Artikler
August 31, 2022
Danmark havde ingen juridisk ret til Nordslesvig
Læser man om Nordslesvig/Sønderjyllands indlemmelse i Danmark er det ofte præget af misforståelser og undladelser. Således havde Danmark ingen juridisk ret til Nordslesvig. Og Preussen har ikke lovet Danmark afholdelse af en § 5 afstemning. I 1907 gav Danmark også afkald på en § 5 – afstemning. Samtidig godkendte Danmark Kongeå – grænsen. Disse to ting skulle holdes skjult for de dansksindede sønderjyder og det skal det også den dag i dag. I ret lang tid var den danske regering ret passiv i Nordslesvig – spørgsmålet. Hvorfor egentlig? Det handlede om et godt naboskab og ikke at træde tyskerne over tæerne. Det var H.P. Hanssen, der på Nordslesvigernes vegne rejste spørgsmålet. Og baggrunden var Wilsons forslag om ”Folkenes selvbestemmelsesret”.
Historikerne er ikke altid enige
Nej vi har ikke altid ret i det, vi skriver. Det skyldes ofte, de kilder, som vi benytter os af. Vi forsøger altid at forholde os kritisk til kilderne. Og historikere er ofte uenige. Hvilken hest skal man så tro på? Ja så må vi gå tilbage og undersøge, hvad vi tidligere har skrevet.
Wilsons berømte 14 punkter
Den 5. oktober 1918 meddelte den tyske rigskansler Max af Baden at man havde givet USA tilbud om at påbegynde forhandlingerne om våbenstilstand og fred. Det var på basis af Wilsons berømte 14 punkter.
Hvem skulle tage det indledende skridt?
Nu var det nordslesvigske spørgsmål ikke direkte nævnt under disse 14 punkter. Men det var princippet om folkenes selv bestemmelsesret. Udgangspunktet var at nu kunne grænsen fra 1864 rejses. Men hvem skulle tage de indledende skridt?
Danmark havde afstået Sønderjylland/Nordslesvig
Danmark kunne ikke gøre noget juridisk krav gældende på Sønderjylland/Nordslesvig eller dele af den. Ved Wienerfreden i 1864 havde Danmark afstået hele Sønderjylland sammen med Holsten og Lauenburg til de tyske stormagter.
To år senere havde Preussen efter en ny krig tvunget Østrig til at afstå hele krigsbyttet fra 1864. Dermed blev Sønderjylland/Nordslesvig indlemmet i Preussen.
Et løfte om § 5 blev givet til Østrig – ikke til Danmark
Ved Prager-freden lovede Preussen ganske vist Østrig at lade afholde en folkeafstemning i de nordlige distrikter af Slesvig (den berømte § 5 gennem hvilken, der skulle afgøres om disse skulle til Danmark.
Der førtes i årene efter 1866 forhandlinger med Bismarck om en opfyldelse af dette løfte – forhandlinger i hvilken Danmark også deltog.
Men i 1878 blev Preussen og Østrig enig om at ophæve § 5. Ophævelsen af løftet om en folkeafstemning ændrede i og for sig intet i det officielle Danmarks stilling til det nordslesvigske spørgsmål. Løftet var givet til Østrig og ikke Danmark.
I 1907 anerkendte Danmark Kongeå – grænsen og gav afkald på § 5
Men på et tidspunkt blev Danmark presset af Preussen til at give afkald på § 5. Ja det skete den 11. januar 1907. Her godkendte man også Kongeå – grænsen. Man forsøgte at holde det skjult. Og det gør man egentlig stadig.
De dansksindede følte sig i den grad svigtet.
Nordslesvig/Sønderjylland tilhørte ikke Danmark 1814 – 1864
Og mange har bevidst misforstået begrebet ”Helstat”. Det var Danmark fra 1814 – 1864. Nej det betød langtfra at Nordslesvig/Sønderjylland var dansk.
I 1867 var Flensborg endnu dansk
I 1867 var der valg til den nordtyske rigsdag. Valget viste, at der var dansk flertal ind til en linje, der løb syd om Flensborg og nord om Tønder.
Nu var det danske flertal i Flensborg ikke stort og det blev snart overtaget af tyskerne. Der var en stærk tysk indvandring. I flere mellem-slesvigske sogne havde befolkningen mere og mere tabt forbindelsen med de danske kredse imod nord og stærkere og stærkere orienteret sig mod syd og det lykkedes ikke de slagkraftige danske organisationer i Nordslesvig at fastholde den mellem-slesvigske ungdom inden for de danske rækker.
H.P. Hanssen startede diskussionen
Egentlig var det H.P. Hanssen, der startede det hele på Nordslesvigernes vegne. Og det var med henblik på Wilsons proklamerede princip om selvbestemmelsesret. Han rejste sagen i Rigsdagen.
Den fungerende udenrigsminister dr. Wilhelm Solf havde ikke noget særligt kendskab til det nordslesvigske spørgsmål. Han havde i en årrække virket inde for tysk kolonialadministration.
H.P. Hanssen var ikke tilfreds
Fra tysk side blev det nævnt, at man var rede til loyalt at udføre præsident Wilsons princip om folkenes selvbestemmelsesret. Men det syntes H.P. Hanssen var alt for vagt. Så han havde bebudet en ny forespørgsel. Men inden da fik han en mundtlig besked at man virkelig ville gøre noget.
Men det var H.P. Hanssen stadig ikke tilfreds med. Han ville have det skriftlig. Tyskerne havde nu bedt den tyske gesandt i København grev Brockdorff – Rantzau om en udtalelse. Under hele verdenskrigen havde denne haft et tæt samarbejde med udenrigsminister Scavenius.
Skulle tyskerne lade deres fjender afgøre sagen om Nordslesvig eller skulle de selv tilbyde Danmark Nordslesvig. Grev Rantzau mente, at det var bedst at tyskerne meddelte, at de ville løse Nordslesvig – spørgsmålet i henhold til folkenes selvbestemmelsesret.
Dansk uenighed
Fra dansk side var der en vild uenighed. På den ene side var det H.V. Clausen linje nord om Flensborg og syd om Tønder. Det var en linje, der allerede var tegnet i 1890erne. Det vil sige linjen sluttede ved Padborg.
En anden gruppe ville generhverve Flensborg trods det faktum at der kun var ca. 28 pct. dansksindede i byen. Man ville også gå efter de mellem – slesvigske sogne.
Så var der også en gruppe, der ville trække en grænse ved Dannevirkelinjen og endelig var dem, der mente at Tyskland skulle fravristes Kieler – kanalen.
Tonen mellem fløjene var bitter. I de 18 måneder den danske grænsestrid varede blev der gravet dybe kløfter i det danske folk. Til sidst var der vel to modstridende grupper tilbage. Begge grupper forsøgte at få politisk indflydelse.
Var Scavenius manglende interesse en bevidst strategi?
Siden 1913 havde ministeriet Zahle haft regeringsmagten og landets udenrigsminister var Erik Scavenius. Man har ofte beskyldt denne for at have meget lille interesse for Nordslesvig i modsætning til kollegaer som Munch og Ove Rode.
Meget tyder på at dette spørgsmål ikke havde Scavenius største interesse. For ham var et godt naboskab til tyskerne vigtigere. Modstanderne beskyldte Scavenius for at være tyskervenlig. Nogle år senere spurgte man Stauning om dette. Han svarede:
Danmark var meget afhængig af kultilførsel
Man var i høj grad afhængig af kultilførsler fra Tyskland. Stoppede disse ville det få katastrofale følger for Danmark. Det ville give svære økonomiske og sociale rystelser. Det officielle Danmark måtte derfor handle helt rigtig i denne situation. Måske er det derfor at vi så en så afventende udenrigsminister.
Englænderne troede at Danmark havde indledt forhandlinger
Det var da også ved at knække. Således fik udenrigsministeren besøg af engelske repræsentanter den 14. oktober. De ville vide om Danmark havde indledt forhandlinger med tyskerne. Antagelig havde det været Dannevirke – kredsen, der havde indledt samtaler med de vest allieredes gesandter i København.
Scavenius måtte berolige de engelske udsendinge. Men få dage efter kom en hemmelig udsending med et brev fra H.P. Hanssen til J.C. Christensen og Niels Neergaard, hvor den nordslesvigske fører i kraftige vendinger anråbte sine venner om at rejse kravet om Nordslesvig til Danmark.
Regeringen forblev passiv
Dette brev overbeviste Scavenius om at man officielt fra dansk side ikke mere kunne forholde sig passiv. I dagene omkring den 18. oktober foregik mange drøftelser mellem regeringen og partordførerne. Man blev enige om at sammenkalde Rigsdagen til en fortrolig drøftelse af situationen.
Man blev enige om en videreførelse af neutralitetspolitikken. Man skulle undlade enhver hoveren eller skadefryd over for Tyskland. Der blev udarbejdet et memorandum. Dette blev forelagt etatsråd H.N. Andersen og kongen. De tiltrådte begge de fremsatte synspunkter.
Et udspil fra Nordslesvig
Grev Moltke gjorde sig til talsmand for at Danmark på et eller tidspunkt skulle foretage en officiel henvendelse i Berlin. Dette burde dog først ske, når freden var indtrådt og helst efter at den nordslesvigske befolkning havde tilkendegivet deres ønsker.
Den danske regering foretog sig intet, idet man ventede et udspil fra Nordslesvig. I Tyskland styrtede kejserdømmet i grus og våbenstilstanden blev underskrevet få dage senere.
I Nordslesvig blev Vælgerforeningens tilsynsråd sammenkaldt til et møde på Folkehjem den 16. – 17, november for at man kunne godkende det forslag til en løsning af det nordslesvigske spørgsmål, som var udarbejdet af H.P. Hanssen og de to andre parlamentariske ledere Nis Nissen og Kloppenborg Skrumsager. Det blev til den såkaldte Aabenraa – resolution.
I forsamlingen var det også stemning for at der skulle stemmes mod syd det vil sige i Flensborg og Mellem – Slesvig. Det havde H.P. Hanssen og hans parlamentariske kollegaer oprindelig ikke tænkt sig.
Et brev samt selve resolutionen tilgik nu den danske regering samt de allieredes repræsentanter i København. Det nordslesvigske spørgsmåls løsning var hermed overdraget til den fredskongres, der skulle træde sammen i Versailles.
Og her vakte den danske delegation senere stor opmærksomhed ved deres uenighed.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
August 31, 2022
Fra Sønderho til Ribe
Det var gårdejer Jacob Michelsen fra Aabenraa, der skulle på den forholdsvis korte tur fra Sønderho på Fanø til Ribe. Dengang var han ung. Vadehavet er et farligt farvand. Jacob blev kaldt hjem fra sommerferien. Der var høbjergning langs engene. Han kom ombord på ”Lykkens Haab”. Jacob havde lidt erfaring fra Aabenraa Fjord. Pludselig var der helt vindstille. Så ventede man på, at vinden skulle vende. Skipper havde meget tålmodighed. Han advarede mod en hård nat. Så kom stormen. Den udviklede sig til orkan. En båd drev forbi. Og pludselig var ”Lykkens Haab” også i drift. Det lykkedes at smide et ekstra anker. Så stilnede orkanen af. Store skader på andre skibe. En hjertelig afsked med skipper. Det blev desværre aldrig til et gensyn med ham.
Gårdejer Jacob Michelsen
Det er gårdejer Jacob Michelsen i Kolstrup ved Aabenraa, der har efterladt nogle erindringer fra en dramatisk sørejse fra Sønderho på Fanø til Ribe. Vi har bearbejdet en beretning fra Sprogforeningens Almanak.
Et farligt farvand
Alle der plejer at sejle i Vadehavet er opmærksom, hvor lumsk dette farvand kan være. Det er ikke altid at man bare tager herud. Selv da undertegnede som barn legede i forlandet og badede i prilerne – ja så blev der givet strenge instrukser fra Opa, der boede i Ny Frederikskog syd for Højer. Han var det der hedder erhvervsfisker og havde en kutter.
Jacob blev kaldt hjem
Jacob havde i 1860’erne tilbragt sin sommerferie i det venlige og ejendommelige Sønderho, da han blev kaldt hjem. Hjemturen skulle gå over Nordby. Planen var at han skulle tage med en af små-skuderne, der dagligt sejlede til fastlandet i høbjergningstiden.
Høbjergning
Sønderhoningerne havde dengang deres enge ovre på marsken ved Ribe – kanalen. Det var kun muligt for dem at hjemføre høet ombord på sådanne småskibe. Det gjaldt da om, når flodtiden var på det højeste, med fuld ladning at nå så tæt ind mod kysten ved Sønderho, så høet, når ebbetiden indtrådte kunne blive befordret hjem over på den tørlagt strandbred.
Den strakte sig så langt øjet kunne syne. Mens høet blev hjemført, udfoldede der sig et interessant og broget folkeliv ved stranden. Det skete dels med hestekøretøjer, dels på trillebøre. Beboerne, i det væsentlige kvinder og børn havde travlt med at få høet bjerget. Og det skulle ske inden floden kom.
Om bord på ”Lykkens Haab”
Da der kun var en mils vej fra Sønderho til Ribe – kanalen fortsatte Jacob. Under gunstige forhold ville turen kunne tilbagelægges på en halv time. Han gik ombord på ”Lykkens Haab”. Og så lærte han skibets besætning at kende.
Det var skipperen Lars Olsen. Han var en gammel prøvet havgast, der havde lagt op fra sejladsen på de store have og ellers fordrev tiden med at fiske. Men når høbjergningstiden kom, var han rigtig i sit es. Så drømte han tilbage på alle de fremmede lande, som han havde besøgt.
Han bød Jacob velkommen med et nævetag. De blev enige om godtgørelsen for turen. Hans styrmand, bådsmand m.m. var hans sønnesøn, en knægt på 13 år. Det var hele besætningen. Af andre passagerer var der en ældre og en yngre kvinde med ombord. De skulle med over engen og hjælpe til med høbjergningen.
Jacob havde erfaring fra Aabenraa Fjord
I løbet af et kvarters tid lettede man. Som ung havde Jacob sejlet rundt derhjemme på Aabenraa fjord. Han var således kendt med nautiske kundskaber. Han hjalp derfor til med at hive ankeret ind, hejse mærssejl og fok og bringe skuden over stag. Det fornøjede øjensynligt Lars Olsen at have fået ”en befaren mand” ombord.
Klokken var omtrent to om eftermiddagen, da man i herligt sommervejr for en svag vestenvind stod ud fra land. Efter skipperens mening ville sejlturen vare en god times tid. Jacob regnede så med at han på toppen af et læs hø så kunne være i Ribe inden aften. Så ville han kunne tage diligencen østpå. Men det viste sig at Jacobs rejse ikke ville blive så behagelig og uforstyrret, som han havde ventet.
Vindstille
Kursen var sat lidt mod nord for at klare Kielsand, en temmelig langstrakt flad grund omtrent midtvejs ude. Men til sidst blev det helt stille. Der var ikke mere vind. Man blev nødt til at kaste anker for ikke at blive ført ud gennem Knudsdybet. Der lå båden nu. Fanø var til venstre, hvor man så fannikkerne i folkedragten med de maleriske røde og grønne skørter bevæger sig på strandbredden, Ribe lå til højre med udsigt til den travlhed, der herskede på engene og hvorfra den ene læs hø efter det andet blev kørt ind til købstaden med domkirkens høje tårne ragende op over de lave huse.
Skipperen forsikrede om at en brise sikkert ved solnedgang ville komme til hjælp. Man forsøgte at få tiden til at gå så godt man kunne. Der blev udvekslet historier fra søen over en kop kaffe.
Pludselig var der tåge mod land
Den lovede vind kom også men fra den forkerte retning. Nu var der kommet modvind. Ikke desto mindre blev der sat sejl for at krydse så tæt under land som muligt og benytte den første gunstige lejlighed til at løbe ind i kanalen.
Jacob fik overladt rorpinden og nød den skønne natur. Men efterhånden begyndte fastlandet at forsvinde som i en tåge. Men Vesterhavet var blankt og roligt og snart kom månen frem. Der var ingen, der havde en anelse om, hvad passagerer og besætning kom til at opleve.
Man ventede på at vinden ville vende
Der blev kastet anker, sejlene blev beslaget og så gik man ellers til køjs. Det vil sige at passagerne krøb ned i lasten og lagde sig i nogle knipper hø.
Jacob vågnede først da solen stod højt på himlen. Der blæste en jævn kuling fra øst. Man var nødt til at vente indtil vinden drejede sig så meget mod nord eller syd, at man kunne lægge ind i kanalen. Men vinden fortsatte med at blæse fra samme retning. Der viste sig truende skyer. Hen på eftermiddagen begyndte det at regne.
Skipper havde tålmodighed
I løbet af dagen ankom der en halv snes andre fartøjer som også blev nødt til at kaste anker og afvente en gunstig vejrændring. Blandt skibene var en skonnert lastet med hvede. Den næste morgen skulle den afgå til Hamborg.
For at være en komplet sømand skulle man være i besiddelse af tålmodighed. Det var en egenskab som Jacob ikke var i besiddelse af. Men det havde Lars Olsen i fuldt mål. Han røg roligt på sin kridtpibe, tyggede sin skrå, mens han nøje mønstrede enhver af de skuder som ankom. Han forklarede derefter Jacob deres bygning og bestemmelse.
Skipper advarede mod en hård tørn
Henimod aften begyndte vinden at tage af. Lars Olsen forklarede at den sikkert efter solnedgang ville springe om i vest. Men desværre mente han også, at man om natten kunne forvente at få hårdt vejr. ”Vi kommer ikke i land i aften”, sagde han. Og så advarede han om, at det sikkert blev en hård tørn. Han håbede at de kunne ride stormen af i løbet af natten og så komme ind i løbet af næste dag.
Lars Olsen bad nu Jacob om at hjælpe med at gøre det andet anker klar. Skipper gjorde Jacob opmærksom på at solen gik ned bag mørke skyer og at bølgerne langt ude var begyndt at rejse sig.
Så kom stormen
Lars Olsen brugte det sværeste torv til det andet anker. Lastlugerne blev forsvarligt skoddede. Fruentimmerne sendte han ned i kahytten og skød lugen for. Klokken 8 kom så den storm som kun vestkysten folk kender så godt. Søen kom rullende ind gennem Knudsdyb i lange dønninger. Det andet anker blev kastet ud.
Bølgerne blev højere og højere og skummet piskede hen over dem. Himlen var sort af skyer. Skipper mente, at bare tovværket ville holde, så skulle de nok klare den. Men selv om det var begyndelsen, ville det efter alt at dømme blive en orkan.
Søerne blev højere og højere og dansede lystigt rundt om de små fartøjer. Mørket og stormen tog til. Skipperen og Jacob stod forude for at påse, at tovene ikke blev gnavet itu. De blev naturligvis gennemvåde.
En båd drev forbi
Knægten var blevet sendt ned til fruentimmerne. Sådan sod de så en halv times tid. De holdt øje med tovene. De blev naturligvis gennemvåde. Så der drev der pludselig noget mørkt forbi i en voldsom fart.
Det var en af de andre både, hvor ankeret havde sluppet sit tag. Den ville drive mod land. Og lidt efter skete det samme for skonnerten.
Båden skingrede fra side til side. De to på dækket havde svært ved at holde balancen. Fruentimmerne bankede på lugen. De ville op på dækket. Men skipperen råbte, at de skulle holde deres mund. Øjeblikket var kritisk.
Båden var i drift – alvorlig fare
Pludselig fik Lars travlt. Han råbte:
Det var rigtigt. Skibet drev i jævn fart mod land og passerede et mindre skib i en afstand af 100 alen. Men i en hast blev ankeret kastet over rælingen. Det kunne gælde liv eller død. Jacob fik først senere et indtryk af situationens alvor.
Skibet lå nu stille. Det var på høje tid for 20 – 30 alen væk lå et skib, som man let kunne have stødt sammen med.
Orkanen var stilnet af
Nu var orkanen stilnet af selv om søerne fra havet stadig skyllede ind over skibet. Jacob frøs i den barske blæst i de våde bukser. Han fulgte opfordringen med at gå ned og lægge sig. En luge blev fjernet. Han krøb ned i lasten og rodede sig forsvarligt ind i høet, men det lykkedes ham ikke at falde i søvn.
Nu meldte søsygen sig også. Godt nok var han vant til Aabenraa Fjord men ikke til disse ekstreme forhold.
Først hen ad morgenstunden faldt han i en urolig slummer og drømte om et drivende vrag og skibsforlis. Da han vågnede, var det blevet dag. Der blæste endnu en frisk kuling fra nordvest.
En kop varm kaffe og derefter nogle spring på dækket hjalp til med at få blodet i bevægelse igen.
Store skader på andre skibe
Nu kunne først se, hvilke ødelæggelser stormen havde forvoldt. Af de 12 fartøjer, som lå udenfor, da uvejret begyndte, var de seks mere eller mindre beskadigede, drevet i land og yderligere af en springflod, hvis lige ikke var kendt i mands minde, kastet højt op på den sandede strandbred, nogle endog ind over engene.
Skonnerten lå med en alvorlig lækage på det tørre og en større fiskerbåd var af springfloden kastet en halv mil ind på engen. Da Jacob senere ombord på et hølæs kørte til Ribe, lagde han mærke til, at den lå halvvejs mellem havet og byen.
En hjertelig afsked med skipper
Efter at man nu ved middagstid lå fortøjet inde i kanalen tog Jacob en kort og hjertelig afsked med Lars Olsen og de to rejsefæller. Men han ville på ingen måde tage imod betaling for overfarten.
Han mente at Jacob på en så god måde havde taget sin tørn, så det kunne det slet ikke blive tale om. Jacob sprang i land men lovede at kigge ind til ham, når han igen gæstede Fanø. Det blev dog aldrig til noget.
Det blev aldrig til et gensyn
Et halvt år efter denne dramatiske sørejse fra Sønderho til Ribe, druknede både han og Jacobs vært, da de var på fiskeri sammen.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
August 29, 2022
Underfundige folk i Sundeved
Vi er på Sundeved og skal møde nogle underfundige folk. Ja nogle vil sikkert kalde dem originaler. Så nu kan du møde Sort Søren – Snøvl Jørgen – Jørgen Skrep – Nusselsmeden – Peter Sille – Hans Løgner – Pæ Harre. Du er også inviteret til bryllup på møllen. Vi skal til eksercits og møde en flot ridehest. Og så var der en person som man blev rigtig træt af i Avnbøl.
Nej de kan vel ikke betegnes som originaler. Jo, der var mange ”mærkelige” mennesker i Avnbøl. Jo de fik da øgenavne. Vi kan nævne Sort Søren, Snøvl Jørgen, Glat Katrin, Skel Hans Lavsen, Gret Marenstærk, Jørgen Skrep, Nusselsmed, Karensmed, Peter Sille, Sille Pat, Hans Løgner, Tombe Frederik, Nikkedreng
De boede for det meste i meget små taghuse, hvoraf flere havde navn for eksempel e Skarhus, Stadt Hamborg. Æ Klitgaf.
Vi har her på siden skrevet om originaler i København, Aabenraa og Tønder. Her er vi så på Sundeved med udgangspunkt i Avnbøl. Og det er mange år siden.
Sort Søren
Han var byens skolelærer. Han var en samvittighedsfuld og god lærer. Men han kunne ikke styre de store drenge. De klæbede papir på ryggen af ham, hvorpå de skrev ”Sort Søren” osv.
Snøvl Jørgen
Han var byens stodderkonge. Han skulle holde udenbys tiggere ude for byen. For at sætte sig i respekt gik han med en meget lang stok på hvis ene ende han havde en morgenstjerne. Tiggere som han traf på, transporterede han udenfor byens grænser. Han snøvlede, derfor fik han øgenavnet.
Hans hustru Glat Katrin var noget fin af sig. Hun følte sig som en rigtig embedsmandskone. Hendes hoveddug havde hun bundet under hagen i en sirlig sløjfe med brede silkebånd. Deraf ordet glat (fin).
Jørgen Skrep
Han boede i et lille hus i Klingaden kaldet ”æ Klingaf”. Som ung havde han været skytte hos hertugen på Augustenborg. Han drev som ældre krybskytteriet i Hertugens skove og nedlagde jævnligt rådyr og andet vildt. Engang Hertugen gennemsøgte sine skove, fandt han en lap papir, der havde været brugt til for-ladning.
Papiret var ikke blevet svedent, end at skriften var læselig. Hertugen kendte skriften og udbrød da han havde læst det:
Hermed var Jørgen Skrep leveret, og han måtte bøde for det.
Nusselsmeden
Han boede i et lille hus på Avnbølmark. Som ung havde han lært smedehåndværket og stod og nuslede i en smedje, han havde opført ved siden af huset, hvor han lavede tælleknive og andre småting.
Disse ting gik han rundt og solgte. Karensmedjen havde en lignende forretning. Men hvorfor hed han så sådan? Jo hans mor hed Karen.
Peter Sille
Han havde i sine unge år slidt meget på teglværkerne. Derved havde han tjent mange penge. Han havde på sine gamle dage kunne hjælpe sig selv.
I krigstiden kom han sine sølvpenge i en jydepotte og gravede den ned i haven. Han viste godt nok mange, hvor han gravede pengene ned. Da krigen var forbi, kunne han tømme potten, hvor pengene var i god behold.
Peter Sille var en lille noget godtroende mand. Han løb sædvanlig i hundetrav hen ad vejen. Han var altid iført lange blankpudsede støvler. De nåede helt op til knæene. På hovedet havde han en kasket med en meget bred puld. Den var forsynet med en vældig stor læderskygge, der rakte langt frem. Når Peter havde dette antræk på, talte han ”store ord”.
Man fik ham til at gå rundt til alle beboere i byen for at fortælle at de på en bestemt dato skulle møde på kroen. De skulle stemme for om de ville til Danmark eller ikke. Stemte de ja så fik de en liter brændevin. Og Peter havde fået sin brændevin.
Man forsøgte altid at gøre nar af ham. Og for en flaske brændevin kunne man få ham til alt. Hans rigtige navn var Volf Petersen Schmidt. Han øgenavn ”Sille” stammede fra, at hans kone blev kaldt ”Sille Pat”.
Også hun var meget troskyldig. Men hun levede en stille tilværelse derhjemme mens Peter hele tiden farede rundt.
Hans Løgner
Han var tynd og spinkel og havde en ualmindelig lang hals. Hans havde var meget smalt og han havde nærmest en ørnenæse. Han var en specialist i at lyve. Det er ingen, der kan huske hans rette navn.
Han var en skidt karl. Han var ilde set over det hele. Børnene var bange for ham. Han skældte hele tiden ud og løb efter børnene. Han boede hos en skrædder lige ved skolen. Og skoledrengene drillede ham ofte.
Han var tilbøjelig til at løbe bort. Ofte var han forsvundet i flere dage. Engang tog han til Haderslev Amt. På Avnbølmark var der en ældre mand, der havde slægtninge i Haderslev Amt. Det havde Hans Løgner fået opsnuset.
Og Hans opsøgte dem og fortalte, at de på en bestemt dato skulle komme til Avnbøl for at deltage i deres slægtnings begravelse, da han var død for nogle dage siden. Hans Løgner blev godt opvartet. De tog hans indbydelse for gode varer. På den nævnte dato tog de pr. vogn afsted til Avnbøl.
Da de holdt foran døren, kom den ”døde” ud i døren og bød sine slægtningen velkommen.
Dette blev dog byens vise fædre for groft og Hans Løgner blev ”klampet”, idet han fik en jernkæde om foden og i enden af den – en træklods som han i nogen tid slæbte rundt med.
Omsider blev det forbudt og Hans Løgner kom i fattighuset. Også herfra løb han jævnlig bort. Man kunne nu godt fortælle noget om ham men så bliver det nok for grovkornet.
Pæ Harre
Hvad han egentlig hed, ja det kan folk ikke huske mere. Som unge var han blevet ved militæret. Efter at have aftjent sin værnepligt. Han var blevet forfremmet til underofficer. Han var tilflytter og hvorfra han kom ved man ikke.
Om søndagen og efter skoletid samlede han de større skoledrenge for at lære dem fægtning og eksercits. Drengene mødte i hvide bukser og med træsabel. Alt foregik meget militærmæssigt. Mange yngre skolebørn ville gerne have været med.
Da Pæ Harre mente at have tropperne tilstrækkelig indøvet, skulle der afholdes en festlighed med manøvre på smedepladsen tæt ved skolen.
For at optræde standsmæssigt havde Pæ Harre lånt en flot ridehest af Jacob Duus. Den hed for øvrigt ”Kursmed”.
Da tiden var inde og folk fra byen var samlet, steg Pæ Harre i fuld udrustning til hest. Han var iført uniform. På hovedet havde han en Chako og en lang kavaleri-sabel ved siden. For at gøre det mere effektfuld så manglede karabinen heller ikke.
Efter at have udført en del øvelser skulle der foretages parademarch. Togtet satte sig under ”Generalens” kommando mod Hennekes Fort. Under marchen skød Pæ Harre karabinieren af i luften. Uheldigvis var ”Kursmed” ikke skudsikker. Den foretog nogle vældige bukkespring, hvorved Chakoen skred ned til den ene side og Pæ Harre til den anden, hvis han ikke havde grebet i sadlen, var han havnet på jorden.
Først da blev der rigtig jubel. Tilskuerne klappede og råbte hurra i det uendelige. Og dermed endte den sjældne forestilling.
Pæ Harre gifter sig
Nede ved skolen boede en gammel skrædder ved navn Laus Christian. Han havde en datter som Pæ Harre forelskede sig i. Nu var Pæ Harre en stovt skikkelse med et stort rødt fuldskæg.
Laus Christian havde en ualmindelig bred mund. Han havde for vane altid før han sagde noget at suge luften ind mellem læberne.
Endelig hade man så fået aftalt, hvornår brylluppet skulle finde sted. Det var hos en gammel mand midt i byen, der hed Ivar. Han havde til daglig en gryne-mølle. Han gjorde plads i Møllehuset, hvor gulvet var af stampet ler.
Ivar og hans hustru An havde en mærkelig skik, at der skulle være lys hele natten. Ivar gik tidlig i seng, mens An blev siddende op til midnat. På det tidspunkt stod Ivar op og tog morgenmad.
Bryllupsdagen oprandt og gæsterne sad bænket i Møllehuset. Ivar var blevet om at være skaffer. Det var han dog nok lidt for gammel til. Han havde da også et lille uheld. Da han kom med den første steg, der skulle sættes foran brudeparret, skred den af fadet og faldt ned på ler-gulvet.
Han fiskede den da også hurtigt op og forsvandt med den en kort tid. Så kom han med den igen. Og da lykkedes det. Dette vakte jubel hos gæsterne. Dengang var folk ikke så patentlige.
Det blev et muntert bryllup og det blev drukket tæt. Ud på aftenen blev Pæ Harre fuld og svigerfar sagde om svigersønnen:
Dengang hjalp man hinanden i Avnbøl. Havde nogen et overskud delte de med hinanden. Alle frygtede Fattighuset, hvor man skulle arbejde under opsyn. Det brød man sig ikke om.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
August 26, 2022
Nordslesvig – under Første Verdenskrig (2)
Kødløse dage. Kobbertaget blev taget af kirken. Brød og fred. Dårlig høst. Et kort gav ikke så meget. En sygdom forsvandt. Tyfus og kønssygdomme. Præsten samlede sammen til koks. Krigskoner tiggede og bad. Hestene ville dø. Man forsøgte at snyde. Kålrabi og vælling. En attest var nødvendig. Masser af smuglere. En liste over ens tøjbesiddelse skulle afleveres. Ikke alle i Nordslesvig var lige lykkelige.
Kødløse dage
I september 1915 blev der truet med et års fængsel, hvis man solgte fløde. Grænsen til Danmark var stærkt bevogtet. Der skulle meget alvorlige grunde til at få tilladelse til at rejse dertil.
Der blev nu indført kødløse dage – mandag og torsdag. Disse dage måtte man kun få kogt kød og fisk. Ja tirsdag og fredag var også kødløse dage. Da måtte der hverken spises eller sælges nogen form for kød. Det gjaldt selvfølgelig også for restauranter.
Kobbertaget blev taget af kirken
Allerede i november 1915 tog de kobbertaget af kirken. Men også de kobberdele, der fandtes på taget af Folkehjem og Folkebanken. Kobberet måtte afleveres.
Brød og Fred
I de store byer gør nøden sig gældende. ”Brød og Fred” råbes der af demonstranterne. Pengene er blevet mindre værd. Nu skulle der 145 Mark til 100 Kroner. Det regnede med nye forordninger. Der var fængsel indtil 6 måneder og pengebøder op til 1.500 mark.
Man talte kun om krigen og om mad. Og om hvordan man lavede kartoffelmel, hvordan man bedst lavede sirup af roer og på landet, hvordan man koger sæbe., hvordan man blot kunne få fat i vandglas.
Der var intet foreningsliv. Folk trængte til at tale om tingene. De brugte enhver lejlighed til det selv til en begravelse. Der var ingen udsigt til kaffe, sukker og fred.
Dårlig høst
Officielt sagde man at høsten i 1916 var god, men det var den ikke i Nordslesvig. I Rigsdagen drøftede man ernæringen med stor bekymring. Kartoffelhøsten gav kun en tredjedel eller halvdelen af høsten sidste år.
Der blev brugt kartofler til spiritusbrænding til hæren og til ammunition. Man havde stillet 100 millioner Mark til rådighed til at fabrikere spiritus af træ.for at spare på kartoflerne.
Et kort gav ikke meget
I november 1916 havde man kort der gav ret til følgende:
En sygdom forsvandt
I skolerne måtte lærerinderne undersøge børnene hår med en griffel.
Krigssæben gjorde vandet mørkt og leret. Det havde ikke meget til fælles med sæbe. Det var ikke godt med vask og renlighed. Alt hvad der hed salver og børnepudder blev efterhånden så kemisk fri for fedtstof og ofte tilsat petroleum.
Det var en kunst at holde spædbørns hud hel. Man måtte bruge gamle husråd som hvedeklid for at hele. På apotekerne stod de forskellige afføringsmidler som ikke kunne sælges.
Den grove kost holdt maverne i orden. En sygdom som sukkersyge forsvandt.
Tyfus og kønssygdomme
Men der kom tyfusepidemier. Af fangerne i Løgumkloster døde 73 fanger af plettyfus. Krigen bragte også kønssygdomme til Nordslesvig. Det var ikke kendt i den udstrækning før.
Efterhånden slap der varer op. Således var sødmælk kun at få til børn under seks år eller syge personer. En liter mælk kom til at koste 3 Mark. I Julen 1916 kostede en skinke 3-400 Mark. En and eller gås til juleaften kostede 4 – 5 mark pundet.
Præsten samlede koks sammen
I begyndelsen af 1917 skulle al lys slukkes i butikkerne. Og lys på en trappe efter klokken 9 var strafbart Gaderne lå hen i bælgmørke.
Kulmanglen blev værre år efter år. Folk måtte krybe sammen i en stue og være glade for, hvis det kunne give varme. Skolerne lukkede på grund af kulmangel. Kirkerne kunne ikke mere opvarmes. Præsterne bad om kul til de konfirmationsdage i marts.
Lys og gas var rationeret. Folk hentede de gamle lygter ned fra loftet. Kaffen blev opbevaret i termoflasker. Flere gange om dagen blev gassen lukket ned.
Krigskoner tiggede og bad
Konerne belejrede myndighederne. Man kaldte dem for ”Krigskoner”. De truede og bønfaldede om at få manden hjem på orlov. De skriver og ansøger underdanigst. De rejser til fjerne byer og bor under usle forhold for at være sammen med deres mænd.
Hvis den stedlige kommuneforstander skriver ”Dansk agitator” er der mindre chance for at manden kommer hjem på orlov. Tegn et krigslån, aflever smykker – ja så er chancerne større.
Seks hustruer hvis mænd var landstormsmænd rejste over til kejseren i Berlin. De fik udvirket, at deres mænd kom hjem.
Hestene ville dø
Nej det var bestemt ikke let for bondekonerne. Skulle forordningerne overholdes ville hestene dø. Folkene ville da hurtigt søge en ny plads. Nu var det sådan, at dem der var sat til at passe på ikke havde meget begreb på sagerne.
Man forsøgte at snyde
Hvor der var en mølle, blev den straks forseglet. Kun mølleren måtte male korn. Når svinene blev talt, sagde de dristige koner:
Sådan slap et svin hist og her for at blive talt med og kunne slagtes i smug ved lejlighed. Eller man begravede et par svin i halm, når der kom uventet kontrol. Og dem der havde lidt skov eller krat kunne lade ungkreaturerne gå der og kunne så slagte et af dem. Koner og piger måtte i mange tilfælde slagte selv.
Hvad der var af korn ud over det tilladte skjultes på utrolige måder under tjørnehække. Det kunne være begravet under et træ eller i hast køres ud på marken og dækkes med hegnspæle og pigtråd, hvis der pludselig kom kontrol.
Det er også historien om pigen, der bliver lagt i sengen. Under hende bliver skubbet flæskesider. Gendarmen kigger til hende alt imens gårdkonen siger:
Man forsøgte at finde alternative ting
Gummien er taget af cyklerne. Dem, der havde lyst til at cykle måtte gøre det på reb. Mange brændte rug til kaffe. Men det var strafbart, Og hele gaden kunne lugte, når man gjorde det.
Man forsøgte på mange kreative måder at lave alternative ting. Det var bestemt ikke alt, der var lige vellykket. Man kunne få et kort, der hed ”Levnedsmiddelkort”. I Aabenraa var det mest nudler, og nudel – budding, som man spiste.
Kom folk sammen til kaffe om aftenen gav det sirupskage, kartoffelkage, når det var fint eller havregrynskage.
Nu var nøden i Nordslesvig ikke så stor som i industriegnene.
Kålrabi og vælling
Til middag fik man suppe med gryn eller grøntsager. Og så var det kartofler til, En sjælden gang var det med kød. Om aftenen var det igen kartofler og så måske med kålrabi, en enkelt gang en skive leverpølse eller blodpølse og et stykke brød med marmelade og te eller vælling kogt på vandmed resten af den skummende mælk i.
En attest var nødvendig
For stadig at kunne skaffe uniformer, skjorter, strømper og støvler til militæret måtte civilbefolkningen tvinges til at spare til det yderste. Varer af uld, bomuld og læderfodtøj kunne kun købes med en attest i hånden.
Køerne var underernæret, De gav kun lidt mælk. Har man lov til at slagte svin, ja så slagter man ofte to. Der blev budt 1.000 mark for et svin. Ofte blev der anmeldt tyverier af svin og får, slagtet på marken. I mange tilfælde er det ejeren, der har slagtet dem selv.
På en lægeattest kunne de svageste få lidt ekstra mælk og et rigtigt hvedebrød i modsætning til krigsbrød. Men manglen på fedtstof kunne middelstanden og arbejderen ikke afhjælpe.
Masser af smuglere
I foråret 1918 kunne man købe smuglervarer, hvis man ellers havde råd. 20 – 30 mark for 1 pund kaffe. 15 – 18 mark for tobak. 6 – 7 mark 1 pund sukker.
Smugleriet nåede sit højdepunkt. Under den Internationale Kommission blev der alene fra Haderslev Amt udvist 600 professionelle smuglere. De var taget hertil fra tyske storbyer.
En liste over ens tøjbesiddelse skulle afleveres
Man gjorde nu en ekstra kraftanstrengelse for at skaffe tøj. De mænd, der havde mere end et sæt tøj, skulle aflevere det til Hærforvaltningen inden 15. juli. I august skulle alle mænd udfylde en liste, hvad de ejede af klæder, undertøj og fodtøj. Hvis man angav urigtige oplysninger. kostede det en bøde på 10.000 mark.
Ikke alle i Nordslesvig var lykkelige
Sammenbruddet kom. Men ikke alle i Nordslesvig var lykkelige. Det var tungt for dem, der var blevet ene og se andres lykke.
Mindehøjen på Broager er rejst over 193 faldne fra Broager Sogn, To familier havde hver mistet 4 sønner. Aabenraa havde mistet 275.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
August 26, 2022
Nordslesvig under Første Verdenskrig
Myndighederne startede med at anholde 300 dansksindede. Masser af rygter. Vi besøger et vagtmandskab i Rise. Livlig spionjagt. Man tog afsked i Flensborg. Masser af pakker og breve til fronten. Koner og piger måtte i gang på landet. Nu skulle 17 – årige også til fronten. Uha, man opdagede englændere i Storebælt. Kornnød. Ingen store hvedebrød. Spis sukker – så tjener i Fædrelandet. Inge foder til dyrene. Krigs – understøttelse. Børnebespisning i skolerne. Indsamling fra hele Danmark. En ny morgen – hilsen. Krigsfanger kom og hjalp i landbruget. ”Der var ikke et ordentligt mandfolk i syv miles omkreds”. En dårlig kartoffelhøst. Vagtmandskab fik 10 mark og 3 ugers orlov, hvis de pågreb en grænseoverløber. Sprogforbud. Flugt – mistænkt, så måtte man ikke komme hjem på orlov.
Myndighederne startede med at anholde 300 dansksindede
Dette er en artikel, som vi har delt i to, hvor vi kigger på dagligdagen under Første Verdenskrig.
Der var masser af lidelser under Første Verdenskrig. Og det var ikke kun ved fronten. For den nordslesvigske befolkning såvel tysk som dansk var krigens udbrud og de mange indkaldelser en fælles ulykke. De tyske myndigheder startede med at anholde 300 kendte danske nordslesvigere.
Det var hårdt at skulle anholdes uden grund, mens sønnerne måske skulle til fronten. Det var heldigt for nogle, at de kunne blive på Sønderborg Slot, så kunne de få lidt kontakt til familien.
Andre blev ført til Flensborg og nogle til Rügen Ja selv Hansigne Lorentzen fra Ballum måtte afsted.
Masser af rygter
Der blev udspredt en masse rygter om giftige brønde og bomber m.m. Og så kom der forbud mod danske aviser. I den tyske krigserklæring nævntes at der var kastet bomber over tyske byer. Dette var også løgn. Menigmand havde ikke noget udestående med Belgien eller Frankrig. Men der skulle skabes noget lidenskab,
Man talte om, at der kom biler med guld. Der blev udstillet vagtposter ved alle veje. Og alle biler blev visiteret. Man sagde at guldtyvene var udklædte som tyske officerer. Ved Nørreport i Aabenraa var der rejst pæle med plakater og bomme tværs over vejen.
Et vagtmandskab i Rise
I Rise beordrede amtsforstanderen et stort antal civilpersoner i vagttjeneste. De fik et gevær og tre skarpe patroner. De visiterede enhver, der passerede vejen. Der var bl.a. to gamle aftægtsmænd over 70 år, der havde vagt.
Så kom der en cyklist. Han viste et papir. Jeg kan ikke forstå det, sagde den ene. Det er tysk. Og den anden sagde, at han havde glemt sine briller. De blev dog enige om at lade cyklisten passere.
Livlig spionjagt
Landråden fra Aabenraa var en nat omkring i ”automobil” for at søge efter franskmanden med guldet. Længere syd på blev der skudt på fredelige ”automobilister” Det var fordi de overhørte tilråbene og standsede ikke straks.
Det blev en livlig spionjagt. Aabenraaerne husker spioncentralen på Hotel Danmark. Jo og så var det de forgiftede brønde. Folk havde set kendte mennesker fylde gift i brønde. Og man sagde om dem, at nogle var blevet skudt. Andre var lænket sammen to og to og ført gennem Flensborg.
Det var uhyggelige dage, hvor rygterne fik lov til at gå sin gang. Der var ingen aviser, der kunne kommentere disse.
Man tog afsked i Flensborg
Alle værnepligtige mellem 20 og 45 år var blevet indkaldt i de første dage. Man skulle tage afsked og kunne man tage et tog til Flensborg, så var det der man tog ned for at sige farvel.
I de første dage var mange Landsstormsformænd indkvarteret i Flensborg. Den 4. august rykkede garnisonen ud fra Flensborg. Afsted mod Frankrig.
Masser af pakker og breve til fronten
Livet gik videre. Nu skulle der skrives og sendes pakker afsted. Soldaterne blev overvældet med levnedsmidler og strikkede sager. I de første krigsår var det rigeligt at sende af men så kneb det ellers.
I 1915 kunne man typisk sende cigarer, pebermynte, marmelade, sild, leverpostej, honning, rom, chokolade, kage, skrivepapir, underbukser, fodlapper, tobak, saft m.m.
Koner og piger måtte i gang
Det var som om alt i byerne gik i stå. I den første krigstid var det ikke arbejde at få til de mænd, der blev tilbage. Men på landet var det nok at se til. Kornet stod modent. Det var årets travleste tid.
Men det var ikke alle steder at der var mænd til rådighed ud på landet så måtte koner og piger i gang. Høsten kom godt i hus rundt omkring. Karlene, der var indkaldt, lod klædeskabet stå. De troede, at de kom tilbage til deres gamle job.
Der var jo også en del, der var uegnet til krigstjeneste.
Nu skulle 17 – årige også til fronten
I krigens løb blev også de 17-årige indkaldt og i den anden ende blev værnepligten forhøjet til 50 år. Og Landstormens mænd skulle også møde. Nu begyndte bankerne at rationere rede penge. Butikkerne stod nu tomme til hen mod vinteren. Nu steg priserne og folk begyndte at hamstre.
Hustruerne i byerne måtte passe mandens forretning.
Man opdagede englændere i Storebælt
I slutningen af oktober blev man opskræmt i Aabenraa. Det blev forbudt at brænde lys i vinduer der vendte ud mod fjorden. Man havde set englændere i Storebælt. Den lokale Hauptmann Olsen, der til daglig var civildommer i Nibøl, bad om forstærkning i Rødekro og fik lovning på 50 karabiner. Men det var ikke nok. Nu fik han også tilsagn fra Æ Feuerwehr og Skyttelavet.
Med deres antikke skydevåben tog de opstilling ved havnen. Da de købte ammunition sagde købmanden, at det ikke gik med disse patroner for, det var jo ”Dum – Dum kugler”.
Kornnød
Omkring november steg priserne. Kornet blev dyrt og bønderne måtte indskrænke kreaturholdet. En 4-5 ugers gris kostede ikke mere end en høne. Petroleum blev knap. Hamstringen begyndte for alvor.
I januar 1915 tales der om ”kornnød”. Der kommer nye forordninger. Kornet på gårdene beslaglægges. Brødkorn må ikke fodres op. Rugbrødet skal laves af rugmel og kartofler. Man kan ikke mere købe rent hvedemel.
Ingen store hvedebrød
I februar 1915 revideres melbeholdningerne. Man må i en husholdning kun have 50 pund. mel. Et hvedebrød må ikke veje over 75 gr., heller ikke når man bager selv. Hvis nogen så et stort hvedebrød i køkkenet, kunne man blive meldt.
Spis sukker, så tjener i Fædrelandet
Folk bagte tvebakker med smør i, for at have noget, når man sultede. De blev spist og fornyet mange gange. Rundt omkring var der slået plakater op:
Der var gårde, der i april 1916 fik udleveret indtil 1.500 pund sukker til deres heste, dejligt brunt råsukker. De måtte skriver under på, at de ikke ville spise det selv. Men folk gemte det.
Senere blev myndighederne klogere og blandede sukkeret med sand. Men husmødrene var blevet opfindsomme. De hældte vand på og filtrede det. Meget af det gik trods alt i kaffen.
Ingen foder til dyrene
Man opfordrede folk til at slagte. I det andet krigsår blev der i løbet af få måneder slået over 6 millioner svin ned i Tyskland. Man manglede foder. I byerne blev en masse ødelagt fordi de ikke havde begreb om at salte, røge eller opbevare kødet.
Møllerne må ikke sælge mel ud over deres egen kreds. Hestene måtte kun få 2 ½ pund havre om dagen. Hver dag kom nye forordninger. Endnu blev de fleste overholdt. Den 1. marts indførtes så brødkortet, 4 pund brød eller det tilsvarende mel pr. hoved pr. uge.
Krigs – understøttelse
De indkaldtes hustruer fik ”Krigs-understøttelse” hvis deres indtægt var under 2.000 Mark. Landbruget fik deres produkter godt betalt. I byen kneb det med at få råd til føden. Og på landet kneb det med at få arbejdet gjort.
Straks efter krigens udbrud deltog både danske og tyske kvinder i sygeplejekursus. Sygehusets diakonisser blev indkaldt til lazarettjeneste.
Børnebespisning i skolerne
I vinteren 1915 – 1916 var nøden stor. I Aabenraa blev der indført børnebespisning tre gange om ugen. De skulle selv betale 5 penning for det. Borgerne gav frivillige bidrag. Kredskassen gav resten. En gang om ugen uddeltes skummet mælk – en liter pr. barn. Fælleslandbo-foreningen gav gryn.
Indsamling fra hele Danmark
I Vejle blev der taget initiativ til en indsamling til de nødlidende nordslesvigere. I danske byer blev der efterhånden oprettet komiteer, der sendte hjælp ned til de nordslesvigske kvindeforeninger. Landsmænd i Amerika sendte også penge.
Fra tysk side blev der lagt pres på folk for at tage børn fra Kiel på et tre måneders ophold. Kvinderne fra Aabenraa havde samme ide, men nu kom tyskerne kvinderne i forkøbet.
I 1918 sendtes brugt tøj fra Danmark til Nordslesvig. Og rundt omkring rykkede kvinderne ind på arbejdspladser som mændene efterlod. Nu var portøren på jernbanen en kvinde. Og postbuddet var en kvinde.
Kom der en vogn fra landet var det med en kvinde som kusk. Gik man over markedspladsen, var der kvinder og gamle mænd, der handlede med kreaturer mens børn hjalp til.
En ny morgen-hilsen
Når børnene kom i skole om morgenen hed det ikke mere:
Nu hed det i stedet:
Krigsfanger hjælper i landbruget
I foråret 1915 komme krigsfangerne til hjælp i landbruget. Og de var meget gode til deres arbejde. Konerne lærte at omgås dem. ”Madam” rettede de sig efter. Værre var det når manden kom hjem i tysk uniform. Konerne vidste, at når de pludselig sagde:
Så havde de fået dårlige efterretninger hjemmefra. Om aftenen sad de og sang vemodige sange.
Der var ikke et ordentligt mandfolk i syv miles omkreds
Den røde indkaldelsesordre kom i alle hjem. I sommeren 1915 var det kommet så vidt, at unge piger sagde:
I Aabenraa blev der uddannet tropper. Der lå også her gamle Landstormsmænd. De gik rundt ikke helt iklædte. En mangler soldaterbukser, en frakken. Det var et lidt broget selskab, når de trak af – gamle og slatne.
Men major Knudsgaard var fredsommelig. Han var gårdmand fra Løjt. Han kunne ikke lide, at markerne led nogen overlast. Han sagde altid:
En dårlig kartoffelhøst
I Aabenraa så man masser af underofficerer med en pige under armen. De andre piger eller koner i Aabenraa blev misundelige. De måtte nøjes med at skrive.
En kvinde fra Sundeved havde skrevet, at fangerne i Tinglev blev dårlig behandlet. Hun fik 6 måneders fængsel. I Aabenraa sad der alene seks personer, der censurerede privatbreve. Hvis en landmandskone skrev:
Ja så endte brevet i papirkurven.
Vagtmandskabet fik 10 mark og 3 ugers orlov
I juli 1915 begyndte man at tale om, at soldaterne deserterede. En ung mand, såret to gange med Jernkorset på brystet cyklede lige forbi vagten, der gjorde honnør for korset og over grænsen.
Vagtmandskabet fik nu 10 mark og 3 ugers orlov for hver desertør, som de pågreb. Det var ikke blot nordslesvigere, der deserterede men også folk syd fra. Det var også historien om slagteren fra Christiansfeld. Han var underofficer og samlede 5-6 stykker, der gerne ville med. Med høje kommandoråb og taktfaste skridt nærmede de sig grænsen om natten. Vagten troede, at det var afløsning og sådan marcherer de så ind i Danmark.
Sprogforbud
Danske soldater havde været plaget med sprogforbud. Man måtte heller ikke tale dansk uden for tjenesten. 6 ugers arrest var straffen. Og så måtte man mange steder ikke skrive på dansk, når man skrev hjem.
Flugt – mistænkt
Men hvad der var endnu værre, var at man ikke måtte komme hjem på orlov Og det var på grund af ”Fluchtverdacht”. De blev stoppet i Flensborg og måtte tilbringe deres orlov der. Så måtte kvinderne rejse derned og holde orlov med kæresten eller manden.
August 24, 2022
Da arbejderne i Sønderborg kæmpede
Sammenlign forholdene. I Tønder skete der lovbrud. Kampen om retfærdighed i Sønderborg. Initiativerne kom fra Flensborg. Aktiviteter blev nøje overvåget. Dybbøl – Posten var skeptisk. Socialistloven bremsede aktiviteter Al mødeaktivitet skulle varsles. Det hjalp med en jernbaneforbindelse. Samarbejde til Rigsdagsvalg. Richard Hempel vendte tilbage. Revolutionen i Sønderborg. Sønderjysk Arbejderforening. Vigtigst at forblive Socialdemokrat. Uforsonlig tone fra Dybbøl – Posten. Fælles 1. maj fest. Overdragelse til det danske Socialdemokrati. En bagersvend fra København blev folketingskandidat. En borgmesterpost til Socialdemokratiet i 1922.
Sammenlign forholdene
Egentlig er det spændende at sammenligne forholdene for arbejderne i København, Tønder og Sønderborg.
I København var det Pio, Gjerluff og Brix som var de toneangivende. De udgav de socialistiske blade. De blev arresteret og fik hårde straffe. Mere eller mindre frivillig blev de sendt til udlandet med store arbejdsgivere som sponsorer. Politiet havde placeret spioner for at overvåge arbejderne.
Men ak og ve disse frontkæmpere blev glemt af deres egne
I Tønder skete der lovbrud
I Tønder skete der ting og sager efter revolutionen. Arbejderne havde nedlagt arbejdet. Borgerskabet forlangte at politiet greb ind. Men de nægtede. De ville ikke gribe ind i en faglig kamp. Men det ville militæret gerne. Og så fik man ellers ekspederet lederne ud af landet uden domsafsigelser.
Og i Tønder kæmpede to Socialdemokratiske lister i mange år. Dette var medvirkende til, at Tønder først i 1937 fik en dansk borgmester. For dem, der har lyst til at bore i sammenligningerne, har vi i slutningen af artiklen lavet en kildehenvisning.
Men se i Sønderborg var der Socialdemokratisk borgmester uafbrudt fra 1922 til 1998.
Kampen for retfærdighed i Sønderborg
Kampen for retfærdighed var bestemt heller ikke let i Sønderborg.
Udviklingen i Sønderborg gik ikke så stærkt efter 1870. men en del anlægs – og byggeprojekter betød dog at landarbejdere fik arbejde i byen. Samtidig begyndte også arbejdere og håndværkere syd fra at komme til byen. Ja også fra Danmark kom de.
Den første socialdemokratiske forening ADAV var stiftet i Tyskland i 1863. En ”Ortsgruppe” i Flensborg blev etableret og i 1872 var man gået i gang med at agitere i Nordslesvig.
Initiativerne kom fra Flensborg
I Sønderborg fandt det første socialdemokratiske møde sted i oktober 1872. Det resulterede i oprettelsen af en lokalafdeling med nær tilknytning til foreningen i Flensborg. Inden begyndelsen af 1900 – tallet var der en direkte ”rød” forbindelse mellem Sønderborg og Flensborg. Initiativerne til oprettelsen af fagforeninger og socialdemokratiske afdelinger kom fra Flensborg.
Aktiviteterne blev nøje overvåget
I perioden 1870 – 78 stiftede arbejderne i Sønderborg den første arbejderforening, der eksisterede frem til 1875, hvor ADAV overalt i Tyskland blev opløst og afløst af Sozialistischer Arbeiterpartei Deutschlands SAPD. Allerede i 1875 tog Flensborg – afdelingen initiativ til oprettelse af en lokalafdeling i Sønderborg.
De socialdemokratiske aktiviteter blev nøje overvåget af Sønderborgs politiforvaltning, pressen og de borgerlige tyske spidser. Da valg til Rigsdagen var et offentligt anliggende, kunne myndighederne kontrollere, hvem der blev stemt på.
Det var også en let opgave at kontrollere, hvem der afgav de 32 stemmer, som i 1878 faldt på den socialdemokratiske rigsdagskandidat, og politiet holdt herefter et vågent øje med de pågældende.
Dybbøl-Posten var skeptisk
Den danske avis Dybbøl – Posten var også skeptisk over for arbejdernes socialdemokratiske aktiviteter. Det var ikke så meget at modvilje mod arbejderstanden. Det var mere af bekymring for, at danske arbejdere skulle flytte deres stemmer fra den danske borgerlige kandidat til den tyske socialdemokrat. Denne frygt var velbegrundet, da arbejderne i Flensborg, også de dansksindede, i stigende omfang valgte at stemme Socialdemokratisk.
Socialistloven bremsede aktiviteter
I perioden 1878 – 1890 var Socialistloven gældende. Dette betød at Socialdemokraterne havde forbud mod at holde møder samt udgive tryksager og blade. Forbuddet bevirkede at Socialdemokratiske aktiviteter i Sønderborg reelt ikke eksisterede, heller ikke selv om partiet havde ret til at opstille til Rigsdagsvalget.
Efter at Socialistloven var ophævet spirede arbejderbevægelsen frem i Sønderborg. Men alle aktiviteter blev mødt af modstand, chikane og overvågning fra politiet og pressen.
I august 1892 blev der dannet en socialdemokratisk arbejderforening i Sønderborg som en afdeling af SPD – Flensborg.
Al mødeaktivitet skulle varsles
Al mødeaktivitet skulle varsles over for politimyndighederne. Det var derfor en let sag for politiet at føre kontrol ved møder. Efterfølgende lavede man så indberetninger til borgmester/politimester og landråd.
Det var ikke ualmindeligt at arbejdere blev fyret på grund af deres politiske aktivitet.
Fagforeningerne kom også for alvor i gang i perioden 1890 – 1900. Skrædderne dannede en fagforening. I 1892 var datidens HK’ ere. Smede – og maskinarbejdere i 1894, arbejdsmændene i 1895 og murerne i 1896.
Majfesterne, som siden 1890 var et tilløbsstykke i Flensborg, starter i år 1900 i det små som en fest på stranden.
Det hjalp med jernbaneforbindelse
Den nyetablerede jernbaneforbindelse mellem Sønderborg og Flensborg, som blev indviet i 1901, satte for alvor skub i tingene. Stadig flere arbejdere og håndværkere sydfra kom til byen for at deltage i de store anlægs – og byggearbejder, der blev fordoblet fra 1905 med anlæggelse af den store marinestation.
Samarbejde til Rigsdagsvalg
Ved Rigsdagsvalgene i starten af 1900 – tallet opstod der et vist samarbejde mellem socialdemokraterne og de dansksindede sønderborgere. På grund af de tyske myndigheders chikane over for begge parter udviklede samarbejdet sig hurtigt. Arbejderne fik – til stor irritation for myndighederne og det tyske borgerskab – lov til at benytte det danske forsamlingshus i Bismarckstrasse til deres møder.
I 1905 tog Gewerkschaftskartellet initiativ til to meget aktiviteter for arbejderne i Sønderborg: 1 maj – festerne og opførelsen af arbejdernes eget hus – Central – herberge – i daglig tale kaldet Gewerkschaftshaus. Dette hus kom til at ligge i Bergstrasse 7. De næste 70 år fik det en uvurderlig betydning for arbejderbevægelsen i Sønderborg.
Richard Hempel vendte tilbage
På et tidspunkt havde Richard Hempel, der kom fra Sachsen stor betydning for arbejderbevægelsen i Sønderborg. Det lykkedes for ham i 1913 at komme ind i borgerrepræsentationen. Dette skabte stor bekymring i det tyske borgerskab.
Efter at Første Verdenskrig var brudt ud mistede såvel fagforeningerne som SPD -medlemmer. Reelt var det kun ældre Socialdemokrater tilbage, mens alle andre var i felten.
I 1918 var Hempel tilbage. I løbet af få måneder var medlemstallet på 400.
Revolutionen i Sønderborg
Revolutionen i Sønderborg som vi har skrevet to artikler om forløb helt uden blodsudgydelser. I Kiel kostede dette 8 menneskeliv og mange sårede. I flere sammenhænge er marinesoldaten og skrædderen Bruno Topff udråbt som en lidt komisk person. Men det var han bestemt ikke. Han varen god organisator
Sønderjysk Arbejderforening
Den dansk orienterede Sønderjysk Arbejderforening var blevet dannet i 1911 havde kun få hundrede medlemmer. I 1919 gennemførte de en flot hvervekampagne. De indså, at det var vigtigt at få indflydelse på deres sociale og økonomiske fremtid. I løbet af et år fik SAF 12.000 medlemmer i Nordslesvig.
Vigtigst at forblive Socialdemokrat
Arbejderlederen i Sønderborg Hempel havde håbet at de danske arbejdere ville skrue ned for kravet om en folkeafstemning. Han var overbevist om at danskerne ville blive glade for det ny Tyskland. Han måtte dog opgive sin strategi da han i marts 1919 var klar over, at der ville komme en afstemning og at Nordslesvig antagelig ville blive dansk.
Han var dog ikke opgivende. For ham var det vigtigst at arbejderne ville fortsætte med at være Socialdemokrater.
Uforsonlig tone fra Dybbøl-Posten
Da Anders Grau blev redaktør for Dybbøl – Posten den 1. januar kom der en uforsonlig tone mellem ham og de to arbejdsledere Hempel og Preuss. Og det selv om der var blevet udviklet et vist samarbejde mellem danske SAF og tyske SPD. Det var de fælles problemer i dagligdagen, der var afgørende. Og det var mangel på levnedsmidler. Samarbejdet fortsatte frem til afstemningen den 10. februar 1920.
Fælles 1. maj fest
Det er ingen tvivl om, at de dansksindede arbejdere stemte dansk og tysksindede arbejdere, stemte tysk ved folkeafstemningen. De tyske arbejdere var kede af at skulle forlade den ny republik, hvor de nu var kommet af med kejseren. De brød sig ikke om det danske monarki. Da slaget var tabt var de alligevel fortrøstningsfuld:
Der var ikke forskel på danske og tyske arbejders problemer, derfor besluttede SAF at deltage i den årlige 1. maj fest sammen med SPD og fagforeningerne. I utilfredshed med dette meldte redaktør Grau sig ud af SAF.
Overdragelse til det danske Socialdemokrati
SAF havde egentlig besluttet sig for at lave en fællesliste med SPD til byrådsvalget i 1920. men efter en heftig diskussion opstillede SAF sin egen liste. Arbejderbevægelsen var nu igen nationalt. Det fik mange til at melde sig ud af SAF og ind i Socialdemokratiet. Den hidtidige leder Richard Hempel måtte tage til takke med 3. pladsen.
Der var en del skærmydsler i forbindelse med overdragelsen af medlemmer fra SPD til Socialdemokratisk Forbund. Sønderborgs Socialdemokrater ville ikke deltage i et fællesmøde i Aabenraa, hvor de Socialdemokratiske partiforeninger skulle ”overdrages” til den danske arbejderbevægelses førstemand, Thorvald Stauning. Men alligevel forløb dette dog uden større problemer. Det var ikke helt det samme i de tre andre sønderjyske købstæder.
Egentlig kan man undre sig. For blot få år før meddelte Stauning over for tyske kollegaer at Socialdemokratiet i Danmark tog afstand fra de dansksindedes aktiviteter i Nordslesvig.
En bagersvend fra København blev folketingskandidat
Medlemmer meldte sig i sommeren og efteråret 1920 i stort tal ind i Socialdemokratisk Forening. De tyske fagforeninger tilsluttede sig uden større problemer de danske fagforeninger i Sønderborg og medlemmerne valgte den dygtigste og mest markante til formand uden at tænke på om vedkommende var dansk eller tysk. Helt så let gik det ikke i de andre nordslesvigske/sønderjyske købstæder.
De tilbageværende SAF- medlemmer ville ikke støtte deres egne kandidater. De opfordrede til at stemme på Socialdemokratiets kandidat, den københavnske bagersvend J.P. Nielsen. Og det var til Folketingsvalget i september 1920
Til byrådsvalget havde Socialdemokratiet fået fem og SAF to byrådsmedlemmer.
Og den mangeårige arbejderfører Hempel sang på sidste vers. For at undgå stemmetab på grund af nationale holdninger havde Stauning ikke ønsket den tyskorienterede Hempel som Socialdemokratisk folketingskandidat.
En borgmesterpost til Socialdemokratiet i 1922
Til byrådsvalget og til valg af borgmesterposten den 5. marts 1922 fik Socialdemokratiet hjælp fra uventet kant – nemlig redaktør Andreas Grau. At han beskyldte den socialdemokratiske liste for at være tyskorienteret, kunne ikke overraske ud fra hans tidligere kritik. Men at han i uforsonlige vendinger kritiserede den borgerlige tyske liste, det var overraskende. Og egentlig var det jo taktisk dumt. For uden opbakning fra denne liste ville det være umuligt for de danske borgerlige at beholde borgmesterposten.
Sønderjyllands første Socialdemokratiske borgmester var en realitet. I Tønder måtte man vente meget længe på dette.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
I forbindelse med overstående artikel
August 22, 2022
Et slot i Sønderborg
Til kamp mod Venderne. Masser af udvidelser. Konge sad til fange i 17 år. Moderne renæssanceslot. Efter Martin Luthers anvisning. Hertug Hans den Yngre var en hensynsløs ”bondeplager” Kongen døde efter festen. Far til 23 børn. Kongen døde efter festen. Hertugdømmet konkurs. Et forfaldent slot blev renoveret. I 1764 blev slottet overtaget af hertugen af Augustenborg. Slottet blev brugt som lagerrum. Infanterikasserne 1864 – 1919. Mistænkelige personer interneret. Husvildboliger. Hertugen solgte slottet til den danske stat. Igen brugt til interneringslejr. Omfattende restaurering tilendebragt 1973. Nu et stort museum.
Til kamp mod Venderne
I Vikingetiden udgjorde Venderne ikke en umiddelbar fare for Danmark. Disse Vendere var folkestammer østfra, der gennem Polen og Nordtyskland var trængt til Østersøens kyster. Men efterhånden som Vikingernes magt ebbede ud, så steg antallet af vendiske plyndringstogter mod Danmark. Især i første halvdel af 1100 – tallet var der masser af plyndringstogter
Det lykkedes for Valdemar den Store i 1152 sammen med Absalon og Esbern Snare at få organiseret en fast modstand mod Venderne. I årene 1150 – 1200 blev der anlagt en kæde af befæstninger ved kysterne for eksempel Sprogø, Tårnborg, Vordingborg, København, Kalundborg og Sønderborg.
Sønderborg Slot var således et forsvarsværk. Det nøjagtige tidspunkt for etableringen kendes ikke.
Masser af udvidelser
Det ældste Sønderborg blev rejst på en lille sandholm i den sydlige indsejling til Alssund. På den lille ø rejstes efter 1200 et firkantet tårn af teglsten, som har været med til at forsvare hele den sydlige indsejling til Alssund. Kilder mener, at dette tårn allerede blev rejst i 1160. Fra sidste halvdel af 1200-tallet og frem til 1400 – tallet sker der talrige udvidelser af borgen.
I pinsen 1340 blev junker Valdemar, den senere Valdemar Atterdag, på slottet gift med hertug Valdemar af Sønderjyllands søster prinsesse Hedvig. Det var et vigtigt led i hans udnævnelse til konge senere samme år.
Den lille naturlige sandholm bliver ved opfyldning hele tiden gjort større og muliggjorde derved en udvidelse af borgen. Efter ombygningerne og udvidelserne var borgen i Sønderborg blevet til et solidt ringmurskastel bestående af kraftige ringmure og flankeringstårne.
Hele forsvarsværket blev afsluttet med anlæggelse af et stort forsvarsanlæg i årene 1523 – 30. Efter dette tidspunkt står Sønderborg som en af landets stærkeste borge.
Kongen sad til fange i 17 år
Har sad Christian den Anden som fange i 17 år. Det har vi skrevet en artikel om. I 1549 blev han overført til Kalundborg, hvor han sad yderligere ti år i fangenskab til han dør – 78 år gammel.
Myten går på at den rastløse konge sled en rille i et rundt stenbord er nu stærkt overdrevet. Han levede under fyrstelige vilkår og havde et godt synk. Han havde ret så frie vilkår.
Moderne renæssanceslot
Over to årtier forvandlede arkitekten Hercules von Oberberg ringmur- kastellet til et moderne firfløjet renæssanceslot med svungne gavle og spir.
Da kongen var væk startede man en ombygning af slottet. Christian den tredje nåede ikke at se udvidelsen. Hans enke Dronning Dorothea synes dog at have fortsat byggeriet.
Ved arvedelingen efter Christian den Tredjes død tilfaldt Sønderborg den yngste søn, Hans. Hele nordfløjen blev indrettet som fyrstebolig for Hans og Elisabeth af Braunschweig-Grubenhagen, som han havde ægtet i 1568.
Efter Martin Luthers anvisning
Selve boligen til fyrsten og hans familie blev placeret på første sal. På anden sal blev der indrettet en fornem riddersal, en dansesal i 34 meters længde.
En kirke blev indrettet. Den blev siden kaldt for ”Dorotheas Kapel”. Det er i dag det ældst bevarede europæiske lutheranske fyrstekapel.
Slotskirken var indrettet efter Martin Luthers forskrifter for protestantiske fyrstekapeller med et galleri i første sals højde langs alle fire vægge og udeladelse af helgenalter.
Hertug Hans den Yngre – en hensynsløs ”bondeplager”
Da enkedronning Dorothea døde i 1571 overtog Hans slottet. Han fik titel af hertug. Han begyndte straks at udvide sit gods. Han samlede sig et udstrakt jordegods som han drev hensynsløst. Han blev kendt som en hensynsløs ”bondeplager”.
Det blev efterhånden nødvendig at inddrage flere værelser til den voksende familie. Uden for hovedbygningen oprettedes en række værksteder og forsyningsrum. Hertugens hustru Elisabeth døde i 1586. Og der blev indrettet et gravkapel lige øst for kirken.
Kongen døde efter festen
I 1588 ægtede Hertug Hans fyrstinde Agnes Hedvig af Anhalt. Da brylluppet blev fejret, deltog hertugens ældste bror, Frederik den Anden som gæst. Selv om kongen var svagelig gik han i spidsen for det glade lag. På hjemvejen blev han syg og var nødt til at gå til sengs på Antvorskov Slot. Hans mavetilfælde forværredes hastigt og han døde.
Den medgift som Agnes Hedvig havde medbragt, blev af Hertug Hans brugt til godskøb og udbygning af hertugdømmets økonomiske forhold.
Far til 23 børn
I de to ægteskaber blev hertugen efterhånden fader til 23 børn. 10 af børnene døde i hertugens levetid. Forsørgelsen af de overlevende børn blev noget af et problem. Da hertug Hans den Yngre døde den 9. oktober 1622 efterlader han et hertugdømme i store økonomiske vanskeligheder.
Efter faderens død overtog den næstældste af sønnerne, Alexander, hertugdømmets hovedsæde. Arbejdet med at få orden i finanserne fik første prioritet, men det var yderst vanskeligt.
Efter Alexanders død i 1627 blev de økonomiske forhold i det lille hertugdømme forværret. En af grundene var de mange krige, der fandt sted i årene frem til 1660.
Hertugdømmet gik konkurs
Endelig i 1662 kunne den unge hertug Christian Adolf overtage sit hertugdømme uden fremmede tropper. Den 13. august 1666 blev hele hertugdømmet taget under konkursbegæring. 11. marts 1668 var det slut med hertugdømmet Sønderborg, da byen aflagde troskabsed til den danske konge, Frederik den tredje.
Herefter blev slottet styret af den kongelig amtmand. Det var ofte en af hertugerne fra Augustenborg.
Frem til begyndelsen af 1700 – tallet forfaldt slottet. Store dele af taget manglede og havde ved deres fald revet etageadskillelserne med sig. Vinduer og døre var rådne eller manglede.
Et forfaldent slot blev renoveret
Det ville have været nærliggende at sløjfe en så ødelagt og forfalden ruin, der tilmed ikke var nødvendig, hverken som fyrstebolig eller som forsvarsanlæg. Slottets placering gjorde det imidlertid velegnet at bruge som overnatningssted under de kongelige rejser.
Da der i 1716 kom en ny amtmand, W. F. von Platen, til Sønderborg, anbefalede han at bevare bygningerne. Det blev derfor besluttet at sætte det faldefærdige slot i stand.
Amtmanden forestod i årene fra 1718 – 26 genopbygningen af slottet. Ved denne genopbygning ændredes hele slottes ydre. Renæssancepræget forsvandt og man fik en sluttet fast barokanlæg.
De mange forskelligartede vinduer, der helt uregelmæssigt var spredt ud over facaderne erstattedes af vinduesrækker i fast takt i lange vandrette linjer tre og tre over hinanden.
Også indvendig skete der store forandringer. Rummene blev gjort store og lyse og lagt i en lang række med døre lige over for hinanden, så man måtte passere alle rum, når man ville fra den ene ende til den anden.
I 1755 blev Blåtårn revet ned.
I 1764 blev slottet overladt til Hertugen af Gråsten
Sønderborg Slot blev dog derefter aldrig kongelig residens eller som overnatningssted. I 1764 opgav Frederik den Femte endeligt at udnytte slottet og overlod det til hertug Frederik Christian den Ældre på Augustenborg. Kongen gjorde det som tak for at hertugen havde afstået for sine arvekrav på hertugdømmerne Plön og Glücksborg.
Heller ikke Augustenborgerne boede på slottet, der fortrinsvis var beboet af husfogeden og enkelte hertugelige embedsmænd. Indtil 1852 var Sønderborg i de augustenborgske hertugers eje. Efter treårskrigen købte den danske stat Sønderborg Slot af den landsfordrevne hertug, og det var atter et kongeligt slot indtil 1864, hvor det blev overtaget af Preussen.
Slottet brugt til Lagerrum
Et langsomt og stille forfald satte ind på ny. I den økonomiske opgangstid i sidste halvdel af 1700 – tallet udlejedes lokalerne på slottet som lagerrum for byens købmænd og håndværkere. Kun kirken blev det værnet om. Under krigene 1813 – 1814, 1848 – 1850 og 1864 blev slottet benyttet som lazaret.
Infanterikaserne
Efter krigen 1864, hvor Slesvig sammen med Holsten og Lauenburg gik tabt, blev det på slottet indrettet preussisk infanterikaserne., som fungerede til 1919.
For at skabe det nødvendige antal belægningsstuer blev der opsat pudsede træskillevægge mange steder i slottets store rum. Samtidig blev de gamle murede vægge hugget igennem, så det blev plads til lange brede vægge ind imod gården.
Mistænkelige personer interneret
I Første Verdenskrig arresterede preusserne ”mistænkelige politiske personer” og danske ”tysk – militærnægtere”. Personer, der direkte var mistænkt for spionage, blev interneret i fangekælderen på Sønderborg Slot. Senere blev alle krigsrelaterede fanger overført til Sønderborg Slot., dog ikke i fangekælderen.
Husvildboliger
I overgangsperioden 1919 – 20 blev de mange rum på slottet blandt andet brugt til husvilde – boliger. Hvem skulle tro at et slot kunne bruges til dette?
Efter 1920 rykkede en række institutioner ind på det gamle slot, blandt andet toldkammer, teknisk skole og Røde Kors.
Hertugen solgte slottet til den danske stat
Lige efter ”genforeningen” havde Historisk Samfund for Als og Sundeved, som blev oprettet i 1908 indgået en aftale med slottets ejer, hertug Ernst Günther om at få overladt nogle lokaler på slottet til Samfundets historiske samlinger.
Da hertugen solgte slottet til den danske stat i 1921 godkendte staten denne aftale og de historiske samlinger rykkede ind i slottets vest – fløj under navnet ”Museet på Sønderborg Slot.
Igen brugt som interneringslejr
Efter af slutning af Anden Verdenskrig internerede de danske myndigheder danske nazister, medlemmer af det danske mindretal samt frontsoldater. Senere blev nogle af disse overført til Fårhuslejren.
De øvrige institutioner på slottet er i dag rykket ud, mens museet til gengæld er vokset så stærkt, at det nu optager alle fire fløje.
Man talte om en restaurering. De første undersøgelser blev gennemført i 1939. Men en krig satte en stopper for det.
Omfattende restaurering
I 1963 var økonomien på plads. Man var enige om at slottet skulle tilbage i von Platens barokanlæg. I 1964 gik man så i gang. Hele den omfattende restaurering blev afsluttet i sommeren 1973. Så gik man ellers i gang med ny – opstillinger af de righoldige samlinger.
Museet er også hovedmuseum for Hertugdømmet Slesvig. Museet rummer store samlinger der belyser de to Slesvigske krige, Første Verdenskrig og begivenhederne i 1920. Desuden finder man også omfattende lokalhistoriske samlinger og en kunstsamling med værker af især danske kunstnere, der har en tilknytning til Sønderjylland.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
August 21, 2022
Sønderborgs Historie
Det begyndte ved Augustenborg Fjord. Hvem/hvad kom først. Sønderborgs ældste byområde. Hertugen udstedte et brev i 1296. Skt. Jørgensby. To offentlige skibsbroer. Længe i skyggen af Flensborg. Købstadsrettigheder fornyet 1590, Flere ulovlige havne på Als. Mange hjemmehørende skibe, Man talte dansk Krigen 1864 gik hårdt ud over Sønderborg. Stormflod i 1872. Valgret blev frataget. Fæstningsanlæg etableres. Marinestation. Den hellige side. Fra 1888 Ringriderfest. Arbejder – og Soldaterråd. Ny byggeplan, Sønderborg under besættelsen. Farvel til Sønderborg Kaserne.
Det begyndte ved Augustenborg Fjord
Den første egentlige bydannelse finder vi ved Augustenborg Fjord. Her opstod i 1100 – tallet en sæsonmarkedsplads omgivet af volde og grave. Det kaldes i dag for Brovold i landsbyen Bro.
Bedre skibe var årsag til stigende handel mellem Danmark og hansestæderne. Dette stillede også krav til en bedre og beskyttet ankerplads så nær Østersøen som muligt. Det fandt man, der hvor Alssund udløber i Flensborg Fjord. Det sted man fandt, havde færgeforbindelse til Sundeved.
Hvem/hvad kom først?
Hvem/hvad kom først? Byen eller borgen? Ja det ved man ikke. Begge dele blev grundlagt i 1200- tallet. Fra starten havde Sønderborg et torv, købstadsrettigheder og en borgmester.
Sønderborg stadsret er udstedt mellem 1404 og 1427. Men borgmester og råd omtales først i 1474.
Siden tog både kong Hans og Christian den Anden ofte ophold på Sønderborg Slot.
Sønderborgs ældste byområde
Sønderborgs ældste byområde er nok det, der ligger nærmest slottet – Brogade, Slotsgade og Rosengade. Mon ikke Humletorvet er byens første torv. Arkæologiske undersøgelse viser, at der her i slutningen af 1200 – tallet var en åben plads med plads til en brønd.
Hertugen udstedte et brev i 1256
I vores kilder siges det, at første kilder om byens eksistens stammer fra 1256, da hertug Valdemar 3. Abelsen udstedte et brev, dateret Synderborg Alsie”. Det er muligt at man har fundet dokumentation for noget, der er ældre.
Den første beskedne by voksede hurtigt. En gang i løbet af 1300 – 1400- tallet blev det store byområde, hvor Store og Lille Rådhusgade mødes i det lange trekantede Rådhustorv og fortsætter i Perlegade.
I torvets bund blev et muret rådhus anlagt. Det er der hvor rådhuset ligger i dag. Men det middelalderlige rådhus blev ødelagt ved det preussiske bombardement i 1864. Det nuværende rådhus er fra 1933.
Skt. Jørgensby
Samtidig voksede skipper – og fiskerbydelen langs stranden nordpå. Det må så være det nuværende Søndergade og Havbogade og op mod spedalskhedshospitalet på bakken. Dette hospitals kirke indgår i den nuværende Skt. Marie Kirke. Her voksede bydelen Skt. Jørgensby frem (Jørgensbjerg, Lillegade, Kirkegade).
To offentlige skibsbroer
Omkring 1510 anlagde Kong Hans orlogsværft nær ved slottet. Nogenlunde samtidig gennemførtes omfattende opfyldninger ud for Brogade og den sydlige ende af Søndergade. Helt op til 1870’erne havde byen to offentlige skibsbroer, Sønderbro og Nørrebro. Resten af strandsiden var optaget af private huse, bådebroer og pakhuse.
I perioden 1532 – 1549 sad den tidligere konge Christian den Anden i fangenskab på Sønderborg Slot. Vi har i en artikel skrevet om dette ophold.
Længe i skyggen af Flensborg
Sønderborg lå længe i skyggen af det store Flensborg. I 14 – 1500 – tallet havde bønder fra Als og Sundeved endda lov til at rejse uden om Sønderborg for at handle i Flensborg. Men efter Sønderborg Slot i 1571 var blevet hovedsæde i hertugdømmet Sønderborg, kom der opgangstider.
Handel og søfart blomstrede og byens indbyggertal steg. De gunstige forhold for erhvervslivet betød en befolkningsfremgang. Fra landdistrikterne undertiden også fra Flensborg og dels af tyskere.
Købstadsrettigheder fornyet i 1590
I 1590 fik Sønderborg fornyet sine købstadsrettigheder, da hertug Hans den Yngre giver byen en ny markedsordning. Skatte-listen fra 1607 oplyser, at ud af 340 skatteydere var der 100 håndværkere. Håndværkerstanden udgjorde således en væsentlig del af byens borgere.
Flere ulovlige havne
Købmænd og skippere nævnes også hyppigt i skatte-listerne, hvilket antyder at Sønderborg var en søfartsby. Det ældste kendte kort over Sønderborg er fra 1649. Det stammer fra Danckwerths Slesvig – Holstenske Atlas, hvortil alle kort og byplaner er tegnet af den meget dygtige kartograf Johannes Mejer fra Husum. Begge personer har vi tidligere omtalt.
I 1600 – tallet kæmpede Sønderborg mod flere ulovlige havne på Als. Flækken Nordborg fik flere handelsprivilegier. I begyndelsen af 1700 – tallet var Nordborg en alvorlig konkurrent.
Mange hjemmehørende skibe
Fra omkring 1650 og næsten 100 år frem oplevede byen en økonomisk stagnation og tilbagegang. Dette skyldtes de voldsomme oplevelser under svenskekrigene 1658 – 60. Det sker næsten ingen udvidelse af byen.
Det var et tab for Sønderborg at man i 1667 mistede hertughoffet.
I 1686 udarbejdes der, oven på en række år økonomisk vanskelige år. Nye bestemmelser for handel, skibsfart, håndværk og fattigforsorg. Det fik betydning for byens liv de kommende 170 år.
I 1730 havde Sønderborg 70 hjemmehørende skibe. Skibene udførte især korn, men også varer som tegl, smør og æbler. Og så hentede de træ retur. Også skibsbyggeri fik stor betydning.
Man talte dansk
Det meste af byen var dansktalende, men tysk var stor set enerådende i administrationen og forretningsliv og dominerede i kirke og skole. I 1840’erne var byens borgerskab nationalt delt, men under hele Treårskrigen 1848 – 51 var byen på danske hænder, og det danske kom til at dominere.
Krigen 1864 gik hårdt ud over Sønderborg
Krigen mellem Danmark, Preussen og Østrig i 1864 fik alvorlige følger for Sønderborg. Den 10 uger lange belejring og beskydning af skanserne på Dybbøl Banke betød at der ofte faldt granater ned i byen. Særlig galt gik det natten mellem den 2. og 3. april, hvor byen blev kraftig bombarderet.
Det voldsomme bombardement resulterede i mange ødelagte huse i byen. Det gik især hårdt ud over Rådhuset og hertugernes by-palæ fra 1580’erne, det såkaldte Ernst Günther Palæ i Perlegade.
Hele 80 pct. af byens huse enten nedbrændte eller på anden måde beskadiget. En masse af byens borgere udvandrede til Danmark. Til gengæld fik byen flere tyske militære institutioner.
Stormflod 1872
Den 13. november 1872 ramtes byen også en voldsom stormflod, som påvirkede alle byerne langs Sønderjyllands østkyst. Vandet nåede en højde på over tre meter over normal vande og står meterhøjt i mange gader.
Valgret blev frataget
Da byen efter krigen kom under tysk styre, betød det store omvæltninger for borgerne. Bystyret i Sønderborg var fra 16. november 1869 tysk. Den 1. januar 1870 indførtes den Slesvig – Holstenske købstadsordning. Denne ordning satte nye grænser for, hvem der kunne deltage i kommunalvalget.
I 1875 var der i Sønderborg kun 374 valgberettigede borgere, en markant nedgang i en by der på dette tidspunkt havde 4.000 indbyggere.
Fæstningsanlæg anlægges
I 1865 – 66 anlagde det preussiske styre en ny og forbedret fæstningsring omkring byen. både på Sundeved – siden (de nuværende skanser på Dybbøl Banke og på Alssiden. Samtidig blev Kongevej anlagt som en militærvej rundt om byen.
Af fæstningen på Alssiden er kun bevaret de materielhuse på Kongevej og i Helgolandsgade samt en rest i en privat have ved Alsgade. Da faren for et modangreb var drevet over med den tyske sejr over Frankrig 1870 – 71, blev anlægget nedlagt i 1884.
Marinestation
I 1905 besluttede det tyske rige, at Sønderborg sammen med Flensborg skulle være nye hovedkvarterer for den hastigt fremvoksende tyske flåde. På skrænten nord for byen rejstes den nye marinestation. Denne marinestation fik stor betydning for byens indbyggertal.
Det var især de offentlige bygninger, der førte an i de mange nybyggerier. Der blev også bygget amtssygehus, skole og gymnasium, filial af rigsbanken, domhus og posthus.
Trafikken til byen var indtil da i høj grad sket med dampskibe på Alssund og Flensborg Fjord. I 1898 blev der anlagt smalsporet amtsbaner på Als. I 1902 fik normalsporet forbindelse til Tinglev.
”Den Hellige Side”
Den første bro ”Kong Frederik den Syvendes Bro over Alssund” blev 230 meter lang og gik fra Sdr. Havnegade til Sundgade. Broen blev indviet den 21. september 1856. Det var en ponton – bro, Der skulle betales bropenge for at komme over. Dog ikke om søndagen, hvor der var kirkegang. Folkevandringen hver søndag gjorde, at Sundeved – siden i folkemunde blev kaldt ”Den hellige side”.
I årene mellem 1850 og 1864 blomstrede byen. På skibsværfterne langs havnen blev der bygget store sejlskibe til langfart. Langs hovedgaderne blev mange af de store købmandsgårde nybygget i grundmur.
I 1860 lykkedes det også at købe slottets ladegård. Derved fik byen udvidelsesmuligheder mod øst næsten hundrede år frem. Samtidig forbedredes byens faciliteter. I 1863 anlagdes det første gasværk i nærheden af slottet.
Fra 1888 – Ringriderfest
I 1888 blev Sønderborg Kredsringriderforening oprettet og lige siden har man holdt ringriderfesten i Sønderborg. I nutiden er den årlige ringridning blevet en folkefest med deltagelse af ca. 500 ryttere og 40.000 gæster. Længe så har man kæmpet med Aabenraa om at få flest ryttere. Under tyskertiden måtte dampere med gæster fra Danmark gerne lægge til med gæster til ringridningen.
I 1906 vedtog man en ny byplan. Herefter blev en masse gader øst for Kongevej og hele Nystaden anlagt. Samtidig fik en række gader tyske navne. I Nystaden var det en hel masse gader, der blev opkaldt efter tyske digtere. Hvis kun Goethe har overlevet.
Ved Rigsdagsvalget i 1912 stemte halvdelen af befolkningen på tyske borgerlige partier og under en fjerdedel dansk.
I 1914 fejrede tyskerne sejren ved Dybbøl. Men ikke lang tid efter startede Første Verdenskrig. I løbet af få år kunne også Sønderborg mærke sult, nød og ulykke.
Arbejder – og Soldaterråd
I november 1918 udbrød der revolution i hele Tyskland. Også i Sønderborg blev der oprettet et ”Arbejder – og Soldaterråd under ledelse af skrædder Bruno Topff. Rådet skulle sikre ro og orden under afviklingen af det kejserlige styre. Vi har her på siden to artikler om temaet. Måske snart tre.
I 1920 var der 44 pct., der stemte til fordel for Danmark. Den offentlige forvaltning skulle igen gøres dansk. Der skulle vælges nye by-, kommune- og sogneråd.
Ny byplan
Økonomisk var landsdelen meget forsømt. Det blev en stor opgave for staten. Og så var det lige den nye bro. Den blev indviet under stor festivas den 7. oktober 1930. En stor byplans – konkurrence i 1927 blev vundet af arkitekten Kai Gottlob. Det betød at en række ring – og radialgader blev anlagt: Ringgade, en del af Grundtvigs Alle, Ringridervej, Søndre Landevej og Arnkilgade.
Sønderborg voksede nu næsten eksplosivt på grund af det store Kamgarnsspinderi, væksten i margarinefabrikken og det nye amtssygehus samt en række mindre virksomheder. I 1959 steg indbyggertallet til 20.000 indbyggere og i 2000 steg befolkningstallet til over 30.000 indbyggere.
Sønderborg under besættelsen
Under besættelsen i dagene den 17. og 18. april 1944 var der gang i den i Sønderborg. Et tysk marinefartøj åbnede ild mod Kong Christian den Tiendes Bro, hvorved fodgængere blev dræbt.
Den 5. maj 1945 blev 11 tyske marinesoldater om natten henrettet på Alssund ombord på minestryger M 612. Det skete kun 2 km fra Sønderborg. Denne hændelse har vi også beskrevet i en artikel.
I 1981 kunne man så indvie den nye højbro over Alssund. Nu kunne den tunge fabrik lede uden om byen.
Farvel til Sønderborg Kaserne
Den 4. april 2014 blev flaget hejst for sidste gang på Sønderborg Kaserne. Det markerede afslutningen på Sønderborgs status som garnisonsby. Kasernen i Sønderborg havde huset soldater siden den stod færdig i 1912.
I 1966 fik skolen navnet Infanteriets Befalingsmandsskole, hvor al sergentuddannelse ved kamptropperne samledes i Sønderborg. I forbindelse med Forsvarsforliget 2013 – 2017 blev det besluttet at Hærens sergentskole skulle flytte fra Sønderborg til Varde Kaserne.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
August 19, 2022
Nørrebro – for mange år siden
Vi kigger på Nørrebro omkring 1900. Her var masser af marker. Man kunne lave sin egen kaffe i Aahuset. 6-7- årige skulle tidligt ud af huset om morgenen for at tjene penge. Lærerne var ligesom ”Højere væsner”. Det kneb med at holde øjnene åbne for ”Mælkedrengene” Svende skulle tiltales med ”De”. Et stykke wienerbrød kostede 4 øre. Viceværten tændte for gassen. Madammerne på fjerde tømte natpotten i vaskekummen. Spytbakker var ulækre. Et vandhul, der hed Gåsen skulle man passe på. Når Borgervæbningen holdt øvelser. Hvad er en ”Rund”? Kongen mødte op til Børnehjælpsdag. De mange lege i gården. Hver torsdag måtte de ældre tigge. Lidt hjælp kunne man dog få.
Masser af marker
Det var dengang, da Rantzausgade hed Nordvestvej. Det var næsten marker alt sammen lige fra Brohusvej og ud af Borupsalle. På Jagtvej var der en stor rabarbermark. Så var det åen, der hvor Aagade og Borupsalle løber sammen. Der gik knægtene i vandet.
Lav din egen kaffe i Aahuset
På hjørnet af Falkoneralle og Aagade lå Aahuset. Det var en stor have med musik hver aften. Her kunne man leje lysthuse helt ned til åen. Man kunne også låne en maskine med vand. Så kunne man lave sin egen kaffe.
I Lille Ravnsborggade var en hjælpeorganisation, hvor man kunne få grød og varm mælk. Man kunne også få margarine – klemmer til
6 – 7- årige måtte tidligt ud af huset
De små 6 – 7- årige kunne allerede blive smidt ud af huset om morgenen ved 6 – tiden for at samle flasker. Og så var lønnen 1 kr. om ugen. Denne bidrog i høj grad til husholdningen.
Der var ikke noget sikkerhed. Endte et barn på hospitalet med en dyb flænge, der skulle syes sammen, var der ikke der hed erstatning.
Blev man lidt ældre kunne man godt komme op på 2-3 kr. om ugen. Man kunne få arbejde i porcelænsforretning 0g kolonialhandel. Jo dengang havde forretningerne åbne til 19 de første fredage. Fredag og lørdag havde man så åben til 23. Og endelig søndag fra 7 til 10. Man måtte sandelig ikke åbne i kirketiden.
Mange steder blev børns søndagstøj solgt hos panteudlåneren for så at blive indløst igen om fredagen.
Lærerne var lige som højere væsner
I skolen var lærerne højere væsner. Det var virkelig nogle af dem, eleverne frygtede. Man var altid i dårligt humør, når der skulle laves stil eller genfortælling. Det var heller ikke sjovt at få udleveret stilebøger fra tidligere.
Adskillige havde komma – og sjuskefejl. Det var ikke unormalt med 3, 4 og 5 fejl. Og blot en fejl betød et slag med spanskrøret. Jo pædagogikken var meget fremskreden.
Nu var aftale blandt knægtene at man under afstraffelsen ikke måtte kny eller vise så meget som en tåre. Men vidste man, at man skulle være offer for afstraffelse, hændte det også, at man lagde et stykke voksdug indenfor buksebagen. Larmede det så ekstra ja så fik man en ekstra behandling.
Det kneb med at holde øjnene åbne
Og tænk engang Mælkedrengene Fra mejerierne Enigheden, Solbjerg, Københavns Mælkeforsyning og de andre, måtte arbejde fra kl. 4 om morgenen og lige til de skulle møde i skolen. Ikke så sært at de havde svært ved at holde øjnene åben eller undgå at falde i søvn. Det kneb hvis også at indsuge lærdom.
Så var der Charlottegadens Betalingsskole. Det kostede 1 kr. om måneden. Så skulle man også lige selv betale bøgerne. Det var ikke så meget forskelligt fra Sjællandsgades friskole Engang imellem var der bad og aflusning på begge skoler.
Hvis man nu for at skulle i skole og havde langt, ja så var det dyrt at tage sporvogn. Det kostede 5 øre for en billet ligeud og 10 øre for en omstigning.
Særlig til jul kunne mælkedrengene få mange drikkepenge. Ofte så mange at familien kunne fejre jul.
Svende skulle tiltales med De
En læretid som blikkenslager tog fem år. Lønnen var 5 kr. om ugen. Og det sidste år steg lønnen til ”hele” 8 øre. Man skulle møde kl. 6.30 om morgenen og arbejdstiden var 10 timer. Når man mødte, var man en del forkommen efter en lang vandretur. Madpakken var under armen. Klemmerne var pakket ind i avispapir.
Når man så var blevet svend, så kunne man tillade at give en lærling en lussing, når han fløjtede. Svendene forlangte også, at de blev tiltalt med De. Og det måtte den tidligere læremester også. Jo dengang var fag – og ufaglærte skarpt adskilte.
Tænk dengang gik man i strejke for to øre mere i timen. Mange af de strejkende måtte gå på lånekontoret. De havde omtrent ribbet hele hjemmet for linned og tøj
Et stykke wienerbrød for 4 øre
Men se det var jo dengang, at et rosenbrød kostede 2 øre, wienerbrød for 4 øre og napoleonskager for 5 øre.
Viceværten tændte for gassen
Omkring Fredensgade var der en værre rotterede. Der var ingen lys på bagtrappen men det rørte nu ikke ungerne. Nogle steder havde man dog gasbelysning om aftenen. Fra en gasmåler i kælderen under trappen strømmede gassen gennem et langt rør helt op til femte sal. Hver etage havde en gas-arm, hvor en bred blå flamme tændtes med fut hver aften, når viceværten kom og åbnede for gassen.
Der var ikke råd til store ting, når ugelønnen kun var 16 kroner.
Madammerne tømte potten i vaskekummen
På den tid var der nedløbsrør fra køkkenvasken, der hang udenfor i fri luft. Alligevel kom der ofte grimme dunster fra vasken. Man sagde at madammerne øverst op tømte natpotterne i vasken. Og så kunne det ske, at det gik i stå lige uden for ens køkkenvindue.
Det var også galt om vinteren, når vandet frøs til is derude i røret. Så standsede alt udløb. Så havde man pligt til at bære alt det snavsede vand ned i gården i spande. Undertiden revnede et nedløbsrør og vand sjaskede mod ruder og ned i gården. Det var ikke behageligt at blive ramt af sådanne stråler.
Spytbakker var ulækre
Ældre mennesker havde spytbakker stående i stuen. Dette fandt mange afskyeligt. Ofte var det især mænd, der ikke kunne ramme bakken. Og så lå der bare en ulækker klat ved siden af.
Et vandhul, der hed Gåsen
Blegdamsvej dengang var ganske smal. Den var kun afgrænset af en tjørnehæk ind til Nørre Fælled. Det var en god legeplads. Omkring indgangen til Rigshospitalet lå et vandhul, der hed Gåsen.
Den var ret dyb og kunne være farlig om vinteren. Der opstod våger og så skulle man ikke komme under isen. Kom man pjaskvåd hjem, var man sikker på klø. Så var det måske bedre at gå rundt i solen om vinteren og håbe på at tøjet tørrede.
Når Borgervæbningen holdt øvelser
Det var ikke alle, der havde råd til længere ture dengang. De måtte nøjes med at søndagsturen gik til Fælleden. Det kunne være svært at finde et sted uden kokasser.
Det var jo også her, at Borgervæbningen afholdt deres øvelser. Det var en slags genindkaldelse med genopfriskning af den militære kunnen under faste befalingsmænd. Tropperne havde en speciel uniform og en kasket med ligeud stående skygge.
Alle mænd måtte bruge deres aftenfrihed til formålet. Der var både høje, små, tynde og svære i en broget forvirring. Mange af dem var ledsaget af kone eller kæreste som pænt måtte holde sig uden for øvelsespladsen.
Det var svært at holde sig alvorlig, når de gæve mænd eksercerede. En del af mændene havde allerede inden indkomst fået sig en lille en.
Hvad er en rund?
Når øvelsen var forbi, blev mænd og koner forenet. Enten fik de madpakker på Fælleden eller også gik den videre på en af de mange værtshuse på Blegdamsvej. Her på vejen kunne man få sig ”en rund”. Det var et såkaldt ballonglas med fadøl og indeholdt omtrent ca. 1 bajer. Sådan et glas øl kostede 8 øre. Man betalte gerne ti øre til tjeneren, så det var klart, at han var ret så fornøjet.
Kongen mødte op til Børnehjælpsdag
Børnehjælpsdagen i tidligere tider var festlige. Det var stærkt pyntede vogne med datidens mest populære skuespillere og sangere. Man rakte indsamlingsbøsse – og stænger ud mellem det talrige publikum. Der kom mange penge ind. Selv den daværende kong Christian den Niende gik rundt mellem publikum og stak sølvdalere i indsamlingsbøsserne.
De mange lege i gården
Derude i gården spillede drengene ”Tære”. De spillede også til vægs med ”Janter”. Det var en slags metalknapper, der kunne købes billigt i butikker. Man kunne også bruge brandmands-uniforms-knapper., som man tiggede sig til og eventuelt solgte for 10 janter. Dyrt legetøj havde man sjældent dengang.
Pigerne hinkede også ”Paradis” og der var adskillige andre lege som kunne sættes i gang under billige vilkår.
Hver torsdag måtte de ældre tigge
Og de ældre. Ja de sad på Almindeligheden. I dag er det ”De Gamles By”. Dengang fik de ikke lommepenge. Men hver torsdag havde de lov til at gå ud og tigge. Og det var til skrå og tobak. De handlende var vant til at de kom hver torsdag.
Lidt hjælp kunne man dog få
I begyndelsen af århundredet var der ikke noget, der hed understøttelse. Man kunne gå på Almindeligheden og bede om hjælp hos forstanderen. Så fik man lidt til huslejen. Man kunne også få et kort til at hente mad tre gange om ugen og hver torsdag to rugbrød og et sigtebrød u de på Fasanvejen i kælderen.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
August 19, 2022
Frederiksberg – for mange år siden
Hvordan så Frederiksberg ud omkring 1900? Man skulle bare give tegn med stok. Det var et chok at se jernbanen. Man måtte ikke grine under bønnen. Der var ikke mange møbler. Datidens klosetter. Stakkels aviskone. En flaske snaps for 45 øre. Knægtene tog til Valby for at slås. Man så de kongelige. En tur forbi Alleenberg og Sommerlyst. Mange adspredelsesmuligheder, også for ungdommen Gymnastiksko var gratis i en lockoutsituation.
Tegn med sin stok
Det var stort dengang, man så den første sporvogn uden heste. Det var de to – etagers. Endestationen var Fuglebakken. Det smarte dengang var, at man kunne få sådan en sporvogn til at holde, hvor man ville. Gav man tegn med en stok eller sin paraply så stoppede sporvognen.
Denne linje kørte ad Aaboulevarden.
Det var et chok at se jernbanen
Her lå Ladegården. Børnene vinkede op til lemmerne. der arbejdede i nogle værksteder. De lå på øverste etage. De begyndte ret tidsligt at feje veje med deres lange riskoste.
Ude på Vesterfælledvej var der endnu store marker, hvor der gik køer.
Men det var et chok at se den første jernbane. Det var på vej til Frederiksberg Have. Pludselig henne ved Frederiksberg Jernbanestation oplever familien et meget kraftigt lys, der voksede nærmest i rasende fart. Det blev til en vogn i to etager med en masse lys tændt både foroven og forneden. Der stod en mand med hånden på et eller andet. Lyset skar familien i øjnene, vognen larmede endnu mere, da uhyret kom helt tæt på.
Den lille datter skyndte sig skrigende væk.
Man måtte ikke grine under bønnen
Jo så det var i Clausens Privatskole på Frederiksberg. Det var så smart, at Clausen kunne åbne en skydedør mellem to klasseværelser. Så kunne han høre to klasser på en gang. Men han begyndte altid med en bøn. Og selv om det så sjov ud, når han missede med sine små øjne, så var det en helligbrøde at grine under bønnen.
Så kunne man være sikker på at få en bønnebog i hovedet og tildelt et antal lussinger.
Man havde ikke mange møbler
Selv på Frederiksberg kunne man blive sat på gaden af fogedens folk, når man skylder i skat. Man havde ikke flere møbler ens at der kunne ligge på en fladvogn. Så var der ellers betjenten, der skulle holde vagt end til far havde fundet et nyt logi.
Lige som på Nørrebro var også her på Frederiksberg ledige lejligheder. Havde lejligheden stået ledig i længere tid kunne man få den helt uden udbetaling. Men så fik man også lus, møl, kakkerlakker, mus og væggetøj med i prisen.
Datidens klosetter
Nu kunne man sandelig flere steder på Frederiksberg få klosetter, der bestod af en spand med et bræt over. På et tidspunkt kom renovationsarbejdere så og tømte det lækre indhold. Og en skøn duft bredte sig i hele lejligheden.
To gange om året var der flyttedag. Så fik man lov til at smide kasserede ting ned på gaden blandt andet halm, som man dengang brugte i stedet for madrassen. Det gjorde arbejderne i hvert fald.
Stakkels aviskone
Det var heller ikke altid lige populært at abonnere Socialdemokraten. Det fandt beboerne ud af. Så en dag fik aviskonen natpottens indhold ned over sig. Det betød så en overgang at avisen udeblev. Men så blev det aftalt, at hun bare skulle levere avisen gennem tremmerne til kælderen.
I øvrigt var sønnen Grundtvigianer og kom meget i Grundtvigskirken. En dame ved kaffebordet spurgte, hvad der var bedst – National Tidende eller Berlingske Tidende? Sønnen argumenterede for Socialdemokraten. Men der blev nu kigget meget skævt til den unge mand.
En flaske snaps for 45 øre
Men hvordan var priserne dengang (1887 – ca. 1900):
Knægtene tog til Valby og slås med dem
Knægtene kunne finde på at tage til Valby og slås med dem. Så gik man gennem Søndermarken og fik så fat i nogle kæppe på vejen.
Det var også på Frederiksberg at bryggeriet Stjernen startede. De overtog både Rideskolen og Ceres grund.
Man så de kongelige
Når man om søndagen gik hen ad Allegade mod Frederiksberghave kunne det ske, at man blev overhalet af et par charabancer med mænd i flotte røde frakker og fjerbusk i hatten på bukken og trinbrættet bag og så nogle almindelig klædte damer og herrer på begge sider inde i væggen. Det var de kongelige. Og dem skulle man hilse på.
Med en madpakke kunne man sagtens tilbringe en eftermiddag i Frederiksberg Have. Foran slottet var der mange diske og her var også en ruchebane. Det var en pakke sukkermad og en flaske mælk, som man tog med.
En tur forbi Allenberg og Sommerlyst
På vej hjem fra Frederiksberg Have eller Søndermarken kunne man jo lige tage en afstikker til Aleenberg og Sommerlyst, hvor der var musik og gynger og karruseller. Så kunne mændene bare gå i Bjørnekælderen og få en fadøl for 15 øre.
Man kunne da også vælge Vodruflund. Har skulle man dog lige betale entre.
Søndermarken var til Grundlovsdag lavet helt om. Her var boder, lykkehjul, karrusel m.m.
På hjørnet af Østre Fasanvej som det hed dengang lå ”Store Godthaab”. Men her blev jorden solgt fra og Frederiksberg Hospital blev bygget. Her lå nogle skønne valnøddetræer.
Mange adspredelsesmuligheder
Gik man lidt længere ud af Godthåbsvej, ja så var man hurtigt på landet. Eller gik man endnu længere kom man til Lille Bellahøj men det udbrændt og senere genopbygget. Ad markstier kunne man så også gå Til Brønshøj Tivoli.
Man kunne også gå til Damhussøen. Dertil gik en landevej med gårde og marker. Det svarer nærmest til Ålekistevej i dag.
Det var også sjovt for børnene at kigge på rebslageren ved Glentevej. Han gik frem og tilbage og snoede sine reb.
Også muligheder for ungdommen
Når børnene så blev lidt ældre kunne de måske gå den lange tur til Husum Møllekro og danse. Og så vende hjemad hen på de lyse timer.
Og så kunne man jo også gå i biografen for mellem 35 og 75 øre. Et tilløbsstykke var også slikmutter, der holdt med hendes vogn ved Frederiksberg Runddel. En sukker-stang kostede således 2 øre.
Gymnastiksko var gratis i en lockout – situation
Dengang i 1898 da masser af arbejdere blev lockoutet, da kunne børn af lockoutede fædre søge om fri gymnastiksko. Ja på Frederiksberg var alle skoler og bøger gratis. Der var en langt friere tone imellem lærerne og eleverne.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: