Artikler
Maj 1, 2022
Toghistorier fra Nørrebro
Den første station ved Søerne holdt ikke længe. Velmente råd til jernbane – direktionen. Lokale ville oprette et træskur. En station ville komme – men hvornår? Man forsøgte at spænde ben. Indvielsen måtte udskydes. Beskeden toggang i begyndelsen. Trange forhold. Gangbroen blev fjernet, men en ny dukkede op i 1910. Slangerup Banen blev indviet. Man ville nedlægge Nørrebro station. Men var det smart, når der nu var 300.000 – 400.000 passagerer her om året. Bygningerne blev i den grad forsømt. Stationsforstanderen havde i en periode en luksuslejlighed. Men i 1930 var det slut.
Den første station holdt ikke længe
I 1879 startede Nørrebros første jernbanestation på Nørrebros Dossering 2, Ja sådan kaldte man det dengang. Det var med assistent C.C. Sønderup som forstander. Og stationen var uden spor. Det var bestemt ingen succes. Baneselskabet ofrede hele 800 kr. i indretningen.
Transporten af gods til og fra Københavns Hovedbanegård kostede 403 kr. Der var daglig fire daglige forbindelser. Huslejen var 543 kr. og udgifter androg 543 kr.
Allerede i 1880 lukkede man igen. Det var ingen succes.
Velmente råd til Jernbane – direktionen
Nørrebro fik ført sin første rigtige station i 1886. De første rygter om en ny station dukkede op allerede i 1861. Så det var virkelig lang tid at vente. Man ønskede en station i området, men det var ikke fra beboere i området. Dengang var Havremarken et ret så øde område.
Den mærkelige avis ”Sandhedsfaklen” anbefalede i 1862 at man anlagde en station ved Ventegodt eller Petersminde på Nørrebro Lygtevej. Og det skete i et indlæg med overskriften:
Byen voksede. Og i 1867 ”antog” man at Nørrebro havde ca. 20.000 indbyggere. Man havde ligefrem:
Det var nu ikke de store millionbevillinger til en Nørrebro Station, blot 400.000 kr. Og det var efter at en ”Commission” havde arbejdet på sagen i flere år.
Lokale ville oprette et træskur
Men der skete ikke rigtig noget. Nogle Nørrebro – borgere havde sendt et andragende til jernbanernes direktør, Viggo Rothe om for egen regning at måtte opføre et træskur til billetsalg og ventesal samt en åben perron. Endvidere ville man lønne en funktionær i to år.
En station ville komme – men hvornår?
Direktør Rothe må have været interesseret, for han fremsendte en tegning til en stationsbygning, som antagelig ville koste 25.000 kr. at opføre. Og så ville han have 10.000 kr. årligt. Hvis dette beløb kunne sikres, ville han foreligge sagen for Indenrigsministeriet. De brave Nørrebroere har sikkert været lidt skuffede over beløbets størrelse.
De havde kun fået tegnet ca. 6.000 kr. De kunne næppe skaffe resterne. Men det var nu heller ikke nødvendigt. For efterhånden var det klart, at Statsbanerne ville åbne Nørrebro Station i løbet af et par år.
Man forsøgte at spænde ben
Visse politikere ”Visne-politikere” søgte stadig at spænde ben for bevillinger for alle bevillinger og ikke mindst jernbaneanlæg. Med meget besvær lykkedes det at få bevilliget de 250.000 kr. til arealkøbet ifølge finansloven 1882/83. Dertil kom i alt 150.000 kr. og strakte sig over årene 1885/89.
Indvielse måtte udskydes
I begyndelsen gik det hurtigt. Men da man tog fat på bygningerne gik det nu ikke så kvikt. Station A var ved Bjelkes Alle og Station B ved Lyngbygade (Hillerødgade). Banerne håbede at kunne åbne den delvis færdige station den 1. maj – for lige at få skovtrafikken med. Så blev det offentliggjort, at dette først ville ske 1. juni. Men det skete først 28. juni. Åbningen fandt sted den 1. juli.
Beskeden toggang i begyndelsen
Toggangen fra starten var dog ret beskeden. Man havde i den grad undervurderet Nørrebroernes interesse for Dyrehavens lyksaligheder ved kun at lade 5 tog til Klampenborg standse. Men man blev da også klogere. Fra 18. juli standsede alle Klampenborg – tog ved Nørrebro.
Trange forhold
Nørrebros godstrafik var beskeden i begyndelsen. De mange småindustrier og håndværkere sendte nok en del banepakker, men det talte kun lidt. Først omkring århundredeskiftet kom der større industriforetagender i gang. For det ankomne gods vedkommende drejede det sig i begyndelsen om transporter af byggematerialer.
Men det var nok at bestille for personalet. Den upraktiske og de trange rangerforhold gav ofte problemer. Og så fandt postvæsnet ud af, at ”Lygtevejskvarterets Postexpedition” ind i stationen.
Gangbroen blev fjernet
I 1894 blev der foretaget flere udvidelser på Nørrebros Station. Til publikums sorg blev gangbroen over sporene fjernet. Der blev spændt store kæder over passagerstedet. Men det var folk nu lige glade med. Det var et under at ingen blev kørt over. I mange år var forholdene meget primitive. Endelig i 1910 opførtes en ny gangbro tæt ved Nørrebrogade.
Da Frihavnsbanen blev åbnet senere i 1894, fik Nørrebro station en forøgelse af personalet – en assistent, en overportør og fire almindelige portører. Men løbende blev personalet nu forøget.
Slangerup Banen blev indviet
I 1898/99 blev der anlagt et privat sidespor nær banearealet. Man kaldte det for ”Stensporet”. Det blev meget anvendt i årene fremover.
I 1906 blev København – Slangerup Banen åbnet. Det var lige i nærheden af Nørrebro station – på Lygten Station. Men det kom ikke til at påvirke konkurrencen. Det var åbnet et andet publikum, der foretrak Harreskoven frem for Dyrehaven.
Omkring 1909 opstod der dog en form for konkurrence. Men et par år efter steg passagertilgangen til Nørrebro station år efter år.
Man ville nedlægge Nørrebro Station
Efterhånden blev Nørrebro Station kun en station på Nordbanen. Nu afgik der kun 11 persontog om dagen. DSB lurede nu på at nedlægge Nørrebro station. Det vakte vild forargelse, da dette kom frem.
Den 17. november 1914 afholdt Nørrebro Handelsforening et møde i Folkets Hus. Det kom frem, at det var ”Socialdemokraten”, der havde iværksat det hele. Trafikminister Hassing Jørgensen var indbudt, Han tilsluttede sig protestresolutionen. Men han holdt også på Ringbanen. Den ville koste 8 mio. kr.
Der var trods alt 300.000 – 400.000 passagerer om året
Heldigvis overlevede Nørrebro station i første omgang. Det ville også have været absurd at lukke stationen, der betjente 300.000 – 400.000 passagerer hvert år.
I efterkrigsårene dalede passagertallet. I 1915 blev der nedsat et udvalg, der skulle kigge på den kommende togdrift. De tunge skyer hang stadig over Nørrebro station. Også i 1921 talte man om det. Men atter engang overlevede stationen.
Bygningerne blev meget forsømt
Efterhånden blev stationen mere og mere forsømt I slutningen af 1920’erne blev der ikke gjort meget for at vedligeholde stationen. Bygningerne så meget slemme ud. Den 30. juni 1930 var det slut. Straks efter lukningen blev det taget fat på oprydningen. På pladsen kom Nørrebroparken.
Stationen nåede at have 6 stationsforstandere. Dem, der søgte stillingen på det sidste blev advaret mod snarlig nedlæggelse. Man blev anbefalet at søge stillingen på den nye godsstation ved Lygten.
Stationsforstanden havde i en periode en luksus – lejlighed
I den gamle station havde det ikke været bolig for stationsforstandere, som derfor måtte bo andet steds.
På et tidspunkt havde stationsforstanderen en 123 m2 stor herskabslejlighed på Nørrebrogade 168 med alle moderne bekvemmeligheder, pigekammer og karnap.
Hermed slutter første del af vores ”Toghistorier fra Nørrebro”. Snart vil du opleve anden del.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
April 29, 2022
De Forbandede År
Hvad handler filmene om. Karl Skov forsøger at retfærdiggøre sit samarbejde med tyskerne. Modstandsbevægelsen kan også begå fejl. Usædvanlig mange konflikter hober sig op i familien. En lang sej kamp for at lave filmene. Det er som om at man har taget en bred pensel for at få det hele med. Var det erhvervslivet, der var for grådig? Det hele havde egnet sig bedre som tv – serie. Besættelsestiden er og bliver et paradoks. To ud af 30 besættelses – film viser at mindre også kan være godt. Familien oplever lige mange konflikter. Fremragende skuespil og ganske underholdende film men knap så mange skæbner havde været bedre. Måske burde Familien Skov kunne have haft tre børn.
Hvad handler filmene om?
Vi har været i biografen og set nr. 2 af denne film. Tidligere har vi set nr. 1. Dette er måske en lidt utraditionel anmeldelse.
Hvad handler filmene om? Ja nr. 2 er en dramatisk opfølger. Vi følger familien Skov fra foråret 1943 til sommeren 1945. Familien er splittet. Der er hele fem børn, som vi også følger. Karl har været gift før.
Karl forsøger at retfærdiggøre sit samarbejde
Det er familiesagaen, der bruges som et slags skelet til skildringen om besættelsestiden. I starten er der meget kaffe og borgerskab. Pludselig falder maskerne og pistolerne knalder.
Aksel tilslutter sig modstandsbevægelsen og går under jorden. Han udvikler sig til at blive en hårdkogt partisan. Han bliver et rigtigt bæst.
Karl kæmper for sit livsværk. Det bliver sværere og sværere betingelser. Samlingsregeringen kollapser. Han er pludselig uden politisk opbakning og må tage de forbehold, som sikrer familien også på den side af krigen. Dette sætter forholdet til Eva under pres. Hun har svært ved sin mands samarbejde med besættelsesmagten.
Karl forsøger hele tiden at retfærdiggøre sit samarbejde med tyskerne. Han har sikret sig at hans medarbejdere ikke kommer ud i arbejdsløshed. Han fabrik er i økonomisk krise. Karl mener, at det er nødvendigt at samarbejde for at fabrikken skal overleve.
Egentlig har han klaget sig godt. Han har både chauffør og kokkepige.
Modstandsbevægelsen begår også fejl
Den stigende modstand mod besættelsen og tyskernes øgede brutalitet får fatale følger for familien.
Det var kun 2 pct. af den danske befolkning der deltog i modstandskampen. Det hele har tidligere været fremstillet som ren Morten Korch-heltefortælling. I denne film ser vi unge uerfarne drengerøve, der begår fejl og bliver psykisk nedbrudt.
Vi har hele tiden fået at vide hvor heltemodig de allierede soldater og de danske frihedskæmpere var. Og nazisterne i Danmark var så grusomme. Vi kender jo Flammen og Citronen. Og så passede kvinderne gryderne og mændene blev sendt i krig og modstandskamp
Mange konflikter
En af sønnerne, Michael bliver nazist og soldat ved Østfronten. Han melder sig ind i Frikorps Danmark. Han er anti – kommunist. Da han kommer hjem, er han fuldstændig ødelagt.
En datter Helene bliver gift med en nazist og tager til Norge. Manden dør og hun rejser tilbage til Danmark. Men hun er stemplet som tyskertøs
I den første film møder vi husets tjenestepige, Annelise. Hendes søn, Svend er kommunist. Han bliver involveret i det illegale arbejde og skudt af tyskerne.
En lang sej kamp for at lave filmene
Instruktøren har arbejdet i cirka 20 år for at realisere projektet. Anders Refn følte sig nærmest afskrevet som instruktør, fortæller han. Man forsøgte også at skaffe udenlandske midler. Selv udtrykker instruktøren at det var på et hængende hår, at man fik lavet filmene. En blodprop kunne have stoppet projektet.
Den ikoniske forfatter Flemming Quist Møller, der har været med til at skrive manuskriptet gik bort tidligere i år. Han nåede dog at se resultatet og var yderst tilfreds.
Med en bred pensel skal det hele med
Filmene varer i alt fem timer. Det var tænkt som en storfilm om danskerne under anden verdenskrig. Med en bred pensel forsøges det at få det hele med. Vi når også at se, at familien hjælper en britisk pilot til Sverige. Ja en jødisk familie hjælpes også. Stikkere dræbes og hvordan kan man være sikker på ikke at dræbe den forkerte?
Midt i alt dette så forelsker to frihedskæmpere sig også i hinanden. Det er som om, at man vil have alt med. Bliver filmen for lang? Vi skal også have værnemageriet med fra politikere, der ønskede samarbejdet med tyskerne.
Var det erhvervslivet, der var grådig?
Filmen er meget ambitiøst. Kan de unge forstå den mærkelige tid, når de ser filmen? De onde er usympatiske. Men hvad med det kommunistiske problem? Var det erhvervslivet, der var grådig? Og er det kun politikerne, der er skurkene?
Der er en politisk skævvridning i fortællingen. Men der er fremragende skuespil. Spændende og sørgmodige scener oplever vi også. Fantastiske historier bliver belyst. Fejlslagende stikkerlikvideringer, blodtørst i befrielsesdagene, danske medløbere og meget mere.
Der burde hellere være skabt en tv-serie
Det er som om, at alt skal fortælles. Alt problematikken i besættelsesårene skal presses ned blandt familiens syv medlemmer. Ideen er god, men måske burde man ikke have lavet to lange film men i stedet en serie.
Spørgsmålet er om familien Skov kan finde hinanden igen. Hvem står egentlig tilbage som vindere og tabere efter krigen? Filmene der vil så meget slutter meget brat. Ja sådan sagde man om nr. 1. Men får vi ikke bare nye problemer?
Besættelsestiden var et paradoks
Egentlig var besættelsestiden et paradoks. Instruktøren har udtalt:
Er det så lykkedes at skildre dette?
To enkle film er skabt om besættelsen
Efterhånden er det vel lavet 30 film om besættelsestiden. De fleste tager heroisk afsæt i modstandsbevægelsen. Måske er disse lidt konservativ iscenesat. To flotte og underholdende film med markante meninger.
Vi har set udmærkede film som har fokuseret på enkelte ting fra besættelsestiden. Her kan nævnes ”Under Sandet”. En film, som vi har skrevet to artikler om. Og så er det også 9. april, hvor vi følger en deling soldater. Disse to film er i grunden meget enkle men fungerer fint.
Familien Skov oplever lige mange konflikter
Men i De Forbandede År 1-2 når vi ikke rigtig at lære de forskellige personer at kende. De to film vil så meget. Hovedpersonen gør det rigtige og det forkerte på en gang.
Er filmen troværdig? Kan en familie være så forskellig som familien Skov? De er fanget i trolig mange konflikter. Igen en gang så vil man skildre det hele og så i en familie. Kan man følelsesmæssig nå at fordybe sig? Og det er synd for vi oplever fantastiske skuespils – præstationer hele vejen rundt.
Knap så mange skæbner havde været bedre
Det er som om, at der har været alt for meget materiale. Familien Skov er lige lovlig presset. Desværre er budskabet ikke helt løst. Man kunne have nøjes med at beskrive knap så mange skæbner. Måske havde det været nok med tre børn. Fortællingen bliver ikke afrundet.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
April 28, 2022
En legende fra Gråsten Slot
H.C. Andersen holdt forbindelsen ved lige næsten til enden, da hertugparret måtte flygte fra Augustenborg Slot. Og det til trods for at han var ”skræmmet” over forholdene dengang. Under opholdet i november 1845 skrev han ”Den lille pige og svovlstikkerne”. Et tilsendt billede dannede rammen for dette eventyr. Han sad dog næppe i Slotshaven under et træ og skrev eventyret. Han var ofte i området og var begejstret.
Masser af breve efterladt
Hvem er det, der har gjort Gråsten Slot kendt? Er det hertugerne, Frederik den Niende eller Dronning Ingrid? Eller er det verdens måske fineste æble? Måske er det en hel anden ting. Og det er at H.C. Andersen på gråsten Slot skrev en af hans mest kendte eventyr
Normalt ved vi dog ikke, hvordan litterære mesterværker er blevet til. Søren Kierkegaard vidste godt, at hans efterladte papirer ville blive studeret indgående.
H.C. Andersen har efterladt et utal af breve, hvoraf mange er trykt. Han har efterladt dagbøger. Litteraturforskere har på den måde fundet ud af mange ting.
I Gråsten i 1845
I oktober 1845 påbegyndte H.C. Andersen en af sine store udenlandsrejser. Det førte han til Tyskland, Italien, Frankrig og Schweitz. Han skriver bl.a. i sin dagbog:
Den 12. november er han i Gråsten og er der til den 21. november. Den 18. får han et brev fra en almanakudgiver Andreas Flinch i København. Inde i brevet havde denne lagt tre små tegninger og bad H.C. Andersen skrive en historie til en af dem. H. C. Andersen opfyldte dette ønske og historien blev trykt i Folkekalender for Danmark 1846.
Et billede dannede rammen for et kendt eventyr
Det billede Andersen valgte, var en tegning af maleren J. Th. Lundbye. Man ser en lille fattig pige, der holder en lille bundt tændstikker frem til salg. Der var allerede fabrikeret en moraliserende tekst til billedet. Flinch har nok følt, at den gode tegning kunne fortjene en anden tekst. Hvem kunne han bedre henvende sig til end H.C. Andersen?
I dagbogen skriver han næste dag den 19. november:
Det blev lagt ind i et brev til en veninde samme dag, der så skulle viderebringe eventyret til Finch. Så hurtigt gik det.
Det er en trist fortælling om en lille fattig pige, der nytårsaften tyndt påklædt og på bare fødder fortvivlet forsøger at sælge tændstikker på byens kolde gader.
Han har nok ikke skrevet den under et træ i Slotshaven som nogle påstår. Det var november og H.C. Andersen var meget kuldskær og bekymret om sit helbred.
Han var en kær gæst på de store herregårde hos adelige og hertuger.
Hun ville varme sig
Som barn havde Andersens mor fortalt ham, at hun engang som lille pige var sendt ud for at tigge. Det ville hun ikke og af angst for moderen havde hun en hel dag siddet under en bro ved Odense å.
Vi kan forestille os H.C. Andersen sidde i den varme stue på Gråstens hvide slot med fødderne under kakkelovnen og den første levende figur i hans eventyr bliver ”en stor jernkakkelovn med blanke messingkugler og mesingtromler.
I Andersens barndom var juletræet netop kommet syd fra til Norden, men dengang var det kun for de rige (den rige købmand står der i eventyret).
Noget af det mærkeligste ved den lille historie er, at Andersen på en måde giver en dobbeltafslutning. Eventyret kunne jo godt være endt med at mormor bærer en lille pige op til Gud. Men de mennesker, der nytårsmorgen finder det lille lig i krogen kan kun konstatere at
At hun er død – frosset ihjel – intet mere. Men vi, der har hørt historien ved
Tænk denne lille almanakhistorie, som er skrevet på Gråsten Slot er blevet til den store nytårs – legende.
I Gråsten er begivenheden foreviget med en skulptur.
Andersen var blevet skræmt
Da H.C. Andersen besøgte hertugparret Christian Carl August, hertug af Slesvig Holsten, Sønderborg – Augustenborg og Louise Sophie i november 1845 var uvejrsskyerne ved at trække op. H.C. Andersen skrev i dagbogen:
Tidligere havde han undskyldt sig med, at han skulle spare til en stor udenlandsrejse. Kongen havde også meldt afbud til denne sølvbryllupsfest.
Her kigger vi også i H.C. Andersens dagbøger
Men også her kan vi kigge i H.C. Andersens dagbøger:
Han bemærkede i høj grad den nationale konflikt
Andersen fik den nationale konflikt tæt ind på livet. Det fik han bl.a. ved at besøge augustenborgerne på Als. I flere digte forsørger han at skrive sig ud af det ulykkelige skisma i bl.a. fædrelandssangen ”I Danmark er jeg født” som mange mener burde være vores nationalsang.
Sangen anslår ikke nationalistiske toner, men bevarer balancen mellem dansk og tysk.
Han var ofte i Nordslesvig/Sønderjylland
Mange gange har han besøgt Sønderjylland/Nord- og Sydslesvig. Han besøgte bl.a. kongen, der var på ferie på Før. Her klagede han over, at det var en meget dyr og lang tur. Dagebøl var et meget kedeligt sted. Heldigvis betalte kongen billetten både tur/retur. Han deltog ligeledes i festlighederne i forbindelse med afsløringen af Istedløven.
H.C. Andersen har også skrevet følgende i sin dagbog:
– Jeg kom saaledes til det smukt beliggende Jagtslot Graasten og blev som tidligere naadigst og hjerteligt modtaget. Intet mærkede jeg, der kunne saare danske Sind og Hjerter. I Familielivet taltes kun dansk. Jeg blev her hele 14 Dage. Egnen ved Flensborg Fjord er unægtelig det mest maleriske i det Slesvigske. Her er store Skove, bjergagtige Højder og altid Afveksling.
– Selve Efteraarets svævende Taage gør Landskabet meget mere malerisk, noget fremmed for øboen, de ikun i mindre Maalestok aer saadan en Natur.
– ”Den lille Pige med Svovlstikkerne” skrev jeg her og med Indbydelsen til ofte at komme tilbage til Graasten og Augustenborg, forlod jeg et Sted hvor jeg havde nydt lykkelige Dage.
– En tung og blodig Tid Skulde gaa op herover. Jeg har ikke haft Hjerte til at se disse Egne igen. Den sidste Tone, der klang for mig, var Tot ist Tot, Prinsesserne af Augustenborg spillede i ungdommelig Munterhed. Erindringen om hin Tid og dens Efterklang er et smerteligt tot – tot.
På vej hjem fra ferie sammen med kongen
H.C. Andersen havde tidligere truffet hertugfamilien fra Augustenborg ved et besøg på bl.a. herregårdene Gissenfeld og Nysø. Han besøgte bl.a. Augustenborg den 11, september 1844 til 29. september 1844. Besøget på Augustenborg skete på vej hjem fra Føhr, hvor han havde besøgt Christian den Ottende.
Forbindelsen til Gråsten/Augustenborg varede næsten til ”enden”
Selv om Andersen havde meldt fra til hertugparrets sølvbryllup i september var han dog alligevel vendt tilbage et par måneder efter for at gratulere. Og forbindelsen blev faktisk holdt ved lige. Fyrstehuset sendte en tønde æbler til digteren.
Frem til efteråret 1847 kvitterede Andersen med lange ærbødige breve. Men fra marts-dagene 1848 var slottet et punktum i Augustenborgs historie. Sammen med to døtre og to sønner måtte Christian August og Louise Sophie flygte fra slottet. Det blev så brugt som lazaret.
Imens sad H.C. Andersen hjemme på sine værelser på Hotel du Nord og fulgte på afstand lynchstemningen nede i gaderne og følte sig forstemt over det Slesvig – Holstenske oprør.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: (Om H.C. Andersen)
April 27, 2022
Flensborg – efter 1945
Blot få kilometer syd for grænsen oplevede masser af beboere hungersnøden. De dansksindede fik hjælp fra Danmark. Der var også mangel på varme, el, gas og brændsel. En tredjedel af Flensborgs befolkning var flygtninge. Disse blev tvangsindkvarteret. Der var 17 mand om et toilet og et køkken. Et kartoffelskib i ny og næ bragte smattede kartofler til de dansksindede. Og så havde englænderne ikke forståelse for dansk kultur og de dansksindede.
En tredjedel var flygtninge
Flensborg var nærmest en myretue. Her vrimlede det med mennesker. Masser af invalide prægede bybilledet. Her var mange fremartede mennesker. En tredjedel af befolkningen -38.000 var flygtninge. Ansigterne var grå og triste. Og det var husene også Det hele forekom gråt. Man nede tragedier bag de flestes ansigter. Enkelte tragedier blev beboerne da også vidne til.
At holde sult og kulde fra døren
Skulle man over grænsen til Danmark skulle man være mere end heldig. Den var solidt lukket af englændere. Mange dramaer udspandt sig her.
I Nordslesvig mente man at være tæt på krigen. Men hvad var man ikke blevet skånet for? I Sydslesvig var de fleste meget berørt af krigen. Dens eftervirkninger fik alle at føle.
At holde sult og kulde fra døren var det altoverskyggende problem. Dertil kom de problemer som flygtninge – indkvarteringen skabte. Således måtte en dansksindet familie indkvartere 13 flygtninge i en fem – værelses lejlighed. De var selv fire.
Flygtninge blev tvangsindkvarteret
Det værste var, at man skulle gennem alle andres værelser for at komme til sit eget. Der var 17 mand om et toilet. En familie havde tilmed tuberkulose. Alle disse mennesker skulle også dele et køkken. Dette var langt fra et enestående eksempel. Sådan var betingelserne.
Uendelig mange af flygtningene kom fra primitive forhold. Mahogni – stuebordet blev brugt som køkkenbord. En ulidelig stank kom fra et af værelserne, hvor en lille familie levede. En dag, hvor værelsets beboere ikke var der blev sagen undersøgt. Da man åbnede en fin gammel egetræsbuffet, viste den sig omdannet til kaninbur.
Hjælp til dansksindede
Geder i forhaverne i Flensborg var ikke et særsyn. Flens-borgerne selv måtte bo under yderst indskrænkede forhold. Også under et vinduesløst tegltag boede der mennesker. Det har ikke været rart om vinteren.
Straks efter 1945 blev der organiseret en hjælpeaktion til Sydslesvigs danske mindretal med mælkeforsyning og tildeling af de nødvendigste levnedsmidler. Maden var ikke spændende og ensformig. Men når de dansksindede så alt den nød omkring sig, var de dybt taknemmelige for hjælpen.
Semuljegryn rørt op i vand til en slags tyk vælling var almindelig til at erstatte smør på brødet. Der var også en steg-os af levertran mange steder.
Kartoffelskibet leverede smattede kartofler
Det var fest, når kartoffelskibet kom. ”Kartoffelkonger” stod for uddelingen eller måske snarere sørgede for at holde orden i den lange kø. Ofte var kartoflerne dog blevet mere eller mindre medtagende af den lange sørejse. Ofte var det en stinkende masse man hældte ud af sækken.
Mange gange kun man i beskedent omfang hjælpe dem, der ikke var dansksindede. De var ofte glade for et stykke spæk. De havde ”noget” rugbrød, salt æg og lidt hvidkål. Det var alt.
Mangel på brændsel, el og gas
Varmeproblemet var ikke mindre alvorligt. Ofte var det værelse som man lejede uden kakkelovn. Så sad man med to frakker på og frøs. Vinteren 1947 var endnu værre. Det var heller ikke bedre med gas og lys. I perioder lukkede byen for lys og gas. Så fik man at vide at nu var det ikke mere elektricitet og nu var det ikke mere gas.
Det brændsel som man kunne fremskaffe, var tørv. Det var i sandhed ikke meget varme, som det kunne udvikle.
Grænsen ligger fast
Hos de dansksindede var det et håb om at man kunne forenes med Danmark. Man blev sure på Christmas Møller, der udtalte:
Man mente, at måden man gav udtryk for at ”Grænsen ligger fast” kunne være sagt på en anden måde. Dog var der mange, der levede håbet. Og de blåøjede troede at inden for tre uger ville der ske noget.
Boligproblemer
Hvis man ville have en anden bolig, ja så måtte man regne med lange køer hos ”Wohnungsamt”. På marieskovvej havde englænderne givet ejeren et besat hus tilbage. Men boligen indenfor var komplet ødelagt.
Englænderne havde ingen forståelse for dansk kultur
Disse englændere havde ikke meget begreb om grænseproblemerne. De lagde en hård kurs over for alt dansk kultur-arbejde. Mange dansksindede løb panden mod en mur fra det ene kontor til det andet. Oberst Lindsay Young havde ikke meget til overs for danskere og dansksindede.
Den danske forbindelsesofficer oberstløjtnant Lunding forsøgte at hjælpe så godt han kunne. Mange dansksindede fik en ret så arrogant behandling af englænderne.
Blot få kilometer mod nord havde man ikke alle disse problemer.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
April 26, 2022
Kloster Mærken
Det var munkene, der startede. Hertugen gav tilladelse til kreaturmarked. Der opstod masser af ny værtshuse i byen. Og så opstod gøglergudstjener. Det kom i TV. Markedet får op til 50.000 besøgende. Karruseller kom med toget. En knægt kom gående med en ko, der skulle sælges for mindst 400 kr. Byrådet ændrede datoerne. Og så fik markedet besøg af en stammehøvding og en udbryderkonge. Her var en svævende dame uden støtte. En nøgendanserinde tiltrak opmærksomhed. En pige faldt ud af Raketbanen. Og så besøgte en islandsk kæmpe på 2.71 meter markedet. Man præsenterede ”Verdens tykkeste mennesker”. Men så kom historien den langhårede pigtrådssanger, der mødte sit livs kærlighed på ”Æ Mærken”.
Munkene startede
Det er godt nok mange år siden, at undertegnede var til Kloster Mærken. Vi kom der også dengang, da jeg boede i Tønder. Det er stadig en af Sønderjyllands faste traditioner.
Oprindeligt hed det Sct. Bartholomæus marked. Lokalt kaldte man det ”Bettemøs – Mærken”. Det startede helt tilbage i munkens tid i år 1173.
Munkene fejrede helgendagene for Sct. Bartholomæus med afslutning af den 3. tirsdag i august. Der blev holdt stormesse. Når dette var forbi, blev der holdt marked ved kirken.
Hertugens tilladelse
I 1548 var munkelivet slut. Men der var efterspørgsel efter sådan et marked igen. Ca. 100 år efter gav hertug Chr. Albert tilladelse til at afholde heste – og kreaturmarked.
På et tidspunkt var man oppe på at afholde 7 årlige markeder. Så blev der efter 1950 indskrænket til et ”Forårs – marked” og ”Kloster – Mærken”. Nu har man et markedsudvalg, der planlægger det hele.
Tre mand ordnede det hele
Inden da bestod ”udvalget” af en landmand, der bestemte over hestemarkedet. En håndværker tog sig af gøgler og kræmmermarkedet. Ja og politi/Gendarmer tjekkede så, at det hele gik rigtig til.
Mange flere værtshuse opstod
Fra 1548 til 1980 foregik markedet i selve byen. Og som alle andre steder med markeder blev også antallet af værtshuse udvidet i Løgumkloster når der var marked. Frem til 1920 var der 17 værtshuse i byen – de 11 havde store hestestalde.
Men når der var ”Mærken” i byen var der 32 værtshuse, da naboejendommene fik en endagsbevilling til at servere:
Gøglergudstjeneste
Fra gammel tid har der altid været en tæt sammenhæng mellem gudstjeneste-liv og markedsliv, fordi markederne blev holdt ved hellige kilder. Ofte blev orgelet skiftet ud med harmonika, sav, violiner, blæsere og rytme.
”Gøglerpræsten” Anders Bork Hansen blev i begyndelsen af 1950’erne landskendt. Han introducerede ”Gøgler-Gudstjeneste” Bork-Hansen havde spurgt teltholdere og kræmmere, om der ikke var noget som han kunne bidrage med. Teltholdernes formand mente, at man kunne starte med at holde en andagt.
600 – 700 i samme kirke
Den første gudstjeneste var kun for gøglere og kræmmere. ”Verdens stærkeste mand” måtte rundt og invitere. På et tidspunkt var der 600 – 700 i en stopfyldt kirke. Gøglere og kræmmere var fra starten med til at tilrettelægge gudstjenesten.
I 1965 deltog dronning Ingrid og den 31- årige ugifte prinsesse Benedikte.
Så kom gudstjenesten i TV
Og minsandten så så blev Gøglergudstjenesten vist i TV. Året forinden Var pastoren blevet kontaktet. Denne havde i første omgang sagt nej tak med den begrundelse at han ikke ville lægge bånd på gøglerne. DR gik videre til biskop Dons Christensen og han og biskop Erik Jensen sagde begge god for transmissionen.
Når gøglerne havde barnedåb eller bryllup så foregik det i forbindelse med denne gudstjeneste. Brudeparret kørte i karet med hvide heste foran. Et optog af glade spillemænd gik foran. Efter kareten kom et optog af ryttere.
Fra gammel tid var det tillige tradition for at de unge betingede sig i deres fæstemål, at de skulle have fri til Klostermærken.
Op til 50.000 gæster
På tre dage kan Klostermærken samle cirka 50.000 gæster. Byen er i det tilfælde afspærret. Før foregik det udelukkende på markedspladsen midt i byen, men nu bliver slotsengen ved kirken brugt mere.
Karruseller kom med toget
I slutning af 1880’erne kom det hele med toget. Der kom store karruseller helt fra Hamborg og Bremen. Men også fire – spands hestevogne kom med en masse materiale. Der var masser af udråbere som forsøgte at overdøve hinanden. Spåkoner læste i hånd, kort og kaffegrums. Lirekassemænd kunne ses og høres overalt i Løgumkloster.
Fra boderne kunne man købe sprællemænd, slikkepinde, spadserestokke, blonder, kandis, honningkager og røgede sild. Og så var det ham, der kunne spille på sin trompet og få den brune bjørn til at danse.
En knægt kom gående fra Toftlund
Seletøj, skotøj og trævarer var her også. Den kendte ”Cigarmand” kom her også. Overalt kunne man få tre stykker smørrebrød og kaffe til tre groschen. Man fortalte, at en karl havde danset to dage i træk. Han blev helt blå på overkroppen resten af sit liv.
I 1920 var en knægt kommet gående helt fra Toftlund med en ko. Han havde fået besked hjemmefra at den ikke måtte sælges for under 400 kroner. Nu var der også fakirer, vanddykkerske og flere stærke mænd på programmet.
Zoologisk arena
Senere vakte den mekaniske by opmærksomhed. Den lille by indeholdt hele 92 mekaniske figurer, der kunne bevæge sig. Ellers var der skibe, tog, smede, savværk og meget andet i funktion. Og så dukkede den levende dame uden hoved også op.
I 1929 var der så Hutzelsiders zoologiske arena med dresserede kæmpebjørne, morsomme dresserede aber, hunde, mini-heste og kæmpe slanger.
Byrådet ændrede datoerne
I 1930 ændrede byrådet markedsdagene til følgende:
Jo man må da sandelig sige, at der skete noget i Løgumkloster.
Stammehøvding og udbryderkonge
Illusionsteater og dødsdromen holdt sit indtog. Radiobilen med hele 20 ansatte kom også. Og så fik man dødssløjfen som var en forestilling, hvor en mand og en dame laver saltomortale på en motorcykel i 8 meters højde.
På tre kroer i Løgumkloster var der bal. Og så var det Varieteen ”Røde Mølle”. Slangemennesket Miss Jonny var også dukket op. Nu var det også automobilkarrusel og det forheksede hus.
Udbryderkongen Bernadi, stammehøvdingen Ras Samori, stepdanserinden Frk. Hanni, den dansk – russiske troldmand Runinoff med klovne, akrobater, kraftatleter var der også. Cirkusrevyens store telt lå lige over for Hotel Løgumkloster. Efterhånden kneb det med at finde stadeplads til alle.
En svævende dame uden støtte
Det mobile postkontor var her også. I 1937 kørtes der motorcykel i globus. Under kørslen knækkede forgaflen på den ene motorcykel og styrtede ned. De to motorcykler stødte sammen og begge styrtede ned.
Og sandelig så man en svævende dame helt fri i luften uden nogen form for støtte. Og så kunne man se et kæmpebarn på 16 år. Han vejede hele 124 kg. Og selveste Tom Mix optrådte på markedet. Han var datidens western helt. I de film han indspillede, brugte han sjældent stuntmænd. Derfor var han ofte skadet. Den sidste film indspillede han i 1934.
En nøgendanserinde tiltrak opmærksomhed
En spansk nøgendanserinde Ilenowa tiltrak også opmærksomhed. I 1939 måtte ordensbetjent Frandsen på arbejde. En københavnervar blevet indfanget af betjenten efter t have været i slåskamp. Han blev sat i lås og slå i skuret i baghaven på Elmealle.
To lokale borgere havde i 1942 sørget for cykelparkering. De tjente derved 150 kr. En cykel var blevet stjålet og ejeren forlangte 200 kr. i erstatning. Det betød at de fik et underskud på 50 kr.
Pige falder ud af Raketbanen
I 1945 var der hele 900 heste med til markedet. Men man skulle spare på energiforbruget. Det lagde en lille dæmper på festlighederne. Man tyvstartede ellers med en cirkusforestilling i hele tre dage.
I 1948 falder en pige ud af karrusellen ”Raketbanen” Hun slipper dog med livet i behold og får en lang rift ned over ryggen. Den store sensation var kaptajn Jackson, der for første gang i Danmark kører sin automobil på den 10 meter høje lodrette bræddevæg.
En kæmpe på 2,71 meter
I 1951 var den store attraktion ”Den islandske kæmpe” Urusus. Indtil han var 10 år udviklede han sig normalt. Men så skød han ellers i vejret. Han voksede sig til 2,71 meter. Han løftede bl.a. en bil. Når han var i Løgumkloster, boede han i sin sigøjnervogn udført i træ.
Verdens tykkeste mennesker
Politi Johansen udtalte til Jydske Tidende, at situationen så håbløs så noget håbløs ud, da der kom flere gøglere end nogensinde før. Der skulle bl.a. komme verdens tykkeste mennesker, en trup med dværge, et hurlumhej – etablissement, atom – biler, radiobiler, en dødsdrom, flere store variete telte, svingkarruseller, luftgynger og sidst med ikke mindst en tombola til fordel for det friluftsbad, som havde været undervejs i mere end 10 år.
Og i 1960 kunne Klostermærken byde på en gris med 8 ben, en ræv med to bagkroppe og andre zoologiske fænomener.
Den langhårede pigtrådssanger
I 1965 var det store trækplaster den langhårede, pigtrådssanger, Peter Belli fra gruppen Les Rivals. Hans orkester bliver forsinket til en koncert og som på et plaster på såret lovede Peter at køre i dødsdromen.
I Jydske Tidende kunne man så læse, at han bestemt ikke var en tøsedreng.
Kærlighed ved første blik
Og så fortalte Peter Belli også til Jydske Tidende, at der så han June for første gang. Og det var kærlighed ved første blik. Hun løftede bare næsen og gik videre. Senere skulle hun nu alligevel lige forbi og se, hvad han havde gang i, ham den langhårede pigtrådssanger, hun havde hørt så meget om.
Damen uden hoved er lagt på hylden, ligesom de stærke mænd, sortsværtede kannibaler, boksere og brydere. Nu var det gogo-danserinder, tryllekunst og bugtalere folk ville se.
Kilde:
Hvis du vil vide mere
April 25, 2022
Til ”Mærken” i Sønderjylland
”Mærken” (Markeder) var uhyre populære i Nordslesvig (Sønderjylland) – dengang. De blev som regel holdt inde i selve bykernen. Efter 1920 kom der nye teltholdere og karruselejere. Det var et stort marked. Næsten hver en by havde sit eget marked. Ja nogle havde flere markeder. Og på disse kunne man i den grad opleve ting og sager. Ja, der var både kræmmermarked, hestemarked, kvægmarked m.m. De rigtige gøglere ankom. Men også bedragere. Men dette opdagede de lokale og smed dem ud af byen. I Aabenraa foregår markederne den dag i dag på en tidligere eksercerplads. Min far fortalte om, hvad han oplevede til markederne i Tønder.
Kliplev Marked
Det er mange år siden, at jeg var til ”Kliple Mærken”. Ja det var dengang, da Raquel Rastenni optrådte. Ja det er hende med:
Men se vi har allerede skrevet en artikel om denne begivenhed.
Markedsplads i Ribe fra 700 – tallet
En markedsplads i Ribe kendes allerede fra begyndelsen af 700 – tallet. Her var der også tale om byttehandel. Fra 1100 – 1200 – tallet blev de nye købstæders torve et mødested for bønder, borgere og fremmede. I 1200 – 1300- tallet blev torvehandelen sat i system med faste torvedage. I Kliplev blev markedet forbundet med valfartssted.
I midten af 1400 – tallet opstod de årlige efterårsmarkeder for stude i Ribe.
I 1500 – tallet fik byerne efterhånden eneret på markederne. I 1700 – tallet var det almindeligt at sønderjyske håndværkere med deres koner drog langt op i Jylland og rundt på de danske øer for at købe og sælge deres varer på markederne der.
I Nordslesvig kom de handlende fra Jylland og Fyn.
Almindelige levnedsmidler blev omsat på ugemarkeder. Al handel uden for markederne var forbudt
Næsten hver by havde sine egne markeder
Før 1920 havde næsten hver lille by i Sønderjylland et eller flere markeder om året. Her blev der handlet med grise, heste og kreaturer. På vores side har vi også kildret min fars oplevelser på sådan et marked i Tønder.
Ja kan huske fra min barndom vi også var til ”Fåemærken i Hæwe” (Fåremarked i Højer).
Tænk engang også i Hellevad var der marked. På gaden og omkring kroen ”Kløver Es” var der opstillet gynger, karruseller og boder. For fem penning kunne man købe en skrigeballon. Sådan var det i 1913.
Det endte med dans på kroen og masser af punch
Markederne var foruden at være handelspladser også folkelige fester, der endte med dans på kroen. Dengang kostede en kaffepunch 10 penning. Som regel var der tilbud – 12 stk. for en mark. Snart så man lysere på alting efter indtagelse af disse.
Årets begivenhed
Markederne i Haderslev, Aabenraa, Tønder, Løgumkloster og Kliplev blev besøgt af rigtig mange. I Haderslev var pladsen på Gravene belagt med store karruseller, boder og forevisningstelte.
Det var store telte med dyremenagerier, stærke mænd, kæmpe-damer, manden uden arme, sabel – og frø-sluger. Foran disse var der et broget liv af unge og gamle. Det var årets begivenhed. Ja det vil sige, at hver by havde flere markeder.
Rapmundede udråbere forsøgte at overdøve hinanden. Det var en beskeden entre. Man havde råd til at være med over det hele. Der var salg af honningkager og legetøj. Der var skydetelte, lykkehjul og meget andet.
Et sted kunne man for betaling ramme en person, der var sværtet i hovedet. Han stak hovedet gennem et hul i bagtæppet og rakte tunge efter publikum.
Man kunne købe maskinhæklede kniplinger. Det var en slagt kantbånd til dameundertøj. Det var højeste damemode Disse blev bortauktioneret i længder af 20 til 30 meter til højeste bud. Og sælgeren var morsom og skåret for tungebåndet. Jo her var der altid kø.
Marked på en tidligere eksercerplads
I Aabenraa var hele markedspladsen belagt med forlystelser. Her var der god plads til gøglerne. Ja stedet hed Madevej. Det var faktisk eksercerplads. Da militæret flyttede i 1888, flyttede militæret op til den nyopførte kaserne i Haderslev blev pladsen omdannet til markedsplads.
Inden da foregik byens markeder stadig på Store Torv. Heste- og kreaturhandlen foregik imidlertid i byens gader og stræder.
Da jeg boede i Aabenraa. foregik der stadig markedsdage her på pladsen ved Madevej.
Pastoren kunne ikke lide markederne i Tønder
I Tønder blev markederne holdt i selve byen og på Torvet. Men det kneb med pladsen. Så man flyttede ned til eksportstaldene ved Sønderport. I mange af de små byer omkring Tønder fik knægtene fri fra skole, så de kunne drive gæs til forårsmarkedet i Tønder.
Der var liv og glade dage i Tønder. Det vrimlede med folk og fæ. Hundreder af køretøjer bevægede sig mod byen. Pastor Kok, der var præst i Burkal, var ikke så begejstret for disse markeder:
Avisen glædede sig også
Tondernsche Zeitung skrev i 1871:
På markederne mødtes sønderjyske bønder med friser, holstenere og opkøbere fra Hamborg, ja helt fra Rhinlandet.
Tønder havde verdensrekorden i antal af værtshuse
Handelsmændene stod og klaskede hinanden i hånden så man kunne høre det over hele Tønder. Inde i kostaldene var det stuvende fuldt. Folk sad i højtrystede samtaler. Det blev i den grad handlet og drukket punch.
Byens mandfolk samlede sig på byens kroer og dette antal var i dagens anledning blevet udvidet ganske betragteligt. Ja engang havde Tønder verdensrekorden i antal af kroer pr. indbygger. Handelsmanden gav omgang på grund af en god handel. En anden gav en omgang for venskabs skyld. Et par uvenner gav en omgang i anledning af at de igen var blevet gode venner.
Jo kroerne løb af med den største fortjeneste. Staldkarlen havde også en god dag. Han skulle have styr på mange ting 10 – 20 vogne skulle han holde øje med.
Min far lavede ulykker
Min far fortalte at dengang markederne var flyttet ned til Sønderport pustede han sammen med andre knægte hagl i nakken på teltholderne og så løb de efter dem. Men så kunne de bagefter samle alle de mønter op som teltholderne tabte, da de kom efter dem.
Far tjente masser af penge
Min far husker også markederne oppe i byen. Der var boder fra et stykke op i Østergade og helt ned til den gamle biograf i Vestergade. Men det var sjovest på Torvet. Her kom to mænd fra Helsingør som de kaldte Fy og Bi. Jo de lignede de to figurer fra filmen.
I deres bod var der noget helt nyt. De solgte is i vafler. Isen fremstillede de selv. Min far var fast hjælp. Han skulle dreje ismaskinen. Første gang gik det galt. Han havde hentet fem liter fløde på mejeriet. De to første liter, som han startede med, blev til smør. Men det tog de to herrer ikke så højtideligt. Min far tjente en masse penge og åd en masse is. Når de pakkede sammen, fandt min far en masse småmønter. Og da de to tog afsted fik han en ekstra håndfuld.
På Tønders krammer-markeder var den første dag de almindelige borgers dag. På andendagen var det børnenes. Først på tredje dag strømmede tyendet til.
Klager over drukkenskab
Intet under at datidens medier klagede over drukkenskab, som markederne førte med sig. Slagsmål og skrål hørte nu engang med til det hele. Og landevejene omkring Tønder var overdænget med berusede bønder på vej hjem.
Fra 1877 besluttede byen at opkræve stadepenge på markederne – 20 pf. pr. hest og 10 pf. pr. hornkvæg til stort mishag for bønderne og kvæghandlerne. Men egentlig burde de ikke klage for der var stor afsætning til Tyskland.
Æ Punchsti
Ja og så skal vi da ikke glemme Æ Punchsti – Det var en nødforanstaltning mellem Skibbroens mange værtshuse og Vest-banegården (Marchbahnhof). Mange markedsgæster brugte denne genvej i mere eller mindre ædruelig tilstand.
De mange teltholdere og karruselejere
Efter 1920 blev markedet i Haderslev også flyttet til Hertug Hans Plads. Jo dengang var det bestemt en forretning at rejse rundt som teltholder og karruselejere.
Det var brødrene Chr. Og Jørgen Bøgh fra Haderslev med karruseller og Jes Bondesen fra Christiansfeld med skydetelt, ringspil og legetøj. Hr. og fru Degn havde røgede ål, kager og galanteri.
Fru Link fra Aabenraa havde også galanteri, konfetti og krilde-basser. Lars Kock fra Høruphav rejste med børnekarrusel, svinger og skydetelt. Ja så var det også Knud Vaffelbager fra Løgumkloster og Laurits Kjær Skærbæk med is og lykkehjul og von Holdt fra Tønder havde en meget gedigen skydebane.
Den ægte Christiansfelder honningkage solgte Brdr. Obst og bager Achtnich. De var selvfølgelig hjemmehørende i Christiansfeld. Også bedr. Otto og Albert Krüger, der var kommet fra Toftlund og slog sig ned i Kolding, der solgte honningkage indtil 1936.
Brdr. Bøgh havde sammen med deres forældre distriktet helt ned til Hamborg. De var i mange år de førende i Sønderjylland. De kom også hvert år til Løgumkloster med deres forretning og deres store orgel ved tunnelbanen. Sammen med von Holdt og en klosterboer stod de altid på hjørnet til markedsgaden.
Stadig Klostermærken
Klostermærken er stadig populær. Det har overlevet tidens omvæltninger. I 1973 havde byen 800- års jubilæum. Foruden det store festfyrværkeri var der også friluftsoptræden af kunstnere.
Præsten holdt hvert år gøgler – gudstjeneste. Når gøglerne holdt barnedåb eller bryllup så foregik det også i forbindelse med denne gudstjeneste. Brudeparret kørte i karet med hvide heste foran. Et optog af glade spillemænd går foran kareten. Efter kareten kommer et optog af ryttere.
Fra gammel tid er det tillige tradition for at unge betingede sig i deres fæstemål, at de skulle have fri til Klostermærken. Store piger og drenge var villige til at forrette ikke så lidt ekstra arbejde til markedet.
Måske laver vi senere en artikel om Klostermærken.
De sønderjyske markeder blev holdt inde i byen
Forskellen på de sønderjyske og det øvrige lands markeder er, at i Sønderjylland holdes markederne for det meste i bykernen.
Efter 1920 kom der mange nye teltholdere til Sønderjylland. Bag efter de rigtige gøglere kom også bondefangerne med deres terningespil franarrede de mange godtroende sønderjyder deres penge.
Den værste af dem fik dog på Kliplev Marked to blå øjne af en slagtersvend. I en hel måned måtte bondefangeren gå med solbriller. I Jels svingede landbetjenten kniplen over deres hoveder og fulgte dem ud af byen.
I Gram gik bønderne til angreb på dem med håndgranater i form af ølflasker.
I mange sønderjyske byer er der også skyttefest og ringridning men det kan man næppe betegne som markedsdag.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
April 24, 2022
Pibende Hængsler
Vi forsøger at lave en anmeldelse af Arne Hardis fremragende bog ”Pibende Hængsler”. Den handler om Socialdemokratiets gøren og laden under besættelsestiden. Vi følger nogle socialdemokrater, som overtrådte den berømte kridtlinje. Og så var det dem, der lige nåede at springe fra i tide, bl.a. Jens Otto Krag. Det var også den berømte tale af Stauning i 1941. Mange socialdemokrater gemte sig bag denne tale. I mange år var socialdemokrater ikke tilhænger af modstandsbevægelsen. Men de sprang på til sidst. I 1947 havde de genvundet alle deres vælgere som før krigen. Vi kigger også lige på et par ting, som vi mener at forfatteren har glemt. Var den Danske Brigade også oprettet til bekæmpe kommunismen efter besættelsen?
Vi går lidt videre
Dette er et forsøg på anmeldelse af Arne Hardis fremragende bog af samme navn. Men egentlig går vi lidt videre end en egentlig anmeldelse. Måske er det under devisen:
Bogen kunne være blevet endnu bedre, hvis man havde taget andre ting med end de økonomiske. På den måde kunne man have haft bedre muligheder for at bedømme de udvalgte socialdemokrater. Vi er derfor i vores anmeldelse gået lidt videre.
Det var let at blive forræder
Egentlig kunne man også have taget andre partier og skrevet en tilsvarende bog. I dag handler det om, hvem der gik over kridtstregen og hvem der blev indenfor. I bagklogskabens lys er det i dag let at skrive om dette. Men hvad med dengang?
Det var let at blive forræder. Det kan en del erhvervsfolk tale med om i dag. I bogen følger vi nogle socialdemokrater som gik over kridtstregen, andre nåede i sidste øjeblik at springe fra. Man kunne sagtens have valgt andre.
Der var mange, der var fascineret af det tyske. Nogle tog springet og blev nazister.
Stadig mange spørgsmål
Og kridtstregen. Jo, det var jo Erik Aalbæk Jensen’ s flotte roman. Det var den vanskelige grænse under den tyske besættelse. Det handlede om standhaftighed. Og Arne Hardis siger det meget rammende:
Vi bliver aldrig færdige med besættelsens historie. Nogle gange befinder man sig i en politisk gråzone. Vi fokuserer i bogen også på arbejderbevægelsens rolle. Det ”kriminelle” er at fortie det der skete dengang. Var det kun en ”ganske lille flok”, der gik over stregen?
Udmærket beskrivelse
Vi følger bl.a. fagforeningsmanden Laurits Hansen, hofdigteren Harald Bergstedt og chef for Arbejderbevægelsens erhvervsråd Niels Lindberg. Det var nogle af dem, der røg ud i kulden, fordi krigslykken vendte og Hitler tabte.
Nogle anmeldere har mente at bogen kun er for nørder, fordi nogle af de omtalte socialdemokrater er ikke nogen man kender. Men netop her gennemgår forfatteren på elegant vis en udmærket gennemgang af de omtaltes holdninger og deres ændringer i holdninger.
Positive beskrivelser fra danske fagforeningsfolk
Vi har tidligere artikler været inde på dette tema. Man tog på studieture til Tyskland, skrev artikler i det nazistiske tidsskrift Globus. Man spiste også middag med ledende nazister. Rejserne i Tyskland som blev kaldt studierejser blev levende beskrevet i Globus. Det var den tyske diplomat Gustav Meissner, der arrangerede disse ture for danske fagforeningsledere.
Moralsk opbakning fra landsfaderen
Og man fik moralsk opbakning fra landsfader Thorvald Stauning. Han holdt sin berømte tale i Studenterforeningen i 1941. Han forklarede at Danmark skulle finde sin plads i det nye Europa:
Bortforklaret – som en svipser
Hans tale blev bortforklaret som en svipser. Han var gammel og opgivende og mange flere undskyldninger er det blevet til. Måske var det også bare en svipser dengang Stauning forsikrede sine tyske kollegaer før 1920 at Socialdemokratiet ikke støttede de dansksindede i Tyskland.
Masser af socialdemokrater dækkede sig ind bag Staunings holdninger. Først efter dennes død tog partiet et opgør med afvigerne. Socialdemokratiske historieskrivere har haft svært ved at forklare Staunings klare udmelding.
Vi har fået at vide, at han var under tysk pres. Og vi har fået vide, at han var gammel, træt og forvirret. Tidligere er talen blevet gengivet som ”snik – snak”.
Stauning regnede lige som Scavenius med en tysk sejr. Det skulle man så i tide indrette sig efter.
Landet skulle forsøge at få det bedste ud af det værste.
Dem der fulgte efter i partiet, var ofte unge venstreorienterede, der ønskede et nærmere samarbejde med Tyskland. Så det var bestemt ikke alle der tog afstand til Staunings politik.
Elsket digter gik over
En af dem, der blev udstødt. var Harald Bergstedt. Det var ham, der skrev Solen er så rød og Jeg ved en lærkerede. Han var en elsket digter i fagbevægelsen og en ivrig skribent i Social – Demokraten- Han kom i den grad over kridtstregen.
Jans Otto Krag nåede at springe fra
Partiet rummede mange holdninger mellem sovjetkommunister, tysk nazisme og socialisme. Det handlede om økonomisk planløshed. Man må nok sige at nogle af socialdemokraterne oplevede en hård skæbne mens andres flirt med nazismen ikke førte til konsekvenser.
På forunderlig vis bliver læsernes perspektiv udvidet i bogen. Man skal lytte til de berørte socialdemokraters argumenter.
En der klarede frisag, var Jens Otto Krag. Han sværmede for tysk planøkonomi. Han skrev også artikler i det nazistiske tidsskrift Globus. Han var med til at skrive ”Fremtidens Danmark”, der indeholdt masser af planøkonomi. Men han holdt ikke op med at fordømme Tysklandsarbejderne uden at forklare baggrunden. Det var danskerne og mediernes generelle holdning at fordømme alle tysklandsarbejdere.
Socialdemokratiet gik imod modstandsarbejdet
Samarbejdet med Nazi – Tyskland skyldtes ikke jødehad og havde også andet end økonomiske motiver. Måske burde forfatteren have kigget noget mere på disse motiver.
Vi har tidligere beskæftiget os med det maleri, der hænger i Socialdemokratiets gruppeværelse. Her ses Wilhelm Buhl, som blev statsminister efter Staunings død i 1942 med sikker hånd styre kufferten Jenny, der reddede danske jøder over Øresund i land. Jo, det var ham, de holdt den berømte stikkertale. Han var modstander af sabotageaktioner og modstandsaktioner mod værnemagten. Socialdemokratiet holdt krampagtig fast i sin traditionelle overlevelseskamp der blandt andet indebar en klar afstandtagen til den væbnede modstandskamp. Modstand forblev for Socialdemokratiet i vidt omfang ensbetydende med kommunistisk modstand.
Socialdemokraterne mente at kommunisterne havde for stor magt
Men i takt med at krigslykken vendte var der stadig flere socialdemokrater og borgerlig sindede, der gik ind i modstandskampen. Det blev mere fatalt for det store parti at fastholde deres linje.
Vi har i en artikel skildret Wilhelm Buhl. Han mente at kommunisterne havde alt for stor magt i modstandsbevægelsen. Men han var også en af de eneste, der kunne styre Scavenius.
Så var det lige økonomen Henning Dalsgaard. Han endte med at blive leder af Dansk – Tysk Pressesekretariat og dermed fuld – kollaboration. Han udgav i 1940 en bog om den tyske planøkonomi. Vi kender ham vel ikke så godt. Men indadtil i fagbevægelsen havde han stor indflydelse.
Partiets stærke mænd efter Staunings død blev Vilhelm Buhl og Hans Hedtoft.
Socialdemokraterne var lige så bange for kommunisterne som nazisterne. Folketinget vedtog en grundlovsstridig lov, der betød at 350 kommunister blev interneret og senere sendt syd på. Heller ikke andre partier kunne se at dette var et problem.
Agitationen mod Fascisme og nazisme falder
Omkring 1933 er Socialdemokratiets agitation mod fascisme og nazisme på sit højeste. Det aftager efterhånden. Man ville nødig genere naboen mod syd. I 1933 udgiver Hartvig Frisch bogen ”Pest over Europa”. Det er et opgør mod kommunisme, fascisme og nazisme. Opgaven var at skabe et bedre og mere socialt stabilt demokrati, der var robust over for såvel hjemlige totalitære strømninger som udefra kommende ditto.
Men også fagbevægelsen vender sig mod kommunisme.
Man ville ikke provokere tyskerne
Men man står i et stort dilemma. Ved grænsen står socialister, kommunister og jøder, der er forfulgt i Nazi – Tyskland. Regeringen ville ikke opmuntre til en større indvandring til Danmark. Men ville ikke foretage handlinger, der kunne provokere tyskerne. Jødiske flygtninge efter 1933 var ikke særlig velkommen i Danmark. I 1938 modtog regeringen en ansøgning fra Danske Kvinders Nationalråd om indrejsetilladelse til 1.000 jødiske børn. Regeringen forsøgte at forhale sagen. Der blev ført givet tilladelse, da man var nede på 26 børn.
Stauning erklærede:
Men det var forgæves. Trods al sympati, forblev de nordiske broderlande mere optagne af deres egne sikkerhedsproblemer end af Danmarks.
Store kampagner
Det var også i 1934, at Socialdemokratiet udsendte et nyt manifest ”Danmark for Folket”, der i vid udstrækning havde Stauning som hovedforfatter.
Parolen ”Stauning eller Kaos” kender vi alle. I 1935 fik Socialdemokraterne 46,2 pct. af stemmerne. Fremgangen skulle fortsætte.
Ydmygelsen den 9. april satte spor
Måske var det en smule naivt at tro, at tyskerne ikke ville tage hele landet, selv om efterretninger havde sagt noget andet. Derfor valgte man ikke at kæmpe bortset fra i Sønderjylland. Ja sådan er forklaringen. Igen var det Hartvig Frisch, der stillede spørgsmålet:
Socialdemokratiet havde intet svar og det havde Frisch heller ikke. Ydmygelsen den 9. april 1940 kom til at sætte sig dybe spor.
Eksporten til Tyskland steg
Mod bortfald af Danmarks hovedmarked – England – betød det en dynamisk omstilling. Eksporten rettede sig nu mod det tyske marked. Kun derved kunne den voldsomme stigning i arbejdsløsheden begrænses og de sociale spændinger holdes i ave. Men dette sendte de helt forkerte signaler til ”den frie verden”. Det var grænser for, hvor langt den økonomiske tilpasning kunne drives. Gennem hele besættelsestiden steg eksporten. Også efter 29. august 1943.
Stort tillidstab
Tillidstabet til partiets kernevælger blev større og større. Under augustopgøret 1943 og folkestrejken i 1944 viste det sig at den socialdemokratiske arbejderbevægelse i løbet af disse år havde mistet det faste ideologiske og politiske greb om arbejderne på de store industrielle arbejdspladser., som udgjorde partiets egentlige magtbase.
Socialdemokraterne omfavner modstandsbevægelsen
Dette var måske også årsagen til at Socialdemokraterne i den sidste tid kom til at omklamre modstandsbevægelsen til kommunisternes store fortrydelse. Omkring årsskiftet 1944-45 kom man til enighed om en befrielsesregering efter befrielsen.
Frihedsrådets eget flertal modsat kommunisterne ønskede ikke at videreføre en politisk bevægelse efter krigen.
Frode Jacobsen blev undsagt af sine egne
Når vi nu taler om Modstandsbevægelsen, så er det bemærkelsesværdigt at Frode Jacobsen blev modarbejdet af Socialdemokratiets ledelse både før og efter 1945.
Men allerede i 1947 havde Socialdemokratiet genvundet den samme opbakning som før besættelsen.
Hvad skulle Den Danske Brigade egentlig?
Rygter ville vide at Den Danske Brigade med hele 43.000 mand skulle bruges til at bekæmpe venstreorienterede kræfter efter besættelsen. Man var i lang tid bange for Kommunisterne. At Den danske Brigade så lod sig misbruge til at udarbejde en falsk rapport for at kunne vildlede englænderne i forbindelse med et mord på en engelsk spion, er en anden sag, som du kan læse mere om på vores hjemmeside. De tre underskrivere af denne rapport fik topposter i Bruxelles. (Uwe Brodersen: Grænsen er overskredet)
Er Anders Fogh Rasmussen kritik retfærdig?
Vores daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen kritiserede i voldsomme vendinger samarbejdspolitikken. Men på socialdemokratisk – radikalt initiativ blev der dannet en samlingsregering. Dengang var de storbøndernes parti. Og venstre krævede nogle betingelser opfyldt for at gå med i denne regering. Partiet ville have garanti for højere kornpriser. Der skulle føres en lønpolitik som var ”tilpasset erhvervenes bæreevne” dette betød at prisreguleringen af lønningerne, det eneste værn imod de galoperende priser på dagligvarer blev ophævet. Der blev indført tvungen voldgift inden for de enkelte faggrupper.
Unge arbejdsløse blev tvunget til markant underbetaling og er blev indført en særlig skat på lønmodtagere. Til gengæld fik Socialdemokraterne Venstres uforbeholdne støtte i den politik, der skulle føres over for tyskerne. Men se dette glemte Anders Fogh Rasmussen lige at nævne.
Venstre mente, at:
Understøttelsesvilkår blev forringet. Og så er det lige problematikken om Tysklandsarbejderne
Alene i 1940 var der 20.000 udmeldelser hos Socialdemokratiet. Men som allerede skrevet så kom de alle tilbage i 1947.
Partihistorien er tilpasset?
Forfatteren antyder at Socialdemokratiet har slået knuder på sig selv og tilpasset partihistorien så den står lidt mere glansfuld end nogen måske vil mene. Var der en eller flere partilinjer i det store parti?
Mange af de socialdemokratiske politikere havde evnen til at korrigere den politiske misvisning – andre havde ikke evnen til dette. Jo partiet havde deres interne retsopgør. Det var en slags ”æresret”.
En medrivende bog
Og bogen er i den grad medrivende. Det er tydeligt at det er en journalist, vi har med at gøre og ikke en historiker. Forfatteren kan ikke skjule sin sympati eller antisympati, selv om han skriver, at han vil forblive neutral.
Vi gik så lidt videre end bogens indhold, men relevante ting.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
April 23, 2022
En Kogforening i Aabenraa
Foreningen bestod i 123 år. Aabenraa havde masser af fattige. Man forsøgte at hjælpe dem. Præstekonen startede i 1862. Der var kun hjælp til ”værdig trængende. Alle var lige trods nationale spændinger. Hvad fik de at spise. Man fik pakker i stedet for mad til jul – Byens erhvervsliv bidrog. Fra 1968 gik man over til pengegaver. Der var storopbakning fra borgerne i byen. Vi kigger lige på Gunderoth Stiftelsen. Og så var pastor Leth foregangsmand.
Forening bestod i 123 år
Tænk engang, der har eksisteret en Kogforening i Aabenraa i over 100 år.
Man havde ingen vedtægter. Den eksisterede fra 1862 til udgangen af 1985. Det var bestemt ikke en almindelig forening. Den sidste uddeling skete i 1985. Da var foreningens allersidste indestående blevet brugt.
Den sociale udvikling blev forbedret
Den sociale udvikling var i tidens løb blevet forbedret så meget, at det ikke mere var behov for foreningen. Ophævelsen af foreningen skete selvfølgelig med stor vemod.
Man holdt ikke på foreningen for traditionens skyld. Til det sidste holdt man fast på foreningens grundlag. Og det var netop derfor foreningen blev oprettet.
Aabenraa havde masser af fattige
Da foreningen blev startet, havde Aabenraa ca. 5.400 indbyggere. Det var skibsfart, skibsbyggeri, håndværk og handel, der dominerede. Mange af byens indbyggere kunne betegnes som ”tyende”. Disse måtte ernære sig ved forekommende arbejde. De udførte det tungeste og mest beskidte arbejde. Under denne gruppe kunne man henføre matroser, tjenestepiger m.m.
De var dem som ikke havde mulighed for at spare til alderdommen eller havde overskud til at kunne klare sygdom og ulykker.
Brændevin var ofte de fattiges trøst. Og den førte til yderligere elendighed, fattigdom nød og elendighed. Brændevinen var også udbredt i Aabenraa. De sociale forhold dengang kan vi nok ikke forholde os til i dag.
En stor del af Aabenraas befolkning boede sammen med store børneflokke i små primitive og uhumske lejligheder. Der var lokum i gården. Og den gruppe mennesker havde brug for føde, klæder, anden bolig, varme og helbred.
Ud af pengeudlånernes klør
Man forsøgte at få tyende og søfolk til at spare op til alderdommen. Man forsøgte også at få den lille håndværker ud af pengeudlånernes klør. Man forsøgte at få ham i arbejde. Og omsorgen for de fattige, syge og ældres ve og vel startede fra byens præstegård.
Præstekonen startede
Dengang var det naturligt at man diskuterede social nød med ”Byens fru nr. 2 ” – efter borgmester-fruen.
Margrethe Regina Leth var rektordatter fra Ribe. Hun fandt det tvingende nødvendigt at afbøde den værste nød. Den akutte nød skulle lindres. Hendes tanker om at danne en forening fandt gehør hos en kreds af damer. Formålet var at
Den 1. marts 1862 blev der indkaldt til sammenkomst i Günderoths Stiftelse.
Hjælp til ”værdig trængende”
Præstefruens tanke var at de, der tilsluttede sig ”Kvindeforeningen”, som var den betegnelsen, der lige faldt fru Leth ind, var at de så vidt muligt skulle koge og uddele maden.
Man skulle være ”værdig trængende” for at komme i betragtning. Man kiggede ikke på, hvilken politisk holdning som de trængende havde.
De nationale spændinger
Man skulle tro at dette var en selvfølgelighed. Men det var tiden efter treårs – krigen. I tidligere artikler har vi fokuseret på de nationale spændinger i byen. I hele foreningens eksistens har man ikke gjort forskel på dette.
Hvad skulle de spise?
Man var også straks enige om menuens sammensætning. Til de syge havde man to forskellige måltider:
De to måltider skulle koges hver uge på skift af to medlemmer, der hver skulle tilberede fem portioner.
Det var foreningens formand, fru Leth, som gennem sygeplejerskerne og sin mand, sognepræsten holdt sig ajour med, hvem af byens syge, der var berettiget til madportioner. På grundlag af dette blev der udfærdiget en liste.
Den enkelte skulle selv sørge for at maden blev afhentet. Men husmoderen skulle give besked om dato og klokkeslæt for afhentningen. På den måde blev der skabt en personlig kontakt.
Udover de to retter blev der henstillet til at man fremstillede såkaldt ”gammelmad” til en ældre, fattig medborger.
Pakker til jul – i stedet for mad
Fra 1950 og indtil 1968 uddeltes der pakker til jul i stedet for færdigtilberedt mad. Pakken kunne indeholde kaffe, ris, smør, en mørbrad, en pølse, et stykke ost og en pose mel. Det var alt sammen noget, der kunne bruges til jul. Tingene var foræret af byens forretningsdrivende.
Fra 1968 var det pengegaver
Efter 1968 gik foreningen over til at yde pengegaver. Mens man havde kunnet uddele 300 – 400 pakker, rakte foreningens økonomiske formåen kun til en snes modtagere. Man fik penge af de renter, der var på bank – og sparekassebøgerne. Ja så havde foreningen arvet nogle obligationer, der også kastede penge af sig – Dette beløb var cirka 3.000 kr. årligt.
Kogeforeningen afholdt indtil 1976 en sommerfest og en vinterfest. Sidstnævnte var på Hellig-tre-kongers-dag. Festen blev afholdt på Missionshotellet eller på Folkehjem.
Sommerfesten afholdt man normalt på ”Sommerlyst” ved Lindsnakke. Det var ofte forbundet med en tur i ”det blå”.
Stor opbakning
Der var opbakning fra byens borgere til foreningen på forskellig måde. Mange Aabenraa – borger blev gennem tiden hjulpet af Kogeforeningen. Og foreningens idealer blev fulgt i de mange år.
Gunderoth – stiftelsen
I artiklen nævner vi Gunderoth – stiftelsen. Det var Sophia von Saldern og Heinrich von Gunderoth, der giftede sig. Deres ægteskab forblev barnløst. De var meget velhavende og oprettede stiftelsen i Aabenraa.
Pastor Leth var en foregangsmand
Det ser ud til Hr. og fru Leth er fraflyttet Aabenraa året efter oprettelsen af Kogeforeningen. Andreas Leth samlede altid en store skare til hans prædikener. Han sluttede sig til Grundtvig og gik for ”præstefrihed”. Et resultat af hans arbejde førte til et stort møde i Askov i 1881. Han var med til at oprette Kirkeligt Samfund. Han lavede også et tillæg til Pontoppidans salmebog – beregnet til de sønderjyske menigheder.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
April 22, 2022
Tønder Havn – vækket til live
Tønder har fået et nyt turistplaster. En gang havde byen en storhavn og kom på Verdenskortet. Og så fandt man pludselig rester af en havn – dog ikke storhavnen. Men man kunne ikke både beskytte området og bevare Storhavnen. Det blev til en mindre havn. Efterhånden måtte ydre-havnene også flyttes. En tunnel-løsning skal fortælle historien – Vi fortæller den her.
Havnefronten så dagens lys
For mange var det en overraskelse, da den gamle havneplads pludselig dukkede frem på Skibbroen i Tønder. Det vakte stor begejstring. For første gang i 87 år så havnefronten dagens lys. Det blev slukket for 87 år siden – i 1934.
Men for Tønder Lokalhistoriske Forening var det ikke så stor en overraskelse. De kunne have udpeget den østlige havnefront med en halv meters nøjagtighed. De skulle bare have ringet. Men hvorfor henvendte de sig ikke selv?
Arbejdsmand i 2005: Der er ikke mere at komme efter
Man foretog nogle prøvegravninger i 2005. Men ifølge en arbejdsmand var det ikke noget tilbage. Men denne gang fik man professionel hjælp fra arkæologer fra Haderslev. Og det er heldigvis besluttet, at den genfundne havn ikke skal tildækkes, men bevares for eftertiden.
En tunnelløsning
En enig kommunalbestyrelse har besluttet, at der nu skal indrettes et underjordisk museumsrum, hvor de genfundne rester skal vises frem. Man er blevet enige om en tunnelløsning. Og sådan en løsning koster 8 – 9 mio. kr.
Man havde også talt om en glasoverdækning. Her kunne man præsentere det hele. Det kan man så ikke med en tunnelløsning.
Af de fund som man har fundet i forbindelse med udgravningerne, er to sted med årstallene 1761 og 1878. De to tal markerer årstallene for havnens ombygning og udvidelse. Nu kan der fortælles en helt ny version af Tønders spændende historie.
En ny ”Fiskebæk – sag?”
Under nedlægning af vandrør kom Tønder forsyning til at ødelægge en østlig tunnel fra dengang. Og åbenbart var denne ødelæggelse i strid med, hvad Kulturarvsstyrelsen har bestemt. Man sammenlignede dette med Fiskebæk – sagen, hvor Tønder Kommune nedbrød en historisk bro. Man havde dog fået lov til at gennembryde et enkelt sted. Sammenligningen med broen holder nok ikke.
I 1878 havde Tyskland fået en krigsskade-erstatning fra Frankrig, der havde tabt krigen om Alsace – Lorraine. Nogle af disse penge blev brugt til at grave en kanal og fuldmure en rørledning, der skulle bringe frisk vand fra Vidå til den tilsandede havn.
Denne rørledning er 40 meter lang.
Da Tønder kom på Verdenskortet
Nej det var ikke denne havn, der fik Tønder på verdenskortet. Nogle mener stadig at det er Møgeltønder. Men det var den arabiske geograf Idrissi (1099-1164) der besøgte Tønder/Møgeltønder omkring 1130. Han udgav i 1153 et værk i Palermo. Han skrev følgende om Tønder/Møgeltønder:
Kan det være Tønderhus eller forgængeren for denne han har set?
I danske Atlas nr. 8 fra 1781 fortælles, at byen i 1017 havde en betydelig havneplads. Som sagt mente mange, at havnen lå i Møgeltønder, men det har geologer senere afvist. Godt nok er Møgeltønder ældre end Tønder, men den havde ikke en havn af nævneværdig størrelse.
Dengang: Besejlingsforhold helt anderledes
Den gang var besejlingsforholdene helt anderledes. Man taler om en fjord, der gik ind til Tønder. Skibene lå på Slotsbanken. Når der var ebbe, var det ikke mulighed for at sejle.
Marskområderne vest og syd for byen var havbund. Tønder lå ved en bugt. Der var mange øer og holme. Vi kender dem endnu i dag – Tønder, Ubjerg, Aventoft, Rosenkrans, Rudbøl og Møgeltønder.
Sejladsen i bugten havde et ganske betydeligt omfang. De lavt-bundede både kunne gå ind på den lave strand ved Møgeltønder.
Fra Lille Tønder til Tønder
Efterhånden som handelsskibene blev større og tungere søgte skipperne bedre egnede ankerpladser. De valgte at gå længere ind i deltaet og fandt den ideelle landingsplads – en naturhavn – mellem to øer, hvoraf den ene havde en boplads.
Klyngen af hytter kaldtes Lilletønder. Den vandrige Vidå holdt sejlrenden farbare. Sådan gik det i små to hundrede år. Bopladsen voksede. Man kaldte sig Tønder – Danmarks første købstad.
Endnu i Middelalderen var sejldybden sådan at store skibe kunne anløbe havnebyen Tønder. Men allerede før 1500 kneb det for de store skibe at anløbe Tønder. Skibe på 30 – 60 tin fik indsnævret mulighederne.
Sluserne ødelagde det efterhånden for havnen i Tønder. Den driftige handels – søfartsby Tønders skæbne var nu for alvor besejlet. Lægan – slusen betød det endelige punktum
Asgersodde – den første yderhavn
Fra 1611 til 1617 blev der gravet en kanal til Asgersodde – senere losseplads. Ad denne kanal blev Tønder besejlet frem til 1934. Om man brugte også en penge på at forbedre kajanlæg i den lange periode hertil, vides ikke.
Den omtalte kanal var på 2,4 kilometer.
Alle større skibe lagde nu an ved Lægan. Kun ganske få både kunne nu gå ind til Tønder såfremt de kunne lægge deres master ned.
Tønder fik dog i 1600-tallet en aftale omkring fri ind- og udskibningsaftale med Aabenraa Havn, så der også var mulighed for handel østpå.
Mange kanal – planer
Den Gottorpske hertug Frederik den tredje ville opbygge Rudbøl til et fristed. Her skulle der være plads til alle uanset religionsforhold. I den forbindelse skulle der graves en kanal til Flensborg. Denne kanal skulle formidle vareudveksling mellem øst og vest. Den skulle besejles af fortrinsvis fladbundede både, der kunne laste op til 40 tons. Men planen blev aldrig gennemført. Grunden var de store ødelæggelser ved stormfloden i 1634.
Endnu i 1634 var der 14 skibe hjemmehørende i Tønder. 30 år senere var der ingen. Men fra Rømøs historie ved vi at Tønder – købmænd havde andele i Rømø – skibe.
Christian den fjerde havde en ide om, at Ballum skulle gøres til havneby. Der skulle så graves en kanal til Aabenraa til skibe med en dybde på 11 fod.
Yderhavn flyttes fra Rudbøl til Højer
I 1706 gjorde man noget alvorligt ved kajanlægget i Tønder, men da var det for sent. Optimismen fejlede ikke noget.
I løbet af 1700 – tallet var det kun lokale pramme og småbåde, der anløb Tønder havn. I 1715 blev Rudbøl inddiget. Havneaktiviteterne blev flyttet til Højer, men selv i Højer mærkede man problemerne. Nu måtte Emmerlev bruges som nødhavn.
Vi kan finde ud af, hvilke skibe der anløb Tønder Havn i 1760 ved at kigge på Statholderens reskript af 5. april 1760, som skulle godkende Tønder Magistrats foreslåede regulativ vedrørende opkrævning af havne – og kanalafgifter efter fartøjets størrelse. Der nævnes følgende arter af skibe. Nogle af disse var sandsynligvis på indtil 6 læster (12 tons):
Der må antages, at de første to nævnte arter af skibe, der ikke var fladbundede kun under særlig omstændigheder kunne anløbe Tønder havn.
1790: Asgersodde: ”Zugeschlammt”
Cirka 30 år senere foreligger der en opmåling (A. Hinrichsen) af 1790, kanalens afsnit fra ”knæet” syd for Tønder til Asgerodde virker temmelig forsømt (zugeschlammt) Den nordfra kommende kanal går i reliteten med en bred forbindelse over i den lige syd derfor lidende Vidå, som dog på dette tidspunkt mellem Møllekulen og Askerodde kun havde en vandstand fra 0,30 meter til 1,20 meter.
Ved selve landingspladsen var dybden a,50 meter til 2,10 meter. Det var det sted man kaldte Asgersodde Kule. Her var åens bredde udvidet til 40 – 50 meter. Ja så staves det både sådan Askersodde og Asgersodde!
Bådfolket i Rudbøl udnyttede situationen
Tværs over den gamle Tønderbugt blev der nu etableret et dige fra Gl. Frederiks Kog i syd til Højer Kog i nord. Det var i 1715. De store skibe lagde nu til i Rudbøl. Men så blev der anlagt en sluse i Nørremølle.
Tønder – købmændene pressede på for at få forbedret kanal – systemet. De ville ikke være afhængige af fragtmændene og bådfolket fra Højer og Rudbøl, der tog sig særdeles godt betalt.
Omkring 1830 var der hele 30 bådsmænd tilbage i Rudbøl. De levede hovedsagelig af bådfart til og fra Tønder. Jo, der var mange skippere, der var utilfredse med den betaling, som de forlangte.
1764: Nye kanalplaner
I 1764 var de igen planer om at føre en kanal gennem Tønder. Det var den tyske forfatter og økonom J.H.G. v. Jushi der hævede at de bedste steder var enten Slesvig – Husum eller Flensborg – Tønder – Højer. Hvis kanalen var dyb nok. ville det også mindske skaderne ved en stormflod mente han
Lokal – trafik i Vidå
I Rosenkrans og Rudbøl var der tidligere tre kroer og fire købmænd. De fik alle bragt deres varer fra Tønder med båd. Således lå købmand Tygesens butik lige ved kanalen. Købmand Søren Jensen havde en ugentlig fragttur via Vidåen til Tønder, hvor han tog imod bestillinger fra egnens beboere.
Når Søren Jensen anløb Skibbroen besøgte han først grossisterne. De største var Peter Sørensen og Klüver. Derefter blev der afgivet bestillinger hos alle andre i Tønder. Søren Jensen vendte så tilbage til skibet og tog imod det bestilte gods.
Til kroerne fragtede han brændevin i store fade. Købmændene fik bl.a. petroleum i sværere tønder og eddike i store flasker emballeret i kork. Foruden de almindelige kolonialvarer som mel, gryn, salt og sukker var dette samlet i sække som rummede store mængder. Søren Jensen tog sin sidste tur i 1913.
Lige som i Aventoft var der også en bager i Rudbøl, der solgte produkter fra sin båd. Det var Max Pørksen, der ved sit barndomshjem, møllen i Fiskerhusene fik opført et bageri. Her arbejde han indtil 1915, da han blev indkaldt til krigstjeneste.
Hver torsdag fik han lastet sin båd med firepundsrugbrød (50 pfenning), sigtebrød, franskbrød, Kavinge (tvebakker), wienerbrød og kager.
Problemet var at man ikke måtte tage vandtrykket fra møllen. Og denne mølle var ejet af hertugen. Så der var ingen hjælp at hente herfra.
1857: Planer om en skibskanal til Højer
Vesterhavet for længst hindret i at nå ind i den inderste del af Tønderbugten. Opstemningen af å-vandet fra Vidå spredte sig dog ud over landskabet.
I 1857 tog diskussionen om udførselshavn igen til. Vandbygningsdirektør E.R. greve udarbejdede et projekt om en afvandings – og skibskanal fra Tønder til Højer. Diskussionen varede helt til 1864. I 1850 var der startet kreatur-transport fra Ballum til London. I 1851 begyndte man også fra Højer, men dette måtte opgives året efter. Ved Ballum var det meget besværligt, fordi damperne måtte ligge 2- 3 kilometer fra kysten. Derefter overtog Tønning transporten til England.
1865: Nye planer om kanal gennem Tønder
I 1865 skrev Grev Baudissin en længere artikelserie i Flensburger Norddeutsche Zeitung. Heri gjorde han rede for en storslået inddæmningsplan:
Snakken dengang gik meget på inddæmning af hele Sild, en stor havn på Rømø og en kanal tværs gennem Slesvig.
Den omtalte greve gik ind for en linje Flensborg – Højer – Rømø. Men den preussiske generalstabschef von Moltke var imod denne forbindelse.
Havnemesteren har en plan
Havnemesteren i Flensborg fremkom i 1868 med et anonymt skrift. Heri påpager han, at der skulle anlægges en kanal på 50 kilometer. Den skulle føres fra Kobbermølle – bugten og tunneldalen ved Kruså og direkte mod vest. Mærkelig nok anså man det ikke nødvendigt med sluser. Kun ved endepunkterne var der behov for sluser. De dansksindede slesviger modtog planen med skepsis. Også tyskerne var bekymrede. Måske skyldtes det, at den danske regering ved lov af 24. april 1868 havde vedtaget at anlægge en havn ved Esbjerg.
Men det endte som bekendt med Kaiser – Wilhelm – Kanalen, der blev påbegyndt i 1887 og indviet i 1895.
Da Bismarck anløb Tønder – eller gjorde den?
Det sidste store skib, der sejlede til Tønder var Bismarck, som var en hjuldamper.
Egentlig starter den historie i 1871 på Hotel Munkmarch på Sild. Thomas Selmer Var hotelejer, kaptajn og postskipper. Han driver en færgerute med damperen Bismarck – og en lystsejlads med sin sejlbåd ”Seemöwe. Han elskede at fortælle skrøner og ofte handlede disse om Vadehavet. En af gæsterne foreslog, at han skulle sejle ad Vidåen til Skibbroen i Tønder. Jamen det gør dig da, svarede han.
Gæsten tvivlede dog på, at han kunne passere Vidåens broer. Han nævnte også åens lave vand. Med udstrakt hånd tilbød Selmer et væddemål på 200 Mark.
Søndag den 22. oktober 1871 ilede Tønders befolkning til havnen. Og sikke et syn, der mødte dem. Skibets skorsten var kappet og masterne lagt ned.
Men der var bare det problem. Skuden kunne ikke vende i havnen. Men det problem fik han løst. Han lod velvillige børn og voksne trække båden baglæns med lange tove ad skibsfartskanalen til et sted, hvor han kunne vende. Og så gik det ellers hjemad igen. Væddemålet var vundet.
I den store søfartsby – Tønder
Det var jo en sand bedrift. Nogle seminarielærer forfattede en morsom vise:
Den blev fordansket af Svend Møballe
Ilede mod Skibbroens rand.
Hvad de så, var uden lige
mon dette kunne gå an?
Og på ”Bismarck” gloede mange,
Tem’lig smudsig lå den der.
Kilet fast i forhold trange
Byens vise fædre flokkes
Her må virk’lig gøres no’ed
”Bismarcks – klumpen” kan ej rokkes
hvem kan komme med et råd?
Hæng den! Sagde en i koret
Hæng den højt i kranens top!”
”Det bli’r ikke brig for roet,
Før I graver Skibbroen op!”
Se dem skubbe – se dem hale,
Stævnen skal den anden vej!
Alle slider de som gale
Men det hele nytter ej
Endelig råber en fortørnet:
”Når den ej kan komme frem.
Skal den ikke om hjørnet
Træk den hel’re baglæns hjem!”
Evigt jeg moralen mindes,
Som blev talt af vise mænd:
”Hvor der ingen udgang findes,
Skal man aldrig søge hen!”
Men kom Selmer nu helt ind til havnen? Tondernsche Zeitung skrev den 23. oktober:
Artiklen mener, at Tønder har en ny fremtid som søfartsby.
Den 29. oktober kom anden del af artiklen. Heri beskrives de mange genvordigheder ved turen og at
Var lykkedes at komme ”helt æt på Tønder” – men ikke hele vejen ind til Skibbroen.
1878 Kanal til Møllekulen
I 1878 blev der gravet en kanal fra havnen til Møllekulen. Det var et noget tvivlsomt forsøg på at skabe en form for gennemstrømning, så vandet ikke var så stillestående. Det fortsatte det med at være. Kanalen virkede ikke efter hensigten.
I 1882 forsøgte Byrådet med et sidste desperate forsøg. Kajanlægget blev fornyet på slidte steder. Kranen blev moderniseret. Men trafikken i havnen blev ikke større af den grund.
Det var ellers langs Jomfrustien at der gravedes en kanal. Da vandstanden i Kulen var højere end i havnen blev der bygget en sluse ved Porthus – broen.
Ildelugtende mudderpøl
Det stille vand – den dybe grund. Den stolte havn var til sidst et ildelugtende mudderhul. Efterhånden var den godt tilgroet. Det var søfartsbyens endeligt. Byrødderne interesserede sig ikke for havnen. De ville hellere bruge pengene andre steder. Nogle af virksomhederne brugte havnen som losseplads. Til tider havde vandet en mærkelig farve. Og alskens ting og sager flød i vandet.
Opfyldningen af havnen var efterhånden en barmhjertighedsgerning. Jorden til opfyldningen hentede man på Slotsbanken. Ved hjælp af tipvogne blev jorden transporteret til Skibbroen. Den endelige udjævning foregik ved hjælp af sand fra kulerne i Møgeltønder.
Nye kanal – planer
I 1887 blev Tønder forbundet via jernbane til havnebyerne Husum og Esbjerg. En jernbaneforbindelse blev i 1892 etableret til Højer.
Med jævne mellemrum dukkede der dog stadig planer om en kanal mellem Flensborg og Tønder således både i 1891 og så sent som i 1930’erne under den store arbejdsløshed.
En sejltur omkring år 1900
Mellem århundredeskiftet og Første Verdenskrig kunne man i en lille båd sejle over ”Gasgraven”. Og omkring kanalhjørnet i Askersodde kom man snart i de sivbevoksede bredder uden at man lade mærke til det, at der havde været ladeplads. Men så dukker der pludselig en sideløbende strøm af sivene. Det var rester af 1795 – strømmen.
Den var kun adskilt med en smal jordstrimmel støttet af gamle egetræsstolper forbundet med rusten ståltråd. Mærkelig nok virkede den ene strøm mørk og uigennemsigtig og dyb. Nabostrømmen til venstre var klar med gennemsigtig sandbund, hvor der gik en mængde fisk.
Den oprindelige skibskanal samt Askersodde – kulen og den tilsluttede Vidå helt til pumpestationen ved Lægan blev efter regulering til en forholdsvis smal afløbskanal med til tider skummende indhold, der stammede fra Tønders kloaker.
En udflugtsbåd til Rudbøl
Sigfred Larsen formand for Dansk Arbejdsmands Forbund, som jeg kan huske fra Lærkevej købte i 1932 en fiskerbåd i Højer, Den byggede han om til passagerbåd. Så kunne tøndringerne tage på sejltur ad Vidåen hver søndag i sommerperioden.
Båden, der var døbt ”Lægan” var så smart indrettet at når sommerperiodens fornøjelige ture var overstået kunne Sigfred Larsen montere kahyt og fiskegrej og bruge den til fiskeri.
Plakat, afgang og ankomst: Møllekulen. Målet var Rudbøl, hvor man drak kaffe i Grænsekroen. Man kunne også nøjes med en kortere tur til Lægan og drikke kaffe der.
Benzinmangel under besættelsen gjorde ende på dette initiativ. Båden blev solgt, men generhvervet efter besættelsen efter krigens ophør. Da var den dog så misligholdt at genoptagelse af 1930’ernes succes ikke lod sig gøre.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Februar 10, 2022
Endnu flere Mennesker og Kirker på Nørrebro
Foredrag den 10. februar 2022 i Kingos Kirke. Vi skal kigge på nogle kontroversielle præster på Nørrebro. Og så skal vi kigge på nogle særdeles flittige præster. Kirken var i begyndelsen ikke populær på Nørrebro blandt arbejderne. Man kaldte kirken og præsterne for kapitalismens forlængede arm. Arbejderne måtte ikke tage deres røde faner med i kirken og på Assistens Kirkegård. Og Kierkegaards begravelse skal vi også følge. Ja vi møder også Grundtvig og Faderhuset. Spøgelser og gravrøvere er også med. Vi skal vise et eksempel på, at dengang havde politiet humor. Og på Assistens Kirkegård var der stavefejl. Her måtte rødhårede ikke komme. Der var i den grad forskel på folk. I døden var ikke alle lige. Svineriets ti bud er konstrueret af en Nørrebro – præst. Selv H.C. Andersen frygtede begrebet skindød. Og hvis vi når det og I ikke taler så meget kan vi måske nå at fortælle om et hospital, der var oprettet af nonner.
For 5 ½ år siden holdt jeg afskedsreception oppe i butikken. Der var sort af mennesker. Min søde lillesøster ville godt vide, hvem de var. Hun var overrasket af det store fremmøde, der var af præster og menighedsråds – formænd. Så sagde hun pludselig
Men grunden har jo sikkert været, at jeg gennem tiden har optrådt i næsten alle kirker på Nørrebro. Og jeg har taget mange filosofiske snakke med præster, når de kom op i kirken.
De flittige præster
Ja så er jeg tilbage. Og i dag kigger på præster, kirker, spøgelser, en kirkegård og meget andet.
Se engang, da var præster og andet personale meget flittige på Nørrebro. Det var ikke unormalt, at en præst i Stefans Kirken skulle klare
Dette alene på en søndag. Dette skyldtes at kirkelige handlinger var gratis om søndagen. Det var de ikke i hverdagen.
Men se inden, der blev bygget kirker på Nørrebro og Østerbro så hørte befolkningen til Vor Frue og delvis til Trinitatis sogne. I 1852 diskuterede to teologer Ludvig Helweg og Nicolai Holten. Der havde ikke været bygget kirker i uendelige tider. En komite med 7 medlemmer startede med en underskriftsindsamling for at få gang i byggerierne. Og så gik man ellers i gang med bygningen af Skt. Johannes Kirken. Men efter 8 år måtte man stoppe grundet pengemangel.
Men man blev da færdig.
Samaritter stod parat
I 1865 fik man den første præst, Rudolf Frimodt. Han havde bl.a. stiftet Københavns Indre Mission. Han forstod at tiltrække folk. Han havde forinden været hos kongen, der stillede spørgsmålet:
Efter at pastoren havde svaret sagde kongen:
Det kunne han. Der var trængsel. Men der stod også et samaritter- korps parat hver søndag. Folk besvimede under hans flamme-prædikener. Frimodt var den mest omtalte præst i byen. Han var en af de nye missionske præster. Hans flammetaler fyldte Sankt Johannes Kirken søndag efter søndag. Nogle kaldte ham Helvedes Prædikanten., der malede himlen rød over København. Størstedelen af hans tilhørere var grebet af hans ildfulde forkyndelse. Mange sad under prædiken med ansigtet skjult i hænderne. Adskillige hulkede højt eller udstødte ubeherskede suk og skrig.
Ja sådan fortalte forfatteren Henrik Pontoppidan som havde kirken som sin sognekirke.
En af Frimodts drastiske virkemidler var at han midt under en prædiken med fremstrakt hånd og direkte tiltalte en eller anden tilhører nede på det tætpakkede kirkegulv:
Men ikke alt var godt. Han var også en meget stor anti-socialist. Og egentlig var der et skarp skel mellem ham og menigheden. Han holdt ikke så længe.
Han stiftede Indre Mission i København og var initiativtager til oprettelse af Søndagsskoler.
Han nåede dog at hjælpe ti med at få etableret Stefans – kirken. Her lå faktisk et værtshus og det var på baron Løverskjold til Løvenborgs jord, som han skænkede. Her lå hans landsted Kristinedal lige i nærheden. Det var godt, at man nåede det. For efter et par år gik baronen konkurs. Men den 26. december 1874 blev Stefans Kirken indviet.
Arbejderbevægelsen havde en meget fjendtlig indstilling til Folkekirken dengang. I hverdagen kunne de velstillede betale sig fra en kirkelig handling. Og kun om søndagen kunne de fattige og arbejderne få kirkehandlingerne gratis. Det mente man var klasseforskel.
Jo der var skam også travlt i Sankt Johannes Kirken. Vi kigger lige på en dagsplan for søndag den 8. september 1895:
9.30 Forberedelser til altergang – skriftemål – med efterfølgende gudstjeneste og altergang kl. 10.
11.30 Begravelse af seks børn
13.00 Vielse af syv brudepar
13.30 Vielse af et brudepar
14.00 Dåb af 8 børn
14.30 Vielse af to brudepar
15.00 Vielse af et brudepar
16.30 Vielse af et brudepar
17.00 Dåb af tre børn
Men hvorfor var det lige sådan? Problemet var at bedrestillede kunne få kirkelige handlinger foretaget på hverdage, da skulle man nemlig betale for det. Kun om søndagen var det gratis. Dette mente arbejderbevægelsen også var klasseforskel.
Indsamling til Stefans Kirken begyndte
Socialister mente at præsterne og kirkerne var kapitalismes forlængede arm. Og deres mistanke blev styrket, da Frimodt tog initiativ til at starte en indsamling til Stefans Kirken. Det skete i 1874 på Store Ravnsborg:
Denne antisocialistiske holdning delte de to præster Peter Wolf og Ivar Dall senere i Stefans Kirken. Den var så gal, at Dall måtte fratræde sin stilling. Men det hele vendte da pastor Rosendahl tiltrådte i 1914. Det vrimlede til med kirkegængere. Han var opvokset på Nørrebro og hans far var leder af en grundtvigiansk friskole. Fra 1922 var Stefans Kirke en ren grundtvigiansk kirke.
Det var lensbaron Frederik Løvenskjold, der forærede en grund, hvor kroen Ny-kro måtte lade livet på grund af kirken. Et par år efter gik lensbaronen konkurs.
Men hvem var Skt. Stefan egentlig. Han var en af de syv fattigforstandere i den første menighed i Jerusalem. Han var ifølge Det Nye Testamente den første, der blev slået ihjel på grund af den kristne tro.
Jesus fastede i 40 dage
Nu var det ikke alle borgere, der følte at kirkerne hjalp dem. Angelika, der er født i 1893, skriver i sine erindringer:
Så kunne Angelicas søstre få det at vide, men det hjalp næppe på sulten.
Hvem var mest chokeret?
En meget nyttig organisation eller institution dengang var Martha – hjemmet. Grunden var blevet foræret af jernstøber Anker Heegaard. På hjemmet foregik en masse sociale ting. Og en ting som nonnerne her også beskæftigede sg med, var at opsøge familier til afdøde og give dem en skilling til begravelseshjælp.
Og der kom da også et bud, at Aksel, en stolt arbejder oppe på tredjesal et sted i Rabarberlandet var afgået ved døden. En nonne tog afsted. Og rigtig nok. Der stod en grædende hustru og i sengen under et lagen lå Aksel.
Nonen kom med trøstende ord og Guds velsignelse. Hustruen fik en skilling til begravelseshjælp. Derefter begav nonnen sig af sted. Men nede i gården kom nonnen i tanke om, at hun havde glemt hendes paraply. Hun skyndte sig op på tredjesal og bankede på døren. Hvem blev nu mest chokeret? Ja det er spørgsmålet. For det var liget, der åbnede for nonnen.
Advarer mod Epidemi – Hospital
Pastor Frimodt advarede og protesterede mod oprettelse af et nyt epidemihospital meget tæt på hans menighed. Han skrev en masse protester med det hjalp ikke synderligt. Pastoren var bange for at de forskellige sygdomme vil sprede sig gennem luften.
Det er hørt
Under kampene på Fælleden blev arbejderne trængt ind i Skt. Johannes Kirken. Præsten lod sig ikke anfægte og fortsatte sin prædiken. Han sagde:
Pludselig lød der nede bagfra bl.a. de indtrængende arbejdere:
Arbejdet med de vantro masser
Allerede i 1878 havde Frimodt sørget for at en ny kirke stod parat på Østerbro. I 1885 brugte myndighederne begrebet:
Rabarberlandet var efterhånden blevet temmelig overbefolket. Der var samlet 330.000 kr. ind til en kirke. Bortset fra bænkene manglede man stadig alt inventar. Men de forretningsdrivende hjalp til. Men hvad skulle kirken nu hedde? Der blev foreslået navne som Bønnekirken og endda Kaffemøllen. Men så blev der skåret igennem. Kirken fik navnet Helligkors Kirke.
Da Kierkegaard skulle begraves
Han var flyttet til Østerbro den gode Kierkegaard. Ofte så man ham gå langs søerne for bare at få et lille glimt af hans elskede Regine, der boede på Nørrebro. Men hun var gift og flyttede til Dansk Vestindien med hendes mand.
Og Kierkegaard døde kun 42 år gammel – den 11. november 1855 på Frederiks Hospital. Han var den næstsidste af en søskendeflok på syv. Han viste i den grad uvilje over for folkekirken og dens præster,
Onklen fra Pedersborg Præstegård var dog mødt op til begravelsen, hvor der var sort af mennesker. Pludselig kom en meget høj sortklædt bleg og yngre mand frem af flokken på Assistens Kirkegård. Han tog hatten af og råbte ud til mængden:
Det viste sig at være en slægtning, læge Henrik Lund:
Så var det lige Betlehems – kirken. Den var bygget inde i en baggård og var nærmest et halvtagsskur. Den lå lige op ad Ågadens Brødfabrik. Man skulle så under kirkelige handlinger vænne sig til støjen fra brød – fabrikken.
Renvaskede Nørrebro – børn
Da Simeons Kirken blev anmeldt i Politikken skrev man om altertavlen:
Man kan se menighedens børn og Nørrebros fabrikker og huse.
Ved samme lejlighed beskrev journalisten Biskop Ostenfelds tøj. Det var tydeligt, at han ikke kunne lide klædningen:
Når vi taler om børn
Dengang for mange år siden var der også et meget aktivt Indre Mission på Nørrebro. Mens kammeraterne tumlede sig ude på Fælleden måtte børn gå i Søndagsskole, hvor de fik at vide, at Djævlen befandt sig i kortspil, cirkus og tivoli.
En autoritær præst
Samuels Kirken havde på det tidspunkt en præst, der var virkelig autoritær. Han mente, at de af sognets borgere, der havde bil, skulle køre de ældre i skoven. Han skrev også:
Tænk engang – til en skovtur i 1927 skulle der smøres 1.200 stykker smørrebrød, som man tog med på turen. Man havde lejet en sporvogn, der holdt på hjørnet af Prinsesse Charlottesgade og Jagtvejen. Så kørte man direkte til Klampenborg. Man havde god appetit dengang. Der var beregnet ikke mindre end seks stykker smørrebrød pr. mand.
Hvad skal kirken hedde?
Man kunne ikke rigtig finde ud af, hvad den nye kirke skulle hedde? Etatsråd Gamél som også var indehaver af et anset kaffefirma i Østergade sponserede 90.000 kr. Og så var det jo at folk mente at kirken skulle hedde ”Kaffemøllen”. Men det kom den dog ikke til at hedde. Navnet blev Helligkors – Kirke.
Ikke alle kirker havde lige gode forhold
Betlehems – Kirken var et halvskur op mod Ågades Brødfabrik. Og larmen fra denne overdøvede ofte gudstjenesten. På et tidspunkt havde man her en vækkelsesprædikant ved navn Vilhelm Kold. Nogle ville mene, at dette var ganske naturligt mod de vantro i Rabarberlande. Han blev Brorsons Kirkes første præst og formand for Indre Mission.
Kingos Kirke
Det var tekstilfabrikant Holger Petersen, der forærede grunden til den kirke, vi nu er i. Sidenhen forærede han også kirketårnet, for ellers havde denne kirke stået uden tårn. Alter – billet er en foræring af maleren Erik Henningsen. Det er som taknemlighed for at hans søn blev fundet i god behold. Han var ellers forsvundet på Nørre Fælled.
Murersagen
Det var med store betænkeligheder at menigheden i Helligkors – Kirken så en ung mand som Axel Beck blive ansat i et så barsk arbejderkvarter. Men han blev der trods alt i 42 år. Mere vanskelig ved at tilpasse sig havde pastor Ifversen. Hans kamp var rettet mod lederne af arbejderbevægelserne. Da den såkaldte murersag fremkom forsøgte arbejderbevægelsen at få ham fyret.
Sagen drejede sig om at Ifversen nægtede at vie en fraskilt murer til en kvinde, som han havde et forhold til inden hans ægteskab. gik i opløsning. Mureren blev henvist til andre præster, men fik også afslag fra disse. Socialdemokratisk Forbund klagede til ministeriet. Og ministeriet pålagde Ifversen at foretage vielsen, men han nægtede fortsat. Sagen kom for provstiet. Den 28. januar 1903 idømtes pastoren en bøde på 200 kr. eller 20 dages fængsel. Kirkens fjender triumferede.
Men pastoren stod fast og ankede sagen for Højesteret. I oktober 1903 blev pastoren frifundet og denne dom overrumplede i den grad kirkens modstandere. Men sagen havde tappet Ifversen for kræfter. Han måtte tage et års orlov. I Efteråret 1908 blev han så forflyttet. Og så var det den unge Allan Beck, der kom til.
Men så kom Aage Westergård til fra Skjern. Gennem husbesøg og ungdomsarbejde vandt han tillid hos befolkningen. Men en norsk lægpraktikant med frikirkelige tendenser blev også populær. Gennem en årrække havde man så to forskellige menigheder i samme kirke.
Erik Bock
Vi bør da også nævne Erik Bock. Han repræsenterede en unik epoke i dansk folke-kirkeliv. Den omdiskuterede sognepræst skabte i de ungdomsoprørske 1970’er mere eller mindre gennemtænkte provokationer over for den traditionelle kirkes autoritet. Man vidste faktisk aldrig, hvor man havde ham. Han ville aldrig spændes for politikernes vogn. Han mente, at den politiske kirke lugtede surt og gammel.
Han elskede at spille teater og provokerede ofte. Han begravede således en silikone-dukke på Assistens Kirkegård og betragtede sig som præst for Christiania. To gange har Erik Bock været suspenderet og utallige gange fik han pålæg fra biskoppen. Men som han selv sagde. Han har givet kirken mere frisk luft.
En udskældt Præst
Der er noget, der har sat sig på ens nethinde. En flok demonstranter sad foran Brorsons – Kirke. Umotiveret begynder en betjent at hamre løs på en ung kvinde. Hun rejser sig for at flygte, hvorefter hun igen bliver overdænget af politi – knipler. Derefter knækker hun helt sammen. Efterfølgende blev hun kørt væk i en ambulance.
Hun protesterede sammen med en masse andre imod politiets fremfærd mod de iranske flygtninge, der havde søgt tilflugt inde i Brorsons – kirken. 120 – 150 betjente stormede kirken. Kirkens præst var den meget udskældte Per Ramsdal.
Et Faderhus
Ruth Evensen mente at de unge fra Ungdomshuset var dæmoner. De svarede hende, at hvis hun mente, at de kom fra helvede, så ville de give hende helvede. Hun fortalte at hun havde talt med Helligånden, der havde sagt til hende at hun skulle overtage Ungdomshuset. Men hun var bestemt ikke velkommen hos de andre præster på Nørrebro. Således mente Poul Friis fra Samuels kirken at hele problematikken gav et negativt indtryk af kristendommen og af kristne i det hele taget.
I fadehuset proklamerede Ruth Evensen, at hun ville bekæmpe homoseksualitet, pædofili, pornografi, abort og satanistisk legetøj på Nørrebro. Menigheden skulle spørge hende, hvem de måtte gifte sig med. Ifølge min gode bekendt dengang, pastor Niels Underberg havde han taget sig af mindst 70 psykisk lemlæstede som flygtede fra Faderhuset. Det var også fadehuset, der gav deres støtte til Moses Hansen, da han gik korstog mod muslimerne på Nørrebro. Åbenbart har Faderhuset også været i kontakt med den kontroversielle præst i Betlehem – kirken, Ole Skjerbæk Madsen.
Ruth havde åbenbart også en frisørsalon, hvor hun kun antog unge kristne piger. Stedet hed Kings Bride.
Den kristne Ugeavis Udfordringen har skrevet at Faderhuset er en ekstrem Frikirke og ikke en sekt.
En blikkirke
Den første Simeons Kirke var en blikkirke. Man kaldte den også for en jernkirke. Det var et samlesæt bestilt hjem fra England. Kirken var stegende varm om sommeren. Om vinteren sad man og hundefrøs. Regnens tromlen og gadedrengenes larm kunne sagtens overdøve præstens prædiken. Og gadedrenge havde fundet ud af, at ved at kaste sten på taget, kunne man ødelægge en hel gudstjeneste.
Efterhånden begyndte det hele at ruste omkring 1906.
Ja ved siden af Simeons Kirke blev der bygget en badeanstalt. Det gav anledning til udtrykket:
Man brugte også et andet slogan:
Svineriets 10 bud
Et par gange mødte jeg Anne Braad på Cafe Lille Peter sammen med hendes hund. Jeg blev så sammen med Henning en gang smidt ud, fordi de ikke kunne forstå vores musikalske evner. Men når præsten fra Stefans kirken så kom op i butikken, fik jeg altid en herlig snak med hende. Hun fortalte mig om hendes kræftsygdom. Men inden da havde hun set den dobbeltsidede kronik, som jeg fik offentliggjort i bladet PaaGaden i forbindelse med min kones død og sorgbearbejdelse. Således oplevede jeg bekendte gå over på den anden side i stedet for at give en et klap på skulderen.
Anne Braad mente, at artiklen lige var en hun kunne bruge i sorg – gruppen i Stefans – kirken. Og så var det en dag, at hun gav mig hendes bud på Svineriets ti bud:
Nørrebro som Bispesæde
Vidste du, at Nørrebro engang har været bispesæde. Det var godt nok kun i meget kort tid – men alligevel. Og det var inden for den katolske kirke. Historien begynder faktisk på Solitude, hvor Monsignore B. Bernard var administrator for det apostolske Præfektur. Han fik skøde på ejendommen den 12. september 1867. Men allerede i 1869 rejste han til Norge.
Skødet overgik til tre medlemmer af Sankt Ansgar Menighed.
Dødens testamente
Dengang, da lå der på Jødevejen, som Møllegade blev kaldt et populært dansested. Det blev kaldt ”Dødens Testamente”
Dødens bolig
Lige over for lå/ligger ”Dødens bolig”. Den svenske digter Nicander udtrykte det således:
Jo kirkegården trak tidlig en masse publikum. Men herude trivedes også en masse uhensigtsmæssige begivenheder. Det blev nærmest et lyststed og graverne solgte sprit. På et tidspunkt overvejede man at opsætte tribuner og forlange entre.
I bladene klagede man over at der var stavefejl på gravstederne. Man glemte at lave gange. Så folk gik bare gennem gravene.
I 1803 skrev Knud Lyhne Rahbek, som udgav tidsskriftet ”Den Danske Tilskuer en artikel om Assistens Kirkegård:
Ja i 1851 talte man om et offentligt værtshus i ”Ben-huset”.
H.C. Andersen nævnte fænomenet i hans sidste eventyr i 1872. Den hed Port-nøglen. Han talte om Madkasse – fænomenet. Her var svævende klarinetter og masser af ballade.
Tilstrømningen var stor, når kendte skulle begraves. Man talte om at indføre entre på 4 – 8 skilling. Om søndagen skulle det være gratis. Måske kunne man lave transportable tribuner.
Men det hele kunne også blive for lystigt, således skulle rødhårede ikke have adgang.
Åndeligt centrum
Forfatteren Martin A Hansen sagde engang:
Det startede den 6. november 1760. Disciple fra Vor Frue Kirke sang en salme, der passede til lejligheden:
Men de sang ikke rent. I hvert fald kunne man se at diverse kirkefolk skar grimasser.
Nu kom de rige
I de første mange år fungerede kirkegården som fattig – kirkegård. Men en sønderjysk adelsmand, der hed Johan Samuel Augustin. Han var på et tidspunkt ansat på Augustenborg Slot på Als. Han skrev i sit testamente, at han aldrig med foresæt eller mod sin vilje havde fornærmet nogen i levende live. Hans døde legeme skulle heller ikke påføre andre nogen skade. Derfor anmodede han om at blive bestrøget med tilstrækkelig mængde kalk i en simpel kiste – 10 fod dyb. Men det tog personalet nu ikke så tungt.
Forskel på folk
Jo der var sandelig forskel på folk i døden. Det var både med hensyn til, hvor meget man ville betale for en begravelse og hvilken rang du havde. Det hele kunne bestilles på Begravelseskontoret.
Alle klasser havde deres egen begravelse og det var en lovgivning for, hvad de måtte. Gehejmeråder og ligestillede måtte overtrække ligkisterne med fløjl
De andre af rangen indtil landsdommere:
Ingen røde flag
Det var i 1887, da den store socialdemokratiske leder, Adam Poulsen blev begravet. Men pastor Steen var meget ufleksibel. Ingen røde flag var velkommen. En Socialdemokrat ville pastoren sandelig ikke velsigne. På et tidspunkt havde præsterne på Nørrebro overgivet de afdøde socialdemokrater til evig forbandelse. Kammeraterne måtte heller ikke sige nogle bevingede ord ved graven.
De velbjergede måtte gerne tage alle deres våben og orden med. Men det måtte arbejderne ikke i form af deres røde flag.
I Social – Demokraten stod der bl.a.:
Typograferne i Hillerød havde i stedet for et rødt flag anskaffet et sort flag med følgende tekst:
Det var ofte politiassistent Rantzau, der må alt disponibelt mandskab måtte styre begivenhederne på kirkegården. Han var stor i dobbelt betydning. Han vejede 300 pund. Som regel sad han på en stol og dirigerede. Han var bl.a. dekoreret med Ridderkorset efter at have slået på arbejdere ude på Fælleden.
Masser af kritik
De forskellige blade blev ved med at kritisere alle de stavefejl, der var på gravstenene. Og Københavnerbladet klagede i 1804 over, at der da måtte være en grænse for, hvor høje monumenter måtte være. I 1818 blev der klaget over krybskytteri på kirkegården. Her var masser af harer og agerhøns.
Et uvæsen bredte sig
Et uvæsen havde bredt sig om aftenen langs Assistens Kirkegård. Det kunne man læse i bladet ”Politivennen”. Kvinder af den laveste og mest usle klasse havde antastet forbigående mandfolk. De blev overdænget med skældsord og forbandelser, hvis de ikke gik med. For enden af kirkegården opholdt de sig også. Bladet mente, at de ansvarlige skulle befri folk for dette afskum.
Skindød
Som bekendt er H.C. Andersen begravet på kirkegården. Når han rejste. havde han altid et skilt med sig, hvor der stod ”Jeg er kun skindød”. Allerede i 1783 havde Dr. Bastholm, som var teolog udgivet et skrift om levende begravelse. Han forslog, at man skulle blæse med en trompet for at se om afdøde skar ansigt eller ligefrem vågnede. I USA og England havde bedemænd allerede solgt kister med ilt-tilførelse og signal-apparater i tilfælde af.
I kappelet fik man da også installeret en anordning med snor om håndleddet og så et ringeapparat inde hos opsynsmanden i tilfælde af—
Gertud Bodenhoff var pludselig død. Hendes bror, den unge Rosted gav udtryk for, at det var mærkeligt, at hun skulle begraves med røde kinder. Natten efter hendes begravelse var der gravrøvere på spil. De nåede Gertruds kiste, åbnede den og skulle til at tage hendes øreringe. Pludselig rejste hun sig op af kisten og råbte ”Så befri mig dog fra dette mørke sted”. Hun lovede dem guld og grønne skove og en rejse til Amerika. Men de tog en spade og slog hende rigtig ihjel.
Og historien er ganske vist. For den ene af gravrøverne betroede sig til den senere biskop af Sjælland – Münster. Og det gjorde gravrøveren, da han lå for døden på Frederiks Hospital.
Skomager Meyers søn fik en bom i hovedet. Han blev begravet på Assistens Kirkegård. Da familien efterfølgende ville besøge sønnen, var kisten væk. Kadetter blev efterfølgende kommanderet ud til at bistå politiet med jernstænger, som de stak i jorden for at konstatere om kisterne var der. I 1804 fandt man ud af at hele 509 grave var hjemsøgt.
Med hensyn til skindød, så besluttede man dengang, at der skulle gå mindst tre dage inden en person kunne erklæres død. Et institut med lig-celler skulle oprettes på Gammelholm. Eller hvad med et begravelsesinstitut på loftet af Trinitatis Kirke. Her skulle de fattige betale 2 Rigsdaler mens de ringe skulle betale 10 rigsdaler. Men så var det sandelig også med overvågning, ringeklokke og spejl, såfremt liget havde trukket luft, kunne man så se det
Studenterne og spøgelset
Midt i 1850erne boede der en norsk student over for Assistens Kirkegård. En høstaften havde han besøg af en dansk kammerat. Der blev røget en del den aften. Hen på aftenen åbnede man en af vinduerne for at lufte ud.
Over i måneskinnet på Assistens Kirkegård så de nu en hvidklædt skikkelse rejse sig fra sin grav., hvorpå den afførte sig sine klæder stykke for stykke, for så at gå i retning af byen.
Danskeren slog en latter op. Det skulle der nu laves noget sjov ud af. Nu går jeg over og tager et klædningsstykke, så får vi at se, hvad der sker. Danskeren kom tilbage med en blegrød silkestrømpe og lagde den på køkkenbordet.
Da klokken slog 12 kom skikkelsen tilbage fra byen. Da den opdagede, at der manglede noget, fulgte den sporet. I huset var der to studenterblevet bange. De gemte sig under dynen på sengen. Pludselig gik skikkelsen gennem døren hen til køkkenbordet efter silkestrømpen. Pludselig vendte den sig om og stirrede på danskeren og løftede hånden.
Lige så pludselig som skikkelsen, var den igen forsvundet. Men på sengen lå den danske student- Han kunne ikke røre på sig. Han var blevet lam i venstre side og forblev krøbling resten af sit liv.
Moralen er:
En sand historie
To unge mennesker havde længe opholdt sig foran kirkegårdsmuren på Jagtvej. To betjente havde observeret det. Og dengang havde politiet humor.
Den ene betjent bevægede så ind på kirkegården. Han iførte sig hvide handsker og bandt et hvidt lommetørklæde om det ene håndled. Derefter kravlede han op på et gravgelænder.
Umiddelbart ud for de unge mennesker stak han den hvide arm ud over muren og sagde nu med en hul stemme:
Det fortælles at det unge par brølede af rædsel, spændene væk i panik til stor morskab for betjentene og et postbud, der overværede det hele
Disciple sang falsk under indvielsen
I 1818 var den ældre kirkegård så gyselig at kommunen havde beordret en medarbejder til at bo derude og istandsætte det hele. Man kopierede hinanden. Bladet ”Politivennen kunne konstatere at de samme attributter gik fra grav til grav. De kaldte det hele for smagløst. Efterhånden kom der også poesi på gravstenene. Biskop Plum begik selv et lille digt. Indledningen lød sådan:
Den 6. november 1760 blev kirkegården indviet. Disciple fra Vor Frue Kirke sang en salme, som meget passende hed:
De sang hvis ikke helt rent. I hvert fald så skar diverse kirkefolk grimasser.
Kierkegaard på kirkegården
Kierkegaard gik ofte langs søerne. Han håbede at kunne få et glimt af Regine, der boede på Nørrebro. Men ak denne rejste sammen med sin mand til Dansk Vestindien. Og denne Kierkegaard døde kun 42 år gammel – den 11. november 1855 på Frederiks Hospital. Han var den næstsidste af en søskendeflok på syv.
Han viste uvilje over for folkekirken og dens præster.
Onklen fra Pedersborg Præstegård var dog mødt op til begravelsen. På Assistens Kirkegård var der sort af mennesker.
Pludselig kom en meget høj sortklædt bleg yngre mand frem af mængden. Han tog hatten af og råbte ud til mængden:
Det viste sig at være en slægtning, læge Henrik Lund:
I døden er ikke alle ens
Når stolte arbejdere eller arbejder-ledere skulle begraves på Assistens Kirkegård var det ikke altid uden problemer. Langt fra alle præster ville acceptere de røde faner på kirkegården eller inde i kirken. Typograferne i Hillerød havde valgt et sort flag. Men det fik nu heller ikke adgang til nogen kirke. For på flaget stod der:
Men arbejderne fandt nu ud af, at der var forskel. Politiassistent Rantzau fra Fælledvejens Politistation måtte ofte styre begivenhederne når der var optræk til ballade på kirkegården.
Et skrift om skindøde
I 1783 udgav teologen Dr. Bastholm et skrift om levende begravelse. Han fastslog, at der skulle blæses med trompet, for at se om afdøde skar ansigt eller om han vågnede. Bedemænd i England og USA havde allerede solgt kister med ilttilførsel og signalapparater i tilfælde af.
Jesus fastede i 40 dage
Igen tvivl om at gennem historien har kirkerne på Nørrebro ydet et stort socialt arbejde. Men det er nu ikke alle der har følt, at de er blevet hjulpet. Således skriver Angelika i sine erindringer i 1893:
Ja se det er vel rigtig, men det hjalp jo ikke på Angelikas sult.
Et specielt orgel
Stefans Kirken har et meget specielt orgel. Udover de 24 stemmer har det også et klokkespil. Og som det eneste i Nordeuropa har det slagtøj, stortromme og bækken. Det var særlig en præst, Emanuel Wurtzen, der var glad for klokkeringning, han kaldte de for ”fornøjelig klokkeringning”.
Men samtidig arrangerer Stefans – kirken også begrebet ” Ond orgel” Det er når de fejrer Halloween.
I øvrigt så fik kirken ansat en ny præst, som havde forståelse for arbejderne. Han mente godt at socialister passede ind i Den danske Folkekirke. Og pludselig strømmede der ind med nye kirkegængere. Denne præst blev senere biskop i Roskilde stift. Og Stefans Kirken blev en Grundtvigiansk kirke.
En Grundtvigiansk Højskole
Og når vi nu taler om Grundtvig, så er det sikkert ikke mange, der ved at på Nørrebro lå der en Grundtvigiansk Højskole. Den lå på en gård, der hed Marielyst. På hjørnet af Haraldsgade og Lersø Parkalle står i al ubemærkethed en granit-sten med følgende påskrift:
Skolen var opkaldt efter Grundtvigs kone to, Marie. Grundtvig var gift tre gange.
Et uvæsen bredte sig
Et uvæsen bredte sig om aftenen langs vejen til Assistens Kirkegård. Dette kunne man læse i bladet Politivennen i 1860’erne. Kvinder fra ”den laveste og mest usle klasse har antastet forbigående mandfolk der. Når disse så ikke ville tage med dem, blev de overdænget med skældsord og forbandelser. Også for enden af kirkegården befandt de sig. Bladet opfordrede de ansvarlige til at befri folk fra ”dette afskum”
Stort følge
Da grosserer Jørgen Beck skulle begraves, fulgte der hele 110 kareter med fra Nyhavn til Nørrebro. Og da Johan Leonard Fix direktør for Asiatisk Kompagni blev stedt til hvile, var der fløjes – ligvogn med 4 heste med kusk, bi-løber, 8 ligbærer, 9 vagter m.m.
En borgerlig kultur
I midten og slutningen af 1800 – tallet bredte der sig en borgerlig kultur. Her måtte man godt tage alle hædersbevisninger med, når man skulle begraves. Med røde socialister måtte aldeles ikke tage deres flag med. Heller ikke i 1887, da den store arbejdsleder Adam Petersen skulle begraves. Ja stiftsprovst Pastor Steen havde endda forbudt at man måtte tale ved hans grav. Politiassistent Rantzau og alt disponibelt mandskab var udkommanderet for at bekæmpe de røde socialister.
I Social – Demokraten kunne man læse:
Kingos Kirke
Ja den kirke du nu sidder i er bygget på en grund skænket af tekstilfabrikant Holger Petersen. I 1909. Ja senere forærede han faktisk også et kirketårn, ellers ville kirken har stået uden tårn. Alterbilledet er tegnet af Erik Henningsen. Den er skænket i taknemlighed over at malerens søn blev fundet i god behold på Nørre Fælled.
To menigheder i samme kirke
I Helligkorskirken havde man i nogle år haft en norsk frikirke – præst. Han skabte begejstring. Men så kom, der fra Skjern en ny initiativrig præst. Han tog ud og besøgte arbejderne derhjemme og blev ret så populær. Men dette bevirkede at Helligkorskirken nu kørte med to forskellige menigheder.
Vidste du at Nørrebro engang har været bispesæde?
Det var godt nok kortvarigt og det var inden for den katolske kirke. Det startede den 12. september 1867 da Monsignore B. Bernard fik skøde på ejendommen Solitude. Han var apostolisk præfektur. Men allerede i 1869 tog han til Norge. Skødet overgik til Sankt Ansgar Menighed. I 1875 tog de første jesuitter fast ophold i Danmark netop på Solitude. Sakraments Kirke blev opført omkring Nørrebrogade 27.
Djævlen i Cirkus og Tivoli
Dengang for en del år siden var der også en meget aktiv Indre Mission på Nørrebro. Mens kammeraterne tumlede ude på Fælleden måtte andre børn i Søndagsskole, hvor de fik at vide, at Djævelen befandt sig i kortspil, Cirkus og Tivoli.
Børnene fik ofte fem øre med i Søndagsskolen, som de skulle give til skolen. Men det var sjovere at gå ned til søerne og investere de fem øre i lykkeposer. Men når dette var sket en to – tre gange mødte læreren op derhjemme hos forældrene.
Det var dengang at pastor Rosendahl i Stefans Kirke var særdeles populær. Han oprettede Ungdomsklubben U 17. Denne pastor blev senere biskop i Roskilde.
Da liget opnåede for Nonnen
Martha – hjemmet lavede et kæmpe stykke socialt arbejde dengang på Nørrebro. Man havde fået stillet grunden gratis til rådighed af jern-støber Anker Heegaard. En af opgaverne for nonnerne på hjemmet var at opsøge familier til afdøde og så give en skilling til begravelseshjælp.
Og så kom der også et bud, at Axel, en stolt arbejder oppe på tredjesal i Rabarberlandet var afgået ved døden. En nonne tog afsted og rigtig nok. Der stod en grædende hustru og under lagenet i sengen lå Aksel.
Nonnen kom med trøstende ord og Guds velsignelse. Hustruen fik en skilling til begravelseshjælpen og nonnen begav sig afsted. Men nede i gården kom hun i tanke om at hun havde glemt sin paraply. Hun skyndte sig op på tredjesal og bankede på døren. Hvem der nu blev mest chokeret, ja det er spørgsmålet. For det var liget, der åbnede for nonnen.
Hvor er de skudsikre veste?
Anna Kirke har en venskabskirke, der hedder Varnæs Kirke. Det ligger syd for Aabenraa. Dengang, da der var masser af ballade på Nørrebro, skulle Anna Kirke så have besøg af konfirmander fra Varnæs Kirke. Og Susanne fra Anna Kirke fortalte, at ved ankomsten til Hovedbanegården spurgte et par af konfirmanderne:
Ja og nede i Varnæs Kirke fik de en ny kvindelig præst. Hun har så flere gange ude at bade i bikini. Og det har i den grad forarget kirkegængerne dernede.
Svineriets Top-10
Det skete en gang imellem at vi gik ud og fik en lille en efter fyraften. Et par gange mødte jeg så en markant præst på Nørrebro, der sad der med hendes hund. Nej det var ikke en øl – hund. Men jeg fik da så mange en snak med hende. Og det fik vi også, da hun kom op i butikken. Senere blev jeg så smidt ud af det værtshus. Men det skyldtes nok Henning og mine musikalske evner. Men inden Anne Braad fortalte om hendes kræftsygdom, spurgte hun om hun måtte bruge min kronik, som jeg havde offentliggjort i Paa Gaden på hele to sider i forbindelse med min kones død. Hun ville bruge den i hendes gruppe om sorg – bearbejdelse.
Til gengæld fik jeg så hendes ti bud, som hun kaldte svineriets ti bud:
Skal man tro på alt?
Nu skal man jo ikke tro på alt. Men det er vel også op til den enkelte. Således fortalte Ruth Evensen fra Faderhuset at hun fik beskeder direkte fra Helligånden. Gud sørgede hele tiden for at der var penge i kassen i Faderhuset. Ja sådan udtrykte hun det. Ja det var såmænd også Gud, der pålagde hende, at hun skulle overtage menigheden i Ungdomshuset.
Min gode bekendt, Pastor Niels Underberg fortalte mig engang, at han har modtaget mindst 70 psykisk nedbrudte fra Faderhuset.
En udskældt præst
Det er nogle billeder, der altid vil sætte sig på nethinden. En flok demonstranter sad foran Brorsons – kirken. Umotiveret begynder en betjent at banke løs på en ung kvinde. Hun rejser for at flygte, hvorefter hun igen bliver overdænget af politiknipler. Derefter knækker hun helt sammen.
Hun protesterede mod politiets fremfærd imod iranske flygtninge, der havde søgt tilflugt i Brorsons – kirken. 120 – 150 betjente stormede kirken. Disse flygtninge havde søgt tilflugt hos en meget udskældt præst – Per Rasmsdal.
Og sådan er det en masse historier om Kirker og mennesker på Nørrebro
Kilde:
Hvis du vil vide mere: