Heksen fra Højer sank ikke. Der var masser af fremmede tropper i sognet. Man havde et Ligklæde – broderskab. En kop øl erstattede lægen. Så  var det godt man havde barberer og kirurger. Vi bringer opskrift på, hvordan man kurerer Malaria. En taxa – ordning i Højer fungerer allerede i 1705. En kvaksalver var skyld i dødsfald på en bager. Og så har der været bomber over Højer.

 

Hekse i Højer

Jo herude vest på har der også  været hekse. I slutningen af 1500 tallet og begyndelsen af 1600 tallet optrådte disse hekse i retslige dokumenter. Kiesten Jensen var en af disse. Hun havde åbenbart ikke haft et godt rygte. Beskyldningerne hobede sig op. Når nogen blev ramt af en ulykke, ja så samlede beskyldningerne sig op om denne heks. Den 3. september, 14. Trinitatis søndag 1648 kom sagen til behandling hos den forsamlede menighed i kirken. Det var Hans Asmussen, der frembragte sagen.

Otte dage efter kom sagen frem i Højer Birkeret. Og yderligere otte dage senere fortsatte sagen. En række vidner kunne dokumentere at Kiesten Jensen havde forudsagt forskellige ulykker.

 

Hun sank ikke

Den anklagede blev sat i fængsel, men nægtede sig skyldig. Ikke engang en tolvmands – ed, kunne hun skaffe. Også hendes familie nægtede at hjælpe hende. Amtmand Wolf Blome
lod hende føre til Tønder, hvor hun blev underkastet tortur to gange i et forsøg på at frembringe en tilståelse. Efter at have overstået disse pinsler begærede hun selv vandprøven. Ved en sådan prøve kunne man fastslå, om man var skyldig eller uskyldig. Den der sank til bunds, blev anset for at være uskyldig.

I amtmandens indberetning fremgik det, at hun da hun blev smidt i vandet flød ovenpå som et stykke træ. Amtmanden forsøgte at få hende til at bekende. Men hun nægtede og påstod, at hun var sunket til bunds. Amtmanden fik iværksat videre tortur, men fik nu sine betænkeligheder. Han sendte sagens agter til Gottorp.  Men hvad der egentlig skete med Højers heks, forbliver et mysterium.

 

Ingen heks

Hundrede år senere havde Anna Christens i Sønder Sejerslev beskyldt Andres Jensens kone i Gammelby for hekseri. Sagen kom for i Højer Herredsret. Det endte med, at Anna Carstens
offentlig i retten måtte tilbagekalde sine beskyldninger. Hun blev dømt til at betale 2 rthr. I bøde eller i mangel heraf at sidde i porthuset i to dage på vand og brød, samt betale alle sagens omkostninger.

 

Fremmede tropper i Højer

Hvem skulle tro, at der her i det fredelige Højer, har været fremmede tropper? Under trediveårskrigen skete det to gange, at fjendtlige tropper kom til sognet. I 1627 – 29 byggede kejserlige
tropper en skanse ved Rudbøl. De blev fordrevet af danske tropper under den engelske Morgan.  I 1643 – 45 besatte svenskerne Højer og oprettede en skanse ved Vidåens munding.

I 1660 forlod polsk – brandenborgske tropper byen og efterlod byen i nød og elendighed. I 1675 var der indkvartering af dragoner.

I 1677 måtte man finde sig i, at en fransk sørøver lå ud i Lister Dyb og kaprede skibe. Samme år kom to hollandske orlogsskibe fyldt med soldater. De truede med at udplyndre byen.

I 1864 havde Højer også indkvartering af østrigske og ungarske soldater. De havde rekvireret en masse både for at nå over til Sild. Men ude i Vadehavet lå danske kanonbåde for at tage imod dem.

På Højer kirketårn så man dengang fire flag, det østrigske, det preussiske, det tyske og det Slesvig-Holstenske.

Også under krigen 1914 – 18 havde Højer indkvartering.

 

Ligklæde – broderskab

Højer havde noget, som ikke ret mange byer havde. Man havde et Ligklæde – Broderskab. Det blev stiftet den 21. februar 1687. Der var både vedtægter og protokol. Formålet var at sikre gildebrødrene en værdig begravelse. Man skulle følge hinanden til døden. Gjorde man ikke det, skulle man betale en bøde. For gildets medlemmer var brugen af ligklæde og lig-båre m.m. gratis.

Den årlige forsamling var altid fastelavnsmandag kl. 13. Alle gildebrødre skulle ved dette møde betale 1 sk. Lybsk. Hvervet som oldermand skiftede hvert år fra nabo til nabo.

Gildebrødrene bar kisten på skulderen ligesom ligbærere i gammel tid. Gildet bestod indtil 1869. Overskuddet blev overdraget til Sparekassen. Herfra havde man besluttet at fremskaffe en ligvogn.

 

Kampen mellem Tønder og Højer

Tønder fik den 11. juni 1354 et privilegium. Det betød at indbyggere i de omkringliggende herreder herunder også Højer Herred ikke måtte handle og drive markeder uden for Tønder by. Ligeledes måtte der i hver sogn kun være én håndværker af hver slags. Inden for seks uger blev erhvervsdrivende i Højer Herred derfor nødt til at slå sig ned i Tønder. Det var det opblomstrende Højer, der voldte Tønder bekymringer.

Men i 1688 beklagede rådmændene sig over, at næsten enhver i Højer drev handel. Her var både bryggeri, vin – og øl-skænkning. Der var håndværker, der havde lærlinge. Og man forsynede Sild, Rømø og de omliggende øer med varer.

I længden vandt borgerne i Højer slaget mod Tønder. For den 16. marts 1689 blev der udsendt en kongelig forordning, hvorefter

• det blev de i Højer boende tilladt at åbne kramboder og værksteder, som byfoged Amthoni Dragman sammen med bykæmner Jakob Abell af egen autoritet for en tid havde forseglet, og der skal indtil Allerhøjstærede Kgl. Bestemmelse ikke lægges dem hindringer i vejen for deres hidtil udførte næring.

I 1706 fik man en foreløbig hertugelig koncession med frihed for håndværkere og købmænd til at nedsætte sig. Dette privilegium blev stadfæstet i 1736.

Men fra Tønders side fortsatte man med at chikanere de handlende og håndværkerne i Højer. Man mente ikke, at de handlende fra Højer måtte medvirke i markeder rundt omkring. De var ikke lavsberettiget, mente man i Tønder.

I 1838 besluttede man i Højer at slutte sig sammen i Et lav i Højer Flække.

 

Kniplinger i Højer

Ganske tidlig begyndte man også  at lave kniplinger i Højer. Det forsøgte de også at sætte sig imod i Tønder. Men det mente amtmand U.A. Holstein dog ikke kunne gøre skade, da kniplingshandelen var meget indbringende.

Men man skulle passe på, når man bar kniplinger. I en politiforordning af 27 september 1636 findes der forskrifter mod den overhåndtagende brug af kniplinger. Under afsnit 12 kan man
læse:

• Der findes i vore fyrstendømmer allehånde folk uden tjenesteforhold, såsom ugifte kniplerske, valkersker, malkepiger, vaskekoner og deslige, der under foregivende at ernære
  sig ved deres håndarbejde, nedsætter sig på egen hånd, som de siger. Til tider opholder de sig hos deres pårørende. Imidlertid fører de sig i den grad forargeligt frem i statelige kjoler, kammerdug, skærf og dyre og brede kniplinger, at de deri overgår formuende borgeres døtre. Derfor gives herved vorte amtmænd, landfogeder, borgmestre og byråd og enhver øvrighed alvorligt pålæg om at deslige ikke tolereres.

Omkring 1910 sendte Foreningen til tysk Kniplekunsts Fremme, Frk. Marie Hahn til Højer. Hun skulle ved undervisning og ved at etablere forbindelse til koner og piger på egnen, der endnu kniplede fremme den gamle industri. Hele 64 kniplerske arbejde efterhånden for Frk. Hahn. (se artiklen – kniplinger nord for Højer) 

 

To møller i Højer

I gamle dage var der to møller i sognet. Den ene lå i Gammel Frederikskog. Den var bygget i 1739 og var en grynmølle. Størstedelen af produktionen blev udført til Norge. Det var en hollandsk mølle. Den stod der i 1856, men året efter flyttede den til Højer, hvor den endnu står.

Den anden mølle, der tidligere stod nær ved stranden, var en stubmølle. Den nævnes allerede i 1500 – tallet. Det var en arvefæstemølle. Ligesom de fleste møller hørte også Højer Mølle til fyrstelige domæner og blev forpagtet på livstid.

 

Epidemier i Højer 

Indtil 1830 var der ingen læger eller apotek i Højer. Dette kunne være svært at undvære i forbindelse med epidemier. Således døde der i 1602, 11 personer af pest. Men det er vel ikke noget at regne med, for inde i Tønder døde 500. Men i tidens løb er flere blevet ofre for tyfus, strubehoste og kopper.

Skolemyndighederne lukkede den 24. september 1890 skolen. Den havde ved månedens slutning 30 syge skoleelever, ramt af tyfus I alt bukkede 6 beboere under for denne sygdom.

 

Ikke brug for lægen

I de små byer nedsatte lægerne sig sjældent dengang. Det fortælles at der i Tønder i 1650 var en læge, der hed John Stabäus. Han var byens eneste og første læge. Han beklagede sin nød til hertugen. Han kunne slet ikke ernære sin kone og sit barn. Beboerne ville hellere kureres af et kop øl. Denne praksis brugte min far også dengang vi var børn i Tønder. Han mente, at Doktor Jark ikke skulle belemres unødvendigt.

 

Gode recepter

Nu havde mine forældre ikke gamle lægebøger, de kunne slå op i. Men det var det andre, der havde. I disse kunne man finde recepter på alle mulige sygdomme hos dyr og mennesker. Her
kunne man også finde ud af, hvordan malaria kunne kureres.

Da landevejen mellem Højer og Ballum blev anlagt i 1883, kom der mange fremmede arbejdere. De led af denne sygdom. Det samme skete, da mange udlændinge var ansat ved dige-byggeri i 1859/1851. Men de har sikkert også slået op i de omtalte lægebøger. Her er to helbredelsesmetoder:

• Når et menneske har Feberen eller Kolden, skal man tage leveren af en muldvarp og gøre den til pulver. Den skal to gange indgives den syge i brændevin
• Når et menneske har Kolden eller Feberen skal han tage en halv skilling Skorpionolie, når Kolden vil komme.

Inden lægerne og apotekerne kom, kunne man gå til lægekyndige barberer og kirurger. De fandtes også i Tønder. Men det var en besværlig rejse hertil fra Højer.  I løbet af 1700 tallet kom disse også  til Højer.

 

Snød apotekeren?

Ja apoteker Andreas Lorentzen i Tønder var egentlig kun kirurg og ikke apoteker. Men han kunne dog bevise, at han havde tjent Kong Gustav Adolf af Sverige som kirurg i både krig og fred. I Ostindien havde han været apoteker og kirurg for prinsen af Oranien.  Så kunne det være lige meget med en eksamen.

I en forordning fra 1741 blev der ellers bestemt, at enhver kirurg eller sårlæge skulle bestå en prøve på Anatomisk Kollegium i København eller en eksamen for embedslægen i nærværelse af to kirurger. Til prøven krævedes en fejlfri fremstilling af en række plastre og salver.

 

Kirurger og barberer

Kirurgen blev nødt til at notere legemsbeskadigelser, så øvrigheden og landsherren kunne udskrive bøder for voldshandlinger. To kirurger arbejdede i hele Højer Herred. Hen imod slutningen af 1700tallet blev kirurgernes virksomhed dog indskrænket mere og mere.

Man ville ikke antage nye. Fremover blev den som var berettiget til at være barber ikke berettiget til at foretage kirurgiske arbejder. Man måtte udelukkende beskæftige sig med barbering,
påsætning af igler og spanske fluer samt hvor der ikke findes nogen privilegeret sårlæge , åreladning og sårbehandling.

 

Endelig et apotek

Den første rigtige læge i Højer hed Peter Saxild. Han kom i 1833/34. Han endte som militærlæge på De Dansk Vestindiske Øer. På vejen hjem derfra døde han.

Siden 1841 har Højer haft et apotek. Men nu er det hvis kun en filial. En yngre købmand forhandlede en del medikamenter i Højer, med det satte fysikus Dircks i Tønder dog en stopper for.  Flere gange havde man forsøgt at få  et apotek til byen. I 1840 skrev læge Winding til kongen. Og endelig den 22 juni 1841 forelå der en tilladelse til, at der måtte oprettes et apotek. Privilegiet blev givet til apoteker Nagel. Et foreløbig apotek blev indrettet i Østerende 4. Det nye apotek (Nørregade 10) blev bygget i 1842.

 

En vanskelig vej til Tønder

I gammel tid var der et vadested over Sejersbækken syd for Højer i retning af Store Høvre. Et stykke syd for broen var der også et vadested. Disse steder var meget gamle. Det var de grusveje, der førte frem til dem også.

Gamle dokumenter vidner om, at vejen, der gik øst om Højer over Sejersbækken til Tønder blev kaldt Herredsvej eller Strandvej. Denne skabte også forbindelse til Emmerlev, Skast og Ballum.

En gang udbrød der en strid mellem Højer og Daler om Daler Sil i Højer Dæmningen. Det betød at Daler ikke mere ville stille strækninger til rådighed for en stendæmning. De lod den simpelthen bortgrave. Det betød at vejen til Tønder ikke rigtig kunne bruges. Men langt om længe, blev man enige.

Ofte var forbindelsen til Tønder dog oversvømmet. Landevejen blev først indviet i 1858.

I nordlig retning gik en vej fra Højer over Emmerlev til Ballum, Bredebro til Ribe. Men som følge af stormfloder eksisterer denne vej ikke mere. I 1883 blev landevejen fra Højer til Ballum anlagt og to år senere vejen fra Højer til Højer Sluse. Mod syd gik der en forbindelse over diget til Rudbøl.

Før denne tid var vejene næsten ufremkommeligt. Derfor foregik rejsen sædvanligvis med hest. Selvfølgelig brugte man også Æ Klugstag. Om vinteren måtte Pigstokken tages i brug.

 

Godt man havde båden

I Rudbøl var det ganske almindelig at bruge båd, når man skulle frem. Hver husejer havde gennemsnitlig to både. Med båden hentede man hø og tagrør i Gudskog. Man brugte også båden til at sejle gødning ud. Fra Rudbøl sejlede man også de døde til Den Hvide Bro, hvorefter liget blev ført til kirkegården i Højer på en vogn.

Engang havde man den såkaldte Højer Sti. Via den kunne man under gunstige vind og vejrforhold nå tørskoet til Sild.

 

En taxa – ordning fra 1705

Allerede i 1705 udstedte hertugen en forordning vedr. Fuhrrollen. Ja man kan rolig kalde det en slags Taxa – ordning. Her var der bestemte regler for hvor mange penge, man måtte tage for en tur. Man skulle sørge gode heste og vogne.

Var det gået over en time fra, at man havde bestilt en vogn, skulle vognmanden idømmes en bøde, såfremt han ikke var nået frem. For hvert kvarter som vognmanden var forsinket, blev der tildelt fire skilling i bøde. Dukkede vognmanden stadig ikke frem, havde man lov til at bestille den næste vognmand på listen.

I Højer fandtes der også en kørende post. I byen fandtes gennem uendelige tider en gade, der hed Postgade. Det skyldtes ikke, at der havde ligget et posthus her. Men Postholderiet holdt til her.

 

Posten i Højer

Fra 1789 gik der to gange om ugen kørende eller ridende post fra Tønder til Flensborg. Senere var der daglig forbindelse til Flensborg. Mellem Højer og Tønder var det kørende post hver dag efter 1865. Foruden postvognen kørte der en omnibus tre gange om ugen.

Siden 1850 har Højer haft egen postkontor med postmester og postinspektør. Den første postmester var apoteker Nagel.

I 1920 var der virkelig gang i posten i Højer. Der var ansat hele 16 personer. På Højer Slusestation blev der i sommersæsonen indrettet en filial.

 

Færgeforbindelsen til Sild

Men ellers måtte man tage færgen til Sild. I 1828 fortælles i en beretning fra Sild, at der har været færgeforbindelse fra Keitum. Nu lå færgepladsen ved Munkmarsk.  Anløbsstedet på fastlandet var Emmerlev, fordi der de sidste 30 år havde været for sumpet og blødt ved Højer. I vintermånederne anløb man dog Højer, da var der for farlig ved Emmerlev.

Ti år senere (1837) berettes der om to ugentlige forbindelser mellem Sild og Højer. Postdamperen Auguste fik senere navnet Kong Wilhelm den Første. Under treårskrigen blev damperen dog taget ud af drift og beslaglagt af Kaptajn Hammer. Den blev simpelthen brugt som krigsskib. Forbindelsen til Sild
blev så varetaget af et sejlskib.

Senere fulgte damperne Frisia, Freya og Vesterland. De kunne hver tage op mod 600 gæster ombord. På en sæson blev der befordret henimod 30.000 gæster.

Under gunstige vejforhold tog den 15 kilometer lange tur ca. halvanden til to timer. Men det kunne også  tage betydelig længere tid. Damperen Auguste Victoria sørgede for badegæsternes bagage.

 

Vadehavets luner

I 1855 blev Sild færge og postvæsen et statslig anliggende.

Om vinteren kunne trafikken på  Vadehavet være særdeles vanskelig. Så foregik befordringen med isbåd eller ved hjælp af lokale, der kendte Vadehavets luner. Mange besætningsmedlemmer har mistet livet under post og passagerbefordringen.

En af de mest berømte kaptajner på linjen var Thomas Selmer. Det var ham, der vandt et væddemål på, at han kunne sejle et større skib helt ind til Tønder.  Jo og han er i familie med den berømte trælast – handler familie i Tønder.

Der hvor Hotel Sylt lå, lå der i hvert fald i 1867 et gæstgiveri, der blev betegnet som Færgehus. Her måtte de rejsende ofte vente i timevis, ja nogle gange i dagevis for at vind og vejr ville tillade en overfart. Dette gæstgiveri var fortsat det færgehus, hvorfra færge og postskib afgik til Sild indtil ind-digningen af Ny Frederikskog i 1861. Måske har det været afskibningssted
helt fra ind-digningen af Højer Kog i 1554/55.

 

Kystmilitsen

Under krigen mod englænderne var alle mænd mellem 20 og 50 år i Højer Sogn tilknyttet Kystmilitsen. Man mente dog at både at Daler, Møgeltønder, Schackenborg, Trøjborg og Tønder
burde stille med et landværn for at afværge den fælles fare.

I maj 1809 forsøgte besætningen fra to engelske krigsskibe at gå i land på Sild men blev afvist af den stedlige kystmilits. Derfor sendte regeringen samme år flere kanonbåde til beskyttelse af denne kyststrækning. Desuden blev der sendt 92 slesvigske jægersoldater til området.

Et vagtskib bevæbnet med kanoner lå i Vidåens munding. Signalstager med tjære og trantønder blev opsat på forskellige højdepunkter. I Højer blev der indrettet vagtstuer og eksercerpladser. I Højer, Toftum og Skast blev der støbt kugler.

Helt så travlt fik man dog ikke. Måske lige bortset fra Højer. Har kom ofte fredelige skibe fra England for at aflevere tilfangetagne danske søfolk fra kaprede danske skibe. Disse blev modtaget af Kystmilitsen og bragt til Tønder. Ofte var det temmelig mange på en gang.

Efter fredsslutningen blev de udleverede våben samlet ind. Nogle spyd som også var blevet udleveret havde man åbenbart glemt. De lå i mange år på kirkeloftet i Højer og blev først fjernet i 1848 – 51.

 

Mange omkomne på søen

Mange søfolk fra Højer er omkommet i Vadehavet og på verdens have. Den 18. oktober 1834 druknede fem personer, da de ville redde kreaturer på Jordsand i forbindelse meden stormflod.

Den 29. december 1836 druknede bådsmand Johann P. Jansen og hans søn, da de ville sejle rejsende til Sild. Da de næsten var ved målet, kæntrede båden i en heftig storm.

Rådmand Ehm Bossens familie blev særlig hårdt ramt. De døde alle sammen i det fremmede:

• Boh, den næstældste, faldt over bord mellem Frankrig og England
• Store Hans fik begge ben skudt af i den venetianske golf
• Ehm døde i Ostindien
• Lille Hans døde i Genua
• Den miderste, Per døde i Amsterdam. Han sejlede som styrmand på et brandenborgsk skib.
• Den yngste, Peder døde i Vestindien

 

Kvaksalver var skyld i dødsfald

Kvaksalvere har det også været i sognet. En bager, Christian Sibber Feddersen døde således i en alder af 38 år, da en kvaksalver hældte en væske i øret for at kurere hans døvhed. Det var en omstrejfende suspenderet soldat, der havde foretaget helbredelsen. Den afdøde bager var i familie med den berømte frisiske digter Theodor Storm.

 

Bomber over Højer

Ja og hvem skulle tro, at Højer under første verdenskrig var blevet bombet. Det var lørdag morgen den 25. marts 1916, at en engelsk flyver kom ind over Højer fra Vesterhavet. Den fortsatte i sydlig retning. Måske havde man planlagt et angreb mod zeppelinerne i Tønder.  Et kraftig snevejr har sikkert forvirret piloten. For i stedet for at fortsætte øst over drejede flyet mod syd.

Ved Otto Feddersens gård stod ladeportene åbne. Her smed flyet en bombe. Den landede på en mark og efterlod et to meter dyb og fem meter bredt krater. Noget længere sydpå, i nærheden af Poppenbøl kastede den så to bomber. På en markvej var netop fire køretøjer på vej. Måske havde flyveren troet, at det var en ammunitions – eller proviantkolonne.  Kuskene var russiske krigsfangere. De kastede sig ned på jorden og lod hestene løbe.

Senere kom der nok et fly. De ombordværende blev senere taget til fange på Vadehavet ved Sild.

Jo, dagliglivet i Højer var skam ikke kedeligt.

 

Kilde:

• Litteratur Højer

 

Hvis du vil vide mere:–

• www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler, heraf  77 artikler fra Højer: 
• Anekdoter fra Højer
• Den mærkelige læge fra Højer
• Dengang i Højer
• Højers historie
• Vadehavet ved Højer
• Rudbøls historie
• Højer – før i tiden
• Heltene i Vadehavet
• og en masse andre artikler.
  

Redigeret 14.10.2021

Læs om de store stormfloder i 1362,1532, 1593 og 1634. Beboere skrev om hjælp hos Hertugen. Saltvand ødelagde konstant jordene. Hertugen brugte ”spade – landsretten”. 500 mennesker i livsfare ved Højer Sluse. Over 6.000 mennesker druknet på Strand. 19 dige-arbejdere druknet ved Rejsby. Masser af problemer i kogene.

 

Minder om stormflod

Os, der er vokset op langs vestkysten kender udmærket til problemerne med stormflod. Som Walkie Talkie nørd blev vi engang kaldt ind for at hjælpe. Telegraftroppernes radionet brød sammen. Onkel Pulle havde sit ulovlige materiel koblet til hos politiet i Tønder.  Vi kan også huske Radio Syds ekstraudsendelser.

Og stærk i erindringen står også  en episode, hvor store dele af Tønders befolkning skulle evakueres. Jeg befandt mig dengang i Aabenraa. Jeg ringede hjem. Min mor var overhovedet ikke klar til at blive evakueret.

• Vinden har vendt sig. Jeg har kigget på Dres vejrhane. Så det med evakuering kan de godt spare sig.

Dres boede skråt over for. Han havde en lillebil – forretning på Lærkevej, og havde påmonteret en vejrhane på skorstenen. Hun havde lært nået, at hendes far. Han kunne se på skyernes sammensætning, hvornår der var optræk til noget alvorligt. Ofte arbejdede min morfar (Opa) som fungerende slusemester ved Højer.

 

Hvor rammer stormfloden?

Stormfloderne i Nordsøen rammer især de lavvandede områder i Vadehavet, Tyske Bugt og langs den hollandske kyst, dvs. Nordsøens sydøstligste hjørne. Dette skyldes, at de kraftigste storme har vindretninger mellem vest og nord.

 

Stormvejr i Ny Frederikskog

To gange har jeg oplevet aftener, hvor der var optræk til stormflod siddende under stearinlys og lyttende til Blåvands Radio på en transistorradio ude i Ny Frederikskog. Det var som om, at min Opa havde styr på situationen. Han var også altid meget påpasselig med at fortælle, hvornår der var ebbe og flod, når vi bevægede os ud over den gamle dige – ud på forlandet.

En meget berømt roman fra den nordtyske vestkyst omhandler også det med skyer og stormflod. Her kender enhver Der Schimmelreiter.  Skrevet af Theodor Storm fra Husum.

 

Langt fra Højer til København

I København hvor de politiske beslutninger blev taget, havde man ikke den store forståelse for borgernes frygt ved Vadehavet. Det varede uhyggelige mange år, inden den fremskudte dige blev bygget. Politikerne kunne godt have kigget efter i historiebøger. Katastrofer havde der været mange af.

 

Gamle kort fortæller historie

På de ældste kort fra Sønderjyllands syd-vestligste egne findes der navne på byer, skove og kirker, som ikke længere eksisterer. Vaderne har engang været beboet land. Vilde dyr har også levet her. Der er fundet hjortegevirer og vildsvinetænder. Går vi tilbage i krønikerne nord og syd for grænsen, fortæller de om alle de ulykker, stormfloderne har anrettet.

 

Januar – floden 1362

Januar – floden 1362 bar store isflager og isbjerge ind over landet. Kronikører fra dengang beretter om 200.000 druknede mellem Elben og Kongeåen. Biskoppen i Ribe mistede 50 kirker her på vestkysten. Men disse tal er nok overdrevne.

Selv om gårdene lå på værfter var man ikke i sikkerhed. Mange huse blev revet bort. Det var også her at Vester Anflod Kirke, der lå på et stort værft, blev revet bort. Den sagnomspunden handelsby Rungholt blev også havets bytte under denne stormflod.

 

Dæmninger skyllet væk 

I omtrent 200 år måtte området undvære diger. Der kendes store stormfloder fra årene 1511, 1513 og 1532.

Dæmningen fra Rudbøl til Kehrewieder blev skyllet væk i 1511. Efter at have arbejdet med en ny dæmning, blev denne også skyllet væk i 1513.

 

Tønder – under vand

Omtrent tyve år senere, natten mellem den 1. og  2. november 1532 fremkaldte en storm fra sydvest, efter en forudgående total måneformørkelse en af de højeste stormfloder, man nogensinde har set. Man kaldte den for Allehelgens-floden. I Ejderstedt druknede 1.100 mennesker, på Nordstrand 1.500.

I Tønder stod vandet tre alen højt om Laurentiuskirken. Længe mindede en streg på kirkemuren om begivenheden. Da vinden havde lagt sig, blev der meget stille. Ved denne begivenhed bad Peter Hinriksen i Møgeltønder. Sådan siger den mundtlige beretning. Efter bønnen sank vandet. Peter Hinriksen blev 127 år. I Møgeltønder Kirke kan man se et maleri om denne begivenhed.

 

Julefloden 1593

I 1593 berettes igen om en stor stormflod. Det var en juleflod. Floden forårsagede store ødelæggelser i de lave områder i Viddingherred, Gudskog og omkring Højer og Tønder.  I Viddingherred druknede 96 mennesker. I Rickelsbøl Sogn ødelagde floden den nye kirkegårdsmur og blottede henimod 30 kister.

Diget fra Højer over Rudbøl til Grelsbøl blev gennembrudt. I Rudbøl blev det gennembrudt ved slusen. Ved Højerdiget opstod der så store huller, at to store skibe blev drevet trekvart
mil ind i marsken.

 

Vand til Tønder Slots vinduer

Den 1. november 1615 brød floden uventet ind. 280 mennesker druknede. I Tønder stod vandet så højt, at man kunne sejle i gaderne ved Torvet. På Tønder Slot nåede vandet helt op til vinduerne. Ved Østerport stod vandet tre alen højt.

 

Oktober – floden 1634

Endnu værre var oktober-floden 1634. Det var natten mellem den 11. og 12. oktober. Indtil om eftermiddagen havde vejret været godt. En storm havde rejst sig fra sydvest. Om aftenen
sprang vinden om i nordvest og voksede til en regulær orkan. Den frygtelige flod spredte elendighed over vestkysten.

De frygtelige elementer omringede boligerne. Hvert øjeblik kunne vandet stige. Taget kunne rives af. Ved sådanne natlige stormfloder var enhver flugt umulig.  Højer Kog og hele den lave del af sognet stod under vand.

I Rudbøl var diget så beskadiget, at det ikke mere blev genopført. Der måtte bygges et nyt længere mod øst. De truede huse var prisgivet havet.

Præstegården i Højer mistede 23 demant land. I Tønder stod vandet halvanden alen høj. På bymarken druknede en masse kvæg.

I Ribe Domkirke stod vandet højt på gulvet. På en af domkirkens mure er højvandet markeret.

 

Mange druknede

Præsten i Døstrup kunne fortælle:

• Om natten mellem den 11. og 12. oktober var en skrækkelig stor vandflod, som kom meget hastelig om midnats tider på os og druknede mange mennesker af omliggende sogne.

På kirkegården begravede præsten 19 mennesker. I hans præstegård var der heller ikke for hyggelig. Han fortalte, at

–Vandet stod mindst to alen i mit hus i alle stuer, bås og lader.

Præsten i Skærbæk måtte begrave 44 mennesker fra Misthusum. Hele byen var skyllet bort. I Brøns Sogn druknede 21 mennesker. I Rejsby Sogn 50, og i Vester Vedsted 22.

Lidt længere nordpå i Farup Sogn mellem Nipsåens og Kongeåens udløb druknede 295 mennesker.

 

Strand– forsvundet

Værst gik det dog ud over den flade ø, Strand og de u-inddigede småøer Halligerne nord for Ejdersted. Den blev totalt overskyllet. Med beboerne på Halligerne omkom 6.400 mennesker. 26 kirker forsvandt eller blev hårdt beskadiget. Kun tre af kirkerne blev repareret og igen taget i brug.

Vandet stod ind af 44 huller i digerne. 30 møller, 50.000 dyr og 1.300 huse blev havets bytte.  Det nøjagtige tal på katastrofens omfang kendes ikke.

 

Brev til Hertugen

Nøden var stor efter denne stormflod. Befolkningen sendte et brev til Hertug Frederik på Gottorp:

• Deres Højhed, Højvelbårne Fyrste, Nådige Herre. Det er uden tvivl underdanigst blevet meddelt Deres Fyrstelige Nåde, i hvor høj grad de omliggende marskkroge i Tønder Amt har lidt under den sidste store, skrækkelige vandflod, hvorved diger og dæmninger er blevet ødelagt, mange veje bortskyllet. Der er sket så mange skader, at det er en ynk. Blandt andet er Tønder Kogs gamle dige mellem Højer og Rudbøl, som hidtil har været i god stand, nu på flere steder ødelagt og revet op. Vi arme folk, som længe har boet i læ af diget, har derved lidt stor skade, og vort landbrug er ødelagt af slik og sand. Hvis ikke snart digerne snart bliver gjort i stand, vil vi i fremtiden ikke kunne så så meget som en håndfuld korn og vi vil derved være afskåret fra vor næring og al velfærd hvad Gud i sin godhed forhindre.

 

• Derfor sender vi i Guds navn vor allerunderdanigste bøn til Deres Fyrstelige Nåde, at Deres Fyrstelige Nåde allernådigst alvorligt vil påbyde samtlige dige-fogeder og dige-dommere samt alle jordejere i den gamle Tønder Kog, at de straks og ufortøvet og uden nogen forsinkelse ved påskud eller udflugter, med 500 thr. I bøde og straf på liv og gods til de forsømmelige, først lader de omtalte veler mellem Højer og Rudbøl opfylde i henhold til spadelandsrettens og kogens bestemmelser, og at derefter enhver jordejer i samme kog genopbygger sin andel af diget samme sted, hvor der før har stået, forstærker det med gode, lange pæle og siden holder det i god stand, så vi, Deres fyrstelige nådes arme, elendige, sorgfulde undersåtter igen kan opretholde vor næring og få vort daglige brød osv.

 

• Deres Fyrstelige Nådes underdanige
  og lydige indbyggere ved havdiget i Rudbøl og ved Gaden.

 

Spadelandsret

Hertugen besøgte egnen og satte forskellige ting i værk. Han gjorde brug af den ældgamle spadelandsret. Den siger ganske enkelt.

• Den som ikke vil dige – må vige.

Det betød, at den, som ikke ville bevare
og beskytte sit land, havde fortabt retten til det. Den som tog spaden
op og gik i gang, vandt retten til landet.

 

Mange stormfloder

I 1660 brød vandet igennem ved Højers havdige. Vandet havde lavet 9 – 10 alen store huller. Ifølge lokale arkiver kom der ingen hjælp. Landbruget måtte overlades til fremmede, som derefter satte digerne i stand.  I den gamle kirkebog i Højer kan man læse følgende:

• Tirsdag før pinse, den 14. maj 1678, har vandet under en stormflod stået så  højt i havet, at der er sket store skader på  tre sluser.
• Natten før 2. juledag 1681 har der været et meget slemt uvejr, hvorved havets bølger anrettede store skader på vore diger.
• Mandag efter 23. søndag efter trinitatis, den 20. november 1682, har der været en meget stor flod, hvorved vore diger og dæmninger har lidt stor skade.

Endvidere har der omkring Mikkelsdag i årene 1698 og 1700 været store ind – og gennembrud i Højers Havdige. Dige-skaderne blev udbedret for en sum af 1.300 mark. Men pengene gik tabt ved nye indbrud i 1701.

• Desuden har vi ikke set os i stand til i to år at avle græs eller korn og har derfor måttet bringe vort hornkvæg til græsning andre steder.

Problemerne ved de talrige gennembrud var også, at saltvand ødelagde landbrugsjorden.

 

Julefloden 1717

Julefloden 1717, samt stormfloderne de følgende år skabte nød og elendighed. Allerede nogle dage før jul i 1717 havde der været en vedholdende blæst fra sydvest. Men den 24. december satte det i med voldsom regn, der varede fra klokken 9 til 14, mens det blæste heftigt.  Det var højvande klokken 20. men da det ikke var særlig højt, følte man sig sikker. Klokken 2 om natten skulle det være lavvande.

Men pludselig kom havet tilbage med sådan en kraft, som man aldrig havde oplevet. Vinden sprang fra sydvest til nordvest. Det blev til en frygtelig og vedholdene storm. Allerede klokken 3 stod markerne under vand.

 

Jorde ødelagt af salt

Man havde knap udbedret disse skader, da en is-flod opstod den 25. februar 1718. Alt land var fyldt af havvand og isen lå hist og her over to meter højt.

Den 31. december 1720 trængte en stormflod der var en til to meter højere end den i 1717 over landet.

I 1721 klager beboerne i Rudbøl over den krigsskat, som de skal betale. De pointerer at deres jorde er ødelagt af saltvand. Desuden er dele af sognet konstant under vand. Frederikskogs
mellem-dige var blevet helt ødelagt. Risikoen for, at der ville trænge mere saltvand til Rudbøl, var stor.

 

Problemer ved Emmerlev

En stormflod den 11. september 1751 anrettede store ulykker. Denne gang trængte vandet ind mellem Højer og Emmerlev. Tidligere havde en række sandklitter dannet et naturligt værn. Men i tidens løb, var det blevet gennembrudt.

Hele Højer Kog blev oversvømmet. Vandet havde været oppe i to alens højde.

Den 20. januar 1756 trængte havet atter ind mellem Højer og Emmerlev. Højer og Møgeltønder Kog blev oversvømmet. Højer Kogs havdige var i fare.

 

Et skib oven på diget

Natten mellem den 3. og 4. februar 1825 opstod der en storm fra sydvest. Den drejede om i nord. Resultatet blev en meget stor stormflod. Også dengang opstod der brud mellem Højer og Emmerlev. De højeste dele af Højer, Emmerlev, Skast og Ballum Sogne lå som øer helt omgivet af vand. I Mjolden druknede tre. I Præstegården stod vandet så højt, at pastor Kochs
datter, som dengang var otte år, sejlede omkring i stuen i hendes seng. Familien søgte tilflugt på loftet.

Dagen efter kunne man konstatere, at diget fra Højer til Rudbøl havde lidt stor skade. En reparation ville koste 5 – 6.000 rthr.

Vandet var steget så højt, at det var gået over diget. Ved Rudbølkogs nordre sluse var et stort skib kommet til at sidde oven på diget.

Et mindre skib var slået i stykker. Floden havde skyllet en del af Emmerlev Klev væk. Et par landejendomme var derved kommet så tæt på skrænten, at de måtte nedrives. Flere gode landejendomme havde fået deres marker dækket af så meget sand og grus, at man tvivlede på, at der nogensinde igen kunne dyrkes noget på markerne.

 

Store ødelæggelser

I Rudbølkog druknede 100 får. I Højer blev to huse ødelagt af floden. Den ene var Fattighuset. For at redde de fattige og de gamle, der boede der, måtte man ride derhen. Flere plankeværker og porte var ødelagt i Højer. Mange møbler og redskaber var ødelagt og skyllet væk. Vandet var trængt ind i mange huse.

I hele den vestlige del af Højer var brøndene fyldt med saltvand.

På Kiers Gård havde man lukket alle udvendige døre for at der ikke skulle trænge vand ind. Men indgangsdøren var blevet knust og vandet trængte ind i gården.

I et hus, hvor der boede en højgravid kvinde, løb vandet også ind og ødelagde meget. Kvinden fødte næste dag, men mistede sin forstand.

I Randerup omkom tre mennesker. Længere mod syd var ødelæggelserne katastrofale. Præsten Biernatzki har skildret katastrofen i en novelle, der hedder Die Hallig. Han fortæller om en kvinde, som af bølgerne føres på en høstak til det fjerneste værft. Undervejs bragtes en datter til verden.

 

Frederik den Sjette på  besøg 

Saltvandet anrettede betydelige skader. Men det var også skyld i sygdomme og dødsfald. I 1825 døde 38 og i 1826 var dødsfaldet oppe på 51 i sognet.

I sommeren 1825 besøgte Kong Frederik den Sjette de hjemsøgte egne. Han landede på den gamle ladeplads. En mindesten blev opsat på diget bag ved Hotel Sylt. Den er dog senere blevet flyttet. Han måtte selv søge tilflugt på Hooge, efter en sommerstormflod.

For at vandet ikke mere skulle løbe ind i Højer Kog, blev der anlagt et dige, som man kaldte Snuromdige. En stormflod omtales også i 1881

 

Kritisk situation ved Højer Sluse

Den 5. – 6. november 1911 ramte en ny stormflod vestkysten. Bølgerne nåede helt op på kronen af det høje stærke Frederikskog – dige. Situationen ved Højer Sluse var meget kritisk. To løsrevne både blev kastet ind mod diget syd for slusen og lavet huller i det. Snart var hullerne vældig store. Det var kun et spørgsmål om tid, inden vandet ville fosse igennem.

 

Havdiget holdt

Fra Tønder kom et tog med sandsække som blev lagt i hullerne. Det var et meget vanskeligt arbejde. To broer og flere bygninger ved slusen blev ødelagt. Fra Halligerne flød en masse vraggods i land. Og det lave dige mellem Højer og Emmerlev kunne ikke holde stand. Det blev gennembrudt og vandet nåede helt ind til den højtliggende landevej mellem Højer og Ballum. Redningsbåden fra List bjergede to personer fra en Østersø – kutter.

En båd fra Munkmarsk bjergede en meget forkommen fisker, skipperen var druknet.

Ved Højer Sluse stod vandet natten til mandag 6,60 meter over normal nul. I 1881 var den på 6,30 meter. Havde havdiget ved Frederikskog ikke været så stærk, havde det fået katastrofale følger.

 

Problemer for ”Badedamperne” 

En stærk sydvestenvind drev den 30. august 1923 vandmasserne ind mod kysten. Henimod kl. 16 tiltog vinden i fuld styrke og voksede mellem kl. 17 og 18 til en brølende orkan.  Klokken 14 var badedamperen gået planmæssigt ud fra Munkmarsk. Da var havet endnu roligt. Henimod kl. 16 ankom den i storm til Højer. Det var damperen Freya.
Det lykkedes med stort besvær at lægge til. Men de stærke fortøjningspæle knækkede som rådne lægter. Damperen gik ind over anlægsbroen, der allerede stod under vand, og drev nordpå knap 100 meter fra diget. Det var ikke muligt for kaptajn Christiansen at landsætte passagerer. Han stak derfor atter til søs.

De badegæster , der var ankommet med toget til Højer kl. 14.30 gik om bord i den anden damper Frisia. Det viste sig dog snart, at den ikke kunne komme afsted. Her var det umuligt at landsætte passagererne. De stakkels passagerer måtte tilbringe natten om bord på damperen. Først næste morgen kunne den afgå.

 

Masser af vraggods

Mange fiskebåde og tre motorbåde lå  ved foden af diget. Det samme gjaldt flere pramme fra dige-byggeriet ved Klangsbøl. En masse vraggods lå overalt. Inde i Højer var en masse huse blevet ødelagt. Diget holdt og slusens stormporte var blevet lukket i tide.

 

Freya lå ved Jordsand

Damperen Freya som havde måttet tilbringe hele natten på det åbne hav Den ankom igen om morgenen  til Højer Sluse efter en hård og farefuld sejlads. Der var 250 passagerer om bord,
deriblandt 40 børn. Damperen havde kastet anker bag Jordsand, hvor den lå om natten.

 

19 digearbejdere omkom

Ved Rejsby var 19 dige-arbejdere omkommet. De var i gang med at bygge Christian den Tiendes dige fra Vester Vedsted og syd på. Da stormen kom, standsede arbejdet ved gravemaskinen. Arbejderne søgte hen til deres træbarakker. De lave bygninger ramlede dog snart sammen. Man forsøgte at lave nogle flåder, men de 19 mand nåede aldrig land.

Efter at diget var færdig, blev der i juni 1925 afsløret en mindesten for de 19, der omkom under stormfloden. I sin tale sagde amtmand, lensgreve O.D. Schack:

• Hvorfor skulle denne storm slippes løs på en årstid, hvor den ellers er bunden. Hvorfor skulle havet stik mod al beregning stige højere og højere efter flodtid, for at narre og fange mennesker? Var det ikke, som om døden, som i middelalderens dødedans, havde fået skikkelse og vilje, var kommet ridende ind med stormens kast på de frådende bølger for at fange sit bytte. Hvem kan give svaret. Ikke den grå himmel over det salte vand, der langsomt siver tilbage til havet igen og efterlader ødelæggelser i sit spor. 

 

Katastrofe i Holland

Et digebrud i Holland den 1. februar 1953 forårsagede 2.000 døde. Ved Esbjerg nåede vandet dog kun 2,19 over daglig vande. Efter denne katastrofe iværksatte man flere steder i Europa
forskellige projekter, der skulle gøre det muligt at varsle en stormflod.

 

Orkanen 1981

Den 24. november 1981 nåede vandet 4.33 meter over normalen ved Esbjerg. Det var den højest registrerede vandstand de sidste 100 år. Esbjerg Havn blev totalt oversvømmet. Mange skove blev alvorlig hærget af orkanen.

 

December 1999

Vandstanden nåede 3,98 ved Esbjerg, men var betydelig højere ved Højer. Heldigvis kom denne stormflod ved lavvande. Var den kommet sammen med højvande, kunne det have givet væsentlig flere gener.

 

Kilde:

• Litteratur Højer
• Litteratur Sønderjylland
• www.dengang.dk – div. artikler

Hvis du vil vide mere:

–www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler – heraf  71 artikler fra Højer 

• Bådfolket i Rudbøl
• Højer – stormflod og diger
• Vadehavet ved Højer
• Rudbøls historie
• Højer – før i tiden
• Dengang i Højer
• Højer – som havneby

– Under Tønder (283 artikler): 

• Dige-byggeri  i Tøndermarsken
  
• Hertugen af Tønder 
• Tøndermarsken 
• Tøndermarsken – under vand 
• Tøndermarsken 2 (under Tønder)
• Tønder, Marsken og Afvandingen

Redigeret 14,-10. – 2021

I 1924 var Socialdemokratiet det største parti i Danmark, dog ikke i Tønder. Det nationale valg overskyggede begivenhederne i Marskbyen. En intern strid i partiet gennem 10 år, gjorde ikke tingene bedre. Pludselig var der to socialdemokratiske lister og partiforeninger. Først i 1937 blev man enig om en fælles front, og Tønder fik sin første socialdemokratiske viceborgmester. ”Tønder blev dansk”

 

Farlige smittebærere

Ved den første regeringsdannelse i 1924 vedkendte Stauning sig ansvaret for hele det danske samfunds interesser, selvsagt fortsat med arbejderklassens interesser i centrum. De indre fjender var naturligvis de politiske modstandere på de yderste fløje, kommunister og nazister/fascister. Der var ikke mange af dem, men de var smittebærere. De var farlige, for de kunne æde sig ind på det sunde samfund.

 

Andel på  46,2 pct.

Den ydre fjende var det nazistiske Tyskland, som var både en ideologisk og en sikkerhedspolitisk trussel mod det danske folkefællesskab. Det fællesskab, som socialdemokraterne talte om var et valgfællesskab og ikke et skæbnefællesskab eller et racefællesskab. Folket skulle selv ville det.  I 1924 blev Socialdemokratiet det største parti med 36,6 pct. af stemmerne. I oktober 1929 styrtdykkede kurserne i New York. Det varede lidt inden krisen kom til Danmark. Men den kom og i 1932 var arbejdsløsheden oppe på 32 pct.

I 1935 havde befolkningen sådan en tillid til regeringens krisepolitik, at Socialdemokratiet opnåede en andel på 46,2 pct. Men hvordan så udviklingen ud i Tønder. Det var helt anderledes. Helt til 1937 forhindrede Socialdemokratiet at det her blev en dansk borgmester. Men partiet havde sine grunde.

 

Det nationale spørgsmål 

I 1920 boede der 5.000 mennesker i Tønder. 75 pct. havde stemt på, at de ville til Tyskland. I løbet af de næste fem år kom yderligere 1.000 til. Man levede af håndværk, handel, administration og transport. DSB var den helt store arbejdsgiver. Den industrielle udvikling tog først fart i 1950erne. Den lokale socialdemokratiske afdeling var derfor i 1920erne og 1930erne domineret af arbejdsmænd og banemænd.

I partiet arbejdede man for at offentlige anlægsarbejder skulle iværksættes. Samtidig gik man ind for generelle sociale forbedringer. Men det nationale spørgsmål var det spørgsmål, der var mest påtrængende.

 

Stauning i Tønder

De danske og tyske borgerlige partier forsøgte hele tiden at få Socialdemokraterne til at tage stilling i det nationale spørgsmål. Det var en tårn i øjet hos de dansksindede, at man havde en tysksindet borgmester. Det var Wählerverein, der satte navn på borgmesteren. Og de havde posten helt til 1937.  Efter afstemningen i 1920 skulle SPD overgå til Socialdemokratiet. På et landsmøde i Aabenraa blev overførslen vedtaget den 18. juli. Selveste Stauning kom i den forbindelse til Tønder.

 

Kapitalismens umenneskelighed eller national konflikt

Dette betød, at formanden siden 1907, Eckwerth hoppede over i den tyske lejr. I forvejen havde den borgerlige tyske lejr en arbejderrepræsentant, nemlig Chr. Schmidt.  Man stod nu i Socialdemokratiet over for dilemmaet mellem klassebevidsthed og national identitet. Partiet var i høj grad tysk domineret.  Med oprettelsen af danske institutioner i Tønder kom der efterhånden tilflyttere til byen. Og dermed kom der fornyelse i Socialdemokratiet. Efterhånden var de en national broget skare.

Økonomiske overgangsproblemer affødte generalstrejke i juni 1920. Tyske arbejdere blev udvist under denne strejke. Og hvordan skulle man fortolke begivenhederne. Ja den ene fortolkning kunne være kapitalismens umenneskelighed. Den anden fortolkning var national konflikt.

 

Danske politiker taler tysk

Den officielle partilinje var klassekampen. I København var spørgsmålet teoretisk. I Tønder var det et praktisk spørgsmål. Både danske og tyske socialdemokrater var interesseret i byens vel og udvikling, men det var som om det nationale tema stadig overskyggede begivenhederne.  Et stort diskussionspunkt i Byrådet var om forhandlingssproget skulle være på dansk eller tysk. I praksis fungerede begge sprog frem til 1937.

På festlige dage som Grundlovsdag og 1. maj blev der holdt både danske og tyske taler. Den gode vilje blev understreget ved, at det ofte var dansksindede, der holdt taler på tysk.

 

Afviste borgerlige henvendelser

Om borgmesterens nationalitet holdt Socialdemokratiet sig neutral indstil 1933. De afviste mange gange tilnærmelser fra de borgerlige danske partier med henblik på en fælles dansk front. På den måde lykkedes det at fastholde både de dansksindede og de tysksindede i partiet.

 

Ti års interne stridigheder

Men Socialdemokraternes største problem var en interne strid. Den varede i næsten ti år. Utroligt at det gik så lang tid, inden disse stridigheder blev løst. Striden stod mellem avisredaktør P. Petersen og byrådsmedlem og sagfører Chr. Bundgaard. Ingen af dem var tøndringer.  Petersen kom fra Herning – egnen. I 1924 overtog han redaktionen af Tønder Amts socialdemokrat.  Bundgaard var som skrevet også indvandrer. Han besad også en del jord.

De to kamphaner havde hver deres holdning til, hvad der var vigtigst for Socialdemokratiet. Dette blev så kombineret med en stærk personlig uoverensstemmelse.  Striden begyndte allerede i 1920, da Petersens forgænger, fiskehandler C. Christensen i efteråret blev valgt som formand for Tønderkredsen. Der opstod en strid magtkamp mellem Christensen og Bundgaard. Det udviklede sig så alvorligt, at Socialdemokratisk Forbund (SdF) i oktober 1924 indkaldte til ekstraordinær generalforsamling for Socialdemokratisk Forening i Tønder.

I et brev beder Bundgaard om at få fjernet Christensen, da han ødelægger alt og laver Skandaler. De personlige beskyldninger fyger om ørerne. Bundgaard havde opbakningen i partiforeningen. Dette resulterede så i at Christensen i oktober 1924 blev skiftet ud.

Petersen blev formand for Tønder – kredsen, da han tiltrådte som redaktør. Problemet var, at der i selve Tønder – by var en dominans af tysk indflydelse.

 

Kunne ikke et ord tysk

Kort efter årsskiftet 1926/27 ankom til SdF en resolution fra partiforeningen i Tønder, hvor man undrer sig over, at der var ansat en redaktør i den udprægede tyske by, Tønder, der ikke kunne en stavelse tysk, og hverken ville eller kunne lære det. Arkitekten bag denne skrivelse var Bundgaard, der ikke længere var formand, men stadig havde stor indflydelse.

 

To Socialdemokratiske lister

Dette afstedkom nye gensidige beskyldninger. I august 1928 var der repræsentantskabsmøde i Tønder – kredsen, hvor der skulle sammensættes en liste til det kommende byrådsvalg i februar. Kredsbestyrelsen foreslog redaktør Petersen, men Bundgaard foreslog at opstille en anden, da han mente at Redaktør Petersen var en Torn i Øjet paa mange Partifæller i Tønder.  Bundgaard nævnte murer Hecht. En afstemning faldt dog ud til fordel for Petersen.

Konsekvensen blev, at der blev opstillet to socialdemokratiske lister. Men problemerne var endnu større, således inddelte landstingsmand Jørgen Møller Tønders socialdemokrater i tre grupper. En omkring tidligere formand, lokomotivfører N.S. Christensen, en omkring sagfører Bundgaard og en af nærmest tysk – national karakter.

På valglisterne skiftede man med en dansk og en tysk kandidat. Det skete dog ikke helt uden problemer. På et tidspunkt ville man have en tysk socialdemokratisk liste. Men efter den 24. februar 1929, da to lister blev afleveret, forlangte begge betegnelsen Socialdemokratiet.

Selv om man fik en fremgang fra 13 pct. til 20 pct. så gik man glip af det ekstra mandat, som følge af splittelsen.

 

To socialdemokratiske partiforeninger

I perioden 1930 – 31 eksisterede der hele to socialdemokratiske partiforeninger i Tønder. Det gik lang tid inden man blev enige om en sammenlægning.   Nazificeringen af mindretallet i Tønder gik ikke stille for sig. Således foregik et såkaldt Stakitslagsmål i 1933 mellem tysksindede nazister anført af Peter Sturm og danske arbejdere.

I avisen Tønder Amts socialdemokrat kunne man i 1933 i artiklen Kampfront mod Nazi læse om, at socialdemokraterne skulle være vagtsom over for den tysksindede del af befolkningen. Tidligere påstod avisen, at den tyske liste var i lommen på bankdirektøren for Tondern Bank.

 

Fælles front

Først i 1937 lykkedes det at skabe en fælles dansk front, der inkluderede socialdemokraterne. Fra borgerlig – national side blev socialdemokraterne beskyldt for ikke at være dansksindede.  Nazismen tvang partiet til at erklære sig ikke – tyske. Dette var årsag til, at pakkepostmester Johansen sammen med to andre socialdemokrater i byrådet undlod at stemme ved borgmestervalget i 1933. Begrundelsen var Under Hensyn til, hvad der sker sydpaa, ikke kan stemme for tysk Styre.

Afvisningen af nazismen tvang nu socialdemokraterne i Tønder over mod den danske lejr. Nazismen medførte også, at de tyske arbejdere blev stødt væk fra det tyske.

 

Borgmesterposten havde stor betydning

Borgmesterposten var i Tønder meget symbolsk. Posten havde også stor politisk betydning idet man fik kontrol over byens administration. For de danske partier var Tønder ikke dansk før man havde erobret borgmesterposten. Socialdemokraterne havde været afvisende overfor et samarbejde med de borgerlige danske. Således havde man ved valgene i 1922 og 1929 stemt blankt ved valget af borgmester. I 1925 havde man endda støttet den tyske kandidat.

 

I dansk retning

Op til valget i 1933 havde man igen inviteret Socialdemokraterne i en Dansk – Fællesliste. Borgmesterspillet stillede Socialdemokraterne i et dilemma. Dels ønskede man ikke at tage national stilling og dels pegede den stigende nazisme i dansk retning. Dette gav de borgerlige ekstra blod på tanden.

 

Igen en tysk sejr

Valget i 1933 resulterede i Wählervereins syv mandater. De borgerlige havde fem, mens Socialdemokraterne kunne mønstre tre mandater. De borgerlige fandt hurtig frem til den
konservative bankdirektør Andreas Andersen. Men ham brød socialdemokraterne sig ikke om. De foreslog i stedet venstremanden, Thorvald Petersen. Men ham afviste man blank fra borgerlig side. Det hele endte med en tysk sejr på  syv mod fem. Efter valget var både den socialdemokratiske samt venstre – pressen enige om, at der var den stejle konservative holdning, der var skyld i, at Tønder atter fik en tysk borgmester.

 

De borgerliges fremgangsmåde

I 1937 skulle man have en dansk borgmester. Modsat i 1933 forsøgte man allerede inden valget at få tingene sat på plads. Man afviste fra socialdemokraternes side en dansk fællesliste.
Og det skyldtes de Borgerliges Fremgangsmaade overfor Arbejderklassen.

 

Listeforbund

Tre dage før valget kunne socialdemokraternes formand, Wilhelm Nielsen på et medlemsmøde fortælle, at der havde været afholdt endnu et forhandlingsmøde. De socialdemokratiske
forhandlere havde stillet en række krav for at indgå i et listeforbund. Man forlangte viceborgmesterposten, samt formandsposten i social -, vej – og arbejdsudvalget. Disse poster ville give partiet en væsentlig indflydelse på beskæftigelsesprojekter.

De sønderjyske socialdemokrater stod i perioden 1920 – 1933 meget afdæmpet med hensyn til nationale spørgsmål. Nazisternes overtagelse i 1933 betød et nationalt omsving hos de tyske arbejdere. Oplevelsen af, hvad der hændte deres kammerater på den anden side af grænsen, medførte en afstandtagen fra Tyskland. Det var et træk, man kunne følge hos de tyske arbejdere både i Tønder og de andre sønderjyske byer.

Kravene mod at gå mod nazismen åbnede en alliance med de danske borgerlige. Dette samarbejde fik sit mest markante udtryk med listeforbundet i Tønder.

 

Tønder – endelig dansk

Socialdemokratiet fik sit hidtil bedste valg med 21 pct. af stemmerne og samlet fik de danske partier 59 pct. af stemmerne. Ni af byrådets femten stemmer gik til Listeforbundet.  Således fik Tønder i 1937 sin første danske borgmester, den konservative Holger Jepsen og sin første socialdemokratiske viceborgmester, Wilhelm Nielsen.

• Tønder er en dansk By
• En straalende Sejr for den daanske Borgerliste.

Ja sådan var overskriften i Tønder Amtstidende efter byrådsvalget i 1937.

 

Kilde:

•  Litteratur Tønder
• dengang.dk – diverse artikler

 

Hvis du vil vide mere:

• www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler, heraf 283 artikler fra Tønder:
• Historien om Jeppe K. Christensen
• Købmandsslægten Olufsen fra Tønder
• Tønder – Marskens hovedstad

Redigeret 8.-11.2021

Tyske skolebørn havde fået fri. De hyldede de tyske soldater og hånede de danske. Flere steder hejsede hjemmetyskere hagekorsflaget. Tysk militær måtte lægge en dæmper på hjemmetyskerne. En redaktør fra Tønder var en af de første, der døde i Gestapos varetægt. Nye uniformerede korps sås i Tønders gader. Avis opfordrede til nationalsocialistisk tankegang. Kynisme og hån prægede Tønders befolkning.

 

Bommen måtte sprænges

I Tønder havde man mærket den store opmarch syd for grænsen. Men alligevel kom det som et chok for dem, at de kom. For hjemmetyskerne var det en glædelig begivenhed. Ad tre veje kom de over grænsen . Et pansertog kom kørende ad jernbanen. Man standsede ved hver bro, for at sikre, at der ikke var lagt bomber.

Ved Aventoft havde danske grænsegendarmer lukket bommen så forsvarlig, at den måtte sprænges i luften. Tyskerne passerede 30 grænsegendarmer, som stod inde på en mark. Disse havde fået at vide, at de ikke måtte yde modstand. Derfor havde de smidt deres våben.

 

Kamphandlinger ved Abild

Fra Tønder H gik en kolonne langs skinnerne til Tønder Ø for at fortsætte mod kasernen. Den flotte nye statskasserne var allerede besat af motoriserede kolonner, der kom fra Sæd Grænse. De danske motorcyklister kørte i god orden ud af udgangen mod nord, samtidig med at tyskerne rykkede ind ad kasernens hovedindgang.  Ved Abild fjorde de holdt og beskød fjenden. Tyskerne måtte flytte kanoner ind på marken og beskød danskerne. Inde i Tønder kunne man tydelig høre disse skud.

Over Tønder fløj flyene fra klokken fem om morgenen. Løbesedler blev kastet over byen. Flere fly dukkede ned, da de passerede byen.

 

Tyske skolebørn hyldede soldaterne

På Torvet havde hjemmetyskerne begejstret samlet sig. Langs Søndergade blev de tyske tropper mødt med Heil. Redaktør Jessen fra Nordschleswigsche Zeiutung førte an. Overlærer Jacobsen hånede den danske gendarm – kaptajn Ørsted – Petersen ved at vifte ham om næsen med et hagekorsflag. . Dette skete, mens han i to timer blev holdt op af en pistolbevæbnet officer.   Hjemmetyskerne råbte

• Hohlt uns heim, hohlt uns Heim.
• Ellers forsøgte man, at gøre som man plejede. Skolebørnene kom ind med tog og rutebilerne. De danske skoler forsøgte at gennemføre undervisningen.

Den Tyske Skole gik derimod i samlet trop mod Torvet. Her stod de så og hylede soldaterne.

 

Hagekors – flaget

Klokken 10 blev der uro på Statsskolen. En flok lokale nazister brød ind på skolen for at hejse nazi – flaget på skolens flagstand. Der blev uro blandt de store elever. De ville ikke finde sig i dette. For at undgå episoder blev de unge resolut lukket inde, idet man forlængede timen. Rektor Randrup og et par andre skyndte sig at tage flaget ned. Det blev anbragt på rektors kontor.

Noget lignende foregik på Statsseminariet. Her var man dog så høflig at udlevere flaget igen til de stedlige nazister. Resultatet var at flaget igen blev hejst og nu blev der stationeret en fanevagt.

Provst Christensen havde altid holdt på, at Dannebrog ikke måtte hejses fra kirketårnet. Det skete kun en gang, da Kong Christian den Tiende den 12. juli 1920 gæstede Tønder.

Nu hang hagekorsflaget pludselig ud fra kirketårnet. Det skyldtes den ivrige nazist, kirketjener Lund. Det ville den danske sognepræst Hans Magle dog ikke finde sig i. Han gik op i kirketårnet og tog flaget ned. Og så låste kirketjeneren sin sognepræst inde.  Men desværre kom flaget op igen.

Midt i kampene i Draved skoven havde kongen og regeringen skrevet under på tyskernes krav om, at enhver modstand skulle opgives . Dette budskab nåede dog ikke alle i Sønderjylland
dengang.

 

Danske soldater hånes

De danske soldater vendte tilbage og blev modtaget med hån og spot på Torvet af hjemmetyskerne. På Torvet havde tapre nazister bevist deres mod ved at  forsøge at kværke overbetjent Dæhnert . Parkeringsvagt Petersen m.fl. overfaldt og afvæbnede betjentene på politistationen.

Sturmführer Jürgensen påførte sig sin nye uniform ude ved grænsen, indtil en tysk  underofficer så sig gal på ham og gav ham en ordentlig dragt prygl.

Sent på eftermiddagen kørte en stor ambulance de sårede tyskere fra sygehuset til Flensborg. Tilbage var de dræbte og sårede danskere. Næste dag holdt kirken en mindegudstjeneste
for dem.

 

Hjemmetyskere tager magten

Det var dog ikke kun i Tønder, at hjemmetyskerne angreb dansksindede statsborgere. Kun ved tyske soldaters indblanding blev mere alvorlige episoder forhindret.

I Aabenraa stormede hjemmetyskerne Frimurerlogen. I landsbyen Kværs mødte hjemmetyskerne op med våben og førte danske soldater bort. Den tyske privatskoles børn  fungerede under lærerens ledelse som ordenspoliti. Andre steder forærede man de dansksindede naboers ejendomme væk.  Efter at de første fjendtligheder havde lagt sig, forsøgte det tyske militær at ligge en dæmper på  det tyske mindretals udskejelser.

 

Det første tog fra Tønder

Som forudbestemt skulle lokomotivfører Anders Andersen tage det første morgentog fra Tønder til Esbjerg klokken seks om morgenen. Han skyndte sig til remisen. På turen mødte han glade hjemmetyskere med hagekorsflag. Han kendte de fleste.

Da han havde fået spændt lokomotivet for, lagde tyske soldater sig på sporet med maskingeværer pegende imod ham. Meningen var ikke til at tage fejl af. Noget efter kørte et pansertog med dødningehoveder påmalet foran Andersens maskine.

Pludselig stod en tidligere latrinrenser på Tønder Station iført hagekorsflag og sort uniform. Lokomotivfører Andersens humør blev bestemt ikke bedre af dette.

Omsider fik han lov til at køre, med det tyske pansertog foran. Hastigheden var ikke mere end 30 km. Man skulle holde ved hver station. Derfor nåede man først Esbjerg med tre timers forsinkelse.

 

Mange lokomotivførere omkom

Det var et farefuld job at være lokomotivfører under besættelsen. En dag fik en af Andersens kollegaer  en kugle gennem sin ene øreflip. En anden reddede livet, ved at han under et flyverangreb på Tinglev Station instinktivt smed sig ned på fyrpladsen. Maskinen blev gennemhullet. En tredje lokomotivfører blev skudt ned i sin maskine, en anden så hårdt forbrændt, at han døde to dage efter. Og sådan kunne man blive ved.

 

Ingen tog fra Tønder

Danske lokomotivførere kunne godt køre de tyske lokomotiver, men tyske lokomotivfører  kunne ikke køre med danske lokomotiver

Under den 24 timers strejke i anledningen af aktionen mod de danske politifolk, havde lokomotivførerne i Tønder slukket kedlerne. Tyskerne måtte til at fyre op og prøvede dernæst forgæves i tre timer, at få maskinerne til at køre. Det kunne de ikke. I over et døgn kom der ikke tog til og fra Tønder.

 

Død i Gestapos varetægt

Den 3. maj 1940 fik man i Tønder melding om, at Viggo Lausten var død i Gestapos varetægt i et fangehul på Kastellet i København. Det var sket uden forudgående sygdom. 14 dage før, var han blevet afhentet i sit hjem af dansk politi.  I en meddelelse udsendt fra Det Tyske Gesandtskab, meddelte man, at han havde begået selvmord. Han var som tysk statsborger bosiddende i Tønder blevet anklager for spionage og forræderi mod Tyskland.  Han var redaktør af Flensborg Avis i Tønder, og havde ikke regnet med at blive anholdt.

Den 20. april kl. 5 om morgenen ringede en dansk kriminalassistent og to ligeledes danske kriminalbetjente på hans dør:

• Jeg beklager, at måtte meddele Dem, at jeg har ordre til at anholde Dem. Endvidere skal vi foretage en ransagelse af deres bopæl. De er sigtet for spionage for fremmed magt.

Lausten fremviste et brev han havde sendt til  United Press, hvor han afviste at ville være deres korrespondent, da han var tysk statsborger.  Han blev ført til Aabenraa, men den 30. april blev han sammen med andre fangere overført til København. Han havde håbet at fremlægge sin sag over for en dansk dommer. Men ved ankomsten til København kom tysk politi til stede og forlangte Lausten udleveret.

Den 1. maj skulle Lausten i forhør over for den tyske krigsret. På vejen havde han mødt andre i samme sag. De var blevet løsladt, så Lausten var i godt humør.

 

Kæmpe begravelse

Begravelsen i Tønder den 9. maj 1940 var et tilløbsstykke. Tyskerne havde dog ikke givet de gamle forældre i Flensborg lov til at overvære begravelsen. Ved graven udtalte sognepræsten,
Pastor Magle:

• Vi fornemmer at det tragiske ved hans død er, at her har ikke blot en snæver familie-kreds lidt et smerteligt tab, men her har to folk tabt – og netop tabt én af dem , der skulle være bindeled mellem vore folk, en af dem, der rakte hånden både mod nord og syd. En af dem, der byggede bro, tværs over vore adskillende grænser.

 

Bomber mod hus

Lørdag den 11 . juli 1942 var en mørk dag i Tønders historie. I løbet af få minutter var et stort privathus med tre lejligheder i Jernbanegade en dynge murbrokker. Samtidig var et godstog på linjen Tønder – Skærbæk blevet ramt. Lokomotivet var fuldstændig ødelagt.

Egentlig lagde tøndringer ikke mærke til de lavtliggende jagerfly. De kom så ofte. Pludselig faldt en række bomber i nærheden af Tønder H. Mange kunne mærke de stærke lufttryk. Luftsirenerne gik i gang en efter en. Alt var pludselig stille. Pludselig drønede en masse biler igennem gaderne, politivogne, militærkøretøjer og lastbiler med læger og sygeplejersker.

Et stykke tid kørte lastvogne den anden vej med noget på ladet, som var dækket over.

 

Ingen medfølelse

På sygehuset gik det op for personalet, at der blandt de dræbte var en konfirmand, en lærers hustru, en stabsofficer, konfirmandens far og en dyrlæge. Og ude på linjen var en dansk lokomotivfører blevet dræbt. En ung fyrbøder døde senere af sin kvæstelser på  Ribe Sygehus.  Mange var helt usædvanligt blevet involveret i krigen. Med et slag var seks mennesker blevet dræbt. Og mange sårede. Der var choktilstand i Tønder.

På Torvet overhørte pastor Hans Magle følgende ordveksling mellem to hjemmetyskere

• Gott sei Dank, dass kein Deutscher getötet ist!

Den nazistiske propaganda – maskine udnyttede denne tragiske begivenhed til at fortælle, at man ikke kunne stole på sine venner, englænderne. I dette tilfælde havde engelske bombefly forfejlet deres mål.

 

Hvem havde håneretten?

Det der skete under besættelsen mellem dansk – og tysksindede var som om, at betændt sår sprang op. Fra treårskrigen og frem til 1920 var situationen også betændt.  Efter Genforeningen begyndte man langsom, at nærme hinanden. Men i 1930erne gik det snart den anden vej. Og besættelsestiden var for mange en frygtelig oplevelse i menneskelig forståelse.  Følgevirkningerne af disse mærkede vi faktisk i vores barndom. I vores opvækst i Tønder i 1950erne og 1960erne. Pudsige episoder opstod dog også i 1970erne. Jo vi var tre, der var tysk døbt og tre, der var dansk døbt.

Man behandlede ikke hinanden særlig godt, alt efter hvem der havde håneretten. Kynismen i Tønder var hård.

 

Nye uniformerede korps i Tønder

Hjemmetyskerne og det tyske rige havde aldrig anerkendt grænsen fra 1920. Hagekorsflaget sås mange steder ude foran tyske embedsmænd og hjemmetyskere. Den 28. september 1942
opfordrede Nordschleswigsche. Zeuitung faktisk til at man hejste flaget:

• I Dag og for al Fremtid vil Hagekorsbanneret som Tegn paa tysk Livsvilje være med til at beherske vore fader og præge Hjemstavnens Billede!

Pludselig var der mange mere eller mindre autoriserede korps på gaderne i Tønder. Man var total ligeglad med de danske uniformsregler. Schleswigssche Kammaradenschaft foranstaltede militære øvelser, og de forkyndte, at var parat til en aktiv Indsats i Hjemstavnen.

 

Avis opfordrer til nazisme

I 1941 kunne man højst overraskende læse i Nordscleswigsche. Zeiutung:

• Det tyske Folks Krav paa at føre Europa er ikke udsprunget af en Tyrans Begær, men dette Krav er naturbetinget.

Samme år fortalte avisen følgende:

• Det nye Europa er kun en Realitet, når det lykkedes os, at hjælpe alle Kontinentets Folk til nationalsocialistisk Tankegang.

Tidsfrivillige

I sommeren 1943 så man de såkaldte tidsfrivillige. Det var en form for organiseret hjemmeværn. Alle tyske våbenduelige mænd var indkaldt til militære øvelser. De aflagde troskabsed til det tyske statsoverhoved, selv om de var danske statsborgere. Disse tidsfrivillige trådte i offentlig funktion den 29. august 1943 som vagtposter ved offentlige bygninger, bevogtede danske gidsler og patruljerede i gaderne.

 

Arbejde med værnemagten

I Tønder var de dansksindede erhvervsdrivende sure på deres tysksindede kollegaer. Og det var vel fuld forståeligt.  Alle tysksindede erhvervsdrivende var organiseret i de såkaldte Deutsche Berufsgruppen Nordschleswig. Rent organisatorisk kunne kun dem, som tilhørte denne gruppe få arbejde for den tyske værnemagt. For at kontrollere at dette blev overholdt oprettede man Liefergemeinschaft der deutschen Beruftsgruppen Nordschleswig . Arbejdere, der havde medlemskort i Deutsche Arbeitsfront blev foretrukket, når der skulle udføres arbejde.

For at holde de tysksindede virksomheder i gang, oprettedes Deutsche Selbsthilfe. Man oprettede billige driftslån. Og i begyndelsen af besættelsestiden gik det fremragende.  Efter krigen var det forbavsende mange, der slap fri for nogen form for afstraffelse. Min far nævnte en masse firmaer, der tjente mange penge på at arbejde med tyskerne. De har aldrig fået en straf.

 

Den tyske kultur udvidede

I løbet af besættelsestidens første to år oprettede tyskerne i Nordslesvig

• 10 nye privatskoler
• 11 nye skolebygninger
• 7 nye børnehaver
• 16 nye biblioteker

Krigsfrivillige

Mindretallet opfordrede til at man meldte sig som krigsfrivillig. Hos dem der tøvede, blev der lagt alvorlig pres på. Den 26. september 1943 kunne mindretallets leder, Jens Møller meddele, at 2.000 tysksindede fra Nordslesvig stod ved fronterne. Og lige netop den dag, var 204 faldet for Deas Reich.

 

Behandlet som kvæg 

Da besættelsen var over og tyskerne slået, var det igen danskerne, der havde håneretten. Dem, der havde samarbejdet med tyskerne, blev læsset op på en lastbil, og overvåget af bevæbnede dansksindede tøndringer. Dem, der kom hjem som krigsfrivillige, måske traumatiserede blev sendt videre til Fårhuslejren.

Og man var ikke så nøjagtig med om man havde været nazist, stikker, værnemager eller om man bare var hjemmetysker.

Man skulle nok heller ikke søge en offentlig stilling, når man havde været i Fårhuslejren. Mange familier i Tønder, oplevede, at det var lukket land i mange år.
Kilde:

• Litteratur Tønder
• www.dengang.dk – div. artikler

Hvis du vil vide mere:

• www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler, heraf 283 artikler fra Tønder
• Under Besættelsestiden (før/under/efter) finder du 362 artikler 

 

• Bombeangreb mod Tønder
• Historien om Jeppe K. Christensen
• Obersten fra Tønder
• Sønderjylland 9. april 1940
• Tønder under besættelsen
• Tønder – Marskens hovedstad
• Flygtninge i Tønder og mange flere artikler 

Redigeret 8. – 11. 2021

”Tyge fra Nold” stammede ikke fra Nolde. Men der var engang et slot i Nolde. Så fik præsten børn med husholderen. Og så var det manden, der fik barn med søsteren. Nis Hinrichsen måtte flygte. To gange var der religiøs vækkelse i Burkal Sogn. Læs også om den drikfældige præst. Og da kongen blev sat foran kejseren. Frits Clausen gæstede Danmarks mindste forsamlingshus. Skolebørn optrådte som lig-røvere. Bomber over Rørkær. Og så er der eksempler på en værre gang blandingssprog. 

De første kendte

Hvordan var forholdene her øst for Tønder – dengang. Ja man kan kigge i kirkebøger, gå i lokalhistoriske arkiver eller få fat i gamle erindringer. Men takket være munkene i Løgum, kan
vi også få nogle enkelte glimt fra dengang. Således er den ældste navngivne person i Burkal nok Ubbe Tordsen fra Jyndevad. Han var i strid med munkene omkring nogle jorde i Burkal Sogn.

Kongen trådte  til, og dømmer sagen til fordel for munkene. Vi er tilbage i 1245, og det er muligvis nogle af Tordsens besiddelser i Jyndevad som klosteret havde overtaget.

 

Adelsfolk i sognet

Denne Tordsen var en betydelig herre. I 1405 omtales Erik Krummendiek. Han havde Jyndevad i len fra Løgum. Denne familie havde overordentlig betydning og var en mægtig holstensk
adelsslægt. Senere købte hertug Frederik den Første store jorde i Lydersholm af munkene. Før 1237 ejede munkene både en vandmølle, jorder og fiskedamme i Lydersholm.  I 1350 nævnes Peder Eriksen Sappi som ejer af Solvig. Mads Gjordsen giftede sig til ejerskabet

I Bov boede ridder Jannikus Jonsen. Han tilbyttede sig fra Løgum to otting land i 1365. Dette jordstykke var tidligere skænket af en kone i Bov, som hed Margaretha Karoli. Kigger man i gamle papirer, ser man også at slægten Blå havde besiddelser i selve Burkal.

 

Sagnet om ”Tyge Fræ Noll” 

I Nolde skulle det før 1365 have været et gods, ejet af Peter Ebbisen. Den sidste ejer hed Tyge van Nold. Sådan påstås det, men er det nu sandt? Der er fundet træ fra vold – og vandanlæg på stedet. I sognet findes et gammelt sagn fra Valdemarstiden:-

• Tyge Fræ  Noll, der æ fa’e té dem ål 

Det første sted, man møder denne Tyge Nold i forbindelse med landsbyen Nolde ved Burkal er i Pontoppidans: Danske Atlas:

• Ved Nolde, som fordum ingen Bye skal have været, har staaet et Slot, hvis sidste Beboer, Tyge Nold nævnes i de danske kiempeviser.

Kong Valdemars bryllup

Egentlig findes der flere historier om denne Tyge Nold. Det er selve sagnet om ham. Men hans navn kendes også fra folkevisen om Sven Vonved. Og der findes også en tredje version.

Den første historie lyder sådan her:

• Kong Valdemar sad til bryllupsgilde på Sønderborg Slot i 7 år. Da snakken slap op, blev løbere sendt ud i landet for at høre og spørge nyt. Meningen var, at snakken skulle i gang igen. En af disse budbringere kom gående af vejen til Nolde, hvor han mødte først 12 grønklædte ryttere, siden 12 blåklædte og til sidst 12 rødklædte. Han standsede derefter en gammel kone, der netop kom kørende. Bag i hendes vogn var der bredt halm i bunden. Ovenpå lå en meget gammel mand. Hun kunne fortælle, at de 12 grønklædte ryttere var hendes farbrødre. De 12 blåklædte var hendes morbrødre. Og de 12 rødklædte var hendes sønner, ”å om´obag i æ wuun legge Thøg`fra Nåll, han æ fae te dem åll”.

De andre versioner ligner denne. Det er så blot blevet til 13 riddere. Men pludselig havde man så mere at snakke om til bryllupsfesten.

En vise om Tyge Nold findes i fire versioner.

 

Tyge Nold var ikke den sidste ejer

Men har sagnet og folkeviserne noget på sig. I Rends findes svage rester af et forsvarsanlæg. I Nolde er der rester af en gammel borg. Men denne borg går ikke længere tilbage end år 1300. Tyge Nold er langt ældre. Måske stammer han tilbage til omkring år 500. Han kan næppe have været den sidste beboer eller ejer på slottet ved Nolde.

Vi ved, at en stormand ved navn Peter  Ebbisen ejede Nolde før 1365, og at Otto Snaf skødede sin by Nolde med den tillæggende til Hertug Adolf i 1437.

Ifølge navneforskningen skulle navnet Nolde have sin oprindelse i ordet Hnulle, som betyder forhøjning. I 1365 kaldes landsbyen Nylle, i 1437 Nulde og i 1505 Nolde.  Måske er denne Tyge Nold et helt andet sted fra. Øv, det er altid trist at aflive en myte.

 

Afhængig af adelen

Slægten Emmiksen dukker op i sidste halvdel af 1300 – tallet. I 1428 havde slægten 8 gårde i Slogs Herred.  I 1519 overtager Ribe – bispen en ejendom i Lund. På denne skulle bo en person ved navn Chresten Andersen.   Den almindelige befolkning kunne dengang opdeles i to. Det var dem, der var ret frie. Mens andre var ret afhængige af adelen. Men det er svært at få et samlet overblik af forholdene.

 

Burkal Kirke

Kirken i Burkal menes at være opført omkring 1225. Andre nævner dog året 1170. Det er vel nok den yngste i Slogs Herred. Ved kirkens istandsættelse i 1622 har man været lidt hård ved det gamle inventar. Dog har man skånet Lægandskrucifikset og den gamle messeklokke. Det sjove er, at der aldrig har været et rigtigt tårn på Burkal Kirke.

Måske har munkene fra Tønder haft deres gang i Burkal. I Tønder blev der i 1238 oprettet et Franciskaner kloster (gråbrødrene). I 1275 et Dominikaner kloster (sortebrødrene)

 

Børn med husholdersken

I 1200 tallet har der selvfølgelig været en præst i Burkal. Meget imod kirkens vilje har han haft en husholderske. Han kunne jo ikke være gift med hende . Ofte havde præsterne børn med deres husholderske. Disse forhold var mere eller mindre officielle dengang. Og mange præster var med i et slags broderskab med andre kollegaer. Det vides at præsten fra Burkal i 1517 var medlem af Den hellige Trefoldigheds Kalentes Broderskab i Flensborg.

 

Samarbejde med Bylderup

Det var ikke ualmindelig at der blev oprettet et vikarembede, som betaltes af broderskabet. Det betød, at der blev oprettet et alter mere i kirken, hvor vikaren daglig læste sine messer.  Engang ved middelalderens slutning, blev sådan et embede oprettet i Bylderup. Embedet var dog fælles for både Burkal og Bylderup Sogne. Selv om det var selvstændige sogne kunne de dog godt finde sammen.

 

Reformationen kom tidligt

Reformationen var lige så meget et diktat fra oven end et ønske fra lokalbefolkningen. Men i Sønderjylland var man tidlig på den. Allerede i 1522 havde Herman Tast en fast tilhørerskare i Husum.

Hertug Christian var en ivrig tilhænger af den nye lære. Men i kongens del var der stadig den katolske kirke, der rådede.  Men Stepping – præsten Laurentius Foss (1607 – 1640) har i sine optegnelser oplyst, at han har set en forordning til Burkal – præsten udstedt i 1528. Men en egentlig evangelisk præst kendes først i Burkal fra 1569. Det var Andreas Michelsen, der havde været diakon i Tønder fra 1561.

 

Mange forordninger fra hertugen

Ved Sønderjyllands deling i 1544 kom Burkal Sogn under Hertug Hans den Ældre. Indtil 1920 hørte sognet under Slesvig stift og biskop. Hertugen var kirkens mand. Han indførte
en del forordninger om straf for ægteskabsbrud og hor, om helligholdelse af søndagen og en forordning om, hvor mange der må være med til barselsgilder, bryllupper og begravelser.

 

Bønderne ville ikke betale tiende

Meget tyder på at bønderne ikke ville betale tiende efter reformationen. Igen i 1570 blev der udstedt en forordning for Slogs Herred om præstetiende. Det var provsten og amtmanden, der skulle visitere kirkerne og få orden på regnskaberne.

 

Herredsfoged Nis Hinrichsen

En berømt skikkelse i Sønderjyllands historie var ejer af Hajstrupgård i Bylderup Sogn, Vrågård i Burkal Sogn og Vollerup Frigård m.m. Nis Hinrichsen. I 1518 blev han herredsfoged i Slogs Herred. I 1533 blev han forpagter af tolden samme sted. Grunden til, at han blev berømt, var en episode på Urnehoved Ting i 1523.

Bønderne ville ikke mere finde sig i Hertug Frederiks ( den senere Frederiks den Første) grusomheder. Man ville hellere have Christian den Anden. Bønderne havde derfor samlet sig på Urnehoved Ting.  Nis Hinrichsen havde redet ind mellem dem og foreslået, at de skulle indstille kampen og acceptere Frederik.

Men det ville bønderne ikke finde sig i. Han måtte forlade stedet forfulgt af øksehug og pileskud. Fem pile blev hængende i hans tykke kappe. Han undslap takket værre sin hurtige hest. Men bønderne gik dog hver til sit efter episoden. Kappen og hans sporer hængte i Bylderup Kirke hen imod år 1800.

Kong Frederik den Første udnævnte ham som fri-mand, som en belønning for hans indsats. Han blev optaget i Flensborgs Frue Kjøbmands Laug i 1515. I Bylderup Kirke findes en lig-sten, der efter traditionen skulle have dækket ægteparret. Nu befinder den sig foran prædikestolen under mandfolkestolene.

 

Hertug Hans og hans jagtslot

Hertug Hans den Ældre kom en del i området. Han lod først opføre Grøngård på ca. 1.000 tdr. land. Nogle år senere lod han bygge et jagtslot ved siden af gården. Og Hertug Frederik
havde jord ved Lydersholm. Det meste af jorden var krat og skov. Og det meste af skoven blev fældet. Det blev brugt til dige-byggeri. Der var også to udsteder, Tuetmose og Halekamp. Men beboerne blev bortvist, grundet umoralsk og forargeligt levned.

Da Hans den Ældre døde i 1580 blev jagtslottet næsten ikke mere brugt. Det gik i forfald og allerede i 1648 rives det ned. Den sidste halvdel dog først i 1656. Og gården var i privat eje fra 1775 til 1924. En del blev dog med tiden udstykket. Derefter overtog staten ejendommen og efterhånden blev jorden helt udstykket. I 1956 overtager præsteembedet i Burkal den gamle gård.

 

Moderniseringer af kirken

Det kan undre, at man havde råd til at udvide og modernisere kirken i en tid med udplyndring og besættelse. Svenskerne, udplyndrede befolkningen på livet løs. Den danske konge besatte landsdelen i både 1675 og 1685.   De første kirkeregnskaber fra 1623 kaster ikke rigtig lys over, hvor pengene er kommet fra. Men der må åbenbart have været mange, der strømmede til kirken, for den blev yderligere udvidet.

 

De fattige måtte klare sig selv

I Bylderup kendes en skole fra slutningen af det 16. århundrede. I 1710 var der fem skoler i sognet. Men i Burkal Skole gik der kun 6 – 7 børn. I kirken havde man en tysk bibel fra 1675, og i 1699 anskaffede man Christian den Fjerdes danske bibel fra 1633.

I 1710 bliver der udsendt en række spørgsmål til præsterne. Og i disse svar kan vi i Burkal se, at der ikke er truffet ordninger med hensyn til tiggere. Sognet ydede ikke fattighjælp til deres egne fattige. De søgte derfor uden for sognet, for at skaffe sig til det daglige brød.

 

Barn med sin søster

I 1722 berettes om en mand, der levede både sammen med sin kone og sin søster. De blev begge to gravide. Søsteren fødte først, og for at skjule utugten, lod konen som om, at det var hendes barn. Præsten kom og døbte barnet. Men da konen steg op af barselssengen kunne folk jo ikke undgå, at se, at hun stadig var gravid. Det endte med at faderen og søsteren flygtede.

Pietismen fik sit tag i Burkal. Prædiken var mere følelsesbetonet og mere inderlig. Præstesønnen fra Højst, Enevold Ewald introducerede bevægelsen i Slogs Herred. Han kom hjem til sin far i 1718, og var meget optaget af det, han havde hørt i Jena. I 1727 kaldes han til København, hvor han bliver leder af Vajsenhuset. Denne Ewald havde en hvis tilknytning til Burkal.
Lærer Prætorios var søn af den tidligere præst i Højst, og i familie med Enevolds far.

 

Overtage embedet med enke

Allerede i 1720 var der en kreds af vakte i Burkal. Degnen Prætorius var blandt de ledende. I Burkal gik præsteembedet som så mange andre steder i arv. Det kunne skyldes at præstegårdene som regel blev ejet af præsten selv. Hvis det ikke var en søn til at overtage et sådant embede, ja så måtte en ny ung præst som regel overtage både embede, præstegård og den afdøde præsts gamle enke. Som oftest måtte han gifte sig med hende.

 

Afvanding allerede i 1712

I Tønder Amts Jordebog fra 1712 står en interessant bemærkning om byen Nolde:

• Efter at opstemningen af vandet og engene ved hjælp af stemmeværker er blevet opfundet og indrettet , har landsbyen taget synligt til og er kommet i bedre stand.

Disse enge havde stor betydning for bønderne. Så tidlig som i 1713 begyndte man at dele engene mellem sig i Hostrup Sogn. Det samme skete i 1757 i Lund, mens det allerede skete i 1741 i Rends.

 

Den første vækkelse i Burkal

Vækkelsen i sognet bredte sig nu til præstegården. Præsterne fra Stepping, Huntrup og Ladelund skilte sig ud. Det var den pietistiske – herrnhutiske  bevægelse, der havde indfundet sig. Og Burkal blev et slags center for denne bevægelse. Man gik hånd i hånd med Brødremenigheden.  Omkring 1781 omfattede vækkelsen 200 sjæle i sognet. Fra den tid stammer udtrykket:

• Burkal var en Guds have, hvor det udstrøede Guds ord voksede og stod i yndig flor.

Fra 1750 – 89 havde sognet en præst Peter Petersen, der nærmest fungerede som en profet. Han forudsagde blandt andet sin egen død. Også efterfølgeren Andreas Prætorius fulgte i samme spor. Han døde i 1801. Og med hans død forsvandt den gamle herrnhutiske pietistiske bevægelse langsomt.

 

En drikfældig præst

I 1792 samlede man sammen til et tårn til kirken. Cirka 90 hustande samlede 345 mark sammen. Pastor Prætorios skrev til amtmanden, at det vel ikke var en stor sum. Og der var ikke
mange velhavende, men at man måtte påskønne viljen til dåd.

En søn af den første pastor Petersen, der også hed Peter Petersen var af en helt anden type end sine to forgængere. Det blev påstået, at han var drikfældig. Han kom til kirken lige fra drikkegilder i Tønder. I præstegården havde han en slags elskerinde.  Det positive ved denne præst var dog, at han sørgede for et kombineret fattig – og arbejderhus i 1815.

Pastor Beyer overtager i 1830 hvervet. Efter ham kom Pastor Claudius. De sidste rejseprædikanter havde for længst forladt sognet. Omkring 1850 har folkesproget i sognet været dansk, mens sognets kirke og skole har været ret så tyske i sprog og tanke.

 

Præsten blev smidt ud

Men dette så ud at vende, da pastor Johannes Kock kom til. For ham var kirketjenesten også skolen. Man havde ikke engang en dansk lærerbog. Han gjorde et stort stykke arbejde for at få fat i de rette lærerbøger og lærerkræfter. I 1855 mente han, at have gjort nok for sognet og ville søge væk. Men det fik han ikke lov til. Han tog også  fat på at studere det sønderjyske folkesprog.  Han blev afskediget den 29. april 1864. Og den 8. maj stod Burkals ungdom ude foran hans vinduer og skrålede:

• Du skal væk du sorte kok, nu har du galet længe nok.

Så hurtig kunne udviklingen vende. Da Kock måtte flygte, glemte han sine dannebrogsflag. De blev opbevaret af en tysksindet familie og overrakt den første danske præst efter Kock . Det var pastor Högel. Og det var efterkommere af familien, der overrakte Dannebrog, som nu var syet sammen til et flag. Grænselandet har mange nuancer!!

 

Sproget var dansk

Sproget i Burkal har altid været dansk. Men ved rigsdagsvalget i 1898 blev der kun afgivet 18 danske stemmer fra hele sognet. I hele perioden fra 1864  – 1920 forblev sproget i Burkal Kirke,
dansk. Stemmetalet ved genforeningen til fordel for Danmark var 51 pct.  I Nolde blev en senere meget berømt person født den 21. september 1867. Han hed Emil Hansen og ham vender vi tilbage til.

 

En ny vækkelse

En ny vækkelse kom til Burkal. Det var arbejdsmand Hans Pedersen Nielsen fra Ballum der sammen med bysbarnet Hans Poulsen var lægprædikanter for Luthersk Mission. Der opstod missionshuse i Rends, Jyndevad, Lund og Bylderup – Bov. Også Pinsebevægelsen fik fodfæste. Efter Genforeningen var Dansk Missionsforbund på banen.

Forsamlingshuse blev indviet. Danmarks mindste i Lydersholm blev indviet i 1928, Jyndevad 1929 og Bylderup Bov i 1934. Sidstnævnte blev solgt til Luthersk Missionsforening i 1966.

 

To mindestene

På kirkegården står to nye mindesten, en for danske frihedskæmpere, der mistede livet i KZ – lejrene, og en for de sønner fra tyske hjem, der blev krigens ofre ved Hitlers fronter.

 

Store Jyndevad og Rends

Mellem Store og Lille Jyndevad er der to en halv kilometer. Og nu er vi meget tæt ved grænsen. Rends ligger fire kilometer fra Store Jyndevad. Og nede ved Sønderåen ligger Stade.  Centrum i Store Jyndevad kaldtes for Æ Bjørn. Jeg ved faktisk ikke om det stadig er tilfældet. Her lå også vandrehjemmet og en tidligere kro. Også købmand Andresen og bager Lorenzen
havde forretning her.  Vi skal også nævne to smede, Marshall og Buch. Og så var der to skomager. Storbyen rummede også en sluse og en mølle og selvfølgelig en mølledam.

Her blev der produceret jævnstrøm til byen. En aften var mølleren sur, fordi han ikke var blevet inviteret til fest. Så slukkede han for strømmen i en halv time.

Jyndevad Mølle blev først opført i 1896. Det tidligere kongelige korn – og valsemølles historie kan spores helt tilbage til 1230. Dengang blev den drevet af munkene på Løgum Kloster.
De anlagde Mølledammen i 1357 og opdrættede fisk. De spiste nemlig ikke kød.  Den danske bager lå i Rends. Den tyske i Store Jyndevad. Det var meget vigtigt at bide mærke i det. Og slagteren, der lå på vejen mod Burkal, var tysk.

Den mørkerøde Gendarmgård lå i Rends. Vi må heller ikke glemme Rends Efterskole. Og så ligger Pebersmark her også. Vi har mange gange smuglet os selv over denne grænseovergang.

Jyndevad Forsøgsstation blev bygget i 1939. Det var ellers lige før, det ikke var blevet til noget. Udenrigsministeriet mente således, at det for tæt ved grænsen.

 

En vandrig egn

Kigger vi lidt på egnen ved Grøngård, så er den meget vandrig. Her ligger på en kort strækning fem åer. Grønå, Lillestrøm, Gammelå, Sønderå og Skelbækken. Grøngård ligger ca. 9 – 10 kilometer øst for Tønder og 2 kilometer fra grænsen.

Står vi oppe på Jejsing Banke, så kan vi skimte skovene ved Vestre, syd for grænsen. Elhøj. Sønder Løgum og Ladelund skimtes i horisonten.

Først i 1934 kom der elektrisk lys på  Grøngård. Og det var også det år, der kom en fast vej til Sæd. Indtil da måtte man køre på en meget sandet vej og forsøge at finde nogle hjulspor. Her i Sæd blev der dyrket de specielle Sæd – kartofler, af en meget høj kvalitet.

 

Oversvømmelserne driller

Der var masser af sand omkring Grøngård. Engene omkring blev ofte overrislet af Gammelåen. Man kunne snildt løbe på skøjter helt fra Rends forbi Lydersholm til Tønder. I regnfulde somre kunne det være meget besværligt at bjerge både hø og korn. Når åerne gik over deres bredder, svømmede høststakkerne væk, udi Vidåen.

Ved Hestholm måtte beboerne sejle de 400 meter over til hovedvejen, hvis man skulle videre til Tønder. Hestholm lå på et værft. Selv efter afvandingen kunne oversvømmelserne skabe store problemer på egnen. Det var meget almindelig med storke dengang. Således fortælles det, at 20 – 30 storke engang overnattede rundt omkring på tage, skorstene og i træer.

I sommeren 1938 herskede mund – og klovsygen. I hver eneste fenne lå der syge dyr.

 

Både tyskere og danskere til begravelse

Når nogen var døde eller skulle begraves i Lydersholm og Grøngård, gik der en bedemand rundt til hver eneste hjem. En overgang var det æ gammel smej. Han var iført diplomat med høj hat. Det var også skik, at alle gik med til begravelser, både tyske og danske. De fleste gange var der kaffebord i Saksborg Kro lige ved kirken. Det skete også at en begravelse blev foretaget på både dansk og tysk.

 

Samme ramme

Dengang var alle landmændene i Lydersholm tyske. Efter genforeningen i 1920 hang der på Lydersholm Skole to store billeder. Et af af kejser Wilhelm og et billede af Luther. Men nu fik man så et billede af Kong Christian den Tiende. Og skolekommissionen var sparsommelig. Man mente godt, at man kunne bruge rammen fra kejseren.

Det var gården, Petersholm der i 1821 blev indrettet som skole. Den blev senere bygget om. Efterhånden voksede børnetallet til 50.  I Lydersholm blev der efter Genforeningen givet tysk undervisning i 10 timer ugentlig. Men dette kunne de tysksindede familier ikke nøjes med. Så i 1929 blev der opført en tysk privatskole.

 

Træbarakker i Lydersholm

Omkring 40 gendarmer bosatte sig efter 1920 i Lydersholm. Der blev bygget en række træbarakker til dem. De bidrog også til kulturen med deres hornorkester. En fast bestanddel var de til ringridning og skyttefester.

 

Kongelig besøg 

I juni 1934 besøgte de kongelige, Danmarks mindste forsamlingshus i Lydersholm. I følget var foruden Kong Christian den Tiende, Dronning Alexandrine, Kronprins Frederik, Prins Knud og Prinsesse Caroline Mathilde. Også amtmand Grev Schack og politimester Martensen – Larsen var til stede.

Skolebørnene fik fri og flagene vajede overalt. Dog valgte de tyske skoler i området ikke at give børnene fri.

Gamle Eduard Petersen fra Lille Grøngård havde netop modtaget Ridderkorset få dage i forvejen. Han var også mødt op for at hilse på kongen og takke for korset:

• Æ si’e mi kong så manne tak for e ko´s. Så gik han i stå, men fortsatte idet han med fingeren pegede på Grev Schack:
• Ham dær, e amtmand var jo ud’ ve mæ’et den anden daw.

 

Frits Clausen på besøg 

Det lille forsamlingshus lagde rammerne til meget. Herfra kunne lytterne over det ganske land høre en direkte radiotransmission. Det var stort. Og her kom Frits Clausen og talte til 25 – 30 meningsfæller. Bageren fra Bylderup Bov havde været med til at arrangere mødet.

Ved Lille Tønder Skov var der friluftsteater. Forskellige turneer spillede her, helt til 1956. Skuespillerne blev indkvarteret på egnen.

I Sæd var det indtil 1945 tysk flertal. Her begyndte den danske skole med syv børn i en lille privat stue hos en landmand. Efterhånden måtte man dog rykke ind i storstuen.

En ny skole blev bygget af staten og indviet i 1933.  Bagefter samlede man sig på den tyske grænsekro. Her holdt lærer Højmark en flammende tale om Kresten Kold og hans tanker.

 

Et sjovt sprog

Egentlig gik det fint mellem de dansk og tysksindede i de første ti år efter genforeningen. De fleste kunne dansk også hjemmetyskerne. Men resultatet blev meget pudsigt, når man blandede de tyske brokker sammen. Denne der blanding kendes også inde fra Tønder.

• Ich bin så scheiss in stand til morgen
• Ich bin så  scheiss inn stand og æ er slet it rigte opgeregt eno.
• -Æ har slett int fån mi morgenkaffe ino.
• Habe ich dir nicht so oft gesagt, at do itt må komm så møj schør o æ brø

Ja, det er hvis kun sønderjyder, der kan forstå dette. Lederen af tysk ringridning i Saksborg sagde engang:

• Still gestand! Rechtsumm! Og så  kié ind a e Lejgaff

Stemningen vendte efter 1930 –  31. Man samledes stadig til begravelser. Men efterhånden sluttede de fælles folkelige arrangementer.

 

Vil ikke drille tyskerne

Den 12. maj 1933 afholdtes et stort idrætsstævne i Tønder. 1400 børn gik i optog fra Tønder Banegård gennem hele byen til sportspladsen. Forrest red stolte ryttere. Bertel fra Grøngård var en af dem. Far og mor havde kørt dem ind til Tønder. Bertel og hans bror havde hver tre små danske flag i hånden.  Da de kørte gennem Sæd på vejen hjem, gemte Bertel sine flag i bunden af vognen. Hvorfor gør du det, spurgte faderen. Jeg vil ikke drille tyskerne, svarede han. Ork, svarede faderen, det var jo netop det vi gjorde i Tønder i dag.

Selv i børnenes bevidsthed blev Sæd regnet for en tysk by, dengang.

 

Chokolade og cigaretter til tyske soldater

Den 9. april 1940 delte hjemmetyskerne chokolade, cigaretter og bolsjer ud til de tyske soldater. En købmand delte ud af sine varer i lange baner. Og i Lydersholm råbte en gårdejerkone til naboen:

• Das haven die Dänen gut von

I det lille forsamlingshus i Lydersholm overnattede 14 tyske soldater. Senere forargede det de dansksindede, at hjemmetyskerne fejrede Hitlers fødselsdag i det danske forsamlingshus. Det var svært at bære. Masser af lagkage, blev der bagt. Da Paris blev taget blev Hagekorsflaget rejst i Lydersholm.

 

Bomber over Rørkær 

Den 28. september 1942 faldt der 400 brandbomber over Rørkær. Tre mennesker blev dræbt, og tre ejendomme blev fuldstændig ødelagt.

Det gik ikke ubemærket hen i det lille samfund, at alle gendarmer blev anholdt. I Jyndevad hjalp en tysk soldat en gendarm til at flygte. Mange blev anholdt, blandt andet vognmand Hans Therkelsen i Bylderup Bov.

De første gendarmer var bukket under i KZ – lejrene. Sorgen bredte sig i det lille samfund. En mindegudstjeneste for afdøde lektor Rosenkjær
i Tønder Kirke samlede også mange dansksindede fra Burkal Sogn. Lektoren var omkommet i KZ – lejren i Husum.

350 tyske arbejdere ankom til Rørkær – Jejsing. De skulle grave tankgrave, skyttegraver og fælder på strækningen mellem Jejsing til Tønder. Soldater blev indkvarteret overalt, og også flygtninge ankom i stigende antal.

 

Bombefly ned ved Jejsing

En vinteraften blev et engelsk bombefly skudt ned på en mark ved Jejsing. Seks flyvere blev dræbt. Maskinen og de døde englændere blev liggende i to døgn. Folk valfartede til stedet. Den tyske skole i Bylderup lavede direkte en udflugt til stedet og beundrede tyskernes værk. En af flyverne lå fastklemt i en tjørnehæk. Nogle af de tyske skoleelever samlede flødekarameller ud af denne døde pilots lommer.

Bomber faldt ned i Rends, Nolde, Vindtved, syd for Jejsing og Solderup.

På hele strækningen til Tønder blev der gravet maskingeværstillinger, kun et par meter fra hovedvejen med 50 meters afstand.

 

Emil Nolde

Vi havde bebudet, at vi ville vende tilbage til Emil Hansen fra Nolde. Han var søn af gårdmand Niels Hansen, der kom fra det frisiske og Hanne Christine Hansen, som var født i Nolde. Sproget var selvfølgelig dansk, tysk lærte man i skolen.

Drengen elskede at tegne og modulere. Landbruget var ikke noget for ham. Han kom i lære hos billedskærer Sauermann i Flensborg. Efter lærertiden og nogle år i Karlsruhe og Berlin kom han i 1892 til Skt Gallen i Schweitz, hvor han var tegnelærer i seks år.

De følgende år rejste han i Tyskland og Paris. I 1900 kom han til København, hvor han traf Willumsen, Knud Rasmussen og Herman Bang.  Han sendte billeder ind til Charlottenborg og Den frie. Men de blev ikke antaget. Han traf også en ung sangerinde, Ada Vilstrup, som han efter et år blev gift med. De følgende år blev svære for Emil Nolde, som han kaldte sig. Og det videre forløb kan du læse i artiklen Vadehavets maler – Emil Nolde.

Barndom i Nolde

Emil så resterne af borgen  Måske blev den brugt som røverborg, konstaterede Emil. I hans ungdom bestod den lille by af fem huse og fem gårde med i alt 68 indbyggere. Livet omkring Burkal dengang i 1870erne beskrev Emil Nolde ganske malende.  Han beundrede kroværten på  Saksborg Kro, Ingwert Iveren. Han havde engang sagt til landsdommeren:-

• Du skal drikke vand, det er sundt
• Søndag formiddag var Ingwert altid i form, når kirkegængerne kom forbi, for at få sig en snaps.

Det var sjovt, når en handel skulle afsluttes. Når 18 okser skiftede ejer. Det kunne være Rasmus Hinrichsen og Christian Mathiesen fra Højer eller Peter Lorenzen fra Dageböll Kog,
der købte dyrene.

Og så skete det også, at man skulle tælle, hvad der var i indsamlingsbøtten fra kirken. Det foregik i hjemmet. Faderen var kasserer i Burkal Kirke.  Når så foråret kom var der både føl, kyllinger, lam og kalve. Jo, det var noget man glædede sig til. Og købte man hos købmanden for 15 øre rosiner, ja det var luksus. De forskellige årstider satte sit præg på Emil. Naturen havde også sine luner.

Der var høstfest med glade mennesker og harmonika – musik. Glæde var det, når frugtvognene fra østkysten kom. Så var der blommer, pære og æbler. Der kom også fiskevogne over fra østkysten. Man kunne købe daggamle torsk meget billig.

Der var meget, der skulle klares på  gårdene. Bagning, røgning, slagtning. Og børnene hjalp med. Til jul spiste karlene og pigerne med i den gode stue. Der blev badet i Grønå, og her lærte man også at svømme. Her fangede man også mange fisk, nogle gange endda laks.  Det kneb for Emil, at lære bibelen uden ad. Så ville han hellere lytte, når karlene fortalte historier. Særlig historierne om røverne ved Kruså, syntes Emil, var spændene.

Sproget var en blanding af sønderjysk og tysk. I skolen blev der talt tysk, religionsundervisningen foregik på dansk og når der skulle handles med dyr, foregik det på  plattysk. Da Emil
blev ni år, måtte han gå en klasse om til stor fortrydelse for faderen.

 

Kilde:

• Litteratur Tønder
• www.dengang.dk – div. artikler

Hvis du vil vide mere:

• www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler, herunder 283 artikler fra Tønder

 

• Vadehavets maler – Emil Nolde
• Hostrup, Jejsing og Præsten

Redigeret 8.11.2021

Gennem århundrede har man forsøgt med afvanding. Det havde ofte katastrofale følger. Tønder mistede sin status som søfartsby. Landbrugsjord blev konstant oversvømmet. Kanalplaner blev skrinlagt. Den sidste afvandingsplan var nær blevet forkastet. Marskboerne havde svært ved at omstille sig. Tønder var konstant omgivet af en kæmpe sø.

 

Fejlslagene projekter og omstilling

Det var bestemt ikke let, at være beboer i marsken. Gennem århundreder har man forsøgt med mere eller mindre effektiv afvanding. Kanaler og diger blev hele tiden bygget. Gang på gang bød tilværelsen på oversvømmelser og stormflod. Markerne kunne i årevis ikke dyrkes på grund af saltvand. Da man så endelig iværksatte en meget effektiv afvanding forsvandt marskboernes naturlige indkomst. Man blev tvunget til at finde nye næringsveje.

For Tønder var udviklingen katastrofal. Man mistede helt forbindelsen til havet. Talrige forsøg på at genskabe en forbindelse til havet mislykkedes. Og endnu en katastrofe indtraf for byen kort før den sidste store afvanding fandt sted. Det sydlige opland forsvandt efter grænsedragningen i 1920.

 

Tønder måtte betale slusen

Tønder var afskåret fra havet. Ved Grippenfeld, en halv mil fra byen blev der bygget en sluse. Den var temmelig høj. Mindre skibe kunne godt passere den, når de lagde masterne ned. Hertugen var til stede, da det nye dige og slusen blev færdig den 6. juni 1566. Man pålagde Tønder at betale den del af slusen, der lå oven over vandet. Senere skulle byen også betale vedligeholdelsen af denne del. I en dom afsagt af skønsmænd fra Hørsbøl, Kær og Bøkling herreder hed det:

• Angående striden mellem kogene og Tønder by vedrørende slusen, hvorigennem også  sejladsen må foregå, da er denne sluse til stadens fordærv, hvorimod kogene kogene knap mærker nogen ulempe, da de er fulde af siler, hvorigennem de kan udlede deres vand. Da slusen er er meget besværlig og kostbar at holde ved lige, kender vi vor ret, at eftersom de nye koge ved Guds hjælp og Vor Fyrstelige Nådes råd og dåd har fået god velsignelse, skal kogene også med ret og billighed være skyldige at hjælpe deres naboer i Tønder til en sluse så god som i det gamle dige, hvorigennem deres sejlads foregår, ved at betale alt det, der er under vand, og når det er nødvendigt, på Tønders bekostning at bevare og forbedre deres øverste del.

Rudbøl kunne blive en konkurrent

Valdemar den Femte havde i 1354 udvidet Tønders privilegier, sådan at beboerne i de omliggende herreder i en afstand af to mil fra staden ikke måtte købe andre steder end i Tønder.
Dette gjaldt også med hensyn til håndværkere. Men Tønder fik en farlig konkurrent i Rudbøl. Her havde Hertug Frederik den Tredje store planer.

Hertug Frederik den Tredje, der kom til magten i 1616 havde ofte besøgt den sydvestlige del af Sønderjylland. Efter det ulykkelige slag ved Lutter am Barenberg trængte de kejserlige tropper ind i Slesvig Holsten. Hertug Frederik søgte at hævde en vis neutralitet og satte sig i forbindelse med Wallenstein, og overlod ham sine fæstninger.

Christian den Fjerde beskyldte hertugen for at have forbrudt sig mod lens-pligten. Han belejrede ham i hans residens Slesvig og lod sine engelske hjælpetropper under general Morgan sløjfe skanserne i Rudbøl og Dedsbøl samt besætte slottet i Tønder.

 

Det forkerte flag

Ved den lejlighed rev Lauritz Bensen fra Rørbæk den hertugelige fane ned. Han blev senere pågrebet og den 22. januar 1631 blev han henrettet foran Gottorp Slot.  Ved freden i Lübeck
1629 fik hertugen alle sine besiddelser tilbage, som var besat af de kongelige eller de engelske tropper, således Tønder by og slot og skanserne ved havnen i Rudbøl.

 

Afvanding gennem hele historien

I marsken og i Tønder var man efterhånden trætte af vandet. Der måtte ske noget. Men det var et kæmpe ingeniørarbejde, der skulle fortages. Masser af planlægning var gået forud.Normalt taler vi om afvandingen efter 1920. Men gennem historien har bønderne kæmpet med afvandingen i marsken.

 

Vidåens delta

Man havde allerede tidligt slået sommerdigerne fra Ubjerg over Aventoft til Fiskerhusene sammen. Dermed havde man befriet dette område for tilstrømmende vandmasser fra Grønå
og Vidå.  Der var problemer ved Rudbøl. Her lå Vidåens udmundingsområde, idet den fra Rudbøldyb løb gennem Højer Sogn og via det såkaldte Højerdyb og Listerdyb ud i det åbne hav.

Før ind-digningerne begyndte, gennemstrømmede Vidåen Højer Sogn i flere bredere og smallere arme. Den dannede en slags delta. Hermed dannedes en række større og mindre øer og
halliger.

Dengang hørte man ikke noget om dårlig afvanding. Men det blev anderledes i midten af 1500 – tallet, da man begyndte at bygge diger og sluser. Ved det dige, der blev bygget i årene
1554 – 1555 blev flere af Vidåens arme af-dæmmet ved Gaden, Poppenbøl og Rudbøl.

 

Sandaflejringer

Da Gudskog en halv snes år senere blev inddiget og diget fra Rosenkrans til Rudbøl med sine sluser for anden gang overdæmmede Vidåen, opstod der problemer. Til-slamning og sandaflejringer blev et problem. Der opstod stridigheder mellem de kongelige undersåtter i Møgeltønder Kog og hertugens. Man kunne ikke blive enige om, hvem der skulle vedligeholde diverse gennemløb og sluser.

 

Eget initiativ fra Møgeltønder

I begyndelsen af 1600 – tallet anlagde Møgeltønder Kog en sil-grøft gennem Rudbøl Værft med sin egen sil, der blev kaldt Veltensil eller Filtingsil. Dette var for at afvande forlandet, som dengang var u-inddiget. Man ville undgå udgifterne til afvanding gennem sluserne i Rudbøl.

Snart efter i 1622 fik også  Rudbøl Mark, Poppenbøl Mark og Gaden Mark deres egen afvanding gennem den såkaldte Moritzen – sil.  Da også Rudbølkog blev inddiget i 1715 blev Vidåen
for tredje gang overdæmmet. Sluserne ved Rudbøl blev nu til åbne sluser. I det nye dige, der var en kilometer lang, blev der anlagt tre sluser. Men hurtig viste det sig, at disse ikke kunne klare vandmængden. Der måtte bygges to sluser mere.

Efter ind-digningen af Gammel Frederikskog, blev denne afvandet gennem en kanal langs Frederikskog – diget og gennem en sil ved Nørremølle.

 

Gudskog opmåles

På kongens og hertugens befaling blev Gudskog i 1708 opmålt med henblik på en bedre afvanding. Man traf den beslutning, at alt det vand, der nordfra og østfra strømmede ind i Gudskog skulle ledes uden om denne og ud i Vidåen. Der skulle bygges afvandingsmøller, som skulle udpumpe regnvand og opsamlet vand.

Fem afvandingsmøller blev bygget. En kanal gennem Hungerborg Mark og Ubjerg Kog blev reguleret ved den såkaldte Grippenfeld – sluse. En række andre foranstaltninger blev også iværksat.

 

Vidåen overdæmmet for fjerde gang

Da så Ny Frederikskog blev inddiget i 1860 – 1861, blev Vidåen overdæmmet for fjerde gang. Den gang blev det en stor åben stensluse med to mindre sidesluser. Man tænkte på skibsfarten. Den vandmængde som skulle ud gennem denne sluse var blevet stærkt forøget. Sejersbækken gennem Daler Sil og Ny Sil i Højer Dige samt fra Gammel Frederikskog, skulle igennem.

Sluserne kunne ikke altid åbnes, når der var højvande på grund af storm. Dette medførte ofte oversvømmelser. Ved Tønder oplevede man i 1879 en oversvømmelse på en halv meter over normalt højvande. Hele græs – og høhøsten blev ødelagt. Især Rudbølkog var ofte udsat for oversvømmelser.

 

Kanal – planer

Nye tanker fremkom om at åbne for atter engang at åbne for skibs trafikken helt til Tønder, Men udgifterne til dette blev alt for store, så de tanker opgav man igen. En ny kanal kom på banen i 1879 – 1880. Projektet tog sigte på at lede vandet fra Sønderå, Grønå og Vidåen uden om marskarealet. Kanalen skulle begynde ved Vindtved, optage Sønderå og føres mod nordvest til Grønå for derpå at fortsætte syd om Tønder ved randen af gesten, syd om Møgeltønder og forbi Højer. Den skulle så støde på Vidåens nedre løb. Her skulle der bygges to sluser, den ene i kanalen og den anden i Vidåen. Kanalen skulle være 21,6 km lang. Bundbredden ved Vindtved skulle være 7 meter og ved Højer 18 meter.

På begge sider skulle der opføres kanaldiger, så høje og så langt fra hinanden at de sædvanlige sommerhøjvander kunne rummes i den egentlige kanal uden at nå op på dens diger. Selv under den allerhøjeste vandstand skulle vandet holdes mellem digerne.

Kanalvandet skulle holdes helt uden for marsken. Omkostningerne ved projektet var anslået til 1.550.000 mark. Men ved det afgørende møde den 4. juni 1880 blev projektet nedstemt
med en flertalsbeslutning blandt dige-fogeder og kogs-inspektører.

 

Nødråb fra Rudbøl 

I 1910 forsøgte man igen fra Rudbøls side at gennemføre et kanalprojekt efter fire med oversvømmelser. Heller ikke dette lykkedes. Første verdenskrig var også årsag til at en samlet afvandingsplan ikke blev til noget.

 

Planer endelig godkendt

Ved et møde den 10. marts 1923 blev Hede-selskabet opfordret til at foretage undersøgelser og udarbejde planer for afvanding af Tøndermarsken. I begyndelsen af 1925 kom sagen så
til forhandling i folketing og landsting. Der blev besluttet at to tredjedele af omkostningerne (3 millioner kr.) skulle dækkes af statsmidler og resten 1.200.000 kr. ydes afvandingsforbundet som statslån til 6 procent. Lokalt var man meget skuffet. Man havde regnet med 4 procent.

Å-løbene blev atter reguleret. Der blev bygget å-diger omkring dem og skabt reservoirer i Rudbøl Sø og Magisterkogen. Der blev anlagt fire pumpestationer, der skulle hæve vandet fra de lave marskarealer op i de inddigede å-løb. Længere mod nord, især i Brede-å – lavningen blev problemerne først løst meget senere.

 

Skøjtekøb fra Tønder til Møgeltønder

Fra gammel tid var vinteroversvømmelse nøje knyttet til Tønder og den nærmeste omegn. Hver vinter var Tønder nærmest omgivet af en kæmpe sø. Det var selvfølgelig dejlig, for dem der løb på skøjter. Min far påstod, at han kunne løbe på skøjter helt ned til Niebøl.

De østfra kommende vandmasser hobede sig op i Tønders umiddelbare nærhed. Men desværre kunne sommeroversvømmelser også forekomme. Dette umuliggjorde kreaturenes fortsatte græsning.  En afvanding var forbundet med store økonomiske udfordringer. Store dele af marsken lå indtil en meter under nul.

 

Ny plan næsten forkastet

Den 1. december 1925 var en ny plan klar til afvanding af marsken. Og denne plan var lige ved at falde. Resultatet blev 46 stemmer mod 33.  Den overordnede ingeniør Ulrik Petersen flyttede teltpælene til Højer 1. marts 1926. Da han forlod byen i 1930 havde han gennemført et storslået kulturarbejde.

Der var foretaget udbygning af et omfattende kanalnet. Det omfattende areal omfattede 13.300 ha. Vidåen og dens tilløb var blevet reguleret.  Ja der var anlagt 80 km diger og ca. 250 km store og små kanaler. Byggesummen kom op på 6,2 millioner kroner.

Arbejdet optog i høj grad Tønders borgere. I december 1928 var vandet igen gået over Tønder – Flensborg vejen. Hestholm kunne måske for sidste gang kun nås med en båd.

 

Vanskelig omstilling

Desværre for Tønder mistede man den sidste rest som søfartsby, idet den gamle Skibbros – kanal med Vidåen og havet endelig forsvandt.

Landskabet i marsken blev ændret og det gjorde mange af beboernes tilværelse også. Søer og sumpe blev udtørret. Fiskeriet ophørte næsten. Tagrørsbevoksningen forsvandt. Det var slut med marskboernes traditionelle næringsveje. Fremover måtte man ernære sig med det traditionelle landbrug.

En stor del af marskboerne var modstandere af afvandingen. Især syd for grænsen var der stor modstand. Man mente, at livsvilkårene ville blive forringet. Dem der levede af rørskæringen
frygtede arbejdsløsheden. De store gårde, der levede af rørskæringen vidste ikke, hvad de gik ind til. Tiltro til myndighederne var det bestemt ikke.

Ved en afstemning i 1928 tilkendegav beboerne i den danske del i marsken, at de ønskede afvandingen. Selv om der var flertal, fandtes der mange modstandere især omkring Rudbøl.

I 1932 var afvandingen gennemført både i Tyskland og Danmark. En stor del af marskboerne måtte igennem en vanskelig omstillingsproces.

 

Kilde:

• Litteratur Tønder
• Litteratur Møgeltønder
• Litteratur Højer
• dengang.dk – diverse artikler

Hvis du vil vide mere om
– www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler, heraf 283 artikler fra Tønder 

• Aventoft– byen ved grænsen
• Dige-byggeri i Tøndermarsken
• En rebel og hans gård
• Kanal gennem Tønder
• Møgeltønders historie
• Tøndermarsken
• Tøndermarsken 2
• Tøndermarsken – under vand

 

• Under Højer (77 artikler)
• Bådfolket i Rudbøl 
• Fiskeri ved Højer 
• Højer – som havneby 
• Højer – stormflod og diger 
• Travlhed ved Højer Sluse 
• Vadehavet ved Højer 
• Rudbøls Historie 
• Højer – før i tiden 
• Stormflod ved vestkysten og mange flere artikler 

Redigeret 8.11.2021 

Erindringer nr. 2

Tobaks – og aviskiosken, Tagensvej 180.

Måske på grund af forretningens varesortiment der mest var for voksne, har jeg, fra mine tidligste drengeår, kun en diffus erindringer om detaljer i forretningen, men den har sikkert lignet så mange andre kiosker af samme slags, med Cigaretpakker og andet rygegrej, og Øl, Vin og Spiritus flasker, samt dagens aviser og de kulørte ugeblade.

Om ejeren i årende før og under 2. verdenskrig har jeg ingen erindring, men husker, at jeg har købt forskellige blade for børn der udkom en gang om ugen, f.eks. Tarzan, Superman, Kong Kylie med Hoppalong Cassidy, og selvfølgelig Anders And, o.m.fl. Normalt fik jeg dog kun lov til at købe et, højst to forskellige blade ad gangen, men så kunne man være heldig at ens kammerater havde nogle af de andre, så man alligevel kunne følge med i tegneserierne.

Da jeg var en 16 – 17 år, begyndte jeg at købe ugebladet Tempo, og det skulle få stor betydning for mit liv, hvilket ikke er nogen overdrivelse. Årsagen må  jeg fortælle inden jeg vender tilbage med noget om den nye ejer der havde overtaget forretningen straks inde i 50´erne.

Tempo var et ugeblad, hvis målgruppe var af begge køn, hovedsagelig fra 10 – 50 år, uden dog at grænserne var særligt definerede og bladene blev solgt som abonnements ordninger eller ved almindeligt \”løssalg\”. Jeg var i en årrække trofast løssalgs kunde.

Udbuddet af de kulørte ugeblade var stort og alle udgiverne gjorde sig store anstrengelser for at fastholde læserskaren uge efter uge. Indholdet bestod derfor, for en stor dels vedkommende, af fortløbende historier og konkurrencer som kunne sendes ind, i håb om at vinde en af de udlovede gevinster.

I foråret 1956 afholdt de en konkurrence der løb over 6 uger, hvor gevinsterne var 5 stk. Vespa Scootere og 10 stk. SCO Knallerter. For at gøre sig håb om at vinde, skulle man besvare et spørgsmål hver uge, som gik ud på, at der blev bragt et foto fra ét eller andet sted i Danmark, og så skulle man
gætte hvor, eller hvad det var. Jeg kan huske 3 af dem. Et var af Kronborg i Helsingør, det andet af Tårnet på Himmelbjerget og det tredie var Roskilde Domkirke. Heraf fremgår det tydeligt, at det ikke har været Redaktionens hensigt at gøre opgaverne svære, tværtimod, for formålet var jo at sælge så mange eksemplarer af bladet som muligt, så her skulle alle kunne være med.

Vindernavne blev præsenteret i det 7´ende nummer af Tempo, efter konkurrencens start. og mit var med, som en af de 5 der havde vundet en ny

Vespa scooter og i øvrigt den eneste fra København. Det er ikke for meget sagt, at jeg blev lykkelig.

Jeg vil helst tro, at det var \”Fru Fortuna\”, lykkens gudinde, der trak mit navn ud, men tanken har alligevel strejfet mig, at det jo var meget \”praktisk\”, at have mindst én vinder der boede i København, da der skulle interviewes og fotograferes til bladet, således, at en journalist og en fotograf ikke skulle bruge for lang tid på den opgave.

Tempo blev udgivet af Forlagshuset der lå på Bygmestervej Kbh. NV og der skulle jeg hente gevinsten, eller rettere, beviset på, at det var mig der havde vundet.

Det var ikke dem der havde Vespa´en.

Selve overrækkelsen af Vespa Scooteren foregik på Importørens adresse Esplanaden 6 – 8, hos Bülow & Co., og ej heller den dag kunne jeg få den med hjem, da den hverken var indregistreret eller havde fået nummerplade endnu. Men nu havde jeg da i det mindste, siddet på den. For mig var det en stor dag, fordi et brændende ønske om at eje en Vespa Scooter, her gik i opfyldelse.

Nogle dage senere igen, kunne jeg endelig køre Vespa´en hjem fra Motorkontoret på Polititorvet, hvor den var blevet forsynet med nummerplade nr. K 99 870, som dengang var i sortmallieret, med bogstavet og tallene i hvidt. Kørslen foregik inden jeg havde været oppe til den praktiske køreprøve, som jeg først skulle op til, og bestod 14 dage efter.

Interessen for Vespa Scooteren og kørslen på dem, har holdt sig intakt lige siden.

Tilbage til Tobaksforretningen.

På et tidspunkt, vel omkring 1950, skiftede forretningen ejer, og der kom et nyt skilt på facaden. Med store sorte bogstaver på hvid baggrund, stod der W W W, hverken mer´ eller mindre. Hvad de tre dobbelt W´r stod for, kunne vi ikke få at vide selv om vi spurgte ham mange gange gennem årene. I vore moderne tider er det oplagt, at det står for World Wide Web, men dette var i 1950´ne, og altså på et tidspunkt hvor Internettet var langt ude i fremtiden. Kammeraterne imellem, havde vi ligefrem gættekonkurrencer om betydningen, f.eks. kunne det jo være, at manden hed Willy Walter Willumsen, men vi fik aldrig det med de 3 W´er opklaret.

Derimod var det et faktum, at ejeren var en enorm tyk mand, kortåndet mand på omkring 50 år, der sad på en taburet bag disken hele dagen og kun sjældent, og da kun med stort besvær, rejste sig fra den position. Det betød, at mange \”gamle\” kunder, og dem var der flest af, udførte \”selvbetjening\”, længe før denne forretningsform vandt almindelig indpas.

Cigarfar, som vi \”døbte\” ham i mangel på et rigtigt navn, slog så beløbet ind på kasseapparatet der stod inden for rækkevidde, til højre for ham og pengene skiftede ejermand.

I øvrigt virkede lokalet meget overfyldt, dels af den store disk, men mest af kasser med Øl og Sodavand, hvoraf jeg husker de 2 meget populære, Valash og Lemon Squash. Gulvet var med Terrasso stenbelægning, lige som hos Ismejeriet og hos frk. Calle, Købmanden. Forretningerne var mage til indretningen af de øvrige lejligheder i ejendommen, med stue, køkken, toilet og entre med dør ud til trappeopgangen.

I forretningsvinduet op mod gaden, havde Cigarfar anbragt 2 store skilte, – ét med teksten: \”Spørg efter hvad De ikke ser, vi kan ikke have det hele i vinduet\”, og ét med en meget finurlig tekst: \”Gå ikke forbi, når De går forbi\”.

Der var en jævnaldrende dame omkring ham, som hjalp med at hente varer og gå til hånde, og bl. a serverede hans frokosttallerken på disken lige foran ham. Hun var næsten det modsatte af Cigarfar´s statur, – tynd og spinkel og meget vims.

Om det var hendes rigtige efternavn og om de var gift, ved vi ikke, men vi kaldte hende fru Christensen. De havde ingen børn, men begge var meget flinke og imødekommende, så dem der var vant til at komme i forretningen fik lov til, på egen hånd, at bevæge os rundt, både i selve forretningslokalet og i baglokalet,
hvor kasserne med Øl – og Sodavand stod stablet fra gulv til loft, samt papkasser med div. mærker \”Røgvare\” og mange andre kioskvarer.

Hvordan det kan lade sig gøre, at drive forretning med stor succes, når man er så bevægelseshæmmet som Cigarfar, undrede folk sig tit over, men tilsyneladende gik forretningen godt, og der var altid masser af varer i alle forretnings sortimenter, men især for drikkevarernes vedkommende, manglede der ikke noget.

De var begge meget venlige og smilende og de var gode til at få folk til at give en hånd med, og der var altid en dreng, som gerne ville tjene en ekstra skilling
med at hente – eller bringe varer ud til folk der ikke selv kunne bære disse hjem. Betalingen faldt omgående og han var ikke \”fedtet\”.

Omsætningen af Øl var så stor, at ikke alle kasserne fra dagens leverance fra Øldepoterne kunne være i selve forretningen, men blev stablet i mandshøjde oppe på fortovet, langs husgavlen. Bemærkelsesværdigt er det, at der, mig bekendt, aldrig skulle være forsvundet en kasse Øl, men kriminaliteten var mindre den gang, og Mjølnerparken og dens klientel, og tilsvarende Getto´er, var ikke opstået endnu.

Cigarfar og fru Christensen, boede i lejligheden lige over forretningen og de fleste af gårdens beboere havde ikke kunnet undgå at lægge mærke til, at der uden for åbningstiden, – ja faktisk fra tidlig aften til først på morgenen, ankom privatbiler, eller oftere Taxa´er, til opgangen nr.180. og at den kørte igen uden passagerer, men efter at der var blevet båret én eller flere kasser øl og andre kioskvarer ud i bagagerummet. Det var handel \”bagom\” og har sikkert været en indbringende forretning da det var til aftentakst, lig 2 x prisen indtil kl 24.00 og \”nattakst\” efter, svarende til 3 dobbelt pris.

Private selskaber eller måske værtshuse, kan være løbet tør for drikkevarer og mange vidste, især hyrevognschauffører, at ude på Tagensvej 180 kunne man, udenfor alm. forretnings tid, ved hjælp af god betaling, skaffe hvad man manglede af Øl, Spiritus og Tobaksvarer, så festen kunne fortsætte, koste hvad det ville, og det var altid muligt, at \”banke\” Cigarfar op, uanset tidspunktet på døgnet.

Denne handel \”bagom\” gik selvfølgelig ikke upåagtet hen, og mindst 2 -3 gange er der faldet bøde der blev stadig større fra gang til gang til Told og Skat, efter
at Politiet havde aflagt et \”uanmeldt\” besøg i forretningen.

Der blev, mand og mand i mellem, snakket om at nogen meldte denne ulovlige handel til myndighederne, hvilke er en nærliggende antagelse, da det gik ud over andre forretningers omsætning, af de samme varer, i dagtimerne

Også Told- og skattefar, og dermed samfundet og os all, blev jo snydt for indtægter i form af skatter og afgifter, da handelen uden for forretnings tid, kun foregik kontant og sandsynligvis ikke blev registreret nogen steder.

Bøderne stoppede dog ikke helt denne \”lyssky\” handel, men da varernes pris steg, for at der skulle være penge til evt. nye bøder, \”tyndede\” det ud i kundekredsen.

Hvornår Tobaksforretningen i nr. 180 stoppede, og hvorfor, ved jeg ikke noget om, men i lighed med forretningslokalet i nr. 152 og 162, har der efterfølgende været skiftende ejere i meget varierede brancher.

 

En episode der relaterer til Tobaksforretningen.

Da jeg var kommet i en alder, 16 – 17 år, hvor jeg var begyndt at komme i Jazz klubber, som f.eks. Montmartre og havde Vingården på Nikolaj plads som \”stamværtshus\” for at høre Jazz og møde vennerne, og naturligt nok var begyndt at drikke øl, hændte det en eftermiddag midt på sommeren, at jeg stod
sammen med et par af mine kammerater og helt åbenlyst drak en \”Høkerbajer\”, som vi havde købt hos Cigarfar. Der stod også den sædvanlig lille flok af mænd og drak øl. Smadder hyggeligt, syntes vi, og helt i orden.

Min mor kom i det samme hjem fra arbejde og da hun så jeg stod og drak øl, ”sådan et sted”, sagde hun, at det ville hun altså ikke se igen. Det rettede jeg mig
efter, og drak ikke øl mere på den måde.

Min mor var bange for, at jeg skulle ende som én af de \”Sutter\” der næsten altid står i en lille flok og drikker Bajere uden for købmandsforretninger, nogle
endda hele året rundt, uanset vejret.

Det var en nyttig advarsel, som min bedste kammerat, John, og hans lillebror Jens, også burde have taget til sig. For dem endte det i tiltagende drikkeri og det gik desværre til sidst grueligt galt, – følgevirkningerne af et overforbrug af rygning, øl og spiritus, tog livet af John i en alder af 46 år, og for hans lillebror, Jens, der dog nåede at blive 58 år. John og Jens´ s søster Lizzie (*1940), levede i bedste velgående i hvert fald i 2006, ligesom deres far, Anker Christian Jensen, der i dec. 2006 blev 91 år. Han -, og resten af familien Jensen, havde gjort alt hvad der stod i deres magt for at ændre John og Jens´s adfærd, men havde desværre ikke held med det.

                                                           
FHC 2008

 

Redigeret 9. – 03. – 2022

Købmandsforretningen, Tagensvej 162

På facadeskiltet over forretningen stod der Kolonialhandel og på skiltet ned langs siden ved indgangsdøren stod der, under hinanden, Kaffe The  Kakao.

Købmanden var ikke en mand, men i en dame, – en frøken, med efternavnet Calle, som i 1950 vel har været omkring 55 – 60 år, hvilket er mit bedste gæt, for når man kun er 11 – 12 år, er folk på mere end 50, gamle og det så hun ud til at være, – hun var ingen ”letvægter”, kom fra Sønderjylland, drev forretningen alene og havde ”privaten” i forretningens baglokale.

Hun var kendt for sit sindige gemyt og venlige betjening af kunderne der kaldte hende Frk. Calle, eller bare Calle af dem der have boet i ejendommen længe.

Jeg mindes ikke at have set hende med andre frisurer end at det tynde, grånende hår var redt stramt om i nakken og samlet i en knold, der sad højt i nakken.

Også hendes tøjvalg var gammeldags og hele hendes fremtoning synes vi var lidt ”kone-fra-landet” agtig, men hun var altid ordentlig med sig selv.

Egentlig kender jeg ikke ret meget til Calle personligt, men ved dog, at hun havde en næsten jævnaldrende søster der kom og besøgte hende med lange mellemrum. Det ved jeg fordi Calle, engang i begyndelsen af 1960´erne, spurgte mig om jeg ville tage et foto af hende og søsteren, næste gang hun kom på besøg, som hun kunne vise familien i Sønderjylland. Calle havde lagt mærke til at jeg havde et fotografiapparat og det var nemmere – og billigere, at lade mig forevige dem. Det ville jeg gerne og efter aftale, kom jeg en aften ind i ”privaten”, som var på samme størrelse som mine forældres soveværelse, idet de lå i samme opgang og i lodret linje, blot på 4. sal. Jeg fik naturligvis dækket mine omkostninger for de 2 optagelser det blev til, godt og vel, og for ulejligheden, uden at jeg husker hvor meget jeg fik. Optagelserne var som nævnt, indendørs, så der blev benyttet en éngangs Blitzpære pr foto, – filmen skulle tages færdig før den kunne blive fremkaldt og der skulle laves billeder, så der gik nogle dage, eller uger, før Calle kunne få sine billeder og sende dem til søsteren.

Calle var glad for dyr, i hvert fald for heste, for i sommerhalvåret, tilbragte hun de fleste søndag eftermiddage, ude på Charlottenlund Travbane.

I dag forbinder mange navnet Calle, med den kendte grænsekøbmand, men jeg fået bekræftet, at de, underligt nok, ikke i familie med ”vores” købmand Calle.

Nå, – men den Sønderjyske grænsekøbmand hedder for resten slet ikke Calle, men Antoni Andresen og han brugte sit ”kælenavn” som forretningsnavn, da han startede første butik syd for grænsen d. 1. maj 1973.

Butikslokalet i Kolonialhandelen på  Tagensvej 162, var indrettet med en lang, lige ”købmandsdisk”  der stod parallelt med Tagensvej, og derfor optog mindre plads i rummet end Ismejeriets vinkelformede disk.

I diskens venstre side stod et lille skab med glassider og glashylder med småting til personlig pleje, tandpasta, håndsæbe, læbepomader og Ginge barberblade.

Pudsigt nok, husker jeg ikke at der skulle have været et kasseapparat, så muligvis har Calle blot brugt en skuffe under disken med rum til de forskellige valører i mønter og sedler og måske den lille bog hvor folk blev ”skrevet”, d.v.s. at de fik lov til at skylde indtil det var lønningsdag.

Op ad bagvæggen bag disken – og væggen til venstre i lokalet, var der et skuffemøbel den første meters højde og reol med hylder næsten op til loftet. Belysningen i lokalet bestod af 4 pendler med en kuglerund, mælkehvid glasskærm der hang ned fra loftet i en kort ledning, over disken, og ellers dagslys fra det store udstillingsvindue, hvor der stod grupper af ufyldte konservesdåser, stablet i pyramidefacon, lige som i et skydetelt.

For at skærme for solens påvirkning kunne Calle trække et ”rullegardin” af gennemsigtigt, rødbrunt, gennemsigtigt celluloid eller Cellofanmateriale, ned på indersiden af udstillingsvinduet. Indvendig på indgangsdøren var der et rullegardin, men det var bare af lysegråt, glat lærred, hvorpå der stod Lukket når det var trukket ned. Det kunne man så stå og glo på et øjeblik og ærgre sig, når man var kommet for sent til at handle.

I reolerne stod de sædvanlige færdigemballerede kolonialvarer og i et par af reolens rum stod der vin og spirituosa, hvorimod sodavand og øl stod i deres kasser i baglokalet, hvorfra Calle hentede dem efter behov..

I venstre hjørne, ud mod forretningens udstillingsvindue stod der en lille Kaffemølle med to store, forkromede beholdere, som indeholdt hver sin sort af kaffebønner. Kværnen blev drevet af en elektrisk motor via en smal, rund læderrem og et større hjul med s – formede eger, der sad direkte på kværnens aksel. På gulvet tæt ved Kaffemøllen, stod to store, gråbrune lærredssække med hele bønner i de to sorter, – eller kvaliteter, som Calle førte, parat til at blive hældt op i de respektive beholdere. De to kvaliteter man kunne vælge i mellem, hed i folkemunde: ”Hverdags kaffe ” og ”Søndagskaffe” eller som nogen kunne finde på at sige: ”Gæstekaffe”.  Der var ingen grund til at gøre valgte af kaffe mere kompliceret end nødvendigt. Bønnerne blev forinden malningen, vejet af i papirsposer på en gammel balancevægt, med to skåle, – en til varen og én til lodderne. Der var altid lidt kværnet kaffe smulder omkring udløbet, og det kunne vi unger godt lide at dyppe en finger i, som først lige havde været i munden for at blive fugtig så der hang lidt fast.

Under 2. verdenskrig, og i nogle år efter, kunne man købe erstatnings kaffe, til at drøje kaffebønnerne med. Det smagte ikke meget af kaffe, men da der var rationering på rigtig kaffe, og kaffe var lige så uundværlig som nu, var det noget man var nødt til at supplere med.

Det var lavet af Cikorieplantens rod og 2 dominerende, danske firmaer kæmpede om markedsandele herhjemme, Danmark og Richs, bl. a. ved at finde på smarte slogan. Richs startede med sloganet : Det er Richs der drik´s og konkurrenten Danmark, svarede igen med sloganet : (men) Det er Danmark´s der du´r.

Et kuriosum er, at man i Lützhøfts Købmandsgård, Ringstedgade 6 – 8, i Roskilde, som er gammel, helt original kolonialhandel under Roskilde Museums regi, helt op til efteråret 2009 kunne købe nylavede pakker Richs, – ikke ud fra et rentabelt synspunkt, men udelukkende af hensyn til museumsbutikkens sortiment, så folk der kunne have lyst til at genopleve smagen, eller hvis man ville vide hvordan erstatningskaffe smagte, havde muligheden.
Røveri – ca. 1950.

En dag hørte vi, at der havde været røveri hos Calle, og da den slags hændelser var sjældne i ”vort” kvarter, og så ”tæt” på, vakte det stor opstandelse og alles
opmærksomhed.

Røveri og røveri !, – ja, man kan kalde det hvad man vil, for det der var sket, var ganske udramatisk, men ret snedigt udført. Hændelse forløbet var som følger:

To halvstore drenge var kommet ned i forretningen og havde bedt om nogle varer som de sikkert har vidst, at Calle opbevarede ude i baglokalet. Medens Calle var derude, lukkede den ene dreng døren mellem forretningslokalet og baglokalet og bandt et stykke reb fra dørhåndtaget og til radiatoren så Calle ikke kunne
åbne døren og komme tilbage til lokalet. Drengene begynder at tage varer  og tømme pengeskuffen, hvilket Calle kan høre og som gør hende helt febrilsk, og vil så løbe ud på trappeopgangen og komme om til forretningen fra gaden. Drengen havde imidlertid været så snu, at de på forhånd havde bundet et stykke reb fra trappegelænderet og til dørens udvendige håndtag, således at Calle heller ikke kunne få den dør op da den åbnede indad. Hun var fanget i sin egen lejlighed, og ville så ringe efter hjælp, men det kunne hun heller ikke, for telefonen stod på den anden side af døren, altså inde i forretningslokalet. Sidste mulighed for at komme ud, var at kravle ud gennem vinduet til gården på bagsiden af huset, hvor der kun var ca. en meter ned til jorden. Calle var jo ikke nogen ”årsunge” og var ej heller særlig atletisk, samtidig med, at der stod stabler af varer foran – og i vinduet, som først skulle fjernes, så da det endelig lykkedes hende at komme
ud den vej og om til indgangsdøren, var drengen over alle bjerge med kontanter, et par kartoner cigaretter og nogle stænger chokolader.

Godt nok var det grimt at miste værdierne, men det var næsten værre at Calle følte sig taget ved næsen af et par ”snothvalpe”.

Calle var naturligt nok, stærkt påvirket af hændelsen, men passede alligevel troligt sin forretning – og levevej, endda uden at modtage psykologhjælp. Kunderne har givetvis mange gange, naturligvis ud fra den bedste mening, spurgt, hvordan hun havde det og fået hende til at mindes røveriet, når historien skulle genfortælles, men Calle var vellidt, så kunderne har givetvis snakket fortrøstningsfuldt med hende og alle var kede af det på hendes vegne.

Om Calle fik lavet nogle seriøse sikkerhedsforanstaltninger for at imødegå gentagelser, ved jeg ikke, men døren mellem forretningen og baglokalet blev straks taget af hængslerne og sat i kælderen.

De to frække drenge blev aldrig fundet, men vi unger, havde vore daglige fjender, ”Hoterne” under stærk mistanke, – ja !, vi var så godt som sikre.

Jeg ved ikke hvornår Calle ”drejede nøglen om”, og hvad der kom lige efter, men kendt er det, at forretningen gennem årene har skifte ejer og branche flere gange, ligesom lejemålet har stået tomt og ubenyttet i perioder.

                                                            

                                                                       Opdateret maj 2010 FHC 2008

Kolonialforretningen på Tagensvej 162.          Foto FHC  nov. 1955

 

Redigeret 9. – 03. – 2022

Kolonialhandler Calle og søsteren fra
Sønderjylland   Foto FHC 1960

Erindring om Tagensvej / Rovsinggade kvarteret  i perioden 1938 – 1973

I Ejendomskomplekset Tagensvej 152 – 180, der består af 3 ens, 4 etagers bygninger, hver med 5 opgange, var der i hver gavl, vendende ud mod Tagensvej, et erhvervslejemål i lejligheden. På grund af niveauforskellen mellem fortov og forretningsgulvet, var der en stentrappe med tre trin ned til indgangsdøren.

Lersø  Ismejeri, – stod der på facadeskiltet over forretningen på Tagensvej nr.152, – og på et skilt vinkelret ud fra muren, – teksten SOLBJERG IS.

Ejeren hed Hr. Nielsen og han stod hver dag, fra tidlig morgen kl.06.00 til lukketid kl. 18.30 iført sin rene, nystrøgede hvide kittel og skjorte med et diskret, godt brugt slips. Livvidden var lidt over middel, men ellers af almindelig af højde og drøjde, – altid meget korrekt og tjenstvillig over for kunderne, alt i alt en meget behagelig og rar Ismejerimand.

Fru Nielsen, hans kone, var lidt under middelhøjde, men til gengæld var hun lidt over middelvægten for sin alder. Hun gik til hånde i forretningen, hjalp med ekspeditionerne når der var travlt og passede ellers regnskab og indkøb og hr. Nielsen.

Her kunne man købe sine mejeriprodukter, mælk og fløde, smør, margarine og Palmin, æg i størrelserne stor, mellem og lille og rugbrød fra Schulstads eller Rutana, Arbejdernes Fællesbageri i Nannasgade, lyst eller mørkt maltet. Man kunne også købe rugbrød med kerner der ikke var knuste, men ikke så mange forskellige slags. Ønskede man ikke at købe et helt rugbrød, delte hr. Nielsen brødet med en skæremaskine fra RAADVAD i to lige store halvdele, efter øjemål. Hvis der var en lille forskel, fik kunden den største halvdel. Den næste der bad om et halvt rugbrød kunne jo ikke se, hvor stor den første halvdel havde været, så der var ikke noget at komme efter.

Skiveskårede brødtyper, pakket i plastposer, dukkede op midt i 50´erne.

Af de ”hvide” brødtyper var der Franskbrød, Sødmælksbrød, Formfranskbrød og Sigtebrød, og desuden var der de  rektangulære Knækbrød fra fabrikkerne Schulstads og KB der var indpakket i damptæt papir så knækbrødet holdt sig sprødt i mange dage. Og så var der Mariekiks i de karakteristiske sølvblanke ruller med skæve, røde firkanter.

Ved siden af disken stod der en høj glasmontre med bagud skrånende front, hvor der stod æsker med chokoladedelikatesser, flødechokoladen Pernille og den mørke Senator, samt et meget begrænset udvalg af Wienerbrød og forskellige slags tørkager, hvoraf jeg især husker de grå karton æsker med tryk i én farve, der forestillede damer i krinolinekjoler i silhuet, siddende ved små Caféborde. Æsken indeholdt Honningkager, som var skåret i ca. 2,5 cm brede stykker som var ca. 15 cm lange og med et lag blød chokoladecreme i midten. De hed ”Provstindes guf” og smagte himmelsk, især når æsken var ny oplukket. Prisen for sådan en himmerigsmundfuld var 25 øre, så man skulle være sød mod sin mor, hvis man skulle gøre sig fortjent til sådan et.

Smørret stod i åbne, halverede tønder, Dritler, som stod på skrå op ad væggen i en hvidmalet træplade med hul der passede til Dritlen, dels for at præsentere sig bedre og dels for at Hr. Nielsen lettere kunne komme til at skrabe en mængde smør ud med en stor, bred træspatel, og derefter klaske klumpen ned på et stykke Pergamentpapir, som han i forvejen havde stænket godt til med det vand der sad på træspatlen der efter brug blev sat tilbage i sin vandfyldte, glaserede, brune lertøjskrukke. Papiret med smørklatten blev derefter anbragt på den mekaniske Decimalvægt, så den store viser svingede ud langs de mange buede skalaer, der viste hvor meget det vejede. Det var altid spændende at stå og vente på at nålen skulle falde til ro og se, hvor nøjagtigt Hr. Nielsen havde ramt det
halve – eller hele pund smør, man havde bedt om. Hvis der var for meget, tog han noget af og omvendt, hvis der var for lidt. Min mor kontrolvejede altid pakken med smør når vi var kommet hjem, – Nielsen skulle ikke slippe godt fra at snyde med vægten. Der gik mange historier om at forretningsfolkene, når der var tale om slumpvejede varer, kunne snyde ved at påvirke vægtskålen med tommelfingeren. Jeg mindes, at min mor flere gange har brokket sig over, at hr. Nielsen sjaskede vel rigeligt med vand på det papir smørret blev lagt på, og derfor blev vejet med og solgt til smørrets kilopris, hvilket var en god ”forretning”.
Nielsens ”undskyldning” var, at det var for at smørret ikke skulle hænge fast i papiret. Min mor syntes, at det var en dårlig undskyldning, for papiret blev alligevel altid skrabet af til sidste smørplet.

En anden ting som min mor kunne blive irriteret over, – ikke kun i Ismejeriet men også i andre forretninger, var at de hjemmegående husmødre altid (?) handlede ind på det tidspunkt, hvor de udearbejdende kom hjem fra arbejde og skulle skynde sig hjem for at leve aftensmad til deres mænd. Mor syntes nok at de lige så godt kunne handle ind om formiddagen når de alligevel ”gik hjemme”.

Min mor havde som ung fået en uddannelse som Konfektrice på chokoladefabrikken Cloétta, der i 1920´erne lå i Hørsholmsgade, så hun var bestemt ikke bleg for at sige noget til de ”fine” damer, og jeg har oplevet, at hun påtalte dette for dem, om hvem hun mente, at de ”ikke lavede noget”, – om ikke de kunne være rare, at fortage deres indkøb på tidspunkter, hvor der ikke var så travlt. Irritationen blev ikke mindre af, at de tilsyneladende tog sig oceaner af tid til at udvælge deres varer og samtidig ”pludrede” løs, alt imedens min mor stod og trippede for at komme hjem og lave mad der helst skulle være færdig kl. 18, som
var normal spisetid for mange arbejdere, og selv om ordene var meget tilforladelige, så var tonefaldet bestemt ikke til at tage fejl af.

I en periode, som 10 – 12 åring, gik jeg med mælk og morgenbrød om søndagen for Hr. Nielsen. Det betød, at jeg mødte i Ismejeriet, kl. 06,00, ofte sammen med en anden dreng, for at gå rundt på hver vores rute med de varer som kunderne havde bestilt i forvejen. De fleste kunder boede i ejendomskomplekset, hvor vi selv boede, men der var også enkelte kunder i nabogaderne, Slangerupgade og Valkyriegade og nogle få der boede endnu længere væk, men som
var kunder hos Hr. Nielsen, måske fordi de synes godt op forretningen, eller måske fordi de havde opbrugt deres kreditværdighed i det Ismejeri der lå nærmest hvor de boede.

Varerne havde vi med rundt i store fletkurve, som Hr. Nielsen havde pakket inden vi mødte og som vi ude på ruten, stillede lige inden for døren i opgangen, medens vi tog varerne i hænderne og spænede op ad trapperne til de lejligheder der skulle have dem. Specielt husker jeg en kunde, F. Parmo Sørensen i nr. 176, 2. th., som skulle have en stor pose morgenbrød plus 4 liter sødmælk, og dengang var det i store, klare flasker med tyk hals. Det var tungt og har nok været medvirkende til, at jeg lærte at bære fem mælkeflasker i højre hånd og 4 i venstre, for at spare ture op og ned i opgangene. Det kræver at man kan sprede fingrene, – at de er lange nok og at også styrken er der.

Når vi havde sat morgenbrødet og varerne ved kundens dør, tog vi de tomme mælkeflasker med retur til forretningen, hvis kunden havde stillet dem uden for, – så i bogstaveligste forstand, gik vi sjældent tomhændede rundt og op og ned i de 4 etagers ejendomme.

Når vi havde udført ca. halvdelen af udbringningen, omkring kl. 07.00 og var tilbage i Ismejeriet, havde fru Nielsen stillet en lille forfriskning an til os, som bestod af en kvart liter sødmælk og 2 stk. Rosenbrød. Det synes vi drenge var skønt, – både med pausen, men endnu bedre var den kolde, friske mælk og de 2 Rosenbrød med et tykt lag af, endnu fugtigt, Flormelis.

Det hændte af og til, at vi fik sat en pose med morgenbrød, hvis indhold ikke svarede til kundens bestilling, og så var ”Fanden løs”, for så havde Hr. Nielsen straks en morgengnaven mand eller kone i telefonen, som ikke kunne klare at spise et rundstykke uden Birkes, hvis det skulle have været med, eller hvad det nu end har været der var galt.

Det kunne selvfølgelig også ske, at vi vitterligt fik sat en forkert pose ved en forkert dør, enten fordi vi ikke havde kunnet tyde kundens navn og adresse som Hr. Nielsen havde skrevet på posen med blyant, eller det var os selv der havde været uopmærksomme. Vi fik aldrig skældud af Hr. Nielsen, men det betød naturligvis, at vi måtte tage en løbetur mere, for at tilfredsstille kunden så søndagsfreden kunne blive genoprettet.

Det værste der kunne ske, var når vi havde været uheldige, at tabe en mælkeflaske, som var smadret i faldet mod stentrappen, hvilket resulterede i et værre svineri med mælk og glasskår, og så vi manglede også den del af leverancen til en kunde. Jeg husker at det skete for mig et par gange, men underligt nok ikke,
hvad jeg gjorde i den situation, med spildt mælk og endnu værre, glasskårene på trappeopgangen, – blive liggende kunne det jo ikke, så fru Nielsen er nok blevet alarmeret og sendt hen for at tørre op og fjerne glasskårene, og hun har nok også taget den manglende flaske mælk med til den rette kunde, alt imedens vi fortsatte videre på vor rute. I øvrigt var gadedørene aldrig aflåste, som de er nu om stunder.

Samme fru Nielsen, havde vi drenge lidt ondt af, for hun var altid synlig nervøs, hvilket gav sig udslag i rødmen og knopper i ansigtet, især omkring næsen og som derfor var kraftigt pudret. Nervøsiteten skyldes en slet skjult underkuethed af Hr. Nilsen, også selv om der var kunder tilstede, så hun har nok ikke haft det bedre end så mange andre koner i den generation, i forholdet mand / kone, men Hr. Nielsen var en der altid havde orden i sine sager.

For 3½ – 4 timers arbejde fik vi hver 4 kroner, og altid i blanke guld 2 kroner, måske for at det skulle se ud af noget mere, – plus, som nævnt 1/4 sød og 2 stk. Rosenbrød. Jeg tror såmænd nok vi var godt tilfredse med det.

 

Fingerfærdighed.

Det, at jeg som 8 – 10 åring, havde lært at bære de flere tykhalsede mælkeflaske ad gangen, mellem fingrene, skulle senere vise sig at være årsag til, at jeg som arbejdsdreng, i ventetiden på min læreplads samme sted, var den foretrukne til at hente øl til svendene og arbejdsmændene, for jeg var den eneste der kunne bære 15 ølflasker på en gang, – 8 i den højre og 7 i den venstre hånd, – vel at mærke kun hvis der var kapsler på, da de virkede som ”bremse”.

Når der kom nye folk på værkstedet, som ikke ville tro på at det kunne lade sig gøre, så væddede svendene om det og jeg skulle jeg så vise ”ølhenter”  nummeret. Det kostede ”en omgang” til sjakket, som i den periode, betød 14 bajere og 1 sodavand. Det var et populært ”nummer” og jeg gjorde et gerne da det jo smittede af på mig, idet ingen af svendene drak sodavand.

Da jeg var blevet lærling, overtog den nye arbejdsdreng indkøbstjansen af svendenes fornødenheder op mod frokosttid, men ingen havde den fornødne styrke i fingrene, så af og til var der nogen der ville gense ”ølhenter” nummeret, og så reddede jeg mig endnu en gratis sodavand.

                                                                                                      
FHC opdater 5/2010

 

Redigeret 9-  03. – 2021

Adelslægten Akeleye 1

Mange adelsslægter 2

Slægten i Norge 3

I Ørsted Kirke 4

Slægten på Bornholm 5

Den Nordiske Syvårskrig 6

I Sverige og Rønne 7

Gøngehøvdingen 8

Tilbage til bornholm 9