.
Her dukkede klunsere også op. De undersøgte skraldebøtterne med en lang jernkrog, som blev kaldt 7 – tal. Disse klunsere tog de mest utrolige ting op af skraldebøtterne, dåser og ting af metal, ja selv knogler fra oksestegen. Ting af metal og kludder var nok det, de gik mest efter.
Fra køkkentrapperne blev der jævnligt banket på. Det var Klude – Mads som kom og forespurgte om flasker og brugt tøj. Det blev så vejet på en tvivlsom håndvægt. Efter vægt og art blev der så afregnet.
Masser af leg i gården
Børne havde mange lege. Det mest populære var at spille kugler. Det var både ler- og glaskugler. Disse kunne købes hos isenkræmmeren for få penge. Så var der også røver og soldater og forskellige boldspil.
Panserbassen fik sig en lille en
Panserbassen gik rundt med den ene hånd på ryggen og den højre hånd tog han op til hjelmen og hilste på alle de handlende. Dengang havde han en meget imponerende hjelm på hovedet og et bredt bælte om den tykke mave. En gang imellem forsvandt han ind i butikkernes baglokaler for at nyde en øl. Det var jo rart at stå sig godt med ordensmagten.
Gangbroen -en herlig legeplads
Det var dengang, da Stefansgade kun var anlagt fra Nørrebrogade til jernbanebommen ved Nordbane-linjen. Stationen var anlagt ved Nørrebrovænget og så var der et trinbræt ved Vedbækgade.
Over Nørrebrogade var der anlagt en høj træbro til brug for travle fodgængere. Her foregik ofte meget langvarige rangeringer. Bommene var så nede længere tid ad gangen. På broen stod børnene så og inhyldede dampen fra de rangerede lokomotiver. På Nørrebrogade holdt lange rækker af køretøjer utålmodigt ventende på, at bommene skulle hæve sig.
Børnene lod sig falde tilbage på gangbroen med det resultat at de blev griset til med røg og kulstøv. På ansigt, hår og tøj. Så var man ikke så populær, når man kom hjem. Man kunne også sætte sig overskrævs på gelænderet og lade sig glide ned. Men det kunne godt være farligt. Og det var sjovt når 3-4 knægte med stor latter kurrede ned af dette gelænder. Kloge hoveder inden for statsbanerne fandt dog på at sætte stopklodser ovenpå gelænderet. Så var den fornøjelse ødelagt.
Ofte tog cyklisterne deres cykel over nakken, gik op på trappen og ned igen.
En mand med et flag
Det skete at bommene ikke virkede. Men det klarede en jernbanemand. Han gik så foran toget med et flag i hånden, viftende til advarsel. Så havde gadens trafik værsågod at vente.
Foruden banegården lå der også en mindre i Farimagsgade, hvorfra der kun kørte tog nordpå. Og togene til Klampenborg havde to etager.
Der fandtes mange baneoverskæringer dengang. Der var både på Büllowsvej, Rolighedsvej, Falkoner Alle og her på Nørrebrogade.
Salg af koks og brændsel
Ved overskæringen lå også Nørrebros remise for sporvogne. Ved siden af var der et kommunalt salg af brændsel. Her blev solgt knust koks, nøddekoks, kul og smuld samt optændingsbrænde.
Man købte brændslet i litermål og afhentede det selv i spande eller sække.
Lidt længere henne lå den pæne Lygten station. På sporarealet lå lokomotivremisen. Her gik mænd og ordnede maskinerne med smørekande og skruenøgle. I en lidt usynlig afstand herfra kunne man se voksne eller børn gå mellem skinnerne og opsamle kulspild fra lokomotiver, der under kørslen havde rystet noget af sig. Det var dem, der ikke havde råds til at købe det.
Mælkekusken betragtede sig selv som meget vigtig
Ud for Slangerupbanens remise lå Mejeriet Enigheden. Herfra kørte mejeriets hestekørertøjer ud tidligt om morgenen til det distrikt kusken havde til omdeling af mælkevarer. Her mødte mælkedrengene op. De skulle dele mælken ud ved dørene. De skulle også opkræve den ugentlige regning. Mælkedrengen afleverede så penge til kusken og eventuelle ekstrabestillinger fra kunden.
De havde den karakteristiske blåstribede løsthængende lærredsbluse samt en kasket med blank skygge og Enighedens emblem.
Mælkekusken virkede som en meget vigtig person, når han stod ved sin vogn med sin regnskabsbog og en cerut i munden. Forinden havde
Ladegårdsåen – en skøn legeplads
Gik man ned ad Stefansgade mod vest og fortsatte over jernbaneoverskæringen, lå i enlig majestæt, det gamle hvidtølsbryggeri ”Hafnia”. Til højre var der et stort ubebygget område, der omfattede en stor del af Ladegårdsåen. Det var en dejlig tumleplads for områdets børn.
Børnene soppede i åen. De var ligeglade med at det var sundhedsfarligt. Der småfisk, frøer, haletudser, og salamander. Så var det lige de små igler i vandet, der sugede sig fast på benene. Nogle af disse dyr blev så fanget med en hjemmelavet ketsjer eller en dåse sømmet på en trægren. Så blev dyrene taget med hjem og puttet i et akvarium eller syltetøjsglas. Men det overlevede de sjældent mere end et døgn.
Den årlige skovtur
Børnehjælpsdagene var noget man så frem til, dengang. Den årlige skovtur gik til Dyrehaven, hvor man spiste det medbragte smørrebrød, liggende i græsset. Drikkevarerne bestod af medbragt kaffe på sodavandsflasker. Kaffen var naturligvis kolde, da den skulle nydes. Til gengæld var det medbragte hvidtøl varmt. Efter bespisningen blev det til karruseltur på Bakken Og så fik man også en ballon. En årlig tur i Zoologisk Have blev det også til.
Det kunne måske også blive en tur til Frederiksberg Have, og var der penge til det kunne man få en tur på kanalerne. Te og kager kunne man få i Schweitzerhuset, men det var kun for de ”fine”.
Lige over for Øresundshospitalet på Østerbro var der små åbne haver. En af disse var meget eftertragtet fordi, der var en gynge i haven.
Film med levende klaver
En tur i biografen dengang bestod af film af ret dårlig kvalitet med flimmer ledsaget af klavermusik. Det kostede ti øre og så kunne man blive siddende lige så længe, man ville. Pladserne var ikke nummererede. Meget populært dengang omkring 1910 var Standard-teatret, der lå i Falkoneralle, lige ved Ladegårdsåen, på højre side, når man kom fra jagtvej.
De gamle hestesporvogne
På mange af byens hovedstrøg var der etableret elektriske sporvejslinjer. Men i Indre By blev trafikken endnu klaret med hestetrukne omnibusser. Så var det enspændersporvognen, der klarede trafikken gennem Nørregade. På jagtvej gik en toetagers sporvogn, der havde endestation, henholdsvis på Nørrebros Runddel og Frederiksbergs Runddel. På disse runddele skulle sporvognene vende ved hjælp af drejeskiver. Det syntes børnene også var sjovt at hjælpe funktionærerne med.
Over for Dronning Louises Bro holdt de gamle hestebusser. Det var også dem med to vældige heste for og kusken siddende højt oppe. Den kørte gennem Købmagergade til Højbro Plads.
Der var kun en snoet læderrem til at holde i, så man ikke trillede af. Nu var farten dog ikke så stor.
I 1911 overgik sporvejene til Københavns Kommune.
De ”velbjergede” sporvejsansatte
Disse sporvejsansatte havde en lang arbejdsdag. Efter en st6rejke i 1907 opnåede det kørende personale en overenskomst, der gav en løn på 1.100 – 1.500 kr. årligt. Men arbejdstiden var også på 55 – 58 timer ugentlig. Disse funktionærer blev af arbejderne betragtet som velbjergede og var udsat for megen misundelse.
Sporvognstaksterne var 10 øre og i en periode kun 5 øre, hvis man stod på forperronen. Dette betød at denne altid var overfyldt, mens kun få passagerer sad inde i vognen.
Når en sporvogn ankom til et stoppested, stod der ofte en såkaldt trafikkontrollør fra sporvejne. Han havde i modsætning til det kørende personales blå uniform en grå uniform på. Han noterede i sin bog sporvognens nummer og ankomsttidspunkt. Tiden skulle overholdes. Man måtte hverken komme for tidlig eller for sent.
En tur fra Søpavillonen til Østerbrogade
Nede på den store hjørneejendom Nørrebrogade og Dosseringen lå den kendte købmand H.C. Hansen. I denne butik var der et utal af skuffer. Men købmanden pointerede, at han ikke ville have spegesild og klipfisk hængende, fordi han ikke var urtekræmmer. Her var masser af poser og vægte. Karlens arbejde var at holde vægtene blanke.
I gården var der en masse skraldebøtter, de fleste uden låg. Her var også en række gammeldags ”dasser”, der betjente 6 opgange med 5 etager.
Her på søerne sejlede der flotte både. Man kunne sejle fra Søpavillonen til Østerbrogade med anløbsbro på begge sider af Dronning Louises- og Fredens Bro. Børnene syntes at man kom langt ud i den store verden, når man kom på sådan en tur.
Disse søer var også herlige om vinteren. Ud for Baggesensgade skrånede det tilpas ned, så på en slæde fik man god fart på og kom lang ud på isen. Ofte kunne man gå ud til Vendersgade på den anden side.
Idyllen er borte
Ude på Østerbro boede der mange fine folk. De havde brug for et køretøj, derfor havde de heste. Når man drejede ned ad Østerbrogade ad Østre Søgade var der ved siden af gangstien en ridesti. Og så skrånede det ned mod vandet.
Der er sket store forandringer med og ved søerne især ved Skt. Jørgens Sø. Idyllen langs Svineryggen er væk. Her kunne man fra stien se alle tog.
Da der kom lys
Et enkelt sted på Bülowsvej kunne man blot ved at trykke på en knap få et vældigt lys gennem alle etager. Det var dengang, da lygtemænd gik rundt. Store lamper blev tændt på Dronning Louises bro.
Det var også heldigt at have en lygtepæl lige uden for sine vinduer. Det gav et skønt skær i stuen.
Store forandringer
Stengade var dengang en smøge, gammel skure og faldefærdige rønner med nogle beværtninger og et stykke længere fremme en bom, som der ikke kunne køres igennem.
Og dengang var Tagensvej en smal vej med fortov på kun den ene side. Inde på det grønne område lå der et spor til hestesporvognen, der kørte til Heimdalsgade, hvor der lå nogle fabrikker.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Februar 21, 2021
Herrnhuterne i Christiansfeld
Stammer helt tilbage til Jan Hus, der blev brændt på bålet i 1415. Håndværk og industri i Christiansfeld var forud for deres tid. Omtalt i Danske Atlas i 1781. Handelshuset havde internationalt format. Forbavselse og forundring over gudstjeneste. Opdragende skoleundervisning. Et besøg på kostskolen. Kirkegården var speciel. Der var ens sten og ingen var bedre end andre. Men hvad har det med Pietisme at gøre? Stedet er på UNESCOS verdensarvsliste.
Stammer tilbage fra Jan Hus
Christiansfeld blev grundlagt i 1773 som en nordslesvigsk afdeling af den internationale Brødremenighed. Hovedsædet for denne særlige pietistiske retning var den lille saksiske by, Herrnhut. Derfra fik bevægelsen sit navn.
Bevægelsen var i landflygtighed på grund af forfølgelse fra den katolske kirke. Det var den pietistiske præst Zinzendorf, der grundlagde bevægelsen. Det er egentlig en evangelisk – luthersk frimenighed med rødder tilbage til den bøhmiske reformator Jan Hus. Han blev dømt som kætter af den katolske kirke og brændt på bålet i 1415.
Brødremenighedens missionsvirke blev afsluttet omkring 1890.
Håndværk og virksomheder forud for deres tid
Ledende danske embedsmænd havde besøgt flere brødrebyer og fået et godt indtryk af deres driftige erhvervsliv og betydning for udvikling af erhvervsliv og betydning for udvikling af håndværk og fabrikationsvirksomhed.
Man var interesseret i at få anlagt et samfund i det nordlige Slesvig så det også kunne brede sig i den lokale befolkning. Man håbede, at man med flid, orden og dygtighed kunne præge alt i brødrebyerne.
Fra starten skilte Christiansfeld sig ud fra omgivelserne. I løbet af ganske få år havde brødre og søstre etableret en række håndværks- og fabriksvirksomheder, der var langt forud for deres tid.
Hver køn for sig selv
De grundlagde et stort handelshus med vidstrakte handelsforbindelser. De oprettede kostskoler og besøgtes af hundredvis af elever fra Skandinavien, Hertugdømmerne og det øvrige Danmark.
En stor del af befolkningen boede sammen i fællesboliger og korhuse. Hvert køn for sig selv. Brødrene og søstrene medbragte en særlig religiøs kultur, som var ganske fremadrettet. Fra dette kristelige fællesskab udgik en kraftig påvirkning til omverdenen, indenlands såvel som udenlands.
Christiansfeld hører til blandt de mest særprægede bydannelser i Danmark. Det ydre særpræg skyldes først og fremmest byens tilblivelse som planlagt by. Byplan og stilart blev hentet fra de tyske brødrebyer, altid to snorlige og parallelle gader forbundet med en kvadratisk plads.
Særpræget skyldes dog i lige så høj grad det religiøse samfund, den særlige korordning, ifølge hvilken alle medlemmer blev opdelt i afdelinger efter alder og køn, de såkaldte kor. Bortset fra ægteparrene og de helt små skulle de alle bo i særlige korhuse.
Der var bl.a. Søstrehuset og Enkehuset, Salthuset m.m.
Omtalt i Danske Atlas 1781
Gaderne var lige og brede. Lindetræerne stod i lige linjer. Orden, renlighed og behagelig stilhed prægede samfundet. Ja christianfelterne gik net og smukt påklædte i altid en og samme mode. De talte lidt og beskedent. Der var ingen dans, leg, spøg eller banden.
Alle var stræbsomme, dydige og tarvelige. Selv drengene var stille og høflige. Man behøvede ikke at frygte for overfald i denne by.
Der var en meget skarp arbejdsdeling mellem de forskellige fag. Der var gode varer og faste priser. Og det var ikke noget med at prutte om prisen. I Danske Atlas fra 1781 hedder det bl.a.:
Handelshuset havde internationalt format
Allerede otte år efter byens grundlæggelse var der god afsætning overalt. Handelshuset havde næsten et internationalt format.
Herrnhuternes velkendte driftighed, flid og høje arbejdsmoral var vigtig. De gjorde livet hårdt for mange af nabokøbstædernes håndværkere. Disse holdt fast i de gamle arbejdstraditioner.
Forbavselse og forundring
De kirkelige traditioner foregik i ”den såkaldte sal eller kirke”. Og det kunne godt skabe forundring og forbavselse for udefrakommende.
Oppe fra orgelet, der var lige over døren, stod to sangere. Under orgelet sad en mængde drenge ligesom trappevis. De mindre foran ned mod kirken. Bag dem igen nogle større. De vendte ansigtet ned mod forsamlingen. De gamle sad omkring ved murene. De unge var midt på gulvet på fritstående bænke og vente ansigtet mod vest.
Tværs over kirken var en bred gang som skillerum mellem mandfolkene og fruentimmerne. Der var ingen prædiken. Præsten sagde kun for. Hele tjenesten var tysk, mest sang og orgelspil. De to sangere, orgelet og drengene skiftedes vekselvis med at afløse hverandre.
Kostskolernes elever var strengt overvåget. Når drengene fra opdragelsesanstalten (kostskolen) gik ud og spadserede, var der altid en ældre person med.
Opdragende skoleundervisning
I Brødremenigheden tillagde man ikke blot skoleundervisningen et kundskabsformidlende formål men i lige så høj grad et opdragende. Ved siden af religionsundervisningen lagde man især vægt på det reale, det vil sige nyttige fag som geografi, historie, matematik, fysik og moderne sprog. Herved medvirkede skolerne til at udbrede nyttige videnskaber.
På det pædagogiske område brød Brødremenighedens kostskoler med den sorte skoles hårde børnetugt, ligesom de også medvirkede til at fremme forståelsen af barndommen som et livsstadium, der fordrede særlige hensyn.
Kostskolen
Man ville skabe en ny mennesketype. De to vigtigste virkemidler, korsystemet og den personlige sjælesorg. De ugifte mænd i Brødrehuset, de ugifte kvinder i Søstrehuset, børnene i Drenge – og Pigeskolen, enkerne i Enkehuset og de få gifte personer i Ægtekoret.
Kernen i kostskolernes daglige liv var stuen med 10 – 12 elever. De sov og spiste sammen og stod under opsyn af en lærd broder. Han underviste også og tog sig af de praktiske opgaver.
Forbindelsen til hjemmet hørte under nøje kontrol, således at barnet måtte søge støtte indenfor menigheden. Her spillede den personlige sjælesorg en afgørende rolle.
Af de større børn forlangte man ubetinget åbenhjertighed over for korhjælperen, der forestod sjælesorgen. Ingen tanker måtte hemmeligholdes. Målet var at nedbryde den traditionelle livsstil.
Om sommeren blev drengene vækket klokken fem. Klokken halv seks var der morgenbøn. Derefter spistes frokost. Fra 6 – 7 lærer eleverne deres lektier. Skoletimerne varer fra 7 til 12. Klokken 9 var der dog et kvarter til anden frokost.
Klokken 12 var der frokost og efterfølgende fritid. Fra 2 – 4 var der igen undervisning. Så var der tid til et mellemmåltid i haven. Derefter var der arbejdstid til halv syv. Så var der aftensmad. Aftenen var fri indtil kl. 9, hvor der var sengetid.
Gennem de mange elever udøvede herrnhuterne en vidtstrakt missionsvirksomhed af både religiøs, kundskabsmæssig og kulturel art. Lægprædikanter udførte en omfattende indremissionsk virksomhed i det meste af Jylland og det vestlige Fyn.
I løbet af de første 30 år var indbyggertallet ca. 750. Det meste af 1800 – tallet var der en stadig tilvandring af nye menighedsmedlemmer. Det var fællesskabet og det religiøse budskab, der trak.
Kirkegården er speciel
Kirkegården er også speciel. Den bliver kaldt Gudsager. Sten efter sten ligger i lige rækker. Ingen grav skiller sig ud. Stenene vidner om livet, der ikke mere er. Her er alle lige.
Christiansfeld blev styret af et Ældreråd som havde funktion af kommunalt byråd. Kvinder havde sæde i Ældrerådet med samme beføjelse som mændene
De fik ti års skattefrihed og statstilskud til byggeomkostningerne. Og det var som en hyldest til Christian den Syvende, at stedet kom til at hedde Christiansfeld. I løbet af 1800 – tallet fik Christiansfeld stor betydning for det religiøse vækkelsesliv i Danmark.
Hvad har det så med pietisme at gøre?
Men hvad har det så med pietisme at gøre? Pietas betyder fromhed. Og Pietismens fader var den tyske teolog Philip Jacob Spener. Pietismen var et oprør mod statskirkens ortodoksi. Kristendommen var for pietismens tilhængere et spørgsmål om følelser og sansning og ikke institutioner, ritualer og gold lære.
Pietismen var en protest indenfor protestantismen. Det var en særlig form for pietismen, der blev udfoldet i Brødremenigheden.
Igennem tiden har det været nødvendigt at restaurere bygninger og anlæg, men de er blevet bevaret i den stil og de materialer, de oprindeligt var bygget i. Derfor har Christiansfeld også en stor tiltrækningskraft på turister.
På UNESCOs verdensarvsliste
Byen er optaget på UNESCOs verdensarvsliste. Brødremenigheden anser sig selv som værende ”de glade pietister” og eksisterer i dag som en evangelisk-luthersk menighed, hvor flere af menighedens brødre og søstre er medlemmer af folkekirken, men aktive i Brødremenighedens kirke i Christiansfeld.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: Om Kirker, kirkegårde, præster, trossamfund m.m.
Februar 19, 2021
I Ildlinjen
Et forsøg på anmeldelse af en krigsdagbog, som slet ikke er en krigsdagbog. Det er tydeligt at bogen var skrevet om, inden den udkom første gang. Det er en åbenhjertig bog, spændende og medrivende med en ekstra krølle. 5.270 nordslesvigere faldt. Hver 8. af de 30.000 fra Nordslesvig blev krigsinvalide. Tre fire gange så Brodersen foran sig. Vi oplever scener som ”dræb eller bliv dræbt”. Der er barbariske og dyriske scener. Begik Brodersen selv krigsforbrydelser? Da han ville flytte et lig, vrimlede det ud med rotter. Under besættelsen blev syv betjente i Aabenraa, der blev arresteret. Brodersen kendte den sadistiske forhørsleder. Det var hans gamle krigskammerat. Alle syv blev løsladt, med Brodersen blev mistænk for nazistiske tendenser.
Troværdigheden er bevaret
Det er en lidt usædvanlig bog, som vi har fået mellem hænderne. Forlaget prøver på at sælge den som krigsdagbog, men det er den næppe. Den er ganske tydelig litterær bearbejdet efter hjemkomsten og det er næppe sket af H.C. Brodersen selv.
Man har så fået tre eksperter til at bearbejde bogen. Og vi får også en historie fra besættelsestiden. H.C. Brodersen fik foranlediget at syv betjente blev frigivet efter at være arresteret. Siden blev politistationen sprunget i luften og stærk beskadiget. Det hele skete efter en sabotageaktion med store menneskelige følger.
Nu kan man jo med så meget efterrationalisering måske miste troværdigheden, men den er dog i høj grad bevaret. Vi får samtidig med den såkaldte krigsdagbog forklaret og beskrevet ting og sager. Og så har de tre redaktører ved siden af stort kendskab til H.C. Brodersen gøren og laden.
5.270 faldt under krigen
Postbud, H.C. Brodersen blev som nordslesvigere bosiddende på Als i 1914 indkaldt på tysk side. 5.270 faldt under krigen. Tre fjerdedel af disse blev anset for at være dansksindede. Omkring hver ottende af de 30.000 indkaldte blev krigsinvalide.
I løbet af krigen gik 2.500 nordslesvigere over grænsen til Danmark selv om H.P. Hanssen bad dem om at lade være. Vores hovedperson deltog i krigen til det sidste.
Måske er de mest grufulde episoder bortredigeret. Og de medtagende episoder er gennembearbejdet. Men med eksperternes noter, virker det hele troværdigt.
Han starter med Mobilitetsordre
Brodersen var indkaldt til Füsiller-Regiment ”Königen” nr. 86. Den 31. juli 1914 starter Brodersen som postbud med at køre ud med mobilitetsordre til alle kommuneforstandere i sit postdistrikt. En række personer kommer med betragtninger og udtalelser, der virker meget gennemtænkte.
En frygtelig virkning
Man mærker hele tiden ”Aldrig mere krig”. Det skinner på en eller anden måde igennem bogen. Det var i 1914 og Brodersen og hans kompagni havde lige passeret floden Marne:
Tre – fire gange havde han døden foran sig
Ufatteligt er det at Brodersen ikke gik mentalt ned. Tre – fire gange havde han døden lige foran sig og dog overlevede han. Rent held og overmenneskelig styrke må tilskrives dette.
Vi hører om hans gode kammerater og sammen kommer de i fransk krigsfangenskab i oktober 1918.
Fornemmelsen var, at den sidste time var kommet
Ved tilfangetagelsen troede han og en gruppe på en halv snes mand at deres sidste time var kommet. Hovedparten af delingen forsøgte at tage hovedgangen ud, men de blev alle dræbt af franske håndgranater. De blev sendt til en gengældelses-fangelejr, som særlig straf for, at nogle af de franske fanger er blevet dårligt behandlet i tysk fangenskab.
Men det som dansksindet nordslesviger lykkedes det for Brodersen at overtale kommandøren at blive overført til Aurillic, der husede mange af de øvrige nordslesvigske tilfangetagende soldater.
Han opfattede det som en pligt
Under en orlov i 1915 bliver Brodersen gift med sin udkårne. Året efter fødes han barn. Måske har dette mentalt holdt ham oppe. To gange bliver han såret. Men alle gange vender han tilbage til aktiv tjeneste. Han får dog rimelige lange orlovsperioder ud af det.
Vi hører ikke så meget om det at være dansk og så kæmpe på tysk side. Han opfatter det som en ret og en pligt til at deltage. I maj 1917 mener hans far, at han skal desertere, men det undslår Brodersen. Men under den sidste orlov forsøger han med et par kammerater at flygte til Fyn. Men det må opgives.
Slaget ved Somme
I september – oktober 2016 overlever han mirakuløst de frygtelige kampe ved Sommes:
Man blev berørt af kammerats død
Den typiske periode i frontgraven for en tysk infanterist var mellem fem og ti dage, hvorefter der fulgte en tilsvarende periode i baglandet. Men historierne om Første Verdenskrig handler ofte om de store slag.
Skyttegravskrigen kunne godt være kedsom. Men man skulle hele tiden holde sig i agt. Det skete også at man skulle foretage stormløb med store tab til følge. Dette var ikke nogen let opgave. Man blev mødt af fjendens ild. Og så skulle man igennem spærreild.
En af de sidste udfordringer var at klippe sig igennem fjendens pigtråd. Alt dette under stadig beskydning af maskingeværer og rifler. H.C. Brodersen beskriver en kamp i 1916:
Redder sin kammerat for døden
En god kammerats død kunne godt udløse mere voldsomme handlinger på slagmarken. Andre reaktioner var naturligvis lamslåelse, depression og forvirring.
I forhold til de tætteste former for kamp, nærkamp med de bare næver, knive, spader og bajonetter er der også eksempler i bogen. Her er Brodersen sendt ud på patrulje for at fange fanger fra en fransk fremskudt stilling foran den franske frontgrav:
Her kan man dog høre lidt sympati for modstanderen. Han er i stand til at anerkende franskmanden som et menneske. Han greb først ind, da hans kammerat var i yderste livsfare. Men måske er disse ord tillægsord i den efterrationalisering, der er sket. Bogen udkom første gang i 1933.
Dræb eller bliv dræbt
Brodersen kæmpede også mod de franske kolonialtropper (Zuavere). Muligvis havde han ikke set et sort menneske før. Han kaldte dem også ”De sorte Djævle-Zuaverne” De havde været i baghold og nu lykkedes det at dræbe en del af disse tropper. Man kunne mærke en vis eufori.
I bogen oplever også eksempler på ”dræb eller blive dræbt situationer for eksempel i 1914 i en mand – til mand bajonetkamp med en englænder:
Barbariske og dyriske situationer
Nogle gange møder vi også barbariske og dyriske situationer. Brodersen beskriver et stormangreb i 1916 mod en fransk skyttegrav nær byen Rouvroy:
Nærkampe med fjenden
I bogen optræder der flere nærkampe med fjenden. Han og hans kammerater havde fået ordre til at tage en mand til fange fra den franske skyttegrav. Det lykkedes dem efter en del håndgemæng fik de set deres franske fange an. Han var frygtelig tilredt og blødte voldsomt fra flere knivstik. Om resultatet af deres handling skrev Brodersen:
Ud af liget vrimler det med rotter
Vi oplever en masse grusomheder. Bl.a. oplever vi et lig, der skal begraves i et granathul. Da han forsøgte at bære liget hen til hullet, skiltes det i flere stumper og ud af mund, ærmer og støvler for der snesevis af rotter, der havde fundet sig et godt madsted.
Først i april 1919 bliver de nordslesvigske krigsfanger fra lejren i Aurillac frigivet og hentet hjem. Vi hører ikke rigtig noget om Brodersens barn eller kone.
Brodersen bliver politibetjent
Men fra de tre redaktører ved vi, at Brodersen bliver politibetjent. En overgang tjente han som en del af vagtmandskabet ved afstemningen i Nordslesvig i zone 1 og Mellemslesvig i zone 2.
Han pensioneres i midten af 1950’erne fra jobbet som politibetjent i Aabenraa.
Krig er umenneskelig
Moralen er vel, at vi skal undgå krig, for det er umenneskelig. Men Brodersen har ikke nogen illusion om evig fred. Undertegnede kom til at tænke på Ernst Jünger: I Stålstorme. Men her er forfatteren nærmest fascineret af krigen. Det er Brodersen bestemt ikke.
En åbenhjertig bog
Thomas Dinesens ”Pligtens tunge bud” foregår ved østfronten. Denne er præget af mange flere hverdagsdetaljer og en meget større detaljerigdom. Men den er mere afdæmpet. Den har ikke så meget fokus på krigens meningsløshed som Brodersens beretning. Og så er Brodersens nok meget mere åbenhjertig.
Var Brodersen involveret i ugerninger
Jo dansksindede krigsdeltagere har bestemt været involveret i krigsforbrydelser under Første Verdenskrig. Omkring 6.000 belgiske civile heriblandt en masse børn blev dræbt ved tyske overgreb.
Beretningerne i bogen er meget direkte. Vi skånes ikke. Men det er som om, at det er noget, der ikke bliver sagt. Mon Brodersen har været involveret i ugerninger?
Ifølge de tre redaktører var Brodersen en strid type, der ofte havde kontroverser med sine kollegaer. Derfor blev han flere gange forflyttet.
Syv betjente blev arresteret i Aabenraa
Anden verdenskrig er også beskrevet med ifølge redaktørerne er det så rodet, at det ikke kunne publiceres. Men historikerne beskriver, hvad der skete i Aabenraa. Det kan du også læse på vores hjemmeside. Se vores artikel-henvisning i slutningen af denne artikel.
Sabotageaktioner i Aabenraa fik store menneskelige følger. Gestapo fik flere gange optrevlet modstandsbevægelsen i Aabenraa. Og Gestapo mente at politiet. Derfor blev syv betjente arresteret. Efterfølgende blev politistationen sprunget i luften med store skader til følge.
Brodersen tænkte på selvmord
De syv betjente blev forhørt af den tyske overkriminalkommissær Walther Neuhaus. Det havde været en af Brodersens soldaterkammerater. Han påtog sig rollen som beskytter for betjentene fra Aabenraa. Men ifølge nogle af de betjente så havde Brodersen åbenbart fraterniseret med nazisterne. Dette første til en tjenestelig samtale efter besættelsestiden. Men ingen af de syv betjente fra Aabenraa blev dog dømt af tyskerne.
Selv om de dansksindede nordslesvigere måske modvilligt kæmpede for tyskerne så fandt de dog mange gode soldaterkammerater blandt tyskerne.
Brodersen blev ikke dømt. Men sagen gjorde ham forbitret, så meget at han overvejede selvmord. Brodersen døde i 1973.
Spændende og medrivende med en ekstra krølle
En spændende og medrivende bog med en ekstra krølle på hallen med beskrivelsen af forholdene under besættelsen i Aabenraa.
Kilde:
Februar 18, 2021
Skal ældre krigsforbrydere dømmes?
Skal ældre på anklagebænken? De fleste er gået fri for retsforfølgelse. En 100 – årig medskyldig i 3.518’ s død. En 95-årig sekretær under anklage. Hun regnede med, at deres henrettelse var berettiget. Irmgard F,’ s arbejdsgiver fik 9 års fængsel. Retspraksis ændret for 10 år siden. I Stutthof døde 66.000. Bøddel og offer møder hinanden. Bogholderen fra Auschwitz fik fire års fængsel. Auschwitz-komite kritiserer den tyske jura.
Skal ældre på anklagebænken?
Nu er det netop kommet frem, at to ældre personer på 95 år og 100 år er på anklagebænken eller dømt for krigsforbrydelser i Tyskland.
Det er allersidste udkald for at få dem dømt. Selv om det er ældre mennesker, kan de godt retsforfølges. Og måske er det et godt signal at sende. For mange er blevet mærket for livstid efter ophold i en kz-lejr, hvis de overlevede.
Måske er det en form for retfærdighed?
Der er ikke mange vagtfolk tilbage eller andre ansatte fra KZ – lejre. Og af dem, der stadig lever, er mange ikke i stand til at gennemføre en retssag.
Men domstole i Vesten er ikke så meget for at sende ældre mennesker i fængsel. Måske ender det en form for husarrest. Man må jo trods alt gå ud fra at man kigger på helbredstilstanden.
De fleste er gået fri for retsforfølgelse
Det har været fremme, at man blev skudt, hvis man ikke udførte en ordre dengang. Men mon ikke man ”bare” blev sendt til fronten.
Efter krigen blev de mest betydningsfulde dømt. Det skete bl.a. ved Nürnberg-processen. Derefter tog man fat i dem længere nede, men stadig dem som var forholdsvis langt oppe i systemet. Derefter fulgte en afmatning. I 1960’erne begyndte man igen at køre sager. Denne gang var det lidt længere nede i systemet.
Senere fandt man ud af, at også almindelige soldater havde deltaget i forbrydelserne. Men trods domme og retsforfølgelse har langt de fleste, der arbejdede for Nazi- Tyskland fået et nogenlunde normalt liv efter krigen og gik fri.
Man blev ansat i statsapparatet og det endelig retsopgør udeblev.
Vi hører altid om mange, der tog til Sydamerika, men det var kun et fåtal.
En 100 – årig medskyldig i 3.518 fangers død
En 100-årig mand er ifølge Der Spiegel anklaget for at have arbejdet som vagt i Sachsenhausen. Han skulle have medvirket til 3.518 menneskers død. Han skulle have arbejdet her fra 1942 til 1945
En 95 – årig sekretær under anklage
Den 95-årige Irmgard F. var fra juni 1943 til april 1945 ansat som sekretær for Poul Verner Hoppe, der var kommandant i koncentrationslejren Stutthof. Hun er anklaget for medvirken til drab på 10.000 mennesker ved at have assisteret sine overordnede. Det barokke er, at hvis sagen mod hende, der var undersøgt gennem fem år, ender for retten, skal den gennem en ungdomsdomstol. Det er fordi, at hun var under 21 år, da hun blev ansat. Ja hun var 17 år.
Ifølge NDR er hun i dag på et plejehjem i Pinneberg. Men hun er ikke dement og er frisk nok til at blive retsforfulgt lyder det fra anklagemyndigheden. De sidste seks år har Irmgard F. boet her på plejehjemmet.
Hun regnede med, at de henrettede havde fortjent det
Hun siger selv, at hun ikke var klar over, hvad der skete. Men det lyder nu meget usandsynligt. Hun sagde, at hun ikke satte en fod i lejren. I 1950’erne havde hun udtalt at hendes arbejdsgiver var en ”pligtopfyldende” arbejdsgiver.
Men hun måtte da indrømme at over hans skrivebord forløb den samlede kommunikation med SS – hovedkontoret. Anklagemyndigheden er overbevist om, at Irmgard F udmærket vidste, hvad der foregik.
Hun har da også indrømmet, at hun godt vidste, at nogle indsatte var blevet henrettet. Men hun regnede med, at de havde fortjent det.
Hendes arbejdsgiver dømt til 9-års fængsel
Hun skal have deltaget i systematisk henrettelse af polske partisaner, jødiske indsatte og sovjetrussiske krigsfanger. Stutthof var den KZ – lejr, der fungerede længst af alle. Først den 9. maj 1945 ophørte man med at henrette folk.
Hendes arbejdsgiver, lagerkommandant Paul Werner Hoppe blev i 1957 i Bochum dømt til 9 års fængsel for medhjælp til mord på et par hundrede fanger.
Retspraksis ændret for 10 år siden
Allerede ved krigens afslutning var fem kvindelige vagtfolk dømt til døden efter undersøgelser af en sovjetisk og senere en polsk kommission. Koncentrationslejrene i Polen havde ca. 3.500 kvinder beskæftiget.
Men mod de fleste af disse blev der aldrig rejst anklager, da de dengang ikke blev anset for skyldige, da de var ansat i kirken, administration eller telefoncentralen. Men retspraksis blev ændret for ca. 10 år siden.
Også mod en tidligere sekretær var der rejst anklage, men hun døde sidste år.
I Stutthof døde 66.000 mennesker
Fra 2. september havde man her henrettet 66.000 mennesker. Man brugte som andre steder giftgas Zyklon B. Andre blev henrettet med dødssprøjte. Mens andre igen døde af tyfus.
De børn, der ankom til lejren blev henrettet med det samme.
Bøddel og offer møder hinanden
Marek Dunin-Wasowicz kæmpede i Stutthof for sit liv, mens Bruno D overvågede ham. Ved Landsretten i Hamborg møde de hinanden. Manden fra Polen forsøger på at få øjenkontakt med vagtmanden men denne holder en rød brevordner foran ansigtet.
Polakken fortæller via en tolk, hvordan han og hele sin familie kæmpede mod tyskerne. Efter opstanden i Warschau var alle blevet anholdt. I retten fortalte han om alle de lidelser, som han havde været udsat for.
Han blev udsat for slavearbejde. Og dommeren spurgte om han kendte til gaskammer. Han forklarede, at det var en offentlig hemmelighed.
De blev udråbt og behandlet som undermennesker.
Polakken fortalte, at han ofte havde set fangere blive hængt. Og talrige gange så han folk blev sultet ihjel og døde af overanstrengelse. En masse blev også skudt. Polakken mente, at KZ – lejren slet ikke havde behov for et gaskammer for de indsatte døde alligevel.
Polakken ville gerne have stillet sin vagtmand et spørgsmål, men fik aldrig lejlighed til det.
Bruno D, der som skrevet, var 100 år blev idømt en 2 – års betinget fængsel. En norsk modstandsmand nåede to måneder inden sin død at afgive vidneforklaring.
”Bogholderen fra Auschwitz” idømt fire års fængsel
Den meste kendte af de ældre dømte var ”bogholderen fra Auschwitz”, Oskar Grönning. Han blev idømt fire års fængsel for medvirken til 300.000 drab i Auschwitz-Birkenau.
Hans opgave var at tælle og beslaglægge jødiske fangers penge og værdigenstande, når de ankom til lejren i det besatte Polen. Langt de fleste fanger blev sendt direkte ind i KZ – lejrens gaskamre.
Værdierne blev sendt tilbage til SS – hovedkvarteret. Det sørgede Grönning for.
Han vedkendte sig et moralsk ansvar og erkendte, at han ved to tilfælde havde været til stede ved drab. Den 96 – årige døde dog på sygehus inden straffeafsoning.
Auschwitz-komité kritiserer tysk jura
Den internationale Auschwitz – komite kritiserer den tyske jura for deres behandling af Nazi-forbrydelser. At gerningsmænd først nu bliver gjort ansvarlig for deres forbrydelser er en forsømmelse som har strakt sig over årtier, siger de. Årsagen til kritikken er netop to af de sager som vi omtaler i denne artikel – sagen mod den 95 – årige sekretær fra Stutthof og mod den 100 – årige forhenværende vagtmand fra Sachsenhausen.
Gerningsmændene har kunnet leve hele deres liv uden at skulle stå til regnskab for deres forbrydelse. Det handler ikke om hævn men retfærdighed siger man fra komiteen. Og sådanne sager har ikke en deadline. Derfor er disse retssager stadig vigtige. Også selv om forbryderne og deres ofre efterhånden har nået en høj alder.
Alle der har været ansat i en KZ – lejr har på en eller anden måde deltaget i hele processen, sådan er komiteens opfattelse. Og sådan er det også i det tyske retssystem.
Fra dansk side har det aldrig været den store lyst til at undersøge danskeres deltagelse i krigsforbrydelser. Men dette tema har vi været inde på i tidligere artikler.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Februar 17, 2021
Mirjams Flugt (b)
Dette er en anmeldelse af bogen Mirjams Flugt af Christoffer Rosenløv Stig Christensen. Dette er en ny redigering af en ældre artikel. Vi følger Mirjam fra Litauen. Først i ghetto, hvor alle børn blev læsset på vogne og kørt til ukendt skæbne. I Stutthof var der hverken kloak, toilet, vand, stole, senge eller borde. Dødsmarchen kostede mange livet. Og på vandet blev flygtningeskibene bombarderet af russere og englændere. En tankevækkende erindring krydret med krigens rædselsfulde fakta. En 87 – årig Østerbro – borgers frygtelige skæbne.
Fakta og lidelseshistorie
På Østerbro sidder i dag en aktiv 87 – årig dame, der ser tilbage på sit bevægende liv. Vi følger hende fra den dag, da Mirjam Jurkofsky oplevede, at de tyske tropper stormede ind i Litauen. Samtidig med denne historie, følger vi krigen ud fra fakta.
Der er ikke så meget nyt i disse fakta, men det fungerer udmærket sammen med Mirjam´ s lidelseshistorie. Og forfatteren forholder sig heller ikke til, hvordan vi behandlede flygtningene i Danmark, eller hvorfor de allierede bevidst bombede flygtningeskibene. Det kan være et bevidst fravalg.
Livet er dyrebart
Ja sådan siger Mirjam Jurkofsky, som oprindeligt var døbt Merke Pomeranz.
Nogle detaljer, hændelser, datoer, steder og personer er forsvundet i Mirjams hukommelse. Andre ting er udeladt af private grunde.
Et civiliseret liv kan gå i opløsning
Det var et foredrag på det jødiske plejehjem af Sofie Lene Bak, der fik Mirjam, til at fortælle hendes historie. Sofie Lene Bak, hvis seneste bog, som vi har anmeldt her på siden, skriver også bogens efterskrift. Hun siger meget rammende:
Udryddelse af jøder
I 1941 var der mellem 200.000 – 250.000 jøder i Litauen. Fire år senere var der 10.000 tilbage.
Dengang i Litauen var Mirjam 16 år gammel. Det var den 22. juni 1941. Aftenen forinden havde det lille træhus været fuld af liv. Man havde holdt den ugentlige jødiske helligdag. Storesøster Luba på 18 år, var stadig præget af en blindtarmsoperation.
Allerede som 14-årig havde Mirjam lukket skolebøgerne. Den daglige kamp for at skaffe mad og penge tog for megen tid.
Jøderne mistede deres rettigheder
I 1933 var nazisterne kommet til magten. Det gik ikke langt tid, inden jøderne fik dette at følge. I årene, der fulgte, blev synagoger brændt ned, og efterhånden mistede jøderne efterhånden alle deres rettigheder.
På flugt
Der blev råbt og skreget. Tyskerne var kommet. Inden fra midten af byen bredte der sig hastigt en ild. Mirjam og storesøster søgte mod hovedvejen. En lastbil holdt ind til siden, og søstrene sprang op.
Operation Barbarossa
Mere end tre millioner tyske soldater var i gang med Operation Barbarossa. Det gik hårdt ud over Litauens befolkning. Men helt op til 45 millioner mennesker måtte forsvinde for at sikre mad og råstoffer til Hitlers værnemagt.
Modtaget med hyldester og blomster
Den lastbil, søstrene befandt sig, var kørt ca. 100 km, da de blev læsset af. De søgte i den første tid ly i et jødisk kapel. Efter tre dage nåede de tyske tropper byen. Som i andre litauiske byer blev de modtaget med hyldest og blomster. Befolkningen troede fejlagtigt, at de nu fik deres selvstændighed tilbage.
Man havde valget mellem to onder, kommunisterne eller nazisterne. Men ret hurtig proklamerede Hitler, at landet nok ikke skulle regne med selvstændighed.
De skulle gå i rendestenen
De to søstre fandt ud af, at de på byens rådhus kunne få mærker til noget spiseligt. Her opdagede de pludselig flere familiemedlemmer, der havde fået et lille sted, hvor de alle holdt til. Søstrene kunne nu nyde fællesskabet med familiemedlemmerne.
Men snart skulle alvoren gå op for dem. Der blev spyttet på jøderne i Litauen. De måtte ikke længere bruge offentlige transportmidler. De måtte heller ikke gå på fortovene, og skulle gå i rendestenene. Pludselig måtte de ikke mere få behandling på sygehusene.
De jødiske mænd blev skudt
De jødiske mænd i Mirjams familie blev arresteret uden begrundelse. Det var en onkel og en svoger, der kort tid efter blev skudt. Det var i en skov cirka 12 kilometer fra det sted, Mirjam befandt sig. En regulær massehenrettelse foregik her.
Det var Heydrich, der havde beordret dette. Han havde udnævnt forskellige indsatsgrupper. Og indsatsgruppen i Litauen var blandt de værste.
I løbet af et halvt år havde indsatsgruppen stået bag 137.346 drab, heraf var de 114.856 jøder.
I Sialiai i det nordlige Litauen opererede en anden indsatsgruppe.
I ghettoen
Og her blev en ghetto indrettet med forskellige kvarterer. Flere meter høj pigtråd blev sat rundt. Og her nærmest i et træskur boede Mirjam og hendes familie. Det var uden bad eller toilet. Lige uden for hoveddøren havde de udsigt til pigtråd. I ghettoen opholdt der sig 5.500 indbyggere. Alt for mange på for lidt plads.
Og også i ghettoerne opererede morder – patruljerne.
Under SS – Soldater
Mirjam var med til at udvide en flyveplads. Hun blev sat til mange forskellige arbejdsopgaver. På et tidspunkt skulle hun stryge skjorter til SS – folk.
Der blev også smuglet mad ind i ghettoen. På et tidspunkt blev Mirjam opdaget, men slap heldigt. Sådan gik det ikke for 40 – 50 jøder, der gjorde det samme. De blev skudt.
Ghettoen blev omdannet til en udelejr for KZ – lejren i Kaunas. Nu stod Mirjam og alle de andre jøder pludselig under SS – korpsets myndighed.
Operation Reinhard
En dag, da Mirjam var kommet hjem fra arbejde, havde SS – soldater hentet alle børn op til 13 år. Dem, der havde gemt sig, trak de i håret eller benene og smed dem ned fra tagene. De blev kørt til togstationen og anbragt i godsvogne. Ældre, handikappede og syge blev taget med ved samme lejlighed.
Sandsynligvis er alle havnet i gaskamrene i Auschwitz. Heinrich Himmler havde fundet ud af, at gas var billigere og mere effektivt end kugler.
Alene i løbet af 1942 blev formentlig op til 1,3 millioner polske jøder gasset i de første tre lejre i den såkaldte Operation Reinhard.
Fuldstændig tilintetgørelse
Egentlig ville nazisterne deponere jøderne til øde egne. Her håbede man så, at de døde af sig selv. Men denne beslutning blev ændret til en fuldstændig tilintetgørelse af Europas jøder.
Til Stutthof i kreaturvogn
Sidst på vinteren 1943 blev Mirjam og hendes familie kommanderet i arbejdslejr. Maden var knap og nogle vagter til tider modbydelig. I løbet af juli 1944 blev de tidligere ghettoer helt lukket i Litauen.
Dem, der var tilbage, blev ført til kz-lejren Stutthof nær Gdansk (Danzig) og til Dachau nordøst for München.
Mirjam og hendes familie blev i kreaturvogn ført til Stutthof. Under 2. verdenskrig blev 110.000 fangere ført hertil. Halvdelen overlevede ikke.
Ydmygende lægeundersøgelse
Det første de fratog Mirjam, var alle hendes ejendele. Dernæst måtte hun gennem nogle ydmygende lægeundersøgelser.
I oktober 1943 blev 150 danske kommunister med den danske regerings hjælp sendt til Stutthof. Omkring 20 af disse overlevede ikke strabadserne.
Stutthof var vokset fra at være 4 ha i 1939 til 120 ha fem år senere. Gaskammeret blev først taget i brug i juni 1944. Lejren var egentlig ikke det man kaldte udryddelseslejr.
Således døde to millioner jøder i de egentlige udryddelseslejre som Treblinka og Auschwitz – Birkenau. Mirjams lillebror blev sendt til Auschwitz.
Uden kloak, toilet, stole eller borde
I Stutthof kom Mirjam og hendes søster i Jødelejren. Her var de mest usle forhold. Der var ingen kloaker, intet toilet eller rindende vand. Der var ingen stole, borde eller køjesenge.
Lederen, Ewald Foth var en ren sadist. Han deltog selv i afstraffelsen med dødssprøjter og nakkeskud.
Næsten i paradis
Tørsten og sulten prægede Mirjam konstant. På et tidspunkt kom hun ud på en gård. Heldigvis behandlede den tyske familie hende godt. Selv om hun arbejdede hårdt, tog hun på i vægt.
Kanoner kunne høres
Efter den periode, som hun nærmest opfattede som paradis, blev hun sendt i en filial – lejr, 40 km fra Stutthof.
Og havde man ikke arbejde til kvinderne, blev de sat til at sidde timevis på gulvet uden mulighed for at røre sig. Det skete også, at de i timevis skulle gennem appeller.
I januar 1945 kunne fangerne høre kanoner. Det var Den Røde Hær, der var på vej. I lejren hærgede en tyfus – epidemi. Mirjam gik heller ikke ram forbi. Og krematorierne arbejdede stadig i døgndrift.
Dem, der segnede, blev skudt
Den 22. jan. 1945 fik fangerne at vide, at dem der regnede med at kunne gå mindst 30 km dagligt skulle melde sig. Lejren skulle evakueres. Endelig den 26. jan. var det afgang. Man kørte med tog de 14 km til Mikozewo. Her blev man fragtet over Wisia – fjorden. Først nu begyndte den egentlige dødsmarch.
De kvinder, der dejsede om, blev skudt. Og det var der mange, der gjorde. Kommunisten Martin Nielsen har i bogen Rapport fra Stutthof beskrevet denne march. Den varede meget længere end den uge, man sagde, den skulle vare. Det gjorde det heller ikke lettere med voldsom regn og snestorme. Ligeledes bredte sygdomme sig både blandt fangerne og vagterne.
Nedskydninger ved kysten
Martin Nielsen beskrev, at der på den march, han var på, da startede 1.198 fangere. Dagen før, de blev befriet var der kun 346 tilbage. Marchen var aldeles ukoordineret. Der var beretninger om, at der ved kysten var nedskydninger.
Russerne nåede først Stutthof den 9. maj 1945.
Gemte sig i høet
Mirjam og hendes søster forsvandt op på et loft, og gemte sig i høet. Først længe efter turde de at komme frem.
Efter en lang vandring, fik de hjælp af tre russiske piger. De fik nyt tøj, blev vasket og fik noget at spise. De fik arbejde hos en borgmester i en lille by. De skulle hele tiden passe på ikke at røbe, at de var jøder. Men gården blev bombet af russere, så de måtte flygte.
På flugt så de tyske soldater hænge dinglende fra galger. Kvinder blev voldtaget af Den Røde Hær, og flygtninge blev mejet ned. Hævntørsten fra de russiske soldater var stor.
Operation Hanibal
En 33 km lang halvø Hela ved Gdansk blev redningsplanken for hundredetusinde. De var på flugt fra Den Røde Hær. Blandt dem var Mirjam og hendes søster.
Den tyske stor – admiral Karl Dönitz gav ordre til Operation Hannibal. Flygtninge fra Østpreusen, Vestpreusen og Pommern blev sejlet videre til sikre havne. Det anslås, at mellem 1 og 2 millioner flygtninge på den måde reddede livet. – deriblandt Mirjam og hendes søster Luba.
Flygtningeskibe bombarderet
Alt blev brugt, overlæssede passagerskibe, krigsskibe, tankskibe, handelsskibe, skoleskibe, fiskerkuttere, pramme og kul både.
Mirjam husker, at det skib, de var med, blev angrebet af russiske jægere.
Bogen tager ikke stilling til, hvorfor britiske og russiske fly angreb flygtningeskibene, selv om de vidste, at der var flygtninge ombord. Deres angreb betød tab af tusinder og atter tusinder af menneskeliv.
Følte sig stadig fanget
Mirjam og hendes søster kom til Danmark og kom til en flygtningelejr i Han Herred ved Thorup Strand. Her var der udelukkende kvinder og børn. Man kunne bevæge sig frit og måtte selv lave maden. Men Mirjam og hendes søster følte sig stadig fanget.
I sommeren 1945 forlod de to søstre deres tilholdssted med præstens hjælp.
Hos grosserer Melchior
Et år efter gik de to søstre ned ad Østerbrogade. De skulle møde grosserer Melchior. Mirjam blev derefter ansat i huset hos ham. Den rigdom, der mødte hende i huset i Vedbæk, overvældede hende helt.
Gift med Philip
Mirjam flyttede sammen med Philip på Nørrebro. De blev gift, og fik to børn. I 1962 flyttede de til Østerbro. I 1972 døde Philip.
Da Mirjam senere skulle en tur til Israel forsøgte hun at opspore hendes ungdomskæreste Buzyk. Men det blev dog kun til dette ene møde.
Søsteren led
Mirjam bevarede kontakten til hendes søster, Luba. Hun kunne ikke glemme de grimme oplevelser, de havde været udsat for. I perioder led hun af meget dårlige nerver. Og i 2000 døde hun.
Mirjam er i dag en meget aktiv dame, der stadig bor på Østerbro. Hun deltager i en masse aktiviteter.
Krigen kostede 60 millioner livet
Da krigen endelig sluttede i Europa, havde 60 millioner mistet livet. Millioner af mennesker var flygtet eller deporteret. Og en af dem, der flygtede, var Mirjam.
Er vi blevet klogere?
Dette er en frygtelig lidelseshistorie godt krydret med krigens andre rædsler. Selv om bogen som sådan ikke giver noget nyt om selve krigen, er den en advarsel mod, at dette skal gentage sig. En absolut velskrevet bog, der giver noget at tænke over. Men mon vi er blevet klogere?
Kilde:
Christoffer Rosenløv Stig Christensen: Mirjams Flugt (Jyllands – Postens Forlag)
Hvis du vil vide mere: Om jøder, Holocaust
Februar 17, 2021
Adel- og Storgårde i Tønder Amt (b)
Dette er en ny-redigering af en artikel fra 2010. Voldsteder var der masser af langs åerne. I Tønder gik undertrykkelsen for vidt. Og fire tårne på Trøjborg var alligevel for maget for majestæten. Guldmageri førte til konkurs hos de adelige. Christoffer Rosenkrantz blev dømt til døden. For bedrageri. Jomfru Anna af Solvig blev dømt for aftalebrud. Adelen blev udkonkurreret af på Gottorp af ”Doktorer”. Og så tillægger man måske Ribe-brevet for meget betydning. Masser af adelige blev udnævnt som amtmænd. Mange blev dræbt i Ditmarsken. Hans den Ældre gemte sine penge på Tønderhus. Adelen førte et eksklusivt liv. På et tidspunkt var der 50 adelsslægter i Slesvig – Holsten. Ahlefeldt og Rantzau dominerede. Der var store krav til undersåtterne.
Kongens mænd
Egnen har været befolket med mange stormænd. De har blandt andet været med til at anlægge landsbyer. De havde stor anseelse i lokalbefolkningen. De blev ofte udpeget som ledere. Men de var ikke altid lige populære. De fik også altid tilkæmpet sig særlige rettigheder. Deres ord havde stor vægt.
Storbonden, der deltog i kongens krig, blev ”Herrens Mand”. Med andre ord, han blev Kongens Mand. Som sådan kom han til at høre til ”Herremands-klassen”.
200 af egnens bedste mænd i Store Jyndevad
I 1238 opstod der en strid mellem Løgum Kloster og en af egnens stormænd. 200 af egnens bedste folk stillede op. De har nok tilhørt lavadelen eller været større gårdmænd.
I gamle retsdokumenter og skøder møder vi også navne på væbnere og riddere. Ved den årlige mønstring, eller hvis landet var i krig, mødte de op i brynje med skjold, sværd og lanse.
Voldsteder langs åerne
Langs åerne findes rester af gamle voldsteder. Her har stormændene engang haft sæde. Ved Brede Å lå Kummerlev, Trælborg, Svanstrup, Ålbjerg og Trandbjerg. Ved Sejrsbækken lå Trøjborg, Kogsbøl, Gribsgård, Kærgård, Kobbervold og Trælbanke. Ved Vidåen og dens mange bi-åer lå Solvig, Tønderhus, Nolde, Karlsvrå, Vrågård og flere andre storgårde og borge. Og den nordlige del lå Fiskebæk, Nørrevold og Søndervold.
De fleste borge er for længst forsvundet I tidlig tid var det ofte langs åerne at sørøverne også kom. Derfor byggede stormændene deres forsvarsværker her.
Masser af adel
I Vor Frue Kirke i Haderslev findes en frise med våbenskjold fra midten af 1400-året. Her er 12 af egnens adelige slægter repræsenteret:
Af betydningsfulde slægter mangler:
Ja endnu flere dukker op.
Omkring Læk ejede slægten von der Wisch store godser. Men det gik ikke altid slægten lige godt. Omkring Rudbøl måtte et medlem af slægten melde konkurs.
Mange dræbt i Ditmarsken
I 1500 – tallet var adelens storhedstid. Men det begyndte meget skidt. Kong Hans havde besluttet at gå i krig med Ditmarsken. Adelsmændene besluttede at møde op i samlet trop. Desværre gik det ikke så godt.
Sikkert ikke en eneste adelsslægt herhjemme slap med store tab. En stor del af de adelige ryttere omkom i marskens mudder og vandfyldte grøfter. Mange blev dræbt af de frisiske bønder, blandt andet ejeren af Solvig, Eggert Gjerdsen. Også Ahlefeldt – slægten blev hårdt ramt.
Krigsførelsen ændrede karakter. Krudt og kanoner blev taget i brug. Det var mere effektivt end bue, pil, lanser og kastemaskine. Hæren kom til at bestå af lejetropper.
Adelen kastede sig over dyrkning af jorden. Efterspørgslen efter korn og kvøg steg. Og det gjorde priserne også. Adelen blev store jordbesidder. Og den holstenske adel havde fået indpas på egnen.
Rantzau
Rantzauerne blev store jordbesiddere. Både på Møgeltønderhus, Trøjborg, Solvig og Lindeved sad der i en årrække mænd af denne slægt. De sad der som små konger med fæstebønder som undersåtter.
Det gjaldt om at få så meget jord som muligt. Det skete så på bekostning af bøndernes ret til dyrkning af fællesarealerne.
Bendix Rantzau på Møgeltønderhus gjorde talrige forsøg på at inddrage fæstegods. Det samme var tilfældet på Trøjborg.
Her sad i slutningen af 1500-tallet den mægtige Peter Rantzau. Hans bror, Daniel havde nærmest været en helt under ”Den Nordiske Syvårskrig”. Han fik af kongen overladt Trøjborg.
Den fik han nu ikke så meget glæde af. Han faldt under belejringen af Varberg. Hans bror blev den kongelige lensmand på Trøjborg. Både han og brodersønnen Godske Rantzau blev forhadte af bønderne. De forhøjede landgilden og pålagde endnu mere hoveriarbejde.
Ifølge sagnet har Peter Rantzau aldrig fået fred i sin grav. Ved nattetide går han hvileløs rundt på Trøjborgs marker med en landmålerkæde i hånden for at opmåle jord. Det er den jord, han er kommet uretmæssig til, da han var i live.
Pogwisch gik for vidt
I Tønder sad Henning Pogwisch. Han havde af Christian den Første fået overladt Tønder Amt. Han var heller ikke bedre over for bønderne. Han pålagde dem store skattebyrder. Når de så var genstridige, lod han dem skamfere eller henrette.
Men under en rettergang i Tønder og senere i Kiel blev den stolte adelsmand landsforvist. Familien blev arresteret og alle deres ejendele blev beslaglagt.
Til ære for majestæten
I Møgeltønder Sogn inddrog herremanden bøndernes jord. De fik pålagt større arbejdsbyrder og fik færre rettigheder. Peter Rantzau lod opføre et slot på det sted, hvor det gamle Trøjborg havde ligget. Normalt var det kun kongen, der måtte have fire tårne på sine bygninger. Derfor blev han bebrejdet af kongen, at Trøjborg havde disse tårne:
Sådan lød svaret
Detlef Ahlefeldt, der sad på Møgeltønderhus fik kongens tilladelse til at udføre stude toldfrit, så han fik råd til at udvide.
Også Solvig blev fornyet. Den gamle ladebygning, der bærer årstallet 1585 og som er en af landets ældste avlsbygninger, er et minde om et storbyggeri. I nærheden af Lydersholm lod hertugen opføre Grøngård, hvor han havde plads til 200 kreaturer. Her kunne desuden ligge 2.000 læs hø. Byggematerialet lod hertugen hente i Holland. Han byttede det til dels med byg. Indboet var efter datidens forhold meget eksklusivt.
Eksklusivt liv hos adelen
Adelen forlystede sig blandt andet med jagt. Ved Draved, Hjerpsted og andre steder blev falke afrettet. Og i nærheden af sin avlsgård lod Hertug Hans opføre et jagtslot. Efter veloverstået jagt lod han hente rhinskvin, Hamborg – øl, bagværk og frugter fra Tønderhus.
Man satte også pris på østers. Disse østers blev skrabet ude i Vadehavet. Men jagtslottet stod kun i 70 år. Den senere amtstue i Tønder er blevet bygget af rester af dette jagtslot.
Mange adelsmænd kastede sig over guldmageriet. Det gjaldt også for Erik Lange, der i 1579 arvede Solvig. Allerede fire år efter måtte han afstå gården. Han endte i dyb fattigdom.
Dødsdømt
En endnu mere sørgelig skæbne oplevede Christoffer Rosenkrantz. Han var født på Kogsbøl. Senere blev han ejer af Høgsbrogård. Han havde lånt sin ven, Christen Juel til Donslund 1.000 rigsdaler.
Da denne døde forfalskede han gældsbeviset og stillede enken over for et krav på 5.000 rigsdaler. Men falskneriet blev opdaget. Og ved en undersøgelse kom det frem, at han havde bedraget en række mennesker. Og det var en skærpende omstændighed, at han havde forsynet breve med kongens navn og segl. Derfor blev han dømt til døden.
Henrettelsen fandt sted i 1610. Hans umyndige børn kunne ikke beholde Kogsbøl og Høgsbrogård. Begge gårde blev solgt.
En slægtning til Christoffer Rosenkrantz høstede dog mere anerkendelse. Det var mester Gotskalk Erichsen. Han blev kansler for Christian den Anden og fulgte denne i landflygtighed.
Claus Gjordsen fra Solvig blev domprovst i Ribe og kansler hos Frederik den Første.
Herremændene søgte deres omgangsfæller blandt ligesindede. Der blev knyttet både venskabs – og slægtsbånd mellem de herresæder der lå på egnen. Men der kom sandelig også til stridigheder.
Dømt for løftebrud
Datteren Anna på Solvig havde siden sit syvende år været trolovet med den unge søn på Trøjborg. Da hun blev myndig nægtede hun dog at indgå ægteskab med ham. Hun havde fattet kærlighed til en anden ung adelsmand.
Familien på Trøjborg blev meget fortørnet over Annas egenrådighed. De ønskede hende dømt for løftebrud. Og det lykkedes også. Men skæbnen var ude efter hende. Den unge adelsmand døde, inden de blev gift. Da hun var enearving til Solvig, var der ikke mangel på bejlere.
To gange blev hun da også gift, og blev også mor til den før omtalte Erik Lange.
De mange krige i 1600 – tallet gjorde stærkt indhug på adelens magt og rigdom. Det var særlig tilfældet på Trøjborg. Her blev Rantzauerne afløst af den hollandske adelsslægt Buchwald.
De afstod senere stedet til en slægt af borgerlig stand. Dermed gik det før så stolte slot i forfald. Den kendte storbonde, Knud Lausten Knudsen købte Trøjborg i 1851.
På Møgeltønderhus ødelagde den voldsomme storm i 1634 store dele af borgen. Et halv snes år senere gjorde svenskerne det også af med en stor del.
For påskønnelse for tro og tapper tjeneste, overlod kongen i 1661 godset til Hans Schack. På ruinerne af Møgeltønderhus lod han Schackenborg opføre. Samtidig blev han ophøjet i grevestanden.
Solvig nedbrændte i 1638, men blev senere genopført.
50 adelsslægter i Slesvig Holsten
I 1597 opregnede den kongelige statholder Henrik Rantzau at i alt 50 slægter, som hørte til Slesvig Holstens adel, var berettiget i dets styre. Godt halvdelen havde deres rod i Holsten eller Sydslesvig og regnedes til det holstenske ridderskab.
Knap 20 slægter var fra Slesvig. Og 3 – 5 slægter var enten indvandret eller gift i en af de bestående slægter.
I optegnelsen finder vi bl.a. slægter som Rosenkrantz, Holck, Magnussen og Sture. HH
Ahlefeldt og Rantzau dominerede
Slægterne Ahlefeldt og Rantzau har hele tiden været de dominerende. Sidst i 1500’tallet opgjorde man antallet af adelsmænd til 200 i begge hertugdømme. Halvdelen ejede godser.
De havde masser af magt, blandt andet gennem Hertugdømmernes Råd, som talte 15 – 20 adelsmænd. I stænderne som var en slags landdag havde adelen også flertal.
Adelen følte at deres privilegier og magt var knyttet til Slesvig-Holsten som et samlet område.
Et kæmpe hof
I 1500tallet var man bogstavelig talt i fyrstens brød, når man tjente ved hoffet. Hans den Ældre udstedte i 1556 en forordning som ikke mindst handlede om, hvem der skulle have hvad at spise og hvornår. Mellem 1620 og 1660 fik typisk mellem 200 og 300 personer kost eller kostpenge på Gottorp.
I 1683 blev der ud over hertugfamilien dagligt bespist 80 personer ved det lille hof på Glücksborg. En masse mennesker var ansat Det gjaldt i første omgang at kaste glans over hoffet og selv få noget ud over denne glans. Men det var også for at få et bånd mellem fyrste og adel.
Våbenskjold gav status
Adelens våbenskjold og navn gav status. Man delte glæden og evnen til at ride, fægte, danse, spille og drikke med fyrsterne. De adelige jomfruers rolle var tilsvarende at være hertugens selskab og følge. Men de lærte passende opførsel. De ventede bare på at blive passende gift.
I 1500tallet tiltrak hoffet på Gottorp mange adelige fra Hertugdømmerne. Men omkring 1630’erne svækkedes båndet mellem fyrsterne og ridderskabet.
Konkurrence fra Doktorerne
Adelen fik konkurrence fra de såkaldte ”Doktorer”. De var en slags sekretærer med hver deres speciale. Mange af disse blev også udnævnt til amtmænd rundt omkring. Dette havde været adelens privilegium. Amtmanden på Gottorp sagde således i 1624:
Mange slotte
Der var fyrsteslotte i de fleste nordslesvigske byer. Chancen for at se en hertug og hans følge ride forbi i pragtfulde klæder, var stor. Det var et gammelt virkemiddel, at fyrstens gård skulle være større og prægtigere end andres.
Ledende adelsmænd som Johan og Henrik Rantzau satte også en slags standard, som man helst skulle leve op til.
Et helt byggeboom i op – og ombygning opstod i Slesvig-Holsten. Christian den Tredje lod Sønderborg Slot ombygge. Hans den Ældre ombyggede slottet i Haderslev. Og Hertug Adolf af Gottorp byggede en hel række mindre slotte. Og Hans den Yngre lod en række ældre slotte ombygge, inklusive Tønderhus. Ja selv Brundlund Slot i Aabenraa blev ombygget.
Hans den Ældre lod blandt andet befæstningen omkring Tønderhus forstærke. Det var også ham, der lod portnerhuset bygge. Det rummer i dag en del af Tønder Museum. I øvrigt mener man, at Hertug Hans den Ældre bevarede alle sine kister med rede penge og klenodier i Tønderhus hvælvinger.
Store krav til undersåtterne
I 1547 skrev Hertug Hans den Ældre til indbyggerne i Tønder Amt, at han havde hørt, at man kun i ringe grad adlød digefogeder og andre, når de befalede folk at arbejde på det nye dige. Hertugen påbød nu med strenghed alle at efterkomme ordrerne og truede med straf.
Det skete også at hertugmagten måtte bøje sig. I år 1600 besluttede hertugen af Gottorp at bortforpagte hovedgården., Foggebüll syd for Tønder.
Hertugen krævede desuden hoveriafløsning af bønderne i marskherrederne. Bønderne bad sig fritaget, fordi de havde udgifter til digerne. Hertugen fastholdt i første omgang sine krav.
Da bønderne fortsat nægtede, truede han med straf. Trods dette var sagen mange år efter endnu ikke faldet på plads. Men til sidst gav hertugen op, og lod amtmanden forhandle et kompromis hjem.
Adelen leverede dygtige amtmænd
Fra 1624 til 1664 havde Tønder Amt en markant amtmand i Wulf Blome. Han var søn af den fremtrædende adelsmand, Hans Blome. Han ejede selv det holstenske gods Seedorf. Det var en ret givtig beskæftigelse. Amtmanden kunne selv stikke en del af indtægterne i egen lomme. I mange år var disse poster forbeholdt det slesvig-holstenske riddervæsen.
Men adelen repræsenterede også andre dygtige amtmænd som bl.a. Claus Ahlefeldt i Gelting, Jørgen Ahlefeldt i Haderslev og Cai Ahlefeldt i Flensborg.
Når hertugen skulle bruge diplomater til overbringelse af vigtige beskeder, ja så foretrak han folk fra slægten Rantzau og Buchwald.
En bondeslægt med indflydelse
Næppe nogen bondeslægt har drevet det så vidt som slægten fra Hajstrupgård i Bylderup Sogn. Nis Hansen fik 12 børn og overtog de store gårde Hajstrupgård og Vrågård, Han blev lige som sin far og farfar herredsfoged over Slogs Herred.
Hans kone Anna var datter af herredsfogeden i Strukstrup Herred i Angel. Begge ægtefællers mødre var rådmandsdøtre fra henholdsvis Flensborg og Tønder. Formelt var Nis Hansen endnu kun bonde. Men han fungerede som et mellemled mellem bondesamfundet på den ene side og hertugmagten på den anden side.
En kompliceret historie
Vi har før været inde på det, Sønderjyllands historie er yderst kompliceret. Vi skal her i kort form beskrive udviklingen omkring Tønder Amt.
Ribe Bispestol havde allerede i 1240 besiddelser i Møgeltønder, Daler og Ballum Sogne. Fra 1361 var de i bispens besiddelser. I Møgeltønder og Daler administrativt skilt ud af omegnen som Møgeltønder Birk og inden 1468 var det samme sket for godset i Ballum og på Rømø.
I 1407 erhvervede Dronning Margrethe Trøjborg med Lø Herred som ellers havde været et gammelt hertugeligt len som Tørning eller Tønder. Straks derefter pantsatte hun lenet til biskoppen i Ribe.
Oven i dette henlagde dronningen Trøjborg med det tillæggende Lø Herred under kongeriget. Dette klagede de slesvig-holstenske grever over i 1424.
I 1579 afhændede kongen Trøjborg til Peter Rantzau, men stedet vedblev med at være en del af de kongerigske enklaver. Det samme skete, da hans Schack i 1661 overtog Møgeltønder len, Ballum Len og det meste af det tidligere bispegods syd for Ribe.
Efter 1700 kom de Kongerigske enklaver til at bestå af fire dele:
Ribe – brevet
Når man taler om adelen i Slesvig-Holsten, kommer man ikke uden om det såkaldte Ribe-brev. Adelen var ikke interesseret i, at Slesvig-Holsten blev delt, så man blev hinandens fjender.
Stormændene tilbød derfor kong Christian den Første at blive herre i både Slesvig og Holsten men på visse betingelser. I marts 1460 mødtes man så i Ribe til forhandlinger. Allerede den 2. marts hyldede de slesvigske og holstenske repræsentanter kongen.
Dokumentet blev først i 1800tallet af politikere døbt Ribe-privilegiet. De så det som et frihedsbrev, der skulle sikre Hertugdømmernes evige frihedsrettigheder. Det er dog en højst tvivlsom fortolkning.
Christian den Første lovede ikke de slesvig-holstenske stormænd mere end han lovede stormændene i Danmark, Sverige og Norge. Ribe-brevet er kun en håndfæstning og skulle vel fornys, når kongen døde.
Når kongen døde, skulle alle adel og gejstlighed kunne vælge en af hans sønner som herre. Hvis han ingen sønner havde, så kunne man vælge en af hans arvinger.
Ribe-brevet sikrede på den ene side Slesvig-Holstens særstatus i forhold til Danmark. På den anden side fastslog brevet de to fyrstedømmers nære sammenhørighed. De to landes stormænd blev betragtet som en enhed, men lovgivning var forskellig.
Christian den første var nu ikke meget i Slesvig-Holsten. Og det vat adelen sikkert glad for. Han lovede også ikke at gå i krig uden at blive spurgt først. Almindelige adelsforsamlinger lovede kongen at afholde i Bornhoved i Slesvig og Urnehoved en gang om året.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: Om Adel – og Storgårde (Brug Søgefunktionen)
Februar 15, 2021
Fra Klampenborg til Frederiksdal (b)
Her er anden del af vores cykelberetning op til Nordkysten. Og det er en ny-redigering af en artikel fra 2012. Vi besøger kroerne Holland, senere Postgården og Store kro. Ja og så var det mølleren, der måtte flygte ud af landet. Han snød med metallet. Ved Lyngby Mølle var der våbenfabrikation. Tietgen købte en kirke, og tvebakker blev den store eksport – artikel. En fuld bondekone var skyld i en omfattende brand. Og var Holberg ved Vangede Kilde? Så besøger vi Svanborg, Minelyst og forskellige batterier og meget mere.
På vej til Nordkysten
Dette er anden del af vores historiske cykeltur til Nordkysten. På vores tur nordpå, passerer vi mange historiske steder. Det er disse steder, vi vil besøge. Vi tog flere gange af sted i løbet af en 14 – dages ferie. Det blev til forskellige smutveje.
Så meget at kigge på
Og det sværeste er vel at finde en rigtig overskrift, så man får det hele med. Men det er nok nærmest umuligt, for det er så meget historisk at kigge på.
Vitus Bering
En stor del af området omkring Klampenborg blev i 1666 overdraget til historikeren og digteren Vitus Bering af kongen. Her opførte han et landsted, Christians Holm. Ved Berings død i 1675 gik det tilbage til kronen.
I 1746 fik Just Fabritius det hele overdraget af kongen. Fabritius tjente store penge på handel med Kina og Indien. En ny bygning blev rejst på stedet.
Christiansholms engelske villakvarter
Grev Danneskiold – Samsøe købte landstedet i 1863, og i 1900 blev ejendommen overtaget af et selskab, der hed A/S Christiansholm. Bag dette stod baron Lerche og Gustav Adolph Clauson – Kaas. De påbegyndte udstykning af grunden.
Her blev Christiansholms engelske villakvarter etableret. Ja og navnet gik videre i Christiansholms Batteri og Christiansholmsvej.
Hovedbygningen blev købt af Grev Carl Moltke i 1914.
Det omgivende moseareal blev overtaget af Gentofte Kommune.
Christiansholms batteri
Christiansholms Batteri kigger vi lige lidt på. Det er opført fra 1887 – 1892. Det er hovedværket i det såkaldte Christiansholms linje. På hver side af fortet er der placeret to batterier. Linjen er ca. 700 meter lang. Den østlige del står i forbindelse med Hvidøvre Batteri.
Fortet er i to etager. Her kunne der også indkvarteres soldater. To hånddrevne maskingeværer var dengang opstillet her. Og 4 stk. 15 mm kanoner havde en rækkevidde på ca. 6 kilometer. Og egentlig kaldes disse kanoner for kvindekanoner. Det var 20.000 patriotiske kvinder, der havde indsamlet midlerne til disse og foræret kongen.
Og tænk det hele blev nedlagt i 1920.
Ordrup Krat Batteri
Og når vi nu er ved Københavns Befæstning. Ja så besøgte vi også Ordrup Krat Batteri. Det blev opført i 1887 – 1888. Ja dele af dette ligger på Galopbanens område. Her var det så, at Vestre Ordrup Krat skulle oversvømmes, hvis undertegnede forstod det rigtigt. Og det kunne ske ved hjælp af skud.
Bygningerne er gravet ned i bagskråningen af de eksisterende bakker. Batterier var hver udstyret med 4 hurtigskydende kanoner.
Gentofte Batteri
Vi besøgte også Gentofte Batteri. Den ligger ca. 100 meter øst for Gentofte Sø. Der er vel cirka 2 – 300 meter hen til broen over den såkaldte Fæstningskanal.
Batteriets opgave var at forhindre en fjendtlig overgang over fæstningskanalen. Man skulle også forhindre en fjendtlig overtagelse af broen.
Et såkaldt åbent jordanlæg blev etableret. Det var ca. 90 meter langt med plads til fire stålkanoner. Tidligere var her nedgravet et krudtmagasin i beton i højre del af batteriet.
Her var et 2 meter højt og ca. 10 meter tykt brystværn med bagved liggende kanonbænk.
Efter nedlæggelsen blev batteriet udstykket. Man overvejede dog, at såfremt det var nødvendig i Første Verdenskrig, så skulle de to villaer i nærheden bortspringes i tilfælde af, at fjenden nærmede sig. Jo, man kan godt se, hvor batteriet har ligget.
Vangede Batteri
Så kunne vi lige så godt aflægge Vangede Batteri et besøg. Herfra skulle man beskyde den sydvestlige kant og Gentofte Sø. Dette er at betegne som et lille fort. Det hedder hvis nok en Lynette. Her var to panser – forsvindingstårne.
Her var dog plads til fire belægningsrum, magasiner, køkken m.m. Mobiliserings – styrken dengang bestod af tre officerer, 13 underofficerer og 100 menige. Så hel lille havde fortet sikkert ikke været.
I de to åbne anneksbatterier var der plads til 9 – 10 stk. 12 cm kanoner med en rækkevidde på ca. 7 kilometer.
Sheriffen fra Vesterbro
Pludselig er vi i Dan Turrels Vangede. Længe før Sheriffen fra Vesterbro var her, boede der en masse adelsfolk i området. Hvorfor siger vi nu det om Dan Turrel? For mange år siden mødte min kone, der kendte Dan meget godt, på Hovedbanegården.
Ja sådan spurgte den ældste, Thomas, Dan Turrel.
Store dele tilhørte Bispestolen
Det var en sidebemærkning, men vi skal tilbage til Vangede. Store dele af området tilfaldt på et tidspunkt Bispestolen. Men kort før reformationen kunne kongen give Biskop Lage Urne pant i en gård i Vangede (1524).
Vangede kunne aldrig helt bryste sig med at være krongods. Det var herude, at Universitetsgården lå. Den fik navnet Holmegården, og blev først afhændet i 1848.
Vartov Hospital ejede på et tidspunkt fire gårde på stedet. Antagelig er de blevet skænket hospitalet af kongen.
Svenskerne skyld i meget
Svenskerne var skyld i, at Vangede blev lagt helt øde. Først i 1660 kom bønderne tilbage til deres gamle bopladser. De begyndte at bygget sig hytter til at bo i. Før svenskernes ødelæggelse var der 13 gårde og 10 huse.
I byen var det i det 17. og 18. århundrede en kro, der var blevet nedlagt i Christian den Sjettes tid.
Men i 1750 fik en forhenværende husar, en hvervet ungarer, der giftede sig med en skipperdatter fra Lolland atter lov til at holde kro i Vangede.
Stolpegården
Efter udskiftningen kom gårdene til at ligge ved landevejen, der gik fra Vangede By til Søborghus. Nord for byen lå Stolpegaarden, der fra 1875 blev indrettet som fattiggård for Gentofte, Lyngby, Søllerød, Herlev og Gladsakse Kommuner.
Her lå også Bakkegårdene, Holmegård, Brogård, Ørnegården og Vintappergården.
Og sidstnævnte hed egentlig Nørregård. Men den har nu også heddet Marieberg. Men vinhandler og stadskaptajn i Helsingør, Thomas Baildorn fik ændret på dette.
Vangede Kilde
Lige nord herfor lå en lokalitet som i ældre tid, trak mange mennesker til, særlig St. Hans aften og aftenen før Vor Frue (2. juli). Ja folket valfartede hertil. Det var ikke ualmindeligt, at der i kildeblokken fandtes 100 Rigsdaler. eller mere.
Rygtet gik, om mirakuløs helbredelse af syge og vanføre. Og det er ganske vist. Således skrev læge Torkel Baden i 1774 i sin omtale af Vangede Kilde:
Havde Holberg været her?
Mange nåede slet ikke at smage vandet, kun den medbragte spiritus ved de festlige anliggender.
Så kan man diskutere om det var denne kilde, som Holberg nævner i Kilderejsen. Da Kirsten Pils Kilde blev fundet, tog det meget af tilstrømningen til Vangede Kilde, men tilstrømningen hørte først helt op i anden halvdel af det 19. århundrede.
Dengang blev kilden indrammet, og bønderne holdt øje med at kilde – gæsterne ikke betrådte arealer, hvor de ikke måtte færdes. I 1909 rejstes også en sten til minde om 200 året for kilden.
Masser af gravhøje
I egnen omkring Gentofte og Vangede ligger en del historiske gravhøje. Det vil sige mange er i tidens løb blevet sløjfet. Omkring 1809 fandtes en grusgrav et bronzekar og smykker af guld og sølv.
Sydøst for Gentofte by stødte i 1855 på skeletter samt bronze – og jernsager.
Stednavne omkring Ordrup hed dengang Oredrev, Ored Vang. Endnu i 1507 havde bispestolen gods i Ordrup. Kongen har sikret erhvervet sig hele byen, for at få hovbønder til Hvidøre. Sandsynligvis blev flere af gårdene nedlagt i det 16. århundrede og underlagt Kongens Gaard.
Byen blev pantsat
I 1659 blev Ordrup By pantsat til Batser Seckman, skriver på klædekammeret. Byen blev dog indløst allerede i 1664 af kongen. Byen led ikke videre skade af svenskerne.
Kro blev til lazaret
Byen blev udskiftet i 1764, som den første af de tre bernstorffske landsbyer. Gårdene blev erstattet af landsteder efterhånden som Bernstorffsvej blev anlagt.
Et gæstgiveri havde byen kendt til, før udskiftningen i 1764, men en egentlig kro, kendtes først fra 1768. Den var i samme slægts besiddelse gennem en lang årrække. Det var også her englænderne havde et lazaret i 1807.
Fornemme gæster fandt Ordrup
Allerede tidligt blev Ordrup by søgt af fornemme familier fra København. De lejede sig ind hos bønderne om sommeren. Men også ved vintertid tog de på kanetur i det smukke landskab.
Med de fornemme gæster, kom der også små lyststeder. Det ældste lyststed var nok Baronesse v. Pröcks. Den tilhørte den københavnske brygger, Hans Jespersen Block ved midten af det attende århundrede. Ja egentlig hed stedet Ordrupgaard, men dette navn slog aldrig rigtig an.
Minelyst og Svanborg
Ja så var det også Svaneborg, der i 1790erne blev ejet af Grev Magnus von Dernath. Ja egentlig tilhørte stedet, generalguvernøren i Vestindien, Peter Clausen.
En af de mest betydelige lyststeder var Minelyst. Dette sted havde sit højdepunkt omkring år 1800, hvor der rejste sig mange lyststeder i området.
Stedet tilhørte en overgang den berømte Alberti, som vi tidligere har skrevet om. En ny bygning blev rejst på stedet, og kom til at hedde Ordruplund.
En væddeløbsbane
Egnen nord for Ordrup var bevokset med småskov Ikke langt fra i mosedraget nord for krattet og delvis inde i Dyrehaven, anlagde Selskabet for den ædle Hesteavls Fremme en væddeløbsbane i årene 1907 – 1910.
Grundtvigsk højskole
Her mødtes kunstens og åndens mænd på Skovgaard. Jo sandelig, her kom Thorvaldsen, Eckersberg, Marstrand, Bindesbøl, Bissen, Sonne og mange flere.
Da Orla Lehmann i 1844 ægtede husets datter, ja så udvides de besøgende med datidens politiske personligheder.
Ja her blev også oprettet en Grundtvigsk Folkehøjskole.
Gyldendals indehaver Fr. V. Hegel købte i 1880 gården med et areal på 17 tdr. land.
Lyngby begynder at ligne en købstad
I 1760 skrev Erik Pontoppidan i sit Danske Atlas om Kongens Lyngby, at den ligesom Frederiksberg By begynder at ligne en af vore smaa Købstæder eller Flækker, dels ved Lystgaarde, dels ved Fabrikørers eller deslige Borger – Folkets Hus.
150 år senere var det med sine 1.500 indbyggere en lille købstad. Der var adskillige to – etagers huse, apotek, skole, postkontor, to store gæstgivergårde og flere fabrikker.
Det var dog især byggeriet omkring Kongevejen, som gav byen sit ualmindelige præg. Det var rester af den oprindelige landsby, der strakte sig nordøst for kirken over mod Lundtofte.
Dette stykke lå nogenlunde uberørt frem til 1900, da Lyngby – Vedbæk banen førtes over Smedebakken tværs gennem Bondebyen – som man kaldte denne bydel i modsætning til den nyere bebyggelse.
Flot udsigt fra Kirkebakken
Mange mente, at det nye byggeri gik ud over byens landlige skønhed. Endnu omkring år 1700 kaldte en fransk rejsende den, for en af de smukkeste landsbyer på Sjælland – som den ligger der på et højdedrag ved bredden af en stor sø.
Fra Kirkebakken var der dengang fri og vid udsigt mod mark og skov. Kun en enkelt gård kunne man kalde et lyststed, og den blev beboet af den hollandske gesandt.
Fabrikker oprettes
Længere tilbage i tiden var det kun kongens fæstebønder, der boede i landsbyen. I 1682 var der 19 gårde og jorde. Endvidere var der 6 landgildehuse og 9 holdshuse (huse, der var opført på en gårds grund) Og så var der hele 11 huse, der tilhørte kirken.
I modsætning til gårdene steg husenes antal meget i det attende århundrede. Oprettelse af fabrikker og manufaktur fik tilstrømningen til byen til at stige.
I 1802 opmåltes det 72 huspladser i Kongens Lyngby.
Fuld bondekone skyld i brand
I fortiden har byen ofte været hærget af ildebrande. Det var en katastrofe, når det skete. De stråtækte bindingsværks – huse lå tæt. Det var svært at begrænse ilden.
En ildebrand den 24. juli 1721 blev husket i meget lang tid. En af byens bønderkoner blev mistænkt for at have påsat ilden enten af ondt Forsæt eller af Skødesløshed.
Hun blev sat i Blåtårn og blev dømt ved Højesteret til Spindehuset for Livstid. Her sad hun i adskillige år, trods det, at hun flere gange søgte at komme hjem til hendes børn.
Den pågældende dag havde hun været fuld. Som skik var blandt bønderne, havde hun hentet ild i en træsko. Det kunne bevises i retten, at hun havde været i de huse, hvor ilden opstod.
Hele den midterste del omkring kirken var brændt. Det var ikke blot Fogedgården, men også en række andre bondegårde og femten af byens huse. Kongen gav tilladelse til, at der i hovedstaden og hele Københavns Amt blev samlet ind til de skadeslidte.
Livlig kramhandel
I Kongens Lyngby var der en livlig kramhandel. I 1722 begærede en mand, ved navn Petter Worm, privilegium på at handle med salte vare, samt smør, ost, humle, malt eddike tjære, tran, sæbe og andre ”specier” Jo, det var tydeligt, at han havde været Skibsskriver i flåden.
Men han fik ikke sit ønske opfyldt, da købmandskab med Kramvare på landet var forbudt efter loven. Senere kom man over denne hindring. Kroerne begyndte at sælge fra bod, og en række småhandlende bosatte sig i byerne. Foruden at handle med brød og høkervare, handlede de også med te, kaffe, sukker, sirup og de andre eftertragtede varer som Kompagniernes handelsskibe hjembragte fra Kina og Vestindien, samt isenkram og galanteri.
Ville oprette købmandshandel
Fra begyndelsen af 1760erne udstedte Kancelliet talrige bevillinger til små-handlen i Lyngby.
I 1842 tilbød den københavnske urtekræmmer Sally at etablere en fuldstændig købmandshandel i Lyngby, muligvis beregnet til byens fornemme sommer – gæster. Men Sogneforstander – skabet frabad sig æren af hensyn til Lyngby Hospitals Handelsprivilegium.
En skattet eksport – artikel
I øvrig havde Lyngby en eksport – artikel, som blev meget skattet inde i hovedstaden, de såkaldte Lyngby – Tvebakker.
Det første apotek
Den første læge i Lyngby var nordmand, og hed J.A. Münster. Han praktiserede fra 1798 indtil han blev Landfysikus i Drammen. Han havde stor andel i, at der blev oprettet et apotek i byen.
Det var vanskeligt at få medicin fra København, når portene var lukkede. Og nu var det også kommet et hospital i Lyngby og Søllerød. Münster mente, at de københavnske apotekere bare kunne åbne en filial i byen. Men det vakte ikke genklang.
Men en bevilling blev givet, og Seehausen blev den første apoteker i byen i 1806.
Søerne tilhørte kongen
Mølleåen gennemstrømmer den store Lyngby Sø. Med Bagsværd Sø står den i forbindelse ved kanalen gennem den smalle tange ved Nybro. Og med Furesøen ved den som fæstningskanal regulerende Mølleå.
I gamle dage tilhørte søerne kongen. Rørskæreriet i Lyngby Sø havde ikke den store betydning. Men det havde fiskeriet. I 1576 fik Jørgen Ibsen tilladelse til at fiske i søen med Tene (ruser), med ikke med vod, garn eller andre redskaber. Lensmændene havde ret til at fiske efter eget behov. Oprindelig skulle de selv afholde udgifterne derved. Men i 1629 fik lensmanden et beløb til vedligeholdelse af fiskeredskaberne.
Denne arv gik efter 1660 i arv til amtmændene men dog med nogle indskrænkninger. Siden fik ejerne af Lyngby Vandmølle begrænset ret til ålefiskeri.
Tietgen købte kirken
Fra gammel tid tilhørte Lyngby Kirke kongen. Da Rytterdistriktet blev oprettet, blev den lagt under Ryttergodset. Staten vedblev at være ejer indtil den blev sat på aktion den 6. februar 1868. Den store finansmand C.F. Tietgen købte kirken, men en gårdejer tiltrådte som ejer. Kort før sin død overlod Tietgen ejerskabet til Lyngby Kommune.
Brand i 1681
I maj 1681 nedbrændte præstegården sammen med flere bondegårde i nærheden. Også fem af kirkens huse blev flammernes bytte. Der var ikke nogen fast degn til kirken. Men på præstens jord omtales fra gammel tid en degnebolig.
I de første år af det 17. århundrede var der en pebling fra Vor Frue Skole i København, der hver søndag morgen tog til Lyngby for at synge for menigheden og forrette den øvrige degne – tjeneste.
Fredelig idyl
Indtil midten af det 17. århundrede lå Kongens Lyngby som en fredelig idyl. Stedet var endnu ikke opdaget af hovedstadens beboere. Der var ingen kroer, og det var en lukket kongevej. Denne var kun åben for de kongelige herskaber og folk, der var forsynet med kongelig pas. Bymarken var indhegnet med porte.
Tre energiske personer
Men i løbet af bare 50 år var der især tre mænd, der ændrede det fredelige Lyngby. De tre og deres arvinger købte og solgte, drev industri og indrettede krohuse.
Den første var Casper Herbach, kendt under navnet Kunst – Casper. Den anden var borgmester Anders Jacobsen, senere kendt under navnet Lindberg. Den tredje var diplomaten, Frederik Weiberg.
Guldmageren
Caspar Herbach blev kaldt til Danmark i 1643 af Christian den Fjerde. Han blev ansat som hofsnedker. Men han mestrede også mange andre ting. Han var mekanikus, møntmester, guldsmed – og guldmager. Under Frederik den Tredje beholdt han sin foretrukne stilling blandt Hoffets kunsthåndværkere.
Et mølleværk i Lyngby
Han fik en masse anerkendelse af kongen og en af dem var et Mølleværk i Lyngby i 1650. Ja, og Lyngby Mølle går ligesom de andre møller i området langt tilbage i tiden. Men denne mølle er næppe den, som betegnes som Molendinum Lughna, der tilhørte Roskilde Bispestol ca. 1370.
Lyngby Mølle var kongens ejendom var kongens ejendom inden reformationen. I det 16. og første halvdel af det 17. århundrede var det kun en grynmølle. Her fik de lokale bønder malet deres korn.
Våbenindustri
Lige over for den omtalte mølle oprettede tyskeren, Jacob Petz i 1640 en industri – mølle. Tyskeren mente, at man kunne fremstille bedre våben, end det man kunne få i udlandet. Hans planer blev støttet af regeringen. Og det han byggede, var en Smede – ,Bore – , Slibe – og Poleremølle.
Når man havde forsynet de danske soldater med våben, ville man begynde at eksportere.
Allerede i maj 1640 havde Jacob Petz ca. 300 musketter færdige. Da han overdrog anlægget til Kronen ydedes der en afståelsessum på 2.000 Slettedaler.
Også denne mølle fik Capar Herbach i 1650 skøde på.
Men ak, også dette ødelagde svenskerne. Indtil 1662 lå mølleværket i ruiner.
Flygtede ud af landet
Kort før sin død fik han dog møllerne i gang igen. Og sønnen, Frederik Herbach fortsatte mølle – eventyret. En valsemølle blev ligeledes etableret. Men sønnen bevægede sig på lovens kant. Der blev godt nok slået kongelig mønt, stampet klæde og malet korn, men det skete med en hensynsløshed, som gik ud over de andre mølleværker i området.
Men ikke nok med det. Det viste sig, at Herbach i forståelse med møntmester Krøger sparede på ædelmetallet i de møntstykker, han slog for kongen. Derved bedrog han Staten.
Sagen kom op i 1671. Statskollegiet indstillede ham til Embedsfortabelse og Pengestraf ”efter enhvers yderste Formue”. Møntmesteren fik lov til at blive i sit embede, men Herbach forsvandt skyndsomt ud af landet fra alle sine forpligtelser.
Den åndelige elite
Hans Heuser på Frederiksdal overtog kornmøllen, og indrettede det til Papirstampeværk. Senere blev Arne Jacobsen eneejer af Lyngby Mølle. Han blev i 1690 blevet udnævnt til viceborgmester i København. Han døde i 1717 som højesteretsassessor og Etatsråd.
Lyngby Mølle oplevede en omskiftelig tilværelse efter den tid.
I umiddelbar nærhed opstod Holmsteds Farveri og Preislers Lystgård. Og på sidstnævnte mødtes den åndelige elite, heriblandt den navnkundige Rahbek.
Byens to privilegerede kroer fik plads ved de to Kongeporte. Store Kro lå ved den nordlige port, og Holland ved den sydlige. Også dette forhold skyldes Caspar Herbach.
Udskænkning af øl
Da Casper Herbach var uden næring efter, at svenskerne havde ødelagt møllerne, søgte han tilladelse til udskænkning af øl i Lyngby.
Den 7. december 1661 fik han kongelig bevilling i sit hus i Lyngby:
Smugkro i Lyngby
Navnet Store Kro kom i øvrigt først i brug efter år 1700, da Casper Herbachs kro havde fået en konkurrent ved byens sydlige ende. Før den tid hed det bare Lyngby Kro.
Og dengang blev det opdaget, at der i Lyngby var smugkro. Ofte måtte ridefogeden tilkaldes for at få det uvæsen til at ophøre.
Store Kro bliver til gæstgiveri
Det var nok Grev Carl Ahlefeldt og hans investeringer i Store Kro, der kom til at betyde noget for udviklingen. Han opnåede også tilladelse til selv at brygge øl og brænde brændevin.
Der blev indrettet værelser, vognskur, staldrum og meget mere. Som tillæggende til Sorgenfri kom Store Kro i statens eje. Det vil sige den kom under Rentekammeret. Gæstgiveriet blev forpagtet ud i en periode på seks år, og sådan noget skete under auktion.
Råderetten bliver begrænset
Kromanden var forpligtet til at holde hyrde ved Kongeporten. I 1753 blev råderetten stærk beskåret. Det skyldtes en kongelig gave til naboen, Walter Titley. Nu kunne kromanden ikke mere sætte telte i skoven eller telte ned mod åen. Ved den lejlighed mistede kromanden to tredjedel af skoven.
Enkefyrstinden var utilfreds
På Sorgenfri var kongens moster anbragt. Det var Enkefyrstinden af Ostfriesland. Hun følte sig generet af kromandens kvæg. Hun turde heller ikke vandre i skoven af frygt for at bliver overfaldet af disse bæster. Derfor klagede hun til Rentekammeret.
Og så forbød Rentekammeret kromanden at holde svin og kreatur i skoven.
På et tidspunkt rådede Andreas Kiær over begge byens kroer. Og egentlig var det Enkefyrstinden, der skulle sørge for Store Kros istandsættelse, men i virkeligheden var staten, der måtte spæde til. Det gjaldt også i 1759, da der efter en brand måtte opføres ny stald og lade.
Fallit
Store Kro var ret anseelig. Hovedbygningen, der lå ud mod Kongevejen var på 12 fag. Den store have havde også fiskedam. Men ak, i 1763 gik Andreas Kiær fallit med begge kroer.
Efter en omskiftelig historie med brand i både 1874 og 1891, blev Store Kro nyopført.
Øl og brændevin
Den kongelige jagtskrædder, Jacob Gamb havde fået et bijob, og det var at holde opsyn med Kongevejen. Christian den Femte havde opført et hus til ham ved Kongeporten. Og en god indtægt var at sælge øl og brændevin til de rejsende.
Kroen ”Holland”
Og kroen Holland blev i 1761 fuldt udbygget med syv større og mindre bygninger. Kroens hovedbygning var på hele 25 fag.
Holland forblev i samme families eje indtil 1848. Stedet blev nu også kaldet for Postgaarden.
Utilfreds med kaffen
Og i bladet Politivenner er der en rejsende, der i 1809 klager over servicen på stedet. Han kan ikke uden videre få sig en kop kaffe. Han søger forgæves en opvarter, og finder en romanlæsende pige. For to mark får han nu en grumset væske, der kaldes kaffe. Gæsten klagede til Generalpostdirektoratet, og anbefalede at posten fremover holdt inde et andet sted, med bedre forhold.
Sørgelig slutning
I sidste halvdel af det nittende århundrede, navnlig efter jernbanens åbning mistede Holland sin betydning. Det gamle stolte krosted blev ombygget og indrettet til forretningsejendom. Jordene blev udstykket og bortsolgt.
Farlig omgang med ild
Der skete ting og sager dengang. Således en juli-aften i 1696 på Weibergs Gård, hvor der efter festligt lag blev affyret små salutkanoner. Men det resulterede i at gården plus to nabogårde nedbrændte.
Rustenborg
Men Weiberg anlagde lystgården Rustenborg. Rust betyder hvile eller fred på nederlandsk. Stedet blev både avlsgård og fogedgård. Ja her blev der sandelig også krohold. På søn – og helligdage var søgningen ganske enorm.
Traktørstedet blev videreført med en nybygning Ny Rustenborg.
Frederiksdal i sigte
Vi blev slet ikke færdig med Lyngby. Men det kan vi vende tilbage til på hjemvejen. Undertegnede var præget af så mange indtryk, at det er umuligt at fastholde disse i en enkelt artikel. Så vær beredt. Vi vender tilbage til Fæstningskanalen, de mindre traktørsteder i Lyngby, Søllerød, Sorgenfri, Lundtofte, Virum og meget mere.
Men lige nu nyder den aldrende redaktør synet af Frederiksdal og dens natur. Og den historie får I så i tredje del af vores historiske cykeltur op til Nordkysten.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: