Artikler
Februar 4, 2010
Magistraten ville ikke bygge oven over dag – og nat renovation. Politiet fik serveret 25 øl. Dyremishandling skulle trække ”øl havegæster” til. Apotekerenes opfindelse var starten til Porcelæns – fabrikken. Den stakkels pige fra Fanø blev lukket inde i Christianshavns kvindefængsel. Moral og etik var i højsæde, da Christianshavns Døtreskole blev dannet. Børnedødeligheden var enorm stor og vi skal høre om 1930ernes pædagogik på Sofiegades Skole og meget mere.
Andreas Bjørn
Andreas Bjørn var en meget driftig mand. Ikke blot lod han kanalen mellem havnen og Overgaden ”indpæle”. Han foretog også en kæmpe opfyldning og indrettede Københavns første egentlige Skibsbygger – fabrik.
I alt byggede han ca. 50 skibe, deriblandt orlogsskibet Kjøbenhavns Slot med 44 kanoner.
Eksplosion på Christianshavn
På terrænet bag Frederiks Tyske kirke lå Land-artilleriets Laboratorium mellem Wildersgade og Overgaden neden Vandet og ud til sejlløbet lå Sø-etaten. To gange var Gamle Laboratorium sprunget i luften. Den 6. august 1679 formedelst Guds Vejr og Tordenslag. Ligeledes den 16. juni 1683, da
Den største arbejdsplads
I 1843 fik Hans Heinrich Baumgarten kongelig bevilling til at oprette et maskinværksted i København. Tre år senere overtog den velhavende unge ingeniør Carl Christian Burmeister firmaet. Der blev købt en ejendom på hjørnet af Overgaden neden Vandet og Lille Sofiegade, der dengang gik igennem til Wildersgade .
I de følgende år erhvervedes tilstødende huse og pladser. I 1872, da Baumgarten for længst havde trukket sig ud af firmaet, var han blevet erstattet af englænderen, William Wain.
Fra Langebro i syd til Lynetten i nord, så meget fyldte B&W. Allerede i 1847 udgik den første dampmaskine fra værkstedet i Lille Sofiegade. Det var til dampbåden Dragen, der sejlede i Næstved kanal.
Af Jacob Holm lejede firmaet Engelskmandens Plads mellem kanalen og havnen i den hensigt, at bygge skibe. I 1854 udgik det første skib herfra. Det var træskibet Hermod bestilt af Generalpostdirektoratet til passagerfart. Passagerdamperen Hjejlen fra 1861, som nu sejler på Silkeborg – søerne, blev også bygget her.
Kjærulfs Have
Kjærulfs Have startede som dansesalon. Den var hovedsagelig besøgt af befalingsmænd. De besøgende kom fra to artilleriets skoler, som lå i nærheden samt
søfolk fra de mange skibe, der havde hjemsted på Christianshavn.
Dette eventyr stoppede i 1788, hvor en tidligere styrmand, N.V. Kjærulf købte stedet. Nu blev det borgerskabet, købmænd og andre handelsfolk, der besøgte stedet. Efter måltiderne gik man til spillebordene. Man tog også visebøgerne frem for at afsynge Rahbeske drikkeviser. I haven var der også jævnlig koncerter. I 1827 mens Kjærulfs datter endnu ejede stedet, blev det sat til salg. På et tidspunkt var stedet et væverherberg. Fra 1846 blev det opslugt af B&W.
Det kan være svært at forestille sig, at der her engang har været det rene idyl. Rygter vil vide, at Baumgarten har slået katten af tønden ved en fastelavnsfest på stedet.
Wildersgades Kaserne
Den tidligere Wildersgade Kaserne var en stor monumental bygning . Har havde Væverlavet efter Christianshavns indlemmelse grundlagt den første lærredsfabrik i Danmark. Til kasernen hørte i sin tid foruden depotbygningerne i Overgaden neden Vandet bl.a. Frelsens Hærs lave længe i Wildersgade.
En af de ældste huse
Brogade blev sløjfet i 1938. Men i nr. 3 lå en af Christianshavns ældste huse opført i 1688 af brygger og rådmand i København, Rejmer Wilde. Ved nedrivningen fandt man ud af, at dele af bygningerne var betydelig ældre.
Apoteket og starten til porcelæns-fabrikken
I Brogade 19 havde Christianshavns Apotek til huse. Dette var først blevet oprettet i 1707. En forordning fra 1672 forbød nemlig nye apoteker i København:
Apoteket flyttede ind i nabobygningen og senere til Torvegade. Det blev overtaget af Franz Heinrich Müller i 1785. Han fandt ud af, at fremstille porcelæn af bornholmsk ler. Dette var grundlaget for oprettelsen af Den Kongelige Porcelænsfabrik. I øvrigt så indførte hans efterfølger J. Chr. Hauberg, at alle Christianshavn:
Børnehusbroen
Børnehusbroen eller som den tidligere blev kaldt Den røde bro var anlagt samtidig med Christianshavn. Den forfaldt ret hurtig. I 1688 var det ene rækværk væltet og brolegemet:
Den fik først en hovedreparation i 1727, da der var forbundet med virkelig livsfare at passere den.
Dyremishandling
I 1700 – tallet lå Bremers Have herude ved volden. Bremer annoncerede med, at man kunne se tyre, bjørne og hunde. Man kunne blandt andet se en bjørn blive bragt til vanviddets kant ved at få anbragt raketter og andet fyrværkeri på kroppen. Ja, Bremer annoncerede end dog med, at man selv kunne medbringe sin hund, der så kunne være med til at mishandle bjørnen. Senere på året kunne man være med til at hidse en tyr til døden.
Måske var denne form for mishandling ikke noget for københavnerne, for Bremer gik konkurs kort tid efter.
Øl-haven lukkede dog først et halvt århundrede senere, da englænderen Thomas Potter oprettede et jernstøberi på stedet.
Snorrebroen
Mens Børnehusbroen var offentlig, så var Snorrebroen privat. Den var afspærret med en Snorre for at forhindre unødvendig kørsel. I 1785 var den så forfalden, at det var farligt at benytte den. Den kunne dog vanskelig undværes i ildebrandstilfælde. Den lettede også tilgangen til Frelsers Kirke og Sø-kvæsthuset.
Der blev foretaget en frivillig indsamling for at skaffe midler til dens vedligeholdelse . Senere påhvilede det dog Christianshavnerne selv at vedligeholde den. Det skete blandt andet ved at forhøje vægterpengene.
Knippelsbroen
Og nu, hvor vi er ved broerne, skal vi atter engang høre om Knippelsbro. Denne bro, som har haft hele tre forskellige placeringer.
Sådan skriver en af Christianshavns ældste historikere, Præsten Paludan. Han mente endda, at Christian den Fjerde ville have ledet hele sejladsen fra Østersøen mod syd på grund af den store dybde mellem Amager og Sjælland. Men en sandbanke ud for Amager mod Køge Bugt umuliggjorde dette foretagende.
Den første Knippelsbro var lidt af et ingeniør – arbejde. Helt praktisk var det nu ikke altid. Således skulle der bruges 10 mand, når broen skulle op og i. Og det var ikke altid lige nemt at få fat i dem.
Johanne Ludvig Holberg
Som tre – årig flyttede Johanne ud på Christianshavn. Hendes far havde et værtshus på Nørrebro og fortsatte nu i Brogade 2. Som voksen flyttede Johanne
lige over for sit bardomshjem i Brogade 3. Det var et par år efter, at hun havde giftet sig med Johan Ludvig. Ja, det var Johanne Louise Holberg.
Bjørnholm
Ude for enden af Strandgade lå en ø, Bjørnholm. Her lå resterne af en kølhalingsplads fra sejlskibenes gyldne tid. Skibet blev ved hjælp af et maskineri fra kajen, der trækker masterne ned på jorden, bragt til at krænge over, så bunden i den ene side kunne repareres fra en robåd.
Øen kom senere til at hedde Wilders Plads Ejeren af øen Bjørn fik 20 års skattefrihed. Efterhånden kom der flere ejere til øen, blandt andet Grønlands handel.
I Bjørns tid var der en kort overgang skydebane for Det Kongelige Skydeselskab på øen.
Sladderrækken
Wildersgade hed i ældre tider Lille – og Store Kongensgade. Sidstnævnte var strækningen mellem Torvegade og kanalen. Den kaldtes også for Sladderrækken. Navnet Wildersgade fik gaden i 1859.
Heering
Peter F. Heering havde en af de største virksomheder på Christianshavn. Virksomheden blev grundlagt i 1818 i en urtekræmmerbutik på hjørnet af Boldhusgade og Admiralsgade. Kirsebærlikøren blev efterhånden også eksporteret til det sydlige udland.
I 1833 begyndte han også på rederivirksomhed og fire år efter havde han ti skibe i søen. Ved hans død i 1875 var der dog kun to skibe tilbage. Men eksporten af likøren var stigende.
Sort, skiden og smudsig
En jysk bondeknold, der under krigen 1848 – 1850 var udstationeret i København fortalte lidt om forholdene på Christianshavn – dengang. Efter en march til Amager gik man gennem Christianshavn.
25 øl til politiet
En skrøne fortæller om en politistation med et værtshus i kælderen. Det kunne godt stamme fra Christianshavns Torv. Da lå politistationen henne ved hjørnet af Overgaden. Man skulle have haft den ordning med værtshusholderen i kælderen, at når vagthavende bankede i gulvet, skulle han komme op med det antal
øl, der svarede til det antal af dunk. En dag kom værten op med 25 øl. Man havde anholdt en fuld mand med træben.
Den stakkels pige fra Fanø
Borgerdydskolen på Christiansborg var den første skole i Danmark, der udklækkede kvindelige studenter. Det skete så sent som i 1877. En af de første var Nielsine Nielsen, som også blev den første læge i Danmark.
På vej hjem fra eksamen, mødte hun sin gamle lærer gennem tre år, Ludvig Trier. Hun ville takke for hans indsats, men han forbød hende at tale om det.
Nielsine blev senere læge på Kvindefængslet på Christianshavn.
I sine erindringer fortæller Nielsine en frygtelig historie fra Fanø. Der var fundet et barnelig. Forhørsdommeren fik til opgave at finde moderen for en hver pris. En tilfældig unge pige blev anholdt. Forhørsdommeren, der var berygtet for sine metoder, fik under torturlignende forhold den unge pige til at tilstå. Hun skulle efter fødslen have dræbt sit barn. Både hende og moderen blev sendt til Kvindefængslet på Christianshavn. Moderen blev dømt for at have været medskyldig i barnets drab.
I fængslet trak hun tilståelsen tilbage, og Nielsine Nielsen besluttede at undersøge hende. Det viste sig, at hun var jomfru. Hende og moderen blev løsladt med det samme.
Christianshavns Døtreskole
På et eller andet tidspunkt opstod tankerne om en pigeskole efter alle drengeskoler. Den skulle leve op til de idealer man havde dengang i slutningen af 1700 – tallet.
I Dronningensgade 67 blev Christianshavns Døtreskole oprettet. Hele 44 paragraffer havde man i den første grundlov. Døtreskolens guvernante sørgede for at pigerne var renlige og anstændig påklædte, samt anførte pigerne til en god og sædelig levemåde. Den anden lærer skulle give undervisning i linned – og skrædder-syning, broderi og andet Fruentimmerarbejde.
Desuden blev pigerne undervist i fransk sprog og dannelse. Til blomster – og landskabstegning blev antaget en tegnemester, og så var der 2 – 3 eftermiddage om ugen, undervisning i dans.
Børnedødeligheden stor
Noget af det værste slum overhovedet, lå på Christianshavn. Skrupelløse husejere foretog en oprørende sammenstuvning af mennesker i skumle, svinske kasser, hvor trapperne var livsfarlige hønsestiger uden rækværk.
I en et – værelses lejlighed kunne der i 1867 være anbragt op til 14 mennesker.
En overgang lejede Københavns Fattigvæsen, Søkvæsthuset i Overgaden for at råde bod på den værste bolignød. Det var nu ikke den mest smarte løsning, man fandt på. I store uhyggelige sale lod man ophænge et sækkelærred, som adskillelse mellem små familie lejligheder. Man levede sit mest intime liv for åben tæppe. Under disse forhold levede 150 familier. De fleste med mange børn.
Børnedødeligheden var dengang uhyggelig stor på Christianshavn. 36 ud af 100 børn døde inden de nåede 18 år.
Ville ikke bygge på Dag – og natrenovation
Artillerikasernen optog hele den nordre side af Bådsmandsstræde fra Prinsessegade til Volden. Grundene syd for gaden var endnu til dels ubebyggede. Et større areal havde Den Kongelige Porcelænsfabrik benyttet til oplagsplads, men i 1850erne ville staten afhænde grunden og forsøgte at interessere Magistraten i en forlængelse af Amagergade henover den.
Bystyret mente det midlertidig ikke hensigtsmæssig at bebygge dette areal. Det var fyldt med dag – og natrenovation. Og tidligere havde den været benyttet som Fattig – og Slavekirkegård.
Skinddød
Bodenhoffs Plads ligger ude i det triste Aladdin – kvarter. Området blev anlagt af den rige tømmerhandler og skibsreder Andreas Bodenhoff i årene 1766 – 68.
Han anlagde et skibsværft, men havde også med skibsfragt og meget mere at gøre. Han døde i 1796 og overlod sin forpligtigelser til sønnen. Denne giftede sig i 1796 med den yndige 17 – årige Gertrud Birgitte Rosted. Bodenhoff døde kun et halvt år efter, mens den rige enke Gertrud kun blev 20 år.
Hendes famøse begravelse og hvad der sidenhen hændte har vi beskrevet i artiklen Da Gertrud rejste sig fra kisten (under Nørrebro) Var hun kun skinddød, da hun døde? Gertruds bror mente bestemt, at hun havde røde kinder, da hun lå i kisten. Men hun lå i med en klokke tilsluttet foden, da hun lå i huset på
kirkegården inden hun blev lagt i graven.
Huggeblokken
En læser af dengang.dk har spurgt til værtshuset Huggeblokken. Det er nu ikke så meget, vi har fundet ud, som læseren ikke vidste i forvejen. Den blev besøgt af Christianshavns fiskere. Dette ændrede sig efterhånden. Stedet blev kendt for dens gode smørrebrød. Den hyggelige kælderbeværtning lukkede i 1968.
1930ernes pædagogik
På Sofiegades Skole blev regnelæreren kaldet for Nummerbasse. Han elskede at kalde eleverne op til katederet, tage fat i ørerne eller kinden, mens han med den anden hånd gned den anden hånd.
Pludselig gav han en ørefigen, så det sved. Nogle måtte trække deres bukser ned. Så fik de tre slag med spanskrøret, mens Nummerbasse skreg:
Ja sådan var pædagogikken i 1930erne på Christianshavn.
Frikadellen
Engang kunne man føle sig hensat til Mississippi når man kiggede på en grim hjuldamper i kanalen. Jo det var rigtig nok, der lå en slags floddamper. Det var et
skib, der sikkert ikke har været anvendt til andet. Datidens medier kaldte den for Christianshavns Jammersminde, mens befolkningen kaldte skibet for Frikadellen. Andre igen kaldte det for Verdens længste bar.
Skibet blev bygget på B&W i 1926. det var beregnet som cafeteria for arbejderne på Strandgade – værftet. Da B&W endelig fik bygget et nyt marketenderi blev skibet i havnen overflødigt. Men hvad skulle det så bruges til? Ja ideerne var mange, men det hele endte med at det blev købt for 50.000 kr. til ophugning ude ved Skudehavnen. Under transporten hertil, var det ved at synke.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 22, – 03. – 2022
Februar 4, 2010
Kongen måtte bæres hjem efter at have været til fest hos Tordenskjold. Kvinder der var skyld i kønsforstyrrelser blev anbragt i Kvindefængslet. Store slag fandt sted mellem amagerkanere og christianshavnere på Volden. Et kræmmerhus med fedtegravere
kostede 5 øre. Ko-yver kostede 20 øre. Man spiste vandgrød og sur-vælling. Og Bådsmandsstrædes Skole blev kaldt for det røde fængsel
Skattefrihed
Christian den Fjerdes ordre til storkøbmand Johan de Willem i 1616 var at han skulle få velstående nederlandske købmænd og gode håndværkere til at komme til Danmark. Til gengæld ville han garantere religionsfrihed samt 12 års frihed for skat, told og anden tyngde. Dog kunne der kun gives 7 års frihed for udførselstold.
Uden modydelser måtte de så bosætte sig på et land, der hed Amager. Og dog betingelsen var, at man opførte et godt købstadshus på grunden. I første omgang havde kongen tænkt og et centralt torv med 8 gader. Ambitionerne var høje. Men de blev ikke helt indfriet. Men Strandgade er et godt eksempel på, hvor flot der kunne bygges. Vi tager på en vandretur op af Strandgade.
Vandretur i Strandgade
En perlerække af velbevarede ejendomme ligger på denne gade. Vi begynder ved Christians-kirken. Den var omgivet af B & W´s mange bygninger. I 1755 – 59 blev den bygget som kirke for den tyske del af garnisonen. Dens oprindelige navn var Friederichskirche. Det var faktisk Eigtved, der var skaberen. Siden 1901 har kirken været dansk sognekirke under det nuværende navn.
Kongen måtte bæres hjem
Her i Strandgade boede Grundtvig fra 1829 til 1840. I nabohuset Strandgade 6 boede Tordenskjold. Bygningen er opført af vindhandler Abraham, en af Københavns 32 mægtiske mænd (forløberen for Borgerrepræsentationen)i enevældens tid.
Da Tordenskjold boede her, var Frederik den Fjerde ofte på besøg. Kongen blev ofte så fuld, at han måtte bæres hjem til slottet på den anden side af havneløbet.
Strandgade 14 blev kaldt for Rhodske Gård. Midt i 1600 – tallet blev den opført af borgmester Norman Hiort. Ofte er gården blevet udnævnt som Christianshavns Rådhus. I 1781 blev ejendommen forhøjet med to etager. Under et engelsk luftangreb i 1943 blev ejendommen beskadiget, men bygget om i 1945.
I sangerinde – knejpernes gyldne tid i 1860erne lå et etablissement i ejendommen kaldet Christian den Fjerdes Hal. Det senere kælderværtshus på samme sted, Christian den Fjerde er nærmest legendarisk.
Før Torvegades udvidelse lå der her en række gamle renæssancegårde. Blandt dem var Strandgade 22 – 24 opført i begyndelsen af 1630erne. Den var ejet af købmanden og tolderen af købmanden og tolderen Nikkel Kock. Han blev beskrevet som en brutal person, der hverken kunne læse eller skrive. Men han var som øverste chef for toldmyndighederne god til at få penge til den slunkne statskasse. På den måde var han en god ven af kongen.
Her på Strandvejen lå restauranten, Kabyssen, dansestedet Charlie Brown og Færgekroen. Og en række gamle ejendomme ombygget til ukendelighed. I nr. 26 er det Behagens Gård fra 1626. Her var engang politistation.
I nr. 28 er det Sivert Gubbes gård. Gubbe var en af Christian den Fjerdes personlige venner. I mange af sine erindringer har han berettet om drukture sammen med kongen i hans unge dage. I Norge havde de således smadret flere værtshuse.
Strandgade 30 er fra 1636. Den er opført af Jens Petersen. Senere blev den bryggergård. Således er porten indrettet i 1710 af bryggeren, Niels Sørensen.
Christianshavns ældste hus
Christianshavns vel nok ældste hus er sikkert Strandgade 32, opført af Mikkel Vibe i begyndelsen af 1620erne. Han var jyde og senere borgmester. Han fik af kongen ordre til at føre tilsyn med byggerierne på Christianshavn. Men jyden nåede aldrig, at se sit eget hus færdig.
På den anden side af Sankt Annægade fortsætter en række af de gamle bygninger. Vi skal her nævne Torps Gård fra 1733.
Ved siden af i nummer 36 – en ejendom opført af Niels Brock i 1780. Legatstifteren er blandt andet navngiver til en handelsskole. I nummer 46 ligger så Anders Bjørns gård. Denne person omtales senere her i artiklen. På den modsatte side af Strandgade lå Asiatisk Kompagni.
Kæmpe voldanlæg
På kort fra 1617 er 934 hussteder indtegnet. Et voldanlæg blev planlagt. Og for at få dette finansieret skulle der udskrives en ekstra skat. Der tages kontakt til hollandske ingeniører. Planlagt var op til 65 projekter, hvori indgik en del kanaler.
Meningen med det hele var at militæret skulle flytte ud til det nye sted, og når det hele stod færdig skulle der udstedes købstadsrettigheder. Selve fæstningen bestod af en fæstningsring med 5 bastioner. Af de oprindelige bastioner er der i dag kun to tilbage.
På Møllebastionen lå der selvfølgelig en mølle, den hed Breslaus Mølle. En fæstningsby havde brug for forsyninger i form af mel og gryn, så der blev opstillet mange møller på bastionerne rundt om i København. Også på Bastionen ved Kirken blev der opstillet en mølle. Den blev kaldt Lille Mølle.
Helt let var det nu ikke at bygge på dette sted – Amager. Det hele skulle bygges på pæle.
Knippelsbro
I 1620 stod en bro og en dæmning til København færdig. Det var den første Knippelsbro. I ældre historiebøger har jeg set beskrivelser af, at broen er opkaldt
efter det rundtømmer – knipler – broen var belagt med. Men det er ikke korrekt.
Den første bro blev oprindelig kaldt Christianshavns Bro eller Lange Bro (det var før Langebros tid).
Hans Knip fik i 1642 lov til at købe den grund, der lå lige op til broen. Hans opgave var også at hejse vindbroen op og ned. Desuden skulle han opkræve
bropenge af de skibe, der passerede.
Efter Hans Knips død, hed hans ejendom stadig Knippenshus. Og det er efter denne brovagt, broen har sit navn. Den første Knippelsbro var en primitiv træbro. I 1725 – 28 blev den grundig forbedret og i 1869 afløst af en jernbro. I 1908 blev der anlagt en ny, men den blev afløst i 1930 af en endnu nyere bro. Og det er den, der i dag er anlagt for enden af Torvegade.
Første Langebro blev bygget i 1686. Flere gange blev den ombygget. I 1930 opsatte man en interimistisk bro, som i 1954 blev afløst af den nuværende.
Frelsers kirke
I 1630 flyttede den senere byfoged, Johan Lauridsen til stedet. Han kunne berette om oversvømmelse og højvande. Ja han påstod, at der var tre alen vand, da han overtog grunden.
Et stort befæstningsanlæg skulle rumme både Tøjhus og Flåde. Sådan var tanken. Men det gik knap så hurtig, som kongen havde tænkt sig. Voldanlæggene havde fremspringende bastioner. Bydelen var systematisk ordnet med hovedgade og sidegader placeret systematisk. Oppe fra Frelserkirkens kirketårn kan man endnu se meningen med det hele, hvis man ellers tør at gå op af vindeltrappen.
Ja den første kirke var en beskeden træbygning, der dog snart blev utidssvarende. Vor Frelsers Kirke blev påbegyndt i 1682, men først indviet i 1696. Det tårn som arkitekten havde planlagt til kirken, blev aldrig bygget. I stedet tilfaldt opgaven til Lauritz de Thurah, der i 1749 – 50, der opførte det enestående spiralsnoede spir med udvendig trappe. Spiret krones af en globus, som bærer en 3 meter høj figur af Frelseren med sejrsfanen. Alt er udført i forgyldt kobber.
Som lovet fik Christianshavn sine købstadsrettigheder. Det skete den 8. juni 1639. Byvåben og segl blev fremstillet. To borgmestre og 4 rådmænd blev udnævnt.
Kvindefængslet
I 1662 skænkede Frederik den Tredje en bygning på Christians Torv. Den skulle bruges til Børnehus. Det var til forældreløse, fattige, ulydige og vanartede
børn. Der blev også indrettet en tvangsanstalt og en straffeanstalt for forbrydere, særlig kvinder, der var skyldige i kønsforbrydelser eller tyveri.
Kvindefængslet lå ved Christianshavns Torv. Dengang under Frederik den Tredje, blev der fejret enorme fester. Her boede adelsmanden Kai Lykke. Og tænk dette flotte patricierhus blev forvandlet til det skumle og berygtede Tugt, rasp – og Forbedringshus. Og senere fængsel for kvinde – ja dengang det eneste.
Engang forelskede en tømmersvend sig i en de ansatte kvinder. Tømmersvenden, der arbejde på tårnet ved Frelserens Kirke, kommunikerede via en blyplade, hvor han havde skrevet teksten. Med sikker hånd kastede han den ned til fangen, når hun havde sin halvtimes gåtur i fangegården. Hun svarede med tegn. Uheldigvis greb vinden en dag blypladen. I stedet for at lande i fangegården landede den uheldigvis gennem ruden til lægens kontor. På den måde blev kommunikationen afsløret.
I 1674 var der 400 kvinder i fængslet. Der var endelig kun plads til 200. Sundhedsforholdene var elendige og den ene epidemi efter den anden afløste hinanden. I 1741 opførte man en ny bygning. Nu kan fængslet rumme 500 fanger.
Men forholdene var endnu ikke ideelle. I 1841 opstod der oprør i fængslet, og militæret måtte sørge for ro og orden.
Ved Christianshavns udvidelse i 1670 blev bastionerne kraftig udbygget. Møllens Bastion kom til at hedde Elefantens Bastion og Bastionen ved Kirken kom til at hedde Løvens Bastion
Internationalt liv
Det var et meget internationalt liv herude på Christianshavn. Det var sejlskibenes og koffardifartens muntre og morsomme by. Kinesere og malaysier viste deres gule og brune ansigter midt i vrimlen med de brogede Amager – bønder. Det var grundmurede borgergårde, der kom til at ligge langs Strandgades østre side. Det var brogede facader og dekorative gavle. Barokken satte sit præg
Skibene kom ind med kostbare varer som krydderier, silke og porcelæn. Det var handelsfyrsten og kompagniernes tid. Teen fra Ceylon duftede i redernes stuer. Oppe under pakhuslofterne lyste kasser med gyldne silkestoffer. På de mange beværtninger sad sømændene og pralede om det, de havde oplevet i alverdens havne.
Det var i en af de prægtige borgerhuse, at Tordenskjold festede. Det var også her af Johan Ludvig og Johanne Louise Heiberg boede. Oppe på volden gik Georg Brandes og Julius Lange og drøftede oldnordisk mytologi og græsk kunst.
Slut med selvstændigheden
I 1674 var det slut med Christianshavn som selvstændig købstad. Den blev indlemmet i København. Peter Villadsøn blev indsat som byfoged på Christianshavn og birkefoged på Amager. Inde fra byen havde man klaget over ulig konkurrence fra Christianshavn
Carl Wilder
En af de store handelsmænd var dengang Carl Wilder. Han var desuden mægler og skibsværftsejer I 1762 oprettede han sit skibsværft for enden af Strandgade, hvor Wilders Bro ligger.
På Gammel Estrup havde han oprettet den første spåner-fabrik i landet:
Men dette projekt måtte han opgive i 1760 på grund af uoverensstemmelser med Isenkræmmerlavet. En plads, en bro og en gade blev opkaldt efter den initiativrige mand og hans familie. Ja også en café er opkaldt efter Wilder.
Carl Wilder´ s søn, Lars førte skibsværftet videre. Han forblev ugift og blev en stor velgører. Han testamenterede sin store formue på 50.000 rigsdaler til velgørende formål.
Værfts-by
På øen havde Andreas Bjørn tidligere anlagt et skibsværft med tilhørende bulværker og bygninger. Det var en virksomhed, som strakte sig over mere end 8.000 alen2. Egentlig skulle Christianshavn udvikle sig som en købmands-by, men efterhånden udviklede den sig til en Værfts-by
For at drive værftet skulle der indkøbes tømmer, hamp, tjære, sejl, tovværk samt jern, kobber og bly.
Flåden havde også travlt. Til skibenes udrustning skulle der bruges kanoner, kugler og krudt. Og besætningen skulle have proviant. Der blev indkøbt store partier af flæsk, ærter, gryn, smør, brød, samt store kvantum øl og brændevin.
På Holmen satte man en stor ære i at fremstille det hel selv. Men man købte en del varer og serviceydelser hos de handlende og håndværkerne. Når de egne værksteder var booket op, måtte man i byen for at købe glarmester, maler, blytækker og blikkenslager-arbejde. Men også byens smede og metalstøbere fik rigelig med arbejde herude. Og affaldet skulle fjernes, så der var arbejde til de lokale vognmænd. Skulle der bygges, ja så var der masser af arbejde til byens murermestre og stenhuggere.
Det gamle revet ned
Tiden har sat sine spor. Det morsomme lille bomhus ved Langebro – Fischers Beværtning, hed et også med Dannebrog malet over loftet, er borte. Også
Skibet i Torvegade og Jødens Hule med de stejle trapper op til lejlighederne er revet ned. Også de gamle broer er borte, og afløst af nyere og mere moderne.
Og de jyske fiskere anløber ikke mere Christianshavn
Men i Brogade 4 kunne Holberg godt have boet, da han flygtede over Amagerbro i 1728, da byen bag ved ham, brændte. Bag de grønne småruder kan
man godt skimte Jeronimus, Magdalone, Henrik og Pernille.
Efterhånden ændrede forholdene sig på Christianshavn. Hvordan så forholdene ud omkring år 1900. Vi kigger lidt på området.
Køerne på første sal
Indtil 1897 boede der i Sofiegade 10 – lige på hjørnet af Dronningegade et brændevinsbrænderi. Der var ko-hold til. Køerne var opstillet i bagbygningen både i stueetagen og på første sal. Bønderne hentede bærmen og ofte spildte de. Men det var hønsene ganske glade for. De fik en bimmelim på. Om eftermiddagen blev spilkogende vand lukket ude gennem et jernrør til gaden. Og så kan det nok være, at madammerne kom med deres spande.
Liv på volden
Reberbanen under voldskrænten hører fortiden til. De raske knægte kun tjene nogle håndører ved at dreje det store hjul for rebslageren. Her lå også stadsgraven, en gang med siv og ællinger. Der er heller ikke plads til vindmøllerne på volden.
Lille Mølle er den sidste af Christianshavns voldmøller. Den blev bygget i 1783 og rummede var i brug til 1832. En dampmølle klarede produktionen frem til 1909. Inden skolerne afslutning herskede der fred og ro på voldene. Men så kom der liv. Og om aftenen kunne bander godt indfinde sig her. Omkring voldene havde militære institutioner samlet sig. Her lå Bådsmandsstrædes store artillerikasserne. Bag ved havde hærens laboratorium sin plads.
Længere oppe af Langebro sås over på den anden side af voldgraven, gevær-fabrikken. Masser af soldater benyttede også voldene, når de skulle til og fra øvelser.
Ved voldene holdt spritterne til, både kvinder og mænd. En halv flaske brændevin og en falske skibsøl kostede den gang, den formidable sum af 19 øre.
Det var også her, at Amagerkanerne og Christianitterne udkæmpede store slag med stave, som var fundet på byggepladser. De vakse drenge sprang en tur i voldgraven selv om det var forbudt. Når politiet dukkede op, løb drengene ned ad gaden med alt tøjet i armene.
Nede i Voldgade var der en Gaspumpestation. Her samledes man og spillede klink med penge til streg. Der blev også drukket øl til sang og harmonika spil.
Masser af druk
Nogle steder på volden havde man fornemmelsen, at man befandt sig hele ude på landet. Forkrøblede haver med ukrudt der voksede vildt. På Langebro
havde man udsigt til Gasværksgaden. Her kunne man også skimte Vesterbros grimme arbejderkasser. Til den anden side lå Vestre Boulevard med Glyptotekets u-dekorative murstensmasse.
For at man kunne gå nogenlunde tørskoet var rendestenene dækket med brædder. Når det så regnede kraftigt flød disse brædder ovenpå, og knægtene brugte dem som tømmerfloder. Var man så heldig at fange en rotte, ja så fik man 10 øre på brandstationen.
Inden arbejderne skulle på arbejde, gik den ofte forbi beværtningerne i Prinsessegade, hvor morgenbitterne stod på rad og række. Her boede også en masse polakkere. Slagsmål og omfattende druk var der meget af.
Vandgrød og sur-vælling
Om vinteren, når arbejdsløsheden hærgede, var det svært at få pengene til at række. Men hos viktualiehandleren på Torvegade kunne man for 5 øre få et helt kræmmerhus fedtegrever. Når de blev brunet smagte de godt med en gang kogte kartofler. Nede på Samaritanen kunne man få vandgrød med varm mælk eller
øl, og nogle margarine klemmer.
Gik det helt galt, ja så kunne man gå hen i et spisehus for børn i Prinsessegade. Her kunne man få varm mad hver anden dag. Mange kogte skinkeben, så blev
der også kogt sulevælling eller kålsuppe. Så var der mad til et par dage.
Men det var langt fra hver dag, man fik varm mad. Den daglige kost var kaffe, nogle tykke skiver rugbrød med lidt fedt med salt. Måske et stykke leverpostej til lidt afveksling. En tynd suppe med et eller andet spiseligt var normalt. Noget af det bedste var rismelsgrød med kanel, sukker og dertil en kop varm øl
med sukker i.
Kneb det med pengene, kunne man altid gå hen til pantelåneren med lidt tøj og sengelinned. Så fik man et par kroner. Tøjet blev så hentet om lørdagen mod
at betale renter. Et menighedshus hjalp med rugbrød og mælk samt brugt tøj. Her var der også søndagsskole. Så kunne man også få varmen nogle timer.
Det røde fængsel
Det Røde Fængsel, ja sådan kaldte man Bådsmandsstrædes Skole. Her fik man en ved siden af hovedet for den mindste forseelse, spanskrøret var ikke langt væk. Når der var fastelavn, samledes man på volden. Her var der hængt 4 tønder op. Bagefter gik turen til Bådsmandstrædes Kasserne, hvor der blev serveret chokolade og boller.
Spytbakke på værtshusene
Her var en masse små listige beværtninger. Særlig i Torvegade. Ved Skibet ved Volden sad en kakadue og snakkede løs. Amager – bønderne foretrak Falken,
når de kom fra Torvet. Et par andre steder kaldte sig Det grønne træ, Christian den Fjerde og Røde Lygte.
Mange af disse værtshuse lå i dybe kældre kun oplyst af en petroleumslampe med sand på gulvet og med spytbakker fyldt op med sand. Et sirligt klippet papirunderlag lå under bakken. Der var ikke alle, der ramte plet.
Inde på værtshusene blev der stillet øl frem til politibetjentene. Ofte måtte de træde til, når en fuld mand eller kvinde måtte slæbes hen på stationen, Strandgade 28. Der var altid en lang hale af børn med på slæb. Senere blev stationen længere ud mod Amager. Så blev de fulde afhentet i hestevogn. Datidens betjente var iført hjelme og lange stave.
Politiet holdt hele tiden flyttedag
Den første politistation kom til at ligge i Børnehuset, Torvet 2 på hjørnet af Torvet og Overgaden. Den blev oprettet i 1815. Men allerede i 1823 blev den nedlagt. Men i 1863 blev stationen genoprettet på samme adresse. Efter nogle få år flyttede man hen på Christianshavns Torv. I 1892 blev bygningen, der var fra ca. 1640 dog revet ned. Derefter holdt stationen til i Strandgade 26 mellem Torvegade og Sct. Annægade.
I 1923 skete der igen en omorganisering. To lejligheder i Under Elmene 7A blev lagt sammen og fungerede som politistation helt frem til 1970. Atter engang flyttede man til Hørhusvej 7 og endnu senere flyttede stationen helt ud til Kastrup.
Brand i gaden
En brand var en begivenhed. Imponerende var det at se de store hestetrukne brandsprøjter i fuld fart. Den lange Stigesprøjte – damptromle med fyr under kedlen og en klokke. Særlig til nytår var der brand i gaden. Gamle sofaer og madrasser og juletræer blev flammens offer. Brandvæsnet havde nok at lave.
Gaderne var brolagte, så det var tydeligt at høre, når Amager – vognene kom kørende til Torvet med grøntsager. Om aftenen kunne man høre latrinvognene.
Pas på – fattigvæsenet
Trods fattigdom var der masser af sammenhold. Der var ingen socialkontor. Det blev betragtet som skam, når man skulle henvende sig hos Fattigvæsenet.
Var man først kommet under det, mistede man sin stemmeret og sine borgerlige rettigheder. De som søgte hjælp fik to kort, et grønt og et rødt. For disse kort kunne man på udvalgte steder få udleveret et sigtebrød og et stort rugbrød.
Hver morgen vandrede en stor strøm af arbejdere i blå bluser og træsko ud af Refshalevejen for at arbejde på B&W. Ugelønnen var på 14 – 15 kroner for en 60 timers arbejdsuge.
Is i skægget
Dengang kunne man godt have medfølelse for vognstyreren på den gamle linje 9 Papegøjen. Der var ingen skærm med vinduer foran hans plads. Han var udsat for vejr og vind. Sne og kulde kunne ses i hans kraftige overskæg. Hans kappe var et panser af is, når han stod af ved endestationen på Bodenhoffs Plads.
Kirsebær og Bismarcksklumper
Man så som barn op til de unge kadetter, som kom fra Orlogsværftet om eftermiddagen. Det var nogle vældige flotte uniformer og en dolk. Så mange drengeønsker gik op i, at blive kadet. Men ak, det var ikke noget for fattigfolk.
Man kunne i stedet drømme om, at få en tur med motorfærgen fra Christianshavn til Kongens Nytorv for 5 øre.
Men sådan en investering kunne også bruges til brystsukker, for eksempel 3 Bismarcksklumper med røde streger, eller blokchokolade. Det kostede også 5 øre dengang.
Når man kom fra Torvegade til Kanalen og gik til højre kam man til et stort hus, der blev kaldet Heerings Hus. I den smukke gård sad kvinder og arbejde
med kirsebærplukning. Store vogne belæsset med kirsebærbuketter eller klasser skulle ren-plukkes. Når portene blev åbnet, styrtede vakse knægte ind, og fik lov til at plukke grenene helt rene.
I Torvegade lå også den gamle oliemølle. Her kom mange kvinder med en spand i hver hånd og hentede kogende vand, når de havde vaskedag.
Dengang var der virkelig mange flotte huse i Store Torvegade. De er for længst revet ned. En af dem blev kaldt for vinhuset. Det havde en meget stor firkantet gård med gulkalkede mure og en meget ujævn stenbelægning. Når man gik i træsko, var det svært at holde balancen.
Lejekaserner
I de store lejekaserner var der ikke vand i køkkenerne. Der var en vask for hver ende af gangen, hvor man måtte hente sit vandforbrug. Der var dog gasblus på trappen. Man kunne dog kun få gas fra 18 til 21.
Lige neden for vinduerne stod skraldebøtterne. Så der var ikke just frisk luft, når man åbnede vinduerne. Der stod en hørm ind af vinduerne og i tilgift fik man om sommeren en sværm af fluer ind. En af disse bygninger havde fået et specielt ry og blev kaldt Loppekroen. En anden blev kaldt treogtredive Lige over for denne lå en symaskinefabrik.
Marskandisere og spækhøkere
I mange af gaderne var der butikker, især marskandisere, nogle pantelånere. Mange stegekældre fandtes i mørke og gasbelyste rum. Her kunne man for en billig penge købe en skål varme kartofler for 5 øre, ligeså stegte sild, stegt lever og stegte ko-yvere, der dog kostede 20 øre. Om aftenen kørte en mælkevogn rundt i gaderne. Manden havde en klokke i hånden og ringede med dem. Ustandselig råbte han:
Der fandtes også specielle butikker, der solgte varme æbleskiver. Tre skiver, lidt syltetøj og et glas mælk for 5 øre. Disse butikker var altid rene og pæne og havde en stor søgning af især soldater. Tre kaserner og et orlogsværft skulle nok holde gang i disse butikker.
På hjørnet af Amagerbrogade tæt ved Volden lå et gammelt smukt bindingsværkshus med en spækhøkerbutik. I gården var en smuk svalegang. Her kunne man se udskårne hoveder af mennesker og dyr, der så vrede ud.
Amager Port
Skulle bønderne ind til København måtte de gennem Amager Port. Her lå også en kontrolbygning – Acciseboden. Bygningen blev flyttet, da Torvegade
skulle gøres bredere. Acciseboden var samtidig bolig for portvagten og hans familie. Den nuværende bygning er fra 1724, men den blev væsentlig udbygget i 1829. Den blev opført samtidig med den nye Amager Port.
Her skulle betales afgift, men mange forsøgte at snyde. Men vagterne havde gode hunde, der kunne snuse sig frem til afgiftspligtige varer. Accise, konsumptionsagtigt eller skat skulle erlægges for varer, som skulle indføres til hovedstaden.
Adgangen til Amager Port var beskyttet af et fremskudt forsvarsværk, en Ravelin. På denne blev der i 1728 opført en bygning i lighed med vagthuset inden for volden. Denne bygning husede den militære magt, og blev kaldt Bomhuset.
Da konsumptionen ophørte i 1852 og Amager Port blev revet ned i 1857. Bomhuset blev overflødigt, men bygningen fik lov til at blive stående, og er i dag en del af en restaurant, som meget passende hedder Ravelinen.
Christianshavns Skole
I Prinsessegade 45 ligger en markant bygning. Den rummer i dag Christianshavns Skole. Men oprindelig var bygningen i 1915 opført som hospital for flåden.
I 1928 blev et militærhospital indviet på Tagensvej, så Prinsessegade 45 blev overtaget af Østifternes Åndssvageanstalt. Bygningen blev brugt til dette formål ind til 1940.
Efter 9. april 1940 overtog Hærens Flyvertropper stedet. Det skete efter, at man måtte rømme Værløse flyveplads. I den periode blev stedet kaldt Prinsessegades Kaserne. Men i slutningen af besættelsestiden overtog tyskerne bygningen, og den blev brugt som lazaret.
I 1949 blev bygningen købt af Københavns Kommune, og i august 1950 blev den taget i brug til den nuværende funktion.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 23-03-2022
Februar 4, 2010
Denne linje var før en del af min hverdag. Men så købte jeg en cykel. Nu forligger der en ny bog om den 125
år gamle linje. (Artiklen er fra 2010). Dengang var man helt nede på et interval på 3 ½ minutter. Hestesporvogne blev afløst af motorsporvogne. Nye spor skulle ligges. Problemer med at finde endestationen.
Det startede i 1884
I dag er det 125 år siden, den første linje 18 så dagens lys. Linien føres stadig ud af Falkoner Allé. Men i 8 år eksisterede linjen ikke. Det var Falkoner Alléens Sporvejsselskab, der oprettede linje 18. Den første del gik fra Nørrebros Runddel til Frederiksberg Runddel. Kørslen startede den 1. juli 1884.
Ny bog
En ny bog har set dagens lys. Det er bog nr. 32 i Sporhistorisk Selskabs Bogserie. Og den hedder ganske enkelt Linje 18. Den er skrevet af Henrik Lynder.
Bogen er på 120 sider og koster 285 kr. Vi har af forfatteren fået overrakt bogen til anmeldelse og omtale. Det gør vi gerne
Halmtorvet – Frederiksberg
Den 24. juli kunne omtalte selskab åbne driften af ruten Halmtorvet – Frederiksberg Runddel. Dagen efter blev hesteomnibuskørslen ad
Bülowsvej til Falkoner Allé indstilles.
Den 22. september 1885 vedtog man med vinterkøreplanens ikrafttræden, at ruten kun skulle fra Nørrebros Runddel til Rolighedsvej.
Om søndagen blev der dog kørt helt igennem til Frederiksberg Runddel.
Hansen fra Baldersgade
Den 4. juni 1888 afgav FAS en ordre til W.C.A. Hansen, Baldersgade 4. Ved selskabets start i 1884 rådede man over 50 heste. I 1888 indkøbte man yderligere 59, og solgte de urangerede. Ved selskabets ophør i 1897 rådede man over 123 heste. Selskabet var godt tilfreds med Nørrebro – vognene. I tilbuddet skrev Hansen blandt andet:
Hansen kom godt nok også med et billigere tilbud, man frarådede dog, at man anvendte dette.
To – etagers vogne
Nye to etagers vogne blev bygget hos Scandia i Randers. Et ruteskilt over vinduerne langs siden af vognen var påmalet Halmtorvet – Frederiksberg – Nørrebro. Så kunne man altid dække det, der ikke var aktuelt.
Fra 1892 kørte man 11 minutters drift på Nørrebro – linjen.
Nyt selskab
I forbindelse med elektrificering vedtog FAS den 22. marts 1897 at træde ind i selskabet Frederiksberg Spovejs – og Elektricitets Aktieselskab. Sidstnævnte selskab blev stiftet den 13. november 1897.
Forskellige undersøgelser viste, at det mest hensigtsmæssige var anvendelse af luftledninger, dog med undtagelse af Strøglinjen. Ret hurtig fandt man ud af, at alle spor skulle være dobbeltsporede. De gamle spor til hestesporvognene skulle også udskiftes til kraftigere spor.
Motor – sporvogne
Hestesporvognene kunne tage 20 – 22 passagerer. Nørrebros akkumulatorvogne kunne tage 40 passagerer. Man ønskede i det nye selskab en type, der kunne medtage 20 passagerer indvendig og 10 – 12 passagerer udvendig.
I midten af september 1899 var vognleverancerne så langt fremme, at man kunne foretage prøvekørsler på linjen mellem Frederiksberg Runddel og Nørrebros Runddel.
På begge runddele blev der lagt drejeskiver til vending af de ensrettede motorvogne. Prisen var 5 øre for en tur. Og man kan sige, at forbindelsen var bedre end nu til dags. Man kørte nemlig hver 6. minut.
Skal linjen forlænges?
I foråret 1912 indledte kommunalbestyrelsen på Frederiksberg interne drøftelser om udvidelse af sporvognsnettet. Det gik blandt andet ud på forlængelse af tværlinjen fra Frederiksberg Runddel ad Pile Allé til Valby Langgade.
Fra Nørrebros Runddel til Valby Station tog det i 1915, 23 minutter.
Københavns Kommune kunne erhverve eneretsbevilling på en forlængelse af Jagtvejslinjen (Linie 9) fra Lille Vibenshus til kommunegrænsen ved Borups Allé.
Men forhandlingerne trak ud.
1.juli 1919 skete der en sammenlægning mellem det københavnske og frederiksbergske linjenet. Der blev indført 10 øres enhedstakst med omstigning mellem samtlige linjer i det nu fælles net.
Fra Svanemøllen
Onsdag den 1. oktober 1919 begyndte sporvognslinje 18 sit rigtige virke. Det skulle få en levetid på knapt 39 år. Den blev afkortet ved Frederiksberg Runddel.
Men den blev forlænget ad Jagtvej og Østerbrogade til Svanemøllen. To etagers frederiksbergske motorvogne blev sat ind i driften.
Om søndagen var ruten forlænget til Charlottenlund.
Svanemølle Remise blev bygget. Den var 70 meter lang og var inddelt i tre afsnit. Der var plads til i alt 105 vogne. Linie 18 forblev stationeret i denne remise, ind til rutens nedlæggelse i 1958.
Endestation i Valby
I begyndelsen af 1920 blev man klar over, at man havde lavet en fejl ved at udnævne Frederiksberg Runddel som endestation. Anvendelsen af drejeskiven var omstændig og langsom.
Man kunne med fordel forlænge ruten til hjørnet af Pile Allé/ Roskildevej. Men pludselig havde Frederiksberg Kommune indvendinger, da det ville forstyrre trafikken. Resultatet blev, at linje 18 blev forlænget til Valby Station.
Endestation – Vigerslev Allé
Den 11. juni 1930 foreslog sporvejene at forlænge linje 18 fra Valby Station til Vigerslev Allé. I 1936 var det sidste sommer at linje 18 kørte til Charlottenlund. I oktober 1932 blev der lagt nye spor på strækningen fra Lille Vibenshus til Vibenshus Runddel. Sporet blev samtidig flyttet til et areal midt på vejen.
Økonomien halter
Sporvejens økonomi var ikke god efter krigen. Passagertallet faldt fra 178 millioner i 1951/52 til 162 millioner i 1955/56. En takstforhøjelse i 1956 betød yderligere nedgang i passagertallet. Sporvejene måtte indføre ansættelsesstop.
En ny buslinje (39) var blevet indført. Den tog en del af linje 18´s passager.
Linie 18 nedlægges
Sporvejene indstillede i maj 1958 til Magistraten, at linje 18 skulle nedlægges. Mandag den 21. juli 1958 blev driften af linje 18 indstillet. Søndag den 1. maj 1966 begyndte buslinje 18 kørslen. Busserne på linje 18 var enmandsbetjente busser af typen Leyland, bygget hos DAB i Silkeborg. Linje 18 begyndte på Toftegårds Allé og gik via Strandboulevarden til Nordre Frihavnsgade. Man var helt nede på en 3 ½ minuts interval.
Endestation: Melchiors Plads
Der blev talt om en fælles endestation for linjerne 3, 9 og 18 på Melchiors Plads Så kunne man også etablere en busterminal på pladsen. Linie 18 skulle køre fra Strandboulevarden ad Marstalsgade til Melchiors Plads. Retur skulle der køres af Nordre Frihavnsgade til Strandboulevarden.
Den 1. oktober 1974 begyndte en ny æra i den københavnske trafikhistorie, idet Hovedstadsområdets Trafikselskab HT indledte sin virksomhed ved overtagelse af de offentlige trafikselskaber i hovedstadsregionen.
Endestationen på Melchiors Plads fik ingen lang levetid. Beboerne havde klaget over støjen, og mange læserbreve i lokalpressen gav ligeledes udtryk for store gener. I forbindelse med sommerkøreplanen den 15. april 1984 blev endestationen Nordhavn Station.
Hovedstadsrådet nedlægges
HT var i begyndelsen underlagt Hovedstadsrådet men i 1984 vedtog Folketinget at nedlægge dette. Den nye lov bragte sparekrav og privatisering med sig. Ved køreplaneskiftet i 1989 var der sparet mange bustimer væk.
I 1994 blev det bestemt, at 45 pct. af al HT – kørsel skulle udføres af andre end HT.
Dette betød, at DSV – bus havde kørslen på en fireårig kontrakt på linje 18 fra den 1. april 1990. Selskabet skulle tvangsindkøbe busser, og disse var ofte behængt med fejl.
Mange selskaber på linje 18
Busselskabet blev i 1992 solgt til det svenske Linjebus. Ved licitationen i 1994 vandt dette selskab linje 2,13 og 18. Man havde skaffet 27 helt nye Volvo
– busser.
Efter en ny licitation i 1998 overtog Combus linje 18. Og linje 18 blev forlænget til Mozarts Plads. Selskabet Combus ophørte i 2001. Connex overtog driften. I 2005 blev der indsat nye busser på linjen.
Fra 1. maj 2006 skiftede selskabet navn til Veolia transport Danmark. Selskabet blev solgt til Arriva, der derefter overtog driften. HT var fusioneret med to andre sjællandske busselskaber og kaldte sig nu Movia. Dette logo blev busserne nu forsynet med.
Linie 18 – ikke for store skanker
For mig selv var linje 18 en del af min hverdag. Men når man er født med lange skanker, er det ikke altid en fordel at køre bus. Det skal da lige være, når man kan finde plads nede bag ved.
I København er indstillingen den, at den almindelige trafik må vige for bussens fremkommelighed. Men efter at mine knæ ikke mere kunne holde til at
løbe, valgte jeg cyklen. Dermed sagde jeg farvel til linje 18. men en gang imellem punktere man på cykelstien og så må man bøje sig, og tage linje 18.
Sporvejshistorisk Selskabs udgivelser
For sporvogns – nørder og os andre lokalhistoriske – nørder er bogen Linie 18, en fornøjelse. Sporvejshistorisk Selskab har udgivet følgende bøger:
(Listen er fra 2010)
Kilde:
Henrik Lynder: Linie 18 – Falkoner Allé – linjen
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 23. 03. 2022
Februar 4, 2010
De fine damer med bådene fik ufrivillig fodbad. Frederiksberg var et yndet udflugtsmål, men forhindringer på vejen måtte overvindes. Middelklassen kunne ikke undgå at se udyder. Missionærer, der ville beskytte de udsatte, blev overfaldet. De første organiserede transportmidler opstod. Læs her om Københavns brogede liv.
Nøglen hos kongen
Nøglerne til portene skulle hver aften bæres op til slottet. For dem, der var kommet ind i byen, var det ikke et imponerende syn, der mødte den fremmede. Kom man ind ad Vesterport, mødte man et terræn fuld af morads. Her ved Halmtorvet lå gamle arbejdsvogne og en kongelig vejerbod.
På den anden side lå vagthus og et sprøjtehus og spærrede for udsigten. Og inde i byen vrimlede der med alskens afskum på gaderne.
Fra kajplads til stenhuggerplads
Byens engang fornemste kajplads Skt Annæ Plads var blevet omdannet til en simpel stenhuggerplads.
Men ikke var alt lige dårligt. Ved Langebro ved Rynestenens Bastion havde man indrettet en sø-badeanstalt.
Bygningen indeholdt 13 badeværelser, hvoraf de syv var til kvinder. Her kunne man både få varme og kolde bade. Desuden var der restauration på stedet. Langs Stadsgraven var der en sti, der var forbeholdt gæsterne.
Ufrivillig fodbad
Ude i havnen tillod havnepolitiet ikke, at ingen dampere måtte anløbe Toldboden, før ilden under Fyrstedet var slukket. Derfor var passagererne tvunget til at tage en jolle til 1 mark ind til land. Og var der tilfældigvis højvarme, ja så fik man et ufrivilligt fodbad og de flotte kjoler led sikkert skade af det snavsede havnevand.
Adskillige dampskibe lå på reden. Flere havnebyer i Danmark havde ugentlige forbindelser til hovedstaden. Og der var også forbindelser til Kiel, Lübeck, Göteborg og Malmø
Det optog folk meget, at ombygningen af den skandaløse Knippelsbro tog ret lang tid. Også problemer med den stejle Højbro, kunne ikke løses med det samme. I 1859 blev det besluttet, at flåden skulle flytte fra Gammelhavn til Nyholm. Dermed var det mulighed for bebyggelse af området.
Mange udflugtsmål
Voldene med dens bastioner frembød til en spadseretur. Her var altid mange mennesker. Særlig på Store Bededag var der en hel folkevandring. Her kunne man så hilse på Prins Ferdinand.
Men ikke alle var tilfredse med den store trafik. Man gik og røg cigarer, hvilket var en uskik.
På voldene ved Langelinie havde man indført en skildvagt. Et adgangskort skulle man betale for, og vagten kunne endda afvise uheldige elementer. Men i den modsatte ende ved Esplanaden kunne man gratis på omtrent en snes alen se et glimt af det åbne hav ud til Øresund.
Vejen til udflugtsmålet på Frederiksberg var visse steder brolagte, men man måtte indstille sig på forhindringer. Det var blandt andet rester fra Vesterbros
slagtere, man lige skulle passe på ikke at træde på.
Ved Trommesalen skulle man dreje til højre og ud mod Gl. Kongevej. Men heller ikke her skærmede træerne mod solen og støvet. Og duften af svinesti var helt normalt.
I 1842 fik Frederiksberg en særlig tiltrækning. Specielt udvalgte fik udleveret en nøgle til Søndermarken. Særlig fredag eftermiddag var tilstrømningen stor,
da Studenter – sangerne begyndte at foredrag sange.
Ja man kunne da også ved Blaagaardsvejen nyde synet af den smukke have ved Heegaards Etablissement.
Landbohøjskolen var lige taget i brug, og Bülowsvej lignede en markvej. Zoologisk Have kunne præstere Nordiske Dyrearter. På Gammel Kongevej lå Heymanns Bajerske Øl-pavillion – Svanholm med en lille have og rislende springvand. Selv tjenerne Louis og Heinrich var fra Bayern.
Det vakte en del forargelse, at se kvinder drikke bajersk øl og spise bajerske pølser.
Mere transport
Drosker og Omnibusser stod parat på udvalgte steder i hovedstaden. Til de nærmeste byer var der fast forbindelse med diligencer. Men dette forhold blev også kritiseret i datidens medier:
Droskerne havde ikke så meget at se til. Kun ved højtidelige lejligheder hyrede borgerskabet en karet. Det så mere standsmæssigt ud.
Men så kom omnibusserne. Disse var forstadiet til sporvognene. Hyrekusk Petersen i Møntergade tog initiativet til oprettelse af omnibusserne i 1840. En gul omnibus, der selvfølgelig blev kaldt Solen var pludselig på gaden. Den gik fra Møntergade til Frederiksberg. Senere dukkede andre op, Flora, Hjorten, Løven m.m.
Men det var nu ikke den store komfort, der blev budt kunderne. Vognene havde plads til 13 – 14 personer, og man kunne ikke undgå at berøre at hinanden. Det var noget som borgerskabet anfægtede. Men disse omnibusser slog godt an. Snart kom der konkurrenter.
Petersen indførte en ny rute, der hver morgen klokken 9 kørte fra Møntergade ad Nørreport op ad Blegdamsvejen til Østerbro. Ture til udflugtsmålene Lyngby, Charlottenlund og Dyrehaven blev efterhånden også udført af omnibusser.
Torvehandel
Torvehandelen blev indført i København fordi befolkningen for billig penge skulle kunne få adgang til landmandens produkter. Husmoderen måtte stå tidligt op. Hun havde følgende muligheder:
Skulle man servere en 4 – retters, ja så måtte man handle mange steder. Men det var det nu de færreste, der havde råd til.
Der blev anført, at torvehandelens indførelse var konkurrenceforvridende over for de lokale detailhandlere. Og denne kritik var ikke ubegrundet, for efterhånden bredte detailhandelen sig til sidegaderne, uden at myndighederne kunne gribe ind.
Oprindelig var det husmødre og landmænd, der mødtes ved torvehandelen. Senere blev det prangere og tjenestepiger.
Omsætningen på Kvægtorvet og Halmtorvet var overladt til mænd. Men på de andre torve fik kvinderne efterhånden nogenlunde ligeberettigelse. På Fisketorvet kom kvinderne dog i flertal.
Dårlig detailhandel
Butikslivet blev drevet under meget simple og tarvelige vilkår. Man forsøgte med en bazar af industrielle produkter i 1841
Tallotteri
Tallotteriet formåede at lokke masser af danskere ud af bussen. Det spillende København var på mærkerne. Masser af folk overværede trækningen af de fem numre.
Det indeklemte folk
I 1859 boede der 150.000 indbyggere ind i det indeklemte København. Befolkningen trængte til luft og udvidelse. Det tog faktisk 8 år før voldene blev helt opgivet som fæstningsværker.
Gas og vand
Fra 1857 var gassen begyndt at skinne. Folk kunne i skumringen se lygtetænderne på deres lange stiger. Forsyningen var nu ikke videre pålidelig. På Frederiksberg var tran – lygterne en kort overgang blevet indført. Den store nyhed var vandværket. Spildevandet løb endnu i åbne rendestene ud i havnen, kanalerne og stadsgraven. Den første rigtige kloak var blevet lagt i Blågårdsgade. I Indre By måtte man vente yderligere et år eller to, inden der blev lagt kloak.
Latrin – indholdet blev ved nattetid kørt ud til kulerne på Amager. Men ofte måtte man også bruge dagtimerne til hjælp. De brædde – vogne, man brugte var nu ikke altid lige tætte. Så en ulidelig stank bredte sig ofte, når latrin – vognene havde været der.
Ude på Vesterbro hjalp Rosenåen og de mange slagterier med at udbrede de mange lugte.
En tur på Strøget
En spadseretur på Strøget var i 1880erne startede på Kongens Nytorv omkring Hestens Jern – og Stengitter. Derefter fulgte en tur op ad Østergade forbi Ranch Ur til Niels Hemmingsens Gade (dengang, Helliggejststræde). Dengang hørte den snævre Nygade og Frederiksberggade ikke rigtig til Strøget.
Her på Strøget slentrede borgerskabet hver dag især mellem 14 og 15.30, hvis det var godt vejr. Dengang kunne man se københavnere med k lige i hælene på
adelen og diplomaterne ud ad Bredgade til Langelinie og endda helt ud til Strandpromenaden. Turen kunne også gå til den fornemt aflåste Rosenvænget.
Men til Kalkbrænderiet, Nej det gjorde man ikke. Det var ikke god tone. Byens mest noble og fineste damer gik op og ned ad Østergade. Ikke for at blive set, ville de selv påstå, nej udelukkende for at kigge vinduer.
Dengang var gaden brolagt, og der var spor af heste. Ny Østergade var helt ny. Der var adgang til Pater Madsens Gang gennem en port. Her boede meget lyssky personer, som forbrydere og skøger. Her kom de noble damer aldrig. Ja borgerskabet ville aldrig kunne finde på at indfinde sig her. Her var sjofelt, skiden og sundhedsfarligt.
Mens vi holder os på den pæne side, kigger vi på restauratør Ketts: Café Anglais. Den havde især søgning af lækkersultne herrer. Om aftenen kom der dog også damer.
På vej til Torvet passerer vi sølvvarefabrikant Christensens butik. Og inde i Hirschsprungs butik kunne man få udmærkede cigarer for 10 øre stykket. Billard kunne man spille på Madsens Café – på hjørnet af Lille Kongensgade.
Det var kun få vogne på Strøget. Som regel var det Keiferske Sporvogne med et lille skinnehjul foran.
Vi driver langsomt op ad gaden igen og passerer Morescos ny-købte gård. Hans virksomhed lå fornyelig på hjørnet af Helliggejststræde. Vi passerer Raphaels Tæppefabrik Under denne lå en cigarfabrik, hvor man ved nattetide kun få en bajer. Her fik politibetjente varmet deres medbragte lommeflasker med cognac, vand og sukker.
Her kunne man også finde Bernth Nielsens lille men meget succesfulde blonde- forretning.
På hjørnet af det yderst smalle Christian Barnikowstræde – senere udvidet til en pompøs hovedgade, lå et forsømt gammelt hus. Her lå Vildanden. En tarvelig restaurant med billard og varieté af dårlig kvalitet.
Cirkus i byen
På det senere Grøntorv havde Cirkus Rentz rejst en kæmpe telt. Rentz var en fattig mand, da han kom til København. Nu var han blevet rig, og vakte opsigt. Ja man lavede ligefrem skillingsviser om ham.
Sikkerheden i byen
Sikkerheden lod også meget tilbage at ønske. Vægterne gik stadig rundt og klokken 22 sang de:
Kunne vægterne ikke skabe respekt, mødte politibetjente frem med bambusstok i hånden. Datidens medier angreb politiet. Således udtrykte Dagbladet det således:
Velgørenhed
De rige havde ikke noget imod at hjælpe dem, der var i nød, bare de ikke fik det ubehagelige inden for døren. Mennesker, der levede et forkasteligt liv, var stødende for borgerskabet. Selv om man ikke kom der, hvor der var værst, kunne det ikke undgås, at borgerskabet, når de promenerede forbi, lagde mærke til tuskhandler, bondefangeri, gade-trækkeri, tiggeri, lommetyverier og andre udyder.
Middelklassen opfattede gaden som et farefuldt og anstødeligt opholdssted.
Pastor Steins advarsler
For de unge piger kunne et enkelt fejltrin være katastrofalt. Et enkelt fald med svangerskab til følge, var nok til at puffe en ung pige fra de hæderlige tjenestepigers række og ned i rendestenen. Sædelighed var en meget vigtig dyd. Pastor Stein sagde det meget rammende:
Denne Pastor Stein, der var formand for Indre Mission omdannede missionens lokale i København til et samlingssted for tjenestepiger.
Det var mænd, der gjorde gaden til et usikkert sted. Men i Indre Mission var filosofien, at det var de familie-løse tjenestepiger og fabrikspiger, der kunne være farlige for de unge mænd.
Soldater og sømænd
Soldaterne var de mest udsatte. Deres fritid tilbragte de i små værtshuse omkring kasernerne. Her kunne de spille kort, drikke øl og brændevin og underholde sig med de letlevende damer.
Også sømænd var udsatte. Knap havde de sat foden på kajen, før de blev antastet af Landhajer, der fandt et logihus til dem. Og i Nyhavn kunne de meget let falde i usædelighedens pløre.
Prostitution en hån mod middelklassens dyder
Prostitution var en hån mod de dyder, som middelklassen satte pris på´. De forsøgte med tilskud til velgørende organisationer at få renset deres samvittighed. De havde jo deres på det tørre.
Missionærer gennembanket
Og missionærerne fra de kirkelige og velgørenhedsmæssige organisationer måtte finde sig i, at blive gennembanket og spyttet på. Både utugtskunder, alfonser og skøger angreb.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 23. – 03. – 2022
Februar 4, 2010
Løjt var præget af store gårde og rige gårdmænd. Lærredsvævning var en specialitet i mange år. Karle og tjenestefolk fik en del af lønnen udbetalt i naturalier. Fattigvæsnet fungerede fint, bare det at myndighederne ikke fik for store udgifter. Og så havde man ikke tiltro til tiggerfogeden. Han delte i porten med tiggerne.
Befolkningstilvækst
I perioden 1769 – 1803 skete der en større befolkningsfremgang på Løjt Land. Bodum tredoblede sit indbyggertal. Men mest bemærkelsesværdig var det at
Løjt Kirkeby opslugte ca. 70 pct. af tilvæksten.
Overklassen
Landbruget var hovederhvervet. Knap en fjerdedel af befolkningen var håndværkere. Mellem 1769 og 1845 ernærede en sjettedel af områdets befolkning sig af søfarten. Egentlig var den gruppe større, da en del gårdejer også sejlede som kaptajner. Gruppen med fiskere var efterhånden svundet helt ind. Inden for landbruget steg antallet af tjenestefolk.
I 1845 bredte søfarts – erhvervet sig over hele øen og andelen steg væsentlig. Sognets overklasse, der bestod af gårdmænd, styrmænd og kaptajner var indfødte, mens underklassen stammede fra andre egne. Matroser, jungmænd og skibstømrerne var ligesom kaptajnerne indfødte løjtninger. Det var som om de unge fra Løjt fortrak søen frem for det, at blive karl.
På de store gårde fandt man de store formuer. Bodel Matzes på Fladsten og hendes søn Jørgen Matzen havde i første omgang opgivet en samlet formue på 1.200 rigsdaler. Men myndighederne troede ikke på dette beløb. Gården var blandt sognets bedste. Hun endte dog også med at blive sat til 5.000 rigsdaler.
Derefter fulgte Hans Paulsen på Nørre Jakobsgård – Barsmarks største og måske sognets bedste. Han, der var søn af den kendte storbonde, studehandler og skibsreder Paul Hansen, betalte skat af en formue på 4.000 rigsdaler.
Til sognets allerrigeste hørte også mølleren på Runde Mølle. Laurids Holdt var også en velhavende herre. Han var skipper og medejer på en af
Aabenraa – skibene. Han var desuden medejer på mindst to andre skibe. Til denne gruppe skal også nævnes Nis Bruhn i Stollig og Nis Bendixen.
I den anden ende, kan det nævnes, at der i Kirkeby var 107 inderste uden formue. Krigen mod englænderne berørte dog også løjtningerne.
Præsterne, mølleren og kroholderne hørte til de mere velstillede. Men til de øverste lag af overklassen og bedre middelklasse regnedes desuden kaptajner, styrmænd og lærere. Lærerne og styrmændene havde i kraft af deres uddannelse højere prestige end en typisk husmand.
Underklassen
Som underklasse kunne der udpeges daglejere, menige søfolk og fiskere. Kigger man på skattelisterne fra 1789 og 1810, ja så var det enkelte smede og håndværkere, der var at finde i middelklassen. Tyendet var en særlig gruppe og folk uden erhverv var samfundets absolutte bund.
I 1769 udgjorde det øvre lag ca. en tredjedel af befolkningen i Kirkeby. I 1845 var dette tal faldet til en femtedel. Kirkeby tiltrak de fattige. Det var som om de samlede sig omkring kirken. Ved siden af gårdmændene fandtes der allerede en stor gruppe daglejere. Tørvemoserne omkring Bodum tiltrak mange. I 1845 talte man om, at Kirkeby og Bodum var sognets fattiggård.
I Høgebjerg var næsten samtlige gårdejere også kaptajner. I 1845 var dette sted samt Stollig, Løjt Lands udprægede søfartsby.
Høgebjerg
Endnu i 1660 ejede den gottorpske hertug Høgebjerg. Men siden afløsningen af hoveriet havde den næsten konstant været bortforpagtet. I 1665 afhændede hertugen godset. I 1685 blev stedet købt af slægten Kamphøvener. De beholdt ejendommen i knap hundrede år.
Under denne slægt var der også tale om landbrugsbedrift. Det var absolut den største gård på Løjt Land. I 1774 var der endnu 27 køer og 6 kvier på gården.
Det dyrkede areal blev stærkt udvidet. Især i godsets sydlige område, Duborg – Dyrehave blev der ryddet en masse skov. En række selvstændige brug groede senere frem i rydningerne.
I 1640 var der i alt 3 kåd på godsets område, foruden hovedgården selv. I 1812 var antallet vokset til 16 kåd.
I midten af 1700tallet hævdede mølleren på Runde Mølle, at fem af de daværende inderste på godsets grund selv havde heste og vogne og lige så meget jord som den kongelige gårdmand. Nogle af dem gav 30 – 35 rigsdaler i årlig afgift.
I 1760erne gik ejerne fra Høgebjerg over til også at udstykke de arealer, der hidtil havde været drevet direkte under hovedgården. Udviklingen kulminerede 1773 – 75, hvor næsten hele jorden blev udstykket. Der opstod dog ikke nye gårde ved den lejlighed. De nye parceller blev solgt til bønder i de omgivende
landsbyer.
Bondelandet
Bondelandet på Løjt var i 1660 nogenlunde ligeligt fordelt mellem selvejere og kongelige og hertugelige fæstere. Nørby, Barsø og Bodum var udelukkende fæstejord og Stollig var det for størstedelens vedkommende.
Selvejet var fremherskende i Kirkeby og især Barsmark og Skovby. Forskellen mellem selvejere og fæstere var dog ganske lille, og den blev stadig mindre.
I årene efter svenskekrigene kneb det med at få hentet afgifterne. Større restancer blev ophobet, og endnu i 1704 var der for næsten hver eneste ejendom tale om store beløb.
I begyndelsen af 1700tallet valgte både den kongelige og den hertugelige administration at nedsætte restancerne til et beløb, som bønderne kunne betale.
Endelig i 1800tallet var en 200 årig udvikling tilendebragt. Med et kongeligt pennestrøg var kronfæsterne i Løjt og det øvrige Nordslesvig blevet selvejere. I den øvrige del af kongeriget måtte bønderne købe deres gårde af godserne.
Ganske vist blev også sognets Kådnere og mange inderste selvejere, men gevinsten ved at få overladt små brug var langt mindre, da de ikke gav meget indtægt.
Gårdmændene på Løjt var en lukket gruppe. Allerede før arvefæstets indførelse gik de fleste Løjt – gårde reelt i arv. I 1800 var 123 af 144 gårdmænd selv
sønner af gårdmænd på Løjt.
Fra ældre tid drev Løjt – bønderne bymarken i fællesskab, men det ophørte efterhånden. Den sidste fællesjord forsvandt i 1730. Men helt frem til 1829 dyrkede
Bodum – bønderne, noget af deres jord i fællesskab.
Det var sikkert lettere at forbedre sin egen jord, uden at skulle vente på naboen.
I 1739 blev bønderne i Løjt spurgt om de dyrkede andet end de traditionelle kornsorter. Her fremhævede de hør og humle. Humle blev brugt i den ølbrygning, enhver gård selv foretog. Allerede Aabenraa Amts Jordebog fra 1605 vidner om udbredt humleavl.
I 1840 tjente man på Blåsholm – gården cirka 4 pct. af indtægten ved salg af humle.
Specialiteter fra Løjt
En Løjt – specialitet var hør-avl og lærredsvævning. Endnu i 1800tallet var der hør-avl overalt. Et stort antal væversker levede af at forarbejde hørren.
I løbet af 1800tallet dukkede endnu en afgrøde op – kartoflen.
Men man har muligvis også forsøgt sig på andre områder, for i 1739 erklærede sognefogeden og andre gårdmænd, at avl af hamp og tobak ikke var mulig i Løjt.
Kvægpest
Den 1. april 1745 ramte et pestudbrud på Peder Jespersen den ældres store gård i Stollig. I løbet af april og maj bredte den sig til andre gårde på Løjt. I efteråret kom pesten igen til området. Kvægpesten hærgede flere gange.
Lønnen
I 1845 var der ansat 190 karle og tjenestedrenge og 230 tjenestepiger i sognet. Karlene arbejde i mark og stald og udførte det hårdeste arbejde med at pløje, høste tærske og meget mere. Pigerne deltog både i hus – og landbrugsarbejde. De havde meget at gøre med at lave mad, vaske, gøre rent m.m. Men de var også med til at bjerge hø, høste korn og sprede møg.
Lønnens vigtigste del, som er svær at måle, var kost og logi. De sov i alkover i stuer og køkken. Normalt spiste de med ved gårdmandsfamiliens bord. Men nogle steder var det meget skilt op. Således belærte en gårdmandskone sine børn om, at man ikke skulle omgås tjenestefolk. En gårdmand insisterede på, at
karlen skulle gå bag ham i marken og hilse på ham hver morgen med hatten i hånden.
Man kunne også få naturalier som løn. I 1740 hyrede Paul Hansen på Jakobsgård en karl for 11 rigsdaler og to skjorter. En pige, der blev fæstet på Paulsgård
i 1858 fik 10 rigsdaler, 10 alen lærred, 1 lispund hør og 1 pund uld, hvorimod karlen fik kontant løn – 34 rigsdaler.
Tjenestefolkene var fra 1832 forpligtet til at have skudsmålsbøger, hvor deres husbond, gav dem en udtalelse med. I 1858 havde familien på Paulsgård
fæstet en pige, men hun blev sendt væk igen, da hendes Skudsmaalsbog var slet.
Det var meget stor forskel på lønnen. På Blåsholm betalte man i 1840erne helt ned til 4 skilling i dagløn i vinterperioden. Om sommeren, hvor arbejdsdagen var betydelig længere og hvor der var behov for mere arbejdskraft voksede lønnen helt op til 12 skilling.
Smedene
De fire smede i Barsmark og Løjt aftalte fælles priser i 1755. Der var yderligere 3 – 4 smede på Løjt Land. Men myndighederne tillod ikke uden videre, at der blev oprettet nye smedevirksomheder. Både i Stollig og i Skovby søgte man forgæves om at få en smed. Først efter 1800 kom der en i Stollig.
Aabenraa – smedene følte sig trængt af smedene i Løjt. De mente, at der var alt for mange og inde fra byen forsøgte man på mange raffinerede måder, at begrænse antallet af smedene på Løjt Land. En smed kunne heller ikke bare uden videre ansætte en svend. Så fik han problemer med smedelavet i Aabenraa.
Der var også problemer med at nogle af Løjt – smedene producerede leer og knive, som de solgte i både Jylland og på Fyn. Men modsat smedene på Als og andre steder, så var Løjt – smedene selvstændige og ikke ansat af bønderne.
Andre håndværkere
Hjulmagere, bødkere og ikke mindst tømrer var også håndværkere, der blev brugt af bønderne. Fra midten af 1800tallet var det dog efterhånden murerne, der blev den største gruppe inden for håndværkerne.
Skræddere, skomager og træskomager, der alle havde noget at gøre med beklædning var den tredje største gruppe. Tjenestepigerne fremstillede selv en del af deres tøj, mens gårdmandsfamilien fik andre til det.
Træsko blev lavet på bestilling, og det gjorde andet fodtøj og almindelig tøj uden tvivl også. I Aabenraa kunne man sikkert få lidt mere moderne snit og lidt bedre kvalitet end det skrædderne på Løjt kunne tilbyde. Mange Løjt – borgere var velhavende og kunne betale for det.
Møllere og krofolk brændte selv brændevin og folk klarede selv fremstillingen af fødevarer. I 1845 var der kun en enkelt slagter i sognet og i 1860 en bager. Og samme år dukkede en urmager op.
Lærredsvævning
I 1837 sammenlignede pastor Mathiesen lærredsvævningen i sognet med knipleindustrien i Tønder. Fra før år 1700 og frem til 1860erne var et usædvanligt stort antal kvinder i sognet beskæftiget med at spinde og væve. Løjt – væverske var kendt for deres fine hørlærred.
Løjt og søfarten
Søfarten overhalede håndværket som Løjts næst vigtigste erhverv. Som landsogn havde man ikke ret til at holde en selvstændig Løjt – flåde. Løjt – søfarten
var en del af Aabenraas skibsfart. Sidst i 1700tallet var der nogenlunde lige mange søfolk i Løjt som i Aabenraa. Løjtningernes indflydelse blev langt større
i 1800tallet, da man nu repræsenterede en stor del af kaptajner og styrmænd.
I 1713 var der mindst 11 Løjt – bønder blandt de 125 personer, der ejede parter i Aabenraa – skibene. De store Løjt – gårde gav overskud, og dette skulle investeres.
Betydningen af udlængsel og eventyrlyst har sikkert haft stor betydning. Indtjeningen på søen var også større end på landjorden. Springet til styrmand betød en fordobling af lønnen. Alle måtte dog starte som skibsdreng.
En privat søfartsskole eksisterede i mindst et århundrede i Løjt Sogn. Og det har åbenbart eksisteret navigationsskole i både Kirkeby og Skovby.
Eksotiske ting på Løjt land
Mange løjtninger tog på langfart. De så ikke deres hjem i flere år. Turen over Atlanten tog lang tid. En rejse fra Havanna til Fallmouth ved Englands sydvestligste hjørne tog i 1845 hele 35 dage. Den lange rejse fra det sydlige Argentina til Europa varede 82 dage.
Hjemme i Løjt sad søfolkenes koner og kærester, familie og venner. Ofte gik der år uden at de så sømanden. Med stor interesse fulgte man i Løjt de søfarende løjtningers færd.
Mange Løjt – hjem kom til at rumme eksotiske skatte fra mange lande. Ting som te, kaffe, porcelæn og silke kom meget tidligt til Løjt.
På aftægt
Når de ældre gik på aftægt, så blev der udfærdiget en kontrakt, så de ældre kunne få em tålelig tilværelse. Som regel bestod den afgift som den yngre generation skulle af med, af fødevarer. I 1800tallet blev ydelsen forhøjet.
Mange gange måtte generationerne deles om for eksempel køkkenet. Normal foregik dette harmonisk uden komplikationer. Men på Løjt er der dog eksempler, hvor det ikke gik helt så godt. Så måtte myndighederne ind og blande sig.
Fattigkassen
Dem, der ikke havde arbejde eller nogen til at forsørge sig, måtte indtil 1736 leve af almisser og tiggeri. Dette år blev der indført fattigløn i Slesvig. Man ville forsøge at begrænse tiggeriet. Midlerne kom fra kling-pungen i kirken. Men også indsamlinger blandt sognets beboere skulle give penge til fattigkassen.
I 1736 – 37 undersøgte tolvmændene, hvor mange værdigt trængende, sognet rummede. Fattigvæsenet dengang blev forvaltet af præsterne, kirkeværgerne og tolvmændene i fællesskab. De mødtes en gang i kvartalet.
Fra 1760 havde man lister over, hvem der skyldte bidrag til fattigkassen. Disse bidrag var efterhånden ikke mere frivillige.
I 1736 havde man fundet frem til 21, der var værdig til fattighjælp. Deriblandt var en mand på 24 år, der nærmest var krøbling. De 17 af de 21 var 60 år eller derover og ofte samtidig lamme, halvblinde eller svagelige. De fire, der var yngre, var stærkt handicappede.
I 1820 var der 67, der modtog fattighjælp, og i 1847 var der 67. I videst mulig omfang søgte fattigforstanderne at henvise folk til at klare sig selv.
Et problem blev løst
I 1776 bad tjenestekarlen Jep Pedersen Broe fattigvæsenet om at tage sig af hans bror og svigerinde, da de hverken havde mad, drikke og brændsel og kun få klæder, så de risikerede at sulte eller fryse ihjel i vinterens løb. Bønnen blev dog ikke hørt lige med det samme. Sagen kom dog for provst og amtmand. De besluttede, at de to skulle have hjælp, hvis ikke slægtningene kunne forsørge dem.
Herredsfogeden konstaterede, at parret havde almindeligt ry for at være vanvittige, men at de kun var forstyrrede – især konen, der uafladeligt talte om djævle, hekse og gespenster.
De to blev skilt ad. Mandens moder blev overtalt til at tage sig af sin søn. Og det gjorde hun gratis, mens konen blev anbragt hos en kurator. Det fik han 2 mark om måneden for. Han fik samtidig befaling til at holde hende til arbejde, da herredsfogeden mente, at hendes “forstyrrethed” kom af, at hun arbejde for lidt.
Ja sådan løste man sociale problemer på Løjt – dengang.
En mand med uhelbredelig ben-skade fik i juli 1832 afslag på fattighjælp, fordi han havde skilt sig fra sin kone, der kunne forsørge ham, men ikke ville.
Sparekasse
Sparekassetanken opstod meget tidligt. Allerede omkring 1820 oprettede pastor Matthiesen en sparekasse. Men den havde svært ved at klare sig selv, så den gik ind sidst i 30erne. I tilknytning til sparekassen oprettedes en almissekasse.
Tiggerfogeden kunne ikke bruges
Fattige fra andre sogne fik ikke noget. Og udenbys tiggere blev bortvist. I 1780 anholdte tiggerfogeden en tigger, der var søn af en velstående gårdmand fra et andet sogn. Tiggeren blev fordrevet og det indsamlede beløb blev taget fra ham.
Men tolvmændene var ikke begejstret for deres tiggerfoged. De mente, at han stod i ledtog med tiggerne og delte i porten. Og systemet med denne foged sluttede i 1831. Tolvmændene mente, at han kunne spares væk, og så overtog de selv opsynet på skift.
Kilde:
Hvis du vil vide mere
Redigeret 13.01.2022
Januar 16, 2010
Hollænderne kunne ikke betale deres afgifter. Jorden blev taget fra dem. Der var store fester i Prinsessegården. Zar Peter bebrejdede kongens forhold til Anna Sofie Reventlow. Enkedronningen kunne betragte Struensees og Brandts afsjælede legemer fra slottet. Kongen sejlede rundt på kanalerne i Frederiksberg Have. Vi skal kigge på brande i 1892 og 1906 samt et mord i 1889. Den første politihund måtte anskaffes for betjentens egne midler.
Den gamle landsby, Solbjerg
I gamle dage lå her den gamle bondeby, Solbjerg. Den forsvandt i begyndelsen af det 17. århundrede, og dens jorde blev lagt under Københavns Slots ladegård.
I nærheden af dette sted lå St. Jørgens Hospital, der har givet navn til søen. Kongevejen til Roskilde gik ad Gammel Kongevej forbi Damhussøen.
Landsbyen Solbjerg lå der, hvor Frederiksberg Bredgade ligger. Byen var opkaldt efter Solbjerget, det nuværende Valby Bakke.
Solbjerg nævnes i Pave Urban den Tredjes brev til Biskop Absalon i 1186. I 1377 nævnes det i Roskilde bispens jordebog, at der var 17 gårde i Solbjerg. En by Nyby anlægges. Det er cirka i nærheden af Jakob Dannefærds Vej og H.C. Ørsteds Vej.
Ny Hollænder by
Den første grund til byen Frederiksberg blev lagt, da Frederik den Tredje i 1651 gav 20 hollandske bønder fra det overbefolkede Amager lov til at nedsætte sig i 20 gårde på begge sider af den nuværende Allégade
Derude fik de deres egen kirke og kro og meget naturligt blev stedet kaldt Ny Hollænder by. Eller Ny Amager. Nybyggernes skæbne blev dog trist. Krig, ildebrand og dårlige år betød, at de ikke betalte deres afgifter til kongen. Jorden blev ved århundredets afslutning taget fra dem, og benyttet til græsning for Majestætens heste. Hollænderne fik dog lov til at beholde hus og have.
Vodroffsvej
Men der var begyndt at komme liv i bydelen. Enkelte københavnere bosatte sig herude. Således anlagde assessor Würst et teglværk ved Smallegade
og regimentskvartermester Vodroff fik udlagt grund til en mølle. Navnet Vodroffsvej angiver stedet.
Prinsessegården
Den kongelige familie slog sig ned på Ny Amager. Det begyndte meget beskedent. Omkring 1663 skænkede Frederik den Tredje sine fire unge døtre en gård, som lå der, hvor hovedindgangen til Frederiksberg Have lå.
Prinsessegården eller Kaningården var i sig selv ikke en kongelig bygning. Den tjente da også kun som en slags legeplads for de unge kongelige. Herude havde de kaniner, duer, kanariefugle m.m. Gården blev ikke brugt til kongelig beboelse. Men fyrstelige gæster, der besøgte hovedstaden blev ofte festligt modtaget på Ny Amager, mens kanonerne på Københavns volde saluterede.
Den ukendte fætter
Højtideligt gik det til, da storfyrstens fætter, Pashaen af Jerusalem Gigala Ottoman i august 1669 ankom til gården. Han blev afhentet af Majestætens ceremonimester i kongens karosse med seksspand og ført til audiens på Københavns Slot.
Men lidt flovt må det have været, da man kort efter opdagede, at Pashaen ikke var den, han udgav sig for, men en forløben jøde, der havde den frækhed at bedrage selveste kongen.
Falkonergården
Omkring 1670 blev der anlagt en lukket vej for Frederik den Fjerde´ s personlige falkoner. Den gik fra Gammel Kongevejs slutning til Falkonergården, som lå ved Ladegårdsåen og Jagtvejs begyndelse. I begge ender – ved Allégade og Jagtvej var vejen lukket med porte. Først i slutningen af 1700 – tallet blev vejen offentlig.
Islandske falke blev ofte givet som gaver til konger og fyrster, som de danske konger besøgte i udlandet. Disse falke blev opdrættet på Falkonergården,
som Christian den femte opførte for enden af Falkoner Allé.
Prinsens Gård
Da prinsesserne efterhånden blev gift og drog hjemmefra, gik lystgården over til deres brodersøn, kronprinsen, den senere Frederik den Fjerde. Gården blev nu kaldt Prinsens Gård.
I begyndelsen har han sikkert kun besøgt Ny Amager i ny og næ. Men senere hørte man om de pragtfulde fester som kronprinsen afholdt på gården. Man mødte udklædt og så var det ellers dømt dyster på ridebanen. Man stak til Straamanden eller Ringen. Ridebanen lå omtrent der, hvor Frederiksberg Runddel
nu befinder sig.
Ved fastelavnstider blev der slået katten af tønden. Her deltog hele hoffet i lystighederne ligesom i 1692, hvor Christian den Femte ”verkleidet in Amacker Habit” indfandt sig.
Om aftenen var der som regel komedier eller et kæmpe fyrværkeri i haven. Gården var firfløjet og lav. Dertil kom forskellige gartneri og havebygninger. Frederiksberg var datidens Versailles.
Frederik den Fjerde fremkom med planer om at bygge et rigtigt slot i nærheden af sin barndoms tumleplads. Og hovedstadens kongetro borgere valfartede snart til Frederiksberg for at beskue det nye vidunder.
Kronprinsen har sikkert stået på den nærliggende Valby Bakke, hvorfra man havde en udmærket udsigt til Roskilde og skovene mod nord. Man kunne også beskue de mange sejlere i Købe Bugt.
Frederiksberg Slot
Det var først efter en rejse til Italien at kronprinsen for alvor gav sig i kast med sit slot. I 1699, da han blev konge påbegyndtes opførelsen. Den nordlige del mellem de to høje sidefløje blev færdige i 1704. I årene 1707 – 1709 blev de høje sidefløje føjet til. I 1730erne udvidede Christian den Sjette herlighederne. Selv om slottet er bygget over tre perioder, ser det imponerende ud.
Christian den Syvende foretog en del ændringer i slottets indre.
I den østlige fløj ligger Prinsessernes Pandekagekøkken. Oprindelig var det indrettet som tekøkken for Christian den Sjettes dronning, Sofie Magdalene
og udstyret med denne dronnings smag for det pragtfulde. Senere blev det fornøjelseskøkken for Frederik den Sjettes døtre.
Her på slottet boede de fem danske enevælds-konger fra Frederik den Fjerde til Frederik den Sjette.
Zar Peter den Store har været gæst på slottet. Det var i sommeren 1716. Det var her at zaren kom med nogle uforsigtige ytringer om kongens forhold til Komtesse Anna Sofie Reventlow, der var ophøjet til Fyrstinde af Slesvig.
Da dronning Louise døde i 1721 var kongen ikke længe om, at gøre ægteskabet med fyrstinden officielt.
I Slotskirken
Kort efter min kone Hannes død var jeg til barnedåb i slottets kirke. Det var en lidt voldsom oplevelse. Mange kongelige har været til andagt her. Og en af de første konfirmationer i Danmark er foregået her. Det var Kronprins Frederik, senere Kong Frederik den Femte, der her blev konfirmeret palmesøndag 1740.
Og denne påstand som står i adskillige historiebøger er ikke helt sand. For nede ved Møgeltønder forlangte en af de onde grevinder fra Schackenborg, at de unge i den lille by Daler skulle konfirmeres. Det skete adskillige år før kronprinsen blev konfirmeret.
Enkedronningen og de afsjælede legemer
Prinsesse Caroline Mathilde tog ophold på slottet, da hun i 1766 kom fra England. Hendes egen og Struensees tragedie begyndte her. Fra østfløjen kunne Enkedronning Juliane Marie efter traditionen iagttage Brandts og Struensees afsjælede legemer, der var lagt på stejle nær den nuværende Amerikavej.
Frederik den Sjette og hans dronning blev de sidste kongelige beboere på slottet, der dog på den tid også var hjem for en anden konge af Guds nåde i digtningens kunst Adam Oehlenschläger.
Slottet i forfald
Under de Slesvigske Krige blev slottet brugt som lazaret. Man overvejede på et tidspunkt at indrette slottet til en invalidestiftelse.
På et tidspunkt var slottet i stærkt forfald. Men heldigvis fik behjertede sjæle det flotte bygningsværk reddet i tide. Alle der har løbet i Frederiksberg Have
ved hvor befriende det er, at nå toppen. Det var snart værre at løbe ned af bakken igen.
I 1862 blev slottet taget i brug som officersskole. Kunstværker og malerier blev overført til Fredensborg og Rosenborg. Men det var skandaløse tilstande, således var gasledninger ført direkte gennem de malerier, der ikke var fjernet. Andre steder var der malerier, som man simpelt hen har skudt til måls efter.
Endnu en kongevej
Den nye Frederiksberg Allé var dog spærret for menigmand, så turen måtte gå via Kongevejen. Men det var en rejse værd. Alléen førte gennem frodige marker
og beplantninger helt fra Vesterbro til slottet. Ved begge ender, var vejen spærret med solide aflåste træporte. Gennem mange år bestod dette forhold. Først i 1833 blev alléen åbnet om dagen for fodgængere og for vogne, der ikke blev benyttet til arbejdskørsel.
Slotshaven – kun adgang for godtfolk
Slotshaven fristede enhver, der kom forbi vagten, der ivrigt sorterede bukkene fra fårene. Kun godtfolk fik adgang. I 1749 hedder det sig:
Værtshuse i smug
Når københavnerne havde taget den lange tur herud trængte de til en opstrammer. Og bønderne fra Frederiksberg var ikke sent til at opdage, at her lå en rig lejlighed til at forøge de knappe indtægter.
I smug udskænkede de våde varer. Da man i 1784 foranstaltede en undersøgelse viste det sig at 34 af borgerne herude holdt værtshus. Dengang havde bydelen kun ca. 1.000 indbyggere.
Grunde blev solgt
I 1765 havde kongen ladet slottes marker sælge ved en auktion. Køberne var for det meste københavnske forretningsmænd. der anlagde fabrikker herude. Dog var der forbud mod at anlægge bygninger, der skæmmede slottes omgivelser.
Det varede lidt længe, inden der blev opført egentlige lystgårde herude. For borgerskabet var rejsen nok lidt for lang.
Flintholm
Gården Flintholm var en beskeden gård med et stuehus, stald til 4 heste og 6 køer. Den var opkaldt efter bonden Jacob Nielsen Flindt. Han købte gården i slutningen af 1700 – tallet. Den lå i nærheden af gårde og landsteder som Godthåb, Grøndal og Lykkesholm.
Frederiksberg Kommune købte grunden og indrettede et lazaret eller hospital for epidemipatienter. Hospitalet bestod af selve gården, hvor der var 12 sengepladser og to teltbarakker med i alt 40 pladser.
Flintholm Hospital var beregnet for patienter, der led af epidemier. Efterhånden blev den overflødig. Det nærliggende Frederiksberg Gasværk havde brug for jorden. I 1945 blev hospitalet lukket og gården revet ned.
Egen præst
Frederiksberg, der er opkaldt efter slottet hørte egentlig under Taarnby Birk. I 1721 blev det indlemmet i Københavns Amts Rytterdistrikt. Først i 1819 kom det under det nyoprettede Søndre Birk, og endelig udskiltes Frederiksberg Birk i 1887 – 88.
I 1737 fik Frederiksberg sin egen præst og Vesterbro blev lagt til sognet. Denne ordning varede til 1880, da Matthæuskirken blev indviet. Den ældste kirke, der lå i Pileallé var kun opført af træ og bindingsværk. Den blev i 1734 af løst af en ottekantet kirke. Sognets bønder var ikke særlig begejstrede for denne konstruktion.
Omkring 1770 havde byen 21 gårde. Blandt de ældste avls – og lystgårde kunne nævnes Grøndal, Vordroffsgård, Alléenlyst, Mariendal, Forhåbningsholm
og det senere så velkendte Bakkehus ved Vesterbro.
Til slottet hørte Falkonergården og Fasangården. Fasaneriet blev nedlagt i 1785 og Falkonergården tjente som bolig for digteren Oehlenschläger.
Slotshaven blev kongens eje
Det var efter statsomvæltningen i 1784, at kronprins Frederik, den senere Frederik den Sjette for en stor del af året tog bolig på Frederiksberg Slot, der lige til hans død, vedblev med at være hans kæreste opholdssted. I hans tid blev Slotshaven folkets eje. De stive regler blev ophævet og slotshaven blev omlagt til en egentlig park.
I årene efter 1785 blev Søndermarken under slotsforvalter Voigts ledelse omdannet efter den nyeste mode. I 1801 blev Frederiksberg Haves omdannelse afsluttet. Her blev haven også udvidet mod vest, og det er fra det tidspunkt at kanalerne stammer. Schweitzerhuset og en the-pavillion blev bygget. Gamle billeder viser også en del småhuse samt Eremit-hytter i parkerne.
En tur i parken
På Frederik den Sjettes tid var der hver søndag og onsdag regimentsmusik fra slotsterrassen. Folk fra alle samfundsklasser drog derud medbringende madpakker. Efter taflet begav den kongelige familie sig ofte ned til kanalerne, hvor den højtidelig lod sig ro omkring efterfulgt af en båd med musikkorpset.
Hvorfor nød kongen dog ikke naturens musik i stedet for? Folk strømmede sammen langs kanalerne for at nyde synet af den kongelige familie. Til andre tider nød kongen at spadsere rundt i haven. Helst gik han da ukendt og i jævn Dragt.
En aften da kongen gik sammen med sin generalløjtnant i Frederiksberg Allé, mødte han en tjenestepige, der bar en guitar, og øjensynlig var bange for at instrumentet skulle komme noget til. Kongen var i sit gemytlige hjørne og sprang hen mod pigen og slog nogle toner an på guitaren. Pigen kunne ikke genkende kongen og tog det meget ilde op.
Kongen gav sig ikke til kende, men gik blot leende videre.
Den sjove krovært
Blandt de mange traktørsteder, der fandtes på Frederiksberg må især nævnes Lars Mathiesens i Allégade. Værten, der døde omkring 1850 var velkendt af
enhver københavner. Sine kunder kaldte han slet og ret for Sønnike. Der fortælles mange historie om livet i hans skænkestue.
Under Københavns belejring holdt de engelske officerer til hos ham, og det fortælles, at han engang udfordrede 11 af dem til en drikkekamp. Man drak skåler i det uendelige for det engelske og for det danske kongehus. Men da den 14. Bolle Punch var sat til livs, sad Lars Mathiesen alene tilbage. De 11 englændere lå under bordet.
Rahbeck, der var en af Mathiesens hyppigste gæster, skal engang drillende have spurgt værten, hvor han var henne, da Vorherre uddelte hår til menneskerne. Men det skulle han ikke have gjort. Lars Mathiesen svarede blot, at han var kommet for sent, for da jeg kom, var der ikke andet end røde hår tilbage, men det brød jeg mig ikke om. Rahbeck var rødhåret.
Fra Frederik den Sjettes tid stammer en del af lystgårdene på Frederiksberg. I 1834 fandtes der 32 af slagsen på Frederiksberg. Mange af gadenavnene vidner om disse lystgårde.
Byggeboom
Frederiksbergs egentlige vækst til by begyndte i 1850erne. Marker blev efterhånden inddraget til villagrunde. Villaer blev efterhånden afløst af husrækker.
Det var blandt andet rådmand F.C. Bülow, der opkøbte et kæmpe areal mellem Gammel Kongevej og Åboulevarden.
I 1851 blev de første nye veje anlagt. Nyvej. På samme tid anlægges Bianco Lunos Allé, Grundtvigsvej, Lykkeholmsallé og Forhåbningsholmsallé. I 1853 anlægges på Gammel Kongevej P. Andersens maskinfabrik og Jernstøberi.
Frederiksberg bliver en selvstændig kommune
Den 20. december 1857 stadfæstede Kong Frederik den Syvende en række love, såsom næringsloven, loven om ugift kvindes myndighed og hvad der var meget vigtig, loven om Frederiksbergs kommunale styrelse.
Indtil 1857 var Frederiksberg bare et ganske almindeligt landsogn, oven i købet slået sammen med Hvidovre. Men med den nye lov fik Frederiksberg et egenartet kommunalt styre.
Først fra 1900 skiltes Frederiksberg fra Københavns Amtsrådskreds.
Pensionisternes Paradis
I mange år blev Frederiksberg regnet for Pensionisternes Paradis. Omkring år 1900 forandrede søndagen det normale liv i det rolige kvarter. Ud på eftermiddagen blev livet livligere og mere højrøstet. Forlystelsesanstalterne tog rigtig fat. Aléenbergs lirekasser lod tonerne klinge. Karrusellerne gav en ekstra tur til de forelskede. Der var kraftprøver og masser af luftbøsser inde på de mange forlystelsessteder.
I 1868 flyttede Fajance-fabrikken ud på Frederiksberg, og i 1883 kom Porcelæns-fabrikken.
Da man i 1856 vedtog oprettelse af Den Kongelige Veterinær – og Landbohøjskole købte staten ejendommen Rolighed på Frederiksberg. Den nye ejendom var på 60 tdr. land og kostede 130.000 kr. Her oprettedes højskolen med dens forsøgslaboratorium og serums-laboratorium.
Brand på Frederiksberg 1892
På Frederiksberg havde man et velordnet Brandvæsen med de fornødne Rednings – og Slukningsapparater. I december 1892 trådte dette Væsen i aktion.
En morgen ved 2 – tiden var der opdaget ildløs i snedkermester L. N. Holms ejendom på Falkoneralle 94, mellem Rolighedsvej og Ladegårdsåen. Ilden var udbrudt i kælderen i baghuset, der ligesom forhuset bestod af 4 etager. Trapperne var omspændt af flammer og op imod 100 beboere kom derved i livsfare. For beboerne i de underste etager lykkedes det at komme ud. Oppe fra 4. sal og kvist lød der fortvivlede råd om hjælp fra nøgne mennesker.
Det varede længe inden brandvæsnet kom, og da de endelig indfandt sig efter en time, havde de ingen redningsstige med. Denne skulle hentes af de samme heste, som havde ført den første sprøjte til stedet.
Beboerne på 4. sal forsøget at kravle op på taget. Men seks personer nåede det ikke og en syvende person omkom, da han faldt ned fra taget.
Ved redningsaktionen opførte arbejdsmand Niels Pedersen sig som en helt. Efter at han, som boede på anden sal, havde bjerget sin hustru og børn, ilede han kun iført en skjorte, de ulykkelige til hjælp, der skreg ved den brændende kvist.
I første omgang blev kritikken rettet mod brandværnet, men også bygningskonstruktionen fik en hård kritik. Efter branden blev der iværksat en indsamling ledet af overlærer Jensen fra Godthåbsvejens Skole.
Brand på
Frederiksberg 1906
I 1906 var der brand i Frederiksberg Træskæreri ude på Finsensvej. Det var den 24. september, og åbenbart var det nogle børns uforsigtighed, der var skyld i katastrofen.
De tre tilkaldte sprøjter under ledelse af overassistent Lampe, forsøgte at begrænse ildens omfang. Men på grund af vandmangel blev en nærliggende hestestald også ildens bytte.
En overgang så det ud, som om at Frederiksberg Glasværk skulle angribes af ilden. Men man havde æret så smart at lægge våde sække og presenninger på tagene. Først ved 8 – 9 tiden om aftenen dæmpedes ilden, der på et tidspunkt sendte lange flammende ildtunger ud over banelinjen. Desværre havde ilden kostet den ene af de små brandstiftere livet, den otte – årige, Kaj Olsen.
Industri kommer til Frederiksberg
Omkring år 1900 havde Frederiksberg var der etableret gas – vand – og elværk, sporvejsdrift og en moderne vand – og kloakforsyning. Et omfattende net af veje var etableret og der var opført syv skoler samt fattighus og hospital.
I 1907 blev Frederiksberg beriget af en stor fabrik. Det var Nordisk Kabel – og Traadfabrik, der havde erhvervet en grund i udkanten af området. Grunden var på hele 6.000 m2. Antallet af medarbejdere steg til 400.
Frederiksberg Politi
Frederiksberg Politi havde et godt ry. Før 1881 blev lov og orden håndhævet af et vagtkorps. Før 1884 bestod styrken af 28 mand. De skulle holde styr på 35.000 indbyggere. Men nu fik de dog også hjælp af et Gendarmeri-korps, der havde en station på Lille Grundtvigsvej.
Mord på Frederiksberg 1889
Politiet fik en mordsag på halsen i 1889. På Howitsvej, der oprindelig hed Lampevej, fandt arbejdere en mand liggende i grøften. Det viste sig at være snedkermester Carl Sørensen fra Vanløse. Ret hurtig fandt man ud af, at det var tale om et rovmord. Vognmand og restauratør Schick, Gammel Kongevej,
der ejede beværtningen Cafe du American, blev straks anholdt og sigtet. Han var den sidste, der var blevet set med den afdøde.
Der var dog ikke beviser nok. Schick fik i hast solgt sin beværtning og udvandrede til De Forenede stater. På sit dødsleje skulle han angiveligt have tilstået mordet.
Den første politihund
I 1910 oprettedes Frederiksberg Politiforenings Politiskole. Her blev der undervist i boksning og japansk kampsport. Selve styrken blev udvidet til 110 mand. Befolkningen var nu vokset til 94.000.
For egen regning anskaffede politiassistent Hr. J. Jensen en politihund. Men de firbenede ordenshåndhævere blev snart et kommunalt projekt. Det var ikke let at blive betjent på Frederiksberg. Det krævede nemlig et prøve-år, og blev dette ikke bestået, blev man afskediget.
Snart fik korpset to politibiler, der var udstyret med knipler, revolvere, håndjern, forbindsstoffer og snore til afspærring af gader. De blev brugt til transport af anholdte og ikke som i København, hvor Anholdte blev slæbt gennem Gaderne til almindelig forargelse eller vrede. Ja og så ejede korpset også en motorcykel.
Frederiksberg Borgerforening
Frederiksberg Borgerforening blev oprettet i 1888. I syv år frem til 1895 nøjedes man med lutter lystighed som keglespil og fugleskydning. Men efterhånden fandt man ud af, at man ville gøre noget for byen. Man købte en grund på Ørstedsvej og opførte en foreningsbygning.
En af de første sager, man beskæftigede sig med, var bevarelsen af udsigten fra Frederiksberg Bakke. Der blev startet et medlemsblad Frederiksberg i 1909.
Kilde. Se
Hvis du vil vide mere:
Januar 16, 2010
Der var masser af miljøsvin. Bladet ”Politivennen” holdt et skarpt øje med dem. Vægterne blev kritiseret. Moden skiftede konstant. Pudder, parykker og frisører kunne udbedre fysiske mangler hos en. Arbejderne satte sig i gæld til familie – højtider. Tjenestepigerne måtte ikke gå i almindeligt tøj. Regeringen indførte forordninger mod ødselheden.
Gå en tur og bliv beskidt
Der indløb masser af klager til Magistraten. En af klagerne gik ud på, at hvis det havde regnet i flere dage, kunne man kun med besvær slippe igennem uden at blive snavset. Forordningen af 7. maj 1777 havde ellers givet klare forskrifter på hvad man måtte smide på gaden.
Affald fra køkkener, dødt fjerkræ og lignende måtte kun smides på gaden til en bestemt tid. Derefter skulle det så samles i bunker, for så at bortkøres af skarnsvogne. Bestemmelserne blev dog aldrig overholdt. Bunkerne blev gennemrodet af fattigfolk. Affaldet blev derefter spredt af vind og vejr og endte ofte i rendestenen. Uddunstninger forekom jævnligt.
Giv agt – miljøsvin
Omkring århundredeskiftet var der nogen, der gjorde noget ved det, nemlig bladet Politivennen. Bladet begyndte at udkomme i 1798, og de begyndte at udpege miljøsvin.
I de mørke vinteraftener var det ikke særlig hyggeligt at færdes i de københavnske gader. Ja, det var mange steder livsfarligt. På midten var der placeret store skarnsdynger. På de uoplyste fortove var der placeret en masse brædder og andre forhindringer.
Vægterne var en jammer
Omkring 1784 fandtes der omkring 150 vægtere i byen. De fik den fyrstelige løn af 78 Rigsdaler. Om eftermiddagen mødtes de foran Rådhuset. Opgaven var at forhindre ildebrand, mord og tyveri. Om vinteren skulle en vægter i kulde og slud vandre op og ned af gaden i hele 12 timer. I Morgenposten fra 1798 kan man læse:
Vægter – situationen var genstand for utallige angreb i datidens medier. Politimesteren opkøbte en del eksemplarer af de kritiske blade, og delt dem ud blandt vægterne, med en bemærkning om, at sådan skulle de ikke opføre sig.
Filosofigangen
Filosofigangen havde en tiltrækningskraft hos studenter og borgerfolk. Her udspillede der sig også en decideret fejde mellem officerer og studenter. I 1789
kunne man i en af datidens rejseguider læse:
Der blev siden klaget over utilladelig Vognfærdsel. Godt nok havde man en bom, men den var åben hele dagen. Det skete dog også alvorlige ulykker, når disse kørte ind i mængden.
Det var på – Frederiksberg
Allerede dengang søgte man mod Frederiksberg Have. Men haven var ikke som nu. Kanalerne fandtes ikke, og hele haven var anlagt i fransk stil. Først i slutningen af århundredet begyndte man at omdanne haven i engelsk stil. Men rygterne ville vide, at haven ville blive lukket for offentligheden. En højere embedsmand måtte i datidens medier benægte dette.
Søndermarken blev omdannet i 1784, og i 1787 blev den åbnet for publikum. Dengang fandtes der nogle ejendommelige lysthuse i parken.
Den skiftende mode
Dengang gik borgerskabet også op i mode. Den berømte digter, læge og meget mere, Clement Tode udtalte følgende:
Også om damemoden havde en kommentar:
Og moralisterne havde travlt med at angribe damernes hatte. Hver hat måtte bruges til en bestemt dragt. Regler blev fastsat, hvordan sådan en klædning skulle sammensættes. Muffen skulle eksempelvis være af samme farve som kåben. De hvide strømper skulle være af bomuld eller silke.
Amazondragten bestod af trøje og skørt af forskellige farver, rød trøje – sort skørt., sort trøje – blåt skørt osv. Hertil kom en mægtig fjerbusk samt en tynd spadserestok.
De farverige mænd
For mændenes vedkommende var der indtil slutningen af 80erne den trekantede hat, der var mest almindelig. Men denne blev mere og mere afløst af den runde mere eller mindre bredskyggede hat af tysk eller engelsk model.
Så godt som alle brugte kjoler. Først ved slutningen af århundredet blev frakker almindelige. Og disse var nødvendigvis ikke alle sorte. Nej, man så sandelig blå, kaffebrune og røde.
Brandgule og lysegrønne frakker kunne ses om sommeren. De var ikke kedelige dengang. Alle gik med knæbenklæder med spænder og sløjfer ved knæene. Strømperne var hos de mest fornemme af silke. Skoene var lavvristede og støvlerne forsynet med korte gule kraver.
Et pund pudder gør meget
Parykkerne blev mere og mere sjældne. Siden forsvandt de næsten helt. Frisørerne oplevede derimod en storhedstid. Alderen og håret satte ikke helt en stopper for at følge med moden. Høje toupeer og kunstige nakker kunne erstatte alle mangler.
En kyndig pudring kunne udrette mirakler. Et helt pund pudder kunne få den lyse hårfarve til at blomstre – mere eller mindre naturligt.
Unge fruentimmer burde lære noget
Man skulle jo følge moden. Morgenposten kunne dengang berette:
Ny Dansk Fruentimmerselskab
Ja og så blev Ny Dansk Fruentimmerselskab dannet. Her besluttede man, at moden havde taget overhånd. Det var nok nærmere en selverkendelse. Nu skulle man kun gå i hjemmegjort tøj. Men en katastrofe opstod. For nu viste det sig, at tøjet kom til at ligne det, som tjenestepigerne gik i. Og sådan noget måtte borgerskabet ikke finde sig i.
Dette resulterede i, at tjenestepigerne fik forbud mod at gå i bestemte klædningsstykker.
Tjenestepigerne får nykker
Og selskabet lavede en sammenligning omkring tjenestepigernes forhold. Sammenfattet var filosofien nogenlunde som her beskrevet:
Nationaldragt ønskes
I medierne talte man om indførelse af en nationaldragt lige som i Sverige, og så skulle der lovgives, hvem der måtte bære den. Man talte om, at datidens mode var udpustninger og opblæsninger over alt. Denne mode var noget der bekom borgerskabet vel. Arbejderklassen var slet ikke med på den bølge. De havde ganske enkelt ikke råd til det.
Forordninger mod ødselheden
De rige omkring år 1800 blev endnu rigere. Man kunne få sig endnu en ridehest.
Regeringen havde det ikke godt med denne ødselhed. Man indførte forskellige påbud om at begrænse denne ødselhed. Således også med forordningen af 10. januar 1783 til borgerstandens store fortrydelse.
Minsandten så indførte regeringen også begrænsninger på, hvor mange retter borgerskabet måtte servere. Ikke mere end 8 retter og kun fire forskellige dessertkager. Om aftenen måtte der kun serveres 6 retter. Fine vine og likører samt fremmed øl, måtte ikke serveres. Man måtte dog drikke al den punch,
man ønskede.
En læge udtalte dengang, at kogekunsten havde gjort flere fremskridt end lægekunsten. Og det var den franske kogekunst, der var på vej i borgerskabets maver.
Kaffe – og brændevin til arbejderne
De mindre bemidlede slog sig løs til højtider. Kaffe og brændevin begyndte at sprede sig til denne del af befolkningen.
Det blev mere og mere almindeligt i håndværkerstanden at erstatte middagsmaden med kaffe/brændevin og brød – til skade for helbredet, mente moralisterne. En læge skriver om dette fænomen:
Familie – højtiderne
I de små hjem blev der brugt store summer på de store familie-højtider Bryllup, Barnedåb og Konfirmation.
Således skulle et bryllup helst vare i to dage. Den skulle selvfølgelig ikke finde sted i kirken, men i brudens hjem. Mange måtte sætte sig i gæld for sådan en fest.
Udvist af kirken
Når der var konfirmation, var der mange, der måtte leje konfirmationstøjet. En forordning fra 27. februar 1784 lagde nøjagtige retningslinjer for, hvordan sådan en konfirmationsdragt så ud. Fulgte man ikke disse retningslinjer, så blev man udvist af kirken, og den vordende konfirmand blev ikke konfirmeret.
Foreningen af Tarvelighedens fremme
Alle disse forordninger hjalp slet ikke. Borgerskabet ødslede stadig pengene bort. Den 21. marts 1785 oprettedes Foreningen af Tarvelighedens Fremme. Man skrev under på, at man kun ville indtage tre retter indbefattet suppe. Om aftenen ville man slet ikke indtage varm mad.
Man vedtog 25 forskellige forordninger, men det var frivilligt, om man ville skrive under på de forskellige punkter. Mindst opbakning havde vedtægten om, at man ikke skulle holde værelser og rum til stads, men udelukkende modtage sine venner i almindelige dagligstuer.
Foreningen havde efterhånden 25o medlemmer, men kun 75 skrev under på, at de ville give afkald på at anskaffe Nürnberger Dukketøj. Det har antagelig været foreningens pebersvende. Der blev trukket meget på smilebåndet af foreningen, som langsom døde hen. Allerede i 1791 blev den opløst.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 24, -03 – 2022
Januar 16, 2010
Vi har efterhånden her på siden beskæftiget os med mange steder på Nørrebro. Men måske har vi glemt omtale af nogen. De får så
plads her i artiklen. Vi besøger Allersgade, en chokoladefabrik, Dardanellerne, Colosseum, Fællesbageriet, Gummi-fabrikken, Hans Tavsensgade, Havremarkens Skole, Hørsholmsgade, Korsgade, En fattiglæge, Københavns første rundkørsel, Hafnia Bryggeriet, Petersdal, Rantzausgade, Station 6, Støberier, Todesgade og meget mere.
Allersgade
Allersgade på Ydre Nørrebro er en af de ældste sidegader i området. Den blev navngivet i 1860 efter brygger og brændevinsbrænder Christian Aller (1797
– 1852). Han var en kendt grundejer herude. Selv boede han der dog kun fra 1839 til 1841. Men efter hans død flyttede hans enke tilbage til ejendommen Allers Bro, som lå mellem nuværende Odinsgade og P.D. Løvs Allé ud til Jagtvej. I mange år var gaden præget af landelig idyl. Men ak, i 1970erne måtte denne idyl vige for institutionsbyggeri.
Chokolade og dans
Chokolade-fabrikken Cloetta blev grundlagt 1862 af to schweiziske brødre Bernhard og Christoph Cloetta. Deres første lokale var yderst beskedne i Niels Hemmingsensgade i Indre By. Som noget helt nyt brugte man dampmaskiner som trækkraft.
Chokoladen faldt i folks smag. Derfor flyttede virksomheden i 1901 til en ny stor fabrik i Hørsholmsgade. Efterhånden var 125 personer beskæftiget med med fremstilling af koge – og spisechokolade, kakao samt forskellige slags konfekt.
I 1929 blev virksomheden omdannet til aktieselskab og overtaget af A/S Christian F. Kehlet. Fra 1954 havde Cloettas Chokoladefabrik adresse i Glostrup indtil 1960, hvor den finske chokoladekoncern Fazer opkøbte virksomheden.
Bygningerne anvendes i dag blandt andet af Dansens hus.
Danas Have
Der på Nørrebrogade lå det. Nørrebro Handelsforening holdt deres bestyrelsesmøder der, men efterhånden blev man træt af deres smørrebrød, så man droppede stedet. Her var stedet, hvor man morede sig. Danas Have skiftede indehaver mange gange. Her var også en overgang diskotek.
I 1978 blev det et yndet samlingssted for ældre mennesker. De kom fra hele København. Stedet gik godt og der blev indgået mange forlovelser mellem de 70
– 80 årige. De havde fundet hinanden på dansegulvet.
Et par mennesker blev lejet til at stikke restauranten i brand. Man kunne ikke have at det gik så godt for restauranten.
Dardanellerne
Stedet er kendt fra Krim-krigen fra 1856 – navnet Dardanellerne. Men navnet stammer også fra de hjørneejendomme ved indgangen til Nørrebro ved Dr. Louises Bro. De to hjørne-jendomme blev opført i 1850erne og er kendt for deres karakteristiske tårne. Da det ene af husene skulle renoveres i 1947 søgte ejeren at fjerne det øverste af tårnene, men det ville kommunen ikke give lov til.
Dengang Aldi var Biograf
På Jagtvej 65 ligger Aldi i dag. I mange år kæmpede Nørrebro Handelsforening imod, at der skulle bygges en Brugs eller en Irma på stedet. Dengang – den 26. december 1924 åbnede Colosseum – et flot og luksuriøst filmpalæ med plads til ikke mindre end 1.000 tilskuere.
Fem år efter åbningen – i foråret 1929 – var Colosseum blandt de første biografer herhjemme, der viste talefilm. Biografen blev ombygget i 1971 og igen i 1980, hvor den fik tre sale. Repertoiret var tilpasset Nørrebro – publikummet, spændingsfilm lige på og hårdt eller kærlighedsfil uden for megen snak. Man viste et blandet program, til sidst mest pornofilm.
Biografen lukkede i 1982 – 1983 og blev omdannet til supermarked.
Fællesbageriet
I 1887 flyttede Arbejdernes Fællesbageri ind i nyopførte fabriksbygninger i Nannasgade. Bageriet var grundlagt året før, som en arbejderbevægelsen første
kooperative virksomheder. Brødpriserne var høje og formålet med fabrikken var, at arbejderne kunne få billigt og godt brød på bordet. Virksomheden blev en succes og de øvrige fabrikker blev nødt til at nedsætte deres priser. Fællesbageriet fik eget mølleri i 1893. Ni år senere kom endnu en udvidelse og produktionen steg yderligere. Arbejdernes Fællesbageri lukkede i 1980, efter at man forgæves havde forsøgt en rekonstruktion af virksomheden. I dag ligger der boliger på det tidligere fabriksareal.
Gummi-fabrikken i Heimdalsgade
I 1896 etablerede De Forenede Gummi – og Luftringefabrikker sig i en beskeden bygning i Heimdalsgade. I 1934 blev ejendommen udvidet med en stor ny bygning. Schiønning & Arvé som virksomheden nu hed, blev i 1932 Danmarks førende virksomhed for fremstilling af dæk og slanger til cykler og biler. Men i løbet af 30erne voksede konkurrencen. Dunlop og Avon overhalede virksomheden på Nørrebro. I stedet koncentrerede man sig om markedet for cykler.
Efter at produktionen ophørte, lå bygningerne ubenyttede hen. Det benyttede BZerne sig af og indtog den gamle fabrik. Den 21. oktober blev der brugt tåregas mod de unge mennesker.
Hans Tavsens Gade
Det er Danmarks Luther, der ligger navn til stedet. Hans Tavsen blev født i 1494 og som unge blev han optaget i Johanniterordenen. Han blev blandt andet sendt til studier i Wittenberg.
Her blev Tavsen grebet af de nye lutherske tanker og vendte hjem som protestant. Det var ikke noget munkene kunne lide. Så vores hovedperson blev forvist
til en celle i Viborg. Men han var ikke sådan at kue. Fra sin fængselsvindue begyndte han at prædike. Da han blev sat på fri fod, fortsatte han med at prædike under åben himmel. Hans mange tilhængere ville dog ikke stå og høre på ham i dårlig vejr, så de sprængte kirkedøren til byens store kirke.
Biskoppen forsøgte at sætte ham på porten, men hans tilhængere forsvarede ham. I 1529 kom han til København og i Nikolaj Kirke fik han lov til at holde protestantisk gudstjeneste. Den katolske biskop forsøgte at stoppe dette kætteri.
I 1536 indførte Christian den Tredje protestantismen i Danmark. Kirkegodset bekom den slunkne statskasse godt. Alle troede, at Hans Tavsen nu skulle stå i spidsen. Men nej, kongen var træt af oprørere. Hans Tavsen fik til opgave at omskole de katolske præster til den rette tro. I 1542 fik han dog et bispesæde i Ribe, hvor han virkede til 1561.
Havremarkens Skole
Husumgades Skole blev indviet som betalingsskole i 1890. Samme år blev skolen gjort til friskole. Ved skolens start var der tilmeldt 916 elever, og elvtallet voksede hvert år. I 1912 var der 1.284 elever. Det toppede i 1923, hvor der var hele 1.425 elever.
I 1930 skiftede skolen navn til det nuværende, Havremarkens Skole.
Hørsholmsgade
Her passerede Nordbanen. I 1930 lukkede man for passagertrafikken, men heldigvis for de raske drenge fortsatte godsbanen sit virke. De havde i biografen set, hvordan man i cowboyfilm kunne svinge sig op på jernbanevognene. Hvis dørene til vognene var ulåste var dagen redet for knægtene.
Togbetjenten, der fulgte med, havde ikke en jordisk chance for at pågribe knægtene. Farerne lurede dog også andre steder.
Hellebækkerne var drengene fra Hellebækgade. Og grænsen mellem de forskellige områder gik lige på banelegemet. Når alarmen lød, gjaldt det om at finde en solid lang kæp. Kampen blev indledt med ler-klumper, der var lige til at samle op. Det blev betegnet som fejt, at kaste ler-klumper med sten i.
Normalt bestod banderne af 50 stykker i hver gruppering. De sårede kom hurtig til hægterne. Der var dømt våbenhvile, hvis der pludselig viste sig politimotorcykler i gaden. De fleste på begge sider gik i samme skole. Man bevægede sig ikke selv ind på den andens område. Dette ville få uoverskuelige konsekvenser.
Lige ud for kampområdet i Hørsholmsgade lå Schioldans Stiftelse. På anden sal boede der dengang en hyper sensitiv digter, der havde ungernes bevågenhed. Og selvfølgelig stillede de sig neden for hans vindue og råbte, Digter, digter, dit hoved, det svigter. Og så var det sjovt, når han så bombaderede de hersens unger med kartofler.
Efter nedlæggelse af Nørrebro Station og arealets fritlæggelse kom et omrejsende tivoli af og til på besøg. Mellem skydetelte, gynger og andet gøgl stod en kæmpe karrusel med nymalede dyrefigurer og fuld af musik.
Det var dengang Bager Dueholm solgte kanelsnegle til 5 øre stykket.
Korsgade
Oprindelig hed gaden Korsvejen, fordi den krydsede Blågårdsgade lige som et kors. Længere nede lå Den røde Plads, efter belægningen. Pladsen ved Sankt Joseph også kaldet Askovgårdens Plads er en gammel endestation og vendeplads for en af Københavns første hestetrukne sporvogne, den såkaldte Korsgadelinje. Ruten gik i 1869 fra Korsgade til Hovedbanegården.
En gammel bygning, der fra 1877 til 1930erne fungerede som Blågårds Apotek blev senere det navnkundige musik – og danseværtshus Allotria. Det var her bz’ere lavede en tunnel til huset overfor på hjørnet af Stengade.
Nørrebros fattiglæge
I næsten 50 år var Christian Neumann fattiglæge på Nørrebro – faktisk helt til 1931. Han havde lægepraksis på Nørrebrogade 26. Men inden da havde han ledet en børneklinik fra 1887 til 1890 og skolelæge fra 1898 til 1923. Ved hans død, skrev hans elev gennem tre år, Per Thygesen:
Nørrebros første biograf
På hjørnet af Nørrebrogade og Kapelvej dukkede pludselig under renovering nogle skilte frem. Nørrebros Theater. Men det har været snyd. Dengang dækkede betegnelsen også over biograf.
Nørrebros Biograf åbnede i 1905, og lå på stedet indtil 1922, hvor det flyttede hen til Nørrebrogade 37. I 1975 skiftede biografen navn til Hjerter Dame og i 1981 til Københavneren. Fra årsskiftet 1982 – 1983 blev lokalerne omdannet til teater Kalejdoskop.
Nørrebros mange bryggerier
Mange små – og mellemstore bryggerier lå dengang på Nørrebro. Bryggeriet Stefan var en af dem. Det blev stiftet i 1895 af H.C. Meyer, som tre år senere slog sig sammen med to andre mindre hvidtølsbryggerier. Den nye virksomhed fik navnet Hafnia og lå i Stefansgade 51.
Særlig populær blev den såkaldte, Kroneøl. Produktionen var helt oppe på 25.000 flasker om dagen. Fra 1913 fremstillede Hafnia også mineralvand. Under første verdenskrig begyndte det at gå dårligt for de små bryggerier, også for Hafnia. Resultatet blev, at De Forenede Bryggerier opkøbte Hafnia i 1939. Man valgte at lukke bryggeriet og flytte produktionen til Kongens Bryghus.
Nørrebros Runddel
Nørrebros Runddel blev faktisk anlagt allerede i 1750 samtidig med Jagtvej. Dengang var Runddelen det sted kongens jagtselskab samledes før jagten i skovene nord for København.
I 1924 var trafikken blevet så intens, at man anlagde en rundkørsel – den første i København. I 1960’erne forsvandt rundkørslen og er i dag et lysreguleret kryds.
Petersdal
Der hvor El – Giganten i dag ligger, på den yderste del af Nørrebrogade lå engang landstedet Petersdal. En del af bygningerne blev i mange år drevet som Café
Petersdal. Dengang lå der rigtig mange værtshuse på Nørrebro.
Bygningen blev nedrevet i 1930erne. I stedet opførtes den store Nora – Bio, som dengang var Københavns tredje største biograf. Biografen lukkede i 1977, og afløst af et supermarked.
Rantzausgade
Gaden er opkaldt efter adelsslægten Rantzau, der kom fra Holsten. Nu er det ikke kun godt at sige om denne slægt. Således belejrede Christian den Tredjes feltherre, Johan Rantzau under Grevens Fejde fra 1534 – 36, København. Det var så effektivt, at København blev udsultet. Hunde, katte, mus, rotter og frøer blev fortæret. Da til sidst kun var træerne tilbage at fortære, opgav københavnerne.
På Trøjborg nord for Tønder sad der også en Rantzau, som området ikke var så tilfreds med.
Indtil 1905 hed gaden Nordvestvej, og var hovedgaden i Rabarberkvarteret. Før i tiden var Rantzausgade en livlig handelsgade. Her var masser af trafik og skrumlende sporvogne. Ved Brorsonskirken krydsede Nordbanen.
Sortedamssøen
Vi har tidligere indgående beskæftiget os med søerne omkring Østerbro og Nørrebro, men disse historier har vi ikke med. For at skaffe vand til byens voldgrave
opstemmede man allerede i middelalderen søen, der fik navnet Sortedamssøen.
I 1702 klagede Københavns politimester Claus Rask over, at drikkevandet er fordærvet, ildelugtende og har en mudret, forrådnet smag, som forvoldes af moradser i Sortedam.
Nu var det ikke lige vand denne politimester drak mest af. Han kunne drikke de fleste under bordet – og det var ikke i vand. Det var først hans efterfølger, den navnkundige Ole Rømer, der fik oprenset søen.
Og så sent som i 1944 måtte københavnerne atter engang bruge søens vand som drikkevand. Tyskerne havde lukket for gas, strøm og vandforsyning for at få københavnerne til at makke ret.
En gruppe unge besatte i 1967 Fugleøen og erklærede USA krig i protest mod Vietnamkrigen. Udenrigsministeriet fik travlt med at forklare, at det kun var tale om en practical joke. Politiet blev tilkaldt og fik de unge ind på dansk grund igen. De oprindelige
beboere – ænder og svaner kunne igen tage deres ø i besiddelse.
I år 2000 var det unge bz’ere der hejste piratflaget på øen, da Ungdomshuset blev solgt.
Station 6
Indtil 1977 fungerede den bygning, der nu rummer Politihistorisk Museum en politistation. Det var politimester Crone, der indførte de seks politikredse i København. Politiets hoved-station var Politikammeret (Domhuset, Nytorv).
Samtlige stationer skulle holde åben dag og nat. Samtidig blev der indrettet bolig for mindst 50 ugifte politibetjente og 6 overpolitibetjente. De seks politistationer fik følgende adresser:
Den navnkundige stationsleder. Rantzau boede i nr. 11. Stationens lokaler var dog under al kritik, så allerede i 1865 flyttede man over i nummer 18, hvor stationen lå til 1884. 6. kreds omfattede alt hvad der lå mellem Ladegårdsåen og Øresund. Vold-terrænet var grænsen mod byen og Lersøparken var grænsen mod Nordvest
Dengang bestod styrken af 1 overbetjent, 3 inspektionsbetjente og 28 almindelige politibetjente. I 1864 boede der 1 overbetjent og 12 betjente på Station 6.
I 1874 blev politiet opsagt af ejeren af Fælledvej 18. Man kunne da godt blive boende, hvis man ville acceptere en lejeforhøjelse på 25 pct. det sagde kommunalbestyrelsen ja til.
Støberierne på Nørrebro
Blandt nogle af de største virksomheder, der blev bygget på Nørrebro i 1800 – tallet var to store jernstøberier. Den ene var Heegaards på Blågårds Plads, som blev oprettet i 1828. Det andet var S.H. Ludvigsens på Nørrebrogade 39. Dette eksisterede fra 1838. Ludvigsen fik nogle år senere Hermann som kompagnon.
Det nye Nørrebro havde behov for kakkelovne, gaslygter m.m. I 1860erne var virksomheden en af Københavns førende producenter af lygtepæle, kloakdæksler
og fritstående pissoirer – også kaldet nødtørftsanstalter
Firmaet var nogle af de første, som forsynede københavnerne med vandklosetter og centralvarmeanlæg i velhaverkvartererne omkring Bredgade og Malmøgade. Senere blev blandt andet fjernvarmeanlæg virksomhedens speciale. I 1974 forlod man Nørrebro ud i et nyt industrikvarter i Glostrup
Syngepiger på Nørrebro
På hjørnet af Jægersborggade og Jagtvejen optrådte der fra 1889 – 1893 syngepiger ligesom på Bakken. Fra 1894 da stedet fik nye ejere blev syngepigerne
udskiftet med billardborde. Stedet kom til at hedde Café Jægersborg. Helt ind til 1958 var der restaurant på stedet. I dag ligger der en døgnkiosk på stedet.
Todesgade
Gaden er opkaldt efter lægen, moralisten og filosoffen Johan Tode (1736 – 1806). Han gjorde sig blandt andet bemærket ved at konstatere forskelle mellem kønssygdomme. Tode var også efter de unge piger, der gik på volden. Her kunne man pådrage sig forkølelse og andre langt ubehageligere ting, der ikke var godt for legeme og sjæl.
Todesgade forandrede fuldstændig udseende efter renoveringen i 70erne. Måske gik man for hårdt frem, for her befandt der sig nogle flotte bygninger. Det var også her man ville fjerne en daginstitution, men det forhindrede demonstranter. Og medlemmer af Nørrebro Beboeraktion. Aktionen varede over et halvt år. Efter anmodning fra Københavns Kommune satte politiet massive styrker ind og institutionen blev kørt væk en januar-dag 1978.
Trafikproblemer på Nørrebrogade
Vi har i artikler beskrevet jernbanen på Nørrebro. Men jernbanen voldte store problemer for trafikken på Nørrebrogade. Når togene fra Hovedbanegården kørte mod Hellerup og Klampenborg passerede de Nørrebrogade tæt ved Esromgade. Bommende blev sænket og de kørende og gående på Nørrebrogade
måtte vente.
Fodgængerne kunne dog fra 1910 benytte en fodgængerbro, når bommene var nede. En trafiktælling fra den 28. februar 1924 fortæller noget om problemets omfang. Bommene var nede 78 gange i løbet af et døgn – i i alt 212 minutter. Der passerede 67 tog og nogle rangertog. Der standsede 361 biler og 18 motorcykler. Den øvrige trafik – sporvogne, hestevogne, cyklister og fodgængere var man åbenbart ligeglade med.
Overskæringen forsvandt først i 1930 ved åbningen af Højbanen og den nye Nørrebro Station.
Ventegodt
På hjørnet af Esromsgade og Nørrebrogade lå landstedet Ventegodt. Her boede familien Melchior. Efterhånden kom byggeriet meget tæt på, og den kæmpe store villa måtte lade livet. Melchiors børn gik i skole inde i byen. De forbipasserende blev stoppet for mod betaling at tage børnene med ind til byen. Når de forlangte for meget, måtte de stakkels børn selv vandre den lange vej.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Talrige artikler om det gamle Nørrebro står til rådighed
Redigeret 10. – 03. 2022
.
Januar 16, 2010
Skibsfarten var både i frem – og modgang. Kun halvdelen af børnene gik i skole. Borgerskabet fastholdte det tyske sprog. Ved de danske gudstjenester sang man tyske salmer. Kanoner og geværer blev hentet i Rendsborg og kanonbatterier blev oprettet, for at forsvare byen mod de onde englændere
Som en Morten Korch – roman
En tysk rejsende var begejstret for Aabenraa. Han skrev:
En anden berejst tysker, karakteriserede byen som en temmelig nydelig, folkerig og meget velhavende by. På en tur gennem byens gader fandt han alle indbyggere meget velklædte.
Han roste også Postgårdens mahognikommode og – bordene samt sengenes fine linned.
En pastor Wedel fra Sjælland besøgte byen i 1801. Han fandt de fleste huse smukke, og konstaterede at de næsten alle sammen var udbygget med karnap.
Ja man skulle tro, at man befandt sig i en Morten Korch – roman.
Tysk eller dansk?
Hvem var de dem fra Aabenraa?
En stor del var daglejere, sømænd og tjenestefolk, som aldrig nåede at blive borgere i byen. Halvdelen af tilflytterne kom fra Nordslesvig. Og cirka en femtedel kom fra kongeriget. Fra underklassen var der kun en tiendedel, der kom fra de tysktalende egne.
I 1851 lavede borgmester Lunn en undersøgelse over sprogforholdene i byen. Anledningen var, at der i 1850 blev besluttet, at indføre dansk som undervisningssprog i byens skoler.
Af byens 850 familier talte de 42 tysk. Desuden var der 20 familier, hvor der blev talt tysk med børnene, men ellers talte forældrene dansk indbyrdes.
Doktor Neuber ville i 1841 udgive et tysk ugeblad i Aabenraa. Fra Provinsial – regeringen på Gottorp lød beskeden, at det ikke var så god ide, da der næsten udelukkende blev talt dansk i Aabenraa.
I 1811 havde amtmanden og provsten indberettet, at der kun var behov for to tyske eftermiddagsprædikener om ugen. Nu var det bare sådan, at i Aabenraa
var det ret betydningsfulde mennesker, der talte tysk. Det var embedsmænd, gejstlige, lærere, advokater, læger m.m. Dette forhold er nok bedre beskrevet i artiklen om Skyttebrødrene.
I retten brugte man det tyske sprog, men det var nok mest på skrift. I Magistratens indberetning fra 1811 blev der ligefrem anført at ved forhør over ringere folk brugtes det danske sprog.
Sproget er fattigt?
Nu stod det sikkert ikke så dårlig til med sproget i Aabenraa som provst Paulsen påstod i 1829. Han sagde, at Aabenraa er en af de grænsebyer, der er så ulykkelig ikke at have et egentlig folkesprog.
Senere blev det påstået at den afart af det danske sprog, der tales i Aabenraa, at den er så fattig, at den mangler ord for alt, hvad der ligger uden for hverdagslivets snævre områder, så eleverne for eksempel tænker og udtrykker alt, hvad der har med religion at gøre, på tysk.
Det gjorde det nok ikke bedre da den før omtalte pastor Wedel igen besøgte Aabenraa i 1810 mente, at sproget var vanskelig at forstå, halvt tysk, halvt
dansk med en fordærvet udtale.
Nu er den dialekt, man taler i dag i Aabenraa nok ikke meget forandret fra den gang. Da jeg i oktober 2009 skulle holde foredrag på Landbohøjskolen på
Frederiksberg om Aabenraas historie foregik det på sønderjysk. Og her har min Tønder – herkomst sikkert skindet igennem. Af de 65 tilhørere har mange været fra Aabenraa, og de forstod det udmærket. Forrige gang jeg holdt et foredrag på sønderjysk, var det dog en tilhører fra Sønderborg, der udtalte sig om, at han lige skulle indstille sine sprogøre til Tønder – dialekten.
Borgerskabet fastholdte det tyske
Man kan så undre sig at borgerskabet i Aabenraa så længe kunne fastholde det tyske, som øvrighedens sprog. Måske havde det noget at gøre med, at Magistraten kom til at bestå af byens indflydelsesrige skibsredere og købmænd, der så en ære i at holde traditionerne ved lige. Når en rådmand afgik, valgte
magistraten på livstid efterfølgeren. Af de 50 deputerede i tidsrummet fra 1800 til 1850 var der kun 5 håndværkere.
Ja det var håndværkerne, der dominerede. I 1803 talte byen hele 433 håndværkere. Men også sømandsstanden og skibsfarten dominerede byen. Besætningsmedlemmerne kom både fra Aabenraa og Løjt. Skipperne kom i begyndelsen fra Aabenraa, mens Løjt Land senere kunne levere kaptajnerne.
Tilbagegang for skibsfarten
Takket være udenlandske fragtfarter var Aabenraa i det 18. århundrede blevet en velhavende by. Krigen fra 1807 – 14 forandrede dette. Aabenraa oplevede et kæmpe formuetab. Aabenraas tab af skibe fra 1801 til 1811 udgjorde hele 66 pct.
I 1819 skrev skolekollegiet til kongen, og fortalte, at 200.000 rigsdaler aldrig var betalt i fragt, foretaget af Aabenraa – skibe. Af 66 større fragtskibe var de 46 faldet i fjendens hænder og resten havde ligget stille i årevis.
Dansk gudstjeneste – med tyske salmer
I det 19. århundrede gennemførtes en række mindre reformer til fordel for det danske kirkesprog i byen. Men der var stor modstand mod disse reformer fra byens spidser. Og til de danske gudstjenester blev der stadig sunget tyske salmer, selv om der var kommet danske salmebøger. Ja en af dem kom endda fra en af nabobyerne – Tønder.
Skolevæsnet i dårlig forfatning
I 1742 vendte de deputerede sig imod at ansætte underlærer Johansen som skrive – og regnemester. Hans tysk var simpelthen for dårlig. Man mente, at byens tyske skole var det sted, hvor børnene skulle nyde en grundig undervisning i god og ren tysk – skrivning.
I 1800 var Skolevæsenet i Aabenraa i en meget dårlig forfatning. Der var tre skoler i byen. Den Kommunale Byskole, den selvejende Günderothske Fattigskole, og et varierende antal bi-skoler.
Byskolens førstelærer kaldtes kantor. Han ledede den såkaldte latinskole for de ældste elever. Skrive – og regnemesteren, der blev assisteret af en underlærer underviste i den såkaldte tyske skole. Den blev besøgt af cirka 100 drenge fra 10 til 14 år.
En del af lærerens løn blev dækket af byens kasse. Resten af lønnen kom fra det beløb, som forældrene måtte betale.
Kun halvdelen gik i skole
Fattigskolen havde sine egne penge og lønnede en lærer, som i 1794 underviste 80 elever, både drenge og piger. Skolegangen her var gratis. Det var provsten,
der bestemte, hvem der skulle gå der.
Bi-skolerne var beregnet til børn under 10 år, men da skolevæsnet var forsømt, var det ikke ualmindeligt, at de fortsatte til konfirmationsalderen. Det var nok kun halvdelen af byens børn mellem 6 – 14 år, der gik i skole. Fattigskolens elever forlod skolen ved 11 års alderen, og bedre så det ikke ud for byens piger.
Amtsstuefuldmægtig Thomas Iversen udtalte i 1804, at ikke en af Byskolens elever kunne skrive en linje korrekt på tysk. Og det blev overhovedet ikke undervist i latin eller på dansk.
Nødvendigheden af en skolereform blev allerede lagt på banen i 1794 af Generalsuperintendent Adler. Reformens gennemførsel blev i årevis forsinket på grund af en strid mellem førstepræst Nissen i Aabenraa og provst Posselt.
En ny skoleordning
Den nye skoleordning blev vedtaget af alle parter i 1807. Alle de bestående skoler, bortset fra Fattigskolen blev forsamlet til en fælles byskole, til hvilken drenge og piger havde lige adgang.
Latinskolen blev opgivet, dog skulle kantoren privat kunne forberede elever til universitetet. Alle bi-skoler blev forbudt. Børnene blev skolepligtige fra det 6. år. Lærerne skulle lønnes af kommunen. Børnene skulle hver dag sikres seks timers undervisning. Danskundervisningen blev slet ikke nævnt i skoleordningen. Skolekollegiet indførte den dog på egen hånd, antagelig allerede fra starten i 1807.
Til de 600 skolepligtige børn rådede man over 8 – 9 delvis ustabile og dårligt uddannede lærere. Lokaleforholdene var også elendige. Ikke desto mindre lykkedes det inden for et par år, at få ordningen til at fungere. I 1809 havde pigeskolen fået den krævede indretning.
Ud at tjene som 11 – årig
Fra 1815 blev der besluttet, at eleverne i Fattigskolen daglig skulle have fire timers undervisning i religion, læsning, skrivning og regning. Efter det 11. år måtte børnene tage ud og tjene om sommeren og komme i håndværkerlære.
Konfirmationsundervisningen bestod af to timers aftenundervisning de fem af ugens dage.
Kantorklassen fungerede dog ikke helt efter hensigten. Erhvervslivet var ikke tilfreds med standarden. Men skylden for dette fik kantor Matthiesen. Man mente, at han havde for mange skavanker. Manden var ikke læreruddannet og efterhånden var han blevet senil.
Fra 1814 – 1835 var der ansat 15 lærere ved skolevæsenet i Aabenraa. De 7 af dem havde fået eksamen på seminariet i Tønder.
Dansk sproget undervisning foregik et par timer ugentlig skolens højere klasser. Det ansås ikke nødvendigt, at børn i Fattigskolen skulle lære dansk, før de beherskede tysk i skrift og tale. Men der var ingen problemer i Aabenraa med at læse Fischers danske ugeblad.
En utrættelig indsats af provst Poulsen fik hele skolesystemet til at fungere i meget usle lokaler.
Aabenraas forsvar
Statholderen Carl af Hessen opfordrede i 1801 havnebyerne til at opbygge et forsvar, da et engelsk angreb kunne forventes. I Aabenraa manglede man dog både kanoner og geværer. Derfor bad man om hjælp. Byen bad amtsforvalter, kaptajn Chr. von Born, der var forhenværende officer i hæren til at lede forsvaret.
Byfogeden, J. Chr. Hojer blev fornærmet over denne udnævnelse. Han mente selv, at være den rette mand, da han havde været Stadshauptmand og forsvaret byen tidligere. Han fandt også borgmesterens og borgernes foranstaltninger latterlige.
Disse foranstaltninger bestod af, at fire fiskere hele natten skulle ro rundt i havnen, forsynet med lygter og bøsser. De skulle skyde, hvis de bemærkede noget fjendtligt.
Overrets-advokat Lorentzen og købmand Hermann Frees fik fuldmagt til at rejse til Rendsborg for at bede om at få udleveret 8 kanoner og 200 musketter til havnens og byens forsvar.
Ved havnen blev byens krudt opbevaret, og udkommanderede folk, holdt skiftevis vagt ved bygningen. Et batteri blev opført ved havnen. Amtmand von Schmettau havde indkaldt tolvmændene fra Løjt og Varnæs for at få dem til frivillig at køre jord til batteriet. Men de ville på ingen måde hjælpe til. De gav udtryk for, at de havde rigeligt at se til.
Borgmester Bendix Schow ønskede at der kom militær til byen, så man fik oprettet et ordentligt forsvar. I december 1807 besluttede hærledelsen at opføre flere kanonbatterier ved Aabenraa. Den mest omfangsrige kom til at ligge på Lindsnakke.
Man lod dog også bygge en kanonbåd, der fik navnet Caroline.
Fremmede tropper i byen
I årene 1808 og 1809 var mange spanske og franske soldater indkvarteret i Aabenraa. I december 1813 transporterede frivillige fra Aabenraa kanoner og ammunition fra batterierne i byen til Middelfart og Strib.
Et voldsomt indtryk efterlod det sig, da den første afdeling kosakker i 1814 kom til byen. To uger efter freden i Kiel den 28. januar viste borgerne i Aabenraa
deres kongetro. På borgmesterens initiativ havde byens borgere illumineret deres huse. Der blev affyret kanonskud og i madam Rudebecks gæstgivergård var der bal.
Skibsfarten i fremgang
Krigen satte sine spor. I løbet af kort tid erobrede Hamborg handelen på den jyske halvø. Fra København vendte skippere tilbage til Aabenraa.
I midten af 1820erne var skibsfarten på vej frem, og i begyndelsen af 1830erne voksede Aabenraas flåde med yderligere 50 pct. Medvirkende til den positive udvikling var sikkert det gode håndværk, man præsterede på de lokale værfter i byen. Mange af Aabenraas skibe kom til at sejle for de handelshuse fra Hamborg. Der har sikkert også været masser af kapital fra Hamborg i skibene fra Aabenraa.
På Jacob Paulsens Skibsværft var der i 1827 ansat 160 tømrere. Aabenraas erhvervsliv oplevede en sand opblomstring. Hele eventyret bevirkede også en opblomstring i indbyggertallet.
Allgemeines Wochenblatt
Hans Kopperholdt var medlem af en gammel skipper– og købmands-familie, der havde fået sit knæk under krigen mod England. I sin ansøgning om at udgive et ugeblad i Aabenraa, at han havde hustru og fire børn. Han skulle have et erhverv, der kunne ernære ham. Det kom udgivervirksomheden nu aldrig til. Men Koppenholdt drev ved siden af et ølbryggeri, der efterhånden kunne ernære ham.
Bladet Allgemeines Wochenblatt skulle hovedsagelig bringe handels – og skibsefterretninger og være et lokalt annonceorgan. Venner hjalp ham med det økonomiske, herunder borgmester Schow og fysikus Neuber. Egentlig skulle bladet have heddet Hamburger Nachrichten.
I kontrakten med bogtrykker Rathje var nævnt titlen Nordischer Mercur. De første numre udkom i 1826.
Bladet var mere moderne end for eksempel Tondernsches Intelligenzblatt, det haderslevske Lyna eller Flensburger Wochenblatt für Jedermann.
Før 1834 var der kun ganske få lokale nyheder, og hvad der findes af politisk stof, var beskåret af censuren. Der var påfaldende mange artikler fra kongeriget.
Der var også prøver på Aabenraa – dialekten. Ja man kan sige den var meget tolerant over for både dansk og tysk. Kongefamiliens gøren og laden kunne også læses i bladet.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 13.01.2022
Januar 16, 2010
En mand, der har været fysikus i 55 år, burde efterlade sig spor. Men den dansksprogede litteratur om Peter Dircks er næsten ikke eksisterende. Han havde måske ikke den rette holdning, til at de dansksprogede historikere interesserede sig for ham. Fjerne slægtninge har henvendt sig til dengang.dk. Måske er Peter Dircks skyld i, at man i Tønder udklækkede en meget berømt astronom.
Får vi den rigtige historie?
Det er ikke altid historien påtænker dem, der har gjort et stort stykke arbejde for byen. Og det skyldes i høj grad dem, der viderefortæller historien. Derfor arbejder vi her på redaktionen for at få fat i tysksproget litteratur om Tønder. Historien om byen er ofte præget af nationale hensyn. Og det er en skam. For os amatør – historikere kan det være svært at bringe den rette historie.
Fysikus i 55 år
Vi har forgæves ledt efter materiale om den fysikus, der regerede i 55 år – inden den berømte Ulrich/Ulrik kom til byen. Han havde åbenbart en forkert holdning m.h.t. Tønders indlemmelse til Danmark. I grunden er det en trist historie.
Sørgetog
Den 6. februar 1861 bredte der sig et langt sørgetog gennem Tønder. Sørgetoget gjaldt en person, der gennem 55 år havde tjent i Vidå – byen.
Det var fysikus – Peter Dircks, der blev stedt til hvile. Han var ikke blot en god læge. Han var også en person, der viste stor barmhjertighed over for befolkningen.
Fra Tønning til Tønder
Dircks stammede ikke fra Tønder. Den 6. december 1781 blev han født i Oldenwort i Ejderstedt. Han var søn af landmand, Jann Dircks og dennes kone Cathrine, født Bischow.
Allerede tidligt viste det sig, at Peter ikke ville overtage den fædrene gård. Han ville hellere studere. Derfor besøgte han latinskolen i den nærliggende by, Tønning.
Latinskolen i Tønning havde en fantastisk god lærer i den unge H.J. Stubbe. Han blev senere rektor og professor. Fra 1798 til 1805 var han i Tønning. Efter Latinskolen studerede Dircks medicin på Kiels Universitet. I 1804 bestod han eksamenen med udmærkelse. Snart kun han kalde sig Doktor i medicin. Derefter vendte han tilbage til sin fødeby og åbnede en praksis. Men snart efter tog han til Garding, hvor han med stor succes havde praksis i et par år.
Den 17. februar 1806 døde fysikus i Tønder dr. A. C. Hansen pludselig i en alder af kun 36 år. Dircks blev efter Hansens død af den kongelige regering
udnævnt til Interims- physikus. Han købte et hus i Østergade. Her boede for øvrigt postmester Friccius.
Bryllup
På sin fødselsdag den 6. december 1807 kunne han både fejre et års jubilæum i Tønder og sit bryllup. Bruden var Juliane von der Marwehe. Hun overlevede hendes mand med 27 år og døde i Tønder den 13. juli 1888.
Ville blive i Tønder
Dircks blev snart en meget populær læge i Tønder Han beskæftigede sig med mange ting. Han beskæftigede sig også med sin videnskab og søgte nye muligheder i lægevidenskaben. Hans rygte løb ud over byens grænser. Han blev udnævnt som professor ved Kiels Universitet. Men han takkede nej til hvervet. Han ville hellere blive i Tønder.
Den højere videnskab
Det var ikke kun medicin, der interesserede ham, men også filosofi. Når han havde tid, kastede han sig over de gamle klassikere. Men også den højere matematik, astronomi og naturvidenskab kastede han sig over i sin sparsomme fritid.
En urmager med talent
En gang var han på sygebesøg hos urmager Hansen i Vestergade. Her blev han betaget af den unge begavede Andreas Peter Hansen. Dircks mente, at den unge mand skulle videreuddanne sig. Han anbefalede at han fortsatte med sin drøm, om at blive astronom. Og det skete faktisk. Den unge mand blev astronom og rektor i Gotha.
Guldbryllup
Da Dircks kunne fejre guldbryllup i 1857 var han speciel glad for en gave af Andreas Peter Hansen. Han havde sendt ham nogle skemaer omkring månens bane. I et brev fortalte han om, hvor stor betydning Dircks opfordringer til videreuddannelse havde betydet for ham.
Måske havde Tønder ikke kunnet opfostre en astronom, hvis ikke det havde været for fysikus Dircks. Det omtalte guldbryllup blev omtalt i Merkur – en avis fra Altona.
Om eftermiddagen fandt den egentlige fest sted i huset. Festtalen blev holdt af Pastor Carstens. Efter et overdådigt måltid underholdt ”Singverein”.
Aftenen sluttede med et fakkeltog. Hovedpersonen holdt en følelsesmæssig takketale. En stor del af byen var illumineret. På den måde viste befolkningen sin agtelse for den store personlighed.
Ingen pension
I befolkningen var der ryster fremme om, at Dircks skulle sikres en eller anden form for pension. Men det skete ikke. De sidste par år levede Dircks som en dyb skuffet mand i Tønder. I 1854 blev han fyret som fysikus. Officielt var det fordi man skulle have en ny organisation. Det var nu ikke mange i Tønder, der kunne forstå denne disposition.
Dircks glemte aldrig, hvad der var overgået ham. Hans retfærdighedssans kunne ikke forstå det. I sine ældre dage blev han ofte angrebet af mismod og depression. Hans helbred tog skade. Og den før så stærke mand begyndte at blive svagelig.
Han fik flere slagtilfælde og den 31. januar døde han.
14 dage efter hans død blev der bragt et minde – digt i Tondernschen Intelligenzblatt.
Fakta: Astronom P. A. Hansen
Hvis du vil læse mere om astronomen P.A. Hansen:
Kilde:
Det har ikke været muligt i mine arkiver at finde noget om Peter Dircks. En slægtning til Dircks hustru, har sendt noget materiale, som jeg har oversat.
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 26, – 12. – 2021