Artikler
Maj 18, 2022
Den sidste Forbrydelse
Forsøg på en anmeldelse. Tyveri fra Rigsarkivet. Hvad foretog danskerne sig på kasernen. Krigsforbrydelserne fortsatte. Arkivloven sætter sine grænser. Han påtvang de unge radikale holdninger. Til bryllup i SS – uniform. Alle breve til mor er brændt. En tragisk historie med to selvmord. Et nyt brev er dukket op. Betydelig radikalisering blandt danskerne. Danskere har stadig svært med selverkendelse. En del af danskernes hverdag. Et flot initiativ og spændende bog. Bagerst en liste over artikler med samme tema.
Tyveri fra Rigsarkivet
Martin Q Magnussen opdagede i 2012, at der var stjålet en masse dokumenter fra Rigsarkivet. Personerne fik en dom i 2013. Men sagen var slet ikke opklaret, selv om dette fremgik af et svar til Folketinget fra Rigsarkivet.
Rigsarkivet var slet ikke klar over, hvor meget der var stjålet og hvor meget der endnu mangler. Et vigtigt stykke kulturarv er forsvundet.
Hvad foretog danskerne sig på kasernen?
Nu er Martin Q Magnussen klar med en ny bog. Efter ”De Forsvundne Nazi- dokumenter”, som vi også har anmeldt her på siden har han udsendt ”Den sidste Forbrydelse”. Vi har allerede været inde på dette tema i vores artikel ”Danskere begår da ikke krigsforbrydelser”.
Hvad foretog danskerne på den østrigske SS – kaserne i Graz i krigens sidste måneder. Det var her en mase danskere deltog i en uddannelsesbataljon under Waffen SS. Hvor mange danskere, der kom til Graz vides ikke, men alene i 1945 opholdt der sig flere hundrede på stedet i en samlet gruppe på omkring 4.000 soldater.
Krigsforbrydelserne fortsatte
Mens de allierede nærmede sig Det Tredje Riges grænser, fortsatte regimentets forbrydelser- På selve kasernen og i områderne tæt på blev amerikanske flybesætninger skudt.
Især ungarske jøder blev mishandlet og dræbt i efterfølgende massakre. Voldsparatheden eskalerede i den grad. En stor del af ofrene blev skudt inde på selve kaserneområdet.
Arkivloven sætter sine grænser
Bogen afslører at som minimum er en nulevende 95 – årig dansker kronvidne til forbrydelserne. Forfatteren er blevet kontaktet af både tyske og israelske myndigheder. De vil have navnet på den sidste levende SS – soldat fra Feldbach-kasernen.
Men Arkivloven sætter sine grænser.
Han påtvang de unge radikale holdninger
Den nu 95 – årige mand er opvokset i Århus. Han var medlem af National Socialistisk Ungdom i Århus. Han iklædte sig ridestøvler, spidsbenklæder, sort skjorte med røde kravespejle og sort skråhue med sølvkokarde og hvid kvast og mødte op til møder i den nazistiske organisation i Århus.
Vores hovedperson steg hurtigt i graderne og blev til sidst storhirdfører. Han fik ansvaret or at opdrage de unge medlemmer i alderen ti – fjorten år og havde dermed mulighed for at påvirke helt unge børn med sine radikale holdninger.
Flere gange var han på studieture i Wien. Han har også opholdt sig i WE-lejren Westerwald i Tyskland.
Til bryllup i SS – uniform
Han besluttede sig for at melde sig i Frikorps Danmark i 1943. han var endnu ikke fyldt 18 – år og hans mor nægtede. Det lykkedes ham dog alligevel at komme ind. Det var i februar 1944. Efter en togtur på tre dage ankom han til forskolen i Senheim, hvor uddannelsen begyndte.
Han deltog under en 14 – dages orlov i Danmark til en vens bryllup. Til brylluppet var han iført en sort SS-uniform, da brudgommen også var SS-frivillig og selv blev gift i uniform.
Han fortsatte sin uddannelse i Hammerstein i Polen, hvor Regiment Danmark var under genopstilling. Efter et kort lazaret-ophold blev han sendt til erstatningsbataljonen i Feldbach ved Graz. På det tidspunkt boede der 3.000 jøder. Langt de fleste boede op ad SS – lejren i byen.
Alle breve til mor var brændt
Sygdom udbrød blandt jøderne, og mellem 200 – 300 blev slået ihjel i den periode, hvor han opholdt sig i lejren. Selv har han forklaret at han bare gik rundt og passede sig selv. Derefter blev han sendt til Stettin, hvor han kom i amerikansk fangenskab.
Åbenbart har han været sendt til Danmark til retsforfølgelse. Københavns Politi har haft kontakt til hans mor i Århus. Hun har modtaget flere breve fra ham, men de er alle blevet brændt.
En tragisk historie
Den sigtedes bror gav også politiet en tragisk historie.
Hans brors forlovede havde begået selvmord på befrielsesdagen. Og fem dage efter gjorde hendes mor det samme. Pigen kom fra en meget fin familie fra Nordsjælland og var bange for, hvad der ville ske efter kapitulationen. Selvmordene er bekræftet af politiet i Hørsholm. Pistolen som pigen skød sig med, var skaffet af en bekendt i Shell-huset.
Et nyt brev dukkede op
Men et brev er dukket op. Det var skrevet af vores hovedperson, men af NSU-vennen Kurt Petersen. Brevet var til Untersturmführer Poul Weidlich. Han bror blev efterfølgende et mangeårigt bestyrelsesmedlem i Veteranforeningens Sammenslutning.
Grunden til at brevet er dukket op i sagen er, at vores hovedperson er nævnt i det. Brevet rummer en del informationer om hverdagen i Graz. Der var informationer om de russiske styrker og jøderne samt informationer om, hvordan de boede og meget mere.
Betydelig radikalisering hos danskerne
Brevet er også dukket i forbindelse med den omtalte tyverisag. Det fortæller også om et par danskere, der boede på stedet og viser tydeligt den radikalisering, der var foregået hos danskerne. Det var tale om fire NSU – kammerater fra Århus.
Kort tid efter, at dette brev var afsendt, skete der netop en forbrydelse mod jøderne. De endte med at blive skudt på kasernegrunden.
Danskerne har svært ved selverkendelse
Vi har svært ved i Danmark at erkende at danskere har medvirket i nazisternes rædselsgerninger. Myndighederne i Danmark er ikke interesseret i, hvad der er foregået uden for Danmark. Danske nazister har som SS – frivillige deltaget i mord og tortur.
Vi har her på siden tidligere beskæftiget os med Dennis Larsens bog ”Fortrængt Grusomhed” og Terkel Strædes ”En skole i Vold”. Nazi – jægeren Efraim Zuroff forsøgte forgæves at få dalevende danske SS – soldater straffet – uden held.
En del af danske soldaters hverdag
Nu er det ikke kun i danske arkiver at Magnussen har søgt. Også i udenlandske arkiver. Mishandling og drab på jøder har åbenbart været en del af danskernes hverdag. Det er åbenbart allerede sket fra 2015.
Et hollandsk vidne (Reens) fortæller at han havde set mindst en dansk ”Unterscharführer” under massakren på sportspladsen i Graz.
Et flot initiativ
Det er flot at vi har sådan nogle som Martin Q. Magnussen tager fat i sådanne sager. Vi må håbe at han også snart er tilbage på skærmen. Det er også et spørgsmål om Danmark ikke snart bør ændre signal i disse sager.
Her tænker vi også vores egen sag med Asmus Jensen fra Padborg. Vi fortsætter vores søgning. Og selv med nye beviser, vil myndighederne ikke åbne sagen.
Og stadig væk er historiebøger præget af denne myte at ”Danskere begår da ikke krigsforbrydelser”.
Læs bogen og bliv klogere på den mørke side af danskernes gøren og laden under Anden Verdenskrig. Den er velskrevet og spændende som en krimi.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Maj 17, 2022
Aabenraa i 1930’erne
Da jeg pyntede vinduer. Bo Bojesen spiddede alle – men aldring ondskabsfuld. Tilbage til boghandlen De første investeringer. ”Verdensmænd” taler flere sprog. Skødesløse tennisspillere bag Folkehjem. En klokke og en rangermaskine. Springvandet står stille. En oplevelse på værkstedet. Nærmest gågade i 1930’erne. Tilflugt i fars boghandel. Mutter Stahlboms hus. En flot festsal. Pas på – de græske dampere. Når de kongelige kom. Svømmeundervisning i rødviolet vand. ”Det Grønne Helvede” – ja sådan kaldte man Nørreskoven. Vi besøger Frits Clausens ”Ørneredde”. Stormtropper ved farversmølle. ”Heim ins Reich”. Alt er nu forandret.
Da jeg pyntede vinduer
Som det vil være læserne bekendt, arbejdede jeg i vel ca. 15 år i Bo Bojesens Boghandel. Det var bl.a. min opgave at pynte vinduer. Et par gange lykkedes det endda at få nogle priser for det. Jo og da vi havde placeret nogle af de første computere, der kom frem på halmballer, ja så blev det endda vist i TV – Syd. Da havde vi fået Carsten Worsøe til at lave et computerprogram, der så kørte i en sløjfe hele døgnet.
Men i en periode fik vi også hvert år nogle af Bo Bojesens tegninger, som vi udstillede i vinduerne. Og så fandt vi ud af andre sjove ting i tidens løb.
Han spiddede alle
Dette skal nu ikke handle om Bo Bojesens Boghandels vinduer men om Bo Bojesens erindringer. Vi fandt et indlæg i Politikken i 1968, som vi har bearbejdet lidt.
Tegneren Bo Bojesen blev 83 år. Han døde i 2006. Han formåede at finde det pudsige hos folk uden at være ondskabsfuld. I en periode var han ansat på Politiken, hvor han kommenterede aktuelle begivenheder. I mange år udfoldede han sig også i Blæksprutten. Men jeg husker også en del bøger med hans skønne tegninger. Det var en vis ironi over hans tegninger. Især husker jeg ”Bo Bojesens Danmarkshistorie” og ”Bo Bojesen og den store verden”.
Han spiddede alle, høj som lav med sin pen – kongehuset, ludderen og pensionisten – ingen gik ram forbi. Hans smittende underfundige humor huskes,
Vores hovedperson vandt også en række priser bl.a. PH-prisen, Den Gyldne Tegnestift og prisen som Årets Publicist.
Tilbage – til Boghandlen
Ja så tilbage til boghandlen. Den blev etableret af Hartvig Nielsen i 1912. Han blev indkaldt til militærtjeneste i 1916. Så blev den bestyret af Bo Bojesens far som var svoger til Hartvig Nielsen. I 1919 overtager Harald Bo Bojesen så boghandlen.
I 1928 flytter man så til en nyopført ejendom på Ramsherred 28. I 1961 overtager Anne Marie og Ejvind H. Kock så ejendommen. Butikken lukker den 29.7.2013. Så var det slut med navnet Bo Bojesens Efterfølger.
Butikken blev overtaget af Abrahamsens Bog & Ide, der flytter fra Store Torv.
De første investeringer
Ja og Bo Bojesen kom tre år efter den såkaldte ”Genforening”. Der er ikke nogen mindeplade på sygehuset, hvor han kom til verden. Hans første investeringer landede i Bager Nyemans Butik på Haderslevvej. Hans ugeløn var på 20 øre. Hvis der var penge til overs, så blev disse investeret i Ferdinand Nielsens Kolonialhandel.
Bo Bojesens opvækst var i nærheden af Sct. Jørgens kirke. Og han har skam røbet, at han var med til at kaste en jordslået tennisbold ind mellem ”gluggerne” øverst i klokketårnet.
Lige her i nærheden lærte han at ryge cigaretter, rullet af aromatisk efterårsløv og ec-papir. Pastor Ludvigsen har sikkert undret sig over disse børn. Måske har han ladet sig inspirere til søndagsprædiken over Lukas 23. kapitel, 34. vers:
”Verdensmænd” taler flere sprog
På vej til skole betræder han Haderslevvej som dengang bar det kontinentale navn ”Nørrechaussé”. Ved Nørreport er der skyggefulde træer. Og hver morgen møder han en flok skolesøgende Rudolfer, Heinricher, Giselaer og Waltrauter. De sendes hver morgen til optugtelse i den tyske privatskole yderst på ”Nørrechausse”.
De små Iber og Eriker og karener og Liser trasker den modsatte vej med Ole-Bole-ABC. Mødet forløber som regel uden racesammenstød. Takt og tolerance er veludviklet hos børn. Men hvad mon de mener om hinanden?
Vidste du for resten, at Ole Bole er skrevet og udviklet i Tønder?
Begge grupper er ”Verdensmænd”, der taler flere sprog. Den ene behersker højtysk og sønderjysk. Den anden rigsdansk og sønderjysk. Når dialekten således er kontaktsproget mellem de to grupper. Kan det være vanskeligt for udenforstående at afgøre nationaliteten.
Tysk sindelag er dog en overvejende sandsynlighed, hvis man f.eks. kalder sin bedstemor for ”Oma”.
Skødesløse tennisspillere
Folkehjem blev passeret, danskhedens højborg. Den har sin særlige betydning, idet skødesløse tennisspillere bagved, leverede gratis de bolde som Bo og hans kammerater brugte til den før omtalte kirketjeneste.
En klokke og en Rangermaskine
Når man nu var vel ankommet til Nørreport, kunne man være så heldig at blive standset af en jernbanemand, der ringer med en klokke. Det er for at lade lokomotivfører Mathiesen passere med sin Litra HS – Rangermaskine på vej fra stationen mod de sibiriske ødemarker norden for svineslagteriet.
Det kunne jo også være sporet, der fører ud i Bo og hans kammeraters fantasi – opfundende sumpede floddelta med Amazon – indianere med forgiftede pile. De lurer ved bredden af den trægt flydende strøm af kloakvand.
Springvandet står stille
Denne Matthiesen sagde nu ikke så meget. Nu kunne Bo og hans skolekammerater også komme til at møde en anden klokkeringer. Han havde sømandskasket på og havde hægeskæg. Han forkyndte forpustet:
For alle ikke – sønderjyder må nok lige oversætte:
Nu vil ikke stedkendte falde i forund ring over at en tilsyneladende drikfældig mandsperson er sluppet løs med en klokke i hånden for at viderebringe denne åbenbarelse, at en nu ikke nærmere angivet fontæne omsider står urokkelig på sin plads. Men nu er det blot tale om en saglig information fra vandværket om et midlertidigt leveringsstop.
En oplevelse på værkstedet
Bo Bojesen er på vej i skole her i 1930’erne i Aabenraa. Vi er på vej mod Ramsherred og Storegade. Vi standser lige op ud for Kilegård en lille smøge, der fører ind i det uudforskede.
Her lå nemlig et interessant bilværksted. Her oplevede Bo Bojesen det historiske øjeblik, da mekanikeren satte afviservinger med lys i på hans kammerats fars højhus af en Renault.
Trafikken var steget. Den krævede sin ret. Trykknap – automatikkens tidsalder var startet. En arm stukket ud af vinduet var nu ikke længere en lovlig tilkendegivelse af, hvor man vil hen.
Nærmest gågade i 1930’erne
Gågaden er godt nok af nyere dato. Den blev indviet under stor festivitas, hvis nok af min tidligere chef, boghandler Koch. Men gågade var det nu allerede her i 30’erne. Man bredte sig over kørebanen som fribårne. Og så veg man kun til side, når Luckmanns hestetrukne mælkeforsyning eller Dr. Abilds åbne 125 HK Vauxhall Sport årgang 1928 var på vej. Ja så veg man naturligvis også uden om diverse hestepærer.
Sådan nogle har jeg været med til at fjerne på gågaden. Det var under en ringridning, hvor dronningen kom på besøg. Og hun skulle jo nødig vandre i sådanne. Kommunen kunne ikke nå at fjerne dem. Så butiksfolket var udkommanderet.
Tilflugt i fars boghandel
Og som Bo Bojesen udtrykte det, så kunne man altid søge dækning i hans fars boghandel, når ondsindede knægte var ude på at myrde og kaste de mishandlede lig ned ad Rebekkagangen. Når faren var over, kunne man fortsætte den videre færd ned ad Storegade.
Mutter Stahlboms Hus
På hjørnet af Store Pottegade ligger Mutter Stahlboms Hus. Men lad være med at kigge efter det i dag. Spild ikke tiden. Det er for længst nummereret, pillet ned og opstillet i Den Gamle By i Aarhus. Man fandt ud af, at det var bedre med en kommunal blomsterkumme og en kommunal bænk på stedet.
I huset var der en slikbutik. Man skal op på en stor tjæret sten for at kigge ind ad udstillingsvinduet med de gammeldags ruder. Det der fangede en, er imidlertid ikke de søde sager, men indehaverskens mangel på skønhed og personlig renlighed og hendes lige så lidet indbydende varesortiment.
Det hænder dog at begæret er stærkere end de fine fornemmelser. Så går man ind og tinger sig til nogle af de ”paraffinterninger”, som efter en intens kæbebearbejdelse omskabes til noget i retning af tyggegummi.
En flot festsal
Resten af Bo Bojesens skolevej byder kun på en enkelt seværdighed, en legetøjsforretning som heller ikke er mere. Og så drejer vi til højre nede ved Rådhuset. Der står vi så foran den kommunale skole for de mindste klasser. Kloge pædagoger overbeviser Bo om at alfabetet begynder med a og med meget møje og besvær påtvang de ham deres teori om at to og to er fire.
Skolebygningen knejsede i imposant holstensk ny-gotik. Festsalen var tilsyneladende bygget med henblik på opførelsen af Wagners ”Lohengrin”.
Pas på – de græske dampere
Tugt og skolegang er ikke den dominerende faktor i Bo Bojesens erindringer. Hvilke muligheder havde Aabenraa dengang for fri udfoldelse for det lille folk med livstykke og lange patentstrikkede strømper? Mulighederne dengang var mange og pragtfulde.
Der var havnen med de mange forunderlige og mystiske skibe. Særlig de græske dampere, som man skulle gå langt udenom, fordi søfolkene der, fangede små børn og lavede aftensmad af dem.
Når de Kongelige kom
Denne ængstelse var væk eller sådan nogenlunde bortvejret, når der var kongebesøg. Så stod skolebørn opmarcheret på kajen med små flag for at tage imod den flotte hvide hjuldamper ”Dannebrog”. Men ventetiden var meget lang. Det forestående møde med de kongelige formørkedes af skrækken for at tisse i bukserne i det afgørende øjeblik.
Svømmeundervisning i rødviolet vand
Den fysiske kontakt med de friske bølger fandt sted på skolebadeanstalten, hvor gymnastiklæreren med sand dødsforagt lærte poderne at svømme. Og det gjorde man også selv om strømforholdene var sådan at eksportslagteriets udløb farvede vandet rødviolet og colibakterierne antog håndgribelige former.
Men var det egentlig noget at tale om, når søfartsbyens stolte slægter gennem generationer havde trodset orkaner ved Kap Horn og sat livet på spil i det sydkinesiske hav uden at kny?
”Det grønne helvede”
Lige så pirrende farefuldt var det at trænge ind i skovene, der omklamrer byen. Nørreskov lå nærmest Bo Bojesens hjem. Der forsøgte han og hans kammerater at virkeliggøre de bedrifter som ”Willy på eventyr” gav sig af med i ”Familie Journalen”.
Kun i flok vovede man sig ind i det grønne helvede. Vilde horder fra Bjerggade og Lindbjerg truede flankerne. Så det lettede Bo’ s tryghed, da hans storebror og hans kammerater efter et togt berettede om, at de havde anlagt en solid fæstning på et strategisk velvalgt sted og kastet fjenden tilbage uden egne tab.
Det imponerende forsvarsanlæg som Bo’ s fantasi udstyrede med palisader og tårne, bemandende med trompetspillende vagtposter svarede ved en senere forevisning desværre langtfra til forventningerne.
End ikke skeletterne af Bjerggadebandens afsjælede legemer kunne man fremvise som et plaster på såret.
Frits Clausens ”Ørneredde”
Mange voksne både danske og tyske var ikke ganske upåvirket af at Hitler på den tid var i gang med at opbygge og udvide Det tredje Rige ca. 25 km syd for byen. Spidsbukser og skaftestøvler, militante optog og bjæffende stemmeføring kom på mode.
Frits Clausen etablerede et førerhovedkvarter i et lille rødt hus på Nørrechausse. Nogen ”Ørnerede” var det dog ikke, Men det smagte da altid af fugl.
Stormtropper ved Farversmølle
Selv på en fredelig søndags-spadseretur til det idylliske traktørsted Farversmølle slap man ikke for en konfrontation med tilværelsens barske realiteter.
Værtshusholderen, som var tung og kuglerund af statur og netop var grebet af tidens flyvske tanker, havde stillet sine tilliggender til rådighed for, at en snes af de clausenske stormtropper kunne være i fysisk form, når tidens fylde kom.
Dybt grebet iagttog man deres dødsspring over hegnstrådene og den afsluttende sejrsparade på bugtet linje mellem muldvarpeskud og mælkebøtter. Uden for laden stod i mellemtiden en spadebevæbnet vagt posteret for fløjen af de opmarcherede cykler for at hindre, at bolsjevistiske eller jødisk-kapitalistiske – plutokratiske elementer blandt det kaffedrikkende borgerskab skulle miste besindelsen og lukke luften ud af cykelslangerne.
Vagtpostens skrævende stilling og mørkt fremadrettede blik røbede en udtalt beundring for Hitlers stedfortræder, Rudolf Hess. Men man vidste nu godt, hvem han var. Det var jo Måtte – Madsen.
”Heim ins Reich”
Mens Clausens brigade havde til formål at samle alle danske, der endnu troede på Nordens guder og den ariske races uovervindelighed under sin dannebrogsfarvede hagekorsfane, var de hjemmetyske bysbørn meget optaget af de store perspektiver i Hitlers grænserevisioner. De foranstaltede dystre optog ved skumringstid med fakler, basuner og transparenter, der udtrykte ønske at komme ”Heim ins Reich”.
At det så var taktløse aabenraaer, der forslog dem at de blot skulle marchere de 25 km sydpå, så var de hjemme i riget fremkaldte nu ikke lige begejstring i de bestøvlede kolonner.
Det kan jo være at det svært at grine, når man bærer sort kasket med stram hagerem.
Alt er forandret
Alt er nu forandret. Lokomotivføreren er der ikke mere. Ude ved Farversmølle er der ingen der af politiske grunde springer over hegnspæle. Selvfølgelig er der mange uvorne unger rundt omkring med en livlig fantasi der tror at der huserer vilde Amazon – indianere og krokodiller ved bredden af den trægt flydende strøm af kloakvand.
Sidst jeg var i Aabenraa – er godt nok længe siden – stod springvandet ikke stille.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Maj 16, 2022
En Kejser i Haderslev
Prøjsen forsvandt fra landkortet i 1947. Og Prøjsens styrke voksede. Wilhelm den første blev udråbt som Kejser. Wilhelm den Anden flygtede til Holland. Statuen/Kejseren fik en sæk over hovedet. Det ham med kindskægget Fra Museets Gårdhave til Sønderborg Slot. Det tyske Borgerskab tog initiativet. I skjul hos Bürgerverein. Alle muligheder for at hade statuen. Statuer blev omsmeltet. De store kejserfester.
Prøjsen forsvandt fra Landkortet i 1947
De flittige læsere af vores side, har sikkert også læst vores artikel om Istedløven. Den måtte også flytte mange gange. Det samme er overgået vores hovedperson i denne artikel.
Tænk engang, Prøjsen forsvandt først fra landkortet i 1947, da det gamle Tyskland blev delt op i zoner mellem øst og vest. Men betegnelsen Prøjsen overlevede i grænselandet. Ofte hører man begrebet ”æ prøjsere”.
Prøjsens styrke voksede
Som enhver dansker bør vide, så var det Bismarcks stærke Preussen, der gjorde det af med Danmark ved Dybbøl, og de kongelige hertugdømmer hele vejen fra Kongeåen til Hamborgs bygrænse.
Hertugdømmerne og dermed Nordslesvig blev en prøjsisk provins og dermed en del af det tyske kejserrige. Jo allerede den 18.1.1701 fik den brandenburgske kurfyrste, kronen på hovedet som kong Friedrich af Preussen/Prøjsen
I århundreder voksede Preussens styrke på det europæiske kontinent med militær kraft og effektiv og ubestikkelig øvrighedstro administration.
Wilhelm den Første blev udråbt som kejser
Det begyndte med krigen mod Danmark i 1864, så fulgte opgøret med Østrig og det habsburgske Østrig i 1866. Bismarck fik vist hvem, der var stærkest, og siden kom turen til Frankrig, den krig vandt Bismarck i 1871. Nu var det så vidt, at Bismarck kunne udråbe den preussiske kong Wilhelm til kejser over et forenet Tyskland, som forenede en stribe enkeltlande i et kejserrige. Og disse lande følte sig i den grad trykket det dominerende Preussen.
Wilhelm den Anden flygtede til Holland
Siden endte det med Den Første verdenskrig 1914 – 1918. Kejserriget gik nedenom og hjem. Kejser Wilhelm den Anden flygtede til Holland og fik asyl. Der hvor kejserriget var blevet udråbt et halvt århundrede før, i Versailles, foregik nu fredsforhandlingerne, som også førte til folkeafstemningen i Nordslesvig/Sønderjylland.
Rundt om i Sønderjylland stod stadig statuer og markerede kejserriget. Således også på Haderslev Torv/Søndertorv. Der havde han/den stået i årtier – Kejser Wilhelm den Første.
Statuen/Kejseren fik ”en sæk over hovedet”
I overgangstiden før 1920 rykkede franske tropper ind i Haderslev for at være med til at sikre ro og orden. Flertallet af befolkningen i Haderslev mente ikke at man kunne byde disse franske tropper, at de skulle møde denne kejser Wilhelm på Torvet. Og så ovenikøbet den Wilhelm, som var blevet udråbt som kejser på fransk jord.
Man var bange for at de franske alpejægere måtte få et traumatisk forhold til statuen.
Nu kunne man ikke sådan lige skubbe ham væk. Han vejede trods alt 720 kg. Han stod ret fast på sin sokkel. Man valgte derfor en ”smart” løsning. Han/den fik en sæk over hovedet.
Det var ham med kindskægget
Og minsandten så blev tildækningen fjernet af tre mænd. De blev senere pågrebet. Den ene blev truet med udvisning. Straks efter afsløringen blev statuen igen tildækket
Og for at du ikke skal være i tvivl, så er det ham med kindskægget – ikke Wilhelm den Anden, ham med cykelstyrskægget og Første Verdenskrig.
Fra Museets gårdhave til Sønderborg Slot
Siden 1989 levede kejserriget videre i Haderslev Museums gårdhave. Det lyder så flot. Men han/det stod bag et arbejdsskur pakket ind i græs og brændenælder, tilsyneladende skrottet og parat til en omsmeltning. Han havde trods alt regeret fra 1861 til 1888
Men atter engang skulle han/den på en rejse.
Og det var i 2012. Nu skulle han/den trods alt komme til at stå i en slotsgård på Sønderborg Slot.
Og måske skal han/den i fremtiden slæbes op af trapperne, eller måske er det lettere at han/den bugseret ind ad et vindue. Ja det skete faktisk. Nu står den/han i tørvejr på førstesalen på Sønderborg Slot.
Det tyske borgerskab tog initiativet
Det var byens tyske borgerskab, der havde taget initiativ til at rejse statuen ved indkørslen i byen sydfra. Det skulle ske under pomp og pragt. Det var den 12. september 1890. To år tidligere døde han og hans barnebarn overtog nu tronen.
En festdag var forberedt. Skolebørn var udkommanderet. Men ingen af de dansksindede havde tænkt sig at fylde siddepladserne. Tre ud af fem danselokaler blev afbestilt.
Men kejseren kom dog op på sin sokkel. Det var en sokkel eller en fodstøtte af granit. Han skulle minde de nordslesvigske undersåtter om de politiske realiteter.
I skjul hos ”Bürgerverein”
Men da Hadersleben ikke blev til Haderslev skulle statuen fjernes. Det skulle ske på sønnesønnen Wilhelm den Andens fødselsdag den 27. januar. (1920). Arbejdet samlede hele dagen en masse tilskuere. Og da stuen endelig kunne anbringes på en blokvogn, lød der store hurra – råd.
Alle muligheder for at hade statuen
Trods alt var der ca. 30.000 danskere der tvangsmæssigt var blevet indkaldt som tyske soldater i Første verdenskrig. Cirka 5.300 af dem døde i skyttegravskrigen. 1.500 danske kvinder blev enker. 5.000 danske børn mistede deres fædre. 7.000 danske mænd levede videre med fysiske skader. Og endnu flere havde ganske givet fået traumatiske lidelser.
Mange danske sønderjyder havde al mulig grund til at hade denne statue og alt, hvad den symboliserede. Og statuen blev kørt på en vogn til det tyske forsamlingshus for enden af Slotsgade:
Der stod han/den så til 1945, hvorefter den blev stillet op på Haderslev Museums grund og siden nærmest glemt. Man opdagede den igen mere eller mindre tilfældig i løbet af 1981.
Statuer blev omsmeltet
Så blev den anbragt i en lade, indtil den i 1989 blev anbragt i museumsgården.
Da han/den så igen var blevet rejst uden sokkel i museets gård var rift om denne bronzestatue. Overalt var disse statuer blevet omsmeltet under de to verdenskrige.
Tyskerne havde brug for metal til fremstilling af våben. Derfor blev metal og bronzestatuer samlet ind over hele Tyskland. Og alt i den daglige husholdning blev indsamlet. Ja selv kirkeklokker blev indsamlet. Der var bud efter kejserstatuen. Men freden indtrådte inden.
De store Kejserfester
Og se dengang afholdt man ”kejserfester”. Skolebørnene skulle møde op i deres bedste tøj. Og de skulle også gå til gudstjeneste. Den ene dag om året blev der brugt penge på fine flødeskumskager.
Men inden Sønderborg Slot nu får ejerfornemmelser, så skal det lige nævnes at statuen stadig tilhører Haderslev og Kommune og at den stadig er til låns.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Maj 15, 2022
Kolonihaver – mod Druk og Socialisme
Det var et skønt møde ude på Lersø-Stien. Det startede meget tidligt med haverne. Hjelmhaverne i Aabenraa eksisterer stadig. Det kunne jo være at arbejderne så ikke ville beskæftige sig med socialisme. Det hed dengang Fattighaver. Og så var der en idealist fra Aalborg. Vi kigger på en Koloni på Nørrebro. Den var delvis anlagt oven på dagrenovation. Der var gang i Amager. Socialdemokrat mente, at når arbejderen fik haver, så var han tabt for bevægelsen. I mellemkrigstiden var der 100.000 haver. Og så var der en udvikling i kolonihavehuse. Johannes V Jensen skrev en hyldest. Men skulle kolonihavehuse nu bygges uden tag? I dag er der 60.000 haver i Danmark.
Et skønt møde på Lersø-Stien
En dag fik jeg en invitation om at holde et foredrag ude på Lersø-Stien i en kolonihaveforening. Og det var en cykeltur på 15 min. fra Østerbro, hvor jeg bor. Jeg var dybt imponeret. Man havde lavet et stort telt. Der var gratis pølser og fadøl.
Jeg lagde mærke til den gode stemning og pludselig mødte jeg også gamle bekendte. Hvad lå her inden, der kom kolonihaver, ja det var det, som jeg skulle tale om. Og så fandt jeg ud af, at via denne oase kunne man komme hurtigere til Bispebjerg Hospital.
Det startede meget tidligt
Måske er overskriften lidt søgt, men alligevel er det en form for sandhed i den. Allerede i det 14. århundrede havde borgere i København såvel som i købstæder rundt om i landet småhaver, der vel kan betragtes som begyndelsen til kolonihavebevægelsen.
I 1665 lod Frederik den Tredje anlægge små haver ved Frederiksodde (Fredericia).
Hjelmhaverne eksisterer stadig
I Hertugdømmerne lod Lensgreve Carl von Hessen, der var statholder udsende en opfordring til at man anlagde jordstykker til fattige. En af ”kolonierne”, der dengang blev anlagt, var ”Hjelmhaverne” ved Hjelm Skov i Aabenraa. Og disse kolonihaver eksisterer den dag i dag. Og det var tilbage i 1828. I 1979 blev disse haver fredet.
Så ville arbejderen ikke beskæftige sig med Socialisme
Også herhjemme udsendtes et cirkulære. Her fokuserede man mere på at havearbejde kunne være en nyttig adspredelse til øget velstand og velvære. Det kunne gavne folkesundheden. Urter fra haven kunne blive en del af den arbejdende klasses daglige måltider. Så kunne det måske skabe så meget adspredelse, at arbejderen ikke besøgte værtshuse. Senere blev dette så udvidet med, at så ville arbejderen ikke beskæftige sig med den frygtelige ”Socialisme”
Fattighaver
Men det var jo egentlig fattigforstandere rundt om i landet, der skulle fremskaffe disse ”Fattighaver”. Senere søgte befolkningen mod storbyerne. Her opstod der særdeles trange forhold. Der fulgte social elendighed, drukkenskab og prostitution, vold og berigelseskriminalitet med.
En idealist fra Aalborg
En stor personlighed var Jørgen Berthelsen i Aalborg. Han blev grebet af ideen og med stor idealisme arbejde han for at forbedre principperne. I 1884 oprettede han arbejderhaverne med 85 haver for en årlig leje på 8 kr. Han var vel det man i dag kan kalde den moderne kolonihavebevægelses fader.
En koloni på Nørrebro
Højre-organisationen Arbejdernes Værn som var en slags pioner for kolonihaverne i København, købte i 1891 en grund af en gartner på Guldbergsgade på Nørrebro. For at få en have skulle man betale kontingent til Værnet. Men så blev man også automatisk medlem af Højres Arbejder – og Vælgerforening.
Der var gang i Amager
Året efter fik man sandelig også fat i nabogrunden. Det havde været en grusgrav. Hullet var nu fyldt om med dagrenovation.
På en losseplads ved Amagerbro blev der plads til 100 haver. Nye kolonihaver dukkede op mellem Kløvermarksvej og Stadsgraven og ved Enghavevej.
Men i 1893 åbnede haveforeningen Vennelyst ved Christianshavns Vold. Den forening eksisterer stadig og må vel i dag regnes for Københavns ældste. 300 haver blev anlagt her.
Socialdemokrat: Tabt for Bevægelsen
Der var behov for lys, luft og supplerende sunde fødevarer.
I første halvdel af 1900-tallet blev der anlagt kolonihaver i et bælte rundt om hovedstaden. En stump jord med plæne og plads til at dyrke kartofter var rigtig arbejderkultur. Ja så skulle det også lige være ”små nette Huse” og en flagstang.
En fremtrædende socialdemokratisk redaktør var dog skeptisk over for disse kolonihaver:
Bevægelsen, så snart han har fået sig en Kolonihave
I Mellemkrigstiden var der 100.000 haver
Men tænk engang. I 1904 fandtes der rundt om i landet ca. 20.000 kolonihaver og ca. 6.000 i København. I mellemkrigstiden voksede dette antal til omkring 100.000.
I 1906 var der over et halvt hundrede havekolonier omkring København. Der var behov for en samlet organisation. Man ville have ensartede organisatorisk fællesskab.
Prisen på en have voksede. Den blev presset i vejret ved videresalg. Det førte til dannelse af organisationen ”Kolonihaveforbundet for Danmark. Den blev dannet den 11. maj 1908.
Kolonihavehuse
I Kolonihavebladet i 1928 kan man en byggevejledning på en lille ”Kolonihavehus”. Det var blevet moderne at have et hus i sin have.
De oprindelige kolonihavehuse var lysthuse med tårne og spir. De måtte i 1930’erne vige for større, sammenflikkede huse, da folk begyndte at bo i haverne om sommeren. Disse ”selvgroede” huse blev efter 1960’erne udskiftet med præfabrikerede huse. I samme tidsrum ændrede haverne funktion fra nyttehaver til fritidshaver.
Dengang man byggede biler på Nørrebro, blev disse sendt i praktiske kasser. Disse kasser kunne købes hos den lokale tobakshandler og blev også brugt som kolonihavehuse.
Kål og kartofler gav plads for græs og stauder.
Johannes V. Jensen skrev en hyldest
I 1949 forberedte Det danske Selskab en bog på engelsk, der hed ”Garden Colonies in Denmark. Her fik man forfatteren Johannes V. Jensen til at skrive indledningen. Han skrev bl.a.:
Skulle kolonihavehuse bygges uden tag?
Flugten fra land til by betød bolignød i 1950’erne. Det betød at boligløse søgte ud i haverne og benyttede kolonihavehusene som helårsboliger. Det var selvfølgelig ulovligt. I København foreslog man derfor, at de nye kolonihavehuse skulle bygges uden tag.
I dag – 60.000 kolonihaver i Danmark
I 1976 var antallet af kolonihaver dalet i København. Kolonihavearealet skulle bruges til andre ting. Protesterne rejste sig.
I dag er der 60.000 kolonihaver i Danmark. Haverne har bevæget sig væk fra deres udgangspunkt. Det er ikke længere økonomisk nødvendigt at dyrke grøntsager for at supplere den daglige kost. Kolonihaven fungerer ikke længere som et værn mod ledighed og usund livsstil, som den gjorde tidligere.
Og så håber jeg at blive inviteret ud til at holde foredrag næste gang, at de har jubilæum derude på Lersø-stien
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Maj 14, 2022
Da der kom kolonihaver i Tønder
Kolonihaver i Tønder. Carl von Hessen opfordrede til kolonihaver for mindre bemidlede. Man var meget skeptisk i Tønder. Der var kun fire ansøgere til haver. Men hvordan gik det så? Afgrøder af god kvalitet Flere søgte derfor om haver. Men de var nu ikke alle lige fattige Man nåede helt op på 21 familier. I 1861 stoppede man.
Kolonihaver i Tønder
Jeg kan huske som barn kom jeg en del i kolonihaverne, der lå ned til Vidåen og i kolonihaverne ude ved Tved Plantage. Jeg tror ikke mine forældre ejede dem. Men det kan være, vi var på besøg.
Carl von Hessen opfordrede til kolonihaver
Det var dengang, da statholderen Carl af Hessen havde skrevet ud til alle købstæder og større byer i hertugdømmerne, at han opfordrede til, at der blev anlagt haver til mindre bemidlede.
Man var meget skeptisk i Tønder
Fra Tønder blev det svaret tilbage den 28. august 1821, at
Kun 4 ansøgte om haver
Jo der var masser af betænkeligheder i Tønder. Men åbenbart blev alle disse overvundet ved fortsatte skrivelser fra statholderen.
I 1822 blev et stykke jord ved Fattigvæsnets foranstaltning udlejet til havedyrkning. Det blev indgrøftet. Pløjet samt inddelt i parceller på 20 ”roder”. Fattigvæsnet opfordrede alle til at melde sig. Der meldte sig kun fire. Disse fik hver en parcel på 20 ”roder”.
Hvordan gik det så i Tønder?
Den øvrige jord blev på kommunal regning plantet med kartofler. Hvordan gik det nu med sagens gang?
En god kvalitet
Man holdt øje med, hvor meget der blev dyrket. Hver enkelt fik avlet mellem 4 og 6 tdr. kartofler. Der blev påpeget at kartoflerne og hvidkålen var små af vækst. Men de var så af en bedre kvalitet. Og på Skibbroen og Torvet kunne man så få en bedre pris for sit produkterne end andre.
Flere søgte om en have
Dette fik så i 1823 flere til at få en have. Og produkterne, der blev avlet, blev mangedobbelt. Nu var det ikke alle, der var lige gode til at passe deres haver. De fik advarsler. En skrædder fik frataget sin have.
Og sandelig var der to, der fik ros. Det var daglejer Rasmus Petersen og den forhenværende fattigfoged Janne Jacobsen. Men på grund af sygdom kunne han ikke følge op på den hædrende omtale.
Udbyttet blev større
Udbyttet i kolonihaverne blev stadig større og der kom også flere til. Arealet blev udvidet. Hegnet, der adskilte de forskellige haver voksede dårligt. Og desværre oplevede man også tyveri.
Efterhånden var man op på 15 brugere. De fattige fik rigelig med frugt.
De var nok ikke alle lige fattige
Vi kigger på, hvem de 15 brugere er og så må vel nok konstatere, at de nok ikke alle kunne betegnes som fattige:
Man nåede op på 21 familier
I 1827 var der 16 familier. Igen havde man forsøgt at indhegne haverne men uden held. I en rapport påpeges det, at de fattige er særdeles glade for denne ordning.
I 1830 hedder det sig, at 21 familier har haft haver. Men der var nogle stykker som ikke havde gjort noget for at dyrke deres have. Jorden lå ubenyttet hen.
I 1861 stoppede man
Kolonien eksisterede endnu i en årrække. Men efterhånden fandt man andre måder at levere fattighjælp. Der var efterhånden manglende interesse både fra brugere, forstander m.m.
I 1861 lejede man Fattigvæsnets jord ved kirkegården og Chausseen ud til ølbrygger Johan Peter Paulsen. Dette betød at kolonien af fattighaver holdt op med at eksistere.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Maj 13, 2022
Kolonihaverne i Aabenraa
Det er mange år siden, jeg besøgte stedet. Lensgreve Carl von Hessen startede det hele. Byrådene var langsomme om at regere. Et ”Have – møde” fandt sted i Aabenraa i 1822. Man valgte et helt andet område. Gottorp rykkede på svar fra Aabenraa. I 1829 var kortet færdig. Vedtægter/regulativ på 14 punkter blev vedtaget. I 1833 bestod kolonien af 39 haver. Man førte regnskab med, hvad der blev udvundet. Havekolonien Hjelm blev fredet i 1979.
Mange år siden, jeg besøgte stedet
For ca. ¾ år siden blev jeg bedt om at holde foredrag i en kolonihaveforening ved Lersøen. Det var en kæmpe oplevelse. Efter kun efter 15 min.’ s cykeltur havner man nærmest i en oase. En stor grøn plet midt i storbyen.
Men egentlig er det jo kolonihaverne ved Hjelm Skov, der er mest interessant. Og disse kolonihaver eksisterer stadig i bedste velgående. Men her var jeg hvis sidste gang for 35 år siden.
Lensgreven startede
Lensgreve Carl von Hessen var statholder i Hertugdømmerne i første halvdel af 1800 – tallet. Han lod i 1806 anlægge koloni – eller nyttehaver anlægge ved Kappel i Angel. Måske gav dette hans svigerfar Frederik den Sjette anledning til at udstede en kancelliskrivelse af 4. marts 1826. Her henstiller han til byerne at stille jord til rådighed for borgere til dyrkning af ”havesager”.
Det var for at modvirke lediggang og drikfældighed. Måske også for at fattige kunne få en vis grad af selvforsyning. Lensgreven konstaterede:
Byrådene reagerede kun i ringe grad
Byrådene reagerede dog kun i ringe grad på denne henvendelse. Men i 1828 blev den kongelige skrivelse udsendt i lidt skrappere form. I de følgende år blev der anlagt fritidshaver i et stort antal købstæder i Hertugdømmerne.
Men det var ikke så mange af haverne, der bestod så længe. Mange betragtede det som en form for fattighjælp. Og mange af disse haver førte en kummerlig tilværelse.
Et møde i Aabenraa – i 1822
I Aabenraa ville man gerne hjælpe. Den ”Befuldmægtigede Justitsråd” Otte Havde allerede et møde den 1. juli 1822 med byens tillidsmænd. Man kom frem til at byen ikke havde noget land, der var ”Tjenligt” til ”Gemüsegarten” eller til dyrkning af kartofler.
Men byen nød græsningsret i Sønderskoven og Nørreskoven. Måske kunne måske anvende disse jorde. Jordens beskaffenhed egnede sig fortrinlig til havedyrkning. Men man skulle først have ”Forstvæsnets” tilladelse. Byen ville samme efterår begynde med indhegning og ind-digning.
Et helt andet område
Men det blev dog ikke disse stykker jord, der blev anvendt til kolonihaver. Det blev derimod et stykke jord ved Helm Skov. Det var antagelig et stykke jord, som man i 1790 havde fået i bytte for en del af græsningsretten i Sønderskoven. Egentlig skulle det have været anvendt til Skytteselskabets skydninger.
Man rykkede på svar fra Gottorp
Men egentlig varede det længe, inden det hele var klar. Der foreligger en skrivelse fra Statholderen på Gottorp af 20. januar 1825, hvori man beder om oplysning om, hvad der er gjort ”for at indrette urtehaver for de fattige, og hvorledes sagen trives”.
I 1829 var man færdige med at tagne kort
Myndighederne i Aabenraa svarede meget undvigende. Først den 19. april 1828 var man nået dertil at udlægge tre tønder land til ”Havekolonier”. Og først den 31. januar 1829 var landmåler D. Dietrichsen færdig med at udfærdige kort m.m. over det stykke, der skulle bruges.
Vedtægter/Regulativ på 14 punkter
I 1831 var der udfærdiget et regulativ, der rummede følgende hovedpunkter:
I 1833 bestod kolonien af 39 haver
Under disse forordninger meldte en del fattige sig for at få haver udlagt. I 1833 bestod Kolonien ved Hjelm af 39 haver. Måske skal det lige nævnes at vedtægter og regler er anderledes i dag.
De ældste kolonihaver i Danmark
I Aabenraa holdt man fast ved haverne. De kaldes i dag for ”de ældste kolonihaver i Danmark”. Det var dengang at prydbuske ikke velanset. Haverne var ikke beregnet til luksus.
Magistraten ansatte i 1831 ligefrem en opsynsmand står der i nogle kilder. Andre nævner, at udvalg hver fredag inspicerede haverne dog kun i sommertiden. Man skulle finde ud af om haverne blev passet ordentlig. Man foretog også en optælling af høsten.
Alt dette høstede man
Den samlede høst fra de 39 haver dengang udgjorde i 1833 følgende mængder:
Havekolonien blev fredet i 1979
Kommunen ejede også kolonihaver på Lindsnakke, ved Lindbjerg, ved Tønder-Landevej samt ved Svinget. Men det var først senere disse haver kom til.
Gartner Anders Nielsen fra Vestergade var en af de første brugere. Han begyndte at plante frugttræer.
Denne havekoloni i Aabenraa blev fredet i 1979.
Historie tilbage til frihaverne
Der findes forskellige slags kolonihaver. Men kolonihaverne her ved Skyttegården har rod i enevældens fattighaver. Disse ”hauge-kolonier” var ofte til uformuende familiefædre efter hjælp til selvhjælp – princippet. Frihaverne eller ”fattighaverne”, som de blev kaldt, havde også en opdragende effekt. Havekolonien Hjelm kan føre sin historie tilbage til frihaverne.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Maj 12, 2022
Landeværnets begyndelse
Længe før Landeværnet startede var der kamp om jorden i Nordslesvig. Fra 1890 blev Jordkampen intensiveret. Lokale tysksindede havde delvis succes. Den tyske stat ydede tilskud. Et dansk modsvar i 1898. Styrkelse af tyskheden var formålet. Historien om flagstangen. Både danske – og tysksindede var skuffet over udviklingen De tyske politiske mål blev fulgt. Man forberedte sig på at flytte grænsen mod nord. En kommissær med udvidede beføjelser blev ønsket i Sønderjylland. Cornelius Petersen var rasende. Nu måtte der ske noget. Landeværnet blev dannet. Udfordrende udtalelse af Vogelgesang. Var jorden nedarvet af tyskerne? Stor opbakning fra danskerne til de sønderjyske landmænd. Nationale symboler spillede en stor rolle. Gårde beslaglagt efter krigen.
Fra 1890 blev jordkampen intensiveret
Dette handler ikke om en militærorganisation med samme navn. Den historie kan vi tage en anden gang. Nej dette handler om kreditforeningen af samme navn.
Der er gennem lang tid ført en jordkamp i Sønderjylland. Fra 1890’erne blev kampen intensivitet fordi den tyske stat aktivt søgte at skifte dansksindede landmænd ud med tysksindede.
Lokale tysksindede foreninger havde delvis succes
I 1893 var omkring 78 pct. af gårdene ejet af dansksindede, mens kun 17 pct. var ejet af tysksindede. Dette fik myndighederne til at sætte en fortyskningspolitik i værk. I 1891 blev ”Bosættelsesforeningen for det vestlige Nordslesvig” stiftet af lokale tyske embedsmænd ved Rødding. I løbet af ti år blev cirka 200 tyske familier bosat på egnen. Der blev startet bosættelsesforeninger andre steder i landsdelen, men med beskeden succes.
Den tyske stat ydede tilskud
Fra 1896 gik den tyske stat ind og opkøbte 36 domænegårde, som tidligere havde været ejet af danskere. De blev forpagtet ud til tysksindede landmænd ud fra en forventning om, at de ville arbejde for at udbrede tyskheden. Den tyske stat ydede også lån til at udstykke større gårde til mindre brug.
Pantebrevene kunne dog ikke indfries på normal vis. Det var de såkaldte rentegårde, hvor staten skulle godkende fremtidige ejerskifter, På den måde skulle der sikres, at det var tyskere, som overtog gårdene.
Et dansk modsvar i 1898
Det danske modsvar var Foreningen af 5. oktober 1898. En kreds fra det danske borgerskab og fra godsejerstanden ydede bidrag til foreningen, så den kunne låne penge ud til dansksindede landmænd. I 1909 blev Nordslesvigsk Kreditforening stiftet med det formål at hjælpe dansksindede landmænd. Det er skønnet af kreditforeningen sikrede, at omkring 350 gårde forblev på danske hænder.
Styrkelse af tyskheden
I 1912 blev ”Loven om styrkelsen af tyskheden i nogle landsdele – Bindeloven – vedtaget i den tyske landdag. Loven omfattede Sønderjylland. I løbet af kort tid blev 359 ejendomme i landsdelen omdannet til rentegårde. Med Bindeloven var der udsigt til, at en stor del af gårdene i Sønderjylland ville gå over til tysk eje. Det forhindrede udbruddet af Første Verdenskrig.
Historien om flagstangen
Egentlig var det en hjælp til unge landmænd, der gerne ville etablere sig. Vi skal tilbage til 1927. Og egentlig var det en forsvarsforanstaltning mod Kreditanstalt Vogelgesang, der blev oprettet i september 1926.
Den 6. januar 1927 indeholdt Apenrader Tageblatt under overskriften ”Die Vöglein im Walde” Vi forsøger lige med en oversættelse:
Både dansk – og tysksindede var skuffet over udviklingen
Den lille historie giver i et glimt indtryk af de følelser der herskede i usikre kredse i de første måneder efter at Kreditanstalt Vogelgesang var blevet oprettet. Historien er et af mange vidnesbyrd om, at en hel del landsmænd var skuffet over den økonomiske udvikling i Danmark og specielt i Sønderjylland efter 1920.
Det var da også grund til at være skuffet. Forventningerne efter 1920 var slet ikke blevet indfriet. Omlægningen af landbruget havde været meget kostbar så obligationskurserne var lave, da lånene bliv stiftet.
Priserne svingede meget, da renter og afdrag skulle betales. Og det gik for alvor nedad.
De tyske politiske mål blev fulgt
I den situation blev Kreditanstalt Vogelgesang oprettet, der med tysk fortegn kunne yde store og yderligt placerede lån. Den fik navn efter lederen, landsretssagfører Vogelgesang, Haderslev. Han kom som den store hjælper.
Dengang, da det hele startede, var man ikke rigtig klar over, hvor denne landsretssagfører fik sine midler fra. Man vidste kun, at han fulgte sine tyske politiske mål med sine transaktioner.
Man forberedte sig til at flytte grænsen mod nord
De tysksindede og tyskerne var utilfredse med grænsedragningen. De ville udnytte krisen i landsdelen til at opkøbe jorde og ejendomme.
Hans virksomhed havde til formål at berede jordbunden for en flytning af grænsen mod nord. I den første tid var det rigeligt med midler. Der blev betonet, at det ikke blev givet lån og penge til overbeviste danskere.
Et lidt rodet dementi
Ja så var spørgsmålet så, hvordan man kunne dokumentere, at man ikke var ”overbevist dansker”. Ja det kunne man bl.a. ved at nedtage sin flagstang. Der fremkom også mange oplysninger om nedtagende flagstænger.
Ja så er vi tilbage til den artikel, som vi har citeret. Til denne fremkom der også et dementi. Vogelgesang forklarede at der ingen betingelse for et lån var at man skulle nedtage sin flagstang.
Men da fru Wandersee blev ved med at forlange et lån hos Vogelgesang, forklarede en Hr. Jessen fra kreditanstalten, at hun ikke kunne få et lån. Hun flagrede med Dannebrog og blev betragtet som en overbevisende dansker. Men den gamle dame var født i Østpreussen og var gift med en mand fra Pommern.
En kommissær med udvidede beføjelser ønskes
Redaktør Svensson i Haderslev mente, at der burde indsættes en kommissær for Sønderjylland med ekstraordinære beføjelser. Redaktør Andreas Grau i Sønderborg støttede en forening, der hed Sønderborg Låneforening. I denne forening blev der oparbejdet en stor misstemning mod Sønderjyllands Kreditforening. Denne kreditforening agiterede for en låneordning med statsgaranti.
Et udvalg af ni kautionister, der var blevet hårdt ramt, dannede et udvalg. Ligeledes dannedes en forening af markhypotekejere, der følte sig snydt ved markens devaluering.
Cornelius Petersen rasede
Ude i kulissen sad Cornelius Petersen og udøste sin hån mod ”de rette mænd” og bengnaverne og over den danske administration. Rigtig nok havde Cornelius Petersen fået en ordentlig dukkert ved valget i december 1926. Han havde kun fået 2.117 stemmer.
Utilfredsheden var kommet hjemmetyskerne til gode. De nåede op på over 10.000 stemmer eller 15,2 pct. af de afgivne stemmer.
Nu måtte der ske noget
Denne fremgang kunne man ikke mindst takke Vogelgesang-institutionen for. Valgresultatet havde til følge at de gamle instinkter blev vakt til live. Der blev holdt et fortroligt møde på Schackenborg den 7. januar 1927 med H.P. Hanssen som initiativtager og bland andre Kloppenborg – Skrumsager.
Her blev problemet med Vogelgesang taget op. Man blev enige om, at problemet ikke kunne løses ved private initiativer. Staten måtte klare de store problemer. Der skulle dannes en forening med penge til rådighed og med evnen til handling. De skulle skabe en jordnær kontakt til de sønderjyske bondesamfund.
Landeværnet blev etableret
Den 24. januar var man klar til at fremføre ideen på et offentligt møde på Folkehjem. Landeværnet blev oprettet som en jordkamporganisation for at neutralisere Vogelgesang.
Landeværnet var et sønderjysk initiativ. Man havde regnet med en vis støtte fra det øvrige land. Man havde næppe forventet så stor støtte, som man egentlig fik.
Landeværnet skulle yde billige og risikovillige lån til dansksindede i den såkaldte ”truende firkant” mellem Højer, Løgumkloster, Aabenraa og Gråsten. Så kunne man bedre modstå de fristende lånetilbud fra Kreditanstalt Vogelgesang og ikke mindst de betingelser af national art, der var knyttet til lånene.
Udfordrende udtalelse af Vogelgesang
Den 4. februar udtalte Vogelgesang sig til Ekstra Bladet:
Nu kunne sønderjyderne ikke finde sig i at disse udtalelser skulle blive en realitet. Vogelgesangs udtalelser føltes ikke mindst udfordrende, fordi han selv var født i Brandenburg og først var kommet hertil i 1914.
Var jorden nedarvet af tyskerne?
Landeværnets oprettelse kom som en fuldstændig overraskelse for tyskerne. De mente, at de danske for stedse var tvunget i defensiven.
Redaktøren på Apenrader Tageblatt blev også forskrækket. Den 26. januar 1927 skrev han om den rigsdanske råben op i anledning af Kreditanstalt Vogelgesang:
Men se her var det lige en lille blottelse. Det var ikke blot tyskerne, men også slesvigerne eller de ”blakkede”, Vogelgesang ville hjælpe.
Måske skal det lige tilføjes, at redaktøren af Apenrader Tageblatt var indvandret fra Itzehoe.
Stor opbakning fra danskerne
Allerede den 31. januar 1927 passerede indsamlingen en halv million. I København fokuserede medierne i den grad på Landeværnet. I et par uger var foreningen på mange forsider. Der blev indsamlet flere millioner kroner. Beløbet var, hvad der i 2007 svarede til 60 mio. kr. Det praktiske arbejde fra centralen i Tinglev kom hurtigt i gang. Og befinder foreningen sig den dag i dag.
Nu er Landeværnet ikke nogen Kreditforening i gængs forstand. Medlemmerne er ikke låntagere. For at tiltræde foreningen skal man yde et tilskud. Dermed bliver man selv långivere.
I en kritisk stund tog danskheden i Sønderjylland sig sammen. Og de fik et varmt håndtryk fra den øvrige del af det danske folk.
300 danske gårde gik på tvangsauktion
I februar 1927 holdt Politikken et stor Landeværns – fest i Odd Fellow Logen i København. Den danske stat gik aldrig ind og gennemførte en lovgivning, som skulle sikre at danskere overtog tyske gårde i Sønderjylland.
Det var utrolig hårde tider for landbruget i Sønderjylland dengang. Alene i 1926 – 27 gik 300 danskejede gårde på tvangsauktion i Sønderjylland.
Jordkampens betydning hang sammen med det store folkehold, som på gårdene. Ejerens nationale tilknytning havde stor indflydelse på karlenes og pigernes nationale valg.
Nationale symboler spillede en rolle
Landeværnets første formand var Hans Andersen, Kongsbjerg. Han var det helt til 1963. Han sørgede myndigt for, at enhver låneansøger var arbejdsom og redelig. Han skulle også have et dansksindet hjerte.
Nationale symboler havde stor betydning under jordkampen:
Gårde blev beslaglagt efter Anden Verdenskrig
Efter Anden Verdenskrig blev alle Vogelgesangs gårde beslaglagt af den danske stat som krigsskadeserstatning. Nu var jordkampen endelig forbi. Mange af disse gårde blev derefter udstykket i mindre husmandsbrug. De blev solgt til danske husmænd for at styrke danskheden. Det gjaldt i særlig grad i sognene Burkal, Uge og Tinglev, hvor hjemmetyske landmænd hidtil havde domineret.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Maj 11, 2022
Den Franske Skole – på film og bog
Vi har været i biografen og se ”Skyggen i mit øje”. Det er en spændende og intens film. Dramatisk, rørende og medfølende. Måske har følelserne fået overhånd? Det var de ”gode”, der skabte katastrofen. ”Glem det og smil” sagde man til de berørte. Men det fokuserer filmen nu ikke så meget på. Myndighederne ville helst helt lukke for omtale af episoden. Det var både en succes og en katastrofe. Engelsk kritik fra familie til en pilot, der deltog. Denne og få andre utilsigtede hændelser er fjernet. Flot og gribende film. Og så er den forsøgt skildret historisk korrekt. Vi har også læst Christian Aagaard: Bombemål Shell-huset og katastrofen ved den franske Skole. Den blev udgivet for ca. to år siden på 75 – års dagen. Man baserer ukritisk på ældre litteratur. Men særlig unge mennesker vil have stor gavn af denne praktisk opbyggede og overskuelige bog med masser af fotos
En ulykkelig hændelse
Vi har været i biografen og set Ole Bornedals film, og så har vi læst endnu en bog om bombningen af den franske skole. En bog der er ca. to år gammel
Det paradoksale er, at i mange år var det et tabu at tale om dette tema. I alt blev ca. 250 mennesker dræbt efter et voldsomt bombeangreb. Og dette skildrer Ole Bornedal i filmen ”Skyggen i mit øje”.
Alene på Den franske Skole omkom 86 børn og 18 voksne. I de britiske fly var der kameraer. Og nogle af disse filmoptagelser er blevet gengivet i diverse film, bl.a. i ”Det gælder din frihed” fra 1946. Denne film blev produceret for Frihedsrådet. Fejlbombningen blev i filmen kun omtalt som ”en ulykkelig hændelse”.
Det var lige omvendt i Den Nazistiske Ugeavis. Her blev der sat fokus på Den franske Skole. Angrebet på Det Nazistiske Hovedkvarter omtales slet ikke.
Spændende og intens film
”Skyggen i mit øje” er en spændende og intens film. Det er en lang indledning til den egentlige bombning. Produktionen af filmen er sket i Tjekkiet. Det har sikkert ikke været praktisk muligt at optage den on location i København. Denne uheldige stedløshed kan få rammerne til at virke forkert
Den meningsløse lidelse er nok filmens centrale punkt. Egentlig er det heller ingen skurk i filmen. Tragedien skyldtes tilfælde på tilfælde. Men egentlig er det lykkedes ganske fænomenalt at genskabe ”forårsdagen i helvede”. Der anvendt fantastisk computerteknologi. Måske lidt sterile? Og sikke nogle skuespillerpræstationer – især børnene. Ja Fanny Bornedal overskygger næsten dem alle.
Dramatisk, rørende og medfølende
Det er en dramatisk, rørende, medfølende og medrivende film. Vi kender forløbet fra de første artikler, som vi skrevet her på siden om hændelsesforløbet. Mange piger sad fastklemt i timevis mellem murbrokker og dræbte veninder.
Det er en klassisk katastrofefilm, hvor vi følger fem-seks skæbner frem mod den uundgåelige rædsel. Flot manuskript.
Følelserne får overhånd
Det er som om at følelserne i filmen får overhånd i stedet for de faktiske begivenheder. Der er spænding hos piloterne og rædsel hos skolepigerne og deres forældre. Nogle anmeldere mener, at overraskelsen mangler.
Synsvinklen med at det danske samfund lagde et låg på hændelsen får vi ikke. Og hvordan havde piloterne det, da det gik op for dem, hvad de havde gjort.
Det var ”de gode”, der skabte katastrofen
Det er ikke så meget sort/hvid som vi oplever i mange film fra den tid. Det var jo de gode som skabte katastrofen. Det var de engelske helte. Filmen kunne slet ikke placeres i dette univers. Historien er for skrækkelig. Om historien om denne episode er underfortalt. Ja det var den vel i mange år. Men efterhånden har vi da fået set og læst en del om temaet.
Glem det og smil
Først var det bombningen og så ruinerne, som de skulle ud af. Bagefter skulle de klare tavsheden:
Man bliver grebet og bevæget af filmen.
En succes og en katastrofe
Jo vi ser også danske modstandsfolk. bliver tortureret i Shell-huset. Missionen med bombningen af Shell-huset var betegnet som risikofyldt. Og dette lykkedes det høj grad at skildre dette.
Episoden kostede ni piloter livet. Det var både en succes og en katastrofe. Tyskernes kartotek over modstandsfolk blev ødelagt. Og det sidste var jo målet.
Engelsk kritik
Bagvaskelse og fordrejning af historiske fakta, siger Derek Carter, som har talt med 32 af 68 piloter, der medvirkede under bombetogtet. Han er fortørnet over filmens behandling af den britiske officer Peter Kleboe, der sad i et af de fly, der styrtede ned tæt på skolen. I filmen ser man pilotens fulde navn. Nu viser filmen faktisk også at piloten beskyder et civilt køretøj med tre unge bryllupsgæster.
De pårørende til Peter Kleboe mener, at filmen bevidst forsøger at skildre Peter Kleboe som en morder. Og så vidt vides er disse scener også klippet ud af filmen.
Han mener heller ikke, at der var facadeskilte på Shellhuset. Og så har Carter bemærket, at de engelske piloter beretter om deres hastighed i kilometer. Det gør engelske piloter ikke. Det vil være i miles eller i knob. Og så går en dreng ikke i en pigeskole, sådan som det sker i filmen.
Handlingen er forsøgt skildret korrekt
Nu har Bornedal faktisk forsøgt at skildre handlingen historisk korrekt. Han har ikke på nogen måde forsøgt at forvrænge historien.
Utilsigtede hændelser er fjernet
Filmselskabet har besluttet at ændre en smule på filmen. Der er forekommet utilsigtede hændelser. Det kan være pårørende. der siger fra overfor skildringer af virkelige personer. Men egentlig er det sjældent at et filmselskab retter ind.
Flot og gribende film
Trods vores indvendinger så synes vi, at det er en flot og gribende film. Man skulle måske have fokuseret mere på at myndighederne forsøgte at glemme episoden og forsøgte at få de pårørende og de over tusinde, der blev hjemløse til ikke at snakke om episoden.
NY BOG: Christian Aagaard: Bombemål Shell-huset og katastrofen ved den franske skole.
Vi kender handlingen. Men mange er måske ikke klar over, at i husene omkring skolen opstod der forskellige brande. Både på Maglekildevej, Henrik Ipsens vej og Sønder Boulevard var der en del, der mistede livet. Vi ved måske heller ikke, at mange af eleverne også druknede nede i kælderen. Redningsmandskabet satte deres liv på spil. Murene styrtede sammen mens forældre ledte efter deres børn.
Udgivet i 75 – året for bombningen
Bogen er velskrevet og saglig. Den indeholder jo i den grad lokalhistorie fra Frederiksberg og Vesterbro.
Måske skylder vi lige at sige, at bogen måske ikke er helt ny. Historikeren Christian Aagaard har udsendt denne bog i anledningen af 75 – året for bombeangrebet. Nu foretog englænderne lignende angreb i andre lande.
I bogen er medtaget vidneudsagn fra de frihedskæmpere, der flygtede fra Shell – huset og fra de overlevende piger fra Den Franske Skole.
Ukritisk på ældre litteratur
Bogen indeholder gribende beretninger fra børn og voksne. Der er masser af fotos i bogen. Men bogen baserer sig ukritisk på ældre litteratur. Der er ikke så meget nyt i bogen. Men imponerende og gruopvækkende er de fotos, der er medtaget.
Vi får en grundig orientering om Gestapos arbejde, politiet og modstandsbevægelsens udvikling. Og så får vi gengivet forsider på aviser, der ikke tidligere er set.
Egner sig til unge mennesker
Det er en god beskrivelse af angrebets tilrettelæggelse og udførelse. Bogen er nok bedst for dem, der ikke har den store baggrundsviden og den egner sig fortræffelig til unge mennesker.
Gestapo var ret så effektive og de var i gang med at optrevle hele den københavnske modstandsbevægelse. Og det var vigtigt at få ødelagt arkiverne. Ingen kunne tie i det lange løb på grund af tortur. Ventegrupperne var også i fare for at blive optrevlet.
Praktisk opbygget og overskuelig
De danske modstandsfolk sad øverst i bygningen som en slags bombeskjold eller som gidsler. Det lykkedes også for mange af disse at flygte efter bombardementet.
Bogen er meget praktisk opbygget og overskuelig.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Maj 11, 2022
Da Frode kom på den rette hylde
Min far kunne ikke lide Frode Kristoffersen. Sidste gang jeg mødte ham var på Svanen i Aabenraa. Journalister på godt og ondt. Hvem er han? Hans far var postmester i Højer. Til psykoteknisk prøve i Rødekro. ”Hvornår kan De begynde? Over for Brugsen. Større lokaler i en tidligere slikbutik. Maltbolsjer kan godt være søvndyssende. Tønder var en meget stor blad-by? Hvad mon mappen indeholdt? Fleetstreet i Tønder. Redaktør på et borgerligt blad og fagforeningsformand. I Tønder hjalp man hinanden. Frode lavede mange brølere Kollegaerne drillede. På Centralhalle.
Far kunne ikke lide Frode Kristoffersen
Frode Kristoffersen var en festlig herre. Det var han også, når han optrådte på TV. Min far kunne ikke lide ham:
Ja sådan sagde min far, og hentyder til at Frode kom til Tønder og fortalte om Tønders historie. Det vidste min far meget om. Men han gik ikke rundt og holdt foredrag. Selv om far var fantastisk til at fortælle historier.
Sidste gang mødte jeg Frode på Svanen i Aabenraa
Da jeg arbejdede i Aabenraa dengang, stødte jeg af og til på ham. Sidste gange jeg mødte ham, var på danserestauranten Svanen. Frode Kristoffersen har skrevet nogle herlige erindringer. Her skal vi møde ham, da han netop sagde farvel til forstander Jakob Randrup på Tønder Statsskole.
Journalister på godt og ondt
Gennem mit mangeårige frivillige arbejde i forskellige organisationer har jeg mødt mange journalister. Og det er både i fagblade, aviser, radio og TV. Og undskyld jeg siger det, det har både været godt og skidt. Min favorit er absolut Per fra Jydske. Jeg mødte ham ofte i min middagspause på redaktionen i Aabenraa. Der sad han med benet oppe på bordet, lænet tilbage på stolen og tog sig en pibe tobak.
Han lærte mig faktisk at skrive journalistisk. Ja nogle af denne sides læsere vil sikkert påstå, at så har jeg da ikke lært meget. Men det var dengang, jeg skulle markere HK’ s synspunkter.
Senere har det så været handelsforeningernes synspunkter i Padborg og på Nørrebro. Her på det sidste har så været forskellige historiske ting. Og da må jeg nok erkende, at mange journalister ikke er seriøse nok. Undskyld journalister!
Hvem er Frode Kristoffersen?
Men det kan jo være, der er nogle af de unge læsere, der ikke kan huske Frode Kristoffersen. Dengang da han startede som journalistelev på Tønder Amtstidende i 1948 fandtes der 140 selvstændige dagblade og aviser i Danmark. Det tal er faldet drastisk.
Vi har kigget i hans bog ”Journalist i Byen”. Her beskriver han de danske byer og blade, hvor han har arbejdet. Senere rejste han videre ud i Europa som korrespondent. Han var også ansat på Danmarks Radio op gennem 1960’erne og 1970’erne.
Fra 1994 – 1999 var han medlem af Europa – Parlamentet for Det konservative Folkeparti. Han har skrevet flere bøger. Men som allerede nævnt Har vi kigget i en af hans bøger, der beskriver nogle af hans oplevelser i Tønder.
Hans far var postmester i Højer
Et nyt hold realister drev ned ad Popsensgade. Nogle steg på rutebilen ved posthuset over for Hagges Hotel. Det gjorde Frode også. Hans far var postmester i Højer, siden kom han til Løgumkloster.
Og han mente bestemt, at hans søn også skulle til etaterne. Han skulle følge traditionen enten at blive postmand, told-mand eller jernbanemand. Frode havde da også spurgt toldforvalter Bahnsen på toldkammeret i Jernbanegade i Tønder. Men måske var Frodes realeksamen ikke så god? Og det var Frode egentlig glad for.
Til psykoteknisk prøve i Rødekro
Du kan nå at komme til jernbanen, mente postmester – faderen. Det betød at Frode måtte afsted til psykoteknisk prøve i Rødekro. Foran hans øjne åbenbarede der sig et kæmpe modelbaneanlæg men skinner, broer, rangerspor, lokomotiver, personvogne og godsvogne.
Og så var der en masse samling af knapper, som man skulle trykke på for at dirigere trafikken. Men hos Frode stødte tog sammen, broer sprængtes og banegårde væltede. Nogle uger efter modtog han et brev fra Statsbanerne om, at han nok måtte afstå for en løbebane som jernbanemand.
Hvornår kan De begynde?
Frode havde set en annonce fra A.P. Møller. Han klippede den ud, men mistede den igen. Så stak han hovedet ind hos Tønder Amtstidendes redaktion og spurgte ekspeditionssekretæren om ikke de havde Berlingske Tidende fra den senere tid.
Imens han så stod der og bladrede, brølede den daværende redaktør H.H. Bernsen til Første – journalist (der var to) Eiler Hansen, at han skulle tage ned og referere et møde i Slogs Herreds Landboforening på Tønderhus. Men det kunne journalist Hansen ikke. Han skulle dække en retssag på domhuset. Redaktør Bernsen brummede at så måtte han få en mand mere.
Men nu var Frode ikke lige tabt bag en vogn. Han meldte sig straks hos redaktøren:
Over for Brugsen
Og her startede Frode Kristoffersens journalistiske løbebane. Han startede den 1. september 1948 i Tønder Amtstidendes redaktion i Vestergade. Det var lige over for den daværende Brugsforening. Den husker jeg tydeligt.
Avisens lokaler var små og trange. Der var kun to. Eiler Hansen anbragte Frode lige i nærheden af indgangsdøren. Når nogen tog i indgangsdøren, skulle han rejse sig og flytte stolen.
Større lokaler i en tidligere slikbutik
Efter et par måneder avancerede avisen til større lokaler. Det var til Henny Bergs tidligere slikbutik på hjørnet af Popsensgade og Vestergade. Der fik avisen hele tre lokaler. Redaktøren fik sit eget. Og de tre herrer journalister Eiler Hansen, Carl Otto Brix og elve Kristoffersen sad på rad og række ved skrivebordene. Og eleven selvfølgelig tættest ved kakkelovnen. Han skulle nemlig også sørge for at fyre.
Ude foran sad redaktørens datter Annemarie. Hun var modtagerdame, ekspeditionskontor og telefonomstilling.
Mad hos Mittes Pensionat i Søndergade
Det var nu ikke det store oplag i Tønder. Avisen hang sammen med Hejmdal i Aabenraa. Der blev Tønder Amtstidende også trykt. Hver formiddag blev de sidste nyheder indtelefoneret fra Tønder til Aabenraa. Hvad man kunne skrive i forvejen, blev sendt med posten.
Det var ikke de store penge, man kunne tjene. Dengang lå elevlønnen på 100 kr. om måneden. For den løn kunne man ikke og spise. Så Frode valgte at spise. Det skete hos Mittes Pensionat i Søndergade.
Maltbolsjer virker søvndyssende
Hylderne fra Henne Bergs slikbutik var fortsat bevarede. Man kunne godt få sig en lur her. Det var med aviser som underlag og så bare et tæppe over sig. Det var bare lidt svært at falde i søvn. Frode var kommet på den hylde, hvor der tidligere havde stået mentolbolsjer. Det hjalp, da han skiftede hylde til duften af maltbolsjer. Det hang endnu i luften og virkede mere søvndyssende.
Tønder var en meget stor blad-by
Tønder med 7.000 indbyggere var en meget stor blad-by. Det var egentlig en avis for hver 1.000 tøndringer.
Oppe i Østergade sad redaktøren med det meget fine navn Aage Louis de Cros Dich på Jydske Tidendes redaktion. Han udstrålede en vis fornemhed, som man uvilkårligt lagde mærke til. Håret var gråt og langt men sirligt redt.
Hvad mon mappen indeholdt?
Redaktør de Cross Dich havde en bestemt måde at føre sin sorte mappe på. Han bar den ikke med førte den med nogle karakteristiske svingende bevægelser og man spurgte sig selv:
Og han svarede faktisk sin kollega fra Sønderjyden, Peter Møller på samme spørgsmål:
Fleetstreet i Tønder
Peter Møller havde afløst den navnkundige Robert Huhle, da denne blev chefredaktør på Sjællands-Posten i Slagelse. Sønderjydens redaktion lå ikke langt fra Tønder Amtstidende i Vestergade.
Da journalist Eiler Jensen kom hjem fra en London – tur omdannede han den ende af Vestergade for Fleet Street – efter engelske bladgade.
Redaktør for et borgerligt blad og fagforenings – formand
En af Robert Huhles forgængere på det socialdemokratiske Sønderjyden var redaktør Dyhrhøj. Det fortælles at han hver måned blev ringet op af den gamle redaktør på Vestkysten – Hans Thomsen.
Redaktør Thomsen var selv om han blev redaktør af et borgerligt venstreblad stadig formand for typografforbundet i Tønder. En del af kontingentet gik til den socialdemokratiske presse. Og så var det han ringede til redaktøren på Sønderjyden og sagde:
I Tønder hjalp man hinanden
Midt på hovedgaden havde vi redaktionen af Vestslesvigs Tidende – Flensborg Avis. I redaktør Skovrøys gamle redaktørstol sad i de år efter krigen Gantzel Lauridsen (folketingskandidat fra Esbjerg) og sørgede for at de nationale toner holdtes i hævd. Han blev siden afløst af Ejnar Ramsing Lorenz.
Denne bad engang Frode Kristoffersen om at dække en begivenhed for ham. De var gode kollegaer i Tønder. Af og til forsynede de hinanden med ”gennemslaw”.
Samtlige blade fik altid Frodes referater fra sygekassens generalforsamling. Således berettes det om at grev Schack indledte amtsrådsmøderne med et nifoldigt leve for kongen. Og så bragte Flensborg Avis’ referent alle ni hurraer i bladet. Man mente at referenten var på linjebetaling.
Frode lavede mange brølere
Nede i det fjerneste hjørne af Østergade (Eastend) havde den tyske mindretals-avis etableret sig igen efter krigen. Men det var en vis afstand til den i efterkrigsårene.
Ved stambordet på Hostrups Hotel i Søndergade blev det fortalt, at der før Genforeningen havde været et blad i byen, der hed Intelligenzblatt für Tondern und Umgebung. Men se det blad har vi også omtalt her på siden.
Frode Kristoffersen havde kun tre journalist-år i Tønder. Den gode Skovrøy var det i 30 år. Efter Tønder Amtstidende var han på Vestkysten hos redaktør Edv. Sørensen. Det var i den tid, Frode lavede de værste brølere.
Kollegaerne drillede
Kollegaerne drillede dem på Tønder Amtsavis:
På Centralhalle
Frode mindes også en af minde gamle stam-værtshuse Centralhalle (Der var jo også Skibbroen). Men dengang sad journalister der på ”Halle”. Fru Lange dyssede med ordene:
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Maj 9, 2022
Dengang på Løjt Land
Hele tre skoler i Løjt. Kun dansk en time om ugen. Ingen kort over Danmark. En god håndskrift er vejen til en god opdragelse. Vise ord fra Løjt Kirkeby Skole. Nogle af Løjts unge faldt i kamp. Mærkværdigheder på Løjt. Æ Kleinbahn havde seks stationer på Løjt. Flotte ord af Marcus Lauesen. Hvorfor hedder det ”Æ Knapp? Nu er der 11 Løjt – artikler og 13 artikler om Søfartshistorier fra Løjt og Aabenraa.
Hele tre skoler i Løjt Kirkeby
Vi skal tilbage til Løjt i tiden i de første årtier i 1900-tallet.
Pigerne begyndte i skole, når de var fyldt 6 år. Knægtene skulle vente et år længere. Og så skulle man ellers have fat i en tavle, en Griffelkasten (penalhus), en svamp og en Fibel (den tyske ABC). Så skulle man vel også have et tornyster.
Det var dengang, der var tre skoler i Løjt Kirkeby, hvilket er jo ganske imponerende. Det var ”Begynderskolen” med fem klasseværelser. Det var et langt lavt rødstenshus med tjæret pap-tag.
Så var det mellemste skole, som også blev kaldt ”Lærer Møllers Skole”. Den havde to store skolestuer. Og så var det endelig ”Degneskolen”. Og denne degn boede i den ene ende af bygningen.
Kun dansk i en time om ugen
Det var en fordel at have sin mor eller far med på første skoledag. Især hvis man skulle indskrives til også at have dansk. Og danskundervisningen bestod af imponerende en time om ugen – og det var i religion-undervisningen.
Mange havde allerede lært noget religion fra salmebogen. Og i de missionssindede hjem, som det også var på Løjt dengang havde poderne sikkert sammen med forældrene kigget i lommesangbogen eller ”Hjemlandstoner”.
Nogle holdt deres mor i hånden andre løb frit omkring. Andre igen havde en af deres søskende med her på den første skoledag. Oppe fra døren blev navnene nu en for en læst op. Og så forsvandt man ind i bygningen.
Ingen kort over Danmark
Ved et lille bord foran skolepulten sad Frk. Holgersen med en navneliste. Hun talte tysk både til forældre og elever. Så fik eleverne en Stundenplan (Skoleskema).
Nu tog skolen ikke så meget tid. Et par timer om formiddagen hver anden dag og hver anden dag om eftermiddagen.
Man kunne jo være så heldig at arve søskendes skolebøger. Ved siden af den store tavle stod et stativ med landkort. Det første kort viste Provinz Shleswig – Holstein. Det andet var var Königreich Preussen og det tredje Deutsches Reich.
Nu fik den store sten, der var gemt i et krat ved den gamle vej til Aabenraa ny betydning, der stod:
En god håndskrift var vejen til en god opdragelse
Det var også nyt at tavlen blev ombyttet med stilebøger og kvadrerede regnebøger. Blyanter skulle spidses. Og snart fik eleverne også penneskaft. Så kunne man gøre brug af blækhusene, hvis låg kunne skydes frem og tilbage.
I den lille skole skulle eleverne sidde med foldede hænder, når man ikke blev hørt. Bedst var det, at når læreren spurgte om noget, at han/hun så spurgte en af dem. Lærer Møller havde den uvane, at når en elev var usikker at komme hen og knibe den arme under hagen. Han var også hurtig til at slå med linealen på fingerspidserne.
Spanskrøret bruges kun for forseelser, der ikke havde noget med lektierne at gøre. Det var sandelig ikke godt at kunne skrive ordentlig. I skolen her i Løjt Kirkeby sagde man:
Når man fik sådan en melding, så skulle man skamme sig.
Vise ord fra Løjt Kirkeby Skole
Hvis man så havde tid kunne man jo kigge på en stor skolebygning, som man var i gang med. Der var en stor skolegård med pumpe i midten. Og så var det en stor græsmark – ca. 100 meter lang og 70 meter bred. Her var der plads til rigtig langbold.
Ja det var Løjt Kirkeby Skole. Over døren står i dag en inskription:
Nogle af Løjts unge faldt i krig
Så var det også bager Kruse. Familien boede i det lange fine gulstenshus med hvidt stakit omkring den smalle sirlige forhave med mange store blomsterfyldte vinduer på begge sider af den store butiksrude. Sådan en lørdag eftermiddag ringede klokken mange gange.
Også mange fra Løjt var udvandret til Amerika for at slippe for at blive tysk soldat. Man kunne nøjes med at tage til Danmark for at slippe.
Mange af Løjts unge var taget i krig. Når de så kom hjem på orlov, ville de slet ikke tale om det. Nogle af forældrene mente, at det bedste var at lade sig tage til fange.
I nabosognene var de første russiske krigsfanger dukket op. Snart ville de også komme hertil. Men skoleeleverne hørte ikke noget om det.
Nogle forældre fik deres sønner ført hjem i en zinkkiste. Så blev de begravet på kirkegården mens en afdeling soldater afskød en salut over deres grav.
Også brandvæsnet mistede medlemmer i krigen. I 1900 bestod de eller af hele 51 mand.
Mærkværdigheder på Løjt
Måske skal vi lige nævne, at den første mølle vandmølle i Rundemølle allerede var opført i 1200 – tallet. Møllen brændte ned i 1625 og 1656.
Og en anden mærkværdighed var det store antal sømænd på halvøen. Således var der i 1845 hele 206 søfolk i Løjt Sogn, heraf 34 skibsførere og 522 styrmænd. En anden lidt absurd ting er at i starten af 1920’erne ville stationsagenten ikke mere have gæster ind på kroen. Derfor måtte man indrette en gammel personvogn som ventesal.
Stationskroen og købmandsforretningen var bygget sammen men den nedbrændte i 1929. På grunden opførte man Løjt Forsamlingshus.
Æ Kleinbahn havde seks stationer på Løjt
Vidste du, at bakkerne på Løjt Land er mellem 40 til 55 meter høje. Og vidste du, at Æ Kleinbahn alene på Løjt havde seks stationer. Men det sluttede da også i 1926.
Flotte ord af Marcus Lauesen
Det er jo flot for på Løjt. Det har vi før givet udtryk for, men der er ingen der kan sige det så flot som Løjt – forfatteren Marcus Lauesen:
Hvorfor hedder det ”Æ Knapp”?
Der er også mange, der ikke kan forstå, hvorfor det hedder Æ Knapp. Ja det se det har noget at gøre med stedets ualmindelig flotte omgivelser – der ligger ved foden af en stejl bakke. Knapp er udsprunget af plattysk for bjergtop.
Ja Knapp kan føre sin historie tilbage – det begynder med en slibemølle i 1752, som blev opgraderet med mølledam og møllebygning. Af praktiske og behagelige årsager blev det også et traktørsted.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Egentlig har Løjt en stor andel i Aabenraa’ s søfartshistorie, så det er vel relevant med disse: