Gejlå – broen
Der er især tre broer over Hærvejen, der har bevaret deres charme. Vi besøger Gejlå – broen og den nærliggende Hærvejens Købmand. Så var det jo også lige sagnet om Bommerlund – snapsen. Hvad ingen sikkert ved, er, at mange er druknet i Gejlåen, da der her var vadested. Men i tidens løb har her været masser af træbroer. Flotte projekter er blevet forkastet af godsejere. Den nuværende bro er fra 1818.

Hærvejens Købmand
Ikke langt fra Gejlå – Broen ligger Hærvejens Købmand. Her kom vi meget og besøgte nogle pragtfulde mennesker.
Egentlig skulle dette være en historisk artikel om Gejlå – broen. Men når jeg tænker på stedet, så tænker jeg på de dejlige mennesker hos Hærvejens Købmand. Jo Per og Grete samt deres to døtre er pragtfulde mennesker. Da vi dengang havde problemer, stod de straks klar med hjælp.

Med benene på bordet
Og når Per så besøgte os i Padborg, havde han altid et barn med, for så var det en undskyldning for at se tegnefilm. Med Per var undertegnede også på jagt i Flensborg efter nyreligiøse bevægelser.
Ja, jeg lærte Per at kende, da han sad med benene oppe på bordet, pulsende på en pibe og en kande te på bordet. Han sad som redaktør på Jydske – Tidende i Aabenraa. Egentlig ville jeg have ham til, at skrive noget mere om HK i Aabenraa. Dengang var jeg formand for HK. Men mødet med Per i den middagspause førte til et langvarigt venskab.

Han lærte mig at skrive
Jo, Per vidste godt, at han ikke var så populær dengang i fagbevægelsen. Men det var han sådan set ligeglad med. Han mente, at man skulle argumentere, for det man mente og troede på. Faktisk var det Per, der lærte mig at skrive.
Vi elskede, at læse Pers klummer om søndagen.
Det var også Per, der blev sat til at skrive en to – siders artikel i Søndags – Jydske om denne hjemmeside mange år efter. Den kom til at hedde Tønders hemmelige agent på Nørrebro.

Alle skal behandles ens
Grete er født med humor og gå på mod. Desværre er hun ramt af livslang polio. Men trods dette husker jeg hende som livsglad og aktiv. Hun fungerede som lærer og overlærer på forskellige skoler. Frem til 2004 drev hun sin mors landhandel. Ja og mottoet i Hærvejens Købmand er:

– Alle skal behandles ens
– Det skal kunne betale sig, at køre på landet efter tøj.

Kattene skulle aflives
Nu er det så datteren Anette, der kører butikken videre. Ja, selv om man var gift, kunne man ikke andet end blive lidt smålun på hende – dengang. Egentlig er hun uddannet dyrlæge. Og det var hende, der sagde, at vi skulle aflive vore katte, når vi flyttede til København. Alt andet ville være dyrplageri.
Per er forfatter til adskillige bøger, hvor mange ved jeg egentlig ikke. Han skrev blandt andet science – fiction romaner, men også historiske bøger.

Bommerlund – snapsen
Og Hærvejen er i den grad rig på historier. Og stedet vi skal beskæftige os med er ingen undtagelse. Se også den artikelliste, som vi har tilføjet i slutningen af denne artikel. Nord for Gejlå ligger den gamle Gejlå kro. Lige syd for lå den berømte Bommerlund Kro. Den lå der til 1864. Kendt er jo også snapsen.
Myten går jo på, at en fransk officer ikke kunne betale sin regning, da han i 1769 besøgte kroen. Han klarede situationen ved at ”betale” med opskriften på en ekstra god snaps, der senere var med til at gøre Bommerlund Kro kendt vidt omkring. Først i 1960 blev der opsat en mindesten om denne kro.

Kroen revet ned i 1900
Jo kroejer Peter Schwennesen gjorde en god handel. I 1760 fik han kongelig privilegium til brændevinsproduktion. Og det er hvis noget med, at den bliver brygget på roer.
I 1836 brændte såvel kro som brændevinsbrænderi. Produktionen af brændevinen blev flyttet til Søgård. Men først i år 1900 blev resterne af kroen brudt ned.
Lidt længere mod syd lå også Lygten kro. Den har vi tidligere beskrevet i en artikel. Det er meget skægt, at der på Nørrebro i gammel tid også lå en kro med dette navn. Det vil sige, at der stadig ligger en kro med dette navn, men ikke helt det samme sted, som den gamle. Og se det har jo noget med navnet Lygten (Løgten) at gøre.

Hærvejen bestod af flere kørespor
Vi skal nok lige atter engang gøre opmærksom på, at Hærvejen ikke bare består af en strækning. Men den består af mange strækninger. Den består af et bredt bælte af mange spor. Vejr og vind samt årstid bestemte vejforløbet. Sporene mødtes, når en mose eller et vandløb skulle passeres.

Mange benyttede vejen
Jo her var soldater, købmænd, landstrygere, pilgrimme, røvere, stude, drivere og tiggere. Masser af studer, okser og heste er også gået her. Spor efter færdsel på Hærvejen kan føres tilbage til omkring år 1000.

Pilgrimsfærd
Hærvejen blev også brugt til pilgrimsfærd. Man valfartede til Det hellige Land, eller til apostlen Peters grav i Rom. Men også langs Hærvejen opstod Hellige steder, blandt andet Kapellet ved Ensted, samt Kliplev Kirke.

Et vadested kunne være farlig
Her kunne der være placeret store trædesten, når bækken skulle passeres. Så kunne man nogenlunde komme tørskoet over. Men så let gik det ikke altid. Det skal vi høre om senere.
Senere blev der bygget egentlige broer. De første var simple træbroer. Men fra omkring 1700 brugte man kampsten, sådan er det tilfældet med de tre smukke broer over Immervad Å, Gejlå og Bjerndrup Mølleå (Povls bro).

Dagsrejse på 30 – 40 km
Vi har tidligere beskrevet Povls Bro. Denne kampstensbro er fra 1844 er bygget uden brug af mørtel. Stenene er hugget til, så de sidder i spænd. Mellem dem er der pakket med ler og mos. Det skal forhindre frostsprængninger.
Fra gamle rejsebeskrivelser for 300 – 400 år siden ved vi, at en dagsrejse på Hærvejen var cirka 30 – 40 kilometer. Det var uanset, om man var gående, ridende eller kørende. Derfor lå der dengang masser af kroer på Hærvejen.

Den nuværende bro fra 1818
Gejlå har sit udspring øst for den gamle hovedvej 10 og løber parallel med grænsen på sin vej til Vesterhavet med Vidåen.
Den nuværende bro er med to tøndevældsbuer af sten en af de mest markante broer på Hærvejen. Den er bygget af Thomas Friis fra Flensborg. Dette kan ses på to sten som er indmuret i broen. Indvielsen af broen fandt sted den 21. august 1818.
Ja broen kan beskues op i vores logo for Padborg/Kruså/Bov. De tre omtalte broer har bevaret deres meget rustikke præg med de knudrede, primitivt udspaltede kvadre. Dette stiller de arkitektoniske perfekte broer i skyggen.

Et gelænder fra 1779
Hvordan kan det nu være, at de sten, der indgår i Gejlå – broen bærer årstallet 1779. Men, broen er fra 1818. Det, der skete i 1779 var blot, at tømrer Peter Nissen fra Gejlå i stedet for det gamle gelænder, opsatte nogle sten som holder for et nyt egetræsgelænder. Dengang lå her nemlig en træbro.

Det billigste tilbud blev ikke brugt
Den nuværende kampstensbro er som tidligere nævnt fra 1818. Der findes en velbevaret byggebeskrivelse. Her kan vi helt nøje se, hvordan broen er blevet bygget. De to burer, siderne og fløjene skulle således opmures af spaltede kampsten ved hjælp af mørtel. Fugerne skulle yderst bestå af den gode Segeberg – kalk.
Gelænderet skulle på hver side bestå af seks sten og lodrette jernstænger, der skulle bære en enkelt tværstang. Det særlige ved disse to jernstænger er endnu bevaret på broen.
Imens arbejdet stod på, skulle der etableres en nødbro øst for byggestedet. Byggemesteren måtte derefter i ti år have ansvaret for broen. Man kunne ikke pludselig have udgifter, hvis broen brød sammen.

Thomas Fries fra Flensborg fik tilbuddet
Det billigste tilbud kom fra en vis Hr. Møller fra Bommerlund. Man overlod ham at levere materialerne for 2.500 mark og bygge broen for 530 mark. Men på grund af en uvis grund, var det manden med det næst billigste tilbud, der kom til at bygge broen. Det var T. Fris (Thomas Fries fra Flensborg). Årstallet 1818 fremgår på den ene af broens gelændersten. Man overlod ham at levere materialerne for 2.500 mark, og så måtte han ellers gå 5 mark ned i forhold til hans tilbud og bygge broen for 530 mark.
Endelig den 21. august 1818 blev det meddelt, at broen var færdig. Herefter hørte man kun om enkelte reparationer.

Ældste bro, som vi kender er fra 1660
Se det er selvfølgelig ikke hele historien om den skønne bro. Flere træbroer har afløst hinanden, og ikke alle kender vi noget til. Den ældste, som vi kender noget til, er bygget i 1660 af husfoged Jacob Møller fra Flensborg. Broen blev dog ikke vedligeholdt, og før århundredeskiftet var den total ubrugelig.

Flere mennesker druknede
I mere end et halvt århundrede måtte man så vade, køre eller ride gennem åen. Og det var ikke ganske ufarligt. Flere mennesker druknede således på stedet.
I 1760 ansøgte kromanden i Gejlå derfor om at måtte opføre en bro. Til dækning af udgifterne ville han så kræve en afgift af de passerede. Det blev nu ikke til noget, men sagen var langt fra glemt.

Et flot projekt blev forkastet
I 1764 havde landbyggemester J.G. Rosenberg udarbejdet et projekt til en ny bro. Denne Rosenberg var på ingen måde en ubetydelig person. Som arkitekt havde han gjort sit navn gældende både i Hertugdømmerne og i Danmark.
Af hans værker kan blandt andet nævnes Odd – Fellow Palæet og Bernstorffs og Dehns palæer i København, Mårgård på Fyn og Amtmandsboligen i Tønder.
Broprojektet, bestående af byggebeskrivelser og tegninger er bevaret. Det viser en stenbjælkebro med fire fag. De tre piller og landfæsterne hviler på en omhyggelig pilotering og er opmuret af kløvede kampsten. Men også rå sten kunne anvendes.
Der skulle ikke bruges mørtel, men mellem stenene skulle der indkiles mindre sten og stoppet mos og lyng. Bag pillerne og landfæsternes ydermure er der mindre sten uden jord og sand. Ovenpå hviler de bærende stenplanker. Disse skulle bære vejbanen med brobelægning og gelænderet, der skulle bestå af kampstenskvadre lagt i mørtel.
Hvis træet til piloteringen kunne fås gratis i de kongelige skove, kunne en sådan bro opføres for 906 rigsdaler og 32 skilling.

Det blev for dyrt for godsejerne
Men ak og ve. En træbro kunne bygges 500 rigsdaler billigere. Det betød, at ejeren af Søgård og Årtoft godser, der skulle betale en stor del af gildet, satte en masse i gang for at forhindre Rosenbergs smukke projekt.
Det lykkedes da også, at forhindre projektets gennemførelse. I stedet blev en almindelig træbro opført i 1765. Det var denne bro, der stod til den nuværende bros opførelse.
Det vides, at denne træbro skulle igennem omfattende restaureringer i både 1792 og 1802.

Og når I nu besigtiger den flotte bro, så tag et smut hen og besøg mine venner i Hærvejens Købmand – en ikke helt almindelig købmandsbutik.

Kilde: Se
– Litteratur Padborg/Kruså/Bov
– Litteratur Sønderjylland (under udarbejdelse)
– Sønderjyske Årbøger (diverse årgange)
– Sønderjyske Månedsskrifter (diverse udgaver)

Hvis du vil vide mere: Læs
– Povls Bro på Hærvejen
– Bommerlund, snaps, kro og skov
– En tolder – familie fra Hærvejen
– Toldsted på Hærvejen
– Hærvejen i Sønderjylland
– Hærvejen til Grænsen
– Urnehoved – et Tingsted ved Aabenraa
– Mere om Urnehoved
– Fra Bjerndrup til Hellevad
– Fra Hjordkær til Rødekro
– Kirker syd for Aabenraa
– Syd for Aabenraa
– Mine 15 år i Aabenraa
– Livet omkring Bov Kirke
– Mysteriet i Ensted

Folketingsvalget 1939
Folketingsvalget i 1939 kunne i den grad mærkes i Sønderjylland. Mindretallet kørte det store skyts i gang med agitation, og fik hjælp syd fra. De kørte frem med grænserevision. Men til det fik de ikke hjælp syd fra. Men den tyske stat hjalp med opkøb af danske ejendomme, for så at overdrage disse til tysksindede og tyske indvandrere. Men valgresultatet blev en stor skuffelse for Mindretallet – og dog? Man manipulerede med tallet, og kom frem til et meget fornuftigt resultat – set fra tysksindet side.

Blev det en bekræftelse
Det var blevet lagt op til den anden afgørelse om Sønderjyllands fremtid. Det var Folketingsvalget den 3. april 1939. Mange ventede spændt på, om det blev en bekræftelse på resultatet den 10. februar 1920.

Ville udnytte besværligheder
Det Tyske Mindretal ville udnytte de besværligheder, der var indtruffet ved dansk overgang, især inden for landbruget. Fra mindretallets side havde man fastholdt kravet om en grænseregulering. Og det var i den grad gang i agitationen.

Man støttede tysk jordopkøb
Repræsentanten for Det Tyske Mindretal i Folketinget fremhævede da også, at ingen tysk regering ville opgive kravet om en revision. Men så vist vides, har ingen tysk regering rejst dette krav.
Men den tyske stat støttede massivt Vogelgesang i deres kamp for at opkøbe danske ejendomme, for så senere at sælge disse videre til tyskere og tysksindede. Ved en afstemningsfest i Haderslev havde H.P. Hanssen sluttet sin tale således:

– Lad Danmarks flagstang stå på Danmarks jord! Plads for dansk dygtighed, dansk foretagsomhed, dansk ungdom.

Magten overgået til Jens Møller
Nationalsocialismens fremgang lige syd for grænsen gav den tyske agitation nye vind i sejlene. Adolf Hitler havde efterhånden fået en kæmpe tilslutning. Nye nazistiske førere havde fået aktiveret Det Tyske Mindretal.
Magten var efterhånden blevet overladt til dyrlæge Jens Møller fra Gråsten. Han blev i 1939 pastor Schmidts efterfølger i Folketinget.

Flere danske foreninger
Fra dansk side blev der oprettet et fællesråd for de danske ungdomsforeninger. Det var forløberen for De unge Grænseværn. Endvidere blev der oprettet Grænsesognenes Danske Samfund. Denne ordning blev inden valget i 1939 udvidet til hele Nordslesvig.

Den spidse pen
Fra mindretallets side blev der nu argumenteret mod de elendige forhold som de mente, de befandt sig under. Kravet om kulturelt selvstyre og grænseflytning voksede. I Nordschleswigsche Zeitung var der især Asmus von der Heide og hans spidse pen, som man lagde mærke til.
Foreløbig fik man dog ikke støtte fra Der Führer eller andre vigtige mennesker i den nationalsocialistiske top i Tyskland.
Vilh. La Cour skrev i Grænsevagten, at hvis Folkenes selvbestemmelsesret ikke blev voldeligt brudt, lå grænsen fast. Redaktør Ernst Schröder skrev i Flensburger Nachrichten, at der ved anvendelse af en god dosis tillid burde være muligt at mindske gnidningerne i grænselandet.
Sådanne udtalelser passede ikke ind i Det tyske Mindretals filosofi. Den 1. januar 1938 anbefalede en af førerne, Jep Nissen, Jyndevad, at sætte Ernst Schröder ud af spillet, og foretage en egenhændig afregning med denne gøgler.

Ændring af tysk skolelov
Den 24. januar 1939, da folketingsvalget stod for døren, vedtog tinget en ændring til den sønderjyske skolelov. Der indførtes et tysk skolenævn og mindretalsskolerne fik deres egen skolekonsulent.
Den 4. marts udsendte Hans Schmidt, Oksbøl og A. Freiberg, Tønder et opråb til det tyske mindretal med opfordring til at arbejde hen mod et dansk – tysk tillidsforhold. Men det gjorde nu ikke indtryk på ledelsen. På en valgplakat gjorde man opmærksom på, at Østrig, Sudeterlandet, Böhmen og Mähren samt Memel i løbet af et år var vendt tilbage til riget.

Fører, gør os fri
Plakaten sluttede med en opfordring:
– 3. april: Nordslesvig stemmer på Slesvigsk Parti!
Allerede på et valgmøde den 27. marts havde Jens Møller ved et valgmøde i Tønder proklameret:
– Valgdagens sejr vil være et eneste råb: ”Fører gør os fri”.

150 unge nazister
Dagen derpå strømmede plakatklæbe – kolonner sydfra. Deriblandt var 150 unge fra den nazistiske førerskole i Ploen ind over grænsen. I løbet af natten havde de opslået plakater på en mængde huse, plankeværker og andet med udfordrende nazistiske og grænsepolitiske slagord.
Heim ins Reich
En masse propagandamarcher blev foretaget gennem flere byer. Man var ganske sikker på sejren. Mange af plakaterne bar indskriften, Wir wollen heim ins Reich. Da en lun angelbo så dette i Aabenraa råbte han:
– Denn go`man gau to, dat is man tweundörti Kilometer!

Hjemstavnens Røst
Man producerede også en valgavis på dansk: Hjemstavnens Røst. Den indeholdt økonomisk propaganda og angreb på danske forhold. Da det nu også skulle have et nationalsocialistisk præg, kaldte man det hele for:

– Kampf um den Lebensraum

Store forventninger
De mange afstemningsfester, der var blevet afholdt gav løfter om et godt resultat. Da valgdagen oprandt, var hele Nordslesvig klædt i rødt og hvidt. Da valgresultatet sent om aftenen blev bekendtgjort var slaget vundet for danskheden.
Valgdeltagelsen viste også, at alle mand var kommet af huse. Nu kunne man også nogenlunde bedømme mindretallets størrelse, nemlig ca. 24.000 personer.

Propaganda – tal
Men fra tysk side havde man opereret med helt andre tal. Man kørte frem med nogle propaganda – tal udarbejdet af dr. Peter Kragh i Tinglev. Disse tal kunne nemlig forklares på følgende måde:
– Landsdelens 180.000 mennesker præsenterede ca. 30.000 som tilvandrende rigsdanskere, 50.000 var bevidst dansksindede, 50.000 bevidst tysksindede og 50.000 som ”blakkede”.

De reelle tal
De reelle tal var:
– 79.422 danske stemmer
– 15.016 tyske stemmer
Den tyske stemmeprocent var størst i Åbenrå – kredsen med 22 pct., derefter fulgte Løgumkloster – kredsen med 21,9 pct. og Tønder – kredsen på 18,9 pct.

Loyalitet til den danske stat
På et tillidsmandsmøde den 11. september, altså efter krigens udbrud formanede Jens Møller til loyalitet over for den danske stat.
I Folketinget nøjedes Jens Møller med at klage over den danske presse og omtale økonomiske forhold.
Men først i 1945 godkendte Det Tyske Mindretal grænsen.

Kilde: Se
– Litteratur Sønderjylland (under udarbejdelse)
– Sønderjyske Årbøger (forsk. Årgange)
– Sønderjysk Månedsskrift (forsk. Udgaver)

Hvis du vil vide mere: Læs:
– Jens Møller – Folkefører eller Folkeforfører
– De fem lange år i Sønderjylland
– Sønderjylland – efter Genforeningen
– Mindretal i Brændpunktet
– Sønderjylland i knibe
– Det Tyske Mindretal
– Heimatfest i Tønder 1921
– Jamen – vi forstår ikke tysk
– Jordkamp, Vogelgesang og Domænegårde
– Tønder omkring 1930
– Den dansk – tyske Sameksistens i Sønderjylland
– Socialdemokrat i Tønder – dengang
– Nazister i Tønder og mange flere

Slottet Duborg i Flensborg
Navnet Duborg lever videre, men egentlig er det ikke meget, der minder os om borgen oppe på toppen. Det var nu heller ikke en fyrstelig bolig, nok snarere et forsvarsværk. Her kan du læse et dramatisk og måske glemt kapitel af Sønderjyllands komplicerede historie. 600 mand på Duborg blev nærmest sultet, da de holstenske grever belejrede borgen. Man havde også været snu nok til at lave spærringer i havneindløbet, så de ikke belejrede ikke kunne få hjælp af søvejen.
Det handler ikke om Otto Duborg
Nej denne artikel handler ikke om Otto Duborg eller Duborg Skolen. Det handler om borgen eller slottet Duborg.
Bag Mariekirken lå halvejs oppe på højdedraget et vagttårn. Men helt oppe på toppen nordvest for vagttårnet blev Flensborgs borganlæg Duborg bygget.

Tilbage i 1370
Vi skal tilbage til 1370, da Valdemar Atterdag måtte slutte en ydmygende fred med hansestæderne i Stralsund. På det tidspunkt sad den sidste efterkommer af Kong Abel, hertug Henrik Valdemarsøn tilbage. Han var helt uden magt, bundet af store pantsættelser til de holstenske grever.
Det var Kong Valdemars opgave at få styr på de forvirrede forhold. Han fik fodfæste på Als og i en række nordslesvigske herreder. I 1373 gav hertug Henrik ham ret til at indløse Gottorp og Sydslesvig, som hertugen havde pantsat til holstenske grever. Men greverne nægtede, at anerkende kongens indløsningsret.

Den kloge dronning
Hertugen døde i 1375, og Kong Valdemar var selv ude hen på efteråret. Kongens efterfølger var den kun fem år gamle dattersøn, den norske Oluf Håkonson, hvis moder dronning Margrete Valdemarsdatter i maj 1376 fik Oluf Valgt til dansk konge.
Da kong Håkon døde i 1380 blev Norge Olufs retsmæssige arv. I 1385 opnåede han myndighedsalderen. Under påvirkning af sin moder, antog han nu tillige titel af Sand arving til Sverige.
Alle disse gøremål i den nordiske politik hindrede i første omgang, Margrete til at kaste blikket mod de sønderjyske hertugdømmer. På et møde i Nyborg i 1386 overdrog hun son en foreløbig løsning et arveligt fanelen til grev Gerhard Henriksøn af Holsten. Det skete dog uden en formel overrækkelse af lensfanen.
Alligevel må det trods denne skønhedsfejl anses som et yderst voveligt skridt. For nu kunne Henrik kalde sig Greve af Holsten, Hertug af Slesvig.
Kong Oluf døde i 1387, og Danmark fik to år senere atter en barnekonge, som først blev myndig i 1401. Han var søn af en pommersk hertug og datterdattersøn af Valdemar Atterdag. Denne Erik Vartislaussøn blev som et resultat af dronning Margretes nordiske politik i 1397 kronet i Kalmar som alle tre rigers konge.
Endelig kunne dronning Margrete vende blikket mod det sønderjyske. Det blev meget aktuelt i 1404, da greve/hertug Gerhard faldt i kampen mod ditmarskerne.

Enken gik igen over til fjenden
Hans enke, Elisabet søgte støtte hos dronning Margrete mod Gerhards broder. Denne broder gjorde arvekrav gældende og satte sig i besiddelse af det meste af Holsten.
Elisabet anerkendte den unge Kong Erik som sin formynder. Hun blev udstyret med penge, så hun kunne indløse nordslesvigske borge fra holstenske panthavere. Men sart følte hun Margretes omsorg som trykkende. Hun foretrak forlig med sin svoger, grev Henrik.
Følgen var, at dronning Margrete følte, at sikkerheden var truet. Hun krævede derfor Flensborg og den nærliggende borg, Nyhus

Brud på våbenstilstanden?
På Koldinghus blev der aftalt en femårig våbenstilstand. Hun fik, hvad hun gik efter. Hun ville sikre Flensborg med en stærk borg på banken nordvest for Mariekirken.
Oppe på Bjerget havde adelsmanden Iver Juel en sædegård med udbygninger liggende. Denne købte dronning Margrete. Men da planerne om den forestående borg nåede de holstenske grever, reagerede disse omgående. De betragtede disse planer, som et brud på våbenstilstanden. Nye kampe opstod.
Året efter i 1412 fik dronning Margrete gennemført, at planerne om en kommende borg blev prøvet ved en voldgiftsret. Hun fik udpeget Ulrich af Mecklenburg som voldgiftsmand. Han havde året før af Kong Erik fået dansk årssold. Så udpegningen kunne vel godt udlægges som kvindelist.
Nu blev det dog ikke til nogen voldgift. Hertug Ulrich kunne ikke se noget i bestemmelserne, at Mariabjerget ikke måtte befæstes. Og faktisk lå bjerget også uden for bygrænsen.

Dronningen dør i Flensborg Fjord
Holstenerne kunne godt se, at de havde tabt på forhånd, og forlod rasende byen. På bytinget i Flensborg modtog hun folkets hyldest den 24. oktober. Men ak, fire dage efter døde hun om bord på sit skib i Flensborg Fjord. Hun var blevet smittet af den pest, der havde hærget byen.
Den unge, kong Erik skulle løfte arven efter hende. Men han havde hverken hendes overlegne klogskab eller hendes sinds rolige balance.

Navn efter bygherren
Det var en fremtrædende dansk adelsmand, Jens Due, der skulle lede byggearbejdet med borgen. I årene 1400 – 1409 var han rigets hofmester. Han har antagelig fulgt dronningen til Flensborg.
I 1415 var man så vidt, at man kunne give borgen, navnet Marieborg, efter bykirken ved bjergets fod. Jens Due har kun siddet 6 – 7 år på Marieborg som stedets bygherre. Men navnet gled hurtig ud. Menigmand på stedet kaldte borgen for Duborg efter dens byggeherre. Det blev nu aldrig det officielle navn. I skriftlige kilder kaldes betegnelsen for Bjerget hos Flensborg.
Grev Claus havde lagt en mur rundt om det ældste af Flensborg, med der var aldrig noget, der kom til at hedde, Clausgasse. Men navnet Duborg lever videre i Duborgskolen.

Kejser Sigismund taler
Antagelig var Erik Krummendiek slottets howetzman i 1419. Egentlig var han holstener. Han havde været hertugelig drost. Men han var gået over på Kong Eriks side. Han ejede Runtoft i Angel. Senest i 1417 var han blevet medlem af Rigsrådet.
Men holstenerne havde planlagt et angreb. De havde allieret sig med kredse i byen og forberedte et angreb. I første omgang ville de angribe bydelen Ramsherred nord for Mariakirke. Men angrebet mislykkedes.
Nu var kong Erik efterhånden blevet træt af alle truslerne. Han indankede spørgsmålet over for den tysk – romerske kejser, Sigismund. Kejserens kendelse blev afsagt den 28. juni 1424 og var fuldkommen klar. Grev Henriks krav havde ingen gyldighed i Danmark og heller ikke i Sønderjylland. Det var alene Kong Erik og Danmarks Rige, der havde krav på dette.

Greverne fik lidelsesfælder
Men dette ville holstenerne dog ikke rette sig ind efter, tvært imod. Og de fik lidelsesfælder. Det skyldes, at Kong Erik indførte handelspolitiske indgreb over for holstenernes forbundsfælder.
Begge gik til angreb i 1427, og selvfølgelig var det Flensborg, der stod for skud. Duborg slog dig fra sig, og viste sig stærkere, end fjenden havde regnet med. Efter to ugers belejring forsøgte grev Henrik med en storm. Men dette mislykkedes.
Der var opstået det rygte, at hanseaterne ville forsøge et angreb. Grev Henrik ville dog være den første. Han nåede, at få en stormstige rejst, og begyndte at klatre op trin for trin. Men han blev ramt af et skud og styrtede døende ned. Hans bror Adolf afbrød derefter aktionen. Borg og by fik atter fred, men hvor længe?

1431 – Greverne angriber igen
Ja svaret er fire år, for den 15. marts 1431 nærmede deres hær sig Flensborg. Kontaktfolkene inde i byen var på forhånd instrueret. De fik Friserporten åbnet under påskud af, at en lastvogn skulle køre igennem. Men de sørgede for, at den kørte fast i porten, så fløjene ikke kunne lukkes. Så var der fri passage for Grev Adolf og hans mænd. De stormede også ind. Grev Adolf blev hyldet af sine tilhængere på bytinget.
Men det lykkedes ikke for grevens folk, at erobre Ramsherred og Duborg. En flåde på 14 skibe og øget mandskab på Duborg forhindrede fjendens adgang. På Duborg var der nu forsamlet 600 mand. Men mange munde skulle mættes, og greven og hans folk satte en belejring i gang.

En afspærring i havnen
Borgens høvedsmand, Morten Jenssøn Gyrstinge ville dog ikke give op. Han var en gæv og anset adelsmand, ridder siden 1411 og rigsråd siden 1417. Han havde været kongens ombudsmand, og kendte forholdene i Flensborg.
Det var også ham, der førte Duborgs forsvar i 1427, da grev Adolf forgæves forsøgte at storme borgen. Men man havde lært af fejltagelsen fra dengang. Man ville ramme pæle ned i havneløbbet, så man ikke mere kunne få hjælp fra søsiden. I 1927 fandt man faktisk resterne af denne afspærring.
Fra Lübeck regnede man med at få hjælp fra en flåde, der skulle tage kampen op med de danske skibe. Men da den danske flåde var på vej indtraf der et frygtelig stormvejr, så den danske flåde måtte søge ly i Svenborg Sund.

Flensborg i grevernes besiddelse
På Duborg svandt fødevaremidlerne til borgens store besætning. Sulten svækkede mandskabet. Alle spiselige dyr gik i kødgryderne. Sygdom blev efterhånden følgen. Nu var der kun 140 mand tilbage i kampduelig stand af den 600 mand store skare. Morten Gyrstinge måtte erkende, at slaget var tabt. Den 1. september kapitulerede han mod fri afmarch.
Flensborg var nu helt i holstenernes vold.

Hvordan så Duborg egentlig ud?
Efterhånden brød man Duborgs mure ned. Intet kan i dag stadfæste borgen. Men hvordan så denne borg ud?
Der var tre sammenhængende fløje, og i alt tre store tårne. I 1755 blev der sendt en anmodning fra Slesvig om at vurdere, hvordan det så ud med ruinerne. Man ville have fjernet resterne og eventuelt bruge disse til andre byggeopgaver i Flensborg. Ud fra disse mangelfulde skitser, kan man regne sig frem til et boligareal på 4.240 m2.
Den 18. januar 1547 skrev hertug Hans den Ældre til sin bygmester, der var i færd med opførelsen af Hansborg ved Haderslev, at han ville sende ham to skibsladninger rhinske skiftersten. Måske blev disse også brugt i Flensborg.

En sidste rest fra 1929
Den fulde bredde har været ca. 12 meter, og de indre rum har antagelig haft en bredde på 6 meter. Rummet havde stenpikket gulv. Det har næppe været store sale i borgen. Her har ikke været hestehold til ridebrug eller kørsel. Der har heller ikke været småværksteder, hvor mindre reparationer kunne udføres.
Endnu i år 1900 var det meste af den sydlige ringmur, dennes sydvesthjørne og en lille stump af den vestlige ringmur i behold. Bystyret besluttede skånseløst at fjerne de sidste rester. Men man glemte dog noget. Dette blev afdækket i 1929. Det drejede sig om den ca. 9,5 meter forbindelse til østfløjens sydøstligste hjørne og ca. 10 meter af den sydlige ringmur.
Omkring borgen har der været en grav. På en byplan fra 1849 eksisterede dammen stadigvæk. Som ved så mange andre borge, har der antagelig været både grav og voldanlæg.

Kilde: Se Litteratur Flensborg (under udarbejdelse)

Hvis du vil vide mere om Flensborg: Læs:
– Flensborg, mere end 725 år
– Flensborg i begyndelsen (1)
– Flensborg i hverdag og fest (2)
– Flensborg dengang (3)
– Flensborg – for længe siden (4)

Hvis du vil vide mere om Dronning Margrete og Sønderjylland: Læs:
– Margrete den Første og Sønderjylland
– Enklaverne i Sønderjylland

Hvis du vil vide mere om Slotte og Herregårde i Sønderjylland (Her er kun medtaget et udvalg): Læs:

Tønderhus:
– – Tønderhus – slot, borg og fæstning

Tørning:
– En adelsborg ved Tørning
Schackenborg:
– Møgeltønder – dengang
– Møgeltønder – fra Ahlefeldt til Schack
– Schackenborg – i Møgeltønder
– Oprør i Møgeltønder
– Møgeltønders historie

Trøjborg:
– Bondeslægten fra Trøjborg
– Bondeslægten fra Trøjborg – endnu mere
– Trøjborg – den fjerde historie
– Overinspektør på Schackenborg
– Trøjborg Slot – nord for Tønder

Gråsten Slot:
– Gråsten – en flig af historien

Sønderborg Slot:
– Dengang på Sønderborg Slot

Haderslevhus og Hansborg:
– Haderslev – i begyndelsen (1)
– Haderslev – handel og søfart (2)
– Haderslevs historie (3)
– Et apotek i Haderslev

Brundlund Slot:
– Brundlund Slot

Søgård:
– Ahlefeldt og Søgård

Diverse:
– Adel og Storgårde i Tønder Amt

Og meget mere.

D.G. Monrad – Hvordan var han?
Mange mener at beskrivelsen af D.G. Monrad i TV – serien om Monrad, var fuldstændig forfejlet, ja man ligefrem taler om historieforfalskning. Men var det nu også det? Andre mener, at han havde sit sind imod sig og overvurderede sin egene evner. Andre igen mener, at han gjorde alt for at bevare freden. Monrad huskes positivt for grundloven, men negativt for 1864. Men var det nu også han alene, der var skyld i krigen. Og hvorfor sagde man ikke ja til Bismarcks mæglingsforslag. Se dette portræt af den danske statsminister – dengang.

Var det historieforfalskning?
Vi så ham i TV – serien om 1864. Han var en mærkelig person i serien. Ja han blev nærmest karakteriseret som småtosset, men var han sådan i virkeligheden? Dem, der ikke var tilfredse med serien kalder det nærmest historieforfalskning, den måde Monrad blev fremstillet på. Men de samme personer kritiserede også den måde H.C. Andersen blev fremstillet på. Vi skal da her minde læserne om vores artikel De sidste Hertuger i Augustenborg. Her er H.C. Andersen på besøg, og vi bemærker, at han slet ikke kan forstå det Dansk/Holstenske problem.
Familien til Ditlev Monrad synes heller ikke, at han blev rigtig gengivet. Historikere påpegede også, at han blev karikkeret på en helt forkert måde. Men hvad er rigtig? Og var Monrad skyld i krigen 1864?

Moderen måtte opløse hjemmet
Ditlev Monrad blev født i København, men fik sin opdragelse hos et familiemedlem i en landsby ved Præstø. Hans far var født i Trondheim. Her tog han arbejde som jurist, men måtte fratræde grundet en sindslidelse.
Ditlev var en af seks børn, men de tre døde som små. Åbenbart var hans to søskende indlagt på Frederiks Hospital grund af sindslidelse.
Hans mor måtte opløse hjemmet. Manden forsøgte at myrde hende. Manden i huset var voldelig og paranoid. Hun flyttede til hendes søster i Holsten. Egentlig skulle vores hovedperson overtage en købmandsforening, men hans talent rakte til, at han kunne gå på latinskole i Vordingborg. Dette skete efter, at præsten i den landsby, hvor han fik sin opdragelse havde samlet sammen til hans skolegang.

Eksamener med udmærkelser
18 år gammel fik Ditlev et sammenbrud, som også blev kaldt alvorlig nervefeber. Det varede i flere måneder, og er måske sket i forbindelse med hans mors død. Han kom sig dog og fortsatte på Københavns Universitet. Han boede på Regentsen, hvor han altid var fordybet i bøgerne.
Monrad fik udmærkelser ved alle eksamener. Pludselig tændtes en anden glød, der i lange tider tog magten fra videnskaben. Monrad kastede bøgerne bort, og blev politiker med hele sit liv og sin sjæl.

Flyvende politiske blade
I 1839 begyndte han at udgive en serie pamfletter, som han kaldte Flyvende politiske blade. For sine skriverier blev Monrad idømt en bøde og 1 års censur efter Trykkefrihedsordningen af 1799.
I 1840 blev han medredaktør af Fædrelandet. Han sad i Københavns Borgerrepræsentation fra 1842 – 1848. I tre perioder sad han i Folketinget.

Monrad og den danske grundlov
Monrad bliver gjort ansvarlig for vores grundlov. Og det er vel ikke helt forkert. Men mon ikke det er Grundlovene fra Holland, Belgien, Würtenberg og Sachsen, som Monrad lod sig inspirere af. Men han får dog også sat et tydeligt dansk aftryk.
Danmark skulle i 1848 have en ny konge. Og det benytte Monrad til at kræve fri forfatning og almindelig valgret. Og man må sige, at han nåede langt.
Han mente, at et systemskifte skulle give sociale reformer. Allerede i 1848 interesserede han sig stærkt for den danske sag i Slesvig.

Kongen var irriteret
Han var en meget foretagsom kultur – og indenrigsminister i 1848 og igen fra 1859 – 1863 satte han præg på folkekirken og undervisningsvæsenet. Til kongens store ærgrelse udnævnte han Grundtvig til biskop helt uden fuldmagt. Monrad indførte love om anlæggelse af jernbaner og forsøgte at forbedre fæstebøndernes vilkår.
Monrad skulle også tage stilling til, hvordan man underkue det Slesvig – Holstenske oprør. Efter sejren i Bov, mente han, at det bar gode muligheder for at tage kampen op mod Preussen og en række mindre tyske stater.

Monrad fyret som biskop
Fra 1846 – 1871 var Monrad sognepræst af flere omgange. Han var biskop for Lolland – Falster fra 1849 til 1854. Men han blev afsat efter initiativ af den konservative statsminister Ørsted, en politisk modstander. Han kritiserede regeringen, men med stadig flere skiftende meninger. Efter afskedigelsen fik han job som skoledirektør.
I 1855 blev han departementschef i Kulturministeriet.
Han foretrak krig
Statsminister C.C. Hall var indstillet på, at give tyskerne indrømmelser. Han blev for den indstilling mere eller mindre tvunget til at tage sin afsked. Monrad var Konseilspræsident fra den 31. december 1863 til den 11. juli 1864. Han havde udtalt, at han foretrak krig frem for, at Det Tyske Forbund skulle gribe ind i dansk suverænitet.

En travl minister
Han havde travlt denne Monrad, for foruden at være ledende minister, var han finansminister og minister for Holsten og Lauenborg. Ja han var også en overgang vikar for udenrigsministeren. Mange mente, at han overvurderede sine evner.
Måske undervurderede han den farlige situation. Han blev vurderet til at være kritikløs og dominerende. Det var vel ikke uden grund, at han af kollegaerne blev opfattet med skepsis og mistillid.

Ejderprogrammet
Nu skal Monrad ikke have skylden for krigen i 1864. Krigen var en konsekvens af den politik, som de nationalliberale regeringer havde ført frem til Treårskrigen. Den politik gentog de fra 1855. Det var netop Ejderprogrammet som man havde forsøgt realiseret i 1848, der første til den Første Slesvigske Krig.

Regeringen lovede ikke at inkorporere Slesvig
Ved fredsafslutningen havde stormagterne krævet, at helstaten blev genetableret. Regeringen havde måttet love Preussen og Østrig ikke at inkorporere Slesvig i Danmark. Efter 1855 gentog de nationalliberale, som Monrad var en del af, imidlertid Ejderprogrammet.

Krigen var uundgåelig
Den ny grundlov, der blev vedtaget i 1863, var i strid med de tilsagn, som Danmark både havde givet til stormagterne samt Preussen og Østrig. Krigen var jo nærmest uundgåelig. Det burde regeringen jo have vidst.
Den tyske invasion startede i Slesvig den 31. januar 1864. Monrad beordrede, at Danevirke ikke måtte opgives før en tredjedel af de danske styrker var tabt.
Den 4. februar kom rømningen af Dannevirke. Mange af datidens politikere mente, at de ikke var blevet varskoet af den øverstbefalende De Meza, at han ville gøre dette.
Monrad havde bedt om, at alle måtte kæmpe til København var faldet.

De Meza blev fjernet
Monrad fjernede De Meza fra sin post den 28. februar. Men egentlig var det krigsminister Carl Lundbyes krav, at De Meza skulle fjernes. Egentlig indrømmede Monrad senere, at han godt kunne forstå hans beslutning. Men årsagen til fyringen skulle have været De Mezas brev til Krigsministeriet, som angiveligt skulle have været meget uartigt.
Christian den Niende ville have beholdt generalen, men Lundbye satte sin stilling på spil, og Monrad bakkede sin minister op. Kongen måtte derfor bøje sig.
Slesvig og Jylland blev besat af preussiske og østrigske tropper. Imens forskansede danske tropper sig ved Dybbøl og på Als.

Dybbøl skulle holdes
Den nye øverstbefalende meddelte, at han ikke kunne holde Dybbøl. Monrad beordrede, at Dybbøl skulle holdes. En masse unge danskere omkom, og for den dags skyld også prøjsere og østrigere. Fra dansk side, kunne man sige, at dyrebart blod bliv spildt til ingen nytte.
Den svenske konge troede, at det var en spøg
Monrad lod sig ikke anfægte af dette. Han skrev til den svenske konge og foreslog en nordisk union. Men den svenske konge vidste ikke rigtig om det var en spøg eller om det var alvor.

Konferencen præget af fejlvurderinger
Under London – konferencen blev der foreslået en voldgiftsret til løsning af Slesvig – spørgsmålet. Dette afslog Monrad. Men den endelige afgørelse overlod han dog til kongen. En grænsedragning efter indbyggernes sprog var på et tidspunkt en mulighed. Det ville have været noget nær den grænsedragning, som blev foretaget i 1920. Men Monrads ageren under krigen og fredsforhandlingerne var præget af chancespil, fejlvurderinger og kontroversielle beslutninger.

Stemningen i København var trykket
Den 29. juni blev Als som bekendt taget. Endnu flere måtte lade livet. Men Monrad var stadig uanfægtet. Han var af den mening, at krigen skulle fortsætte ind i Københavns gader, mand mod mand.
Stemningen i København var meget trykket. Man krævede Monrads afgang. Han havde også lagt sig ud med kongemagten. Monrad havde også afvist kravene under fredsforhandlingerne til stor forbavselse for englænderne.

Kongen har forrådt mig
Den 8. juli havde kongen fået nok. Monrad havde i den grad forvirret og tirret kongen. Han havde desuden blandet sig i prinsessernes giftemål. Monrad blev afsat. Han græd og skreg:
– Kongen har forrådt mig!
Indenrigsministeren måtte tage sig af Monrad. Han erklærede, at Monrad var fra forstanden.

Danmark mistede 40 pct.
Den 11. juli gik Ministeriet Monrad af og afløstes af Ministeriet Bluhme. Det var dette ministerium, der skulle afslutte den ydmygende fred.
Endnu den 18. juli udtalte Monrad, under en tale i Rigsrådet, at han helst ville følge Slesvig under fremmedherredømmet med resten af landet for at bevare folket samlet.
Freden blev indgået den 1. august 1864. Fredsaftalen blev ratificeret af Danmark den 9. november 1864. Monrad holdt da sin galskabstale, om at man skulle have kæmpet til sidste mand og ikke underskrevet Danmarks dødsdom.
Danmark mistede 40 pct. af sit areal og 30 pct. af sin befolkning.
Den 28. august var Monrad fremkommet med forslag, om at tilbyde De Vestindiske Øer eller Island for Nordslesvig. Hvor officielt dette forslag egentlig var, er der delte meninger om.

Til New Zealand
Den 1. december 1865 besluttede han at blive nybygger i New Zealand, medbringende kone og børn. Han boede først i et lerklinet hus. Senere byggede han et træhus. Han ville rydde bushen, udsætte køer og får, samt eksperimentere med tobak. Han lærte sig maori. Han følte desuden et kaldt til at undervise de indfødte i kristendom. Arbejdet blev dog afbrudt af maori – oprører.
Monrad gravede sine ejendele ned, og tog til Wellington, for at vende tilbage til Danmark. Sønnerne Viggo og Johannes vente tilbage til det oprindelige sted for at drive landbrug. Monrad beskrev hans ophold i New Zealand som en lykkelig tid, men det var det nu delte meninger om.
Nu var det hele tiden meningen, at han, hustruen og datteren senere vil vende hjem til Danmark igen. Inden familien forlod landet, forærede Monrad museet i Wellington et stort antal grafiske værker af de store mestre.

Mærkelige foredrag på Universitetet
Men vendte atter hjem den 28. april 1869. Herefter tog han et smut til Paris for derefter at få et præstehverv i Brøndbyerne.
Han holdt nogle mærkelige, alt andet end opløftende foredrag på Universitetet, som er kaldt Drømmerier. Det var en række åndefulde og dybe tanker, men fulde af tvivl og mismod.

Uklarhed og rådvildhed
Hver tirsdag kunne hans betragtninger læses i Berlingske Tidende. Han ville gerne holde politiske foredrag, ja det var nærmest som om, at han ville overtage avisens redaktion. Monrad var bange for at prøjserne ville overtage hele Jylland.
Men i disse artikler var uklarheden og rådvildheden fremherskende.
I 1879 beskrev han det sociale sket mellem bondebefolkningen og landbefolkningen på denne måde:

– Tag en fattig købstadshåndværker, er han and nok så uvidende, kan han end ikke skrive to ord af modersmålet uden i det mindste at begå to fejl, så har han dog en levende følelse af, at han er et ganske andet ophøjet væsen end en velhavende oplyst selvejerbonde.

Et etisk problem, at vi nedstammede fra aberne
Rent kirkeligt holdt en hvis distance til de kirkelige bevægelser, grundtvigianismen og Indre Mission.
Hans grundholdning var mere liberal end national. Han var nok en af datidens mest fremtrædende demokratiske tænkere. I sin fritid skrev han jo nærmest videnskabelige værker. Mest kendt er måske Fra Bønnernes verden fra 1876.
Monrad var ikke kun kristen af uddannelse. Han var også kristen. Han udgav talrige skrifter om teologiske emner. I de senere år gik han imod Darwins udviklingslære. Han advarede imod de etiske konsekvenser, der lå i at hævde, at mennesket ikke var skabt i Guds billede, men nedstammede fra aberne.

En gådefuld karakter
Han kunne overkomme en kæmpe arbejdsbyrde og havde faktisk et jernhelbred. Både som politiker og folketingsmand var han fremragende. Men på mange måder var han også mærkelig med mærkelige meninger og omskiftelig. Hans taler var også mærkelige. Men man skulle nok ikke blive hans fjende. Lynende skarp og intelligent var han.
Han var svær, at blive klog på. Det skyldes nok hans ironisk – provokerende stil i skrift og tale. Dette betød også, at mange betragtede ham med en hvis utryghed. Hans personlighed karakteriseres ofte som gådefuld. Han var en stor begavelse og intellektuel kapacitet, men samtidig humørsvingende og uforudsigelig. Han var ikke plaget af ydmyghed.

Monrad huskes positiv for juni – grundloven men negativ for 1864 – nederlaget.

En genial psykopat
De lægelige meldinger om Monrads mentale tilstand er åbenbart forskellige. Forfatteren Tom Buk – Swienty hælder til H.I. Schou’s vurdering, der konkluderer, at Monrad havde en
– Manisk – depressiv sindslidelse.
Og det var netop Tom Buk – Swientys bestsellere, der dannede grundlag for tv – serien.
Historikeren, Hans Wammen har kaldt Monrad for en genial psykopat. Monrad havde i sin ungdom flere psykiske kriser. Han talte om selvmord, og var et par gange indlagt. Men det var egentlig ikke klart, hvad diagnosen var.

Overvurdering af egne evner
Men uanset hvad man mener om dette, så synes situationen i 1864 præget af en markant overvurdering af egne evner til at mestre situationen. Der var momenter af rådvildhed og mental ustabilitet. Hans dømmekraft svigtede.

En helt anden mening om Monrad
Men en anden beskrivelse af Monrad får vi i bogen, 1864 – Sønner af de slagne. Forfatteren til bogen, Rasmus Glenthøj mener, at Monrad var villig til at gå på kompromis med alt, hvad han troede på, for at forhindre krigen. Han var bare ikke god til at finde en løsning, og så stå fast ved den. Rasmus Glenthøj fastslår, at det var afgørende for Monrad, at bevare en fod i Slesvig frem til konferencen i London. Derfor skulle Dybbøl forsvares til sidste mand.

Ikke uden kongens samtykke
Det var fordi, at russerne og englænderne raslede med sablerne, at preusserne trak sig under den Første Slesvigske Krig. Derfor kunne danskerne nedkæmpe oprørerne i Holsten. Disse oprørere havde ifølge forfatteren misforstået situationen og krævede derfor uafhængighed.
Krigen i Slesvig Holsten kunne fortsætte fordi kongen bevarede den udøvende magt, også efter at enevælden var afløst af demokrati og efter at vi havde fået grundloven. Som Rasmus Glenthøj siger, så kunne ministrene ikke gøre noget uden kongens samtykke.
Det var unægtelig en svær situation, for Preussen og Sverige bliver faktisk enige om at dele Danmark mellem sig. Danmark skulle helt slettes fra landkortet.

En splittet dansk delegation
Monrad var under pres. Han kæmpede mod sit svære sind, mod kongen, mod sin ministre og en forrykt folkestemning.
Med hensyn til den omtalte konference gør Rasmus Glenthøj opmærksom på, at den danske delegation var total splittet. I København var Monrad og kongen også dybt uenige.

Monrad forregnede sig
Stormagterne spiller ud med en dansk grænse, der går ved Slien i det sydlige Slesvig. Den er Monrad i princippet med på. Men Christian den Niende er imod. Preussen og Østrig var også imod, men havde danskerne handlet resolut, kunne de måske være blevet overbevist, mener Glenthøj. Hvis nu regeringen havde været enige, kunne man have fået den nye grænse.
Men for kongen er helstaten hans fædreland. Hans fødested ville komme til at ligge syd for grænsen. Monrad kunne ikke overtale kongen. Bismarck spillede ud med omtrent den nuværende grænse. Men det afviser Monrad, og spiller nu højt spil for at få rykket grænsen mod syd. Monrad vil nu have England, Frankrig og Italien med i krigen.

Det gik helt galt
Men som bekendt gik det helt galt. Grænsen kom til at ligge ved Kongeåen. Monrad var ikke skyld i krigen. Han gjorde alt for at forhindre den, mener Glenthøj.
Måske skal vi lige forklare læserne, at hertugdømmerne statsretslig ikke hørte med til Danmark. Men for at gøre forvirringen større så tilhørte de det danske monarki. Kongen fik på et tidspunkt tildelt et tredje hertugdømme, Lauenburg.

Lornsen krævede en særlig forfatning for Slesvig – Holsten
Mange tyske stater blev sluttet sammen i Det Tyske Forbund, der også skulle omfatte Holsten. I disse stater blev der oprettet stænderforsamlinger, der skulle gøre deres indflydelse gældende over for fyrsterne.
Endnu i 1830 havde kongen ikke gjort noget ved det. Et pres fra det største land i forbundet, Østrig, tvang nærmest kongen til at indføre det i sit rige. I 1834 var der stænderforsamlinger i Roskilde, Viborg, byen Slesvig og Itzehoe i Holsten.
I Slesvig – Holsten voksede tanken om selvstændighed. På øen Sild udgav landfogeden, Uwe Lornsen et skrift, hvori han gjorde sig til talsmand for en særlig forfatning for Slesvig – Holsten. Men man skulle have forsvarspolitik og konge sammen med Danmark. Lornsen blev fængslet på grund af sine revolutionære synspunkter, men tankerne levede videre.

Med egen Dug og Disk
I Danmark fik vi marts – ministeriet og først og fremmest Monrad. Forfatningsforslaget skulle være demokratisk. I Rigsforsamlingen skulle en fjerdedel af forsamlingen udpeges af kongen. Valgret til denne forsamling havde alle:
– Uberygtede Mænd over 30 år ”med egen Dug og Disk
Det var såmænd formuen, der var bestemmende for, om man havde valgret. Og valgretten gjaldt ikke for:
– Fruentimmer, Folkehold, Fattige, Fallenter og Fjollede.

Hvor var det lige han blev begravet?
I 1887 døde Monrad. Han blev begravet i Nykøbing F på en kirkegård, som senere blev lukket og udlagt til en slags park. Oplysningerne om den nøjagtige beliggenhed gik tabt. Alle monumenter er i dag væk.
I 1960’erne blev der bygget en vejbro henover feltet og de tilstødende vej – og banearealer. Omkring år 2000 solgte kommunen grunden til Coop Danmark, der ville et Kvickly – supermarked der. Det medførte heftige protester, men efter nogle år blev huset fuldført. Under byggeriet fandt man en del anonyme knoglerester, som siden er blevet gravsat på en anden kirkegård.
Kilde:

– Tage Kaasted: Var D.G. Monrad manio – depressiv/ Historiske/Jyske Samlinger
– P. Lauritsen: D.G. Monrad: Grundlovens Skaber og Folkefrihedens Bannerfører 1-2 (Gad 1950)
– P. Stavnstrup: D.G. Monrad: politiker og gejstlige (Berlingske 1948)
– Monrad, Ditlev Gothard (Dansk biografisk Leksikon)
– P. Bagge: Studier over D.G. Monrads statstanker (1936)
– D.G. Monrad på gravsted.dk
– Rasmus Glenthøj: 1864 – sønner af de slagne

Hvis du vil vide mere om: De Slesvigske Krige:
– Vi har lavet en liste over artikler relateret til de Slesvigske Krige, den kan finde under denne kategori. Se den under: Velkommen til 1864 og De Slesvigske krige.

Sønderjysk Madkunst – atter engang
Alt kunne bruges på et svin. Det var inden tiden med MRSA og Listeria. Vi følger en svineslagtning i Sønderjylland. Vi skal kigge på surrib, sylte, levepostej, blodbudding blodpølse, Sort suppe, rullepølse, medisterpølse og meget mere. Indvolde blev dengang betragtet som fattigmandsspise. Madkulturen har i den grad ændret sig. Dengang havde man ikke fryse – eller køleskabe. Meget skulle saltes, lægges i lage eller røges.

De spørger om det – i København
Det er utroligt, når man står og holder foredrag om Nørrebros historie i Stefans Kirken på Nørrebro eller om Classens Have på Østerbro, så kommer der altid spørgsmål om den sønderjyske madkunst. Derfor får I nu denne artikel. Se bagerst i denne artikel. Her har vi samlet en liste over de artikler, hvor du kan få uddybet din viden om den sønderjyske madkultur.

Hjemme i Køkkenet i Tønder
Op til jul skulle der slagtes svin. Den kunne godt veje 4 – 500 pund. Og her var der masser af arbejde. Hjemme i Tønder, kom Opa med et svin eller et halv svin bag på knallerten. Og så fik mor travlt i køkkenet. Tarmene skulle gøres rene til fire slags pølser. Der skulle laves sylte og leverpostej. Der skulle koges blodsuppe, laves blodpølse eller blodbudding og meget mere.
Hjemme i Tønder foregik dette i køkkenet. Ude på gårdene var der desuden saltning og røgning. Dengang kunne man ikke bare gå i supermarkedet i og købe dybfrossen blodpølse eller en stivfrossen and.

Slagtemåneden
Dengang kaldtes november – måneden for slagtermåneden. Og man fik travlt ude på gårdene. Saltbaljen og røgskabet skulle fyldes og de brune lerpotter blev tilsmeltet med fedt.

Et svin i baghuset
I Aabenraa havde mange husstande helt til efter Første Verdenskrig deres egen kælegris gående i et baghus eller havehus. Den blev i løbet af sommeren fodret med al slags affald. En husejer i Slotsgade i Aabenraa fik endda tinglyst på sin ejendom, at han havde lov til at holde svin.
På et tidspunkt gik der mange svin rundt om i Aabenraa. Det udviklede sig faktisk til en plage. Selv på kirkegården gik de rundt og ragede i jorden.

Man tænkte ikke på MRSA
Gad godt nok vide, om de unge spiser den mad endnu. OK, jeg spiste ikke blodpølse eller blodpølse. Jeg kunne heller lide lugten. Men ellers spiste jeg da det meste. Dengang tænkte man heller ikke så meget på MRSA. Svinefoderet var også noget andet.

Måtte ikke spise råt kød eller drikke blod
Dengang kristendommen kom til Norden blev det forbudt at spise råt kød og drikke blod. Men danerne spiste allerede dengang blodpølser. Og man fortsatte med at spise røgede skinker og pølser. Fisk blev stadigvæk spist rå, og det samme gjaldt muslinger og østers. Og hvad med Sushi?
Når jeg i dag bliver tilbudt fisk, siger jeg altid i sjov: Det er imod min Sønderjyske Religion. Ja så er det nok ikke helt ved siden af. Det er rigtigt, jeg spiser ikke fisk, ikke særlig meget, hvis jeg kan blive fri. Jeg bilder mig selv ind, at jeg fik for meget som barn.

Madkulturen har ændret sig
Madkulturen har ændret sig. Dengang var decideret hungersnød, hvis høsten havde fejlet. Måske er det derfor, at føden nogen gange bliver betragtet som noget helligt. Hvis man ville ære nogen, kunne man bedst gøre det ved at ofre noget af den dyrebare mad.

Hesten var et helligt dyr
Hvad man ofrede dengang ved vi meget lidt om. Men det er lidt uhyggeligt, når vi læser, at bisp Adam af Bremen fortæller, at han så menneskekroppe hænge i Offerlunden efter de store offerfester.
Men vi ved også, at hesten var et helligt dyr, der blev brugt som offergave. At vi så for et par år siden havde hestekødsskandalen, ja det er noget helt andet. Men mange værger sig i dag mod at spise hestekød.

Man var klar fra klokken fem
Nu kunne min mor godt håndtere en gris og skære det ud. Men ofte blev der bestilt en slagter, der kom ud til gårdene. På de større gårde måtte der ekstra hushjælp til. På selve slagtedagen skulle skoldevandet helst være i kog fra klokken fem om morgenen i den store gruekeddel i vaskerummet.
Manden på gården sammen med en karl sørgede for at grisen kom over til slagteren. Han bedøvede den med et slag for panden med slagteøksen. Derpå stak han den i halspulsåren, så blodet kunne løbe ned i en spand. På bunden af spanden var lidt lunken vand, så blodet ikke størknede. Samtidig skulle det røres rundt med træske. Manden og karlen havde nok at se til, mens dette foregik.

Senere foregik det med boltpistol
Og sådan noget skal man nok være lidt vant til. Hos Opa ude i Ny Frederikskog foregik aflivningen med en boltpistol. Jeg fortrak dog hver gang over til naboen, men glemmer da aldrig grisen’ s skrig.

Hovedet lagt i en balje vand
Derefter kom grisen op i skoldekarret og blev skrabet med skrabehorn. Så blev den lagt på en stige og bundet til den med bagbenene. Hovedet blev nu skilt fra kroppen og lagt i en balje med vand, for senere at blive kogt til sylte eller saltet og røget til sulefadet juleaften.
Stigen blev nu rejst på højkant og stillet op mod væggen. Bugen blev nu sprættet op, og indvoldene taget ud. Tarmene blev lagt i en balje med vand, efter at det meste af indholdet var blevet fjernet. Indvoldene blev lagt i store fade og blev båret ind i køkkenet.

Slagteren holdt pause
Nu kunne slagteren holde en pause, for kødet skulle ført være koldt, inden han kunne kommevidere. Så var der vel tid til frokost og en punch.
Mens svinet nu var til afkøling ude i den friske frostluft kom nabolaget for at syne. Ja det var en gammel skik. Så kom de sædvanlige bemærkninger:

– Ja dæ æ da et godt svin
– Æ flæsk se’ godt ue.

Så var det tid til at gå ind og deltage i frokosten og få sig nogle kaffepunche.

Indvolde blev ordnet
Kvinderne havde ikke tid til frokost. De skulle ordne indvolde og rense tarme. Det var et stort arbejde og krævede erfaring. Tarmene blev lagt i vand, og der blev nu i flere omgange skvulpet saltvand over dem. Til sidst blev vrangen vendt ud, og de blev renset ved hjælp af to strikkepinde. Tarmene skulle være helt gennemsigtige. Til sidst blev der pustet luft igennem for at se, om de var tætte.

For at tage den dårlige lugt, blev tarmene lagt i alunvand indtil de skulle bruges til fire slags pølser:
– Mostebånd (spegepølserne)
– Isterbånd (medisterpølserne)
– Lungebånd (kogepølserne)
– Blodpølserne

Af indvoldene, flommen, leveren, nyrerne, lungerne og hjertet, blev flommen først taget under behandling. Flommefedtet eller isterfedtet blev pillet fra isterhinden og skåret i småstykker.
Kunne bruges til medicin
Noget blev brugt til pølserne, andet blev brugt til pølserne, andet blev brugt til fedtegrever kogt med æbler og løg. Noget af flommefedtet blev smeltet, skummet og sat hen som rent, usaltet svinefedt i krukker. Jeg mener også af dette kunne lave kopatsalve.
Isterhinden blev renset meget omhyggeligt, så den var glasklar. Den blev syet sammen, så den kunne bruges til fine pølser. Her brugte man både okse – og svinekød, der blev hakket og æltet sammen med lidt isterfedt, tilsat fine krydderier og lagt uden om svinetungen.
Ja tænk noget af isterhinden blev gemt i medicinskabet. Den var god til at vikle om bulen eller skåret finger. Og det var også god til et frostsår, når man havde Killefrost i tæerne.

Mullebrød
På den første slagtedag fik man ofte serveret blodbudding til middag. Til frokost fik man mullebrød. Det var tykke brødskiver dyppet i gryden, hvor svinehovedet med tilbehør stod og småkogte. Fedtet havde samlet sig i et tykt lag ovenpå. Det var i dette lag, at mullebrødet blev dyppet. Og så kunne det godt være, at man sagde:
– Oh, wo de smacht.

Blodbudding
For at lave blodbuddingen, måtte byggrynene have stået i blød natten over. De blev nu tilsat smeltet isterfedt, og gryden blev sat over svag ild. Til sidst blev blodet rørt i. Det hele blev opvarmet under stadig omrøring. Når grydens indhold var som tyk vælling, blev der tilsat rosiner, sukker og hakkede mandler. Dertil lindt orangevand, lidt rosenvand, lidt grønt hakket timian, peber, reven løg, stødte tvebakker, stødt kanel og stødt nelliker.
Det hele blev hældt i buddingeformen og kogte i vandbad i cirka to timer. Buddingen blev serveret med fedtegrever, der var rørt op i panden med sirup.

Rullepølse
Nu var frokosten også over, og slagteren var igen i gang. Nu blev grisen skåret ned og parteret. De to skinker æ bøste blev lagt i saltbaljen, men kom til sidst til røg. De to stykker sideflæsk blev brugt til rullepølse, æ trömmelpølse. Siderne blev strøget med krydderier, rullet sammen, snøret godt og til sidst syet med knaphussting. Derpå blev det hele saltet let og lagt ovenpå saltbaljen. Det blev først kogt, når de skulle bruges.

Småkød til hvidkålsbudding
De to forbove brugtes til småkød og fars til frikadeller og hvidkålsbudding. Skanker og tæer blev i reglen saltet til senere brug. Dog blev en del kogt sammen med svinehovedet til sylte og noget blev anvendt til at koge Sort suppe på. Nej dette spiste jeg dog heller ikke.
Af de to stykker slagsider æ patflæsk, blev noget skåret i småstykker, der kunne hakkes med i lungepølserne og sylten. Noget kunne saltes til senere brug til middagsretter som Bønderduelse og Pebersteg.

Surrib
Af ryggen blev der skåret to ribbenstege. De yderste runde ribben blev hugget fra og blev brugt til at lægge i surlage, når de var blevet kogt. Se blev det så til surrib.
Der blev skåret flere gode karbonader til at stege på panden. Nederst kom de to fine kamstage. De blev stegt i store stegegryder og sat hen i sur eller sød lage i krukker, der blev smeltet til med fedt. På den måde kunne kødet holde sig længere.

Intet går til spilde
Hele rygraden fra nakke til halebenet blev delt op i små rygstykker, som blev anvendt til slagtepakker eller blev saltet og røget for senere at kunne bruges til suppe – eller kålretter.
Til sidst blev halen skåret fra. Den kunne puttes ned i gryden til sylte. Alt blev brugt, intet gik til spilde. Man sagde ude i køkkenet:
– De komme et så nøj mæ en pøls i slautti.

Man var ikke færdige
Ved kaffetid var slagteren færdig med sit arbejde. På slagtedagen blev der ofte serveret cremesnitter til kaffen. Slagteren fik en afsluttende kaffepunch, inden han tog afsted og fik sin løn i klingende mønt.
Men ak og ve. Man var langt fra færdig i køkkenet.

Hakket æltet og tilsat krydderier
Alt kødet til de fine pølser skulle skæres til rette. Slagteren havde der, hvor der kun skulle slagtes svin altid oksekød med. Det blev nu blandet sammen med svinekødet. Det blev hakket, æltet og tilsat krydderier.
Alle krydderier var i forvejen blevet stødt i den store jernmorter om formiddagen. Det kunne godt give en farlig larm i køkkenet.

Fantastisk, da kødhakkemaskinen kom
Farsen til leverpølserne og medisterpølserne blev stoppet i tarmene ved hjælp af pølsehorn og fingrene. Det var en stor hjælp, da kødhakkemaskinen kom i brug. Til sidst blev pølserne lukket for enderne med en pølsepind lavet af tjørnens torne.

Fattigmands – mad, dengang
Lungpølserne kunne også blive færdige. Disse pølser er blevet regnet for lidt simple pølser, fordi pølsen bestod af indvolde som hakkede lunger, lever, nyrer, hjerte og hjerne, samt kød fra det kogte svinehoved og skank. Desuden var der en del flæsk af halvsiderne. Der blev tilsat mel, salt, peber, timian og allehånde. Farsen blev stoppet i de tiloversblevne tarme. Pølsene blev let saltet og røget.
Ja i dag bliver de indvolde betragtet som noget særlig, men dengang var det kun noget fattigfolk spiste.
Om aftenen ved 21 – tiden var alle segnefærdige af træthed. Man havde lige nået at få blodpølserne færdige.

Saltning
Næste dag blev der lavet pølsedej. Og så skulle skinkerne og flæsket saltes. Man skulle gøre det ordentligt. Og så skulle det røges. Det skulle helst holde til sommer. Man måtte ikke begynde at skære af den røgede skinke før æ kukmans haj kukket.
Det hjalp dengang, da frysehusene kom. Man betalte en andel og kunne så få en plads i disse. På Siltoftvej ud til Oma og Opa u i æ Kow lå sådan et frysehus.

Stege skulle brunes og steges
Ribbenstegene og kamstegene skulle nu brunes og steges. De blev derefter sat hen i en sur eller sød lage, hvor de kunne holde sig til julen med dens mange fester.
Hamburgerryg og mørbrad var noget forholdsvis nyt. Det handler om den måde, som man patere grisen på. Ja og så havde flere deres måde at lave sort suppe på, men den springer vi lige over. Den lugt vendte jeg mig aldrig til.

Leverpostejen og sylten blev gjort færdig
Leverpostejen blev kogt hen i glas eller skåle, så det var nok at tage af i julen.
Ligeledes blev sylten lavet færdig. Alt småkødet og brusken m.m. blev pillet af det kogte svinehoved og svinetæer skåret i stykker, krydret og lagt i store lerfade, hvorover suppen blev hældt, efter at den var blevet smagt til rette med eddike og sukker. Derefter blev det hele lagt i en presse, et hakkebræt med et passende lod på.
Når suppen nu var stivnet, var det nemt at skære sylten i fine skiver. Til aftensmad på denne anden slagtedag smed man en medister på panden. Dertil spistes brød eller stegte kartofler. Så drak man ellers hjemmelavet øl eller en kop the til.

Slagtepakker til dem, der hjalp
Endnu manglede man at pakke nogle slagterpakke med Slautma. Det kunne indeholde, et rygstykke, et stykke rib, en ring istebånd, en leverpølse, og en blodpølse. Sådan en pakke fik alle hjælpere og dem, der var på aftægt på gråden.

Det gode hjerte løb af med mor
Hjemme i køkkenet i Strucksalle løb det gode hjerte ofte af med min mor, når murerne kom og skulle have deres understøttelse. De mest forhutlede fik så et lille stykke af slagtermaden. Det var dengang min far var kasserer for murerne i Tønder, og skulle udbetale arbejdsløshedsunderstøttelse.
Ja det skete da også, at en halvlevende ål kravlede over køkkengulvet, når Opa havde været forbi med ål fra Højer Sluse. Om de arbejdsløse murer, så fik en ål med, ja det kan jeg ikke huske.

Surrib og sylte til julefrokost
Men jeg kan da huske, at vi altid i det sønderjyske fik surrib og sylte til julefrokost. Leverpølse og hjemlavet spegepølse hørte også til. Men det hele blev startet med sild og snaps.
Og så blev det juleaften serveret ribbensteg og risengrød. Til nytår var det grønlangkål med pølse, hamburgerryg og flæsk.

Dette savner man
Så sidder man også her og tænker på kartoffelmos og Skrædder – duels. Sidstnævnte kaldes også for Oldemors – duels. Det var flæsketerninger, der sammen med løg blev svitset på panden og kogt ind med fløde. Måske skulle man lave det en dag. Det er jo mange år siden, man har fået dette.

Glosuppe
I Tønder fik vi også glosuppe. Det var som om et øje kiggede på os hele tiden. Det var saftsuppe lavet af grubbegryn (spaltede havre – eller byggryn).
Hvor er de gode småkager?

Ja og så savner man jo det store opbud af Bækkenør. Og det er lige fra Goj Raj, knepkache, fedtnør, marengs og alle de andre fra Det Sønderjyske Kaffebord.
Mange af disse opskrifter blev opbevaret som var det en militær hemmelighed. Og når man dengang spurgte en sønderjyde om opskriften fik man ofte dette svar:

– Man taje naue mjøl, æg å sukker å jaske sammen, å så blive dæ te en kagh.

Lad jer inspirere af den Sønderjyske madkultur
Men kære læsere sådan kunne man jo blive ved. Men kig lige her. Her er masser af inspiration fra Den sønderjyske Mad – og Drikkekultur. Så håber jeg da også, at nogle af spørgerne fra Nørrebro og Østerbro har set dette: Læs dette, og bliv klogere på de sønderjyske madtraditioner:

– Sønderjysk Kaffebord
– Sønderjysk Kaffebord – for Sønderjyder
– Sønderjysk Kaffebord – dets historie
– Sønderjysk Kaffebord – fra Tønder
– Sønderjysk Kaffebord – opskrifter
– Det kulinariske Sønderjylland
– Smag på Sønderjylland
– Sønderjyske Drikkeopskrifter
– Det drikker vi – i Sønderjylland
– Mad fra Tønder
– Mad fra Tønder – opskrifter
– Fiskeri ved Højer (fiskeopskrifter)
– At plukke sut ved Højer