Artikler
September 26, 2022
Carl Beuck, en modig pastor fra Mindretallet
Pastoren mente, at man ”burde aflyse Gud mere end mennesker”. Han fik en gennemgribende uddannelse. Ved fronten blev der sunget danske og tyske julesange under hans ledelse. Han blev præst i Sønderborg og Tønder, inden han kom til Aabenraa. Han vidste godt at hankunne miste helbred og liv. Ofte blev han kaldt til samtale. Han kunne slet ikke godkende Hitlers raceteorier. Han var en af de få hjemmetyskere, der fulgte biskoppens opfordring. Der var meget få kirkegængere der støttede ham. I alt bakkede ca. 95 pct. af hjemmetyskerne op om nazismen. Han forsøgte at ændre forholdene i frøslevlejren, men kommandanten ville slet ikke lytte til ham. Han opfordrede til at Det tyske Mindretal skiftede mentalitet. Ved en andagt i arresten i Aabenraa kom det til et sammenstød med Jens Møller, tidligere leder af NSDAP – N. Pastoren svarede Jens Møller skriftligt. Pastoren blev udnævnt til ”Ridder af Dannebrog”-
Man bør adlyde Gud mere end mennesker
En modig hjemmetysk præst huskede disse ord:
Han huskede ikke blot disse ord, Carl Beuck. Han tog også konsekvensen af dem i sin forkyndelse og i sine handlinger.
Han var født den 17, november 1887 i Holbøl som søn af den daværende tyskfødte sognepræst J.O. Fr. Beuck.og hustru, Maria.
En gennemgribende uddannelse
Det meste af sin ungdom tilbragte han i Hørup på Als, hvortil hans far blev forflyttet. Her lærte sønnen den sønderjyske dialekt og blev fortrolig med grænselandets forhold. Han blev optaget på den højere skole i Haderslev den såkaldte ”Johanneum”. Han tog sin abitur (Studentereksamen).
Derefter gik han i gang med teologiske studier ved universiteterne i Greifswald, Erlangen, Kiel og Leipzig i årene 1907 – 1911
Danske og tyske julesange
Efter at have afsluttet sin værnepligt måtte han deltage i Første verdenskrig som officer. Han virkede som en pligttro, men human kompagnifører i infanteri-regimentet nr. 84 i hvilket befandt sig adskillige dansksindede nordslesvigere. Dem tog han sig lige så godt af som de tysksindede.
I danske soldaterbreve skildres således en juleaften i en skyttegrav i Nordfrankrig, hvor der under Beucks ledelse blev sunget både danske og tyske julesalmer.
Præst i Sønderborg og Tønder
I 1917 blev Carl Beuck taget til fange og måtte derfor opleve resten af krigen i en fangelejr i England. 1919 vendte han tilbage til sin hjemstavn og blev kaldt for andenpræst i Sønderborg.
Året efter blev han udnævnt som sognepræst for den tyske menighed ved Kristkirken i Tønder. I 1922 giftede han sig med Magda født Jensen fra Højer. Fra 1936 – 55 virkede Beuck som sognepræst for den tyske menighed i Aabenraa hvor han lige som i Tønder – var næstformand i menighedsrådet.
Beuck var foruroliget over udviklingen
I Aabenraa oplevede pastor Beuck nationalsocialismens stærke indflydelse på det tyske mindretal. Det var en udvikling, som foruroligede ham. I 1940 overværede han den tyske besættelse med dens nedbrydende virkninger på forholdene i grænselandet.
Det var begivenheder der slet ikke harmonerede med den kristne tro og syn på menneskeligt samkvem og naboskab. Efter hans mening var den nazistiske ideologi eller ”Weltanscahuung” ikke blot i strid med den tyske ånd, men slet og ret med ånd. Sand kultur vil altid hænge sammen med ånd og til et sundt og rigt folkeliv hører derfor også, at man deler åndelige værdier.
Tværtimod gik han ind for at støtte og styrke alle positive kræfter, der indenfor hjem, skole, foreningsliv og kirke ville modarbejde den etiske og moralske opløsning, som Hitler og hans fanatiske partifæller i realiteten stod for.
Han kunne risikere helbred og liv
Men pastor Beuck blev hurtig klar over, at han kunne komme til at risikere sit helbred og liv ved at gå imod dem, der troede, at de snart ville få magten.
Han kunne slet ikke godkende Hitlers raceteorier
Blandt meget andet kunne pastor Beuck slet ikke godkende Hitlers raceteorier med jøderne som syndebukke og heller ikke kulturlivets nazificering og ensretning. Dette gav sig udslag i bogafbrændinger under ledelse af Joseph Goebbels og landsforvisning af den teologiske professor Karl Barth. Han så med bekymring på de arrestationer og forbrydelser, der blev begået mod talrige danske, som satte livet til i tyske koncentrationslejre, skønt tyskerne havde lovet, at danske fanger kun ville blive anbragt i Frøslevlejren.
En af de få hjemmetyskere, der fulgte biskoppens opfordring
Da jagten efter de danske jøder gik ind i 1943, udsendte biskop Fuglsang – Damgaard i København en opfordring til at alle præster protesterede og erklærede, at
Pastor Beuck var en af de få hjemmetyske præster, der fulgte opfordringen, selv om han vidste, det kunne få alvorlige følger for ham. Han vidste nok, at han havde flertallet af hjemmetyskere imod sig.
Meget få kirkegængere støttede Beuck
Ved flere lejligheder blev han sat alvorlig på plads af den nazistiske ledelse på ”Dibbernhaus” og Nordschleswigsche Zeitung var lukket for indlæg, der kritiserede nazismen eller dens ledere.
Derimod bestemte han selv, hvad der skulle skrives i Gemeindeblatt i Aabenraa. Det som han her berørte faldt ikke i god jord hos flertallet af den tyske menighed. Gudstjeneste – besøget hos ham var skrumpet ind. Selv til mindegudstjenesterne for de faldne frivillige mødte der ikke mange op.
95 pct. af hjemmetyskerne bakkede op om nazismen
Nazismen havde bjergtaget så godt som hele mindretallet. Den daværende formand for Kreditaanstalt Vogelgesang, Jürgen Schmidt ved Øster Terp ved Løgumkloster udtalte endnu i 1945:
Det lyder meget sandsynligt. Kun i købstæderne var der mindre grupper var der antinazistiske eller mere moderate tyskere. Men de gik stille med dørene. I modstandsbevægelsen var der kun tre, der kom fra hjemmetyske familier.
Der var dog sket en tydeligt omslag i stemningen efter det tyske nederlag i 1943, især efter kapitulationen ved Stalingrad 31. januar 1943.
En anden formulering i den tyske avis
Nordschleswigsche Zeitung fik nu vejrhane – nykker. Avisen indstillede sig diskret på nederlag også for storpralerne. De manede nu til et indtrængende samarbejde og en udbedret forståelse mellem de to nationaliteter.
Forsøg på at ændre forholdene i Frøslevlejren
Den 11, november 1944 skrev biskop Noack i Haderslev til pastor Beuck, at forholdene i Frøslevlejren voldte ham bekymring, fordi den tysk – nazistiske lejrkommandant, SS – Sturmbannführer Philipp Hillgârtner, forbød morgen – og aftenandagter, lige som han fratog de indsattes bibler og salmebøger. Biskoppen mente, at en tysk præst kunne forhandle sig til rette med kommandanten.
Beuck begav sig få dage efter til Frøslevlejren og har skildret sit møde med Hillgârtner i Jørgen Mågårds bog ”Tysk fangelejr i Danmark” på en levende og realistisk måde.
Hillgârtner, der lod Beuck vente i to timer, var irriteret, kold og afvisende. Han ville hverken tillade andagter eller indførelse af bibler eller salmebøger i lejren og heller ikke give lov til, at meget syge eller døende måtte gå til alters, dersom de ønskede det.
Indlæg i kirkebladet i Sønderborg
Men krigen gik sin gang og det bar mod enden. Pastor Beuck blev opfordret til at skrive et indlæg i det tyske menighedsblad i Sønderborg om de kommende dage. Han begyndte med at udtrykke sin sorg over den måde, hvorpå det tyske folk på ny var blevet bedraget og fortsatte:
Beuck opfordrede til at Mindretallets ledelse ændrede mentalitet
Pastor Beuck mente, at en fuldkommen forandring i mindretallets mentalitet og dens fremtidige ledelse burde indtræde.
Beuck var en af de besindige, der stiftede ”Bund deuscher Nordschleswiger” og som den 1. december 1945 vedtog en erklæring, der indeholdt en ubetinget loyalitetserklæring til den danske konge, den danske stat og den nuværende grænse fra 1920.Om det var alle parteigenossen, der var enige i dette er nik tvivlsomt.
Sammenstød med Jens Møller
Da pastor Beuck juleaften 1945 holdt andagt i arresten i Aabenraa, hvor nogle af de ”gestrigen” og fordums magthavere var til stede, kom det til en kort konfrontation mellem Beuck og føreren af NSDAP – N, fordi sidstnævnte hævdede, at pastor Beuck havde underskrevet den hjemmetyske loyalitetserklæring, der kunne skade de internerede.
Et svar fra pastoren
Beuck ville ikke ødelægge julefreden, tav stille, men skrev følgende brev til den afgående fører.
Udnævnt til ”Ridder af Dannebrog”
Pastor Carl Beuck var blandt de få hjemmetyskere, som i en mørk og ond tid vovede at gå ind for ideer og det grundlag, vores europæiske kultur bygger på og som var med til at skabe en ny og bedre fremtid for de to nationaliteter i grænselandet.
For sin djærve indsats blev han af den danske konge udnævnt til Ridder af Dannebrog. Pastor Beuck døde i Aabenraa i 1985 i en alder af 98 år.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
September 23, 2022
Fuglen er fløjet
Fuglsang fra 1865. Et stykke jord, der gav gevinst. Starten til Bryggeriet. Is fra Haderslev Dam. Brygmesteren, der ikke havde forstand på at brygge øl. Man producerede nu selv malten. Kom næsten for sent til eget bryllup. Virksomhed delt i to. Eneret ved Haderslev Amts Jernbaner. Maltfabrikken hårdt ramt. En voldsom brand. Man ville lukke malt-fabrikken. 93 pct. af malten til 55 lande. Fuglsang forblev en lokal øl. Nye produkter fra Fuglsang. Markedsføring mislykket. 2021 blev virksomheden solgt til Royal Unibrew. Farvel til Danmarks ældste familie-drevne bryggeri. Store aktører på det danske marked. Maltfabrikken i Haderslev og Thisted forbliver i familien Fuglsangs eje.
Fuglsang fra 1865
Man havde ventet det. Men alligevel kom det som et chok. Den sidste Fuglsang – øl er lavet i Haderslev.
Der lavet Fuglsang – øl til sønderjyderne fra 1865. Og det hele startede i 1864. Da Søren Christian Fuglsang i 1864 flyttede fra Store Drendrup ved Ødis, var der intet, som tydede på at han ville grundlæggeren af Sønderjyllands førende bryghus. Søren Chr. Fuglsang kendte ikke noget til kunsten at brygge øl. Oprindelig var han landsbrugsuddannet.
Et stykke jord, der gav gevinst
Hans far, Hans Chr. Fuglsang, var det første der brugte navnet Fuglsang efter moderens fødegård., Fuglsang i Brærå ved Hoptrup, var skolelærer.
Hans Chr. Fuglsang var bagersøn fra Brøndstræde. Han var først skolelærer i Sommersted, hvor Søren blev født og senere fik han skoleembedet i Skodborg.
I 1864 kom Søren Chr. Fuglsang til Haderslev. Her købte han et jordstykke ved Ribe landevej. Det skulle vise sig at være en god forretning. Med anlæggelsen af statsbanen i 1864 købte jernbaneselskabet en lille del af Søren Chr. Fuglsangs grundstykke til jernbanelinien mellem Haderslev og Vojens.
Starten til bryggeriet
Søren Chr. Fuglsang havde i en årrække været forvalter på Store Drenderup. I 1848 blev han gift med datteren på gården. En del af gårdens jorder blev udstykket til gården Drenderup Nygård, som Søren overtog.
Han var en dygtig landmand og drev derudover et lille teglværk, brænderi og skovbrug i tilknytning til gården. Det var salget af denne gård, som gjorde det muligt for ham og familien at bosætte sig i Haderslev.
Salget af jorden gav penge nok til et mindre bryggeri med tilhørende bødkeri i 1865. Dette blev starten til det bryggeri, som vi kendte i så mange år.
Is fra Haderslev Dam
En del af dette lille bryggeri bestod af en lang, lav bygning samt nogle jordkældre, der kun stak 1,5 meter op over jorden. Her holdt man øllet koldt året rundt ved hjælp af den is man hentede i Haderslev dam om vinteren.
Begyndelsen var dog svær for Søren Chr. Fuglsang, da hans brygmester åbenbart ikke var så nøjeregnende med brygningen. Øllet blev derfor ringere og ringere for hver gang.
Brygmester havde ikke forstand på ølbrygning
Men det kunne have været forbi, inden det hele begyndte. Det kan man læse i jubilæumsskriftet fra 1940, hvor bryggeriet fyldte 75 år. Her beskrives brygmesteren som ”en letsindig og upålidelig person, som heller ikke havde meget forstand på ølbrygning”
Man producerede nu selv malten
Den fransk – tyske krig gjorde ondt værre. På fallittens rand fik han hjælp af den fra krigen hjemvendte søn Conrad og senere blev sønnerne Sophus, Christian og den yngste søn inddraget. Dermed skabtes grundlaget for familievirksomheden.
I 1879 var ølproduktionen blevet så stor, at det kunne betale sig for Fuglsang at producere malten selv. Og dette fortsætter man med den dag i dag. Denne del af virksomheden er ikke blevet solgt.
Kom næsten for sent til eget bryllup
Sophus Fuglsang får mere og mere ansvar. Det også ham, der står for forhandlingerne, da bryggeriet i 1885 tager del i den industrielle revolution ved at købe en dampmaskine på hele 8 HK. Forhandlingerne trækker så meget ud, at Sophus er ved at komme for sent til eget bryllup. Gæsterne er allerede kommet, da han endelig kommer hjem.
Virksomheden delt i to
Det gik godt for Fuglsang – familien. Conrad Fuglsang købte et bryggeri i Mühlheim. I 1895 blev der købt et bryggeri til den yngste søn, Clausen Fuglsang. I Haderslev overtog brødrene Sophus og Christian efterhånden driften. I 1902 delte man virksomheden i to:
Eneret ved Haderslev Amts Jernbaner
Med anlæggelse af Haderslev Amts Jernbaner fra 1898 fik Fuglsang mulighed for at sælge til de mange beværtninger/krostuer, der blev indrettet i de nye jernbanestationer. Firmaet fik hvis nok eneret.
Der blev aftalt gensidige aftaler mellem bryggerierne i Tønder, Aabenraa, Sønderborg og Flensborg om ikke at konkurrere med hinanden. Det blev i årene 1886 til 1906 opført nye produktionsbygninger.
Maltfabrikken hårdt ramt
Første Verdenskrig og ”Genforeningen medførte en større omvæltning for de sønderjyske virksomheder. Det tyske marked blev lukket. Man skulle nu til at konkurrere med gamle, velrenommerede danske virksomheder.
Den skærpede konkurrence medførte at bryggeriet i 1929 blev omdannet til et aktieselskab. Hårdest ramt var dog maltfabrikken, der mistede malteksporten til Tyskland, Nye produktionsmuligheder opstod, fra 1920erne blev der også fremstillet farve – og karamelmalt.
En voldsom brand
Den 5. august 1933 blev bryggeriet Fuglsang hærget af en voldsom brand, Maltfabrikkens bygninger, som bestod af mange rum, trapper og transportanlæg af træ, nedbrændte.
Den økonomiske vækst, Fuglsang havde oplevet inden branden blev afløst af en mindre nedgang. Da forsikringssummen ikke dækkede hele genopbygningen, måtte de to brødre Conrad og Sophus Fuglsang, som efter faderens død i 1931 havde overtaget driften, tage stilling til, om maltproduktionen skulle fortsætte.
Man ville lukke malt-fabrikken
Malt-fabrikken havde kun haft en maltproduktion på 32 procent i forhold til årene før 1920. Men udsigten til nye kunder i de oversøiske markeder, som efterspurgte malt. Da Fuglsang samtidig fik en større maltordre fra Schweiz, påbegyndte brødrenene en genopbygning. Fabrikken blev bygget således, at den tidligere kapacitet kunne holdes.
Den ny fabrik stod færdig i november 1934. Indtil 1939 leverede Fuglsang malt til bryggerier i 22 forskellige lande. I 1933 fik bryggeriet eneret til fremstilling af chabeso – ekstrakt.
93 pct. af malten til 55 lande
Efter Anden Verdenskrig mistede Fuglsang en del af maltproduktionen. I mellem tiden var malt var maltproduktionen igen blevet en del af bryggeriet. Ud over leveringen af malt til Schweiz, overlevede bryggeriet således ved at fremstille kaffeerstatning, som fik en ret omfattende betydning.
I 1965 eksporterede Fuglsang 93 procent af produktionen til 55 lande rundt i verden. Den øvrige produktion gik til Fuglsang selv og andre danske bryggerier.
I løbet af 1960erne indtrådte Sophus Fuglsangs tre sønner i firmaet. Rainer Fuglsang var teknisk direktør for malteri og bryggeriet. Mens Sigurd Fuglsang og Iver Fuglsang var direktører for henholdsvis malteri og bryggeri. Fætteren Christian Fuglsang blev tilknyttet bryggeriet. Femte generation nåede at blive repræsenteret gennem Kim, Christian og Claes Fuglsang.
Fuglsang – øl forblev en lokal øl
Med Tysklands indtræden i Fællesmarkedet i 1962 steg toldsatserne. Dette blev dødsstødet for en del af de sønderjyske bryggerier. Aabenraa, Sønderborg og Tønder måtte årene efter lukke, hvorved Fuglsang blev den foretrukne øl.
Fuglsang – øl blev dog fortsat en lokal øl og blev med undtagelsen af universitetsmiljøet i København kun solgt i Sønderjylland.
Bryggeriet opnåede samme position som Ceres har i Aarhus, som Albani har Odense og som Thor og Odin har haft i henholdsvis Randers og Viborg.
Nye produkter fra Fuglsang
I 1996 introducerede bryggeriet Fuglsang White Christmas og året efter Black Bird. Det var de første nye øltyper, bryggeriet havde lanceret i godt 25 år. I december 2000 blev julebryggen Ding Dong kåret af Vestjysk Ølkultur som årets julebryg ud af 81 ølmærker.
I 2016 overtog Fuglsang Mineralvands-fabrikken Frem fra Ribe. Her overtog man en del kendte mærker. Med overtagelsen i Ribe kom der mod på ekspansion. Og hvis ikke salget til Royal Unibrew var blevet til noget, var det lige før der skulle opføres et helt nyt tapperi ved motorvejen i Vojens.
Markedsføring mislykket
I det sønderjyske drikkes der flasker med grønne Fuglsang og Black Bird. De hentes i stor stil hjem fra grænsebutikkerne. Fadølsforsyningen til lokale festivaler og byfester blev også leveret af Fuglsang.
Man har i mange år forsøgt at få et nationalt gennembrud fra Fuglsang lige som Ale no. 16 fra Fyn. Fuglsang har ved flere lejligheder forsøgt at være til stede i supermarkeder og nord for Kongeåen, men det er aldrig lykkedes for alvor.
2021 sælges Fuglsang til Royal Unibrew
I maj 2021 Kunne Kim Fuglsang berette, at bryggeridelen var solgt:
Der var underskrevet en aftale med Royal Unibrew, som forseglede skæbnen for det 156 år gamle Fuglsang bryggeri i Haderslev.
Farvel til Danmarks ældste familie-drevet bryggeri
Beskeden blev afleveret til medarbejderne, der nu ikke mere arbejdede for Danmarks ældste familieejede bryggeri men Danmark næststørste bryggerikoncern. Royal Unibrew er skabt via en sammenlægning af 33 bryggerier og har således i forvejen flere regionale danske platforme med regionale brands, f.eks. Albani, Ceres og Thor.
Store aktører på det danske marked
På det danske marked for drikkevarer er der meget få virkelige store aktører – og rigtig mange små. Fuglsang er ikke så små, at de passer ind i kategorien for mikrobryggerier. Med overtagelsen af Frem voksede Fuglsang til at være Danmarks femtestørste bryggeri målt på omsætning. Men man kunne se, at der var en lang vej til at blive en af de helt store. På sigt ville det være en dårlig forretning at fortsætte kampen i mellem-kategorien.
Malt-fabrikken forbliver i Fuglsangs eje
Drøftelserne i Fuglsang – ledelsen førte til at Royal Unibrew var det rigtige valg. Kim Fuglsang fortsætter som direktør for Sophus Fuglsang Export – Maltfabrik i Haderslev og Thisted som allerede skrevet forbliver i Fuglsangs ejerskab.
Maltfabrikken leverer størstedelen af den gode malt, der anvendes i Fuglsangs øl. Maltbyggen kommer fra danske marker, der med Danmarks kystnære klima giver ideelle forhold til at producere god malt.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
September 21, 2022
Færge fra Ballum til Rømø – endnu mere (2)
Eneret til bådruten. Matros Gram fik sit ønske opfyldt. En tur fra Tønder til Rømø kunne tage to døgn. Turen ud til båden. Ens rejsetøj kunne sagtens blive fugtig. På havneby Kro 1903 inden turen over isen. En flaske cognac reddede livet for to. En glad tur til Højer. En uønsket konkurrent. En oplevelse for de eventyrlystne. Damplokomotivet væltede på de smalle skinner. Hurtigt fra Berlin til Lakolk, hvis ikke båden gik på grund.
Eneret til Bådruten
Fra ældgammeltid har det været opretholdt færgeri mellem Rømø og fastlandet. Indtil midten af det 19. århundreder den udgået fra fastlandet. Udgangspunktet har været havneby på Rømø. Dette har også været tilfældet i tidligere tider. Her kunne færgebåden ligge i læ. Færgeriet havde også eneret til befordring fra Havneby til Bredeåens udløb.
Til rettigheder knytter det sig som bekendt et kongeligt løfte, der har et dramatisk skær.
Matros Gram fik eneret
Kong Christian den Fjerde deltog som bekendt i Slaget på Kolberg. Ombord på fregatten ”Trefoldigheden” den 1. juli 1644 blev han såret under kampen og mistede det ene øje.
En overlevering vil vide, at man på det tidspunkt havde truffet beslutning om at overgive sig til fjenden. En matros fra Ballum ved navn Gram blev i den anledning anmodet om at stryge flaget. Matrosen forsøgte imidlertid at hindre dette. Han sørgede for at flaget blev indfiltret i linen på sådan en måde, at den var synlig for fjenden.
Kampen fortsatte derfor og endte med en sejr for de danske stridskræfter. Som eneret fik Gram eneretten til post – og passagebefordring fra Ballum til Rømø.
En tur fra Tønder til Rømø kunne tage to døgn
Omkring 1900 kunne en rejse fra Tønder til Rømø undertiden tage to døgn. I dag kører man over dæmningen på få minutter. Hvordan foregik sådan en tur egentlig.
Turen ud til båden
Man besteg ved kroen i Bodsbøl en enspænder – bræddevogn uden fjedre og ramlede ad en markvej ned til kysten. Her så man omtrent tusinde alen fra land et par både ligge, og ud til dem førte en række koste.
Vognen drejede mod vandet. Hesten trådte pjaskende i. Et øjeblik efter kørte man i det lave vand. Når man kom til kosten – nåede vandet omtrent bunden af vognen. Hestene gik i til bringen.
Man fik fornemmelsen, at man skulle flyde vuggende videre med den skikkelige brune svømmende foran. Man kiggede uvilkårligt bagud. Var rejsetøjet bagerst på vognen stadig tørt?
Ens rejsetøj kunne sagtens blive fugtig
Man kunne være heldig, at det kun blæste en lind lille brise. Vandfladen var da kun let kruset. Havde der været skvulp, ville de stivede skjorter i kufferten ikke været kommet godt fra turen.
Endelig boredes postbåden. Vandet piblede da ind ved forsmækken. Passagererne entrede over. Sagerne blev langet ind i båden. Storsejlet blev sat. Af sted gled man for en sagte modvind. Dette gjorde at man måtte stryge ud af farvandet for at kunne vende og stå nordvest ind mod havnebyen på Rømøs sydøstlige del.
Færgemanden kunne dengang godt være en bonde. Men han havde lært sig faget.
På Havneby Kro i 1903
I strenge vintre var forbindelsen ofte vanskelig. Isbåden måtte da sættes ind. Det var en stor jolle beklædt med blik.
Ved en overfart i nytåret 1903 var der samlet 20 passagerer på Havneby kro. Efter et antal kaffepunche var sat til livs, meddelte færgeskipperen, at båden ikke kunne sejle. Så forsøgte man at forcere isen til fods. Dr. Moritz fra Berlin, som har skrevet en bog om Rømø. Havde længe ønsket at deltage i en sådan tur.
En flaske cognac reddede livet for to
Det blæste iskoldt fra sydøst. Isen var langt fra sikker. Passagererne delte sig derfor i små grupper. Moritz fulgtes med en ung pige. Et par kilometer fra kysten gik de begge gennem isen. De fortsatte begge turen. Efter 4- 5 timer nåede man færgelejet ved Bodsbøl.
Dr. Moritz havde taget en flaske cognac med. Og det blev deres redning.
Alle passagerer mødtes i færgekroens sal. Det mindede mest om et maskeradebal. Nogle af is-gæsterne var trukket i dametøj – alt imens deres eget tøj blev varmet ved kakkelovnen.
En glad tur til Højer
For nogle fortsatte turen – med vogn den 14 kilometer lange rejse til Højer. Gæsterne forsømte ikke at besøge de mange kroer undervejs. Der blev indtaget et pænt antal ”Gewesener” og der blev sunget masser af skålsange.
En uønsket konkurrent
Omkring 1897 fik færgeriet Ballum – Havneby en uønsket konkurrent, idet der blev oprettet en forbindelse Kongsmark – Skærbæk. Det var den nok så kendte Skærbæk – Præst Jacobsen, der startede denne forbindelse – som senere ”løb ud i vandet”.
Sejladsen skulle afstemmes med tidevandet. Og anlæggelse af deciderede havne-anlæg var besværliggjort af, at vandkanten hele tiden flyttede sig.
En oplevelse for de eventyrlystne
I 1897 – året før Nordseebad Lakolk havde sin første sæson så Skærbæk rederi sin begyndelse. Der blev gravet sejlrender og anlagt en kaj. Sejladsen var dog stadig ikke uden problemer.
På grund af tidevandet kunne sejlturen blive en langstrakt oplevelse, idet bådene – først motorbåde, siden dampere – ofte sejlede på grund. Overfarten beskrives som en oplevelse for de eventyrlystne.
Damplokomotivet væltede på de spinkle skinner
Når det så lykkedes at komme nogenlunde helskindet til Kongsmark, blev gæsterne fra 1899 kørt tværs over øen til Lakolk med trolje – som er en hestetrukken togvogn, der kørte på skinner. Oprindeligt var der planer om at etablere en decideret jernbaneforbindelse over øen. Men det blev aldrig realiseret.
Der blev forsøgt at køre strækningen med et damplokomotiv, men det væltede på de spinkle sveller. Desuden var der en risiko for, at en gnist kunne starte en brand i den tørre vegetation. Her var hestene bedre egnet. Troljebanen kørte i 40 år, indtil den blev nedlagt i 1939.
Hurtig fra Berlin – hvis ikke båden gik på grund
Mange rejsende kom helt fra Berlin. I 1901 kunne man stå på toget i Berlin kl. 6.30, være i Skærbæk 14.48 og fremme i Lakolk kl. 17.25 – hvis færgen ikke gik på grund.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
September 19, 2022
Er Historien nu gengivet korrekt?
En masse er forbigået. Venner og uvenner. Undertegnet truet til tavshed. Formands butik smadret og så skulle han have livvagter med. Medier glemmer hændelserne i 1999. Ingen klassekamp uden gadekamp. Politiet dukkede slet ikke op. Detailhandlen blev ikke holdt skadefri, selv om politikere hævdede dette. Foreningen følte, at de ikke havde flere venner. Undskyldning efter mange hundrede smadrede vinduer. Christiania – cykler fundet ved Ungdomshuset. Det var mere på spil. Allotria – hændelsen skabte sympati Ryesgade og bomben i Søllerødgade. Detailhandlen var gidsler i et politisk spil. Kunder valgte en anden bydel. Da Ruth Evensen så et tilbuds – banner og fik et signal fra Gud. På Jagtvej 69 trivedes de unge. Politimester afviste, at Ungdomshuset var problemet. Nørrebro Handelsforening fik tilbudt huset for en krone Baldersgade – fonden tilbød 2,2 millioner. En smart boligteknisk fidus ved dannelsen af Human A/S. De solgte alle aktier til Fadehuset. Disse opsagde aftale med de unge. 35 mand på skadestue. Fogedretten afgjorde at Ungdomshuset skylle ryddes. Julefreden sænkede sig ikke over Nørrebro. HK og Nørrebro Handelsforening lavede forholdsordre. Den lille dyrehandel på Runddelen blev udnævnt til kapitalist – butik. De unge sagde nej til Stevnsgades Skole. Samfundet kunne være sparet for en masse penge. Masser af trusler. Breaking News med billeder af røverier på Nørrebro.
En masse er forbigået
Normal har en historie ”de gode” og ”de onde”. Læser man historiebøger igennem finder man ud af, at historien jo ikke er korrekt gengivet. Det gælder for eksempel de unges kamp for Ungdomshuset. Utallige bøger om emnet er gennemgået. Men en masse ting er mere eller mindre glemt eller forbigået. Hvorfor egentlig?
Er det fordi, man er blevet partisk? Under kampen formulerede jeg talrige presseinfo m.m. I Nørrebro Handelsforening talte vi med de unge, med politikere, med politibetjente, med borgere på Nørrebro og med forsikringsselskaber.
Venner og uvenner
Vi blev truet først af den ene fløj og dernæst af den anden fløj. Vi fik trusler fra politibetjente og så blev vi truet på pengepungen af politikere. Og pludselig fik vi helt nye politiske venner fra begge fløje.
Truet til tavshed
Vi havde fået kendskab til specielle kurser i Ungdomshuset. Det omtalte vi på vores Facebook – side. Vi blev bedt at fjerne disse oplysninger. Det ville vi ikke i første omgang. Men efter at tre hætteklædte personer var set ved vores hovedindgang privat, mens undertegnede var til en privatfest, fik vi slettet indlægget.
De unge truede også med, at man som led i kurset kunne forsøge at smadre de første medlemmer af Nørrebro Handelsforenings butikker.
Butik smadret og livvagter med
Formanden fik smadret sin butik og ved et debatmøde var han blevet truet af et folketingsmedlem og måtte have livvagter med. Det var hvis nok PET – folk. Folketingsmedlemmet blev dog aldrig dømt for sine trusler.
Medier glemmer hændelser 8. – 9. november 1999
Når medier gennemgår hændelser på Nørrebro, så glemmer de hændelserne den 8. – 9. november 1999. Vi er i handelsforeningen blevet bebrejdet at vi kalder hændelserne for terrornatten. Et ægtepar følte sig i livsfare, da de i deres parfumebutik arbejdede sent. De ringede efter politiet. Men de dukkede aldrig op.
Ingen klassekamp uden gadekamp
Den nat blev der smadret 123 butiksvinduer og 11 indgangsdøre blev smadret. Der blev røvet adskillige butikker. Næste morgen blev der på muren fundet følgende citat:
Politiet dukkede slet ikke op
Da det hele var overstået, dukkede politiet op. Detailhandlen og Nørrebro Handelsforening opnåede sandelig at få en undskyldning fra justitsministeren.
Detailhandlen blev ikke holdt skadefri
Politikere stillede sig frem i diverse medier og forkyndte, at detailhandlen blev holdt skadefri af deres forsikringsselskab. Intet var mere forkert. Vi citerede en af toppolitikernes udtalelser i Radioavisen. Samtidig påtalte vi alle de fejl, vedkommende kom med.
Undertegnede blev truet med pressenævnet. Men medarbejdere på radioavisen kunne bekræfte, at vedkommende politiker var rigtig citeret.
I begyndelsen var der en selvrisiko på 8.000 kr. pr. vindue. Men det blev for dyrt for forsikringsselskaberne, så den blev afskaffet. Nu måtte detailhandlerne pludselig betale det hele.
Foreningen følte, at de slet ikke havde flere venner
Det må de ikke, sagde politikerne. Og så skete der ellers ikke mere. Flere gange gik vi i medierne og bad kommunen om at finde en løsning. Men ak og ved. Vi følte, at vi slet ingen venner havde, hverken i Ungdomshuset eller på Rådhuset.
Undskyldte efter mange hundrede smadrede vinduer
Detailhandlen var hele tiden gidsler. De var ikke part i sagen. Og de unge kunne ikke forstå, at når de smadrede butiksvinduerne så var det som at skyde sig selv i foden. Hvad hjælper det, at de undskyldte efter at have smadret flere hundreder af butiksvinduer.
Og sådan kunne vi blive ved. Vi overvejede at lave en undersøgelse over, hvor mange detailhandlere på Nørrebro, der opgav deres virksomhed grundet udgifter i forbindelse med hærværk, rudeknusninger m.m. Det er bestemt ikke få.
I diverse udgivelser står det anført, at de unge kun er gået efter banker og ejendomshandlere m.m. Det er dem, de kalder for kapitalister.
De unge ville bestemme, hvilke virksomheder, der kom
På et tidspunkt ville de unge også være medbestemmende i, hvilke slags virksomheder, der var brug for på Nørrebro. Så gik det ud over de virksomheder som de unge mente ikke passede ind i bybilledet.
Vi kan ligesom politiet ikke vide om begrebet ”De unge” kommer for samme adresse. Og undertegnede husker ikke mere, om vi anmeldte de overgreb som vi som bestyrelsesmedlemmer oplevede til politiet.
Christiania – cykler fundet ved Ungdomshuset
På et tidspunkt var der nogle, der angreb os for ”manglende Socialt ansvar”. Det var på det tidspunkt, hvor vi i vores indkøbsordning havde ansat mindst 10 brugere af Ungdomshuset.
Vi oplevede at flere af vores ”Christiania Cykler” forsvandt. De blev så fundet omkring ungdomshuset, hvor de var malet i diverse farver. De var meldt stjålet på politiet. De mest bredskuldrede ansatte hentede disse cykler. Vi fik sammenlignet stelnumre m.m. Vores stunt meddelte vi også politiet.
Der var mere på spil
Det var som om, at der var mere på spil end retten til at benytte et tomt hus. Brosten regnede ned over kampklædte politifolk og gennem vinduerne i Nørrebros butikker. Selv den lille dyrehandel på Nørrebros Runddel var pludselig en ”kapitalist – butik”.
Allotria – hændelsen skabte sympati
Allerede i starten af 1980’erne besatte BZ – bevægelsen en række tomme huse i København over boligmangel. De besatte bl.a. Allotria i Korsgade. Dette blev til en succeshistorie. Da politiet troppede op måneder efter besættelsen for at rømme huset var det tomt. BZerne havde gravet en tunnel under Korsgade og kravlede op gennem gulvet hos blikkenslageren over for, hvorefter de flygtede. Dette vakte sympati i visse dele af pressen og befolkningen.
Ryesgade og Bomben i Søllerødgade
Flere huse blev i tidspunktet 1983 – 1986 besat i om omkring Ryesgade. Da politiet ryddede et af husene i 1986, blev det beskyttet af op mod 1.000 aktivister. Politiet måtte trække sig tilbage. Inden da kom der en ny konfrontation – Søllerødgade – bomben. Vi har skrevet tre artikler om temaet. Men ofte må vi trække indlægget tilbage på grund af den debat, der opstår. Facebook kalder det ”hadefuld retorik”.
Det var Nynazister
Den 16. marts 1992 blev postkassen hos Internationale Socialister tømt. Aktivisten Henrik Christensen tog posten med ind på kontoret. Der var en brevbombe imellem. Hvem der stod bag bomben, er stadig et åbent spørgsmål. Internt i det venstreradikale er der ingen tvivl. Det var danske nynazister. Drabet fik konflikten mellem de venstre – og højreradikale bevægelser til at eskalere yderligere over de næste år.
Gidsler i et politisk spil
Kunder valgte at handle et andet sted
Rydningen af Ungdomshuset medførte alvorlige gadekampe af flere omgange. Det var i 2007. Også dette har vi fastholdt i flere artikler. Flere gader stod i brand. Flasker, brosten og krysantemumbomber blev kastet efter politiet. 714 personer blev anholdt. Millioner af kroner forvandt fra Nørrebros detailhandel. Kunder valgte at handle andre steder.
Her var Nørrebro ikke i centrum
I 2009 mødte mellem 60.000 og 100.000 op til en demonstration imod Cop15. der blev foretaget 913 anholdelser. Folk blev lagt i strips og placeret på asfalt i timevis. For en gangs skyld var det ikke Nørrebro, der var i centrum.
Man skal være imod noget
Man må konstatere at i lang tid formåede den yderste venstrefløj at sætte dagsordenen på Nørrebro. Langt om længe fik de et nyt ungdomshus på Dortheavej. Det kan vel betragtes som en halv sejr. Og en vis afmatning kunne mærkes.
Man skal helst være imod noget. Det gælder både for antifascister, antiracister og antikapitalister. Man mangler et samlende fjendebillede.
Da Ruth Evensen så et tilbuds – banner
Dengang holdt Faderhuset til i Griffenfelds-gade 7A. En dag i 1999 kørte Ruth Evensen forbi. På Ungdomshuset hang et stort banner:
Hun har til medier forklaret, at hun fik et budskab Helligånden om, at hun skulle købe
På Jagtvej 69 trivedes ungdommen
Man kan sige at på Jagtvej 69 trivedes ungdommen. Det var et vildt kreativt frirum. Der var masser af koncerter, kreative workshops, en anden kultur og workshops. Nu var det ikke altid, at ”Naboerne” var lige glade for dette.
Politimester afviste at Ungdomshuset var problemet
I 1980erne og 90erne skrev medierne løbende om problemer med kriminalitet og hærværk, der udgik fra Ungdomshuset. I Jagtvej 69 opstod der en brand. I den forbindelse konstaterede man svamp i konstruktionen. Husets fejl blev udbedret i samarbejde med brugerne af huset.
I juni 1998 vurderede politimester Hanne Bech Hansen i et notat til kommunen at:
Det var få måneder efter at Pia Kjærsgaard var blevet overfaldet af autonome på Nørrebro.
Dette fik Københavns bygge- og teknikborgmester Søren Pind til at forlange at Ungdomshuset lukkede.
Nørrebro Handelsforening fik tilbudt Ungdomshuset for 1 kr.
Reaktionen fra brugerne var mere end negativ
I protokollen fremgår også at dette lod man Ungdomshuset vide gennem de kontakter man havde. Reaktionen fra brugerne var mere end negative. Man ville sandelig ikke lade sig styre af Nørrebro Handelsforening. Senere har man fra Ungdomshusets side benægtet, at man nogensinde har fået sådan en besked.
Brandvæsnet og sociale myndigheder havde svært ved at få adgang til huset og tålmodigheden hos Naboerne var efterhånden opbrugt.
Baldersgade – Fonden havde tilbudt 2,2 mio. kr.
Et stort flertal i Borgerrepræsentationen besluttede at sælge til Human A/S. Baldersgade-fonden havde ellers tilbudt 2,2 mio. kr. Man ønskede at videreføre huset og sætte det i stand i samarbejde med de unge. Dette forslag blev dog forkastet i udvalgsmøder på Rådhuset.
Interessant var, at Human A/S var et helt nystiftet firma ledet af advokat Inger Loft fra kommunens eget advokatfirma.
En smart boligteknisk finte
Den 16. december 2000 solgte Københavns Kommune Jagtvej 69 til Human A/S for 2,6 millioner kroner. En klausul i aftalen giver i tilfælde af videresalg kommunen fortrinsret til at købe huset til. Men i september 2001 overdrages alle aktier i Human A/S til faderhuset. Dermed omgås tilbagekøbsklausulen.
Det var en smart boligteknisk finte. Mon ikke et flertal af politikere på Rådhuset følte sig ført bag lyset. Der har sikkert været kræfter på Rådhuset der var modstander af Ungdomshuset og mente, at det var smart at en nyreligiøs bevægelse skulle overtage stedet.
Faderhuset opsagde aftale med de unge
Det var da bestemt heller ikke det rette signal at sende til de unge, hvis kommunen ønskede ”fredelige” tilstande. De unge valgte at gå rettens vej og forsøge at erklære salget ugyldigt.
Faderhuset opsagde aftalen med husets beboere. De havde tre måneder til at fraflytte Jagtvej 69. I oktober 2001 anholder politiet 34 unge, der er trængt ind i faderhuset og begået hørværk.
35 mand endte på skadestuen
Den 31. december 2001 forsøgte Ruth Evensen og en række mennesker fra Faderhuset at få adgang til Ungdomshuset. Det ender i en voldelig konfrontation.
Faderhuset havde en låsesmed med. Men sidedøren var åben. Der var meget beskidt og ulækkert indenfor, oplyses der fra faderhuset. Vandet stod i flere centimeters højde. Gulvet var fyldt med papir og madrester. Pludselig kom et tæskehold fra Ungdomshuset. Telefonkæden havde været i gang.
Politiet blev tilkaldt. Hele 35 mennesker røg på skadestuen.
I januar 2004 afgjorde Byretten at faderhuset havde brugsret til ejendommen. Dommen ankes til landsretten Sideløbende arrangeres der store demonstrationer. Igen må butiksvinduer holde for.
Fogedretten afgør at huset skal ryddes
På Nørrebro kom der nu visitationszoner. I august 2006 stadfæster landsretten Byrettens dom. Fogedretten afgør i oktober at Ungdomshuset skal være ryddet senest 14. december, så faderhuset kan flytte ind. Fonden jagtvej 69 forsøgte at købe grunden af Faderhuset. 83 aktivister anholdes for at lave hærværk mod Faderhusets bygning i Rødovre.
Julefreden sænkede sig ikke over Nørrebro
Den 16. december 2006 eksploderer Nørrebro efter flere ugers demonstrationer. Nørrebro handelsforening havde forsøgt at skrive til parterne for at sikre julefreden. Foreningens flotte juletræ blev brugt til en af de unges mange bål i gaderne. Brosten og kanonslag bliver smidt efter politiet og ind i butiksvinduerne. Politiet gengælder med tåregas. 300 blev anholdt. Mange af dem var aktivister fra Tyskland, Norge, Sverige og Holland.
For mange af byens detailhandlere var årets julehandel ødelagt. Nu kunne man gå i gang med at udbedre skaderne fra hærværket.
HK og Nørrebro Handelsforening laver forholdsordre
Sammen med HK laver Nørrebro Handelsforening retningslinjer, hvordan man skulle forholde sig. Foreningens hjemmeside var åben for politiets og Ungdomshusets budskaber.
Nye anklager
Politiet forsøgte med anklager om, at man havde kastet med diverse ting. Men dette blev frafaldet. På anmodning fra Brian Mikkelsen lød tiltalen nu på, at man ikke havde forladt stedet, da politiet havde opløst demoen. Det betød masser af anklager.
Foreningen havde tilkendegivet støtte
Den 1. januar fik København en ny overborgmester. Hun starter med at konstatere at hun har ”arvet” en møg-sag med Ungdomshuset. Hun starter dog med at gå i dialog med de unge for at finde et nyt ungdomshus.
På det tidspunkt havde Nørrebro Handelsforening for længst gået i offentligheden og bekendtgjort at de støttede de unge i søgen efter et nyt ungdomshus. Det afstedkom særdeles vrede mails og enkelte udmeldinger.
Politikere afviste Nørrebro Handelsforening som mæglere i konflikten.
De unge sagde nej til Stevnsgades Skole
Vi deltog i et par mandagsmøder i et telt på Rådhuspladsen og hjalp til med en indsamling for skadelidte på Nørrebro. Jeg tror at vores udgifter var større end det som vi fik ind.
De unge siger nej til Stevnsgades Skole. Og det blev dens naboer sikkert glade for. Overborgmesteren bebrejder de unges forsvarsadvokat Knud Foldschack, hvorfor han ikke havde overtalt de unge til at sige ja til dette tilbud. De unge sagde nej til dette tilbud og Foldschack ville miste troværdighed, hvis han pressede de unge.
Samfundet kunne være sparet for en masse penge
I Nørrebro Handelsforening forsøgte vi at gå i dialog med de unge. Det burde kommunen have gjort længe før. Det ville have sparet samfundet for en forfærdelig masse penge. En masse af de gamle butikker havde stadig været her og så havde vi også bevaret en større del af detailhandler – salget på Nørrebro.
Dialog er vigtig
Hvis virksomheden Procasa nogensinde skal bygge på grunden så er et godt råd at gå i dialog med de unge. Nej de skal ikke bare have ret. Men diplomatiske løsninger, hvor de unge får medbestemmelse, er at foretrække i stedet for gadekampe.
Myndighederne var alt for længe om at tage de unge alvorlige. Politiet havde også brugt dialog for at forebygge gadekampe men måtte opgive til sidst.
Det forlyder, at de unge var i dialog med kommunen med henblik på at finde en løsning frem til rydningen af huset i 2007.
Demokrati bygger på love, der skal overholdes
Et demokrati bygger på love, som skal overholdes. I Danmark har vi forsamlings – og ytringsfrihed. Vi kan mødes til demonstrationer og give udtryk for vores holdninger. Vold og ødelæggelser af andre menneskers ejendom hører ingen steder hjemme. Det kan vi hverken kan eller skal vi som samfund acceptere.
Og så er det noget, der hedder ejendomsretten.
Dagen, da Ungdomshuset blev ryddet
Og selve dagen, hvor rydningen fandt sted, var speciel. Vi åbnede tidligt for det var bogudsalg. Fra butikkens køkkenvindue oplevede vi det som en actionfilm med to helikoptere. Efterfølgende kørte ambulancer i pendulfart ned ad Heinesgade.
De unge skreg inde af døren, at vi handlede med uro’ er. Men de unge fik lov til at bruge vores toilet. Vi hørte at de unge truede med ildspåsættelse mod en restaurant længere nede, fordi de serverede morgenmad for de såkaldte uro’ er. Efterhånden lukkede de fleste butikker på Nørrebrogade.
Lukkede 20 min. før tid
Boghandlen var en af de sidste butikker, der havde åben. Nogle af de ansatte var for længst blevet sendt hjem. Medierne samlede sig nu i vores butik. Undertegnede blev filmet med mottoet ”Sådan sælger man bøger”. Indslaget skulle være brugt om aftenen.
Men nu kunne jeg ikke mere bære ansvaret. Tyve minutter før ordinær lukketid bad jeg kunderne blive færdig, for nu ville vi lukke. Det var ikke en særlig populær beslutning hos kunderne. Efterfølgende var jeg glad for den beslutning.
Breaking News af røverier
Om aftenen var alt tv annulleret. Der blev berettet direkte fra Nørrebro med Breaking News. Man så, hvordan de unge røvede Irma og Kvickly og atter engang udøvede hærværk mod de ”kapitalistiske butikker”. Skaderne udgjorde nu millioner af kroner. Hvordan det passede ind i de unges filosofi, begriber jeg ikke.
Kamera – manden ringede hjem privat og spurgte om jeg om mandagen ville stå og kigge på at huset blev revet ned og eventuelt ville tale med nogle af dem, jeg kendte fra Ungdomshuset. Men da sagde jeg godt nok nej. Vi vil gerne bruge medierne, men vi vil ikke misbruges af dem.
Ubehøvlede betjente
De næste dage oplevede man chikane fra politiet. Jeg kan godt forstå, at det var træls at skulle stå en hele nat og bevogte Heinesgade. Men når man kommer trækkende med sin cykel og siger, at man skal på arbejde, skal betjentene ikke være ubehøvlede. De truede med krops – visitering og det, der var værre.
Jeg håber, at der er mange, der har lært af disse kamp-år på Nørrebro. Og så håber jeg også, at vi denne gang har fået nogle af detailhandlens problemer med.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
September 19, 2022
Christiania – en fristad med meninger (1)
Min afdøde kone var en af de første. Den er blevet elsket at hade. Det startede med at et plankeværk blev revet ned. Man ønskede mere grønt og en legeplads. Så tog ”Hovedbladet” fat. Politiet forsøgte at fjerne folk. Danmark blev ”besat” af Nato – tropper. Mange aktiviteter var i gang. Christiania blev repræsenteret i Borgerrepræsentationen. De Juleløses jul. Regnbuehæren, Christiania tabte sagen mod staten. Ny mand i Borgerrepræsentationen. Nedtrapning af misbrugere. Masser af musik. Nyt konsulentfirma og nye ideer. ”Elsk Sverige” Christiania lavede modrapport.
En af de første
Hun var en af de første beboere i Christiania – dengang. Jeg lavede notater hver gang, hun kom med vise ord fra hendes tid i fristaden. Men så døde hun pludselig. Og så opgav jeg simpelthen at lave en artikelserie om stedet. Hun var med til at lave arrangementer i fristaden, Da vi besøgte stedet mange år efter, var hun stadig husket af mange af de ældre.
Jo, det er min afdøde kone – Hanne Bak Sørensen Brodersen, vi taler om. I hendes fortid i fristaden og i Solvognen blev hun bare kaldt for ”Sus”. Hun fortalte en masse om Christiania i begyndelsen.
Elsket at hade
Fristaden Christiania fra 1971 er et alternativ som både højrefløjen og størstedelen af venstrefløjen har elsket at hade siden begyndelsen af dens eksistens. Fristadens historie er broget og lang med mange kampe og nederlag. Mange af dem, som startede eksperimentet, er der ikke mere.
Men drømmen om et liv i frihed og ideen om en beboerstyret by lever stadig. Folk fra nær og fjern følte sig tiltrukket af Fristadens magiske blanding af anarkisme og kærlighed.
En legeplads og noget grønt
Det startede i 1971, hvor en gruppe Christianshavnere væltede plankeværket på hjørnet af Prinsessegade og Refshalevej, lige ved Den Grå Hal. De ville lave have en legeplads til kvarterets børn og lidt grønt at se på.
Samme år viste Charlottenborg en udstilling ”Noget for Noget”, hvor alle slags hippier, flippere og makrobiotikere udstillede sig selv. De solgte deres varer og viste deres kunst, teater, billede og happenings.
Den ældste af vores sønner, Thomas arvede en kasse med 60 Christiania – plakater, dengang. Det var hvis for fugtigt i vores kælder. Nu vidner kun 5-6 indrammede Christiania – plakater om Hanne (Sus) storhedstid i fristaden.
Hovedbladet
I forbindelse med udstillingen blev den alternative avis ”Hovedbladet” udgivet. Den indeholdt bl.a. en artikel om de forladte bygninger i Bådsmandsstrædes Kaserne og en masse ideer til anvendelse af området ikke mindst som boliger for de utallige unge, der ikke kunne få noget sted at bo.
Artiklen resulterede i en massiv indvandring af folk fra nær og fjern. Det skabte et andet liv baseret på fællesskab og frihed. Bådsmandsstrædes Kaserne blev besat. Christiania var født.
Politiet forsøgte at fjerne folk
Politiet forsøgte flere gange at fjerne folk fra området. Men området var for stort og der var for mange mennesker. De måtte opgive. Sagen endte i Folketinget. Christiania indgik en aftale om forbrug af el og vand med Forsvarsministeriet. Man fik et stempel ”Socialt eksperiment”.
Der skulle udskrives idekonkurrence om områdets fremtidige anvendelse. Eksperimentet kunne fortsætte indtil resultatet forelå.
Danmark ”besat” af NATO – tropper.
Allerede et år efter – i 1973 – skiftede regeringen og dermed også den politiske stemning omkring Christiania. Nu skulle området ryddes. NATO holdt topmøde i København det år. Teatergruppen Solvognen fra Christiania iscenesatte totalteater med hundredvis af medvirkende. NATO – hæren besatte Danmarks Radio og forskellige andre nøglepositioner, som om Danmark var besat af NATO – tropper.
I mange timer svævede nationen i uvished om det var nu var rigtigt eller hvad. ”NATO – soldaterne” blev på ægte soldatermanér ekserceret. Om aftenen var der underholdning for de gæve gutter med reven ”Smæk for Skillingen”.
Mange aktiviteter sat i gang
Christiania havde nu organiseret sig i mindre områder – 10 i alt – med lokalt selvstyre. Fællesmødet for alle beboere blev den højeste myndighed. Mens skraldeholdet arbejdede med affaldssortering, var smedjen i gang med at lave ovne af gamle olietønder.
På Loppen var der regelmæssigt musikarrangementer med alt fra tyrkisk musik til amatørrock og traditionel jazz. En mangfoldighed som gik hen og blev stedets kendemærke.
Christiania repræsenteret i Borgerrepræsentationen
Teater og politiske aktioner kom til at præge Christianias første år. Im 1971 stillede 12 små lister op i valgforbundet Valborgs favn til kommunalvalget. Valborg vandt et mandat og det gik til Kvindelisten.
Tine Schmedes tog sit barn med til Borgerrepræsentants – møderne. Da hun begyndte at amme barnet i fuld offentlighed, rejste der sig et ramaskrig. Ikke blot i Borgerrepræsentationen men også i alle landets medier.
De hjemløses jul
Samme år arrangerede Christiania de Juleløses Jul. Solvognes Julemandshær indtog byen og delte gaver ud i stormagasinerne. Til stor glæde for børn og gamle. Naturligvis blev julemændene anholdt. Men billedet af politiet, der slår en julemand, kom i alle landets aviser. Juleløses Jul blev en tradition. Hvert år blev 600 mennesker bespist.
I 1975 endte Christiania som kastebold mellem Københavns Kommune og Staten. Folketinget beslutter til sidst, at området skal ryddes senest 1. april 1976.
Regnbuehæren
I mellemtiden havde Christiania sat en masse ting i sving. Fællesbad, børnehus, affaldssortering og genbrug. Fællesbutikker og værksteder vokser op. Solvognen opfører Elverhøj i Den Grå Hal. Den forestilling skaber opmærksomhed om Fristaden og Christiania mobiliserede kommende konfrontation med staten.
En regnbuehær organiseres. Alle folk er inddelt i farver efter deres funktion. Rød – udfarende kraft. Grøn – mad og forsyninger. Blå – bevidsthedsskabende osv. Alle mennesker i Danmark inviteres til at komme til Christiania. Ca. 10.000 strømmer til. Tidens kendte rockgrupper indspillede en plade til Christiania. Den bliver en enorm salgssucces.
Christiania tabte sagen mod staten
Den 1. april skete der intet. Folketinget havde i sidste øjeblik udsat rydningen. I stedet blev 1. april en kæmpe manifestation af, hvad det alternative Danmark formåede.
Christiania anlagde sag mod Staten for løftebrud. Ifølge en aftale fra 1973 skulle der udskrives en ide – konkurrence om områdets fremtidige anvendelse og indtil da kunne christianitterne blive på området. I 1976 var konkurrencen endnu ikke startet. Retssagen skulle forhindre rydning. Men i 1977 tabte Christiania sagen. Den blev anket til Højesteret.
I 1978 blev sagen også tabt ved Højesteret. Christiania udsendte deres egen støtteplade – Vores Musik. Det var med fristadens egne poeter og musikere.
Ny mand i Borgerrepræsentationen
Christiania mobiliserede igen. En plan var at skaffe hundredetusinde af mennesker til forsvar af fristaden. Man stillede igen op til kommunalvalget. Thorkild Weiss Madsen får en plads i Borgerrepræsentationen.
Folketinget vedtog, at nu skulle området ”normaliseres”. Men det fremgår ikke rigtig, hvordan.
I København drev politiet klapjagt mod junkier og hash-handlere. Samtidig blev heroin for alvor introduceret i Danmark. Det blev tydelig mærket i Christiania, hvor hash-handlen voksede og antallet af junkier steg.
Nedtrapning
Christiania forsøgte samarbejde med politiet om at rense hashmarkedet for junk men snydes af politiledelsen, der i stedet iværksatte en storstilet razzia mod hashpusherne.
Fristadens fællesskab tog nu sagen i egen hånd og iværksatte nedtrapning for junkier og aktioner mod junkpusherne. Det kulminerede i 1979 – 80, hvor der blev gennemført en blokade imod junken. Junkierne fik tilbuddet om nedtrapning eller at flytte. Pusherne blev smidt ud korporligt.
Masser af musik
Der var sorte får. Rockmaskinen blev fra 1978 hjemsted for Københavns spirende punk – scene. Helt frem til 1981, hvor rockerterror satte en stopper for aktiviteterne. Kabaretlivet blomstrede i operaen., Rockmaskinen og Månefiskeren. I 1981 tog en Christiania – Kabaret til Italien – inviteret af bystyret i Modena.
Nyt konsulentfirma og nye ideer
I 1982 satte regeringen konsulentfirmaet Møller & Grønborg til at lave en plan for den fremtidige anvendelse af området, Mens christianitter bygger og bygger, laver haver og får børn, barsler konsulentfirmaet med en rapport, der foreslår Christiania udviklet som forsøgs-by med udstrakt selvstyre.
Elsk Sverige
Samme år får Danmark en konservativt – liberal regering. Der startes med en voldsom hetz mod Christiania. Og denne startes i Sverige. Fristaden anklages for at være Nordens narkocentrum og roden til alt ondt.
Christiania svarede igen med aktionen ”Elsk Sverige”. Christianitter ”indtager” en række svenske byer med optog, kabaret og kunstudstillinger. Det skabte dog forbløffende lidt røre i de svenske medier.
Christianis lavede modrapport
Rent politisk gik Christiania i de næste år i glemmebogen. Der afholdtes støttearrangementer for indianerne ved Big Mountain i USA og Aassiviq – konferencen i Grønland holdes i Den Grå Hal som udtryk for Christianias slægtskab med andre etniske grupper.
I 1987 komme regeringen med en ”Handlingsplan for lovliggørelse af Christiania og myndighederne. Christianias svar var en rapport ”Voila, der godtgør at man selv er i stand til at vedligeholde bygningerne på Christiania.
Kilde:
September 19, 2022
1772 – Selskabet – Barn af oplysningstiden
Forsøg på anmeldelse af ny bog af Klaus Larsen. 1772 var et dramatisk år. Masser af videnskabelige selskaber blev dannet. Struensee var i gang med at rydde op. . J.C. Tode var produktiv og underholdende. Svogeren fra Tønder havde gode forbindelser. Tode skrev masser af afhandlinger. Han døde i dyb fattigdom. I Danmark så man ned på kirurger. København var bestemt ikke kedelig. De mange ideer blev ikke gjort til virkelighed. Syv læger døde i kampen mod koleraen. Medicinen fik endelig sit gennembrud. Bogen giver en glimrende tidsbeskrivelse.
1772 – et dramatisk år
Vi har tidligere anmeldt en bog af Klaus Larsen. Det var om lægevidenskaben. Og denne bog er lige så underholdende selv om man umiddelbar ikke skulle tro det.
Det var en september aften i 1772, hvor en håndfuld københavnske læger stiftede et lægevidenskabeligt selskab. Og dette selskabs betydning rækker helt til vores tid. Ja egentlig hedder selskabet i dag ”Det Medicinske Selskab”. Vi lærer de folk, der stod bag selskabet at kende.
Og så bliver vi ført gennem året 1772. Det var et dramatiske år. Det begyndte med, at kongens livlæge Struensee tog magten. Og så endte det med at denne Struensee måtte lade livet efter flere øksehug, der ikke traf målet. Denne begivenhed har vi tidligere beskrevet i artikler.
Masser af videnskabelige selskaber blev etableret
Bondekoner, fiskerkoner og Amagerkoner kom ind til byen og falbød deres varer. Her var masser af kriminelle, fuldriggere, fidusmagere, tyve, stodder og svindlere. Her var drukkenbolde, ludere, falskmøntnere og vagabonder.
Slagterbodernes varer blev solgt uden for det de daværende sundhedsmyndigheders kontrol, hvis man da havde nogle af den art på den tid.
Der var ikke mange skridt mellem prangende rigdom og dybeste armod. Naturvidenskaben var i fremgang. Derfor blev der dette år stiftet et utal af videnskabelige selskaber.
Det var oplysningstiden, der var forudsætningen for, at lærde selskaber så dagens lys. 1772 var året med stive rangforordninger.
Struensee var i gang med at rydde op
Da det omtalte selskab blev dannet – ja da fik selskabet de seks medlemmer der dannede det. I dag har selskabet 2,231 medlemmer. Og det rigtige navn var Det Medicinske Selskab i København.
Den tyske livlæge var i gang med at rydde op overalt, bl.a. på Københavns Universitet og på Medicinstudiet. Her mente Struensee, at man var håbløs bagud i forhold til resten af Europa. Her var medicinen revet ud af religionens kløer til fordel for en mere rationel og videnskabelig forståelse befriet for forældede, religiøse dogmer og spekulative, teoretiske systemer.
De fleste videnskabelige selskaber der opstod her i andel halvdel af 1700 – århundredet, holdt ikke så længe.
J.C. Tode – produktiv og underholdende
En af stifterne af J.C. Tode var også filosof. Han havde mange ideer og holdninger til samfundet. Han mente, at det ikke var farligt at drikke mange øl. Men man skulle holde sig fra kaffe, The og krydderier.
Tode var både praktiserende kirurg og mediciner. Han var underviser, folkeoplyser, diger, kritiker og forfatter. Han var produktiv og underholdende. Jo han var publicist og skribent.
Svogeren fra Tønder havde gode forbindelser
Unge Tode kom til Tønder, hvor svogeren var amtskirurg. Han var også regimentskirurg i Rendsborg og Tode tog med ham derned. Svogeren havde gode forbindelser og kendte bl.a. Friedrich Wohlert, hofkirurg og en af mændene bag ”Kongelig Frederiks Hospital”. Det var her, Tode kunne fortsætte sin karriere. Men måske mod sin vilje blev han nu fristet af litteratur og teater. Men han fik ansættelse som ”rejse kirurg” hos Frederik den Femte.
I 1765 fik han et rejselegat af en af sine velyndere så han kunne tage til udlandet og uddanne sig til Medicus – en slags ”rigtig” læge. Han tog først til Lübeck og bagefter gik turen til Edinburgh. Og så gik det til sidst til Paris.
Masser af afhandlinger
Tilbage i København igen i 1768 blev han til sin store skuffelse kirurg for fangerne i Stokhuset. Det var nok Kongerigets mest elendige fængsel – nærmest en totur anstalt
I 1769 fik han sin doktorgrad og blev hoflæge. Men det gav ikke rigtig mange penge, så han måtte tage bijobs ved siden af. Og det var læge ved Vartov og Børnehuset.
Tode havde også tid til at udgive diverse afhandlinger.
Tode døde i dyb fattigdom
Men ak. Todes konevar drikfældig og man sagde om hans søn, at han ikke var det store lys. Tode døde i 1806 i den høje alder af 70 år. Det var i datidens tid en høj alder. Som forfatteren skriver:
Under vores tidligere skriverier fortalte vi, at tidligere studerende samlede ind til en gravsten til Tode.
I Danmark så man ned på Kirurger
I 1736 blev der på Købmagergade ansat en barber- kirurg, Simon Crüger med støtte fra kongen. Han oprettede en kirurgskole. Han havde set i Frankrig, hvor kirurger blev uddannet på et anset kirurgisk akademi i Paris. I Danmark blev der modsat Frankrig set ned på kirurger.
Der var skam gode læger og kirurger dengang, De gjorde en stor indsats. Men det var også meget at se til. Pest, malaria, syfilis, kopper, plettyfus og andre smitsomme sygdomme.
København var bestemt ikke kedelig
Som det vil fremgå af andre artikler, var København bestemt ikke kedelig i 1700 – tallet. Her vrimlede det med pakhuse, hvortil der kom varer fra vores kolonier. Det var et eldorado for velhavere med bestemt ikke for de fattige. Man regner med at halvdelen af byens befolkning cirka 35.000 måtte anses for fattige.
De fleste af den kreds, der mødtes hos Tode i september 1772 for stifte Medicinsk Selskab var kommet via kirurguddannelsen til medicinen.
De mange ideer blev ikke gjort til virkelighed
I 1782 fik selskabet lov til at kalde sig Det Kongelige medicinske Selskab. Men de mange ideer og tanker om at reformere universitetet og lægeuddannelsen kuldsejlede ved Struensees fald. I de første årtier af 1800 – tallet lå dansk lægevidenskab hen i dvale. Det var stagneret i selvtilstrækkelighed, selv om lægekunsten uden for landets grænser var på vej til et kæmpe skifte.
Syv læger døde i kampen om koleraen
I juni 1853 var København ramt af en koleraepidemi, som frem til oktober kostede 4.700 københavnere livet. Myndighederne var handlingslammede og det var lægerne også. Det Kongelige Medicinske Selskab igangsatte en indsats for at afbøde epidemien. I de næste måneder arbejdede flere end 100 af byens læger også gennem Lægeforeningen mod Choleraens Udbredelse. For at hjælpe de syge og inddæmmede epidemien.
Syv læger døde af kolera som de pådrog sig under arbejdet.
Medicinen fik sit gennembrud
I maj 1872 fusionerede selskabet med et yngre selskab. Det fik nu navnet DMSK – Det Medicinske Selskab i København. På kort tid forvandlede medicinen sig simpelthen fra den famlende disciplin til en videnskab, der på få årtier skulle opleve det ene gennembrud efter det andet.
Bogen giver en glimrende tidsbeskrivelse
Bogen rummer en underholdende gennemgang af Oplysningstidens værdier og dem, dr ville fastholde de gamle dogmer og bibelens magt. Og en spændende person som vi på vores side har besøgt mange gange – Johan Clemens Tode – er bogens hovedperson.
Bogen er velskreven og underholdende og fuld af historiske detaljer med fascinerende beretninger. Bogen er medrivende og giver en god tidsbeskrivelse. Til tider er historien bagved også dramatisk.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
September 19, 2022
Safari fra Helvede
Forsøg på anmeldelse af Tom Buk – Swienty; Safari fra Helvede
En af hovedpersonerne er Nis Koch. Museumsinspektør gav ideen til forfatteren. Beretninger af Nis Koch var der i forvejen. Berømte personer deltager i bogen. 30.000 Nordslesvigere/Sønderjyder deltog i krigen – 5.000 mistede livet. Forfatteren skrev det meste af bogen i Afrika. Generalen forblev ubesejret. For de 30 sønderjyder tog opholdet hele fem år. De forventede et par måneder. Fængslende fortælling men foregik det virkelig sådan? Bevæger forfatteren sig på gyngende grund. Fra to til fem stjerner.
En af hovedpersonerne var Nis Koch
I året 1915 rejste 30 soldater fra Nordslesvig til Afrika. Hvad skulle de der. Det fandt bogens forfatter ud af. De 30 soldater var udklædt som danske matroser. De var i tjeneste for det Tyske Kejserrige. De var i en hemmelig mission i Tanzania.
Hvem var mændene, der dengang i Første Verdenskrig sejlede med det danske fragtskib Kronborg fra Wilhelmshaven 25.000 sømil til Afrika? Ved Tanga ud for den afrikanske østkyst gik de i land. Hvad oplevede disse mænd? Og hvordan er det gået dem? Hvordan kom de tilbage til Nordslesvig?
En af hovedpersonerne er den 26-årige danske statsborger Nis Kock fra Kegnæs.
Museumsinspektør gav ideen til forfatteren
Det var museumsinspektør Rene Rasmussen, der havde spurgt forfatteren om han nogensinde havde hørt om de 30 soldater, der blev sendt til Afrika. Tom Buk Swienty blev nysgerrig. Det kunne blive en god bog – en krydsning mellem ”Das Boot” og ”Indiana Jones”
Og der forelå åbenbart detaljerede beretninger, Bogen hælder dog mest til Nis Kocks beretninger. Disse beretninger bliver dækket ind af andre tidsvidner.
Beretninger af Nis Koch forelå i forvejen
Der er blevet brugt dokumenter fra Militærarkivet i Freiburg. Også i den engelske litteratur kunne man finde en masse om krigen i Østafrika. Beretningerne af Nis Kock er blevet oversat til engelsk.
Berømte personer deltager i bogen
Det er tale om en hemmelig halsbrækkende operation på et maskeret skib. Royal Navy er lige bag dem. Det er næste for utrolig til at kunne være sandt. Berømte skikkelser som Winston S. Churchill, der dengang var marineminister, medvirker i bogen. Og så er det lige den legendariske general Paul von Lettow – Vorbeck- Han var kendt som ”Afrikas Løve”. Vi kommer meget tæt på et stykke tysk verdenshistorie, som vi ikke kender så meget til i dag,
30.000 Nordslesvigere/Sønderjyder kæmpede for kejseren
Som alle andre mænd i Nordslesvig var også bondesøn, Nis Kock indkaldt til at aftjene sin værnepligt i det tyske kejserrige. Da Første Verdenskrig begyndte, måtte de dansksindede mænd mod deres vilje kæmpe for kejseren. De fleste soldater i Nordslesvig blev placeret ved øst – og vestfronten henholdsvis mod Rusland og Frankrig.
I alt kæmpede 30.000 dansksindede mænd som tyske soldater i Første Verdenskrig. Cirka 5.000 mistede livet.
Skrev det meste af bogen i Afrika
Forfatteren fortæller til Der Nordschleswiger, at han to gange rejste til Tanzania. Anden gang boede han tre måneder på Christian Jebsens farm. Der arbejdede han og skrev det meste af den 400 sider lange bog.
Forfatteren har søgt efterkommere til de nordslesvigske søfolk. Det lykkedes han at genskabe fyrbøderen Nis Kock. Efter fire års research er det blevet til romanen ”Safari fra Helvede”. Det har nu været muligt at rekonstruere og fortælle historien gennem øjenvidneberetninger og erindringer.
Generalen forblev ubesejret
Forfatteren mener også at emnet kunne interessere det tyske publikum. General von Lettow – Vorbeck bliver ikke omtalt som en helt i beretningerne. I England bliver han endnu i dag omtalt som krigsheld. Englænder er kender, at han kunne sit håndværk. Man siger om generalen, at han var den eneste tyske general, der forblev ubesejret under Første Verdenskrig. Og de 30 mand fra Nordslesvig har bidraget til at det forblev sådan.
Ja man kan sige at de 30 mænd har bidraget til at ændre Første Verdenskrigs gang. General von Lettow – Vorbeck havde til sidst en meget lille hær på 1.200 mand. Det var i modsætning til englænderne, der med 200.000 man var efter ham. Den eneste grund til at han var så overlegen var hans ammunition. Og den havde nordslesvigerne sørget for.
Et engelsk udtryk
Nis Kock har hele tiden anvendt begrebet ”Safari fra helvede”. Udtrykket kommer fra det engelske, hvor man for eksempel siger:
Det tog hele fem år
Hvad de 30 personer kun troede ville tage et par måneder kom til at tage fem år. Ja det var et eventyr og en enorm spionhistorie. Forfatteren selv er imponeret over, hvad de har udholdt. En del af dem døde undervejs. Nis Koch er en sejlivet sønderjyde, der bevarede sin humor og lune. Under de mest vanvittige forhold. Han hilste på de andre nordslesviger/sønderjyder med ”Mojn” midt inde i junglen.
Fængslende, men foregik det virkelig sådan?
Selv kalder forfatteren sin bog en rigtig ”drengerøvshistorie”. Ja egentlig er det også en kærlighedshistorie. Da Nis Kock bliver sendt afsted, er han lige blevet gift og de har fået et barn.
Bogen er fængslende. Man kan have svært ved at tro, at hændelserne er foregået.
Bevæger forfatteren sig på en gyngende grund?
Bent Blûdnikow fra Berlingske Tidende er ikke så begejstret for bogen. Han synes, at Tom Buk – Swienty bevæger sig på en gyngende grund. Det er svært at bedømme om det er fiktion eller dokumentarisme. Sproget fra eksisterende kilder er omskrevet. Og så savner Berlingske – anmelderen noter.
Fra to til fem stjerner
Ja egentlig tænkte undertegnede på det samme, da han læste bogen. Ofte er fiktionen lettere at bruge, når man ikke lige har fået det afgørende bevis i sin søgen. Men har Nis Kock oplevet alt det han har skrevet eller er noget af det også fiktion.
Berlingske Tidende giver kun to stjerner. Kristeligt Dagblad giver fire stjerner mens Jyllands Posten giver fem stjerner og det gjorde Weekend Avisen hvis også. Og her på redaktionen vil vi give fire stjerner. Vi mener, at bogen burde være skrevet udelukkende som dokumentation.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
September 19, 2022
Hvilke artikler læser man på dengang.dk
Vi kan ikke huske, hvornår vi startede med hjemmesider. Vi var i hvert fald i gang i 2007. Dengang.dk har eksisteret i tre versioner. Desværre har vi først haft tæller på siden midt i 2016. Flere gange har vi været smidt ud af Facebook. Og mere eller mindre er vi også smidt ud af diverse grupper på Facebook. Vores motto er at sprede sandfærdig historieformidling. Men det kan godt være svært, når man ikke følger flertallet. Med 1.874 artikler i 16 kategorier er der noget at vælge imellem. Gennem tiden har diverse forfattere gjort brug af vores artikler med kildeangivelse. Men det er sandelig også dem, der brugt vores artikler med en anden forfatter. Vi sat vores tæller i gang for at finde de mest populære artikler siden midt i 2016. Vindertitlen fik over 10.000 besøgende. Og så skulle man for at komme ind på plads 100 have ca. 2.000 besøgende. Vi laver en tilsvarende liste hver måned. Den finder du under Nyheder.
Vi var i Gang allerede i 2007
Hver måned laver vi en hitliste over de mest læste artikler på dengang.dk. Vi kigger på de mest populære kategorier, Dem har vi som bekendt 16 stk.af.
Her vil vi lave det vi kalder ”Alle Tiders Top-100”. Men det er snyd. For vores hjemmeside er i dag 3. version. De to første havde vi ikke tæller på. Og vi fik først en tæller på denne side engang i løbet af 2016. Allerede i 2007 var vi i gang.
Vores reelle besøgstal på www.dengang.dk er væsentlig højere. Gad godt nok vide hvor mange millioner det reelle tal lyder på?
Facebook lukket land flere gange
Og i perioden indtil nu har Facebook været lukket land for os flere gange. Godt nok går mange ind på vores hjemmeside via Google, men vi kan se at log in via Facebook efterhånden udgør 48 pct.
Men vores grundlag for vores Top – 100 er 1,7 millioner besøgende. Og fra overhovedet at komme i betragtning i Top – 100, skal du nærme dig 2.000 besøgende. Det er der mange nye artikler, der ikke gør.
De nyeste artikler på Top – 100
For sjov skyld bringer vi numrene på artiklerne, så kan du nogenlunde finde ud af, hvor gamle artiklerne er. Som det kan ses, er artikler med koder som 6 – 7 – 8 – 9.000 slet ikke repræsenteret.
De nyeste artikler er:
Hvis du nu vil finde en speciel artikel og lave et link, sætter du bare dengang.dk/artikler foran.
Normalt kigger vi på, hvilke byer, der mest læser dengang.dk, men det springer vi over denne gang. Det har nok ikke ændret sig meget fra sidste måned.
Siden 2016 er der sket ting og sager på Facebook som kan have betydning for Hitlisten. Vi er mere eller mindre smidt ud eller selv gået ud af flere grupper. Sådan noget har også stor betydning for seerantallet.
Vinder artikel har over 10.000 besøg
Og det er så værd at huske, at Vinder – artiklen er nået 10.000 besøgende. Og den artikel har vi redigeret og nyskrevet. Det gælder også for placering nr. 32, Begge artikler er samlet i en fælles artikel. Og denne artikel har endnu ikke opnået at komme i Top – 100. Vi gør selvfølgelig opmærksom på at en ny-redigeret artikel er skrevet.
Den store forskel på denne hitliste og den månedlige er selvfølgelig antallet af besøgende. På den som vi hermed bringer, ja da har de nye artikler ingen chance.
Det er tydeligt, at nogle af vores artikler ligger permanent inde på en hjemmeside med link til vores. Det er også fint nok. Men vi oplever ofte at vores artikler bliver brugt med et andet forfatternavn.
Man må gerne bruge vores artikler med kildehenvisning. Og det gør mange – også professionelle forfattere.
Nu er der 1.874 artikler
Du kan nu vælge mellem 1.874 artikler i de 16 kategorier. Og når vi nu f.eks. sætter kryds bag ved, betyder det at du kan det antal artikler, der er opgivet efter krydset blandt andre kategorier. Artiklerne blev skrevet inden vi havde oprettet den pågældende kategori:
Alle Tiders Populære Kategorier (1,7 millioner besøgende)
Reglerne er sådan, at en kategori får et point, hver gang den har en artikel inden for Top – 100. Er det til sidst to, der har samme pointtal, så er den med den bedste placering, der vinder.
Indlemmelse, Afståelse, Genforening 0
1864 og De Slesvigske krige 0
Industri på Nørrebro og Nordvest 0
Grænsen er overskredet
Akeleye slægten 0
Alle Tiders Mest Læste (Top-100) (Siden midt i 2016 – 1,7 mio.)
Og så var det nogle artikler, der næsten nåede det:
September 15, 2022
Hvordan var det lige med Danmarks neutralitetspolitik?
Er vores historiefortælling korrekt? De nationale historier lever endnu. Var det Danmarks dygtigere politikers skyld, at ”vi klarede det så godt”. Militærordningen var unødvendigt pengespild, sagde De Radikale. Det var ikke Danmarks forsvarsindsats, der reddede vores neutralitet. Omkring 1970 kom et tillæg til uddannelsen. Hvorfor får vi ikke justeret vores historiefortælling. Det danske militære beredskab havde en afskrækkende effekt. Men det vidste politikerne ikke, Tyskerne havde ikke tropper nok til en nordfront. Vi kunne have afvist tyskernes krav men hvad så? Flådechefen anbefalede minelægning. Oppositionen henviste til folkeretten. Christian den Tiende menter, at han havde en aftale. Danmark lagde en masse miner. Miner kunne være farlige, Briterne var orienteret fra starten. Den tyske gesandt truede kongen. Zeppeliner kunne komme i tale. Munch satsede bevidst på at reducere vores modstand. Det var held, der reddede Danmark gennem Første Verdenskrig og neutraliteten. Usundt grundlag for politik, når man undlader eller retter på sandheden i historiefortællingen.
Er vores historiefortælling korrekt?
Er vores historiefortælling altid korrekt gengivet. Tag nu bare Danmark og neutralitetspolitikken under Første Verdenskrig.
Det var ingen, der havde regnet med at krigen skulle vare så længe og udvikle sig til en totalkrig. Der opstod forskellige fortællinger, hvis hovedformål var at forstå historien.
I Tyskland blev fortællingen bevidst udviklet for at anfægte grundlaget for fredsforhandlingerne. Det betød en revision af krigens resultat. Denne revision kom så til udtryk ca. 20 år senere.
Den tyske fortælling kom til at påvirke fortællingerne i USA og specielt i Storbritannien. Her havde man efter 10 år forladt krigstidens solidaritet med Frankrig.
De nationale historier lever endnu
For Storbritannien var tabet af menneskeliv, rigdom samt imperiets fremtid så dramatisk, at man til tider har kaldt deltagelse i krigen som det 20. århundredes fejltagelse. I Frankrig forudså man en kommende krig mod Tyskland.
I Rusland blev krigen opfattet som et pinligt og ydmygende forspil til revolutionen. Og i Tyrkiet blev krigen forklaret som en tragisk fase på vejen mod en entydig etnisk tyrkisk kontrol med det anatolske kerneland.
Var det Danmarks dygtige politikeres skyld?
Bortset fra den tyske fortælling lever disse nationale historier endnu.
Den danske fortælling er endnu ikke blevet antastet. Danmark undgik at komme med i den frygtelige krig. Danske søfolk døde. Vi blev ramt økonomisk. Presset på samfundet kom da tyskerne genoptog den uindskrænkede u – bådskrig i 1917.
Danmark undgik også de alvorlige revolutionære krampetrækninger. Det var vel mest i Tønder og Sønderborg. Dette prægede ellers situationen i mange lande.
Og så kom Sønderjylland til Danmark på en måde så vores store nabo mod syd ikke blev vrede på os.
Den danske fortælling fortæller os, at det var landets dygtige, radikale regering, der ved sin fleksible og balancerede neutralitetspolitik på det udenrigske og handelspolitiske område manøvrerede landet sikkert gennem den europæiske katastrofe.
Militærordningen var unødvendigt pengespild, sagde De Radikale
Generalerne havde ved krigens begyndelse indkaldt en stor militær beredskabsstyrke – Sikringsstyrken.
Den radikale mindretalsregering havde lovet loyalitet at forsvare forsvarslovene af 1909, De havde ellers erklæret militærordningen som unødvendigt pengespild. Men partiet havde i 1910 tabt et valg i forsøget at få lovene ændret.
Det var ikke Danmarks forsvarsindsats, der sikrede os neutraliteten
Det var ikke en forsvarsindsats fra 1914, der sikrede Danmarks neutralitet. Regeringen forsøgte i stedet at begrænse antallet af indkaldelser. Man havde lært af 1864:
Det lykkedes i sidste del af krigen at få gennemført en demokratisk grundlovsreform, der blandt andet gav kvinderne valgret.
Omkring 1970 kom der et tillæg til vores fortælling
Omkring 1970 blev den danske fortælling suppleret med historien om, hvordan den danske regering 5. august 1914 smart håndterede tyske krav om at minere de danske stræder.
Problemet med denne fortælling er, at den ikke en gang er tilnærmelsesvis er tæt på sandheden. Og på den måde blev Danmark faktisk inddraget i krigen.
Hvorfor får vi ikke justeret vores historiefortælling?
Og for at finde sandheden skal du ikke gå til de danske arkiver men de udenlandske. Det er nok derfor vi ikke kan få justeret den rigtige historiefortælling. At få forståelse for en ny historiefortælling er også svært.
Vi kender det selv her på siden. Også vi har været i udenlandske arkiver og fundet en helt anden version af historien.
Det danske militære beredskab havde en afskrækkende effekt
Neutraliteten var robust. Men i mindst et tilfælde spillede udenrigsministeriet bevidst på fiktionen om ustabilitet.
Det danske militære beredskab havde en afskrækkende virkning på tyskernes militære planlægning mod Danmark. Men det kunne regeringen ikke se. Og derfor kom det til at undergrave afskrækkelsen.
Neutraliteten var i særlig to situationer alvorligt truet under krigen. Regeringen vidste det godt, men de handlede ikke derefter. Dette indgår heller ikke i fortællingen.
Tyskerne havde ikke tropper nok til en Nordfront
Dansk neutralitet var robust, fordi den tyske hær allerede i 1905 havde fået kejseren til forstå, at man ikke havde tropper til en Nordfront, når man både skulle kæmpe mod russerne og franskmændene.
Det måtte den tyske flåde modstræbende acceptere – en flåde kan ikke besætte et land.
Så længe Danmark ikke tillod Tysklands fjender at anvende dansk territorium efter en landsætning i Jylland eller indtrængen gennem stræderne til Østersøen var neutraliteten sikker.
Det var ikke nødvendigvis Erik Scavenius, der reddede os gennem krigen
Det var ikke Erik Scavenius dygtige indsats og gode forhold til den tyske gesandt, der reddede Danmark gennem krigen.
Kunne vi have afvist tyskernes krav – men hvad så?
Danmark kunne have afvist gesandtens henstilling den 5. august 1914 om at minere stræderne med korrekt henvisning til, at det ville være et neutralt brud med den fællesnordiske neutralitetserklæring og danske traktatmæssige forpligtelser med hensyn til at holde stræderne åbne.
Men Peter Munch – den danske fortællings hovedforfatter vidste ikke det, hvad vi ved i dag.
Flådechefen anbefalede minelægning
Flådechefen, viceadmiral O. Koefoed – Hansen anbefalede kraftigt, i overensstemmelse med søværnets sømilitære strategiopfattelse, at det var nødvendigt at udlægge miner og spærre de danske stræder.
Oppositionen henviste til Folkeretten
Den Radikale regering støttet af Socialdemokratiet lod sig overbevise af den sømilitære opfattelse. Oppositionen derimod var ikke tilhænger af en minespærring, idet man mente, at den ikke var i overensstemmelse med folkeretten og de internationale aftaler. Christian den Tiende Var derimod tilhænger af projektet, Han sendte også straks et telegram til sin fætter, den engelske konge.
Christian den Tiende mente, at han havde en aftale
Det går en historie om at Christian den Tiende havde en aftale med en flådeadmiral om at udlægge minerne uden at aktivere dem. Uden at regeringen vidste det. Og meddelelsen herom gav han under hånden til sin fætter, den britiske konge. Men flådeadmiralen mente nu ikke, at det var sådan en sådan aftale og minerne var aktiveret.
De krigsførende magter i farvandet omkring Danmark udlagde miner. Mange af dem rev sig løs og strandede på de danske strande.
Danmark lagde masser af miner
Den 4. august 1914 erklærede England Tyskland krig, Allerede 10 august var Storebælt armerede med kabelminer, Det viste sig hurtigt at dele af det danske minemateriel var ubrugeligt. Storebælt gav genlyd af eksplosioner fra miner som helt umotiveret gik af. De blev efterhånden udskiftet med de mere stabile hornminer,
Allerede den 5. august udlagde den tyske flåde 243 miner syd for Langeland og 12 miner ved den sydlige indsejling til Lillebælt.
Minerne kunne være farlige
De tyske og russiske miner var farlige. Hele 74 pct. af de tyske miner, som flåden kom i kontakt med, var armerede. Desarmeringen af de tyske minder var ofte forbundet med betydelig fare i det ledningerne til tændingsmekanismen var skjulte af muslinger og planter, der havde sat sig fast på minen.
En drivende mine gav i dusør – 300 kr., mens strandede miner kun gav 10 kr. Ofte blev minerne bragt sprængning ved beskydning.
Ulykker kunne ikke undgås. Den 14.december 1918 sejlede torpedobåden ”Sværdfisken” på en mine agterskibs under minestrygning af et tysk minefelt ved Lolland. Otte mand mistede livet.
Briterne var orienteret fra starten
Briterne ville sikkert have opfattet det som neutralitetsbrud og en tysk – venlig handling. Så kunne de opfatte Danmark som fjendtlig. Og så ville det kun være et spørgsmål om tid, inden man mærkede britiske repressalier. Men briterne var orienteret om minelægningen fra starten ligesom de vidste, hvor de lå.
I eftersommeren 1916 var regeringen truet på grund af mangelfuld orientering af Rigsdagen om forberedelser til salg af de Vestindiske Øer.
Den tyske gesandt truede kongen
Scavenius lod den tyske gesandt tro, at et regeringsskifte ville skabe alvorlig risiko for en ny politisk kurs. Dette var dog ikke korrekt. Men disse udtalelser fik tyskerne til at forny deres krigsplaner mod Danmark.
På dette grundlag truede gesandten Christian den Tiende til at bevare Scavenius i regeringen. Efter gesandtens brutale behandling var kongen parat til at tilbyde Scavenius statsministerposten. Forløbet sikrede den radikale regerings fortsættelse med tysk støtte.
Fortællingens andet problem var at de danske forsvarsforberedelser faktisk påvirkede Tysklands militære planlægning.
Tyskerne var bange for at miste krigsskibe i Danmark
Da den tyske flåde i 1916 fik lov til begynde krigsplanlægning mod Danmark igen, betød de store kystforter op Sydamager med det store minefelt i Køge Bugt at man opgav at bombardere den danske hovedstad med tungt skibsartilleri. Man anså, at der ville være stor risiko for at miste kostbare slagskibe.
Zeppeliner kunne komme i spil
I stedet måtte man planlægge bombardement fra flådens zeppeliner og en lille håndfuld ineffektive vandflyvere. Gad vide om, zeppelinstationen i Tønder var med i disse planer. Dette var en trussel, som det danske værn havde erkendt og som man arbejdede hårdt på, at undgå.
I Tyskland håbede man på at de danske styrker ville gøre modstand, hvis de britiske styrker landede i Jylland eller søgte mod stræderne.
Munch satsede bevidst på at reducere vores modstand
Men forsvarsminister Peter Munch arbejdede systematisk og bevidst på at reducere danske muligheder for at gøre modstand. Dansk militær måtte ikke bidrage til at landet blev ødelagt.
Man skulle kun protestere og erklære sig fortsat neutral. Da regeringen i 1916 – 1917 blev klar over den øgede tyske militære interesse for Danmark, standsede Munch alle nye Feldtbefæstnings – arbejde.
Han standsede også anskaffelse af nyt forsvarsmateriel og udbygning af Københavns Kanonluftforsvar. Hvordan han kunne set står hen i det uvisse for hermed øgede han muligheden af en tysk besættelse.
Det var held, der reddede Danmark
Mon ikke vi kan fastslå, at det var held, der redede Danmark for at blive inddraget i krigen. I oktober 1917 forberedte briterne en kort flådeoperation ind i Østersøen. I foråret 1918 ville det truende allierede nederlag i Frankrig næsten med sikkerhed have nødvendiggjort en allieret inddragelse af Norge i den fortsatte krigsførelse fra den planlagte flådebase ved Stavanger. Dette ville have udløst en besættelse af Jylland.
Fortællingen ignorere, at regeringen kom med væsentlige indrømmelser
Fortællingen ignorerer at regeringen erkendte truslerne og kom med væsentlige indrømmelser, der skulle reducere risikoen for besættelse ved en misforståelse.
Fortællingen udelod også at Danmark i foråret 1916 sammen med Tyskland havde lukket Øresund for britiske undervandsbåde på vej til Østersøen.
Og man har heller ikke fortalt, at Danmark endvidere fra vinteren 1918 leverede den danske flådes situationsbillede fra farvandene videre til Tyskland.
Det fortælles heller ikke at man efter tysk pres fik afløst den danske hærs generalstabschef med en tyskvenlig officer.
Det havde været nyttigt for den efterfølgende danske forståelse for landets situation, hvis disse forhold var kommet med i fortællingen.
Usundt grundlag for politik
Jo det var Peter Munch, der også var historiker, der skrev den danske version af historien. Som alle andre myter er den imidlertid et usundt grundlag for politik.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
September 5, 2022
Flugten fra arresten i Aabenraa
Jens Knudsen trak sin kniv. Øje for Øje – Tand for Tand. Hertugen beordrede liget udleveret. Under streng bevogtning. Pligt til at borgere skulle deltage i vagttjeneste. Vagtmandskabet gik tidligere end planlagt. Konen beordrede manden tilbage. Jens Knudsen var flygtet. Vægtere og vagtmandskab arresteret. En ny mistænkt. Vægteren virkede forvirret. Hertugen beordrede pinligt forhør. Torturinstrumenter lå frit fremme. Jens Knudsens brødre blev arresteret. Byfogeden lod sig ikke bestikke. Morderen anholdt ved Randers. Detaljeret tilståelse. Låsen blev nøje undersøgt og nøgler lavet om flere gange. Erik Vægter lovede Jens Knudsen lig-skjorte. En række tyverier blev tilstået. Skæbnen var beseglet. Liget sendt til Kiel.
Han trak sin kniv
Jens Knudsen var en forhærdet vaneforbryder. Han havde i mange år hovedsageligt ernæret sig ved tyveri rundt om i Sønderjylland. Han for længst moden til galgen. Hans hidsige sind kendte ikke til hæmninger. Det kom til at afgøre hans skæbne.
Gamle rets-dokumenter beretter om Jens Knudsens tragedie. Det giver os også et interessant billede af forhold og tilstande af retsvæsnet i Aabenraa i 1600 – tallet.
Jens Knudsen traf søndag den 25. juli 1669 Terkel Hansen fra Brunde på gaden i Aabenraa. Af en eller anen ukendt grund så Jens Knudsen sig vred på Terkel Hansen. Sammenstødet endte med, at Jens Knudsen i hidsighed trak sin kniv og stødte Terkel Hansen ned.
Øje for Øje – Tand for Tand
Ugerningen skete hen på eftermiddagen og moderen blev straks overmandet af folk i gaden. Man fik alarmeret byens gamle veltjente vægter Andreas og hans yngre kollega vægter, Erik.
Nyheden om det morderiske overfald bredte sig som ild i strå i den lille by og et anseeligt følge af nysgerrige fulgte de to vægtere, da med morderen imellem sig førte ham til rådhuset.
Tidens retsvæsen var bestemt ikke blødsøden. Man fulgte den gamle jernhårde lov:
Det vidste Jens Knudsen. Uden for rådhuset fik han øje på byens kag. Det var symbolet på den straffende retfærdighed, inden vægterne puffede han ind ad døren til rådhuset. Da han lidt senere blev låst inde i rådhuskælderen, gik det op for ham, at han havde fortrudt sit liv.
Hertugen beordrede at liget skulle udleveres
Terkel Hansen døde tidligt tirsdag morgen. Jens Knudsens kniv havde ramt ham i nærheden af hjertet. Byens borgmester Carsten Hagensen ville dog ikke udlevere liget til enken. På hendes vegne klagede amtmand Henrik von Brockdorff. Det hjalp. Den 2. august udstedte Hertugen en ordre om at udlevere liget til Terkel Hansens enke lige som han gav myndighederne i Aabenraa påbud om at straffe morderen efter loven og statuere et eksempel til skræk og advarsel.
Under streng bevogtning
Jens Knudsen blev sat under streng bevogtning. Man var klar over, at en mand som ham ville benytte den første lejlighed til at flygte. Man nøjedes derfor ikke med at dreje nøglen om i låsen til cellen. Nej han blev bevogtet både dag og nat.
Om dagen holdt vægterne Andreas og Erik skiftevis øje med cellen. Hver nat måtte fire borgere møde og overtage bevogtningen fra kl. 8 om aftenen til kl. 4 om morgenen, hvorefter vægterne afløste dem.
Pligt at borgerne skulle deltage i vagttjeneste
Denne vagttjeneste var en pligt, der gik på omgang blandt borgerne. Kvinderne måtte også tage deres tørn. Men naturligvis var ingen begejstret for disse nattevagter. De der havde råd til det, betalte andre til at overtage deres vagt.
Trods dette bevogtningsapparat lykkedes det alligevel Jens Knudsen at flygte. En morgen var cellen tom og moderen borte.
Jens Knudsen flygtede
Jens Knudsens flugt vakte det største røre i Aabenraa. Mens jagten efter moderen satte ind, blev der indledt en omfattende undersøgelse for at få opklaret, hvorledes flugten kunne være iværksat og hvor ansvaret skulle lægges.
Amtsskriver Caspar von Saldern, den senere borgmester, sendte Hertugen en udførlig beretning om de omstændigheder, der knyttede sig til flugten.
Vagtmandskabet gik tidligere end planlagt
De fire personer, der havde vagt ved cellen den pågældende nat var klejnsmed Hans Jørgensen Troll, hvis kone først på aftenen havde holdt sin mand ved selskab i fængslet. Den 20 – årige skomagerlærling Christen Lassen, der havde vagten for sin bror, Espen Larsen, Marie Smit, som holdt vagt efter tur, og Knud Sørensen, der var betalt stedfortræder for Christian Holladt.
Det må have været så som så med fængselsreglementet, for kl. 4 om morgenen, tidligere end sædvanligt, havde den samlede vagt uden videre forladt fængslet. Inden de gik, havde Troll råbt ind til Jens Knudsen at nu gik de hjem.
Troll undersøgte låsen til celledøren og fandt den i bedste orden. Så forsvandt vagtmandskabet, idet de råbte ”God Morgen” ind til morderen. På det tidspunkt var fangen i cellen. Vagten havde nemlig hørt ham sige: ”I morgen får jeg min dom”. Ingen af vægterne var endnu mødt til afløsning.
Konen beordrede manden tilbage
Da Troll kom hjem, blev hans kone betænkelig ved at høre, at vagten var gået, inden vægterne var kommet til stede. Hun fik sin mand til at vende tilbage til Rådhuset.
Bevæbnet med sin økse tog han afsted igen. Ved siden af Rådhuset boede Elsebe Taysen. Hun var ude på gaden, da Troll kom igen. I største ophidselse fortalte hun ham, at moderen for et øjeblik siden var passeret gennem gården til hendes hus.
Vægtere og vagtmandskab arresteret
Borgmester Haagensen og de nærmest boende af Rådets medlemmer blev underrettet o0m fangens flugt. De begav sig om morgenen kl. 6 til fængslet. De fastslog, at skønt låsen til cellen ikke var brudt op, var Jens Knudsen alligevel borte.
Vægterne Andreas og Erik samt de fire nattevægter blev arresterede. Erik, der var den yngste af de to by-vægtere havde været i byens tjeneste i 14 år. Han havde i de sidste 13 dage før flugten haft nøglen til cellen og havde givet fangen mad.
En mistænkt
Under den første afhøring tilstod han, at en mand ved navn Jes Drache, der enten var beslægtet med morderen eller ven med ham og hans familie, var kommet til vægteren uden for borgmester Haagensens hus og bedt ham om skaffe ham lejlighed til at tale med morderen.
Vægter Erik, der mente, det nok kunne gå an, havde givet sin søn nøglen, så han kunne lukke Jes Drache ind. Drache havde en tid været alene med fangen i cellen. Vægteren oplyste desuden, at den nat, da flugten fandt sted, havde moderens hustru og bror boet hos Jes Drache. Dette udsagn resulterede i, at Drache også blev arresteret.
Pårørende ville tale med vægter
Ved et af de følgende forhør indfandt Hans Jessen fra Brunde sig. Han var gift med den myrdedes søster. Han ønskede at få lejlighed til at tale med Erik Vægter i øvrighedens påhør. Afhøringen fandt sted i Rådstuen. Her sagde Jessen, som det hedder sig i von Salderns indberetning ”lige i ansigtet på Erik Vægter” at han dagen før Jens Knudsens flugt havde talt med vægteren. Som de havde sagt, at endnu i dag ville han give fangen mad, men i morgen ville han lade ham løbe ud på heden.
Vægteren optrådte forvirret
Vægteren nægtede til at begynde med alt. Til sidst måtte han dog indrømme at han havde ytret sig sådan, men han havde blot sagt det i spøg. Myndighederne lod sig dog ikke føre bag lyset.
Vægteren havde vaklende udsagn og en forvirret optræden. Han holdtes fortsat i arrest, bl.a. fordi man på Gottorp havde ønsket selv at afhøre de implicerede i sagen. Dette ønske var foranlediget af, at den myrdedes hustru og øvrige familie havde besværet sig over for Hertugen, fordi Rådet ikke med den ønskelige iver lod den undslupne morder forfølge. Og så mente man at det gik alt for langsomt med at finde ud af, hvem der lod morderen undslippe.
Hertugen beordrer ”Pinligt forhør”
Vi hører ikke om, hvordan disse forhør var forløbet. Men vi erfarer at Hertugen den 15. november beordrer at Erik Vægter og Jes Dracjhe skal underkastes ”Pinligt forhør”. Her skal byens skarpretter ved hjælp af tortur presse en tilståelse ud af dem.
Allerede den 22. november skal denne uhyggelige forestilling finde sted på Rådhuset. Borgmester og Råd var forsamlet Skarpretteren var mødt op med sine remedier – tommelskruer og andre prøvede remedier.
Torturinstrumenter lå frit fremme
Alle remedier lå frit fremme til de anklagedes store skræk. Erik Vægter var den første der blev præsenteret for denne udstilling. Og til denne hørte også ”Den pinlige stok”. Den skulle bruges på vægterens rygstykker. Vægteren gav sig dog ikke så let ved synet.
Til at begynde med gav han den som ”Ridderen af den bedrøvelige skikkelse”. Han klagede sig ynkeligt og bedyrede med vemodig stemme, at han var uskyldig og bad om nåde og betænkningstid. Men ynkeligheden gik af ham, nu var det raseri.
Vægteren var blevet bedt om at gå til Jes Drache for at få en ende på hans sag. Om to dage skulle han sige fra morderen ville der blive bragt 40 Rigsdaler til Draches hjem.
Det eneste, Erik Vægter nu ønskede, var at en af morderens brødre, der boede i Havsted i Tønder Amt ville blive arresteret. Han kunne sikkert give gode oplysninger i sagen. Mere kunne han ikke sige, selv om bøddelen skar ham i stykker.
Rådet vedtog at lade vægteren slippe for tortur indtil videre, hvorefter han førtes ud.
Nu var det Jes Draches tur
Nu kom Jes Drache ind og blev præsenteret for bøddelens torturinstrumenter. Han henviste ligeledes til morderens bror. Han hævede at denne vidste besked om hele sagen. Det som Drache havde talt med morderen om i cellen, kunne enhver have hørt. De 40 Rigsdaler havde han hverken ønsket eller modtaget. Han svor på, at han ikke kendte til fangens flugt.
Torturinstrumenterne gjorde intet indtryk på ham. Han var en hårdnakket mand. Også han slap for at komme under videre behandling af bøddelen.
De to brødre blev arresteret
Den 25. november 1669 udstedte Hertugen en arrestordre mod morderens to brødre. Samtidig fik borgmesteren i Aabenraa ordre til foreløbig men mod kaution at løslade Erik Vægter og Jes Drache.
Begge skulle føres til Tønder for at stilles over for brødrene Knudsen af hvilken den yngste Christen Knudsen blev sat i fængsel. Amtmanden for Tønder Amt havde mod kaution ladet den ældste bror, Hans Knudsen forblive på fri fod. Med den begrundelse at han var en gammel og meget svagelig mand, der gik på gravens rand. Dette skete den 7. december.
Drama i Amtshuset i Tønder
Få dage forinden den 3. december oplevede man et nyt drama i sagen på Amtshuset i Tønder. For retten mødtes Jes Drache og Erik Vægter med brødrene Christen og Hans Knudsen. Men det lykkedes ikke for myndighederne i Tønder at hæve noget af den mystik, der omgav moderen Jes Knudsens flugt. Begge brødre holdt på at de ikke kendte det mindste til sagen.
Efter Erik Vægters forklaring havde morderens hustru sammen med Hans Knudsen fra Fogderup dagen før flugten været i Jes Draches hjem, hvor man havde talt om muligheden for at hjælpe Jens Knudsen.
Dennes hustru og Hans Knudsen havde om aftenen spurgt Jes Drache, hvad han skulle have for sin umage med besøget i fængslet. Det skulle han ikke have betalt, sagde han. For Jens Knudsen var det ikke andet at gøre end at berede sig til døden og skaffe sig et lagen og en kiste.
Byfogeden lod sig ikke bestikke
Christen Knudsen skulle også have sagt, at han ville pantsætte al sin ejendom, blot han kunne få sin bror på fri fod. Dette benægtede begge brødrene blankt. Hans Knudsen påstod derimod, at Jes Drache havde budt byfogeden i Aabenraa 12 Rigsdaler for at låne ham nøglen til cellen, så han kunne hjælpe fangen ud. Byfogeden var dog ikke interesseret i at tjene disse penge!
Lod opklaringen vente på sig?
Hans Knudsen erklærede til sidst på sine egne og sin brors vegne, at de ikke hverken havde set eller talt med deres bror siden hans flugt, lige som de ikke havde ydet ham nogen form for hjælp til flugten.
Med dette negative resultat sluttede retsmødet i Tønder. Det så nu ud til at en opklaring lod vente endnu længere på sig. Men det viste sig nu ikke at være så fjern.
Morderen anholdt ved Randers
I dagene ind under jul indløb der meddelelse fra Aabenraa til Hertugen om, at morderen var fanget oppe ved Randers. Sent om aftenen 22. december blev morderen ført til Aabenraa og nu indsat i fængslet på Brundlund Slot. Disse fangekældere havde man åbenbart mere tillid til end cellerne på Rådhuset. Caspar von Saldern kunne meddele, at fangen var lagt i jern.
Detaljeret tilståelse
Tidligt om morgenen Lille Juleaftensdag besøgte von Saldern fangen og talte med ham i al venlighed. Under samtalen brød morderen sammen. Uden nogen påvirkning fra von Salderns side gav han en detaljeret tilståelse af, hvordan han var blevet hjulpet med at flygte.
Det var udelukkende hans hustru og de to brødre, der havde hjulpet ham, Pastor Nicolaj Clausen i Oksbøl havde gjort alt, hvad der stod i hans magt for at hjælpe ham, men han havde dog kun foretaget skriftlige henvendelser til borgmester Hagensen og Jes Drache, ligesom han havde lovet at være familien behjælpelig med penge, hvis det var nødvendigt.
Efter at morderen havde aflagt tilståelse, skildrede han beredvilligt, hvorledes hans familie havde gennemført hans befrielse. Det må siges, at de har gået systematisk til værks.
Låsen blev undersøgt
Jens Knudsen havde først undersøgt låsen til cellen. Så tegnede han gangene i låsen på et stykke papir. Dette havde han afleveret til sin kone, da hun besøgte ham. Desuden havde hun også haft lejlighed til med papir at tage aftryk af låsen, mens Erik Vægter på hendes foranledning var gået i byen efter brændevin.
Papirerne havde konen afleveret til sin svoger Christen Knudsen som havde bragt dem til en mand, de har kendt godt og kunne stole på. Smeden lavede på grundlag af papirerne seks forskellige nøgler, som Knudsen bragte til sin svigerinde i Aabenraa.
Nøglerne måtte laves om flere gange
Da Jens Knudsens hustru næste gang aflagde besøg i fængslet, sørgede hun for at å Erik Vægters søn, der da var til stede, bort et øjeblik, hvorefter hun prøvede nøglerne. Første gang duede ingen af dem.
Christen Knudsen måtte igen afsted til Knivsig og få nøglerne ændret. Denne rejse måtte han foretage to gange inden det lykkedes at skaffe en nøgle der passede. Denne nøgle holdt morderen på sig. Tre eller fire dage før han gjorde alvor af at flygte, havde han flere gange lukket sig både ud og ind af cellen.
Erik Vægter lovede ham sit lig – klæde
Den morgen, hvor vogterne havde forladt fængslet tidligere end ellers, havde han lukket sig ud, før nogen af vægterne var kommet til stede og flygtet nordpå op gennem Jylland. Desuden oplyste Jens Knudsen, at Erik Vægter, der havde ført ham tilbage til Aabenraa, var trængt ind på ham for at få ham til at tie med at han og sønnen havde givet morderens hustru og Jes Drache adgang til cellen, så de havde kunnet arbejde for fangens befrielse.
Vægteren var gået så vidt, at han havde lovet Jens Knudsen at den lig-skjorte, der ellers var syet til ham selv, hvis han kunne stole på hans tavshed.
Jens Knudsen tilstod en række tyverier
Jens Knudsen tilstod også en række tyverier. Han havde stjålet fire heste i Oksbøl på Als, hvilket medførte at han måtte fortrække fra sognet. Det havde dog ikke afholdt ham fra senere både i Jægerup, Røllum og Stubbæk at stjæle heste, som han var draget til marked i Husum med og solgt der.
Christian Kruss i Aabenraa var en trofast aftager af hans tyvekoster. På Barsø havde han bl.a. stjålet en kiste med saltet fårekød, uld og en damefrakke.
Skæbnen var beseglet
Jens Knudsens skæbne var nu beseglet. Den 28. januar bemyndigede Hertugen borgmester og råd i Aabenraa til at udlevere morderen til bøddelen og den 8. februar underskrev Hertugen dødsdommen.
Den 17. februar endte Jens Knudsen sit omtumlede liv i galgen. Hen under aften i skumringen, blev hans legeme taget ned og lagt ned i en kiste. Efter Hertugens ordre skulle liget føres til det medicinske fakultet i Kiel, hvor professor Johan Daniel Majorn ville lade studenterne bruge det i undervisningen i anatomi.
Næste morgen tidlig kørte en Aabenraa – vognmand ud af byen mod syd. Bag i vognen stod en simpel trækiste, der indeholdt Jes Knudsens jordiske levninger.
Desværre har vi ingen melding om straffen til Jens Knudsens kone og brødre. Ja og Erik Vægter havde jo heller ikke optrådt efter reglerne.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: