Artikler
August 22, 2021
Det hemmelige Politi
Magthaverne ville blive på magten. Dansk Politi blev grundlagt i 1682. Hoffet og regeringens efterretninger i Paris var mangelfulde. Kongen var bange. Han ville helst sejle rundt på kanalerne i Frederiksberg Have og tiljubles af folket ved bredden. 6 politidistrikter kunne bedre holde øje med folket. De hemmelige papirer skulle brændes. Sikkerhedspolitiet fik nye instrukser. Ikke mange betjente i 1800. Paspolitiet overvågede også borgerne. Politiet måtte ikke læse breve, men fjorde det alligevel. Folketællinger hvert halve år. Ernst Moritz Arnt var en farlig mand – syd fra. Frederik den Sjettes strategi var at slå hårdt ned. Han forlangte ”Et interimistisk Assistens korps. Officerer var indblandet i ”Jernringen” Man ville fremprovokere et kriminelt forløb. Arrestationen af Dr. Dampe vakte opmærksomhed. Anklageren forlangte dødsstraf. Kongen forvandlede dette til livsvarigfængsel. Kongen ville ikke give afkald på enevælden. Overvågning i foreninger, kroer og cafeer. Man skulle bare drikke lidt med dem og tale deres sprog. Sådan kunne man overvåge håndværkere. Møller videregav oplysninger direkte til politidirektøren. Sikkerhedspolitiet blev en succes – danskerne holdt sig i ro. Politiet har længe før terrorloven brugt civile agenter.
Magthaverne ville blive på magten
Det var tidligt, at vi blev overvåget. Dengang var det fordi at magthaverne ville blive på magten. Også i dag bliver vi overvåget som aldrig før. Du kan jo bare lægge mærke til, hvor besværligt det er blevet, når du skal hente historisk materiale i arkiverne.
I 1800 – tallet blev der opbygget et helt nyt sikkerhedspoliti i København. Mange hemmelige og skriftlige sagsakter blev som regel omhyggeligt destrueret. Men heldigvis blev ikke alle dokumenter destrueret. I dag kan vi dog opleve at dokumenter er bortkommet.
Dansk Politi grundlagt i 1682
Det danske politi blev grundlagt i 1682, da Christian den Femte udnævnte Claus Rasch som politimester for København. På det tidspunkt var politi en betegnelse for de ordensregler, der skulle fremme handel og produktion i byerne. Med etableringen af Københavns Politi håbede enevælden desuden at skabe en folkerig hovedstad, der kunne forsvare kongen under den svenske belejring i 1659. Samme motiver lå bag skabelsen af verdens første politi i Paris.
Hoffet og regeringens efterretninger i Paris var mangelfulde
Ludvig den 16. mistede hovedet på guillotinen i Paris i januar 1793. Hoffet og regeringens efterretninger havde været mangelfulde. Den fejl ønskede andre ikke at gentage. I hvert fald ikke kronprins Frederik – den senere Frederik den Sjette i spidsen. Han var nervøs ved uregelmæssigheder i samfundet. Han ville for alt i verden sikre sit enevælde. Han var medvirkende til, at der blev oprettet en politistat.
Kongen var bange
Som vi i tidligere artikler har nævnt, så blev jøder jagtet. Der blev smidt brosten ind ad butiksvinduer, som vi langt senere oplevede på Nørrebro. Dengang frygtede kongen at man ville styrte ham. Og han ville ikke give afkald på sin enevælde.
Tidligt blev også tidsskrifter overvåget. Man kaldte tingene for ”Skrivefrækhed”. I dag kan man vel kalde det for ytringsfrihed eller mangel på samme.
På kanalerne i Frederiksberg Have – tiljublet af folket
Kong Frederik ønskede at fremstille sig selv sig som en biedermeier- konge, den ophøjede borger med familie, der roede rundt på Frederiksberg Haves kanaler og lod sig tiljuble af det lykkelige folk på bredden. Han var blevet forfærdet over de borgerlige strømninger der fremkom i netop det borgerskab, som kongen mente at tjene.
Hvad før militæret og vægterkorpset kunne tage sig af med lidt øretæver hist og her og med kanonerne i Kastellet belejligt pegende mod byen, var ikke tilstrækkelig.
6 politidistrikter – kunne holde bedre øje med folket
Rundt om i Europa var der sket ting og sager. Den oprørske stemning ville også brede sig til Danmark. Samfundet kom under opsyn, langt mere end befolkningen anede. Det er lige som i dag.
Ved politireformerne i 1815 – 17, blev der oprettet 6 politidistrikter med politiassistentsstillinger. Så kunne man også her følge bedre med i københavnernes gøren og laden. Og så registrerede man også løbende mistænkelige personer.
De hemmelige papirer skulle brændes
Da sagen om Doktor Dampe, som vi senere vender tilbage til, var afsluttet i begyndelsen af 1820’erne, blev dokumenter omhyggelig pakket ind. De blev forseglet og ovenpå skrev politidirektør Kierulff:
Det skete dog ikke. Og da efterfølgeren i 1846 fandt pakken, adlød Bræstrup ikke den gamles bud, men gemte selv sagen, som dermed blev reddet for ejendommen.
Sikkerhedspolitiets nye instrukser
I tiden omkring Den franske Revolution begyndte navnet ”Sikkerhedspoliti” at dukke op i østrigske og preussiske politihåndebøger. I begyndelsen af 1800-tallet blev det standardbetegnelser for de nye politiaktiviteter som blev indført overalt i Europa.
Også herhjemme forekom det i politilærerbøger. Her talte man om ”det offentlige sikkerhedspoliti”, når det drejede sig om statens forfatning, regering, eller offentlige indretninger. og ”det private sikkerhedspoliti”. Som ved ”passende foranstaltninger” skal sørge for at sikre statsborgernes personer, ære og ejendom mod fornærmelser.
I en lærebog fra 1825 blev dette så dette udbygget. Nu skulle Sikkerhedspolitiet:
Ikke mange betjente i 1800
I 1800 omfattede den københavnske politistyrke en politimester (fra 1814. Politidirektør) en politiadjudant, 22 politibetjente og 164 nattevægter. Allerede året efter blev betjentstyrken øget med 10. Vægterstyrken blev fordoblet. Fra 1801 fik politiledelsen stillet 2.000 rigsdaler til rådighed.
Nu kunne man betale for informationer og udlove dusører.
Som den centrale figur bag disse informationer stod Hans Haagen, der fungerede som politimester 1800 – 09. Han forlod politiet og kom tilbage i 1814, hvor han blev den første politidirektør.
Paspolitiet overvågede også borgerne
Frem til 1801 var pasvæsenet en kommunal opgave. Men Haagen mente, at dette blev varetaget alt for lemfældigt. Derfor udvirkede han allerede samme pr, som han blev ansat, at danske Kancelli – datidens Justitsministerium – gav grønt lys for, at det københavnske paskontor kunne overføres til politiet, når dette fik nogle mere præsentable lokaler, hvor man kunne modtage rejsende af selv de fineste rangpladser.
Siden den store bybrand i 1794 havde korpset haft til huse på Charlottenborg. Men det var meningen, at man skulle flytte tilbage til Nytorv, når det planlagte råd – og domhus med tilhørende politikammer og arrester stod klar her.
Det blev dog en langstrakt affære. Først i slutningen af 1814 kunne man flytte ind her. På det tidspunkt var pasvæsenet for længst overgået til politiet. Da der i 1801 var udsigt til krig med England, forlangte Haagen nemlig at få paskontoret omgående overflyttet. Kun på den måde kunne han og hans folk effektivt kontrollere alle fremmedes bevægelser ind og ud af København, og med truslen om engelske spioner inden for voldene, var det et krav, regeringen uden videre bøjede sig for.
Under politiets ledelse udbyggedes paskontoret til en veritabel overvågnings- og efterforskningscentral, der – som vi senere skal se det – kom til at spille en vigtig rolle i den urolige tid efter 1815.
Politiet måtte ikke læse brevene
Men det var nu ikke alle reformer som dansk Kancelli brød sig om. Det gjaldt spørgsmålet om, hvorvidt politiet måtte åbne breve i forbindelse med kriminelle efterforskningssager. I de første år havde Haagen adskillige gange anmodet Generalpostdirektøren om at få udleveret breve, som han efterfølgende ikke havde tøvet med at læse. Imidlertid havde han ingen som helst ret til at gøre dette. Derfor bad han i 1804 Kancelliet om at udvirke en formel tilladelse.
Denne gang var det en formel nej tak. Og han kunne godt få breve udleveret, men han måtte ikke læse dem.
Folketællinger hvert halve år
I 1807 angreb den engelske flåde igen København. Denne gang varede ufred heden frem til 1814. Statsleder m.m. samledes i Wien for at diskutere fremtidens politik i Europa.
I1815 udnævnte Frederik den Sjette justitsminister Frederik Julius Kaas til politichef. Man kan sige, at der var tale om et min – ministerium med en enkelt medarbejder.
Der var sivet informationer ud fra Det danske kancelli. Og det kunne blive farligt. Ikke mindst hvis det drejede sig om topfølsomme efterforsknings – og overvågningssager.
Hvert halve år afholdtes folketællinger over alle byens indbyggere. Alle de mange mandtalsskemaer skulle afleveres til de lokale politistationer. Det var også her, tjenestefolkenes flytninger blev registreret. Herfra blev der også holdt øje med ekskriminelle og andre mistænkelige.
Ernst Moritz Arndt – en farlig mand syd fra
Ernst Moritz Arndt betragtes i dag som grundlægger af den tyske enhedsbevægelse i 1800 – tallets første halvdel. Gennem et langt liv kæmpede han for Tysklands enhed. Han studerede ved Universitetet i Greifswald. Her blev han i 1805 ansat som professor.
I 1916 ville han kombinere et familiebesøg i Pommern med en smuttur til Sverige. Men det kunne pludselig ikke lade sig gøre. Den svenske gesandt i Berlin ville ikke give ham indrejsetilladelse.
I stedet besluttede han for at tage en tur til den danske hovedstad. Her var der ingen visumproblemer. Han tog via Kiel, hvor der var færgeforbindelse. På universitetet i Kiel blev han modtaget med begejstring af de tysksindede lærere.
Enevold Engholm bemærkede dette. Han var tidligere kaptajn fra Hæren, men var blevet fyret. Han tænkte på at jans navn nu kunne komme til ære og værdighed. Så han skrev til politichef Kaas og advarede mod Arndts kommende besøg i København.
Han havde i 1814 omtalt danskerne som ”Et lille svagt folk, der ville være meget lidt, uden de landsdele, de har i forlening fra Det Tyske Rige”. I en brochure fra samme år havde professoren direkte kritiseret den danske forvaltning af hertugdømmerne, hvis indbyggere havde ret til at blive regeret:
Da Kaas læste Egholms brev, var han ikke i tvivl om, at Arndt måtte være ”meget mistænkelig”. Han bad omgående politidirektør Otto Hvidbjerg og lederen af Paskontoret, passekretær Christian Hasse, om at holde ”et vågent øje med ham” og især være ”opmærksom på det selskab, han søger”. Kass var uden tvivl bang for, at Arndt skulle sætte sig i forbindelse med nogle af de mange holstenere og slesvigere i København.
Selv om professoren blev overvåget døgnet rundt og hans værelse på hotellet blev undersøgt fandt man intet som helst kompromitterende.
Frederik den Sjettes strategi var at slå hårdt ned
Den 2. august 1819 brød der voldsomme uroligheder ud i den sydtyske by Würtzbug. Urolighederne bredte sig. Og man så dem snart i Hamborg. Her havde man også svært ved at opretholde ro. Og det var jøderne, der gik ud over.
Snart mærkede København også urolighederne. Frederik den Sjettes strategi gik ud på at slå hurtigt og hårdt til. Allerede den 3. september 1819 kunne man se, at gnisten var sprunget til København. Et opslag på Børsen opfordrede folk til at smide jøderne på porten.
Allerede 4. september samledes en stor folkemængde i Indre By og chikanerede jøderne. Den tilstedeværende politistyrke kunne intet stille op. Hvidbjerg blev tvunget til at rekvirere militær assistance. En infanteristyrke fra Hovedvagten kunne heller ikke stille noget op. Det var først da husarerne kom, at der skete noget.
Der blev udstedt en dusør på 4.000 rigsbankdaler for oplysninger, der kunne føre til hovedmændenes pågribelse. Alle offentlige forsamlinger blev forbudt. Og så blev alle værtshuse lukket mellem kl. 20 og kl. 5. Der blev indført udgangsforbud for tjenestefolk, børn og unge mennesker.
Et interimistisk assistancekorps
Den 11. september pålagde kongen at der blev oprettet ”et interimistisk assistancekorps for Københavns Politi”. Politiassistenter blev bedt om at lave en liste over brugbare mænd i de forskellige distrikter. En senere gennemgang viste, at kun sølle 11 af de 258 personer havde de egenskaber, der var nødvendige. Den 24. september blev dette projekt nedlagt.
Oberst Hans Staal Lützen havde fået en melding om at en vis kaptajn Top var involveret i:
Officerer var indblandet
Det var foruroligende at officerer var indblandet. Majestæten sendte straks al sin viden videre til sin politidirektør.
Hverken Frederik den Sjette eller Kaas var i tvivl om, at dette var en farlig bevægelse. Samtidig begyndte urolige grupper igen at bevæge sig rundt i Københavns gader om natten. Den 9. september 1820 betonede Kass over for politidirektøren, at:
Man havde hvervet Wendt og Høst. Men ingen af disse to kunne bruges i skygningsarbejde. Man skulle i gang med en intensiv skygning af Jernrings-gruppens absolutte uofficielle leder, litteraten Jørgen Blok Tøxen men også dennes nærmeste medarbejder, dr. Dampe.
Man ville fremkalde et kriminelt forløb
Efterhånden koncentrerede overvågningen sig nu kun om Dampe. Johan Wendt var blevet overlæge på Almindeligt Hospital. Han var også kendt for sin omfattende skribentvirksomhed. Han fungerede nu også som informant til politiet. Det lykkedes for Wendt at få en venskabelig forbindelse til både Tøxen og Damp.
Man blev enige om at fremkalde et kriminelt forløb. Det ville sende et kraftigt og utvetydigt signal til danskerne om, at det nu måtte være slut med alle de liberale forventninger om konstitutionelt monarki, trykkefrihed m.m., og at regeringen i sidste ende ville slå hårdt ned på alle systemkritikere.
Opgaven blev nu ved hjælp af politiagenter at fremprovokere en strafbar handling under så kontrollerede omstændigheder, at de pågældende kunne pågribes på gerningsstedet med fældende beviser, således at de med sikkerhed – og uden at man behøvede vidner – kunne dømmes.
Top, som vi omtalte tidligere, var blevet købt af politiet. Han spillede nu rollen som den falske ven, der opmuntrede Tøxen og Damp. Han fik til hånde og hjalp. Han havde også med politiets penge lejet et lokale i Brolæggerstræde nr. 73, hvor Dampe den 16. november 1820 skulle mødes med sine sympatisører.
Arrestationen af Dr. Dampe vakte stor opmærksomhed
Men i stedet blev stedet omringet og Dampe blev arresteret af en politistyrke, der straks greb ham og de papirer, han havde i lommerne. Herefter fulgte forhør på forhør. Først på Politikammeret og senere i den nedsatte kommissionsdomstol.
Arrestationen af dr. Dampe vakte uhyre opmærksomhed i København. Det blev senere det store samtaleemne. Ikke mindst blandt udenlandske diplomater var nysgerrige. For hvis det nu virkelig var et oprør i gang mod Frederik den Sjette, var der noget, der skal indberettes hjem om.
Budskabet var at der ville blive slået hårdt ned på enhver liberal opposition. Derfor bildte man folk ind, at politiet alene havde reageret, fordi mødet ikke var blevet lovligt anmeldt. Også i et enevældigt samfund med pressecensur var medietackling vigtigt.
Anklageren forlangte dødsstraf
Det var dem, der mente at Dampe skulle frifindes. Hans strafbare handling havde ikke kunnet foregå uden Tops aktive medvirken. Det var en udmelding, der stod i kraftig kontrast til anklageren, generalfidkal Wivets krav om at Dampe skulle ikendes dødsstraf efter Danske Lovs majestætsfornærmelses-paragraf.
Den 14. februar 1821 dømte kommissionen Dampe til døden, ikke på grundlag af Danske Lov, men med henvisning til den nyere trykkefrihedsforordning af 27. september 1799, hvis § 1 og 25 hjemlede dødsstraf for enhver, der opfordrede til oprør eller krævede forfatningsændringer.
Kongen forvandlede straffen til livsvarigt fængsel
Dommen blev ikke appelleret til Højesteret, men tre uger senere af Frederik den Sjette allernådigst formidlet til livsvarigt, strengt fængsel på Christiansø. I 1841 fik Dampe lov til at flytte til Rønne, men først efter enevældens afskaffelse i 1848 blev han definitivt benådet, hvorefter han vendte tilbage til fødebyen København. Her døde han i 1867, efter i 1858 have udgivet sine fængselserindringer.
Kongen ville ikke give afkald på enevælden
Efter Frederik den Sjettes død i 1839 forventede mange, at den nye konge ville afskaffe enevælden. Det gjorde i høj grad hovedstadens liberale, som direkte opfordrede ham til at gøre op med det gamle regimente. Det ville Christian den Ottende ikke høre tale om. Dette udløste ifølge forfatteren Johannes Lehmann det som han har kaldt ”Den store skuffelse”.
Mange liberale begyndte nu åbent at bekæmpe enevælden. Disse angreb førtes ikke mindst i medierne, hvor de liberale fagblade – Fædrelandet og Kjøbenhavnerposten gang dømtes for overtrædelse sf pressecensuren.
Overvågning i foreninger, kroer og Cafeer
Allerede i 1840 begyndte politiet at overvåge hovedstadens liberale miljøer samt at indsamle stemningsrapporter fra offentlige mødesteder som kroer, cafeer og foreninger. Læseforeningen Athenæum på Østergade 68 var med sine 700 medlemmer et af byens centrale mødesteder. Her ville det være oplagt at få placeret en informant.
Det viste sig ovenikøbet at være en let sag, idet foreningens bogholder allerede i 1835 havde sladret til politidirektøren om nogle medlemmers gøren og laden. Det drejede sig om Svend Christian Møller, som vi i 1828 finder ansat som kontorist og senere bogholder her. Da han i 1840 blev politiagent, var ansættelsen – uvist af hvilken grund – imidlertid ophørt. Han sendte fra sommeren 1840 og de næste år 100 udførlige stemningsrapporter.
Drikke lidt med dem og tale deres sprog
Som politiagent måtte Svend Christian Møller hele tiden passe på ikke at blive afsløret eller påkalde sig uheldig opmærksomhed samtidig med at han søgte at komme så tæt ind på folk som muligt. Det lykkedes godt for Møller. I oktober 1842 betroede han Brædstrup, at han en aften på Smedesvendenes Herberg havde gjort den erfaring at
Møller videregav oplysninger til Politidirektøren
Mens Møller arbejde for politiet lykkedes det ham at blive deltidsansat sekretær for den nydannede ”Forening til Statsgældens Afbetaling”. Morsomt er det at læse hans referat fra dens bestyrelsesmøde i oktober 1841, hvor formanden den kendte teolog Jacob Lindberg, glædede sig over:
Han skulle bare vide, at Møller umiddelbart efter mødet videregav hans udtalelser til politidirektøren.
Sikkerhedspolitiet blev en succes – danskerne holdt sig i ro
Man kan sige det ny sikkerhedspoliti var en succes. Danskerne holdt sig i ro – sådan da. De væltede ikke regeringen eller lavede revolution. Som vi har set. så lå det hemmelige politi overordnet i kongens og politichefens hænder, mens de enkelte operationer blev ledet af politidirektøren og af passekretæren, som begge kunne trække på egne betjente og på civilagenter og informanter.
Politiet har længe haft civile agenter
Politiets efterretningstjeneste har med terrorlovgivningen fået lov til at bruge civile agenter, men som det kan læses i denne artikel, har man tidligere anvendt sådanne. Dengang overvejede man skam også at lade disse agenter blive forsynet med et politiskilt.
Først efter Frederik den Sjettes død i 1839 vovede de liberale systemkritikere igen at løfte stemmen. I modsætning til 1819 havde det ny sikkerhedspoliti denne gang med glans bestået sin prøve.
Kilder:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.773 artikler:
Under København finder du 191 artikler:
Under Sønderjylland finder du 207 artikler:
Under Nørrebro finder du 304 artikler:
Under besættelsestiden (før/under/efter) finder du 358 artikler:
August 17, 2021
En oktober-nat 1943
Tvetydigt telegram fra Werner Best. Tyveri mod Det Mosaiske Samfund. Jøderne blev advaret. Dramatik under flugten. Fire transporter. Vi kigger på trafikkontrollør N.N.’ rapport. Et særtog var bestilt af Deutscher Reichsbahn. Det var bestilt til at afgå kl. 4 om morgenen. 60 tyske politisoldater bevogtede jøderne på Helsingør Banegård og fulgte med toget. Bøger blev senere fundet på perronen. Disse måtte man ikke tage med.
Tvetydigt telegram fra Werner Best
Efter samarbejdspolitikkens ophør den 29. august 1943 kom der skred i nazisternes planer om en aktion mød jøderne. Den 8. september sendte rigsfuldbemægtigede Werner Best et telegram til Berlin, hvor han henstillede til, at en aktion mod jøderne i Danmark burde finde sted under den militære undtagelsestilstand, der var blevet indført 29. august.
I samme telegram tog han forbehold over for sådan en aktion, da reaktionen fra danskerne kunne medføre stærke reaktioner.
Tyveri mod det mosaiske samfund
Der skete to røverier mod det jødiske samfund – den 31. august og den 17. september. Det medførte store uroligheder i menigheden. Direktør Svenningsen i Udenrigsministeriet forsøgte at berolige menigheden, idet han stolede på at Werner Best talte sandt.
Alligevel opstod de rygter. Enkelte begyndte allerede på det tidspunkt at flygte.
Jøderne bliver advaret
Georg Ferdinand Duckwitz, skibssagkyndig ved det tyske gesandtskab i Danmark lækkede den 28. september – med Bests vidende – meddelelsen om, at en aktion ville finde sted den 2. oktober. Det gjorde han over for ledende socialdemokrater.
Samme aften blev formanden for Det Mosaiske Trossamfund, C.B. Henriques opsøgt af bl.a. Hans Hedtoft og H.C. Hansen, der fortalte, at en aktion mod jøderne var under opsejling.
Rabbiner Marcus Melchior afbrød morgengudstjenesten den 29. september for at videregive advarslen om en aktion ville finde sted få dage efter. Advarslen nåede i løbet af kort tid ud til de fleste jøder i Danmark.
Dramatik under flugten
Mange gik derefter i skjul hos venner og bekendte. Andre ventede på overfartsmulighed til Sverige. Andre søgte mod den nordsjællandske kyst for der at få kontakt med fiskere og få lavet aftale om at blive sejlet over Sundet.
Flere børn blev gemt hos ikke-jødiske familier eller på børnehjem.
Nogle måtte forsøge at flygte flere gange inden flugten lykkedes. Mange tog sig godt betalt. De bedst kendte udskibningssteder var Gilleleje, Snekkersten og Dragør. Enkelte både gik ned inden de nåede Sverige og 21 druknede.
I ganske få tilfælde skød tyskerne under arrestationerne og her døde 2. En del jøder blev fanget under flugtforsøg – de fleste mens de ventede på land. Nogle blev opdaget af tyskerne og andre var blevet stukket.
Den største gruppe blev taget af Gestapo i Gilleleje natten mellem den 6. og 7. oktober, hvor de var gemt i menighedshuset og på kirkens loft.
De jøder, der blev fanget på flugt, blev sendt direkte til Horserødlejren, enkelte blev først ført til Vestre Fængsel.
Fire transporter
Fire transporter med i alt 475 jødiske fanger afgik fra Danmark. De tre første direkte til Theresienstadt, hvor de ankom 5, 6 og 14. oktober. Den sidste afgik den 23. november fra Helsingør og fra dette tog lykkedes det for tre fanger at springe af nær Roskilde. De redede sig senere til Sverige. De resterende 16 personer på denne transport blev ført henholdsvis til Ravensbrück for kvinder og børn og Sachsenhausen for mænd.
Trafikkontrollør N.N.’ s rapport
Trafikkontrollør N.N. rapporterer til Distriktschefen natten mellem den 12. og 13. oktober 1943. Vi bringer her uddrag af et referat:
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
August 16, 2021
En Mindeplade og en Snublesten
De to ”minder” modsiger hinanden. Forfatteren Kamban boede på Østerbro. En mindeplade blev sat op for ham. Jacob Thalmay var jødisk frihedskæmper. En snublesten blev nedlagt. Men det var forfatteren, der fik sendt frihedskæmperen i KZ – lejr. Han blev genkendt i Gestapo’ s hovedkvarter. Der er 74.000 snublesten i 24 lande. 50 danske jøder døde i Theresienstadt.
De to ”minder” modsiger hinanden
Dette handler om en Mindeplade til ære for en berømt forfatter og en Snublesten til minde om en person, der omkom under Nazisternes kugler sandsynligvis angivet af denne forfatter.
Det er to mindesmærker, der på en eller anden måde modsiger hinanden. Indrømmet, undertegnede er ikke meget for at man fjerner skulpturer og mindesmærker men det gælder ikke i dette tilfælde.
Det kan da godt være, at denne forfatter har udgivet nogle gode bøger. Som sådan kender jeg ham ikke, selv om jeg er boghandler. I hvert fald samarbejde han med tyskerne under besættelsen og stak den danske frihedskæmper Jacob Thalmay til besættelsesmagten.
Forfatteren, Kamban boede på Østerbro
Mindepladen er at finde i Upsalagade 20. Her blev Kamban skudt af frihedskæmpere den 5. maj 1945. Mindesmærket blev opsat i 1990. Den nuværende boligforening i Upsalagade har intet at gøre med mindesmærket og kender intet til forhistorien ifølge ØsterbroLIV.
Kamban blev født i Reykjavik. Han var skribent og journalist og så studerede han litteratur på Københavns Universitet. I 1914 fik han udgivet sit første teaterstykke. Det blev opført på Det Kongelige Teater.
I 1920 fik han flere stykker opført på Dagmar Teater og blev dets leder. Han skrev historiske romaner baseret på de islandske sagaer. Han rejste til London og Berlin. Men han var tilbage i København, da tyskerne besatte os.
I det britiske leksikon Britannica bliver han skamrost. Her betegnes hans samarbejde med nazisterne som påstået.
Meddelelsen om hans død vakte stort postyr på Island. Regeringen der forlangte en forklaring. Den fik man hvis aldrig.
Forfatteren var stikker
Han var ikke nazist, men manglede penge. Han indgik en aftale med Gestapo, som betød, at han en gang om måneden skulle møde op i Gestapos hovedkvarter.
Arkæologen Vilhjálmur Ørn Vilhjálmsson skriver i bogen ”Medaljens bagside” om Kamban’ s samarbejde med Gestapo. Ifølge denne har han angivet Thalmay til nazisterne.
Jacob Thalmay var jødisk frihedskæmper
Jacob Thalmay, der var jøde blev født i Warszawa i Polen og kom til Danmark i 1905 med sine forældre. Han giftede sig med Johanne Bornstein i 1934. Han uddannede sig som optiker og urmager.
Familien flygtede til Sverige i oktober 1943, dog ikke Jacob. Han blev i Danmark og kæmpede mod nazisterne.
Han fik sin butik i midten af København. Han havde et talent for musik og talte mange sprog flydende.
Jacob blev involveret i modstandsbevægelsen. Han blev tilknyttet Flygtningetjenesten og Studenternes Efterretningsvæsen. Hans dæknavn i modstandsbevægelsen var Bent Jacobsen. Man beskæftigede sig både med bladfremstilling, sabotage og med at få jøderne til Sverige.
Han blev genkendt i Gestapo’ s hovedkvarter
Han indså at en del af hans egen familie var sendt til Theresienstadt. Derfor klædte han sig ud som nazist og gik til Gestapos hovedkvarter for at få dem tilbage til Danmark. Og det var at han blev genkendt af sin tidligere nabo – Kamban
Thalmay var fængslet flere gange. Han blev sendt i Vestre Fængsel og siden Horserødlejren. Men den 20. januar 1944 blev han sendt til Sachsenhausen. I august 1944 blev han overført til Auschwitz. Under en dødmarch til Mauthausen kollapsede han og blev skudt den 9. marts 1945.
En snublesten på Frederiksberg
Thalmays navn er at finde på en Mindetavle i Mindelunden. Der er også lagt en snublesten for Thalmay på Carl Plougs Vej 7 på Frederiksberg for at mindes nazismens ofre.
Det var her han havde sin butik.
Men på Østerbro hædrer man hans stikker. Denne mindeplader er opsat på privat initiativ. Men gør man sig fortjent til at være på en mindeplade, når man har været skyld i en frihedskæmpers død. Så er det vel irrelevant at man er en god forfatter.
74.000 snublesten i 24 lande
Der er lagt 74.000 snublesten i 24 europæiske lande. Det er et minde på knap 10 x 10 centimeter over et offer for nazismen. De er alle lagt foran det hus, som denne persons sidste selvvalgte hjem.
Når de sidste øjenvidner til Holocaust i disse år forsvinder, er det blevet ekstra påtrængende at fastholde mindet. De små markeringer kan skabe nysgerrighed, som kan få folk til at søge mere information.
Gunter Demnigs snublesten er blevet en hel borgerbevægelse. Det store kunstprojekt er finansieret af private donationer og fadderskaber for stenene.
50 danske jøder døde i Theresienstadt
Vi har helt glemt at danske myndigheder i 1940 udviste statsløse jøder, der var ankommet til Danmark. De døde i nazisternes tilintetgørelseslejre. I 1943 døde 25 – 30 danske jøder, da de begik selvmord eller druknede på vej til Sverige. Cirka 50 danske jøder døde i Theresienstadt.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
August 15, 2021
Tønders Historie indtil 30 – års Krigen
Det var et heldigt bogkøb. Tønders Historie på tysk. Og en fremragende bog men med nogle påstande, der ikke kan passe. Dengang var det en dansk landsdel. Byretten var måske et forsvar mod danske Møgeltønder. Tønderhus har spillet en vigtig rolle. Flotte huse og uhumske gader. I Tønder var det meget mørkt. Byretten var på latin og blev oversat på nedertysk. By-skriveren havde en vigtig funktion. Dansksproget undervisning i 1614. Købmandsstanden var den førende stand. Lægekunsten blev udført af gejstlige inden reformationen. Borgerstanden levede til tider i luksus. Nedertysk (plattysk) var forvaltningssproget. Tønder var et modstykke til Flensborg. Æresdoktor i Kiel. Historieformidling er ikke kun en opremsning af kendsgerninger. Var Tønder grundlagt af nedertyske kolonister. Ikke alle argumenter holder. Stavninddelingen fandtes også i andre nordslesvigske og danske byer. Påstanden om nedertysk (plattysk) dominans holder ikke.
Et heldigt køb
Pludselig lå den der bare, denne tysksprogede bog af Ludwig Andresen. Og det var på et bogmarked her i København til rimelige penge. Bogen er udkommet i 1939.
Uden at fornærme nogen kan man vel godt kalde ham byens bedste lokalhistoriker på daværende tidspunkt. Det er en ret så grundig bog og der er brugt rigtig mange kilder. Men der er som om at sporene mod syd er undersøgt grundigere end mod nord og øst.
Vi får også til at starte med en oversigt over, hvilke bøger, der er udkommet med relation til Tønders historie. En interessant kronologisk tidstavle følger med vigtige begivenheder fra 1017 – 1627.
En dansk landsdel
Byens oprindelse har der været mange forskellige opfattelser af i tidens løb. Slesvig dukker frem af den forhistoriske usikre formodninger ved den historiske tids begyndelse omkring år 800.
Dengang var det en dansk landsdel med Herreds- og Sysselinddeling indtil Ejderens grænseskove og sumpe. Kun mod vest fik landsdelen et frisisk bebyggelsesområde, der ikke blev regnet med under Syssels-inddelingen. Det fik betegnelsen ”Utland”.
Alle tre Sysler mellem Kongeåen og Ejderen udviklede sig i tidens løb til hertugdømmet Slesvig. Hermed banede vejen sig for en nedertysk kulturbølge, der blev understøttet af en hertugslægt, der var orienteret mod syd.
Nedertysk-talende købmænd og håndværkere kom op til de opstående byer.
Et forsvar mod nabobyen
Forfatteren mener, at Hertug Abel har givet Tønder en Lybsk Ret for at styrke den yngre nedertyske bosættelse mod konkurrencen fra det ældre biskoppelige danske Møgeltønder for på den måde sammen med de Lybske forbundsfæller at foretage et skaktræk mod sin kongelige broder.
Tønder Byret indtager en særstilling sammenlignet med Købstadsretterne for Flensborg (1294, Haderslev (1292) og Aabenraa (1335), der var afhængig af Slesvigs Byret (fra omkring 1150) og Jyske Lov (1241).
Forfatteren mener også, at den Lybsk-Nedertyske indflydelse gør sig gældende på de gamle gavlhuse i Tønder og stavne inddelingen. Og også på byens segl.
Tønderhus har spillet en vigtig rolle
I næste hovedafsnit er der en fremstilling af byens skæbne under Hertugernes og Lands-herrernes kampe og de gentagende delinger af Hertugdømmet.
Der er anvendt uhyre meget kildemateriale til at skildre det middelalderlige liv i Tønder by og Borg. Vi følger hvordan byen trods sin stilling som stridsæble mellem konge – og Hertugmagt vokser og udnytter sine privilegier.
Tønderhus spiller en stor rolle under de evindelige brødrekrige. Og så ser vi hvordan livet leves til hverdag og fest under krig og i fredstider.
Flotte huse og uhumske gader
Det tredje afsnit beskæftiger sig med beskrivelse af Tønders byplan og bybillede. Vi kigger også på bymarken. Vi ser den gamle by for os med dets ældre træhuse og stråtage. De afløses efterhånden af bindingsværkshuse og de endnu finere og dyrere stenhuse med tegltag. Tønder har lidt under stormflod og brand. Vi kigger inde for i de dyre huse.
Men vi kigger også på vanskelighederne ved at skaffe ordentligt drikkevand. I Tønder var der også uhumske gader. Svin og herreløs hunde hærgede over det hele – også på kirkegården.
I Tønder var der også lygtebærere, de skulle lyse for borgerne med ”Hornlaterner”. Tønder var en meget mørk by.
Borgerne følges under deres handel og vandel og vandringen ud til By-fælleden, hvor kreaturerne græssede.
Byretten blev oversat til nedertysk
Det fjerde hovedafsnit afsluttes med byens retsvæsen og forvaltning, om kirke, fattigpleje og skole., om handel og håndværk, om sundhedsvæsen og befolkningstilvækst. Her er om skik og brug, fællesskab og selskabelighed, dannelse sprog og forskellige ejendommeligheder.
Tønders Lybske Byret fra 1243 er på latin. På den tid var befolkningen dansk. Der har været frisere i byen og der var nedertyske befolkningselementer.
En senere nedertysk oversættelse af byretten var ganske naturlig. Denne kan være forsvundet ved byens brand i 1517. For først omkring 1520 høres der om denne oversættelse.
By-skriveren havde en vigtig funktion
Tønder fik gennem sin ophøjelse til købstad sin egen forvaltning og sit eget retsvæsen, dog under Landherrens overtilsyn. Det var så gennem byfogeden.
Byens ledere kaldtes for Rådmænd. Men i 1243 kaldtes de i Slesvig By, Flensborg og Ribe for Oldermænd. Byfogeden får mindre og mindre at se til med byens anliggender, da der bliver indført en borgmester – ordning.
Fra omkring 1600 optræder fogeden som offentlig anklager, når privatklageren udebliver.
I bogen følger så beskrivelser af de grusomme straffe, som man bliver idømt for ved tyveri, ægteskabsbrud, mord og trolddom. Retsvæsnet stod endnu i pinebænkens tegn.
Et meget vigtigt embede var By skriveren. Under ham stod Stadsmusikanten, Fattigfogeden, By tjenerne og bødlen med sine rakkerkarle.
Dansksproget undervisning i 1614
Det følgende underafsnit fortæller om Tønders Kirke og klostre i den katolske tid., om middelalderlig mirakeltro og afladshandel, om Reformationens gennemførsel i Tønder, om hospitalet og fattigplejen og om skolevæsnet. Der var både Skrive- og Regneskolen og Latinskolen.
Kirke- og skolesproget var nedertysk. Kun den almindelige prædiken var på dansk. Først i 1729 fik Landsognet en dansk præst, men dansk salmesang indførtes først i 1801.
Om dansksproget undervisning hører vi kun en gang, idet Rådet i 1614 tillod Johann Ketelsen at undervise 10 drenge i regning og skrivning i sit hjem.
Købmandsstanden var den førende stand
En af bysamfundets vigtigste opgaver var handelen. Købmandsstanden i Tønder var derfor den førende stand, der vidste at udnytte de gunstige konjekturer.
De egentlige torvedage og de store markeder i den katolske tid var blevet henlagt til helligdagene. Tidligt satte disse begivenheder deres præg over byen.
Fiske- og især studehandlen kom meget tidligt til at spille en stor rolle for byen. Det skete ofte i konkurrence med Ribe og Flensborg. Også kornhandlen havde en stor betydning. Desværre krævede handelen med Holland og England en omladning, da Vidåen ind til Tønder efterhånden kun kunne besejles af pramme og mindre skibe.
Livet inden for håndværkerstanden blev præget af lavsvæsenet.
Lægekunsten
I middelalderen var lægekunsten blevet udøvet af gejstlige. Først efter Reformationen fandtes der rigtige læger i Tønder. De tog sig dog kun af ”de indre sygdomme”. Operationerne blev fortaget af sårlægerne og bartskærerne. Lægevisdommen var dengang også bevaret i hjemmerådene.
Farsot og anden sygdom var Guds straf. De måtte bæres med tålmodighed. Først den 25. september 1623 fik Tønder sit første apotekerprivilegium.
Med hensyn til indbyggertal er det baseret på formodninger. I 1537 var der vel 1.200 indbyggere. Og i år 1600 var der vel 1.800 indbyggere.
Borgerstanden levede til tider i luksus
De gode konjekturer i 1500-tallet førte inden for borgerkredse til en hang af luksus i klædedragt og mad og drikke med sig. Det forsøgte diverse forordninger forgæves at forhindre.
Den vidtberejste Tønder – købmand lod sig ikke gå på af land-adelens mere eller mindre indbildske og stridige repræsentanter der havde eneret til opkøb, salg og eksport af staldfede stude.
Trods denne modsætning forekom der selskabelig omgang mellem adelige og byens førende patricierslægter.
Købmandsgildet fejrede sine hovedfester ved fastelavn og ved Skt. Hans Fester, hvor der ikke blev sparet på mad og drikke. Her deltog man også i ringridning og papegøjeskydning.
Nedertysk (Plattysk) blev forvaltningssproget
Sprogligt set var Tønder dengang tosproget, mener forfatteren. Netop omkring 1600 har Neder-tyskerne haft deres blomstringstid. Forfatteren betoner, at dansk, nedertysk og frisisk har levet side om side. Og det lige fra byens grundlæggelse.
Men se dette kan nu være svært at fastslå, da hverken dansk eller frisisk var skriftsproget dengang. På dette punkt er det nok tvivlsomt om Ludwig Andresen har ret.
Først det højtyske sprogs fremtrængende som skriftsprog før og efter 1600 dæmmede op for den fremtrængende nedertyske. Det trængte også det nedertyske væk i Tønder inden for forvaltnings-, rets-, kirke- og handelssprog i Tønder.
Nu blev nedertysk en dialekt lige som det sønderjyske. Og det var nok sønderjysk, der var det fremtrædende sprog, som folk også talte på gaden dengang.
Vi får også en liste over embedsmænd indtil 1620. Og så er der en fortegnelse af de førende slægter i Tønder i tiden fra 1500 til 1650.
Det er et flot stykke arbejde Ludwig Andresen har lavet.
Tønder – et modstykke til Flensborg
Man kan selvfølgelig mærke forfatterens sympati for det tyske men han gør det i grunden på en sober måde. Det virker ikke sårende.
Nedertysk eller plattysk blev trængt mere og mere tilbage. Engang var det også det sprog de privilegerede i Tønder talte.
Tønder By danner et interessant modstykke til Flensborg, hvor nedertysk endte som sejrherre over dansk.
Æresdoktor i Kiel
Igennem en lang årrække var Ludwig Andresen lærer i Kiel, men født og opvokset i Tønder. Han blev udnævnt som æresdoktor på Universitetet i Kiel.
De mange plattyske citater kan måske gøre det vanskeligt for mange at tyde. Til tider er historien ret dramatisk, når vi overværer en uhyggelig realisme ved hekseprocesserne eller i torturkamrene.
Historieformidling er ikke bare en opremsning af kendsgerninger
Historieforskning og historieformidling er ikke bare en opremsning af kendsgerninger. Man skal kunne drage sine slutninger. Det kan være svært i et grænseland. En dansk og en tysk forsker vil vel altid se forskellig på historiske kendsgerninger.
De historiske kilder fra dengang er meget få. Så bliver man nødt til at komme med hypoteser. Og det er det personlige skøn.
Og sammenligningerne er ofte drejet syd på. Hvordan var de danske forhold dengang?
Var Tønder grundlagt af nedertyske kolonister?
Ludwig Andresen mener at Tønder var en koloni anlagt af nedertyske kolonister. Som en af de vigtigste argumenter for dette anføres stavne-inddelingen i 120 lige store dele. Det var her stavnhusene stod. Mark- og græsningsrettigheder, visse skatter m.m. blev fordelt efter stavne Disse kunne ikke deles. Der var en uløselig forbindelse mellem bygrunden og markjorden.
Stavninddelinger også andre steder
Men nu var det altså ikke kun i Tønder man havde dette. I bogen anføres det som noget særligt. Andre steder både i Nordslesvig og I Danmark havde man lignende forhold.
I Aabenraa var forholdene næsten som i Tønder. Her havde man også 120 stavne. Markrettigheder og skat var på samme måde. På grund af en brand i Aabenraa i 1610 kendes forholdene først fra det 17. århundrede, da inddelingen allerede syntes at være i opløsning.
Betegnelsen ”Stavn” blev ikke brugt nord for Kongeåen, men dog i Aabenraa. Men navnet er et almindeligt dansk ord. Tallet 120 møder vi også i Vejle og muligvis også i Ribe. Så her må vi nok påstå, at dette forhold kan Ludwig Andresen ikke anføre som specielt nedertysk.
Påstanden om den nedertyske dominans er næppe rigtig
I de andre nordslesvigske byer blev der talt dansk (Sønderjysk). De stærkeste vidnesbyrd kommer fra Aabenraa. Måske var det tyske i Tønder dominerende, fordi det var en grænseby.
Men påstanden om det nedertyske/plattyske sprogs dominerende status i Tønder er næppe rigtig. Vi kan jo bare kigge på stednavnene. En del af dem, som bliver fremhævet som nedertyske eller frisiske, må også naturligt opfattes som danske. Vi skal ikke trætte læserne med eksempler.
Dansk har jo i de nordslesvigske byer igennem århundrede haft samme stilling som Andresen påstod at det plattyske fik i det 17. århundrede. Men alligevel levede det videre ude i den store befolkning.
Når man i Tønder skulle rekruttere arbejde, så skete det ofte fra oplandet, hvor der også blev talt dansk eller nord for Kongeåen.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
August 14, 2021
Ringridning i Sønderjylland
Hestepærer skulle fjernes, inden dronningen kom. Hvad er ringridning? Det er også en livsstil. Og så er der noget, der hedder over- og under-stikker. Paven forbød de drabelige turneringer. De danske konger var vilde med ringridning. Traditionen blev videreført på Amager og Sønderjylland. Ringridning i Tønder i 1556. frederiksgarden. I 1937 fejrede man i Tønder Ringriderkorpsets 125 – års dag. I Tønder mærkede man ingen nationale gnidninger. Der var op – og nedture. Ringridning i Aabenraa fra 1766. tattoo ved Brundlund Slot. Ringriderfest nr. 100 i Sønderborg først i 1998. Historisk ringridning i Sønderborg. Hertugen af Augustenborg afholder stort ringridning. Dansk – og tysksindede samlede sig. Festtillæg på grund af Hertugens deltagelse. Dampskibe måtte godt ankomme med passagerer nord fra til ringridning – ellers ikke. Bøder for at vise danskhed. Da rytteren solgte en pokal. Ringriderpølse. Antallet af ryttere er nogenlunde stabilt
Hestepære skulle fjernes, inden dronningen ankom
Ringridning er i den grad en tradition i Sønderjylland. I min tid i Aabenraa konkurrerede man altid med Sønderborg om at være størst. Og alle ryttere skulle op gennem gågaden. Og et år kom dronningen på besøg. Kommunen kunne ikke nå at komme rundt med deres mandskab og fjerne hestepære. Så det var alle os ansatte, der måtte i gang. Det var meget morsomt. Om dronningen så, at vi ikke nåede at få fjernet dem alle, ved jeg ikke.
Selv i min barndom i Tønder var det tradition for, at vi skulle til ringridning.
Hvad er ringridning?
Der er måske nogle af læserne, der ikke ved, hvad det er. Her er så en forklaring. Ringridning er en ridekonkurrence, hvor rytteren med en lanse skal fange en ophængt ring. Og denne ring, bliver hele tiden mindre og mindre.
Hver galge har en forrider, som er ansvarlig for afviklingen. En ring er ophængt i en lås mellem galgens stolper. Ringen har en diameter mellem 11 mm og 32 mm. Hver rytter har en lanse, der kan have en længde fra 50 til 160 cm.
Rytteren skal på sin hest i fuld galop med lansen forsøge at få ringen. For at blive noteret for at have taget ringen, skal man med lansen rive ringen ud af låsen, og den skal forblive på lansen to gallopspring efter galgen er afsluttet.
Ringridningen bliver typisk afviklet i to runder. I hver runde skal hver deltage igennem galgen 12 eller 24 gange. Er der to eller flere ryttere, der har taget det samme antal ringe, skal der være omridning også kaldet kongeridning.
I kongeridningen anvendes en ring med mindre huldiameter – ned til 5 mm. Det fortsætter indtil en rytter ikke får ringen og udgår. Den rytter, der er tilbage, bliver ringriderkonge. Rytteren med næstflest ringe udnævnes til kronprins.
Det er også en livsstil
Der skal hundredvis af frivillige hjælpere til, for at kunne afvikle sådan en ringridning. Ja dertil kommer festarrangementet. Ja præmier skal der også indkøbes. Således er præmiesummen i Sønderborg på 15.000 kr. Det er som regel sponseret. Men så er der også præmier til både konge, kronprins og prins.
Ringridning er ikke kun en sportsgren. Det er også en livsstil. Den nedarves ofte i generationer. Den involverer hele familien. De yngste er seks år og de ældste er 90 år.
Over- og Understikker
De vigtigste redskaber er hest og lanse. Rytterne er alle ens klædt på. Sorte ridestøvler, hvide ridebukser, hvid skjorte, mørkt slips til herrer. Til damer mørk ridejakke og enten blå/hvid kasket eller helt hvid. Det er egnsbestemt hvilken farve kasketten skal have. Lansen matcher kasketten.
Rytteren kan enten være over- eller under-stikker. Som overstikker holdes lansen vandret i skulderhøjde. Disse kommer ofte fra den vestlige del af Sønderjylland.
Som understikker holdes lansen fra hoften, og skråt op m od ringen. Disse kommer oftest fra den sydøstligste del af Sønderjylland.
Ved hver galge er der hjælpere, der anbringer ringen i den rette højde og noterer om ringen er taget.
Rytterne er inddelt i syv aldersgrupper.
Paven forbød de drabelige turneringer
I Korstogstiden indgik der nye ting, som man havde fundet hos araberne. Jo ringridningen har faktisk sin baggrund i middelalderens ridderturneringer i Europa. Vi husker, at Ivanhoe altid vandt. Det endte med dødelig udgang for de deltagende. De drabelige turneringer blev forbudt af paven.
For at ridderne fortsat kunne træne deres krigsfærdigheder uden at risikere at blive sårede, blev der opført særlige ridebaner, hvor ridderne kunne ramme en figur eller buste eller ride igennem galger og fange en ring med lansen.
De danske konger var vilde med ringridning
Christian den Tredje og hans søn Frederik den Anden indførte og ændrede ridderkampen til en fredelig rytterdyst. I 1545 oprettede Christian den tredje en ”ringrendingsbane” på Amagertorv i København. Her blev der så arrangeret ringridningskonkurrencer.
I 1500 – tallet indrettede adel og konger permanente anlæg til ringridning og lignende forlystelser. På Frederiksborg Slot findes Christian den Fjerdes ”Ringrendingsport (Karruselport)
Ved Christian den Fjerdes kroning i 1596 blev der arrangeret ringridninger over flere dage. Det var med deltagelse fra Europas kongehuse og fyrstedømmer. Christian den Fjerde var selv en ivrig ringrider og deltog i ringridninger både i Danmark, England og Tyskland.
Vi skal helt tilbage til middelalderen for at finde begyndelsen. Og ofte var det en tradition på de kongelige slotte, at man dyrkede ringridning. I løbet af det 16. og 17. århundrede blev det udbredt over hele Danmark og i Slesvig-Holsten.
Traditionen blev videreført i Sønderjylland og Amager
I Mellem Slesvig blev der afholdt ringridning mellem jul og nytår. I Nordslesvig udviklede det sig til en sommerfest.
I Danmark døde traditionen undtagen på Amager. I hertugdømmerne fortsatte traditionen også. Måske kan man takke den hesteglade hertug af Augustenborg for dette. Ved hertugparrets sølvbryllupsfest i 1846 blev der her afholdt en ringriderkonkurrence med 400 deltagere. Dette kan du læse om senere her i artiklen.
Ringridning i Tønder i 1556
I Tønder skulle der foruden skyttekropset fra 1693 også have været et ridende korps. Skyttekorpset eksisterer stadig (Se vores artikel).
Vi ved at Tønder Fastelavnslag arrangerede ringridning i 1556.
Frederiksgarden
Åbenbart havde Frederik den Femte været i Tønder i 1748 for at deltage i ringridningen. Han havde givet tilladelse til at oprette en garde, der hed Frederiksgarden. Men den bestod hvis ikke så længe.
I 1801 blev store dele af den danske flåde ødelagt af englænderne. Dette førte til oprettelse af Borgerkorps. Det betød at amtmand Bertouch genoplivede Frederiksgarden. Amtmanden havde forbindelser til Frederik den Sjette så denne gav sin tilladelse til at man igen måtte bruge navnet. Det var i 1804.
I 1937 fejrede Ringriderkorpset 125-års fødselsdag i Tønder
Efter overleveringer skulle Frederik den Sjette i 1812 have skænket Ringriderkorpset et æresskilt. Det var af guld og sølv og viser kongens initialer og en galge med en ring. Dette skulle og blev båret af ringrider-kongen. Man kan se skiltet på plakater fra 1937. Ved den lejlighed var Christian den Tiende også på besøg.
I dette år fejrede Ringriderkorpset i Tønder deres 125 – års fødselsdag. I 1865 skete der en nyetablering af foreningen. Da fik foreningen navnet ”Ringreitercorps Tondern”. Det skete efter, at korpset næsten havde ligget stille. Ved den lejlighed overgav medlemmer af Frederiksgarden deres kongelanse og æresskiltet til Ringriderkorpset.
I Tønder ingen nationale gnidninger i Ringriderkorpset
I den tyske tid forsøgte man at undgå nationale gnidninger i korpset. Og ringriderfesterne var da også godt besøgt af både dansk- og tysksindede. Og så annoncerede man også i både dansk – og tysksindede aviser. Åbenbart lykkedes dette også efter 1920.
Andre ringriderforeninger viste sig at være meget tysksindede. Det kan du læse om senere i denne artikel.
Men i plakater fra 1937 er det dog en forskel. På de danske plakater er det tydeligt at Christian den Tiende medvirker. På de tyske plakater står hans deltagelse kun som en underoverskrift.
Op- og nedture
Ringriderkorpset har oplevet op- og nedture. Efter en 10 – årig pause fortsatte man i 2016 igen med regelmæssige ringriderfester.
I Sønderborg blev der først oprettet en ringriderforening i 1888 og i Aabenraa i 1896. Disse to er absolut de største. Og hvor har undertegnede deltaget i mange af disse fester i Aabenraa.
Der er rejst ringriderstatuer i Aabenraa og Sønderborg. I sidstnævnte by er der også et ringridermuseum på Kirkevej med arkiv.
Ringridning i Aabenraa fra 1766
De første erindringer om ringridning i Aabenraa finder vi tilbage i 1766 til modtagelse af dronning Caroline Mathilde og hvor ”Det Blå Ridende Korps” blev oprettet. Korpset havde også ringridning på programmet. Der er bevaret en flot rytterfane og en uniform.
De store Amtsringriderfester opstod først i 1890’erne.
Tattoo ved Brundlund Slot
Efter 1920 blev navnet i Aabenraa ændret til Aabenraa Amts Ringriderforening. Foreningen holder sit årlige ringriderfest over fem dage i forbindelse med den første weekend i juli.
Lørdag og søndag er der rytteroptog gennem byen med efterfølgende ringridning på ringriderpladsen. Konkurrencen afsluttes søndag med kongeridning, hvor kongen findes. Mandag afholdes den store ringriderfrokost. Desuden afholdes der tattoo lørdag aften med deltagelse af danske og udenlandske orkestre på Brundlund Slot. Vi har i en tidligere artikel beskrevet en oplevelse ved sådan en lejlighed.
Ringriderfest nr. 100 i Sønderborg først i 1998
Under de to verdenskrige og på grund af mund- og klovsyge har festen i Sønderborg været aflyst et par gange. Ringriderfest nr. 100 blev derfor først holdt i 1998. Ringriderfesten i Sønderborg afholdes altid anden weekend i juli og finder sted på Ringriderpladsen i Sønderborg. Den varer fra fredag til mandag. Fredag og søndag er der rytteroptog igennem byen og efterfølgende er der ringridning på pladsen. Mandag afholdes den traditionsrige ringriderfrokost. Det er en herrefrokost med op til 1.600 deltagere.
Historisk Ringridning
I Sønderborg siger man altid at de er de største med omkring 500 ryttere. Men det er nu ikke altid tilfældet. Også her er der et tattoo-show foran Sønderborg Slot.
Ved Sønderborg Slot blev der i 2006 etableret en særlig bane, der ligner de tidligere ringrendingsbaner. Hver sommer bliver der her arrangeret en historisk ringridning så byens borgere og turister kan opleve hvordan ringridningen blev afholdt på Christian den Fjerdes tid.
Hertugen af Augustenborg afholdte stor ringridning
Man kan vel godt påstå at nogle steder udnyttede man ringridningen i tyskhedens tjeneste. Det skete for eksempel i Sønderborg. I Leipziger Illustrierte Zeitung for den 22. november 1845 gives en udførlig skildring af en særlig bemærkelsesværdig ringriderfest i anledning af Hertug Christian August og Gemalinde’ s sølvbryllupsfest i Augustenborg. Der blev bl.a. afholdt ringridning.
I ringridningen deltog 400 bønder iklædt hvide benklæder og blå jakker med hvide kraver. De var alle iført hvide jockey – huer.
Der var indrettet fire ridebaner til de fire hold ryttere. Hvert hold bar lanser og vimpler i hver sin farve, blåt, gult, rødt og hvidt svarende til hovedfarverne i det hertugelige våben. En uoverskuelig menneskemængde overværede ridningen. Der blev budt på forfriskninger og musik ind imellem.
Dansk- og Tysksindede samlede sig
Et udvalg af dansksindede og tysksindede satte sig sammen i Sønderborg for at arrangere tilbagevendende Amts-ringriderfest. Som formand valgtes den moderate hjemmetysker, købmand Georg Hansen. Der deltog første gang 282 ryttere og antallet af tilskuere blev sat til 9.000.
Til den 10. amts-ringriderfest i 1897 deltog 308 ryttere og antallet af tilskuere var sat til 19.000.
Festtillæg på grund af Hertugens deltagelse
Sonderburger Zeitung havde fremstillet et festtillæg. Og det var fordi, at Hertug Ernst Günther med flere for første gang var blandt gæsterne. Også en tysk forfatter Hermann Heiberg fra Slesvig var med. Han repræsenterede det tyske familieblad ”Gartenlaube”. Ved fællesspisningen der fandt sted for første gang, holdt denne forfatter også en tale.
I 1906 nåede man op på 333 ryttere og 32.000 tilskuere. I det tyske festtillæg blev det reklameret med, at tilskuerne ikke alene kom fra Sønderborg Amt og det øvrige Nordslesvig, men fra hele den slesvigske østkyst ned til Kiel samt de fynske byer, Faaborg, Svendborg og Assens.
I Haderslev var en samling utænkelig
I Haderslev ville det nok have været utænkeligt at byens og amtets højeste embedsmænd. Landraaden (Amtmanden) og Borgmesteren (tillige politimester) sad til højbords og ved det tilhørende festmåltid lod sig hylde af danske talere. De to undertrykte alt, hvad der var dansk.
I Sønderborg hørte dette til skik og brug. Måske var det fordi, at danskheden sløjede lidt af. I hvert fald følte tyskheden sig ovenpå.
Dampskibe måtte godt ankomme til Ringridning
Dybbøl-Posten henviste til, at der var flere tyske flag i Sønderborg til ringridning end til kejserens fødselsdag eller til Sedan – Dagen. Dengang fejredes denne dag til minde om Frankrigs nederlag i krigen 1870 – 71.
Der var nedlagt forbud mod at der blev arrangeret udflugter pr. dampskib til Sønderborg eller Dybbøl Banke. Men til Amts – Ringriderfesterne var besøgende nordfra yderst velkomne.
Bøder for at vise sin danskhed
Det behagede nu ikke alle dansksindede at sidde til bords med tyske embedsmænd. Til den dansk – tyske fællesspisning.
Slagtermester Timm holdt i juli 1911 en tale, hvor lovpriste styret og ”Fyrsten”. Han var ellers blevet idømt en bøde, fordi han ved et ungdomsstævne havde båret små røde og hvide papirblomster til fordel for danskheden. Det var borgmesteren, som han nu sad til højbords med, som havde givet ham bøden.
Det kunne måske også være svært for de dansksindede at skulle høre tyske embedsmænd rose vores ”dejlige hjemstavn”.
Da rytteren solgte en pokal
Dybbøl-Posten havde med jævne mellemrum anket alt det tyske gøgl, der var hobet sig sammen på festpladsen. Og så var det alt det drikkeri, som især ungdommen lod sig forlede til.
I 1909 havde en rytter fra Bøffelkobbel solgt en pokal fra tyske marineofficerer, som han havde vundet til en urmager. Som dansk mand ville han ikke havde den stående i sin stue. Det var en historie, der bredte sig sydover. I tyske officerskredse vakte det harme. Og selv Dybbøl-Posten mente, at så burde han på forhånd have sagt nej til at deltage om den udsatte ærespræmie.
Man opfordrede danske turister til at afkorte deres besøg i Tyskland og udvisningerne fortsatte. I 1914 sås der ingen danske skibe i Sønderborg Havn med passagerer, der skulle til Ringriderfest.
Ringriderpølse
Ringriderpølsen er betegnelsen for den yderst velsmagende pølse, der spises ved ringridningen i Sønderjylland. Den ligner en ca. 15 cm medisterpølse. Pølsen er lavet efter tyske traditioner og er af høj kvalitet. I Sønderborg blev de lavet af Slagter Franke i Perlegade og Slagter Kurzke. Men nu er det lang tid siden, at undertegnede har været i Sønderborg. Så gad vide, om disse slagter stadig eksisterer. Vi har også tidligere beskrevet den sønderjyske madkultur her på siden. Og her indgår pølsen naturligvis.
Antallet af ryttere nogenlunde stabilt
Antallet af ringridere ligger på et nogenlunde stabilt niveau. Før i tiden var der altid heste på alle gårde og derved også nem adgang til en hest. Det er ikke længere tilfældet. Derfor kræver det i dag, at man selv har ressourcerne til at eje en hest eller kender en, hvor man kan låne en hest.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.769 artikler
Under Sønderjylland (209 artikler):
Under Aabenraa (169 artikler):
Under Tønder (282 artikler):
August 13, 2021
Fra skibsdreng til reder i Aabenraa
Ville ikke føre et skib under Dannebrog. Han ville absolut være sømand. Han købte halvdelen af ”Emanuel” Et stort ansvar. Når man byggede sit eget værft. Jørgen Bruhn tog en beslutning. Redere og kaptajner havde en stærk position i Aabenraa. Søfarten fik politisk indflydelse. Michael Jebsen førte sit første skib som 21-årig. Handlende og håndværksmestre investerede i søfarten. Man ville konsolidere slægtens besiddelser og anerkendelse. Hans Bruhn forlød søen allerede som 29-årig. Da damperne kom. Mange led tab. Jebsens rederi voksede. 15 – 16 pct. af befolkningen forlod Aabenraa. De gamle blev bl.a. diamanthandler og vaskeriejer. Et minde forsvandt. Og så skal vi opleve Jørgen Bruhns begravelse.
Ville ikke føre et skib under Dannebrog
Michael Jebsen var født og opvokset i en stærkt tysksindet familie. Som 15-årig blev han arresteret og dømt af de danske myndigheder, fordi han på gaden i Aabenraa havde ”gjort sig skyldig i afsyngelse af en oprørsk (danskfjendtlig) sang.
Efter den hændelse skulle han have sagt at han aldrig mere ville føre et skib under Dannebrog. Det skete vist heller aldrig.
Allerede som ung havde han besluttet sig for at gå i slægtens fodspor. Det gjorde så mangen en knægt fra Aabenraa. Han var allerede dengang besluttet på at blive kaptajn.
Ville absolut være sømand
Hans Martin Krag ville også være kaptajn, men han måtte opgive det af helbredsmæssige grunde. Fordi han var for svag, forblev han hos sin onkel E.M. Krag på Møllegård. Han blev oplært i landbruget.
Men han ville være sømand, som de fleste knægte på Løjt. Og han kom da også til søs. Efter en enkelt rejse til Østen og retur med fuldriggeren Jørgen Bruhn. Han avancerede fra skibsdreng til jungmand. Nu ville han være styrmand.
Få dage efter sin eksamen i Flensborg i 1864 tog Hans M. Krag atter hyre nu som letmatros på Rabens brig Gustav, hvor han allerede ved ankomst til Hongkong 117 dage senere blev forfremmet til 2. styrmand.
Denne post besad han indtil september 1867, hvor han igen rejste hjem for at gå på styrmandsskole i Aabenraa hos hr. Ebsen. Han ville aflægge skippereksamen. Det var dengang frivilligt.
Efter dernæst at have faret i knap fire år som Førstestyrmand på endnu et Raben-skib, barken Elise, vendte Krag atter hjem i begyndelsen af 1872, forlovede sig ”offentlig” og så sig om efter et passende skib at føre.
Han købte halvdelen af Emanuel
Han ville gerne være kaptajn på Rabens nye skonnert. Men det job var allerede bortlovet til kaptajn Tutein. Men Raben sagde til han, at han havde købt en lille svensk skonnert. Den kunne Hans få andele i. Han fik en kort frist, for to andre kaptajner fra Løjt var interesseret.
Næste morgen købte han halvdelen af andelene i Emanuel for 10.000 mark. Han havde spurgt svigerfar og svoger. Ob beløbet havde han stående. Han skulle ikke låne hos familien.
Et stort ansvar
At tilegne sig den praktiske kunnen og teoretiske viden, der fordredes af skibets øverstbefalende, tog adskillige år.
Efter nogle år som selv- eller medarbejdende kaptajn, gik man i land. Så etablerede man sig som selvstændig skibsreder og fortsatte løbebanen ved som sådan et etablerer et hierarki under sig.
Man skulle nu organisere skibe, skibsfører, mandskaber og ladninger. Men ikke nok med det. Man skulle også være konkurrencedygtig. Man satsede på skibsfart på et højt niveau. I løbet af få år var skibene nedslidte og forældede. Skibsfarten foregik ofte i nogle af klodens mest barske farvande.
Som skibsreder måtte man hele tiden orientere sig, hvad der skete på markedet og hvordan den teknologiske udvikling formede sig. Derfor var der nogle af rederne, der etablerede deres egne værfter.
Når man byggede eget værft
Det gjorde blandt andet agent Bruhn. For ham var skibsbyggeriet den ”kjæreste kæphest”
Når man som Raben og Bruhn etablerede egne værfter, forventede man også at anskaffelsen blev billigere, idet man sparede den fortjeneste som en fremmed skibsbygger ville beregne sig.
Det gjaldt om at finde de rigtige kaptajner. Og for at få dem skulle man være menneskekender. Hans Bruhn har fortalt at hans far ved første øjekast kunne vælge sine undergivne. Han tog sjældent fejl.
Man skulle hele tiden holde sig orienteret om mange forhold. Evnen til at sikre sig pålidelige informationer var uhyre vigtig.
Jørgen Bruhn tog en beslutning
Andre ting gjorde sig også gældende. Det var for eksempel, da den 73 – årige Jørgen Bruhn i 1854 besluttede sig for at bjærge clipperen Calcutta efter dens forlis ved Læsø efter jomfrurejsen. De første forsøg slog fejl. Han fik så udbetalt forsikringssummen på to tredjedele af værdien.
Næste sommer blev skibet tømt for brugbart materiale, der kunne bruges på værftet. Trods store anstrengelser lykkedes det ikke at rede dette vidunder af et skib. Men alligevel kunne hele redningsaktionen godt betale sig rent økonomisk.
Redere og kaptajner havde en stærk position
Disse redere og kaptajner havde en stærk position i Aabenraa. I året 1700 fik den dengang førende købmand Lorenz Bjørnsen fyrstelig fuldmagt til at udstede skibspas. Men i 1703 indløb der klager over at han først udstedte skibspas til de skibe han havde andel i og siden til hans omgangskreds.
Herefter overtog borgmester og råd pasudstedelsen.
Søfarten fik politisk indflydelse
I 1800 – tallet blev Aabenraa en betydelig faktor i den oversøiske søfart. Her opfordrede man til at regeringen indgik handelsaftaler med de lande de ønskede at optage sejlads på, eller hvor de allerede havde et vist fodfæste.
Magistraten i Aabenraa blev flere gange taget med på råd hvis der skulle tages beslutninger om at oprette konsulater.
En enkelt af byens reder, Michael Jebsen nåede som bekendt videre end tillidspost på det politiske plan. I 1890 fik han sæde i den tyske rigsdag. Han anbefalede at marinefartøjer blev sendt til Sydamerika for ”at vise flaget” og derved støtte den tyske skibsfart.
Medlemskabet af den tyske rigsdag havde store personlige udgifter for Jebsen. Gennem uendelige forhandlinger lykkedes det ham gennem en kontakt i Reichspostamt at opnå rabatter til sin linjefart Shanghaj – Kiautschou – Tietsen.
Michael Jebsen førte sit første skib som 21 – årig
Prisen for et ”Aabenraa – skib” i 1850 svarede til godt 90 års løn for en styrmand.
Selv om man fra en velstillet familie var vejen ikke sikret for et selvstændigt virke inden for skibsfarten. Flere eksempler tyder også på at man uden familiens hjælp kunne mobilisere driftsmidler. Det gælder for eksempel Michael Jebsen, der ovenikøbet kun var 21 år gammel, da han fik sit første skib at føre.
Jacob Jebsen havde en særlig betydning for familien. Han var den første skipper (1688 – 1737). Han byggede også huse i Skibbrogade.
Handlende og håndværksmestre investerede i skibsfarten
Gennem århundreder opbyggedes der store driftsmidler i miljøet. Det blev styret af slægts- og venskaber.
Hvert skib havde en kort levetid. Også håndværksmestre og handlende investerede i skibene.
I 1700-tallet blev skibsfarten ejet af et eksklusivt miljø. Dengang var skibsfarten hovederhvervet i byen.
I 1800-tallet var der et voksende antal af håndværksmestre og handlende, der var underleverandører til skibsfarten. Det er var i den periode, at Aabenraa-egnen bliver et søfarts- og skibsbygnings-centrum af internationalt format. Det overskud, man fik blev igen investeret.
Man ville konsolidere slægtens besiddelser og anerkendelsen
Skibsrederen eller kaptajnen kunne skabe sig et navn, der var respekt om. Han kunne skaffe sig goodwill ved at skyde parter i andre skibe, rejse driftsmidler ved at gifte sig strategisk godt og opnå anerkendelse som en god skibsfører.
På godt og ondt fungerede den enkelte kaptajn som middel for mange forskellige interesser i Aabenraa og omegn. Værftsejeren havde brug for ham som bygherre. Andre håndværkere, handlende og navigationslærere havde brug for ham som kunde. For familien og eventuelt fjernere slægtninge var han nyttig som en loyal skibsfører, ens redere og kaptajnskollegaer havde brug for ham som parthaver.
Det var vigtigt at købe en gård eller en mølle som tidligere slægtled havde i fæste, at bygge et stort skipperhus i købstaden, at føre en standsmæssig husholdning og at hjælpe unge medlemmer af slægten på vej. Man ville konsolidere slægtens besiddelser og befæste anerkendelsen om ens slægtsnavn og hjemegn.
Hans Bruhn forlod søen som 29 – årig
Agent Jørgen Bruhns ældste søn, Hans gjorde allerede sin første sørejse som 13-årig. Han tilbragte derefter godt halvandet år i huset hos en god ven af faderen, Kaptajn Frahm i København.
23 år gammel blev han fører af fregatten Maria, der var opkaldt efter moderen. Den ejede faderen i fællesskab med kaptajn Frahm. Skønt Hans Bruhn viste sig som en ualmindelig skibsfører og elskede at sejle, lod han sig overtale til at forlade søen som 29 – årig for aldrig at vende tilbage igen. I stedet skulle han forpagte en af faderens vandmøller.
Han var dog også tilknyttet faderens rederikontor og efter agentens død blev han medindehaver af firmaet Jørgen Bruhns Sønner.
Da damperne kom
Med dampernes fremtrængen i anden halvdel af 1800-tallet blev konkurrencen skærpet yderligere. Fra omkring 1880 udgjorde det en alvorlig trussel i Østen. Modtrækket fra Aabenraa var at forbedre sejlskibene. Man forsøgte sig med mandskabsbesparende installationer ombord. Man opsøgte også nicher, som endnu ikke blev truet af damperne.
I stedet for at bygge jernskibe i Aabenraa svarede man igen med en yderligere specialisering af sejlskibene. Man foretog ikke den omstilling, der var nødvendig i det tempo, der også var nødvendig.
På grund af den ensidige satsning på dette erhverv var Aabenraa meget sårbar i omstillingen til jernskibe. Mange kaptajner følte det nedværdigende at skulle løsrive sig fra sejlskib til jernskib.
Mange led tab
Da man endelig i Aabenraa besluttede sig for at sælge blev det til ”dårlige priser”. Derfor led redere og kaptajner ofte ret alvorlige tab. En betydelig del af de driftsmidler, der gennem tiden var bygget op i kaptajnsmiljøet, gik tabt, fordi man stik imod sædvane – men ikke uden grund – stod tøvende over for ny teknik.
Men måske bunder det hele også på at de handlende og håndværksmestrene, der som skrevet også investerede i skibsfarten, mente at det krævede helt andre former for ekspertise, praktiske færdigheder samt et langt mere omfattende og kostbart produktionsapparat end ens hidtidige håndværksvirksomhed.
Michael Jebsens rederi voksede
Michael Jebsens rederi begyndte at vokse efter 1870. Dette rederi gav i de følgende år beskæftigelse til adskillige ”omvendte” sejlskibskaptajner, der næppe selv kunne have finansieret egen overgang til damp.
I de første år blev rederiet ledet fra Rotterdam. Blandt kaptajnerne møder vi navne som Bendixen, Bruhn, Davidsen, Hohlmann og Matthiesen.
Nogle overlevede omstruktureringerne. Men det var ikke med lokale investorer. Skibene blev opsplittet i mange parter.
15 – 16 pct. af befolkningen forlod Aabenraa
Jævne mennesker kunne nu pludselig få en gevinst. Man sagde i Aabenraa omkring 1900, at hvis man satte sine penge i en bank kunne man få 5 pct. Men hvis man satte pengene i en skibspart, kunne man få 25 pct.
Men i Aabenraa var der mange, der mistede deres levebrød. I årene 1878 – 82 var der mere end 1.000 mennesker eller 15-16 pct. af byens befolkning, der udvandrede eller flyttede. Mange måtte fattigvæsnet tage sig af.
Vi kan også anskue det fra en anden vinkel. Mens byens sejlskibsflåde i 1880 beskæftigede 498 mand. Så var antallet i 1890 sølle 41.
Der var så opstået en ikke ubetydelig damskibsflåde. Men disse var fortrinsvis i Østen. Officererne var fra Aabenraa-egnen men de ansatte var fra Østen.
Diamanthandler og Dampvaskeri – ejer
Jacob Petersen forsøgte sig som diamanthandler i Sydafrika og var en tid hotelejer. Hans M. Krag drev landbrug og kreaturhandel hjemme i Løjt. Også Fischer gik på sin vis over til damp – dog først efter at han i 1882 forlod søen, idet han oprettede et dampvaskeri og en badeanstalt i Aabenraa.
Et minde forsvandt
Med sejlskibenes mindre betydning så svandt også efterhånden interessen i lokalbefolkningen. Endnu omkring år 1900 hædrede byen Michael Jebsens minde ved at omdøbe en af gaderne ved havnen Schiffbrücke til Michael Jebsen-Strasse. Dette navn blev til manges fortørnelse efter 1920 igen til Skibbroen.
Ligeledes var Jebsen den sidste af egnens skibsredere, der blev gravsat under stor deltagelse fra byens befolkning.
Jørgen Bruhns begravelse
Men ingen kunne skildre det bedre end Frederik Fischer, der var lokalavisen Frejas redaktør. Ved Jørgen Bruhns begravelse i 1858 rapporterede redaktøren følgende:
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
August 11, 2021
Man strides om Grænsen
Der er stadig diskussion om grænsedragningen. Socialdemokraterne var ikke meget for at støtte de dansksindede i Nordslesvig og heller ikke i Flensborg. Og så sent som i 1940 ville Scavenius diskutere grænsedragning med den tyske gesandt. Ville han sælge Tønder til tyskerne for at tilfredsstille dem? Socialdemokraterne i de andre nordiske lande mente, at danskerne var alt for eftergivende. De mente, at situation skulle tilbagestilles som i 1864 eller 1867. De mente ikke at tysk ”vold” skulle tilgodeses. Eller fordi man havde besat et land længe nok, så skulle det belønnes. Tyskerne var utilfredse med blokafstemningen. De mente ikke at den var retfærdig.
Bliver alt nu fremstillet korrekt
Det er ikke alt, som der er blevet fremstillet om begivenhederne før og efter 1920, der er helt korrekt. Det er som om det hele skal pege i en bestemt retning. Når man så anfægter dette eller sætter spørgsmålstegn ved det, ja så sættes man ud på et sidespor.
Egentlig synes jeg at argumenterne og beviserne er det. Men det er altid sejrherrerne, der har ret.
Det er fin nok at vi får Danmarks officielle holdning. Men nogle gange vil det også være befriende at høre om de problemer dette så bevirker.
Kielerkanalen havde stor betydning for militæret
Kielerkanalens betydning for de allierede er i den grad blevet nedtonet i den danske gengivelse. Man har indtryk af, at denne kanal måske mest var blevet bygget af militære hensyn.
På fredskonferencen i Paris havde vi et helt persongalleri af sagkyndige og statister.
Industrimanden H.N. Clausen tav
Det var H.V. Clausen, der var den danske regerings sagkyndige. Han overtræder omgående sine instrukser. Jonas Collin og Bent Holstein virkede i kulisserne. Det var pludselig en overraskende enighed i den danske delegation – og dog
Industri-manden H.N. Andersen var uenig, selv om han tav. Og det var franskmændene godt klar over.
Personlige holdninger gjorde sig gældende.
Scavenius kunne ikke lide Clemenceau
Franz v. Jessen havde ikke stor tiltro til den radikale regering. Og det var specielt Scavenius og hans tyskerkurs, han ikke kunne holde ud.
Scavenius havde kaldt Clemenceau for en ”gammel afdanket politiker”, der ”nu ikke længere blev taget alvorlig i politiske kredse”. Men det var denne Clemenceau, der var vært for fredskonferencen i Paris. Og det var den ”gamle afdanket politiker” som Scavenius måtte anmode om at tage Slesvig – spørgsmålet op på konferencen.
Zahle og H.P. Hanssen var ikke enige
Zahle fastholdt, at Flensborg skulle møde med et absolut dansk flertal. H.P. Hanssen mente, at man ikke kunne ignorere 49 pct. danske stemmer, men at vi for Flensborgs eksempel længe ikke nåede derop.
En klodset opfordring
Men det var nu ikke lige smart alt, hvad man foretog sig fra dansk side. Man havde fået professor Aage Friis til at formulere en opfordring til det tyske folk:
Denne professor var medvirkende i en artikel som nationalbankdirektør Rubins under pseudonym fik bragt i Preussische Jahrbücher 1911 for at appellere til tysk forståelse for de danske sønderjyder. Men artiklen rummede følgende vending:
Man bildte så folk ind, at H.P. Hanssen havde godkendt artiklen.
H.V. Clausen havde fat i H.P. Hanssen
Men det var nu ikke altid H.P. Hanssen havde ret. Således mente denne, at den internationale kommission skulle bestå af danske og tyske forhandlere. Men det mente H.V. Clausen, at det var en meget dårlig ide.
H.P. Hanssen fik ikke meget politisk indflydelse
Som bekendt kom H.P. Hanssen med i Zahle – regeringen. Hans ide var ellers at stifte et sønderjysk parti og stå i spidsen for 4-5 sønderjyske meningsfælder. Så kunne man også få indflydelse på partkonstellationen.
Nu blev han bare brugt til at kanalisere de genforenede led af Sønderjylland ind i den danske lovgivning og administration. Man skulle tro, at man kunne have fundet en anden løsning på dette.
Hvem skulle med i den internationale kommission?
Den 23. oktober 1918 løfter H.P. Hanssen sin røst tyske rigsdag. Han mener, at paragraf 5 skal genindføres. Bismarck afskaffede det i 1878. Forpligtelsen at holdeafstemning i Nordslesvig var han lige glad med.
Så sent som i 1919 mente H.P. Hanssen at man skulle forhandle med tyskerne. Igen måtte H.V. Clausen tysse på ham. Hvor langt ville han gå i sin forhandlingsiver?
Kunne Danmark have magtet det?
Spørgsmålet er om Danmark havde fået mere ud af det, hvis man havde fået det som Status Que i 1867. Så havde vi fået Flensborg med. En folkeafstemning i 1867 eller 1878 ville have bragt en sydligere grænse. Skulle tyskerne i 1920 nu belønnes for at have brugt vold?
Spørgsmålet er, hvad Danmark magtede og kunne risikere ved at få fjernet historiske og aktuelle uretfærdigheder. Kunne Danmark magte at hjælpe flere danskere til Danmark selv om der fulgte flere tyskere med?
Flere danske stemmer i Flensborg end i 8 danske byer
En bloc-afstemning i 1. zone var ret beset ikke andet end et stykke valgdemokrati, der skulle redde Tønder og udelukke Flensborg. Det kunne ikke begrundes med selvbestemmelsesretten at udelukke Flensborg, når man medtog Tønder, der i 1867, hvor Flensborg havde dansk flertal, kun havde 17,2 pct. danske stemmer.
Ja tænk engang Flensborg havde i 1920 flere danske stemmer end Tønder, Aabenraa, Sønderborg, Augustenborg, Christiansfeld, Gråsten, Løgumkloster og Højer tilsammen.
Blokafstemningen blev kritiseret af tyskerne.
Ville Scavenius sælge Tønder for at glæde tyskerne?
Også udenrigsminister Scavenius tog afstand fra den grænselinje, som han havde brugt så meget tid på. I slutningen af 1930’erne syntes han at det var på tide at komme tyske grænseflytningskrav i forkøbet. Han mente at der skulle ske en justering omkring Tønder. I 1940 bragte han spørgsmålet på bane over for den tyske gesandt.
Nu var tidspunktet nok ikke så heldigt.
Der opstod som bekendt en Flensborg – bevægelse som et modtræk mod Aabenraa-bevægelsen.
Tilbage til Scavenius, der mente at § 5 og 1867 – linjen skulle have en logisk sammenhæng. Men det fik den ikke.
De nordiske socialdemokrater mente at Danmark var for eftergivende
Socialdemokrater i de nordiske lande syntes at Danmark var alt for tilbageholdende og mente at alt, hvad der i 1864 var påviseligt dansk skulle tilfalde Danmark. Man syntes ikke om, at det man havde taget og haft tilstrækkelig længe, skulle man have lov til at beholde.
Nu så det heller ikke ud til at Socialdemokraterne ydede en særlig indsats over for de dansksindede i Flensborg. Og i tidligere artikler har vi set, at Stauning tog afstand over for de dansksindedes kamp i Nordslesvig.
To sølvbryllupsfester i Aabenraa
Ingeborg refslund Thomsen fra Aabenraa har fortalt om en sølvbryllupsfest. Den blev delt i to, en for Aabenraa – folk og en for Flensborg-folk. Man ville ikke have spoleret festen. Der var masser af bitterhed.
Stor bitterhed
Bitterheden kan også have noget at gøre med H.P. Hanssens tilknytning til de Radikale og hans kølige holdning til Flensborg. Men der var også harme over for Socialdemokratiet.
Wilhelm La Cour opdagede at H.V. Clausen rejste til Paris for at forslå en grænse nord for Flensborg. Men var det ikke som om at Flensborg – folkene havde opgivet håbet på forhånd?
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
August 5, 2021
Kastellet – Endnu flere Historier (5)
Vi kigger også på, hvad der sker i området. Der var nogle mindre pyntelige huse. Så var det lige Brokkensbod, To bataljoner slog sig ned på grønningen i 1807. En pavillon på Esplanaden. Den lange reberbanebygning gik til militæret. Institut for døvstumme blev oprettet, Sponsorer til fattige børn i Kastellet. Fattigkassens penge blev ikke helt brugt til formålet. Korps ønskede bedre luftcirkulation. Masser af bevogtning på voldene. Officerer og underofficerer fik hver deres have. Latriner over Kastels-graven blev fjernet. Skøjtebane blev oprettet. Store forandringer på Langelinie. En irriterende bom blev fjernet, da sporvognen kom. Ny kasserne på Øster Fælled. Nærmest urskov og masser af natur og dyreliv. Norgesporten skulle åbnes, men der var ingen lys. Fra 1882 skete der store forandringer.
Mindre pyntelige huse
Esplanaden var adskilt fra Toldbodvejen ved en meget gammel ca. 282 meter lang hæk. Den strakte sig fra reberbanen – Husarkasernen – ud imod Toldboden. På den nordlige side af Toldbodvejen fandtes nogle småhuse og et sprøjtehus.
Her boede musketer Philip Rotheuser, dernæst en fuldmægtig Ravn. Det vestligste hus var det berømte Brokkensbod. I 1820 blev disse huse betegnet som faldefærdige.
Musketer Rotheuser af Københavns Infanteriregiment søgte i 1811 tilladelse til at bygge en butik 13 alen bred og 6 alen dyb på Kastellets Esplanade mellem Sprøjtehuset og Bokkensbod. Han ville bygge et værtshus og det fik han tilladelse til. Allerede ti år efter søgte han tilladelse til om at måtte opføre et større hus end det gamle. Men det fik han dog afslag på.
Begrundelse var at disse huse var ”mindre pyntelige” Måske blev anmodningen også givet fordi anvendelsen førte til ”uordenen” af forskellig slags. Men han tabte dog ikke modet. Han søgte om at udvide de nuværende lokaler og den tilladelse fik han.
Brokkensbod
Men hvad var Brokkensbod? Det hus omtaltes allerede i 1689 som ”Jens Brocks Hus ved Toldboden”. Dette hus var det største af de fire huse. Den første ejer var Jens Sørensen Brock. Han var toldbetjent og ”visitør”. Han var gammel hoftjener. Og i den egenskab fik han den 18. marts 1699 af Christian den Femte ret til udskænke øl og dansk brændevin i huset.
I 1719 fik sønnen, brygger Jokum Brock privilegiet fornyet. Sønnen døde i 1724. Nu skulle huset så ifølge reglerne tilfalde kongen men åbenbart var dette gået i glemmebogen for familien fortsatte med forretningen.
På et tidspunkt blev de gamle bindingsværksmure erstattet af en grundmur. Huset tilfaldt en kvinde ved navn Henrica Svitzer, der havde tjent slægten i en lang årrække. Hun døde i 1792 og Rentekammeret overtog derefter huset og forretningen. Derefter blev det forpagtet frem til 1855. Forpagtningsafgiften steg fra 264 til 800 Rigsdaler.
Alle fire huse måtte efterhånden vige i anledningen af udvidelsen af Toldboden. Nedrivningen foregik i årene 1847 – 1855.
To bataljoner slog lejr her
Under det engelske angreb i 1807 camperede to af landeværnets bataljoner i Esplanaden og Grønningen fra den 17. august til den 14. september. Her var rejst teltlejre. Der blev rejst en palisadespærring for at forhindre desertering. Således var der 1.211 danske soldater, der løb over til fjenden.
En pavillon på Esplanaden
Esplanaden og Grønningen var yndede promenader for borgerskabet omkring 1820. Man lod hvert andet træ beskære, så man kunne nyde udsigten. Stedet var kun tilladt for gående. Dog var der tilladt at ride her for kongehuset og særlig privilegerede.
Mod en årlig afgift på 20 Rigsdaler til Kastellets Fattigkasse blev der i 1844 tilladt at rejse en pavillon. Allerede to år efter fik ejeren lav til at forlænge pavillonen mod en forhøjet afgift.
Den lange reberbanebygning
Den lange reberbanebygning var nu blevet en militærbygning. Efter bombardementet i 1807 kom til at rumme mange husvilde. I januar 1821 blev det stykke af bygningen, der lå nærmest Toldbodvejen ryddeliggjort i en længde af 40 alen. Det blev overladt til 2. Husar Eskadron til indøvelse af ”Gymnastik og hugning”.
Artilleriet ejede resten af bygningen. Her blev rekvisitter opbevaret.
Fra maj 1815 til marts 1816 blev Grønningen anvendt som øvelsesplads for nogle drenge fra Københavns Fattigvæsen der af en regimentstambur skulle oplæres i at slå på tromme og blæse på fløjte. I alt 44 blev på den måde udlært.
Her blev så igen sat en bom op. Der skulle nøgle til. Det var kun enkelte privilegerede, der nu kunne få adgang. Og nøglen blev opbevaret i Østerports vagt.
Institut for døvstumme
Den 15. april 1838 fik Institut for døvstumme tilladelse til at opføre en stor grundmuret bygning op ad Glaciset. Det var chefen for Ingeniørkorpset oberst von Prangen selv, der havde lavet tegningerne. I krigstid kunne denne bygning så bruges og være til fordel for fæstningens forsvar.
Sponsorstøtte til de fattige børn i Kastellet
Vi har flere gange nævnt Kastellets Fattigkasse. Om midlerne er blevet brugt efter hensigten til garnisonens fattige, vides ikke. Vi ved heller ikke om midlerne er brugt til skolesøgende børn.
Men vi ved, at den 10. april 1733 opnåede en løjtnant Jacob Johannes Qvandt privilegium på i sin gård i Kongens Gade – St. Kongensgade- at brygge, brænde og udsælge i ”Fustager”, Kander eller Potter til hvem, der behøvede det. Til gengæld for denne tilladelse skænkede han en kapital af 500 Rigsdaler til Kastellets fattige skolebørn.
Renterne af dette beløb skulle fordeles årlig med 12 Rigsdaler til Kantoren for at læse med ”10 arme Soldater Børn” fra Kastellet, 12 Rigsdaler til klædning af disse børn og en Rigsdaler til bøger.
I 1740 testamenterede fremdeles en kaptajn Christian Hinrich Jæger, der i 10 år havde haft Garnison i Kastellet, bl.a. 50 Rigsdaler til de fattige i Kastellet og andre 50 Rigsdaler til dets Fattigskole.
I tiden mellem 1785 og 1790 begyndte man med for betaling at udstede tegn til kørsel og ridning gennem Kastellet og på Langelinie. Man skulle ligeledes betale for at spadsere på Volden og Smedelinjen. Disse indtægter tilfaldt også Kastellets Fattigkasse.
I årene 1807 – 1823 ophørte disse bidrag. I 1815 var det så en majorinde Pultz, der var afgået ved døden, der testamenterede 1.000 Rigsdaler.
I 1823 kom der pludselig et bidrag på 240 Rigsdaler fra en forpagter ved en tidligere omtalt bom på Kastelsvejen. Det var en afgift, der i 1840 blev forhøjet til 304 Rigsdaler.
Fattigkassens penge blev ikke helt anvendt til formålet
Kassens kapital voksede på den måde betydeligt. Renterne blev snart så store, at de blev brugt til andre ting end selve formålet. Således blev pengene brugt til brolægning af kastellets hovedgade, til forbedring af vejene omkring Kastellet og til forskellige reparationer af kirken.
I 1824 udgjorde kapitalen 8.940 Rigsdaler. Men der findes ingen regnskaber fra før 1828.
Opgjorte udgifter:
I 1853 udgjorde kapitalen:
I årenes løb fik kassen endnu flere indtægter. Og nu var det ikke kun til fattige at pengene blev brugt. Således blev pengene i stigende grad brugt til vedligeholdelse af alle Kastellets veje og promenader og til kirken. Ja selv til indkøb af brød og vin til alterbrug.
Korps ønskede bedre luftcirkulation
Den 16. juli 1854 indsendte 1. Jægerkorps et andragende. Det var dem, der nu lå i garnisonen. De ville gerne have tilvejebragt en bedre luftcirkulation i Kastellet. Ingeniørkorpset havde afgivet en betænkning i sagen.
Ministeriet bestemte derefter, at der for fremtiden kun måtte findes højstammede træer på den lavere, indre voldgang og ved Voldens udvendige fod. Denne bestemmelse fremkaldte en voldsom beskæring af trævæksten ikke alene på Volden men også på en del af udenværkerne, bl.a. Huths Batteri.
Masser af bevogtning
Gennem tiden er der holdt et vågent øje med Kastels-volden, der var bevogtet af et utal af skildvagter og patruljer. Om sommeren måtte Vagtkommandøren eller rettere den næstkommanderende være op på dupperne. Hele døgnet blev der sent patruljer ud. Men den, der ville trænge ind og begå ulovligheder kunne nu godt komme ind, hvis man bare kendte lidt til forholdene.
De knægte, der boede her, elskede at tage gas på patruljerne og vagterne. De lå i konstant krig med dem. Det var da også et sjovt sted at lege røver og soldater.
14 dage ind i det nye år udløb adgangskortet. Ikke alle havde tænkt over at få fornyet dette kort. Så gjaldt det om at konfiskere dette nu ulovlige kort. Dette gav så en ekstra indtægt.
I Prinsessens Bastion blev der om sommeren en gang om ugen musiceret af et militærorkester. Og her sørgede man få at holde træerne beskåret på grund af udsigten. Og så skulle flagstangen også være synlig udefra. På 100-års-dagen for ”Slaget på Reden”, blev der her afsløret en mindestøtte tegnet af Bindesbøll.
Officerer og Underofficerer fik hver deres have
Officererne fik i1855 lov til at indrette en have/samlingsplads. Cirka et halvt hundrede år senere opnåede Kastellets underofficerer også at få en fælles have. Dens placering er meget bedre mellem Prinsens og Kongens Bastioner. Men den var også langt større.
Hvad der måske er langt bedre, er at den blev givet af uden forudgående ansøgning af den forhenværende regimentschef oberst F.C. Jürgensen.
Lige indtil februar 1894 var der skyts hist og her på Kastelvolden, navnlig mod søsiden. Ved særlige lejligheder blev der stadig afgivet salut. Men hver gang man så gjorde dette måtte man afspærre Langelinie for kørsel og ridning for at forebygge ulykker.
Latrinerne over kastels-graven blev fjernet
Latrinerne i Kastel-graven blev fjernet i 1850’erne. De havde efterhånden overlevet sig selv. Så kunne man også komme nogle af lugtgenerne til livs. Direktionen for Frederiks Hospital havde gang på gang klaget over dette.
Den 24. juni 1853 næppe 14 dage efter koleraens udbrud oplevede man på Kastellet det første offer. Det var en underjæger, der om morgenen var stået op sund og rask kl. 7.30 om morgenen. Pludselig blev han syg og døde klokken halv to.
Dette var den egentlig årsag til at latrinerne i Kastel-graven blev lukket.
Skøjtebane oprettes
Efter at fiskeriet i gravene havde været bortforpagtet i seks år fra 1847 – 1852 forsøgte man i foråret 1853 at bortauktionere det. Men da det højeste bud var alt for lavt, lod man fiskeriet henstå igennem årene 1844 og 1855.
Man huggede ikke mere is om vinteren, men af hensyn til fiskebestanden sørgede man for at der var våger. Det betød, at man så her fik en god skøjtebane. I begyndelsen var banen, der hvor den engelske kirke ligger i dag. Senere blev banen flyttet om på den nordlige side af Kastellet mellem Volden og en del af Smedelinjen.
Store forandringer på Langelinie
Så sent som i 1852 blev spadserestien forlænget helt rundt om Huths Batteri, hvorfra den gik direkte over i Strandpromenaden.
I 1864 blev der anbragt skyts på Langelinie og Huths Batteri blev forsynet med en mur på brystværnets indvendige side.
I 1902 blev hele Langelinie omdannet som følge Frihavnens anlæg. Yachtklubbens flotte pavillon blev opført. Karantænehuset blev flyttet ud på det nordøstlige hjørne af opfyldningen. Langelinie blev meget bredere. I 1886 rejste man Hvidtfeldts-monumentet skænket af brygger Jacobsen.
Og i 1908 var det Gefion – springvandet. I 1912 blev der ud for Grevens bastion afsløret monumentet for Prinsesse Marie. Samme år afsløredes monumentet for Mylius Erichsen. Ja vi må sandelig ikke glemme at den 23. august 1913 var det så Den Lille Havfrue, der så dagens lys.
En irriterende bom
I anledning af Toldbodens udvidelse blev Esplanade-pavillonen, der dengang blev ejet af en enkefrue Meyer i december 1866 opsagt til nedrivning til oktober. Det følgende år.
Men hun søgte at opføre en ny pavillon et andet sted i Esplanaden. Det var der, hvor den engelske kirke nu ligger. Men da denne så skulle rejses, måtte pavillonen atter flytte.
Først da sporvognslinjen blev ført gennem Grønningen og ud ad Østerbro forsvandt den irriterende bom.
Ny kaserne på Øster Fælled
Den 15. marts 1895 blev der ved lov vedtaget at opføre en ny kaserne for Gardehusarerne på Østerfælled. Dermed var den gamle Reberbanes dage talte. Ti år senere den 1. november 1905 påbegyndtes dens nedrivning. Efterhånden rejste der sig høje herskabshuse på dens grund.
I 1874 blev terrænet mod nord udlagt til øvelsesområde for Ingeniørregimentet. De havde til huse her indtil 1895, da de tog Ryvangen i besiddelse. Øst for Døvstumme instituttet blev der i januar 1857 lagt en grundsten til Blindeinstituttet. Det blev indviet den 5. november 1858.
Nærmest urskov og masser af natur og dyreliv
Her er i området opstod der nærmest en urskov med sammenfiltret bevoksning som syntes uigennemtrængelig. Her var rester af fæstningsgrave, Et rigt plante- og dyreliv opstod her. En naturskønhed uden lige var der her.
Efter at Ingeniørerne havde taget Glaciset i besiddelse beholdt Artilleriet retten til at benytte Spitsbergens Lynette. Ja det lå vel omtrent mellem Østbanegade og Kristianiagade. Men i april 1884 fik Ingeniørerne også denne overladt til øvelsesplads for minesprængninger. Artilleriet fik anvist et sted på Smedelinjen.
I 1908 var den svenske Gustavs Kirke bygget på den såkaldte Grønlands Bastion. Men den hørte hvis ikke under Kastellets underværker, men under selve byens underværker.
Norgesporten var åben, men det var meget mørkt
I 1853 var der blevet bestemt at Norgesporten skulle stå åben. Mange havde svært ved at forstå dette for hele fæstningsværket lå i absolut mørke. Man havde da godt nok fået gasbelysning i 1881. Men endnu ikke i 90’erne var der spor af belysning ved fæstningsværket.
Man besluttede så senere at ofre fire olielygter på det store område. Man appellerede til magistraten at overtage belysningen resten af vejen ud til Østerbro. Men dette ville Magistraten heller ikke høre tale om.
Folkevandring til badeanstalterne
Om dagen var det meget besøgt. Om sommeren var der nærmest folkevandring ud til badeanstalterne. Efterhånden som Frihavnen blev etableret forsvandt idyllen mere og mere.
Fra 1882 skete der store forandringer
I januar 1882 skete der også store afvigelser. Fra Kastellet til Havnevæsen og Kommune m.fl. Den 28. januar blev terrænet nord for Engelbrechts badeanstalt, selve denne, Huths Batteri og hele den nordlige del af Langelinie indtil syd for Islands Batteri afgivet til Havnevæsnet.
I oktober måned blev en del af Becks Badeanstalt samt et stykke af strandbredden afgivet til Statsbanerne. I december måned blev yderligere en stor del afgivet til Havnevæsnet og senere til Kommunen. Og sådan fortsatte det.
Kastellets volde og udenværker blev skånselsløst taget i disse år. Men heldigvis har vi endnu en masse bevaret omkring Kastellet. Men egentlig er det vel kun selve Hovedfæstningen, der lå tilbage.
I februar 1901 udgav ”Komiteen til Bevarelse af Kastels terrænet som Park en pjece.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
August 3, 2021
Operation Möwe – 19. september 1944
Tyskerne var bange for at dansk politi faldt dem i ryggen. De arrangerede en luftalarm. Betjent skudt i Valby. Politivagten på Amalienborg ville ikke overgive sig. Kun 200 betjente arbejdede for tyskerne. I Odense blev der også dræbt en betjent. I Ballerup var det en tidligere kollega, der hjalp de tyske styrker. Politiledelsen var kaldt til møde. Himmler kaldte aktionen for ”absolut korrekt”. Sejlet til Lübeck og derfra i KZ – lejr. Jyderne kom syd på via Frøslevlejren. Justitsministeriet udsendte forespørgsel. Tyskerne rippede CB – depotet. Det danske politi kunne ikke reorganiseres, som tyskerne egentlig ville. 500 danskere meldte sig til Hipo. De blev aldrig en erstatning for politiet. Efter to måneder blev betjentene erklæret som krigsfanger. Mange betjente døde. Dramatisk HIPO – afslutning på Nørrebro.
Tyskerne var bange for at politiet ville falde dem i ryggen
I en tidligere artikel har vi beskrevet, hvordan de tyske myndigheder var utilfredse med det danske politis holdning. Det voksede til bekymring om politiets stilling. Den tyske mistillid til politiet voksede særlig efter augustoprøret 1943.
Også politiets ageren under Folkestrejken i juni – juli 1944 gav anledning til ny tysk utilfredshed. Grænsen var åbenbart overtrådt.
Politistyrken voksede i løbet af besættelsesårene fra ca. 3.000 mand til ca. 10.000. Efter militærets opløsning den 29. august 1943 var det den eneste væbnede magt, der var til rådighed for den danske centraladministration.
Som vi tidligere har skrevet, så var tyskerne bange for at politiet ville falde tyskerne i ryggen ved en allieret invasion. Ikke mindst den øverstkommanderende for værnemagten i Danmark, general von Hanneken ønskede politiet reduceret til 2-3.000 mand. han fandt tilslutning hos politichef Pancke.
Luftalarm
Det var den 19. september 1944. Klokken var omkring 11. Sirenerne lød til luftalarm. For tjenestegørende betjente var det tegn på at man skulle søge mod sin post.
Andre var søgt hen på hittegodskontoret under foregivende at de havde ærinde. Da sirenerne så løs, trak de pludselig våben og sikrede passage til bygningen for de tyske styrker, der under støvletramp og råb hurtigt overrumplede det danske politihovedkvarter.
Det samme udspillede rundt om i landet på de danske politistationer, politikaserner og på politiskolen.
Betjent skudt i Valby
På station 9 i Valby sparkede tyske værnemagtssoldater døren ind til ekspeditionslokalet og affyrede uden varsel en maskinpistolsalve ind i lokalet. Skuddene ramte en 58-årig overbetjent, der sad ved sit skrivebord med ryggen til døren. Han var dræbt på stedet.
I København stormede SS – elitesoldater og tungt bevæbnede soldater fra Værnemagten Politigården. Sideløbende blev rigspolitichefen og politidirektøren i København arresteret. Stormen på Politigården forløb relativ fredeligt. Men i resten af landet og omkring Amalienborg var der flere intense skudvekslinger, som krævede flere dødsofre.
Politivagten på Amalienborg ville ikke overgive sig
Det var åbenbart tyske marinesoldater, der ved en fejl kom i kamp med politivagten på Amalienborg.
Politivagten på Amalienborg ville ikke overgive sig. De ville forsvare kongen. På dansk side blev to politifolk og palæforvalteren i det Gule Palæ såret, mens 20 tyskere blev dræbt og det dobbelte antal såret. Andre tal fortæller, at ni tyske soldater omkom mens syv blev såret. Blandt de dræbte var SS – Oberscharführer Fritz Himmel fra Petergruppen. Skader fra den tyske kanonild kan stadig ses ved slottet, hvor der i 1952 blev sat en mindeplade op.
De 56 tjenestegørende på Slotspladsen byggede barrikader rundt om på pladsen. Kort efter luftsirenernes begyndelse havde vagtchefen fået melding om det tyske overfald på stationen i St. Kongensgade. Et opkald til politigården var forgæves. Det var opkaldene til byens andre stationer også.
Kl. 12.20 nærmede en gruppe tyske marinesoldater slotspladsen. De så barrikaderne og forsøgte at forcere dem. Det kom til en alvorlig skudveksling som også blev suppleret fra en tysk kanonbåd.
På kongens foranledning blev kampene indstillet. Skudvekslingen varede i godt to timer.
Frem til befrielsen var der uniformerede politifolk på Amalienborg.
Kun 200 politifolk gik i tjeneste for tyskerne
Ordenspolitiet i København og de største provinsbyer skulle afvæbnes og interneres. Det øvrige politi, herunder kriminalpolitiet skulle afvæbnes, men kunne i øvrigt fortsætte deres arbejde. Men da havde tyskerne hvis gjort regning uden vært. De gik hjem og blev hjemme. Mange gik aktivt ind i modstandsbevægelsen. Kun knap 200 politifolk valgte at gå aktiv ind i tyske tjeneste
I Slagelse nåede politiet at forsvinde med deres våben, inden tyskerne ankom.
I Odense blev en betjent også dræbt
Af en eller anden grund var der ikke noget luftalarm i Odense. Derfor var der en del civile på gaden, der ufrivilligt blev en del ad aktionen.
250 tyske soldater gik til angreb på byens hovedstation, der var beliggende i byens rådhus. Ved stationens vagt stod blot en 24 – årig reservebetjent, der ikke nåede at reagere før han falder livløs om ramt af en tysk kugleregn.
En tidligere kollega ledede de tyske styrker
I Aalborg blev en 30 – årig reservebetjent ramt. Han havde kun været ansat i et halvt år. Han blev dræbt ved politikasernen, da de tyske soldater stormede bygningen.
I Ballerup var det en tidligere dansk politimand, der var gået i tysk tjeneste, der ledede aktionen mod sine tidligere kollegaer.
Ledelsen kaldt til møde
I mellemtiden befandt den øverste danske politiledelse sig i det tyske hovedkvarter på Dagmarhus. Her var de dagen forinden blevet indkaldt til et møde, der skulle starte kl. 10.45. Mødeindkaldelsen var udgået fra hovedarkitekten bag Aktion Möwe, den Højere SS – og Politifører i Danmark, Günther Pancke.
Så blev de herre gjort bekendt med at de nu ville blive sat i ”æresarrest”.
Himmler kaldte det: ”Absolut korrekt”
Operationen foregik meget uensartet og er nok et skoleeksempel på, hvordan det ikke skulle gøres.
Knap 2.000 politifolk blev taget til fange. De resterende gik under jorden. Aktionen blev af Værnemagten og den tyske politiledelse i Danmark betragtet som en umiddelbar succes. Man havde jo pacificeret det danske politi uden de store sværdslag. Himmler var da også tilfreds med aktionen, som han i sine optegnelser beskrev som ”absolut korrekt”.
Mange blev advaret på forhånd, da aflytningscentralen i Helsingør havde opsnappet planerne om arrestationerne nogle dage i forvejen.
Sejlet til Lübeck
De københavnske betjente blev samlet i Københavns Frihavn og sejlet fra Langelinie i M/S Cometa. Politifolk over 55 år fik lov til at gå. Transporten gennem København var i halvåbne lastbiler. Politifolkene stod sammenlænkede og med bøjede hoveder. Maskingeværer pegede på dem. De blev samlet i de store pakhuse i frihavnen.
Efter to dages sejlads i aflåste lastrum ankom de til Lübeck, hvor de blev sat på kreaturvogne og kørt til KZ- Neuengamme. Har var de en uges tid hvorefter de med godstog blev sendt til Buchenwald,
Fra Frøslevlejren syd på
De 300 politifolk, der under aktionen var blevet tilbageholdt i Jylland og på Fyn var intetanende om det videre forløb blevet samlet i Frøslevlejren, hvor de opholdt sig i knap en uge. Herefter blev de så stuvet sammen og sendt syd på.
Justitsministeriet udsendte en forespørgsel
Tre dage efter aktionen mod politiet udsendte justitsministeriet en fortrolig skrivelse til landets amtmænd, hvori ministeriet udbad sig oplysninger om forholdene i de enkelte politikredse. Amtmændene blev bedt om omgående at meddele ministeriet, i hvilken udstrækning politiet udøvede politimæssige funktioner i de enkelte politikredse, hvilke og hvor mange politifolk der var anholdt eller bortrejst.
Tyskerne rippede CB – depotet
På Frederiksberg var 50 blevet anholdt, mens cirka 150 havde fulgt politimesterens eksempel og var gået under jorden.
Da besættelsesmagten forlod stationen på Howizvej 25. september var den så godt som ribbet for brugbart materiel. Man havde gjort et markant indhug i CB – mandskabets tøjdepot på stationen og medtaget samtlige gummistøvler. Med hensyn til politiets udrustning og materiel stod det endnu værre til. Samtlige våben, hjelme og gasmasker var borttaget.
Det samme var stationens ti køretøjer og beredskabet af fødevarer. Stationens øvrige materiel bar stærkt præg af den tyske tilstedeværelse. Aflåste møbler og skriveborde var brudt op og en række døre var sparket op og ødelagt. Forude ventede knap otte måneder med stigende kriminalitet og næsten lovløse tilstande i Danmark.
Det danske politikorps kunne ikke reorganiseres
I dagene derefter viste det sig dog betydelige problemer. For hvordan skulle man nu håndtere sikkerheden i et land uden politi. Den Højere SS og Politifører Günther Pancke havde derfor en plan om at omorganisere politiet og føre det ind under tysk kontrol. Men det lod sig ikke umiddelbart realisere, idet såvel myndighederne som de danske politifolk stillede sig særdeles uvillige over for denne plan.
Det mindre antal danske politifolk, Pancke havde tilbageholdt på Politigården til at varetage administrativt arbejde og sporadisk efterforskning, indgik derfor kun modvilligt i politiarbejdet. Men måtte derfor opgive hele ideen om et reorganiseret dansk politikorps.
500 danskere meldte sig til HIPO
Det forslog heller ikke meget, at Pancke gennem Schalburgkorpsets Efterretningstjeneste, ET søgte at opbygge Hilfspolizei (Hipo) som erstatning for det internerede korps, da dette langt fra kunne bære alle politiets opgaver. Omkring 500 danskere blev optaget i Hipo.
De huserede på Politigården til befrielsen. De skød til måls efter dagsbefalinger og lavede deres egne politiskilte, naturligvis præget med dødningehoved og herunder tre løver.
Hipo’ s uniformer var omsyede politiuniformer påført Hipos distinktioner.
HIPO var ikke en erstatning for almindeligt politi
Det var ikke almindelige politiopgave som Hipo gav sig i kast med. Man begrænsede til at deltage i sabotagebekæmpelser og fordrev ellers meget af tiden med at provokere eller lade sig provokere af den almindelige befolkning. Det blev hyppigt til klammeri og også grovere vold.
Fra efteråret 1944 og frem til befrielsen i maj bevægede det danske samfund særlig i de større byer sig i stigende grad mod regulær opløsning. Efter politiets opløsning steg kriminaliteten voldsomt. Med de tiltagende kampe mellem danske nazistiske korps og modstandsbevægelsen blev skyderi i gaderne tilnærmelsesvis hverdagsbegivenheder i visse byer.
Den tyske politiledelses erstatning for det internerede danske politi var alt i alt en katastrofe for landet. Hipos hærgen satte sig varige spor i den danske bevidsthed. Betegnelsen Hipo blev nærmest et skældsord.
Nu var Hipo vel ikke en erstatning for dansk politi, som mange hævede. Fordi tyskernes planer havde jo aldrig været at lukke fuldstændig for dansk politi. Hjælpepolitiet blev vel nærmest skabt på ruinerne af denne fiasko, siger Henrik Lundtofte i sin bog, Håndlangerne.
Tyskerne ville bevare dansk politi i reduceret format
Tyskerne ville bevare dansk politi i reduceret form. Så kunne man også få de sædvanlige fødevarerationer fra Danmark og bevare det som tyskerne kaldte ”Lieferfreude” Dansk politi var en forudsætning for dette.
Aktionen var sikkert også et af de største tyske selvmål under besættelsen.
Trods tendensen til opløsning var Danmark dog fortsat i forhold til det øvrige besatte Europa at sammenligne med et ordnet samfund – ikke mindst på landet, hvor de voldsomme forandringer ligesom i de foregående år ikke havde den store indflydelse.
Efter to måneder erklæret som krigsfanger
I første omgang blev de tilfangetagende anbragt i KZ – lejren Neuengamme. Men senere blev de overført til Stutthof. Den længste tid sad politifolkene dog i lejren Buchenwald. De danske politifolk blev overført fra Neuengamme til Buchenwald i to grupper, henholdsvis 29. september og 6. oktober.
Den 8. december blev 200 syge politifolk hjemsendt. Desuden var der 33 urner af allerede døde politifolk.
På grund af myndighedernes pres fik de godt 1.900 danske politifolk efter godt to måneder i KZ – Buchenwald status som krigsfanger. Det var en forbedring af politifolkenes forhold. Efter at have forladt Buchenwald den 16. december 1944 kom 1.604 af de danske politifolk til krigsfangelejren i Mühlberg/Elbe og blev udstationeret på forskellige arbejdskommandoer.
Mange betjente døde
I marts/april 1945 blev de fleste politifolk transporteret hjem med de hvide busser. I en periode sad nogle af de hjemvendte politifolk i Frøslevlejren.
Mellem 81 – 90 politifolk døde alt afhængig af kilden. Dette er eksklusiv dem, der døde af følgesygdomme af opholdet herhjemme. I en opgørelse fra 1968 hedder det sig at 131 politifolk døde senere. 60 af betjentene døde nede i Buchenwald.
Men mange fik varige men på sjælen.
Dramatisk HIPO – opløsning
Hipo’ s opløsning efter befrielsen var ikke uden dramatik. Den 6. maj 1945 opstod der en kraftig ildkamp mellem politisoldater hjemkommet fra Sverige og Hipofolk. Kuglerne fløj i gadekrydset Aagade, Jagtvej og Falkoneralle. Flere forbipasserende blev ramt og en fabrikant mistede livet. Enkelte lejligheder blev også ramt af skud.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
August 3, 2021
Barkmøllegade i Aabenraa (b)
Dette er en ny-redigering af en ældre artikel. Dette skulle gøre den mere læsbar.
Selve gaden er gammel. Den har haft mange navne. En barkmølle blev opført i 1802. Det gik ikke. En skomager – mester ville ikke indordne sig. Den gamle redaktør boede to steder på Barkmøllegade. Det var en særdeles fornøjelig tid. Unge Konservative kravlede rundt på HK – Husets tag. Og over for på Barkmøllegade var der sket et narkodødsfald. Skønne Trille sang i den forkerte gård. Den første rutebil, der nogensinde blev bygget i Aabenraa, blev bygget i Barkmøllegade 8
Mange steder i Aabenraa
I de 15 – 16 som jeg opholdt mig i Aabenraa boede jeg forskellige steder. Haderslevvej, Tøndervej, Nybro, 2 gange Barkmøllegade, Jernbanegade og Frueløkke.
Flyttemanden svigtede
Da jeg skulle flytte fra Nybro til hjørnet af Ramsherred/Barkmøllegade svigtede min flyttemand. Så var det godt, at jeg kunne ringe til Jens Wiltoft oppe fra boghandelen. Det blev til mange ture, for den varebil Bo Bojesens Boghandel havde dengang, var ikke ret stor.
To steder på Barkmøllegade
Møblerne blev næsten alle placeret op på loftet på fjerde sal. Jeg havde kun lejet to værelser i en kæmpe herskabslejlighed.
Og da jeg fik mulighed for at flytte lidt længere hen ad vejen på Barkmøllegade, var Jens Wiltoft igen behjælpelig. Det gik forbavsende hurtig.
Altan og solbad
Og det var i Peter Moldt gamle lejlighed. Vi fik en del bajer sammen. Han holdt også meget øje med de piger, jeg havde besøg af. Han var herlig. Jeg hjalp også ham og konen med deres børne – butik Mille og Mikkel ude på Haderslevvej. Jeg var vant til at skrive skilte, så de kunne jeg da være behjælpelig med.
Og hvor var det skønt pludselig at løbe på Hanne Moldt sidste år, da jeg holdt foredrag i Rens.
Der var altan og man kunne kravle op på et tag og tage solbad om sommeren i Barkmøllegade. Og Peter fortalte til tider absurde historier over en bajer fra sit arbejde som bedemand.
Mange fester
Her blev holdt mange fester til naboernes store fortrydelse. Og ikke et øje var tørt, da Trille fra Odense kom med sin guitar og sang fødselsdagssang tidligt om morgenen, da jeg fyldte 30 år. Hun havde bare taget fejl og var gået ind i gården ved siden af.
Narko – dødsfald
Fra nærmeste hold kunne jeg pludselig se et stort opbud af politi og journalister. I bygningen overfor var der sket et narkodødsfald. Huset, hvor jeg tidligere havde været til fest, var blevet bygget om til ejerlejlighed. Jeg var over at kigge på det, men det var ikke noget for mig. Det var for lidt plads. Og det var her, der var sket et narkodødsfald.
Det var også her, at jeg havde besøg af Aabenraas succesfulde dame – fodboldhold.
Tiden her på Barkmøllegade var pragtfuld. Varmen forsvandt utallige gange om vinteren. Man måtte sidde med jakke på, men bortset fra det så morede os pragtfuld.
Konservative på HK – Husets tag
Det var også her, at jeg opdagede, at de unge konservative fra Aabenraa havde klatret op på HK – Husets tag på Borgmester Finks gade. Jeg var blevet formand for HK, og ville ikke finde mig i dette.
Politiet nægtede, at det havde været en episode. Men jeg fik drejet hele sagen til min fordel. Det var nu meget skægt. Og sagen kom til at indbefatte arbejdsgiverforeningen på havnen i Aabenraa.
Jeg tilbød Konservativ Ungdom, at jeg da gerne ville tilbyde en rundvisning i bygningen men indefra. De tog nu aldrig imod invitationen. Men politiet nægtede, at der havde været noget som helst. Men Konservativ Ungdom var så venlig at sende et foto, der viste, at her var Restaurant China.
Men nu kunne man jo ikke fortænke de unge i, at de ikke vidste noget som helst om Aabenraa søfarten og dengang denne gik til Kina.
Det var også i det hus, hvor jeg havde lagt grundstenen. Der kom virkelig gang i HK, dengang. Jeg havde spurgt min far derhjemme, som var murer:
Egentlig kan jeg godt forstå, at Jydske Tidende morede sig over min måde at håndtere dette på. Men min fremtid var ikke just i murerfaget.
Gad godt nok vide, hvad huset bliver brugt til i dag? Jo og så havde vi problemer med en rødbøg, som en dame ved navn Agnete Bisgaard så indædt kæmpede for.
Men inden jeg kommer for godt i gang, så skulle denne artikel handle om Barkmøllegades historie.
Her blev Aabenraas første rutebil fremstillet
Aabenraa har været berømt for deres busser. I byen er der fremstillet mange. Men tænk engang. Her i Barkmøllegade 8, hvor jeg boede, blev Aabenraas første rutebil fremstillet.
Det var karetmager Carl Duus, der en dag i 1821 kunne lade sig stille til fotografering foran sit lille værksted. Med stolthed kunne han præsentere den første rutebil.
Han havde fået chassis fra en bilfabrik, hvorpå han havde bygget karosseri. Selve det tekniske havde han intet at føre med. Inden da havde chaufføren skulle være ude i det fri. Nu kunne han også sidde inde.
Hvor var møllen?
Det var en mølle, der anvendtes til at findele bark til garvning, der har givet navn til gaden. Men hvornår denne mølle har ligget der, ja det kan de kloge ikke finde ud af. Men det har vi fundet ud af.
Barkmøllegade går fra Ramsherred til Klinkbjerg i en lidt kroget bue.
På et kort fra 1600 – tallet
På Meyers gamle kort i 1600 – tallet er gaden benævnt Klinkbjerg. Og i kortet i Pontoppidans Atlas, er gaden benævnt:
Peter Kliplevs – Gyde
På et tidspunkt blev gaden kaldet Peter Kliplevsgyde. Han boede på den hertugelige teglgård.
Men mon ikke det er mere troværdig at gaden er opkaldt efter den i 1654 afdøde Poul Kliplev i Ramsherred. Dens sydside udgjorde baggårdene fra Ramsherred og Klinkbjerg. Med haver, stalde og lignende.
Fra ældre tid var Aabenraa beboet af håndværkere og søfolk. Og det var den omtalte gade også.
Gaden omtalt i bøger
Især gadens nu forsvundne nummer 10 tiltrak sig opmærksomhed. Således er huset gengivet i en bog fra 1909 udgivet af Kunstindustrimuseet i Flensborg. Bogen hed Kleinstadtbilder aus Apenrade,
I 1951 skrev Enquist i Sønderjyske byer:
To ældre huse
Men sandheden er, at Barkmøllegade 10 var to ældre huse som mellem 1744 og 1754 var bygget sammen af ejeren snedker Christian Hansen. Huset vedblev med at være to adskilte lejligheder. Huset var efterhånden blevet faldefærdigt, da det i 1963 blev nedrevet.
Endnu et gammelt hus
Gadens sydside var nærmest ubebygget. Og kigger man på ældre kort var knækket mere skarpt end i dag. Det skyldtes at Ramsherred 4 dengang var et 8 fags gavlhus og ejeren havde anbragt en stald. Det var omtrent der, hvor Barkmøllegade 5 lå.
I sidste tredjedel af det 1700 århundrede bliver denne stald erstattet af et trefags bindingsværkshus, som blev lejet ud. Men huset brændte, og blev revet ned i 1798.
Barkmølle fra 1802
I 1802 havde Aabenraa Skomagerlav fået koncession til at opføre en barkmølle på stedet. Dette var årsagen til gadens navn.
Da barkmøllen var anlagt, indgik samtlige skomagermestre en forpligtelse til at benytte møllen. Man regnede med store besparelser. Tidligere havde man måtte fået malet ude.
Møllen, der var en hestemølle, blev drevet for lavets regning.
En arbejdsmand passede den. Men det var en mester fra lavet, der vejede den afleverede bark og førte regnskab.
Boghvedegryn
Malingen betaltes efter vægt og tab. Gevinsten blev delt mellem lavets medlemmer. Men hurtigt viste det sig, at møllen gav underskud. Derfor søgte man om tilladelse til at fremstille boghvedegryn. Møllerne i omegnen frarådede, at man gav tilladelse til dette. Men i september 1804 fik man alligevel tilladelse.
Men heller ikke dette initiativ hjalp. Nye mestre, der blev optaget i lavet måtte betale et ikke ubetydeligt bidrag til møllens drift.
Vogn – remisse
I 1829 gav man op. Man solgte møllen. Indtil 1848 blev bygningerne anvendt som vognremise.
Huset rykket tilbage
I 1848 overtog Chr. Petersen, bygningerne. Da han søgte om at bygge et nyt hus på grunden, tilbød byen ham en belønning, hvis han ville rykke bygningen tilbage. Og det gik ejeren med på. Vejen var smal, og netop ved grunden slog gaden et knæk.
Ville ikke indordne sig
Men skomagerne skulle finde et andet sted for at få malet. De fik indgået en kontrakt med Jørgen Bruhn på Nymølle. Som betingelse stillede Bruhn igen den betingelse, at alle skomagerlavets medlemmer skulle benytte hans mølle.
Men et enkelt lags – medlem ville ikke indordne sig. Han gik med planer om selv at bygge en barkmølle, men lavet nægtede at samarbejde med ham.
Og selv om alle gik imod Møller så kæmpede han indædt. Man prøvede på at latterliggøre ham. Han mente ikke, at lavet kunne disponere over hans privatformue.
Han fik ret
Men Møller fik til sidst ret. Den 31. oktober 1829 fik han rettens ord for, at det stod enhver frit at anlægge en barkmølle og lade sin bark formale, hvor han ville.
Kigger vi på et kort i Trap: Slesvig fra 1862 ligger der på sydsiden af gaden kun en bygning. Og den er opført på den gamle barkmølles plads.
Fornøjelige år
Dette var noget af Barkmøllegades historie. Her tilbragte jeg nogle aldeles fornøjelig år i min tid i Aabenraa.
Kilde: Se
Hvis du vil vide mere: