Man kan komme langt på cykel fra København. Vi tog flere gange i løbet af syv dage op til Nordkysten. Her er den første artikel. Den førte os gennem Hellerup, Gentofte, Charlottenlund, Dyrehaven, Jægersborg og meget mere. Vi skal også forbi de mange vange, der tilhørte dem, der arbejde for byen. Vi kigger på Gentofte Sø og den berømte kro, Slukefter. En ulykke på Gentofte Station skal vi også høre om.

 

På vej til Nordkysten

Det er nok de færreste, der tænker på, at man fra København i løbet af et par timer eller tre på cykel kan nå til Nordkysten. Man kommer gennem en enestående natur, som er meget forskellig fra den natur, jeg var vant til som barn. Da var det den flade Marsk ved Tønder og Højer, der dengang fascinerede mig.

 

Bed Guderne om godt vejr

I løbet af en uge af sommerferien cyklede jeg hver dag mod nord for at udforske de historiske lokaliteter. Dette er ikke en cykel – guide artikel eller råd til, hvor man skal cykle. Det har vi nok af bøger om. Nej dette er et forsøg på, at dukke ned i lokalhistorien på de lokaliteter, som jeg passerede på min vej.

Tag masser af vand med. Vær sikker på at din cykel er i orden, og bed Guderne om godt vejr.

 

Masser af krige

Kongen ejede kirkebyen Lyngby, men Roskilde – bispen var nok den største jordbesidder. Borgen ved Furresøen var midtpunktet. Men Grev Kristoffers landsknægte skød borgen i grus. Og reformationen var skyld i, at bispens besiddelser tilfaldt kronen.

 

Det var nu ikke bedre for beboerne. Krig og ufred hærgede ofte området, således hærgede Grev Kristoffer i området. Han gjorde landgang i 1534 ved Skovshoved. Men allerede i 1523, da belejrerne lå ved Serridslev lige syd for Gentoftes sognegrænse fik man krigen at føle.

 

I 1661 var der næsten ingen gårde tilbage i området. De var næsten alle brændt ned.

 

21 jorder

Dengang lå byens grænse ved Gl. Vartov eller Rosbæks Bro. I 1610 havde byen 21 jorder imellem Borgervangen og Emdrup Mark for en ringe Afgift til deres Hestefoder og Lavs Ophold. Disse jorder var en del af det vederlag, man fik for Arbejde i Stadens Tjeneste.

 

Inddragelse af Vognmændenes jord

Det var ballade, da Magistraten forsøgte at inddrage Vognmændenes Jord. Deres arbejde i Byens Tjeneste var ophørt i 1819. Her havde byfogeden og byskriveren også deres embeds – jord.

 

Der vankede bøder

Borgervangen der senere kom til at hedde Bryggervangen strakte sig mellem Lyngby – vejen og Strandvejen på den ene og Fælleden og Vognmandsmarken på den anden led.

Betalte man ikke en grundskyld til byen inden Mikkelsdag stod Oldermanden og byens kæmner frit for at fæste jorden til en anden. Digerne og grøfterne skulle to gange om året færdiggøres.

 

Man måtte ikke fæste sin jord bort til andre, hvad enten disse var i lavet eller udenfor. Der var strenge vedtægter, om hvad man måtte og ikke måtte.

Bymarken

I 1621 blev Bymarken udvidet mod nord, idet kongen overdrog staden Ryvangen i mageskifte for Kalvehaven.

Ryvangen var en del af Gentofte Mark, der lå nord for afløbet af Rørsøen, som hidtil havde udgjort Bymarkens grænse. Ved Gamle Vartov var dette afløb opdæmmet i tre fiskedamme, der lå i retning af vest mod øst. Den østlige dæmning dannedes af landevejen til Helsingør.

 

Grænsen mellem København og Gentofte

Den gamle mark nævnes også som en del af Serridslev Mark. Ryvangen hørte også til Store Tuborg og Mariendal. Tuborg blev senere udskilt fra Ryvangen.

Historien er ikke hel let. Fra1643 blev Ryvangen delt og bortfæstet.

 

I Byvangen lå som omtalt Store Tuborgs jorder. I Biskoppens Jordebog fra 1370 i Sokkelund Herred forekommer Tubbethorp Men dette navn forekom også på en destination omkring Værløse.

 

Gammel Vartov

Før Ryvangen kom fra Gentofte var det vand, der kom fra Lundehuset og løb ned til Vartov og under broen markskel mellem Gentofte og København.

 

Og ordet Vare to er plattysk og betyder Giv agt. Det var kongens yndlingssted for ham selv og sine børn. Kongen befalede i 1595 at jorden til gården skulle udvides.

I 1601 var nogle af de logerende, russiske gesandter. Senere blev det Helligånds – hospital herude. Men det var nok ikke særlig gennemtænkt. Det var koldt for de ældre om vinteren. I 1630 flyttede man så til Ny Vartov ved Trianglen.

 

Vartov – kilden var meget besøgt. Som andre kilder i området sagde man, at den havde helbredende kraft.

 

Hvilken kirke tilhørte man?

Det var en del stridigheder om, hvilken kirke man skulle søge. Om det var Trinitatis Kirke i København eller Gentofte Kirke, man hørte til, kunne beboerne på grænsen til de sogne ikke rigtig finde ud af. Det var temmelig lang vej ind til kirken i København.

 

Grundvig var her

En del tvivl om Tuborgs tilhørsforhold var det også. Tuborg var solgt af Magistraten. Ejeren Henrik Vogt var død i 1756. Arvingerne frygtede at komme ind under Ryvangen. Man tog derfor et Fæste af Magistraten.

 

I begyndelsen af 1730erne var Tuborg endnu en lille nødtørftig gård med et par haver. Det var først, da Vogt havde købt det, at der skete noget. Lystrejser og landliggeri blev mere almindeligt. I 1751 var Gammel Vartov også blevet overtaget.

Mange ejere fulgte. En af dem var Grundtvig. Han tilbragte sin sidste tid her.

 

En mindelund

I 1893 overtog staten arealerne Vognmandsmarken og Ryvangen til øvelsesterræn for Ingeniørregimentet. Der blev bygget barakker i området og Svanemølle Kasserne blev bygget.

 

En mindelund blev oprettet. Vi kender den som Mindelunden. Der blev fældet mange tårer, da kisterne med 103 dræbte modstandsfolk blev samlet på ridebanen bag Christiansborg Slot og kørt gennem København ud til Ryvangen. Alle flag i byen var på halv og alle  kirkeklokker ringede.

 

Lille Lokkerup

Ved Ryvangens nordgrænse men på selve Gentofte Bymark havde kommadørkaptajn Chr. Konnigh en lystgård, som han kaldte Lille Lokkerup. Lystgården kom efter flere ejerskifte til at hedde Mariendal. Den blev senere delt op i Lille Mariendal og Store Mariendal.

 

Slukefter

Mellem de to grunde lå i det attende og det nittende århundrede et lille hus. Det hed oprindelig Strandhuset. Det lå lige ved grænsen til Gentofte. Og det var ved det første led på Øster Landevej. Fra 1737 til 1785 var det nedarvet til samme småborgerlige – familie.

Det var efterhånden blevet et krosted. Kroen og det legendariske navn må være opstået omkring 1770, da Anders Hansen , som oprindelig var gartner, ved giftemål kom i besiddelse af Slukefter.

 

Efter hans tid var det stadig kro. Der blev nu oprettet lysthuse, hvor man kunne nyde stedets specialitet, det gamle øl med pind i. Husets underetage var skænkestue. Stadsestuen på første sal var åben ved mere fornemt besøg. Slukefter blev bedømt til at være hurtig, simpel og billig. Stedet var hovedstadens yderste forpost mod nord.

 

Det gamle traktørsted overtog også naboen Elisedal, som var opført i 1850erne. Det oprindelige traktørsted blev revet ned. Elisedal kom nu til at hedde Gamle Slukefter.

 

Johan David Heller

Justitsråd Johan David Heller kom til at lægge navn til det område, hvor han i 1748 købte lystgården Lokkerup. Han gav gården navnet Hellerupgård. Gården lå omkring der, hvor Gammel Hellerup Gymnasium i dag ligger.

 

Da englænderne gik i land i 1807 brugte de Hellerupgård som hovedkvarter. Det var også her, at kapitulationen blev stadfæstet.

 

Tømmerhandler Ibsen

I 1887 blev gården sammen med flere andre købt af proprietær C.L. Ibsen. De 38 hektar landsbrugsjord, blev derefter udstykket. Egentlig var denne driftige herre, Hellerups grundlægger. Navnene på de gamle lystgårde lever endnu i gadenavnene.

Ibsen, der også var tømmerhandler opkøbte også lyststederne Lille Mariendal, Snakkegård, Rygård, Lundegård og Stengård. Desuden erhvervede han traktørstedet Slukefter.

 

Store og Lille Tuborg

Hellerup ligger i dag i Gentofte Kommune. Mod øst afgrænses byen af Øresund. Mod nord og øst er det egentlig de gamle veje Tranegårdsvej og Bernstorffsvej, der indkredser det nuværende Hellerup. Men når man nu går tilbage i tiden, er det svært med de nuværende begrænsninger.

 

Det er på Hellerups jorder, at Store – og lille Tuborg lå, som vi tidligere har hørt om

Tuborg blev opført som et udskænkningssted af Jonas Thue i 1690erne med navnet Thuesborg. Denne Thue var brygmester, men har ikke noget at gøre med det store bryggeri af samme navn. Thuesborg blev senere ombygget og en ny større villa fik navnet Store Tuborg.

 

Borgerlig velstand

Den borgerlige velstand fulgte i 1700 – tallets anden halvdel. Det gav anledning til opførelse af adskillige landsteder. Det var velhavende købmænd og embedsmænd, der opførte dem. Ved Øresund langs Strandvejen mellem Hellerup og Charlottenlund lå Mariedal, Hellerupgård, Øregård, Blidah, Taffelbay, Bonne Esperance og Constantia.

 

Gamle veje

Bernstoffsvej var blevet anlagt i 1770. Op til midten af 1800 – tallet var det kun de nuværende Jægersborg Allè, Hellerupvej og Tranegårdsvej, der forbandt Bernstorffsvej med Strandvejen.

Jernbanen fik ikke den store betydning for Hellerup. Således åbnede Hellerup Station i 1863. Sporvognen kom i 1863. Men det fik stor betydning for forlystelseslivet

 

Det første dampskib

Senere var det også om sommeren forbindelse til byen med dampskib hver time. Danmark havde i maj 1819 fået sit første dampskib, Caledonia. Det blev nu sat ind i befordringsmidlerne til Dyrehaven.

Egentlig var skibet sat ind i ruten til Kiel. Men søgningen til området nåede astronomiske tal, så det var en nødvendighed.

 

Hørsholm – diligencen

Ja og de første diligencer blev i 1798 sat ind i fast rutefart mellem København og Helsingør. Den kørte dog kun to gange ugentlig og ophørte allerede efter kort tid. I 1831 etableredes en såkaldt Dagvogns – befordring.

I 1856 kørte Hørsholms – diligencen hele to gange i døgnet.

 

Til Trianglen

Og Vartov som vi allerede har nævnt, var en kongelig lystgård. Den blev i 1660 omdannet til plejehjem for syge og gamle. Det var efter at Helligåndshuset i København var blevet inddraget til andre formål.

Efter kort tid flyttede hospitalet ind til søerne i nærheden af Trianglen, og blev kaldt Ny Vartov.

 

Masser af gravhøje

Det er nok ikke mange, der er klar over, at der er fundet 34 gravhøje i Gentofte Kommune. Der er alene fundet 11 stk. i Charlottenlund Skov.

Bavnehøj øst for Vangede var oprindelig en bronzealderhøj. Der lå en masse på højdedragene vest for Gentofte Sø. Vi kan også nævne Ellehøj ved Ewaldsbakken i Dyssegård. Og så er det også Stolpehøjene. Disse er frit tilgængelig i Stolpegårdens have.

 

Øregårdens navn er opstået efter bronzealder – høje. Ørehøj eller Orehøj lå på Øregårdens jorder.

 

Skjoldhøjene er to gravhøje, som ligger i villahaver nord for Charlottenlund Skov. Højene har givet navn til Skjoldgården. På gårdens jorder lå flere høje, som er blevet sløjfet.

 

Gentofte nævnes første gang 1186

Landsbyen Gentofte nævnes første gang i historien i 1186 som Gefnetofte. Ordet betyder noget i retning af jord i særeje.

Og landsbyen Vangede hører vi om første gang i år 1300 som Wongwehte. Forstavelsen Wong eller Vang betyder et stykke jord.

I 1764 forsøgte gårdmænd at oprette en skole. De mente, at det for langt for børnene at gå helt til Gentofte. Men i første omgang blev det ikke til noget.

 

På begge sider af den brede fægade lå de lerklinede våningshuse, fæhuse og lader. Ved Gentofte lå bymarkerne øst og syd for byen. Ned mod Gentofte Sø lå et uopdyrket område, hvor kvæget gik i fællesdrift. Et par af de gamle markveje findes endnu – Søgårdsvej og Banegårdsvej. Den sidste forbandt landsbyen mod de store eng – arealer nede ved stranden mod Hellerup.

 

Gentofte Kirke – den ældste bygning

Gentofte Kirke er nok den ældste bygning i området. Den kan dateres tilbage til 1176. Og det er den eneste kirke i kommunen, som er omgivet af en kirkegård. Ja og så ligger kirken 31 meter over havets overflade. Indtil for blot 100 år siden kunne man gennem huller i tårnet se ud over hele kommunen.

 

Gentofte Sø

Siden stenalderen har der været bosættelser ved Gentofte Sø. Forstavelsen i Gentofte menes at være afledt af Giofn, som betyder den givende. Her henvises sikkert til søens store rigdom af fisk.

 

Det var dog ikke Gentoftes bønder, der havde råderet over søen. Kirken ejede det meste. Efter reformationen i 1536 gik jorden og søen i kronens ejerskab.

På Christian den Fjerdes tid kom karperne, også kaldet herrefisk til kongens fine tafler fra Gentofte Sø. Kongemagten havde tidligt planer om at hovedstaden skulle have frisk vand, bl.a. fra Gentofte Sø via Emdrup Sø.

De lokale bønder foretog gravearbejdet mod at de måtte tappe vand fra søen.

 

I 1580 lod Frederik den Anden, Caritas Springvandet opføre på Gammel Torv. Det sprang med vand fra Gentofte Sø.

 

I tørre perioder led den lokale befolkning omring Gentofte Sø, for så var det befolkningen inde i hovedstaden, der drænede den. Københavnerne var heller ikke tilfredse med kvaliteten. De bad om, at Gentofte satte bomme op, så kreaturerne ikke havde adgang til søen. Dette gav i lang tid et spændt forhold mellem sognerådet i Gentofte og Københavns Vandforsyning. Først i 1913 kom et forlig i stand.

 

I sidste halvdel af 1800 – tallet indgik Gentofte Sø og Brobæk Mose som et led i Københavns befæstning. Søen var en del af den såkaldte Søndre Oversvømmelses – plan. Planen skulle forhindre en eventuel fjende i at trænge ind i hovedstaden nordfra. Derfor skulle store landområder sættes under vand.

 

En strømpefabrik

I 1795 etablerede skotten Mitchell en strømpefabrik ved søen. Han fik tilladelse til at lede vand fra søen til sit blegeri, mod at spildevandet ikke blev ledt tilbage. I hundrede år blev der produceret strømper her.

Mange lystgårde etablerede sig langs søen. E forsvandt omkring år 1900, da villa – udstykningerne tog til.

 

Mindre bysamfund

Vangede havde et gadekær, der lå i landsbyens sydvestligste hjørne. Et område syd for bymarken blev i 1765 kaldt for Almindingen. Dette ord er ført videre i vejnavn.

 

Senere blev mindre landsbysamfund udskilt. De opførtes på uopdyrkede jorder. Det var Jepstrup, Ordrup og Mellerup.

 

Jepstrup nævnes første gang i 1401, hvor den var i kronens eje. Ordrup nævnes første gang i 1170.

Egentlig er der ganske få optegnelser fra middelalderen om lokaliteterne ved Øresundskysten.

 

Gyldenløve

En skovstrækning har givet navn til Skovshoved. Fiskelejet, der bestod af en samling hytter og boder nævnes første gang i 1275. I begyndelsen var stedet kun beboet i fiskesæsonen.

Lidt syd herfor blev kongens nye dyrehave, Den lille Dyrehave anlagt i 1622. Dette sted lige som Charlottenlund Skov blev siden en af københavnernes mest yndede udflugtsmål.

 

Skoven var fra 1671 til 1682 ejet af Frederik den Tredjes søn, Ulrik Frederik Gyldenløve. Han gav det navnet Gyldenlund. Han opførte senere et lysthus på stedet. Fra Den lille Dyrehave og Gyldenlund til Jægersborg blev der anlagt den nuværende Ordrup Jagtvej.

 

Ja egentlig startede det med, at Frederik den Tredjes kammertjener fik lov til at opføre et værts – og forlystelseshus i skoven. Det var så det som Gyldenløve udbyggede.

Kammertjeneren hed Jakob Petersen. Han måtte selv brygge, desuden skænke vin og fremmed øl. Der måtte ikke oprettes flere kroer mellem København og Rungsted. Der stod også i hans krobrev, at der var tilladt at afholde Barsel, Bryllup og alle mulige Samkvem.

 

Han måtte anrette allehånde leg og spil til tidsfordriv, såsom Pirkentafel, Klodsbane, Pallmail og andet deslige. Men alt tyder på, at stedet ikke blev ført videre af kammertjeneren. Året efter faldt han i unåde og måtte rømme landet.

 

Charlottenlund Slot

Kronpris Christian, den senere Christian den Sjette overtog stedet i 1715. Han forærede det i 1730 stedet til sin søster, Prinsesse Charlotte Amalie. I de følgende år opførtes Charlottenlund Slot med blandt andet materialer fra det gamle Københavns Slot.

Det var også her fra Gyldenlund, at svenskerne forsøgte at bortføre kronprinsen.

 

Og det var her, at Peter den Stores armé i 1716 lod sig indskibe efter at landgangen i Skåne var opgivet.

 

Indtil 1880 stod det uforandret, men blev så tilføjet to sidefløje og en stor kuppel. To år senere blev kavalergangen opført øst for slottet.

 

Syd for Jægersborg mod landsbyen Gentofte lå der en skovstrækning, kaldet Brødskoven. Her anlagde dronning Sophie Amalie skovarealet som dyrehave i 1650.

 

Bermstorff

Johan Hartvig Ernst Bernstorff, som var en hannoveransk greve var i 1751 blevet Danmarks udenrigsminister. Han fik området overdraget af Frederik den Femte i 1752. Og her blev landstedet Bernstorff så bygget.

 

I 1764 havde Bernstorff fået overdraget landsbyerne Vangede, Gentofte og Ordrup. Hans brorsøn sammen med godsejer – brødrene Rewentlow samt juristen Colbjørnsen var de drivende kræfter bag en omfattende reform af landbruget.

 

I 1766 fik bønderne selveje, og slotsforvalteren brugte kun tre år til at gennemføre udstykningen af godset. Bønderne skulle nu flytte ud, og selv være ansvarlig for driften.

 

Bernstorff var også manden bag den første forsøgsvej fra Vibenhus gennem Gentofte Sogn over Rudersdal til Hørsholm og Fredensborg. Den blev kaldt Kongevejen eller i dag Lyngbyvej. Den blev anlagt fra 1764 til 1767.

 

Få år senere anlagde han en snorlige vej fra Lundehuset ved Emdrup Sø til Bernstorff Slot. Fra 1896 kaldtes vejen Vilvordevej.

 

Nu som slot

Landsstedet kom efterfølgende i kronens besiddelse og blev nævnt som Bernstorff Slot. Det blev senere brugt flittigt af Christian den Ottende som sommerbolig. Senere også af Christian den Niende og dronning Louise. Ofte var hele den store kongefamilie til stede på slottet. I 1906 blev slottet beboet af Prins Valdemar indtil 1939. Under og efter anden verdenskrig blev det benyttet af Civilforsvaret og Beredskabsstyrelsen.

 

Ibstrup Slot

Ibstrup Gård beliggende ved det senere Jægersborg var anvendt som kongens jagtgård. Og det var allerede siden Magrethes den Førstes tid. Først under Frederik den Anden blev i midten af 1500 – tallet kongelig beboelse på stedet. Men storhedstiden indtraf, da Christian den Fjerde opførte Ibstrup Slot.

 

Og slottet mindede en del om Rosenborg. Det lå på et lille næs, med vand til tre af siderne, Jægersborg Sø eller Søndersø og Hundesø. I 1648 skænkede Frederik den Tredje slottet til dronning Sophie Amalie.

Slottet blev nedrevet i 1761.

 

Jægersborg

Efter etableringen af Dyrehaven nord for slottet lod Christian den Femte området med gård og slot kalde Jægersborg.

De kongelige lyst – og jagtveje blev nu ført igennem det nordlige Gentofte. Den første af disse var Ermelundsvej fra Jægersborg til Fortunen. Pragtvejen Jægersborg Allè blev anlagt i 1706 som kongens forbindelsesvej mellem Jægersborg og Charlottenlund.

 

Det var Gentoftes hov – bønder, der udførte det hårde arbejde. Allerede i 1695 omtaltes alléen, men den var først endelig færdig i 1706. I starten var det kun kongens jagt – og herskabsvej.

 

Offentlig adgang

Først i 1829 blev der offentlig adgang til Jægersborg Allé. Nu måtte alle borgere færdes på vejen. Det vil sige, at det var ikke gratis for køretøjer. Ved bomhuset ved Charlottenlund Skov betalte man bommanden for at benytte vejen.

 

I 1734 – 39 blev Jægergården opført. Gården eksisterer den dag i dag som en del af Jægersborg Kaserne.

 

Hvidøre Kongsgård

Kong Hans var i begyndelse af 1500 – årene indehaver af Hvidøre Kongsgård. Egnen var dengang meget tiltrækkende. I 1666 blev gården givet til i fæste til kongelig historiograf Vitus Bering, som dog nedrev den i 1668. Han opførte en ny længere mod nordvest. Den ny gård blev kaldt Christiansholm. Den blev i 1746 erhvervet af agent Just Fabricius som landsted.

 

Kong Hans fik ved mageskifte en række gårde i Ordrup by i 1507.

Det var også i nærheden af Hvidøre, at Christian den Anden modtog sin kommende brud, Elisabet. Hun var kun 14 år Sejlturen til Danmark var en sand udfordring for den kommende brud. Grundet stormvejr blev skibet slået ud af kurs. Først en måned efter den fastsatte bryllupsdato, ankom den stakkels pige i øsende regnvejr. Det var et vigtigt udskibningssted – dengang.

 

I 1906 blev landstedet Hvidøre sat til salg og købt af Christian den Niendes to døtre, Dronning Alexandra af England og Kejserinde Dagmar af Rusland. Men den historie kan du allerede læse her på siden.

 

Det bedre borgerskab etablerede også i dette område flotte landsteder. Og her mon nord ved Klampenborg opstod Hvidøre, Sølyst og Bellevue. Lidt længere inde i landet Søholm ved Emdrup Sø og Schäffergården ved Jægersborg.

 

Lyststeder

Mange af landstederne fik også tilknyttet lyststeder. Og her kom udbygningen af den kollektive trafik til at spille en væsentlig rolle.

Med jernbanen kunne københavnerne nu komme til de mange forlystelser. Sommergæsterne kunne overnatte hos lokale fiskere.

 

Hjem kl. 4 om morgenen

Den første dag i Klampenborg – banens historie blev uforglemmelig. Interessen var enorm. Mere end 34 tog med 16.000 gæster blev sendt afsted. Men da de mange gæster skulle hjem igen, opstod der kaos. De sidste gæster kom først hjem klokken fire om morgenen.

 

Forsinkelser

Hver morgen sørgede stationsforstander Grosche i Charlottenlund for, at toget ikke kom afsted, før stamgæsterne var ankommet. Det var en særlig service fra stationsforstanderens side. Og på den baggrund opstod der ofte forsinkelser.

 

Jernbaneulykken 1897

En af de største ulykker i dansk jernbanehistorie opstod den 11. juli 1897.

På Gentofte Station holdt søndag aften et forsinket lokaltog fra Holte fyldt med glade og trætte udflugts – rejsende. Pludselig blev det påkørt af et særtog fra Holte til København, der skulle køre uden stop. De fire bagerste vogne i Holte – toget blev knust. 32 passagerer blev øjeblikkelig dræbt og der var 140 tilskadekommende. Heraf døde 8 senere af deres kvæstelser.

 

Der blev straks rekvireret hjælp fra Jægersborg Kaserne og Bernstorff Slot. Kort tid efter blev et ambulancetog med læger sendt af sted fra København. Nogle af de sårede blev bragt til villaerne nær stationen.

 

Ulykken gjorde et stort indtryk på befolkningen. I datidens medier blev ulykken malende beskrevet. Prinsesse Marie, der boede på Bernstorff Slot tog initiativ til en velgørenhedsaktion til fordel for ulykkens ofre og efterladte.

 

Ansvaret for ulykken blev lagt på Helsingør – togets lokomotivfører, der havde overset et stopsignal uden for Gentofte Station. Han anførte at togets vakuumbremse havde svigtet, da han i sidste øjeblik forsøgte at afværge ulykken. Han fik efterfølgende fire måneders fængsel.

 

Masser af forlystelser

Efterhånden opstod der mange forlystelser og udflugtsmål i området. Dyrehavsbakken med Kirsten Piils Kilde, traktørstederne i Charlottenlund Skov, væddeløbsbanerne ved Klampenborg og Charlottenlund, den nu forsvundne cykelbane ved Ordrup, samt de populære badestrande ved Bellevue og Charlottenlund Fort.

 

Stor tilstrømning

I begyndelsen var det kun hurtigt opsatte beværter – telte, hvor der var underholdning og mulighed for at spise midt inde i Charlottenlund Skov.

Men efterhånden blev traktørstederne mere permanente. De mest populære hed Over Stalden og et andet Ved Stalden. Ved det tidligere skovløberhus Grøndalshuset kunne man gennem sommeren få sig en svingom.

 

I begyndelsen af det nittende århundrede var vejene til forlystelserne blevet bedre. Nu var det blevet på mode, at drage til Charlottenlund især på nøddeture i efterårsferien. I småhusene gjorde beboere forretning med at koge kaffe og te for folk. I et uddrag fra Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn tegnes et godt billede af udflugterne omkring 1810:

 

       Allerede om Morgenen tidlig ser man Kareter, Chaiser, Wienervogne, Holstenskevogne, Ryttere paa egne og paa lejede Heste strømme derud. Men da Vognlejens nærværende Dyrhed ikke er afpasset efter de flestes Finanser saa tiltræder den største Mængde Turen til Fods, selv mangen ung Dame fra Hovedstaden kækt derud ved sin Elskers Side. Familiefædrene har naturligvis Kone og Børn med og en dygtig stor Madkurv omhyggelig anbragt i Barnevognen.

       Vejen gaar forbi de store Landsteder med de pragtfulde Haver, og Maalet naas.

 

Videre beskrives lystigheden med øl og brændevin og omstrejfende musikanter. Ved solens nedgang er folk på vej hjemad igen.

Omkring 1815 begyndte man at rejse man telte, der kunne holde hele sommeren. Her musicerede Sjællandske Jægerkorps. Og i traktørteltene kunne man altid overtale Sydlandske Skønjomfruer til at slå harpe eller guitar. 

 

Charlottenlund Palmehave

En måske glemt forlystelse var den der opstod ved Charlottenlund Station. Det var tre Charlottenlund – borgere, der købte en kæmpe villa og indrettede den til Charlottenlund Palmehave i 1901. Der var masser af illuminations – fester og fyrværkeri. Her kunne borgerne opleve Palmehavens egen orkester. Men også overfor i Jernbane – pavillonen blev der spillet orkester – musik.

Men ak og ve. I 1909 gik restauranten konkurs. De efterfølgende ejere havde større og mindre held. Men i 1919 var der ikke mindre end 40 ansatte om søndagen. I 1923 blev der udvidet med hotelvirksomhed. Og der blev indrettet en teatersal med plads til 450 mennesker.

 

Her blev der afholdt et utal af fester, koncerter, danseskole og bal. Men efter første verdenskrig gik det ned ad bakke. Palmehaven måtte lukke midt i 1950erne. Det hele blev revet ned i 1966.

 

 

Træk cyklen gennem byen

I cykelalderens tidligste dage blev cykling regnet for en leg og ikke for en sport. I politivedtægten blev det tilføjet at cykler skulle trækkes både ned ad bakke og igennem byerne. På vores cykeltur op til Nordkysten fik vi dog lov til at blive på cyklen både gennem byerne og op og ned ad bakkerne.

 

Det var nu heller ikke let at manøvre rundt på de høje bicycler eller væltepeter – cykler.

I 1888 så Ordrup Cykelbane dagens lys. En af banens største helte var Thorvald Ellegaard. Han vandt i begyndelsen af 1900 – tallet hele seks verdensmesterskaber. Og for den bedrift modtog han Ridderkorset. Senere kom den lokale Willy Falck Hansen og Hans Henrik Ørsted.

I år 2000 blev det sidste løb afholdt på Ordrup Cykelbane.

 

Tuborgs Fabrikker

Ved Store Tuborg påbegyndtes i 1870 anlæggelse af en havn. Her startede Tuborgs Fabrikker. Og det var ikke bare bryggeri. Det var også gødningsfabrik, svovlsyrefabrik og glasværk. Starten gik i 1873.

 

Administrationsfabrikken blev opført i 1914 – 1915. Nabohuset er et syv – etagers bryghus fra 1903 og så var det den 30 meter høje Tuborg Flaske der fik sin debut ved Den nordiske Landbrugs – og Industriudstilling i 1888.

 

Fem øre for at se flasken – indefra

Det kostede fem øre at opleve flasken indefra. Som noget nyt var flasken forsynet med en elevator, så borgerskabets fine herrer og damer kun fragtes op på toppen.

Pavillonen blev meget populær: her kunne man også nyde noget mad. Men i 1925 lukkede man efter klager fra Strandvejens andre restauratører.

 

Kolonihaver som helårsbeboelse

I de første årtier af 1900 – tallet opstod de store villaområder. I Vangede mærkede man ikke så meget til udviklingen. Her var det kun lidt byggeri omkring den gamle landsby. En del gårde blev udstukket til kolonihaver. Og disse kolonihaver blev efterhånden brugt som helårsbeboelse på grund af boligmangel.

 

Trafikken steg og steg. I 1937 blev den nordlige del af Kystvejen indviet. Den sydlige del blev aldrig gennemført.

 

Københavns befæstning

I området er der også præg af Københavns befæstning. Vi har tidligere nævnt noget omkring Gentofte Sø. Danmark var blevet noget amputeret efter nederlaget til Preussen i 1864. Det skulle ikke gentage sig. Vi havde mistet to femtedel af vores land.

 

Et gigantisk projekt blev sat i værk. En astronomisk investering på 20 millioner kroner over ti år. I årene 1885 – 1894 var 2.000 arbejdere beskæftiget med projektet. Tre nye forter blev anlagt, bl.a. Charlottenlund Fort.

 

Her var placeret såkaldte haubitser, der kunne slynge 29 cm granater højt op i en bue. Så kunne de falde lodret ned på fjendtlige skibe. Det gjaldt nemlig om at ramme dækket. Det var de solide panserskibes ømme punkt.

 

Et 14 km voldanlæg fra Avedøre i syd til Utterslev Mose i nord blev anlagt fra 1888 til 1892.

 

Nordfronten skulle forsvares med et sammenhængende voldsystem, fritliggende forter og mindre batterier. Skanserne blev placeret med passende mellemrum. Et oversvømmelses – system skulle oversvømme dalområderne fra Jægersborg over Ordrup Enge til Klampenborg.

Men ak, teknologien ændrede sig. Kanonerne fik større rækkevidde og efter første verdenskrig ændrede fjendebilledet sig også.

 

Skovshoved

Enhver ældre københavner kender begrebet skovserkoner. De havde deres faste stadepladser ved Gammel Strand. Fors gang man hørte om fiskelejet var i slutningen af 1200 – tallet. I Københavns Stadsret blev stedet nævnt i 1275 og 1294 i forbindelse med Roskilde – bispens ret til herreløse skibe.

Et Sankt Anne – kapel i nærheden nævnes i 1498.

 

Og i 1600 – tallet omtales ti husmænd, der hvert år betalte afgift til kongen af den jord, deres huse stod på. Afgiften var en fjerding torsk,dvs. En kvart tønde – sikkert afpasset efter fiskernes beskedne formåen.

 

Masser af ulykker

Da svenskerne huserede måtte fiskerne flygte over hals og hoved. I 1718 var der 26 huse i byen. Og endnu engang fik befolkningen krigen at føle. Nu var det Den Store Nordiske Krig. De bønfaldt kongen om hjælp. Og da drivis havde ødelagt deres fiskeredskaber nok engang, stillede kongen fra 1745 to læs brændsel – tørv fra moserne i Dyrehaven til rådighed om året for hver familie.

 

Kroen blev til hotel

I byen var også en privilegeret kro. Kroejeren fik lov til at brygge øl og brændevin – dog kun til stedets behov. En sommeraften i 1764 udbrændte kroen på grund af en tjenestepiges uforsigtige omgang med et lys, da hun skulle vise en gæst op på hans værelse.

 

Kroen blev dog genopbygget. Nu var det også blevet hotel. Og i 1927 rykkede også biografen ind.

 

Løse svin

I 1834 bestod Skovshoved af 58 fiskerhuse. Bebyggelsen var dog tæt og brandfarlig. Mange af husene var uden lokum, og hygiejnen var ikke den bedste. Svinene løb rundt mellem husene for at søge efter føde.

 

En ny havn

Skovshoved havde en åben strand. Det betød, at fiskerne måtte skubbe deres både ud. Og så måtte de springe ombord. Der blev fisket året rundt. I 1869 byggede de lokale en havn med hjælp fra etatsråd Ole B. Suhr på Sølyst og provst Outzen.

 

Når en ung pige fra fiskelejet giftede sig, gik hendes mand som regel ind i bådelavet. Pigen blev lært op i handel med fisk. Kvinderne blev ved med salgsture helt op i 60 års alderen.

 

Konevogne

Og Konerne fra Skovshoved blev fragtet ind til København i såkaldte Konevogne. Kørslen fortsatte helt op i 1900 – tallet. Man tog afsted om morgenen og tilbage om eftermiddagen. Det kostede 50 øre, og der var plads til 24. Det var billigt men ikke særlig bekvemt. Konerne sad på brædder og var udsat for blæst, regn og sne.

 

Gennem århundreder var Strandvejen, Skovshoveds bygade. Først var det bare hjulspor i sandet med huse på begge sider af vejen. Senere kom der øst – vestgående stræder i fiskerlejet.

 

Københavnerne kommer

Stedet udviklede sig til et malerisk pg attraktivt miljø i københavnernes øjne. Var fiskerhuset stort nok, rykkede  familien sammen  oppe på loftetagen, og så lejede man underetagen ud til københavnerne. Med ejemålet fulgte ofte madlavning og servering. Når gæsterne så ønskede at bade i Øresund, tømte fiskerne gerne badebroerne.

 

Dampsporvogne i sigte

Da dampsporvognen i 1884 nåede Skovshoved gav det virkelig udfordringer. Den smalle vejbane kunne ikke udvides. Vinduerne i dampsporvognen måtte holdes lukket, for sporvognen strøg lige op af husene.

 

Men der indkom masser af klager til myndighederne over disse forfærdelige dampsporvogne. I 1897 blev der indrettet hestesporvogne på strækningen Slukefter til Klampenborg.

 

Sølyst

Det var her på Sølyst at Ernst Schimmelmann giftede sig med den unge og yndige Emilie Rantzau. Men ak, fire år senere døde hun, kun 28 år gammel. Den fortvivlede ægtemand lod rejse en mindestøtte omkring en kilde, der selvfølgelig fik navnet Emilie – kilde.

 

Da sorgen var mildnet tre år efter giftede Schimmelmann sig med Charlotte Shubart. Det udviklede sig til et litterært samlingssted. I 1783 blev Christiansholm erhvervet. Her tilbragte Adam Oehlenschläger mange somre. Og digteren viede sin elskede Christiane overlød Schimmelmann dem Chistiansholm, hvor de tilbragte deres hvedebrødsdage.

 

I 1840 blev Sølyst købt af storkøbmanden, etatsråd Theodor Suhr. Han var meget teaterinteresseret og var meget betaget den tids store ikon, Johanne Luise Heiberg. Og hende og hendes mand boede på Sølyst om sommeren.

 

Efter en del ejerskifter overtog Det Kogelige Københavnske Skydeselskab og danske Broderskab ejendommen i 1948.

 

Bellevue

I 1723 blev der i den nordligste del af Christiansholm opført et lille landsted med den smukkeste udsigt over Øresund, deraf navnet Bellevue.

 

Cirka 10 år senere fik den daværende ejer, Christian Hansen tilladelse til at indrette et traktørsted. Men det gik ikke så godt, selv om de tusinder og atter tusinde, der skulle til Kirsten Piils Kilde, kom lige forbi.

 

I slutningen af 1700 – tallet fik Rasmus Bagge mere gang i stedet. Senere blev de ropført et stort og mondændt hotel over for Gamle Bellevue, der fik navnet Bellevue Strandhotel.

 

Dette hotel blev nedrevet og på tomten opførtes i 1936 – 37 Bellevue – teatret.

 

Taarbæk

Inden vi fik vores egen strand på Østerbro, tog vi ofte til Taarbæk. Her var mindst to steder, hvor vi kunne bade, når stranden ved Bellevue var overfyldt. Det tog ikke lang tid, at cykle hertil.

 

Hvorfor hedder det Taarbæk? Gennem den ældgamle Boveskov løb et lille vandløb ud mod Øresund. Det blev kaldt Torsbæk. Måske er det dannet af det olddanske ord torth, der betyder smuds.

Og forklaringen skal måske søges i at vandløbet løb gennem skoven, hvor der om efteråret dalede løv ned i vandløbet. Lugten fra vandet har sikkert været mindre behageligt.

 

Først i midten af 1600 – tallet hører vi om stedet. I 1682 omtales fiskelejet som betsående af 12 huse. Beboerne havde dengang seks større og syv mindre både. I 1670 var landsbyen Stokkerup lige i nærheden, nedlagt. I 1695 omtales en kro. Og i 1789 anføres det at der i Taarbæk var 34 husstande og 170 mennesker.

 

I 1821 kan man læse, at 200 mennesker i Taarbæk er beskæftiget med fiskeri, og at man nu råder over 30 både.

 

Ustyrlige folk i Tårbæk

Forstvæsnet har omtalt beboerne som meget ustyrlige Folk, der næsten daglig begaar Uordner til Fornærmelse og Skade saavel for Skoven som for Vildtbanen. Det var omkring år 1800. Enkelte beoere har sikkert følt sig fristet til at skaffe sig brændsel og lidt dyrekød på bordet fra Den Kongelige Dyrehave.

 

Fristelsen var stor og overvågningen af det kilometer lange hegn har sikkert været mangelfuld. Senere var det fri adgang, men fiskerbefolkningen har nok ikke nydt den skønne natur lige som københavnerne.

 

I 1850 var der en kro, en lille skole, et par høkere, et par småvognmænd en bager og et par håndværkere. Og fiskerne holdt til i nogle lerklinede hytter i en koloni lige lidt nord for byen, som man kaldte Rækken eller Ved Bækken.

 

Smeden holdt kro

Og kroens historie går tilbage til slutningen af 1600 – tallet hvor smeden, Hans Hansen uden privilegium holdt kro for de vejfarende. I 1717 døde smeden. Året efter skete der et skifte til enken og børnene og her kunne man se, at det at holde kro var en givtig forretning. Og kromanden/smeden havde et tilgodehavende hos de lokale fiskere på 57 rigsdaler. Mon ikke familien gratis frisk fisk resten af livet?

 

I 1718 blev kroen overtaget af en kaptajn Jochum Friis. Forskellige ejere fulgte. I 1840 fik kroen, der nu også var hotel, navnet Taarbæksdal.

 

Hvorfor er de sortøjet i Tårbæk?

Så mener man at befolkningen i Tårbæk er sortøjede. Og hvordan kan det nu været at en sydlig race nu blander sig med den nordiske?

 

       Sagnet fortæller, at et spansk skib for mange, mange år siden led skibbrud. Mandskabet redde sig i land. De byggede hytter ved stranden, og villigt forbandt de danske guldlokkede piger sig med de cataloniske sorthoveder.

 

KlampenborgVanskur – Brønde – og Søbadeanstalt

Kort før midten af 1800 – tallet fik beboerne en ny nabo. Det var Klampenborg Vandkur – Brønde – og Søbadeanstalt. Bataljonskirug Hjaltin, der fik bevillingen købte også det gamle landsted Christiansro. Det blev indrettet til dame – badeanstalt. På ejendommen Skrænten blev der indrettet herrebadeanstalt.

Efter alle kunstens regler kunne man nu få kolde indsvøbninger, kolde kildebade, sæde – og fodbade.

 

Søbade foregik fra badehuse, opført for enden af lange træbroer. I hvert badehus var der et bord og en stol – samt en ringeklokke til betjeningen. Uden for husene førte trapper ned i vandet. Damernes badehus var forsynet med indhegning ude i vandet. Her kunne der så rulles markiser ned. Nej, man skulle ikke kunne overbeglo kvinderne.

 

Underholdning for gæsterne

Der blev sørget for gæsterne med underholdning. Og der var bal en gang om ugen. Sandelig var det også regattafester med bl.a. kaproning. Så var der gynger og keglebaner. Kurhotellets storhedstid kulminerede i 1890erne. Og i 1923 brændte badehotellet.

 

Vi er nu nået til Klampenborg. Det var en lang rejse ikke målt på afstanden – men historisk. Egentlig skulle vi også her have fortalt om Jægersborg Dyrhave og Bakkens historie, men det får I når vi har nået helt ind til Klampenborg.

Og det er jo så i vores nye serie, På vej til Nordkysten.

 

 

Kilde: Se

       Litteratur Østerbro

       Litteratur København (under udarbejdelse)

 

Hvis du vil vide mere: Læs

       Nord for Østerbro (under Østerbro)

       Strandvejens Historie (under Østerbro)

       De Første på Østerbro (under Østerbro)

       Sporvogn på Østerbro (under Østerbro)

       Nørrebro og Omegn (under Nørrebro)

       Hvad skete der med Serridslev (under Nørrebro)

 

Hvis du vil vide mere: Om Badeanstalter: Læs

       Badeanstalter på Østerbro

       Den sidste Badeanstalt (under Nørrebro)

 

 

Hvis du vil vide mere: Om Johanne Louise Heiberg: Læs:

       Rosenvænget på Østerbro

       Johanne fra Lille Ravnsborg (under Nørrebro)

Vi besøger kvarteret på den anden side af Nørrebrogade. Dengang var der virkelig store arbejdspladser herude. Titan, Lauritz Knudsen, Holger Petersen, Atlas, De Forenede Papirfabrikker, General Motors m.m. Der var flere chokolade og brødfabrikker. Og så var der et olieraffinaderi, kaffebrænderi og flere bryggerier. Arbejderne kæmpede for bedre forhold. Det lykkedes nogle steder. Der blev bygget arbejderboliger, bibliotek, anlagt kolonihaver. Et sted var der overskudsdeling m.m.

 

Vi var her før

Ja egentlig har vi været her før. Det var da vi beskrev historien om Røde Rose. Og egentlig fik beboerne her de samme problemer som på Indre Nørrebro.

I dag er de fleste beboere herude studerende eller folk af en anden herkomst end dansk. Og egentlig er benævnelsen rent administrativ. Men hold da op, hvis der kom til at ske noget administrativt uden for den snævre grænse, så var fanden løs. Det mærkede vi, da der var kvarterløft i området. Undskyld det hed områdeløft.

 

En begrænsning

Kvarteret afgrænses mod syd – vest af Ågade mod Frederiksberg. Mod nordvest er grænsen Bispebjerg og Nordvestkvarteret af Ringbanen og Nørrebro Station. Mod nordøst er det Lersø Park Allé. Mod syd – øst er grænsen Jagtvejen.

 

Men i denne artikel laver vi en grænse midt i Nørrebrogade.

Vi beskæftiger os kun med den ene side af Ydre Nørrebro. Den anden side har vi beskrevet. Det var i artiklerne Omkring Nørrebroparken 1 – 3 .Og denne gang koncentrerer vi os mest om industri – fortagener.

 

Serridslev

Det var her, at landsbyen Serridslev lå. Den er første gang omtalt i 1186. i 1370 bestod den af 18 gårde og havde et ret stort omfang.

 

Nørrebrogade

 

Skæremølle

Omtrent der hvor Den Røde Plads ligger på Superkilen foran Nørrebrohallen lå Skæremøllen. Den lå der allerede før århundredeskiftet. Ja der lå en masse industri i området omkring det tidspunkt. Nu var det jo praktisk, at mølle lå så tæt ved banen. Så skulle træstammerne ikke fragtes så langt.

 

Sporvogne

Lige her i nærheden blev store sporvognsremiser opført. Man startede i 1897. Ja det er det, der i dag er Nørrebrohallen.

Den ældste af bygningerne er fra 1896. Den var værkstedsbygning og vognhal for Nørrebros Elektriske Sporvej.

 

Ølunds Mølle

Vi har også tidligere beskæftiget os med Ølunds Mølle. Den lå, der hvor Nørrebrogade 148 ligger nu. Det vil sige i gården.

 

Den stakkels spritfabrik

På adressen Nørrebrogade 174 – 176 ligger Zøllnerhus. Men omkring 1890 lå her et lavt hvidt hus, som rummede Gæstgiveriet Svanen.

 

I Nørrebrogade 216 lå fra 1877 – 1915 Fiala, JCL Schibbye Sprit – og Gjærfabrik . Men ak og ve i 1913 blev sprit – afgiften sat voldsom op, og forbruget raslede ned. Det kunne virksomheden ikke holde til.

 

Rådmandsgade

 

Vi smutter ned gennem Rådmandsgade. Gaden er opkaldt efter Borgmester – og Råds Vang. Det store landbrugsområde tilhørte Københavns borgmestre og rådsmænd. Det var en del af deres løn. Og området lå mellem Jagtvejen og Lersøen fra 1539 til 1795.

 

Mange værksteder

Og selve gaden er opstået på en gammel sandgrav. Dele af gaden minder om et havneområde, med små erhvervsdrivende, bilmekanikere og fabrikshaller.

 

I perioden fra 1878 til 1910 opstod der mange små værksteder på gaden. Bebyggelsen forekom meget uensartet. Det minder en del om en købstad.

 

DKP: Byg sociale boliger

I sommeren 1986 kunne man fra en af bygningerne se et banner hængende fra 2. sal:

 

       DKP: Ruinen ned! Byg sociale boliger

 

Kongelig Hof – og bronzemester

I Rådmandsgade 16 boede kgl. hof – bronzemester Lauritz Rasmussen. Firmaet blev startet i 1854 inde i København. I 1888 flyttede firmaet til Læssøesgade og i 1896 flyttede firmaet ud på Rådmandsgade. Det lukkede først i 1967.

 

Her på tomten, der opstod kunne man så efterfølgende opleve et omrejsende Tivoli og besættere i telte.

 

Her ligger selvfølgelig også den berømte Rådmandsgades Skole, hvor søde Lise dirigerer det hele. Skolen blev bygget i 1889 for 175.403 kr.

 

Rester fra en industritid

I Rådmandsgade 28 har der tidligere været systue, cykelfabrik og trykkeri. Forhuset blev revet ned i 1997 og lavet om til legeplads. Kun det lave baghus vidner om tidligere bebyggelse. I baghuset havde Hovedstadens Manufakturindkøb tidligere haft deres lagerbygning. Dette hus er i dag børnehave.

 

I baggårdene til nummer 30 – 34 er der i dag autoværksteder. Her er der spor af hejseværk. Gamle porte og tilmurede vinduer vidner om bygningernes forhåndværende funktioner.

 

I nummer 30 blev autoværkstedet i 1941 afløst af akkumulatorfabrikken Dana. Her ombyggede man baghuset til den nye fabriks behov.

 

I nummer 43 fremstillede man i mange år leverpostej.

 

Titangade

 

Tab for handelsforeningen

Titangade er en sidegade til Rådmandsgade. Her kom undertegnede meget, dengang vi i Nørrebro Handelsforening havde Handelstandens Indkøbsordning. Vi leverede varer til de ældre. Det fungerede faktisk udmærket, indtil kommunen pludselig brød kontrakten og udbetalte mindre, end de skulle. Så gik det ned ad bakke. Og vi måtte sælge den gode ordning. Det betød store tab for Nørrebro Handelsforening.

 

Farvel Janne

Men, når jeg tænker på Titangade tænker jeg også på smukke Janne, der var på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. Jeg vidste godt, at hun færdes meget i Hells Angels klubhus. Nu er hun her ikke mere. Det var den 6. oktober 1996.

 

Fabrikken – Titan, kolossal betydning

Fabrikken Titan fik kolossal betydning for området, vel nok på grund af dens størrelse. Dens areal dækkede hele stykket mellem Tagensvej, Hermodsgade, Titangade, Sigurdsgade og Rådmandsgade.

 

Klokkestøbere

Industrien har præget kvarteret siden slutningen af 1930erne. Her var små bebyggelser på 1 og 2 etager, små kontorbygninger og skure, værksteder med autoservice m.m. Her var et støberi, smedefirmaer , eddikebrygning, skotøjsfabrikation og mineralvands – fabrikation. I nummer 16 boede klokkestøberne B. Løw og Søn.

Klokkestøberiet havde blandt andet travlt med at fabrikere klokker til Sønderjylland efter første verdenskrig. Mange af dem, der var der blev brugt af tyskerne i rustningsindustrien.

 

Det startede med to skrågader

Dengang i slutningen af 1800 tallet havde man en plan for området. Den startede med to skrågader over Rådmandsmarken. Det var Haraldsgade og Vermundsgade.

 

Vermundsgade

 

Laurids Knudsen – Vermundsgade

En del af Laurids Knudsens Mekaniske Etablissement A/S blev påbegyndt i Vermundsgade 40 A og B i 1922. Senere udviklede det sig til en seks etagers fabriksbygning i 1952.

Her var både fabrikshal, arbejdergarderober og endda også en skadestue.

 

Lauritz Knudsen – Haraldsgade

I 1893 rejste Lauritz Knudsen fra sin fødeby Odense og etablerede sig i København som uhr – og chronometermager. Men han kunne hurtig se, at det kunne betale sig, at fremstille el – installationsmateriel.

 

En blomstrende virksomhed

Da han døde i 1917 efterlod han en blomstrende virksomhed med adskillige hundrede medarbejdere. Man valgte at bygge helt nyt – på en kålmark på Haraldsgade.

Man producerede alt fra strygejern, radioer, højttalere, el – komfurer m.m. Da kongeskibet stod ud på sin jomfrurejse i 1932 var det forsynet med LK SKOT – lamper. Men først i 1960 kunne man kalde sig kongelig hof leverandør.

 

Sabotage

Under besættelsen blev to af Lauritz Knudsens transformerstationer sprængt i luften af BOPA og SOE. Der skete skader for 850.000 kr. baggrunden for dette var, at virksomheden producerede transformerdele til den tyske rustningsindustri.

 

I 1986 flyttede firmaet ud for byen.

 

Firmaet er i dag en del af Schneider Electric.

Da virksomheden var på sit højeste beskæftigede den 4.000 mand. Sammen med General Motors og Titan – fabrikken var det virkelig tale om storindustri.

 

Bryggeri

Vermundsgade 9 – 11 rummede fra 1937 – 1971 Balderskilde Bryggeri

 

Hermodsgade

 

En chokoladefabrik

En sidegade til Haraldsgade er Hermodsgade. I nummer 30 blev der i 1936 bygget en bygning til A/S Elektrolux i 1936.

 

Og i nummer et lå i 1950erne en købmand ved navn Flintager.

 

Jagtvejen

 

Fra Chokoladefabrik til teltmission

Vi skal da også lige kigge på dele af Jagtvejen. Lad os kigge på nummer 85. Her lå Chr. Kehlets Chokoladefabrik . Her lå også Zigøjnerhallen. Og teltmissionen Perleporten nedbrændte fornylig.

 

Omkring nummer 101 – 107 lå Cafe Restaurant Jagtlyst. Det gjorde den i hvert fald i 1926.

 

Senneps – og eddikefabrik

I nummer 115 i baghuset mod Odinsgade havde Bähnckes Senneps – og Eddikefabrik til huse fra 1919. I 1958 flyttede man til Ballerup.

Fabrikken hed egentlig Bähnckes Senneps, drikke og konservesfabrik. Den var stiftet i 1830 i Kiel og blev overflyttet til København i 1858.

Ved siden af lå i 1913 Udsalg af brugte Byggematerialer. På indgangsskiltet stod der Nielsens Plads.

 

Heimdalsgade

 

På et kort fra 1865 ses Mimersgade som en smal vej mellem markerne på Rådmandsmarken, fra Lygten til Jagtvej. I 1915 var gaden dog endnu ikke ført helt igennem. Den blev først navngivet i 1925 og 1931. Før den tid hed den Rosagade og Slejpnersgade.

 

Bødelens gård

Og Heimdalsgades forløb anes allerede på et kort fra 1830. Det er en af de ældste gader på Ydre Nørrebro. Men gaden blev først navngivet i 1892.

Det var her gården Petershvile eller Petersminde lå. Ja gården havde også navnet Nissedal. Og på et kort fra 1766 optræder gården som Mester Jokums Gaard. Sandsynligvis boede bødelen her, langt uden for bygrænsen.

 

Schiønning og Arvé

I en lille diskret bygning på Heimdalsgade åbnede i 1896 de såkaldte Gummi – og Luftringsfabrikker. Siden blev denne bygning til Schiønning og Arvé . Virksomheden opførte i 1930 en ny stor bygning i gaden. Det var her politiet for allerførste gang brugte tåregas.

Fabrikken lå her fra 1896 til 1981. Nu har ABB opført 25o lejligheder på stedet.

 

General Motors

Det var også her i nummer 42, at Ford Motor Company A/S etablerede en samlefabrik. Her blev alle Skandinaviens Ford T’er samlet. Bilerne kom i store kasser som samlesæt fra USA og senere England. Kasserne blev brugt i kolonihavehuse. De var så rummelige, at de næsten var lige til at flytte ind i.

Men allerede i 1924 var fabrikken blevet for lille. Man flyttede til Europas mest moderne butik i Sydhavnen. Bygningerne er værk her på Heimdalsgade og erstattet af en boligblok. Her ligger i øvrigt Røde Rose 3.

 

General Motors blev grundlagt af den næststørste bilproducent i Verden. I 2007 blev man overhalet af Toyota.

 

Chokoladefabrik

I nummer 14 – 16 lå chokoladefabrikken Elisabethsminde. Den hed også Hintz og Co, Og så var virksomheden også kongelig hof leverandør. Den lå her fra 1914 – 1926.

 

Berlingske Bogtrykkeri lå i nummer 32 fra 1955 – 1975

 

Småkager

Og fra 1912 – 1978 lå der i nummer 35 – 37 Engelsk – Dansk Biscuits Fabrik. Her arbejdede især mange kvinder. Selve virksomheden var grundlagt i år 1900.

I 1957 kom her en tilbygning, hvor der blev produceret Kelloggs Corn Flakes og Rice Krispies.

 

Firmaet blev grundlagt på Vesterbrogade 89.

 

To brødfabrikker

Dansk Fedt – og Palminfabrik holdt til nummer 40 fra 1912 – 1920. Derefter havde Schulstad en stor fabrik her frem til 1950erne.

 

Og endnu en rugbrødsbutik holdt til i gaden fra 1897 – 1976, det var de Forenede Bagermestres, der lå her fra 1897 til 1976.

 

Baldersgade

 

Eget wc og pigeværelse

På et kort fra 1865 ses der begyndende bebyggelse på Baldersgade i nærheden af Nørrebrogade. Men den nordlige del var bare et markskel.

Gaden blev kraftig udbygget sammen med resten af bydelen i slutningen af 1800 tallet. Her opstod også såkaldt luksusbyggeri som rummede eget wc og pigeværelse. Ja sådan står der i annoncerne.

 

Mange funktioner

På adressen Baldergade 20 – 24 har der været mange ting. Her opstod i 1880erne en af de såkaldte De Kellerske Institutioner, hvor åndssvage og døvstumme blev undervist i at lære at tale. Cirka halvdelen af børnene boede også på skolen.

I 1903 åbnede Balders Hospital i bygningerne. Her  var en særlig stue for fattigfolk.

Siden blev bygningerne brugt til den berygtede 6.  psykiatriske afdeling. Det var et aflastningssted for Kommunehospitalets psykiatriske afdeling.

 

Mod slutningen af krigen var det Krankenhaus Baldersgade for cirka 140 tyske flygtninge. Efter krigen var det en årrække en filial af Rudolf Bergs Hospital for Kønssygdomme.

 

Tåregas

Også her i Baldersgade har politiet brugt tåregas. Det skete i forbindelse med rydningen af ungdomshuset i kollektivet Bumzen.

 

Friskole

Her i gaden lå også en lille friskole, allerede fra 1874. Det var i nr. 10. Det var skolebestyrer Rosendal, der oprettede skolen i en helt ny bygning.

 

Balderskilde

I nr. 8 lå baghuset til mineralvandsfabrikken Balderskilde. Den blev grundlagt i 1900, og lå med baghuset her i gaden til 1935.

 

Atlas

På hjørnet af Nørrebrogade og Baldersgade, der har nummer 3, lå virksomheden Atlas. De startede med at producere kølemaskiner i 1899.

Det var egentlig en fortsættelse af firmaet Tuxen & Hammerich, der i en årrække havde drevet fabrikation af dampmaskiner.

 

Bygningen langs Baldersgade havde tidligere fungeret som remise for hestesporvogne. Atlas lod opføre en kontorejendom ud til Nørrebrogade.

I 1898 købte virksomheden en grund i Lyngbygade (nuværende Hillerødegade) ved Fasanvejen til opførelse af jernstøberi og kedelsmedje. Selskabet havde også bygninger i Københavns Frihavn.

 

Alle bryggerier anvendte køleanlæg fra virksomheden. Det samme gjorde en lang række fabrikker.

 

Sabotage

Under besættelsen var firmaet udsat for sabotage. Men i virksomheden producerede man i al hemmelighed også våben til modstandsbevægelsen Holger Danske.

Denne gruppe besatte virksomheden om aftenene den 4. maj, for at forhindre at tyskerne lavede sabotage.

 

Overskudsdeling

Allerede i 1950erne blev der indført overskudsdeling, en vælfærdsfond, der finansierede ferieboliger. I 1974 blev der alene udbetalt 13 millioner kroner til arbejderne.

 

Da firmaet flyttede til Lundtofte i 1950 producerede de næsten kun køleanlæg til firmaer.

Private ejede stort set ikke køleskabe på det tidspunkt. Derfor var der så mange mejerier dengang.

Men i 1960 blev køleskabet hvermandseje, og der stod Atlas på hver anden af dem.

 

Ægirsgade

 

Ægirs Apotek

I Ægirsgade finder man den ældste af Ydre Nørrebros mange stiftelser, nemlig Købmandsstiftelsen, der blev grundlagt af Urtekræmmerforeningen. Den er opført i 1902 og ligger på adressen Ægirsgade 55 – 65 og Balders Plads 1 – 3.

 

Det var her Ægirs Apotek lå fra 1910 til 1929. det flyttede nemlig til Jagtvej 113. Firmaet blev nedlagt i 1976.

 

 

De gamle værtshuse

Og måske skulle vi også lige nævne gadens værtshuse Det Gamle Sted, Café Viking, Café Ægir og Karusellen.

 

Gaden blev navngivet i 1899. På et kort fra 1886 er den endnu ikke placeret..

 

Masser af værtshuse

Omkring 1910 var her et rigtigt handelsliv med masser af butikker. Og gaden kan bryste sig med, at her boede to store kunstnere, Michael Kvium og maleren Per Kirkeby. Sidstnævnte i en halvanden værelses uden bad.

 

Frit udsyn til toilettet

Her lå også en reberbane. Det gjorde det også ved Ølunds Mølle ved Runddelen i 1804. Det var af kaptajn ved Borgervæbningen, Toksværd. Han stakit blev i øvrigt ødelagt ved en storm i 1835. Forbipasserende kunne se lige ind i hans lokum. Historien fortæller ikke, om Toksværd sad på lokummet, da det skete.

 

Nannasgade

 

Den store tekstilfabrikant

Nannasgade kan takke tekstilfabrikant, Holger Petersen for sin identitet. Han samlede alle sine virksomheder ude på Ydre Nørrebro i 1880erne. Han købte et stort areal på den daværende Rådmandsmark, hvor han opførte forskellige fabrikker samt arbejderboliger.

Rester af fabrikken befinder sig nu på adressen Nannasgade 28.

 

Jesus på Nørrebro?

Han gav også grunden og tårnet til Kingos Kirke. Kirken er fra 1910 og bemærk altertavlen. Den forestiller Jesus med barnet på armen. I baggrunden ses Nørrebros huse og skorstene.

 

Rutana

Arbejdernes Fællesbageri eller Rutana lå her fra 1887. Det blev grundlagt året før. Den 40 meter høje kornsilo stod færdig i 1948. i 1959 var der 295 arbejdere. Og det hele blev revet ned i 1985.

Formålet var at skaffe arbejderne billigt og sundt brød. Virksomheden blev landskendt i 1981, da en gruppe unge besatte den.

 

Olieraffinaderi

Glad & Co Olieraffinaderi importerede russisk råolie og raffinerede det til maskinolie. I 1901 flyttede virksomheden til en ny fabrik i Nannasgade. Fabrikken nedbrændte i 1980, hvorefter fabrikken flyttede til Vallensbæk.

Den nedsivende olie har forurenet grunden. Man besluttede at kapsle forureningen ned og plante græs på. På den tidligere fabriksgrund ligger i dag Bananapark.

 

 

 

 

Tagensvej

 

Livets vej

Tagensvej bliver også kaldt for Livets vej. Det er fordi, den går fra Rigshospitalet til Bispebjerg Kirkegård. Og tænk den er 8 kilometer lang.

Gaden er navngivet efter ejendommen Tagenshus. Den var opført 1631, som bolig for vangemanden, der havde opsyn med Borgmestervangen og Rådmandsmarken. Huset fik navn efter den senere vangemand, Tage Nielsen, der døde i 1710.

 

At skyde papegøjen

På stedet, hvor huset blev bygget, var der allerede i 1616 rejst en såkaldt fuglestang. Den blev benyttet til afretning af kongelige jagtfalke. I 1694 blev der indrettet skydebaner, hvor borgerne kunne skyde om kap. Masten blev siden kaldt for papegøjestangen. Heraf kommer udtrykket, at skyde papegøjen.

 

Arbejderboliger

Tagensvej var frem til 1899 kun et stykke vej, der gik mellem Jagtvej og Lersøen. Først herefter gav militæret tilladelse til at vejen kunne fortsætte ind over Fælleden.

 

I 1880erne var området nord for Jagtvej stadig præget af spredt bebyggelse. Her blev bygget små og store produktionsanlæg samt arbejderboliger.

Kig engang på Tagensvej 83 og 85. Det er Holger Petersens gamle arbejderboliger, som nu er fredet.

 

300 ansatte

Egentlig blev hans store tekstilfabrik stiftet i Store Kongensgade i 1878. Holger Petersen var medlem af Landstinget. Han opførte ikke blot arbejderboliger, men også nyttehaver, spisesal og bibliotek for arbejderne.

 

I 1903 var der ansat 300 arbejdere i virksomheden. Mænd, kvinder og børn lavede alle mulige former for bånd, lidser, kraveindlæg og stofknapper. I uldspinderiet og farveriet tilvirkedes især strømpegarn. På søsterfabrikken i Malmø var der på det tidspunkt ansat ca. 250 medarbejdere.

 

I nummer 135 lå fra 1924 – 1980 Dansk Bølgepap Industri.

 

Hauberg starter Titan

Og så skal vi ikke glemme erhvervsmanden S.C. Hauberg. Han indgik i 1897 en fusion med flere andre smedevirksomheder og oprettede virksomheden Titan. Han fik oprettet en sporvognslinje ud ad Tagensvej. Og det var bestemt ikke uden problemer. Det var igen militæret, der var problemer med.

 

1959: 1.900 ansatte

Firmaet havde i 1959 beskæftiget 1.900 personer. Man fremstillede dynamoer, kraner, lodsningsanlæg og elevatorer.

 

Mødte man ikke til tiden blev man indberettet. Drejerværkstedet blev kaldt for Drejernes Kirkegård. Men man skulle alligevel rubbe neglene, for man arbejde på akkord.

 

Kæft, trit og retning for en lærling

I midten af 1950erne var der 1.200 medarbejdere, hvoraf 200 var lærlinge. Og linjen over for dem var hård. Kæft, trit og retning og Gud, nåde trøste dig, hvis du blot trådte bare lidt ved siden af.

 

Men for en ung knøs var det værste at arbejde sammen med damerne (madammerne). De var strenge og kunne rigtig hundse med en.

 

Lønningsdag

Torsdag var en særlig dag – det var lønningsdag. Så var det godt, at der var tre – fire værtshuse lige i nærheden af fabrikken. Særlig populær var værtshuset Hector. Men det var ikke særlig populært, at komme skæv hjem til konen. Derfor stillede mange koner sig også i porten om torsdagen og krævede mandens løn.

 

Jagtvejens mølle

Få meter fra Tagensvej lå møllen, der blev kaldt Jagtvejens Mølle eller Thorsgades Mølle. Møllen malede mel helt frem til slutningen af 1890erne. Her blev der bat brød frem til 1917. På det tidspunkt blev møllen opslugt af otte andre københavnske brødfabrikker. Bagermesteren hed Schulstad.

 

Thorsgade

 

Masser af gadeliv

I 1870 var der kun fem husnumre i Thorsgade. Men i 1900 udgjorde gaden en af de større gader i området. Her var masser af gadeliv med småhandlende som slagtere, cigarhandlere, mejerister og noget så specielt som en xylograf og en tøffelmager.

 

Her i Thorsgade var der på et tidspunkt tre af de såkaldte brune værtshuse. I en tidligere artikel har vi beskrevet mystikken om Thors Passage.

 

Dagmarsgade

 

Tegneserier

I Dagmarsgade kan vi tage et kig i telefonbogen i 1908. Her boede blandt andet, cigarhandler, værtshusholder, malermester, tømrermester, slagtermester, brændevinsbrænder, vognmand, barber m.m.

 

I baghuset til  nummer 10 lå Interpresse, der var en underafdeling af tegneserieforlaget, der blandt andet har udgivet Basserne, Spiderman og Lucky Luke.

 

Haraldsgade

 

Grundvigs Højskole

Haraldsgade blev allerede navngivet i 1880. Den var en gammel forbindelsesvej til Rådmandsmarken. Omkring 1900 var der ikke meget end landelig idyl.

 

I Haraldsgade 5 var her indtil 1907 et renovationshus og lige i nærheden lå Marielyst, der var Grundtvigs ret slidte højskole.

 

I nummer 53 lå Lauritz Knudsens store fabrik fra 1921 – 68. Den har vi tidligere i artiklen beskrevet.

 

 

 

 

Sigurdsgade

 

Kaffebrænderi

Her lå kaffebrænderiet Merkur i nummer 25, der blev bygget i 1933. men bygningerne har også været anvendt tril andre formål. Her har både været malerfirma, været produceret bønnespirer og dyrket østershatte. I dag er det hvis nok et vvs – firma på stedet.

 

Ole Jørgensens Gade

 

Først anerkendt i 1967

Navnet blev først anerkendt i 1967. Ole Jørgensen var viktualieforhandler, men synes ikke, at have haft nogen tilknytning til Nørrebro.

Han sad dog i bestyrelsen for det selskab, der udstykkede grundene i området i 1900. På hjørnet til Nørrebrogade ligger det gamle apotek Svalen.

 

Bragesgade

 

I nummer 26A er opført Manufakturhandlernes Stiftelse

 

Mjølnerparken

 

En kæmpe papirfabrik

Glemt er efterhånden, at der her på grunden lå en stor arbejdsplads. Det var en papirfabrik, der efterhånden skiftede navn flere gange. Den hed i mellemkrigstiden Papirfabrikken Skandinavia,

 

Det var De Forenede Papirfabrikker i 1933 byggede et stort kompleks. Grundstammen var Københavns Papir – og Kartonfabrik.

Fabrikken stoppede i 1979, og det hele blev revet ned.

 

Rovsingsgade

 

Gaden er opkaldt efter den tids bedste kirurger og professor ved Københavns Universitet 1899 – 1924. Gaden er en forlængelse af den gamle jernbane.

 

Valhalsgade

 

I nummer 4 lå Søren Madsens Elektriske Etablissement, som senere blev til Osram. Den havde tidligere haft til huse i Sigurdsgade. Lagerhallen og garagerne blev revet ned i 1991. I 1957 var der 35 mand ansat i virksomheden.

 

Odinsgade

 

Et enestående erhvervs – eventyr

På arealet , hvor Odinsgade, Odins Tværgade og P.D. Løvs Alle i dag ligger lå i dag den tidligere fornemme ejendom Allersbo. Ejendommen blev opført i 1857. Og den blev nedrevet i 1960erne. Det var starten til et enestående erhvervs – eventyr.

 

Enken efter bryggeren Christian Aller kunne ikke selv klare bryggeri og landbrug. Hun flyttede ind i den flotte ejendom med hele syv børn. Snart blev samlingsstedet for hele områdets unge. Det var et meget åbent hjem. En af børnene var Carl Aller. Siden sin konfirmationstid vidste han, at han skulle være bogtrykker og litograf.

Oppe i sit kvistværelse foretog han mange kemiske eksperimenter. Ofte hørte man mange eksplosioner heroppe fra. Vinduerne var efterhånden godt tilsodede.

Og hans eksperimenter lykkedes. Han fandt en ny mode at lave tryk på. Og Carl og hans kone, der var blandt de unge, der kom i villaen lærte familien Danmark, at læse ugeblade.

Vi kunne så have fortsat eventyret, der fortsatte i Blågårdsgade.

 

Billard i Odinsgade

I nummer 3 boede der en billards – fabrikant. Han var der i hvert fald i år 1900. I nr. 17 lå her i 1940erne Søeborgs Mineralvandsfabrik.

 

Allersgade

 

Allersgade var den første gade, der blev anlagt på Ydre Nørrebro. Det var i 1857. Gaden blev navngivet i 1860. Og den er ikke opkaldt efter bogtrykkeren Carl Aller, men faderen og bryggeren Christian Aller, der var sønderjyde.

                                                                                                                  

Kilde: Se Litteratur – Nørrebro

 

Hvis du vil vide mere: Om Ydre Nørrebro:

       Anekdoter fra det gamle Nørrebro

       Barnemorderen på Jægersborggade

       Bomben i Søllerødgade

       Da Nørrebro havde butikker på hvert gadehjørne

       Dramaet i Husumgade

       Familien Aller på Nørrebro

       Flere spor på Nørrebro

       Forlystelser på Nørrebro – dengang

       Gamle historier fra Nørrebro

       Grundtvig på Nørrebro

       Historien om Jægersborggade

       Hvad skete der med Serridslev?

       Hvorfor skulle Janne dø?

       Industri og arbejdere på Nørrebro

       Købmandsforretningen

       Lersø ismejeri

       Lersø – bøller og bisser nok engang

       Likvideret på Nørrebro

       Med tog over Lersøen

       Mysteriet i Thorsgade

       Novo på Nørrebro

       Nørrebro – overskrifter 1903 – 1916

       Nørrebro – og omegn

       Nørrebro – dengang

       Nørrebro – erindringer

       Nørrebro – virksomheder 1923

       Nørrebro – flere sabotager

       Nørrebrogade 156

       Nørrebros Gader A – G

       Nørrebros Gader H – N

       Nørrebros Gader O – Å

       Nørrebros mange stationer

       Omkring Nørrebroparken 1 – 3

       På sporet af Nørrebro

       Røde Rose på Nørrebro

       Sabotage på Nørrebro

       Slagtermesteren fra Runddelen

       Sporvogn på Nørrebro

       Steder på Nørrebro

       Tobaks – og Aviskiosken

       Tog til Nørrebro

       Ølunds Mølle

       En gadedreng fra Lundtoftegade

       og mange flere artikler

       Indkøbsordning – fra Storhed til Fald (under fra Urtekræmmer til Shawarmabar)

 

Hvis du vil læse specielt om Erhvervslivet på Nørrebro: Læs

       Bloggen: Fra Urtekræmmer til Sharwarmabar (Nørrebro Handelsforenings historie

 

Hvis du vil læse om Arbejdernes vilkår på Nørrebro: Læs

       Arbejdere og Industri på Nørrebro 2

       Arbejderkamp på Nørrebro

       Arbejderne på Nørrebro

       Begravelse på Assistens Kirkegård 1886

       Flere arbejdere på Nørrebro

       Louis Pio på Nørrebro

       Rabarberlandet

Fattigdom var også fremherskende dengang. Det var ydmygende at få fattighjælp. Børnene måtte arbejde inden og efter de gik i skole. Lønnen måtte de aflevere derhjemme. Og skolen var det rene tortur. På kløvermarken kom den første flyveplads. En dag skete et mirakel – en flyvemaskine, der fløj. Klunsere og svin slåssede om dagrenovationen. Og Store Bededag udkæmpedes det store slag ved Volden mellem Christianshavnere og Amager – knægte. En gammel Carlsberg kostede kun 11 kr.

 

Søndagshygge på Kløvermarken

Det var dengang, man om søndagen mødtes på Kløvermarken. Mutter tog mad og kaffekanden med. Far tog spillekort, mundharpe, harmonika og bajere med.

 

Der var juletræsfest i Menighedshuset i Overgaden for afholdsforeningen.

 

Overfyldt lejlighed

Allerede tidlig om morgenen var der gang i den overfyldte lejlighed. Fem mennesker var placeret i en lille to værelses lejlighed.

 

Børnene hjalp til

Børnene skulle hjælpe til. Inden skolegangen skulle de ud med aviser. Det gav en tårnhøj ugeløn på 50 øre. De blev afleveret derhjemme. Men så fik man da også 5 øre til egen fornøjelse hver søndag.

Det var ikke let at læse lektier under den sparsomme belysning.

 

Børn gik sultne i seng

Fattigdom og underernæring var normalt. Børnene gik sultne i seng. Det man fik var mest kaffe eller daggammelt brød købt om morgenen, købt om morgenen ved seks tiden for næsten ingen penge.

 

Ædegilde på skolen

Men på Øresundsvejens Skole blev de underernærede børn bespist med dejlig varm bævrende bugflæsk og kraftben. Det var et sandt ædegilde for de sultne børn.

Nogle gange blev der serveret gule ærter og flæsk, blodbudding og vandgrød. Og når det var rigtig luksus, ja så var det flæskesteg og sødsuppe. Det var som regel om lørdagen. Som regel var det ikke råd til dette, derhjemme.

 

Et bomhus

På hjørnet af Prags Boulevard og Vor Frelsers Kirkegård var der dengang et bomhus. Her sad en såkaldt bommand.

Her kom Amager – bønderne forbi. De skulle betale 5 øre, for at komme forbi. Og så tog børnene opstilling. Det kunne jo være, at der faldt en grøntsag af. Men hjalp man selv til, at tingene faldt af vognen vankede det med kosteskafter hjemme hos mor.

 

Kogt kød fra en syg ko

Dengang kunne man hente numre inde på det gamle slagterhus på Halmtorvet. Disse numre gav adgang til at købe en hvis mængde kogt kød. Det var jo godt nok, men det viste sig at kødet stammede fra syge kreaturer ramt af tuberkulose. Så var det måske ikke så appetitlig. Men ned kom det – man var sulten. Så kunne alt komme ned.

 

Flyttede meget rundt

De fattige flyttede meget rundt dengang. Havde man ikke til huslejen, blev der lejet en trehjulet trækvogn. Møblerne blev stillet uden for døren eller op i trækvognen. En betjent holdt øje med det hele.  Som regel var det nye sted ikke bedre end det sted, man flyttede fra.

 

Stor afsætning af radiser

Augustagade dengang var landelig idyl. Marker, gartnerier og haver lå tæt på datidens Amager. Det gav frisk luft og sunde kinder.

Det var dengang, hvor konerne klædte sig i Amager – dragte. Det vil sige, at det nu ikke var alle der ejede sådan en dragt. Det så festligt og farverigt ud.

De trak radiser op af jorden. I gårdene vaskede de dem og bundtede dem i ti stykker. Børnene gik så ud og solgte dem.

Der var stor afsætning over i Eberts Villaby, der lå på den anden side af Amagerbrogade.

 

Amagerkonernes slagtebord

Det varede lidt inden man kunne få en lille have. Det havde man i nogle af gårdene på Amager. Men man skulle lige ses an først, inden man kunne få tildelt en have. Havde man sådan en, kunne man også holde dyr.

 

Indtil da måtte man acceptere efterladenskaber fra de såkaldte Amagerkoners slagtebord. Så fik man de hoveder, de andre ikke ville spise, fra de vilde kaniner, der regelmæssigt blev slagtet lørdag aften.

 

Klunsere og svins kamp

På Amager fandtes der rig mulighed for at tjene lidt ekstra.  Det kunne man gøre ved at holde øje med, hvad der blev kastet på lossepladserne. Her blev dagrenovationen fra store dele af København kastet. Og her holdt Amagers bønder også svin. Men klunserne holdt også til her. Og hver gang, der kom et læs inde fra byen var der en vild kamp mellem klunsere og svin. Jo det skete, at svinene gik på klunserne.

 

Og da stakkels Ladegårds – lemmer kom til Sundholm, blev de sat til at passe grise.

 

Natmændene

Natmændene kom med deres hestetrukne køretøjer. Der var to heste foran og altid to natmænd med vognen. De kunne vel have 40 – 50 tønder på vognen.

De gik med en lille tranlygte på maven. Og når de kom måtte de larme for at skræmme de mange rotter væk. Det var et usselt betalt arbejde. Ja det var også uhumsk. Tønderne blev kørt ud på Kløvermarksvej, hvor de blev tømt i store beholdere.

Ja og tønderne blev gjort rent af knægte til 50 øre om dagen.

 

Investering i frugtsmør

Og det blev altid noget til overs, når klunsere og svin havde været der, så knægtene kunne sælge det. Kludekræmmer Fanøe kunne bruge det meste.  De penge, de så fik ud af det, blev investeret i en cigaret, eller frugtsmør og brød. Man kunne godt blive træt af mørkt rugbrød med fedt og salt. Det var fristende at tigge om daggammelt wienerbrød hos bageren på hjørnet af Kastrupvej.

 

Ja man kunne også købe kagekrummer i et kræmmerhus for 2 øre. Det mættede alt sammen.

 

Hvedeknopper – en delikatesse

På Amager Landevej over for gården Sofiehøj lå dengang en rigtig vindmølle. Her bagte man sigte – og landbrød. Men man lavede også noget børnene kaldte hvedeknopper. Det var en sand delikatesse. Kunne man lokke sådan en ud af mølleren, var lykken gjort.

 

Og en anden delikatesse kunne man købe i slikbutikken over for skolen. Det var selvfølgelig studenterbrød. Ja egentlig var det bare opblødt rugbrød med lidt sukkerstads ovenpå. Den kostede kun 2 øre og den mættede bare.

 

Et kulinarisk højdepunkt

De mere velstående fik 5 røgede sild til 13 øre og 3 bundter radiser til 5 øre. Og det var luksus, at alle fik 2 æg hver til påske.

Højdepunktet inden for det kulinariske var, hvis der blev råd til flæskesteg til jul.

 

Man lavede selv skøjter

Langs Løjtegårdsvej voksede vilde æbler. De blev tidlig halvmodne.

Der var mange vandhuller, der førs til is dengang. Her var der rig mulighed for at stå på skøjter. Og det er nok ikke sådanne skøjter, som vi kender i dag. Man lavede dem selv.

 

Kartoffeloptagning

Man kunne altid tjene en lille skilling hos Amager – bønderne ved kartoffel – optagning. Men det var et hårdt arbejde til meget ringe betaling.

Og man skulle ikke begynde at tage gulerødder, så vankede det tærsk af bondemanden.

 

Ingen sygedagpenge

Kom faderen galt af sted, var det ikke noget, der hed sygedagpenge. Så var det kun fattighjælp. Men mange arbejdere vil ikke nedværdige sig til at modtage fattighjælp. De mente, at det var det samme, som at blive udstødt af samfundet. Og så mistede man også sit valgret.

Det var ydmygende, og ens medmennesker så ned på ind, når man modtog fattighjælp.

 

Men nogen blev simpelthen nød til det. Og det var en vej hen til fattig – forstanderen. Man kunne så få madbilletter. Et meget beskedent pengebeløb kunne man måske få. Men det beløb skulle så hentes på Københavns Rådhus.

 

Ud til Højre

Og når nu vi er ved valgret. Så skulle et borgerlig parti aldrig komme kørende ind i et arbejderkvarter. Heller ikke på Amager. Fædrene kommanderede deres poder til at smide sten efter en propagandavogn fra partiet Højre.

 

Det var sjældent, man frøs. Slap koks og brænde op, kunne man altid finde noget på byggepladserne. Og ude ved stranden var der altid noget, der var skyllet i land.

 

Skolen var rent tortur

Det var hårdt, at skulle flytte til Christianshavn. Og Bådsmandsstrædes Skole var rent toturkammer. Spanskrøret blev flittig brugt. Det var dengang, man troede at lærdom skulle bankes ind i ungerne. Daglig tæsk var normalt.

 

Børnearbejde

Ja og børnene måtte arbejde for føden. Og meget af dette foregik på Skråfabrikken Brødrende Braun i Prinsessegade. Nogle gange var der endda på arbejde og derefter i skole. Og lønnen var ikke noget at prale af.

 

Ind til kort før første verdenskrig blev masser af børn udnyttet på diverse fabrikker til en sulteløn. Men familierne havde brug for hver en øre.

 

Det store slag

Store Bededags aften blev kampen mellem Christianshavner – drengene og Amager – drengene udkæmpet. Og Christianshavner – knægtene fabrikerede djævelske våben inden slaget. Det var blandt andet reb, hvor der blev lavet store knuder. I disse knuder blev der anbragt søm. Kæppe og knipler blev også brugt.

Men også murerlægter med og uden søm, blev brugt. Man mødtes på den anden side af Stadsgraven.

Slagssange havde man også. Når man sang disse, ja så fik man mere mod.

 

Kampen bølgede frem og tilbage, dog mest over på Amager – siden, hvor der var flest oplagspladser. Det gik hårdt for sig. Og hvis man blev taget til fange, så haglede tæskene over en.

 

Ofte måtte politiet skille de stridende parter fra hinanden. Og det lignede et sand krigslazaret, når kampen var over.

 

En Gammel Carlsberg til 11 øre

Der var masser af arbejdsløshed og social nød – dengang. De arbejdsløse listede langs husmurerne, sultende og frysende om vinteren. Om sommeren drev de rundt på gaderne eller en tur på Volden, hvor de lagde sig ned og tog en ordentlig tår af snapsen, hvis de allers havde råd til det. Gammel Carlsberg kostede dengang 11 øre og snapsen 15 øre.

 

Ja skulle man til høkeren, for at hente en ½ snaps, en skibsøl og en snus blev det 24 øre.

 

Med Trækvogn på Politistationen

Ofte kom den blå vogn efter dem, der ikke mere kunne styre sig selv efter for megen druk. Nogle gange måtte man binde de ulykkelige menneskers arme og ben.

 

Det skete også at politiet, kom med en trækvogn for at transportere de alt for fulde. De blev så transporteret til politistationen i Strandgade.

 

I Prinsessegade 7 kunne man få vandgrød og margarine – klemmer. I Wildersgade lå en gammel hestestald, som Frelsens Hær havde lejet eller købt. Her gik de ældste børn i søndagsskole. Her lærte de også at sy og brodere.

 

Rotter til 10 øre stykket

Der var nu også en hel anden måde at tjene penge på. Ude på Kløvermarksvej, hvor der senere kom kolonihaver, lå kommunes store lossepladser. Det var et eldorado for rotter. Det var festligt for ungerne at slå disse ihjel. Men det var jo egentlig også gavnligt for samfundet. Og så kunne de sælges på brandstationen på Kløvermarksvej for 10 øre stykket.

 

Flyvepladsen på Kløvermarksvej

En anden spændende ting på Kløvermarksvej var flyvepladsen. Den var omgivet af et højt plankeværk. Men der foregik nogle hemmelige ting derinde.

Soldater løb med lange tove og trak en maskine langs grønsværen efter sig. Det hændte af og til, at denne maskine hævede sig fra jorden og fløj nogle hundrede meter. Piloten sad nærmest på en cykelsaddel med benene nedenunder.

Ungerne håbede så hver gang at maskinen ville lande i et vandhul længere ude på pladsen. Kloge mænd sagde dengang, at flyvning aldrig kunne blive andet end sport.

 

Men en sommeraften skete miraklet. Pludselig kom en flyvemaskine ind over København og kredsede omkring Rådhustårnet. Senere fløj Robert Svendsen over Øresund. Ungerne styrtede ud til flyvepladsen. Og senere var der sågar faldskærms – udspring og flyveopvisning herude – jo det var sandelig tider, dengang.

 

Åbne rendestene

Lærertiden dengang foregik ofte på den måde, at der skulle hentes øl og snaps til svendene. Det var en lidt trist tilværelse.

 

Det var dengang, der var åbne rendestene, som var en stinkende oplevelse. Ofte blev gader og veje oversvømmet, når tø pludselig satte ind.

 

Røde Lygte

Værtshuset Røde Lygte på hjørnet af Amagergade og Torvegade tiltrak uheldige elementer. Her var næsten altid ballade. Her kom ofte afdankede ludere, som gav anledning til slagsmål. Blodet flød ofte på gaden uden for ølstuen. Når det kom til stykket vidste fuldriggerne ikke, hvorfor de slåssede.

 

Masser af forlystelser

Der var også White Star, hvor folk kunne more sig for få penge. Det hed hvis nok Vennelyst inden.

Og så var det Café Syven ved siden af Sønderbro Teater. Og der var også Scr. Pauli og Stjernekroen. Om sommeren var her musik og servering i haven

 

Frikadeller på Røde Kro

Ja og ikke at glemme Røde Kro med musik og solistoptrædener i haven, søndag eftermiddag. Det var dengang, hvor man kunne få øller for 15 øre pr. stk. Og cigarer hørte også til. De kostede bare 17 øre for tre stk.

 

Sønderbro Teater

Vi nævnte lige Sønderbro Teater. Her kunne man få teatrets specialitet, hjemmelavede frikadeller med asier til 12 øre stykket.

Billetpriserne for 1. parket var 1 kr. 50 øre. Man kunne også nøjes med en sidebalkon til 50 øre. De mest kendte skuespillere fra den tid var Olga Svendsen og Schøler – Link.

 

Petroleumsovn var almindelig, kakkelovn var en luksus. Og vand skulle man ofte hente ved en pumpe nede i gaden.

 

En rotur på Christianshavns Kanal

Det var dog skønt, at man hver søndag kun leje en robåd for 25 øre i timen og sejle rundt i Christianshavns Kanal. Efter et par timer var man blevet sulten. Så kunne man købe 5 æbleskiver for 10 øre og for 1 øre syltetøj.

Men inden man kunne begive sig ud på en rotur, måtte man lige aflevere ens hatte eller andet som pant. Udlejeren var åbenbart bange for, at man skulle ro sig en længere tur.

 

En ko gennem hoveddøren

I Strandgade boede der en dygtig Hånd – skomager. Her kunne de mere velstillede få et par håndsyede sko for 7 kr.

Ja tænk i Wildersgade boede en brændevinsbrænder, der blev kaldt for koholder. I den lille gård holdt han en ko om natten. Om dagen gik den ude på marken på Amager. Hver aften blev koen så trukket gennem gadedøren for at komme ud i gården. Har kunne man så købe nymalket mælk.

Nu var det ikke ualmindeligt, at holde køer. Således havde en brændevinsbrænder i området, køer oppe på 1. sal.

 

Grundlovsdag – en stor dag

Dengang var Grundlovsdag en stor dag. Der var masser af røde faner. Alle mænd havde rødt mærke i hatten. Og på bannere stod der – 8 timers arbejde.

 

Masser af læsestof

Af læsestof dengang var det Adresseavisen og ugeblade. Familiejournalen var meget oplysende. Her var beskrivelser af opfindelser, rejsebeskrivelser og en fortløbende roman. Så kunne man få Børnenes Bog og meget mere for 10 øre.

 

Brandstationen

For enden af Langebrogade ved Overgaden og Voldgade lå brandstationen. Ved udrykning blev der tændt op under dampkedelen og den sorte røg væltede ud af skorstenen, mens den kørte.

En af vognene blev kaldt Stigesprøjten. Der var lange stiger på langs af køretøjet og på disse sad brandmændene, mens de kørte.

Når de rykkede ud, gik det i fuld firspring. Hestene galoperede. Der skulle gode kuske til at styre dem. En mand sad ved siden af kusken og ringede med en stor klokke.

 

Cafe Bomhuset

For enden af Langebro ved Volden lå en lille restaurant med servering på en terasse over huset, der hed Cafe Bomhuset. Der blev opkrævet bompenge for at køre over broen.

 

Barber havde gyldne tider

Og i Dronningensgade 48 lige ved Torvet boede en barber. Om søndagen havde han 10 – 12 mand i arbejde. Til at sæbe ind brugte han skoledrenge. Det var et eftertragtet job, for der vankede masser af drikkepenge.

 

En ny bro

Mellem 1901 og 1903 blev den nye Langebro bygget. Det var en svingbro og gik mellem Vestre Boulevard og Amager Boulevard.

 

Så kom der lys

Det var stort, at man fik elektrisk lys på Kongens Nytorv. Tænk blot ved at trykke på en knap på væggen fik mange efterhånden elektrisk lys. Og så fik man kogegas i køkken i stedet for at bruge petroleum.

 

Syrevognene

En anden ting, man også skulle prøve dengang, var at køre med de såkaldte syrevogne, som gik fra Kongens Nytorv til Nørrebro. Bagperronen kostede 5 øre, inde i vognen kostede det 10 øre. Men man hostede hele tiden. Det var den udstrømmende syre, der ikke var særlig behagelig.

 

Levende Billeder

I en kælder på Amager Torv kunne man, hvis man lagde 10 øre i en automat, se levende billeder igennem en lille rude.

 

Kilde: Se Litteratur København (under udarbejdelse)

Hvis du vil vide mere: Om Amager/ Christianshavn:

• Anekdoter fra det gamle Christianshavn
• Christianshavn – dengang
• Dragør og Store Magleby – dengang
• Lodsen fra Dragør

 

Hvis du vil vide mere: Om forlystelser dengang:

• Flere gamle værtshuse i København
• Forlystelser i København
• Frederiksberg – dengang
• Gamle værtshuse i København
• På Vesterbro
• Tivoli
• Vesterbro, den fjerde tur
• Vesterbro – en historisk vandretur
• Forlystelser på Nørrebro – dengang

Ca. 8.000 krigsfanger blev sendt til Sønderjylland fra 1914 – 1920. De blev hovedsagelig beskæftiget i landbruget. De mest populære var russerne. Der var strenge forordninger mod samkvem med krigsfangerne. Men dem brød sønderjyderne. Viste vagtmandskabet barmhjertighed, så var det afgang mod østfronten. Under en tyfusepidemi i Løgumkloster – lejren døde 72 krigsfanger. Mange flygtede både til Danmark og hjem mod Sortehavet.

 

Masser af krigsfanger

Under Første Verdenskrig tog tyskerne 1.700.000 krigsfanger, hvoraf hovedparten var russiske soldater. Men problemet var, at skaffe mad til dem. Derfor besluttede de tyske myndigheder at overføre en del af dem til civilt arbejde i industri og landbrug.

 

Mangel på arbejdskraft

På grund af indkaldelser manglede der arbejdskraft i Sønderjylland. Alle mænd mellem 18 år og 45 år var indkaldt. I løbet af krigsårene kom omkring 900.000 tilfangetagende russiske soldater til arbejde inden for landbruget i Tyskland.

 

Fangelejre

Hurtig blev der oprettet fangelejre i Bajstrup og Løgumkloster.

Til Bajstrup – lejren blev der i 1915 sendt englændere, belgiere og franskmænd. De blev sat i gang med at udføre et stort afvandingsarbejde ved Tinglev Sø. Men efter et par måneder blev de sendt syd på til tyske industriegne.

Lokale borgere mente, at de ikke duede til landbrugsarbejde.

 

4.000 russere til Tinglev

Men nu blev der sendt 4.000 russere til Tinglev. De kom fra to lejre i Mecklenburg. Problemet for de tyske myndigheder var at når krigsfangerne kom i kontakt med lokalbefolkningen ville det nedbryde fjendebilledet. Og særlig i Sønderjylland var det en risiko for fraternisering og det, der var værre.

 

Strenge forordninger

Derfor måtte der laves helt præcise forordninger og bestemmelser om, hvorledes krigsfangere skulle behandles. Endvidere var det en fare  for, at når først fangerne var kommet ud af lejrens pigtråd, ja så ville de flygte.

 

Små forlægninger

I de første år, 1915 – 1916 blev krigsfangerne anbragt i mindre forlægninger på 8 – 20 personer på større landbrug under opsyn af en vagtmand. Som regel var det ældre soldater, der fungerede som vagtmænd.

 

Trusler

Den kommanderende general von Roehl i Altona advarede flere gange lokalbefolkningen mod at bevæge sig hen til fangelejrene. Man måtte ikke forstyrre roen med Liebesgaben. Overtrædelse af dette forbud kunne betyde et år fængsel.

 

Masser af lejre

Men de dansksindede følte medlidenhed med fangerne. Trods alle forbud lykkedes det at stikke mad ind til fangerne i Løgumkloster – lejren. Den var blevet oprettet i februar 1915. Den rummede op til 3.000 krigsfangere, både russere, englændere, belgiere og franskmænd. Fra 1917 blev den brugt til tyske straffefangere.

 

Snart blev der oprettet mindre lejre i Holbøl, Gårdeby Mark, Gravlund, Barsbøl, Ullemølle. Gabøl, Øster Lindet, Bjerndrup, Højrup, Bovlund, Døstrup og Østerterp.

 

70 døde af plettyfus

Egentlig var lejren i Løgumkloster beregnet til 2.000 mand. Den blev anlagt med henblik på at opdyrke Draved Mose. I sommeren 1915 opstod der plettyfus i lejren, og den blev fuldstændig isoleret. I alt døde 70 mand, mens mange hundrede var blevet angrebet. Takket være omhyggelig rensning af lejren lykkedes det at bekæmpe epidemien.

 

Efterhånden blev alle russere sendt til landbrugsarbejde, og de fleste belgier og franskmænd blev sendt sydpå. Lejren blev efterhånden tømt for krigsfangere. I 1920 opstod der en brand i lejren.

Det eneste minde, der er tilbage er en lille lund lidt vest for byen med 71 krigsfange – grave.

 

Fødevaremangel

De to lejre, Løgumkloster og Bajstrup blev grundet fødevaremangel efterhånden brugt som gennemgangs – lejre og opholdssted for de fangere, der havde flugtplaner.

De straffefangere, der kom efter 1917 blev brugt til at udføre militære stillings – arbejder, først og fremmest Sicherungsstelle Nord.

 

Det menes at mellem 6.000 og 7.000 krigsfangere efterhånden var beskæftiget i landbruget. Og de fleste af disse var russere.

 

Ballum – diget bygget af krigsfanger

Men også havdiget fra Ballum til Rejsby er bygget af krigsfangere. Allerede i 1914 var franske soldater kommet til Ballum. I 1915 blev 200 russiske fangere indkvarteret i den forladte præstegård i Rejsby. De byggede diget mod Ballum færdig i løbet af et års tid.

Men diget blev åbenbart ikke højt nok. Før man tog fat på dette, kom der i 1923 en stormflod, der kostede 19 mand livet.

Ballum – diget blev nu væsentlig større og stod færdig i 1925.

 

Masser af arbejde

En uddybning af en gren af Gram å blev sat i værk. 89 hektar jord beliggende i Sommersted, Stepping og Magstrup Sogne blev opdyrket. Gabøl Kær enge blev afvandet i løbet af 1917. I Skydstrup sogn blev afvandingsforholdene betydelig forbedret, efter at 500 russiske krigsfangere havde været i gang.

I Kastrup og Tiset blev afvandings – og reguleringsarbejde ved Jels Å påbegyndt af russiske krigsfanger.

I Agerskov dannedes i 1915 et afvandingsselskab af franske, engelske og russiske krigsfangere fra Bovlund. De fik afvandet i alt 700 ha mark og eng. I Valsbøl blev der igangsat et lignende initiativ. Sådan kunne vi blive ved. Betydelige landindvindings – arbejder blev foretaget af krigsfangerne.

 

Alt dette arbejde blev efterhånden overtaget af straffefangere. Disse kunne ikke udstationeres ude hos de forskellige landbrug.

 

Fangevogterne

Fangevogterne som kom fra Landsturm Battaillon 24 i Flensborg havde bevogtningsopgaver over hele Slesvig. De skulle overvåge, at fangerne blev afhentet om morgenen og afleveret om aftenen af en person fra den gård, hvor de arbejdede. Vagtmandskabet arbejdede under helt faste forskrifter fra de tyske myndigheder. De havde dog ingen beføjelser til at straffe krigsfangerne. Men de gik hele tiden med skarpladt våben.

 

Kærlighed – strengt forbudt

Landråden i Sønderborg håndterede reglerne hårdere end andre steder. Således aftrykte han bekendtgørelser om domfældelser af navngivne piger, der havde haft et kærlighedsforhold til en krigsfange. Ja lidt grotesk gik nogle af landmandskonerne rundt og sang:

 

       Lieber Mann, bleibst du in Flandern.

       Hier zu Haus liebt mir ein Andern

 

Enkelte sønderjyske piger flygtede også med russiske flygtninge til Sortehavet. Opdagede myndighederne et sådant forhold, blev det straffet med fængsel.

 

Sønderjyder som vagter

De sønderjyder, der var over 40 år, kun ansøge om, at blive bag fronten og eventuel blive vagter for krigsfanger. Og for mange betød dette et godt venskab med krigsfangerne.

 

Kålroer frem for kartofler

I 1916 slog den tyske kartoffelhøst fejl. Myndighederne anbefalede derfor retter bestående af 1/3 kartoffel og 2/3 kålroer. Mange krigsfanger led. Når de passerede møddinger styrtede de over, for at se, om der var noget spiseligt. Hvis en sønderjysk vagt forsøgte at hjælpe, ja så var det øjeblikkelig afgang til østfronten.

 

Aflåste barakker

De fleste sønderjyder, såvel danske som tyske var ret humane i deres behandling af krigsfangerne. Det kneb mere med tyskerne syd fra.

 

Når krigsfanger var udstationeret, skulle krigsfangerne sove i aflåste barakker med jerntremmer for vinduerne. Deres tøj skulle afleveres til vagtmandskabet om aftenen. Flugtforsøg blev straffet hårdt.

 

Vagtmandskab havde krav på det dobbelte

Og når det gjaldt krigsfangernes kost, kom der også forordninger. Krigsministeriet i Berlin udsendte en forordning:

 

       Den som ernærer krigsfanger for rigeligt, yder støtte til vore fjenders udhungringsplaner og forsynder sig mod sit eget folk.

 

Til russiske krigsfanger anbefaledes en tyk suppe som morgenmad. Der skal være mindst tre daglige måltider. I reglen skulle de indeholde ¼ pund kød, ½ pund fisk pr. dag. Pølse eller bælgfrugter må gives som erstatning højst 1 – 2 gange om ugen.

Dog havde vagtmandskabet krav på den dobbelte ration, selv om de ikke udførte fysisk arbejde.

Senere blev disse bestemmelser strammet. Fødemængden til krigsfangere blev reduceret til fedtfattig kost.

Men landråden i Sønderborg kunne konstatere:

 

       at der hyppigt er blevet konstateret, at krigsfangerne får alt for rigelig og alt for god kost

 

Begrænsning af kosten

Nu skulle krigsfanger kun have:

 

       Morgenmad: Grød med skummetmælk eller en tyk grødagtig suppe

       Omkring kl. 9: Brød uden pålæg

       Omkring kl. 12: Middagsmad – to gange om ugen uden kød

       Omkring kl. 16: Kaffe og brød uden pålæg

       Aften: Grød med skummetmælk eller suppe.

 

Der blev helt forbudt at servere flæsk, fedt, sødmælk og æg for fangerne. Fangerne måtte heller ikke sidde sammen med ikke – krigsfanger og indtage deres kost.

 

Russerne de mest populære

Der var forskel på krigsfangerne. Således blev englænderne betegnet, som at være for fine på den. De ville ikke sove tæt på andre, og de ville ikke dele. De tog ikke for alvor fat på mark – og staldarbejde.

 

Italienerne delte deres gaver med andre. Men deres arbejdsindsats var ikke stor. Franskmændene var lidt svære at komme ind på livet af.

 

Russerne var nok de mest populære. De var arbejdsomme, muntre og vellidte. De viste endda glæde, når de spiste den sparsomme kost.

 

Børnene lærte russisk

Den dansksindede del af befolkningen havde svært ved at se krigsfangerne som repræsentanter for fjenden. Børnene på gårdene havde efterhånden lært russiske gloser, og russerne kunne udtrykke sig i enkelte sønderjyske ord.

 

Kaput Germania

Krigsfangerne gik rundt med armbind, hvor der stod K.G. Kriegs Gefangener. Men i krigsfangernes optik betød det Kaput Germania.

 

Russisk musik

Mange steder rundt om i landsdelen underholdt russerne med folkesange og musik på instrumenter, de selv havde bikset sammen. Desuden lavede de skærearbejde og andet håndværk i deres sparsomme fritid.

I mange tilfælde overtrådte lokalbefolkningen bestemmelserne om begrænset samkvem med de fremmede.

 

Gravstene

Det skete selvfølgelig også at de russiske krigsfanger forsøgte at flygte. Det vidner en gravsten på Stepping Kirkegård om:

 

       Her hviler Ivan Rudin f. i Rusland – skudt v.d. Danske Grænse 30.10.1916 under et Flugtforsøg.

 

Flugtforsøg

Flere forsøgte at flygte til Danmark. I oktober 1916 blev der udleveret en dusør på 20 Mark til alle, både bevogtningsmandskab og civile, der hjalp med at pågribe flygtninge. Krigsfangerne slog sig ofte sammen med sønderjyske værnepligtige, som deserterede. Sidst på året i 1917 voksede antallet af flugtforsøg blandt de russiske fangere.

 

Dramatiske episoder

Ofte foregik der dramatiske episoder ved grænsen til Danmark. Det var tilfældet ved grænsen mellem Bastrup Skov og Farris, syd for Vamdrup. Her skød tyske vagtposter ind i Danmark. Men de løb også over grænsen for at hente den russiske krigsfange, og de truede den danske bonde, der kom ilende til.

 

Mange krigsfanger døde under hasaderede flugtforsøg ved drukning i Lillebælt.

 

De gjorde selv noget

På grund af borgerkrigen i Rusland gik der lang tid inden de russiske krigsfanger hjem. Men masser russere valgte at tage deres skæbne i egen hånd. Således valgte 57 pct. af de fanger, der var tilbage i Tønder – området i sommeren 1919 selv at gøre noget ved sagen.

 

Kilde:Se Litteratur Sønderjylland

 

Hvis du vil vide mere: Om Første Verdenskrig:

 

       Sønderjyder i Første Verdenskrig

       Da Als var republik

       Sønderjylland i knibe

       Aabenraa under de to krige (Aabenraa)

       Løjt – mellem dansk og tysk (Aabenraa)

       Første verdenskrig i Bov (Padborg/Bov/Kruså)

       Genforeningen i Bov Sogn (Padborg/Bov/Kruså)

       Dagligliv i Tønder 1910 – 1920 (Tønder)

       Militæret i Tønder 1920 – 1923 (Tønder)

       Minder fra Tønder 1864 – 1920 (Tønder)

       Tønder på en anden måde (Tønder)

       Tønders Dansksindede (Tønder)

 

30.000 sønderjyder deltog i Første verdenskrig. 6.000 kom ikke hjem. De betalte de højeste pris. De fleste kom til vestfronten. Men ca. 600 endt i russisk fangelejr. Bogudgivelser fra den tid er populære. Vi har her anmeldt tre af de bedre udgivelse. En af fortællerne vendte ikke hjem, og en tilbragte fem år i sibirisk fangelejr.  Læs om Kresten breve og Dagbøger – Artillerist på Vestfronten – Jeg har ikke flere partroner.

 

Tre gode bøger

Dette er en utraditionel anmeldelse af tre forskellige bøger, der alle omhandler sønderjyder i første verdenskrig. Bøgerne er:

 

       Claus Bundgård Christensen: Krestens Breve og Dagbøger – En dansker på Vestfronten i Første verdenskrig / Gyldendal

       Artillerist på Vestfronten – Thomas Sølbecks erindringer fra Første Verdenskrig / Gyldendal

       Mathias P. Høeg: Jeg har ikke flere Patroner – Fire års fangenskab i Sibirien (Helle Retbøll Carl) /Gad.

 

Masser af post

Millioner af breve og pakker blev sendt mellem fronterne og hjemmene i løbet af første verdenskrig. Man kunne nu ikke skrive alt. Der var censur på. Nogle gange var man tvunget til at skrive på tysk. Men alligevel, størstedelen af de sønderjyske forsendelser var på dansk. Og dagbøgerne, ja her kunne faktisk skrive, hvad man havde lyst til. Og brevene samt dagbøgerne gengiver ofte frygtelige oplevelser.

 

30.000 sønderjyder i krig

De dansksindede sønderjyder kæmpede en kamp, som slet ikke var deres. Siden 1867 havde også de dansksindede værnepligt. Nogle flygtede over grænsen til Danmark. Men H.P. Hanssen og andre ledende dansksindede opfordrede til, at man blev og aftjente sin værnepligt. Ellers ville der ikke være flere tilbage, for at kæmpe for danskheden. Ca. 30.000 sønderjyder deltog i Første Verdenskrig. 6.000 vendte aldrig hjem igen. De betalte den højeste pris. Og mange af dem, der vendte hjem var på den ene eller anden måde mærket for livstid.

 

Tidligere udgivelser

De tre omtalte er tidligere udkommet i en eller anden form. Og også en af klassikerne er nu blevet genudgivet. Det er Ernst Jüngers mesterlige roman om første verdenskrig, I Stålstormen.

 

Krestens Breve og Dagbøger – En dansker på Vestfronten

Kresten Andersen blev født på forældrenes gård i Ullerup. Han betragtede sig selv som dansker. Han læste blandt andet filosofi i København. I 1913 vendte han tilbage til Sønderjylland. Her fik han ansættelse hos Sprogforeningen.

 

Rygtedannelser

Da han kom til fronten blev han en ivrig brevskriver. Desuden skrev han dagbøger om sine oplevelser. De dansksprogede aviser blev lukket som led i den hårdhændede behandling af de dansksindede i Sønderjylland. Dette resulterede i mange rygtedannelser. Og det bærer hans breve også præg af

 

 

Krigen blev ikke kortvarig

Han håbede lige som alle de andre, at krigen ville blive kortvarig. Krestens far var en af de dansksindede, der blev anholdt, da krigen startede.

 

Nordslesvigske Regiment

Det regiment, som han kom til blev kaldt for Danskerregimentet eller Nordslesvigske Regiment. Men ellers blev det kaldt Reserveregimet 86.

 

Inden afgangen til Frankrig blev der ekserceret seks timer dagligt. 

 

Skaf en pistol

Kresten var til session i 1912. Da krigen startede blev han som reservist ikke sendt direkte til fronten. Slaget ved Soissons var det første store skyttegravsslag, hvor der deltog dansksindede soldater.

 

Daglig berettede Kresten om faldne sønderjyder og sårede. Den 1. oktober 1914 omtaler han, at deres løjtnant havde anbefalet, at de anskaffede sig pistoler. Det ville være en fordel, hvis de var blevet for gruelig lemlæstede.

 

Kæmpe oppakning

Den 19. november 1914 får regimentet udleveret ny oppakning. Og det er ikke så lidt, at slæbe rundt på. Kresten regnede med, at det vejede 60 – 70 kg.

 

Den 4. december 1914 flyver kuglerne om ørerne. Franskmændene ligger kun 300 meter fra skyttegraven.

 

Den 12. december 1914 taler Kresten om plyndring af en fransk by. Først var det officerernes tur, derefter må de menige tage for sig af retten.

 

Alt kunne genbruges

Alt kunne bruges af den tyske hær. Således var Kresten den 15. marts 1915 i gang med at samle alt hvad der forefandtes af jern, granater, håndværktøj, blikdåser, tuber m.m. Alt blev indsamlet og genanvendt. Kresten mente, at han fungerede som Det Franske Riges skraldespand. Også Lassignys ruiner blev gennemrodet for alt hvad der var af træ i husene.

Gulve, lofter og paneler blev brækket af.

 

Ved et natlig uheld fik Kresten kom han til skade med sit ben. Hen over sommeren 1915 havde han håbet, at blive udtaget til et militærhospital i Tyskland, men det skete aldrig.

 

57.000 omkommer på et døgn

I efteråret 1915 blev han udtaget til reservetjeneste i baglandet. Og den 4. marts 1916 var han på sin første og eneste orlov i Ullerup. Hans tilbagevenden til kompagniet kom på det værste tidspunkt. Reservekompagni 86 kom til at deltage i nogle af første verdenskrigs værste kampe. Således mistede den britiske hær på et døgn – den 1. juli 1916 hele 57.000 mand. Ved Somme i Frankrig.

 

Det sidste brev

I dagene omkring den 23. juli blev Krestens regiment frygtelig decimeret. Samtlige officerer var enten døde eller sårede. Regimentet havde mistet 1.670 mand og snart bliver Kresten meldt savnet.

 

Mandag den 7. august 1916 skrev Kresten for sidste gang. Her skrev han om, at de sidste 40 dage havde været ekstrem hårde.

 

Krestens breve og dagbøger har været udgivet i forskellige sammenhænge, men det er første gang de er samlet. De giver os en beskrivelse af den forventning, der opstod i Nordslesvig i krigens start i 1914.

 

Man får medlidenhed

Man får medlidenhed med Kresten. Optegnelserne indeholder en masse håb og kærlighed. Og Kresten giver hele tiden udtryk for, at han er træt af den meningsløse krig. Selv om optegnelserne har været udsat for censur, får man et stærkt indtryk af soldaternes meningsløse liv ved fronten. Galskaben er til at få øje på.

 

Han er meget taknemlig over for alle de pakker, han modtager hjemmefra. Det er en jævn strøm af smør og skinke men også det lokale blad Hejmdal læses ved fronten.

 

Forældrene lærte aldrig tysk

Forældrene lærte aldrig tysk. Krestens morbror var den legendariske H.P. Hanssen. Allerede dengang da H.P. Hanssen udgav Hejmdal  i 1919 blev nogle af Krestens beretninger fra fronten udgivet. Og brevene har også været gennem Valdemar Rørdams hænder.

 

I 2010 dukkede flere breve frem, da der blev ryddet op i en kommode i en stald i Sønderjylland.

 

Havde studeret

Vi kan takke historikeren Claus Bundgård Christensen for, at han har fundet alle optegnelser frem. Også den præcise introduktion fortjener stor ros. 

Til historikerens ros skal også nævnes, at han ikke har bragt bidragene i forkortet form som Rørdam.

 

Det er tydeligt, at Kresten Andersen havde studeret. Han ville sikkert også have levet af det skrevne ord, når han kom hjem fra fronten. Hvad det angår var han ikke en gennemsnitlig sønderjysk soldat.

 

Artillerist på Vestfronten

Efter krigen tog Thomas Sølbeck læreeksamen fra seminariet i Nr. Nissum. Siden blev han lærer i Højer. Han giftede sig i 1935 og fik tre børn. Den 18. februar 1947 døde Sølbeck på Statshospitalet i Sønderborg. Han var medlem af det tyske mindretal.

 

Repskt for franske lopper

Thomas Sølbeck kom i 1917 til Izehoe, hvor han blev uddannet som artillerist. Efter endt uddannelse blev han underlagt 4. Garde Division 6. Feltartilleri Regiment.

Thomas var i Itzehoe fra 10. okt. til 24. nov. 1917. Tiden gik med eksercits, appel samt teoretisk undervisning.

 

Turen gik til Hautmont i Nordfrankrig. Senere gik turen syd på til Marne og til sidst endte han i Belgien.

 

Han fik respekt for de franske lopper. Lusene var rene menneskevenner ved siden af. 

 

 

De allierede overlegne i artillerikrig

Vi får beskrivelser af nærkampe med britiske tanks og franske og amerikanske styrker. Men disse hændelser bliver beskrevet på en meget frisk måde. Intet tyder på, at han havde været bange for at dø.

 

I 1918 var de allierede overlegne i artillerikrig, som havde raset siden 1914. Den tyske hær var nedslidt. Det kneb med reserverne og materiellet. Ligeledes fremgår det, at Thomas Sølbeck forbandede de allierede fly.

 

Det kneb også med moralen, således opfattede de menige i stigende grad de højtstående officerer som kujoner. 

 

Erindringer nedfældet i kollegiehefte

Erindringerne blev nedfældet 10 år efter freden i et kollegiehefte. Det giver erindringerne et andet skær. Oplevelserne er stadig friske. Og et seminarieophold har måske påvirket erindringerne i et andet lys.

 

Hvor er følelserne

Bogen kan på den ene sidde minde om Intet nyt fra Vestfronten. Men der er også lidt barokt over den. Lidt som Soldat Svejk. Bogen er meget nøgtern og ikke makaber. Granatregnen bliver beskrevet på en naturlig måde. Men man føler at døden var tæt på.

 

De nyeste kampmidler som kampvogne og fly bliver beskrevet. Således oplever vi en luftkamp, hvor 60 fly medvirker.

Vi får ikke de samme følelser frem, som i den første bog, vi omtalte. De mange gas – granat og tank – angreb må have påvirket forfatteren.

 

Jeg har ikke flere patroner

       Jeg har ikke flere patroner

 

Ja sådan indleder Mathias P. Høeg sin krigsberetning. Hans tyske overordnede beordrede ham til at smide sit gevær på en kartoffelmark i det nuværende Ukraine.

 

Mod øst

Høegs dagbogs – notater begynder den 26. juli 1914.

Ja egentlig havde Høeg en lille virksomhed i Toftlund. Han var tidligere blevet kasseret, men den 22. februar 1915 stod han med en indkaldelsesordre. Den 16. juni 1915 gik det mod syd og derfra mod øst.

 

Han var hele 26 år, nybagt far og snedkermester. Som følge af hans krigsduelighed var han havnet i anden mobiliserings – bølge.

 

Langt mod øst

Hen over sommeren rykkede fronten hele 400 km mod øst. Høeg måtte gå over en flod fuld af døde kammerater. Han kunne ikke undgå at træde på dem. Ni dage efter denne oplevelse måtte han overgive sig.

 

Først måtte fangerne gå til et opsamlingssted i nærheden af Kiev. Dernæst blev de kreaturvogne fragtet til Samara ved Volga. Derefter fulgte tusinder af kilometer mod øst med Den transsibiriske Jernbane. Det var fem uger, hvor man var stuvet sammen som kvæg.

 

Først til Irkutsk, dernæst syd om Bajkal – søen, gennem Manchuriet, for endelig at nå Øst – Sibirien. Det var fangelejren Nikolsk ved Ussiri – floden. Det var ikke langt fra den kinesiske grænse.

 

Kammerater dør som fluer

Kammeraterne i fangenskab dør som fluer. De fleste krigsfangere føler sig glemt. De første tre år tilbringes i Nikolsk – Ussurijsk med 10.000 andre fangere.

Det var en stor kaserne omgivet af et højt plankværk med pigtråd.

 

Det sidste år blev tilbragt i en lejr i Petropavlosk i Ural – bjergene.

 

Ofte var det smitsomme sygdomme som tyfus og andre sygdomme som tog livet af de i forvejen svækkede fangere.

Ernæringen var også under al kritik. Fangerne var udsat for store lidelser. Vi får en gribende beretning om lidelser og afsavn.

 

Kejserinden opretter særlejr

Den danske repræsentation har hverken pligt eller ret til at tage sig af de sønderjyske krigsfangere. I det skjulte gør de det dog.

Det lykkedes også for kejserinde Dagmar at få oprettet en dansk særlejr i nærheden af Moskva.

 

En sej sønderjyde

Men lidelserne fortsætter længe efter krigens afslutning. Under den russiske borgerkrig er krigsfangerne fanget i et net. Høeg bliver meget pessimistisk med hensyn til frigivelse.

Men hele tiden havde han det for øje, at hang han med hovedet, så ville han aldrig komme hjem. Han var en rigtig sej sønderjyde og på mange områder en usædvanlig person.

 

Den 22. november 1918 kan Høeg endelig tage hjem. Men han er lige ved at ende i en tjekkisk koncentrationslejr.

Hjemturen går via Kina og Indien. Selv om den også er dramatisk, kan man også spore munterhed.

 

Spændende, grufuld og fascinerende

Flere gange takker Høeg danske erhvervsfolk og Røde Kors for, at han stadig er i live. Det er en spændende, grufuld og fascinerende beretning. Høeg havde en fantastisk evne til at overleve. Overlevelseschancerne var ellers ikke store.

Måske var det fordi han var en praktisk troldmand. Som håndværker kunne han reparere næsten alt.

 

Der løb tårer ned af Høegs kinder, da han endelig den 10. december 1919 anløb Helsingør ombord på det gode skib, Mitau.

 

En bryllupsfest årsag til genudgivelse

Danmarkshistorien rummer ellers ikke så meget om sønderjyder i russisk krigsfangenskab. Men vi kan takke  Helle Retbøll Carl for at vi nu har fået kendskab til den del af historien.

Til en bryllupsfest fik hun Tom Høeg til bords. Han fortalte om sin farfars eventyrlige oplevelser. Det vakte Helle Retbøll Carls interesse.

 

I 1943 havde Høeg ellers udgivet sine erindringer. Og selv om Høeg gennemgående er en sympatisk person, så kan han ikke skjule at han er jødehader.

Når man så samtidig tænker på, hvornår bogen så blev udgivet.

 

Særdeles læsevenlig

Men den nuværende udgave kan nok ikke sammenlignes. Den er blevet redigeret og tilføjet spændene fotos. Desuden er indforståede kommentarer blevet rettet, så bogen er blevet særdeles læsevenlig.

Og dog – Måske burde der have været yderligere forklaringer. Det drejer sig for eksempel om alle navnene i bogen og tidens politiske situation.

 

Aktiv efter hjemkomst

Tilbage i Toftlund fortsatte Høeg sin snedkeri – og trævirksomhed indtil 1958, hvor det hele blev overtaget af sønnen, Niels.

Ja med en utrolig vilje med også som en mærket mand får han opbygget en trævarefabrik, som også eksisterer den dag i dag. Efter hjemkomsten var han utrolig aktiv i diverse foreninger.

 

Masser af dramatik

I 25 år holdt han oplevelserne for sig selv, indtil han på Modersmål – forlaget. og med megen beskeden interesse for den udgivet i 1943.

 

Bogen er virkelig spændende og Høeg er en fantastisk fortæller. Der er masser af dramatik. Og så havde Høeg en god til at iagttage

 

Hvis du vil læse mere om Tiden omkring Første Verdenskrig på dengang.dk: Læs:

 

       Da Als var Republik

       Flugten over Grænsen 1914 – 1918

       Sønderjylland i knibe

       Krigsfanger i Sønderjylland

       Aabenraa under de to krige (under Aabenraa)

       Løjt – mellem dansk og tysk (under Aabenraa)

       Første verdenskrig i Bov (under Padborg/Kruså/Bov)

       Genforeningen i Bov Sogn (under Padborg/Kruså/Bov)

       Dagligliv i Tønder 1910 – 1920 (under Tønder)

       Militæret i Tønder 1920 – 1923 (under Tønder)

       Minder fra Tønder 1864 – 1920 (under Tønder)

       Tønder på en anden måde (under Tønder)

       Tønders dansksindede (under Tønder)

Dette er Haderslevs historie vol. 3. Vi kigger på Hjorte Apotekets historie. Det hele startede med et hof – apotek til kongen. Gennem historien kæmpede apotekerne for deres rettigheder. Der kom vin – og ølstuer til, for bare at få det hele til at køre rundt. Nogle steder var apotekeren også læge. Således også i Haderslev. Det var bare det problem, at der var en læge i forvejen. Og så glemte Amtmanden lige at checke, at apotekernes rettigheder blev overholdt.

 

Jyllands ældste apotek

Dette er tredje del af Haderslevs historie. Vi kigger lidt på læge og apoteker – verdenen og kigger lidt på en del af Hjorte Apotekets historie.

Hjorte Apoteket er Jyllands ældste apotek, og et af landets ældste.

 

Tønder Apotek – et rigtigt apotek

Som barn var det med ærefrygt at jeg trådte ind på apoteket. Det var så sandelig at komme tilbage i tiden, når man trådte ind på Tønder Apotek. Det var en hel speciel atmosfære.

Ja det kan man måske også godt sige, at det er i dag. Men her er der masser af julemænd. For Det gamle Apotek i Tønder er i daf storleverandør af julepynt.

 

Apotekergårde fra 1465

Den første apotekerbevilling i Danmark gik til Willum Unno i 1546. Men den gang var det nærmest en blandet landhandel. Ud over lægemidler solgte man krydderier, konfekt, kandiserede frugter, chokolade og syltede varer. Dengang havde man også sit eget laboratorium, hvor der blev fremstillet piller, miksturer og andre typer medicin.

 

Men allerede i 1465 er der registreret apotekergårde. Befolkningen måtte tage til takke med de såkaldte bartskærere. Det var betegnelsen for de barberer, der også tog sig af at behandle sår og knoglebrud.

 

Folk døde som fluer

Den manglende sundhedstjeneste betød, at folk døde som fluer. Det var på tide, at der blev oprettet et ordentligt sundhedsvæsen. Således var der i 1672 oprettet 24 apoteker i Danmark. Men i det år var det reelt kun 10 procent af Danmarks 670.000 indbyggere, der havde adgang til et apotek. Afstandene og transportforhold gjorde det næsten umuligt at komme frem til et apotek.

 

Højdepunktet nåede vi i 1961, da der var 354 apoteker i landet. Siden er det gået tilbage.

 

Øl og vin

Nogle steder fik apotekerne også tilladelse til udskænkning af øl, vin og spiritus. Ikke så sjældent endte dette i skænderier og slagsmål.

 

Dyre – tegn

Grunden til at apoteker har dyrenavne var, at de husene ikke havde husnumre. De var de færreste, der kunne læse, derfor var det smart, at give husene et tegn. I den forbindelse blev apotekerne forsynet med et dyre – tegn.

 

Løven var desuden kendetegnende ved styrke og tegn på livskraft. Svanen var tegn på klogskab, ro og værdighed. Hjorten var livskildens symbol og flere af dens kropsdele blev tilskrevet helbredemde kræfter.

Ørnen var symbol på Kristi himmelfart og lysets sejr over mørkets magter. Elefanten var et spændende blikfang på grund af dets størrelse og udseende.

 

Eneretten til medicinfremstilling forsvandt

I 1913 mistede apotekerne eneretten til at fremstille medicin. De har dog stadig ret til det. Men det kan dog ikke betale sig.

 

Hertugens væsentlige apoteker

Den 15. juli 1557 udsendte Hertug Hans en Bestalling på seks år for Antonius Bate som hertugens wesenlicher apoteker i Haderslev.

 

Han skulle altid holde apoteket velforsynet med friske urter og hvad dertil hørte. Som løn fik han hver Mikkelsdag, To Ørtug Rug, To okser, 1 Fjerding Smør og to fede svin. Hertugen skulle ligeledes skaffe ham et hus med have. Og han skulle være fri for borgerlig Tynge.

 

Eneret

Bate fik tillige eneret på at sælge vin, Lutendrank eller Claret, stødt Krudt (Urter), og Konfekt. Desuden måtte han føre sine abbetekischen Guter toldfrit fra Ribe til Haderslev.

 

Apotekeren boede allerede i 1567 over for Vor Frue Kirke. Hertugen bestemte nemlig i dette år, at latinskolens rektor skulle bo i den gamle lektorbolig.

 

Et kongebrev fortæller, at Bate havde leveraner til hoffet. Den 10. november 1573 fik rentemesteren Befaling til at betale 61 Daler paa Apoteket i Hadersløf for Speceri og andet, som Kongens Apoteker havde ladet hente her.

 

Kongens apoteker

ongens apoteker hed Antonius Preuss. Den 20. marts 1574 er i hertugens Kancelli på Handsborg Slot tale om Arrest uff das gelt bei Anthoni Apoteker. I en brev til Christopher Walkendorf den 25. juli 1578 hedder det sig:

 

       Da den apotekersvend, som Antonius Apoteker ifølge sin bestalling altid skal følge med kongen og hoffet, ikke er forsynet med det, som en apoteker bør have, så man må sende bud til Haderslev og andre steder efter det, som behøves skal Walkendorff kalde Antonius Apotheker til sig og på Kongens Vegne alvorligt forholde ham, at han straks enten selv må følge med hoffet med de nødvendige apotekervarer eller forsyne sin svend med s¨danne, da kongen ellers må¨afskedige ham og antage en anden, der vil vise sig villigere i bestillingen.

 

”Det kalder jeg at solde”

Ifølge dette brev synes Bate at have været apoteker både for kongen og hertugen. Den sidste kom ofte på apoteket til drikkelag. En gang havde han og hans følge tilbragt en hel eftermiddag der. Og da man overrakte ham en regning over fortæringen på 4 rigsdaler, udtrykte han sin forbavselse:

 

       Dat nenn ik ok schlampapamen (Det kalder jeg at solde)

 

Bevilling stadfæstet

Bate fik den 5. august 1583 sin hertugelige bevilling stadfæstet af Konge Frederik den Anden:

 

       Vi Frederik den Anden, af Guds Naade Konge af Danmark p.p. Gør hermed vitterligt, at den agtbare Apoteker i Haderslev, vor kære, trofaste Anthoni Bathe, underdanigst har ladet os berette, hvorledes den højsagelige velbaarne Fyrste, vor venlige, kære Fætter, Hertug Johannes den Ældre, Arving til Norge, Hertug af Slesvig Holsten har benaadet Apoteket med megen Frihed – at samme Anthoni Bathe har ladet os forlægge saadan et fyrsteligt privilegium in originali under vor Fætters allernaadigste Haand og Segl og dermed underdanigst bedt om, ikke alene at stadfæste samme Priilegium, men ogsaa yderligere benaade ham med, at han maatte faa Lov til at have og holde Vinkælder.

       Fordi vi saa til Velsignelse for denne By og de omliggende lande ønsker dem i Nøds – og Dødstilfælde et godt Apotek….saa vil og anordner vi hermed for det første, at omtalte Anthoni Bathe skal være fri for alle Borgerpligter som Skat og lignende.

       For det andet, at alene han og ellers ingen, det vælre sig Borger eller fremmed, i denne vor By Haderslev maa faldbyde og sælge søde Vine, stødte Urter, Konfekt eller andre Apotekersager, syltede Composita og Simplicia.

       For det tredje, at ingen Kræmmer skal have Lov til at sælge af de nævnte Varer – fra Butik eller Bode hemmelig eller offentlig – til Borgere eller Bønder.

       For det fjerde, at han, ligesom Raadet, maa holde og have en Vinkælder og sælge Vinen i hele og halve, store og smaa Maal, som nogen ønsker at købe den. Men at han saa ogsaa til enhver Tid forsyner sit Apotek med friske, udadlelige Materialier, og ikke til alt for dyre Priser overlader dem til Køberne, men sælger dem for en rimelig Betaling.

       Vi byder dernæst vor agtbare Amtmand, som nu for Tiden er her eller for Fremtiden vil være ansat der, som ikke mindre Borgmester og Raad i denne By, meget strengt og alvorligt, at I ikke blot skal nævne Anthoni Bathe staa med denne kongelige Naadesbevisning, men tværtimod hjælpe og beskytte ham mod ethvert Overgreb, som maatte overgå ham. Saa sker vor naadigste Villie.

       Under vor kongelige Haand og Secret – Givet paa vort Slot Haderslev d. 5. August 1583 – Friedrich

 

Det var lidt af et særsyn, at få et apotek, så tidlig. Så vidt vides, var der kun på det tidspunkt apoteker i København, Viborg og så Haderslev. Tønder fik sit første apotek i 1623.

 

Eftergivne over for overtrædelser

Selv om man havde eneret på at sælge visse varer, så var var det ikke alle der overholdt dette. Regeringen sybetes, at være eftergivne over for overtrædelser. Man anså, at andre borgers rettigheder led under apotekerens monopol.

 

Opslugt af flammer

Hvor længe Bathe har været apotekets ejer, er det svært at finde ud af. I 1627 da den store ildebrand brød ude i Haderslev blev apoteket også opslugt af flammerne.

Måske har Bathes enke eller søn ført apoteket videre.

 

Udsalg på stadens grund

Om apoteket er opført lige efter branden vides heller ikke. Til at begynde med indrettede man et Udsalg af Apotekervarer paa Byens Grund (Stadtgrund). Måske har den nye ejer ikke haft råd til at bygge et nyt apotek, og har derfor lejet sig ind.

 

Et dokument afslører, at Borgmester og Raad med Tilkaldelse af Byfogeden og hans Skriver har ordnet (1650) den salige Apoteker Johannes Fabritius forhold til hans Kreditorer.

 

På en eller anden måde har byen været en slags formynder. I samme manuskript nævnes en apoteker Mathias Dahler over hvis ejendom, der i året 1661 blev udsted et Proklama.

 

Klager over byens krydderikræmmere

Mathias Dahler havde klaget over, at der i byen boede krydderikræmmere, der truede hans enehandel. Et svarbrev fra Flensborg Slot den 6. december 1654 sikrer apotekerens monopol. Men salget af nogle ting var blevet frigivet til andre handlende. Og det var vare som, Topsukker, Svedsker, Korender, Figner, Ris, Ingefær, Kommen, Farver, Alun, Vitrol, Svovl, Tobak, Hvis sæbe og Linolie.

 

Apoteket genopbygges

Dahlers efterfølger hed Christianus Vorstius. Han besluttede, at bebygge de øde plads igen. Men det blev kun ved tanken. Han havde ikke råd til det, og det skønt at han var den eneste apoteker og læge i Haderslev. Han savnede simpelthen midler til det. Gentagende gange søgte han om midler hos regeringen. Han fik store begunstigelser. Og disse var svære at bortskaffe igen, da de var knyttet til grunden. Den 15. maj 1660 skrev Frederik den Tredje følgende:

 

       Vi, Friedrich den Tredje, af Guds Naade Konge til Danmark p.p. Gør hermed vitterligt, at det velfærde, vor kære trofaste Christianus Vorstius, har ladet os melde, at han hidtil har dyrket Medicinen og ikke er uvillig til at bosætte sig i vor By, Haderslev, dér at oprette et Apotek, og saaledes ved sin Kur og paa anden Maade gøre god og nyttig Tjeneste. Han har allerunderdanigst bedt os give ham et Privililegium til Oprettelse af et Apotek og til at gøre sin næring som medicus. Dette giver vi allernaadigst Lov til under følgende betingelser.

       Nævnte Vorstius skal opholde sig og bo i vor by Haderslev og hjælpe med flittig, trofast Haand enhver, der trænger til hans Kur. Apoteket skal han forsyne med duelig, uforfalskede, friske medikamenter og Materialier, sælge dem for en rimelig pris, selv præparere dem med Omhyggelighed, betjene Fattige og rige, der kommer til ham enten om Dagen eller om natten. I det hele taget skal han gøre alt den, som sømmer sig for en oprigtig, ærlig og omhyggelig Medicus og Apoteker.

       Så giver vi ham da samme Privilegium som andre Medici og Apotekere i nabobyerne i vort Hertugdømme Slesvig – Holsten, hvorefter nuværende og fremtidige Amtmænd i haderslev, saavel som Borgmester og Raad, dér hvaer at rette sig.

       Under vor kongelige Haand og Segl. Givet paa vor Residens i København d. 15. maj 1660 – Friedrich.

 

Apoteker – haven

Men Vorstius skulle hele tiden kæmpe for sine rettigheder. Der blev indskærpet over for amtmanden, at apotekerens rettigheder skulle respekteres. Ligeledes skulle apoteker Vorstius hvert år have 10 læs træ fra de kongelige skove.

 

Fra gamle dokumenter fremgår det, at klosterets have tilhørte apotekeren. Den havde Hertug Hans foræret. Her kunne apotekeren dyrke apoteker – urter.

 

Den 4. januar 1667 blev forretningen overdraget  til Vorstius enke, Anna Vorstius. Efter kort tid giftede hun sig med apoteker Severin Albinus. Men det varede ikke længe. Syv år senere døde han. Enken giftede sig nu en tredje gang. Denne gang med apoteker Jakobus Schultze, hvis privilegium blev udstedt af Christian den Femte den 8. januar 1675.

Apoteket udvides

Nu døde enken, og Schultze giftede sig anden gang. Med sin nye kone fik han en søn og en datter. I 1681 udvidede han apoteket. Bygningen bestod af et egetræs – bindingshus. Og faktisk var det på slottets grund, han byggede. Derfor mente apotekeren heller ikke, at byen kunne tillade sig at blande sig i hans sager. Der opstod en del strid mellem ham og byens borgmester.

 

Fik ret til at nyde sin rang

Schultze ejede apoteket fra 1675 til 1684. Enken overtog ejerskabet efter mandens død. Kort tid efter giftede apoteker Heinrich Helms sig med enkens datter, Anna Cathrine Schultze.

 

Der opstod en del strid mellem apotekeren og Raadets mænd med hensyn til rangfordeling. Men kongen skar igennem. Raadets mænd fik påskrevet, at apotekeren skulle nyde sin Rang, sit sæde og sin Plads ved siden af de nuværende Raadmænd i alle sammenkomster. Dette gjaldt også for hustruerne.

 

Et nyt hus – til byens forskønnelse

I 1703 tilkøbte apoteker Helms en grund ved siden af, som havde ligget øde i cirka 80 år. Forpligtelsen var, at han inden for to år skulle bebygge grunden med et nyt hus på 9 – 10 fag. Og to etager til Byens Forskønnelse.

 

Bøn til kongen

Der indløb nogle klager. Det betød at byggeriet lå stille i lang tid. Helms måtte nu skynde sig for at få grunden bebygget. Dette arbejde bragte ham i stor gæld. Han måtte klage sin nød til kongen. Og i dette brev skriver han blandt andet, at han også skal ernære 8 børn. Han beder kongen om

 

1.       Fri Kørselstold som andre Borgere

2.       Et parti kamp – og Mursten af gamle Slotsgrunds Materialier

3.       Græsning paa Kommunens Mark til 2 Køer, som hans Forgængere altid og han selv i 8 Aar har haft Ret til, men som man har forment han i de sidste tre Aar.

 

Han gjorde opmærksom på, at mælken var uundværlig for apoteket, hvor det ofte blev brugt.

 

Et mord i Vinstuen

Der opstod en del stridigheder med Magistraten. De gjorde fordring på den del af ejendommen, hvor vinstuen lå. Her i denne vinstue var der ofte slagsmål, ja man taler sågar om et mord.

Efter sagnet skulle det være en ridefoged, som kom af dage.

 

Vinen var besk

I en episode fra 7. september 1714 blev der også klaget over, at vinen var for besk. Apotekerdrengen var så gået ned i kælderen for at forandre Vinen. Men heller ikke den nye blanding skabte begejstring.

 

En person skulle så have hældt vinen ned over hovedet på drengen. I det samme trådte apoteker Helms ind i lokalet. Han anmodede om, at der ikke skete mere Skandale. Såfremt man ikke efterkom dette, ville han hente Husfogeden.

 

Men det fandt gæsterne sig ikke i. Apotekeren blev nu truet med pisk. Apotekets karl trådte nu til, men han blev slået i gulvet af gæsten. Apotekeren blev flere gange kaldt for en hund. Vagten blev også angrebet. Endelig måtte den opstemte gæst overgive sig til overmagten.

 

Disse skandaler blev behandlet af domstolen. Der forelå gensidige fornærmelser, hvorfor dommen lød, at alle deltagere skulle give hverandre gensidige undskyldninger og bære sagens omkostninger i fællesskab.

 

En del solgt til latinskolen

Helms overlod forretningen til svigersøn Carl Christian Zeise, der havde giftet sig med en af hans døtre, Salome Helms. Kontrakten blev udarbejdet på den måde, at Zeise skulle være eneste ejer, men så forpligtede han sig til, at søge enighed med de andre børn angående arven.

 

Zeise afstod forretningen i 1753 til sin søn. En del af huset blev solgt til Latinskolen for at han kunne ordne arven med sin kones søskende.

Også Rangkoncession blev fornyet flere gange. Også her blev der taget hensyn til hustruerne.

 

Klage over apotekeren

Og sønnen havde taget mange eksamener rundt om i Europa. Derfor måtte han også fungere som læge. Men der opstod dog problemer med en Doktor Flohr. Der måtte nemlig ikke praktiseres, hvis der i forvejen fandtes en læge i byen, og det gjorde det.

Doktor Flohr henvendte sig til kongen, og fortalte, at han gennem ti år havde praktiseret i Haderslev. Han beklagede at apotekeren med sine gøremål gjorde det sværere for ham, at tjene penge. Derfor anmodede han kongen om også at måtte oprette et apotek. Han gjorde kongen opmærksom på, at der i Husum fandtes tre, i Tønder to apoteker. Og i Slesvig ejede Doktor Bilhard sågar selv et apotek.

 

Men der fulgte et afslag. Men også Zeise fik afslag på ret til medicinsk praksis. I sin ansøgning gør Zeise ellers opmærksom på, at Feltskær Hahn var en mand uden de mindste kundskaber. Den sidste skrivelse fra Zeise er dateret den 13. december 1752.

 

Ville ikke betale skat

Zeise ville heller ikke udrede skatten. Men den 5. februar 1763 fik han en befaling, at nu skulle han betale.

En anden sag vandt han dog. En dom den 9. september 1766 bestemte at dobbeltnummeret i Jordebogen skulle forandres og huset kun opføres under et nummer.

 

Tyveri fra haven

Haven på Klosteret havde hidtil ligget fri og åben. Det betød masser af tyveri fra haven. Derfor var Zeise i 1737 nødt til at omgive sin have med et plankeværk.

 

Indskrænket handelsret i Christiansfelt

Zeise havde også klaget over apoteker – haven i Christiansfeld, men den tante han også delvis. Der blev dog bestemt at denne have kun gjaldt for byen Christiansfeld.

 

Christiansfeld Apotek blev åbnet i 1785. Ved en koncession i 1771 fik Brødremenigheden tilladelse til at oprette et apotek. Apotekets privilegier omfattede indskrænket handelsret.

 

Formue til byen

Zeise var agtet og elsket af sine medborgere. Han døde den 7. marts 1785 efterladende sig enken. Hun blev boende på første sal, skønt forretningen fik ny ejer. Ved sin død overlod hun det meste af hendes formue til byen.

 

Apotekeren døde tidlig

Nicolaus Gottfried Sass, søn af den herværende ærkedegn, Christopher Sass, Zeises søstersøn overtog derefter apoteket. Ja Zeise havde faktisk testamenteret apoteket til ham. Han var en åben og retfærdig mand. Hans kone var datter at pastor Lassen i Hejls. Han fik flere børn, men mistede dem alle undtagen en datter, der blev gift med apoteker Rieffesthal i Ekernförde.

 

Kort efter, at Sass havde mistet sin 40 årige kone, døde han også, ramt af et hjerteslag, mens han var på besøg hos sin svoger.

Ligesom forgængerne havde Sass også en del stridigheder med magistraten. Han nægtede at aflægge apotekereden for Magistraten af frygt for, at de skulle tilrive sig den juridiske ret over apoteket, da det befandt sig på slotsgrunden.

 

Han havde indsendt en klage til regeringen og mente, at hans onkel var blevet narret af de lokale. Også med lægerne i Christiansfeld kæmpede Sass sine kampe. De tillod sig nemlig at købe deres medikamenter i deres egen bys apotek. Men dette apoteks privilegium var indskrænket. Først i 1805 fik apoteket i Christiansfeld udvidet, som alle andre apoteker.

 

Danmarks ældst fungerende apotek

I næsten 200 år fungerede stedet som apotek. I 1842 blev den gamle bygning revet ned for at give plads til et nyt moderne apotek. Det var en meget smuk bygning, der her blev revet ned.

I 2001 forlod apoteket de vante lokaler og flyttede til sin nuværende beliggenhed. I dag er det Danmarks ældst fungerende apotek.

 

Kilde: Se:

       litteratur Sønderjylland (under udarbejdelse)

       litteratur Haderslev (under udarbejdelse)

 

Hvis du vil vide mere: Om Haderslev – Læs:

       Haderslev – i begyndelsen (1)

       Haderslev – handel og søfart (2)

       Da Christiansfeld opstod

 

Hvis du vil vide mere: Om sygdom, fattigdom og sundhed: Læs:

       Pest i København (under København)

       Røverhistorier fra Lægekunsten (under København)

       Skt. Jørgen – helgen, Hospital og Sø (under København)

       Aabenraas fattige(under Aabenraa)

       Jordemødre, Hekse og Kloge Koner (under Aabenraa)

       Syge mennesker i Aabenraa (under Aabenraa)

       Den mærkelige læge fra Højer (under Højer)

       Et Hospital på Nørrebro (under Nørrebro)

       Fattiglemmer på Ladegården(under Nørrebro)

       Ladegården – dengang (under Nørrebro)

       Moral, etik, horeunger og fattighjælp (under Nørrebro)

       Fattige i Tønder (under Tønder)

       Sygdom og andre lidelser i Tønder  (under Tønder)

       Peter Dirchs – den glemte Fysikus i Tønder (under Tønder)

       Ulrich – en Fysikus fra Tønder (under Tønder)

Frits Clausen blev gjort til syndebuk for de tyske nazisters grusomheder. Han var nok ikke Danmarks største krigsforbryder. Modstandsbevægelsen ønskede ham dømt til døden. De blev forarget over, at så mange nazister slap for straf. De konservative nærmede sig nazismens ideologi. Retsopgøret straffede den lille mand. Politikerne slap fri. Regeringen kunne ikke drages til ansvar. Frits Clausen nåede aldrig at få sin dom. Han blev chokeret, da han så anklageskriftet. Og hver gang vi bringer en artikel om Frits Clausen er det ballade. Selv følgelig kan vi da heller ikke bakke op om de ting han gjorde. Men vi forsøger at gengive historien så perfekt som mulig.

 

En taxachauffør – for 12 år siden

Da vi forleden undersøgte en sag efter besættelsen, dukkede pludselig Frits Clausens kontrafej frem. Og en konspirations – teori opstod pludselig. Antagelig skulle han være død af et hjertetilfælde i fængslet. Men han var fundet med et hul i baghoved En taxachauffør, som undertegnede kørte med for vel omkring 12 år siden, fortalte en grufuld historie om hans død. Han påstod, at han havde været i modstandsbevægelsen. Og hvorfor skulle han – Frits Clausen pludselig dukke op, nu hvor vi undersøgte en anden mands likvidering. Så længe der ikke kan bevises noget, må det være konspiration. Det kunne være interessant at få fat i ligsyns – rapporten.

 

En borgerlig baggrund

Frits Clausen var født i Aabenraa. Hans far var købmand. Han opgav sig selv til at være født konservativ. Han gav også udtryk for, at hans forældre var dansksindede. Men efter alt at dømme var faderen tysksindet. Han siger selv, at han fik indblik i fattigdommen. Men han tænkte ikke over, at han kunne gå til et veldækket bord, mens hans fattige legekammerat stod og ventede udenfor.

 

Flensborg 1921

Vi har tidligere omtalt Frits Clausen. I denne artikel vil vi også omtale DNSAP og det tyske NDSAP. Vi kigger også på Bovrup – kartoteket. Vi går tilbage til en episode i Flensborg den 4. januar 1921. Under begravelsen af kommunisten og arbejderen, Poul Hoffmann, der døde under mystiske omstændigheder i politiets varetægt, opstod der ballade. 11 demonstranter og 22 blev såret, da sikkerhedspolitiet fra Duborg – kasernen åbnede ild mod en ophidset folkemængde.

 

NDSAP – største parti

Denne episode har sikkert været medvirkende årsag til, at da Hitler kom til magten i 1933 så var NDSAP det største parti i Flensborg. Slesvig – Holsten var fra starten en af nazismens kernestationer. Stemmeprocenten lå her væsentlig over tilslutningen end i det øvrige Tyskland. I 1932 fik nazisterne 45,6 pct. af stemmerne i Flensborg by, mens landskredsen nåede op på 70,1 pct. Den store tilslutning til nazismen lige syd for grænsen, smittede efterhånden af på Det Tyske Mindretal nord for grænsen. Men det kom dog langt senere. Og det var de tyske nazister de i sidste ende tilsluttede sig. I begyndelsen var der mange forskellige organisationer og retninger, der opstod, men til sidst blev det hele samlet.

 

Begrænset succes

Det danske nazist – parti fik kun begrænset succes. DNSAP fik aldrig mere end 2,1 pct. af medlemmerne. Man forsøgte at benytte den nationale krisesituation til at overlade regeringsmagten til tyskerne, lige som Quisling i Norge. Man oprettede også hvervekontorer til den tyske værnemagt.

 

Biografi aldrig udgivet

I fængslet nåede Frits Clausen at skrive sin biografi, men den blev dog aldrig udgivet. På Frihedsmuseet blev han vist frem som sprællemand. Det var egentlig anklageren, der havde bedt ham om, at skrive nogle ord ned. Han havde allerede skrevet ca. 450 sider, men var kun nået til 1940. Og i diverse bøger om besættelsestiden kan man se karikaturtegninger af ham. Det er også det berømte billede af ham, hvor han går rundt i jakkesæt med en trillebør i Fårhuslejren.

 

Skulle udstilles i aviserne

Mange forlangte, at nazisterne skulle offentliggøres med navn og foto i aviserne og udstødes af samfundet. Det samme skulle ske med alle de hjemmetyskere, der havde meldt sig ind i NDSAP.

 

Bovrup – kartoteket

I 1946 blev det såkaldte Bovrup – kartotek udgivet. Det er en liste over 22.700 nazister, geografisk og alfabetisk opstillet med angivelse af fødselsår, erhverv, bopæl og indmeldelses – dato. Bag udgivelsen stod tidligere modstandsfolk, der mente at nazisterne ikke have fået nok straf. Derfor tog de sagen i egen hånd, og skaffede sig en kopi af de nazistiske medlemslister. Kartoteket indeholder kun halvdelen af navnene på de mennesker, der på et eller andet tidspunkt har været medlem af det danske nazist – parti – ca. 39.000.

 

Ingen redigering

Det blev ikke registeret, hvis et medlem meldte sig ud, om det var i 1934 eller 1944. Men forræder – stemplet hang på. Og det mente modstandsbevægelsen var vigtigt at få frem. Det havde en hvis lighed med modstandsbevægelsens egen kartotek. Her kneb det også med redigeringen af forkerte oplysninger. Mange steder tillægger man Bovrup – kartoteket stor betydning. men det er grundet manglende registrering vanskelig at gå til.

 

Psykopater og intelligensdefekte

Var det så kun nazister, der var såkaldte landsforrædere? Det er der nogen, der prøver at overbevise om. Man fortalte også, at det kun var sociale afvigere, der meldte sig under de tyske faner. De skulle have været psykopater og intelligensdefekte. Min bedstefar var hverken nazist eller social afviger. Og sådan var det for de allerfleste. Ca. 8.000 mænd fra Danmark meldte sig for at kæmpe på tysk side mod Sovjetunionen.

 

Forfulgt – efter retsopgøret

Endnu den dag i dag males der et sort/hvidt billede af, hav der skete før, under og efter retsopgøret. Massekulturen var jo helt klart på vindernes side. Tyskerpiger blev udstillet, fik håret klippet af, og enkelte steder fik det tøjet hævet af. Det blev spyttet på dem, ligesom på mange, der blev anholdt og løsladt igen. Nogle måtte finde sig i, at få foto og navn i de lokale ugeaviser. Mange fik beslaglagt deres formue og mistede deres borgerlige rettigheder. Således måtte de ikke søge et offentlig job. Dette fulgte dem helt op til 1970erne.

 

Nazister ville ikke samarbejde

Nazisterne havde ikke rigtig nogen, de kunne samarbejde med. Det var partiets image, at de var det eneste rigtige parti, så derfor var det ikke nødvendig at samarbejde. Mange var fascineret at det, der skete i Tyskland Det udenlandske forbillede gav håb, selvtillid og opmuntring. Men det kneb gevaldig for DNSAP at skaffe resultater.

 

Vikingernes sande efterkommere

Meget tankevækkende er det, at halvdelen af dem, der søgte optagelse i DNSAP og som oplyste om tidligere partiforhold, nævnte det Konservative Parti eller Konservativ Ungdom. Nazisterne tog patent på gravhøje, lurer, runesten. De betragtede sig som vikingernes sande efterkommere. DNSAP brugte ellers de samme symboler som NSDAP. Til lyden af lurmusik, skridtede den danske førere fronten af.

 

Konservativ Ungdom

KU importerede noget af dette. De havde ca. 30.000 medlemmer på højdepunktet i 1935. Medlemmerne skulle stå i rad og række iført uniform. De ønskede aktivisme og en handlekraftig optræden , herunder konfrontation med politiske modstandere. Og deres hilsen med højre arm lignede i høj grad nazisterne. Måske var KU med til at trække tæppet væk under DNSAP. Kigger man i det konservative studieblad, Studium, så kan man læse, at det i høj grad var præget af strømningerne syd fra. Men på et tidspunkt kom der vink med en vognstang længere op fra i partiet. Var KU fortsat linjen, kunne det have haft meget større betydning end DNSDAP. .

 

Mange var fascineret af Det Tredje Rige

Men der var dog også mange andre danskere, der var fascineret af Det Tredje Tyske Rige. Således kunne man i mange rejsebeskrivelser fra den tid ikke skjule fascinationen. Man var begejstret over fireårs – planerne, motorvejene, den herskende orden og effektivitet og folkevognen. Det var et moderne industrisamfund.

 

Uenighed om grænsen

Det tyske mindretal i Sønderjylland vejrede morgenluft ved Hitlers magtovertagelse. Her var der NSDAP, der havde magten. De ville i Det Tredje Rige. Frits Clausen mente, at grænsen lå fast. Helst havde han set den ligge ved Dannevirke.

 

Politisk Propaganda

I oktober 1940 kunne man i det nazistiske dagblad, Fædrelandet læse, at Verdens højeste Bjerg trykkes i København. Den største politiske propaganda, der nogensinde havde været i Danmark blev sat i værk. Det så ud som om, at DNSAP havde åbenbart uanede midler til diverse udgivelser. Man havde flere trykkerier i brug, bl.a. i Toftlund, Gråsten og Christiansfeld. Senere kom andre til i Fredericia, Slagelse, Aabenraa, Kolding og København. Den første pjece havde Gråsten Bogtrykkeri som udgiver.

 

Massiv støtte ophørte i 1943

Officielt havde partiet eget forlag fra 1. oktober 1936. Og det første hovedsæde blev henlagt til Aabenraa. Partifører Frits Clausen var den mest skrivende af de danske nazister. Den massive økonomiske støtte fra tysk side udeblev fra 1943. Antallet af nazistiske blade blev derefter kraftig indskrænket.

 

Importeret en anderledes kultur

Clausen mødte op til internationale fascist – møder i 1934 – 35. Den norske Quisling mødte op til DNSAP s landsstævne i Kolding i 1939. Man vil gerne gøre hans person som forklaring på DNSAP s ringe succes. Han var korpulent og havde en ringe politisk begavelse. Ja sådan vil historikere gerne fremstille ham. Men han var særdeles afholdt i Bovrup og omegnen. Partiet havde importeret en anderledes kultur, selv om man brugte mange nordiske symboler. Fascismen og nazismen var 10 år undervejs i Tyskland og Italien. Der var åbenbart ikke plads til egne ideer i Danmark.

 

Stadig mange nazister i 1945

Krigslykken vendte som bekendt, men i 1945 var der stadig et forholdsvis stort antal danskere, der betalte kontingent til DNSAP.

 

Manglende indhold

DNSAP var måske et teaterstykke, der blev instrueret til fordel for pressen. Der manglede noget indhold i partiprogrammet. Frits blev indkaldt til tysk krigstjeneste. Men den varede kun kort. Han blev taget til fange ved østfronten i 1915. Senere påstod historikere, at han var rendt over til russerne – frivilligt. Han ville hellere være russisk krigsfange end tysk soldat. Hans oplevelser i Rusland gjorde ham til antikommunist.

 

Til Dannevirke

Han agiterede for at den danske grænse skulle gå ned til Dannevirke. Det kom den ikke til. Han var dybt skuffet over grænsedragningen efter Genforeningen. Han var hel sikker på, at der var begået alt for mange fejl.

 

Bristede ambitioner

Fakta er, at han gennem sin indsats fik danske krigsfangere løsladt. Omkring 1920 havde han meldt sig ind i Det Konservative Folkeparti. Han forlod det igen omkring 1930. De store ambitioner, som han havde, gik ikke i opfyldelse. Mod syd fik han øje på nazismen. Det lykkedes for Frits Clausen, at få væltet spejderfører Lembcke af pinden. Frits Clausen og hustru havde været til et møde i Sønderborg, hvor de havde hørt spejderføreren tale. Og de var blevet begejstret. Det var den 16. januar 1931.

 

Talte sønderjydernes sag

Frits Clausen optrådte som talsmand for sønderjyderne på universitetet i København. Her videreuddannede han sig.

 

Vellidt i Bovrup

Han mente selv, at det var en sygekassekonflikt, der var årsag til at han måtte opgive sin praksis i Aabenraa. Andre tunger hævdede, at det var flasken, der var skyld i det. Der blev snakket om, at han var beruset ved offentlige begivenheder i Aabenraa. I Bovrup bliver han hurtig landsbyens midtpunkt. Han bliver midtpunkt for talrige aktiviteter og initiativer. Interessen spænder vidt, ja selv kaninavl interesserer ham. Også radioen – det nye medie fascinerer ham. Han bliver en af de første, der taler fra studiet i Aabenraa. Når han praktiserede, agiterede han aldrig for DNSAP. Kunne folk ikke betale, så han gennem fingrene med det. Han blev i lokalområdet betragtet som en god læge.

 

Stor præsentabel villa

Lægeboligen i Bovrup var en stor præsentabel bygning. Her var både garage og stald. Konsultationen var i en del af stueetagen. Moderen boede til hendes død i 1938 på førstesalen. Men Frits var en verdensmand. Han havde et overdådigt pengeforbrug, og var altid i pengemangel. Han skyldte mange penge væk. Og når kreditorerne smækkede kassen i, ja så lånte han andre steder. Gang på gang bevægede han sig på konkursens rand. Han kunne ikke betale sine lån tilbage.

 

Ikke flere penge

Det var godt, at familien Clausen var formuende. Faderen havde ejet købmandsgården, Storegade 36 i Aabenraa. Moderen var stadig i besiddelse af den, da Frits kom hjem fra russisk fangenskab. Men moderen og en søster til hende boede i Nygade 4, og havde lejet gården ud. Men efterhånden havde hun heller ikke flere penge. Frits havde brugt dem. Enkefru Clausen havde ved en række lejligheder kautioneret for lån. Men i 1929 var der ikke flere penge tilbage.

 

Smidt ud eller gik han selv?

Som tidligere nævnt meldte han sig ind hos  Den Konservative Vælgerforening i Aabenraa. Men han var ret kritisk . Han mente, at der var for meget bal, og for lidt politik. Men der var dog fremgang for De Konservative i Aabenraa. Men det mente, Frits Clausen, at det skyldtes den lokale presse. Han var en meget benyttet taler. Jydske Tidende roste således hans foredrag om de sønderjyske soldater i tysk krigstjeneste.

 

Kongen i Bovrup

Han kæmpede også for den nationale sag i Sønderjylland. Ja tænk selveste Kong Christian den Tiende standsede op i Bovrup under sin Sønderjyllands – rejse den 13. juni 1928 for at hilse på Frits Clausen.

 

Skuffet og bitter

Men han blev mere og mere sur på De Konservative. Han mente at idealerne kom i anden række, og at de alle sammen var levebrøds – politikker Det var ikke en profession at være politikker, det var et kald, sagde han. Frits var blevet skuffet og bitter. Han havde håbet på en stor karriere hos De Konservative. Men partiet kunne ikke bruge en person, der ikke havde orden i økonomien, var forgældet og ikke kunne lade flasken stå. Han kunne hellere ikke rette sig ind. Sådan en havde de Konservative ikke brug for. Men Frits mente, at partiet gik glip af hans talenter. Dem ville de åbenbart ikke gøre brug af.

Tidligere havde Frits, HP Hanssen som sit store forbillede. Frits kendte udmærket familien.

 

Amibitioner – større end formatet

Frits brugte meget energi fra førerbunkeren i Bovrup. Efter tysk forbillede blev der afholdt politiske stormøder og landsstævner. Men ambitionerne var større end formatet. Den store tilslutning udeblev.

 

Nu kunne han få hævn

Det var ideologien i DNSAP, der spillede den store rolle. Men egentlig skulle DNSAP først finde ud af, hvad de ville bruge deres parti til. Men nu kunne han hævne sig på det Konservative Part. Han havde truet med hævn over for dem, der ikke viste ham , den fornødne forståelse. Nu kunne han få realiseret sine politiske ambitioner. Nu kunne han få hævn og kæmpe for den nationale sag. Frits Clausen var blevet nazist inden han og andre vidste, hvad det indebar.

 

Frits Clausen fylder 40 år

Den 12.11. 1933 fyldte Frits Clausen 40 år. Det afstedkom en hyldestartikel i National Socialisten:

•   Dr. Frits Clausen
• –  I øvrigt er Frits Clausen af ældgammel sønderjysk Slægt, baade paa fædrene og mødrene Side. Han blev født i Aabenraa i et Købmandshjem og blev døbt ved Faderens Kiste. Hans Moder lever endnu. Morfaderen var en ivrig Forkæmper for Danskheden og Ven med Mænd som Fr. Fischer og Jacob Michelsen. Traditionen Tro fik Frits Clausen en udpræget dansk Opdragelse. For at dygtiggøre sig til en Gerning i sit Hjemland, studerede han efter at have taget Studentereksamen i Flensborg, i de tyske Universitetsbyer Heidelberg og Freiburg. Har blev han afbrudt ved Verdenskrigens Udbrud, han blev indkaldt og sendt til Østfronten, blev taget til fange og levede et par Aar i Rusland, hvor han oplevede den russiske Revolution. Han flygtede paa falsk Pas og naaede København, hvor han studerede videre og fik sin Eksamen. Frits Clausen deltog i øvrigt i Afstemningsagitationen og i det danske Arbejde i de bevægede Aar før Genforeningen.
• Derefter nedsatte han sig som Læge i sin Fødeby og flyttede i 1924 til Bovrup. Frits Clausen var ”født” til at være Konservativ og var blandt de første, der meldte sig til et konservativt Arbejde efter Genforeningen.
• Han følte sig dog aldrig tilfreds i Partibaasen og hørte sammen med andre til ”Oprørerne” indenfor Partiet, indtil han for godt tre Aar siden brød helt ud, fulgte sit Hjertes trang og blev national Socialist, Sønderjyllands første.

 

Valgt til Folketinget

Den store kamp blev ført internt i partiet. Konkurrerende nazist – partier dukkede også op. Mange eksklusionerne fulgte. Falske anklager mod rivaliserende blev fabrikeret.

 

Ville ikke besøge Frits

I foråret 1939 lykkedes det endelig. Han og to partifælder blev valgt til Folketinget. Men det var dog en stor skuffelse, at Hans Frank og Göring under deres besøg i Danmark i samme år ikke tog kontakt til Frits.

 

Medlemsfremgang efter 9. april

Frits kendte ikke til tyskernes planer om at besætte Danmark. Han blev ikke sat ind i det militæriske planer. Han mente, at kunne hjælpe besættelsesmagten ved at besætte Christiansborg. Men han blev bedt af besættelsesmagten at tale sine folk til rette. Det var glædeligt for Frits, at konstatere en medlemsstigning efter 9. april. En del officerer fra den danske hær havde indmeldt sig. Kunne man ikke slå fjenden, måtte man tilslutte sig den.

 

Himmler takkede for gave

Danmark havde ikke så stor militærisk betydning for Hitler. Det var for at nå Norge, at landet blev besat, og for at få så mange produkter ud af landet som muligt. Danmark blev derfor af tyskerne behandlet som venligsindet. Industriprodukter og landbrugsvarer blev derefter eksporteret til tyskerne i massevis. Det havde Frits det lidt vanskeligt ved. Hitler – lærlingen fra Danmark sendte fire bronze-lurer til Himmler. Som tak for dette fik Fritz Clausen lov til at møde SS – rigsføreren til et kort møde i Kastrup Lufthavn i februar 1941.

 

Ikke enig med den tyske besættelsesmagt

Flere gange forsøgte Frits at få foretræde for Hitler. Det lykkedes aldrig. Han havde åbenbart ikke noget at tilbyde Hitler. Men Frits øjnede nu muligheden. Han kunne tilbyde soldater til den tyske hær. Nu var det dog ikke ham alene, der fik 7 – 8.000 danskere til at melde sig under de tyske faner. Frits Clausen var dog ikke helt enige med den tyske besættelsesmagt. Han var ikke meget for den terrorpolitik som tyskerne anvendte efter 1943, og han hadede stikkeri. Egentlig kunne Frits være blevet brugt efter august 1943, men det skete ikke. Han var allerede blevet sat ud på et sidespor i efteråret 1942, da Werner Best, var kommet til landet.

 

Frataget førerrollen

Frits har sikkert følt sig sat ud på et sidespor. Flasken blev efterhånden hans ven. Men det blev skjult for offentligheden. I sommeren 1943 blev han uofficielt frataget rollen som leder af det danske nazistparti. Men det blev dog først officielt for medlemmerne den 5. maj 1944.

 

Læge i Waffen SS

Han bibeholdt sit folketingskandidat. Men det havde ingen betydning efter 29. august. Et førerråd på tre overtog rollen. I august 1943 tog Frits Clausen til østfronten. Men egentlig var han uegnet til tjeneste. Han havde ikke fysik til det, men blev udtaget til et læge – job i Waffen SS. Men Frits krigsindsats var ikke glorværdigt. Han kunne ikke lade flasken stå, og overfaldt nogle sygeplejerske på lazarettet i Minsk. Han blev derefter indlagt på nervesanatoriet i Würtzburg.

 

Sprængning af partiet

I foråret 1944 returnerede han til Danmark som en politisk færdig mand. Han havde inden sin afgang opfordret til sine partifælder at melde sig ind i Schalburgkorpset. Og egentlig var den opfordring årsag til en sprængning af DNSAP. Måske var Frits ikke klar over, hvad dette korps udviklede sig til.

 

Frits til grin

I Information den 24. juli 1944 kan man fornemme ironien:

• Frits Clausen, som nu hverken Danskere eller Tyskere vil kendes ved, bor atter i sit Hus i Bovrup og kan hver Dag beses uden Entré, bl.a. paa Lugearbejde i sin Have. Der skal være Planer om at tilbyde ham Kontrakt paa Forevisning paa Dyrehavsbakken og paa Markeder.

 

Grundlovsbrud

Frits Clausen blev anholdt den 5. maj. Han var dømt på forhånd. Ja han blev vel en slags syndebuk. Ingen andre politikere blev dømt. De meldte sig heller ikke under de tyske faner, men de begik grundlovsbrud ved

•  at internere kommunisterne
•   ved at udlevere kommunister til tyske KZ – lejre
• at tillade opstilling af Frikorps Danmark
•   at tillade dansk krigsdeltagelse i krigen ved østfronten
•    at tillade at dansk politi jagtede modstandsfolk
•     afsendelse af landbrugsprodukter til Tyskland i stor stil og m.m.

Så kan man jo altid diskutere om de kunne have handlet anderledes set i bagklogskabens lys.

 

Alvorlige beskyldninger

Frits Clausen var vel ikke den største krigsforbryder, vi har haft. Werner Best slap. Det gjorde Frits bestemt ikke. Modstandsbevægelsen ønskede han dødsdømt. Blandt hoved-anklagerne var

• ved forfatningsstridig måde at få magten i Danmark ved tysk støtte i 1940
•     hvervningen til østfronten
•    han skulle have vidst besked om besættelsen den 9. april
•     han havde samarbejde med det tyske sikkerhedspoliti før besættelsen.

Man kunne med andre ord sige, at da han meldte sig ind som medlem nummer 2 i 1931 havde han ikke andel i gaskamrene i Auschwitz i 1941. Da han fik præsenteret for anklagerne blev han underlig til mode. Han syntes at dommeren havde lavet et makværk. Ja han kaldte dem for Frækhed, dumhed og gemenhed. Ja som han også udtrykte det:

• Så kan I lige så godt dømme mig ved Strandret.

 

Handlede ikke efter ordre

Besættelsesmagten brugte Frits som trussel over for regeringen i de første besættelsesår. Havde tyskerne ikke besat Danmark, var det nok ingen, der havde husket Frits Clausen. Han havde jo ikke nogen reel indflydelse. Frits og de andre danske nazister handlede ikke efter ordre.

 

Danmarks ”bedste mænd” blev ikke straffet

Fremtrædende personer inden for dansk erhvervsliv ville også af med regeringen. De ville også tilsidesætte parlamentarismen. Men Danmarks bedste mænd blev ikke straffet.

 

 

Beskyldninger mod nazister

Modstandsbevægelsen kaldte nazisterne for for

• landsforrædere
•  stikkere
•  mordere
•  tyske håndlangere

 

Stor forargelse

Frits Clausen måtte undgælde for alle de grusomheder de tyske nazister havde sat i værk. Så vidt muligt sørgede modstandsbevægelsen for, at så godt som alle danske nazister blev interneret. Til stor forargelse blev kun en mindre del af dem dømt ved domstolene.

 

Regeringen var ikke ansvarlig?

Regeringen skulle ikke stå ved sine handlinger før august 1943, men det skulle den almindelige borger. Regeringen havde handlet under pres. Det burde enhver have opfattet, hvilket så senere blev til, at den ikke var ansvarlig.

 

Fordømmelse af Frits Clausen

Den 5. december 1947 døde Frits Clausen af et hjerteanfald. Sådan lød den officielle forklaring.

 

Kilde: Se

• Litteratur Aabenraa
•    Litteratur Sønderjylland (under udarbejdelse)
• www.dengang.dk – diverse artikler

 

• Hvis du vil vide mere:
• www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler 
• Under Aabenraa finder du 169 artikler
• Under Besættelsestiden (før/under/efter) finder du 362 artikler

Redigeret 21.11. 2021

 

 

 

 

 

To mennesker i Kiskelund forsøgte forgæves at få dansk statsborgerskab. Hun var pæredansk, født på Rømø. Han var født i Husby, syd for den nuværende grænse. Willy Jensen bar ingen våben under krigen. Men straffes skulle han. Først i 1950 blev han idømt en straf for værnemageri. Men politimester Brix ville have ham udvist. Justitsministeriet var af en anden mening. Denne besked glemte man dog lige at overbringe Willy Jensen. Familien blev også overvåget.

 

Specialist i skønskrift

Vi starter helt tilbage i  tiden  i Oksbøl, hvor oldefar, John Olesen var vandrelærer og organist. Han var specialist i skønskrift, og underviste det i området om vindteren.

 

Mødes på Slavemarkedet i Ribe

En af børnene Christine Olesen møder på Slavemarkedet i Ribe, Christian Pedersen fra Rømø. Ja det hed faktisk Slavemarkedet.  Hun bliver i første omgang ansat som husholderske. I 1904 bliver hun gift med ham. Og i juni 1904 føder hun et barn, der får navnet Else Pedersen. I 1906 føder hun nok et barn, der kommer til at hedde Elise Pedersen.

 

Får butik i Kollund

Hun går i den lille stråtækte skolde i Juvre. Hun kommer til Hjerting, som ung pige i huset. Et halv år efter kommer hun tilbage i Rømø. Så hun kommer i hus hos en halvsøster i Kliplev, og senere i Sønderborg. Og så ender hun i 1936 hos en støvsugerhandler i Nordborg.

Hun dukker op i 1940 med en Tatol – butik i Kollund. Her møder hun Willy Jensen. De bliver gift i 25. august 1940. Han var tysk statsborger. Det betød, at hun automatisk blev tysk statsborger. Det samme gjaldt børnene. I oktober 1940 fødes Kurt. Tatol – butikken opgives.

 

Willy Jensen fra Husby

Willy Jensen er født i Husby i 1904. her går han også i skole. I 1916 flytter han med sin familie til Kruså. Faderen starter en blikkenslagerforretning. Han køber det første hus, der er bygget på Kruså Korsvej.

 

Kusk på Krusågård

Han startede i lære hos faderen. Men fuldendte aldrig på grund af problemer. Derefter fik arbejde på Krusaagård. Her fungerede han blandt andet som kusk.

 

Købte et banehus

Han købte et lille stykke jord af den nedlagte Padborg – Sønderborg bane med tilhørende banehus.

I starten af 1940 erne underviste han i kørekort til motorcykel. Han havde en Nimbus.

 

Til leje hos Familien Hansen

I begyndelsen af 1941 flytter de til Kiskelund. De boede i begyndelsen til leje hos Familien Hansen.

 

Dänischer Kraftfahrer

Året efter køber de et hus i Kiskelund. Aabenraavej 25. Her fødtes yderligere to børn.

I 1942 modtog Willy Jensen, som alle tyske statsborgere indkaldelse til militæret. Willy Jensen ville ikke bære våben. Derfor anskaffede han sig nogle andre papirer. Han kom ind i organisation OT. I organisationen blev han benævnt Dänicher Kraftfahrer.

 

Uden våben

Den 5. august 1941 dukker han op i Lemberg, Schlesien. Han befinder sig derefter i området Breslau – Dierobritivsk – Salino. Derefter var han i en kort periode i Gratz og Wien. Bagefter gik det til Esbjerg – området.

 

Hjemturen til Kiskelund

Den 7. maj tager han tilbage til sin hjemstavn. De havde gasgenerator på bilen. Og omkring Arnum Nykro får Willy et ildebefindende på grund af forgiftning. Det kommer han sig over. Man var lidt betænkelig på køreturen. Der var fare for at blive taget af modstandsbevægelsen

 

Indsat i Faarhus – lejren

Hans makker, Jes Jessen, Rinkenæs bliver hentet næste dag og bragt i Faarhus – Lejren. Hans formue og hus bliver taget fra ham.

Det samme forventede Willy Jensen, men intet skete.

 

Måtte ikke fortsætte som kørelærer

Han ville fortsætte sin køreskole – virksomhed, men det tillod myndighederne ikke.

 

Han måtte finde på noget andet. På sin grund begyndte at handle med grus og sten. Han producerede også cementsten og mørtel.

 

Familien skulle udvises

Først i 1947 sker der noget angående Willy Jensen. Myndighederne begynder at indsamle informationer om Willy Jensen i lokalområdet. Man hefter sig kun ved de negative ting. Sagerne bliver sendt til Justitsministeriet. Det lokale politi under politimester Brix indstiller over for ministeriet, at hele familien udvises over Fittings – Lejren. (Syd for Vorbasse).

 

Protesterer mod udvisningen

Willy Jensen protesterer. Nu ændres afgørelsen til, at kone og børn får 6 måneders opholdstilladelse. Men udvisningen af Willy Jensen fastholdes. Og det vil han ikke finde sig i. Han rejser til København og protesterer igen i Justitsministeriet.

 

Venter på udvisning

Willy Jensen modtager ingen ny besked. Han forventede, at den første udvisning er retsgyldig. Han sætter sig på trappen på udvisningsdagen og venter på at myndighederne skal afhente ham. Men de har ikke hentet ham endnu.

 

En anden mening i Sønderjylland

Ved den tredje protest har Justitsministeriet tildelt ham seks måneders opholdstilladelse. Denne meddelelse er afsendt fra ministeriet til det lokale politi. Men denne blev aldrig udleveret, antagelig fordi, at myndighederne i Sønderjylland var af en anden mening. Man mente ikke, at det var nødvendigt, at Willy Jensen skulle have besked.

 

Permanent opholdstilladelse

Herefter tildeles familien halvårlige opholdstilladelse. De forlænges så med et år, to år og til sidst tildeles permanent opholdstilladelse.

 

Myndighederne spænder ben

Han udvider nu sin forretning, selv om myndighederne forsøger at spænde ben. Således ville myndighederne  ikke bruge ham.

Han hentede zink – skraldespande. Og skraldet forsøgte han at genbruge, dog uden den store succes.

 

Værnemager – sag

Men politimester Brix og hans kollegaer opgav ikke så let. I 1949/50 indledes en værnemager – sag mod Willy Jensen. Det endte med en domfældelse på 2.500 kr. plus sagsomkostninger.

 

Familien blev overvåget

Så kørte livet normalt, skulle man tro. Bortset fra, at på loftet havde familien Jensen udlejet to værelser til lokale betjente. Som skik og brug var dengang hos de danske myndigheder blev familien overvåget og rapporterne sendt direkte til politimester Brix.

 

Kunne Willy Jensen ikke straffes nok på den ene måde, måtte der kunne findes en anden måde at straffe ham på. Det var meget normalt at tysksindede familier på den måde blev overvåget.

 

Nægtet dansk statsborgerskab

Hele familien søgte om dansk statsborgerskab. Men man forsøgte på alle måder at spænde ben. Man forlangte så meget dokumentation både fra familien og de to ægtefæller, at man til sidst opgav. De forblev tyske statsborgere. Og børnene fik først dansk statsborgerskab som 21 årige.

 

Willy Jensen døde i 1968 og Elise i år 2000. De opnåede aldrig dansk statsborgerskab, selv om de forsøgte flere gange.

Hvad Den Sønderjyske Efterretningstjeneste havde af informationer om Willy Jensen har vi foreløbig ikke kunne få adgang til, trods fuldmagt fra familien.

 

Kilde: Informationer fra Familien

 

Hvis du vil vide mere:

dengang.dk indeholder ca. 65 artikler fra besættelsestiden

Firmaet var omgivet af mange skandaler. En artikelserie i Berlingske Tidende om firmaets gøren og laden under besættelsestiden førte til at Danmarks ældste avis blev solgt til udlandet. Chefredaktøren blev fyret. Han havde forsøgt at forhindre offentliggørelse. En skibsredder blev vred, en dom blev holdt hemmelig. Mange erhvervsvirksomheder blev slet ikke dømt i retsopgøret. Men det gjorde den jævne mand. Og egentlig startede det hele med det geniale Madsen – maskingevær.

 

Hvem var Riffelsyndikatet?

En række adresser på Østerbro omkring Århusgade udgjorde komplekset Riffelsyndikatet. Det blev egentlig oprettet i år 1900 som Comapgnie Madsen A/S. Hovedproduktet var det berømte Madsen Maskingevær.

 

Siden starten producerede virksomheden metalvarer. Men efter at maskingeværet var blevet et hovedprodukt hed firmaet Dansk Rekyl Riffel Syndikat A/S. I 1936 blev navnet Dansk Industri Syndikat A/S. I folkemunde blev dette til Riffelsyndikatet. Maskingeværer og kanoner fra fabrikken har givet dens ejere store fortjenester.

 

Dommen gjort hemmelig

Omkring 1920 var Riffelsyndikatet en del af Transatlantisk Handelskompagni. Under anden verdenskrig solgte selskabet våben til den tyske værnemagt. Tre gange under besættelsen blev virksomheden ramt af sabotage. Den største af dem og sikkert besættelsens største fandt sted den 22. juni 1944.

 

Efter krigen blev virksomheden dømt for værnemageri. Men dommen blev af en eller anden grund holdt hemmelig for offentligheden. Havde man kendt til de dokumenter, som man kender i dag, var det nok også endt med fængselsstraf.

 

Firmaet eksisterer stadig. I dag hedder det DISA og producerer især Disamatic formemaskiner og støberiudstyr.

 

Men egenetlig var det V.H.O. Madsen, der i 1879 sammen med rustmester Bjarnov konstruerede det luftkølede rekylrepeterende maskingevær, som kom til at få Madsens navn.

 

Mange adresser på Østerbro

Århusgade 130 og Billedgade 8 hørte også til Riffelsymdikatet, men egentlig blev bygningerne opført i 1918 som pakhus og kontorbygning for A/S Russisk Handelskompagni.

 

Redhavnsvej 13A og 13B blev opført i 1896 i to etager for Københavns Sand Cement Fabrik, der var en filial af Aalborg Portland Cementfabrik A/S. I 1938 overtager Riffelsyndikatet hele komplekset. De bruger det til lager og kontor.

 

Masser af skandaler

I dag udgør hele komplekset en et enestående kulturmiljø, der rummede alt fra hærderi, krydderisalg, smedje, marketenderi, lager og kontor. Men stadig bærer komplekset spor fra de tidligere funktioner. Således er der på Jernvej 11 et hejseværk. Man kan stadig forestiller sig de skandaler, der her udviklede sig. Det var en stor arbejdsplads. Da fabrikken var på sit højeste var her 1.600 ansatte.

 

 

Dramatiske følger

Historien om Riffelsyndikatet fik også dramatiske følger for Berlingske Tidende. Det A.P. Møller ejede selskab, der senere skiftede navn til Dansk Industri Syndikat tjente masser af penge på tyskerne. Under hele besættelsen blev våbeneksporten til den tyske Wehrmacht

øget betydelig. Den danske egering havde godkendt salget. De brugte endda virksomheden til salg af våben fra statens egen våbenfabrik.

 

Andre store danske firmaer eksporterede også produkter til Tyskland – dengang. Det drejede sig blandt andet om B&W, F.L. Scmith, Scandia, Atlas, Thomas B. Thrige, Vølund , Frichs, Danfoss m.m.

 

Det blå stempel

Regeringens kurs var klar. Man samarbejde, og gjorde det, fordi man skønnede, at det var nødvendigt, ansvarligt og fornuftigt. Således byggede det danske entrprenørfirma Wright, Thomsen og Kier flyvepladser for Luftwaffe.

Det Danske udenrigsministerium og Den danske Hær gik med i samarbejdet under forudsætning, at samarbejdet blev holdt hemmeligt. Alle ministerier gav dette samarbejde det blå stempel.

 

Men Riffelsyndikatet gik også uden om regeringen og foretog selvstændige initiativer. Ofte satte de regeringen under pres. Fabrikkens handlemåde kunne sagtens have påvirket de allieredes syn på Danmark.

 

Hvor langt kan vi egentlig gå?

Virksomhederne blandede ikke politik og forretning. Man havde ingen moralske skrupler. Og hvis det endelig var nogen, der spurgte, ja så fulgte man bare samfundets og regeringens interesser. Derfor undgik man hele tiden, at svare på spørgsmålet:

 

       Hvor langt kan vi egentlig gå?

 

A.P. Møller var ikke nazist

A.P. Møller var som så mange andre erhvervsdrivende længe naiv i deres syn på nazismen. Man indrettede sig under de rammer, som regering og folketing skabte. Regeringen havde jo valgt at samarbejde.

 

Man kan vel næppe kalde A.P. Møller for at være nazist. Men skibsredderen støttede i 1939 den stærkt antisemitiske og antidemokratiske Victor Pürschel der i 1939 oprettede partiet Nationalt Samvirke. I dagens mønt udgjorde støtten 350.000 kr. Og senere tilgik der et yderligere beløb til Pürschel. Politikeren flirtede helt klart med fascismen.

 

I et foredrag i det toneangivne debatforum Studenterforeningen i 1942 citerede A.P. Møller , Mein Kampf. Han afslørede her en hvis beundring for Hitler. Han tilføjede dengang:

 

       Deri har han Ret som i saa meget andet

 

I 1930’erne skrev skibsredderen en kronik, hvori han lovpriste datidens Tyskland, uden at kommentere alle de overgreb der havde fundet sted.

 

Berlingske Tidende blev solgt

Da afsløringerne om Riffelsyndikatet kom frem i Berlingske Tidende i 1999 fremprovokerede det voldsomme reaktioner. Først forsøgte bladets chefredaktør at standse artiklerne. Efterfølgende resulterede det i, at A.P. Møller satte avisen til salg. Mærsk MC – Kinney Møller blev så oprørt over artikelserien, at han i protest solgte sin aktiebesiddelse i Berlingske Tidende.

 

Også internt i redaktionen skabte historien et heftigt røre. Man havde fået fat i en god historie, som mange ville undertrykke. Men den daværende chefredaktør Peter Wivel ville ikke trykke historierne. Det førte til faglig uro. Journalisterne opfattede det som om, at de skulle stoppe med arbejdet med historien.

 

Og chefredaktøren Peter Wivel blev da også fyret. Besættelsestidens sande historier er stadig farlige.

 

Pludselig var Danmarks ældste avis på udenlandske hænder. Sandheden var ilde hørt. Og pludselig kom der endnu en god historie frem.

 

I får 5.000 maskinpistoler!

A.P. Møller havde under et besøg i Sverige i 1942 bedt modstandsbevægelsens repræsentant Erik Seidenfaden om at henstille til briterne om at stoppe bombninger og sabotage. Så ville han i 1944 garantere betaling af 5.000 Husqvarna – maskinpistoler til modstandsbevægelsen.

 

Rene hænder?

Hele balladen førte til en undersøgelse omkring erhvervslivets rolle under besættelsen. En konference med titlen Rene hænder, nødvendigt samarbejde eller opportunisme? Blev afholdt.

 

Dagbladet Politiken ville ikke stå tilbage for deres konkurrent. De startede en artikelserie om landbrugets og fiskeriets rolle i besættelsestiden. Men der var dog ikke nye afsløringer i dette materiale.

 

Ingen moralske overvejelser

Riffelsyndikatet havde ingen moralske overvejelser, da de leverede våben til tyskerne. De sagde, at de tog hensyn til de ansattes eksistens og beskæftigelse. Men var det ikke i sidste ende omsætningen, der talte.

Men egentlig var det de gjorde – landsforræderi. Men virksomheden blev aldrig dømt efter denne paragraf. I det meget omtalte retsopgør var det de små, der blev dømt. De store slap under devisen – vi blev tvunget til det.

 

En spritdom ødelagde retsopgøret

I retsopgøret var der talrige sager mod direktører, snedkere, fiskere, vognmænd, kantinepiger, fæstningsarbejdere og mange andre med krav om tilbagebetaling af dele af fortjenesterne på det tyske arbejde. De små værnemagere måtte bløde efter retsopgøret. Det måtte den enkelte arbejder også.

 

Store virksomheder slap. De gjorde jo bare som regeringen havde sagt. Dem, der havde fulgt regeringens ordre om at melde sig som frivillig ved østfronten, slap ikke. De fik hårde straffe. Ikke et under, at mange følte, at der ingen retfærdighed var i retsopgøret.

Kommunist og modstandsmand Carl Madsen fik efter besættelsen titel af ekstraordinær stadsadvokat. Han skulle behandle alle sager om værnemageri. Han var tilhænger af hård justits over for dem. Men ak, en spritdom satte en stopper for dette.

 

Også andre af A:P. Møllers virksomheder blev dømt til at skulle betale store bøder til den danske stat. De havde også tjent store summer under krigen.

 

Det står ikke i historiebøgerne

Alle disse ting er ikke noget vi har læst i historiebøgerne. Og det er nok de færreste historikere, der vil skrive om det. Det giver ridser i lakken, når man skal beskrive Danmarks rolle under krigen.

 

Danmark var en vigtig støtte for Det Tredje Rige. Det danske erhvervsliv leverede varer for 200 milliarder kr. målt i nutidens priser. Stadsadvokaten har henlagt 50.000 sager fra den tid. Danmark lå klart i top af de besatte lande i at opfylde tyskernes ønsker.

 

Danmark var Tysklands spisekammer

Danmark var Tysklands spisekammer. Landbrugsprodukterne udgjorde 75 pct af Danmarks eksport under krigen. Også fiskeriet havde gyldne tider. Indtægterne for fiskeeksportørerne steg med 3 – 400 pct. De danske fiskere havde Nordsøen for sig selv. Fiskernes organisationer tog ikke politisk stilling.

 

Fra foråret 1944 begyndte A.P. Møller, der var storaktionær i Riffelsyndikatet at interessere sig for Modstandsbevægelsen. Han gav rundhåndede bidrag, samtidig med at firmaet fortsatte med at producere våben til tyskerne. Men et mærkelig dobbeltspil fulgte. Ansatte på virksomheden på Østerbro hjalp til med at sabotere virksomheden.

 

400 kg. Trotyl

Tre af de ansatte var aktive i modstandsgruppen Holger Danske. De smuglede dele til maskinpistoler ud til modstandsbevægelsen fra sommeren 1944.

Det var den 22. juni 1944 at besættelsestidens største brag lød, da man havde anvendt 400 kg sprængstof til ødelæggelse af fabrikken. Forbipasserende togpassagerer jublede og vinkede med deres lommetørklæder, da de så de ødelagt bygninger.

 

Masser af ømme punkter

Når man taler om besættelsestiden er tale om en mængde manipulation og forsøg på efterrationalisering. Belastende papirer er pludselig forsvundet. Mange af sagerne fra dengang er stadig kontroversiel. Det bliver spændene, når arkiverne bliver helt tilgængelig. Men der er masser af ømme punkter tilbage. 

 

Riffelsyndikatets historie starter i 1864

Tilbage til Riffelsyndikatet. Det hele begyndte i krigen 1864. V.O.A. Madsen mente ikke, at danskerne havde samme gode våben som tyskerne. Det lovede han sig selv, at gøre noget ved. Han interesserede sig meget for videnskab, og var en sjælden guldklump, skulle det senere vise sig. Han underviste efterhånden på Hærens Officerskole i matematik, krudtfabrikation og minelære.

 

Et lille lokale på Dampfærgevej

Han blev gift med en præstedatter og blev udnævnt som kaptajn ved artilleriet. Gennem mange år udviklede han det senere meget berømte gevær. Og det blev afprøvet efter alle kunstens regler. På Hærens Geværfabrik arbejdede værkmester Hergett på at forbedre geværet. Og det tog mere end 10 år, at udvikle det.

 

Man lejede et lille lokale i 1900 i tagetagen i en fabriksbygning på Dampfærgevej i Frihavnen. 40 maskinarbejdere på Hærens Geværfabrik fik til opgave at samle geværene. Men det gik lang tid inden der rigtig kom gang i den. I 1904 havde kun 11 geværer forladt landet.

 

Den russiske hær aftog 300 geværer

Men Rusland og Japan kæmpede et blodigt slag. Det betød at hærledelsen i Rusland aftog 300 geværer. De vakte så stor begejstring, at man yderligere forlangte 1.300 geværer. Rygtet havde nået de forskellige hærledelser rundt omkring. Nu gik salget strygende.

 

Det var ikke mere plads på Hærens Geværfabrik på Amager. Man flyttede nu produktionen til et lejet væksted i Århusgade.

 

Madsen blev krigsminister

Madsen havde nu fået rang af generalmajor. Det var naturligt at tildele ham posten som krigsminister i Venstre – regeringen i 1901.

Madsen sørgede for, at Københavns Befæstning blev udbygget. I folkemunde blev den kaldt Madsens Kasematter.

 

Men han var ikke skabt som politiker. Han nåede dog at få indført tandbørstning og afskaffelse af snapsen i det danske forsvar. I 1904 afgik han som krigsminister.

 

Briter forsøger at snyde

Et britisk våbenfirma forsøgte at snyde firmaet i Århusgade. Det bristiske firma blev dømt til at skulle betale 90.000 engelske pund. Men så mange penge havde de engelske Rexler fabrikker ikke. Så i stedet overtog Riffelsyndikatet en stor maskinpark og masser af værktøj.

 

Et dyrt eventyr

I en nedgangsperiode kom der pludselig en ordre på 15.000 geværer. Man havde bare et lille problem. Det var eksport – forbud. Men så kunne man jo bare bygge en fabrik i Rusland. Man gik i gang,  og fik fat i en investor. Men så væltede ulykkerne over fabrikken. Et skib med maskiner sank. Revolutionen i 1917 gjorde det heller ikke lettere.

Man gjorde tabene op. Den samlede gæld var på 11 millioner kroner. I nutidens mønt svarede det til 300 millioner kroner.

Oven i dette skulle lægges en halv million kroner i godtgørelse til de 130 arbejdere, der var udstationeret i Rusland.

 

En ny direktør

V.H.O. Madsen døde i 1917. Til det sidste underviste han på Hærens Officersskole. Investoren, Harald Plum havde en masse penge til gode. Han forsøgte at samle stumperne. Den ny direktør kom til at hedde Werner Haubroe. Han var rejst rundt i hele verden for at sælge det berømte gevær. Han havde været mønsterelev på Hærens Officersskole. Han drev sin ansatte frem med hård disciplin. Når han bevægede sig ud af den røde administrationsbygning gik budskabet hurtig videre til alle ansatte.

 

Dertil kom også, at Haubroe var næsten døv. Han talte meget højt til de nærmeste, og det samtidig med sin militære baggrund.

 

Reservedele til cykler

I en periode svigtede salget af våben. Man forsøgte sig med reservedele til cykler. Men det var hvis ikke nogen succes. Man satte så alle kræfter i, for at forbedre maskingeværet. Den ekcentriske fynske ejer ville ikke opgive. Og premierløjtnanten i direktørstolen kæmpede også videre.

 

I 1919 indtrådte Aage Henckel som kommerciel direktør. De ansatte så ikke så meget til ham. Han holdt sig i administrationsbygningen. De kaldte ham for, manden fra Illum.

 

Gevær i serieproduktion

Men efterhånden fik man et problem. Det viste sig at holdbarheden på maskingeværet ikke var god nok. For at få udviklet nye ideer blev kaptajn Viggo Balslev ansat som underdirektør.

Han fik den ide, at udvikle geværet i serieproduktion. Efterhånden lykkedes det. Men trods gode salgstal var det ikke let at komme væk fra de røde tal.

 

En ny støttefod

Der blev konstrueret en ny støttefod til geværet og den vakte begejstring. Riffelsyndikatet måtte købe nye fabrikshaller i Frihavnen.

Men pengemanden Harald Plum havde efterhånden opbygget en gæld på 150 millioner kr. og i 1922 sagde Landmandsbanken stop.

 

Maskingevær i kampfly

Situationen var på fabrikshallerne var spændt, Men så fik Haubroe en ide. Maskingeværet skulle monteres i kampfly. Og de første kunder til dette var den tyrkiske hær.

Der var stadig økonomiske problemer trods et godt salg. I 1927 udbrød der et bitter strid mellem de to direktører

Pengemanden Harald Plum blev anklaget for bedrageri. Og selv om han havde modtaget ridderkorset og meget mere, blev det for meget for ham. Han tog en pistol og skød sig selv.

 

Store udvidelser var nødvendige, men man havde stadig en gæld tilbage efter det kuldsejlede russiske eventyr.

 

A.P. Møller kommer ind i firmaet

Haubroe henvendte sig til skibsredder A.P. Møller og overbeviste ham om, at han skulle investere i Riffelsyndikatet. I første omgang blev det til 15 pct.

Den nye maskinkanon blev en succes.

 

Et musikkorps

Men den ny regering med Stauning i spidsen havde indført eksportforbud af våben til krigsførende lande. Og det blev et stort problem for Syndikatet.

Et nyt udspil fra udenrigsminister Munch gjorde Haubroe rasende. Han nedlagde alle landets frivillige musikkorps. Som en protest oprettede Haunroe et militærorkester på Riffelsyndikatet. Fabrikken betalte alle instrumenter.

 

Fabrikken gik i 1934 i gang med at fremstille luftværnssirener. I 1935 havde man så godt gang i den, at man kunne betale overskud til investorerne. Lønningerne var høje og arbejdsforholdene var de bedste i hovedstaden.

 

Operation Wesserübung

I Finland kæmpede finnerne bravt mod russerne med våben fra Riffelsyndikatet. Det gjorde Hitler nervøs. Samtidig var han sikker på, at briterne ville gå ind på Jyllands vestkyst. Operation Weserübung blev planlagt.

 

Vareprøver smuglet med diplomatpost

Dansk Industri Syndikat havde i 1939 1.353 ansatte og man udbetalte et udbytte på 28 pct. til deres investorer. A.P. Møller havde udvidet investeringerne, og sad nu på en tredjedel af aktierne.

Der var erhvervet en ny fabriksejendom i tre etager.

 

Man havde fået tilladelse til at eksportere nogle få våben til tyskerne. Men virksomheden forhandlede også uden om regeringen med tyskerne. I 1939 lykkedes det for virksomheden at smugle nogle vareprøver op patroner via diplomatpost til Berlin.

 

Danmark – en stor handelspartner

Da tyskerne besatte landet og nærmede sig Frihavnen, var man i første omgang klar med at forsvare Riffelsyndikatet. Kanoner og rifler var trukket frem fra lageret. Men længere nåede de ikke. Fabrikkens øverste chef, beordrede til at holde inde. Direktørerne samlede medarbejderne og kundgjorde, at det ikke var noget at gøre.

 

Tyskerne var glade. Efterhånden var Danmark deres næststørste handelspartner kun overgået af det fascistiske Italien.

 

       Danmark havde overskredet de mængder af fødevarer, som de tyske myndigheder før besættelsen havde regnet sig frem til. Og industrien havde gjort den ”tyske krigsindustri vigtige tjenester”

 

Råvarer retur

Den danske nationalbank måtte lægge ud for tyskernes indkøb på en såkaldt clearingskonto. Det var så meningen, at tyskerne skulle betale det hele tilbage, når freden var genvundet i Europa. Eneste modkrav var, at der skulle følge råvarer med hver ordre.

 

De tjener mange penge

Erling Foss afsluttede sin rapport om forholdene i Danmark til englænderne:

 

       Dansk Industri Syndikat i Frihavnen tidligere Dansk Riffel Syndikatet arbejder dag og nat for tyskerne og tjener mange penge.

 

Forskellig opfattelse

Som så ofte, er der forskellige opfattelser af hændelsesforløbet, når det drejer sig om beskrivelsen af besættelsestiden. Således havde ejerkredsen overvejet at lukke fabrikken, inden tyskerne kom, men de følte sig presset af Udenrigsministeriet, om at man skulle indlede forhandlinger med tyskerne.

Andre dokumenter siger dog tværtimod, at Udenrigsministeriet havde frarådet ledelsen til at forhandle med tyskerne.

 

Faglige foreninger blev vist rundt

Fabrikken oparbejde et stort overskud under besættelsen. Man udbetalte, det der i dag svarer til 77 millioner kroner. Samtidig inviterede man faglige foreninger til rundvisning på fabrikken og beværtede dem med øl og smørrebrød.

 

Ved fabrikkens 40 års jubilæum i 1940 fik alle medarbejdere en ekstra månedsløn. For at efterkomme tyskernes ordre, arbejdede man på treholdsskift.

 

Bag ryggen på embedsmænd

Man udvidede fabrikken med lokaler på den anden side af Århusgade. En af bygningerne havde været i Illums ejerskab. Man havde nu fået tilladelse til at fremstille finske og svenske våben. I 1943 oplevede virksomheden et rekord – overskud.

 

Også våben til brug i Danmark og andre besatte lande blev fremstillet. Gang på gang gik Syndikatet bag ryggen på embedsmændene.

 

Sabotager

Modstandsbevægelsen betragtede Syndikatet som den største forbryder herhjemme. Allerede den 10. maj 1943 genlød Frihavnen af et stort brag. Sabotører havde bragt en trotylbombe til sprængning på våbenfabrikken. Ingen ansatte kom til skade.

 

Lynch – stemning

Ledelsen frygtede at ansatte var med i planlægningen. Våbenproduktionen fortsatte. Og den 20. december 1943 genlød Frihavnen atter af et brag. I alt 80 kg. Trotyl blev bragt til sprængning. Sabotørerne havde ringet til ledelsen, og bedt dem om at bringe arbejderne i sikkerhed. Men det undlod ledelsen. Arbejderne arbejdede videre. Men rygterne begyndte, og en del af arbejderne nåede ud inden eksplosionerne. 20 medarbejdere blev dog kvæstet.

 

På fabrikken opstod der en lynchstemning mod værkføreren. En ansat på Syndikatet og en aktiv modstandsmand i BOPA skrev i sin aktionsrapport:

 

       Denne svinehund vil hellere risikere arbejdernes liv end lade maskinerne stå stille. Han må jo være interesseret i, at produktionen af mordvåben til tyskerne ikke bliver sinket et øjeblik.

 

Ledelsen skærpede yderligere deres sikkerhedsforanstaltninger. Man hyrede 70 soldater, fortrinsvis tidligere gardere. Uden for området havde tyskerne forstærket deres patruljering.

 

En kæmpe eksplosion

Men modstandsfolkene gav ikke op. En operation var planlagt til den 22. juli 1944. To lastbiler med 400 kilo trotyl blev kørt ind på fabriksområdet.

Sabotørerne gav ordre til at arbejderne skulle løbe alt hvad de kunne ned ad Århusgade.

Den voldsomme eksplosion, der nu fulgte, kunne høres over det meste af København. Fra hele Østerbro kunne man se en kæmpemæssig sky af tyk røg rejse sig over Syndikatet.

 

Ingen blev dræbt, heller ikke de tyske vagter. Hele gavlen på den gå betonbygning var blæst ud. Flere steder var tre etager endda gået i et. De kendte skader blev opgjort til 10 millioner kr.

 

Modstandsbevægelsen får 72 maskingeværer

Ledelsen fik opbygget virksomheden i løbet af efteråret. Man frygtede nye sabotageaktioner. Virksomheden tilbød modstandsbevægelsen våben. Men det holdt hårdt. Yderligere trusler fra modstandsbevægelsen medførte så endelig udlevering af 72 maskinpistoler.

 

Men trods sabotagerne var Danmark i tyskernes øjne et mønstersamfund. Syndikatet var den næststørste leverandør til tyskerne, kun overgået af B&W.

 

De slap billigt

Straffelovstillægget indeholdt paragraf 13. Heri blev det bekendtgjort, at der var tale om landsforræderi, hvis en person eller en virksomhed havde henvendt sig til besættelsestropperne for at lægge pres på de danske myndigheder og dermed forsøgt at opnå nogle fordele. Dertil kom paragraf 15 og 16 der var vendt mod særlig groft økonomisk samarbejde.

Men Riffelsyndikatet blev aldrig dømt efter den strengeste paragraf.

 

       Som skrevet blev Riffelsyndikatet idømt en bøde på 91,5 millioner kroner.

 

Det må siges, at være billig sluppet.

 

Erhvervs – virksomheder slap billigt

Selv dem, der ufrivilligt havde arbejdet for tyskerne blev dømt til at betale tilbage. En af de firmaer, der havde haft et nært samarbejde med tyskerne var Nordwerk i Rovsingsgade på Nørrebro. De havde repareret tyskernes flymotorer. Men firmaet blev kun dømt for utilbørligt samarbejde med tyskerne.

 

Mange erhvervs – sager blev ikke undersøgt ordentlig. Mange sager var truffet på et forkert og utilstrækkeligt grundlag. Stadsadvokaten tog hensyn til virksomhedernes størrelse og beskæftigelse, da han traf afgørelserne.

 

Masser af sager

Da sagerne blev afsluttet i september 1947 slap de to største syndere gennem systemet uden større skrammer. De to firmaer var B&W og Riffelsyndikatet. Og hvad der senere skulle vise sig, så var dokumenter vedr. det sidste firma på mystisk måde tilbageholdt. Også det faktum, at firmaet skulle betale en klækkelig bøde, fik offentligheden ikke noget at vide om.

15.000 sager om kørselssager mod vognmænd kom til behandling. Og der var hele 62 tons bilag vedr. tyske flyvepladser i Jylland der skulle ses efter.

 

Langt de fleste kendelser i retsopgøret ramte den jævne mand.

Revisionsudvalget havde gennemgået 50.000 sager. I alt beslaglagde udvalget tyske betalinger for 318 millioner kroner. Det svarer i nutidens mønt til fire milliarder kroner.

 

Ny undersøgelser i år 2000

I år 2000 blev der undersøgt, om der var sket fejl i forbindelse med sagen om Riffelsyndikatet. Men efter to måneders efterforskning afviste rigsadvokat Henning Fode og daværende justitsminister Frank Jensen, at foretage sig mere i sagen.

 

Geværet i den danske hær til 1962

De første år efter befrielsen var det vanskelige år for Dansk Industri Syndikat. Først i 1948 da flere smede – og bøssemagere var blevet omskolet til for eksempel at fremstille barnevogne, genoptog regeringen sine ordre hos våbenfabrikken.

Den danske hær kasserede først Madsen – geværet i 1962. Nogle år derefter blev det stadig brugt i hjemmeværnet.

 

DISA som fabrikken nu hedder på Herlev Hovedgade producerer ikke mere våben.

 

Kilde: Se

       Besættelsestidens Litteratur A – L

       Besættelsestidens Litteratur M – Å

 

Hvis du vil vide mere:

       www.dengang.dk indeholder 65 artikler om besættelsestiden. Se en fuldstændig liste, bagerst i artiklen Besættelsestidens Fortrængninger.

Hypnosemorderen – dobbeltmennesket Palle Hardrup er en anderledes biografi. Den beskriver et menneske med mange paradokser. Poul Martinsen respekterer mennesket – dobbeltmorderen og får skabt en tillid, så posen bliver åbnet. Men alligevel, var han offer, eller blev det lagt i munden på ham, at han kunne være offer. Den nye bog giver et interessant indblik i, et menneske, der trods alt levede i 45 år bagefter med en fortid, der skulle glemmes.

 

Nørrebrogade 58

Det er den 29. marts 1951.

21 bankfolk er mødt op i Landmandsbanken, Nørrebrogade 58. Der var kun nogle enkelte kunder. En ung mand med hue på hovedet og en mappe i hånden går gennem hoveddøren. På vejen ind sætter manden et par solbriller med kraftigt farvede glas for øjnene.

 

Manden trækker en pistol og skyder i loftet. Det lyder et højt skrig. Bankfolkene kaster sig hulter til bulter ned på gulvet.

 

       Tag det roligt, siger pistolmanden

 

Så smider han dokumenttasken ind over kassens glasrude og råber:

 

       Fyld den så op og lad det gå hurtig

 

Hovedkasserer dræbt

Men bankkasserer Peter Jørgensen trykker i stedet på en alarm, som straks begynder at kime.

Hovedkasserer Kai Møllerforsøger at nå udgangen ved at krybe sig ned bag kasserne. Han skal dog gennem et lem. Han får sig rejst halvt op, da pistolmanden fyrer et skud mod ham.

 

       Se nu at få fyldt den mappe

 

Bestyrer dræbt

Pistolmanden går frem mod bestyrer Wisbom. Denne går pludselig til siden. Dette får pistolmanden til at rette et dræbende skud mod ham.

 

Flugten

Pistolmanden opgiver nu sit foretagende, stikker pistolen i baglommen. Han flygter på cykel i snedriverne. Han flygter ned af Solitudevej. En fotograf prøver at stoppe ham. Også en lagerarbejder forsøger, at bremse hans flugtvej.

 

Pistolmanden kører ned af Bangertsgade, hvor han drejer ned ad Kapelvej og fortsætterned ad Vævergade. Han smutter om hjørnet til Griffenfeldsgade.

 

En bilist har på afstand fulgt pistolmandens færden. Han ser ham gå ind i opgangen Griffenfeldsgade 38. Han ringer til Station 6 på Fælledvejen:

 

       Røveren er i Griffenfeldsgade 38, Send bevæbnet assistance

 

Røveren anholdt

Vogn 17 og en cyklende betjent ankommer samtidig . Men pludselig står betjent Helmuth Hansen og stirrer ind i løbet på en pistol.

Men kl. 11.03 melder Vogn 17:

 

       Røveren er anholdt i Griffenfeldsgade 37 – Vi har hans pistol.

 

 

Delte celle med hypnotisøren

Dette er starten på en opsigtsvækkende kriminalhistorie. Den anholdte er tidligere Hippo – mand, Palle Havdrup. Han delte celle med Show Nielsen, der blev dømt for at være i Frikorps Danmark og for samarbejde med tyskerne.

 

Tag navneforandring

Ved et tilfælde opsporede filminstruktøren Poul Martinsen, morderen Palle Havdrup. Han boede på Østerbro. For over 40 år siden sagde hans advokat til Palle Havdrup:

 

       Tag navneforandring, skift identitet, start et nyt liv .

 

Og det gjorde han efter et årelangt ophold i fængslet og psykopatforvaring. Ingen kendte hans fortid. Heller ikke engang hans såkaldte glamour Girl.

 

Dobbeltmenneske og dobbeltmorder

Poul Martinsen har nu skrevet en bog, der hedder Hypnosemorderen, dobbeltmennesket Palle Hardrup.

Og dobbeltmorderen Palle Hardrup døde den 6. marts 2012. Han blev 89 år gammel.

 

Prøveløsladt og selvmord

Spørgsmålet er om man ved hjælp af hypnose kan få folk til at dræbe. Bogen stiller stadig spørgsmål ved dette. Men retten var ikke i tvivl. Hypnotisøren Bjørn Schow Nielsen blev også dømt.

Palle Havrup blev dømt til livsvarig anbringelse i forvaringsanstalt. Hypnotisøren fik livsvarig fængsel for at have planlagt og tilskyndet til forbrydelserne. Schow Nielsen blev prøveløsladt  i 1967. Syv år senere begik han selvmord med cyankalium.

 

Et fortroligt bekendtskab

Poul Martinsen fik et fortroligt bekendtskab med Palle Hardrup, som fik lov til at leve som et frit menneske i 45 år.

Han blev værktøjsmager og tankpasser

Han blev sygehjælper, og tog sig af den hjælpeløse skleroseramte Annelise, som de andre fandt besværlig. Det endte med at de blev gift og takket være hans pleje, så fik hun en del af hendes førlighed igen. De levede sammen i 16 år til hendes død.

 

Temaudsendelse på DR 2

Poul Martinsen skulle for nogle år siden lave en temaudsendelse til DR 2 om Hypnose og ondskab. Her lykkedes det at få et menneske til at gå ind i en bankkulisse og affyre et skud op i loftet. Men det er tvivl om hypnosen egentlig omfattede nedskydningen af de to bankfolk.

 

Bibelstærk

Vi møder Hardrup, som tror på reinkarnation. Han har udgivet forskellige religiøse skrifter over Google, og var venner med en del præster. Han var meget bibelstærk.

Han levede et dobbeltliv, hvor han undgik fortiden.

 

Den berømte Carl Madsen

Hans forsvarer var den berømte landsretssagfører Carl Madsen. Han besøgte ham mange gange på Herstedvester og forsøgte, at få ham frikendt. Men det passede ikke overlæge Stürup. Først før jul i 1966 lykkedes det. Og de første halvanden år boede Havdrup hos Carl Madsen.

Han indgik i familien. Han lærte spidserne at kende i Østtyskland og var på besøg hos Hans Scherfig.

 

Stop – ikke en kommunistpige

Det var lige før, at han havde slået til, da Carl Madsen præsenterede ham for en kommunist – pige. Men da havde Hardrup alligevel stoppet op. Fra den ene politiske yderlighed til den anden.

 

Hver aften kyssede Hardrup Jomfru Maria godnat.

Poul Martinsen får på en elegant måde åbnet op for Haudrup. Han er god til at lytte uden at fordømme.

 

Et nyt mønstersamfund

De penge, som Hardrup skulle stjæle, skulle være med til at finansiere Dansk Nationalkommunistisk Komité. Der skulle dannes et nyt mønstersamfund.

 

Egen filosofi

Hardrup havde udviklet sin egen filosofi om at man kunne udsone sine synder gennem flere liv, indtil man blev optaget i himlen. Kort før sin død oplevede han mirakler på en valfart til Assisi.

Mærkelig nok viser har ikke mellidenhed til familierne til de bankfolk, han dræbte. Og han mener ikke at himlen er åben for alle.

 

Danmark overbefolket med negre og arabere

Han mener, at Danmark er overbefolket med negre og arabere, der vil rive kirkerne ned og bygge moskeer.

 

       For at komme ind i landet skal asylansøgere være fattige. Men alle negerne fra Afrika kan stort set påberåbe sig fattigdom, og vi kan vel ikke flytte hele Afrika herop? Vi kunne selvfølgelig også bare bytte, så vi selv tog til Afrika, mens de kom herop. Dernede findes der guld – og diamantminer og andre rigdomme, så den skal vi nok klare. Men de ville dø i kulden oppe hos os, for negrene gider ikke lave noget.

 

Bluffede han?

Man sidder stadig tilbage med en hvis form for usikkerhed. Bluffede Hardrup for at slippe for straf? I hvert fald efterlod sagen, eksperter i fuld uenighed. Der gik måneder med skænderier, daglange afhøringer og ekspertudsagn.

 

Blev der plantet en historie?

Var Hardrup offer for en grisk mand, eller fremstillede han sig selv som offer eller udnyttede Bjørn Schouw Nielsen sin svage ven og manipulerede ham til forbrydelser.

Eller var det en tredje mulighed. Kom læger uforvarende til at plante en historie i Hardrups hoved ?

 

Menneskerettighedskommissionen

Sagen blev i 1957 indbragt til Klageretten, der ikke fandt hypnotisk påvirkning bevist, men dog ikke ophævede Schouw Nielsens dom. Hans klage til den Europæiske Menneskerettighedskommission over sagns behandling blev afvist i 1961.

Kommissionen anså en kritisabel ensidig psykiatrisk forklaring opvejet ved bl.a. retsbelæringen.

 

En anderledes Biografi

Denne bog er en helt anderledes bog, der efterlader et stort indtryk af en mærkelig skæbne. Den er fuld af livets paradokser. Og det gode ved bogen er, at Poul Martinsen ikke har forsøgt at pynte på noget som helst.

 

Poul Martinsen: Hypnosemorderen – dobbeltmennesket Palle Hardrup – Gyldendal

 

Hvis du vil vide mere: Læs

Hypnosemordene på Nørrebro